Året med 13 måneder

Ă…ret med 13 mĂĽneder En dagbog

Af samme forfatter pĂĽ dansk: Det populistiske manifest (debatbog); sammen med GĂśran Greider Mig ejer ingen (roman)

ÅSA LINDER BORG

Året med 13 måneder En dagbog

På dansk ved Lisbet Kjær Johansen

GUTKIND

Året med 13 måneder er oversat fra svensk af Lisbet Kjær Johansen efter Året med 13 månader © Åsa Linderborg 2020 Published by agreement with Hedlund Agency.

Denne udgave: © Åsa Linderborg og Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: © Marlene Diemar, Imperiet Sat med Minion Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0060-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 3. · DK-1201 København K gutkind.dk

Til Tanja – mor, ven og kammerat

5

6

Du borde nog inte ställa mig ifrån dig som om jag vore en julklapp som den allra värsta brorsdottern har gjort i slöjden.

Kristina Lugn. Fra Hundstunden, 1989

Den som hörde allt detta kunde i sanning fråga sig den obesvarade frågan: tro de på vad de säga?

Eller äro de besatta! De voro nog besatta, ty det blir människan då hennes heligaste intressen sättas på spel: deres egna.

August Strindberg. Fra Det nya riket, 1882

7

8

Søndag den 10. maj, 2020 Foråret er køligt, om natten klatrer termometeret kun med nød og næppe op over frysepunktet.

Talte med Amanda om Kristina Lugn, der døde i går. Maj Sjöwall gik bort forleden. Det samme gjorde P.O. Enquist for et par uger siden.

Det påvirker mig.

Maxim kom forbi til medister og kartoffelmos. Han har formodentlig haft corona – feber og hovedpine – men han er ikke sikker. I USA står 33 millioner mennesker uden arbejde, madkøerne vokser.

– Foran os ligger årevis med social desperation, sagde jeg. Det kan være begyndelsen til enden på demokratiet, som vi kender det.

Maxim så ned i tallerkenen og sagde ikke så meget. Han bliver enogtyve til efteråret, han har livet foran sig. Jeg ville ikke gøre ham urolig og begyndte at tale om hans arbejde i stedet for. Han har fotograferet, jeg ved ikke hvor mange, pressemøder med Anders Tegnell og Sundhedsstyrelsen. Han håber på at få lov til at skyde noget andet i den kommende uge.

– Er du ikke snart færdig med bogen? spurgte han. Og hvad handler den egentlig om?

Jeg svarede, at jeg læser korrektur i øjeblikket, jeg har skrevet en fortælling om Sverige fra efteråret 2017 til efteråret 2018. Først om balladen om bogmessen og ytringsfriheden. Senere metoo. Et selvmord.

Det Svenske Akademis sammenbrud. En valgkamp og højrepopulismens endelige sejr. Mediekrisen.

Det er umuligt at holde ud fra hinanden, sagde jeg. Og det skete alt sammen, mens mit eget, private liv også tog en uventet drejning.

9

10

SEPTEMBER 2017

11

12

Søndag den 3. september, 2017 Giv ikke op, siger manden i telefonen. Han fortæller, at han arbejdede sammen med Leffe på Stålværket. At han havde tænkt sig at kontakte mig allerede for ti år siden, da han læste Mig ejer ingen, men det er først nu, han har fået det gjort, tør. Smedemesterens pige er jo blevet kulturredaktør.

Tja, tjo.

Jeg kan godt høre, at jeg lyder lidt afmålt. Det plejer jeg at blive, når jeg bliver kontaktet af nogen, der kendte min far. Jeg har ikke lyst til at få forstyrret min opfattelse af, hvordan tingene var dengang. Manden ville egentlig bare fortælle mig, at Leffe ville have været stolt.

Bliv ved. Vi er mange, der har din ryg.

Mandag den 4. september, 2017 I morges lagde P hånden på min mave. Han ville gerne have, at jeg blev liggende lidt. Klokken var 07.05. Jeg havde ikke tid til det.

Jeg stod op, tog mobilen med mig, gik forbi bogreolen og tændte for kaffemaskinen. Jeg stillede mig ind under bruseren, åbnede for vandet, holdt brusehovedet lidt væk, mens jeg ventede på, at strålen fik den rigtige temperatur. Sæd og vand flød ned ad benene og ramte de skakternede klinker, jeg hjalp det i retning af gulvristen med foden.

Overvejede længe, hvilken sæbe jeg ville bruge. Vaskede håret. Hentede kaffen. Tændte for nyhederne.

Jeg så mig selv i spejlet og fik øje på den første rynke på ­halsen. Øjenlågene er på vej til at blive tunge som min mormors og kinderne 13

fyldige som min mors. Min fars tydelige mund har jeg stadig, men resten – hvor meget lægger P egentlig mærke til?

Pløjede hurtigt Dagens Nyheter igennem.

– Kys og hej, vi ses i aften!

Elevatoren lod vente på sig. Jeg trykkede på knappen og kørte atten etager ned gennem Tårnet. Da jeg steg ud af bygningen, stod P oppe i vinduet og vinkede. Han fulgte mig med øjnene, da jeg gik over Medborgarplatsen.

