De gode gamle dage et tilbageblik by Hjerneblod

e g il g

e n r e n e g i r

De fleste kender lidt til genetik og ved, at det dækker over bl.a. opbygning, funktion og videreførelse af arvemateriale – DNA. Eksempelvis har jeg blå øjne, og det har jeg fordi mit DNA, eller min genotype, som er blevet nedarvet fra mine forældre til mig, koder for lige netop fænotypen blå øjne. De fleste har også før hørt, hvis ikke de selv har brugt sætningen; ”det ligger i generne”. Men hvordan kan det være, når alle cellerne i ens krop udspringer fra én zygote (et befrugtet æg), og DNA’et derfor burde være ens, at de forskellige typer celler ved, hvad de skal blive til? Sådan at cellerne i ens øjne ikke i stedet blev til fx hudceller? For at forklare at alle somatiske celler (alle kroppens andre celler end kønsceller) indeholder identisk DNA, men alligevel kan differentieres til mange forskellige celletyper, blev begrebet ”epigenetik” introduceret i 1940’erne. Dette begreb dækker over, når en ændring i miljøet har biologiske konsekvenser uden at have ændret den grundlæggende DNA-sekvens. Det drejer sig her ikke om mutationer (ændringer i selve arvematerialet), men om modifikationer, der ændrer måden, gener bliver tændt eller slukket på, og dermed får indflydelse på i hvor høj en grad, generne bliver udtrykt. 18

Hjerneblod l

6/2016

- blå øjne, ep igenet ik, k

atte

kr t æf

Af Helle Olesen Epigenetik kan ses som bindeleddet mellem genotype og fænotype, da epigenetik har betydning for, i hvilken grad genotypen bliver udtrykt. Et kromatins struktur (se næste side) har indflydelse på, i hvor høj grad et gen tændes eller slukkes. Der findes forskellige epigenetiske modifikationer, som kan ændre et kromatins struktur (DNA-methyleringer og histonmodifikationer), eller som kan modulere, i hvor høj en grad et gen bliver udtrykt efter transskription (non-kodende RNA). Disse modifikationer virker netop uden at ændre på DNA’ets basesekvens. Ændringer forskellige steder i kromatin kan have stor indflydelse på, hvor tilgængeligt et gen er, og på denne måde har epigenetiske ændringer indflydelse på genekspression. Methylering af DNA og/eller histoner er med til at folde kromatinet tættere, hvor fx acetylering af histoner er med til at gøre kromatinet løsere. Tæt foldet kromatin, heterokromatin, har tendens til ikke at blive udtrykt, hvor åbent kromatin, eukromatin, bliver udtrykt. Ø 19

DNA-METHYLERING

DNA-methylering er en tilføjelse af den kemiske gruppe methyl hovedsageligt til basen cytosin (C). Methyl-gruppen bliver placeret i ”major groove” af DNA, og derved tilføjer methyleringen information til DNA’et, som ikke er indkodet i selve DNA-basesekvensen. I pattedyr forekommer DNA-methylering oftest de steder i DNA-basesekvensen, hvor C efterfølges af guanin (G), de såkaldte 5’-C-phosphat-G-3’ (CpG) sites. De regioner af genomet, som har en høj forekomst af CpG’-sites kaldes CpG-øer. Disse øer findes i promoter-regionen af 76% af de menneskelige gener, og de er oftest umethylerede. En lille del af CpG-øerne bliver methyleret under fosterudviklingen, hvilket gør den associerede promoter stabilt undertrykt. Denne methylering af CpG-øer er involveret i genomisk imprinting og X-kromosom inaktivering.

HISTONMODIFIKATIONER

Der findes forskellige former for histon-modifikationer. Modifikationerne sker på N-terminus af histonerne, som danner en hale-lignende struktur og derfor kaldes histon-haler. Disse haler peger væk fra nukleosomet og er tilgængelige for forskellige modificerende enzymer, som katalyserer tilføjelse eller fjernelse af bestemte kemiske grupper, herunder acetyl og methyl. Acetylering af histon-halerne åbner kromatinstrukturen og øger derved gentransskriptionen, hvor methylering af histon-halerne kondenserer kromatinet og sænker gentransskriptionen.

NON-KODENDE RNA

Non-kodende RNA (ncRNA) er segmenter af et RNA molekyle, som ikke translateres til et protein, men i stedet virker ved at modulere syntesen og funktionen af proteiner. Alle RNA’er, som ikke koder for proteiner, går under den generelle betegnelse ncRNA. De kan posttransskriptionelt være med til at regulere splicing, lokalisering, stabilitet og translation af mRNA. NcRNA kategoriseres bredt i lange ncRNA (over 200 nukleotider i længde) og små ncRNA. De små ncRNA opdeles i undergrupper baseret på deres størrelse, biogenese, virkningsmekanisme og proteinerne, de forbindes med.

EPIGENETISKE READERS

”Reader”-proteiner kan klassificeres bredt i fire grupper: v kromatin arkitektoniske proteiner kan binde til nukleosomer og inducere kromatin kondensering eller skærme for proteiner involveret i RNA transskription v kromatin remodellering enzymer fremmer en mere åben kromatin-struktur v kromatin modifikatorer rekrutterer sekundære kromatin modifikatorer (til fx methylering og deacetylering) vadapter proteiner rekrutterer faktorer koblet til DNA metabolisme processer 20

Hjerneblod l

6/2016

Epigenetiske regulatorer er inddelt i forskellige grupper baseret på deres funktion. ”Writers” som DNA methyl-transferaser, histon methyltransferaser eller histon acetyltransferaser katalyserer tilføjelsen af kemiske grupper til enten DNA’et eller på histon-halerne.

”Erasers” som histon deacetylaser og histon demethylaser kan ændre genekspression ved at fjerne de epigenetiske markeringer. ”Readers” genkender epigenetiske markeringer og kan rekrutteres til specifikke steder på histoner eller nukleotider. Ø

PAKNING AF DNA

I en celle er DNA molekylerne omhyggeligt pakket sammen i kromosomer. DNA moleklet vikles i første omgang omkring en gruppe af proteiner kaldet histoner, og tilsammen dannes et kompleks kaldet nucleosomer. Når cellens DNA er pakket omrking histoner, er det på en meget komdenseret form kaldet kromatin. Denne pakning af DNA gør, at det er muligt at have ca 2. meter DNA inde i en enkelt cellekerne. 21

Nogle epigenetiske mekanismer skal (oftest) foregå, før der kan ske normal udvikling hos et foster. Et eksempel på dette er X-kromosom-inaktivering hos hunkøn. Kvinder har (oftest) to X-kromosomer, hvoraf det ene skal inaktiveres fuldstændigt, for at der kan ske normal udvikling. Det er det ncRNA, der er kendt som X-inactive specific transcript (Xist), som medierer inaktiveringen af det ene af de to X-kromosomer. Det inaktiverede X-kromosom er dækket af Xist-

RNA. Det aktive X-kromosom i en celle, om det så er det maternelle (fra moderen) eller det paternelle (fra faderen) kan nedarves over cellegenerationer og være med til at skabe en mosaik af celler med enten maternelt eller paternelt aktivt X-kromosom. Denne mosaik kan tydeligt ses hos katte med tortoiseshell-pelsfarve, hvor den ene farve (udover hvid) kommer fra det maternelle X-kromosom og den anden farve (igen udover hvid) kommer fra det paternelle X-kromosom. Hvilken mad vi, vores forældre eller vores bedsteforældre har indtaget, spiller også en rolle ift. epigenetiske mekanismer. Et af de tydeligste eksempler på, at den føde, der bliver indtaget tidligt i udviklingen, har indflydelse på ens fremtidige fænotype, kan ses hos honningbier. De honningbier, som bliver fodret med dronningegele tidligt i deres udvikling, vil blive til en reproduktiv dronning frem for en steril arbejder. Men det er ikke kun hvilken næring man indtager, men også i hvor stor grad og hvornår i livet, det sker. Den hollandske sultperiode (dutch hunger winter), den store kinesiske hungersnød (great chinese famine) og undersøgelser baseret på kohorter fra Överkalix i Sverige er gode eksempler på dette, hvor det har vist sig, at både sult og overflod af mad på bestemte tidspunkter i livet, kan have konsekvenser for ikke bare ens egen, men også både børns og børnebørns fænotyper ift. sygdomme og levealder.

Hjerneblod l

6/2016

Og ikke nok med at den mad, man selv, ens forældre eller ens bedsteforældre har indtaget, kan have indflydelse på ens fænotype, så kan opvæksten også spille ind. Fx er det blevet vist hos rotter, at deres adfærd ved udsættelse for mildt stressende situationer kunne korreleres med, om deres mor havde nusset og passet dem som små. De rotter, som var blevet passet af deres mor som små, reagerede ikke nær så voldsomt på situationerne som de rotter, hvis mor ikke havde passet dem. Men hvad kan man så bruge denne viden om epigenetik til? Tjo, man kunne, hvis man manglede motivation til at spise sundere, have med i baghovedet, at det ikke bare er en selv, der ”bliver hvad man spiser”, men at ens børn og børnebørn også bliver det… Derudover kunne det bruges til både at detektere og behandle forskellige sygdomme, fx forskellige typer cancer. Cancerceller udviser normalt global DNA hypometylering,

hypermethylering af specifikke CpG sites og globalt afvigende histon-modifikationer. Også bestemte ncRNA kan spille en rolle, da de kan være med til at regulere (proto-)onkogener og tumorsuppressorgener. Hvis man ved, hvilke epigenetiske markører, man skal kigge efter, kan man både detektere og specificere, hvilken cancer, der er tale om, men man kan også behandle med lægemidler, som virker ved epigenetisk regulering. Der kan også findes afvigende methyleringsmønstre i præcancer-celler, hvilket kan have betydning for, hvor tidligt i (hvis ikke før) et sygdomsforløb canceren kan opdages og behandles. Der er dog diskussion omkring, hvorvidt epigenetiske ændringer i cancervæv er en konsekvens af et øget antal mutationer, eller om det er de epigenetiske ændringer, som er skyld i canceren som følge af global hypomethylering, da dette kan øge hastigheden, hvorved mutationer sker. o

Helle Olesen 25 år Blev færdiguddannet klinisk farmaceut i sommeren 2016

De gode gamle dage - et tilbageblik Jeg er glad for at kunne skrive i Hjerneblod og tænkte noget over, hvad der kunne interessere eventuelle læsere. Som nulteordensapproksimation vil jeg fortælle om noget, jeg selv finder interessant: I de ca. fyrre år, hvor jeg som studerende og senere forsker har haft min gang på SDU, tidligere Odense Universitet, er meget forandret. En tidsrejse til Odense Universitet (OU) anno 1973 vil føre os ind i en helt anden verden. Mine korte snapshots af den tid, der er gået, har hovedfokus på universitetsmiljøet, mens oplevelser med familie og venner kun bliver omtalt i det omfang, de knytter sig til emnet. Og ja, titlen skal ikke nødvendigvis tages for gode varer. Da jeg kom til OU for at læse medicin, havde jeg et vist kendskab til dansk, som var undervisningssproget. Heldigvis interesserede ingen sig for min sproglige formåen. Med fra Rom havde jeg en bestået kemieksamen, som udløste en dispensation fra kurset Kemi A. Det var godt, da jeg havde travlt med at lære mig selv noget matematik. Min studentereksamen var gammeltsproglig, jeg kan stadigvæk recitere det græske alfabet og kunne endda genkende flere ord, da jeg var på Kreta sidste efterår. Universitetets administration bestod af to personer eller deromkring, og jeg blev opfordret, men ikke tvunget, til at tage et gymnasialt suppleringskursus i matematik. Kurset varede for mit vedkommende ca. 5 minutter. Der var en gymnasielærer i lokalet, som tegnede en trekant på tavlen, sukkede dybt og sagde: “Dette er en trekant”. Jeg tænkte på at niveauet ikke var det rigtige. 24

Hjerneblod l

6/2016

Paolo Sibani

Min første time på uni foregik i et lokale på daværende Odense Teknikum. Forelæseren var Hans Jørgen Munkholm, som røg cerut, i timen forstås, og som kom derfra på cykel. Født 1954 i Italien. Begge ting fandt jeg mærkelige. Hans Jørgen sagde, at nu var sommerferien slut og fortalte os I 1973 flyttede Paolo til Danmark fra om Taylorudviklingen og dens restled. Jeg fattede Rom. Valget om at flytte til Danmark intet af forelæsningen, men kan alligevel (eller blev truffet på baggrund af mange netop derfor) nogenlunde huske dens indhold. faktorer. Dels kendte Paolo landet da han havde været på sommerlejr Basisuddannelsen, som den hed, var toårig og fælles og haft sommerferiejob i Danmark for alle scienter. Det første år var medicinerne også mens han gik i skole og på gymmed, hvilket gav mig mulighed for at finde ud af, at jeg nasiet, og dels var det at flytte fra hellere vil læse matematik eller fysik, eller begge dele. Italien ensbetydende med et opgør Efter ca. to år var jeg igennem basisuddannelsen sammed familiens forventninger om men med et par andre studerende. Flere blev færdige overtagelse af faderens firma. noget senere, og mange kunne ikke lide kvantemekanik.

Endvidere havde Paolo truffet en dansk pige på Abbé Pierre sommerlejr, I studietiden havde jeg ikke ret meget tid til og de havde sammen tomlet til Danmark universitetspolitik, som dog var en vigtig ting og mødt hendes familie. Senere blev de gift, for mange andre studerende og for flere og har været det siden. ansatte, især på humaniora. Der var meget politik i luften. Min matematikDa Paolo flyttede til Danmark var han tilknyttet instruktor var troende DKP’er (medlem af Danmarks Kommunistiske medicinstudiet i Rom, og han fortsatte med Parti) og forklarede mig engang, at der at være fjernstuderende til 1974, hvor han ingen forurening var i Sovjetunionen, begyndte samme studie på Odense Universitet. et klasseløst samfund uden kapitalister, Undervejs i grundforløbet, der den gang var som kunne svine miljøet til. Studenter fælles for alle natur- og sundhedsvidenskaog tap’er (teknisk administrativt persobelige uddannelser fandt Paolo ud af, at nale) havde til sammen 2/3 af stemmerne medicinstudiet ikke var noget for ham. i Institutrådet og universitetets styrende organer, og stillingen som Institutbestyrer I dag er Paolo Sibani lektor ved Institut gik på omgang bland vip’erne (videnskabefor Fysik, Kemi og Farmaci på SDU, ligt personale) og var i starten ulønnet. Behvor han arbejder med kompleksitet, styreren skulle blot implementere Institutråherunder især systemer med tætte dets beslutninger og vedkommendes officielle kolloider, på baggrund af både eksbreve blev signeret med et PIV, som står for: på perimentelle data og computersysInstituttets vegne. temer. Yderligere er Paolo med i en gruppe, der arbejder med bioloSå vidt jeg husker, var historikerne “reaktionære” gisk og kulturel evolution. på Odense Universitet, men “progressive” på KU og især RUC, som var revolutionens højborg. Da Paolo benytter i dag kørestol på fandtes på OU enkelte ‘kapital-logikere’, en Ø grund af sclerose. 25

Fysikbygningen var den første del af Odense Universitet, der blev bygget færdig. Pressefoto, venligst udlånt af XXX

Kan du se, hvad der mangler?

Her ses den FKF bygningen, som var den første bygning der blev færdig.

