Spring ud i den virkelige verden som farmaceut – det er fedt
K
alenderen viste maj 2012, og jeg kunne efterhånden se en ende på mit speciale, som skulle afleveres i begyndelsen af juli. Dimittendledigheden for farmaceuter sagde på det tidspunkt omkring 40 %, og det pressede mig en lille smule, da jeg aldrig har prøvet at stå uden enten job eller skole. Derfor begyndte jeg allerede i maj at søge farmaceutstillinger på private apoteker og på hospitaler, selvom jeg vidste, jeg først ville kunne kalde mig farmaceut i slutningen af juli. Flere i min omgangskreds syntes, jeg var lidt skør, men jeg havde overskud til at gøre det, så hvorfor ikke. Jeg nåede at sende fire ansøgninger, inden jeg med en dags mellemrum fik to opkald om at komme til samtale på apoteksenheder på to forskellige hospitaler. At arbejde på et hospital var lige det, jeg gerne ville med min uddannelse indenfor klinisk farmaci. Jeg følte mig ekstremt heldig. Jeg var til samtalerne i juni med to dages mellemrum, og jeg syntes egentlig, det gik godt, men jeg vidste godt, at jeg var oppe imod nogle, som nok havde mere erfaring end mig. Alligevel syntes jeg efterfølgende, at jeg stod i et dilemma for hvad nu hvis, jeg fik tilbudt begge stillinger? (Jeg troede åbenbart meget om mig selv ). Den ene stilling var et 1-årigt vikariat på en enhed, hvor jeg ville få rigtig mange farmaceutkolleger. Den anden stilling var en fast stilling på en enhed, hvor der ville være chefen og jeg som farmaceuter. Efter jeg havde sagt dette højt til mig selv, var jeg faktisk ikke i tvivl. Jeg ville helst på enheden med mange farmaceutkolleger, selvom det ”kun” var et vikariat, da jeg var nyuddannet og virkelig havde brug for en masse sparring fra andre farmaceuter for at kunne rykke mig videre fra min tankegang som studerende.
92
Hjerneblod l
3/2014
Fem dage efter den første samtale ringede driftslederen for Apoteksenhed Nord på Hillerød Hospital og sagde, at de tilbød mig det 1-årige vikariat på deres enhed (jeg var dog senere så heldig at blive fastansat efter 7 måneder, jubii). Jeg sagde ”ja” med det samme, og jeg var bare så glad, at det måtte fejres om aftenen (det var heldigvis fredag). Så her stod jeg halvanden måned inden, jeg var færdig, med et job, jeg kunne starte på efter forsvaret af mit speciale – jeg var meget taknemmelig. Jeg så rigtig meget frem til at skulle starte og få lov til at bruge det, jeg havde lært helt ude ved patienterne – det var jo det, jeg gerne ville. Noget andet, ikke fagligt, som jeg glædede mig til, var at have fri, når jeg havde fri. Jeg kan dog nu efter to år på arbejdsmarkedet se, hvor privilegeret man var som studerende. Man kunne næsten fuldstændig bestemme, hvornår man gjorde hvad; man kunne tage en frokost nede i byen med en veninde, tage til frisør, når det passede én og lige gå ud i solen, når den nu var fremme. Det kan jeg ikke nu – jeg skal være på arbejde 7,5 time om dagen, alle hverdage i tidsrummet 8-18. Dog er det fuldstændig rigtigt, at jeg har fri, når jeg har fri, og at jeg har mine weekender til rådighed – hvilket er helt fantastisk, men min hverdag er ikke så fleksibel, som den var som studerende. Lønnen glædede jeg mig selvfølgelig også til, og jeg kan også huske, at jeg aftalte med en veninde, at hele vores første løn skulle bruges på en shoppingtur sammen
Her sidder vi mit i Akutafdelingen, hvor det hele sker, sammen med læger og sygeplejersker, hvilket giver et optimalt rum for tværfaglig sparring.
Rikke Nørgaard Hansen er uddannet farmaceut fra Syddansk Universitet. Hun studerede lægemiddelvidenskab i 20072010, hvorefter hun tog en kandidat i klinisk farmaci i 2010-2012. Idag arbejder Rikke på Region Hovedstadens Apoket på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
De første uger gik med introduktion og læsning af en masse vejledninger for Region Hovedstadens Apotek og hospitalet. Herefter skulle jeg ordentlig i gang med at finde mine ben på arbejdspladsen, og se hvad jeg egentlig kunne. Jeg blev i begyndelsen tilknyttet Børneafdelingen og Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling som farmaceut. De områder vidste jeg stort set ikke noget om. Jeg havde været i praktik i to uger på Børneafdelingen på Odense Universitetshospital, men det var begrænset, hvor meget jeg nåede at få kendskab til på de to uger. På studiet havde vi ikke haft ret meget om børn og gravide. De første opgaver, jeg fik, var, i samarbejde med afdelingernes læger og sygeplejersker eller jordemødre, at opdatere vejledninger om intravenøst administrerede lægemidler til
93
“I mit arbejde i Akutafdelingen og pĂĽ andre kliniske afdelinger er det en nødvendighed, at jeg er omstillingsparat, da der kan blive brug for mig omkring en anden patient, selvom jeg er i gang med noget andet. Dette kan jeg rigtig godt lide ved mit arbejde.â€?