Tirsdag den 5. september, 2017 Der er nye skærme på væggen i redaktionssekretariatet. De tæller besøgende og sidevisninger i realtid: røde og grønne søjler, gule og grå kurver, cifre, der konstant ændrer sig.

Onsdag den 6. september, 2017 Der var reception her til aften for Tomas Lappalainens essay Världens första medborgare. Det har været længe undervejs, og nu lå bogen endelig på det store, runde bord i Lind & Co’s nye lokaler i Hantverkargatan.

Sara Danius var der også, hun havde sin søn med, sikke han er løbet i vejret. Hun er altid så venlig overfor mig, men jeg var som sædvanlig plaget af en diffus skyldfølelse, som jeg ikke helt kan gennemskue, måske er det, fordi hun virker så disciplineret. Hun er svær at lave sjov med, jeg forsøgte, men det faldt til jorden, så jeg spurgte til hendes taske i stedet for, den var meget iøjnefaldende. Jeg ville vælge en lige så iøjnefaldende taske, hvis jeg havde været bygget til det. Men mine ben er fem centimeter for korte, fødderne for brede, brysterne for store. Da jeg mødte P, var jeg et lille nips, næsten ung­pigeagtig, selvom jeg var 41, men nu sidder ingenting yndigt på mig mere.

Danius spurgte, om jeg har tilmeldt mig Det Svenske Akademis reception på bogmessen om et par uger. Jeg svarede hende, at det 14

havde jeg tænkt mig at gøre, selvom jeg udmærket ved, at jeg ikke tropper op. Jeg hader receptioner, og at jeg befinder mig her i aften, er virkelig en undtagelse. Resten af aftenen talte hun med Horace Engdahl, de stod for sig selv i et hjørne og så ud til at have det fint med det. Ses de ellers ikke hele tiden og så igen i Det Svenske Akademi?

Det var første gang, jeg traf Horace. Han var iført lyse sommer­ bukser, midterskilning, flot og statsmandsagtig i sin fremtoning. Med ét blev der helt stille i lokalet med pindemadder og vin, da han trådte ind. Jeg blev forlegen, da han kom hen til mig og sagde, at det var underligt, at vi aldrig havde hilst på hinanden før. Han var høflig og beleven, men talte mest om, hvor meget mere der var at komme efter i kulturlivet dengang i 1980’erne, og hvor mange man nu må undvære fra den tid. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, jeg var der ikke dengang. Hans tale var ulastelig, sætningerne fjerlette, fejlfri.

Alle talte om bogmessen: Tager I med, eller boykotter I? Min holdning har jo været kendt længe, og de fleste af de tilstedeværende tænkte nok det samme som mig, men der var også dem, der var i tvivl, og som følte sig lidt hævet over andre. »Kældermennesker!« Mere behøvede man ikke at sige, for at de begyndte at tale i munden på hinanden.

– Kan man virkelig forhindre en avis, der modtager offentlige støttekroner, i at deltage på en bogmesse, der har ytringsfrihed i formålsparagraffen? spurgte jeg. Hvor skal man trække grænsen, hvem må så ikke komme med næste år? Hvem er det »vi«, der skal have lov til at afgøre, hvilke synspunkter der er krænkende, og hvilke der ikke er?

Det lød sikkert, som om jeg læste op fra en af mine artikler. Tomas tog over, da jeg ikke orkede mere, men han er så bevidst provokerende og så grov, at man næsten ikke tør grine ad hans vittigheder, så folk vidste ikke helt, hvilket ben de skulle stå på. Til sidst ymtede en kvinde: – Jeg ved heller ikke, hvad de ligner. Hvad er det med håret, og deres tøj ...

15

Enighed og halvkvalt latter: Ha, ja, de er sgu løjerlige!

– Hvor nedladende, sagde jeg og drak ud.

Jeg blev nødt til at gå. Det var som at befinde sig midt i en roman af Hans Scherfig. 1940’ernes spidsborgere, der gør sig lystige med anekdoter om den store masse af lavtstående individer, der ingenting forstår.

Scherfig bedrev satire mod de konservative under 2. verdenskrig. Jeg blander mig med de såkaldt progressive halvfjerds år senere.

Da jeg kom ud på gaden, fiskede jeg mobilen op for at ringe til Nina, men det kan jeg jo ikke længere, og jeg har stadig ikke vænnet mig til det. Da Nina døde, mistede jeg ikke kun en moster, jeg mistede min bedste ven, mit ­livsvidne. Jeg har brug for at tale med hende om i aften, og om manden, der ringede til mig forleden, ham, der havde været min fars kollega. Jeg fik ham ikke spurgt, om han havde fundet nyt arbejde, efter at Stålværket flyttede ­produktionen til Kina, eller om han blev tvunget ud i langtidsledighed som min far. Jeg havde ikke lyst til at høre svaret.

Torsdag den 7. september, 2017 Kickoff. To store busser kørte os ud til kunstmuseet på den nedlagte farvefabrik udenfor byen. Lokalerne var store og lyse, vi fik kaffe og kanelsnegle, smoothies og ingefærshots, frugt og danskvand.

