Lorten Lort og hans eneste og bedste ven: Jonud - agent i tid og rum by holmdal petersen

Lorten Lort og hans eneste og bedste ven: Jonud - agent i tid og rum AF HENRIK J SVENDSEN

FORLAGET

HOLMDAL PETERSEN

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

5041-0856 Svanemærket tryksag

Lorten Lort og hans eneste og bedste ven: Jonud – agent i tid og rum Forfatter: Henrik J Svendsen Enhver kopiering af denne bogmå kun ske efter reglerne i lov og ophavsret af 14. juni 1995 med seneste ændringer. Udgivet af: Forlaget Holmdal Petersen 1. udgave, 1. oplag 2020 Illustrationer: Freja Schiermer Larsen inkl. omslag Grafisk design: Forlaget Holmdal Petersen Tryk: Toptryk Grafisk A/S ISBN: 978-87-95676-1-4 Printed in Denmark, 2020

Denne bog er tilegnet alle med eventyrlig læselyst. Hovedsageligt tilegnet de, der dengang var børn i "Storegruppen" på fritidshjemmet Borgen. Uden jer var denne fortælling aldrig blevet til. Og ikke mindst er denne bog tilegnet min søn Sigurd – for blot at minde om, at vi gør klogt i at lade livets alvor og filosofi bæres af humor, lune og fantasi. Desuden, en stor tak til Lee Robinson for bearbejdelse af bogen og et fantastisk samarbejde. Henrik J Svendsen

KAPITEL 1 I en helt almindelig by, langt væk fra alle andre byer, der sikkert osse var ret almindelige – det vil sige en by med en købmand, en kirke, en telefonboks, hustage, fortove og buskadser – skete der en dag noget helt usædvanligt. Mildest talt. Det var betydelig mere usædvanligt end ellers usædvanligt. Det var faktisk så helt utroligt, at man næsten ikke tør tro det, hvis ikke det var, fordi det faktisk fandt sted. Dagen startede ellers som alle andre dage. Solen stod op. Folk stod op – på nær dem, der sov over sig, de ventede lidt med det, men op kom de – så bare lidt senere. Kirkeklokkerne ringede, folk gik på arbejde og i skole og andre steder hen, hvor folk går. Det var der sådan set ikke rigtig noget usædvanligt ved. Radioen spillede musik og fortalte om ting, der skete i går, og hvad folk kunne forvente af dagen i dag. Blandt andet af vejret: at det ville blive et FORfærdeligt vejr – med alt, hvad man kunne forestille sig af dårligt vejr: regn, blæst, torden og en hel masse af den slags og mere til. Så man gjorde klogt i, sagde de, at holde sig inden døre og huske at lukke vinduerne, for ellers ville de måske blæse af. Og alt det lyder jo egentlig ret voldsomt – men ikke usædvanligt. Men det skulle det vise sig at blive... Ude i horisonten kunne man se, hvordan skyerne blev grå. Og mere grå. Og samlede sig og blev mætte at se på. Og de blev flere og samlede sig mere og endnu mere. Og gråt blev til mørkegråt og fik violette nuancer og blå. Og himlen gjorde nærmest det samme – blev mørk og tung. Og man kunne nærmest mærke det i sine tænder; at alt også næsten blev helt elektrisk. Og det tunge og mætte omsluttede hele horisonten og nærmede sig den lille by som kæmpestore hære, der kom fra alle lande og var klar til en krig af kæmpe dimensioner. Det var næsten ikke til at bære. Da skyerne, der var så mætte som til bristepunktet, at det halve kunne være nok, kom, anede folk – dem af dem, der endnu var udenfor – at det var på tide at komme indendørs og så få lukket og smækket alt i, der overhovedet kunne lukkes og smækkes i. Nogle enkelte blev ude af ren og skær nysgerrighed, og da skyerne var så tæt på, at der ikke var meget himmel tilbage over byen, slap de deres tunge byrde. En af de få, der ikke havde søgt læ, rakte hånden ud, ligesom for at mærke