Til at begynde med havde Odense Universitet sin egen varmecentral, som ses til højre 26

Hjerneblod l

6/2016

afart af doktrinære marxister. Den politiske diskurs var præget af ordet ‘krise’, kapitalismens krise og af kapitalismens snarlige undergang. Skulle man – hvem det nu end var – gribe til våben eller bare, på demokratisk vis, stemme sig til kapitalismens afskaffelse? I Italien var det blandt andet de røde brigader, i Tyskland var det Bader-Meinhof banden, og i Danmark var det Blekingegadebanden, der tog våben i brug i revolutionens tjeneste. Min sidemand (faktisk kvinde) i 9. klasse huskede jeg som en dejlig pige fra det bedre milanesiske borgerskab. Langt senere fandt jeg ud af, at hun havde tilbragt et par årtier eller mere i et italiensk fængsel efter at være blevet dømt for aktiv deltagelse i den væbnede kamp, eller rettere, for konsekvenserne deraf. Hendes historie kan man læse på Wikipedia, en udmærkelse som jeg nok ikke vil kunne opnå. For fuldstændigheds skyld skal det nævnes, at Italien også var begavet med højreekstremistiske grupper, der brugte terror som middel og som dræbte langt flere mennesker end de røde brigader. Dog var de dræbte tilfældige mennesker og ikke kapitalismens lakajer, et nedsættende ord flittigt brugt af dem, der mente at lakajerne fortjente en grum skæbne. Det faglige miljø i fysik og matematik fandt jeg interessant og udfordrende, og jeg tog alle de matematik- og fysikkurser, jeg kunne nå at tage uden at måtte skele til, om de fyldte mere end de tilladte 60 ECTS per år, en konstruktionen som dengang ikke var kendt. Jeg valgte at skrive speciale i fysik og havde et fint samarbejde med min vejleder, Jørgen Boiden Pedersen, som foreslog emnet og hjalp mig undervejs, når der var behov. Der var ingen afleveringsfrist, man afleverede, når man selv mente, at opgaven var færdig. Herfra udsprang begrebet ‘specialesump’, et mangeårigt specialeforløb som nogle blev fanget i, fordi de, eller deres vejleder, ikke mente at resultatet var godt nok. Halvandet år efter de normerede 6 år blev jeg cand. scient., en forsinkelse som i dag vil koste universitetet en klækkelig tilbagebetaling til statskassen. Kort efter kandidateksamen, fik jeg et kandidatstipendium i fysik, svarende til vores nuværende Ph.D.-stipendium. Der var dog ingen formelle eksamenskrav tilknyttet. Man skulle være dansk statsborger, måtte ikke undervise under forløbet og skulle forske efter bedste evne i samarbejde med en vejleder, i mit tilfælde min tidligere specialevejleder. Som en form for kontrol skulle der søges om forlængelse hvert år. En del af stipendietiden tilbragte jeg i Utrecht, hvor jeg var videnskabelig assistent for Nico Van Kampen. Hos ham lærte jeg en hel del om stokastiske processer og jeg fik sammen med ham skrevet en artikel, som de færreste har læst. Jeg kan huske, at hans kontor var på størrelse med en balsal, og at det indeholdt et sofaarrangement med bord. Der var græssende får uden for instituttet for teoretisk fysik, så man ikke behøvede larmende maskiner der forstyrrede forskerne. En god ide til efterfølgelse. Efter endt kandidatstipendium var jeg heldig at modtage et Nordita-stipendium i København. Der udviklede jeg den interesse for kompleks dynamik, som har fulgt mig siden. På Nordita skulle man ikke søge om rejsepenge og deslige. Man fik bare det nødvendige, hvilket gav store udviklingsmuligheder. Flere af de samarbejder ude i verden, som har fulgt mig gennem årene, startede der. Cirka halvvejs igennem mit Nordita-forløb, fortalte en kollega på Fysisk Institut, at man fremover skulle være licentiat eller Ph.D. for at kunne søge en universitetsstilling. Ikke noget jeg havde planlagt at gøre. Ø 27

Men licentiatafhandlingen blev skrevet på rekordtid som en opsummering af flere videnskabelige artikler, der var publiceret forinden. Jeg var i et år ansat som matematiklærer på daværende Odense Teknikum, hvor jeg underviste i alle de matematikkurser, der blev udbudt. Derefter blev jeg ansat som adjunkt på Fysisk Institut og fik ret hurtigt orlov med løn for at være gæsteforsker på Bell Labs i Murray Hill, New Jersey. Alt i alt var jeg på Bell Labs i ca. to år med mellemrum. Den tid har præget mine interesser og især min arbejdsmetode mere, end jeg først anede. Hele familien, inkl. svigermor, var med det ene år. Vores første barn gik i skole, det andet i børnehave og det tredje var nyfødt, da vi tog af sted i januar 1989. Dengang var Bell Labs et sted med store midler og fokus på kompromisløs grundforskning. Mange af de vigtige teknologiske og videnskabelige nyskabelser og opdagelser i det sidste århundrede kommer derfra. Lad mig i flæng nævne Unix, C og C++, transistoren og opdagelsen af den kosmiske baggrundstråling. Det var også der, jeg for første gang hørte om ‘dark matter’, på dansk kaldet mørkt stof. Jeg arbejdede med Peter Littlewood, som hurtigt blev chef for afdelingen for teoretisk fysik og som nu er professor i Chicago og direktør for Argonne National Lab. Hans Wikipedia-side kan også anbefales. Inden for teoretisk fysik arbejdede folk i små grupper, som ændrede sig alt efter projekterne. Forskningen var helt fri, midlerne var til stede, der var interessante foredrag flere gange om ugen og man forventede videnskabelige resultater af høj klasse, noget der for eksempel kunne publiceres i Physical Review Letters. Jeg kan huske advarselsskiltet Nerds Xing, og det udløste en del moro, da jeg spurgte, hvad nerds var.

Er det samme sø? Vi er ikke helt sikre. Sikkert er det at meget er forandret

Hjerneblod l

6/2016

Vi nerds arbejdede rigtigt mange timer, og det kan man ikke holde ud i det lange løb. Traditionen var at man efter en årrække på Bell Labs tiltrådte en passende stilling på et godt amerikansk universitet. Det gjorde jeg ikke, men jeg blev til gengæld ansat som lektor på OU. Jeg har to andre gange i min karriere haft etårige ‘sabbaticals’, ca. hvert syvende år. Først på University of California, San Diego, og derefter på Imperial College i London og Oxford University. I San Diego var hele familien med og alle unger gik på forskellige skoletrin. Sidste gang var kun min yngste datter med. Hun gik på 9. klassetrin og lærte sig at tale britisk engelsk. Den dag i dag ser hun en tidligere skolekammerat og veninde fra Oxfordtiden. Der er store udfordringer og store glæder ved at flytte et år til udlandet. Fx er mine (voksne) børn tresprogede (det må være værre end to-sprogede?), og vi har som familie set en del af verden sammen. De allerfleste af mine videnskabelige publikationer er skrevet med kolleger i udlandet, flere af disse er blevet til personlige venner. Andre er skrevet med egne studerende her på SDU. Jeg vil ikke forsøge mig med flere sabbaticals og tvivler på, at det med tiden er blevet nemmere for andre at finansiere disse ophold. Jeg får heldigvis selv flere besøg udefra og mit modersmål klinger smukt på gangen sammen med andre sprog. Ø

Paolos bryllupsbillede fra 1976.

Med tiden er miljøet på SDU uden tvivl blevet mere internationalt og behovet for lange udlandsrejser er tilsvarende blevet mindre. Tidligere forskningsminister Helge Sander lancerede i 2002 en ny universitetslov, som hans embedsmænd beskrev med disse bevingede ord1: Universitetsreformen rummer en styrkelse af forskningsfriheden og en understregning af den forskningsetiske forpligtelse. Reformen sætter en stopper for detailstyring af universiteterne ved at nedbringe antallet af regler og bekendtgrelser. Hermed imødekommes universiteternes ønsker .... Jeg kan ikke genkende de færre regler og de fleste videnskabelige ansatte vil mene at reformen ikke var et ønske fra universiteterne selv. Reformen har blandt andet banet vejen for den igangværende dimensioneringsøvelse, som bekræfter, at universiteternes gøren og laden detailstyres af Finansministeriet. I Danmark er det Humboldske* universitet hermed afgået ved en tidlig, stille død. * Det humboldske universitet er et universitetsideal, hvor der lægges vægt på den frie forskning og det frie valg af studie. Se evt. under ”Humboldtian model of higher education” i Wikipedia for mere information. 1 http://www.stm.dk/multimedia/Tid_til_forandring_for_Danmarks_universiteter.pdf 30

Hjerneblod l

6/2016

Undervisning har altid været en vigtig del af mit arbejde og jeg er mindst lige så glad for at undervise i dag, som jeg var det i starten, selv om jeg gør det på en helt anden måde. Spørgsmål fra journalister og andre, som jeg har mødt i forbindelse med uddannelsesreformer, kredser om, hvorvidt det er rigtigt, at studerende ikke er lige så gode i dag, som de var i de gode gamle dage. Dertil svarer jeg, at det muligvis er rigtigt, men at det ikke er noget, som jeg personligt har erfaret. Den uddannelse, jeg kender til, er blevet mere stramt struktureret med mange flere regler, retningslinier og snubletråde. Kravene til de studerendes selvstændighed og selvledelse er tilsvarende blev mindre, men uddannelsesstrukturen og kursernes indhold er til gengæld blevet bedre. Alt i alt ser jeg intet tegn på at fysikuddannelsen er blevet ringere, men planlagte store besparelser vil evt. kunne føre os dertil. Udviklingen inden for og uden for universitetets mure har ansporet mig til at arbejde videnskabeligt med modellering af kulturevolution, et klart eksempel på kompleks dynamik. Tre punkter er interessante: i) Det narrativ, der knytter sig til de holdninger og overbevisninger, der på et givet tidspunkt har vind i sejlene, kan senere vise sig at være løsrevet fra virkeligheden; ii) store beslutninger bliver derfor ofte taget på et forkert grundlag og får konsekvenser, der går stik imod de intentioner, der motiverede dem og iii) tingene fungerer, trods alt nogenlunde alligevel. o

Et spĂ¸rgsmĂĽl om referenceramme

Postersession på SDU Som afslutning på førsteåret laver alle naturvidenskabsstuderende et førsteårsprojekt. Dette er for de fleste den første mulighed for at få fingrene i forskning og et indblik i en del af den hverdag, som forskerne har på universitetet. Projekterne udbydes af såvel ph.d.-studerende som fastansatte lektorer og professorer og udarbejdes i grupper af tre til seks studerende. De to til tre måneders arbejde munder ud i en projektrapport og en poster. En poster er en plakat, der i billeder og tekst præsenterer et videnskabeligt projekt. De ca. 100 postere præsenteres på en postersession i midten af juni, hvor familie, venner og andre interesserede kan komme og se posterne og høre de studerende fortælle om de mange forskellige projekter. Posterne bedømmes hvert år af en videnskabelig komite bestående af forskere, der uddeler en pris til den poster, de bedst kan lide. Desuden har alle fremmødte mulighed for at afgive en stemme på deres yndlingsprojekt. Projektet med flest stemmer hædres med Publikumsprisen. Vi fra redaktionen tog også forbi årets postersession og blev mødt af entusiastiske studerende fra de ca. 40 grupper, der havde lavet projekter på FKF. Vi har udvalgt fire grupper fra fysik, kemi og farmaci til denne reportage og de vil på de følgende sider præsentere deres postere og projekter.

Hjerneblod l

6/2016

Bunden rotation Af: Andreas T. Sørensen, Irina Vyalih, Michelle H. Hestbek og Peter H. G. Egelund Vejledere: Thomas Ryttov og Esben Mølgaard Emne: Solsystemets mekanik Projektet ”bunden botation” under temaet ”Solsystemets Mekanik” blev valgt af vores gruppe blandt mange forskellige emneområder, som f.eks. Keplers love og trelegemeproblemet, alment relativistiske korrektioner til Newtons love, bevægelse i roterende koordinatsystemer. Det var ikke et nemt valg, da alle emner er interessante og fordi vores gruppe bestod af 1. års studerende fra forskellige uddannelser, nemlig fysik, kemi og biokemi & molekylær biologi. Alle ville arbejde med noget spændende og arbejde med et projekt, som ikke kun var teoretisk, men som også indeholdt en praktisk del. Vi blev enige om, at bunden rotation var noget for os. I løbet af projektet kunne vi dog komme ind på mange flere emneområder, end vi havde regnet med. Emner som Keplers love, bevægelse i roterende koordinatsystemer, tidevandseffekter, Newtons love, eksperimenter på Jorden eller observationer af himmellegemerne, er emner vi har arbejdet med. Desuden lavede vi en computersimulering af Jord- og Måne-systemet. Alle disse emner er tæt relateret til solsystemets mekanik, og vi kunne derfor bruge dem til at beskrive de himmelske legemers bevægelse. Under projektet lærte vi om mange nye naturlove og -fænomener, som vi før ikke kendte til. I vores projekt om bunden rotation skulle vi se, om det var rigtigt, at vi altid kun kan se, én side af Månen her fra Jorden, og se på hvad årsagen til dette kunne være, hvis det var tilfældet.

Hjerneblod l

6/2016

Vi begyndte projektarbejdet på den måde, at vores research og eksperiment gik hånd i hånd. Vi begyndte med at observere og tage billeder af Månen lige umiddelbart efter, at vi var blevet enige om emnet og fik lov til at låne et kamera af vores hjælpsomme vejledere. Hurtigt fandt vi ud af, at det var svært at tage billeder af Månen om natten, netop pga. det lys som den udsender. Vi eksperimenterede med det vi havde og opfandt i gruppen nogle ”månebriller” (to par 3D briller), som kunne dæmpe for Månens lys og dermed gøre det muligt at tage billeder. Ved yderligere at justere på indstillingerne på kameraet, endte vi med at have billeder af Månen som var så skarpe og tydelige, at vi var i stand til at kunne se kraterne på Månens overflade. Parallelt med observationerne gik den teoretiske undersøgelse af bunden rtotation i gang. Vi ville lære mere om, hvordan det kan være, at Månen kun vender med én side mod os på alle tider og lige meget hvor vi befinder os på Jorden. Er der en fysisk og matematisk forklaring på Månens opførsel eller er det noget unikt for vores naturlige satellit? Selv da vi fandt svarene på disse spørgsmål, kom vi med flere og flere spørgsmål om alt muligt andet, som f.eks. hvorfor Månen overhovedet roterer rundt om Jorden til at begynde med? Hvor kom Månen fra, og hvorfor kolliderer den ikke med Jorden? Roterer Månen egentlig om sig selv eller kun om Jorden? Er der andre bundne planeter derude i rummet? Og mange flere. Svarene på disse spørgsmål har fascineret os, og har været en stor drivkraft for os i løbet af hele projektet. Den mest udbredte teori om Månens dannelse er, at Jorden for lang tid siden kolliderede med et kæmpestort objekt, som var på størrelse med Mars. Vores planet overlevede sammenstødet og begyndte bagefter at samle sig sammen igen ved hjælp af gravitationskræfter. Samtidig begyndte Månen at blive dannet af de enorme klippestykker og partikler som kredsede omkring jorden efter sammenstødet. Betegnelsen ”rotation” er ikke helt præcis ift. Månens bevægelse om Jorden. Månen falder faktisk hele tiden mod Jorden tiltrukket af tyngdekraften, men pga. at Jorden på denne tid Ø 37

kan nå at rotere om sig selv, ser det ud som om, satellitten farer rundt i en cirkelbevægelse. Det er den samme påvirkning af tyngdekraften der er mellem Jorden og Månen, som forårsager tidevand på Jorden og tidevand af det hårde klippemateriale på Månen. Månens overflade bliver strukket ud til en ellipseform med to buler på siderne. Disse buler er som håndtag for Jordens tyngdekraft som griber fast og derved bremser Månens bevægelse hver gang Månen roterer om sin egen akse. På den måde blev Månen bundet til Jorden, hvilket er forklaringen på, hvorfor vi kun kan se én side af Månen. Den roterer nu netop én gang om sig selv på den tid det tager den at rotere én gang rundt om Jorden. Inde i vores solsystem findes der andre satellitter bundet til deres planeter. Planeten Pluto og dens måne Charon er bundet til hinanden. Nære binære stjerner i hele universet forventes at være i bunden rotation omkring hinanden, og der findes allerede et interessant eksempel på en stjerne, Tau Boötis, som er bundet til en planet. Vores egen planet - Jorden - vil en dag blive bundet til Månen af den samme grund, som Månen er til Jorden. De to himmellegmer vil rotere om hinanden med kun en side altid vendt mod hinanden. Månens afstand fra Jorden vil da være omkring 1,35 gange sin nuværende værdi på det tidspunkt, døgnets længde vil være tiltaget med omkring 47 (nuværende) dage og Månens tidevand på Jorden vil ophøre. Dette er forventet til at ville ske omkring 50 milliarder år ude i fremtiden, hvis Jorden til den tid stadig eksisterer. Det er dog højst usandsynligt, da Solen for længst vil være vokset i størrelse til at blive en rød gigant, som er et af de sidste trin inden den dør. o

Hjerneblod l

6/2016

Her er gruppen i fuld gang med at præsentere deres flotte og yderst spændende poster for alle de fremmødte forældre, søskende, venner og medstuderende på postersession i juni.

Månegruppen sammen med deres poster og vejledere.

Medicingennemgange for at optimere patienters lægemiddelanvendelse Af : Ayan A. Jama, Daniel Ipakchian, Elaha Tahiri, Emma B. Olsen, Fowsia Hadim og Leyla H. Mohammed Vejleder : Rikke Mie Rishøj

Der findes ingen unik model for medicingennemgang, hvilket ofte skaber forvirring inden for patientorienteret klinisk farmaci. Medicingennemgang benyttes til optimering af patienters medicinering i den primære og sekundære sundhedssektor. Yderligere kan medicingennemgange være med til at forebygge lægemiddelrelaterede problemer. Når patienter anvender lægemidler på en uhensigtsmæssig måde, resulterer det i lægemiddelrelaterede problemer. De lægemiddelrelaterede problemer ses ofte hos polyfarmacipatienter, som tager mere end fem præparater på en gang. Lægemiddelrelaterede problemer kan skyldes medicinering med præparater, som interagerer inde i kroppen og overdosering.

Rationel farmakoterapi

Studier har vist, at op mod 14% af alle indlæggelser skyldes lægemiddelrelaterede problemer. Ud af disse er op mod 3% med dødelige konsekvenser for patienten, mens op mod 80% klassificeres som havende alvorlige konsekvenser. Når patienter indlægges grundet lægemiddelrelaterede problemer, fører det også til økonomisk tab for samfundet. En måde, hvorpå man kan forebygge både økonomiske tab og tab af menneskeliv, er ved brug af medicingennemgange. Når en medicingennemgang udføres, er det ofte med fokus på rationel farmakoterapi. Rationel farmakoterapi er den lægemiddelbehandling, som giver størst virkning med de mindst alvorlige og færrest mulige bivirkninger til den lavest mulige behandlingspris.

Projektet

Formålet med projektet var at identificere, beskrive og sammenligne forskellige modeller, der findes af medicingennemgang. Under udarbejdelsen af dette projekt kunne der opstilles seks modeller inden for medicingennemgang; I. Den opportunistiske model II. Brown-bag III. Medicingennemgang på hospitaler IV. CDTM V. Case-konference interventioner VI. HOMER De seks modeller varierede i deres styrker og svagheder. Styrkerne og svaghederne lå inden for områderne; samarbejde, tilgængelighed, patientinvolvering, adgang til medicinhistorik og hvor modellen anvendes.

