Tingen Data

TINGEN afdelingsblad for idéhistorie forår 20

DATA

1

TINGEN - afdelingsblad for idéhistorie Tema: Data Forår 2020 Redaktion

Ella Wiberg (anvs. redaktør) Tobias Ulrik Fogtmann (tema redaktør) Christian Fleckner Gravholt

Bidragsydere

Christian Fleckner Gravholt Jakob Rosenkrands Uldall Johan Falk Cederberg Mendes

Layout

Tobias Ulrik Fogtmann

Kontakt

ide.tingen@gmail.com

Udgivet digitalt 2

Indhold

Temaartikler 10

Venner med Data?

Jacob Rosenkrands Uldall

IdĂŠhistorie INDVARSLING: Ny interview-serie om arbejde og karriereveje for humaniora-uddannede

19

Humaniora pĂĽ arbejdsmarkedet: Interview med Anders Fogh Jensen

23

Christian Fleckner Gravholt

Christian Fleckner Gravholt

Anmeldelser Et upolitisk menneskes betragtninger af Thomas Mann Johan Falke Cederfeldt Mendes

37

3

Data Denne udgave af Tingen har temaet Data. Den udgives kun online, da universitetet har lukket. Det er foregået meget under tilblivelsen af denne udgave af Tingen. Det føles næsten obligatorisk at skrive noget om forholdet mellem de samtidige hændelser og data. Pandemien er en den grad blevet dækket med, af og som data. Måske har andre ligesom mig dagligt tjekket sst.dk for Corona-data. Min primære adgang til Corona har været i form af grafer tal og tabeller. Så har jeg set nyheder med svækkede kroppe koblet til maskiner, kroppe der tungt trækker vejret. Og køretøjer med lig. Det vækker på ingen måde tallene til live. Det bekræfter dem blot på en måde; der er den. Her er data et redskab. Et meget vigtigt, og agtet, redskab. Alle regeringer har deres egen videnskabeligt certificerede måde at håndtere Coronakrisen. Og når dataen ikke kan legitimere, kan den i det mindste distrahere. Som Trump, der oplyser om det nylige (08/06) fald i arbejdsløshed (hvilket bygger på meget sminkede tal). (Jericho 2020) Hvor data i høj grad kan bruges til statens fordel, kan den også være ubelejlig. WHO’s forholdsvist neutrale datadrevne oplysninger har vist sig så problematiske, at Trump mener USA bør trække sig ud af organisationen.

Andre, som den højreekstremistiske brasilianske regering, stopper simpelthen bare offentliggørelsen af Corona-data. (Phillips 202) Dataens funktion som legitimerende har i den grad vist sig med Corona. Fx raser diverse debattør-typer mod såkaldte “facebook-eksperter” - har du ikke den eller den stilling, den eller den akademiske grad, den eller den agtværdige betegnelse, så overlad Coronakrisen til eksperterne, hvilket, så vidt jeg kan 4

Leder

forstå, blot betyder myndigheder, det mener alle, eller, alle mener det samme, og det er hvad myndigheder siger. Og så er der de lande hvor myndighederne går fejl. Faktisk virker der ikke til at være den store kontinuitet mellem diverse landes måder at håndtere Coronakrisen på, på trods af at krisen i alle lande håndteres af ’myndighederne’. Selv ikke mellem så umiddelbart beslægtede lande som Danmark og Sverige. Måske der er andre årsager til S-regeringens myndige håndtering af Coronakrisen, altså udover at regeringen falder under myndighederne. Det kunne for eksempel være politiske årsager.

En af de ting der udmærker myndighederne, er deres certificerede viden. Som det lyder i et Facebook opslag om Sundhedsstyrelsen direktør Søren Brostrøm: “Faglighed og statistik vinder over virus” (Helledie 2020) - implicit at “faglighed og statistik” er noget Søren Brostrøm, på en udmærket måde, besidder. Søren Brostrøm har adgang til den sikre viden. Ikke alene har han adgang til dataen, men også til den korrekte fortolkning. Korrektheden af hans fortolkning består i hans akademiske grader og betydningsfulde stillinger. Myndigheden har han tilegnet sig. Den kan ikke bestrides. Det kan Søren Brostrøms data heller ikke. En åbenlys gendrivelse lyder: Data legitimeres ikke af dens ubestridiglighed som sikker, dens som-sådan gendrivelse af ethvert hvorfor, men derimod i dens legitimering over for og diskussion i kraft af hvorfor. I den forstand er data ikke sat i sten. Data er til forhandling. For når data sættes over for et hvorfor, åbnes muligheden for ny data, eller for andre fortolkninger. Det er inden for dette felt data må befinde sig.

