I Pantalones hus
Af samme forfatter på dansk: Diamantaftener
Hilde Rød-Larsen
I Pantalones hus
Roman
På dansk ved
Siri Ranva Hjelm Jacobsen Gutkind
I Pantalones hus er oversat fra norsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter I Pantalones hus © CAPPELEN DAMM AS 2024
Denne udgave: © Hilde Rød-Larsen og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025 Omslag og forsideillustration: © Thea Sloth Jørgensen Sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk ISBN 978-87-434-1020-1
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Det hændte paa et Teater, at der gik ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det: man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel av Vittige Hoveder, der tror, at det er en Vits.
Søren Kierkegaard, Enten-Eller, Diapsalmata, 1843
SEPTEMBER
Hun er tilbage, den unge kvinde med de sære bevægelser. Som om hun er i vand også uden for bassinet. Eva lukker saunadøren bag sig og breder det gule håndklæde ud på øverste hylde ved vinduet. Normalt ville hun have lagt sig på ryggen, strakt sig ud og lukket øjnene, men nu sætter hun sig med blikket vendt mod ruden, alene i rummet, i varmen. Der er noget omtåget over kvinden, som synker ned på en af bænkene langs bassinets ene ende. Hun trækker knæene op til brystet, folder armene om dem. Lægger hovedet på skrå i en vinkel, som ikke ser naturlig ud. Bliver siddende sådan, ubevægelig. Det er tilbage, ordet, der lyser op i hovedet, som fortæller Eva, at hun har lagt mærke til kvinden før. Nu kommer hun i tanker om hvornår. En af de sidste, insisterende sommerdage, da solen forfulgte hende overalt. Ind gennem den smalle revne i rullegardinet om morgenen, da hun vågnede. Hen over den støvede computerskærm på kontoret, mens hun prøvede at lave en beregning over en bog, som ikke hang sammen, uanset hvordan hun jonglerede med tallene. På den grønne plet, hvor hun søgte tilflugt i frokostpausen for ikke at skulle tilbringe endnu en halv time i kantinen med at snakke om tv-serier, hun ikke har set. Påfaldende så lidt, der bliver talt om bøger på et af Norges ældste forlag.
Da det endelig var eftermiddag, og hun trådte ind i halvmørket i Bislet Bad, havde hun bare lyst til at blive der for evigt. I
puppevarmen, i 1920’er-skønheden. De oprindelige omklædningsrum med gammelrosa døre står stadig helt intakte rundt om bassinet og på mezzaninen. Stedet giver hende i det hele taget en følelse af at befinde sig i selve Tiden, ikke bare i sin egen tid. Kun VIP-medlemmer har adgang til rummene nu, selv klæder Eva om i det fælles omklædningsrum. Det passer hende fint, hun kan godt lide at være en krop blandt andre kroppe. Og hun trækker aldrig vejret friere, end når hun ligger på ryggen og flyder og ser op i det hvælvede glastag højt over sig.
Denne sensommerdag havde hun taget sig ekstra god tid med det hele: afklædningen, brusebadet, svømmetagene, at vende, vugge, saunaen, endnu et brusebad, aftørringen, indsmøringen. Hun skulle alligevel ikke nå noget bagefter. Mens hun smurte sig ind, lagde hun mærke til den unge kvinde, som stod og tog tøjet af ved sit skab. Hun havde en lille tatovering på højre skulderblad, for lille til, at Eva kunne opfatte motivet. Kvinden tog noget slasket tøj af, som nok engang havde været sort, men som nu var tørretumblergråt.
Fødderne vendte udad som en balletdansers, men så var der dette møjsommelige over bevægelserne. Som også gjorde, at hun virkede ældre, end hun ellers så ud til at være. Huden var glat, de små baller faste. Kunne hun have en form for skade? Reparere var ordet, som tog form i Evas hoved, mens kvinden ligesom forsigtigt bukkede sig ned for at hive en strømpe af. Eva havde haft lyst til at gå hen og stryge hende over kinden. Nu slipper denne kvinde taget om sine knæ, sætter først den ene og så den anden fod i gulvet. Skubber fra med begge hænder på bænken, rejser sig og går langsomt hen mod trappen ned i bassinet på tynde, slæbende ben. Eva læner sig frem, så næsen strejfer ruden. Det våde, kommunefarvede hår klistrer tjavset til kvindens hoved. Idet hun vender sig
for at gå baglæns ned i bassinet, tager hun sig til øret med en bevægelse, der får Eva til at udbryde et lille åh. Noget varmt, rislende breder sig først i maven og så ud i fingerspidserne, hun ved ikke, om det er behageligt eller væmmeligt. En ældre mand, en af stamgæsterne, svømmer langsomt på ryggen midt i bassinet. Det lader ikke til, at de ænser hinanden.
