Det er de oprørske der svigter

DET ER DE OPRØRSKE DER SVIGTER

Det er de oprørske der svigter © Lise Ringhof og Erik Valeur og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Harvey Macauley/Imperiet Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook EU ISBN 978-87-434-0147-6 Printed in Lithuania, 2021 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne roman udfolder sig på et historisk bagtæppe, men handlingen og alle fortællingens karakterer er fiktive.

Vi vil gerne takke alle dem, som har hjulpet os med denne bog – i Sønderho, Rindby og Nordby på Fanø, samt i Århus, Vejle og København.

Tak til

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Lise Ringhof & Erik Valeur DET ER DE

OPRØRSKE

DER SVIGTER Roman

Gutkind

Af samme forfattere: Det er de danske som flygter (2020)

Af Erik Valeur: Det syvende barn (2011) Logbog fra et livsforlis (2015)

Romanens vigtigste personer Familien Brinch: Erling – morfar til Jakob og Thomas Ragnhild – sukkerimperiets arving, gift med Erling Eva – datter af Erling og Ragnhild Jakob og Thomas – sønner af Eva, født i 1945 og 1946 Jørgen Ballegaard – læge på Møllebakken, gift med Eva Ida – Erlings lillesøster, tidligere sygeplejerske Jens Møller Kristensen – boghandler i Vejle, gift med Ida Øvrige: Anders Enekær – forfatter, underviser på Århus Universitet Ruth Jensen – lærerinde, plejemor for Henrik og Ib Ib – grøn spejder, senere kollektivist på Christiania Henrik – tidligere modstandsmand, medstifter af SF og VS Line – Evas veninde, født i århusiansk fattigkvarter Astrid – aktivist, flytter i vrede fra Henrik og Line til besat hus Keld – søn af Line, advokat for oprørske storbyunge Mette – Henriks datter fra ægteskab med kommunisten Kamma Sofie – Jakobs kæreste fra Birkerød, læser til journalist Johan – Sofies tvillingebror, græsrod med mange jern i ilden Lotte – Kelds første kæreste, gårdmandsdatter Per – tømrersvend fra Ålborg, christianit og fagligt aktiv Berit – Jakobs første kæreste, rødstrømpe og Tvind-pionér Ludvig – partner med Jakob i nyt idealistisk forlag Hubert – Erling Brinchs barndomsven, død i 1945 Tralle-Palle – drengen fra Fattiggården, der måske lever – måske ikke Laura Slengenborg – hårdfør radikal enkefrue på Frederiksberg Hermann Weissborn – Erlings ven, feltlæge under krigen Daniel – jøde, som søger fred på Fanø Hajen – journalist og midnatsgæst på værtshuset Flynderen Rotten – konservativ reporter, Hajens yndlingsfjende

1950 – 1990

Kapitel

1

Katrines Hus De er gået langs stranden mod syd, og på ingen tid er den gamle havn med de tomme, for længst nedlagte værfter forsvundet bag dem ...

Lidt efter sagtner de farten, for her kan selv den forsigtigste gang skræmme de ynglende fugle op fra deres reder; både manden og drengen bevæger sig til sidst så langsomt i den kraftige vind, at de indimellem synes at stå stille ...

Helt ude på den yderste spids standser de med ryggen til blæsten, og den høje skikkelse, der har ført an, peger ind over strandengen med de lave klitter, hvor byens tage kan skimtes i takket silhuet mod himlen. Endnu længere væk anes fastlandet med den svage aftegning af købstaden Ribe, der bryder landskabet på kanten af marsken.

Den ældre mand er iført en tyk, varm frakke, for påskedagene har været kølige med regn og blæst og endda en smule sne, og selv om solen har fundet et par sprækker i skydækket, er det ikke et vejr for sarte sjæle. Hans ledsager bærer regntøj og uldforede støvler, der er magen til mandens bortset fra størrelsen, og han vandrer i forvejen ud på det fugtige sandstykke mellem de pytter, tidevandet har efterladt. Han er mest optaget af havet og horisonten i vest, hvor en bred, lysende tågebanke har fanget sollyset og kommer rullende ind mod kysten. Tættere på land spredes den i forrevne flager, som hvis en usynlig hånd var optaget af at rive lange totter af vat fra hinanden og lade en hjælpende ånde fra dybet puste dem nærmere stranden.

“Morfar, se – det bliver helt tåget,” udbryder drengen med en 9

stemme, der lige akkurat kan høres over vinden og den fjerne lyd af brændingen.

“Det er ikke tåge,” siger manden og vender sig mod sit barnebarn.

“Det er gusen – havgusen.”

“Kommer den helt ind til os?” Drengen træder et tøvende skridt baglæns.

“Hvis du vil gå den i møde, må du lade dine støvler stå her, for selv om vi har lavvande, er der mange små huller og søer derude.”

Som for at understrege sine ord sparker manden selv sine støvler af og ruller først det ene bukseben op – så det andet.

Jakob lyser op ved den uventede adgang til at plaske af sted i bare tæer og løbe tågen i møde, selv om det mildest talt ikke er sommer.

Gusen derude er igen blevet tættere, og indimellem synes nogle af de mørke flager at tage form af skikkelser, der bevæger sig indad mod kysten, langsomt, målrettet ...

Drengen standser brat.

“Ja, det er en af historierne, Jakob!” Erling Brinch ler. “I ly af tågen forsøger de druknede fra ældgamle skibsforlis at nå i land på den frelsende kyst – men jeg har nu aldrig set nogen af dem nå herind.”

Den sidste bemærkning er ikke helt nok til at berolige Jakob, og de bliver stående ubevægelige foran den rende med rislende vand, der adskiller dem fra de svævende skygger. Her har en smal sandbanke bremset et par klatter mørk tang fra havet, som har ført hele små kolonner af søstjerner, muslinger og krabber med sig; de små skaldyr er døde, nogle har fået revet benene af, og Jakob synes, de tomme skjolde, der skvulper i overfladen, ligner dæmoners øjne med deres gnistrende røde og orange skær. Det kræver en livlig fantasi, og den har han.