Men er den evige reference til myndighedernes certificerede viden så ikke blot en måde at lukke den demokratiske debat på, at lukke det der henvender sig til den enkelte borger, nemlig at tænke, spørge og undersøge, dette ved at refererer til den paternalistiske stat? Jo. Det overstående er gængse observationer. En måske sjovere observation er de påfaldende reaktioner på forskellene mellem Danmark og Sveriges måder at håndtere Coronakrisen på. Man får den fornemmelse, at Sveriges (fra et dansk perspektiv) åbenlyst værre måde at håndtere Coronakrisen på, grunder i en overdreven rationalisme, en mangel på ’sund fornuft’, deres håndtering virker kold, mekanisk, modsat den danske, med landsmoder Mette i spidsen, der under rationalet moder ved bedst (her er intet hvorfor) leder Danmark i sikker havn. Sveriges metode er i den grad data drevet. Intet tiltag uden det kan verificeres videnskabeligt. Men Danmarks hurtige og konsekvente nedlukning, der grundede i en “politisk” beslutning, frem for en “videnskabelig”, har givet potte. Og statsepidemiolog Anders Tegnell mener da også, at Sverige burde have sat hårdere ind fra starten af. (Udland 2020) Der er nok ikke så meget andet 5

at sige, end at forskellen her ikke bestod i forskellige data, eller forskellige fortolkninger, men simpelthen i forskellige politiske beslutninger. Sveriges tilgang er ikke anderledes, fordi den holdt sig til data, fordi den er “videnskabelig”, men blot fordi den er anderledes politisk, hvilket indbefatter en anden forholden sig til data.

Spørgsmålet foroven er ikke hvad data er, men hvordan data bruges. Dataens brug er åbenlyst en del af dens er. Giver det overhovedet mening at snakke om en datadrevet, videnskabelig håndtering af Corona, eller af enhver anden politisk situation? Nej, for data brugt politisk er altid først og fremmest politisk. Der gemmer sig ingen ren data bag brugen af data. Betyder det at data er ligegyldigt?

Nej, selvfølgelig skal vi lade vores politik informere af data. Men data er ikke legitimerende i sig selv. Vigtigst af alt må ikke begrænse vores politik til politik, der kan legitimeres af data, eller til politik der overhovedet kan legitimeres myndigt.

For politik er altid politik for nogen, politik har en bestemt interesse. Og data kan ikke fjerne dette for nogen. Tværtimod kan det forstærke det, cementere det som tal og grafer, der besidder en slags nødvendighed. Men data kan også forstyrre. Det er den forstyrrende data vi må have frem. For eksempel må vi ikke glemme Coronakrisens mørke tal. Alle de dødsfald der ikke indgår i den officielle data. Hvor meget hårdere udsatte befolkningsgrupper og områder rammes. En politik der tager denne data i betragtning, er ligeledes ikke legitimeret af data.

Men dataen kan udgøre et afgørende moment. Her er data også et redskab.

Angående videnskabeligt rationale udmærker Coronakrisen sig ved at et pragteksemplar på mangel på dette. Det burde stå klar for enhver, der har brugt bare en halv time på at undersøge forholdet mellem fremkomsten af smitsomme sygdomme og det nuværende globalt sammenhængende samfund, at en global sundhedsmæssig krise, af nok så mange årsager, var meget sandsynlig, vis ikke uomgåelig. For blot at nævne en enkelt: Kapitalens konsekvente territorialisering, inkludering og udbredelses-dygtighed fortsætter rent geografisk med at drive befolkningsgrupper og industri længere og længere ud i uberørt natur. Kapitalens akkumulation inddrager tidligere isolerede land, og gør det til genstand for markedsgørelse, heriblandt områdernes vilde dyr. Det udvider den potentielle smitte. Det er ikke er virussen der kom til os, men os til virussen. Et udførligt indlæg på bloggen chuangcn.org beskriver disse og andre forhold. (Chuang 2020) Når vi tænker på manglen på rationelle, begrundede svar på Coronakrisen bør vi måske ikke tænke på de løsningsforanstaltninger diverse stater tog i brug da krisen bryd ud, og om disse er videnskabeligt eller politisk forsvarlige, men i højere grad den rungende mangel på håndtering der gjorde sig gældende før 6

Leder

krisen, eller de betingelser der gjorde sig gældende for at krisen kunne opstå.

Som bekendt lyder det ypperste biopolitiske imperativ under Corona: Red liv.