nedbøren, og da han mærkede det mindste, kiggede han ned på sin håndflade og forventede, at det var regn. Men det var ikke regn, der faldt fra himlen. Det var ikke regn, der ramte hans hånd. Det var lort, det regnede med – og i omfangsrige mængder tilmed. Han kiggede på sin hånd og så sin hånd, der var sølet ind i lort. Og lige så hurtigt han – forskrækket vel at mærke – fandt læ for denne mærkværdige nedbør, lige så hurtigt skete alt andet: Storm og orkaner, tyfoner og ekstreme vindstød torpederede den lille by med tonstunge og meterdybe bølger af lort. Det væltede simpelthen ned med lort i timevis. Hele byen hvirvlede rundt som badelegetøj i et kæmpemæssigt orgie af lort fra ende til anden. Overalt sejlede og flød det hele rundt i dybe floder gennem byen. Det var et utroligt og helt usædvanligt syn. Langt de fleste af byens borgere havde for længst barrikaderet døre og vinduer, tætnet skorstene og ventilationskanaler. Ja, i det hele taget nærmest gjort byens hjem vandtætte – så godt det nu kunne lade sig gøre. De få, der ikke var nået indenfor, kunne man se på hustage, hvis de altså ikke ligefrem surfede gennem byens gader, over mange meter fortov og stræder, på busser og biler, containere og storskrald, og hvad man ellers kan forestille sig, der sådan kan flyde oven på i dette groteske inferno, dette symfoniske flodpotpourri, dette prægtige lortevælde, der fuldstændig dominerede byen i timevis. Hvis ikke man i forvejen vidste, at det på en måde var utrolig ulækkert, var det på en anden måde et fantastisk syn: en slags smukt i grimt, om man vil. Også selvom man næsten ikke tør sige det, for kønt var det jo bestemt ikke. Og heller ikke særlig sjovt, selvom man godt kunne forestille sig, at det er sjovt at surfe. Men det er ikke så skægt, når det, man surfer på, er ved at ødelægge den by, man bor i. Men helt utroligt var det, og i lang tid stod det på. Men lige så pludseligt som dette uvejr var kommet, lige så pludseligt forsvandt det hele igen. Inden for få minutter fløj alt, hvad der ellers var dalet ned, op igen i de skyer, orkaner og tyfoner, det kom fra. Det kom, det slap og det dansede en mageløs ballet i timevis, samlede det meste af sig selv op og forsvandt igen. Inden længe var det væk og næsten ikke til at ane ude i horisonten. Tilbage stod en by i chok, i måbende forargelse, i en tilstand af overvældelse, som man kun kan forestille sig, hvis man selv var tilstede. Og det var man gud-ske-lov ikke.

Det vĂŚltede simpelthen ned med lort i timevis.

