1 minute read
Tips & hacks
Lav sund saftevand
Vand er billigt. Vand er sundt. Alligevel har mange svært ved at drikke nok vand i løbet af dagen. Måske fordi det ikke rigtig gør opmærksom på sig selv? Du kan imidlertid nemt gøre vandet mere spændende. Det eneste, du skal gøre, er at putte eksempelvis mynte, en skive lime eller sågar frosne hindbær i vandet. Det giver ikke bare farvespil til vandet, men også et lille pift til smagen.
Gør tastaturet rent
Tastaturet er ikke et af de steder, der oftest ser en klud – i hvert fald ikke det tastatur, der har frembragt denne tekst. Dette trick virker imidlertid oplagt, eftersom nærværende skrivebord ofte flyder med Postits: Inden du smider de små gule sedler ud, skal du nemlig huske at give dem en tur mellem tasterne på tastaturet. På den måde kan du fjerne krummer og støv.
Rygende kaffegrums
skræmmer
Myg Og Hvepse
Mange steder i syden kan du på restauranter opleve små skåle med ulmende kaffegrums. Det er ikke for duftens skyld, men fordi duften af brændt kaffegrums skræmmer hvepse og myg væk. Husk, at kaffegrumsen skal være helt tør, inden du antænder den. Derudover er det også en god idé at fore skålen med sølvpapir.
Hjemmelavet aircondition med isterninger
Redaktionen satser på en solrig dansk sommer, og mens håbet endnu lever, får du derfor dette tip til nedkøling af krop og hoved: Find en skål af en passende størrelse, fyld den med isterninger, og placér den på bordet ved siden af en bordventilator. Nu har du en hjemmelavet og transportabel aircondition til rådighed.
Spar på sæben
Du kan nemt spare på hjemmets forbrug af den flydende håndsæbe. Det eneste, du skal gøre, er at finde en relativt bred elastik (ellers er du nødt til at bruge flere). Sæt derefter elastikken om halsen på sæbedispenseren. Elastikken vil nu forhindre pumpen i at ryge helt i bund, og den vil dermed kun sprøjte den helt rette mængde sæbe ud ved hvert pump.