Dette imperativ ligger dog ofte under for en paradoksal vending: For at rede liv, må vi rede økonomien. Det pointeres i en artikel fra Critical Legal Thinking, at den Brasiliens præsident Bolsonaro formår at vende ’red liv’ til sin politiske fordel; til ’red økonomien’ – for en recession i økonomien vil fører til vrede, fattigdom, vold osv. (Pele 2020) At rede liv vil sige at rede økonomien. Det samme ser vi i så mange lande, inklusive Danmark, hvor det lyder: Kuren må ikke være værre end sygdommen. I Brasilien drives denne logik til dens åbenlyse konklusion: Smittefaren forstås inde for dikotomien effektiv/ikke-effektiv, altså i økonomisk forstand, og dette leder til, at opretholdelsen af den Brasilianske økonomi placere de fattigste og mest udsatte, de ’essentielle’ arbejdere, i smittefare.

Livet beskyttes ved forhøjelsen af risiko for død. Den konstante påmindelse om den potentielle økonomiske krise legitimerer omvendingen fra liv til død.

Igen må vi spørge hvordan denne situation kunne opstå til at starte med. Når diverse fornuftige argumenter fremstilles for at legitimere en blødere ’kur’, må vi ikke glemme den mangel på rationale, der placerede os i den situation, hvor sådanne tiltag kan fremstå og gennemføres som nødvendige, som fornuftige og langsigtede, fremfor den ’uansvarlige’ prioritering af liv. Det tydeliggør at suverænen på ingen måde er suverænt suveræn – for suverænen er i den grad underlagt den politiske økonomi, kapitalens tvang. Eller: Suverænens suverænitet består i dennes villighed til at underlægge sig og udøve kapitalens tvang.

Selvfølgelig er mit formål ikke at sige: Faktisk er årsagen til Coronakrisen blot den eksisterende kapitalisme. Formålet er ikke hovedløst hakke ned på kapitalismen, men derimod at bestemme de modsigelser og udfordringer pandemien blotlægger, samt de konsekvenser vi må drage af disse. Manglen på egentlige løsninger på kriser generelt, her tænker jeg særligt på den igangværende klimakrise, er naturligvis ikke noget nyt, hverken for enkelte stater eller for det globale samfund. Kortsigtede løsninger, der viger tilbage fra konsekvent at ændrer leve- og produktionsmåder, har aldrig været tilstrækkelige. Hvor den pludselig ændring af samfundet som svar på Corona åbenlyst har en karakter af en nødvendig stillingtagen, er de ikke desto mindre gennemført inde for et paradigme, der vægter midlertidige løsninger og bibeholdelsen af status quo over egentlige løsninger. Det viser sig tydeligt som diverse staters ivrighed efter at genoptage den status quo, der var med til at skabe betingelserne for selv samme virus, de forhold, hvis grundlæggende uretfærdigheder så åbenlyst blotlægges af pandemien, uretfærdigheder vis konsekvenser til stadighed raser verden over.

7

Krise-narrativet indbefatter en handlen, der er rettet mod kortsigtede løsninger, for så at genoptage status quo. Krisen er noget der ’pludselig’ opstår, som noget udefrakommende, der må håndteres. Krise-narrativet må udskiftes med et narrativ der opererer med langsigtede fremfor kortsigtede løsninger, løsninger der forstår kriser som uadskillelige fra socioøkonomiske forhold, og derved løsninger der nødvendigvis indbefatter en ændren eller en adaption. Det vil betyde et kvalitativt spring i den samtidige politiske bevidsthed, hvis ikke andet for at skabe den mobilisering, der kan tilvejebringe en politiske dagsorden, hvor den slags løsninger er tænkelige.

Måske, som det er blevet pointeret mange gange, har Coronakrisen gjort det tydeligt, i hvilken grad en pludselig omvending kan tilvejebringes, at en håndtering af kriser er mulig. Men fremtidens kriser, om de er sundhedsmæssige, klimamæssige eller økonomiske, kan ikke håndteres inde for et krise-narrativ, der undviger de egentlige problemer. Den vigtigste erfaring vi kan drage må være, at langsigtede løsninger udgør en absolut nødvendighed for at afværge og håndtere fremtidige og igangværende kriser, og at den samtidige politiske dagsorden på ingen måde formår at levere disse. Konsekvenserne af denne kendsgerning kan selv sagt ikke realiseres ved at overlade politik til myndighederne.

- Tobias Ulrik Fogtmann Litteraturliste: Chuang (2020): Social Contagion. Tilgængelig på: http://chuangcn.org/2020/02/ social-contagion [besøgt 09/06-20] Helledie, Steffen (2020): Steffen Helledie [facebook]. Tilgængelig på: https://www. facebook.com/ photo.php?fbid=10158302044664940&set=a.101502085494049 40&type=3 [besøgt 09/06-2020) Jericho, Greg (2020): When Trump boasted about falling unemployment, he was jumping at shadows. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/business/ grogonomics/2020/jun/09/when-trump-boasted-about-falling-unemploymenthe-was-jumping-at-shadows [besøgt 09/06-20] Pele, Antonio (2020): ‘The King is Naked’: Bolsonaro & the Pandemic (Critique in times of Coronavirus). Tilgængelig på: https://criticallegalthinking.

