Intermezzo by Gutkind Forlag

DEL 1

Det virkede ikke fair over for den unge mand. Jakkesættet til begravelsen. Med bøjle på tænderne, pubertetens suveræne kejtethed. Ved sådan nogle lejligheder var det lige før, man beklagede sin egen sociale begavelse. Giver ham en undskyldning for, eller giver ham i hvert fald en at se bedende på mellem de obligatoriske håndtryk. Herregud, staklen. Næsten 23 nu: Ivan den grusomme. Faktisk svært at fatte det jakkesæt. Han fandt det måske i det lokale hospices lille, jordslåede velgørenhedsbiks, betalte kontant, cyklede hjem med det sammenkrøllet i en gammel plastikpose. Ja, det ville faktisk give mening, ville få det forrygende grimme jakkesæt til at flugte med den yngre brors personlighed, ti år yngre. Ikke uden sin helt egen stil. Et vist schwung over hans absolutte foragt for den materielle verden. Både klog og smuk, sagde en tante engang. Om dem begge to. Eller var Ivan klog og Peter smuk. Tak, tror jeg nok. Nu går han over Watling Street hen mod lejligheden, som ikke er en lejlighed, huset, som ikke er et hus, 11 eller er det 12 dage siden begravelsen, hjemme igen. Tilbage på jobbet igen, ikke at det er noget at råbe hurra for. Hjemme hos Naomi igen i hvert fald. Og hvad har hun på, når hun åbner. Lader mobilen glide fra lommen over i håndfladen på dørtrinnet, skærmen lyser op, kølig og taktil under fingrene, han taster. Udenfor. Aftenen er ved at falde på nu, og hun sidder begravet i en af sine forelæsninger,

sikkert. Intet svar, men hun ser beskeden, og nu dette forudsigelige forløb, den så velkendte og efterhånden indirekte ophidsende række af lyde idet hun bag gadedøren kommer op ad den gamle kældertrappe og ud i entreen. Klassisk konditionering: hvordan kunne det tage så lang tid at regne den ud? Sund fornuft. Ikke det. Generel erfaring. Forholdet mellem hukommelse og følelser. Døren der går op.

Hej Peter, siger hun.

Mavebluse i kashmir, tynd guldkæde om halsen. Og sorte sweatpants der sidder stramt om anklen. Ikke med elastik, det hader hun. Bare fødder.

Må jeg komme ind? spørger han.

Ned ad trappen og ind på hendes værelse uden at se de andre. En lyskæde gløder svagt, nåleprik på væggen. Han tager skoene af, stiller dem ved døren. Laptoppen åben på den uredte seng. Duft af parfume, sved og cannabis. I hvis blandede luft alle drifter mødes. Gardinerne for, som sædvanlig.

Hvor har du været? spørger hun.

Jeg måtte lige tage mig af lidt forskelligt.

Hun ser på ham og ser så væk igen med et fnys. Tog du dig lige en forsinket sommerferie? spørger hun.

Søde Naomi, siger han venligt. Min far er død.

Hun vender sig chokeret, siger: Din— Så går hun i stå. Ej, tilføjer hun. Ej, fuck. Peter, det gør mig virkelig ondt.

Må jeg slå mig ned? De sætter sig på madrassen sammen.

For helvede, siger hun. Så: Er du okay?

Jo, det tror jeg.

Hun ser ned på sine korslagte fødder på madrassen.

Sålerne sorte af det snavs, der aldrig helt virker snavset. Vil du snakke om det? spørger hun.

Ikke rigtig.

Hvordan har din bror det?

Ivan, siger han. Ved du godt, han er på din alder?

Ja, det har du fortalt. Vi burde møde hinanden, har du sagt. Er han okay?

Peter smiler kærligt, kan ikke lade være, og fordi det nødig skal hedde sig, at det er Naomi, han ikke kan lade være at smile kærligt til, smiler han i stedet ligesom for sjov til indersiden af sit strakte håndled. Jo, han har det— Jeg aner faktisk ikke, hvordan han har det. Hvad har jeg fortalt dig om ham?