Forbedring af medicingennemgang

En optimal medicingennemgang ville indeholde et samarbejde, hvor både den kliniske farmaceut og lægens specialiserede evner bliver udnyttet fuldt. Endvidere skal medicingennemgangen indeholde patientinvolvering således, at patienten er med i selve udarbejdelsen og information om hvorfor behandlingsplanen ser ud som den gør. En optimal medicingennemgang kræver, at man tager alle styrkerne og svaghederne til overvejelse under udarbejdelse af medicingennemgangen. o

DNA som kiral katalysator i kemiske reaktioner Af: Kaja Madsen, Jens Voss, Najma Abdirashid J. Isse og Signe Wind Vejleder: Stefan Vogel Laboratorievejleder: Michael Dalager Jensen Emneområde: Stereokemi Førsteårsprojektet åbner mange muligheder for os som studerende. Heriblandt en postersession, som var en sjov og lærerig oplevelse. Her fik vi til opgave at reducere hele vores projekt til en enkelt poster, hvilket var en udfordring, da der ligger to måneders arbejde bag. En yderligere udfordring var at bedømme modtagernes forhåndsviden inden tilblivelsen af posteren og præsentationen af denne. Det at skulle tilpasse sig efter modtagerens faglige niveau gjorde det svært at udforme en standardpræsentation, da man var nødt til at vurdere, hvorvidt den enkelte modtager havde forstået budskabet af projektet. Posterens design er et resultat af kompromiser indgået i gruppen, hvilket også reflekterer skrivestilen i rapporten. Dette har medført et gennemarbejdet projekt, hvor alle gruppemedlemmers idéer og præferencer er taget til overvejelse. I forbindelse med dette projekt har vi undersøgt, hvordan DNA kan spille en rolle i en katalysator, der inducerer en enantioselektivitet. Dette er værd at undersøge, fordi forskellige enantiomere af et stof kan have forskellige effekter. Dette er bl.a. kendt fra medicinalkemien, hvorfor det er vigtigt at sørge for, at den rigtige enantiomer syntetiseres, idet en forkert enantiomer kan føre til bivirkninger. Vi har benyttet et konjugat bestående af DNA, phenanthrolin og en kobber(II)-ion,

Posteren er på næste side

og undersøgt effektiviteten af denne kirale katalysator ved hjælp af HPLC. Konjugatet er benyttet i en Diels-Alder reaktion mellem 2-azachalcone og cyklopentadien, hvorved der er opnået en ee-værdi på 52%. ee-værdien beskriver overskuddet af én enantiomer i produkterne. Vi formåede ikke at nå frem til den ønskede >99% ee-værdi, der skal opnås før katalysatoren kan tages i brug i industrien, og hertil skal man også overveje skallering, genbrugelighed og optimering af processen. De 52% er dog et lovende resultat, da det er et forholdsvist nyt forskningsområde. Vi har været meget glade for at have muligheden for at kunne dykke ned i et fagområde, der har inkluderet vores individuelle interesser. Da det er et nyt forskningsområde, har litteraturen været begrænset, og vi har følt, at vi kunne danne os et godt overblik over hvad der sker i feltet. Det har derudover været spændende at arbejde som del af en lille forskningsgruppe, i stedet for de vante studier. Vi har arbejdet godt sammen som gruppe, og har fundet ud af, hvilke fordele og ulemper der er involveret i at skrive et fælles projekt. Herudover har vi formået at udnytte hinandens styrker og dermed komplimentere hinanden, således at vi har opnået en bedre faglig forståelse. o

Hjerneblod l

6/2016

Partikeldetektion Af: Peter Møller Kirketerp, Amanda Pørksen Buch og Emil Vyff Jørgensen Vejledere: Kasper Langæble og Niklas G. Nielsen. Emne: Partikelfysik. Posteren:

Vi startede førsteårsprojektet med en drøm. Vi ville lave et tågekammer, hvor vi ikke bare kunne observere partikler, men også have muligheden for at studere enkelte af deres egenskaber. Dette ville vi gøre med et magnetisk felt, hvor elektrisk ladede partikler i kammeret ville blive afbøjet, så vi kunne få en ide om ladning og masse af dem. Vores drøm holdt ikke den første uge igennem. Vores beregninger viste hurtigt vi skulle bruge magnetfelter 100 gange større end hvad vi havde adgang til. Vi forkastede planerne om magnetfeltet. Dermed havde vi taget vores første skridt ned af en sti med forsinkede metalplader, afskallende maling, utætte termoruder og fedtede glas (som er en klar forbedring fra sidste års ”flækkede glas”). For slet ikke at nævne adskillige tuber silikone, der bestemt ikke havde planer om at tørre i tide. I forsøgene lykkedes det os at måle variabler to størrelsesordener ved siden af det forventede, og til postersession stod vi med et kammer uden spor. Men på trods af både de større og mindre problemer har vi haft en fantastisk oplevelse med projektet. For vi fik bygget vores kammer. Vi fik det op at køre. Og vi så rent faktisk spor i det. Det var en succesoplevelse, der kun blev bedre af, at vi havde haft alt besværet med at nå dertil. Læren i det hele er at man skal vare sine forventninger, når man vil lave eksperimenter. Man får overraskende resultater, forkerte opstillinger og en omverden der til tider ikke stemmer overens med skemaet. Men vi lærer. Så i mellemtiden har vi lagt planer for at teste nye hypoteser for, hvorfor vores forsøg endte som det gjorde. Projektet er slut, men tågekammeret står stadig. Og posteren er lavet uden vores data, så den er gældende uanset, hvad vi skulle finde frem til i videre forsøg. o

Fakta om tågekammeret: • Opfundet i 1911 af Charles Wilson. Typen vi har bygget, diffusionstågekammeret, blev opfundet i 1937 af Alexander Wilson. • Udviklingen af kammeret udløste en nobelpris i 1927 • Opdagelsen både positronen, muonen, og senere kaonen er gjort med tågekammer. • Er i dag blevet erstattet af andre kammertyper, der også kan måle partikelenergien. 48

Hjerneblod l

6/2016

Hjerneblod l

3/2014

En rejse

gennem

en verden af

nukleinsyrer Af Nina Poornima Loehr Junager 50

Hjerneblod l

6/2016

Hvilke superevner ligger skjult i dit DNA? Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg her den anden dag stødte ind i den sætning, selvom der nok ikke ligger deciderede superevner skjult, så er der et eller andet eksotisk over sætningen. Men hvad er DNA egentligt? Og hvad ligger der egentlig skjult i det? Det var de spørgsmål, jeg havde overvejet for ca. to år siden, da jeg tog hen på Nukleinsyrecenteret (NAC) på SDU. Yderligere havde jeg hørt, at man kunne behandle kræft ved at påvirke DNA, hvilket jeg ikke forstod helt. For mig var nukleinsyrer omgivet af en vis mystik, noget med genetisk arvemateriale, der fandtes som små fine snoede strukturer, og som i mulm og mørke bestemte livets gang.

Jeg havde lært lidt om nukleinsyrer og deres tilstedeværelse i levende organismer i forvejen. Der findes to typer, (1) DNA (deoxyribonukleinsyre), der befinder sig i cellekernen og (2) RNA (ribonukleinsyre), der ikke begrænser sig til cellekernen, men også kan befinde sig i cytoplasmaet. DNA koder for det genetiske arvemateriale, mens RNA bl.a. viderebringer disse koder. Begge typer findes som kæder eller strenge, opbygget af grundenheder kaldet nukleotider. Et nukleotid indeholder bla.

en base, der er i stand til at pare sig med en anden base efter bestemte regler. Det er netop baserne og rækkefølgen af dem i en nukleinsyrestreng, der gør en nukleinsyrestreng unik. En hel DNA/RNAstreng er i stand til at binde sig til en anden DNA/RNA-streng via paringen mellem deres baser og herved opnå en dobbelthelixstruktur. RNA findes typisk som enkeltstrenget ( fx messenger-RNA og mikro-RNA), mens DNA fortrinsvist er dobbeltstrenget. Efter en kort sammentale med Prof. Jes-

Figur 1 - På billedet til venstre ses to DNA strenge, der via deres baser parrer til hinanden (Wikipedia). På billedet ses til højre ses en dobbelt helix struktur (© David Carillet | Dreamstime. com). 52 Hjerneblod l 6/2016

Figur 2 – Til venstre ses nukleotiden A med basen uracail, der kun forekommer i RNA. B og C er modificerede udgaver af nukleotider . De kaldes henholdsvis Unlocked Nukleinsyre (UNA) og 5-fluor-2’-deoxyuridin -5’-monofosfat (FdUMP). Til højre ses et udsnit af en oligo, D, E-H er modificerede udgaver af oligo’er. E kaldes Locked Nukleinsyre (LNA), F Fosforthioat nukleinsyre (PT) , G Peptid nukleinsyre (PNA) og H kaldes morpholino oligo (MO)

per Wengel fandt vi frem til, at jeg skulle prøve at skrive bachelorprojekt ved hans forskergruppe. Omhyggeligt blev jeg sat ind i, hvad det var for et projekt, jeg skulle arbejde med og fremgangsmåden for det, jeg skulle lave. Jeg var utrolig spændt på at komme i gang med mit projekt, der omhandlede at ændre strukturen af et nukleotid. Men for at være ærlig så var jeg i det store hele ikke helt sikker på, hvad det var jeg lavede. I det hele taget var jeg lidt bekymret, fordi de ting, jeg havde rørt ved i øvelseslab, ikke altid var gået helt glat. To dage efter jeg var kommet i gang med mit projekt og var nået i laboratoriet, gik jeg til bekendelse overfor en Post Doc., som virkede tillidsvækkende. Jeg fik at vide at det var helt okay, og at det nok skulle nok komme lige så stille med tiden.

Jeg fandt hurtigt ud af nogle ting. Man kan fremstille nukleinsyrer syntetisk. Det er muligt kemisk at ændre strukturen på nukleotider. Modificerede nukleotider alene kan rent faktisk have en virkning på kroppens celler. Der findes også relativt korte nukleinsyresekvenser bestående af 15-30 nukleotider, der kaldes oligonukleotider eller blot oligo’er, som også kan have en virkning i kroppen. Oligo’erne kan bestå udelukkende af modificered nukleotider, men de kan også indeholde enkelte modificerede nukleotider. Både enkelte nukeleotider og oligo’er kan blokere dannelsen af skadelige og sygedomsfremmende stoffer eller processer i cellen via forskellige mekanismer. Ø 53

Jeg var imponeret over, hvor venlig og imødekommende hele gruppen virkede. Jeg fandt mig til rette der, men i særdeleshed også i laboratoriet, hvor tingene kunne forløbe i mit tempo med mulighed for at spørge andre tilstedeværende i laboratoriet til råds. De ting jeg havde lært i øvelseslab var faktisk utrolig brugbare nu. Reaktionerne jeg lavede, lykkedes rent faktisk, og jeg syntes jeg fik en føling med, hvad der egentligt foregik. Det blev lige pludselig ganske hyggeligt at arbejde i laboratoriet og høre radio til. Hver gang der var lavet et trin, blev prøverne sendt til NMR-analyse for at få informationer om de strukturer, der var dannet. Jeg, som var yderst spændt på at se resultaterne, sad nogle gange spændt hjemme ved mig selv og kiggede på dem omkring midnat for at tjekke, om alt nu var, som det skulle være. De opnåede strukturer var de ønskede strukturer med enkelte urenheder, som det var muligt at fjerne ved at lave oprensninger. Ideelt set er det muligt at designe oligo’er så de binder til og i bestemte tilfælde også påvirker lige præcis den nukleinsyresekvens, man ønsker. Det kunne eksempelvis være cancer-DNA eller DNA/RNA-vira såsom HIV-RNA. Design af oligoer er dog ikke ligetil. Kroppen er selv i stand til at nedbryder fremmede DNA/RNA-strenge. Nogle oligo’er kan have en giftig virkning og nogle kan have off-target effekter, hvor de binder til andet end det ønskede target DNA/RNA. Disse ting må også overvejes, når de modificerede oligonukleotider såvel som nukleotider skal benyttes i levende celler.

Hjerneblod l

6/2016

I mellemtiden havde jeg også haft kurset videnskabsteori, hvor jeg valgte at beskæftige mig emnet bioterror. Det kastede lys over, hvor ekstremt skræmmende den her teknologi egentlig er, og hvor relativt tæt teknologen ligger på det scenarie, der opstilles i bogen Inferno af Dan Brown, hvor 1/3 af jordens befolkning ender med at blive steriliseret af en virus, der er i stand til skabe ændringer af DNA i kønscellerne. 1. semester af kandidaten var der, hvor jeg skulle planlægge, hvad der skulle ske som en fagperspektiverende aktivitet i det efterfølgende semester. Jeg overvejede længe begrebet fagperspektiverende. Det lød som en hel selvreflektionsproces, hvor der skulle overvejes, hvad man laver, når man har fået en kandidatgrad i medicinalkemi. Jeg havde da en diffus forestilling om, at jeg efter at have afsluttet min uddannelse, ville ende med et arbejde i en medicinalvirksomhed. Men for at blive lidt klogere prøvede jeg at tage med til arrangementet Company-dating her på SDU, hvor jeg faldt i snak med en person fra Novo Nordisk. Jeg blev spurgt, om jeg kunne se mig selv arbejde med et job, hvor man ikke arbejder i et laboratorie, men i stedet arbejder med udvikling af lægemidler baseret på videnskabelige artikler på et mere teoretisk plan. Til det svarede jeg, at det ville jeg ikke være afvisende overfor, men for at være ærlig så vidste jeg det ikke helt. Det resulterede dog i, at jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve at arbejde med et teoretisk projekt. En veninde havde planlagt at skrive et projekt i kvantekemi, så jeg gik også op for at snakke med kvantekemikerne. På et tidspunkt faldt samtalen på nukleinsyrer og det tog ikke mange sekunder før min nysgerrighed var vakt. I første omgang blev jeg henvist til Lektor Kira Astakhova og hendes forskergruppe, hun ville måske kunne hjælpe med at få

kastet lys over nogle ting. Jeg greb chancen og kastede mig ud i hendes projekt. Den ene del af mit projekt bestod i at gå en masse artikler igennem for at indsamle nogle informationer. Mine to nye bedste venner blev hurtigt databaserne Pubmed og Scifinder, der indeholder et ocean af videnskabelige artikler. I tidligere kurser havde jeg anvendt begge databaser til at finde enkelte artikler, men slet ikke noget nær så omfattende som dette. Jeg stod nu bogstavligt talt i videnskabelige artikler til langt op over ørerne. Til at starte med havde jeg ikke en præcis viden om det jeg søgte efter. Jeg fik læst min andel af ikke helt relevante artikler, men lige så stille åbnede der sig en helt ny verden for

øjnene af mig, og tingene begyndte at give mere mening. Det virkede lige pludseligt rimeligt simpelt og alligevel som noget, der kunne bruges ret innovativt. Det er ikke muligt via mikroskopi at se når en oligo binder til en DNA/ RNA-streng. Hvis man påsætter et molekyle, der er i stand til at udsende fluorescerende lys eller undergår en målbar ændring af dets fluorescerende lyssignal, når oligonukleotiden binder til DNA/RNA, kan man følge processen ved brug af fluorescensmikroskopi. Ø

Figur 3 - Til venstre ses en bestemt type oligonukeltid, kaldet Molecular Beacon (MB). Ved fravær af target vil MB ideelt set have en undertrykt lyskilde. Ved tilstedeværelse af target vil MB hellere åbne sig og binde til target, hvorved den er i stand til at lyse op. (Genelink.com). Til højre ses eksempler hvor MB binder til target (udsnit fra Nucl. Acids Res. (2004) 32 (6): e57)

Den anden del af mit projekt bestod i at benytte en teoretisk metode baseret på kvantekemi kaldet den tidsafhængige densitetsfunktionaleteori, til at simulere og studere fluorescerende egenskaber for udvalgte molekyler på en computer for at undersøge nogle af deres egenskaber. Dette blev gjort med hjælp fra Prof. Jacob Kongsted. Tempoet i hele projektet steg gradvist og da jeg begyndte at have en okay fornemmelse af, hvad jeg lavede, blev der brat skiftet retning for hele projektet. Jeg blev nu bragt langt omkring og der skulle nu bruges en lille smule af flere af de ting, jeg havde lært i mange af de kurser, jeg har haft som studerende. Der var bla. brug for en vis forståelse for cellebiologi, medicinalkemi, biofysik, kvantekemi, spektroskopi, organisk kemi og uorganisk kemi. Udgangspunktet var en bestemt type mekanisme, kaldet Förster Resonance Energy Transfer (FRET), der kan benyttes til at skabe fluorescens, når en oligo binder til DNA/RNA. Et eksempel på denne mekanisme ses på figur 3, tv. Lige nu så føles det som noget af en rejse ind i en anden verden, der langsomt

har udfoldet sig. Men det har også givet en følelse af, at selvom ikke alle kurser er gået lige godt, så har jeg alligevel taget et eller andet med fra dem alle, som jeg rent faktisk kan bruge. En af de ting jeg nok har været gladest for, har været at få lov til at have mit eget projekt, som jeg har kunnet gå og pusle om, og hvor jeg selv har haft en vis indflydelse på det, jeg har været med til at skabe. Selvom jeg nok allerhelst bare ville svæve hen i de her projekter, jeg har været i gang med, så har jeg også haft andre kurser ved siden af, og jeg er blevet bevidst om vigtigheden af at bevare et vist overblikket for at holde styr på alle de ting, der er i gang på en gang. Og nej det er bestemt ikke lykkedes mig altid, hvilket jeg er blevet mindet om en enkelt gang i mellem, når jeg har fået afleveringer tilbage. På nuværende tidspunkt lader det til, at det allervigtigste for min fremtid er, at jeg kan finde noget at lave, som jeg kan fortabe mig i og brænde for. Derudover må jeg nok tilstå, at jeg ikke er blevet mere mæt af at beskæftige mig med nukleinsyrer, end at jeg glæder mig meget til også at skulle skrive speciale inden for området bare for at nå et stik dybere. o Nina Poornima Loehr Junager Kandidatstuderende i kemi

Hjerneblod l

6/2016

p r ø t ak

Red

Er du vores nye medredaktør? To af vores redaktører er blevet færdiguddannede i sommer og vi mangler derfor hænder her på redaktionen. Arbejdet består i at finde skribenter til bladet, lave reportager over arrangementer på FKF og SDU, redigere, layoute og læse korrektur på de artikler, der kommer ind, lave madanmeldelse og meget mere. Der er i perioder en del at lave, men vi lover, at det også bringer meget sjov med sig! Du vil i arbejdet få brug for dine sproglige og kreative kompetencer. Bladet sættes for øjeblikket op i programmet Adobe Indesign og Photoshop benyttes til billedredigering. Du får selvfølgelig adgang til programmerne gennem instituttet, og vi giver et “crash course”. Er du studerende på FKF og interesseret i at være med så kontakt os på hjerneblod@gmail.com eller på facebook. Arbejdet belønnes med et symbolsk honorar, som meget vel kan bruges sammen med dine kolleger i fredagsbaren! Vi glæder os til at arbejde sammen med dig! Nina og Sara

WE WANT YOU

Voxpop Sidefag

på

FKF

FKF er ikke kun for fysikere, kemikere og farmaceuter. Det er også for studerende der tager tilvalg i fysik eller kemi på tværs af institutter og endda fakulteter. Hjerneblod har talt med tre studerende, der har valgt at læse deres tilvalgsfag på FKF, om alt fra studiemiljø til faglige forskelligheder mellem deres “hjem-institut” og FKF.