Lidt senere vandrer de tilbage langs stranden, og først da de uden besvær kan skimte havnen med de forvredne silhuetter af de for længst forladte værftsbygninger, standser de igen.

“Du havde en navnebror her ...” Drengens morfar tøver. “En lille dreng, som ... ja, men han er væk nu.”

10

Der er et øjebliks pause, hvor man kun kan høre blæsten og ­brændingen.

“Han hed Jakob – ligesom dig – og det var min lillebror.”

De sidste ord syntes næsten at forsvinde i vinden. “Han druknede herude – på ganske lavt vand.”

Jakob skævede op til sin morfar, der i et slidt bælte om livet havde en skede med en gammel dolk, han brugte til at skære strandurter og åbne skaller med.

Erling Brinch måtte have mærket sit barnebarns blik. “Det er din oldefars kniv,” sagde han med et smil under den forede hætte – “og den fulgte ham på hver eneste skonnert og i alle de havne, han besøgte kloden rundt, før han kom tilbage og blev styrmand på et af de dampskibe, der dengang var fremtiden.”

Et øjeblik efter var han igen alvorlig. “Det var lige før, alt forandrede sig, og min bror, som du er opkaldt efter, gik ud lige her. Det var sådan en dag som i dag, køligt og blæsende ...”

Jakob fulgte den ældre mands blik, men svarede ikke, og tidevandet var ved at vende, så de små pytter igen kom rislende ind over sandbankerne. Det ville snart være så dybt, at ingen vovede sig væk fra stranden.

“Vi ledte efter rav, og jeg var kommet lidt foran ham, selv om han var den mindste, og det var mit ansvar. Men da jeg vendte mig, var han allerede langt ude. Måske havde han set en sæl, eller måske ...”

Han gik i stå.

Drengen holdt blikket fast på de små skumtoppe, og han kunne næsten se den enlige skygge, der trodsede faren og stod på sine korte, skrævende ben et stykke fra kysten, midt i strømhvirvlerne.

“Jeg fik ham halet op på en lille sandbanke, og så kunne jeg ikke trække ham længere. Han var for tung, og han var ved at dø. Men hvis jeg løb, hurtigere end nogensinde, kunne jeg måske nå tilbage til havnen med mine forældre og alle skipperne og ...” Der var igen en lille pause.

11

“Så jeg valgte at forlade ham. Ja, jeg løb – og det skulle jeg ikke have gjort.”

Der var ikke mere at sige, og de gik det sidste stykke tilbage mod havnen. Først da de var helt fremme, havde Jakobs morfar igen fået styrke i stemmen: “Jeg fik en ven, dengang min bror druknede, og han sagde til mig: Du valgte ... og de ord var en trøst.”

De satte sig på de hjemvendte skipperes gamle udsigtsbænk. “Jeg tror, det betød, at man aldrig skal fortryde et valg, hvis man virkelig tror, det er det rigtige – selv hvis det er forkert.”

Det var ved at mørkne, og Erling Brinch så på drengen ved sin side: “Mig og Hubert, vi digtede altid og fortalte historier til hinanden om de skibe, der passerede derude, før de satte kursen mod syd i retning af Kanalen og Atlanten og oceaner endnu længere væk. En dag er det os to, der er om bord, sagde han tit – på vej ud mod en ny verden og en ny tid. Men til sidst var det kun mig, der kom af sted ...”

“Mormor siger, I fandt rav dengang – meget store klumper?”

“Ja, men det er svært, og man skal være heldig, Jakob.”

“Thomas ville være god til det!”

“Ja, men han vil jo aldrig med, vel?”

Jakob rystede på hovedet. Hans lillebror var trods sine kun ni år allerede et halvt hoved højere end ham – og et kraftbundt, han ikke længere kunne klare i slåskamp. For det meste løb Thomas omkring i haven med armene spredt ud som en jetjager, der ikke var til at lande, og ingen havde nogensinde set ham græde. Når noget gik ham imod, blev han rasende og løb væk, ofte i timevis. De havde lært at ignorere det, for han kom altid tilbage.

“I skolen får han de andre drenge med,” sagde Jakob. “Jeg har ikke rigtigt nogen venner dér.”

“Nej, men du skal heldigvis flytte skole.” Erling lagde armen om ham. “Jeg var også meget alene, men så læste jeg bøger. Det hjælper.”

Den tiårige dreng nikkede, uden at se på sin morfar, og Erling gav hans spinkle skulder et klem.

Drengen var født i det sidste krigsår før befrielsen, og de havde 12

fortalt ham, at hans rigtige far var død som en helt i danskernes modstandskamp – lige før han kom til verden.

De havde hverken fortalt ham eller Thomas mere. En viden om fortiden ville ikke gavne dem. Det havde alle de voksne i familien været enige om.

“Det er underligt,” sagde Jakob, næsten som hvis han havde læst den ældre mands tanker. “At mig og Thomas ikke har den samme far. Det er måske også derfor, vi hader hinanden.”

“I hader ikke hinanden.”

“Men Thomas har en far. Det har jeg ikke. Min far er død.”

Erling Brinch sad et stykke tid, før han svarede. Så sagde han: “Ja, Jakob – din far er død.” * Så længe nogen kunne huske, havde folk i Sønderho kaldt Erling Brinchs barndomshjem bag det høje bukketornsdige for Katrines Hus. Men selvfølgelig var navnet først kommet, da hendes mand Søren havde slidt sig ihjel på et af de nye dampskibe, der udkonkurrerede de stolte træskibe med deres vældige sejl.

Katrine selv havde forladt verden, da den forekom hende ubærlig at leve længere i – det havde hun udtrykkeligt givet sine to børn, Erling og Ida, som begrundelse – og det var umiddelbart før Anden Verdenskrig.

“Det gjorde hun klogt i,” lød det dengang fra Ragnhild, som Erling havde mødt i sit første lægeår på en ravtur neden for det mondæne kurhotel i Nordby, og al hendes medfødte arrogance var rammet ind i en sætning som den.

Hun var først blevet en anelse mildere senere i livet – så mild, som det nu er muligt for datteren af en kolerisk sukkerbaron med en snobbet, hysterisk, overfladisk kone. De var begge døde, og med et enkelt drys af den enorme sukkerarv havde Ragnhild og Erling moderniseret huset i Sønderho fra kælder til stråtag, med to små 13

gæsteværelser i den gamle stald og et lille Atlaskøleskab drevet af flaskegas i stedet for det gamle fadebur.