Overskriften var ‘fleksibilitet’. Hvilket kan forstås sådan, at man skal kunne stort set alt; en journalist skal ikke længere bare skrive, men også selv publicere på nettet med overskrift og illustration, stille sig op foran et kamera og så videre.

Sofia Olson Olsén gentog mange gange, hvor stolt hun er over at være Aftonbladets første kvindelige ansvarshavende chefredaktør og direktør, og det forstår man jo godt. Hun var klædt i en nydelig hvid kjole, som stod godt til det mørke, brune hår. Hun havde sine hvide Dr. Martens på til. En passant fik hun sagt, at den trykte avis udgår i 2020. Hun lagde ikke op til spørgsmål, men der var heller ingen, 16

der løftede et øjenbryn; vi har hørt den slags sagt i en bisætning før. Alle chefredaktører drømmer om at være den, det lykkes for at udtænke en så stærk digital strategi, at papirudgaven ikke længere er nødvendig, men den trykte avis er sejlivet og stadig det produkt, der skaber størst indtjening. Det er dét, der er så skræmmende, for stadig færre køber avisen.

En mand, der tidligere har været en stor kanon i Systembolaget, var inviteret til at tale om krisehåndtering. Havner man i uvejr, skal man prøve at svare så ærligt som muligt, det var hans erfaring. Det kom vel næppe bag på nogen af os, journalister er jo løgnedetektorer, men han var ret spændende at høre på, selvom vi ikke forstod, hvorfor det lige var ham, der skulle belære os; vi ville jo hellere tale om noget andet, om journalistik og mediernes situation. Manden skal vistnok træde til som konsulent, hvis vi får brug for det.

Bagefter var der teambuilding. Udenfor i den småkølige efterårs­ aften skulle vi i tolv grupper male avisens »brandløfte« med akrylfarver. Jeg slap, for jeg var udpeget til at være del af juryen. Det var manden fra Systembolaget også. Han stod lidt rådvild for sig selv – Sofia og ledergruppen forduftede bare uden videre – så jeg tog mig af ham. Jeg takkede for hans oplæg, men sagde, at vi nok ikke var to virksomheder, der så let lod sig sammenligne; Systembolaget er et statsligt monopol, mens Aftonbladet agerer på et i dén grad konkurrence­betonet marked.

– Naturligvis, sagde han, men i en krise udsættes man på alle arbejdspladser for det samme psykiske pres. Vi håber jo selvfølgelig ikke, at det kommer til at ske for jer!

Det skålede vi på. Manden var vældig sympatisk, han sagde, at han var lidt nervøs over at deltage i juryen. Han havde læst lidt op på kunsthistorien i sin ferie for at være forberedt.

– Det var godt nok ambitiøst, men du behøver nok ikke tage det så tungt, lo jeg og slog ud med armen i retning af kollegaerne, der med en øl i den ene hånd og en pensel i den anden var i færd med at løse 17

opgaven. Gul og rød farve blev tværet rundt på lærrederne. De så ud til at have det ret sjovt, og det var jo præcis meningen med det.

Halvanden time senere var billederne langt om længe færdige, og de var, som man kunne forvente: noget mudrede. Juryen trådte sammen for at votere. Systembolagsmanden havde allerede en rangliste klar. På førstepladsen lå et maleri med et hul i lærredet.

Efter middagen talte jeg med kollegaer, som jeg ellers aldrig når at tale med: dem, der arbejder med underholdningsstoffet på Nöjet-sektionen, på sportsredaktionen og i gravergruppen. Vi talte om Schibsted. Hvor stort et overskud var det nu, de norske ejere forlanger af os?

Er det 10, 12 eller 14 procent?

Fredag den 8. september, 2017 Der var hun jo! råber P, da jeg stiger ind i Tårnet. Nu er hun her!

Jeg sætter mig til bords for at spise og snakke. P serverer blåmuslinger med pasta på grønne tallerkener og skænker vin. Han tænder lys og sætter musik på. I snart otte år har jeg siddet her ved bordet i hans køkken. Det er næsten lige så længe, som jeg har været kulturchef. P er stadig den smukkeste mand, jeg nogensinde har set, han er rent ud sagt vidunderlig. Det siger alle.

Vi talte om bogmessen, jeg fortalte, hvad kvinden til Tomas Lappalainens reception havde sagt forleden: »Jeg ved ikke, hvad de ligner.« Min far. Hvad ville de bedrevidende have sagt om ham?

Jeg husker, hvad jeg selv sagde, de sidste gange vi sad sammen i hans køkken i Rönnbergagatan, hvor vi før havde boet sammen. Lejligheden bar stadig spor efter min mor. Tekopperne, de havde fået i bryllupsgave, stod der stadig efter alle årene, helt urørte på en lille serveringsvogn.

På bogreolen stod den store sovjetencyklopædi i femten bind med gult omslag. Dem ville min far ikke give slip på, da min mor langt om længe samlede mod til sig og kom for at hente sine ting, hun tog 18

kun en brøkdel med sig. På krydderihylden stod glasset med hendes gamle laurbærblade. Linnedskabet stod tilbage som et tomt arkiv over et æ ­ gteskab, der pludselig var slut en søndag i januar 1972.