Navn: Pelle Bøgild Hovedfag: Idræt & Sundhed Sidefag på FKF: Fysik Hvor langt er du i dit studie? Jeg har netop afleveret speciale. Hvorfor valgte du at læse dit sidefag? Jeg vil gerne være gymnasielærer, og da jeg altid har været interesseret i at forstå verdenen omkring mig, var fysik et oplagt valg. Derudover synes jeg, at det er super sjovt at lave fysikforsøg, og faget har også gjort min jobsøgning lidt lettere.

Hjerneblod l

6/2016

Hvad er de største forskelle mellem FKF og dit primære institut? Institut for Idræt & Biomekanik (IOB) indeholder elementer fra både naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab, mens FKF nærmest udelukkende beskæftiger sig med naturvidenskab. Det er min oplevelse at der er større diversitet blandt både studerende, undervisere og undervisningsformer på IOB. Derudover har jeg oplevet flere undervisningstimer med mindre forberedelse på de første to år på idræt ift. fysik, herefter udlignes det mere. Hvordan har du oplevet studiemiljøet på FKF i forhold til dit primære institut? Jeg har oplevet begge studiemiljøer som rigtig gode, men meget forskellige. IOB er meget opdelt i de forskellige uddannelser, hvorfor jeg primært kan tale om studiemiljøet på Idræt. Til forskel fra dette har jeg oplevet en større sammenhæng mellem uddannelserne på FKF, både pga. en større mulighed og tradition for tilvalg indenfor instituttet og på grund af Æter som mødested. Derudover har jeg oplevet stor forskel i brugen af faglige tutorer. På idræt er forløbet med tutorerne meget rettet mod det at være studerende. Over hele første semesterer er der møder i studiegrupper af 8-10 personer samt individuelle samtaler med fokus på det personlige, eksistentielle og studietekniske. Omvendt har jeg en oplevelse af, at FKFs brug har været mere som støtte fagligt og socialt i en kortere periode. Når vi kommer på kandidatniveau, er der ikke de store forskelle i studiemiljøet, ud over det Æter giver. Kendte du nogle af de andre studerende, før du startede på dit sidefag? Vi var tre studerende fra idræt, der startede på tilvalg samtidig, ellers kendte jeg ikke nogen på sidefaget. Laver du noget med de andre studerende på FKF ved siden af studiet? Kun nogle af dem, der også kommer fra idræt. Hvordan er de faglige udfordringer? Og hvordan er de i forhold til, hvad du er vant til på dit hoved-fag? De faglige udfordringer har for mig som helhed været større på Fysik, end jeg har været vant til på Idræt. For mig har den primære årsag været, at jeg har idræt i hovedet 24/7. Samtidig er min primære omgangskreds fra idrætsstudiet eller sportsforeninger, hvorfor meget af forberedelsen er kommet som en naturlig del af min hverdag. Omvendt har jeg på Fysik oplevet, at jeg aktivt skulle sætte mig ned med stoffet og fordybe mig. Derudover har tilvalgets sammensætning med f.eks. ”Klassisk Fysik” som min allerførste eksamen, og først efterfølgende ”Den Matematisk Modellerede Verden” (førsteårsfysik) og ”Computational Science” heller ikke gjort det nemmere. Andre kommentarer? Jeg har hørt, at studerende fra Idræt & Sundhed ikke længere kan læse tilvalg i Fysik på SDU pga. Fremdriftsreformen. Det, synes jeg, er meget ærgerligt. 59

Navn: Pernille Jensen Hovedfag: Historie Sidefag på FKF: Fysik Hvor langt er du i dit studie? 2. semester på kandiddaten. Hvorfor valgte du at læse dit sidefag? For at kunne få undervisningskompetence i to gymnasiefag, hvor det ene ikke skulle være humaniora Hvad er de største forskelle mellem FKF og dit primære institut? Stort set alt. Mængden af læsning, mængden af gruppearbejde og mængden af undervisningstimer. Hvordan har du oplevet studiemiljøet på FKF i forhold til dit primære institut? Der er en del flere timer, og meget mere gruppearbejde på fysik, så man ser hinanden meget mere. Kendte du nogle af de andre studerende, før du startede på dit sidefag? Nej. Laver du noget med de andre studerende på FKF ved siden af studiet? Ikke videre nej. Hvordan er de faglige udfordringer? Og hvordan er de i forhold til, hvad du er vant til på dit hovedfag? Det er en anden måde at gøre tingene på, der er meget mere undervisning, og meget mindre selvstændigt arbejde, det var noget der tog lang tid at vende sig til. Det er også en helt anden tilgang til hvad der er viden på fysik i forhold til historie.

Navn: Morten Agger Hovedfag: Matematik Sidefag på FKF: Kemi Hvor langt er du i dit studie? 1. semester på kandidaten Hvorfor valgte du at læse dit sidefag? Da jeg startede på universitetet troede jeg, at jeg skulle læse Fysik som sidefag, men i løbet af scienceåret fik jeg stiftet bekendtskab med universitetets-fysikken og opdagede, at det slet ikke var mig. Til gengæld var universitetskemien markant mere spændende, end den kemi, jeg kendte fra gymnasiet. Jeg havde tilsyneladende flair for det, og så var der mange paralleller i metoder og tankegange mellem matematikken og kemien, så det virkede som en oplagt kombination og et oplagt valg – som jeg bestemt ikke har fortrudt! 60

Hjerneblod l

6/2016

Hvad er de største forskelle mellem FKF og dit primære institut? Udover de åbenlyse (fagene som de arbejder med, hvor praktisk-orienterede kurserne er, den fysiske størrelse af instituttet osv.) Så er mit indtryk, at man er tættere på de ansattes forskning på FKF, fordi man hele tiden går forbi laboratorierne og ser dem lave forsøg, og fordi der tit er andre, der arbejder i laboratorierne, når man har øvelser. Hvordan har du oplevet studiemiljøet på FKF i forhold til dit primære institut? Jeg synes generelt studiemiljøet på IMADA og FKF er meget ens. Begge institutter har fagrådslokaler og fagråd, der arbejder nogenlunde ens og afholder lignende arrangementer i løbet af året. Begge steder er der også gode muligheder for at arbejde – enten selv eller i studiegrupper, og spørge forelæsere og ældre studerende om hjælp. Det er selvfølgelig nogle andre mennesker, jokes, traditioner osv., men overordnet set synes jeg, det er lige så hyggeligt på FKF som på IMADA – og omvendt. Kendte du nogle af de andre studerende før du startede på dit sidefag? Da vi havde fælles forelæsninger på scienceåret, kendte jeg et par af de andre fra min årgang inden vi startede på sidefaget på 3. semester. Derudover var jeg også tutor og fik derigennem ret hurtigt et bredt netværk på alle 4 naturvidenskabelige institutter allerede på 2. semester. Selvom jeg personligt kendte en del allerede, da jeg startede, har jeg aldrig oplevet, at det har været noget problem at få nye bekendtskaber på FKF. Man møder mange af de andre studerende enten til timerne eller i ÆTER, og kommer helt naturligt til at snakke med dem efter et stykke tid. Laver du noget med de andre studerende på FKF ved siden af studiet? Jeg mødes jo med en del til ÆTERs arrangementer, og da jeg selv er med i fagrådet på IMADA, arbejder jeg også sammen med en del studerende i ÆTER omkring fagrådsarbejdet. Endeligt er der en gruppe af studerende, som jeg også ses med privat. Det er primært enten kemikere fra min egen årgang, eller personer, jeg har været tutor for. Hvordan er de faglige udfordringer? Og hvordan er de i forhold til hvad du er vant til på dit hovedfag? Matematik har ikke på samme måde en praktisk dimension, som kemien har via laboratoriearbejdet, så det er bestemt en forandring, at det ikke er nok at kunne teorien, man skal også kunne et håndværk ovenikøbet. Det er ikke nødvendigvis hverken besværligt eller dårligt – men det er klart anderledes, og en ekstra udfordring oven i det teoretiske element. Jeg har både oplevet, at de praktiske elementer har gjort det nemmere at forholde sig til og forstå teorien, og at det har været en frustration, at man ikke har forstået teorien godt nok, hvis man ikke kan bruge den i praksis også. Min personlige erfaring er også, at kemikurserne – primært kva deres laboratorieelement – har en større skriftlig byrde og kræver flere timers arbejde af de studerende for bare at kunne levere minimum og følge med end matematikkurserne gør. I en travl hverdag med mange kurser og fritidsinteresser bliver det derfor hurtigt svært at opnå den dybe og intuitive forståelse for faget, når det kræver så mange ressourcer bare at bestå. Mit indtryk er dog også, at forelæserne på FKF er mindst lige så engagerede i din læring som studerende, og lige så villige til at hjælpe dig, hvor de kan, som de er på IMADA. Andre kommentarer? Lige som matematik og femi er en oplagt fagkombination med mange paralleller og samarbejdsmuligheder, er IMADA og FKF også to meget ens institutter med lignende ansatte og studerende, der gør det både oplagt og nemt at være studerende begge steder – og nyde godt af begge studiemiljøer. o 61

Foldning af cryptochrome - hvor svært kan det være? Af: Claus Nielsen Hvert år flyver mange trækfugle henover Danmark, men hvordan finder de egentlig vej? En del af svaret kræver overraskende nok en indsigt i kvantefysik – og netop derfor endte jeg, som ellers primært er interesseret i atomer, molekyler og det der er endnu mindre, med at studere trækfugle. Sådan da. Det viser sig nemlig at trækfugle har en særlig sans, som vi mennesker ikke besidder: de kan “fornemme’’ retningen og intensiteten af magnetfelter – de har så at sige et indbygget kompas. Man ved stadig ikke hvordan denne kompas-sans egentlig virker, men der er forsket meget i netop dette i løbet af de sidste to årtier, og man er kommet frem til, at et protein kaldet cryptochrome må være ansvarlig for kompas-sansen (det er dog ikke endeligt bevist endnu). Der findes forskellige typer af cryptochrome-proteiner, og vi mennesker har endda selv nogle, som bl.a. er med til at styre vores døgnrytme. De sidder i nethinden i øjnene, og kræver lys for at fungere – dette skyldes et mindre fotoreceptor-molekyle, FAD (Flavin-adenin-dinukleotid), som er bundet inde i cryptochrome. Når FAD absorberer lys, sker der nogle kemiske reaktioner mellem FAD og cryptochrome, som aktiverer proteinet. For den type cryptochrome, som menes at stå bag magnetoreception, altså trækfuglenes kompas-sans, består denne aktivering i dannelsen af et radikal-par (to uparrede elektroner), og netop dette radikal-par kan fungere som kompas. Hvordan denne såkaldte radikalpar-mekanisme fungerer, var emnet i mit bachelorprojekt, og jeg skrev en artikel om dette i Hjerneblod nr. 3: kort fortalt, så kan et radikal-par eksistere i to forskellige spin-tilstande, kaldet singlet og triplet, og hvis man antager at forskellige kemiske reaktioner kan ske alt efter hvilken tilstand radikal-parret befinder sig i, så kan forholdet mellem kemiske reaktions-produkter fra hhv. singlet- og triplet-tilstande sige noget om eksterne magnetfelter, idet sådanne magnetfelter kan ”blande” singlet- og triplet-tilstande. I praksis vil det altså sige, at sådan et radikal-par vil skifte mellem at være singlet og triplet, med en frekvens som kan påvirkes af Jordens magnetfelt – og det er netop til at beskrive alt dette, at man er nødt til at bruge kvantefysik.

Når FAD (t.v.) absorberer lys sker tre elektronoverførsler, som involverer tre tryptofan-aminosyrer. Dermed fås et radikal mellem FAD og en tryptofan (t.h.). Cryptochrome ses i baggrunden.

Cryptochrome opløst i vand. Den kendte del af strukturen er grå, og ét af vores bud på CCT-strukturen er vist i grøn. Udover cryptochrome og vand, indeholder simuleringerne også en del ioner, her vist som kugler.

Efter mit bachelorprojekt fik jeg kontakt til Ilia Solov’yov, der leder QuantBio-gruppen (Quantum Biology and Computational Physics) ved SDU, som jeg i dag er en del af. Han blev ansat mens jeg arbejdede på mit bachelor-projekt – endda med kontor lige overfor min daværende vejleder – og havde allerede arbejdet med magnetoreception i lang tid. På daværende tidspunkt havde han opslået en ph.d.-stilling, som ud fra beskrivelsen lød som det helt rigtige for mig, men desværre manglede jeg stadig at gennemføre det første år på kandidatuddannelsen, inden det kunne blive aktuelt. I stedet begyndte jeg på et lille projekt med Ilia. Idéen bag projektet var at teste en teori om, hvordan en type cryptochrome-proteiner fungerer – via computersimuleringer kan man nemlig se, hvordan proteiner opfører sig, og hvordan de fungerer. Eller rettere, det kan man, hvis man har en tilstrækkelig god model for det molekylære system man vil simulere. Og det var præcis hér, mit projekt startede: man kender en del af strukturen af dette cryptochrome, men de sidste ca. 220 aminosyrer (af 716 i alt), den såkaldte Cryptochrome C-Terminal (CCT), er ikke inkluderet. Det viste sig dog, at det ikke var helt så simpelt som det lød, lige at lave en model for den fulde struktur – der er tale om det efterhånden velkendte problem med proteinfoldning (se faktaboks). De manglende aminosyrer blev sat på den kendte struktur, og så var det ellers bare med at forsøge at folde strukturen. Dette blev gjort vha. såkaldte interactive molecular dynamics-simuleringer (iMD), og jeg fik lavet et bud på, hvordan de sidste aminosyrer skal foldes. Ø

Proteinfoldning

Et protein er i princippet bare en lang kæde af aminosyrer: hvis du forestiller dig en lang kæde med flere hundrede led – hvert led svarer til en aminosyre – så prøv at forestille dig hvor mange måder denne kæde kan foldes på (hvor mange forskellige ”konformationer” der findes). Der er ret mange muligheder! Men med aminosyrer er det endnu mere indviklet, bl.a. fordi hver aminosyre har en sidekæde (det er sidekæden der afgør hvilken aminosyre der er tale om). Hvis man ikke kender andet end rækkefølgen på aminosyrerne i kæden, er det derfor ekstremt svært at finde ud af, hvordan proteinet skal foldes – selv med al den computerkraft forskere har til rådighed i dag, er det oftest umuligt at beregne hvilken foldning, der er den rigtige. 63

4+4 ph.d.

Når man er færdig med sin bachelor-uddannelse, har man mulighed for at tage en 2-årig kandidat-uddannelse og derefter en 3-årig ph.d.-uddannelse hvis man vil forsætte med at læse videre. Det er dog ikke den eneste mulighed: sidste år af kandidaten, som normalt går med at skrive speciale (med mindre man kun har et halvårigt speciale), kan man dog kombinere med en ph.d., således at man starter på sin ph.d. allerede efter 1. år af kandidaten – dermed tager ph.d.-uddannelsen 4 år, og dette er den såkaldte ”4+4-ordning”. Når man følger 4+4-ordningen skal man ikke skrive speciale, men man har i stedet en ”kvalificerende eksamen” efter 2. år på ph.d.-uddannelsen, som gør det ud for specialet, og giver kandidatgraden.

