Den store rejse 1997

DEN STORE REJSE januar-februar 1997 Kina (Beijing) Australien New Zealand USA(L.A.)

Karup Lufthavn 6. januar 1997

Mandag d.6.januar De sidste mange dage er gået med afvikling og aflevering af skytteforeningens regnskab, der altid forbløffe mig med at tage så lang tid, afslutte juleterrænskydningen og aflevere de sidste rester til Tom. Pensionistfesten mener jeg også at have afleveret på pæn måde til Jens.

Berit havde lidt ondt af mig p.g.a. alt det arbejde der var, men da hun opdagede, at jeg gladeligt brugte mere end en time på at lave en interessant forside til juleskydningens resultatliste, forsvandt det meste af medlidenheden.

Til gengæld har jeg ikke fået lavet en fødselsdagsgave færdig til Claus eller et særligt avanceret fuglebad, der var lovet sendt inden ferien.

Men, no matter what, nu sidder vi lige nu i Kbh.’s lufthavn - og den er stor!

Dagen startede stille og roligt, da al vor baggage blev pakket i går. Det var ikke så slemt. Berit havde samlet de fleste af dimserne, - kompas, bestik, egne spisepinde, o.s.v så tilbage til mig var kun at finde sokker, underbukser og den slags. Det blev kun til 10 kg. + håndbagage, men så medbringer jeg også kun et par cowboybukser!

Poul og Sonja havde lovet at fragte os til Karup, så vi har ikke noget problem med at efterlade en bil i lufthavnen. Balder blev afleveret i går hos Mette og Kjeld sammen med VW’eren.

Turen til Karup var meget smuk efter Holstebro. Indtil da havde en tyk rimtåge lagt sig over landskabet, men da den lettede, stod de bladløse løvtræer smukt dækket af frost til den yderste grenspids, mens nåletræerne skabte kontraster mellem grenenes oversider, hvor sne og rimfrost lavede chanceringer mellem hvidt og lysegrønt og undersidernes mørkegrønne. Jord og græssers hvidhed føjede det hele sammen til et smukt afskedsbillede for os.

I Karup kunne vi aflevere vores bagage,- vi har hver en stor rygsæk foruden en mindre til håndbagagen-, og da vi skal flyve med SAS hele vejen, ser vi den først igen i Beijing- håber vi.

Det var lidt fantastisk at komme til København på en halv time!. Undervejs kom vi over Odden, som Berit fik et nostalgisk gensyn med fra luften. Der var helt klart.

Nu sidder vi i en Boing 767 bounded for Beijing og vi har været i luften en god halv time. På en stor fjernsynsskærm kunne vi følge take-off. Se hvordan farten øgedes indtil kæmpefuglen allerede ved 250 kph blev luftbåren og bare blev ved med at stige og øge hastighed, mens temperaturen udenfor faldt hurtigt fra -1 til -50 C.

Vores første handling efter at “Fasten your seat-belts” var slukket blev at hive to små krus op af tasken, samt en Tullamore! Skål på en god rejse!

Gnaskende på udleverede nødder - med en øl og Gl. Dansk (5cl) fra besætningen, udtaler min Berit: “Det er da en meget god restaurant, denne her.

Her vil vi sandelig komme oftere.”

På skærmen kan vi med mellemrum se, hvor vi er i verden. Turen går et godt stykke NORD for Moskva - faktisk lige over Sct. Petersborg - og samtidig kan vi se, at klokken nu er 00.05 i Beijing. Den er 17.05 målt med vores ure. Efter vores egen tid vil vi komme frem ca. 00.30 , mens tiden lokalt er 7.30 - så der forsvin-der faktisk en hel nat.

Middagen består af følgende, der alt sammen stilles på bordfladen, der som sædvanlig er på størrelse med et A4-ark: en dåseøl Gl. Dansk (fra tidligere)(ca. 10 min) en lille fl. rødvin et springvand (Danish Spring Water) en kaffekop salt, peber, sukker, tandstikke et brød ferskrøget laks med pynt (meget lækkert) kniv, gaffel, teske varm beholder med frikadeller, kartofler, . . flødestuvet spinat (som mor troede hun...) glas til cognac serviet vådserviet smør dessert, (syltet pære i råcreme med pynt) ost desuden en ustyrlig bunke emballage.

Det var egentlig før vi var færdige med måltidet, at vi i 10 km flyvehøjde blev lidt uenige. Berit mente, at hun ude til venstre kunne se månen, mens jeg holdt på, at det mere lignede en gadelygte.

Udendørstemperaturen er nu 61 C, minus.

Flyet 20.40 Jeg er begyndt at tro, det måske ikke var så god en idé kun at tage et sæt cowboybukser med.

Til nu er det lykkedes mig:

1.At åbne en øl, der løb over mens den sad mellem mine ben. Bukserne (og jeg) så ud som om jeg havde tisset i dem. Dette skete inden vi var kommet til Ulfborg - de og jeg blev først tørre i Kbh.’s lufthavn.

2. Derefter er det lykkedes mig, p.g.a. selvvalgt mørklægnng, at hælde et halvt glas Tullamore på de samme bukser. I.flg. Berit vil vi kunne klare en alkoholisk nødsituation ved at skylle dem op. Jeg ser med gru i møde hvordan de vil lugte inden vi kommer ud af Kina - til himmelstrøg, der forhåbentlig kun fordrer korte bukser.

Sidste nyt!.

Efter videnskabelige undersøgelser kundgør Berit, at månen er fastgjort til venstre vinge ! Min gadelampe er et vingelys !!

Vi er fløjet over Novosirbirsk og Gobi ørkenen..

Vi er nu omstillede til Pekingtid ( den er nu 7.00- og vi lander om tre kvarter. I horisonten viser sig den førstedagning. Det ligner en spektralanalyse. Meget kraftige orange, røde og blå-turkise farver. Det er utroligt så hurtigt dagen gryer, når man bevæger sig i retning mod den med små 1000 km i timen.

BEIJING tirsdag d. 7. januar Det tog vel en lille time tid for os at finde et sted i lufthavnen, hvor vi kunne få vekslet, så vi var istand til at betale en bus eller taxi ind til byen. I flyet havde vi fået at vide, at der var ca. 25 km ind til centrum, hvor vores hotel Qianmen ligger.

Efter den komplicerede sag det var at veksle, endte vi med at tage en taxa.

“Halleluja!!”. Gud eller Mao holdt heldigvis sin hånd over os, så vi nu sidder på hotellet og bæller jasminte. Man trænger til noget styrkende efter den tur. Kina er godt nok et gammelt kulturland, men det gælder helt sikkert ikke færdsels-kulturen. Jeg forstår endnu ikke, at vi er kommet hertil uden at ihjelslå eller lemlæste mindst 5 bløde trafikanter.

Taxaen var af absolut ældre årgang af et mærke, der måtte være nært beslægtet med Trabanterne. Chaufføren talte kun kinesisk, og når vi ikke forstod, hvad han sagde, så sagde han det nogle flere gange, bare højere og højere.

Han kørte en lang omvej, sikkert ikke for at snyde os, men måske fordi han ikke var så sikker på vejen. Berit sad med et bykort, så da vi kom forbi den Forbudte by, som han med mange, mange ord gjorde opmærksom på, vidste vi jo sådan nogenlunde hvor vi var. Det virkede derfor ikke rigtigt overbevi-

sende, at vi fortsatte i lang tid i en forkert retning, så jeg fik kortet op foran og begyndte at pege tilbage. Da han endelig fik vendt rustbunken, var han nu noget interesseret i at følge med på kortet.

Al denne kørsel, som tog en lille time, blev akkompagnieret af det eneste der duede på vognen. HORNET. Måske var han en sammensmeltning fra Paris, Tunis og Athen. Det var en oplevelse, der totalt står os i 75 dkr., så det er jo ikke lige det, der vælter budgettet.

Vi er flade ! Helt flade ! Mine fødder er i særdeleshed meget fladtrådte. Det er måske ikke så underligt, hvis vi efter en nat, hvor Berit har småsovet i sammenlagt 1 1/2 -2 timer, og jeg har småslumret max. 1/2 ikke holder til så meget i dag. Men vi har da travet rundt i byen i godt 3 timer.

Vi har både været i fattige, smalle gyder (og det er ret sølle at se) og vi har været på Den himmelske freds Plads. Der har været en masse boder med alverdens varer, og en utrolig masse madsteder, der ofte kun er en olietønde med ild og en stor wok ovenpå. En del er ret uhygiejniske, men mange af det ser ret godt ud. På den anden side er man ikke særlig indstillet på at sætte sig på et bræt og spise i 10 - 12 C kulde.

Gadekøkkenerne er i hvertfald ikke stillet op a.h.t. udenlandske turister - vi har i dag højst set 10 ud over os selv, så byens største seværdighed er OS. Ud over at orientere os, har vi været i Qianmen, en del af den gamle byport, som nu delvis er museum.

En mærkelig by at være i. Det er en fuldstændig uvant fornemmelse ikke at have den svageste anelse om hvad der står på skiltene med gadenavne og forretninger. Kun ganske få er også skrevet med latinske bogstaver. Selv om vi trængte hårdt lykkedes det os ikke at finde et sted, hvor vi kunne sidde inde og hvile benene. Til gengæld ligger Berit nu på sengen (det er hun nødt til, da døren ud til altanen er så piv utæt, at man kun dårligt kan sidde på stolene nærved døren)og ser kinesisk fjernsyn. Det hjælper en del, at hun har fundet en kanal med engel-ske undertekster.

Om lidt går vi ned i en af hotellets restauranter, så vi kan komme tidligt i seng.

Det ER hårdt at springe en nat over! I vores alder!

Tranportabel, udendørs frisørforretning.

Det var et spændende måltid. Alle retterne var vist i kølemontre og vi fik valgt alt for meget.

Til en start to små anretninger med dels en “salat” - en slags kartoffelsalat og dels noget koldt kød, røget vistnok og i hvert tilfælde havde det været i kraftig nærkontakt med nelliker.

Så kom en fiskesuppe, med fisken flydende rundt sammen med bambusskud og diverse grøntsager, samtidig kom noget andet fisk de var dyppet i frituredej og kogt som små poser og med dem en særlig delikatesse : mini-år varmet (kogt) i olie. De var vel kun 5 -6 mm i tværsnit, og havde vi søgt noget der satte vores færdigheder med spisepinde på prøve, - ja, så havde vi fundet det. Nogle små glatte olierede sataner.

De yngre tjenere, som der var en bunke af, havde en fin tid, til én forbarmede sig over os og gav os en kniv og en gaffel. Det føltes på en eller anden måde lidt flovt Til maden fik vi jasminte , en fast servering,- og ud af overmod bestilte vi også 2 øl. Vi går ikke sultne eller tørstige i seng.

Da vi gik forbi receptionen forhørte vi os om ture til Den Store Mur, og vi blev booket på en tur allerede i morgen. Det bliver spændende..

Vi købte lidt forskelligt hos den store købmand på den anden side vejen, bl.a. en prøve på kinesisk brændevin i et glas med låg. Sidst jeg smagte noget lignende, var da jeg selv eksperimenterede med at brænde og ikke havde fået det renset gennem aktivt kul. Fy for satan! Ud!!!

DEN STORE MUR onsdag d. 8.januar Vores dag er startet med morgenmad. Et kolossalt udbud af muligheder der er beregnet til flere kulturers forestillinger om, hvad dagen skal starte med.

Fra rissuppe, bulgursuppe, små forårsruller, til bacon og æg, et fuldt salatbord, diverse koldt og varmt pålæg, yoghurt og jeg ved ikke hvor meget andet.

Vores forestillinger om at være de eneste turister i byen led noget af et knæk, da det gik op for os, at hotellet rummede et større dansk selskab, der har været her nogle dage.

Natten har været utrolig rolig. Byen lukker og slukker inden midnat og starter først igen ved 7 -tiden. Selv højttalerne, der er så mange steder, har været tavse. Den evindelige kvindestemme, som vi jo af gode grunde ikke ved hvad siger, satte først ind igen her ved 8- tiden. Vi sidder og venter på værelset, hvor vi vil blive afhentet til murtur.

Del af Den Store Mur, delvist genopbygget . Her startede vores murtur Vore svenske murtur-rejsefĂŚller

Hjemme igen.

Berit har lagt sig lidt. Jeg er også noget flad efter en interessant dag. Fjernsynet kører med et program,- nærmest filmnet-, der har engelske un-dertekster. Det er lige gået op for mig, at det er en Hong Kong -kanal. Og det er jo lidt spændende. Vi har talt om, at Beijing på mange måder kan minde om Po-len og at man da lige skal tænke sig om før det går op for én, at styret her stadig er kommunistisk og der ikke er faldet nogle mure her. Men der er da klart ved at ske en udjævning af ideer. Det kan ikke alene ses af at vi ser Hong-Kong-film , der er baseret på en helt anden kultur, her, men også af at et af byens nyere pa-ladser “ Museum om det kinesiske folks historie” ,har et kæmpe display, der taller baglæns, og dels tæller dagene, - i dag 174- og dels sekunderne til Hong Kong bliver genforenet med resten af Kina.

Tilbage til vores murtur.

Da vi blev hentet af guiden - en flink, men lidt genert type- fulgtes vi til en lille bus knap et halvt nummer større end kassevogn. Vi var passager nr. 4 og 5, og ventede derfor, at vi skulle køre til et opsamlingssted, hvor en større “rigtig” tu-ristbus ville vente os. Sådan var det ikke. Vi har turet rundt i den lille hele dagen og kan egentlig godt føle sig som et forvænt luksusdyr, når man sammenligner med, hvad vi er vant til.

På vej ud af byen, og vi har været godt 130 km væk, og på vej ind igen hvor vi også kørte i kø, da myldretiden havde sat ind, ( hvor er jeg glad for ikke at skulle køre hverken bil eller cykel her) - blev varmen slået fra, så man ikke fik al bilosen ind i bilen. Det bliver ret fodkoldt når udendørstemperaturen er under -10 c !

Mirakler sker !

Vi er igen kommet både ud og ind i byen uden blodspor. Det er lige forunderligt hver gang. Der er fantastisk mange cykler i byen, lige fra små BMXér til al-mindelige cykler, der virker ret robuste samt en masse transportcykler - typisk med et fladt lad på 1 x 1,5 m bagefter. På det bliver alverdens ting transporteret, eller som jeg så i dag 4 mænd!

Det er den samme slags cykler, der er grundelementet hos mange småhandlende.

Al trafik blander sig kritikløst. Gående, cykler og biler. Trafiklys kan de kun betragte som rådgivende. I forhold til latinske folkeslag er der ikke megen dytten og ophidsede tilråb eller fremvisning af udvalgte fingre finder ikke sted. Det utrolige er, at dette kaos afvikles med kinesisk flegma. Ingen giver udtryk for særlig ophidselse - og bilerne er ikke særligt bulede, selv om højre og venstre side af vejen for nogen åbenbart har lige stor gyldighed.

Lige nu er der igen startet en tromme i nærheden. Den slår en ret enkel marchrytme ligesom den gjorde i går, hvor den også fik hjælp af noget, der lød som rytmeslag på cykelstaiv. Meget melodisk men noget enerverende.

Tilbage til turen. Vi skulle ikke alene besøge The Great Wall, men også en af Mingdynastiets grave, så det var jo lidt af en tillægspræmie. Turen ud til muren gik gennem centrum, ud gennem forstæderne og til et område, der hedder Ba-derling. I parentes bor der ca. 6 mill. i selve Beijing, og andre 6 mill. i forstæ-derne, så det er ikke en by man er hurtigt ude af.

Selve muren er byggel til beskyttelse mod overfald nordfra og er bygget i mange omgange, af mange forskellige lokale herskere og først senere samlet til èt forsvarsværk. Det er så senere nedbrudt, derefter delvist genopbygget og til slut er Muren brugt som stenbrud af de lokale. Det afsnit vi besøgte, er sammen med andre restaureret så man kan se, hvordan det var oprindeligt. Det er impone-ende. “Vores” afsnit er 7m højt og ca. 6m bred og følger bjergkammene. Det kan man godt mærke når man går (kravler) fra det ene vagttårn til det næste. Mange steder er vinklen over 45 grader, nogle steder nærmer den sig 60. Så kan man jo bedre forstå det kinesiske fyndord, der siger, at man ikke er nogen rigtig mand/helt får man har besteget muren.

Blandt de mange souvenirboder var der da også flere, der lavede certifikater med billede - de havde kopimaskiner til farvebilleder på selve muren! Så højt udtryk for teknologi har vi ikke set før.

Den ene af vore busfæller, en australier fra Alice Springs - de to andre var et yngre svensk par, der på lørdag skal til New Zealand, havde det skidt ved tanken om alle de døde arbejdere, der er blevet lagt ind i muren. Og der ligger mange.

Til gengæld havde hun det også dårligt, da vi efter frokost besøgte den 13.

Ming grav ved tanken om alle de arbejdere, der havde ladet livet “just for one bloke”. Det er et meget stort område med en gravlægning 9 stokværk under jorden. Meget imponerende omgivelser, men ikke noget særligt under jorden, selv om der var langt ned. Og op.

Men jeg fik vist sprunget frokosten over. Den foregik på en restaurant hvor vi alle (5) sad ved et rundt bord. På midten var en opstilling på ca. 1 m diameter, der kunne drejes rundt. Og det var nødvendigt for der blev serveret 6-7 retter til deling. Der var meget forskelligt, meget lækkert, og jeg blev lidt provokeret af vore svenske medrejsende til at spise op. Det indebar bl.a. tre piri- piri chili.

Så kan man godt holde varmen bagefter. Og det var der egentlig også brug for. mens vi spiste sad vi alle i overtøj, lokaleopvarmningen var ret behersket.

Jeg var noget stolt af, at det lykkedes mig at gennemføre hele måltidet med pinde. Og vi havde endda medbragt kniv og gaffel.

Hjemme igen. Berit har lagt sig lidt. Jeg er også noget flad efter en interessant dag. Fjernsynet kører med et program,- nærmest filmnet-, der har engelske un-dertekster. Det er lige gået op for mig, at det er en Hong Kong -kanal.

Og det er jo lidt spændende. Vi har talt om, at Beijing på mange måder kan minde om Po-len og at man da lige skal tænke sig om før det går op for én, at styret her stadig er kommunistisk og der ikke er faldet nogle mure her. Men der er da klart ved at ske en udjævning af ideer. Det kan ikke alene ses af at vi ser Hong-Kong-film , der er baseret på en helt anden kultur, her, men også af at et af byens nyere pa-ladser “ Museum om det kinesiske folks historie” ,har et kæmpe display, der taller baglæns, og dels tæller dagene, - i dag 174og dels sekunderne til Hong Kong bliver genforenet med resten af Kina.

Nu efter en god times tid er “musikken” stoppet. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en gruppe yngre mennesker, der på den anden side af vejen, hvor der er en beboelsesejendom, der gik rundt nedenfor med tamburiner og flag mens de indøvede et eller andet. Hilsner til Formanden, eller sådan noget.

Og nu laver Berit mad. Varmt vand hældt over POT - NUDLER indkøbt i hotel-lets shop.

En mindre pause har fundet sted. Spisning på værelset. Det lykkedes igen ! Jeg har spist et måltid med pinde. Mine egne. Af jade ! Som jeg købte sidst på dagen da vi besøgte et stort værksted, der beskæftigede sig med Cloisonne , en teknik der lægger emalje på kobberting. Meget interessant.

Mange, mange små kob¬berlinier blev sat på kobberemner derefter fyldt med emaliepulver og brændt. Processen gentoges op til 6 gange før emnerne blev slebet, så overfladen blev helt glat. Meget smukt, meget farverigt og meget dyrt. Så da turen rundt endte i en salgsafdeling a’la. Friendshipstore, med alverdens herligheder, endte jeg med at købe et sæt spisepinde af jade.

Hvis Berit ikke udvikler sin teknik med pinde bliver hun snart tynd .

Min Berit udtaler: Jeg har aldrig hældt øl ud før, men dette ! 2,9 % !!

“Det var nu fordi, det ikke smagte godt.”

Berit.

Klokken er snart 1 og airconditioneringen larmer mere end lyden fra gaden!!

DEN TREDJE DAG torsdag d. 9. januar Vi er kommet hjem. Vi er trætte. Jeg har hovedpine af udstødningsgasserne, den ligger tungt over gaden, da der har ligget en tung, fugtig dis over byen i dag.

Vi brugte i øvrigt god tid på at starte dagen. Vi kom først op ved 11-tiden da stuepigen forsøgte at komme ind. Vores sene opvågning må skyldes, at der er helt mørk i rummet når gardinerne er trukket for så man ikke automatisk finder ud af at dagen er begyndt. Det kan måske også have spillet ind, at vi i går købte noget lokalt brandy, minder noget om græsk Metaxa 3 star, som viste sig meget velegnet til grog.

Tussede ad mindre gader og gyder ind mod Den himmelske freds Plads. Vi kom igennem nogle meget fattige kvarterer og når det er fattigt her er det virkelig fattigt, men vi kom også gennem områder der tydeligvis var mere velhavende. Det er i det hele bemærkelsesværdigt, hvor velklædte hovedparten er, selv om vi mener at kunne se hvem der er lokale, og hvem der er Hong Kong-kinesere, som er meget velklædte.

I en smal gyde så vi pludselig en forretning med jade-ting, som vi var inde at kikke på. Det er fantastisk dygtige håndværkere eller kunstnere, der udskærer de fleste figurer. Hver enkelt er fundet i den tilstedeværende sten og ikke to er ens. Vi er da også enige om, at vi må have en mindre ting med hjem. Priserne er ret afhængige af hvilken jade, der er brugt. Ting af rosa jade er altid temmelig dyre, mens ting af grønmeleret jade er forholdsvis billige. Når man tænker på den mængde arbejdstimer, der er gået til, er de faktisk alle meget billige, - selvom vi har set en enkelt ting til 500.000 i danske penge!

Inden vi nåede til Den forbudte By, som var dagens udflugtsmål, var vi igennem en markedsgade, som ligger lige i nærheden af byportene. Jeg havde været lun på en kinesisk kuffert. De har et meget funkis-agtigt præg med store afrun-dede hjørner med metalbeslag. Da jeg havde handlet lidt, den faldt efterhånden fra 170 til 120 juan (ca. 100 dkr - sikkert en grov overpris) - blev jeg den lykkelige ejer af en kinesisk kuffert med hjul, håndtag, kodelås og hele svineriet.

Vi agter at bruge den til at sende min frakke og div. små indkøb, samt en jadefi-gur, hjem i.

Et sted i nærheden var der endnu et gadekøkken, hvilket ikke var så underligt for der er en ustyrlig bunke af dem, og det viste sig at jeg var blevet sulten.