8

Leder

com/2020/04/10/the-king-is-naked-bolsonaro-the-pandemic-critique-in-timesof-coronavirus/ [besøgt 10/06-20] Phillips, Dom (2020): Brazil stops releasing Covid-19 death toll and wipes data from official site. Tilgængelig på: https://www.theguardian.com/world/2020/ jun/07/brazil-stops-releasing-covid-19-death-toll-and-wipes-data-from-officialsite [besøgt 10/06-20] Udland (2020): Sveriges statsepidemiolog: Vi skulle have gjort mere mod corona.

Tilgængelig på: https://www.dr.dk/nyheder/udland/sveriges-statsepidemiologvi-skulle-have-gjort-mere-mod-corona [besøgt 09/06-20]

9

Venner med Data

- Lévinas, Aristoteles og Kierkegaard læser Star Trek Jakob Rosenkrands Uldall

Geordi la Forge set til venstre og Data set til højre

Kan man være venner med Data?

Spørgsmålet, der stilles her, er både til Data fra Star Trek: The Next Generation, men også mere principielt: Kan man være venner med data? De fleste har flere forskellige brugere på de sociale medier, eksempelvis Facebook (fjæsbogen, ansigtsbogen). De venner (bemærk at Facebook karakteriserer dine data-venskaber for venner - ikke bofæller, eller bekendte eller lignende) man har på Facebook, er virtuelle data-venner, der deler sine oplevelser, tanker, nedture, opture og selve kærligheden med dig - alt sammen data-til-data, både på et abstrakt og utrolig konkret plan. Derudover er der i nyere tid kommet mange ‘virtuelle assistenter’ (såsom Amazons ‘Alexa’), der kan hjælpe dig med alverdens ting såsom at købe ind, booke tid hos en frisør, løse et regnestykke hurtigere end menneskets egen evne, eller søge på wikipedia for at vinde en diskussion hurtigere end du selv er i stand til. Altså, de nye assistenter er i stand til at gøre ting hurtigere end du selv 10 Tema: Data

er i stand til - og så kan de i øvrigt også have en samtale med dig, endda citere filosoffer - måske ville de faktisk være en god tilføjelse til en fredagsbar. Pointen er, at grænsen mellem menneskets sprog samt interaktion, og teknologiens sprog samt interaktion er mere udvandet end nogensinde. Desuden ser ud til at blive ‘værre’, eller ‘bedre’ i fremtiden, det afhænger af ens holdning til AI. Undertegnede er selvfølgelig kritisk.

Principielle spørgsmål der forsøges besvaret er: 1) Kan man være venner med ens data, og hvad hvis data’en har taget menneskelig form samt at være i besiddelse af en bevidsthed?

2)

Er venskab forbeholdt mennesker og menneskelig interaktion?

3) Da det øger potentielle venner (samt måden hvorpå man kan konstruere sine potentielle venner) hvis man kan være venner med ens data, kan man så være venner med dem alle? A tout le monde.

Hvorvidt I syntes jeg besvarer disse principielle spørgsmål i løbet af teksten er ikke en vurdering jeg ikke tør lave - svaret er nok et rungende ‘nej’. At sammenligne en gammel serie med virkeligheden tvivler allerede på legitimiteten af udfaldet måske giver det bare anledning til videre tænkning. Here goes.

Ansigt til ansigt Man kan spørge sig selv, hvad der egentlig er galt med at være venner med ens ‘data’. hvad enten det så er virtuelle Facebook-”venskaber” eller ens virtuelle assistenter. Her kan den franske filosof Emmanuel Lévinas hjælpe os. Han skriver i “Totalitet og uendelighed” at den menneskelige tilværelse først og fremmest handler om at møde hinanden ansigt til ansigt, heri ligger “socialitetens etiske begivenhed” (Lévinas, 1996: 201). For Lévinas bliver det altså et etisk-socialt spørgsmål, der ganske enkelt vedrører vor enkeltes tilværelse og har en afgørende betydningsfuldhed. I en tid (altså, corona-epidemien) hvor de fleste venskaber bliver vedligeholdt over Facebook, og man nærmest kun ser den samlede flok af de universitets-kammerater man kender til en Zoom-forelæsning - i denne tid er Lévinas’ altafgørende forståelse af betydningsfuldheden af at mødes ansigt til ansigt vigtigere end nogensinde. For hvad betyder det at have samtaler over et virtuelt medium, eller at vie sin frihed til ens online tilstedeværelse? For Lévinas 11

er det ødelæggelsen af muligheden for at kunne give din egen tilværelse mening.