Sveden er begyndt at pible frem mellem Evas bryster. Brysterne, der har fået en tyngde, som efterhånden har været der i nogle år, men som hun stadig tænker på som ny. Hun lægger en hånd om hvert bryst oven på den lilla badedragt.
Ser ned på maven, som buler i deller under det stramme stof, men ikke mere end at den bliver næsten flad, hvis hun ranker sig. I næste måned fylder hun 59, hun føler sig uendeligt meget yngre og ældre. Ubrugt.
Da hun var ung, så ung og genert, at hun ikke havde fået sit første kys, skete det, at hun stillede sig foran det store spejl i forældrenes soveværelse og studerede sin nøgne krop. Utålmodig, higende. Bagefter fyldte hun badekarret og lagde sig i det varme vand og rørte ved sig selv, til hun kom.
Det er længe siden, at nogen har rørt ved hende nu, inklusive hende selv. Muligheden kan foresvæve hende, ikke andet.
Eva bliver sjældent i saunaen så længe, at hun begynder at svede, men nu glinser lårene også. Hun rejser sig, tager håndklædet og går ud i det dampende rum, som er varmt, ved hun, men som nu føles køligt. Hun lægger håndklædet på bænken, hvor kvinden netop har siddet, ved siden af en enlig, sort hårelastik, og vender sig mod bassinet. Manden stiger op med stavrende kurs mod boblebadet, mens Eva går i. Og så er der kun hende og kvinden. Hun lader sig synke, krummer sig sammen og sparker fra med begge fødder mod bassinkanten.
Det er Thomas, som har taget Karla med på skadestuen, det er hans uge. Det var ham, skolen ringede til og fortalte, at hun havde slået sig. Cornelia stod, på sikkert tiende minut, med en påståelig kunde i butikken, da han ringede. Der var ikke noget, hun kunne gøre, manden ville have erstatning for sin ødelagte kuffert, men han havde ikke sørget for at få en skaderapport med fra flyselskabet. Han havde garanteret fyldt for meget i kufferten, men ville aldrig indrømme det. Strengt, og en lettelse, at overlade sådan en kunde til en nyansat assistent. Desuden havde Cornelia selv fået fuldt ansvar i butikken fra dag ét, selv om hun bare var sommervikar. Hun skyndte sig ind i det lille hummer af et personalerum for at besvare opkaldet med en forventning om noget, hun endnu ikke vidste, hvad var.
”Karla er faldet ned fra legestativet på Aks, jeg er på vej til skolen,” sagde han, inden Cornelia nåede at sige hej. ”Det er vist hovedet. Måske en hjernerystelse, og hun har ondt i den ene arm. Tager på skadestuen med hende for en sikkerheds skyld. Ringer til dig derfra, ville bare give besked.”
Han havde lydt så afmålt, som om hun var en sagsbehandler, han var tvunget til at orientere om et eller andet, ikke én, han havde delt seng med i otte år, indtil for fire måneder siden.
Hvis hun og Thomas stadig havde været sammen, ville hun med glæde have ladet ham tage sig af det og være blevet på
jobbet. Nu sagde hendes instinkt, at han ville vinde et eller andet meningsløst point, hvis hun ikke kom på banen.
”Jeg tager en taxa fra arbejdet nu,” røg det ud af hende, selv om kunden havde hævet stemmen flere grader, selv om hun egentlig ikke troede, at det med Karla var noget alvorligt, selv om det indebar at lade Linda blive alene tilbage i butikken, inden hun var færdigoplært. Selv om hun aldrig kører med taxa og kun har 600 kroner på kontoen, som skal vare resten af måneden. 600 kroner, én pose pantflasker og to klip tilbage på kortet til Bislet Bad, som hun fik af veninderne til sin 31-årsfødselsdag. En meget finere gave, end de plejer at give hinanden, Bislet er svinedyrt. På selve dagen havde det varmet hende, det omsorgsfulde ved, at de havde udtænkt og splejset til gaven. Morgenen efter havde hun spekuleret på, om det var medlidenhed, der lå bag, om de syntes, der var noget ynkeligt ved hende.
Irritationen over, at det var Thomas, som skolen ringede til, er den dominerende følelse, mens hun sidder i taxaen. Med et indslag af ærgrelse over, at hun sprang hårvasken over i dag, og tilfredshed over, at hun har de lidt højhælede støvler på. Og så en pludselig tanke: Hvis Karla virkelig har fået hjernerystelse, må de droppe efterårsfesten på skolen i morgen. Lettelsen bølger gennem hende, inden hun kan nå at dæmme op for den.