Systemet er, at man fra et større udvalg af gryder vælger det, man gerne vil have. Noget af det udvalgte bliver så læsset op i en madbeholder af samme type som bruges til burgere, og man kan så enten bringe den videre eller sidde på en lav taburet ved et bord og spise. Udendørs. Det gjorde jeg så.

Med engangspinde. Meget lækkert, meget stærkt. De bruger en del piri-piri.

Den forbudte by er stor. Meget stor. Indenfor voldgraven er der bygninger på et 1000 x 750 m stort område. Centralt i en meget stram geometrisk byggeplan lig-ger tre paladser for harmoni, hvor kejseren ceremonielt har opholdt sig ved for-skellige religiøse lejligheder. De rummer hver ikke meget andet end en pragtfuld trone. Alle bygninger er røde med gyldne tage med et væld af udskæringer ved tagkanter. Det hele er enormt og en fabelagtig magt- og rigdomsdemonstration.

Nogle af efterkommerne, der bor på den anden side af gaden er endnu engang ved af indøve en simpel marchrytme. De må åbenbart have indlæringsvanskeligheder.

Vi har ikke set 1/3 af Den forbudte By, selv om vi er gået og gået. Gennem porte, gårde, over pladser, som man husker fra filmen “Den sidste kejser”.

Mange steder kan man se ind, hvordan rummene er indrettede, og alt virker meget formelt og stift.

Stedet er det helt store hit for alle både lokale og turister, så der er en tyk strøm gennem indgangsporten, men der er så mange bygninger og gange, at man snart bevæger sig relativt ensomt.

De første hundred meterspenge er der fyldt godt op med souviniershops og forretninger der solgte tøj, huer og alt muligt andet. Der er meget handel i de mennesker.

Vi fandt heldigvis et sted ved Den kejserlige Have, hvor vi kunne få varmen og en kop te.

Dagen begyndte med kun et par frostgrader, men hen på eftermiddagen var det temmelig koldt, så man trængte lige til af sidde lidt varmt. Man kan se på kineserne, at der er mange af dem, der fryser, men der er også rigtig mange, der tilsyneladende ikke lader sig gå på. Der er mange der kun har en almindelig jakke på, tilsyneladende uden at fryse, mens andre er pakket godt ind på markedet er almindeligt tøj meget billigt. Der en nogle, der har en ret smart øre- og hage-varmer. En strikket strimmel med en lille lomme i hver ende går fra det ene øre til det andet, så hvert øre sidder i en lomme mens strimlen går ned om hagen. Det får bæreren til at ligne Mickey Mouse, men den virker sikkert udmærket, så man undgår forfrysninger.

Vi havde egentlig aftalt at gå ud for at spise den meget berømte Peking Roast Duck, som retten hedder på kinesisk, men vi havde mere lyst til at blive hjemme og spise på hotellet. Turen op og ned ad muren kan let mærkes i benene endnu.

Hotellet rummer 2 forskellige kinesiske restauranter og en “Western Style”, så vi har valgt en anden end den, vi spiste på i forgårs. Det er er stort, flot sted, selv om vi havde noget svært ved at finde den på grund af ombygninger af lobbyen.

Vi har fået et dejligt måltid. Først noget suppe, der nok var noget tyndere end vi er vant til og bagefter dels noget kylling med champignon og dels and i strimler med grøn peber.

Selvom vi er ved at få kramper i hånden ind imellem er vi alligevel istand til at gennemføre et måltid med “chop-sticks”. Der går hurtig sport i at spise peanuts med pinde !

SANKT MAO fredag d. 10. januar I dag er vi kommet op før 7. Planen er at se Mao’s balsamerede legeme - noget makabert-, at se De 8 juveler, , som er 8 små templer liggende nordøst for Den forbudte By. Vi skal også have prøvet en cykeltaxa, selv om jeg har min tvivl om det rimelige i at lade én mand slæbe på vores sammenlagte 160 kg netto.

Vi vil også besøge Venskabsforretningen, der er stedet, hvor man finder de fleste souvenirmuligheder.

Ja, så fortsætter vi igen. Der er gået par dage siden der sidst blev kræfter til at skrive i dagbogen. Vi er nu i Sydney og har haft to overnatninger, så denne er på Youth Hotel. Klokken er lidt over 7 om morgenen, og jeg har sovet det meste af 12 timer. Berit tager lige en time til !

Vi gik ind til Quimen-pladsen for at stille op i køen ved Mao-mausolæet, men hurtigt gik det op for os, at man ikke måtte medtage tasker. De skulle afleveres i et nærliggende pavillionsystem. Der var 8 fuldstændig ens pavilloner liggende som perler på en snor. Jeg gik hen til den nærmeste -nr 8 -, men bliver viftet videre. Lettere forvirret - for der var masser af plads indenfor, forsøgte jeg mig med ved lugen til nr. 6. Ingen held, selvom der også her er masser af plads. Her bliver jeg dog henvist til luge nr. 4. Nå, tænker man, så kan jeg dog endelig komme af med tasken, men nej. Kinesisk bureaukrati er ikke opfundet for ingenting. Ved luge 4 bliver jeg forespurgt hvor mange kameraer, der er inde i tasken. Da der kun er ét koster det 10 juan, og jeg bliver udstyret med 3 små pinde med skrifttegn, som jeg kan aflevere i luge 5 - sammen med tasken .

Inden man defilerer forbi formanden, er der mulighed for at købe en buket silkeblomster, der kan lægges ved en monumentalstatue i forværelset. Vi hørte senere, at buketterne jævnligt blev bragt tilbage til salgsstedet igen.

Men Mao. Det er lidt svært at beskrive sine oplevelser af at have set et udstoppet menneske med efekt-belysning. Dels er det noget makabert, men

ClosonnĂŠfabrikken

der er også gribende. Man tænker ikke så meget på, at det mest ligner et vokskabinet, men på at han formodentlig var et af de mest indflydelsesrige mennesker i historien. Hans mausoleum på Den Himmelske Freds Plads er da også en enorm stor bygning, der kun rummer forværelset ( ca. 12 m til loftet) og så rummet med Mao. Bagefter gik vi ud til nordsiden af Den Forbudte By, hvor der ligger en lille park med en række små templer. Det er et af byens åndehuller, og mange mennesker kommer for at få en smule friskere luft. Mange steder står folk i ensomhed ( hvad de må have behov for, så tæt som de lever) og dyrker en udgave af Tai-chi.

Der er en smuk udsigt fra de højestliggende templer, som desværre blev forstyr-ret af en del tåge/ dis/ smog.

Venskabsforeningen blev derimod lidt af en skuffelse. Vi har på turen til muren været inde i et par stykker, som var temmelig imponerende, men Beijings Ven-skabsforretning lignede et nedslidt varehus, med ret kraftige priser på de ting, vi kunne interessere os for, så det blev kun til lidt lak- ting.

Derfor besluttede vi os til, efter at have været et smut hjemme på hotellet (i taxa - vores ben er MEGET ømme), at forsøge på at finde en forretning, der handler med jade, og som vi tilfældigt kom forbi for et par dage siden. Forretningen lig-ger i det, der hedder Quinmen-kvarteret, som er ca. 2x2 km stort.!

Vi var heldige/gode! Vi genfandt forretningen, og indkøbte en fantastisk fisk i jade til hvad der svarer til 225,-. Vi købte også en kugle i en kugle i en kugle - også af jade. Den gik desværre på gulvet samme aften, så vi i stedet havde et puslespil. Det var nu ikke så slemt. Hjemme igen lykkedes det at lime den sammen, så det næsten ikke kan ses. at den har været på gulvet. Tak til Araldit !

Det var jo temmelig ærgeligt, så vi regnede lige ud, at vi kunne nå en tur tilbage til forretningen næste formiddag, hvis vi var hurtige. Vi skulle til lufthavnen ikke senere end 11.

Om aftenen var vi ude og spise Peking Roast Duck, hvor anden skæres i 80 stykker. For rigtig at flotte os købte vi den DYRE rødvin, der var to forskellige, og for yderligere at svine endte vi med en Johnny Walker Black Label. Det var åbenbart et rigtigt in sted. Det vrimlede med yngre kinesere.

Sidste morgen stod vi tidligt op, så pakningen var overstået inden morgenmad. Vi have så travlt med at komme af sted, at det pludselig gik op for os, at vi ikke vidste, hvornår forretningen lukkede op. Og så skulle den jo også lige findes igen. Vi kom afsted og efter en del fumlen rundt med et blik på uret genfandt vi forretningen ( der i parantes var den eneste af sin slags vi havde set) - og den var IKKE åben. Så traskede vi rundt endnu en halv time for at

give den en chance, som den ikke tog. Stadig lukket. Med næsen hjemad fandt vi - ikke 50 m væk en lille bitte forretning, der også handlede med jade.

Facadebredden var ikke over 2 m, og indenfor lå en mand på knæ og bad sine daglige bønner til en Budda. Vi ventede pænt i døren, og da han var færdig og vendte sig om, var det tydeligt at hans bønner var blevet hørt. Stort smil. Da vi havde handlet et par ting, bl.a. en MEGET god hane, blev smilet endnu større. En god oplevelse. Vi syntes vi havde gjordt en god handel og det syntes han klart også, at han havde for han viste os ved gestikkuleren, at vi var sendt af Budda som svar på morgenbønnen.

På vej til Sidney.

FRA BEIJING TIL SYDNEY lørdag d. 11. januar Flyveturen. Transporttiden er 13 timer. Hvad vi ikke vidste, og det var jo også lige meget, var, at vi skulle mellemlande i Shanghaj. Starten gik 13.50 så vi regnede med noget mad ombord. Det får man ikke på Domistic Flights i Kina.

Qantas, som vi fløj med, beklagede meget, men det var ikke tilladt, at servere måltider. I Shanghaj skulle flyet rømmes, gøres rent (det trængte) og besætningen skiftes ud. De kinesiske myndigheder i Shanghaj forlanger derfor, at vi alle skal igennem immigrationsmyndighederne. Det tager sin tid ! Kineserne er STORE burokrater. Da vi igen sad i flyet, var der et problem med et manglende transitkort, så alle blev igen paskontrollerede i flyet. I alt blev vi 1/2 time forsinket, så vi var godt brødflove, da der endelig blev serveret.

Flyet ville ankomme kl 4 om morgenen ( Beijing - tid), så det var en kort nat.

Klokken var lidt i 8 Sydney -tid da vi landede. Jeg har meget svært ved at sove i et fly, så da jeg fandt ud af, at der var fri bar, endte jeg med at blive hjertekammerat, best mates, med en yngre arkitekt fra Melbourne. Flink fyr.

SYDNEY søndag d. 12. januar Vel ankommet til Manhattan Hotel (lige netop med Kings Cross udenfor hørevidde, I ved) følte jeg en voldsom trang til en lille en på øjet, så klokken blev 12, inden vi kom ud i byen, og så var vi på benene i de næste 7 timer !

Byen rummer 3,8 mill mennesker, men vi var over det hele, næsten.

Vi kom igennem Botanisk have, der er meget smuk, med en masse os ukendte træer med fantastiske rødder, masser af blomster. Og alle de fugle ! Der en et mylder. Én af dem med en kraftig gul klat ved øjet synger særlig smukt.

Der er også en anden med et ekstremt langt næb, som jeg synes, jeg skulle kende. Jeg fandt nu aldrig ud af, hvad det var for en.

Vi var ved operahuset (hvor er det flot, og hvor er man stolt af at være dansker, når man ser det. Et bygningsværk det sætter hele Sydneys havnefront og skyline på verdenskortet). Vi var på resten af havnen ved Circular Qual, hvor der var liv og glade dage, med masser af gøglere og musikere, ting og sager, skidt og møg , til salg. Vi var ved The Rocks, et kvarter med masser af boder og et leben uden lige. Sydney praler af være en multi-etnisk by, - og det er den ! Man er i tvivl om man er i orienten eller i et vestligt land.

Men hvilken forskel til Beijing ! Her er grønt, ja ja det er jo også sommer her, der er frisk luft, her er rent og man de forstår hvad man siger. Det ligesom at komme til en anden planet. Man bliver, som Berit siger, helt trist over, at så mange mennesker skal overleve så elendigt, som vi så i Kina.

Hjemmefra havde jeg bestemt, at jeg skulle have en ordentlig australsk hat.

En ordentlig stor én. Vi havde set en del ved havnen, men de var ret turistprægede.

På vej ud fra området The Rocks stod vi pludselig ved “Den ultimative hattebutik”. Jeg måtte ind. Der var mange, mange modeller, både i læder og filt og filt skulle det være. Jeg endte ret hurtigt med en temmelig dyr model med kroko-dille rem. Den stod til 87 $, en del mere end jeg havde tænkt. Men den var desværre forkert prissat. Den Rigtige pris var 118$. Jeg købte den - med Berits billigelse.

Vi havde et problem. Hvor skulle vi sove næste dag. Vores hotelbooking gjaldt kun en overnatning, og det var temmelig dyrt. På vej fra lufthavnen kørte vi med en specialbus, der kørte folk til hoteller m.v., og der havde vi set et tilsyne-ladende pænt Youth Hostel ved noget der vist nok hed noget med Glebe og som vistnok havde nr. 258.

Det blev en lang gåtur, som endte med, at hverken Youth Hostel’et eller Back-packers havde plads til os. Til gengæld fik vi en henvisning til et helt nyt YHA, der lå lige ved hovedbanegården, Central, lige midt i byen. Og der var plads !! Helt nyt. 9 etager. Køkken med alt muligt, lige til at bruge. Meget fint.

Vores aften på hotellet gik med en gang spagetti på hotellets restaurant “Yes Name” samt at prøve, på at komme igennem til Buzzavox. Det kunne vi ikke!

Der var kun at håbe, at det var hotellets telefon, der udsendte de forkerte biblyde.

MANDAG D. 13. mandag d. 13. januar I dag skulle vi flytte men vores bagage vejer en ton, så vi startede med et be¬søg på postkontoret for at finde ud af hvad det ville koste, at sende vores kinesiske kuffert -Fudeli , det hedder den sgu -, hjem med min Tenton og de indkøbte ting og sager. Det var ikke helt billigt selv om vi regner med at komme hjem før den, men tanken om at skulle transportere den de næste 7 uger over¬beviste os.

Vi gik med retning mod Sydney Tower, et kæmpe- tårn midt i byen med 4 eta-ger restauranter og en udkiksplatform på toppen. Det er ikke særligt kønt, ligner mest et vandtårn, men man kommer højt op. Hurtigt ! Jeg tror ikke der gik 30 sekunder, før vi var helt oppe, så der skulle trykudlignes undervejs. På toppen var der 360 graders udsigt over hele byen. Flot ! Sydney er en meget smuk by i meget smukke omgivelser.

Nede igen ville Berit lige se, om der mon ikke var en hat, der passede til hendes hoved. Der var mange hatte. Og Berit prøvede de fleste, men ingen vandt rigtigt hendes hjerte, så det blev ikke denne gang.

Noget tilfældigt kom vi forbi noget, der hed The Barracks, og som viste sig at være en væsentlig del af den smule historie, der hører til Australien. The Bar-racks var oprindeligt bygget af straffefanger - til straffefanger. Det var uhygge¬ligt at se hvordan hængekøjerne hang tæt, tæt i rummene og at læse om hvem, der havde boet der. Mange har kun været i starten af tyverne, den yngste kun 9 år. Straffene var enten 7 år, 14 eller livsstraf. Forbrydelserne : mange ordinære småtyverier havde givet 7 år, mens mord eller hestetyverier havde betydet livs-straf.

Man kunne også læse hvordan nogle af dem havde syndet sig mod øvrigheden her. Piskeslag for opsætsighed, pisk for det ene, pisk for det andet. 3 år i jern (en jernkugle smedet til benet) for grovheder mod en overmand. Det var hårde tider!

Senere er The Barracks, som er et ret stort, flot hus, brugt til modtagelse af de mange kvinder, man med al magt fik til landet. På et tidspunkt var kun 2 % af befolkningen kvinder, så der var bonus til de kaptajner, der sejlede unge kvin-der ud. Fortrinsvis tjenestepiger uden særlige udsigter, eller lidt ældre, der ikke var blevet gift derhjemme. Det har været ret selvhjulpne mennesker.

Nede på havnen er der hele tiden en vældig gang i den. En lille mand gik med raske skridt langs havnesiden mens han af fuld hals sang “ Walking in the Sun, singing a sunshine song!” om og om igen. Der er ret mange originaler. I solsiden på “Oyster Bar” fik vi sikkert byens dyreste bajer, men med den udsigt !

Vi fik endelig Buzzavox til at virke. Der lå også to beskeder. Én fra Henny og én fra Ole, med besked om, at hans eksamen var gået godt og at Lise havde fået sit bilkørekort. Dejligt at høre hjemmefra. Det føles som om vi har rejst en måned, mindst.

Da vi kom hjem var vi ret smadrede, så vi stillede vækkeuret til 8.30 og lagde os ved 7-tiden. Da uret ringede slog vi det fra og gik rigtigt iseng og stod først op igen kl.7.

I DAG tirsdag d. 14. januar I dag nåede vi et havnecruise på en times varighed. Det startede kl 10, så vi havde god tid. Vi er også nødt til at sætte tempoet lidt ned, hvis vi ikke skal slide os selv op.

Vi var ude med det gode skib Lady Street, en lille ældre, katamaran-færge.

Hvor er der smukt. Operahuset ligger og skinner som en juvel midt i det hele.

Da vi slentrede hjemad kom vi forbi Den Kinesiske Have, en gave til byen fra dens kinesiske befolkning, som er ret stor. Egenlig synes vi, at vi havde fået Kina nok, men alligevel. Og det fortrød vi ikke. Der var dejligt, med rislende vand, krøllede scenerier, udvalgte sten, så vi satte os ind i et tehus for at slappe af og hvile benene.

Og te er godt. Lige nu sidder vi i YHA’s spisestue og nyder noget af vores jas-minte (grøn te) indkøbt ved Den Store Mur. Man kan hælde vand på de samme blade gang efter gang.

Inden vi nåede hjem til et kort hvil, tog vi en tur med Monorail, en etsporet høj-bane, der kører rundt i havne- og centrumsområdet. Berit ville have noget for pengene, så vi nåede to gange rundt, inden vi stod af.

Vi har bestemt hvor vi skal hen næste stop. Blue Mountain. Og det er lykkedes Berit at finde et sted, hvor der er plads. Det viser sig, at det er noget af et pro-blem at få plads på YHA’erne. Mange steder er booket et godt stykke i forvejen.

Senere var vores eneste projekt, at finde en hat til Berit. Vi tog toget frem og tilbage - der skal også være til i morgen, og gik hen til den samme butik, vi be-søgte forleden.

Og det lykkedes ! Berit fik en flot hat, som endda var til piger med en lille koket ende af hattebåndet stikkende bagud.

Vi fejrede købet,- 83$, med endnu et besøg i Oyster Bar. Stadig fantastisk smukt.

Vores aften er gået med at skrive dagbog, spise aftensmad ( Hot Nudels), Berit har kikket på kort og vasket, og vi har drukket spandevis af te.

(Og det er sidste gang, jeg springer flere dage over her. Det skal gøres hver dag.)

DE BLÅ BJERGE onsdag d. 15. januar Nu har jeg prøvet det. Køre i venstre side af vejen. Det er ellers noget jeg har været noget bekymret for. I morges skulle jeg hente den bil vi skal køre i de næste 9 dage. En dejlig Toyota Corolla, der kun er et år gammel, automatgear, aircondition.

Jeg havde psykisk prøvet at indstille mig på at skulle over i den anden side af vejen. Avis lå helt centralt i byen, så jeg havde planlagt en rute til YHA for at hente Berit. Godaw do. Bilen holdt i en garage og det første jeg gør, er at åbne døren i venstre side og med undren se, at der ingen rat var !

Så prøvede jeg at skifte gear, ved at træde koblingen ned. Det var bremsen !

Da jeg så var klar til at køre ud, kom jeg til en lille gade som ikke var indlagt i mine planer. Turen til YHA viste sig også at gå over lidt store dele af Sydney end beregnet. Der er en ufattelig mængde ensrettede gader. Men det gik da.

Sammen fandt vi ud af Highway 44 med retning mod de blå bjerge.

Undervejs skulle vi proviantere lidt i en lille by, Paramata, som viste sig at være lidt af en overraskelse, alle forretningerne var kinesiske på nær et større butiks-center.

Vi fandt også frem til det Backpackers Hotel, som var det eneste sted vi havde kunne booke ind på i 2 dage. Det er ret dyrt (40 $), men tilgengæld meget primitivt med et bad og to toiletter til deling.

Det forhindrede ikke, at vi havde en dejlig tur i dag.

Vi startede ved 14-tiden, gik igennem byen, Katoomba, ud til Echo Point, hvor-fra en masse ture udgår. Vi gik langs højderyggen til et punkt, hvor der gik en rute ned med 1040 trin , en sti gik tilbage mod udgangspunktet, De tre søstre, hvor der var en opgang med 900 trin. Og de var stejle ! Hele herligheden til vi var tilbage her tog 5 timer så vi har virkelig brændt fedt af i dag.

Men der var smukt. Meget smukt. Blue Mountains kaldes sådan ikke overraskende pga. et blålig farve der ligger over bjergene. Den stammer fra uddunst-ninger fra eukalyptustræerne, som der en mange af. Der er også en masse fugle. Bl. a. sad der pludselig på en gren en stor rødlig parakit, som jeg med ekspertise straks kunne bestemme til at være en bjerglori. Den viste sig nu senere at være en rosella. Men der var mange andre fugle selvom man kun hørte de fleste. En af dem vi så, lignede lidt en skade, men havde en meget smuk høj fløjtetone. Dele af bjergene, vi kom igennem var regnskov ( den blev forklaret som koldtvands-regnskov), så der var en kraftig vegetation og en meget aromatisk duft/lugt.

Vores frokost har bestået af et halvt brød, en tomat, en halv pepperonipølse og te.

Til gengæld festede vi i aftes. Vi fik den anden halvdel af brødet, to tomater og en dåse sardiner i tomat, og te. Hvis vi ikke er magre som jagthunde, når vi kommer hjem så......

NED OG OP IGEN 16.1 stadig Katoomba.

Vi startede stille og roligt og kørte ud til en anden del af De Blå Bjerge, hvor vi havde valgt en rute fra Perrys Lookout og ned til Blue Gum Forrest.

De fleste tracks har navn efter dem, den åbnede dem. I pionertiden var De Blå Bjerge, der går som et ar gennem landet med meget stejle bjergsider - en rigtig canyon, en forhindring for at udvikle landet mod vest fra Sydney. Det er de gamle tracks, der nu bruges af ind- og udenlandske turister.

Vores rute var angivet til at tage ca. 5 timer ned og op , hard og kun for eksperienced walkers. Man starter oppe i højlandet og går stejlt nedad. Turen i går, som vi troede var hård, var meget lettere. Her var ikke så mange byggede trin og mange flere steder hvor man skulle være ret opmærksom.

