Charlies hævn
Af samme forfatter på dansk:
En utænkelig skæbne
Nattens dronning
Med hjertet som indsats
Bare lidt til Forpligtelser
De skandaløse
Kærlighedsmiraklet
Alt eller intet
Vovestykket
Løftet
Arvingen
Ægtepagten
SIMONA AHRNSTEDT
Charlies hævn
På dansk ved Signe Lyng
GUTKIND
Charlies hævn
er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Charlies hämnd
Copyright © Simona Ahrnstedt 2024
Published by agreement with Salomonsson Agency
Denne udgave: © Simona Ahrnstedt og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Michael Ceken
Omslagsillustrationer: © Freepik, Pexels Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-0820-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9 ∙ DK-1201 København K Gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Prolog
Da Charlie Anderson lang tid efter så tilbage, var der ting, hun spurgte sig selv om.
Havde hun misset noget?
Var der faresignaler, hun havde lukket øjnene for?
Hun så dem i hvert fald aldrig.
Ikke før det var for sent.
Ikke før helvede brød løs.
Kapitel 1
Charlie Anderson lynede kufferten. Hun havde pakket nyindkøbt undertøj, diverse luksusplejeprodukter og sine tre bedste kjoler og håbede, at hun havde tænkt rigtigt. I sit arbejdsliv var Charlie vant til at være forberedt, til hurtige bolde og vigtige beslutninger. Hun havde rejst en del i jobregi, men det her var noget andet, og det gjorde hende usikker. I går var hun styrtet ud og havde storshoppet, da hun fik besked på at pakke til “en sexet weekendtur et sted i Europa”.
“Er du klar?” spurgte Philip og rakte hånden ud.
Charlie dobbelttjekkede lynlåsen på den propfulde håndkuffert. Hun havde pakket alt. Hun rakte ham kufferten, lod fingrene strejfe hans. De var solbrændte, de lyse hår solkyssede. Selv havde hun ordnet neglene, en diskret fransk manicure, som han bedst kunne lide den, og var endda nået forbi frisøren for at få studset de mørke krøller.
“Vil du nu ikke sige, hvor vi skal hen?” spurgte hun, lykkelig i sin forventning, men også en lillebitte smule stresset af ikke at have nogen anelse om, hvad der ventede. Charlie havde et stort kontrolbehov – hun gik igennem sine bankkonti hver fredag, styrede selv bogføringen for sit eget lille firma og
skiftede sengetøj og tandbørste hver søndag. Philip elskede at drille hende med det. Hvor ordentlig hun var.
“Niks, det er tophemmeligt.”
Charlie lod, som om hun var misfornøjet med sin kærestes kryptiske svar, men indeni svulmede det. Tænk, at han overraskede hende med en rejse. Hun havde ikke engang vidst, at hun var så romantisk anlagt – hun så sig selv som en kvinde med begge ben på jorden. Men så var Philip Enqvist kommet fejende ind i hendes liv med rosenbuketter, intime middage og dybe samtaler, og her stod hun nu. Mere forelsket, end hun havde vidst, man kunne være. For Philips skyld kunne hun slippe kontrollen og give sig hen.
“Jeg fatter ikke, at du har konspireret med min chef.”
Charlie arbejdede for et eksklusivt og hæderkronet auktionshus på Norrmalm i det indre Stockholm. Hun var specialist i kunst, glas og antikke smykker fra Tjekkiet, Rusland og de øvrige østeuropæiske stater. Hun stod for vurdering af indleverede genstande og organiserede specialauktioner og fremvisninger. Det var et udfordrende og afvekslende arbejde. Alt fra private kundebesøg til internationale auktioner. Det var stimulerende og indebar stort ansvar. Året før havde hun været med til at opdage og anmelde et sofistikeret kunstbedrageri, og i sidste uge havde hun fundet en sølvskat, der havde ligget glemt på et loft siden Anden Verdenskrig. På auktionshuset lagde hun intense, trestimers arbejdsuger, spiste frokost foran computeren og havde aldrig taget en eneste ekstra dag fri, så opsat var hun på at bevise sit værd i det, der stadig var en hvid og elitistisk verden. Hun var den hårdt arbejdende brune kat blandt de afslappede, lyse hermeliner med navne, der sluttede på -sparre, -crona og -schiöld. Ved siden af drev hun desuden sit eget firma, hvor hun opstøvede og indkøbte vintagemode, som hun derpå
solgte videre. Silketørklæder fra Hermès, håndtasker fra alle modehuse, smukt tøj fra andre tidsaldre.