Maxim sad på Anders’ skød, Amanda spiste chokoladekage. Al samtale gik gennem mig. Alt, der blev sagt, kommenterede jeg, intet gik mig forbi. Jeg opførte mig, som min mor havde gjort. Det gør jeg stadig.

– Västerås er ikke, hvad det var engang, sagde min far. Hans stemme var grødet. Ængstelsen havde lagt sig som et slimlåg over stemme­ båndene.

Da jeg var barn, var det med den samme snøvlen, han spurgte, om jeg havde penge, han kunne låne: Fik du ikke lidt af farmor? Det var med samme snøvlen, han fortalte mig, at han for en halvtredser havde solgt cyklen, jeg havde fået af min mor og Lasse til min femårs fødselsdag.

Det var den, han talte med, da han sagde til mig, at alting var så trist, når jeg var hos min mor i weekenden. Nu var det en lille forskræmt og bitter snøvlen, han talte med, om en anden by i et andet land. Min far sagde, at han var begyndt at føle sig fremmed i sit eget kvarter.

– Det er nye folk, der bor i Viksäng nu. Hovedgaden er proppet med unge, der råber og skriger, de er altid ude, de driver rundt på må og få og laver ballade. De holder sammen i grupper og råber efter en. Deres forældre er uden job, de lever på overførselsindkomst, og alligevel vil de have mere. Altid mere.

Min far var arbejdsløs på tiende år og nerverne tyndslidt. Han var 51 år, da Stålværket blev solgt til nye ejere, som derefter flyttede produktionen til Kina. Ikke meget ældre, end jeg er nu. Nu var vi i 00’erne, og min far sad i køkkenet uden tænder i overmunden. Det, de sagde i radioen, var, at han var en af ­»taberne« i denne nye, fine verden, som var opstået efter Sovjetunionens fald.

– Jeg var fjorten år, da jeg fik læreplads på Stålværket. De siger, at jeg skal glæde mig over, at produktionen er flyttet ud, for så får folk i den tredje verden arbejde. Men hvad med mig?

I mere end tre årtier stod min far ved hærdeovnene. Som moderne 19

grovsmed frembragte han verdens stærkeste stål i et land, hvor alting hele tiden blev bedre; tre ugers ferie blev til fire. Længe efter fyraften drev sveden fra hans hovedbund ned over ryg og bryst. Nu var skjorten kølig og nystrøget, min far tog stadig hen til sin søster Malla for at vaske tøj hver anden uge. Han gik i min farfars aflagte, det var mange år siden, han havde købt tøj til sig selv. Der var huller i skoene, revner i sålerne. Efter ti år uden arbejde var hænderne skrumpet ind, han var ikke længere smedemester Leif Andersson.

– Det er ikke som før i tiden, gentog min far. Guido stod på Asca, dagen efter han steg af toget fra Taranto, men dem, der kommer nu, går bare direkte på bistandskontoret og siger: Jeg vil have penge, giv mig penge!

Hvad svarede jeg ham, da jeg sad dér ved siden af ham i en dyr bluse, med mine nylige skattelettelser og en dugfrisk ph.d.-grad i historie?

Jeg sagde, at alle gør, hvad de magter at gøre. De fleste indvandrere arbejder hårdere end mange svenskere. 98 procent af dem gør aldrig noget ulovligt, og det er primært indvandrere, der er ofre for røveri og overfald. Kriminalitet handler om klasse og fattigdom, ikke kultur og etnicitet. Sverige er et rigt land. Vi har råd til det.

Min far rejste sig for at fylde et ølkrus med vand. Han rystede en lille smule på hånden på vej hen til køkkenvasken. Det var ikke ren stædighed, han følte sig kørt over, og nu havde han brug for at rette sig op. Jeg havde både tallene og sproget i min magt, over for mig fik han ikke et ben til jorden, for jeg ville slet ikke gå ind i debatten. Jeg havde ikke lyst til at diskutere med ham. Jeg havde ikke lyst til at høre, hvad han mente at vide eller faktisk vidste, jeg ville bare gerne sætte ham på plads. Jeg lod min far forstå, at han ikke blot tog fejl, men at det også var en fejl, at han talte højt om, hvad han mente og tænkte. Jeg fik ham til at skamme sig overfor Amanda, der var stor nok til at forstå, hvad samtalen drejede sig om. Det var derfor, spyttet løb til i den tandløse mund, alt mundvandet, han plejede at skylle ned med sprut, måtte nu druknes i vand. Han kunne ikke længere tåle alkohol.

20

Da jeg var barn, var min far og jeg enige om alt. Vi var hinandens bedste venner, vi fulgtes i tykt og tyndt. Fjernsynet var tændt, han sad i lænestolen, røg og hældte op i glasset, jeg puslede med mit eget i sofaen, og sommetider tog jeg kinaskakken frem – samtalen var uendelig, der var ingen tabuer. Derhjemme kaldte han mig skattebasse, ude blandt andre sagde han Natasja. Jeg syntes altid, det var underligt, at han blev ved med at kalde mig det russiske mellemnavn, som jeg havde fra min mor og mormor. Da jeg begyndte at læse på universitetet, holdt han op, derefter sagde han bare Åsa, og jeg kom til at savne at være Natasja. Jeg har aldrig forstået, hvordan de tre hurtigt overståede bogstaver i Åsa har noget med mig at gøre. Sådan er det med mine korte fødder også.