Men der var smukt. Det er kedeligt hele tiden bare at skrive, at der er smukt, men det er der. Overhængende klipper, slugter, træer og fugle der er meget ek-sotiske i vores øjne. Det eneste man hører er en masse fugle med meget klare stemmer. På hele vores tur op og ned mødte vi vel 4 mennesker. Selve dalen var lidt overfyldt, Der mødte vi 8.

Turen ned gik fint, tog 2 timer til Blue Gum Forrest, hvor det viste sig at vi faktisk set en del af den slags træer på vejen ned. Tæt ved løb Glove River, en flod, der ikke fylder meget på denne tid af året, hvor vi spiste vore medbragte frokost.: et halvt brød, to tomater og 4 hårdkogte æg, mens vi drak fra vores sparsomme vandration. Vi havde desværre kun taget 1 liter med, - og det var alt for lidt. Vi havde en dejlig time ved floden, hvor vi fik skyllet og kølet tæerne, men vi skulle jo også tilbage.

Tilbageturen startede fint ved 2-tiden, men ret hurtigt viste det sig, at solen nu var kommet rigtig frem fra den overskyede himmel. Et stykke op af tracket blev det rigtig varmt og samtidig var det hårdt arbejde at gå opad.

Jeg sveder jo altid meget kraftigt når der ikke er kuldegrader, så jeg kommer af med den overskydende varme, men Berit fik det skidt. Et mindre hedeslag, så det tog lidt tid før hun var kommet sig så meget, at vi kunne gå videre op.

Forsigtigt. Med mange pauser.

Vi fandt ud af et glimrende genbrugssystem. Jeg havde en svedeklud, som selvfølgelig blev drivvåd med det samme. Den kunne Bert fint bruge til at køle sin tindinger med. Jeg brugte så det kunstige vaskeskind, som jeg også bruger til håndklæde. Når svedekluden ikke kølede så meget mere, var jeg hele tiden leveringsdygtig med frisk væde.

Jo højere vi kom, jo køligere blev det, så vi kom op i god behold. Men man når jo lige at tænke !

Vores forbrug af tid var, på trods af besværligheder, alligevel ikke længere end den anslåede. Så det var ikke den bare pjattur.

Men, det var alligevel en tur, vi ikke ville have undværet.

Vi var temmelig dehydrerede da vi kørte hjemad, så vi fik inden vores aftensmad ( Pot Nudels ) hver drukket en del. Jeg fik i hvert tilfælde 1 liter mælk og mindst 1 liter te.

Om aftenen gik vi ned på Katoomba Hotel og fik et par Schooners ( ca. 1/2 liter) Victoria Bitter. Et meget lokalt sted, hvor folk ikke bar præg af at tørste.

P.S. I går så vi ved hotel her i byen et skilt, der inviterede til “YULEFEST”. En rigtig eksportvare. På Backpackers står der også stadig et rigtigt plastikjuletræ, færdigkøbt med pynt og det hele.

Vi har prøvet at planlægge den videre tur, men det er egentlig helt uoverskueligt. Der er alt for mange steder der kalder på besøg, og vi har kun så kort tid.

Nu har vi været i regnskov, så det næste må blive lidt længere inde i landet. I begyndelsen prøvede vi at sigte mod YHA’er, men dem er der ikke nok af til at man kan bruge dem som fikspunkter.

Derfor vil vi nu køre på chancen med retning mod Broken Hill, hvor der i nærheden findes et must, Mongu Nationalpark.

HIGHWAY 32 fradag d. 17. januar Vi sidder nu og har holdt et mindre madorgie på YHA i Dubbo. Vi brød sammen og købte champignons, løg, hvidløg som blev stegt sammen med tomater. Dertil fetuttini og en bøf. Det var rigtig godt, men vi må hellere tilbage på diæten. Temperaturen er godt 30 grader med lidt fugtighed i luften, så det er varmt, siger konen, der har hostellet. Familien bor i den ene ende af huset, hostellet i den anden. Meget hyggeligt. Da vi ankom stod konen ude på gaden og sagde” I am the office”, men hun skulle lige af sted med sønnen, så kunne vi ikke lige gå ind selv finde room 8? Stor tillid. Der var ikke andre i huset.

Vi har brugt dagen til at komme vestpå, ind i landet, og vi er meget glade for at have en airconditioneret bil.

Vi har også set den første kænguru. Den var død og lå ved vejsiden. En ældre mand, vi talte med på en rasteplads, da vi holdt frokost, fortalte, at kænguruer kunne have en stor unge ved siden, en anden i pungen og et befrugtet æg samtidig, så de formerede sig meget hurtigt. I landbruget er de et problem, da de ødelægger hegnene. Om aftenen bliver de tit blændet som kaniner og kørt ned. Mange biler kører med et kængurogitter foran vognen. Vi håber at få set nogle levende inden de har kørt dem ned allesammen, Turen har været spændende. Fra morgenstunden småregn og tåge i De Blå Bjerge til det mere tørre, småkuperede område hvor der står lidt spredte træer. Det har mest været kvæg- eller fåreland vi har været i. Alt er hegnet ind. Det er sjovt som de småbyer, vi kører igennem ligner wildwestkulisser.

Der er heller ikke et hus over 2 etager.

Vi tog en afstikker til en større kunstig sø, der er vældig opreklameret som rekreativt område. Vi følte os l lidt skuffede, så der blev vi ikke længe, men kørte mod noget der lød interessant “Dripstone”. Det viste sig at være en landsby og havde ikke noget med drypsten at gøre.

Her i Dubbo er hovedattraktionen en stor Zoo og det gamle fængsel.

DE DROG STADIG VESTPÅ Lørdag d.18. januar Startede med at besøge Dubbo Old Gaol ( det gamle fængsel, som af en eller anden grund staves anderledes her). Det var en oplevelse. Aussierne er virkelig gode til at formidle en historie. Fængslet er blevet anvendt fra 1879 og helt til 1966 !

Det startede ude på gaden, hvor en af vagterne sad i et glasbur og fortalte sin hi-storie. Han startede når hans sensor mærkede bevægelse på gaden. Det var noget underligt pludselig at blive tiltalt med “Hi, you there! Yea its you, I am talking to !”

I celler og andre rum var der andre animerede figurer, der fortalte hver sin hi-storie, men sådan at de også fortalte om hinanden. Meget fængslende (!) og uhyggeligt at se mørklagte isolationsceller og gummicellen. Der blev også med stolthed fremvist det eneste komplette hangmans kit i Australien.

Men det var et virkelig godt museum.

Vi kørte videre og videre og videre. Vejen gik bare lige ud i mange ,mange ki-lometer og blev foran os opløst i varmedis. En par gange fløj en papegøje eller to over vejen. Ellers bare vej. Ligeud.

Nogle steder, hvor jorden var pløjet eller harvet op, kunne man se den mørkerøde farve, der stod i flot kontrast til de enkeltstående grønne træer.

Vi er nået til Cobra. Der er meget varmt, så vi var heldige, at caravan parken havde en campingvogn til leje med aircondition.

Vi var en lille tur i byen og få en øl, og det er jo skægt at se hvor meget aussierne går ind for cold drinks. Glassene bliver taget direkte ud af fryseren.

Fint lille lokalt museum med egnens historie med minedrift og pionertid.

Efter vores aftensalat kørte vi en tur ud på jagt efter kænguruer - uden resultat.

Berit har nu stoppet den meget støjende aircondition, så det er tid at gå iseng.

BROKEN HILL søndag 19.1 I dag har vi endelig set kænguruer, og adskillige af dem. Desuden har vi set nogle emuer og en del parakitter og nogle papegøjer.

Vi har kørt på Highway 32 det meste af tiden, men tog en afstikker mod nogle aboriginal huletegninger, der lå lidt af vejen, på et sted, der også skulle have et rigt dyreliv - Mt. Grenfell. (Det er lige så meget bjerg som Himmelbjerget.)

For at komme til stedet skulle man 32 km ad en jordvej. Det er noget underligt, at man kan køre så langt, gå en 5 km tur og køre tilbage til Highwayen igen uden at se et menneske. Til gengæld så vi så nogle kænguruer, emuer og para-kitter De kænguruer, vi har set, er ca. 1 m høje og grå. Der findes 4 forskellige slags, så vi har nogle tilgode endnu. De en meget nysgerrige, og hopper for det meste ikke så langt væk før de igen sidder og kikker tilbage på os.

Her til aften, så vi en helt tæt ved vejen og Berit fik nogle gode close-up billeder- håber vi.

Deres nysgerrighed er faktisk et problem. De har for lidt respekt for biler, så vi har desværre set endnu flere døde end levende i dag. Man ser rigtig mange langs vejene. Også emuer ligger og rådner ved vejsiden. Det virker ikke rart.

Klippemalerierne var lidt af en skuffelse. For os der kommer med helleristningerne og de franske hulemalerier på nethinden, virker de en smule fattige. De er meget enkle, men aussierne skatter dem højt.

Vi fulgte også en 5 km lang bush-walkaround. Meget spændende at gå rundt i det knastørre savannelignende landskab og se efter fugle og dyr - og sikke en masse fluer. Vi fik da øje på en del parakitter og en enkelt kænguru, der straks tog flugten, da vi kom trampende.

Undervejs på Highway’en, da vi holdt frokost, snakkede vi med nogle mennesker herfra. Det var lidt morsomt, at da de hørte vi var på vej mod Broken Hill, sagde de” Nå, der er jo ikke ret langt igen. Kun 300 km.” De har et helt andel forhold til afstande end vi.

Vi var nødt til at spise al vores frugt og grøntsager inden vi kom i ind i Broken Hill. De producerer selv en del og er meget bange for en bestemt frugtflue, der tidligere har kostet en del.

Indlogeringen blev igen en Caravan Park, hvor vi har lejet en caravan med air-condition til 25$. Det er billigere end YHA, der her koster 28 $. Temperaturen var 37, da vi kom og nu kl. 9.30 er der stadig 30 grader, så her er lunt.

Når samtalen med aussier falder på aborriginals lyder det hele tiden, at de har et generelt alkoholproblem, som er ret massivt. Vi er blevet advaret mod at over-natte i en bestemt by hvor 800 af 1000 indbyggere var aborriginals.

Mange er på understøttelse og når de fik deres 14-dages check, var det helt galt.

Australien er delt i 3 tidszoner, og vi passerede en i dag, så vi skulle stille uret 1/2 time tilbage. Til gengæld har hver enkel stat sine egne regler om sommer-tid, så der er en stor forvirring.

Efter at have indlogeret os kørte vi til Silverton, en spøgelsesby 25 km herfra. der har engang boet 3000 , men nu bor der højst 100. Den er brugt som kulisse til flere film, bl.a. “En by ved navn Alice”. De bygninger, der står tilbage er fra lige før århundredskiftet og ligger lidt spredt hen og prøver at råbe hinanden op uden at det rigtig lykkes. Et lidt vemodigt syn.

I aftes gik vi ud at spise på Pussicat, som viste sig at være en glimrende italiensk familierestaurant.

Vi delte noget hjemmelavet ravioli, og fik hver en T-bone. Hertil drak vi vand, da det var i BYO- sted, hvilket betyder, at de ikke må sælge alkohol, men at man må medbringe sine egne drikkevarer. Bring your own.

SILVER CITY HIGHWAY tirsdag d. 21. januar Jeg havde lovet mig selv, at skrive hver dag og så smuttede det alligevel i går, så her er mandag 20.1.

Det var også en varm og lang dag, hvor vi tog afsted ved 8-tiden og kørte opad Silver City Highway.

Der kan man virkelig mærke, at Broken Hill ligger hvor de lokale krager vender. Nord for byen er highwayen afvekslende asfalteret og almindelig jordvej.

Vi skulle 70 km op og 60 km ind ad ren jordvej, for at komme til Mootwingee National Park. Den var ikke overrendt. Vi mødte på hele turen , 260 km , ikke 10 biler.

Til gengæld så vi en masse kænguruer og papegøjer og to udgaver af et meget mærkeligt pansret dyr, ca. 30 cm langt med en kort hale. Det kan være det var en skunk, lizard, hvis den ser sådan ud.

Ved Mootwingee var den af vejene, som vi ville ud af lukket, så vi besluttede, at gå de 5 km til en kløft, der skulle være særlig smuk.

“Just Mad Dogs And Englishmen Walk Out In The Midday Sun” Det var varmt. Meget varmt midt på dagen. Kænguruerne, der var klogere, stod i skyggerne ved træerne, mens vi traskede forbi, svedende.

Vi kom til kløften, og den var smuk, med små pools rundt omkring. Vi kravlede lidt rundt og det lykkedes mig at falde godt og grundigt, så jeg fik et ordentligt skrub, inden vi besluttede, at det var tid til at gå tilbage. Det var en varm tur. Egentlig havde vi ikke regnet det for noget særligt, 5 km hver vej lige ud ad lan-devejen. Ingen stigninger. Men det var hårdt. Vi havde kun taget 1 1/2 liter vand med. Alt for lidt.

Inden vi kom hjem havde vi drukket 5 liter vand på hele turen, der for det meste foregik i airconditioneret bil.

Men vi fik set en masse kænguruer. Mest på udturen. På hjemturen var det blevet for varmt for dem, så de gemte sig på skyggefulde steder.

Vi fik en virkelig oplevelse af den australske outback.

Da vi kom tilbage til byen skyndte vi os at købe en 6-pack Victoria Bitter. Vi trængte. Berit havde sovet på en del af turen - fuldstændig færdig.

Om aftenen ringede vi til Buzzavox og lagde en lang hilsen.

21. tirsdag Kørte fra Broken Hill før 8, det gælder om at komme afsted før det bliver for varmt.

Landskabet ændrer sig hurtigt. det bliver frugtbart med masser af frugttræer..

Hist og her bliver man tilbudt at købe fersken og druer.

Vi holdt ind et sted på vejen og købte vandmelon, tomater, honningmelon og ferskner.

Vi er nu kommet til Victoria, som ikke uden grund opreklameres som “Victoria :Land of Gardens. “ Undervejs gjorde vi holdt i Mildura, hvor vi købte endnu en hat til Henrik. Den var nu ikke så fin som den første. Lærred, der kunne krølles sammen. Meget billig. 5$, og så var den lavet i Kina. Ægte aussi.

Vores bestemmelsessted var Mungo Lodge lige udenfor Mungo Nationalpark, hvor vi havde bestilt en cottage. I vores surveivel kit står, at det er meget nød-vendigt, at bestille plads, så vi var lidt overraskede over, at vi var de eneste gæ-ster.

Vi var der ved 15-tiden, så vi nåede at køre ud for at se på The Walls of China, som egentlig er en lang klitrække af sand og ler, der ligger ved kanten af en for længst udtørret sø. Inden vi nåede ud, så vi nu en helt utrolig mængde grå kæn-guruer og en enkelt rød. De kikkede ud fra næsten enhver busk, hvor de skjulte sig for solen. Det var fantastisk. De er så meget symbol på Australien, at det ville være helt forkert, hvis vi ikke fik dem at se.

Vi havde besluttet, at vi også ville spise der, men det var nu noget underligt at sidde i en pænt stor spisesal som de eneste. Vi følte os lige vel royale.

Værtsparret, Graham og Joel, var et noget umage par. Han var udpræget værts-husholder. Meget snakkende, meget lidt lyttende, hun virkede ret begrænset.

The Walls Of China ses i horisonten CACATOO’s FLERE STEDER onsdag d. 22. januar The Walls of China samt alle kænguruerne skulle opleves i morgengryet, så vi havde stillet vækkeuret til kl 5. Det var først, da jeg vågnede i løbet af natten, at det faldt mig ind at se i Psion hvornår solen ville stå op i regionen. I Adelaide ville den stå op kl 6.24 så vi kom ikke så tidligt op som vi havde regnet med.

Turen rundt om The Walls of China - der er kun én, og den må kun køres i en retning - er 60 km lang.

Det var en stor oplevelse. En vrimmel af kænguruer. Både de grå vestlige kæn-guruer og de store røde. Vi fik vores kænguru kvote fyldt helt op. De store røde hanner er faktisk ret store. Aussierne siger, at hvis man ser én skal man “ look for it’s mate”, og det passer. Springer der èn over vejen, er der stor sandsynlig¬hed for, at der kommer mindst én til.

Vi så også nogle store ørne, Wedged tailed eagels, et imponerende syn på vin-gerne.

Vi så også en del kaninhuller og en enkelt levende kanin. De er en pest for land-bruget og stammer alle fra 13 indførte kaniner, der blev sluppet løs i 1800-tallet for at en bestemt engelsk gentleman kunne have noget hjemmevant at skyde efter.

Efter at have tjekket ud og begyndt på turen ud, begyndte det at regne. Skyerne så noget tunge ud, så vi blev en smule betænkelige ved tanken om, at vi havde mindst 1 1/2 time før vi kom til asfalt. Jordvejene bliver meget hurtigt ufrem-kommelige mudderpøle, når det regner, så vejene bliver lukket efter selv mindre regnskyl. Så vi kørte stærkt, men ikke stærkere end at vi måtte stoppe et par gange for at se på nogle flokke af lyserøde kakaduer. Hvor er de smukke. Det er en helt anden oplevelse at se dyr naturen, end at se dem lukket inde i bure. Kakaduerne var forbløffende lidt sky. De virkede lidt flegmatiske og lidt ligeglade med os- til en vis grænse. Jeg tror Berit fik nogle gode billeder.

Heldigvis blev det ikke rigtigt til noget med regnen, så vi nåede frelst til civilisationen.

Vi er fortsat mod Adelaide og lidt tilfældigt endt ved Murray-floden i en lejet cabin. Meget fint. Jeg sidder under et halvtag lige udenfor døren lige nu, og det er svært heldigt, at det er der, for ellers ville to kakaduer klatte mig i hovedet. De er af en anden farve, end vi ellers har set, og forsøger at bygge rede i træet ovenover.

Vi er i Paringa, en lille flække udenfor Renmark. På turistingformationen har vi set, at der er en flodtur med floddamper inkl. BBQ i aften, så den har Berit booket os på. Det er 2 timer for 20 $/næse.

Hjemme igen. Det var en hyggelig oplevelse. Båden hed Big River Rambler og vi var i alt 12 personer, så det var ret familiært. Joe stod ved roret og hans kone, Trich, var i køkkenet. Australsk BBQ viste sig at være slet og ret stegt kød. Vo¬res form for BBQ kaldes Open wood fire. Vi har forresten også i national¬parker set el- og gasdrevne stegeflader, og det er altså deres BBQ. Vi sejlede en halv time op ad floden, lagde til og spiste. Så gik vi en lille tur, 50 m, i land for at se kænguruer. De var nu ret tilbageholdne, men vores kængurukvote var jo også opbrugt.

Vi har 6 timer mere dagslys her end hjemme. Det kan godt mærkes.

MURRAY torsdag d. 23. januar Vi tog en afslappet dag ved floden, og kørte ud til en lille nationalpark, ikke så langt fra byen. Der skulle være en del fugle. De var lettere at høre end se, men vi slentrede stille rundt og nød naturen omkring floden. Pludselig så vi nogle meget store fisk, ca. 1 m lange. Vi fik vores lille kikkert og fotoapparatet frem. Det var karper, der græssede. Dagen før havde vi på en bar set billeder, af mænd, der stod ved siden af fisk på op til 1,5 m, men ikke tænkt, at de kunne være fisket her i floden. Det var meget spændende, at se så store fisk.

De gik så tæt inde under land, at det meste af deres ryg stak over vandet Lidt udenfor Renmark lå Gleb’s Reptilzoo, som vi også måtte kikke på.. Det er nu grundliggende, trist, at se dyr buret inde. De mange slanger og reptiler var godt varmesløve. Der var også nogle halvtamme kænguruer. Jeg vil nu hellere se dem springe i sikkerhed end se dem tigge en bid fra besøgende..

Inde i byen igen skulle vi lige have en enkelt. Nu havde vi lige lært, at en stor øl hed en scooner, og så viser det sig, at det gælder kun New South Wales. I Victoria er en scooner et lille glas, mens et stort hedder en pint. Dette kan kun være for at besværliggøre seriøs øldrikning.

Tilbage på pladsen fik vi nye naboer, som viste sig, at komme fra Tasmanien, Reg og Rosemary. Folk fra Tasmanien har et meget klart engelsk/engelsk, så de var dejligt lette at forstå. De havde været på besøg på forskellige vingårde, og startede med at forære os en halv flaske rødvin, som var virkelig god. Vi kunne kun tilbyde en øl, og vi fik en god sludder, Fine folk.

Da vi havde spist, - og drukket den halve flaske, - gik vi en tur til en sluse ved floden, som vi håbede at kunne kryds. Det kunne vi nu ikke, men vi så en hel flotille på omkring 40 store, hvide pelikaner samle sig ved slusen. Det er et fan-tastisk syn at se dem lande. De er eminente svæveflyvere, som kommer ind over vandoverfladen i glideflugt. Over et langt stykke svæver de ca. 20 cm over vandfladen, så hæver de vingerne lidt, flabs out, sænker benene med hælene først, hjul ud, og lander så gratiøst og ubesværet, med benene som bremser. Fuldstændig kontrolleret.

Vi gik et lille stykke videre til vi havde et fint udsyn over floden, hvor solen netop gik ned mens himmelens bordelrosa skær lignede et dårligt postkort un-der fuldmånen.

Tilbage igen sluttede vi af med en stor kop jasminte, som blev indkøbt ved The Great Wall, det strækker godt.

INDIAN PACIFIC fredag d. 24. januar Bilen skulle afleveres i Adelaide i dag, men sådan som den så ud ville jeg ikke være bekendt at aflevere den. Der var en bilvask med trykspuler med sæbe lige ved siden af caravanparken, men selv om jeg vaskede det bedste jeg kunde, blev den langtfra ren. Hvis jeg havde lånt min bil ud i 9 dage og fik den igen i den tilstand, ville jeg bryde grædende sammen. Den bar meget præg af at den havde kørt 2850 km - og at en del har været på jordvej, der ikke altid har været tør. En hjulkapsel er også forsvundet. Og noget af malingen på den bageste kofanger. (Den sidder på et træ på en rasteplads.)

Turen dertil gik stille og roligt med en lille sviptur til det meget berømte vindistrikt Barossa Valley. Området er meget præget af en tysk bosættelse af vinbøn-der. Meget smukt område, med en fantastisk mængde steder, der byder indenfor for at smage deres vin. Vi havde desværre ikke tid, men man kunne sagtens få et par uger til at gå der. Lige nu sidder vi og deler togets billigste rødvin til 17 $. En glimrende vin. Kraftig og robust. Ikke som den fremragende halve flaske vi fik forærende i går af Rosemary og Reg, men absolut drikkelig.