94
Hjerneblod l
3/2014
børn og kvalitetssikre patientvejledninger om lægemidler til gynækologiske patienter udarbejdet af en anden farmaceut. De første uger med disse opgaver og spørgsmål fra disse afdelinger var lidt frustrerende, da jeg ikke syntes, jeg kunne tage noget med fra studiet og skulle starte helt forfra. Jeg fandt dog ud af, at jeg jo havde den grundlæggende forståelse for lægemidlers virkning , og derfor hurtigt kunne slå op og forstå mekanismerne og brugen af lægemidler til børn og gravide, og præparater, jeg ikke kendte, måtte jeg jo så bare slå op og læse om. Det er bedre at sige, at man vender tilbage med et svar hurtigst muligt, og så tjekke op på svaret, end bare at svare, hvis man ikke er sikker. Jeg er forpligtet til at svare korrekt og med kvalitet. Det var til tider en smule overvældende at sidde der som farmaceuten, som jo selvfølgelig var nødt til at tage et ansvar overfor de opgaver og spørgsmål, der kom. Jeg kunne ikke længere leve i boblen som studerende, som kun havde ansvar for sig selv og sin egen læring. Der er altid andre farmaceuter at sparre med, og det sætter jeg utrolig stor pris på, for det er efter min mening en vigtig del af det at udvide sine kompetencer. Sparring med kollegaer fylder en stor del af min hverdag, og det gælder både fagligt, metodemæssigt og helt praktisk, når fx en ydelse, vejledning eller intervention skal testes eller implementeres på en afdeling. Mine arbejdsopgaver består bl.a. af optagelse af medicinanamnese og udarbejdelse af medicingennemgang i Akutafdelingen og ansvar for drift og udvikling af denne ydelse. Derudover ansvar for drift og udvikling af ydelsen Farmakonomer i Afdelingen, hvor farmakonomer dispenserer og administrerer medicin til patienter under indlæggelse og ved udskrivelse. Ydelserne er meget patientnære, og det er det, jeg synes er sjovt og udfordrende, for man ved aldrig, hvad dagen bringer, og hvilke tangenter man bliver udfordret på ved den næste patient. Mit arbejde rummer mange muligheder for at udvikle mig og være endnu mere oppe på beatet, og det giver mig en god fornemmelse, når en læge kommer og fortæller, at hun synes, jeg nærmest stillede diagnosen, fordi jeg havde pointeret en bivirkning, der viste sig at være
årsagen til, at patienten blev indlagt. Den direkte patientkontakt, som jeg står med hver dag, er noget, jeg gerne ville have haft lidt mere af på studiet, men på min arbejdsplads gennemgår vi et struktureret forløb omkring patientkommunikation. Det består både af teori og praksis og er meget vigtigt i forhold til arbejde i klinikken. I den akutte situation har vi ikke ret lang tid til den enkelte patient, men i og med at vi har rutine i at fokusere på både patienten og medicinen, kan vi ofte gøre en forskel. I forhold til udvikling af disse nævnte ydelser og egentligt i forhold til alt, hvad vi gør, arbejder vi med en metode, hvor vi tester i mindre bidder. I dette kvalitetsarbejde tester vi og ser, om vi har lavet en forbedring og ikke kun en forandring. På den måde bliver det tydeligt, at det ikke altid behøver være kæmpestore forandringer, der gør, at vi har lavet en forbedring. Jeg arbejder med kompetenceudvikling af farmaceuter i Akutafdelingen og farmakonomer på Lunge- og Infektionsmedicin Afdeling. Den opgave udfordrer mig meget, da jeg har med forskellige persontyper at gøre, og jeg skal forsøge at tilpasse deres læringsforløb deres persontype. Jeg synes, det er vildt spændende at arbejde med mennesker på den måde, da jeg bliver udfordret i min måde at håndtere, hjælpe med at udvikle og give feedback til forskellige persontyper. Jeg er på en arbejdsplads, hvor jeg aldrig ved, hvad der sker i morgen. Jeg befinder mig godt med en omskiftelig hverdag, og at der er forskellige udfordringer hver dag. Jeg har lært, at man bare ikke kan nå det hele, og at man er nødt til at gå hjem, selvom man ikke er færdig med det, man havde sat sig for den dag. Det er sjældent, man når det, man troede, man ville nå, fordi dagene er meget uforudsigelige i hospitalsverdenen. Det befinder jeg mig heldigvis godt med, og det med ikke at nå, hvad man troede, man kunne, har jeg lært at håndtere og ikke banke mig selv i hovedet over – for ellers ville jeg godt nok have mange buler i hovedbunden. I sidste ende er det vigtigste i min funktion, at opgaverne udføres med kvalitet, da det er patienter, det drejer sig om, men samtidig kan der ikke nusses med tingene, da jeg skal fungere i en klinisk hverdag med andre sundhedspersoner, hvor der skal tages beslutninger, og hvor patienterne har brug for, at der handles.
95