“Din chef var så forstående,” lo Philip højt. “Kom nu.”
Charlie boede på Bondegatan på Södermalm i en lille, skævvinklet lejlighed, hun selv havde købt. Den var varm om sommeren og iskold om vinteren, men den var hendes baby og indrettet med genbrugsfund, højtelsket arvegods og enkelte antikviteter.
“Så er bilen her, chop, chop, vi skulle jo gerne nå flyet.”
En taxi holdt og ventede på dem nede på gaden. Philip åbnede døren for hende.
“Til Arlanda, min gode mand,” sagde han til chaufføren.
“Sig nu, hvor vi skal hen,” bad Charlie igen og tørrede sveden af overlæben.
“Jeg håber, du er med på Göteborg.”
“Fantastisk,” svarede hun. Vestkysten var dejlig, og det var længe siden, hun sidst havde været i Sveriges næststørste by, men auktionshuset havde en filial der. Hvis det ikke regnede, kunne de gå tur langs vandet og drikke drinks på Jacy’s. Spise rejer. Glo på folk. Måske kigge ind hos en antikvitetshandler eller to. Hun kendte et par stykker – klassiske gamle Göteborg-gubber. Det skulle nok blive hyggeligt.
“Højtelskede tossehoved, vi skal da ikke til det regnfulde Göteborg. Vi skal til Paris.”
“Det er løgn.”
Philip kyssede hende. “Jeg lover på hæder og ære. Du og jeg skal til baguetternes og romantikkens hovedstad.”
Charlie troede næsten ikke på det. Hun åbnede sin håndtaske, et elsket vintagefund, en vinrød YSL fra 70’erne, rodede efter lipgloss, rynkede panden, rodede lidt mere panisk. Men den var der ikke.
“Nej.”
“Hvad?”
“Jeg har glemt min telefon derhjemme.” Hun kunne have svoret på, at hun havde pakket den.
“Shit.”
Taxien drejede af mod Arlanda. “Hvad vil du gøre?” spurgte Philip.
Charlie forsøgte at tænke så hurtigt, hun kunne.
“Kan vi nå tilbage?”
“Ikke hvis vi vil til Paris.”
Hun besluttede sig på et millisekund. “Så må jeg bruge din. Og folk har klaret sig i årtusinder uden telefoner,” erklærede hun.
“Sådan skal det lyde,” sagde Philip og så lettet ud. “Er du sikker?”
“Yes.” Det var næsten spændende ikke at være til at få fat i. Hun ville blive bedre til det her, lovede hun sig selv. At holde fri, at nyde nuet. Det var på tide. På tide at leve livet. Det var simpelthen hendes tur.
Glæden skyllede igennem hende. Hun gav hans hånd et hårdt klem og holdt fast i den hele vejen gennem indtjekningen i Arlanda, under boardingen, og da de landede i Charles de Gaulle.
“Jeg kan se Eiffeltårnet,” sagde hun i taxien på vej ind til den franske hovedstad. Trods rejserne for auktionshuset havde Charlie aldrig været i Paris. Hun kom fra en familie, der konstant havde manglet penge. Mor var førtidspensionist på grund af slem leddegigt og var kommet til Sverige som barn fra det daværende Tjekkoslovakiet med sin enlige mor, Charlies mormor. Far var helsvensk bilmekaniker. De havde ikke ligefrem været ludfattige, men der havde hverken været penge tilovers eller overflod i Charlies barndomshjem, og hun havde knap nok været i udlandet, før hun fik sit job. Ud
over en utrolig følelsesladet tur til Prag med mor var det kun blevet til en studietur til Berlin i niende og efter gymnasiet en charterrejse af billigste skuffe til Kroatien, som hun selv havde sparet sammen til. Siden hun var begyndt at arbejde og tjene penge, havde hun rejst med veninder et par gange, men alle hendes penge var bundet i lejligheden og en lille langsigtet opsparing. Ja, hun var dødkedelig, tænkte hun. At blive inviteret til Paris af sin toplækre kæreste var simpelthen som noget fra en tv-serie.
Allerede samme eftermiddag, da de var tjekket ind på et charmerende boutiquehotel, satte Charlie og Philip sig og fik vin og ost på en latterligt dyr turistcafé ved Sacré Coeur.