Hen imod slutningen af mit første år på kandidaten fik Ilia råd til at ansætte endnu en ph.d.-studerende, og denne gang fik jeg stillingen – man kan nemlig starte som ph.d.-studerende efter første år på kandidaten (den såkaldte 4+4-ordning, se faktaboks). Da jeg startede var jeg stadig i gang med cryptochrome-foldningsprojektet, men jeg startede også på en række andre projekter, og har i det hele taget ikke haft tid til at kede mig. Der var på det tidspunkt primært to problemer med foldningsprojektet: udover FAD indeholdt denne type cryptochrome også et ATP-molekyle, som desuden havde en magnesium-ion, Mg2+, koordineret (bundet). Dette ATP-Mg2+-kompleks sad mellem CCT-delen, som skulle foldes, og den del af proteinet som strukturen var kendt for. CCT-delen havde derfor rigtig mange muligheder for at binde til Mg2+ionen, men vi havde ingen idé om hvordan den ion skulle bindes. Det andet problem bestod i, at vores struktur ikke var stabil, dvs. systemet var ikke i ligevægt – ved længere simuleringer kunne der stadig forekomme konformationsændringer. For at få systemet i ligevægt, altså opnå en stabil struktur, vil det kræve en simulering på mindst nogle mikrosekunder, og til sammenligning får jeg typisk omkring 40 ns per dag fra en MD-simulering på Abacus-supercomputeren der står på SDU (se faktaboks om MD-simuleringer og Abacus). Cirka en måneds tid efter, at jeg startede som ph.d.-studerende, var min gruppe med til at arrangere en workshop i MD-simuleringer. Den blev afholdt af en gruppe fra USA, og vi endte med at diskutere cryptochrome-projektet med en af instruktorerne. Dette førte til et samarbejde, idet han havde arbejdet i flere år med koordinering af Mg2+ til GTP (stort set det samme som ATP-Mg2+-komplekset, idet fosfat-grupperne er koordineret til ionen). Desuden havde han mulighed for at lave en anden type simuleringer (coarse graining af vand-molekylerne), hvor vi skulle kunne nå op på at simulere omkring 150 ns per dag, og havde derudover også noget software, der kan foreslå foldninger af proteiner. Vha. dette lavede han tusindvis af nye strukturer for CCT-delen til os – så var det bare et spørgsmål om at finde de bedste! Det tog noget tid at finde de bedste strukturer, og de skulle alle bearbejdes en del før de kunne bruges. Derudover skulle den bedste Mg2+-koordinering bestemmes, og der var i det hele taget mange detaljer og komplikationer, der skulle tages højde for. Vi er nu endt med 3 strukturer, udover den første vi selv konstruerede, som ser lovende ud. Desværre har det for nyligt vist sig, at den hurtigere simuleringsform (med op til 150 ns per dag) alligevel ikke fungerer for lige netop vores system, så vi skal have fundet et alternativ, så vi kan få nogle stabile strukturer – i princippet kan det sagtens klares med almindelige MD-simuleringer på Abacus-supercomputeren, men det vil kræve rigtig mange ressourcer og dermed være rigtig dyrt. 64

Hjerneblod l

6/2016

I april gik turen til London, hvor konferencen RIN16 (Royal Institute of Navigation), om hvordan dyr navigerer, blev afholdt. Magnetoreception udgjorde mindst en tredjedel af programmet, men ikke kun i forbindelse med fugle – der er nemlig også mange andre dyr, som benytter Jordens magnetfelt til at navigere efter, f.eks. havskildpadder. Udover magnetoreception var der også forskere der arbejdede med alt fra ørkenmyrer til sæler, giftfrøer i junglen, en sjov fisk med en speciel elektrisk sans, en der havde testet biers syn, og meget, meget andet. Der var dog en overvægt at biologer, og sammen med vores samarbejdspartnere fra Oxford var vi næsten de eneste teoretikere på konferencen – og de eneste der beskæftigede os med MD-simuleringer. Vi havde til gengæld et oplæg om netop MD-simuleringer, og jeg havde taget en poster med omkring cryptochrome-projektet (se næste side). Det var en rigtig spændende oplevelse, hvor jeg lærte utroligt meget, og mødte en masse spændende mennesker – de eneste minus var frokosten, som primært bestod af kedeligt hvidt toastbrød. Men det var jo trods alt i England. Cirka to måneder efter konferencen i England gik turen til Middelfart. Her var jeg med til Årsmødet 2016 i Dansk Fysisk Selskab, hvor jeg skulle holde et kort oplæg omkring kvantebiologi. Det blev med fokus på mit eget forskningsområde – magnetoreception – og var i det hele taget særligt spændende idet det var første gang, at jeg skulle ud og holde et oplæg for andre fysikere. Jeg benyttede lejligheden til at tage min cryptochrome-poster med, og jeg tror faktisk at jeg fik den fremvist til væsentlig flere personer på en enkel aften i Middelfart, end i løbet af de tre dage i London, så jeg må nok konstatere at fysikere var en bedre målgruppe end biologer – i hvert lige i forhold til dette projekt. I slutningen af august fik vi besøg af vores samarbejdspartner fra USA, og fik diskuteret projektet igennem – han har kørt en lang række simuleringer, og jeg mangler nu ”bare” at få analyseret data fra alle disse: men det ser efterhånden ud til, at vi snart har nogle stabile strukturer med en fornuftig koordinering af Mg2+-ionen. Efter at have arbejdet på projektet i over et år, er målet altså endelig indenfor rækkevidde, og jeg regner med at vi snart kan gå i gang med at skrive en videnskabelig artikel om projektet. Ø

Der er mange forskellige aminosyrer fra CCT-delen af cryptochrome, der kan binde til Mg2+-ionen, der er bundet af fosfat-grupperne i ATP, og selv vandmolekyler kan endda være vigtige her! Vi ved kun, at nogle argininer fra CCT-delen skal binde til ATP - her ses en enkelt af dem.

MD-simuleringer og Abacus:

Proteiner er en særlig vigtig klasse af biologiske molekyler, som kan have mange forskellige funktioner i levende organismer – og en metode til at undersøge hvordan de fungerer, er Molecular Dynamics-simuleringer. En MD-simulering er en klassisk approksimation, hvor man beregner kræfterne på alle partikler i systemet og løser Newtons 2. lov – dermed kan man beregne hvordan partiklerne vil bevæge sig. I mine simuleringer indgår alle de tusindvis af atomer i cryptochrome-proteinet, og endnu flere atomer fra vandmolekyler (jeg har ca. 90000 atomer i mine simuleringer). Det kræver derfor rigtig meget computerkraft at lave sådan en simulering, og vi bruger derfor supercomputeren Abacus – dermed har vi mulighed for at bruge f.eks. 20 hurtige computere (nodes) på én gang til at køre en simulering, og alligevel kan det tage flere dage at køre en simulering! o

Claus Nielsen er 25 år gammel og har i løbet af sin tid på universitetet studeret både fysik, matematik og kemi. I dag er han i gang med en ph.d. i fysik hos QuantBio-gruppen ledet af Ilia Solov’yov. For mere info, se: www.quantbiolab.com

Baggrunden benyttet i denne artikel forestiller en vandboks fra en af Claus’ simuleringer.

Hjerneblod l

6/2016

Faglighed, fest &

fællesskab

t tÆ

e råd

ag f m

Hjerneblod l

6/2016

rman o f e r æ v t Og a

Der ligger en tung duft af popcorn i luften. Esben og jeg står side om side og fylder vores papkrus med sodavand. På vej ind mod biografsalen spørger jeg Esben om hvordan han ville beskrive formandsposten i Æter. Esben er Æters tidligere formand og ”grundlægger”, så hvem bedre at spørge? Esben ler og siger, at han ikke rigtigt ved, hvordan han skal sætte ord på lige den kombination af ekstrem stress og sjov. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det egentlig en ret god beskrivelse.

Hvad for en Æter…?

Nu sider du måske og tænker ”Øøøøh, hvad er Æter for noget?”. Æter er et studenterfagråd for studerende på fysik, kemi, farmaci og nanobioscience på SDU. Det er en organisation, der er drevet af frivillige kræfter og som sørger for en masse både faglige og sociale arrangementer i løbet af året. Ø

af S

tina

Poc h

inda

Fun

der

Fastelavn i Æter

Æter er også en essentiel del af hverdagen for mange studerende. Æter har nemlig to lokaler, der frit kan benyttes af alle. Det ene lokale bruges til gruppearbejde, til at sidde og studere i og det er et oplagt sted at finde hjælp til de drilske afleveringsopgaver. Så er der også et mere useriøst rum, der bruges til hygge og bordfodbold. Det er her man går ned, når man har brug for et pusterum mellem forelæsningerne, og hvor man kan være social både med dem man læser med, men også møde folk fra andre studier og årgange. Det også her man kan gå ned, når man har brug for at få tanket kaffekoppen op eller for at få sig en billig sodavand eller øl. Æter er et sted, hvor der både er plads til faglighed, fest og fælleskab.

Historien om mig og Æter

Dengang jeg startede på universitetet, startede jeg oprindeligt på fysikuddannelsen. Efter mit første studieår valgte jeg at skifte til kemi, dengang kunne man nemlig frit skifte mellem de naturvidenskabelige studier efter det første år. Men at komme ind på et studie hvor alle kendte hinanden i forvejen var ikke helt let, og jeg begyndte at føle mig lidt ensom på studiet. Til en fest på HC Ørsted kollegiet mødte jeg to nanobioscience-studerende fra årgangen over mig. De fik mig overtalt til at begynde at komme i Æter. Jeg begyndte at komme til deres sociale arrangementer og begyndte at lære folk fra nogle af de andre studier og årgange bedre at kende, hvilket gav mig mod til at begynde at komme i fagrådet i hverdagen og begynde at hjælpe til. 72

Hjerneblod l

6/2016

Inden længe var jeg blevet fast inventar og blev spurgt om jeg ikke kunne tænke mig at være næstformand. Jeg var næstformand et enkelt år før jeg overtog posten som formand. En post som jeg endte med at have i hele tre år. I tiden fra jeg startede med at komme i Æter (dengang Esben var formand) til i dag, er Æter vokset fra at være en lille håndfuld mennesker til at være størstedelen af de studerende på instituttet. Og fysisk er Æter også vokset. For et par år siden fik vi tildelt et ekstra lokale, da der simpelthen ikke længere var plads til alle. Der er kommet mange flere både sociale og faglige arrangementer og Æter er i dag også medlem af IAPS – et stort internationalt netværk for fysikstuderende. Og hvis jeg selv skal sige det, så er det lykkedes os at få opbygget et af de absolut bedste fællesskaber og et studiemiljøer. I november sidste år gav jeg faklen videre. Jeg sidder dog stadig som næstformand, for Æter er stadig lidt mit hjertebarn og at give slip på noget man har arbejdet så meget og så hårdt for er ikke helt nemt. Ø

Astronautinterview

Hjerneblod l

6/2016

Rollen som fagrådsformand

Men hvad laver en fagrådsformand? Det afhænger lidt af formanden og hvor god man er til at uddelegere opgaver, hvilket jeg nok har været rigtig dårlig til. Det betyder selvfølgelig også at jeg selv har fået meget mere at lave. Jeg har blandt andet brugt mange eftermiddage på helt lavpraktiske opgaver som at rydde op efter folk og utroligt mange søndage på at gøre rent efter fester. En mere ærefuld arbejdsopgave som formand er, at man får lov til at være sine medstuderendes stemme over for universitets ledelse og administration. At arrangere alle de sociale og faglige arrangementer er der selvfølgelig også en del arbejde i. I visse perioder, hvor vi har afholdt op til to arrangementer om ugen, har arbejdsbyrden også været meget høj. I særligt belastede perioder har jeg brugt omkring 20 timer om ugen på fagrådsarbejde. Kombinerer man det med et fuldtidsstudie, studiejob og andet studenterpolitisk arbejde, så er der pludselig ikke længere tid til hverken at sove eller spise. Mit stressniveau er da også flere gange nået derop, hvor jeg er begyndt at få blodnæse og tabe mit hår.

Besværet værd?

Posten som formand kræver rigtig meget arbejde, men den giver også én rig mulighed for at udvikle sig som individ og giver en masse kompetencer man kan tag med sig videre. Mit fagrådsarbejde har også åbnet op for en masse nye muligheder og oplevelser. For at nævne nogle få eksempler så fik jeg fx sidste år lov til at interviewe Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, da han var forbi SDU for at give et foredrag om sin tur til den Internationale Ø

Rumstation. Jeg fik mig et studiejob som kemilærer på Tornbjerg Gymnasium. Og jeg er også igennem mit formandsskab blevet introduceret til Syddanske Studerende (en studenterpolitisk organisation på SDU), hvor jeg nu sidder i bestyrelsen. Til sidst (og nok også det vigtigste) så har der for mig været en kæmpe stor glæde i at være med til at skabe noget med værdi for mine medstuderende og i at gøre vores studiemiljø endnu bedre. Jeg har fået skabt mig et kæmpe netværk og jeg er blevet en del af et helt fantastisk fællesskab. Så selvom mit formandskab har været roden til en del stress og frustrationer og kostet mig både blod, sved og tårer så har det stadig været det hele værd. o

Fællesska

Kys fr

a Stina

Hjerneblod l

6/2016

Gratis Kaffe Hyttetur

Hjerneblod l

3/2014

Godt selskab

Faglig sparring Fagrådsmøde Fællesskab Kage

Kirsebær

Mie Thorborg Pedersen

Hvert år den 3. Weekend i juli afholdes Kerteminde Kirsebærfestival. I år var Smag for Livet med på festivalen, hvor de to gastrofysikere fra SDU Ole G. Mouritsen (Professor i biofysik) og Mie Thorborg Pedersen (cand. Scient. fysik) fortalte om fysikken og kemien i Kirsebær. Gæsterne blev udfordret i, om de kunne dufte forskel på kirsebærdufte fremstillet i laboratoriet og kirsebærdufte fra rigtige kirsebær. Derudover kunne børn og andre legesyge sjæle fremstille deres egne små kunstige kirsebær-sfærer vha. gelering af kirsebærjuice.

Frugtsten

På festivalen delte de to gastrofysikere også foldere ud om ”Smagen af kirsebær”, som du kan læse på de næste par sider. Kirsebær er stenfrugter ligesom blommer, abrikoser, ferskner, nektariner og mandler. Alle stenfrugter tilhører slægten Prunus, der er medlem af den store Rosenfamilie som eksempelvis også kernefrugter (æbler og pærer) Ovarie er medlem af. Stenfrugterne har deres navn fra den stenhårde skal, der beskytter et enkelt eller få frø, hvilket adskiller stenfrugterne fra kerne- Frø frugterne, hvor frøene sidder i det mere bløde kernehus. Stenfrugterne udvikles på samme måde som kernefrugter fra blomster. Kirsebærblomsternes ovarie, der senere bliver til frugtens sten, sidder over selve blomsterdelene, hvilket resulterer i, at man ikke kan observere spor af blomsterblade på et kirsebær, som man eksempelvis kan ved “bunden” af æbler og pærer.

Hjerneblod l

6/2016

Støvdrager

Vidste du...

Sødkirsebær er forædlede sorter af vilde kirsebær Kirsebær deles ind i to tykaldet fuglekirsebær, der vokser i skove og er elsket per: sur- og sødkirsebær. Som af fugle. Sødkirsebær kaldes også moreller, mens navnene antyder er den ene surkirsebær kaldes skyggemoreller. type mere sur end den anden, hvilket hovedsageligt tilskrives forskel i sukkerindholdet. Surkirsebær (Prunus cerasus) anvendes sjældent rå pga. syrligheden, men er god til vinproduktion, syltning og tørring. Sødkirsebær (Prunus avium) spises ofte rå og i desserter. Oprindeligt stammer kirsebærtræet fra Asien. Det fortælles, at 100 år før Kristi fødsel var der ingen kirsebærtræer i Italien, men under et romersk krigstogt blev kirsebærtræet ført hertil. Med udvidelsen af Romerriget blev kirsebærtræet på et par hundrede år spredt i Europa. Det er uvist, hvornår kirsebærret er kommet til Danmark, men udgravninger viser, at det har været dyrket og brugt i husholdningen siden 1200-tallet.

Det mytiske Kirsebær

Kirsebær har igennem tiderne haft forskellige kulturelle betydninger. Når kirsebærblomsterne står i flor, valfarter japanerne til parker, hvor der festes under træerne. Traditionen er gammel og fra en tid (omkring år 700), hvor man troede på ånder i træerne. Man troede, kirsebærblomsterne kunne spå om årets høst. Senere er blomsterne blevet en metafor for selve livet: de er smukke, men foranderlige og skrøbelige med kortvarig blomstring. I den nordiske folketro lyder et gammel mundheld “Hvis et kirsebær falder på en gravid kvindes næse, så vil barnet få en bule der,” eller hvis man kaster en håndfuld kirsebærsten op i luften, så vil det antal du griber igen svare til det antal år, du har tilbage at leve i. Selve kirsebærret har fået en særlig mytisk plads i Damarkshistorien, da det fortælles, at kong Christian d. 2’s elskerinde Dyveke, der hverken var vellidt af adelen eller dronningens familie, blev slået ihjel af et forgiftet kirsebær (1517). Christian d. 2 fik henrettet lensmanden Torben Oxe for mordet, trods han var blevet frikendt. Det er altså uvist, om det virkelig var Torben Oxe og et forgiftet kirsebær, der slog Dyveke ihjel. Ø Billeder fra Kirsebærfestivallen. På billedet til venstre ses Ole G. Mouritsen og et interesseret publikum. I midten det kunstige kirsebær. Til højre fortæller Mie.