Jeg ved det ikke, du sagde, han var en ‘original’ eller sådan. Ah, nu kan jeg huske det. Han er megamærkelig. Slet ikke din type. Jeg tror lidt, han er autist, men det må man vel ikke sige mere.

Hvis det passer, må man godt.

Jeg ved jo ikke, om det passer i klinisk forstand, eller hvad det nu hedder. Men han er genial til skak, så. Peter lægger sig på ryggen nu, ser op i loftet. Det er okay, ikke? tilføjer han. Jeg skal snart gå.

Et sted uden for hans synsfelt svarer Naomis mund: Det er fint nok. Tavshed. Han leger med indersømmen i hendes sweatpants. Hun lægger sig ved siden af ham, varm, hendes varme ånde, lugten af kaffe og noget mere. Hendes varme bryster under den lille kashmirtop. Som han har købt til hende, eller samme model i en anden farve. ‘Parisergrå’. Giver hans fingerspidser adgang til den fugtige armhule. Deodorantens kridtagtige duft skjuler kun lige lugten af salt sved nedenunder. Barberer sig næsten aldrig, kun benene, under knæet. Han fortalte hende engang, at i hans studietid fik pigerne vokset bikinilinjen. Det grinede hun af. Hun spurgte om han prøvede at få hende til at skamme sig eller

hvad. Slet ikke, sagde han. Bare interessant som seksualkulturen har udviklet sig. Hun griner altid. Der var gang i den under den keltiske tiger, hva’. Men du kan jo lide det. Og det passer, det kan han. Noget sensuelt ved hendes skødesløshed. Kolde fødder. Altid sværtet til af at gå halvnøgen rundt i bofællesskabet, ryge joints, tale på medhør. Hun mumler blidt nu: Det gør mig virkelig ondt. Hans fingre under kashmiren. Lukker øjnene. Det hele meget dvælende og drømmeagtigt på den måde. Hendes skjulte hud under hans hænder blød og dunet næsten fløjl. Han spørger, hvad hun har lavet, mens han var væk. Intet svar. Han åbner øjnene igen og søger hendes blik.

Nåmen, siger hun. Det føles helt fjollet at sige det. Men der var lige noget for et par uger siden. Jeg skulle bruge nogle bøger til studiet, du ved. Så jeg manglede penge. Det betyder ikke noget.

Han nikker langsomt. Ah, siger han. Okay. Jeg kunne godt have hjulpet, hvis jeg havde vidst det.

Jo, siger hun. Men du svarede ikke rigtig på mine beskeder. Hun smiler stramt. Undskyld, tilføjer hun. Jeg vidste ikke det med din far, selvfølgelig.

Det skal du ikke tænke på, siger han. Jeg vidste ikke, du manglede penge. Selvfølgelig.

De ser på hinanden et øjeblik længere, flove, irritable, beklemte. Så vender hun sig om på ryggen. Det er fint nok, siger hun. Jeg behøvede ikke engang at gøre noget, billederne var oldgamle. Han føler sig træt og tung i kroppen, lukker øjnene. En af mændene der altid kommenterer hendes opslag, sikkert. Emojien med aben der holder sig for øjnene. Eller sådan en sølle gift mand med et kreditkort, han skjuler for konen.

Det er så fucked med din far, siger hun. Hvornår var begravelsen?

Sidste uge. For to uger siden.

Var alle dine venner med?

Han tøver. Ikke alle, siger han. Efter endnu et ophold: Sylvia. Og et par andre.

Du ville vel ikke have, at jeg kom.

Han vender sig og ser på hendes ansigt i profil. De fyldige, skilte læber, drys af fregner på kindbenet. Sølvstikken der glitrer i øret. Så ung og smuk. Han tænker også på, hvad manden betalte. Nej, siger han. Det ville jeg vel ikke.

Hun smiler uden at se på ham. Hvad troede du, jeg ville gøre? siger hun. Lægge an på præsten, eller hvad? Jeg har altså været til begravelse før.

Jeg tænkte bare, at folk sikkert ville spørge mig, hvem du var, siger han. Og hvad skulle jeg sige, at vi er venner?

Hvorfor ikke?

Den var der nok ingen, som ville tro på.

