idenyt I Marts 2020

Page 35

IDENYT

HAVEN LIGE NU

Tips og nyheder af hortonom og haveekspert Lotte Bjarke

KLAR, PARAT, FORÅR! Nu er det nu, det hele begynder forfra derude i haven. Der er ikke noget bedre end at genopdage duften af jord på fingrene, og der er heldigvis nok at gå i gang med, så haven bliver forårsfin. Staudebedene skal soigneres, ukrudtet skal luges, og det er tid til at plante nyt.

Nyt fra planteriget

FRISKE NYHEDER – spørg efter dem på din planteskole!

1

Forårslugning betaler sig Ukrudt forgår som bekendt ikke så let. Men der er trods alt tidspunkter på året, hvor det er nemmere at komme på omgangshøjde med de uønskede planter end andre. Lige nu har frøukrudtet travlt med at vokse for at blive klar til at blomstre. Derfor er det en god investering at bruge lidt af sin havetid på at luge frøukrudt netop nu. Frøukrudt henviser jo netop til den gruppe af planter, der er meget effektiv, når det handler om at sætte frø og dermed sprede sig vidt og bredt. Men de planter, du luger nu, når ikke at sætte frø, og dermed får du effektivt bremset en potentiel ukrudts-tsunami.

2

Få en lang dahliasæson Dahlia hører til de planter, du kan få allermest glæde af i haven, fordi de bare blomstrer og blomstrer, når først de er kommet i gang. Hvornår de gør det, afhænger af, hvordan du griber dyrkningen an. Dahlia tåler nemlig ikke frost, så hvis du vil lægge knoldene i jorden direkte på voksestedet, skal du vente, til frostrisikoen er helt ovre. Hvis du derimod forspirer knoldene og planter dem ud i haven, når risikoen for frost er ovre, er du kommet et skridt foran og får en meget længere blomstringsperiode. Knoldene lægges i store potter med gennemfugtet pottemuld og dækkes med ca. 5 cm muld. Placér potterne lyst og køligt, men absolut frostfrit, og sørg for, at de ikke tørrer ud.

3

Forårskur til træer og buske Efter vinteren står havens træer og buske ofte med knækkede grene og ser lidt forsømte ud. Det kan der rettes op på med en let vedligeholdelsesbeskæring, der sætter facon på planten. Samtidig er det en god idé at tynde ud i tæt sammenvoksede grenpartier. Det virker som en ren foryngelseskur. Under alle omstændigheder er det nemmest at udføre beskærerarbejdet nu, mens grenene er nøgne, så det er til at se, hvor du skærer. Tag hensyn til plantens naturlige vækstform, og klip aldrig midt på en gren, men altid helt tilbage ved grenens udspring, fx ved stammen eller lige over en velplaceret sideknop. Der, hvor du klipper, vil der komme nye skud.

ROMANTISK LØJTNANTSHJERTE Løjtnantshjerte ‘Cupid’ er en ny sort af den smukke, hjerteblomstrede staude. I modsætning til de gængse sorter, der typisk har pink eller hvide blomster, er ‘Cupid’ lige en tand mere romantisk med sine sart lyserøde blomsterhjerter. Plant den i let skygge, så udvikler den sig bedst. NY DANSK KLOKKEBLOMST Klokkeblomst ‘Blue Ocean’ er en ny, dansk udviklet sort, der udmærker sig både ved sit smukke ydre og sin gode holdbarhed. ‘Blue Ocean’ har fine, stjerneformede blomster, og planten er fuldt hårdfør, så den kan anvendes både i krukker og altankasser og som en staude i haven. LYSLILLA BLOMSTERBOLDE Kantet løg, Allium senescens på latin, minder lidt om overdimensioneret purløg, men dyrkes som en staude i haven eller i en krukke. Planten blomstrer længe med fine, lavendelfarvede, kuglerunde blomsterbolde sammensat af mange små stjerneblomster, som sommerfuglene er pjattede med.

Marts 2020 idenyt 33


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.