Kirsebærrets “farlige” kemi

Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er et kirsebær, der siges at have slået Dyveke ihjel. Det forholder sig nemlig sådan, at kirsebær indeholder naturlige gifte. Hvis man bider i kirsebærrets frugtsten og på den måde ødelægger den, starter kirsebærrets forsvarsmekanisme, hvor der bliver dannet bitter hydrogencyanid (blåsyre), der teoretisk set kan være dødelig og eksplosiv. Der skal dog en stor portion kirsebærsten til, for at giftkoncentrationen bliver dødelig for mennesker. Forsvarsmekanismen fører ikke kun bitre giftstoffer med sig. Et af biprodukterne ved cyanid-produktionen er det aromatiske stof benzaldehyd, som dufter af marcipan og er med til at give kirsebærret sin karakteristiske marcipansmag.

Benzaldehyd

Hydrogencyanid

Smagen af kirsebær

Når vi smager, smager vi ikke kun med smagsløgene på vores tunge, men med hele vores sanseapparat. Kirsebær “spises også med øjnene” pga. de smukke og tiltrækkende farver, der kan variere fra dyb rød til gul afhængig af arten. Den røde farve skyldes stoffet anthocyanin, som har E-nummeret E-163, når det tilsættes til fødevarer. De smage, vi registrerer på tungen via smagsløgene, er de fem grundsmage: sur, sød, salt, bitter og umami. Hvis man derfor holder sig for næsen, imens man smager på et kirsebær og på den måde afkobler lugtesansen, vil kirsebærrene hovedsageligt smage sursødt og måske en anelse bittert. Det syrlige kommer hovedsageligt fra klorogensyre og æblesyre. I modsætning til æbler og pærer indeholder kirsebær ingen stivelse, der nedbrydes til sukker under opbevaring efter høst. Det betyder, at kirsebær ikke udvikler mere sødme efter de er plukket, så hvis man plukker kirsebærerne for tidligt, vil de forblive sure. Hvis man nu slipper for næsen vil “smagen af kirsebær” komme frem, hvilket skyldes kirsebærrets aromatiske og flygtige stoffer, der registreres i vores næse, når vi puster ud. Kirsebæraroma skyldes hovedsageligt en kombination af tre kemiske stoffer: benzaldehyd, linalool og eugenol. Benzaldehyd har den karakteristiske marcipansmag og bruges af fødevareindustrien under navnet mandelessens. Linalool produceres af over 200 forskellige plantearter og bruges ofte i parfumestof pga. dets blomsteragtige duft. Eugenol bruges også i parfume, æteriske

Vidste du...

Sakaurayo er en japansk kirsebærblomst-te. Sakaurayo tilberedes ved at overhælde et par tørrede kirsebærblomster med kogende vand, hvorpå blomsterne folder sig ud og frigiver smag. Teen smager let saltet med noter af blomster. Sakaurayo serveres ofte til japanske bryllupper. 80

Hjerneblod l

6/2016

yani

oc Anth

Linalool nol

Euge

olier, som smagsstof og som lokalbedøvende. Det dufter krydret og nellikeagtig. Så selvom det næsten lyder som om, at et naturligt kirsebær er rigt på parfumestoffer, E-numre og lidt gifte, må man minde sig selv om, at naturen er vores største kemiske laboratorium og ansvarlig for giftige stoffer, livsnødvendige vitaminer, smukke farver og ikke mindst vidunderlige smagsoplevelser.

Vidste du...

Amarena Kirsebær er bitre italienske surkirsebær, der vokser i Bolonga og Modena. I 1905 startede italieneren Gennaro Fabbri en virksomhed, der konserverede Amarena kirsebær i en siruplage. Familievirksomheden eksisterer stadig i dag, og “Amarena Fabbri” kan købes i danske supermarkeder.

Fornemmelse for kirsebær

Når vi smager på kirsebær, er det ikke kun vigtigt, at bærret inviterer til at blive spist med indbydende farver og smagskomponenterne er afbalanceret. Hvem har lyst til at sætte tænderne i et meget blødt eller sprækket kirsebær? Frugtkøds struktur kan på en mikroskopisk skala ses som et mosaikbillede af celler og luftlommer. Cellerne holdes sammen af cellevægge og pektin, som er det geleringsmiddel, der ofte bruges, når man koger marmelade. Hvordan vi oplever frugtkødets tekstur, afhænger bl.a. af cellernes pakning. Generelt, jo tættere cellerne er pakket sammen, desto fastere føles frugtkødet. Når cellerne er meget tæt pakket vil de fremtræde som polygoner, der er svære at skubbe relativt til hinanden. Når vi bider i sådan et kirsebær, vil vi derfor bryde cellevæggene i stykker, og frugtjuicen fra cellerne vil nærmest eksplodere i vores mund. Kirsebærkødet føles fast og saftigt. Med tiden nedbrydes pektin-bindingerne imellem cellevæggene, og afstanden mellem celler og luftlommer bliver større. Når man bider i sådan et kirsebær, kan man skubbe cellerne og luftlommerne relativt til hinanden, og man bryder derfor ikke cellevæggene i stykker. Kirsebærret vil nu føles meget blødt og måske ligefrem melet. Ø Fast og saftigt frugtkød

Luftlommer Celler

Pektin Blødt og melet frugtkød

Kirsebærrets struktur kan ødelægges af store mængder regn, da vand let trænger igennem frugtskindet og får kirsebærret til at svulme og sprække. Dette er medvirkende til kirsebærrenes lette forgængelighed. Derfor bør kirsebær ikke gemmes længe, men nydes i nuet som så meget andet i livet. “Vi spiste kirsebær, vi spiste mørke,  et syrligt nattekød af dunkle bær, og denne syrlighed af nat og mørke  var os så sødmefuld som elskov er” Tom Kristensen, Kirsebær

Lugtesansen

af Mie Thorborg Pedersen og Christina Wegeberg

Signaler fra næsens lugtesans udgør en stor del af det, vi normalt opfatter som smag. Når vi spiser, kommer madens duftstoffer ind i næsen både udefra (orthonasal) og inde fra (retronasal) mundhulen, når vi tygger maden.

Nervecellemembran

Sign

Område med sanseceller

til

hje rne

Lugtesansen kan skelne op til en billion (1.000.000.000.000) forskellige duftstoffer. Lugtesansen giver derfor en langt mere varieret oplevelse af madens ”smag” end blot tungens information om de fem grundsmage som er sur, sød, salt, bitter og umami. Vi kan ikke lugte disse fem, men derimod en lang række unikke duftstoffer hvoraf vi ofte knytter nogle til mad med meget af en særlig grundsmag. Typisk er duftstoffer små organiske forbindelser, som er passende flygtige til, at de kan fordampe op i vores næse, hvor de aktiverer en specifik receptor, hvorved der sendes et signal til vores hjerne, som vi opfatter som en duft/smag. Langt de fleste receptorer er det, der hedder en 7-transmembran receptor, hvilket betyder, at proteinet, som receptoren er opbygget af, gennemløber nervecellemembranen syv gange. Et duftstof vil binde til denne receptor og forårsage en formændring, der begynder en kaskade af processer inden i cellen, som i sidste ende giver et signal til hjernen. Mennesket har cirka 380 forskellige duftreceptorer, men da der ikke eksisterer et 1:1 forhold mellem duftstof og duftreceptor, kan vi dufte langt mere end 380 dufte. Langt de fleste duftstoffer aktiverer et antal af receptorer, typisk i større eller mindre grad, og omvendt aktiveres næsten også alle receptorer af flere duftstoffer. Det er netop denne mulighed for unik kombinatorik af receptorerne, der gør, at vi kan skelne mellem en billion dufte.

Næ

seh

ulen

Orthonasal Tunge

[surt, sødt, salt, bitter og umami]

Hjerneblod l

6/2016

Retronasal

7 transmembran receptor

Vidste du, at...

Indtil 1970’erne var en del af pensum på farmaceutuddannelsen, at man skulle kunne identificere et udvalg af kemikalier ved at smage og dufte til dem. I 1950’erne og 1960’erne bestod dette udvalg af intet mindre end 500 varer.

Kiralitet og dufte

Når et objekt er kiralt, betyder det, at objektets spejlbillede ikke er identisk med objektet selv. Altså forholder kirale objekter sig som en højrehånd til en venstrehånd. Et par spejlbilledeisomerer, også kaldet enantiomerer, har samme kemiske struktur med samme antal grundstoffer og kemiske bindinger, men deres tredimensionelle opbygning er hinandens spejlbilleder. Enantiomerer vil have samme fysiske og kemiske egenskaber, altså vil f.eks. deres kogepunkt og kemiske reaktivitet være ens; den eneste forskel er, at de to molekyler vil rotere planpolariseret lys i hver deres retning, og de vil vekselvirke forskelligt med andre kirale molekyler, da deres rumlige opbygninger er forskellige. Du kan f.eks. forestille dig, hvordan dine hænder vil vekselvirke forskelligt med en højre handske. I kemien støder man f.eks. på et kiralt molekyle, hvis det indeholder et kulstofatom bundet til fire forskellige grupper. Hvis to af disse fire grupper byttes om, vil der nemlig dannes et molekyle, som er et spejlbillede af det oprindelige molekyle. Det er ikke muligt at dreje de to, så de kan overlappe hinanden, da deres rumlige strukturer er forskellige: de er enantiomerer. Ø

En sjov ting ved lugtesansen er, at vi mennesker faktisk har langt færre lugtereceptorer end nært beslægtede pattedyr (såsom chimpansen, gorillaen og orangutangen). Dette kan ses som en evolutionær tilbagegang af lugtesansens skarphed, fordi vi simpelthen er blevet mindre afhængige af vores lugtesans for vores overlevelse. 83

Kiralitet spiller en stor rolle i biologien, da biologien selv er kiral, og derfor er det ofte kun den ene enantiomer, der er aktiv, mens den anden ikke har indflydelse eller måske ligefrem en negativ påvirkning i en organisme. Kiralitet er helt afgørende for signalering i en organisme. Diverse receptorer og enzymer er opbygget af de kirale byggesten, aminosyrer, og vil derfor påvirkes forskelligt af et par enantiomerer. Selvfølgelig er receptorerne i vores næse ingen undtagelse. Vores næse kan altså adskille forskellige lugte på baggrund af små forskelle i sammensætning og rumlig opbygning af molekyler. Et eksempel er f.eks. de fire kemiske molekyler herunder: det er to sæt enantiomerer, enantiomererne af carvon, som lugter af henholdsvis grøn mynte og kommen, og enantiomererne af limonen, som lugter af henholdsvis appelsin og terpentin. De to sæt enantiomerers kemiske strukturer er kun forskellige ved, at den ene har et iltatom, og ved at en dobbeltbinding har flyttet sig. Til trods for den store lighed mellem de fire molekyler, så gør deres rumlige struktur, at hver enantiomer vekselvirker helt forskelligt med vores receptorer i næsen, og vi lugter fire meget forskellige og karakteristiske lugte. o

Grøn mynte

Kommen

Terpentin

Appelsin

Kirsebær

Vidste du, at...

Før 1850’erne undersøgte læger patienter for sukkersyge ved at dyppe en finger i patientens urin og smage, hvorvidt dette havde en smag af sukker.

O O

Blomme O

Banan O

Vores næse er ret sensitiv, f.eks. opfatter vi antallet af kulstofatomer i estere meget forskelligt. Esterne er markeret med rødt. Hjerneblod l

6/2016

En kølig kirsebærdrink for kvinder Singapore Sling

2 cl gin 1 cl mørk kirsebærlikør (gerne Heering Kirsebærlikør) 0,5 cl Contreau 0,5 cl Bénédictine D.O.M 3 cl presset citron 5 dråber grenadine 5 dråber Angostura Bitter Ananasjuice Afmål alle ingredienser i en shaker med is og shake kraftigt. Si op i et isfyldt glas. Fyld op med ananasjuice og rør. Oprindeligt er en sling en drink, der kun er lavet af spiritus, sukker og vand, men senere blev det videreudviklet med likør, citron og sodavand. Singapore Sling blev opfundet på luksushotellet Raffels i Singapore i 1915 af bartenderen Ngiam Tong Boon. Med drinken skrev Boon et stykke verdenshistorie, da Singapore Sling er den første drink, der var acceptabel for kvinder at drikke. Indtil da havde det været anset for vulgært, hvis en kvinde tog sig en drink, som på daværende tidspunkt var ensbetydende med whisky og brandy. Singapore Sling fik succes blandt damerne i det sociale selskabsliv, og hurtigt blev en kvinde med en Singapore Sling i hånden betragtet som en kvinde med stil og smag. Selvfølgelig ville bartendere verden over gøre Boon kunsten efter, og hermed blev long drink-trenden skabt. Opskrift fra: Den store Cocktail bog af Elig Maranik, Grenadine Forlag, 1. Udgave Tekst bl.a. inspireret af Biochemistry, Jeremy M. Berg, John L. Tymoczko, Lubert Stryer, W. H. Freeman and Company, 7. udgave. Læs mere om smag på smagforlivet.dk

Vidste du, at...

Heering Kirsebærlikør originalt er en dansk produceret likør. Kirsebærlikøren har været produceret siden 1818 og er kendt verden over. Heering kirsebærlikør er blandt andet hovedingrediens i den verdensberømte cocktail Singapore Sling. Heering lukkede som virksomhed i 2001 og eksisterer i dag kun som et varemærke. 85

BLAN KAN MAN

ENHVER

FARVE

GRUND FARVEr

MED

Af Sissel Albrecht Kahr

DE og Ulrik Ishøj Søndergaard 87

Kan man blande enhver farve med tre grundfarver? De fleste lærer på et tidspunkt i folkeskolen, at svaret på dette spørgsmål er ja. Mark Twain tilskrives ofte citatet: ”I have never let my schooling interfere with my education”. I denne ånd vil vi ikke lade vores gamle skoling stå i vejen for en fornyet undersøgelse af spørgsmålet. Det viser sig, at man ikke kan blande alle farver med tre grundfarver, men at det ofte er godt nok i praksis.

skærme. Alternativet er subtraktiv farveblanding, der er relevant for blanding af maling. Hvad er en farve i en fysikers øjne? Det mest korrekte er at definere farver, som det sanseindtryk man oplever, når såkaldte tapceller på øjets nethinde stimuleres af lys. Denne oplevelse vil afhænge af hvilke bølgelængder, der er indeholdt i det lys, der rammer øjet.

Det raske øje indeholder tre forskellige tapceller, der har deres primære For at uddybe svaret Figur 1: Additiv farveblanding følsomhed ved hhv. er det nødvendigt at forklare og præcisere de ord, der indgår korte, mellemlange og lange bølgelængi spørgsmålet. F.eks. bør man præcisere der (figur 2). Disse refereres til som S, M, hvilken slags farveblanding, der er tale og L-tappe. Sendes grønt laserlys med en om. Her vil vi udelukkende snakke om bølgelængde på 537 nm ind i øjet vil det additiv farveblanding (figur 1). Dvs. den mest være M-tappe, der stimuleres og i slags farveblanding, der er relevant, når nogen grad L-tappe. Denne kombination lys af forskellige farver blandes. Additiv opfatter hjernen som farven grøn. Oftest farveblanding anvendes f.eks. i computer- er det lys, der rammer øjet, en kombina-

Figur 2: Tapcellernes følsomhed 88

Hjerneblod l

6/2016

Figur 3: Venstre: sparepære. Højre: glødelampe. tion af mange forskellige bølgelængder. Her kan øjets spektrale sensitiviteter bruges til at beregne, hvilken farve hjernen vil opleve. Lad f.eks. s(λ) være den spektrale sensitivitet for S-tappene. s(λ) er den blå kurve på figur 2. Lad I(λ) være den spektrale udstråling fra en glødepære som vist på figur 3. Så kan vi beregne, hvor meget S-tappene stimuleres af lyset fra glødepæren vha. integralet

Tilsvarende kan M- og L-tappenes stimuli beregnes, og resultatet kan samles i en vektor.

Vektoren angiver entydigt et farveindtryk.

Det rum, som vektoren lever i, kaldes et LMS-farverum. Et nok mere velkendt farverum er RGB-farverummet, der f.eks. anvendes af computere. I princippet har hvert menneske sit eget LMS-farverum, da genetiske variationer betyder, at tapcellernes spektrale sensitiviteter varierer mellem individer. Det farveindtryk, man får, når elektromagnetisk stråling rammer øjet, afhænger altså kun af hvor meget hhv. L-, M- og S-tappene stimuleres. Derfor kan vidt forskellige strålingssammensætninger godt give anledning til samme farveindtryk. Dette fænomen kaldes metameri. På figur 3 ses en sparepære side om side med en glødepære. Glødepærens spektrum (figur 4) er meget anderledes end sparepærens spektrum (figur 5), men de opleves næsten ens. Dette kan forklares ved, at sammensætningen af lyset fra begge typer pærer stimulerer L-, M- Ø 89

Figur 4: Spektral udstråling fra glødepære.

Figur 5: Spektral udstråling fra sparepære.

og S-tappene i nogenlunde samme forhold. F.eks. ses det af figur 4, at glødepæren udstråler mest lys ved bølgelængder i det område, hvor M- og L-tappene er følsomme. Det samme er tilfældet for sparepæren (figur 5), selvom udstrålingen primært fordeler sig i smalle, adskilte bølgelængde-intervaller. I kompaktlysstofrør som sparepæren her vælges sammensætningen af såkaldte lysstoffer/fosforer netop sådan, at udstrålingen nogenlunde stimulerer L-, M- og S-tappene i samme forhold som glødepærer.

hvilken farveoplevelse computerskærmen giver os, er intensiteterne af henholdsvis rødt, grønt og blåt lys. Ud fra det lys computeren udsender, kan man beregne, hvor meget vores tre typer tappe stimuleres af hver af computerens udsendte tre farver. Eksempelvis kan vi beregne, hvor meget S-tappen stimuleres af computerens blå farve ved integralet

Computerens gengivelse af farver Computerskærme udsender ikke lys ved alle bølgelængder. På figur 6, der viser intensitetsspektret for hvidt lys udsendt fra en computerskærm, ses en fordeling, der minder om de tre typer tapcellers sensitivitet. Det viser sig altså, at computeren kun udsender de samme tre grundfarver, som menneskets øjne opfanger: rød, grøn og blå. Hver af de tre farver bliver opfattet i hver af vores tre typer tappe. Det der afgør, 90

Hjerneblod l

6/2016

Figur 6: Intensitetsspektrum for computerens hvide lys.