De havde taget deres børnebørn med sig fra Vejle onsdag før påske, mest for at aflaste deres datter Eva og hendes mand, som havde overarbejde i konsultationen på Møllebakken efter en iskold start på april med udbredt snue og hoste blandt danskerne. Eva var taget på besøg hos en veninde i Århus, sikkert også for at slippe væk fra Jørgens travlhed, der gjorde ham endnu mere vrissen end ellers.

Tidligt påskesøndag var Erlings søster Ida stået af rutebilen ved kroen med sin mand Jens, og allerede på lang afstand af huset i Øster Land kunne de høre en drengs højlydte råben og grinen. Som et lille lokomotiv kom Thomas tullende imod dem på sine kompakte ben, og de voksne måtte have lukket ham ud i haven for at få ro til at forberede frokosten.

Først nogle minutter senere fik Ida øje på Jakob, der sad på den gamle bænk ved diget og læste i en bog. Hun kaldte ikke på ham, og han hverken så op eller ænsede sine omgivelser; han befandt sig tydeligvis i en dybere verden uden lyde og forstyrrelse, som hun og Jens kendte bedre end de fleste. Jakob besøgte dem ofte i deres boghandel i Nørregade, og endnu en gang undrede hun sig over den forskel, der havde adskilt de to drenge næsten fra fødslen: Jakob, som med sin indadvendte ro var vellidt af de fleste voksne – og Thomas, der af en eller anden grund stødte folk fra sig.

“Det er ingen skam at give sig hen til påskens glæder!” udbrød Erling, da Ragnhild havde vinket dem til bords. Han sad for bordenden med udsigt til det gamle maleri af Vanessa, som en fjern forfader havde sejlet Jorden rundt mindst otte gange, før han som så mange andre i slægten forliste og gik til bunds. Skråt oppe over de to drenge, der sad ved vinduet, hang den fint skårne djævlemaske fra Zanzibar, hvis spottende, forvredne mund havde skræmt så mange børn med dens hviskende formaninger – men naturligvis ikke Thomas, der allerede under sin morfars velkomst langede ud efter fadet med hønsetarteletter og valgte den største, han kunne finde.

14

“Det var en skam, Jørgen måtte blive i Vejle og passe sine ­patienter – men sådan er det jo ofte med os praktiserende læger. De syge kommer først!” Erling skålede uden at nævne sin egen rolle i sin sviger­søns travlhed, for selv om han fastholdt sin halvpart i ­k linikken på Møllebakken, lagde han stadig mere af arbejdet over på Jørgen, der sloges med længere og længere arbejdsdage – og ikke så meget til familien. “Åh, ja.” Ida så på sin storebror. “Du synes stadig, at din uforlignelige indsats under krigen, som snart sluttede for ti år siden, berettiger dig til at slappe af og nyde alt det bedste, et storslået påskebord kan byde på.” Hun kastede et blik på Ragnhilds fint pyntede anretninger med karrysild, leverpostej, lammeskank og bakskuld, som var øens specialitet bestående af saltede, hjemmerøgede isinger. “Ved sådan en udsigt blegner selv de hummerhaler og rejecocktails, som Jens og jeg fik ved den festlige sammenkomst, vi var til i København for nylig,” tilføjede hun og vendte blikket mod sin mand. “Ikke sandt?”

“Jo,” mumlede Jens Møller og rettede sig op med munden fuld af karrysild. “Vi var til boghandlernes store fest med overrækkelsen af De Gyldne Laurbær.”

Fra sin plads ved vinduet så Jakob interesseret op, for bøgerne var hans verden, og det havde hans mor udtrykkeligt understreget, da hun søgte om plads på Kirsten Seligmanns private skole til sin ældste søn, så han efter sommerferien kunne forlade kommuneskolen, hvor hans bror og hans kammerater havde plaget ham i årevis.

“Det var Tom Kristensen, der fik prisen,” indskød Ida. “Han skrev romanen ‘Hærværk’ – som man jo godt kan sige bragte mig og Jens sammen.” Hun tav, måske fordi boghandlerens daværende kone Anna havde været i butikken, den eftermiddag hun købte den første bog af Jens Møller Kristensen. Kort efter var Anna brudt sammen og flygtet til Færøerne, hvor hun stammede fra – og Ida rykkede ind i boghandlerhjemmet.

“Ja, og du var vel festens dronning,” sagde Ragnhild og ignorerede 15

den lille pinlige pause. Hun havde hjulpet sin svigerinde med kjolen til gildet på det fornemme Nimb, og det havde været en rigmandsdatters mindste kunst: Hele herligheden var blevet syet af den dyreste skrædder i Vejle i blå silke og med spænder af rent sølv.

Selv laureten, som man kaldte den laurbærkransede prisvinder i bogverdenens litterære jargon, var kommet Ida i møde og havde sagt: “Træd nærmere, du kære, som beærer mig med så smukt et selskab ...” – hvorefter han havde bukket dybt og tilføjet: “Husk, at har du vovet – og har du lovet – og har du svigtet – så er du til!”

Det havde nærmest haft klang af et digt, og baronesse Blixen, som sad ved den hædrede mands side, havde med et irriteret øjekast på Ida lænet sig ind mod æresgæsten og sagt: “Vi er alle så forelskede i Dem ...!” – hvortil mændene i festlokalet piftede og gungrede i gulvet med deres spejlblanke laksko, som selv den mest ydmyge kvindelige muse ville kunne spejle sig i.

De havde været ganske udmattede, da de nåede tilbage til den ­fjerdesalslejlighed i Rantzausgade, hvor de skulle overnatte hos Henrik, som Eva kendte fra skolen og modstandskampen.

Her blev de modtaget med øl og pølsemadder. “Ja, det var nok lidt bedre på Nimb – blandt de fine,” sagde Henrik, der efter befrielsen havde fået status som en af de dristigste sabotører og hurtigt var steget i graderne til en af de fineste poster i Danmarks Kommunistiske Parti. Hans kone havde i skolen været bedste veninde med Eva Brinch, mens hun selv var datter af Vejles berygtede, ledende nazist – men et eller andet skilte siden de to kvinder ad.