Fraværet af muligheden af at kunne mødes ansigt til ansigt skader ganske enkelt din tilværelse. Med lidt forhastede ord kunne man sige, at coronavirussen ødelægger mine muligheder for at give mit liv mening.

Godt så, det var det aktuelle corona-spørgsmål - dog er vi ikke færdige med Lévinas helt endnu, for et nyt spørgsmål rejser sig når man kigger nærmere på Data fra Star Trek. Hvad hvis data’en rent faktisk har et ansigt, et sprog og et Selv ja, hvad hvis den har en bevidsthed (om karakteren Data har en bevidsthed er en længere diskussion mange fans har - jeg mener at Data har, se eventuelt afsnittet ‘The Measure of a Man’, sæson 2, episode 9)? I dette tilfælde, at data’en har et selv, ansigt og sprog, kunne der så ikke lige så vel forekomme “socialitetens etiske begivenhed” som der kunne med menneske til menneske? Data møder sine venner med sit ansigt og sit selv, han agerer egentlig præcis som Lévinas beskriver, man burde for at kunne deltage i ‘socialitetens etiske begivenhed’.

Data har altså venner, og nogle stykker endda. Venner karakteriserer han som nogen der søger en vis genkendelighed, måske noget man er fælles om, denne genkendelighed finder de angiveligt hos Data. Billedet under er taget fra

Her ses Data i episoden “Legacy” i sæson 4 episode 6 12 Tema: Data

episoden “Legacy”, hvori Data forklarer at andre måske søger venskab hos ham, fordi han har en vis “genkendelighed” over sig. Denne genkendelighed ligger i, at Data’s programmering gør ham i stand til at kopiere den måde mennesker omkring ham agere og tænker på. Data mener altså selv han har venner - venner i genkendelighed.

Ikke alle kan være dine venner Aristoteles mener at det bedste antal venner er et begrænset antal, i hvert fald hvis man tænker “det gode liv” ind i ligningen. Det er, som han skriver, tilstrækkeligt at have få gode venner, ligesom ens krydderi til maden (Aristoteles, 2015: 235). Det at have venner på den græske måde er ligesom så meget andet, når det omhandler det græske: det er godt at have mådehold (se “den gyldne middelvej”). Aristoteles går dog videre og siger: “Og det menes heller ikke at være muligt at være en nær ven med mange … Og de, som er venner med mange, og omgås alle fortroligt, menes slet ikke at være venner med nogen” (Aristoteles, 2015: 235). Problemet der her rejses er: kan man have mange venner? Nej siger Aristoteles, i hvert fald ikke mange gode venner. Fordi hvem ville man se som sine venner, hvis man behandlede alle som sine ‘bedste’ venner og delte alt intimt og fortroligt med? Spørgsmålet bliver imidlertid, hvorvidt dette forhold ændrer sig når man er data eller er venner med data. Dette udgangspunkt fordrer samtidig at vi har at gøre med data der besidder en bevidsthed og en menneskelig ageren.

Aristoteles har, mig bekendt, ikke skrevet om data og venskab og hvorvidt de hænger sammen. Derfor behandler jeg det han siger om venskab vedrørende mennesker på det jeg her tænker om Data (data).

Det fælles Et godt venskab for Aristoteles indbefatter også at man har noget til fælles. Man gør fælles ting, er fælles om holdninger og fælles om samlivet sammen.

Og hvad det at være er for dem hver især, eller det for hvis skyld de vælger livet, netop det ønsker de at dele med deres venner. Derfor drikker nogle sammen, nogle rafler sammen, andre dyrker gymnastik sammen og driver jagt sammen eller filosoferer sammen, og de deler alle hver især det, som de mest holder af i livet. For de ønsker at leve sammen med deres venner, og gør disse ting og er fælles om det, hvori de tror at samlivet består … Og de synes at blive bedre ved deres virksomhed og ved at korrigere hinanden, for de kopierer hinanden i det, som de holder mest af … (Aristoteles 2015: 238) 13

Nøgleordet her er ‘fælles’. Samlivet består i at være fælles om ting med ens venner, både i selve livet, men også i alt andet. Dernæst er det vigtigt at man også kan korrigere dem man holder mest af, da det styrker det gode venskab.

Altså vil man leve med ens venner, fordi det er godt, og kopiere hinanden fordi de holder af det. De er fælles om det meste, fordi de holder af hinanden og det, de er fælles om. At være fælles om livet, ens interesser, samt holdninger er det vigtige. Det er det også, efter min optik, når det vedrører Data (data).