Inden vi afleverede resten af bilen til Avis, fandt vi ud til Interstate railwaysstation’en hvor vi kunne komme af med bagagen, så vi ikke havde den at slæbe på. Vi havde kun 3 timer i Adelaid inden vi skulle med toget, og dem brugte vi til at daske rundt i byen. Sidde ned og smage på lokalbrygget. Og det er godt.

Aussierne er fremragende bryggere. Kedeligt, at det mest kendte i Danmark er Fosters, som ikke er særlig spændende.

Lige den dag var der “Sidestreet sale”, et blandet loppemarked og almindelig salg. Meget hyggeligt med musik og en masse mennesker. Aussierne (dem vi har mødt) er utroligt nemme at omgås. Meget hjælpsomme, venlige mennesker. Easy going.

Vi er med Indian Pacific. En legende vi kører med de næste 2700 km. Der er tre klasser. Sit Up’s, hvor man kun har et sæde, så man sidder op hele natten, og den strækning vi kører tager 36 timer - to nætter. Så er der den klasse vi har valgt Economy, hvor vi har en lille kupé for os selv, og så 1. Class som har en noget større kupé pr. to sæder/senge.

Vore kupè er meget lille. I ydre mål er den måske 2oo cm lang og 80 cm bred i den ene ende og 110 cm i den anden, så der er plads til at slå en lille indbygget vask ud. Kupéerne ligger på langs med toget forskudt overfor hinanden, så gan-gen i midten, der også er meget smal, slanger sig afsted. To mennesker kommer hinanden meget nær, når man passerer hinanden.

Toget har desuden brusebad, opholdsrum med gratis kaffe/te, hvor man går hen hvis man vil i snak med folk og et cafeterialignende spisested. 1. klasse har egen spisevogn.

Turen starter. Det går stille og roligt. Kikker på landskabet, hvor træer og buske langsomt bliver mindre og mindre indtil der kun er meget sparsomt med meget små buske og noget der ikke er græs.

Vi går ned for at drikke noget kaffe og en whiskey og da vi kommer tilbage har Bruce, vores konduktør slået sengene ud.

TOGET lørdag d. 25. januar Sov lidt blandet, men hva’, vi skal ikke nå noget i dag, så det var fint at kunne ligge og læse ved halvfemtiden. Den første meddelelse over højtta¬leren var at vi nu var i en anden tidszone, så urene skulle stilles 1 1/2 time baglæns, så pludselig var klokken kun 6.45. En lidt tidlig morgen. Landskabet udenfor er ligesom da solen gik ned i går. Fladt. Tørt. Kun små vækster. Ingenting. Ørkenagtigt. Og sådan har det været hele dagen. Et fantastisk stort land. Man kan godt have på fornemmelsen, at det er den samme meter film, der bliver kørt i vinduet. En mærkelig oplevelse. Man sidder og læser og med timers mellemrum kikker man ud af vinduet, og det er det samme, der er udenfor.

Vi gjorde holdt i Cook (ca. 50 indbyggere) i 3 timer fordi vi skulle vente på et modgående tog, der var forsinket. Byen lever kun af, at jernbanen har brug for et sted at hente vand og brændstof og er skiftested for jernbanefolkene.

En virkelig halvtimes by. Jeg har aldrig været et sted så kedeligt. Vestjylland er alpint i sammenligning. Der var måske 20 ens typehuse og et fuldstændigt flat ensartet landskab hele horisonten rundt.

Men de havde et lille hospital, og et stort skilt midt på en ryddet plads. Der stod “Evacuation point”. Hvis der nu udbrød brand som èn forklarede.

Et andet sted stod: “Cook hospital needs your help. Be sick !”. Begrebet: In the middle of nowhere, har fået ny betydning. Vi købte en lille souvenir med et lille termometer. Det viste kun 36 grader, selvom teksten var: Cook. Hot as hell.

Området vi kører igennem hedder Great Victoria Dessert (Nullarbor Plain) , og indeholder blandt andet verdens længste helt lige togstrækning, 478 km.

Plud-selig sker der noget. En mine dukker op. Kun minen med jernbanespor til at køre produktet væk. Ingen huse. Ingenting uden minen. Og vi er væk igen og der går timer før vi ser endnu en bebyggelse.

Middagen står på Hot Noodels.

PERTH søndag d. 26. januar Vågnede til et kuperet landskab. Klokken var 6.30, troede jeg, men uret skulle igen stilles 1 time tilbage, så jeg var igen kommet tidlig op.

På trods af forsinkelsen i Cook, ankom toget rettidigt til Perth kl 7.00. Vi afleverede bagagen i nogle bokse og gik ind til bymidten for at finde Avis-kontoret, hvor det viste sig, at vi først kunne få vognen kl 10.30, når vi først ville aflevere den midt på dagen ved afleveringen om 5 dage.

Så vi gik en rask morgentur. Fandt et sted, hvor vi kunne få noget kaffe og brød. Og det var ikke så let. Det er Australia Day, så næsten alt -også turistkontoret- har lukket. En enkelt butik ved havnen fandt vi dog , og i løbet af ingen tid havde vi købt en flot bluse til Berit, 3 boomeranger, en snor med figur til Berits hat.

Vel ude af byen i den nye bil, og den er ny: 4600km, Nissan Pulsar LX, kørte vi mod Wave Rock. Undervejs holdt vi frokost med en større flok rødbrystede ka-kaduer. De er meget flotte.

Landskabet er af en helt anden frodighed end vi har set før. Hvor det, i de tørre-ste områder siges, at der skal 10 hektar til ét får, skulle der kunne være 10 får pr. hektar her.

Vi kom igennem en del kuperet skov , med en kraftig underskov. En del af den bestod af nogle ejendommelige vækster, som vi blev enige om at døbe “bjørnegræstræer”. De består af en stamme på højst 1,5 m med en “krone”, der ligner bjørnegræs.

Berit har i toget fået ondt i halsen og en grim hoste, så vi holdt ind ved en Che-mist for at finde noget for den. Det middel, Berit købte , er så stærkt, at tungen og mundhulen bliver bedøvet. Det var aldrig gået som håndkøb derhjemme.

Wave Rock var lidt af en skuffelse. Det var da et interessant stykke granit, men når man har kørt så langt er man måske svær at imponere, så vi kom hurtigt videre mod Denmark, en lille by, som ligger lidt vest for Albany.

Langs vejene var der en masse grønne parakitter med sort hoved, en hvid ring omkring halsen og ellers mest stærkt grønne. Dagen efter lærte vi, at de dels er en pest for haveejere - de taget frugterne - dels at de her kaldes “28”, ingen ved hvorfor.

En del af det område vi kom igennem var præget af udtørrede saltsøer, så jorden må være temmelig saltholdig heromkring. Vi gik ud på en af dem, og det er en sær fornemmelse at brække centimetertykke saltkager op fra bunden.

Vi kom ikke længere end til Lake Glace, endnu en udtørret saltsø. Det ligger midt i nowhere, men da der stod et skilt med Caravan Park, kunne jeg mærke, at der ikke var mere energi i mig. Jeg var helt færdig efter togrejsen - og de 500 km, vi har kørt i dag.

DENMARK 27.1 mandag Denmark er en lille by, der mest lever af turisme.

Lige nu er det nu ikke højsæson. Man kan mærke at skoleferien er slut. Det er jo fint for os, så er der større chancer for at finde over¬natningssteder.

Som de fleste australske byer vi har set, er handelsgaderne samlet, og fylder ikke meget. I Denmark er der to ikke ret lange streets med forretninger, så de er hurtigt overset. Havde i Surveival Kit set, at der skulle være en caravan park ved udmundingen af Denmark River, så den kørte vi efter. No sweat - vi kunne sagtens få en plads. Jeg prøvede at få en særpris som lokal, vi var jo fra Denmark, men den gik ikke.

Vi bor på Rivermouth Caravan Park.

Efter at have installeret os gik vi en tur op til byen og besøgte turistkontoret.

De var uhyre venlige og ville absolut fortælle om selv den mindste keramiker, så vi har masser at vælge imellem.

Gik senere en lang tur langs havet, der desværre nogle steder udsendte en værre stank. Berit, der altid finder ting, kunne selvfølgelig også undervejs finde mærkelige frugtstande og kogler. Vi får en interessant samling med hjem.

DENMARK IGEN 28.1. tirsdag Kørte til en nationalpark kun 60 km væk og det er jo ikke langt her. Målet var en meget omtalt Giant TreesTreetopwalk, som er en sti , der er bygget 38 meter oppe i luften mellem nogle meget store Kauri-træer, som gennem mange år har været et stærkt besøgt turiststed. Det har medført, at jorden mellem træerne er blevet komprimeret, så vækstforholdene er blevet forringet. Med stor snilde er der derfor rejst nogle store master, der bærer en stålsti højt oppe mellem trækronerne. Der er meget langt mellem understøtningerne og stien er i sig selv blevet en stor turistattraktion.

Undervejs har vi set en mængde af nogle rødtblomstrende træer som vist nok hedder Figus Filia ?. De står med stor farvepragt og lyser op. I.flg. bøgerne blomsrer de kun fuldt ud hver 5. År, så man er noget heldig når man ser mange sammen.

Frokosten tog vi hjemme på campingpladsen og da vi trængte til at slappe lidt af nøjedes vi med at køre en kort tur til - og kravle op på - et udkikssted, der hed Monkey Point Lookout, hvor man kunne se 240 grader rundt. Udover havet og ind i landet. Meget flot og ikke så besværligt som navnet antydede.

Tilbage igen lejede vi en kano og tog en dejlig dvasketur op ad Denmark River. Berit yndefuldt henslængt i forstavnen og jeg roende agter fremvisende flommen. Det var lige til at holde ud. Der var foruden os også en del fugle på floden, så alt var ren idyl og afslapning.

GLOUSTER TREE FIRE LOOKOUT tirsdag d. 28. Januar

I dag måtte vi så småt begynde at køre tilbage mod Perth for at overholde tidsplanen. Der er et pænt stykke, som vi deler i to stykker, så det ikke bliver for presset.

Vi havde læst om et særligt træ, som vi gerne ville kikke på “Glouster Tree Fire Lookout” der med sine 60 meter er områdets højeste og som navnet angiver brugt til at holde udkik efter skovbrand fra. Træet er tilgængeligt for turister, som godt må kravle op til udsigtsplatformen på toppen. Man kommer op ved at bruge en række stålstænger, der i en spiralform er sat ind i det levende træ, så de stritter ud med ca. 60 cm længde. Hver stang er på en tommelfingers tykkelse og det er, hvad der er - ingen sikkerhed. Det gælder bare om at holde fast. Iflg. vores bog lykkedes opstigningen kun for hver 4. Som forsøgte, så der var meget fornuftigt en læskærm med en fastlænket gæstebog, som folk kunne skrive i.

Jeg havde nogen lyst til at forsøge mig med træet, så vi fandt et sted at parkerer bilen, gik en god kilometer gennem skoven og fandt træet.

Halvvejs oppe blev jeg noget tummelumsk i hovedet - følte mig ikke så sikker mere - så jeg kravlede ned igen og skrev beskæmmet i gæstebogen, at jeg havde forsøgt, men måtte opgive på halvvejen.

På vej tilbage til bilen generede det mig nu lidt for meget, at jeg var bakket ud. Ved nærmere eftertanke skyldtes min tummelumskhed nok, at jeg havde haft mine almindelige langsynsbriller på, men fokuseret på mine hænders greb om stålstængerne, og det var på for kort afstand til øjnene i forhold til hvad brillerne er lavet til.

Så om på hælen ! Mens Berit gik efter vore frokost i bilen, gik jeg tilbage til træet op kravlede op uden at fokusere på hænderne. Der var knageme langt op, men det gik da.

Nede igen følte jeg så stor en lettelse, at jeg løb tilbage. For første gang i det meste af et år løb jeg.

Vi fortsatte mod vores sigte - Bunbury, som lå i passende afstand fra Perth.

Undervejs skulle vi også besøge nogle klippehuler, der lå i række langs vestkysten.

MOD PERTH 30.1. torsdag

Startede fra Bunbury Glade Caravan Park. Der var under 200 km til Perth, hvor vi skal flyve fra 12.35, men det er ikke til at vide hvor lang tid, det vil tage, at køre igennem byen, så vi tog afsted i god tid. Så god tid at vi kørte ind til Meldura, for at sende nogle kg postkort. Fik øje på et skilt med Doctors Surgery, og da Berits hosten er ret slem, gik hun ind i venteværelset. Der sad kun en ældre mand og ventede, men lægen brugte åbenbart mere tid pr. pa¬tient end vi er vant til, for vi måtte opgive forsøget efter en rum tid hvor lægen stadig var i gang med den patient, der var inde hos ham. Vi turde ikke vente længere. Berit nåede at få en snak med ham ude i venteværelset, hvor han nåede at fortælle, at han var fra Uddevalla.

Da vi endelig nåede lufthavnen, havde afleveret bilen og indskrevet bagagen havde vi kun 20 min i overtid, så det var godt, vi ikke ventede.

Vel ankommet til Alice Springs blev vi modtaget af en bus fra Toddys, det sted vi skal overnatte. Lige efter at have sat bagagen af gik samme bus ind til byen (der ligger 15 min gang herfra) Klokken var alligevel kommet tæt på 19, så hvis vi lige skulle se byen, den er ikke stor, skulle det være nu.

Så vi smed bagagen, tog bussen ind til byen, og gik lidt rundt inden vi gik hjemad. Det virker som om den kun lever af turisme. Restauranter, Moteller, Inn’s og en del forretninger med aboriginal ting.

Mt CONNER OG OLGAS 31.1. fredag

Blev hentet fra Toddy’s kl 6.30 af en lille bus med plads til 22. Vi var 21. En blanding af hollændere, en australier, englændere, en belgier, tyskere, og os.

Der var et engelsk par på 60 men ellers var gennemsnitsalderen mellem 25 og 30.

Køreturen til Ayers Rock området er på 450 km, så det er ikke fordi Alice Springs findes p.g.a. Ayers. Byens eksistens skyldes behovet for at binde landet sammen telegrafisk, så der blev lagt en forbindende telegrafstation mellem nord og syd her i intetheden.

Turen fra Alice var forbløffende grøn. I.flg. turlederen, David, er her grundvandsreservoier på størrelse med Europa. Men landskabet blev da tørrere, jo længere væl vi kom fra Alice.

På de dårlige arealer har regeringen bestemt, at der kun må være to cattles pr km2. Store arealer er græsset helt ned, så der kun er ørkenlignende jord tilbage.

Australierne er meget stolte af deres enorme land, så David nød at fortælle, at den største kvægstation, var på 38.000 km2. Det kom der noget snak ud af. Danmark er på 42.000, Sweitz på 49.000 og Holland er på 45.000 km2.

Tilgengæld er der næsten lige mange hollændere og australier - omkring 15 mill!

Vi kom forbi hvad vi først troede var Ayers, men som viste sig at hedde Mt. Conner. En monolit af samme størrelse som Ayers, men da den ligger på privat jord, er den ikke til at komme til.

Vi kørte til Sahara Tours faste teltlejr i Ayers Rock Resort Area. Udmærkede 2-mands telte endda med sovepose og lagenpose.

Der blev pakket ud. Efter den lille bus er der en anhængervogn med mad til tre dage og bagagen.

Efter frokost kørte vi til Olgas, et klippeområde, der også har stor religiøs be-tydning for aboriginals. Det består af et bjergmassiv på størrelse med Ayers, men brudt i 52 stykker for mange millioner år siden. De ligger nu med meget afrundede former.

Olgas, hvor Berit tager et velfortjent hvil.

Nedenunder Olgas set p책 afstand.

Der var mulighed for flere ture rundt om klipperne, så jeg valgte selvfølgelig den længste, der også skulle være den sværeste og varmeste, sammen med de andre drengerøve. Den var nu ikke så slem, men tog vel 2 1/2 time, lidt læn¬gere end Berits tur.

Næste punkt var solnedgang ved Ayers. Det er meget smukt da lyset skifter hele tiden og får nye farver frem. Lidt før solnedgang er klippen helt lyserød, så bli-ver den mørkere rød, og efterhånden bliver skyggerne stærkt blålige. Vi havde desværre for lidt film med, det var ikke let at finde diasfilm, så vi stod og ventede og ventede med at tage BILLEDET. Da det endelig blev ta-get, var lyset alligevel bedre et halvt minut senere, så der blev taget endnu ét og endnu ét. Det bliver spændende, at få fremkaldt alle vores billeder.

Aftensmaden bestod af brød, salat og BBQ med noget oksekød og nogle pølser. Da jeg sagde til David, at jeg synes især pølserne var gode, fik vi at vide at det var kængurukød, som ikke er særligt almindeligt i forretningerne.

Der er en del, der anser det for politisk ukorrekt, at spise de nuttede dyr.

Der er ret mange fluer og der bliver udbudt en del fluenet til salg. Vi er så fed-tede, at vi venter med at købe et til det er stærkt nødvendigt. Aussierne bruger dem ikke.

Ayers Rock i solnedgangslys

AYERS ROCK 1.2. lørdag

Blev vækket 4.15 .Vi skal til Ayers Rock og se solen stå op. Enten fra bun¬den eller fra toppen af klippen.

Vi ankom mens det endnu var mørkt, og rangerne havde endnu ikke gi¬vet lov til at man kunne bestige klippen, der nu er overgivet til abori¬ginals. Det bliver noget diskuteret, om det rimelige i at bestige Ayers, da aborigi¬nals ikke er særlig glade for det, men som David (vores guide/ chauffør/ turleder) siger, ved de lokale aborrigens jo også, at de profiterer af procenter af entreindtægten. Hans synspunkt er at man bør opføre sig som i en kirke, og at det så også er i orden at gå derop.

Endelig gav rangerne tilladelse til start. Det var en meget hård tur op, så Berit fandt ud af, at hun hellere ville med en gruppe, der gik turen rundt om klip¬pen. Der er 9 km hele vejen rundt, så det er jo ikke nogen helt lille sten.

Jeg nåede lige op til at se solen begynde at rejse sig over horisonten. Det er for-underligt hvor mange skiftende farver, der går over klippen eftersom solen kommer højere og højere op. Det er ubeskrivelig smukt.

Der var heldigvis ikke så mange turister, der ville så tidligt op, men da vi se¬nere kravlede ned igen ad den fuldstændigt nøgne klippe, var den store til¬strømning i gang. Vi andre kunne fryde os over, at vi havde fået den smukke solopgang med, og at vi ikke skulle op, mens det blev varmere og varmere.

Jeg brugte vel 3 kvarter hver vej, men vi fik fortalt at rekorden var 22 min.

Retur.

Vi kom alle rundt til nogle huler, som aboriginals havde brugt til ceremonier, og lærte lidt om deres kultur.

Her var en hule, der blev brugt af kvinder og drengebørn, en anden af kvinder og piger under 12 og en tredje af ugifte kvinder og kvinder uden børn. Indlæringen af nye ting var meget fastlagt.

Børnepasning blev først lært når kvinden havde født. Fik hun ingen børn stop-pede hendes indlæring i 12-årsalderen. Blev hun syg efterlod familien/ stammen hende, når de drog videre.

Senere kom vi til Kultur Centret, hvor vi kunne samle endnu et par vis-domskrummer op og købe et Drømmetidsdyr, som er et krokodille- eller fir-benslignende trædyr.

Vi kørte til næste overnatningssted ved Kings Canyon, Kings Creek Station, der ellers har dromedarer og kvæg. Jeg købte en lille pose tørret kamelkød tørret over træild. Det smagte faktisk godt. David havde fortalt om den pool, vi kunne tilbringe et par timer ved.

Den viste sig at være meget lille, men da der var grinet færdig, sad hele sel¬ska-bet alligevel i og omkring pølen med en kold øl og havde en hyggelig tid.

Om aftenen var der kylling med stærk sovs og blandede kartofler/grøntsager tilberedt over bål. Og så var der gratis hvidvin. Frisk og liflig. En del unge hollændere ville heldigvis hellere drikke deres egne øl, så der var rigeligt vin til os andre. Det blev en festlig og snakkesalig eftermiddag og aften.

Ud på aftenen fandt jeg en stor skorpion ved baderummet og trådte resolut på den. Det er vist kun de sorte, der er giftige, men det var så mørkt, at det ikke var til at se farven.

KINGS CANYON 2.2.søndag I bussen på vej tilbage til Alice Springs.

Det er lige lykkedes for mig at slette en masse filer her i Psion. Foruden hele adresselisten er også dagbogen fra d. 27. og frem forsvundet!

Dagen startede igen kl 4.15, så vi forlod lejren inden det blev lyst og kørte til Kings Canyon. Der var lidt stille efter gårsdagens lille fest.

Canyonen er en kløftet bjergstruktur, der er meget lagdelt og eroderet.

Der er nogle meget smukke kik og lookouts. Vores tur tog vel 4 timer, med mulig¬hed for at bade i en lille pool mellem bjergene.

Hjem for at pakke og spise frokost.

Kører nu mod Alice ad en vej jeg ikke ville turde køre på. Turen vil tage en 5 timer.

Berits hoste er heldigvis blevet bedre.

Det var en værre køretur gennem noget, der ind imellem var ren ørken.

Spo¬ret var hist og her ret dårligt, så vi fik en ordentlig rystetur, men nåede da frem. David trængte vist efterhånden til at komme hjem. Han havde også væ¬ret i gang det meste af tre døgn.

Lige da vi var kommet ud af bussen, kom Cassandra fra Perth og spurgte, om vi ville være med til at spise senere midt i byen hos Flinders, så der skal vi ind kl 20.30. Det er lidt hårdt, for vi sidder her hos Toddys, hvor der er masser af BBQ og salater for kun 6 $, og vi er sultne.

Berit er i gang med at vaske. Vi har næsten intet rent tøj. Det, der har været med på turen, hvor vi da har skiftet hver dag, ser meget brugt ud Det røde støv er næsten ikke til at få af.

Da vi kom ved 6-tiden så jeg at en fyr (bloke) og hans pige (sheila) var meget kortklippede. Jeg spurgte, om de måske havde en klipper selv. Det havde de og den kunne jeg låne, så nu er jeg dejligt nyklippet.

Da vi skulle afsted var det begyndt at regne, så vi fandt regntøjet frem og gik ind til centrum. Det styrtede ned, så vandet strømmede rundt. Det var en un¬derlig fornemmelse at have regntøjet på til sandaler. De mennesker vi mødte undervejs kommenterede vores påklædning. Som om de aldrig havde set regntøj ! Byen ligger ved Todd River, hvorom kortet siger, at den for det me¬ste er tør. En eller to gange om året regner det, så vandet flyder. På Toody’s fik vi at vide, at der siden jul havde været vand i floden 10 gange!

Det blev en hyggelig aften, hvor de fleste fra selskabet var mødt op og hvor vi ikke mindst fik talt en del med bl.a. Trevor, en sort solicitor fra London.