– Ja, hvad ville de bedrevidende, de ikke-ødelagte, de intakte sige om min far? spurgte jeg P. De sidste år, jeg sad i køkkenet i Rönnbergagatan, vogtede jeg den samme moralske grænse, som jeg nu anses for at have overskredet, hvor jeg har besluttet mig for, at Aftonbladet skal deltage i bogmessen i Gøteborg som sædvanligt.

P sagde ikke så meget. Jeg tror, at han ville ønske, han kunne slukke for mig og mine analyser en gang imellem. Der er nok for meget politik i mit hoved efter hans mening. Når P taler om livet, handler det som regel om, hvordan man nyder det. Når jeg taler om livet, handler det om at forstå det og gøre verden til et lidt bedre sted. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage lidt lettere på tingene. Det ville P nok også.

Lørdag den 9. september, 2017 Nøglen til min mormors kommode er væk, jeg har ledt efter den i flere dage, jeg fatter ikke, hvor den kan være blevet af. I en af skufferne ligger kodeberegneren til min bankkonto.

Jeg gik hen til skomageren, der også har en nøglebar. Kan du komme forbi efter lukketid, jeg bor lige rundt om hjørnet? Selvfølgelig, om 21

lørdagen lukker forretningen klokken 16, han ville komme umiddelbart derefter. Jeg havde næsten opgivet, da han ankom 17.30 med en stor værktøjskasse i hånden. Jeg rakte hånden frem for at give ham et håndtryk, men han lagde i stedet for armen om mig og kyssede mig på halsen. Let og hurtigt. Jeg blev paf, eller hvad det nu var, jeg blev, men jeg lod som ingenting. Kom ind, kommoden står her, vil du have kaffe?

Kaffen nåede ikke at løbe igennem, inden han havde fundet en nøgle, der kunne passe. Jeg fandt to kopper frem og spurgte, hvor længe han havde boet i Sverige, hvornår han åbnede forretningen og så videre. Vi sad i et kvarter. Da det var tid til at betale, ville han have fem hundrede kroner, jeg gav ham syv.

Fortæl om din dag! bad P, da jeg kom op i Tårnet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, jeg fortalte, at jeg har fået fat i en nøgle til Veras gamle kommode, men jeg sagde ikke noget om kysset på halsen, eller hvad det nu var, der var sket. Jeg havde brug for en hel del vin for at slappe af, og jeg foreslog, at vi udelukkende skulle spille musik fra Spotify, der begyndte med ... K ... K? Den er svær! Jeg lagde ud med med Kim Larsen. P spillede Keith Jarrett, selvfølgelig. Jeg fortsatte med Kenta, Just idag är jag stark.

– Hej menneske, jeg kan godt lide dig, sagde jeg. Dine forældre må have været i godt humør, da du blev til.

Søndag den 10. september, 2017 Rastløse mænd dagen lang.

Nordmanden ringede, jeg svarede ikke. Så gik han over til sms, han ville gerne mødes før Litteraturhusets jubilæumsfest, det er om en måned: »Jeg glæder mig til et glas med dig.« Det gør jeg ikke, jeg har lyst til at være sammen med nogle andre efter min optræden, jeg har mange venner i Norge. Så snart jeg er i Oslo, sidder han blandt tilskuerne og vil tage »et glas bagefter«. Hvad skal jeg svare?

22

Bagefter lod Göran Greider høre fra sig. Når jeg ser hans navn på telefonen, bliver jeg altid glad, men han var irritabel, på en måde han ellers aldrig plejer at være. Han ville vide, hvordan det gik med manuskriptet til vores bog om populisme. Han er færdig med sine kapitler for længst. Jeg sagde, at jeg knap nok havde haft tid til at åbne dokumentet, siden jeg kom tilbage fra ferie.

Maxim er også utålmodig, han vil flytte ind til Amanda i hendes hybel på Norra Stationsgatan. Jeg undlader at sige, at det er en dårlig ide, og at det kommer til at blive dyrt, uddannelsesstøtten på 1.200 kroner om året rækker jo ingen vegne. Han vil virkelig gerne, og jeg kan ikke få mig selv til at sige nej til et barn, der har så meget lyst til at klare sig selv. Selvom jeg har haft børn om mig, siden jeg var 23, anser jeg ikke det her som »en ny start«, eller hvordan andre nu formulerer det. Jeg kan godt lide at være sammen med Amanda og Maxim. Jeg savner dem hele tiden.

Jeg orker slet ikke at tænke på, hvordan det vil påvirke forholdet mellem P og mig. Måske skulle vi tage og flytte sammen, men vi har begge to brug for vores eget: for at hvile, trække os tilbage, beholde en kattelem. At være sammen med P minder ikke om andet, jeg før har oplevet. Vi deler egentlig ingenting ud over tiden, vi er sammen. Kan det virkelig passe, at det skal blive ved sådan her; mad og snak, bif og rejser. Ønsker jeg mig da mere, er mit liv ikke perfekt sådan her?