“Kun det bedste til min dame,” sagde Philip.
Bagefter promenerede de hånd i hånd rundt i de parisiske gader, så Eiffeltårnet fra forskellige vinkler, tog selfier, der var fuldstændig magen til alle andres, og spiste middag i den milde pariseraften. Overalt var der smukke mennesker, Philip flirtede med den sorthårede receptionist, og Charlie fnisede. Senere på aftenen elskede de i en smal, knirkende jernseng, der peb så slemt, at nogen til sidst råbte, at de skulle være stille, og Charlie næsten tissede i sengen af latter.
“Skulle parisere ikke være romantiske?” råbte hun ude fra toilettet.
“Kom herind, og læg dig, kvinde.”
Charlie trak i den aldrende cisternekæde, vaskede hænderne under den forgyldte hane og gik ind og puttede sig i Philips armhule.
“Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har holdt fri på den her måde før,” sagde hun og snusede ind mod hans kind. Hun elskede duften af hans aftershave og alt andet ved ham: den dyre duft, lugten af mand, den raspende fornemmelse af hans
skægstubbe. Og hun elskede, at Philip og hun kunne snakke om alt – aldrig havde hun oplevet sådan en kontakt mellem to sjæle. “Og kan du egentlig holde fri sådan her?” Philip var ejendomsmægler med speciale i dyre luksuslejligheder på Östermalm. Præcis som hun var han interesseret i kunst, jo dyrere, jo bedre for hans vedkommende. Og han arbejdede meget, især i weekenden.
“Du er vigtigst, for du er bedst,” sagde han. Hun vidste, at han havde haft problemer med piger før – hans eks havde været bindegal. Selv havde Charlie et par kortere forhold bag sig – rolige, stabile og ikke specielt lidenskabelige. Indimellem havde hun tænkt, at hun aldrig ville møde den rigtige, at fyrene blev skræmt af hendes drive. Men så kom Philip … Da de mødtes for et år siden, havde de klikket med hinanden fra første sekund. Det føltes nærmest skæbnebestemt, at Philip kom ind i hendes liv lige der.
“Tak, fordi du planlagde alt det her,” sagde hun.
“Jeg bliver nok nødt til at bortføre dig lidt oftere. Du trænger til at give lidt slip, at lade mig tage mig af dig.”
“Jeg føler mig så tryg sammen med dig,” mumlede hun ind mod hans hals. Ikke fordi hun ellers var utrygt anlagt – hun var vokset op i et kærligt hjem – men usikkerheden var alligevel altid til stede. Af og til fik hun en følelse af næsten eksistentiel ensomhed. Hun vidste ikke, hvor den kom fra, men den havde været der, siden hun var barn, som en dyb bevidsthed om, at man som menneske altid var grundlæggende alene.
“I lige måde, skat. Jeg forstår ikke, hvordan jeg overlevede, før jeg mødte dig. Selv om du er så nem at narre.”
Hun lo og kyssede hans nøgleben. “Jeg er ikke nem at narre.”
“Så er jeg vel bare ufattelig dygtig, siden jeg fik ordnet din chef sådan,” sagde han selvtilfreds og strøg hende over hoften.
“Det her føles nærmest umoralsk,” sagde hun, helt opslugt af nuet. Nul telefon – umulig at få fat på, som om det var 80’erne eller sådan noget.
Hun slog armene om ham, og han væltede sig hen over hende og så hende dybt i øjnene.
“Du er mit et og alt,” sagde han og kyssede hende, og derefter tænkte hun ikke på noget andet end det, han gjorde ved hendes krop. Selv efter et år med ham var hun nyforelsket og svævede på en sky af lykke og hormoner.
Den sidste aften i Paris gik de på en restaurant ved Seinens bred. Philip bestilte champagne, og det var så romantisk, at det næsten var en kliché.
“Det her er den bedste aften nogensinde,” sagde Charlie og spurgte samtidig sig selv, om hun mon magtede en dessert oven på hovedretten. Måske bare en lillebitte crème brûlée.
Philip rykkede stolen bagud. Han rejste sig så brat op, at det gav et sæt i Charlie.
“Hvad er der?”
Philip tog hendes hånd. Og så sank han ned på det ene knæ foran hende, ned på gulvet i sine pæne, lyse bukser, og hun stirrede måbende på ham, havde slet ikke set det komme.