Vi delte en krokodillesuppe, tyk som gule ærter, interessant smag. Senere fik jeg kængurusteg. Meget saftigt og lækkert, så det var en eksotisk menu. Berit fik noget med rejer og hvidløg.

ON THE MOVE - in the air 3.2. mandag Efter en solid nats søvn vågnede vi til en kølig dag. Termometeret viste dog 23 gr., så vi er vist bare vænnet til en del varme. Det er lidt sjovt. Jeg plejer altid at lide, når det er varmt, men denne tørre varme passer mig fint. Jeg sveder som et svin, men har det fint. Og jeg, der nærmest havde frygtet turen ind til Alice.

Fra Toddy’s gik der en gratis bus til lufthavnen, så vi var der i rigelig god tid.

Så god tid, at vi fik købt lidt mere ind. Vi har nu 3 drømmetidsdyr - et til hver af vores børn.

Vores bagage svulmer mere og mere. Ved indskrivningen vejede den 43 kg - foruden lidt håndbagage.

Tilgengæld aner vi ikke hvad vi har brugt af penge!

(Lige nu sidder vi i flyet til Auckland og bestilte en gratis drink før midda¬gen.

Jeg sagde “two large scotch, please. And a little ice would do “. Berit smiler sødt til ham og nikker.

Foran os hver står nu en whisky, 5 cl, uden is + en whiskey, 5 cl, med is + en cola. !! Der er meget støj i kabinen, men alligevel. Hvad skal den cola til for !)

Vi har en kompliceret dag. Først flyver vi 3 timer til Sydney. Undervejs skal uret stilles 1 1/2 time tilbage. Så har vi ca. 3 timers ventetid i Sydney inden vi skal flyve i 3 timer til Auckland. Undervejs skal uret stilles 2 timer tilbage, så når vi lander ca. 23.15 har vi mistet 3 1/2 time, så klokken for os vil være 19.45. Vi har lige hørt, at temperaturen i Auckland vil være 17 gr. Her i flyet er der koldt ! Berit har lige fået et tæppe til benene og har en cowboyskjorte over t-shirten. Jeg har lige målt temperaturen. Her er 22 gr., men med lidt træk.

Sydney Domistic Airport var stor, og der gik en bus til den internationale, og den viste sig, at være en del større. Men alt foregik med australsk afslappethed. Meget dejlig atmosfære.

Jeg så i en af shoppene en Psion 3C med 2 MB RAM ! Min er 3A med 512 KB. Den havde også infrarød dataoverførsel. Lækkert. Den kostede også 900 AUD, og det er jo også en slant.

Fin bespisning ombord inkl. noget rødvin. Hvis vi kommer nogenlunde ædru herfra er det ikke Qanta’s skyld.

Ved ankomsten til Auckland skulle vi udfylde nogle formularer og bl.a. svare på, om vi medførte sko, støvler eller lignende, der havde været i skove eller var tilsmudsede af jord. Vi syntes, at vi blev nødt til - i sandhedens interesse - ,og fordi man blev truet med bål og brand, at skrive, at, ja, det gjorde vi. Et par unge piger, der modtog sedlerne, skulle have at vide, hvorfor vi havde krydset ja på spørgs¬målet, og vi sagde, at vi selvfølgelig, som andre turister, havde været i natio¬nalparker og i skove, og at vi - som andre turister, havde haft sko på. Det forvirrede dem en del. De var ikke helt klare på, hvad de

egentlig stod der for. De forklarede at der måske kunne indsnige sig farlige sygdomme ad den vej, men de ville da gerne se skoene. Berits sko syntes de var særligt snavsede, men begge par blev taget ind bag ved og fik vasket og desinficeret sålerne.

Efter nogen vandren rundt i lufthavnen fik vi vekslet og via et smart automatisk telefonopkaldssystem fat på Silver Point Motor Inn, hvor vi skulle sove.

De kom så og hentede os med deres courtesy bus. Fin service. Det var et meget dejligt motel og vi sov som sten, selv om den blev over 2 inden vi kunne falde til ro.

Om morgenen blev vi bragt til Mauri, hvor vi havde lejet en bil i 3 uger. En Toyota Corolla som den vi fik i Sydney, 11000 km, men desværre uden aircondition. Man bliver hurtigt forvænt.

AUCKLAND 4.2. tirsdag Vågnede til en kold dag, så jeg tog cowboybukser på. En mærkelig for¬nem¬melse når man kun har haft korte på i 3 uger. Termometeret viste 23 gr., men det føltes koldt. Vi tog hul på den dåse kokosmælk, vi har fragtet rundt i en uges tid. Fy for pokker hvor var det kvalmt. Vi havde købt den, fordi vi havde set, at det var meget populært i Kina, men de må have en anden smagssans.

Da vi havde fået bilen, begyndte det at regne, og det har det gjort en del af dagen, hvor vi har bevæget os nord på.

Vi kørte ind til et stort shopping-center vi kom forbi. Der er langt imellem, at jeg har set så meget lækker fisk, så vi blev noget brødflove, af at se hvad de havde, så da vi kom forbi en sushiforretning måtte vi købe nogle stykker. Ingen af os havde før smagt sushi, men det var en glædelig overraskelse.

Berit fandt også noget nyt medicin til sin hoste, som ikke rigtig vil gå væk, og jeg fandt efter 5 forsøg et batteri til Psion’en.

Så kørte vi nordpå,. Smukt kuperet landskab, stærkt slynget, meget grønt.

Trafikken er en del anderledes end i Australien. Meget tættere. Og folk kører også en del anderledes.. Ikke så behersket og afslappet som aussierne.

Da vi kom forbi en regional park med Kauri-træer, var det lige tid til en slapper. Der var også en lille skov og et lille museum. Museet var temmelig rodet og uinterresant. Indeholdt en rodet blanding af forskellige skænkede samlinger. Fra symaskiner til muslingeskaller. Men de solgte forsillerede harpiksklumper fra Kauritræer. Det kaldes New Zealands rav og ligner me¬get. Det kaldes Kauri Gum. Kaurierne siges at kunne blive 20.000 år, så den kæmpe Berit blev fotograferet ved, der kun var ca. 800, var kun en årsunge, hvis man kan sige det om et træ. Den lille skov var som fortryllet. Vi gik rundt i næsten andægtig tavshed. Høje bregnetræer var en del af en tæt underskov. Flere typer cikader fyldte luften sammen med en enkelt Bellbird, masser af kaurier.

Man gik på en bræddesti hævet en smule, så jorden ikke blev trykket sammen og forhindrede træerne i at ånde.

Videre op til Bay of Island, nærmere bestemt Paihia, hvor vi i caravan park kunne leje en meget gl. caravan. Den har vi så lejet i to dage.

Kørte aftentur til Haruru Falls. Det er absolut blandt de mindre vandfald, men alt er meget smukt På vej videre ned til byen kom vi til en dejlig udsigt over bugt og bjerge. I byen gik vi en tur for at se hvad der var. Det er som¬merstedet. Der er fyldt med forskellige hoteller, moteller o.s.v. og de fleste melder NO VACANCY. Desuden er her en masse restauranter og nogle barer. En rigtig fe-rieby.

På vej hjem kørte vi ind til et Brewery og Pub. for at få en enkelt øl, og det vi¬ste sig, at kiwierne også kan brygge øl.

Kedeligt, at det er p책 tide at tabe sig.

Aftente med dagbog og postkortskrivning.

P.S. De lange bukser holdt kun nogle timer, s책 blev det alligevel for varmt.

WHAITANGI 5.2.. onsdag Startede dagen med at køre den lille tur til Haruru Falls og stille bilen og gå af en sti ned langs floden. Den hed noget så flot som Whaitangi Treaty Ground Track. Den ledte i løbet af ca. 1 1/2 times rask gang gennem smuk, tæt skov med afstikkere til mangroveskoven, der ligger ud til floden, ned til området omkring Treaty House, hvor traktaten mellem maorier og hvide blev underskrevet. Det viste sig sjovt nok, at det netop i morgen er underskriv¬nings¬dag, der holdes som nationaldag, og netop her skal der naturligvis ske en del, men herom senere.

Vores plan var at leje et par kajakker og tage en tur op til mangroveskoven.

Der er udlejning af nogle fremragende kystgående kajakker, så det var jeg ret varm på, men efter en del betænkningstid endte vi med at udsætte projektet til i mor-gen tidlig kl. 8. Dels var det lavvandet, så man ikke kunne komme tæt på man-groven, og dels blæste det ret kraftigt og da Berit kun har siddet i en kajak én gang udsatte vi de. I morgen skulle der være mere vand, og vi håber, at det ikke blæser så meget fra morgenstunden.

Vi fortsatte derfor til Visitor Center ved Treaty House, hvor man kunne se en fremragende intro-film om New Zealands korte historie.

Selve Treaty House (traktaten blev faktisk underskrevet udenfor) var en ikke særlig stor villa i colonialstyle. Ikke ret spændende, men vi mødte et en¬gelsk par, vi havde kørt bus med fra Silver Point til Mauri. Meget sjovt.

En anden ting, der er udstillet er en 36 m lang krigskano hugget ud af kauri træer. Den er 2 m på det bredeste sted. Midter partiet og en af stævnene stammer fra et træ, der var, 3 m i diameter. Den ros af 80 mand og har plads til mindst 55 passagerer.

Kanoen (Waka) blev lavet i 1940 i forbindelse med 100-året for traktatunder¬skri-velsen, og den søsættes kun én gang om året, nemlig 6.februar, i morgen, så vi må se lidt på det.

Efter rundturen gik vi op ad stien til Haruru Fals igen efter bilen.

Senere tog vi til byen for at købe ind. Udover en masse restauranter og takeaways kan vi kun finde et mindre supermarked og en slagter, der også har lidt fisk. Ikke noget, der kan sammenlignes med , hvad vi så i udkanten af Auckland, men vi købte det sidste, han havde i frisk fisk. Nogle ikke særligt store stykker Blue Cod (blå torsk?), og noget frisk pasta og så noget god oli¬ven olie. Det blev udmærket sammen med lidt æble stegt med fisken (den blev nærmest dampet ovenpå) og en lille salat.

Det hele sammen med den gode olie.

Vores indkøb havde også inkluderet 3 liter vin, Australsk. Den var desværre så sød, at vi er nød til at blande godt med vand i.

Efter vores måltid var vi lidt søvnige, så for ikke at falde hen skyndte vi os at lave noget kaffe (Nescafé med Coffee-mate og rigtig sukker) . Bagefter gik vi en god time. Bare hen af landevejen og tilbage igen, inden vi satte os ned til den ris-lende flod og nød solnedgangslyset med lidt mere vinogvand. Da insekterne begyndte at arrivere sammen med køligheden satte vi os ind i vognen og skrev postkort (Berit - hun har skrevet 47 til nu, jeg har skrevet 10) og dagbog (jeg).

Psion har, siden vi startede, været tændt i 49 timer og 30 min. (Heraf 1 min for meget, da jeg fik slettet hele adressefilen p.g.a. uforstand) KAJAKKER M.M. 6.2. torsdag Min dag startede, da uret ringede kl 6.30 . Jeg var ude at jokke en lille tur på bare 20 min, men var helt flad bagefter. Jeg kunne ikke i det gryende lys finde mine løbetights, så jeg joggede i mine boxer-underbukser og løs t-shirt.

Vejret var fint. helt stille med lidt skyer.

Vi havde en aftale kl 8 om to kajakker, så vi havde travlt med at pakke og komme afsted. Vi efterlod resten af rødvinen. Livet er virkelig for kort til dårlig vin. Det tog lidt tid inden vi fik kajakkerne i vandet og kom afsted. Der var meget mere vand i floden, så der var stadig en del af højvandet tilbage, men vandet var blik stille. Meget smukt. Berit, der kun har siddet én gang i en kajak før, var selvfølgelig noget usikker, men det gik da. Det gik stille og roligt op ad floden mens himlen blev klarere og klarere. Vi så en masse hvidbrystede skarv. Skarver er måske nok upopulære mange steder derhjemme, men her så den meget flot ud. Vi var henne og ro ved mangroveskoven, der nu stod helt under vand og ef-ter 5 kvarter var vi ved Haruru Falls, som an¬gav slutningen på vores strækning. Det er ikke et højt vandfald, så jeg skulle hen og promenere til et billede. No big deal. Så snart man kom i nærheden af fal

det bragte vandet kajakken tilbage, så der var ingen ustabilitet.

På vejen tilbage koblede vi kajakkerne sammen, så jeg kunne trække Berit, der så kunne nyde tilbageturen lidt mere end udturen.

Da vi havde afleveret kajakkerne, havde der allerede været søsætning af Waka, maorikanoerne, og vi så ude på vandet et par krigskanoer nærme sig stranden. Det var ikke den store, men to mindre på hver ca. 30 padler.

Mens de gjorde ceremoniel landgang på stranden skyndte vi os derhen og tog et par billeder. Bagefter gik vi op på Visitor Centret ved Treaty House, for at høre hvad der var sket med den store. Det viste sig, at den slet ikke blev søsat i år. Snydt. Vi var bagefter lige forbi et marked, mest for maorier. Nogle af dem gør en del for at holde deres kultur levende. Vi så flere både mænd og kvinder, der på traditionel vis var ansigtstatoverede. Det virker ret voldsomt.

Vi købte en badge med maoriflaget og fik en opvendt tommelfinger. You are a pal.

Når vi ikke kunne se kæmpekanoen kunne vi ligeså godt køre over mod vestkysten med det samme. Det blev en tur ad små veje til Kauri Coast Holiday Park ved Kaihu. Under vejs ad meget små snoede bjergveje, fik vi endnu et indtryk af New Zealands frodighed. Det er mærkeligt, at de kun er 3.3 mill mennesker men 60 -80 mill får. Vi så en del af dem i dag. De bruger åbenbart alle en race, der ligner ideal billedet af et får. Meget sunde, meget rene, meget venlige. Hedder de Oxford Downs ? (Næ, det hedder de ikke. Det er en særlig race udviklet på NZ.)

Vel installeret (igen ved en rislende bæk/flodarm) tog vi ud til kysten ved Maunganui Bluff, hvor vi havde læst, at der skulle være særligt smukt. Især fra et udsigtspunk, der lå 461 m over stranden. Den startede vi nu på, og Berit fandt straks en række prægtige skaller. Den ene dejligere end den anden. De blev alle lagt ved bilen til senere sortering, og så startede vi på hvad der stod beskrevet som en tur 1 1/2 op, 2 1/2 time retur. Familywalk.

Godaw do. De børn, der skulle med der op, skulle man godt nok være noget træt af. Det var meget smukt, men fantastisk tilgroet. Mange steder var det svært at se sporet. Dels var det meget smalt og dels var der en fantastisk vegetation. Meget af den bestod af nogle agavelignende vækster, som man mange steder måtte holde sig fast i for ikke at falde ned. Tit måtte men skubbe sig igennem, mens man med fødderne følte efter fast grund. Det var en noget varm tur, men med mange smukke udsigter.

Der var langt op. Vi plejer at bruge mindre end de angivne tider, men her måtte vi alligevel bruge lidt mere. Da vi endelig nåede toppen, var vejret blevet noget overskyet og køligere. Min t-shirt kunne nærmest vrides, så det gik ikke, at sidde og slappe for meget af. Ingen af os var særlig varme på, at gå det samme spor tilbage, så vi forsøgte, at følge et fårehegn, der gennem nogle marker så ud til at gå ned mod det område hvor vi havde efterladt bilen.

Det var nu en betinget succes. De bakker, der med får havde set så bløde ud, vi-ste sig at bestå for en stor dels vedkommende af sten med lidt jord om-

Vores tilbagetur tog os godt 5 kvarter. Vi fortrød ikke, at vi havde valgt vores egen rute, men vi var nogle erfaringer rigere.

Ikke så snart havde vi sat os i bilen før det begyndte at regne. Meget. Det sja-skede ned mens vi fik vores velfortjente salat, ost og pepperoni, og vi nød et par Lions Red øl, vi havde købt lidt ulovligt på et lille hotel, der som de fleste andre hoteller her, mest er pubber.

Mens vi spiste sad vi i et par tykke trøjer og med et lille tæppe hver (vi takker SAS og Qantas for doneringerne). Man kommer meget let til at fryse, når man har svedt så kraftigt gennem flere timer. Min medbragte australske bushhat (ren bomuld, made in China) er en glimrende svedsamler, og også gennemblødt efter turen.

Klokken var næsten 8 før vi kom hjem, så vi var nød til at skynde os lidt, inden vi skulle på Nightwalk for at se kiwier kl 9.

Vi, der havde været i gang hele dagen, mødte op i regntøj, og så viste det sig, at det var aflyst. Andre havde kyllingeagtigt meldt fra, så det blev ikke til noget. Lidt ærgerligt, da grunden til at vi kom lige på denne plads var, at de havde disse Nightwalks. Ellers kan man kun opleve kiwier, der er natdyr, i særlige kiwihuse rundtomkring. Her vendes om på nat og dag, men det ville være noget andet at se dem i det fri.

FÅRESHOW 7.2. fredag Regn meget af natten, kom afsted ved 10 tiden mod syd over Auckland Lidt tilfældigt blev vi kraftigt anbefalet et Sheep-show af en dame i en forretning, der meget gerne ville fortælle os om alle lyksalighederne på NZ. Der er altid mange, der gerne giver en hånd med i vores planlægning. Når man tænker på vores egen lemfældige behandling af turister, bliver man helt flov.

Fåreshowet blev forestået af Greg, der viste hvordan han arbejdede med sine hunde. Der bruges to forskellige racer, der tydeligvis ikke er udvalgte for deres udseende. Den ene slags hedder Head- eller Eye dogs og bringer fårene hen til hyrden ved at se på fårene, mens den anden slags, Hunterdogs, jager fårene væk fra hyrden ved en voldsom gøen.

Hver hund har sit eget sæt af kommandoer, så den ved hvornår den skal frem, tilbage, højre eller venstre. Det virkede meget overbevisende.

Greg demonstrerede også klipning. På en normal dag kan en mand klippe 400 får, men konkurrencer vindes med omkring 740 får, der bliver klippet i

løbet af 9 timer. Bliver et får såret, tæller det ikke og da konkurrencer vindes med sådan noget som 4 får mere end nr. 2 er der ikke plads til at klippe forkert mange gange.

Et får med pels står i ca. 20 $, mens et klippet får kun er ca. 15$ værd. Ikke un-derligt, at fåreavlen er gået noget tilbage. Ifgl. Greg er der nu ca. 47 mill får til-bage (lige efter læmningen dog op til 90 mill.) - stadig en pæn sjat.

I løbet af dagen blev det en del regn. Vejret her kan godt minde en del og dansk ustabil sommer.

Fandt en bager, der havde et dejligt brød og den slags er værd at bemærke her, hvor det en svært at få andet end skiveskåret sandwichbrød uden megen substans.

Landede lidt udenfor Te Aroha, der ligger smukt ved foden af et bjerg. Vores accmodation var en lille hytte at ældre model med en noget hengemt lugt.

Desværre med en del sandfluer, som er nogle små skiderikker under 2 mm, lydløse, og hvis stik klør værre end myggestik og varer en uge.

Det forhindrede os ikke i at sidde udendørs og holde et kurfyrsteligt måltid.

Hvad skal man med mere end noget godt brød, tomater, sardiner en god olie, salt og lidt vin ? Den anskaffede NZ-vin var rigtig god, men jeg tror, de kan kø-bes billigere derhjemme.

Af hensyn til færgen, der skal bestilles adskillige dage i forvejen, måtte vi forsøge med lidt planlægning, så vi lavede en råskitse til vores videre tur her på nordøen med en dags ekstra elastik.

Bagefter gik vi en tur ind til Te Aroa for at ringe hjem. Det lykkedes nu ikke, da vi ikke havde telecards, så i stedet gik vi på den lokale og prøvede lokalbrygget. Det er underligt, så kedeligt der var. Ikke nogen hygge, men meget optagethed af spil på alting. Mange pubber er samtidig TABs, steder hvor man lottoer eller spiller på alting.

Vejen hjem var smuk med en meget klar stjernehimmel.

Ikke som ved Ayers, men man kan jo også blive for forvænt.

KOGENDE MUDDER 8.2. lørdag Kørte ind til Te Aroa. Berit ringede rundt til accomodations omkring Roturoa, men alt var optaget. Efter rigtig mange forsøg lykkedes det dog at finde et lille sted udenfor byen i en lille forstad, der hedder Ngongotaha, med, sagde de selv, en meget lille cabin. Der er vi nu. Her er udemærket. Vi har lejet os ind for to nætter. Rent og pænt og man kan da ligge udstrakt. Det kunne jeg ikke for et par nætter siden.

Det er omkring Roturoa, at de fleste varme kilder er, så dem skal vi se på.

Samtidig er en meget stor del af befolkningen maori, så der er også en del optræden med gamle danse og sange. Flere hoteller har hver aften et maori show og hangi, traditionel middag, men vi har booket os ind hos Tamaki Tours, der har en udendørs optræden og hangi. De er samtidig prisvindere, så de blev anbefalet af værtsparret her, der som næsten alle vi har mødt er nogle meget søde og hjælpomme mennesker. I mange forretninger, vi har været i, bliver det et helt problem at komme afsted igen. Når de hører at vi er turister, og det kan de jo godt høre på vores sprog selv om vi bliver rost for vores gode engelske, og får at vide at vi er danske (det er vi meget hurtige til at fortælle, ellers tror de at vi er tyske), er der ingen ende på hvad de gerne vil fortælle os vi også skal se, nu vi er i området. Det er meget fint.

Det svære her i området, er at vælge hvilke thermale områder man vil se, for man kan ikke nå dem alle. Berit havde fundet frem til at Wai-O-Tapu Ther¬mal Wonderland, der lå ca. 25 km herfra, skulle være det sted, der havde de fleste farver. Området, hvor det som alle andre termiske områder er ret dyrt at komme ind på, består af en række små søer og kratere/huller i jorden. Fra mange af dem stiger dampen op- stærkt stinkende af svovl.

Vi så en sø med mange forskellige farver, som stammede fra forskellige mieraler. Det meste står og syder og bobler med navne som Artists Palet, eller Hells Gate (mudder) og det hele virker noget surrealistisk og noget underjordisk/dæmonisk.

For ikke at risikerer at springe noget over kørte vi til Waimangu Volcanic Valley, der rummer kratere fra forskellige vulkanudbrud. Nogle er senere fyldt op med vand og danner dybe kratersøer, og nogle er stadig termiske aktive.

Der var bl.a. verdens ? største termiske sø. Fra indgangen gik en sti nedad og med os havde vi en forklaring på dansk. af ikke oplyste grunde havde billetkontoret/centret også forklaringen på vores sprog. Så mange danskere er der vel heller ikke hernede ?

