Dansen med det absolutte af Casper Folmer Jensen
I Ingmar Bergmans ’Scener fra et ægteskab’ ser vi på overfladen, hvordan ægteskabet kan være nedbrydende, men jeg vil vise, at det egentligt spændende ved TV-serien snarere er udforskningen af, hvordan vi balancerer og danser på randen af total ensomhed, og hvordan vi i relationer til andre både kan falde i dybet eller genvinde os selv. I anledning af at HBO udgiver en ny amerikansk fortolkning af Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab fra 1973, vil jeg genbesøge den svenske klassiker, og hvis den nye er bare halvt så god som originalen, er den bestemt også seværdig. Efter at have set de seks afsnit med imponerende intenst skuespil, sidder jeg ikke ligefrem tilbage med en styrket tro på, at ægteskabet er den konstellation, der skaber de fineste rammer for kærligheden og et lykkeligt liv – hvilket efter sigende også kunne ses i skilsmissestatistikkerne i Sverige, efter tv-serien udkom, hvor også skilsmisseadvokater og rådgivere oplevede en tidobling i ventetider i kølvandet på seriens udgivelse.1 Ægteskabet fremkalder i serien ondskab i voldsomme dimensioner, som sætter de ydre rammer for menneskets ageren. Gud er ikke til stede her – kun en brutal og vederstyggelig afgrund. Når Marianne og Johans vennepar, Peter og Katarina, i første afsnit f.eks. blotlægger deres ægteskabelige krise, lyder det fra Katarina, at Peter er så frygtelig ækel, at hun kunne købe sig et samleje af hvem som helst, ”bara för att skölja ut dig ur mina könorgan” 34