Ih tak, siger hun. Ser jeg da for billig ud til at være din ven?

Du ser for ung ud.

Hun rækker tunge nu, smiler skævt. Du er syg i hovedet, at du ved det.

Det ved jeg godt, men det er du også.

Hun strækker sig eftertænksomt, så hælder hun nakken tilbage i håndfladerne igen. Har du en kæreste da? spørger hun.

Et øjeblik siger han ingenting. Hun er alligevel ligeglad, og hvorfor skulle hun være andet. Overvejer at sige: Det har jeg haft, engang. Og er det måske nu han skal fortælle om det. Om begravelsen, og bagefter. Ikke at der skete noget.

Bare følelsen, mindet om følelsen, som i virkeligheden var ingenting. I bilen hvor han pludselig sad og mumlede dumt: Du må ikke efterlade mig med Ivan, okay. Det var derfor hun blev. Kun derfor. Oppe i barndomsværelset hvor den dunkede mod hende som om han var en teenager. For mørkt gudskelov til at se hende i øjnene. Hun sov ved siden af ham, ikke andet. Ikke noget at fortælle om. Var oppe før ham næste morgen. Nede i køkkenet, talte dæmpet med Ivan; han hørte dem oppe fra afsatsen. Hvad havde de at snakke om? Så springeren havde en fin lille forpost på d5? Og det ville hun garanteret. Snakke ham efter munden. Glem det. Hvis jeg havde, hvorfor skulle jeg så ligge og rode rundt med dig?

Hun vender sig mod ham, rører ved guldkæden om halsen med en fingerspids. Fordi du er syg i hovedet, siger hun, eller har du glemt det?

Han har ikke glemt det, nej, ikke glemt sin hånd på hendes lille ansigt, håndfladen der hvilede mod kæben. Griner hun også af ham. Ja, selvfølgelig, men andet er det ikke. Til fødselsdagsfesten i sommer da han kom med champagne til hende, og hun drak af flasken med sine malede læber. I køkkenet hvor hendes veninde Janine sagde du Peter, jeg tror godt hun kan lide dig. Ikke som de andre, han ved det. En del af den udfordring der tiltrak ham lige fra starten. Hende på baren i den lille sølvkjole, hår ned til taljen næsten, stenen i næsen der glimtede rødt under lamperne. Hendes venner viste ham hjemmesiden, lod som om de ville vide, om det var lovligt. Fuck af, sagde hun. Det skal I ikke fortælle ham om. Og blikket hun sendte ham: dyrisk intelligens. Kun mellem dem, det vidste han. Ikke som de andre. Mænd der sender hende sindssyge trusler om seksuel vold på nettet,

dumme luder, jeg slår dig ihjel, jeg skærer halsen over på dig. Hun skimmer indbakken, ler. Så cringe, helt ærligt. Under hendes værdighed at blive skræmt. Hvis det skete, ville hun dø af grin, tror han. Dumt at han ikke har svaret på hendes beskeder. Nogle af dem endda ret søde. Hans skyld. Han spekulerer på, om hun er på røven for alvor, og så— hvad? Skammer han sig, vel. Som sædvanlig. Hun lægger sig med ansigtet nedad, skjult i armene. Velkendt koreografi, de har øvet den sammen og med andre, begge to. Hvilke læber mine læber har. Der er kun dig, kunne han sige. En anden, men ikke rigtig. Undskyld. Jeg elsker dig. Hende. Dem begge. Bare rolig. Bare ti stille. Herregud, nej. Herren vor Gud befaler os at elske alle.