Worf set til venstre og Data set til højre

I billedet ovenfor set Data og Worf. Data har lige givet en ordre til hans underordnet, dette inkluderer Worf. Worf modsiger Data ude på broen (på stjerneskibet) og er synligt uenig i hans ordre. Data trækker ham til side og siger at det ikke er en måde hvorpå man behandler ens overordnet på, og at det kan få alvorlige følger. Worf undskylder med det samme og Data tilgiver ham. Data slutter reprimanden af med at sige: “Mr. Worf. I am sorry if I have ended our friendship.” Hvortil Worf svarer tilbage med: “Sir. It is I who have jeopardized our friendship, not you. If you would overlook this incident, I would like to continue 14 Tema: Data

to consider you my friend.” Hvortil Data afslutteligt svarer: “I would like that as well.”. Pointen med denne scene er, at Data sagtens kan korrigere Worf uden at det burde sætte deres venskab over styr. De holder tydeligvis af hinanden og er gode venner. Derudover er Worf og Data fælles om mange ting. De er begge officere på et stjerneskib og tilhører begge to samme ideologi og organisation (Star Fleet, mere om dette senere). Dette er blot endnu et eksempel på, hvordan Data har utrolig gode venner i Star Trek, selvom han af og til skal korrigere sine venner og gøre nogle ting der måske er “nederen”. Det vigtige er at de er fælles om deres samliv i alle aspekter, og holder af hinanden gennem det - modgang er en del af venskabet.

Star Fleet - om den fælles livsanskuelse som drivkraft for Datas venskab Som sagt er Data fælles om næsten alle aspekter af sit liv med sine venner, der også er hans kolleger. Men hvad er det egentlig de i så fald grundlæggende er fælles om? De er selvfølgelig fælles om mange ting, som tidligere nævnt. Men hvad er deres fælles grundlæggende drivkraft, hvis de har en?

For at besvare ovenstående spørgsmål vil der i den sidste læsning af ‘Data og venskab’ vendes blikket mod Kierkegaard og én af de måder, hvorpå han karakterisere venskabet. Først og fremmest er det vigtigt at tilføje, at Kierkegaard har en tanke om at man skal “ville ét” her i livet - man skal have et ideal, noget man kan stræbe efter, en retning for sit liv. Dette ideal skal ikke forveksles med et mål, da mål kan opnås og mål kan være omskiftelige. Idealet er grundlæggende uopnåeligt og uomskifteligt, i den forstand er idealet fundamentet for din måde at være på - du vil ét: det gjælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe … Noget, som dog i ethvert Tilfælde ikke er mit eget, men paa Noget, som hænger sammen med min Existents’s dybeste Rod, hvorigjennem jeg saa at sige er indvoxet i det Guddommelige, hænger fast dermed, om saa hele Verden styrter sammen. See det er det, jeg mangler, og derhen stræber jeg. (SKS AA:12, i uddrag (s. 24-26) For at gøre det nemt at følge kunne et grundlæggende ideal være, at man stræber efter altid at være kærlig, eller at man altid vil være retfærdig. Det er uopnåelige størrelser, der hver især fordrer en bestemt livsførelse og livsanskuelse på den måde er de mere en rettesnor for et godt levet liv, end noget andet.

Aristoteles gjorde det klart, at det er vigtigt for det gode venskab at være ‘fælles’ 15

om samlivet, og alt hvad det indebærer. For Kierkegaard kan vi sige lidt af det samme; den fælles livsanskuelse er vigtig for venskabet, fordi det er det, der holder tilværelsen sammen.

Eenhed i Livs-Anskuelsen er det Constituerende i Venskabet. Er denne tilstede, saa bestaaer det, om end Vennen døer, thi den forklarede Ven lever fort i den anden; ophører denne, saa er Venskabet forbi, om end Vennen bliver ved at leve. (Kierkegaard, 1849: 225) Her læses det i Kierkegaards “Enten Eller”, at konstitueringen af venskabet sker i ens fælles livsanskuelse. Det er på en måde det der udgør venskabet: selvom vennen dør, så lever venskabet videre. Altså, i Star Trek er de fælles om deres livsanskuelse og fælles om deres værdier, og vi har gjort det klar, med hjælp fra Aristoteles, at de er fælles om samlivet. Det sidste spørgsmål der skal stilles er: Hvad er den grundlæggende livsanskuelse de angiveligt er fælles om?