Cornelia synes ikke, at hun havde specielt urealistiske forestillinger om, hvordan det var at have børn, inden hun selv fik barn. Hverken vågenætterne eller den sløve tid på legepladser tidligt om morgenen har overrasket hende. Det, hun ikke var forberedt på, var alle de andre forældre, som man konstant må forholde sig til, det kedelige ved det. Forhåbentlig er det
bedre, når man har barn i skolen end i børnehaven, det har hun ikke fundet ud af endnu. Det lykkedes hende at glemme det første forældremøde i 1. klasse. Hun ved ikke, om det glæder eller generer hende, at Thomas heller ikke var der, uklart af hvilken årsag. I hvert fald håber hun, at hun aldrig mere skal høre på diskussioner om, hvorvidt det er i orden med myseost i madpakken.
Hun gnider munden fri for den lipgloss, hun lige har smurt på, mens hun venter på, at Visa-kortet skal gå igennem foran hos chaufføren. Han giver hende kortet tilbage uden at vende sig, uden at møde hendes blik i bakspejlet. 221 kroner. Nå ja. Hun behøver ikke at købe ind, før Karla kommer om tre dage, og derefter er der kun to dage, til hun får løn.
Så rammer det som en mavepuster: Måske er Karla virkelig kommet til skade.
Glasdørene åbner sig for hende og en gammel dame, der støttes ind af én, som Cornelia antager er hendes datter. Der er noget irriteret og opgivende ved den yngre kvindes ansigtsudtryk, som en, der stod hende mindre nær, aldrig ville have tilladt sig. Den ældre har åbenlyse smerter, men den yngre – som må være godt over 50 – hiver hende i armen, for at hun skal sætte farten op, uden at det hjælper stort. En sygeplejerske går dem i møde indenfor, og den gamle tager straks fat i den fremmede.
Der sidder ikke mange i venteværelset nu, det er hverdag, og de praktiserende læger har stadig kontortid. Skoldkopper, Mycoplasma, brandsår fra komfuret, forstuvet håndled, brækket arm. Men det er et år siden nu, nøjagtig. Da de tre var her sidste sommer, hun og Thomas og Karla, med den brækkede pigearm, var stedet proppet. En midaldrende
mand, som blødte fra et sår i hovedet og holdt hånden for munden, som om der var noget med hans tænder. Cornelia måtte bede Karla om ikke at stirre. En junkie med knæk i knæene. En haltende ung fyr med hængerøv i de flængede bukser og skateboard i hånden. Og så de tre. Karla var væltet på sin nye cykel, som hun havde fået i fødselsdagsgave af dem samme dag. Næsten hele badesæsonen blev ødelagt oven i alt det andet ødelagte.
Måske skal hun tage den grønne kjole og læderjakken på. Det er Thomas’ uge, så det er ham, der skal sørge for maden til den flerkulturelle buffet, hvad det så end indebærer. Hun overvejer, om de bare skal mødes på skolen, eller om de skal følges, bliver tom indeni ved tanken om at stå alene i skolegården uden noget barn at passe på, uden ret til at sætte sig ved langbordet. De var sammen, da hun købte kjolen i foråret på loppemarked på Ila skole. Karla var til fødselsdag, og de havde to timer helt for sig selv. Hun tog kjolen på inde på Baker Hansens toilet bagefter ud over de stramme jeans med flængen på det ene knæ, mens Thomas købte kaffe. Ingen, der så dem med papkrusene på en bænk i solen i St. Hanshaugen, kunne have gættet, at de ville være gået fra hinanden nogle uger efter. De havde allerede aftalt, at hun skulle blive boende indtil videre, til hun fandt sig noget billigere, han kunne overtage en lejlighed i nærheden fra en gammel studiekammerat, som havde fået job i udlandet. Måske troede han, at de ikke for alvor ville gå fra hinanden, at det bare var en indskydelse, Cornelia havde fået, en forbigående stemning. Der kunne gå flere dage i træk, uden at de talte om det, og om natten lå de tættere, end de længe havde gjort. I de uger lagde han af og til armen om hende, når de lå i ske, og trak hende tættere ind til sin mave som før i tiden.
Hun prøver at undgå receptionen og styrer lige mod elefantsnablerne, som peger muntert mod børneafdelingen, men bliver standset af en sygeplejer, som ikke byder hende armen.
”Kan jeg hjælpe dig?” Afmålt smil, som om hun umuligt kan have noget at gøre der ved snablerne, hun, som ikke har noget barn med.
”Min datter er her sammen med sin far, hun har slået hovedet. Hun faldt på Aks, de ringede til ham, fordi det er hans uge.” Som om det kommer sygeplejeren ved. ”Jeg kom, så hurtigt jeg kunne.”
Han sidder ved siden af akvariet. Læner hovedet mod væggen med lukkede øjne. Med mobilen i hånden. Typisk. Men hans skjorte er ikke typisk. Hold da op. Med blå og lyserøde blomster. Jaså? Og han har gjort noget ved håret, sikke meget pandehår. Skoene er velkendte, og snuslæben. Hun troede, at han var holdt op med at snuse.