“Ja, Kamma er her ikke,” havde deres vært undskyldt. “Hun går så højt op i partiet nu, at jeg nærmest er blevet overflødig.” Det var Henriks kampfælle og gymnasiekammerat Ole, der i det næstsidste krigsår giftede sig med den kun nittenårige Eva – og kort efter lå i sin vens arme i en skov ved Brønsodde nær Vejle, hvor han udåndede efter et mislykket natligt togt mod nazisterne.

Derefter havde Eva født Jakob og gjort Henrik og Kamma til gudforældre, selv om ingen af dem havde en tro, der tildelte Vorherre 16

nogen som helst rolle i livet. Deres egen pige Mette var lige fyldt otte, og når de var i Vejle, legede hun kun med Thomas, fordi deres gemytter var gjort af det samme vilde og tilsyneladende sorgløse stof.

Ved frokostbordet i Sønderho afbrød Ida sin mands lidt docerende beretning om bogfesten og vendte sig mod Ragnhild: “Lad os skåle på åbningen af dit nye kunstgalleri på fredag,” sagde hun og løftede glasset. Der var gået mindst fem år, siden de første planer om et fint galleri blev lagt af Ragnhild og hendes barndomsveninde Elise, der også var Jakobs farmor.

En majaften efter et besøg hos sit elskede barnebarn kørte Elise med sin mand direkte ind i et træ på Mølholmbakken; der havde knap været stumper at samle op, og guldsmedeparret efterlod alt jordisk gods til deres sønnesøn Jakob. Nogle af pengene havde Ragnhild sat i sit galleri på førstesalen over Vejles største boghandel i Nørregade, som Ida og Jens ejede. Det var en klog investering, mente banken, der havde drevet gode forretninger med hendes far gennem to krige – og sådan var drømmen om galleriet genopstået, som Ragnhild tilfreds fastslog – “nærmest fra de døde.”

“Det kan aldrig skade, at vi kvinder sætter vores præg på byen,” tilføjede hun og skålede med Ida. “Det er også på høje tid!”

Hendes mand var midt i en tartelet, som hans yngste barnebarns grådige fingre ikke havde nået, og hun hævede stemmen: “Som I måske har læst i avisen, har landet lige fået sin første kvindelige højesteretsdommer, og nu må vi kvinder også sætte vores underskrift på vores husbonds selvangivelse – tænk engang – og vi kan endda en dag modtage en Dannebrogorden, hvis vi opfører os rigtig mandigt – måske overrakt af den første kvindelige tronfølger i danmarkshistorien ...” Ragnhild slog til sin mands gaffel med det sidste tarteletstykke. “Hvem skulle have troet dét, Erling: en kvin­ delig konge ...!”

Alle om bordet lo.

Latteren gjorde Thomas så urolig og opstemt, at han uden videre jog en albue ind i siden på Jakob, og Ida sagde: “Lad os gå over på 17

kirkegården, som vi plejer, så kan drengene lægge en blomst på deres oldefars og oldemors grav.”

Fra køkkenet afbrød Ragnhild hende og råbte: “Og på Huberts – husk ham!”

Så stod hun i døren til stuen og så på sin mand: “Ham må vi aldrig glemme, vel?”

Erling nikkede: “Nej, selvfølgelig ikke.”

Hvis nogen i selskabet fornemmede en svag undertone, måske endda et lille drillende smil fra djævlemasken på væggen, vidste de hvorfor. * “Jeg troede, du havde forliget dig med Huberts død,” sagde hun – “og hans liv, ikke mindst.”

De to ældre var gået i forvejen hjem fra kirkegården for at dække kaffebordet i stuen med Ragnhilds ovnvarme boller og påskekringle.

Erling svarede ikke, og han havde heller ikke talt på kirkegården, hvor Hubert lå med samme udsigt som hans lillebror og forældre til horisonten i vest – dér, hvor havet mødte himlen.

Den forældreløse dreng havde boet på Fattiggården i Rindby, og her havde Erling opsøgt ham i sin ensomhed efter Jakobs død; trods hans sammenkrummede, forfærdende grimhed, med et ansigt, der i sin groteskhed skræmte alle på egnen, var de blevet venner, og det var, som om Erling slet ikke så hans grimhed – indtil noget gik galt, da Erling flyttede fra Sønderho.

De havde været adskilt resten af livet.

Ved det gamle brændekomfur, hvor Hubert og Katrine havde stået og lavet utallige af de fisk, den fattige dreng fangede i de gode år, sagde Ragnhild: “Vi ved alle, at Jakob bærer din lillebrors navn, og det er også tydeligt for enhver, at det er ham, der står dit hjerte nærmest ...”

18

Hendes mand svarede ikke, men satte sig ved bordet under det sølvblanke sværdfiskespyd, som en for længst afdød onkel havde hjembragt, før han døde af gul feber på Bermuda.

“Er det ikke sandt?” Hun satte sig over for ham.

“Jeg ville gerne se mere til Thomas,” sagde han. “Men han løber altid væk og ...”

Han fuldendte ikke sætningen, og hun gjorde det for ham: “Han er meget anderledes, ikke?” Der lå en svag undertone af resignation i konstateringen. “Og vi ved også hvorfor.” Hun tændte stearinlyset mellem dem. “Vi skal måske bare håbe på, at ingenting – at ingen­ ting – bliver værre imellem dem. At de ikke en dag ...” Nu var det hende, der tav.

Erling overtog tankebanen: “Du mener – at de ikke opdager, hvor forskellige de egentlig er ...” Han nikkede, nærmest for sig selv. “Og det har ikke hjulpet, at du har sat den store arv fra Elise ind på en konto, som kun bærer Jakobs navn. Hele guldsmedeimperiets enorme formue har du alene gjort til hans.”

Det lød sært højtideligt, og Ragnhild sagde: “Elise var Jakobs bedstemor, ikke hans lillebrors – og det er Eva enig i.” “Åh, er hun? Men hun ved jo også, hvem ...” Han nåede ikke længere, før Ragnhild holdt en hånd op foran hans mund: “Nej, Erling, den sætning fuldender du aldrig, ikke her.”