Det ved jeg ikke. Jo, jeg savner følelsen af at være på vej et sted hen.

Mandag den 11. september, 2017 Min indbakke er begyndt at ændre karakter. Mænd, der ikke bryder sig om det, jeg skriver, sætter spørgsmålstegn ved min intelligens. Da jeg var yngre, gik de efter mit underliv, de mente, at jeg nok bare havde brug for noget pik, eller de skrev, at de krydsede fingre for, at jeg ville blive voldtaget af en bande somaliere, inden ugen var omme. Nu er det min hjerne, de går efter. Skriver, at jeg er så skide ubegavet eller dum, en 23

skamplet på Sverige. Kvinder, der vil have has på mig, kommenterer mit udseende. De skriver, at jeg ser lidt træt ud efterhånden. Gammel. Det er synd for min mand, synes de. Hvis jeg da har en?

Tirsdag den 12. september, 2017 Jeg troede, jeg havde mistet mit adgangskort igen, men da jeg kom op på avisen, lå det i rodet på mit skrivebord. Jeg fulgtes i elevatoren med vagtmester-Simon, der kom med aviser. Ved siden af stakkene med Aftonbladet lå nogle eksemplarer af Expressen. Jeg snuppede en af hver og sagde godmorgen til nyhedsredaktørerne, men de har sjældent tid til at hilse igen, de er konstant på dupperne for at vinde kapløbet med de andre mediehuse.

De unge på avisen åbner ikke engang papirudgaven, men for os, der har været her længere, er den trykte avis en selvfølge. Oisín Cant­ well i småtmønstret skjorte og mørkeblå pullover sidder med avisen i skødet. Fredrik Virtanen læser i sofaen fremoverbøjet med albuerne på knæene, tit med en mad i hånden. Helena læser efter frokost, når morgendagens kultursider er køreklar, og hun tillader sig et kvarters pause med brillerne i panden. Jeg åbner aviserne allerede ude i garderoben og læser dem stående. Helena læser Aftonbladet først og Expressen bagefter. Jeg gør det omvendt, jeg vil have ubehaget overstået hurtigst muligt.

Maxim åbner heller aldrig de trykte aviser. Vi har ellers både Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet hjemme, alligevel læser han dem på nettet. Han siger, at han vil være pressefotograf, han har allerede opbygget sig et temmelig stort netværk. Jeg prøver at fortælle ham, at alle mediehuse er i knæ, der er nedskæringer overalt, men det vil han ikke høre på, og hvorfor skulle han også det? Det er det eneste, han drømmer om, og fotografer vil der altid være brug for. Billeder er da endda vigtigere end nogensinde.

24

Onsdag den 13. september 2017 Mail fra nordmanden igen, han spørger, hvornår jeg mon ankommer?

Jeg svarer, at det ved jeg ikke endnu, og det er sandt. »Jeg ser frem til at høre nærmere«, skriver han tilbage, »for vi må tage et glas bagefter«.

Jeg har mest lyst til at skrive til ham, at jeg ikke vil, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det formuleret, så jeg skriver i stedet for, at jeg skal mødes med min norske forlægger bagefter. Så spørger han: »Hvornår er du så færdig med det?«

Torsdag den 14. september, 2017 Skrivedag hjemme, manglende koncentration. Det er svært at arbejde her, for jeg har ikke plads til et skrivebord, og der er ikke dagslys ved spisebordet. Men jeg ville ikke bo andre steder. Halvdelen af alle svenske journalister bor i Södermalm, her kan man da virkelig tale om ghettodannelse.

Klokken er 13. Hvis jeg tager et glas vin nu, indfinder ordene sig snart, det kræver ikke mere end to slurke, så får jeg skrevet den første sætning – et glas vin, når jeg skriver, er det bedste, men aldrig mere end et halvt. Brygger kaffe i stedet for, høster en chilifrugt, nipper visne blade af pelargonien. Mågerne flyver lavt mellem husene. Kvinden i lejligheden på den anden side af gaden pudser vinduer. Hun er i blå jeans og hvid skjortebluse. Huset er brunorange og står som i flammer i efterårssolen, facaden gløder som visne blade, huset er så gammelt, at vinduerne åbnes udad; for at kunne pudse dem bliver hun nødt til at læne sig langt ud over husmuren. Det ser risikabelt ud.

Og jeg som troede, at de havde rengøringshjælp i den familie. Det er der mange, der har. Dagen lang er der en trafik ud og ind af indvandrere med forskellige statsstøttede logoer på jakkerne. Når de har gjort deres, kommer cykelprækariatet, de får en halvtredser i timen for at levere mad i den store kasse, de har på ryggen. De cykler med næsen nede i Google maps, de har ikke tid til at vente på grønt lys, de kører bare lige 25

frem. Man kunne løfte dem op og sætte dem ned et hvilket som helst sted i verden – Bergen, Berlin, Bogotá – de ville bare fortsætte med at trampe i pedalerne med kassen på ryggen og bykortet på skærmen.