Den fælles posthumanistiske livsanskuelse Den livsanskuelse de er fælles om i Star Trek ligger i selve kernen af serien, og hvad den vil - serien vil sige noget om den måde, hvorpå vi skal agere og være på som individer og som fælles identitet. Star Fleet udgør deres ideologi og fælles organisation. Star Fleets ideologi handler kort og præcist om at “seek out new life” og at være diplomatiske når de møder nyt liv. Det handler derudover om at afsøge nye territorier, hvorpå man kan leve og udforske. Idéen er at mennesker er så udviklede, at vi sagtens kan leve i harmoni med andre arter og med universet.

Alt i alt rummer det en ideologi bygget på “posthumanitet” (når jeg skriver “posthumanitet” skal det ikke forstås som et videnskabeligt term, såsom det glimrende begreb der eksisterer inden for “STS (Science, Technology, Society)” verden (red. Jensen, Lauritsen & Olesen, 2015: 183-205)). Dette begreb skal forstås bredt, da det indfanger en ideologi om selve universet. Posthumaniten i Star Trek går ud på, at have et decentraliseret menneskeligt blik på universet: universet er og går ud på andet end vedligeholdelse af jorden og menneskearten.

Posthumanismen bliver dermed til en ny form for humanisme Afslutningsvis vil jeg sige, at der lige er kommet en ny Star Trek serie ved navn ‘Picard’. Og man kunne sagtens sige noget mere om emnet “Data og venskab” ved hjælp af den nye serie, men det har jeg bevidst udeladt - den nye serie er ydmygelse nok for Star Trek navnet i forvejen.

16 Tema: Data

Litteraturliste: Levinas, Emmanuel (1996). Totalitet og uendelighed. Hans Reitzel Aristoteles (2015). Etikken. Det Lille Forlag Journalen AA, dateret Gilleleie d. 1. Aug. 1835, SKS, bd. 17, s. 26 / SKS-E . I en note, AA:12 Kierkegaard, Søren (1849). Enten Eller. Universitetsforhandler C.A. Reitzel Bruun Jensen, Casper & Lauritsen, Peter & Olesen, Finn (2007). Introduktion til STS. Hans Reitzel

17

IdĂŠhistorie

18

INDVARSLING: Ny interviewserie om arbejde og karriereveje for humaniora-uddannede

I en ny interviewserie taler Tingen med en række personer, som har uddannelsesbaggrund i humaniora – det kan være filosofi, sociologi, idéhistorie, litteraturvidenskab eller noget helt femte – om deres karrierevej og syn på humaniora. Ideen er at give inspiration til studerende og udvide forståelsen for, hvad mulighederne er, når man står med diplomet i hånden og skal vælge sin vej.

Christian Fleckner Gravholt

HUMANIORA. Humaniora synes at være i en krise, der ved fjerndiagnose efterhånden kan konstateres at være kronisk, og det fordrer jo spørgsmålet om, hvorvidt humaniora er en terminalpatient eller en sejlivet kæmper. I hvert fald er det svært at øjne en afslutning på den verserende debat om humanioras nytte og eksistensberettigelse. Kritikken hagler ned fra mange kanter, og om end det er en smule karikeret, så er det ikke helt uden sandhed, at mangt en cand.mag. har vekslet sine mange års studier til et liv på dagpengenes nåde, eller som ’Register manager’ i Aldi – det der tidligere hed ’kassedame’.

Erhvervslivets rekrutteringspersonel efterspørger kompetencer, der direkte kan omsættes fra læsepulten til glasfacadebygningernes ’hæve-sænkebords’kontorlandskaber. Meget tyder på, at en sådan anvendelighed, som springer naturligt fra teori til praksis, mest er at finde blandt ingeniører, økonomer, jurister, matematikere og blandt det kittelbærende segment hos biomedicinere, jordemødre, odontologer, fysikere, kemikere og lignende, medens det er noget sværere at godtgøre værdien af kendskab til Spinozas filosofi eller viden om tandhygiejnens idéhistorie overfor disse rekrutteringsagenter, som er arbejdsmarkedets portvogtere.

19

Resultatet er, at mange af de nye kandidater i solide fag, hvis nytte er mere åbenbar, strømmer ud i velbetalte jobs, hvor de anvender deres faglighed, medens der udenfor på gaden står en forsmået og usoigneret humanist, iført en udtrådt Dr. Martens lædervederstyggelighed, nittebælte og en forvasket t-shirt, hvor man endnu kan ane budskabet ’Karl Marx for president’, og højlydt mumler noget om, at det er systemet, den er gal med, og at alverdens urimeligheder skyldes nytterationalitet og nogle skurkagtige kapitalister, der undertrykker og hjernevasker intetanende, ubevidste og ukritiske forbrugere, som sumper rundt i en usund ’brug og smid væk’-kultur.