Han så forbi hende og syntes længe at betragte den leende djævlemaske, hans yngste onkel havde bragt hjem, før han for altid forsvandt i Biscayen.

Så trak han på skuldrene: “Det kan blive en forbandelse, det ved du, Ragnhild – for dem begge.”

“Men det er også vores datters beslutning,” sagde hun. “Og hun er dog deres mor.”

Denne gang nøjedes han med at nikke, og de sad i tavshed, mens mørket faldt på.

19

Kapitel

2

Jakob Brinch Ruth Jensen betragtede de to prustende mænd fra sin noget mageligere position i en havestol på terrassen.

Erling Brinch holdt den høje stige for Poul, der havde været hans medstifter af Litteraturkredsen i Vejle, og det krævede alle de kræfter, han ellers aldrig havde brug for på klinikken, hvor det tungeste redskab – som Poul drillende sagde fra toppen af stigen – var et stetoskop.

De to var kommet en time før de øvrige medlemmer af kredsen for at beskære de øverste grene på fem store æble- og pæretræer i den bagerste del af haven på kanten af skoven. Det litterære fællesskab havde de dannet i 1938 som en reaktion på verdensudviklingen med den truende fascisme – og de havde endda i krigens sidste år trykt illegale publikationer.

Poul, der i det daglige kun behøvede at betjene tasterne på sin skrivemaskine i redaktørkontoret på Vejle Amts Avis, havde et fast greb om saven og lod de afskårne grene falde ned på Erling, som til sidst stod i et virvar af kviste og blade, der næsten skjulte ham for deres værtinde på terrassen.

“Ta’ nu ikke for hårdt fat – vi er ikke så unge længere!” lød hendes leende opfordring, mens hun dækkede havebordet til det ekstra­ordinære litteraturmøde, bestyrelsen havde indkaldt til. Hun havde boet i skoven syd for Vejle, siden hun startede som lærerinde på byens kommuneskole, og det gamle skovløberhus lå på kanten af den bundløse mose, der i folkemunde havde fået navnet Store ­Helvedeshul.

Under krigen havde det været det foretrukne samlingssted for de 20

purunge frihedskæmpere – dybt inde i Sønderskoven ved Helvedes­ hullet, hvor ellers – og Ruths plejesøn Henrik havde været den modigste blandt ligemænd og leder af det togt, der kostede Evas mand Ole livet. I den samme skov havde Erling fundet Jens Møller Kristensens kone Anna i dyb fortvivlelse før et møde i Litteraturkredsen – efter at Ida var blevet medlem – og han havde hjulpet hende til Færøerne midt under krigen uden at inddrage de andre.

Med en pusten kom Poul halvvejs dumpende ned fra den ramponerede stige. Måske på grund af mosejorden var der en frodighed i haven, som ikke fandtes ret mange andre steder i det bakkede fjordland, og redaktøren, som ellers var en stille, lidt pedantisk litteraturanmelder, havde undervist Ruth i både træbeskæring og blomsterpleje – og endda anlæggelse af en frugtbar, sirlig køkkenhave med løg, persille, kartofler, radiser og gulerødder.

Værtinden satte flag og kander med saft på bordet, for det hasteindkaldte møde faldt sammen med hendes 65-års fødselsdag. Måske derfor nynnede hun muntert og greb endda sig selv i at savne sin hund, der ville have glammet på plænen ved udsigten til gæster og godbidder af hindbærsnitter, jordbærkage og kokostoppe.

“Vores forventede gæst i Litteraturkredsen døde jo desværre forleden,” sagde Ruth, da de to flittige havehjælpere sad svedende ved bordet. “De siger, han på et hotel i Stockholm havde renset en plet af sine bukser og om natten i mørket kom til at drikke af renseflasken.” Hun nappede en kokostop fra sølvfadet. “Han havde i forvejen svage nyrer, så det har bestemt ikke gjort det bedre ... de satte ud, nyrerne altså.”

Poul havde skrevet en lang nekrolog om den afdøde forfatter, og Ida havde fældet en tåre, for hun havde mødt ham til Tom Kristensens laurbærfest, hvor han også havde været temmelig bleg og dårlig.

Alligevel havde hun og Henrik i hans og Kammas lejlighed efter festen besluttet at invitere ham – for han var både berømt og havde udtrykt støtte til krigens stikkerlikvideringer – mens Henrik var gået imod de senere dødsstraffe til kollaboratører, der i rigt mål 21

ramte de små fisk – mens alle de store gik fri. De skulle have taget imod ham på Grand Hotel i september.

Først da alle var ankommet og havde sagt tillykke, slog Ruth på sit glas og bad bestyrelsens nyeste medlem om at rejse sig, så de kunne klappe ham ind på den fine post i deres midte.

Han sagde tydeligt genert: “Tak, jeg hedder Anders Enekær” – og stod med foldede hænder. Stemmen var lige så lys og spinkel som hans lave, lidt smalle statur, men ansigtet var kønt med en dunet hage under den fregnede næse og et par øjne, der var næsten lige så dybe og mørke som det store dødishul i skoven ved vintertide.

De havde manglet et ungdommeligt islæt i foreningen, og her havde de ovenikøbet fået en forfatter – selv om han endnu ikke var voldsomt kendt i vide kredse. “Jeg er født i Vejen,” sagde han. “Og min far er højskoleforstander – og præst.” Der var en svag betoning på det sidste ord, før han gik i stå, og den del af historien havde Ruth i sin egenskab af bestyrelsesformand for længst skaffet sig klarhed over: Enekær var vokset op på Rødding Højskole, før han begyndte at skrive og pludselig ville være forfatter – og det uventede valg af livsvej havde udløst et så voldsomt brud med faren, at han var flygtet til Vejle.

“Jeg skulle egentlig have været præst,” sagde den nye mand, der efter sit brud med familien havde fået et par digte offentliggjort i tidsskriftet Hvedekorn, hvorefter hans første digtsamling var blevet udgivet på et nystartet forlag i Valby ved København.