Det sker, at en halvkendt skriver på Twitter, at maden var lunken ved levering. For mange misfornøjede kunder kan betyde, at arbejdsgiveren ringer til grænsepolitiet.

Because I’m worth it-menneskene. For ti år siden undskyldte de sig med, at de havde så kreative og vigtige jobs, at de ikke havde tid til også at tage sig af deres egen husholdning. Nu undskylder de sig ikke mere.

Det er ikke længere nødvendigt. Køb af den slags tjenesteydelser er blevet en selvfølge, også for dem der anser sig selv for at være progressive.

Jeg udnytter ikke nogen, tænker de, jeg tilbyder bare nogle stakler en mulighed for at tjene lidt penge.

Hvorfor kan folk ikke selv finde ud af at gøre rent?

Om fire timer kommer Maxim hjem. Han har bedt om at få pasta carbonara. Sms fra P. Han sender et eftermiddagskys. Jeg venter lidt med at svare.

Fredag den 15. september, 2017 Et glas vin på Kunstnerbaren, KB, mellem avisen og Tårnet. Jeg tager mig sammen, skriver dagbog. Udveksler et par ord med servitrice-­ Karin om sommeren, den var så kold og blæsende. Nu kommer efteråret, løvet falder allerede. Det her er min yndlingsårstid, sagde jeg.

Herfra kan jeg betragte Peter Dahls maleri i ro og mag. Det samme billede hænger i mit soveværelse på Södermannagatan 21: To kvinder sidder ved hver sit bord på en restaurant, der ligner KB på en prik. Begge minder om mig, de er rødhårede og klædt i sort. Den ene kvinde ser ud til at være omkring femogtyve år, den anden er måske halvtreds. De sidder begge med en bordherre. Manden til højre minder irriterende meget om E, og manden til venstre skræmmende meget om P, hvis ellers han lod håret stå og undlod at ­barbere sig, men 26

jeg er godt klar over, at det er sig selv, Peter Dahl har malet. Der står glas og flasker på bordet. Alt ånder fred.

På væggen bag kvinderne og deres mandlige selskab hænger der to malerier. Det ene forestiller et demonstrationsoptog med røde faner. Det andet er et bart rum med en fejekost i hjørnet. Jeg har rødder i begge scenarier, min mor er med i demonstrationen, og min far repræsenterer det fysiske arbejde. Det handler om småborgerligt selvbedrag.

Jeg finder mig gengivet overalt i maleriet. Den ene dag taler jeg i telefon med en grovsmed, andre dage går jeg til receptioner med Sara Danius og Horace Engdahl. Lige nu sidder jeg her for mig selv. Jeg hører ikke hjemme nogen af stederne.

Lørdag den 16. september, 2017 Mine slimhinder begynder at udtørre, og min menstruation, ikke meget mere end et par dråber, kommer uregelmæssigt. Min livmoder er på vej til at visne bort. Amanda 1991, Maxim 1999. En graviditet udenfor livmoderen og én spontan abort, Anders var ked af det dengang. Én provokeret abort, nej, to.

Jeg kommer aldrig til at tale om eller skrive om min krop. Jeg har aldrig anset den som et politisk symbol eller noget, jeg skal ‘udforske kunstnerisk’, jeg holder mig fra det, både fordi det er pinagtigt og uinteressant, når andre – kvinder, altid kvinder – gør det. Min krop er min hemmelighed, men jeg kan jo ikke undgå at bemærke, at der sker noget nu. »Jeg afblomstrer,« plejede min mormor at sige. Det er en russisk, nådig måde at sige det på. Jeg afblomstrer, som en buket roser der stille står og taber bladene.

Jeg er på vej ind i noget, som P allerede har kæmpet med i mange år.

Der er sytten år imellem os.

27

Søndag den 17. september, 2017 Vi trak det så længe ud, at jeg fik lyst til morgenmad. P kogte æg og ristede brød, han formede et hjerte til mig i kaviar. Jeg gik hjem til mig selv, hvor Maxim og jeg pakkede tøj og køkkengrej, som han og Anders bagefter kørte hen til Norra Stationsgatan.

– Ja, Patrón, vi ses, sagde han, da han stod i entreen med de sidste kasser.

– Ja, men hvornår? Hvornår ses vi næste gang? Kan du ikke komme hjem og overnatte indimellem?

Jeg fik et kram, men ville have flere, mindst tre, herunder et, der varede i mere end ti sekunder. Jeg tog hen til Tårnet igen, P havde booket poolen. Vi gik i sauna først og lod os derefter sænke ned i bassinet. P var nøgen, lang og smuk, men jeg dækkede mig til. Jeg gled hen i hans favn: Du må aldrig gå fra mig!

– Jeg går aldrig fra dig, pus, mus, Åsali, smukke.

Maxim er nok klar, men det er jeg ikke. Gad vide, hvad han foretager sig lige nu, føles det mon ensomt selv at låse døren for natten?