Her angiver s(λ) den spektrale sensitivitet for S-tappen, der er vist med blåt figur 2. Iblå (λ) angiver den spektrale intensitet udstrålet fra computerens blå pixel. Computerskærmens blå farve vil foruden at stimulere S-tappene også stimulere M- og L-tappene en smule. Disse stimuli kan beregnes på tilsvarende måde. Denne kryds-stimulering er endnu mere udpræget for de grønne og røde farver idet M- og L-tappenes spektrale sensitiviteter har stort overlap.

Figur 7: Farveblandingsfunktioner. Viser blandingsforholdet mellem computer-skærmens blå, grønne og røde farver, når den forsøger at matche oplevelsen af lys ved en bestemt bølgelængde.

Disse overlap tager computeren højde for, når den prøver at gengive en farve. Betragtes et fotografi af en regnbue på computerskærmen forsøger computeren at blande den gule farve ved en kombination af rød og grøn. I virkeligheden er regnbuens gule farve et resultat af, at lys ved ca. 570 nm rammer vores øje. Man kan via de spektrale sensitiviteter finde, at LMS-vektoren for gult lys ved 570 nm bliver

Computeren kan justere lysstyrkerne xrød, xgrøn og xblå ved at løse ligningssystemet

hvor f.eks. Sgrøn angiver hvor meget

computerens grønne farve stimulerer S-tappene. Løses dette ligningssystem viser det sig, at xblå skal være negativ. Computeren kan naturligvis ikke udstråle en negativ lysmængde, så det bedste, den kan gøre, er bare at slukke for den blå farve, men den resulterende LMS-vektor matcher ikke oplevelsen af den ’ægte’ gule farve helt. Hvis man laver samme udregning for lys ved alle bølgelængder i det synlige område får man tre grafer, der beskriver den mængde rødt, grønt og blåt lys computeren skal udsende, for at matche givne bølgelængder. Disse ses på figur 7, og kaldes farveblandingsfunktioner. Det ses, at computeren har sværest ved at gengive turkise farver, fordi det er i intervallet fra ca. 470nm til 550nm, hvori de bølgelængder, vi opfatter som turkise, ligger, at computeren har brug for at udsende den største mængde af ”negativt” lys, hvilket som sagt ikke kan lade sig gøre. Ø 91

Computerskærme kan altså kun til dels gengive farver i det synlige lysspektrum. Tænk over dette næste gang du oplever en regnbue eller en solnedgang gennem din smartphone. Hvor gode er vi til at skelne farverne fra hinanden? Et mål for forskellen mellem to farveoplevelser er vinklen mellem de to LMS-vektorer. I en simpel model kan vi sige, at vinklen mellem to LMS-vektorer skal være større end ca. 1,4° for at vi kan skelne farverne. Med de spektrale sensitiviteter kan vi nemt finde LMS-vektorerne for lys ved bestemte bølgelæng-

der og finde ud af, hvor stor forskellen i bølgelængde skal være for, at vi netop kan skelne farveoplevelserne. Med det simple minimumskriterium for LMS-vektorernes indbyrdes vinkel viser det sig, at turkise og gule farver er de letteste at skelne. Den røde kurve på figur 8 angiver for hver position i den synlige spektrum, hvor stor bølgelængdeforskel der skal til for, at LMS-vektorernes indbyrdes vinkel netop bliver 1,4°. Kurvens forløb stemmer nogenlunde overens med observationer fra tidligere studier af forsøgspersoners evne til at skelne lyskilder med forskellige bølgelængder.

Figur 8: Forskellen Δλ (på figuren Dl) i bølgelængde, der skal til for, at mennesker kan skelne to farver fra hinanden. De forskellige punkttyper repræsenterer forskellige undersøgelser givet i Wright, W. D. (1947) Researches on normal and comparative colour vision. St. Louis. Mosby, men punkter som afbildet her er vist i Jacobs, G. H., (1981) Comparative Color Vision. Academic Press. Den røde kurve viser den forventede sammenhæng beregnet ud fra tappenes spektrale sensitiviteter. 92

Hjerneblod l

6/2016

Farveblindhed Farveblindhed dækker over en række forskellige, ofte arvelige, forhold, der resulterer i nedsat farvesyn. Hos nogle er den ene type tapcelle helt fraværende, men det mest almindelige er, at en genetisk mutation giver en forskudt spektral sensitivitet for den ene tapcelle. Specielt er deuteranomali, der forskyder M-tappens følsomhedsområde mod L-tappens, udbredt blandt mænd. At mændende oftere er ramt af denne rød-grøn-farveblindhed skyldes, at de relevante gener er placeret på X-kromosomet. Vi ser nu på en person, hvis M- og L-tap har den maksimale sensitivitet ved samme bølgelængde. Dvs. en person med deuteranomali. Vi kan nemt få et indblik i hvilke farver denne person kan skelne. Vi forskyder blot M-tappens sensitivitetskurve (figur 2) lidt til højre og gentager beregningerne. Resultatet kan ses på figur 9. Her fremgår det, at personen skal bruge meget stor forskel i bølgelængde for at kunne skelne mellem de grøn-røde nuancer.

Figur 9: Forskellen Δλ (på figuren Dl) i bølgelængde, der skal til for, at mennesker med deuteranomali kan skelne to farver fra hinanden.

Perspektiver For de fleste mennesker er synsindtryk nok den vigtigste måde at sanse verden på. Det er forbløffende, hvordan man ved hjælp af tapcellernes spektrale sensitiviteter kan give ganske præcise forklaringer på, hvordan farveblanding virker, hvilke farver mennesker bedst kan skelne og hvordan dette er anderledes for mennesker med forskellige former for farveblindhed. I denne artikel har vi blandt andet vist, at det ikke lader sig gøre med computerskærmens tre grundfarver at blande enhver anden farve, men her melder en række spørgsmål sig. Med hvilke tre farver kan man bedst blande regnbuens farver? Hvor meget bedre ville en skærm med fire grundfarver være? Og kan man lave en brille, der hjælper de farveblinde? o

Om Sissel: Jeg hedder Sissel Albrecht Kahr, er 19 år og blev student fra Slagelse Gymnasium her i sommer. Jeg har valgt den naturvidenskabelige retning, med maA, fyA og keA, fordi jeg synes, at det er spændende at kunne undersøge og forklare forskellige fænomener. Efter gym vil jeg læse fysik, bæredygtigt biokemi eller bæredygtigt design - det har jeg ikke helt besluttet endnu.

At arbejde som gymnasielærer med en forskeruddannelse Af Ulrik Ishøj Søndergaard Jeg tror ikke på drømmejobbet. Et vellønnet job, hvor man dagligt bliver udfordret fagligt, og hvor variationen får én til at flyve op af sengen hver morgen i utæmmet ekstase over de spændende opgaver, der ligger og venter én. Et job, hvor man har stor fleksibilitet, men aldrig grubler over arbejdet, når man er hjemme hos familien. Det findes ikke – i hvert fald ikke for mig. Man skal gøre det klart for sig selv, hvad man prioriterer højest, og hvilke ting der spiller en mindre væsentlig rolle.

Vejen til jobbet

gymnasielærer-

Var jeg så den vise mand, der foretog velovervejede, kalkulerede valg hele vejen igennem? Nej. Faktisk har jeg langt hen ad vejen bare ladet mig flyde med strømmen. Da jeg startede på Syddansk Universitet i 2005, havde jeg ellers et klart mål. Jeg ville være gymnasielærer i matematik og kemi. Mit møde med universitetets mange muligheder for faglig fordybelse fik imidlertid taget al form for retning fra mine akademiske aktiviteter. Jeg ville alt. Jeg var som et barn i bland-selv-slikafdelingen. Biologi, fysik, nano, kemi…. Det hele var 94

Hjerneblod l

6/2016

godt. Jeg endte med at lave en individuel studieretning under navnet fysik-biofysik, hvor jeg kunne gå og fordybe mig i alt mellem himmel og jord. Hen mod slutningen af min bacheloruddannelse begyndte fysikken imidlertid at betyde mere for mig end de øvrige fag. Det var fysikken, der gav mig flest aha-oplevelser. Omkring dette tidspunkt begyndte højenergifysikken at rumstere på SDU, og jeg kunne ikke stå for det. Partikelfysikken var svær, men jeg kastede mig sultent over den i min iver efter det næste aha-fix. Man kan sige, at jeg nu havde en retning, men denne retning blev ikke valgt efter

lang tids grubleri. Den blev valgt, fordi jeg fulgte min sult efter nye erkendelser. Det emne, gitterfeltteori, som jeg skrev ph.d. i, blev valgt på baggrund af ca. 10 sekunders febrilsk bladren i en fysikbog. Selvfølgelig kunne jeg have skiftet retning inden jeg havde brugt 3 år på det, men det gjorde jeg ikke. Jeg lod mig bare flyde med. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg næsten ingen kontakt havde til meget af min familie. Mine hobbyer dyrkede jeg stort set ikke mere, og faktisk blev der også længere mellem de aha-oplevelser, der tidligere holdt mig i gang. Det var, da min datter kom til verden, at mine prioriteter begyndte at stå mere klart. Det er en klassiker. Jeg måtte have mere tid og nærvær med min familie. Ikke den der slags tid, hvor man er der, men hele tiden tænker på arbejdet. Det gik også op for mig, at jeg ikke brænder for forskning. Mine drifter er mere egoistiske. Så længe noget er nyt for mig, er jeg tilfreds. Det behøver ikke at være nyt for menneskeheden. Ca. et år før afleveringsdagen for min ph.d.-afhandling sendte jeg en jobansøgning til Slagelse Gymnasium, og

blev kort efter ansat som matematik- og fysiklærer. Jeg afleverede min afhandling den dag jeg startede i jobbet. Det er nu tre år siden.

Gymnasielærer med forskeruddannelse

Gymnasie-verdenen tog overraskende godt imod mig. Jeg kom som teoretisk fysiker med en god portion fysiker-arrogance, men mine kolleger mødte mig alligevel med stor nysgerrighed og tålmodighed. Mange har nok hørt hvisken i krogene om, at gymnasielærere er folk, der ikke kunne drive det til mere. Det er nok sandt for nogle lærere og med sikkerhed løgn for andre. Uanset hvad der har drevet mine kolleger til at blive gymnasielærere, så kan man mærke på dem, at de går enormt meget op i at lave god undervisning og se eleverne udvikle sig. Begejstringen kan ikke skjules, når en kollega kommer til frokost efter at have gennemført et godt undervisningsmodul. Og jeg kender følelsen. Det er blevet mit nye fix: At tilrettelægge og gennemføre et interessant undervisningsforløb. Hele processen fra man får idéen, til man begynder litteratursøgningen, går i laboratoriet og skriver noter og opgaver til eleverne. Det hele afsluttes Ø 95

med, at forløbet gennemføres i klassen. Når man kan se, at eleverne har haft et godt og lærerigt modul, så sejler man derfra i en kæmpe dopamin-rus. Samme tilfredsstillelse opnår jeg ved at vejlede elever i forbindelse med deres studieretningsprojekter. Et eksempel på, hvad man kan drive det til, er beskrevet i artiklen ”Kan man blande enhver farve med tre grundfarver?”, der også findes i dette nummer af Hjerneblod. Kan man så bruge sin ph.d.træning til noget som gymnasielærer? Det er fuldstændigt tilstrækkelig at have en kandidatgrad eller tilsvarende, men det har været

komfortabelt at have et stort fagligt overskud. Det giver selvtillid, og det kan eleverne mærke. De ting, som jeg konkret har beskæftiget mig med i mine ph.d.-studier, er imidlertid ikke så relevante, men man siger jo nogle gange, at dannelse er det, der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Ph.d.-dannelsen må i så fald indebære evnen til at bringe nogle abstrakte idéer ned på et konkret plan, som man kan undersøge gennem f.eks. beregninger eller eksperimenter. Dertil kommer en stor mængde intuition og en god bullshit-alarm. Det sidste er måske det vigtigste. o

Billede: Ulrik under fysikundervisning 96

Hjerneblod l

6/2016

Billeder: Øverst: Sissel Albrecht Kahr. Nederst: Ulrik Ishøj Søndergaard

Farvekoordineret Mangler du ideer til hvad du skal lave af mad i aften, så prøv at kokkerere efter et farvetema. Vi har prøvet tre flotte farver. Frisk grøn, varm rød til kolde dage og gul fra eksotiske egne, hvor den danske klassisker citronfromagen får en ny ven.

Grønt tema Grøn gazpacho

Passende forret til 3-4 personer 1 agurk 1 grøn peberfrugt 2 fed hvidløg 2 stængler grønkål 2 pærer 1 krus frisk persille 1 krus frisk basilikum saft fra ½ lime evt. lidt grøn chili salt og peber tilbehør: et lunt brød Agurk, peberfrugt og pære skæres i mindre stykker. De grove stængler fjernes fra grønkålen. Det hele blendes evt. af flere omgange afhængigt af blenderens kapacitet. Smag til med salt og peber. Suppen sættes på køl indtil servering. En overraskende nem suppe, som med sin knaldgrønne farve i den grad har wow-effekt. En let og frisk ret, der faktisk også er mættende.

Hjerneblod l

6/2016

Bønnesalat med grønkål og pære Tilbehør til 4 personer

300 g grønne bønner (fra frost) 150 g edamamebønner (fra frost) 150 g grønkål 1 pære Dressing: 3 spsk olie ½ spsk hvidvinseddike (eller anden eddike) lidt frisk basilikum limesaft 1 tsk sukker salt og peber Pynt: Ristede græskarkerner Bønnerne kommes i en skål og overhældes med kogende vand. Grønkålen ribbes og fordeles i et fad eller en skål. Dressingen røres sammen og blandes med grønkål og bønner i fadet. Pæren skæres ud i passende stykker og fordeles over salaten. Strø med græskarkerner.

Festmiddag Pandekager med græskarkerneolie Ca. 5 stk

1 dl mel ½ spsk sukker 1 æg ca. 2 dl mælk 1 nip salt 1-2 spsk græskarkerneolie Mel, sukker og salt røres til en klumpfri dej med ægget og lidt af mælken. Resten af mælken tilsættes sammen med græskarkerneolie, så dejen opnår den ønskede grønne farve. Bag pandekagerne.

Gult tema Kylling i karry

Citron- og mangofromage

Hovedret til 4 personer Ca. 300 g kylling i strimler 100 g snittet spidskål 2 løg i tern 4 forårsløg i stykker 3 fed hvidløg 1 skrællet squash i strimler 1 gul peberfrugt i strimler 2 spsk karry 300 ml kokosmælk 1-2 tsk hvidvinseddike ½ l vand olie til stegning salt og peber ekstra krydderier: spidskommen ingefærpulver chilipulver gurkemeje tilbehør: stegt ananas (se overfor) ris Kyllingen svitses i olie i en gryde. Karry og andre ønskede krydderier tilsættes. Når kyllingen har taget lidt farve tilsættes resten af grøntsagerne. Hvidløget presses ned i gryden. Kokosmælken tilsættes sammen med vand, når græntsagerne er stegte. Lad retten simre 20-30 minutter. Smag til med salt, peber og vineddike.

100 Hjerneblod l

6/2016

Saft af 1 citron 1 blad husblas 1 spsk sukker flødeskum af ½ dl fløde? 1 bæger æggehvide 1 tsk sukker ¼ puréret mango 1 spsk citronsaft lidt sukker flødeskum af ½ dl fløde? 1 blad husblas 1 bæger æggehvide 1 tsk sukker Husblassen udblødes i vand. Citronsaften opvarmes i en gryde, og 1 spsk sukker udrøres i den varme saft. Gryden tages af blusset, husblassen vrides for vand og udrøres i citronsaften. Fløden piskes til let skum og citronblandingen røres i. Æggehviden piskes stiv med 1 tsk sukker. Vend den stivpiskede æggehvide i citronblandingen. Hæld citronfromagen i passende glas eller en serveringsskål og stil den koldt. For mangofromagen er fremgangsmåden næsten den samme. I gryden kommes mangopuréen og citronsaft, blandingen smages til med sukker. Når fromagen er færdig hældes den ovenpå citronfromagen (der forhåbentlig allerede er stivnet nok til at kunne bære mangofromagen) og det hele stilles koldt indtil det har sat sig og skal serveres. Serveres pyntet med flødeskum.

Stegt ananas med vanilje og chili

Lækkert tilbehør til orientalsk mad eller is ½ frisk ananas i skiver vaniljepulver chilipulver olie til stegning Skær eventuelt ananasskiverne i mindre stykker. Varm olie op på en pande. Læg ananasskiverne på panden og drys med vanilje og chili. Vend ananasstykkerne, når de har taget farve og steg dem på den anden side.