Allerede ni da han går. Fire minutter over. Også lidt skæv fordi de røg sammen bagefter. Taster i det hvide felt: Bliver ca 20min forsinket, undskyld. Køligt mørke samler sig om den oplyste skærm. Træer vifter tavse grene over ham, sporvognen kører forbi med ansigter i vinduerne. Låser mobilen og stikker den i lommen. James’s Street om aftenen. Må gå til for at indhente det tabte nu. Men hvor herligt, ikke, en frisk septemberaften i Dublin, at gå med lange, frie skridt ned ad en stille gade. I sin bedste alder. Det påhviler ham nu at nyde den slags flygtige glæder. Kan falde død om. Det sker hver dag. Og det var ingen alder, som alle blev ved med at sige, manden var 65, ikke mere. Peter er selv halvvejs, 32 og seks måneder. Ifølge den beregning allerede midaldrende. Uhyggeligt så hurtigt alt forgår. Nej, vil han sige, min far er desværre gået bort. Det vil gøre folk kede

af det, selvfølgelig, men ikke chokere dem. Noget andet for Ivan. Han er nærmest blevet forældreløs, så lidt gavn han har haft af sin mor. Gud ved hvorfor de fik børn i det hele taget. Under begravelsen mumlede hun til Peter: Som han dog ser ud. Og selv om Ivan faktisk så tåbelig ud, og selv om Peter selv få sekunder før havde tænkt på hvor tåbelig Ivan så ud, svarede han: I den her uge har han måske haft andet at tænke på end sit udseende. Christine der skæver til ham. Hendes ulastelige dragt, marineblå merino. Du har da taget pænt tøj på, siger hun. Altid det samme med hende. Han undgik hendes blik, holdt øje med Ivan der stod ulykkelig for sig selv ved sandwichbuffeten. Jo, svarede han. Tak. Forbi den gamle bank nu mod Thomas Street, og Sylvias svar vibrerer i lommen, mod hoften. Havde da vist sin egen ringetone, ikke. I gamle dage. Dublin i de gode gamle, etc. Kan ikke huske hvordan den lød nu. Mobilens mærke eller model, hvordan den lå i hånden. Forældet nu, sandsynligvis, udgået. Bare høre lyden én gang til, tænker han. Mærke at hans liv er bevaret et sted og ikke glemt, samlet om ham, stadig pakket beskyttende om ham. Busture til mesterskaber tidligt om morgenen. Læse til eksamen ude bagved i en mørk gang, mens publikum sad og ventede. De evige vindere. Forhadte, begge to, selvfølgelig. Forelsket i hinanden og sig selv. På låseskærmen nu: Helt i orden. Har du spist? Snusfornuftige kvinde. Garanteret i gode, solide sko og den varme tweedfrakke. Nej. Betænksom, ikke andet. 20 minutter for sent på den og så spørger hun, om han har spist aftensmad. 25 minutter. Og hun er mildest talt alt andet end dum. Nogle gange tænker han, at måden, hun har lidt på, al hendes lidelse, har hævet hende langt over smålig frustration i mødet med hverdagens besvær.

En halv time forsinket, og hvad så. Ikke så vigtigt, sikkert, når man er inde og ude af hospitalet hver anden uge med en kanyle i armen. Hører lægerne bag forhænget. Patient kvinde 32 år. Tendens til kroniske refraktære smerter som følge af fysisk trauma. Nej, ingen børn, bor alene. Og få kunne vide. Personligt ville han hellere dø end leve sådan.

Ikke så meget pjat, bare få det gjort. Hun må vide at andre tænker det. Ved at selv han gør, måske. Men de siger jo man vænner sig til det. Livets glæder borte for altid: se det i øjnene eller lyv for dig selv, når det kommer til stykket, er det hip som hap. Viljen til at leve er så meget stærkere end man tror. Det var som en slags død, det der skete. En slags død man overlever af høflighed, respekt for andre, af uselvisk kærlighed. Kristus overlevede også sin egen død. Og blev æret og ophøjet.

Forbi kunstinstituttet nu, studerende dasker rundt i denimjakker, plastikstøvler, hullede strømpebukser. Formløse, blege teenageansigter svæver under gadelamperne. Ved livets yderdør. Han ved de holder øje. Klog og smuk. Godter sig mens han går forbi. Et enkelt hoved vender sig. Godt for hende, man lever kun én gang. Han kan have levet halvdelen af sine dage allerede. Giver sig selv lov til at kaste et blik over skulderen og smile. Ikke engang køn, men hvorfor ikke, og hun smiler tilbage, skævt. Mindst en halv time forsinket. Naomi ville være ude af sig selv. Mænd er simpelthen så klamme. Hun var jo ikke en dag over 16. Nå, må man nu ikke engang smile længere? Til børn. Han smiler faktisk til børn. Også til ældre. Foretrækker at smile til verden i al almindelighed. Smiler endda sommetider til mænd. Anderledes. Vel gør du ej. Jo, han gør, hvis han har grund til det. Hører forkert, når de taler, eller går i