Mandag den 18. september, 2017 Vi talte om modstandsbevægelser i Nordiska Mot­ståndsrörelsen. NMR demonstrerede i Gøteborg i weekenden, omtrent halvtreds nynazister gik gennem indre by med faner i grønt, hvidt og sort. Om et par uger marcherer de igen. Politiet har givet dem tilladelse til at gå i optog i nærheden af bogmessen. Samme weekend fejrer jøderne Yom Kippur, nazisternes optog strejfer kvarteret, hvor synagogen ligger.

Folkoperan om aftenen, der var premiere på Turandot.

Da vi gik hjem i Tårnet, sammenfattede P i et par sætninger, hvad der var galt med forestillingen, og hvorfor stolene føltes særligt hårde lige netop i aften. Han ser altid ting, som jeg ikke bemærker, og han tolker uden at hævde sig selv.

28

Tirsdag den 19. september, 2017 Lang samtale med en tysk journalist om bogmessen og Nya Tider.

Han havde fået fat i mine artikler og havde lidt svært ved at forstå, hvorfor det skulle være så betændt: Nya Tider fremstår jo som en flok harmløse amatører i sammenligning med de højreekstremister, man lader udstille på bogmessen i Frankfurt? Så vidt han kunne se, havde tidsskriftet nok en hård fremtoning overfor indvandrere og virker optaget af kriminalitet og socialt snyd, men det kan man vel ikke påstå er nazistisk.

– Hvad handler det her egentlig om? spurgte han.

Jeg forsøgte at forklare ham om den situation, Sverige stod i, med Sverigedemokraterne, partiet er godt i gang med at paralysere hele landet og al politisk tænkning, men jeg kunne ikke give ham et godt svar på, hvorfor netop den svenske offentlighed er mindre hårdfør end andre. Spørgsmålene som ingen rigtig ønsker at diskutere: Hvorfor læser så mange så Nya Tider? Hvorfor går SD frem i meningsmålingerne? Er 20 procent af svenskerne virkelig blevet fascister, eller handler det om alt det, der ikke længere fungerer?

– Finanskrisen i 2008 blev højrepopulismens gennembrud ­verden over, også i Sverige, sagde jeg.

På hans spørgsmål kom jeg som sædvanlig i vanskeligheder, da jeg skulle forklare, hvad Aftonbladet er for en slags avis. Sverige er det eneste land i verden, der har en tabloidavis med en seriøs kulturdækning. Det har noget med vores folkeoplysningstraditioner og lighedstankegang at gøre. Jeg fortalte også, at norske Schibsted ejer 91 procent af avisen, LO resten. Aftonbladet er den eneste landsdækkende avis, der på ledersiden er socialdemokratisk, men partipolitisk uafhængig, og kulturstoffet skal have en fri venstreorienteret profil, men resten af avisen er selvfølgelig et politisk uafhængigt produkt. Alle andre aviser er borgerlige. Er det sandt? spurgte han.

– Ja, det er virkelig underligt, især fordi resten af verden altid henviser til Sverige som stedet, hvor socialdemokratiet har sin oprindelse.

29

Jeg fortsatte mine udredninger, men gjorde mig nok ikke helt forståelig, mit engelske er ikke godt nok. Det rækker aldrig. P siger, at jeg overdriver mine fejl og mangler, men en person med min uddannelsesbaggrund burde tale bedre engelsk. Når jeg forklarer noget på engelsk, blokerer jeg mentalt, jeg får det, som jeg så min far have det, da han sad i lænestolen og lod, som om han var i stand til at tale et sprog, han ikke kunne et ord af. Han tabte kontrollen over sin egen kæft, han snøvlede uforståeligt, alligevel blev han ved, det var hæsligt. Jeg begyndte til sidst at græde, men han fattede ikke hvorfor, han troede, han var sjov. Når jeg taler engelsk, bliver jeg nødt til at se ned ad mig selv for at forsikre mig selv om, at jeg faktisk står i mine egne bukser og ikke i et par af grå gabardine. Snøvler jeg også?

Den tyske journalist spurgte, om de digitale oplagstal virkelig var sande: Fire millioner læsere hver dag, det svarer til hver anden læsende svensker, er det virkelig muligt?

– Yes, it sounds incredible, but it is actually true. Aftonbladet var den første avis i verden, der publicerede nyheder på nettet, og siden har vi været den største avis i Norden.

Jeg kan selv godt høre, hvor skrydende jeg lyder, men også at jeg undertrykker bekymringerne for fremtiden. Da jeg i 2006 blev fastansat, var vi 600 medarbejdere. Nu er vi kun halvdelen tilbage, og vi har aldrig produceret så meget journalistik som nu. Vi er i gang på alle kanaler døgnet rundt, vi har et tv-studie, der står klar 24/7, og alligevel hænger økonomien ikke sammen. Google og Facebook byder sig til som nyhedsformidlere, samtidig med at de lægger beslag på 90 procent af det nye annoncemarked. Mediebranchen er som tekstilindustrien og værftsindustrien i 1970’erne. Den klassiske forretningsmodel – avissalg og annonceindtægter på nettet – duer ikke længere. Intet mediehus i verden har endnu fundet en opskrift, der kan erstatte den. Det må være det samme for tyskerne. Vi deler de samme bekymringer.

30