“Vi er her for at finde en ny forfatter til foredraget i september.”

Nu tog Ida ordet. “Jens og jeg foreslår Tove Ditlevsen, som er et af de mest elskelige mennesker, og hun er i hvert fald ikke død. Vi har planlagt en tur til København, hvor vi kan overbringe hende anmodningen personligt – mig og Eva og Ruth.”

Ingen havde nogen indvendinger, og over kaffen overbragte Ruth en hilsen fra kredsens ældste medlem, Viktor Salomonsen, der aldrig ville komme tilbage, men heller ikke var meldt ud.

“Kan I huske, at King altid sad vagt ved ham under krigen,” sagde 22

hun – “lige før vi fik ham smuglet til Sverige?” Og alle på nær det nye medlem nikkede ved tanken om den operation, der havde frelst den duknakkede, jødiske overbibliotekar. Den unge jøde med dæknavnet ‘Hermes’ havde udtænkt flugtruten fra Vejle til Helsingør, og han var kendt for at rejse under togene – gennem hele Europa – med falske papirer til nødstedte flygtninge, som Erling forklarede den unge forfatter: “Han lå skjult på hjulophængene under toget, uset af tyskerne, og reddede de jødiske flygtninge på den måde.”

Det var tydeligt, at historien forekom forfatteren noget fantasifuld, men hans øjne strålede alligevel: “Ham vil jeg godt møde – som stof til en roman.” Han var blevet helt ivrig: “Det er vigtigt at huske historien og minde de unge generationer om alt det, de skylder den ældre generation!”

“Ja, eller ikke skylder – efter at den myrdede løs i et halvt årti,” sagde Ida tørt.

“Godt, at vi endelig fik underskrevet den nye Menneskerettighedskonvention,” tilføjede Ruth – “så kan vi forhåbentlig få noget mere lighed i verden – også for de anderledes.”

Ida nikkede: “Ja, så Steincke ikke mere kan sende alle landets dårer og åndssvage på anstalter og tvangssterilisere dem til nationens bedste.”

Selv i et frisindet selskab, hos en lærerinde, var det et voldsomt udfald mod landets justitsminister, men Ruth hævede blot stemmen og sagde: “Ja, man må virkelig håbe, det kommer til at betyde beskyttelse af politisk engagerede mennesker – alle de unge oprørere, som i nogle lande bliver kastet i fængsel!”

Hendes egen oprørske plejesøn Henrik havde byttet sit frihedskæmper-armbind ud med en partibog hos de kommunister, der nu blev udråbt til den nye fare for nationen – endda af de samme partier, som under krigen havde taget fredeligt imod de tyske besættelsestropper. Den fejl måtte Danmark ikke gentage over for Sovjet, sagde de nu, og de danske kommunister blev oftere og oftere omtalt som fortroppen i en ny, planlagt socialistisk magtovertagelse. I 23

krigstid havde man interneret dem, og det kunne komme på tale igen, mente nogen, ikke mindst de socialdemokrater, der var blevet mere og mere krigeriske under Hedtoft, som netop var død og havde overladt rorpinden til H.C. Hansen.

“Henrik ville gerne have været her,” sagde Ruth. “Men Kamma ...”

– hun tøvede et par sekunder, og det lignede hende ikke – “... bryder sig ikke længere om at se os.”

Alle havde naturligvis hørt rygterne om Kamma Madsens ejendommelige forvandling fra en forholdsvis sky pige – og bedste veninde med Eva Brinch – til stålhård indpisker af nye unge kommuni­stiske medlemmer i København. Både hendes far og tvillingebror havde været ledende nazister under krigen, og alle i byen havde beundret hende for kærligheden til den jævnaldrende modstandsmand, som demonstrerede al den styrke, danske unge bar i sig.

At Henrik nu gik forrest i de nye geledder, der skræmte så mange danskere, og endda beklædte en af partiets ledende poster, talte folk helst ikke om. Han var jo overlærerindens plejedreng gennem mange år. Nogle kunne huske, at hans far var en kommunistisk, voldelig havnearbejder, og den gamle bogtrykker, der havde trykt foreningens illegale blad de sidste krigsår, havde engang sagt: “Det er slet ikke så ualmindeligt, at man både gør oprør – og tilpasser sig – på samme tid. At man både flygter fra sin far og prøver at ligne ham ...!”

I de seneste uger havde Ruth ikke desto mindre opdaget en ny familie på havnen, hvis yngste søn gik i Thomas Brinchs klasse og virkede mere og mere udslukt. Hun ville også hjælpe ham.

“Du kan ikke redde hele verden,” mente Ida, men Ruth havde allige­vel spurgt kommunen om lov til at tage ham i pleje, hvis familien på Sydkajen gav tilladelse.

“Lille Ib er næsten lige så uregerlig som Thomas,” prøvede Ida igen, og hun måtte vide det, for hun tog sig ofte af Thomas på Ibæk Strandvej, når han var for vild derhjemme eller havde slået Jakob.

Hun havde med besvær overtalt de to klassekammerater til at melde sig som spejdere, hvor de kunne slippe kræfterne løs efter skoletid.

24

Ved bordet i haven sagde Ruth: “Når vi taler om alle menneskers rettigheder, og hvordan vi skal behandle de allersvageste – hvem skal så håndhæve det, hvis ikke os selv?”

Det måtte være Ib, hun tænkte på, men i det samme blev hun afbrudt af en mærkværdig lyd fra Erlings vogn, der holdt parkeret i indkørslen ...

Det lød som en svag bjæffen, og hun stirrede forvirret på sine gæster. Hendes gamle labrador, der ifølge historierne fra Helvedes­ hullet under krigen havde holdt de tyske patruljer på afstand i afgørende øjeblikke, lå begravet under det æbletræ, journalisten netop havde beskåret: KING stod der med gyldne bogstaver på den grå sten, hvor lærerinden af og til lagde vilde blomster fra skoven, som hun samlede på vej hjem fra skole.