På vejen nedad var der forskellige mindre pools og aflejringer man kunne se på, men hovednummeret var udsigten over den store kratersø hvor dampen steg op over vandfladen og lige ud af klippen.

Vi brød sammen og købte noget China take-away, til middag. Meget fint selvom vi savnede spisepindene.

I en lokal turistavis havde vi set, at der var en festival i gang i byen. Den handlede først og fremmest om musik, men også andre kunstneriske udtryk for maorier og andre oprindelige folk.

I dag var afslutningskoncert i Congres Center 19.30, og så vidt vi kunne se med gratis adgang.

Det var en stor oplevelse. Flere fantastiske maorigrupper, de havde vist vundet i en konkurrence, og desuden bl.a. en danser fra Hawaii. Han havde et par underbens rytmebånd/strømper, som han fortalte bestod af tænder fra 350 hunde, og det havde taget ham 10 år at samle dem. Iflg. ham havde ingen på Hawaii i 200 år vidst hvordan sådan nogle lød, og da de var en vigtig del af den gamle kultur, havde han lavet dem. Hans sange var, som meget andet den aften uden musikledsagelse. Meget spændende.

Maorierne var fantastiske. En utrolig energi de brugte under deres traditionelle sange og danse. Der var flere af mændene, der var ansigtstatoverede. Det virker ret skræmmende, men det er jo også meningen. Også flere af kvinderne var traditionelt tatoverede med helt blå underlæbe og krøller ned af hagen. De fleste er ret kraftige folk med en tendens til fedme, så når de, som en del af dansene, rækker tungen langt ud og spærrer øjnene vildt op samtidig med at de svinger deres flade køller af Greenstone (jade), virker de meget farlige.

Efter showet var der en flot gratis buffet, som vi deltog i, men hurtigt følte vi os lidt tilovers og tog hjem.

TURISTFÆLDEN 9.2. søndag Sent oppe, men det nytter ikke at styrte afsted hele tiden. Det hænder, at man helt mæt af indtryk ikke er i stand til at rumme mere. Hjernen melder pas.

Man er bare træt. Så er det på tide, at tage den lidt med ro. For det meste går vi tidligt iseng. Mellem 9 og 11, men i går blev den 1, så vi stod først op ved 9-tiden. I går fik vi set termale kilder og kogende mudder, men vi syntes lige, at vi skule se lidt mere, så vi tog igennem Roturoa, hvor der midt i byen også er en park, hvor dampene står kraftigt op fra. Og så er det gratis. Parken rummer en sø med halvsovende vand og en del mindre pools med damp og vand. Alt, ja det meste af byen lugter ret tydeligt af svovl, og tit føler man at man er i helvedes forgård.

Vi gik en tur rundt om søen og i vindsiden gik man i en meget tæt meget hed tåge. Mærkelig fornemmelse.

Vi kørte videre til The New Zealand Maori Arts & Craftts Institute. Det eneste sted, hvor man uddanner træ- ben- og jadeskærere. Stedet er sammenhørende med Whakarewarewa Thermal Reserve.

Vi startede i deres shop, hvor alting, som andre steder er fint men meget dyrt.

Der er ting af jade, ben og træ og ikke ret meget er til at betale, men Berit fandt et værksted, hvor man forarbejdede ben. I et hjørne lå nogle få ting til ca. den halve pris. Søndagstilbud. Da jeg fik snakket lidt med ham, der var en af to på stedet, viste det sig at, det var ting lavet i løbet af weekenden, og at der først blev lagt skat på om mandagen. 32 % personskat og 12,5% moms. Nok et lidt sort salg. Vi fik lidt snak ud af det, Berit fik et bensmykke og jeg købte endnu en bog. Jeg har faktisk købt 3 i dag. Om benbearbejdning, træskæringer og færdige ben-og jadeting.

En gennemgående figur er Tiki, en figur med stort hoved, tit med et afskrækkende udtryk. Jeg har tænkt at det ville være en fin tatovering, men lad os nu se.

Foruden skole rummede centret også en vævestue for sivskørter - en lang proces hvor en del af fibrene blev fjernet for at lave mønstre - og et eksempel på et mauriforsamlingshus( meget udskåret og dekoreret).

Det er lykkedes os at se en kiwi, live, da der også på stedet var et kiwihus.

Der er nat og dag lavet om, så man skal være der noget tid før øjnene har vænnet sig til mørket, men så kan man også se et par kiwier futte rundt. De en nogle mærkeligt troskyldige fugle at se på. Kugleformet krop men rudimentære vinger og et lille hoved med et langt næb, der bruges til at stikke ned i vegetationen og rode efter småkryb.

På det termale område var der de sædvanlige (!) pools, man bliver hurtigt blasert, men også en flot gejser, der sprang med korte mellemrum. Nogle

menne-sker, vi passerede sagde pludselig “Dav !”. De havde kunne se, at vi var hjemmefra, så vi fik en lille snak om, hvad der var at se rundt omkring.

Der er mærkeligt mange danskere her downunder.

Efter turen rundt kunne vi godt mærke, at klokken var halv 2, og vi kun havde fået et halvt stykke brød til morgenmad, så vi fandt et bord med bænk.

Det er sært så hurtigt man vænner sig sit frådser: to tomater, lidt pølse, to æg, en appelsin og brød til deling. Og vand ad libitum.

Der var ikke rigtigt behov for at se flere termer, så vi besøgte i stedet en rigtig forlystelse. Fra byen gik en tovbane med små kabiner, kaldet Gondola, op på bjerget. Deroppe var der foruden café, restaurant også nogle meget berømte Luge, en slags énmands styrbar slæde, der kørte på små hjul. Det var muligt at bremse ned, men ellers gik det bare nedad. Der var to spor, et langsomt og et hurtigt. Jeg prøvede begge, og det hurtige var hurtigt. Bagefter ville jeg prøve et system, hvor man hængende i armene kørte ad en tovbane over nogle stationer. Desværre havde de en max-vægt på 83 kg og dernede er jeg desværre ikke endnu.

Da vi var kommet hjem vaskede Berit mens jeg uden stort besvær fik købt et par ulovlige øl i den lokale bar’s bottelshop.

Om aftenen havde vi jo bestilt billetter til en Maori-aften med Hangi (spisning). Vi blev hentet af en lille bus, men ventede så en time hos firmaet, der var gået kuk i et eller andet. Resten forbigås i tavshed. Rent plastikpro¬dukt hele vejen igennem. Vi var meget glade for at have oplevet en oprigtig entusiasme dagen før, så vi vidste hvordan det kunne være, men de fleste var vist tilfredse. En mand jeg stod i kø med ved maden, sagde, at de jo gjorde det (optrådte) for at fastholde deres kultur. Jeg svarede noget surt, at han stod midt i en pengema-skine, og det var den eneste interesse, der var her i aften.

HAPPY HOUR 10.2 mandag Startede dagen med at jogge en halv times tid. Følte mig meget sund, men ret flad.

På vejen mod Turangi så vi endnu engang på Hot pools kaldet Craters of the Moon, som for en gangs skyld var gratis, men efterhånden er svovlholdigt, kogende vand “No big deal” - man er vel overlegen turist.

Kom til Turangi hvor vi bor på Habitat, som hovedsageligt er backpackers. Noget nedslidt, men et rimelig godt køkken.

Købte ind, og besøgte Visitor Center hvor vi gerne ville høre om Torinaro ?

Crossing, en tur på 7-8 timer, der går over to aktive vulkaner. Den starter et sted og ender et godt stykke væk, så det er ikke smart at bruge sin egen bil. Dels er der meget hærværk mod biler på parkeringsarealer ude i landskabet, dels skal man jo tilbage.

Der var mulighed for, at bruge en shuttel-bus, så man kunne blive sat af det rigtige sted og senere hentet på slutstedet, men vi blev frarådet, at gå turen i morgen. Vejrudsigten meldte om overskyet med en del byger samt lave temperaturer. Til gengæld er udsigten til i overmorgen fin, så vi bestilte plads.

Habitat’et havde egen bar med Happy Hour fra 5-7, så det synes vi lige vi ville prøve. Vi mødte Jørn og Micha fra (Øst)Berlin og havde en fin snak. Han studerede geologi og hun geografi.

Senere lavede vi noget mad i køkkenet og endte med at kikke ind i baren igen.

Fik snakket med en del mennesker, bl.a Chris, som viste sig at være guide på Crossingen. Vi anede ikke , at der skulle være en guide med på turen, men det var der altså.

I baren var der et spil, der hed Table Hockey, som jeg prøvede en enkelt gang.

Meget sjovt. Meget hurtigt.

LOWER OG UPPER TAMA LAKE tirsdag d. 11. februar Vågnede sent, vejret var heller ikke særligt spændende, og kørte til national parken, Whakapapa, hvor vi begyndte på en mindre walk, der gik til nogle vandfald og som skulle tage en ca. 1 1/2 time retur. Det var en meget smuk tur, som gik af en ren luksuriøst sti, hvor der var lavet trin hver gang der var en lille højdeændring. Vi kom hurtigt til vandfaldet og vejret var ikke blevet værre (en lille smule vand en sjælden gang imellem) så for at få en dag ud af det, fortsatte vi mod Tama Lake, der lå et par timer væk. Stien blev hurtigt til et spor, det luksuriøse forsvandt, men det gjorde egentlig ikke noget. Turen gik over lidt mindre bjerge, gennem lidt dal og et par mindre pas. Egentlig en dejlig tur, men der var kommet noget vind, så vi havde alt det tøj på, vi havde med. Berit havde min store fleece trøje på under regnjakken, mens jeg havde en T-shirt på under min regnjakke. Dertil korte bukser. Det var ikke alverden, men så længe vi bevægede os, gik det meget godt.

Da vi kom til Tama Lake viste det sig, at det var Lower Lake, turen var målt til, og at sporet fortsatte mod Upper Lake. Den kunne vel ikke ligge så langt væk ? Så vi fortsatte selvom det gik godt op ad og vegetationen var væk.

Jo længere op vi kom, jo koldere blev det og jo kraftigere blev vinden. Vi gik over en skarp rygning hvor vinden via tunnelvirkning rigtig havde fat og skyerne var så langt nede at vi gik i dem. Det var ikke helt sjovt længere, men hvor blev den sø af? Det var faktisk begrænset hvor langt vi kunne se pga. skyerne/tågen vi gik i, men endelig kom vi da så langt, at vi mente, det måtte være muligt at se ned til søen om ret få meter. Vi kom aldrig de sidste meter.

På det sidste stykke blæste det så kraftigt, at vi ikke turde gå hen til, hvad vi mente var kanten. Sigtbarheden var nede på ganske få meter, og Berit lå bag en stor sten og holdt sig fast og selv følte mig heller ikke for sikker på benene.

Så besluttede vi at bakke ud!

Tilbage ved den nedre sø, hvor klimaet var mildere, målte jeg temperaturen til 10 gr.

Vel nede klokken halv 4 fik jeg det første mad i dag. Berit havde frådset i en gulerod om morgenen, så hun led ingen nød.

Til aften lavede vi en lille omelet med champs. Det er ret sjældent, vi laver varm mad, men vi savner det heller ikke.

Vi er noget usikre på hvordan det skal gå med Crossingen i morgen. Der er en meget dårlig vejrudsigt, så jeg har aftalt med Chris, der skal være guide, at vente med at tage en beslutning til i morgen tidlig.

Vi er booket ind for en i morgen nat også så vi har en chance for at komme op på vulkanerne. Det er virkeligt et must, når man er her.

NO CROSSING onsdag d. 12. februar Vulkantur aflyst! Fra morgenstunden pakkede vi til en dagstur selvom vi godt kunne se, at det så lidt skummelt ud over bjergene, men det kunne da være, at det var en forbedret vejrudsigt op af dagen. Det var der ikke. Skyer, der ville gøre at man ikke kunne se noget, byger, der ville gøre os våde og dertil 20 -25 sekundmeter vind. Ingen havde lyst, så vi afbestilte værelset, pakkede og kørte. afsted til Castelpoint, som ligger helt ude på østkysten.

Det var som altid når man kører rundt hernede, en smuk tur, selvom det er noget anstrengende med al denne bjergkørsel. 300 km, der i Australien nemt ville kunne køres inden frokost, selv om man kom sent op, kan tage det meste af en dag her.

Da vi ankom havde vi lidt svært ved at finde et sted at bo. Caravan Parkens chef, der vist sad og hyggede sig med vennerne, gad ikke leje ud for en enkelt nat:” Vi har desværre ikke tæpper og den slags”, men vi fandt til sidst et helt hus, fuldt udstyret med alt køkkenudstyr, tv og bløde stole.

Castelpoint er kendt for et fyrtårn (man ikke kan komme op i) og nogle gevaldige limstensklipper, så vi var en tur oppe ved fyret og se ned på havet. Meget imponerende. Jeg håber, at de billeder vi tog vil blive gode.

Mens Berit gik en tur langs havet for at finde skaller og pæne sten, påtog jeg mig nødtvungent at køre til et lille hotel få km væk, der samtidig havde en bottelshop. Vi havde besluttet at slappe af foran fjernsynet. Det har vi ikke gjort i 5 uger nu.

Hotellet og bottelshoppen viste sig mere til øl end til rødvin. De havde da enkelte flasker rødvin. Den billigste til 19$. Til gengæld havde de 12 TUI-øl til 15$, så beslutningen var ikke svær.

Det blev en aften med en Clint Eastwood-film, Præsidents men, og bogen om bone-carving.

MESTER I TABLE-HOCKY torsdag d. 13. februar Kørte igennem det smukke landskab mod Wellington, hvor vi skulle med en færge til sydøen. Færgen var forsinket med 1 1/2 time og da vi skulle booke ind temmelig lang tid før afsejlingen (jeg tror de kunne lære noget om færgefart derhjemme), var der ikke andet at gøre, end at vente i færgeterminalen.

Her var der masse af danskere. Bl.a. et selskab på 20, der var på en færdigpakket tur.

Endelig kom vi da afsted og for at få tiden til at gå gik vi ned i restauranten for at spise. Udmærket fisk, der hed noget lignende som Sound fish ?

Inden vi kom i land var klokken blevet hen ad 19.30 så vi besluttede os til at holde ind ved Blenheim, der bare lå 20 km væk.

I færgeterminalen havde jeg set reklamer for to benskærere i nærheden af Blen-heim, så dem vil vi besøge i morgen.

Jeg er desværre ret snottet efter vores sidste bjergtur, men det fortager sig vel.

Efter at have fundet logi i en lille cabin, gik vi en lille tur ned til det lokale hotel, for at få en enkelt øl.

Det virker tiltalende, at der på alle barer er skilte med teksten:”Er du 20 og kan du bevise det? Ellers ud af vagten”. Det virker, som om det bliver respekteret.

Junction Hotel havde et Tabel Hocky spil. Man skubber en stor flad puk med et håndtag. Pucken glider på bordet friktionsfrit, da hele bordet er perforeret og der kommer luft op af hullerne. Et meget hurtigt spil, som der var god gang i på stedet. Vi sad og så på et stykke tid og blev enige om at prøve når der blev plads. Jeg havde prøvet et enkelt spil på Club Habitat, hvor vi sov de sidste nætter, men det var Berits første. Det lykkedes mig lige at vinde 7:6 .

Lidt senere tog jeg et spil med en af de lokale. Vandt. Vandt igen over ham.

Vandt over en anden. Vandt over en tredje. Pludselig var jeg champ, der blev udfordret, så jeg var nødt til at fortsætte selvom jeg svedte så vandet løb.

Væd-sketabet blev hele tiden erstattet med øl, så der løb en del ned.

Værten stillede en 5 $-seddel på højkant til aftenens vinder, så da jeg havde slået alle udfordrere, (nogle flere gange) kunne jeg tage sedlen i lommen. Det er vist første gang jeg har tjent penge ved spil. Det var meget, meget skægt.

At kunne gå ind på et værtshus, være en del af showet,. Så vi fik virkelig en aften ud af det. Jeg må have spillet over 12 spil.

VALENTINSDAG fredag d. 14. februar Stod op med meget øm skulder fra i går. På højre lår er der masser af blå mærker fra bordet og hele området er ret hævet. Men jeg vandt !

Fandt efter nogen besvær en bonecarver udenfor Blenheim, Peter Michel.

Han havde et meget lille værksted, hvor jeg fik set lidt af det værktøj der bruges til benslibning, som jeg en noget tændt på. Vi fandt en fin lille ting. En krog med lille bølge, som jeg købte som Valentinsgave til Berit.

Bagefter kørte vi efter en anden benskærer, der desværre ikke havde åbnet.

Længere mod syd så vi en mindre vingård, kørte ind, smagte og købte to flasker virkelig god Chardonney, hvidvin 1995, 17.50 $/stk.

Senere så vi på en sælkoloni, og fandt et lille, fint vandfald.

Langs vejen var der flere små boder, der solgte crayfish, (rocklobster/crays), som er på størrelse med en almindelig hummer, så det måtte vi naturligvis også prøve. Den var ikke billig, 22$ Endte i Kaikoura, der er kendt for hval- og delfinkikkeri. Der er også mulighed for at komme til at svømme med delfiner eller sæler. Det er altsammen meget dyrt, men vi måtte spørge os selv om hvornår vi igen havde muligheden for at se hvaler. Delfinerne måtte vi gemme til en anden gang. Det var dyrt nok med hvalkikkeriet. 95 $ pr. stk. Det er noget af en industri her, så vi har booket til kl 6.30 i morgen tidlig. Det var det eneste tidspunkt, der var ledige pladser.

I byen, der er ren turistby, fandt vi nogle meget fine bonecarvings med fine sammenhæng mellem ben og ophæng. Lige som vist i den bog om benskærin-ger vi har købt. Vi havde desværre ikke råd til endnu en. De lå hos en guldsmed m.m., der hed Niels Christiansen. Vi troede, vi var kommet til en landsmand, men han havde fået navnet fra sin bedstefar. Selvom han talte et svært forståeligt engelsk fik vi dog ud af ham, at han første som 48-årig lærte at udtale sit navn “rigtigt”.

Vi ville have en enkelt øl, men der var ingen fortovscaféer, og på en solskinsdag kan man jo ikke sætte sig indendørs, så vi købte et par øl i en bottelshop og gik ned på stranden, hvor “sandet” viste sig at bestå af rullesten omkring en tomme i diameter. Det er ret svært at gå i, og ubehageligt at ligge på.

Hjemme igen manglede der kopper både i caravan og køkken, så jeg lavede et par af to øldåser og isolerede med lidt pap. Et meget højtudviklet produkt, med indbøjet kant, to lag pap hele vejen rundt og papstrimmel nedenunder, så man med lillefinger kan sørge for, at dåsen ikke glider ud af pappet.

Vi brugte dåserne resten af turen. De vakte en del opsigt. Et sted kom vi i

snak med nogle schweiziske piger, der kunne huske , at have set os et par dage før. Det vil sige, de huskede ikke os, men vores kopper..

Holdt fin middag med crayfish og vin, og faldt i snak med en svensker og hans tyske kone og nogle folk pü vores alder fra Christchurch, der løb en masse.

WHALE WATCH lørdag d. 15. februar Vågnede kl 5, da uret ringede. Skulle ud på Whale Whatch kl 6.30, det eneste tidspunkt, der var ledigt. Mærkeligt når prisen er 95 $, det er ca. 850 kr. for os begge. Det er mange penge, men stor industri hernede. Jeg skulle også ringe hjem til Mette og Kjeld for at ønske Thomas tillykke med 18-års-fødselsdagen, som de fejrede for ham. Det blev lidt forvirret, fordi det her¬nede er 5.30 morgen og mørkt, mens det hjemme er 5.30 aften. Jeg kunne ikke se telefonautomatens display, så jeg vidste ikke, hvad der var tilbage på telekortene.

Vi fik set hvaler. Gik ombord via en trappe på land i en lille (35 pass.) båd, der blev kørt ned i vandet af en traktor. Halvdelen af os(ikke jeg) havde fået et sær-ligt akupunktur armbånd på, der skulle virke mod evt. søsyge. Og så gik det ellers rask derudaf.

Om ikke over stok og sten, så fra bølge til bølge. Et stykke ude i bugten, blev motorerne slået delvis fra, og man begyndte at se efter hvaler. Der var flere både ude på samme tid, alle fra samme firma, der er baseret på en fond, der skal skaffe arbejdspladser til maorier, så man hjælper hinanden.

Senere på dagen tog vi på en vandring. en Shorewalk langs med halvøens kyst. Man kan gå enten ved vandkanten eller langs med klippetoppen, der rejser sig stejlt fra kystlinien i en ca. 100 m højde.

Vi gik langs kysten for at finde skaller og ting på stranden og slaskede stille rundt. Kysten består tildels af klippestykker, så indimellem måtte vi kravle eller balancere rundt. Min næse løb ustandselig, og det er temmelig irriterende, når man holder ferie.

Langs dele af vestkysten findes der en del søløver og en del af dem holder til på halvøen. Det var meget spændende, at komme tæt på, så vi sad lidt og kikkede lidt på “vores” søløver. Videre frem skulle vi nærmest skræve over nogle for at komme videre, men egentlig synes vi at der måtte komme rigeligt af turister og forstyrre, så vi valgte at følge et spor til toppen. Sporet viste sig at blive ret stejlt og smalt. Berit havde i hvert fald ikke lyst til at kikke ned hele tiden. Sporet var da også hist og her mindre end en fod bredt på næsten nøgen, meget stejl skråning, hvor man bare ser ned på klippeblokke og søløver.

Men vi kom da op, også over den sidste stejle kant.

Vores udbytte var interessante skaller og en fin knogle, som jeg tror er en over-armsknogle fra en mindre søløve.

Bagefter fik vi en øl på det eneste sted med udendørsservering. Det er sjovt nok ikke noget, der bruges hverken her eller i Australien. Det er måske lidt skam-uldt at drikke en øl, eller har de bare sol nok?

V faldt i snak med et par unge schweizere, der bor på samme sted som vi.

De var meget glade for at tale tysk med nogle. Navnlig den ene havde meget svært ved engelsk og så er det jo lidt svært her. Næste morgen, da jeg mødte dem på baderummet kom de og gav hånden til farvel. Man bliver jo helt forbløffet over en sådan høflighed.

Til aften lavede jeg ruskomsnusk på BBQ’en og lærte, at den ikke er særlig god til lave æggemasse med pølse og tomat på. Tilgengæld fik vi god Chardonnay. Vi fik også snakket med en masse mennesker fra NZ, Canada , Malaysia og svenske Thorbjørn og tyske Silvia, der havde den lille charmetrold Max.

MONT FYFFE søndag d. 16. februar Var egentlig på vej til Christchurch. Mette havde i løbet af vores nat fundet Mikkel Overgaards buzzavoxnummer, så jeg lagde en besked om, at vi kom til Christchurch i dag. Da jeg kom tilbage til vognen foreslog Berit, at vi skulle gå op til Mount Fyffe 1602 m, i dag, blive en dag ekstra her. Vejret over bjergene var så fint og klart.