vejen for dem ved et uheld, den slags. Smiler, ja. Til sine rivaler og fjender. Du hader mænd mere end jeg gør, siger Naomi. Tydeligvis, hun går trods alt frivilligt i seng med dem. Peter går kun i seng med folk, han har sympati for. Når det kommer til stykket, er de fleste kvinder meget sympatiske. Mænd er klamme, som alle ved. Ikke alle: ikke hans far, ikke på den måde. Og Ivan? Anderledes. Plejede at tro han var et af de her kønsløse væsener, man læser om. En amøbe der flød rundt i sit eget lille glas. Så tog Peter en vis kæreste med hjem til middag og så at han stirrede. Æh, er din bror ikke lidt akavet? Jo, undskyld. Jeg tror, han kunne lide dig. Senere, på studiet, fik han selvfølgelig veninder. Men hans venner er godt nok— Nåmen, ja. Nej, sig det. Hvad er de? Grimme? Nej, de ser helt fine ud. Nogle af dem ret flotte, med helt symmetriske ansigter og sådan. De har såmænd bare dårlig smag. Naomi ville blive stiktosset. Og en snob ovenikøbet. Men er det snobberi? Ikke om penge, slet ikke det. Sorte sweatpants der snævrer ind ved anklen, uden elastik, det hader hun. Og alt knælangt hader hun. Har blik for kvalitet. Ivans venner er ikke grimme, slet ikke, men tøjsmagen. Kriminel. Og jargonen, fagterne.

Måske er det snobberi, en anden slags. Yderst intelligente unge kvinder, selvfølgelig. Matematikere og skakspillere. Ingen af dem er det mindste interesseret i Peter, og følelsen er gengældt. Et par af dem er, nu han tænker over det, sikkert forelskede i hans bror. Smiler for sig selv ved tanken. Følelsen har aldrig virket gengældt der, men hvad ved han. Men han tog ham da i at stirre længselsfuldt på yndige Giulia dengang. Grøn silkebluse med de øverste tre knapper åbne. Perlemor. Hvide tænder der lo, larmende, sund romersk latter. Forbi Christ Church nu, oplyst om

aftenen, stenmurene bleget grågule. Skriver til hende: Lige på trapperne. Nej har ikke spist, hvad med dig? Og hvad med hende? Sylvia. Helt uden for rækkevidde. Egentlig ikke specielt flot, har aldrig rigtig været det. Får andres skønhed til at virke overdrevet. Hendes lille almindelige ansigt. Tøjet er selvfølgelig altid tjekket. Får nogle gange ideer til gaver, han kan give Naomi – højhalsede sweatre, farvede silkesjaler, en ankellang regnfrakke. For så senere at indse hvor forkert det ville se ud: køn pige klædt ud som gammel dame. Konet, snerpet. Ikke Sylvia, ikke det mindste. Han tog til en af hendes forelæsninger i foråret. Slank kvinde forrest i salen der talte om 1800-tallets prosaformer. Alles øjne hvilede på hende. Stemmen meget klar og dyb. Kontraalt. Ellers bomstille i salen. Bagefter klappede de alle sammen, alle, hvad, to hundrede, flere, og hun smilede og nikkede, vant til det, sikkert. Ren og skær karisma. Gav ham lyst til at sige: Hende kender jeg. En af mine ekskærester. Så pinligt, helt ærligt. Hvis du kan lide, når hun taler om erotisk fiktion, skulle du bare opleve hende i sengen. Men det kan ikke blive nu. Hun kan ikke nu. For mange smerter. Vibrerer igen. Hun har fået bord på en italiensk restaurant i Temple Bar, nålen sidder i kortet, har han lyst? Taster tilbage: Ses om 5. Lord Edward Street om aftenen, går ned mod porten til universitetet. Bagtæppet for gamle forelskelser, drukfester. Fire om morgenen, du brækkede dig foran hotel Mercantile, kan du huske det. Da vi havde fået stipendier. Ung dengang. Blander erindring og begær. Mørke gangstier i hukommelsen. Ungdommens kirkegård.