Borgmesteren, der under hele forløbet forfærdet havde overværet dette mageløse spektakel, gjorde som enhver borgmester ville have gjort i dette tilfælde. Han råbte med den klareste røst ud over hele byen, så alle og enhver kunne høre det, at alle NU skulle samles på rådhuset. Der skulle være hastemøde, og det var så akut, at der ikke var et øjeblik at spilde! Der gik ikke så forfærdelig mange minutter, så var alle da også samlet, og de var da også næsten klar til at forholde sig i ro, hvis det ikke var, fordi de fleste enten var i chok eller vrede, måske begge dele eller bare jævnt rystede oven på denne mærkværdige forestilling, som de i timevis selv havde været rusket rundt i. Som nødvendigt blev det gjort klart fra start, at en grundig hovedrengøring af byen skulle sættes i gang, og at det kun kunne gå for langsomt. Arbejdet blev fordelt, så grupper havde hver deres opgave, at se til. Nogle skulle vaske gader, andre skulle vaske facader og husgavle ned. Alt, hvad der var af lort i byen, skulle enten køres væk eller meget omhyggeligt fordeles i byens kloakker. Alt, hvad der var gået i stykker, skulle repareres. Og alt det, der var revet ned eller var borte, skulle genopbygges. Folk arbejdede i skiftehold, så der så at sige blev arbejdet i døgndrift. Der blev vasket, der blev skuret, der blev bygget, der blev pudset. Der blev kørt væk, og der blev hentet – dag og nat i flere uger. Da det grove arbejde var så godt som gennemført, blev finere værktøj og midler taget i brug: Vinduespudsning og rengøring i kroge og på smalle steder, tekstiler og hvad der ellers kan vaskes i en vaskemaskine eller hånden, blev vasket – og det på mere end 60 grader. Da denne ukuelige arbejdsindsats havde stået på i flere uger, og alt stod klingende rent og soleklart – ja, selv fælgene på biler, gesimser, lygtepæle, kloakriste, fortove og brosten, og da selv de mindste detaljer, man kan forestille sig i en by, var pinlig rengjort, samlede folk sig endnu engang på byens rådhus, og borgmesteren talte: ‘Kære medborgere. Efter at den meget tragiske episode fandt sted for omtrent en måned siden, er vores by igen som før og, hvis jeg må tilføje, betydelig mere ren, end den har været i lange tider – og det er jo kun godt.’ Og folk klappede af borgmesteren, men også af hinanden. Og han fortsatte en tid og roste folk for deres indsats, og alle lovede hinanden, at det med lort var noget, man helst ikke snakkede om, og at man huskede at skylle ud efter sig selv, og dem med hunde skulle være ekstra grundige, når de gik tur med deres selv samme.

Og sikke en omgang den by havde været igennem – sikken voldsom og opslidende tid, både under og efter. Og uvejret, som nu for længst var væk og borte, tog jo også det meste af sig selv med sig igen. Og alt det, der var tilbage, blev skyllet ud eller kørt væk. Og så kan man jo kun forestille sig, at der nu ikke var én eneste lort tilbage i byen. Og det var der for så vidt heller ikke – på nær én: Lorten Lort. Lorten Lort skal døbes Lorten Lort skal døbes, og det skal han, fordi han vil bekendtgøre sin eksistens. Og så er det ikke nok at stille sig op på toppen af det højeste bjerg og skrige af sine lungers fulde kraft. Nej, så skal man døbes, og det vil Lorten Lort. Men kender han en præst? Nej! Har han adgang til en hvilken som helst kirke, som en hvilken som helst anden har? Nej! Han har sig selv og resterne af sine artsfæller, der flyder rundt nede i byens kloakker. Og når alt kommer til alt, er der kun ham selv og de muligheder, han selv øjner. Når man er ny i verden, kan man godt få brug for andre og er desuden godt stillet med en plan for, hvordan man skal gøre eller ikke gøre. Planen har han. Den går i al sin enkelthed ud på at skaffe en præst, der kan døbe ham, og så noget udstyr, der kan forhindre, at han under dåben vil blive liggende i døbefonten. For som alle og enhver ved, så vil en lort, der ligger for længe i vand, til sidst blive opløst og blande sig med vandet, og så er der hverken lort eller vand tilbage. Så er der bare en underlig brun, vandet suppe, og det har jo langt fra noget at gøre med at proklamere sin eksistens - tværtimod. I den tid Lorten Lort har været i byen, har han op til flere gange set den præst, der prædiker i byens kirke, men hvor han bor, ved han ikke. Han ved, at man, gennem en sms-service, kan få oplysninger om bopæl og lignende, men Lorten Lort har jo heller ingen telefon. Men han har set en mand gå tur med sin hund. Det er den samme tur hver aften. Samme rute, samme steder på de samme tidspunkter. Lorten Lort har set manden tale i mobiltelefon, og trods det går han alligevel hen til telefonboksen – altså manden – taler i den et minuts tid, lægger røret på og ordner derefter det, hans hund i mellemtiden har lavet. Det gør han

Planen har han. Den går i al sin enkelthed ud på at skaffe en præst, der kan døbe ham ...