”Mor?” Karla står i døren til toilettet. ”Hvad laver du her?”
Nu åbner Thomas øjnene, retter sig op, stikker telefonen i baglommen. Karla går hen til ham, sætter sig på hans skød. Armen ser ud til ikke at fejle noget i hvert fald.
”Jeg ringede til mor og sagde, at du var faldet, du ved, og så ville hun komme og se, hvordan det går med dig,” siger han og stryger hendes hår om bag øret. Til Cornelia: ”Hun har været til røntgen, nu venter vi på lægen.”
Foruden de tre i venteværelset er der kun en mor og et barn, en dreng. Han ligger med hovedet i sin mors skød og ser op på hende, hun hviler hånden på hans mave og mumler noget til ham, han smiler mat til hende og lukker øjnene.
Karla sætter sig endnu bedre til rette i sin fars arme, ser ikke specielt syg ud. ”Jeg fik lov at vente hos sundhedsplejersken,
til far hentede mig,” siger hun. ”Jeg fik saft. Men nu kan jeg lide sodavand, mor! Jeg må godt smage, når far drikker cola.”
Thomas ser på Cornelia og trækker let på skuldrene. Hun nægter at sige det, han forventer, at hun vil sige, det er da lige meget, om Karla kan lide sodavand eller ej. Men han bør selv droppe det evindelige coladrikkeri, han er en voksen mand, og især når man tænker på hans begyndende mave. Cornelia sænker blikket og registrerer, at der ikke er nogen begyndende mave længere, der er helt fladt under den blomstrede skjorte, og han er blevet smallere i kinderne. Det klæder ham, det må hun indrømme.
Der er rigeligt med tomme stole, men Cornelia ved ikke, hvor hun skal sætte sig, og læner sig i stedet mod væggen ved toiletdøren, lige over for Karla og Thomas. Hun fortryder, at hun ikke har lagt nogle planer for aftenen. For sit indre blik ser hun tøjbunken, som hun i går aftes flyttede fra tørrestativet over i sofaen uden at komme videre. Køleskabet med en pose kartofler, et ensomt æg, et halvt glas blåbærsyltetøj og en udløbet karton letmælk. Hun kan ikke tage sig sammen til at købe andet end mælk og kaffe de uger, hvor hun ikke har Karla.
De går ud gennem skydedørene på række med Karla i midten. Cornelia blinker mod den lave eftermiddagssol. Ingen brækkede knogler og næppe hjernerystelse, men det er bedst, hvis de holder ekstra godt øje de næste timer med, om hun får kvalme eller viser tegn på hovedpine. Lægen henvendte sig hele tiden til Thomas, som om Cornelia ikke var der, som om han vejrede, at det ikke var hende, som skulle holde øje.
Uden for apoteket sætter Cornelia sig på hug, tager Karla i armen, smiler og stryger hende over kinden. ”Hav det godt,
min skat. Vi ses til festen i morgen!” Hun siger det lidt for højt, hun kan godt selv høre det. Hun ser op og møder Thomas’ blik, og han har også hørt det. Det føles stadig, som om han ser lige igennem hende, registrerer hver eneste af hendes lyde, hver eneste lille bevægelse og ved nøjagtig, hvad det betyder, bedre end hun selv, og hun orker ikke, at han skal have ondt af hende, og hvorfor skulle han også det?
”Kom, far,” siger Karla, ”nu går vi hjem.”
Cornelia afslår tilbuddet om at følge med. Hun burde tage tilbage på arbejde. Måske er butikken nu fuld af amerikanske cruiseturister, som hiver alle varerne frem på hylderne, ud på gulvet, som snakker og snakker, men hun orker det ikke, og hun vil heller ikke hjem. Hun ved ikke, hvad hun vil. Men det var det her, hun ville.
Hemmeligheder og skam går i arv fra generation til generation
Eva er 59 år, redaktør på et forlag og er netop blevet enke. Hun var gift med Sverre, som var redaktør på et konkurrerende forlag. Sammen har de en voksen søn, Jonas, og Evas forhold til ham er kompliceret.
Cornelia er 31 år og er netop brudt ud af det trygge forhold til Thomas, som hun har datteren Karla med. Cornelia arbejder i en taske- og kuffertforretning og har egentlig ikke råd til at bo i sin lejelejlighed.
De to kvinder kender ikke hinanden, men juleaften krydses deres veje. Med livsændrende konsekvenser til følge.
I Pantalones hus er en klog, skarp og erotisk skildring af moderne liv og første bog i Pantalone-trilogien.
”Medrivende om magt ... Fællesskabet, varmen og medfølelsen gør Hilde Rød-Larsens roman til et fremragende eksempel på feminin skrift i en traditionelt mandsdomineret verden.” – KLASSEKAMPEN