Der lød en ny piben og bjæffen – og Erling rejste sig, men Poul fra amtsavisen var hurtigere. Før nogen kunne reagere, var han tilbage med en lille kasse af krydsfinér, hvorfra der kom en spag, men tydelig knurren. “Tillykke Ruth – i din alder er det på tide at få en ny livsledsager.” Han løftede en krog, og som en raket fór den lille labradorhvalp ud af kassen og direkte hen til de nyklippede æbletræer, hvor den løb tre gange rundt om sin forgængers grav, før den vendte tilbage og sprang op i skødet på Ruth.

Sådan véd hunde helt instinktivt det, som mennesker er nødt til at tale længe om ...

Og alle ved bordet vidste, hvad Ruth Jensens næste ord ville være ...

“King,” sagde hun. “Du skal hedde King.” * Erling Brinch havde mest lyst til at blive siddende i sin kontorstol, selv om der kom søndagsgæster og det var bagende varmt alle steder i huset på Møllebakken.

Egentlig var klinikken lukket, og længe havde han med et vist 25

velbehag overladt det meste af arbejdet på både hverdage og i weekender til sin kompagnon Jørgen Ballegaard – men nu havde han søgt tilflugt i sin egen konsultation med alle ringbindene, mapperne og arkivkasserne stablet på reolhylder og i meterhøje skabe.

Tilsammen rummede de et langt lægelivs tålmodige registrering af alverdens genvordigheder, skavanker og sygdomme af enhver art, og Erling havde været elsket af sine patienter i alle årene. Han afviste dem aldrig, bebrejdede dem ingenting og førte ikke nogen til protokols som hypokondere eller neurotikere, sådan som mange andre læger ville gøre. I sit fag var han fuldstændig fordomsløs, og hans kone havde ofte undret sig over denne uimodsigelige kendsgerning, eftersom han i sit private liv havde truffet nogle voldsomme valg, der havde afskåret ham fra mennesker, han burde have kendt resten af livet.

Det gjaldt Hubert, hans vanskabte ven i drengeårene, som nu var død – men også Idas mand Jens Møller, da han brød med sin kone Anna. Det var ikke en tid, Erling Brinch selv ville gøre sig mange tanker om – eller fortryde – og hans flugt til husets underetage med den søndagslukkede klinik var et naturligt forsøg på at lade op til familiens månedlige søndagsfrokost. Når Eva og Jørgen ankom med drengene, ville de to brødres uforsonlighed og medbragte uro hurtigt sprede sig med småskærmydsler, mundhuggeri og bataljer.

Lige så rolig og afholdt Jørgen Ballegaard var i sit lægeliv, lige så uegnet syntes han at være til rollen som familiefar, og det var gået mere og mere skævt det seneste år. Eva var blevet træt af sit liv som hjemmegående lægefrue og var startet på en uddannelse – og deres yngste søn Thomas kom med sin vildskab stadig mere på kant med sin storebror Jakob.

De burde sende den lille ballademager på kostskole, tænkte Erling og mærkede et øjebliks fortrydelse, fordi han så tydeligt foretrak den ene dreng frem for den anden ...

Han vidste, det kunne ses af alle – også af Thomas ...

Han vidste også hvorfor – men det skød han til side, mens han 26

indsnusede den velkendte duft af desinficerende midler, vinyl og gummihandsker, der altid havde virket beroligende på ham. På en måde var det hele begyndt her, i dette rum, en forårseftermiddag midt under krigen – da en såret tysk officer havde behøvet behandling – men han ville ikke tænke på det.

Det ringede på døren.

“Det var drengene, der forsinkede os,” sagde Eva, da de havde sat sig ved frokostbordet og Ragnhild havde tændt lysene. “De kom op og slås, mens Jørgen var i kirke – for det gør de altid, og han vil jo for Guds skyld ikke undvære sin søndagskirkegang.” Hun havde arvet en tydelig snert af sin mors sarkasme.

“Bagefter kunne vi ikke finde Jakob,” fortsatte hun. “Han flygter nogle gange langt væk, når Thomas ...” – hun rystede på hovedet og vendte sig mod sin ældste søn: “Du er efterhånden blevet så god til at gemme dig, at ingen ved, hvor du er, ikke?” Jakob sad med bøjet hoved og stirrede ned i sin tallerken. Han havde arvet sin mors spinkelhed og blonde lokker, mens hans bror Thomas var bred og kraftig med mørkt, stridt hår, der ofte stod op fra hovedet i vilde, forblæste totter.

Ragnhild rakte fadet med lun kalvemørbrad hen over bordet til sin mand, og den var lavet efter en helt ny, italiensinspireret opskrift af Kirsten Hüttemeier – med hvidløg, tomatpuré og strimler af frisk peber a la Roma. Bagefter var der leverpostej, frikadeller og tarteletter, og midt på bordet stod en stor buket langstilkede røde roser, som prydede den gule sommerdug på en temmelig voldsom måde – men til gengæld forhindrede de to drenge i at se hinanden fra hver deres side af bordet.

“Hvis I sidder pænt, er der is til dessert,” sagde hun med et øje på hver af dem.

“Børn skal ikke belønnes for at følge de voksnes eksempel og sidde ordentligt,” sagde Jørgen med den dybe stemme, der i lægegerningen virkede betryggende, men som i privatlivet havde fået en mere og mere docerende klang og en dyb, højtidelig, næsten from undertone.

27

Efterhånden brugte han al sin fritid på det lokale kirkearbejde med sine venner fra menigheden, og det var en af grundene til, at Eva var begyndt at læse statskundskab i Århus.

“Lad dem nu bare være,” sagde hun, og det var formentlig møntet på både Ragnhild og hendes mand. Hun havde længe haft det svært med de bebrejdende blikke fra hans kristne venner – det havde hun betroet sin far – og hendes nye indsigt i statsforvaltning og højere ministeriel embedsførelse havde ikke gjort deres samliv lettere.

Ofte blev Jakob sidst på dagen passet af Ragnhild og Erling på Møllebakken, mens Ida og Jens tog sig af Thomas i huset på Ibæk Strandvej, hvor han kunne løbe vildt af sted langs vandet, så længe han bare vendte tilbage, før mørket faldt på.

Ragnhild afværgede et begyndende skænderi ved at gå lige til sagen: “Vi har tænkt os at overlade jer huset – med klinik og det hele – og selv flytte hjem til Bredballe.”