Så vi startede vores bjergtur lidt over 9, ved foden af Mt. Fyffe. Vi medbragte, belært af erfaringen, 3 liter vand, mad til vores frokost, og et udvalg af varmt tøj.

I knap 4 timer gik det op, op, op. Det var ret varmt, ret stejlt, så der var ingen problem med at holde varmen. Der var også meget, meget smukt. Mt. Fyffe ligger i udkanten af en større bjergkæde, så på den ene side af os havde vi udsigten til Kaikura og halvøen vi gik langs kysten af i går, og på den anden side masser af bjergsider. Efter 2 1/2 time kom vi til en af de hytter, der ligger spredt på track’ ene og der sad to englændere og hvilede sig. De var på vej til toppen på mountainbikes, og var startet 15 min før os.

Vi gik videre op mod toppen, efter at have fyldt vore vandflasker ved hytten.

Helt oppe holdt vi en god lang frokost på en times tid, så vi også kunne få tørret vores T-shirts. Englænderne, Mark og Trasy, kom op kort tid efter os, så vi fik en lille snak De startede nedturen lidt før vi, men inden vi var kommet helt ned, havde vi passeret dem 4 gange. Mark, som var en stor stærk mand på over 100 kg, havde 6 punkteringer undervejs, så de kom kun en lille halv time før ned end os.

Nedturen tog “kun” 3 timer, hvor det bare gik ned, ned, ned. Undervejs kunne vi se, at der blev dannet skyer under os og at de fyldte mere og mere. Det var meget betagende at se på. Så da vi var kommet et godt stykke nedad, gik vi gennem et ret tyndt skylag og pludselig var vi under skyerne. Noget af en oplevelse.

På hele turen nåede vi at drikke 6 liter vand, og da vi var startet med 3 liter hjemmefra, var vi da glade for, at der var mulighed for at fylde op ved hytten.

Der er langt imellem at jeg har svedt så meget at også livremmen var gennem-blødt. Den smittede af på T-shirten og var helt fyldt med salt.

Helt nede beklagede Mark, at de var gået ud for gas, de ville gerne have givet en kop te. De havde desværre kun noget whisky, men det var vel ikke noget ! Om det var? Vi var begge ret smadrede, så det faldt på et tørt sted.

Det var en fremragende Single Malt fra Skyer Isle, et lille sted nord for Skotland. Noget af det bedste jeg har smagt.

De var begge sejlsportsfolk på højeste eliteplan, så de havde været en del omkring. Fint møde.

På vej hjem besluttede vi, at gå ud og spise lidt billigt. Vi endte ikke langt fra Holiday Parken, hvor der lå en italiensk style Pizza.

Efter at være kommet hjem ved 9-tiden gik Berit i brædderne, mens jeg med en medbragt øl satte mig til at skrive dagens tekst, men nu vil jeg også i seng.

Godnat. Tandbørsten må vente til i morgen.

CHRISTCHURCH mandag d. 17. februar Vi kørte mod Christchurch. Først bjergkørsel, siden fladere bondeland med mærkeligt klippede hække, som ved nærmere eftersyn viste sig at være træer, op til 4m høje og lige så brede. De var lige så tætte som naboens liguster, og må have tjent som læhegn.

I en forstad til Christchurch kom vi forbi et fåresalg.

Der er langt imellem at man ser så mange får på et sted. De stod i mindre folde i hundredvis. Helt, helt tæt sammen, men prøvede alligevel, at komme væk, når man nærmede sig. Det var ikke kæledyr, men får der ikke var særligt vante til mennesker.

Da vi kom til byen var der ingen plads på YHA. Der var en meget vigtig criketkamp i byen, så alt var optaget, men der lå en besked på vores buzzavox med besked fra Mikkel, der viste sig at bo lige henne om hjørnet.. Vi endte med et Studio, eget køkken og bad til 75 $ hos Stonehurst, det samme sted som Mikkel og hans ven Søren.

Vi gik sammen en tur i byen med en lille tur i Botanisk Have og købte ind til et fælles måltid.

Jeg påtog mig at stå for maden, mens Berit vaskede, hvad vi trængte en del til.

Menuen stod på Rumpsteak, et meget godt stykke kød. Der var to stykker, hvoraf det ene var med i en mindre oliebrand (det er svært at stege i ren olivenolie), bagte kartofler i mikrobølgeovnen, (der havde fået alt for meget, det var første gang jeg brugte en mikroovn), salat, forret med krabbe?

Bortset fra fadæserne, blev det meget vellykket, og vi havde en hyggelig aften.

Hele dagen har vi fået små hilsner fra gårsdagens walk. Hver gang vi rejste os har vi mærket ømme muskler, men det hører ligesom til.

På vejen hertil så vi et skilt med “Rock-art”. Det viste sig at være et stykke af ky-sten, hvor folk lagde sten og forskelligt gods ovenpå hinanden, så der var en mængde “varder”. Ikke lige hvad jeg forstår ved “art”.

ARTHURS PASS tirsdag d. 18. februar Inden vi kørte ud af byen var vi forbi en tatovør jeg havde set i går. Forleden tegnede jeg den Thors hammer, jeg i lang tid gerne ville have under uret. Han havde tilfældigvis tid, så den blev ordnet med det samme. Jeg lavede en flydende aftale til d.26. kl 14 for at få lavet en keltisk figur, der faktisk er to griffe.

Så kørte vi mod Arthurs Pass, så Castel Hill, en masse limstensblokke, der plud-selig lå ovenpå landskabet. Mange spændende store former.

Over Arthurs Pass, meget smukt og ikke så vanskeligt passabelt som beskrevet. På bjergsiden mange rødt blomstrende buske.

Da vi kom til Hokitika, indlogerede vi os på Hokotika Holiday Park, og kørte ned for at se på byen, der også her ligner en Western kulisse.

Berit gik langs stranden mens jeg hentede en 6-pack og så sad vi ellers og så på vandet, stranden og mennesker. Da vi blev sultne kunne vi lige så godt spise hvor vi var fremfor at køre til den lidt kedelige Holiday Park, som åbenbart varmede op med kinesisk eller østtysk brændsel. Lugten var altfor bekendt. Brunkul !

På vej ind til byen så vi at der var en hule med Gloweworms, så den skal v lige se til når det bliver mørkt. Indtil da prøver Berit at skaffe os en plads ved Franz Josef Glacier, hvor vi gerne vil blive de næste to dage.

Vi har hørt, at ozonlaget er særligt tyndt her på sydøen og det er da også lykke-des mig at blive lidt forbrændt i panden, der bliver højere og højere.

Berit bruger en total sunblokker (til en million) på næsen, så vi er begge blevet bedre til at huske at tage hat på.

POSSUMSTUVNING onsdag d. 19. februar Startede mod Franz Josef Glacier, men skulle lige ind til Hokitika, som man meget nemt kunne komme til at holde af, for at købe lidt mad. Vi havde hørt fra et par unge danskere, der lige havde været der, at alting var så dyrt i Franz.

Hokitika er hovedby for jade/greenstone industrien. Jaden ligger som blokke i noget ufremkommelig terræn, så det bliver transporteret ned til byen med heli-kopter. Blokkene er fra 1 kg til 10 tons og er tydeligt istidstransporterede.

Inden vi kom ud af byen havde vi været inde i to store forretninger med egne værksteder og set på, hvordan jaden blev forarbejdet. Det må være mindst l

ige så hårdt som kvarts. Sikke en tid, der gik med bare at slibe små stykker afrundede til brug for ørestikker. Det er ikke så underligt, at deres figurer, nogle var fremragende, var temmelig pebrede, men vi sammenlignede hele tiden med de priser, vi havde givet i Kina og glædede os over vores køb. Vi fik dog købt et par små uforarbejdede sten, så der er noget at prøve på, når vi kommer hjem.

Langt om længe kom vi ud af byen, men ikke så mange kilometer ude, var der pludselig et skilt med Gold-mining, så det måtte vi lige undersøge.

En fungerende mine havde ved siden af et slags museum, der viste hvordan man havde gravet efter guld og udvasket det tidligere.

Rundviseren var en noget usædvanlig ældre mand.

Meget stor med en hat fuld af pins, patroner og mønter. I bæltet bar han over de korte bukser bl.a. en 9 mm Luger og en Bowie-kniv. Han var en karakter. Meget informativ. Der var også mulighed for at kravle ind i en lav tunnel, hente noget grus og selv vaske det ud, men vi afstod og kørte videre.

Klokken var efterhånden blevet hen ad frokosttid, så da der dukkede et skilt op med Bush-mans Center klodsede vi bremsen.

Det var nu mest souvenirs, men bl.a. også nogle possumskind. Vi har set en fantastisk masse possummer ligge døde ved vejsiden, så det føltes helt mærkeligt, at stå med et blødt skind i hånden. Men ikke mere mærkeligt end vi bestilte den velduftende ret de var i gang med i køkkenet. Stuvet opossum.

Det smagte rigtig udmærket. Lidt efter kanin og kalv.

Vi ankom til Franz ud på eftermiddagen, var i Visitor Center for at finde walks og hos Franz Josef Glaciers Guides og bookede til en halv dags tur på gletsjeren i morgen tidlig.

Efter at have indlogeret os i den lokale Holiday Park, kørte vi ned til byen igen (der er kun en kilometer, men man bliver doven) og gik en tur op til noget, der hedder Tatare Tunnels. En meget dejlig tur lidt op, lidt ned, noget på meget smal sti med mindre afgrund ved siden, noget på luksussti. Da vi var kommet op til tunnelen viste de anvisninger vi havde fået sig at være rigtige. Ja, der var meget brug for en lygte, og jo, man risikerede bestemt at få fugtige sko.

Tunnelen gik lige ind i bjerget og var ca. 1 m bred og i mandshøjde, og omtalt som the first tunnel into Tatare Gorge.

Få meter inde i tunnelen var der ca. 40 cm iskoldt vand, så vores sko blev absolut fugtige. Vi gik en 50 m ind inden vi vendte om og glædede os over at varmen kom tilbage i fødderne, da vi kom ud.

Dagen efter fik vi at vide, at tunnelen var lavet for at føre vand frem til guldgravere, der skulle bruge det til at udvaske guldet.

FRANZ JOSEF GLACIER torsdag d. 20. februar Vi skulle møde hos Franz Josef Glacier Guides kl 8.45 for at få udleveret støvler og sokker. De bar præg af nogen brug, og sokkerne havde samme farve som mine egne. Jeg har aldrig haft så tungt fodtøj på benene før. En kraftig læderstøvle, model gammeldags skistøvler, udstyret med kraftige stålkramper i siden, der stak ca. 1 cm nedenfor støvlen, samt små afrundede metalpinde i mønster inde på sålen. Der var en hel del metal.

Endelig kom vi afsted. Transportmidlet var en gammel, gammel bus, hvor den ene halvdel af forruden manglede, men vi skulle heldigvis ikke så langt. Fra parkeringspladsen var der ca. 45 min gang til foden af gletsjeren, så støvlerne bar vi en udleveret pose. Den var tung.

Først ved isfoden skiftede vi til de centertunge gagakker og begyndte en opstigning, mest ad nogle trin udhugget i isen. Solen skinnede og der var meget smukt med blå is ( hvor den ikke lige var sort).

Der var temmelig meget vand så det var svært at begribe at isen ikke var på

vej til at forsvinde, men faktisk er Franz en af de hurtigste gletsjere i verden med en hastighed (float speed) på 3-5 m om dagen, så der var plads til en del afsmeltning.

Vi gik opad i en 45 min og kom da et helt pænt stykke op. Så gik 1/2 dags turen ikke længere og efter en del fotografering gik det nedad igen. Til den ene side kunne man se isen høvle af bjerget. Der faldt ret store sten ned, men det område var heldigvis ikke tilgængeligt. Hele landskabet her omkring er skabt ved moræneaflejringer i tidligere geologiske perioder, så på en måde kunne man fore-stille sig en af de store istider derhjemme, og se hvordan landet skabes af smeltevand og aflejringer.

Ved isfoden var vi henne at kikke på en smeltevandstunnel, hvor vandet kom buldrende ud under isen, meget farvet af hvad det transporterede af slam, sand og grus.

Det spændende ved Franz er, at den ender i en regnskov. Det skal kun være her og et sted i Chile, at det sker på hele kloden, så efter et mindre middagshvil tog vi på en walk, der førte os igennem de tætteste, frodigste og smukkeste regnskov vi har set endnu. Det var hist og her noget af en kravle/ klatre-sti, men absolut besværet værd. Lianer hang fingertykke ned ved stien så man var lige ved at kunn høre Johnny Weismüller udstøde sit Tarzan-råb.

Efter 3-timers turen (og en øl) var det rigtigt godt at få et langt, langt bad og bagefter tilberedte vi med stor kogekunst noget spagetti og varmede en dåse tomatsovs. Ifgl. Berit det ypperligste måltid man kunne tænke sig.

OVER HAAST-PASSET fredag d. 21. februar Startede fra Franz med overskyet vejr, der blev til regn. Efterhånden som vi kom sydover tog regnen til. Vi fik slet ikke set Fox-glacier men over passet lettede skyerne, og det blev godt vejr. Bjergene skiftede karakter. Blev bare pga. mindre regn. Vestkysten er i det hele taget kendt for sin frodig¬hed og megen regn, mens østkysten er kendt for det modsatte.

Vi spiste først frokost efter ankomsten til Wanaka Motor Inn, hvor vi også skal bo i morgen. En lille cabin, hvor låsen er ved at falde ud af døren.

Bagefter besøgte vi Puzzel World, der ligger lige uden for byen. Der er en labyrint med 4 tårne, som man skal komme frem til dels gennem en stor trælabyrint, dels via nogle gangbroer. Vi valgte den lette løsning, at finde tårnene i tilfældig orden og det tog en times tid. Meget sjovt. Bagefter kikkede vi på deres forskel-lige problempuslerier og købte en enkelt, -der ikke er spor enkelt. Desuden havde de en fin samling hollografier og et skævt rum, hvor gulvet var 15 gr. skævt. Vand løb opad og den slags illusionsnumre.

Bagefter gik vi lidt rundt i byen, hvor Lions holder Convent. Det må være et lo-kalt NZ-convent, for det var da ikke noget jeg har hørt om.

Senere fik vi en øl med udsigt over sø og bjerge, og fik en hyggesnak med engelsk par.

Til aften åbnede vi en dåse lammetunge, som ikke engang katten ville have.

Selv spiste vi ikke så meget af den. Mødte et par unge danskere, Bjarne og Pia, der længtes så forfærdeligt efter leverpostej. Vi fik en lille snak på engelsk inden det gik op for os, at vi nok ville klare os bedre på dansk. De havde købt en bil til 370 $ og forsikring til 36 $ for et år !!

Natøl én jug (1 liter til deling) MONT ROB lørdag d. 22. februar Vejret var smukt, da vi stod op. Oppe over Mt. Rob var der skyfrit, men belært af erfaringen tog vi alligevel varmt tøj og regntøj med i rygsæk¬ken og 3 liter vand. Berit havde vores frokost og kameraet.

Bjerget ligger græsklædt hele vejen op. Der er ikke et træ nogen steder og sådan ser alle de andre bjerge, vi kan se, også ud. De ligner blødt bølgende græsplæ-ner, der er rejst på højkant endende med en skarp rygning.

Stien, vi gik op ad er også uden alle de sten, vi gik på ved Mt. Fyffe. Absolut en forbedring, men det var nu hårdt at komme op alligevel. Det var ligesom turen til Mt. Fyffe stadig sad i bagpartiet, men vi kom op på lidt under 3 timer.

Oppe var der ret koldt og blæsende og undervejs var det blevet overskyet, så vi ikke havde solen at varme os ved, men udsigten var forrygende.

Vi nød den hurtigt og fandt så læ et lille stykke nede af sporet, hvor jeg kunne få en tør T-shirt på og regnjakken ud over nationaldragtens overdel. Der skulle noget til, for der var kun 15 gr. og når man har svedt så meget, bliver man hurtig kold, når man ikke bevæger sig.

Vi spiste frokost med en fantastisk udsigt til en hel bjergkæde og begyndte så nedturen, som tog lidt under 2 timer.

På vej hjemad fik vi købt ind. Færdiglavet kylling en flaske vin og 6 øl. Dem havde vi ærligt fortjent. Jeg var i hvert fald helt færdig, men Berit begyndte at sortere i brikkerne til det anskaffede Tantrix-spil.

Kort efter jeg havde lagt mig hørte jeg glade stemmer udenfor. Det var Jørn og Micha fra Berlin, som vi havde mødt på Nordøen, der var dukket op her, så det blev ikke til meget afslapning.

Senere delte vi hvad vi havde af mad. De havde noget salat og vi havde en kylling (noget tør), så det blev et helt festmåltid, som trak lidt ud.

MOD DUNIDIN søndag d. 23. februar På vej ud af Wanaka satte vi Jørn og Micha af ved The Maze (labyrinten), som de ikke mente kunne volde dem besvær. De lovede at sende et post¬kort med hvor lang tid de brugte til at finde de forskellige tårne.

Turen til Dunidin var lang og gik gennem bjerge og dale hvor det skiftevis var meget frodigt, med et væld af grøntsager, og områder, hvor der var meget langt mellem de afsvedne, gule græsstrå.

Vi kørte heldigvis lidt forkert, så vi kom forbi det oprindelige Bungy Jump på en historisk bro, og fik da også set en, der sprang ud. Derhjemmefra havde jeg da tænkt lidt over, om jeg evt. skulle springe, men havde fundet ud af at jeg hellere vil bruge de samme penge på noget andet. Det var lidt sjovt at stå ved broen, se ned, og vide med sig selv, at det spring turde jeg godt, så det behøvede jeg ikke at bevise overfor mig selv.

Vi bor ikke i selve Dunidin men ude på halvøen Otago Peninsula, hvor vi regner med at skulle se albatrosser og pingviner i morgen.

Turen herud fra Dunedin var noget af det mest krøllede vi har kørt endnu. Ad en meget smal vej, der ustandselig snoede sig og gik op og ned. Landskabet, der er bjergrig kyststrækning, var meget flot, men jeg havde ikke meget tid til at se på det.

Vi har lejet en temmelig gammel campingvogn i 2 dage. Da vi var flyttet ind gik vi en lille tur for at strække benene. Det trængte de til efter gårsdagens bjergtur.

Det lokale hotel havde lukket (søndag), men på tavernen lykkedes det os at få en øl, men da det var en restaurant med licens og ikke en bar var vi også nødt til at købe noget spiseligt, så vi fik hver et hvidløgsbrød. På stedet havde de et klaver, hvor der lå nogle ruller ovenpå. Jeg spurgte hvad det var, og det var sør’me et rigtigt gammelt mekanisk klaver, som jeg var velkommen til at prøve. Drivkraf-ten var et par pedaler man sad og trampede i, så jeg underholdt Berit (vi var de eneste gæster) med underfuld klaverspil. Der skulle trædes meget præsist, ryt-misk for at få det til at lyde rigtigt så det var noget sværere end jeg havde regnet med, - men skægt var det.

Her i aften sidder vi (mest Berit) og prøver at bruge Tantrix-spillet. Det er vist mere kompliseret end vi troede.

ALBATROSSER mandag d. 24. fabruar I formiddags kørte vi ud til Royal Albatros Center, der kun ligger en halv times tid herfra. Der var en del information og billeder at kikke på. Både om albatrosser og den guløjede pingvin, der er udrydningstruet, den lille blå pingvin og en speciel skarvart, der findes ude på næsset.

Der var rundvisning til albatroskolonien hver halve time så vi satte os med en kop kaffe, til det blev tid. Det viste sig nu at være lidt mere besværligt end som så. Turen kl 11, som vi havde regnet med, var overbooket og det var de næste også, så vi endte med at bestille til kl 15.30, så vi kunne komme hjem og holde siesta. En vis mathed gør sig gældende, så en mindre pause ville være godt.

Inden vi kørte fra centret gik vi ud og så på skarvkolonien, der holdt til på klippesiden. Det blæste temmelig kraftigt så man skulle holde på brillerne, men det var imponerende at se dem komme med fuld fart i vinden og alligevel lande sikkert på klippehylderne.

Vi var også nede på Pilots Beach, hvor en del pelssæler holdt til. De var bedøvende ligeglade med os, så vi kom tæt på.

På vejen hjemad ad den smalle, snoede vej langs vandet, holdt vi ind for at smide et overflødigt lag tøj. Lige da jeg stod ud af vognen, så jeg nede i vandet en af de små blå pingviner, der lynhurtigt smuttede rundt i vandet. Den var ikke meget større end en fed solsort. Fin lille oplevelse. Vi får forhåbentlig flere at se i dag, for vi nåede også ind på The Yellow Eyed Penguin Conservation Reserve og bookede til en tur 18.45. Pingvinerne er der størst mulighed for at se sidst på dagen når de kommer hjem fra arbejde.

Da vi efter frokosten fik lagt os, - det er første eller anden gang på turen vi virkelig trænger til at holde siesta,- begyndte en maskine at banke pæle ned lige udenfor.

Ja, ja.

Forventningsfulde kørte vi til albatros-centret. Der blev startet med en glimrende introduktionsfilm af Richard Attenbourg ?.Derefter fortalte Bill fra centret om albatrosser i almindelighed og kolonien i særdeleshed. Der var omkring 100 fugle tilknyttet i alt, og det skulle være den største fastlandskoloni i verden for Royal Albatrossen, der er den største af 14 arter. Vingefanget kan blive op til 3 meter.

De er 6 -8 år før de begynder at lægge æg. Fra æglægningstidspunktet i september går det et år inden ungen er på vingerne og forældreparret tager udmattet en pause på et år, hvor de ikke kommer i land.

I kolonien var der i øjeblikket 68 voksne fugle og nogle unger. En del af de voksne var kun teenagere, der havde dannet par og nu brugte et par år på at øve sig på forældrerollen. De første år de danner par, lægger de ikke æg, eller æggene var i hvert fald ikke befrugtede.

Så gik turen op ad en stejl sti til en udkikspost og her viste det sig at alle rederne desværre lå uden for synsvidde bag en skråning. Hvis vi var heldige kunne vi måske se en flyvende albatros. Vi stod og kikkede ihærdigt i de udleverede kikkerter og kunne en gang imellem se den øverste hovedfjer på en stor unge, der ellers var gemt væk. Og det var så det!

På vej ned kom der en albatros flyvende over os, men det virkede nærmest som en hån. Vi var lidt knotne. Kolonien er et af de store turisthit og opreklameres overalt. Vi var da også kommet et godt stykke bare for at se albatrosser. Og så var de der ikke. Det er selvfølgelig natur, men centret havde i mindst 3 måneder vidst, at alle reder var lagt, så man ikke kunne se noget, og de solgte alligevel ture hver halve time.