De taler videre, mens de venter på regningen og han distræt tygger det sidste bløde, olierede stykke focaccia. Havde ikke opdaget hvor sulten han var. Og så, de tunge gardiner, isvandet, stearinlysenes skær, alt sammen så appetitvækkende.

Der var den igen: konditionering. Over for ham drikker hun sit vand. Svag muskulær synkebevægelse i den hvide hals og bagefter, mens hun sætter glasset tilbage på bordet: Hvad har du tænkt dig at gøre med hunden?

Åh, gud, siger Peter. Jeg ved det ikke. Christine passer ham indtil— Jeg kan ikke huske hvornår. Næste fredag, sagde hun? Eller måske mandag. Vi må finde på noget.

Manden vender tilbage med regningen, og Peter tager kortet op af pungen, insisterer, taster pinkoden. Nu, hvor han har spist, har han det bedre, føler sig mere afslappet. Indser langt om længe hvor træt han er. Sådan virker hun på ham: dulmer nerverne. Andre følelser bemærker han også, mens de står i restaurantens varme halvmørke og venter på, at manden skal komme med deres frakker.

Troede engang at livet måtte lede frem mod noget, alle de uløste konflikter og gåder føre til en eller anden storslået kulmination. En af de sært tågede opfattelser som hans liv, hans personlighed hviler på. Besat af mening. Det er alt sammen meget godt, så langt det rækker, spørgsmålet om lovmæssighed melder sig og så videre. Ville ikke magte at gå på arbejde hver morgen, hvis ikke han troede på, at noget betød noget, som betød noget andet. Men hvad fører det til alt sammen. En slutning uden en slutning. Manden hjælper Sylvia i frakken, mens Peter ser på. Roligere nu. Opmærksom på de mere dæmpede følelser. Hvilke betingelser kan man leve under? Hun ved det om nogen. Spørg hende. Lad være.

Udenfor har det regnet, og gaderne er våde, spejler fragmenter af forlygternes, trafiklysenes, butiksvinduernes diffuse lys. Ved muren overfor, efterladte pizzabakker der ligger og går i opløsning. Lad mig følge dig hjem. Hun binder sit halstørklæde. Tak. Tager hans arm. Hendes fine lille hånd næsten vægtløs. Fingrene i hans jakkefolder. Var du hjemme hos Naomi tidligere? Hvordan har hun det? Godt. Jo. På vej mod Dame Street igen. Du kan godt lide hende. Det kan jeg. Holder af hende, meget, bestemt. Han vil næsten, og vil samtidig ikke, fortælle Sylvia om det, der er sket, at Naomi, etc. Hjemmesiden, etc. Hvorfor? For at vise, at det er okay: hende, de andre, ham selv, ikke noget at bekymre sig om. Parforhold nu til dags. Eller omvendt for at tiltuske sig lidt sympati. Seksuel ydmygelse, lidt frækt, måske. Nu spørger hun igen til Naomis boligsituation. Ejerne af bygningen fik en retskendelse inden pandemien, hvor der stod at den tidligere lejergruppe skulle forlade ejendommen. Hvilket de allerede har gjort, det er en anden sag, ingen af dem bor der længere. Juridisk kan det ikke have betydning for den nuværende gruppe, medgiver Sylvia, og dog. Hvad skulle forhindre dem i det. Altid en mulighed. Politiet kaster et hurtigt blik på dokumenterne, korrekt adresse, og vinker dem ind. Utåleligt at tænke på. Men prøver man at bevise kendelsens ugyldighed, retsdokumenterne, etc., giver man dem bare så meget desto mere grund til at skaffe en ny: så er man først rigtig på røven. For lejemålet er, ingen påstår andet, ret beset ulovligt. Hellere holde mund og håbe at ejerne glemmer dem. Og hvor mange tomme ejendomme råder de over, har sikkert ikke tal på dem, blodtørstige snyltere. En samtale han og Sylvia har haft mange gange, og denne gang, som altid, rørende enige. Hvilket de alligevel ville være