“Charlene Emma Anderson,” begyndte han, og stemmen knækkede over. “Vil du gifte dig med mig?” Den ring, han rakte frem, var hvidguld, antik, med diamanter. “Den var min farmors.”
Charlie kunne kun stirre på den. Den var så meget hende – vintage, personlig og med historie.
“Charlie?” Han lød urolig, som han lå der på det ene knæ.
“Ja!” sagde hun med gråden i halsen. “Ja!”
De øvrige restaurantgæster klappede, da hun og Philip kyssede og omfavnede hinanden. Det var det lykkeligste øjeblik i Charlies liv.
Da de næste dag fløj hjem til Sverige, hvilede Charlie hovedet mod hans skulder. Hun fantaserede om brylluppet. En hvid, enkel kjole. Eller skulle det være noget med blonder? Og blomsterne, hvide liljer. Eller røde roser? Et vinterbryllup, måske. Hvor meget tjekkisk, hvor meget svensk? I kirken, helt bestemt, men mest for mors skyld. Mor var dybt troende. Hendes forældre ville blive overlykkelige, det vidste hun. De elskede Philip.
“Er du træt, skat?” spurgte han, mens flyet steg op gennem skyerne mod solen. Tænk, at solen altid skinnede heroppe.
Charlie nikkede, helt døsig af kærlighed, beruset af lykke og så letbevægelig. Hun, der ellers altid sprudlede af energi, var fuldstændig færdig.
“Jeg vil bare sige, at der kommer til at ske noget mere, når vi kommer hjem,” sagde han.
Hun mærkede, hvordan han smilede mod hendes hår.
“Det er en overraskelse,” hviskede han, idet en stewardesse kom og spurgte, hvad de ville have at drikke til maden.
Charlie knugede hans hånd. På hendes venstrehånd gnistrede ringen. Helt ærligt vidste hun ikke, om hun kunne klare flere uventede begivenheder.
“Jeg ved jo godt, du ikke bryder dig om overraskelser, min kære forlovede,” sagde han, som om han havde læst hendes tanker. “Men Charlie, lad mig nu tage mig af dig. Stol på mig, min egen lille kontrolfreak. Gør du det?”
“Jeg stoler på dig.” Nogle gange føltes det, som om hun elskede ham så højt, at hun ville dø for ham, hvis det skulle blive nødvendigt.
Grundlæggende var hun en kvinde, der havde brug for at vide, hvad der ventede. Hun var vant til at tage styringen og have en plan parat – det var hendes styrke og hendes største kompetencer. Men måske var det her et varsel om, hvordan
livet ville tegne sig for dem fremover, tænkte hun. Philip havde en overraskelse til hende. Men Charlie havde sin egen nyhed at komme med. Hun var gået næsten to uger over tiden, og siden i morges var det begyndt at stramme i brysterne på en ny måde. Hun bad stewardessen om mineralvand og takkede nej til vin – hun havde kun nippet sig igennem Paris.
Efter flymaden lukkede Charlie øjnene og lod sig lulle i søvn i sædet af den brummende lyd. Hun lod glæden overmande sig. Hun havde altid vidst, at hun ville have familie og børn, havde ønsket det så stærkt, at det var umuligt at kæmpe imod. Og nu blev det virkelighed. Hun havde i smug købt en graviditetstest i lufthavnen og taget den med sig ind på toilettet. Testen var positiv. De skulle være forældre. Det var ufatteligt, at man overhovedet havde lov at være så lykkelig.
EN MØNSTERBORGER PÅ HÆVNTOGT
Charlie har sit drømmejob i et auktionshus for antikviteter, hun har en lejlighed og en familie, hun elsker, og hun har altid forsøgt at være en mønsterborger. Da hun møder den charmerende Philip, slår han benene væk under hende. Under en overdådig fødselsdagsfest, han holder for hende, dukker politiet pludselig op. Charlie er i chok, da hun bliver anklaget for alvorlige forbrydelser og dømt til flere års fængsel.
Charlie beslutter sig for at hævne sig på dem, der har ødelagt hendes liv, og hun er villig til at gøre alt for at få ram på dem.
CHARLIES HÆVN er første bind i den nye serie Hævntrilogien af bestsellerforfatteren Simona Ahrnstedt og er en gribende roman om umulig kærlighed, fjender og forræderi.