Utroligt, at hun stadig kalder sit gamle barndomspalæ for et hjem, tænkte Erling, men ingen andre ved bordet bemærkede det i den pludselige stilhed.

“Ja, du kan få ung pige til rengøringen og hjælp til madlavning, Eva – og til drengene,” fortsatte Ragnhild. “Og du Jørgen kan ansætte en ny ung kollega, når Erling holder op ...”

Hun havde fået en let rødmen i kinderne efter sin egen glædelige meddelelse.

“Ja, men det lyder da virkelig ...” Eva vendte sig usikkert mod sin mand, og for en gangs skyld svarede han uden spor af vanlig, velovervejet højtidelighed: “Det er da et fantastisk tilbud.” Han så uden tvivl store muligheder for sig – både for sin praksis og kristne fritidsbeskæftigelse, med lange kolonner af disciple i pilgrimsgang op ad Møllebakken til et hus, der mildest talt kunne rumme større menigheder end den lille rønne i udkanten af Nørreskov.

“Jamen, så er dét afgjort,” sagde Ragnhild. “Det bliver virkelig godt for drengene – med haven og skoven og alt det andet.” Hun så på Erling: “Du skal naturligvis være med til at indrette vores hjem 28

i Bredballe – det er jo temmelig forfaldent – men så er der chance for, at du ikke flygter til Fanø, som du plejer.”

Hun vendte sig igen mod Eva: “Din far vil jo af en eller anden grund helst sidde og kukkelure alene i Katrines Hus, når han holder fri, men det bliver der lavet om på nu. Det er på tide at indrette et godt sted til en lang alderdom sammen.”

“Får vi dit hus, morfar ...?” spurgte Jakob med vantro i stemmen, og for en gangs skyld lo de voksne i stuen så højt sammen, at selv Thomas lo med. * Under kaffen viste Eva dem billeder af kongens besøg på Fanø i juli, og de samledes omkring sofabordet.

Hun havde fornemmet et eller andet i sin mors stemme, da hun talte om alderdommen for hende og Erling – og der havde været en tone i ordene, som pludselig reddede en ellers dum og urolig søndag – og alene derfor ville hun sige ja til tilbuddet om at overtage Møllebakken, næsten uanset hvad. Drengene var i haven, hvor Jakob havde taget eventyrklassikeren ‘Ivanhoe’ med ind i legehuset, mens Thomas hamrede store syvtommersøm ind i et bræt midt på plænen – og der var for en gangs skyld fred mellem dem – eller noget, der lignede.

En af de kongelige fotografer havde foreviget regentbesøget til aviser og ugeblade, og fungerende statsminister Kampmann, der havde sin sommerbolig i Sønderho, viste både majestæten, dronningen og de små prinsesser rundt på øen. Selv Jens Møller, der ellers kendte mange republikanere blandt landets oprørske forfattere, var i sit privatliv både national og konservativ – og havde under hele besøget forsøgt at få lov til at trykke majestæten i hånden. Til hans store ærgrelse var det ikke lykkedes.

Kun øens egne fik den ære.

Ragnhild lo ad boghandlerens royale skuffelse, og Eva pakkede 29

til sidst billederne sammen: “Jeg tager til København med faster Ida og Ruth Jensen i næste uge – før semestret i Århus begynder,” sagde hun med et sideblik til sin mand, som sad længst væk i sofaen og havde tabt interessen for de kongelige fotos. “Vi skal besøge Laura Slengenborg, som har hjulpet med flere af mine opgaver på studiet – og bagefter høre Tove Ditlevsen læse op på Flynderen.”

Jørgen rettede sig op: “Hvis du virkelig mener det, hvem skal så passe drengene?”

“Det kunne du jo gøre – for en gangs skyld.”

“Vi skal nok hjælpe til,” sagde Ragnhild hurtigt.

“Ja, jeg er uden tvivl i mindretal her ...” – den høje læge kastede ikke desto mindre et appellerende blik på Erling – “... men jeg mener nu, at en kvinde skal passe sit hjem – før hun passer sine fornøjelser.”

“Laura er ikke en fornøjelse,” sagde Eva. “Hendes mand er lige død, og han var radikalt folketingsmedlem i en menneskealder.”

Hun havde rejst sig og tog både sine cigaretter og omslaget med kongefamilien og lagde det tilbage i sin taske. “Hun ved alt om politik, og Ida har været i huset hos hende og kæmpet sammen med hende – for kvindernes ret og for jødernes redning under krigen.”

Hun drejede om på hælen og forlod stuen.

Et øjeblik efter hørte de yderdøren smække.

Nogle minutter senere var Jørgen fulgt efter med drengene, og Ragnhild satte sig i den stol, hendes datter lige havde forladt: “Vi fik i det mindste overbevist dem om – vores plan.”

“Din plan.”

“Skal vi to nu også skændes?”

Han rakte ud efter hende. “Nej.” De havde ikke haft et eneste alvorligt skænderi i flere år. Ragnhilds stil var ikke til det højtråbende, og i stuen var de mere bekymrede over Jørgens stigende skepsis over for Eva, hvis udadvendthed kun syntes at gøre ham mere og mere pinligt berørt.

“Har vi handlet forkert?” sagde Ragnhild, og han vidste med det 30

samme, hvad hun tænkte på. Hun tog hans hånd. “Men det er jo alligevel for sent at lave om på – nu.”

De sad lidt, så sagde hun: “Jeg læste i Alt for damerne, at hvert femte ægtepar bliver skilt. Det må ikke ske for vores datter – og slet ikke for drengene.”

Han svarede ikke.

“Thomas forstår ikke, at hans far skælder så meget ud – og tager sig så meget mere af Jakob. Det er et problem. I hans verden er Jørgen jo hans far – mens Jakobs far er død.”

Erling skuttede sig, som om aftenkulden allerede kom krybende ude fra haven.

“De er for små til at forstå det, der skete – alt for små.”

“Og de bliver aldrig voksne nok, vel?” Det var en konstatering, ikke et spørgsmål.

“Nej,” sagde hun. “Det gør de ikke.”

Hun havde aldrig tøvet ved deres fælles beslutning.

31