rent ideologisk, betaler kontingent til samme lejerforening, og Sylvia leder sågar et af udvalgene. Peters seksuelle og desuden diskret økonomiske forhold, som har stået på i otte måneder, til en beboer i netop dette ulovlige lejemål er, set fra et juridisk-filosofisk, sociopolitisk synspunkt, ikke værd at tale om. Fortalte aldrig sin far om hende, for eksempel, ikke engang da han spurgte. Nej, jeg er single i øjeblikket, sagde han. Tanken om at de skulle mødes: skrækkelig. Nej. Kunne have sagt at han datede: ikke noget seriøst, bare en pige han havde hængt lidt ud med. Hvilken forskel ville det have gjort? Bogstaveligt talt ingen. Hvorfor så tænke på det?

Hvorfor denne anger og over for hvem? Hans far, ham selv?

Meningsløst. Deprimeret bare ved tanken. Deprimeret i det hele taget, sikkert. Tankerne knager og larmer hele tiden, og når de er stille, er de skræmmende ulykkelige. Ikke rigtig i hovedet måske. Har måske aldrig været det. Lille vægtløs hånd på hans arm.

Jeg lærte ham aldrig rigtig at kende, siger han. Undskyld. Tænker bare. Det er trist.

Hun sender ham et blik. Siger alt. Omsluttet af hendes dybe forståelse. Jeg ved, hvad du mener, siger hun. Men du kendte ham nu godt. Ud af tasken tager hun en lille pakke foldet papir i plastikfilm. Et logo eller tekst på forsiden. Lommetørklæder. Herregud, græder han? På George’s Street? Alle kan se ham. Og gør det, sikkert. Hvordan går det Peter, stadig advokat, hva’, så dit navn i avisen forleden, godt gået. Tavst smilende tager han imod en hvid papirfirkant og tørrer sig i ansigtet, siger bare: Hm. Hun går ved siden af ham, i takt, altid. Han elskede dig, siger hun. Han anede ikke noget om mig, Sylvia. Vi kunne ikke udstå hinanden. Talte ikke rigtigt sammen en eneste gang. Folder

lommetørklædet og putter det i lommen. Åh, du lægger for meget i samtaler, siger hun. Livet er jo mere end bare snak. Han ser på hende, mens hun lægger hånden på hans arm igen. Det lyder kryptisk, hvad betyder det? Hun ler. Kønnere nu. Men hvad mener hun med: livet er mere end bare snak? Kærlighedens strenge og ensomme embeder, måske. At tage deres skoleuniformer ud af tørretumbleren onsdag aften, Ivans lille rødvinsfarvede træningsdragt og Peters skjorte og bukser, varme, statisk knitrende. Og om morgenen, at varme mælk på komfuret. Ved siden af Sylvia på Stephen Street nu indånder han duften af udstødningsgasser og mørk aftenluft. Beroligende på sin egen måde. Alt ved hendes tilstedeværelse er. Og hvorfor. Han ved hvorfor, ved ikke, vil ikke vide om han gør eller ej. Trygheden ved et langt venskab, så. Giver ham plads og ro til endelig at mærke, hvor træt han er, hvor nedtrykt. Skulle måske hellere være blevet hos Naomi, røget sig skæv og spillet Call of Duty med hendes samboer, medicineret sig i søvn. Nu, hvor han tager imod trøsten, må han også indrømme, at han trænger til den. Fordi hans far, som han aldrig stod synderligt nær, er død i tresserne efter fem års kræftsygdom. En mulighed, først forventet og siden udskudt så længe, at han begyndte at tro, det aldrig ville ske, indtil det gjorde. Og Peter på en måde utilgiveligt uforberedt på den forventede begivenhed. Pludselig overhoved i en familie, der i samme øjeblik holdt op med at eksistere. De går sammen langs St. Stephen's Green, porten lukket, falmende blade. Træer klædt i høstlig skønhed. Taler om studerende. Hendes forelæsninger. Kurser han underviser på for at betale huslejen. Han spørger til hendes veninde Emily, og hun fortæller smilende den sædvanlige historie,