Der var blevet sagt, at man kunne få halvdelen af billetprisen retur, hvis der ikke var albatrosser, så det fik vi, - vistnok som de eneste! Men vi var pludselig trætte af at betale det hvide ud af øjnene hver gang, der skulle ske noget. Det var ligegodt 20$/næse for en lille undervisningstime.

Godt skuffede tog vi hjem og tog en stiv whisky, inden vi skulle på pingvinkikkeri.

Der var pingviner. De havde koloni på noget privat jord, så der var lavet nedgravede gange, der var overdækket med camouflagenet, så man kunne komme tæt på uden at genere.

Men det var sidst på sæsonen og mange ungfugle var taget afsted, så det var forældrefuglene naturligvis også, men vi kom tæt på nogle af verdens sjældneste pingviner. Det er alligevel en oplevelse at se dem komme vraltende fra havet, mens en pelssæl ligger og driver den af på stranden.

De små blå pingviner må vente til en anden gang, vi kunne ikke finde ud af hvor vi skulle se efter dem. Muligvis et helt andet sted på halvøens kyst.

Vi tog hjem og tilberedte et måltid. Billige Pot Noodels i genbrugs-flamingokopper og æg kogt i elkande. Det sidste kan godt lade sig gøre uden at risikere æggemasse i kanden, hvis man først lægger æggene i en tom, overskåret øldåse (vores kaffekopper igen), og derefter stiller dåsen ned i kanden.

Der kan faktisk være to øldåser, så man kan koge 4 æg på en gang!

LANDTRANSPORT tirsdag d. 25. februar Køre. køre, køre det meste af dagen, men vi skulle gerne til Christchurch i dag, så det var bare at komme derudaf.

Vi stoppede dog for at se nogle boulders, store kuglerunde konkretioner, der dukker ud af klippen et bestemt område af kysten, der ikke er mere end ca.

100 meter langt. De er op til 2 meter i diameter og det virker meget ejendommeligt at stå mellem en samling “bolde”, der er mere eller mindre gravet ned i sandet.

Vi manglede nogle kontanter og gik ind i en bank i Timaru, der desværre ikke kunne få accept på hverken Berits eller mit kort. Sved på panden. Var vore kort endeligt lukkede? Så ville vi få nogle problemer i USA. Et stykke nede ad gaden fandt vi en kontantautomat og prøvede for en ordens skyld om den var villig. Det var den ! Stor lettelse, så vi brugte straks nogle af pengene på en købefrokost.

Køre, køre, køre videre til vi endelig kom til Christchurch YHA, hvor vi havde bestilt plads.

Mens Berit pakkede bilen ud,- vi havde en p-plads lige udenfor hostlet-, gik jeg hen til den sidegade til Colombo Street med tattoo-shoppen og rekonfirmerede aftalen med Kevin. Vi fik aftalt størrelsen 15 cm, og det kommer til at koste mig 150 $. Ups! -men det er stadig billigere end derhjemme.

For at fejre vores sidste aften i New Zealand, købte jeg en kæmpe rumpsteak med hjem. Der er jo fuldt udstyrede køkkener på YHA’er. Jeg nåede da også lige at blive klippet for kun 5 $, hos en discountfrisør. Det tog under 5 min. Det er en praktisk frisure at holde sig.

Tilbage på hostlet trængte jeg kraftigt til et hvil efter dagens kørsel, så mens Berit vaskede, lagde jeg mig.

Efter middagen gik vi en lang tur i byen. Vi trængte til at røre os lidt efter en lang dag i bilen. Turen blev dog ekstra lang, fordi det tog meget lang tid før vi fandt et sted, der fortjente vores besøg.

Vi er begge ret færdige, så det er godt, at vi ikke selv skal præstere noget videre i morgen..

LUFTTRANSPORT onsdag d. 26. februar Af hensyn til vores affaldsbeholder pakkede vi al bagagen om. Det er en ustyrlig bunke vi efterhånden rejser med.

Toyotaen skulle afleveres inden kl.11, så vi tog ud til lufthavnen for at indskrive bagagen inden. Det var nu ikke muligt, vi var for hurtigt ude, så Berit blev ved bagagen og jeg kørte ud til Mauri, der ikke var langt væk. Det var helt vemodigt. Vi havde alligevel kørt 4000 km i den, men også meget rart ikke at skulle køre mere,- ikke før USA, hvor jeg skal omstille mig til højrekørsel igen.

Endelig kom vi da af med bagagen, selvom der bliver stillet spørgsmål til vores affaldsspand. Sådan en kuffert har de vist ikke set før.

Tilbage i byen fejrede vi bilafleveringen med en bajer i byen på en af få fortovsrestauranter, der findes.

Frokost fik vi på Cathedral Square, hvor der er flere salgsboder med forskelligt mad, der bliver lavet på stedet og som spises rundt omkring på pladsens bænke. Jeg valgte noget kinesisk mens Berit fik noget tjekkisk. Kartoffelpandekage med en masse salat. Det var noget bedre end mine fedtede ris.

Klokken 1 havde jeg aftalt tatoveringen, så i god tid gik vi ned ad Colombo Street. Vi gik længe inden det gik op for os, at det var den forkerte vej vi gik, men det lykkedes os da at finde shoppen, kun lidt forsinket.

Jeg havde regnet med at det vil tage en times tid, men det tog faktisk næsten 2 timer. Det er ret lang tid at blive perforeret i, men hvad gør man ikke for skønheden. Det blev heldigvis virkelig pænt. Det bliver jo siddende resten af mit liv.

Berit havde et hedt ønske om at bruge resten af vore brød til at fodre ænder, så vi måtte ned til floden, hvor Berit prøvede at fordele stumperne retfærdigt mellem ænder, måger og gråspurve. Ikke nogen let opgave !

Resten af vores døgn, - og det blev langt- , brugte vi til rejse.

Fra Christchurch fløj vi til Wellington, hvor vi havde en mellemlanding, inden vi fløj videre til Auckland. Vi startede kl 18.15, så vi var noget brødflove, men selv om vi skulle mellemlande en lille time senere nåede de at servere et light meal, og på den lige så korte strækning til Auckland fik vi et til. Jeg har sjældent set galejslaver arbejde hårdere end besætningen på det fly.

I Auckland havde vi 3 timer inden vi skulle videre til Los Angeles, så der var masser af tid til at finde bagagen og booke på det næste fly, hvor vi fik serveret et hovedmåltid, så vi savnede ikke brændstof på vores private motorer.

Vi landede i LA efter en lang nat. Klokken var 14.45 og det er stadig den 26.2.

Vi er kommet frem 3 1/2 time før vi startede !

LANG LOS ANGELES stadig 26.2.

Efter landingen var der en lang told- og visa- indrejse procedure. Ligesom i Kina. Mange høvdinge og for få indianere. Sjovt nok findes et samme udtryk på engelsk, fandt jeg ud af, da vi og et engelsk par brokke-morede os. Burokrater er åbenbart ens alle vegne.

Fra lufthavnen en shuttelbus til Avis. Man bliver da også passet op i begge ender.

Vi fik udleveret en splinterny Pontiac Grand AM SE, kun kørt 2 km, og så gik det bare ud af byen med højrekørsel. Ikke ret sjovt når man i 6 uger havde vænnet sig til venstrekørsel. Inden vi forlod parkeringspladsen var jeg da også ovre i venstre bane ! Ups !

Vi kørte mod øst. I myldretid. På highway hvor det går stærkt i alle baner. Var der nogen, der havde lidt håndsved? Det blev mørkt allerede 5.30. Byen er større end Fyn, så den bliver bare ved og ved.

Det kort, vi havde fået fra Avis var mildest talt beskedent. Efter mørkefald var vi nødt til at køre ind på en tank og købe et bedre. Vi kunne så samtidig til udelt morskab, -vi morede os i hvert tilfælde ikke så meget-, få at vide hvor vi egentlig var, og hvor det nærmeste motel var !

Vi var ikke så langt fra, hvor vi gerne ville være, så det var ikke så galt, Vi fandt et motel, 40 $, meget pænt med godt baderum, og gik ind ved siden af og spiste mexicansk. Purerede bønner m.m.. Ikke særligt spændende.

Spændingsfilm i TV. Efter det sidste døgn rejse og turen gennem LA var det noget svært at falde ned, så vi tog hver en sovepille. Stillede ikke vækkeuret fra Henny og Poul Erik, som ellers har fulgt os trofast. Udcheckningen er jo først klokken 11 i morgen formiddag.

ROUTE 66 torsdag d. 27. februar Vi vågnede 10.50 og skulle være ude kl 11.00, og det var vi (næsten), men det blev ikke til morgenmad. Det gør nu heller ikke noget. Vi har så tit nøjedes med et glas vand.

Ud fra det kort vi købte i går, kunne vi se hvordan vi skulle komme videre, så vi kørte op ad forskellige highways til vi fandt den historiske Route 66.

Ja, egentlig havde vi et lille problem undervejs, for det viste sig, at den kortafmærkning vi troede vi kørte efter, var jernbane. Så tror da pokker, at det er svært at navigere.

Efter lang tid forsvandt resten af byen. Den er da helt ufattelig stor. Det blev gråt, goldt, og deprimerende svinet omkring en del elendige beboelser og campingvogne, der lå spredt i landskabet. Til gengæld blev det bedre vejr.

Vi kom til Mojave Desert. Der blev smukt, med nøgne bjerge i mange farver.

Hist og her lå store afrundede klippeklumper, mens nogle sære “kaktustræer” stod og var de eneste vækster sammen med enkelte græsstrå.

Vi satsede på at overnatte, hvor Route 66 går gennem Mojave Desert National Reserve, i en lille by hvor der iflg. kortet lå et Visitor Center. Vores mistanke blev vakt, da en anden lille by på kortet viste sig at have en befolkning på 20, og byen vi kørte efter var der faktisk heller ikke. Der var en jernbaneoverskæring og en gammel stationsbygning. Det var alt. Stationsbygninigen, der tidlige havde været Visitor Center, var nedlagt. Så vi måtte videre.

Vejret havde skiftet karakter. Det var skyet, sort, regnfuldt og tidligt blev det mørkt. Vi kunne se, at vi var kommet op i højden uden at have bemærket det.

4500 ft. Det satte til vores store fortrydelse ind med sne/slud, men vi kom da ud på Highway 15 igen, med retning mod Las Vegas.

Ved grænsen til Nevada lignede det lige pludselig Tivoli med lysreklamer og kulørte lamper hen over vejen. Der var en del Casinoer/hoteller, og ret svært at orientere sig fordi alt lyset blev reflekteret fra den regnvåde vej. Vi kørte af vejen, men måtte ind på den igen. Jeg kunne slet ikke orientere mig i dette natlige lyshav.

Videre gik det, indtil vi kom til en lille by, Jean, hvor vi endte på giganthotellet Gold Strike Hotel and Gambling Hall, fanget af en reklame, der lovede værelse til 21$. Vi havde noget svært ved at finde indgangen. Det viste sig, at man skulle ind midt i Gambling hallen for at finde receptionen, men så fik vi et meget flot dobbeltrum med alt, hvad vi kunne ønske. Det fik vores sidste overnatningssted til at se lidt fattigt ud. På indersiden af døren står prisen til 180 $, men vi betalte kun 21$ !.

Middag spiste vi i Gold Rush restauranten her på stedet hvor der er 4 forskellige restauranter. Dagens tilbud var 1/2 hummerhale og steak med salat og bagt kartoffel. Meget flot, meget lækkert. Og så til bare 9 $. De må virkelig tjene på spillene. I Gambling Hallen er der ca. 1000 (jeg spurgte) spillemaskiner ud over Casinoet, hvor der spilles mest Black Jack og Terningspil.

Vi skulle selvfølgelig også prøve. Der var spillemaskiner til indsatser fra 5 cents til 5 dollar. Vi synes, at en totalindsats på 20 $ måtte være nok og for at få det til at strække, spillede vi kun på 5 cents-maskiner. Det trak ud. Klokken var hen ad 9, da vi startede, men først kl 1 var vi kommet af med alle mønterne. Vi kunne flere gange have trukket os tilbage uden at det havde kostet os en cent, men der var alligevel for meget gambler i os, så vi blev ved. Enten en ordentlig gevinst, og der var mulighed for at vinde op til 3000 dkr, eller slet ingenting. Det hjalp da også, at der indimellem kom en servitrice forbi og spurgte, om vi ville have noget. Gratis! Det tog hende lidt tid at få mig til at tro på, at så længe man spillede var drinks gratis.

Der var også et orkester, der medvirkede til et noget højt lydniveau. Selv om der ikke var mange mennesker kommer der en del lyd ud af det når flere hundrede maskiner siger Pling Og Plong og mønterne rasler ud i metalskufferne.

Noget af en oplevelse. En af de ansatte fortalte, at der i Las Vegas er et sted med 5000 spillemaskiner ! Der må vi hen og kikke.

En noget anden stil end Casino Copenhagen, hvor man først betaler dyrt for at komme ind og bagefter bliver flået, hvis man også vi have en øl.

LAS VEGAS fredag d. 28. februar Så er vi her, i Las Vegas. Der var ikke mange miles tilbage, så selvom vi kom sent op, var vi i byen før middag. På vejen hertil kørte de som sindssyge. Jeg har heller ikke før set så mange bremsespor, der gik på tværs af vejen og stadig havde fuld farve ved vejsiden. Så det første vi gjorde, var at holde ind på en parkeringsplads ved det første gambling-palads vi så. Det var Excalibur med 4 kæmpe hotelfløje og en masse tårne, der skulle ligne Kong Arthurs slot, men måske mere lignede en Disney kulisse.

Vi gik ind og jeg var glad for, at vi havde lidt erfaring fra i går, ellers havde vi fået totalt kulturchok. I går syntes vi, at det var et kolossalt sted, vi var havnet, men sammenlignet med dette lignede det en fattig landsbyudgave.

Værelserne kostede 110 $ dels fordi det nu var weekend og dels var der et convention i byen. Creative painters !. Det var nu til den gode side, så vi gik en tur rundt til nogle af de nærtliggende paladser. Jeg havde ikke meget mod på at komme ud på vejen igen. Den hedder forresten The Strip og her ligger alle de store og berømte spillesteder. Bilerne kører i 6 spor i hver retning, så her sker der noget.

Vi var inde på Tropicana, (lyder det ikke bekendt?, 79$, men MGM med den fantastiske løve ville have 99 $ , og da jeg ikke havde megen lyst til at køre videre af infernoet endte vi på Tropicana, og skulle der være gilde , så....... Vi købte også billetter til Folies Bergére, som ud over at optræde i Paris også havde show på Tropicana.

På vores ydmyge værelse, som er det dyreste sted vi har boet i USA, godt 400 dkr, var der spejle i loftet og hele vejen rundt kingsize-sengen. Der var naturligvis også en sofa, et par stole, et bord, et stort TV og en garderobe med ca. 5 m2 spejl.

Vores frokost bestod af stedets tilbud, 1$ hotdog, 1$ rejecocktail og 1$ øl. Det kunne hentes på 24 timers basis.

På vej ind var der en gratis spillemaskine, der min. gav en billet til en gratis øl i baren. Vi samlede et par stykker af biletterne op, som folk havde smidt væk.

Tropicana have en Wildlife Walkway, som mest bestod af papegøjer , der heldigvis blev taget ind om aftenen. Hvis de også skulle have overværet begivenhederne i The Wedding Chapel, ville det have været for meget.

Virkeligheden er ikke eksisterende. Alt blev gentaget og gentaget, af spejle og lys.

Vi spiste på en af de 6 restauranter, buffet, meget fint og meget overkommeligt. Senere spillede vi den store sum af 20$ op. Det var lige før vi ikke gad, men vi havde biletter til Foilies Bergére senere. Meget fint show. Utrolig stemning. henne og se The Strip, Ceacars Palacs the top, statuer, der bevæger sig med lys og lyd, kodak New York med skyline og Friheds gudinde aften spille uden held 6 elevatorer i vores tårn, “where winners play, and players win. The island of Las Vegas” 21 etager På vores ydmyge værelse, som er det dyreste sted vi har boet i USA, godt 400 dkr, var der spejle i loftet og hele vejen rundt kingsize-sengen. Der var naturligvis også en sofa, et par stole, et bord, et stort TV og en garderobe med ca. 5 m2 spejl.

Vores frokost bestod af stedets tilbud, 1$ hotdog, 1$ rejecocktail og 1$ øl. Det kunne hentes på 24 timers basis.

På vej ind var der en gratis spillemaskine, der min. gav en billet til en gratis øl i baren. Vi samlede et par stykker af biletterne op, som folk havde smidt væk.

Tropicana have en Wildlife Walkway, som mest bestod af papegøjer , der heldigvis blev taget ind om aftenen. Hvis de også skulle have overværet begivenhederne i The Wedding Chapel, ville det have været for meget. Virkeligheden er ikke eksisterende. Alt blev gentaget og gentaget, af spejle og lys.

MOUNTAIN MEN lørdag d. 1. marts Ud fra Las Vegas var ikke så slemt som frygtet ud i de nøgne bjerge grænsen til Arizona. Parkeringshus til 2$ på Nevada siden, gratis pladser på Arizona siden ved Hoover Dæmningen masser af autocampere med personbil hægtet på. politiet er klart tilstede så hold hastighedsgrænsen sne ved vejsiden som vi kommer opad ender i Williams, 6762 ft oppe. kun 58 miles til Grand canyon Village lille by med mange moteller, men out of season Williams Motel, mr. Patel & mr. Solanki, 20 $ + tax (7%) gik tur i byen, fik salat med kylling hos Tiffanys, der også har udstilling af den største samling antikke (det skrev de!) bensinstandere på Historic Route 66.

Spiste med hatten på for at falde ind i miljøet.

For at få lidt mere lokal charme gik vi på Famous Sultan Bar, hvor vi havde set en del mænd gå ind med cowboyhatte. Fejrede Bill Williams Mountain Men. Masser af hatte og cowboystøvler. Fabulerede lidt over hvad de var.

Meget autentiske.

Spurgte........, Hyggelig aften, hvor vi måtte vente på Berits musikvalg gik hjem gennem den sneklædte gade, meget lille by

GRAND CANYON søndag d. 2. marts Vi har haft en vidunderlig, fantastisk dag.

-6 gr. i morges i Williams, sol og høj himmel, udenfor sæsonen solbriller, alt er smukkere med op til Grand Canyon Airport Airstar Helicopters em time senere, 85 $/næse tax inkl. Vejret var det smukkest mulige. Høj sol frost maskine med plads til 6 pass. tæt sammen flyvende tæppe formidabelt smukt, ned til 20 meter over skov 1/2 time ned over Grand Canyon, virkelig en oplevelse for livet “I flew the Grand Canyon” sweatshirt til Berit livrem med slangeskind til mig div. ørehængere til forskellige, anskaffet i airporten. I en General Store faldt jeg for en over, over cowboyhat til 44$, det omkring 200 dkr. Ikke meget for en sådan pryd. kørte langs kanten af G.C. i det smukkest mulige vejr. Iflg. Berit får kun gode mennesker en sådan oplevelse.

Kørte ind mod Falstaff, som også er oppe i 2 km højde. Så en masse indianer salgssteder/boder, der ville sælge “kunst”. Et enkelt sted med Yellowhorse havde bagefter skilte med “Nice indians behind you” En meget dejlig cruise ( en skøn bil) mod Falstaf. Fandt et motel med dejlige værelser med bad til 21$.

Det næste vi hørte var voldsom tuden fra det nærliggende togspor, hvor 3 lokomotiver på Santa Fe linien trak 103 godsvogne.

Gik en lille tur og endte på bar, hvor vi fik lidt øl og Salsa med mexicanske chips, ret stærkt.

Tilbage på vores dejlige værelse, sandwicher og en øl til TV. Efter G.C. er der ikke megen plads til flere oplevelser den dag.

“NEDTUR” mandag d. 3. marts toglarm hele natten kaffe købte dejlige skilte i Williams Grand Canyon Caverns tur med Bill tør hule, 70 meter ned med elevator, lager under Cuba-krisen forskellige krystaldannelser, snowballs, hulebjørn, der havde sat mærker i sandstens klippen for at komme op efter fald.

Santa Fee togruten med 4 lokomotiver og over 130 vogne, ikke sært, at de larmer London Bridge kaktusser motel i Parker, bade/flodby Colorado River

HOLLYWOOD tirsdag d. 4. marts coffeehop med buttermilk pancakes og sirup ørken navne med sten på jernbaneskråning 29 Palms, Bail-bonds Wonder-vally måtte købe kort Hollywood landsbypræg med meget høje palmer West Hollywood er rent spansk-mexicansk, pludselig Beverly Hills Sunset Blv. in the sunset Avis og spurgte efter motel, var lige på den anden side af vejen, 50 $, Skyway Airport Hotel, shuttel til aiport i morgen kl 6, 31” TV, fly i stedet for tog i Tv se vi hele tiden reklamer for Grad AM, som vi kører i.!

HOMEBOUND onsdag d. 5. og torsdag d. 6. marts Vi sov som sten selvom flyene gik lige over hovedet på os, måske godt hjulpet af noget dårlig rødvin.

Vi skulle være i lufthavnen kl 6.30, shuttelbussen gik 6.oo så vi blev vækket kl.5.oo Vores skema for i dag er afgang fra LA kl 8.oo, ankomst New York 16.13 i Newark lufthavnen. Tidsforskellen mellem øst- og vestkysten er 3 timer, så reelt flyver vi kun 5 timer.

17.55 er der afgang fra Newark, og 7.40 i morgen lander vi efter planen i København, hvorfra vi flyver igen 9.15 for at lande i Karup 10.05. Undervejs skal urene stilles 6 timer frem, så vores døgn bliver kun på 15 timer.

Fra lufthavnen prøvede vi utallige gange at ringe hjem til Poul og Sonja for at aftale afhentning, men hverken plastik eller mønter kunne vi få til at virke. Det var dybt frustrerende.

Bagagen har vi afleveret i LA for først at se den igen (forhåbentlig) i Karup.

Til vores store overraskelse var der ingen der interesserede sig for hvor mange kg vi rejser med. Senere fandt vi ud af at vi kunne have haft 32 kg med hver. Så meget havde vi alligevel ikke. Selvom der står SAS på alle vores billet, sidder vi nu i et Unitet Airlines-fly. Et noget dårligt bytte.

Hovedtelefoner koster penge at låne her ombord, 4$. Det er for ringe service, så vi klarer os uden.

Den mindste sandwich, jeg nogen sinde har set, blev leveret som frokost sammen med en lille pose chips og en lille chokoladebar. Det er åbenbart et rigtigt spareselskab, vi er kommet med.

Denne pdf-fil blev samlet oktober 2015. HVV