101

Rød gullaschsuppe Hovedret til 4 personer

Rø

300-400 g oksekød i tern eller strimler 500 g rødbeder (ca. 300 g revet og 200 g i tern) 300 g kartofler i tern 1 glaskål i tern 1 rød peberfrugt i tern 2 løg i tern 140 g tomatpuré 2 fed hvidløg 3 tsk paprika laurbærblade, timiankviste 1 ½ l vand olie til stegning evt. lidt spidskommen og chili salt og peber

tem

tilbehør: et godt brød og cremefraiche Olien varmes i en gryde, og kødet brunes ved høj varme, til det har fået god farve. Tilsæt de snittede grøntsager og tomatpuréen. Pres hvidløget i gryden og tilsæt paprika og eventuelle andre krydderier. Steg et par minutter. Tilsæt vand, laurbærblade og timiankviste og lad retten simre ca. 30 min. Tjek at kartofler og rødbeder er møre. Smag til med salt og peber.

En rød salat

Rød spidskål Tørrede tranebær Et rødt æble Snit spidskålen og fordel den i et fad. Skær æblet i tern og fordel det over kålen sammen med de tørrede tranebær. Brug evt en smule citronsaft for at undgå at æblerne bliver brune

Hyldebærkiks

100 g koldt smør ca. 2 dl mel 2 spsk sukker 1 spsk hyldebærsaft (koncentreret) Smør, mel og sukker smuldres sammen, hyldebærsaften tilsættes og dejen samles. Sættes køligt ca. 30 min. Udrulles på et meldrysset bord og udstikkes til passende kiks. Bages ved 180°C varmluft i 10-15 minutter. Lad dem køle af på en bagerist. Servér f.eks. med bær og flødeskum. 102 Hjerneblod l

6/2016

103

Flydende fastfood på den fede måde

Hvis du en dag kommer slentrende hen ad Vestergade og en pludselig sult opstår, eller hvis du går og skutter dig i efterårskulden og trænger til noget at varme dig på, så drej ned ad Store Gråbrødrestræde. Og nej, trods det noget triste udseende af denne gyde er du ikke gået forkert. Ca. 100 meter nede skyder en lille café op, en café der vil noget nyt. Soup Stone Café er navnet, og som det ganske tydeligt antyder, er der tale om en café, der har specialiseret sig i supper. Man finder også et par nudelretter og sandwicher på menuen. Da vi trådte ind gennem døren til den lille café, blev vi budt hjerteligt velkommen af ejeren Stephen Paul, der var meget snaksalig og klar på at fortælle os alt om maden og idéen til denne med danske øjne anderledes café. Netop som vi havde sat os, faldt de første regndråber udenfor og en kølig brise trak ind gennem døren. Så da Stephen straks kom med smagsprøver på caféens 6 supper var vi i den helt rette stemning. Her følger en lille opsummering, selv om vi mener, man skal prøve det selv! Mulligatawny, en suppe kreeret ud fra en blanding af indisk og britisk madkultur. Krydret men mild smag med et strejf af kokos. Fyldt med stykker af sød kartoffel. Serveres med bulgur. Suppen er for dem, der gerne vil opleve smagen af Indien, men som ikke er til de mere autentiske og noget stærkere retter. Tuscan bean, klassisk suppe med bønner og grøntsager. Mild smag, let melet på grund af bønnerne. Som at være i Toscana. Gullasch, en god, kraftig suppe, stærkt krydret med paprika og chili. Der er garanti for varme helt ud i finger- og tåspidser på en kold vinterdag. Indisk dahl, Linsesuppe med smag af karry, hvidløg og citrongræs. Suppen er frisk og syrlig. Tomatsuppe, man er ikke i tvivl om, at suppen er lavet på tomat. Tomatsmagen er gennemtrængende med tilpas sødme. Også denne suppe er godt, stærkt krydret. Curry – med kylling eller grøntsager, krydderier som chili, rød karry, ingefær, citrongræs og kokos sender straks tankerne til Thailand. Denne curry er dog mere en sovs end en suppe og serveres med ris. Alle seks supper har masser af smag, og der er ingen tvivl om, at smagen er autentisk. Selv om vi smagte de seks forskellige supper lige efter hinanden, kunne vi sagtens smage forskel, og det anser vi for et kvalitetstegn. Efter supperne prøvede vi en sandwich og to nudelretter. ”Our” banh mi, den vietnamesiske sandwich i Soup Stones egen version med langtidsstegt svinekød og sur/søde, sprøde grøntsager samt et skud chili. Smager sindssygt godt. En afbalanceret sandwich, hvor alt der er at sige, er: En til tak! 104 Hjerneblod l

6/2016

Banh mi Pad thai, nudler stegt med æg og kål i sovs af soya og lime toppet med saltede peanuts. Lækker nudelret med bløde nudler og sprød kål sammen med æggestykkerne. Det fungerer. Ramen, suppe med soya, ingefær og hvidløg fyldt med forårsløg, gulerod, smilende æg, nudler, svampe og kyllingestykker. Suppen smager desværre mest af salt og fyldet er lidt rodet.

Pad thai

Efter at have prøvet os igennem stort set hele menukortet var vi meget imponerede over intensiteten af smagene i hver enkelt ret. Alle supperne smagte autentisk og den sandwich vi prøvede var komplet afbalanceret mellem syre, sødme, perfekt mørt svinekød og lækre krydderier. Ingen tvivl om, at stedet her er drevet af en mand med forståelse for smag! Priserne er meget studievenlige. Supperne fås i tre størrelser S (40 kr.), M (50 kr.), L (60 kr.), sandwichene koster 65 kr. Desuden kan man for 90 kr. købe en menu bestående af en lille suppe samt en sandwich, det er altså muligt at spise sig godt mæt for få penge. Da maden er simremad, er den forberedt i god tid og klar til servering på et øjeblik, så Soup Stone er også et godt sted at besøge, hvis du er sulten NU! Vi sad i baren på meget behagelige stole og nød det hyggelige lokale, men maden kan selvfølgelig også fås som takeaway.

Curry

Gullasch

Selvom Stephen ikke er født i Danmark, har han på sine 10 år i landet allerede fået en god fornemmelse for hygge. Det er tydeligt at kunderne føler sig tilpas i hans café. Og han kommer personligt hen og giver folk en afskedssmåkage når de går. Det afgørende spørgsmål er nu, om vi vil komme igen? Her svarer vi uden tøven: selvfølgelig! Ø

Ramen

105

Stephen Paul flyttede i 2006 fra Canada til Assens for at bygge skibe. Her mødte han sin nuværende kæreste og sammen fik de i 2009 en datter. Han har sejlet rundt i en del år, men i 2015 besluttede han sig for at stoppe pga. familien. En dag slentrede han rundt i Odenses gader, blev sulten og ledte efter en god suppe eller anden sund og lækker fastfood, men fandt ikke andet end junkfood. Dette blev spiren til Soup Stone Café, der i november 2015 åbnede som en suppecafé. Siden da har Stephen udvidet menuen med to sandwicher i høj kvalitet. De sociale medier har været en stor hjælp til at få udbredt kendskabet til suppecaféen. Stephen mener, at markedet og danskerne er klar til mere sund og lækker fastfood og håber på at kunne åbne nye filialer, der hvor folk er på farten. Han har undersøgt mulighederne for at åbne på sygehuset, SDU og ved Folkebo, hvor han vil kunne give borgerne et alternativ til de eksisterende kantiner og grillbarer, men er indtil videre blevet mødt af bureaukratiske mure. Vi håber på, at disse institutioner fremadrettet vil åbne sig mere for nye spændende initiativer som Soup Stone Café, da vi ikke er i tvivl om, at danskerne vil tage imod et sådant sundt fastfood alternativ til fair priser med kyshånd! o Soup Stone Café har åbent alle hverdage 10:30-19:30, lørdage 10:30-16:00 og lukket søndag. Retterne er mærket for allergener: (gf) gluten free/glutenfri (df) dairy free/uden mælkeprodukter (v) vegetarian/vegetarisk

Kunne DU tænke dig at komme på Soup Stone Café? Så skynd dig at bladre om på side XXX og løs vores Kraniebrud! Der kan du nemlig vinde et lækkert måltid! 106 Hjerneblod l

6/2016

107

UNF

ARRANGEMENTS-OVERSIGT 2016/2017 SEPTEMBER 03.09 06.09 08.09 15.09 22.09 29.09

JANUAR

Medicinhaverne i Tranekær STUDIETUR! Laboratoriesikkerhed WORKSHOP! Tøjets molekyler Tyngdebølger Styr på naturvidenskabelige metoder Matematiske udfordringer med 1x2 LEGO-klodser

OKTOBER 04.10 06.10 13.10 25.10 27.10

SRP-aften WORKSHOP! Truslen fra bakterier Seksuel selektion Einsteins relativitetsteorier Nordsøens sorte guld

NOVEMBER 03.11 05.11 10.11 12.11 17.11 22.11 24.11 29.11

De store dyrs uddøen Skærup Zoo STUDIETUR! Komplekse tal LEGO selektionsforsøg WORKSHOP! Dybhavets forunderlige verden Hovedregning WORKSHOP! CBRN Danish Aerospace Company STUDIETUR!

DECEMBER 01.12 Biostatistik og betingede sandsynligheder 08.12 Skud og skudlæsioner

12.01 Fyrværkeri 19.01 Alternativer til dyreforsøg 26.01 Hormonforstyrrende stoffer

FEBRUAR 02.02 Lyd - fysik, musik og mystik 09.05 Stamceller og neurodegenerative sygdomme 23.02 ’Superbugs’ - konsekvens og handling 25.02 Naturama STUDIETUR!

MARTS 02.03 09.03 16.03 23.03 30.03

Differentialligninger Farvekemi Kemoterapi Tag livet af folk Lægerne i Nazityskland og de dødelige menneskeforsøg

APRIL 01.04 Hovercraft WORKSHOP! 06.04 Medicin-cocktails 20.04 HeLa: Kræften og kvinden der ændrede verden 22.04 Slik WORKSHOP! 27.04 Farlig kemi i hverdagen

MAJ 04.05 Interstellar Physics

Odense Ungdommens Naturvidenskabelige Forening 108 Hjerneblod l

6/2016

www.unf.dk

Hjernen på hjernen Den 14. april var Hjerneblod til foredrag arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) Odense, og denne gang handlede det om hjernen, og man fik noget at tænke over! Foredraget kom hele vejen rundt om nervesystemet, om man så må sige, fra de hårde facts om hjernen over nervecellens opbygning og betydningen af myelinskeder til betydningen af de forskellige dele af hjernen og hvorfor og hvordan, man lærer og husker. Foredraget var ved Åsa Fex Svenningsen, lektor i neurobiologisk forskning ved SDU. Første del af foredraget kredsede om den menneskelige hjernes opbygning. Her kom Svenningsen ind på, hvordan nerveceller er opbygget, og hvordan forskellige glia-celler blandt andet kan hjælpe med at sende stærkere og hurtigere signaler. Det blev også nævnt, at der findes forskellige slags hjernevæv, nemlig grå og hvid hjernesubstans, og hvordan forholdet mellem disse ændres med alderen. Udover hjernens celler talte Svenningsen også om den mere overordnede opbygning herunder opdelingen i to hemisfærer, der forbindes ved hjernebroen, og derefter om, hvordan hjernen er yderligere inddelt i forskellige dele, herunder hjernestammen, lillehjernen og storhjernen. Hjernestammen og lillehjernen ligner forholdsvis meget de tilsvarende områder hos andre dyr, da det er de områder, der er tidligst udviklet, mens storhjernen er speciel hos mennesker. Storhjernen er dækket af hjernebarken, der er det yderste af hjernen, og har den karakteristiske ’valnødde’-struktur. Den foldede overflade sikrer et forstørret overfladeareal. Udfoldet har hjernebarken et areal der svarer til et opslag af en almindelig avis i tabloidformat. Storhjernen er delt yderligere op i forskellige lapper, der tager sig af forskellige opgaver. Efter en gennemgang af de forskellige lapper blev det tid til pause i foredraget, men før pausen blev et par myter aflivet: Ideen om en højre og en venstre hjernehalvdel, der er henholdsvis kreativ og logisk, er en grov generalisering, og man bruger i hvert fald ikke kun 10 % af hjernens kapacitet! Efter en kort pause, hvor der var mulighed for at skille en anatomisk model af hjernen ad og samle den igen, fortsatte Åsa Fex Svenningsen foredraget ved at fortælle om, hvordan forskellige skader på hovedet kan medføre særlige sygdomme. Hver sygdom blev underbygget med et videoeksempel, hvor pårørende eller ofre fortalte om diagnosen og hvordan den kommer til udtryk. Foredraget kom også kort ind på, hvordan hjernen forandrer sig i teenageårene, hvordan menneskehjernen er forskellig fra dyrs hjerner, hvordan hormoner virker, og hvordan man lærer nye ting og husker gammel viden.

UNF tilbyder hele semesteret en bred vifte af arrangementer for naturvidenskabeligt interesserede unge -og de mindre unge er selvfølgelig også velkomne. For at komme med til arrangementerne skal man være medlem af UNF eller studerende på naturvidenskab, sundhedsvidenskab eller det tekniske fakultet. Et årsmedlemskab koster 75 kr. Gymnasieelever på gymnasier, der har købt medlemskab, skal bare vise studiekort. o 109

Sp rg en masse Er der noget du går og undrer dig over, og som du gerne vil have en forsker til at svare på? Hvordan kan en raketmotor virke i rummet hvor der ikke er ilt? Hvorfor limer lim? Hønen eller ægget, hvad kom først? Eller andre af livets små og store spørgsmål. Skriv til Hjerneblod på Facebook og måske er det dit spørgsmål, der kommer i næste blad.

110

Hjerneblod l

6/2016

111

Boganmeldelse

En bio-tek-thriller fra SDU

Af Lars Duelund

Denne gang har jeres ydmyge anmelder bevæget sig over i skønlitteraturen for at give jer litterære anbefalinger. Og hvorfor så det? Jo, det er fordi, en af SDUs forskere nu også er sprunget ud som forfatter. Det er molekylærbiologen Philip Hallenborg, der har skrevet bogen er ”Og Jeg Saa En Ny Himmel”. Bogen handler om molekylærebiologen Martin, der modtager en kryptisk besked fra sin gamle mentor i Norge. Men før Martin når til Norge for at finde ud, hvad det drejer sig om, er hans mentor blevet dræbt. Martin bliver ganske hurtigt hvirvlet ind i en hæsblæsende jagt på morderne, og selvfølgelig viser det sig, at løsningen på mordgåden kommer til at involvere hans faglige viden. Mere skal ikke afsløres her, da det jo er en bog, der især lever af spændingsmomentet. Og spændene er den, men desværre er der flere steder, hvor dialogen halter. Primært fordi der skal gives for mange oplysninger i dialogen, så den flere gange kommer til at virke tung og unaturlig. Man sidder nogle gange med den tanke, at der har manglet en striks redaktør. Bogen indeholder flere tilfælde af slagmål i laboratoriet, og her ville jeres anmelder nok have ønsket sig lidt større variation i de anvendte ”våben”. Naturligvis ligger det lige til højrehånden at bruge flydende kvælstof, men der er mange andre oplagte ting, man kunne have brugt, så som natrium på tøjet eller bare en smadret flaske salpetersyre. Men her ses nok forskellen på dem, der har trådt sine akademiske barnesko i et molekylærbiologisk laboratorium, og dem der til daglig går i et uorganisk kemilaboratorium, som undertegnede, som har et betydeligt større udvalg af ubehageligheder. For en bog i den genre er den ultimative test jo ikke om sproget og dialogen holder. Næh, det er jo det helt simple spørgsmål: Er bogen spændende? Og ja, det er den. Det bedste bevis på det er, at da jeg gik i gang med at læse bogen fredag aften, lagde jeg den ikke fra mig før jeg havde læst 117 sider, og alle 431 sider var læst søndag. Så hvis du har lyst til at læse en spændende bog, så er ”Og Jeg Saa En Ny Himmel” en god mulighed. Men hvis du skal have skrevet en aflevering samme weekend, så vent lige med at gå i gang med bogen, til din aflevering er skrevet, for ellers når du det ikke! God læselyst! o Fakta om bog: Philip Hallenborg ”Og jeg saa en ny dag” Hallenbooks, 2016 philiphallenborg.dk 112

Hjerneblod l

6/2016

a) Efter fest i Æter skal der ryddes op. Oprydder A ville bruge 12 timer alene. Sammen med B bruger hun 8 timer. Hvor lang tid ville B bruge alene? b)

OH HVILKEN RÆDSEL!

Under festen er Æter-skiltet faldet ned, og T’et er gået i stykker! Hvordan samler man T’et igen? (saml de grønne stykker til et T)

Heldigvis får A og B ikke lov at rydde op alene. Snart kommer friske kræfter til. B overhører samtalen herunder. F

C: Hvor mange opgaver har I lavet hver? D: Produktet er 36. E: Og summen er nummeret på lokalet vi skal være i på mandag. C: hmm. Det er ikke nok information! F: Hvad hvis jeg siger, at jeg har lavet flest? C: Så ved jeg det!

c) Hvor mange opgaver har D, E og F lavet hver?

Kan du besvare et eller flere af de tre spørgsmål? Så send en mail til Hjerneblod@gmail.com eller smid en besked på facebook og deltag i lodtrækningen om et gavekort til Soup Stone Café!

113

Skriv for Hjerneblod Har du noget på hjertet?

eller hjernen for den sags skyld...

Så hører vi meget gerne fra dig! Skriv til os på hjerneblod@gmail.com

Eller på Facebook

114

Hjerneblod l

6/2016

115

Hjerneblod l

3/2014