mere administrativt bøvl på arbejdet, og hun har stadig ikke fundet en ny fremleje. Emily, lille distræt akademiker som tilsyneladende altid er forkølet, altid nyser i et lommetørklæde og taler om Karl Marx. En fælles ven fra ungdomstiden, de gamle debatdage, ikke at hun klarede sig videre godt, håbløst forvrøvlet og lod aldrig andre få ordet. Kom tit hjemme hos dem, ham og Sylvia, sov endda på sofaen en overgang, da han, da de. Om aftenen sad de alle tre længe oppe og drak te, brokkede sig over ingenting, hidsede sig op. Den tjekkede veninde Sylvia, katastrofen Emily. Siger at hun bor hos Max for tiden, gode gamle Max. Møder ham stadig af og til hos Sylvia. Håbløs til konkurrencerne, var han. For flink, ikke hensynsløs nok, så altid alting fra begge sider. Men sjov. Det er alle hendes venner. Hun må tage let på verden, kærligt men let. Har du talt med din bror? spørger hun. Åh, du ved, svarer han. Livet er jo mere end bare snak. Hun giver ham en albue i siden. Rart faktisk at mærke hende så tæt på. Han er alene, siger hun. Er vi ikke alle sammen det? Selv om Ivan godt nok virker mere alene end de fleste. Ja, næsten åndeligt alene, og måske er det bedst sådan. Hvad talte I to om i køkkenet forleden? spørger han. Åh, siger hun. Han fortalte mig— Du mener om morgenen? Han fortalte mig om et skakarrangement han skal til i Leitrim i næste weekend igen. Har du hørt om det? Nej. En slags opvisningskamp, og så skal han holde en workshop bagefter. Han havde overvejet at aflyse, alting taget i betragtning. Men han besluttede at gøre det alligevel. Forbi indgangen til Huguenot-kirkegården. Hvorfor ville han aflyse? Sylvia ser op på ham. Fordi— Jo, altså. Fordi hans far lige er død. Krymper sig nu, rynker panden, overophedet og træt. Mærket i hans skjorte kradser ham i nakken. Baggot

Street oplyst og travl, for travl, lysene blænder, det hele er for meget. Tror du, han er ked af det? spørger han. Hun ser stadig på ham og idiotisk nok prøver han at smile. Jeg mener, selvfølgelig, tilføjer han. Jeg tror, han er ked af det, svarer hun. Jeg tror, han er ensom. Ja. Jo. Klart. De kommer tættere og tættere på hendes lejlighed, endemålet, og hvor ensom bliver han så, eller så ikke. Hvorfor i alverden larmer det pludselig sådan. Sylvia, siger han. Nej, vent til der bliver lidt mere stille. Ja? Alligevel næsten fremme, og han kan få det til at lyde mere henkastet ved døren. Endda som om han bare er træt efter gåturen. Ville du have noget imod— Jeg ved ikke. Må jeg sove på din sofa? Jeg skal nok— Nej, nej, herregud, lad være med at sige det: Jeg skal nok lade dig være. Lad være. Jeg er bare lidt— Hendes hånd blid øm på hans arm ubevægelig, stille, stille. Al stilhed og ubevægelighed koncentreret i hendes barmhjertige berøring. Selvfølgelig, siger hun. Det er ikke noget problem. Lad være med at sige det. Jeg er forelsket i hende. Dig, hvis bare. Er det dét, du tror? Er livet udholdeligt på disse betingelser? Han venter, til hun åbner døren. Hun forstår og ved alt. Ville være godt, hvis I fik talt sammen, siger hun. Du kunne skrive til ham. På hvilket sprog. 1. e4. Tja, svarer han. Det er også rigtigt. Det vil jeg gøre. Det skal jeg nok.

Andres krav forsvinder ikke, de bliver kun flere.

Mere og mere komplekse, sværere og sværere.

Sagt på en anden måde, tænker hun: mere liv, mere og mere af livet.

Intermezzo

INTERMEZZO

Af samme forfatter:

INTERMEZZO SALLY ROONEY

DEL 1