Mon ikke det også i stor stil var humanisterne, der fik et ildebefindende og følte, at lommeuret gik i stå, da de gennem deres monokel så daværende videnskabsminister Helge Sander indstemple den nye dagsorden under titlen ’Fra forskning til faktura’?

Imidlertid er der også mange, som går i brechen for humanvidenskaberne og forsvarer betydningen af de indsigter og erkendelser, der leveres herfra, om de store spørgsmål vedrørende de menneskelige vilkår, om samfund, tro, etik, mening og naturforståelse. Og der opstår nye muligheder for humanister i denne nye verdensperiode, hvor klimaspørgsmål og Silicon Valleys virtuelle virkelighed er nogle af de helt store temaer.

Men virkeligheden er, at det for nuværende overordnet set er svært at jobmatche mange af de humanistiske dimittender. For en stor del af dem er der ikke sammenhæng mellem deres uddannelsesmæssige meritter og de arbejdsopgaver og den lønramme, de i sidste ende står med, når de forlader universitetet. Det er ikke noget nyt, og derfor reduceres antallet af pladser på de humanistiske uddannelser også; på mindre end 10 år er der reduceret cirka 30 procent af pladserne på humaniora-studierne.

Ser man på de kolde fakta i ledighedsstatistikkerne og andre undersøgelser af humanioras situation, er meldingen meget nedslående for humanister in spe: ”Arbejdsløsheden for dimittender med en humanistisk baggrund er hele 31,6%. Inden for to år efter endt uddannelse falder andelen af ledige godt nok til 7,7 procent. Men mange af de humanister, der kommer i arbejde, tager et job, de egentlig er overkvalificerede til.

En ny undersøgelse fra Magistrenes A-kasse viser, at blot 57 procent af de medlemmer, der kom i arbejde i 2017, fik en akademisk stilling. Mens 17 procent fik arbejde på mellem- eller kort uddannelsesniveau eller ufaglært arbejde. Endvidere er kandidater fra humaniora dem, som har sværest ved at 20 Idéhistorie

se relevansen af deres uddannelse. Kun 58 procent af humanisterne oplever en overensstemmelse mellem det, de har lært på deres uddannelse, og det, der efterspørges af arbejdsgiverne” – Fra artiklen »Vi humanister har glemt vores værdi og solgt os selv for billigt«, bragt i Information d. 30/08-2019.

Måske har vi mistet forståelsen af, hvad et arbejde overhovedet er. Engang var det noget med at slide sig fordærvet som fabriksarbejder, eller man kunne være ølkusk eller urmager, eller man kunne sælge ost eller producere flagstænger, eller man kunne stå i sit ansigts sved på en mark og svinge en høtyv eller løfte kornsække. I meget høj grad var det forbundet med et element af produktion.

Det har naturligvis ændret sig, men det værdiskabende har altid været det centrale, og det er det stadigvæk. Så hvordan passer humaniora ind i det spil – hvordan skaber det værdi, at man har kendskab til shamankunst og sofisme eller Max Webers værker eller middelalderreligiøsitet eller Ovids Metamorfoser eller de idéhistoriske eftervirkninger af Newtons opdagelser? Vi har ikke evnerne til at modellere og producere Fabergé-æg. Til gengæld kan vi analysere Fabergéæggenes idéhistoriske betydning og forhåbentligt sige noget klogt om det – men hvem vil betale for det? Måske kan man blive museumsdocent.

Det er muligt, at der ganske enkelt uddannes for mange indenfor humaniora, og måske er det slet ikke meningen, at en nævneværdig del af humaniorauddannede skal finde vej til det private erhvervsliv. Det kan godt være, at det er alt rigeligt, at humaniora mestendels handler om at bevare traditionen og formidle overleveringen af kulturudtryk. Måske er det fint nok, at humaniora i vid udstrækning holder sig forskanset bag universitetets mure og kun en sjælden gang dukker op i avisernes debatspalter og skælder ud, når de andre bliver for historieløse eller mister sansen for ’det menneskelige’, hvilket jo netop er humanvidenskabernes domæne og speciale.

Sagen er imidlertid den, at det ikke er alle humaniora-studerende, der kan se frem til at have universitetet som arbejdsplads. Det er mit indtryk, at mange har helt andre planer eller forhåbninger; nogle vil måske arbejde for en NGO eller på en ambassade, andre vil gerne arbejde med turisme eller journalistik.

Det er også mit indtryk, at mange reelt ikke ved, hvad de vil – eller rettere kan – arbejde med. Derfor lancerer jeg nu denne føljeton, hvor jeg gennem de kommende numre af Tingen vil bringe interviews med en række spændende personer, der har baggrund i humaniora, og som har fundet en farbar vej derude på arbejdsmarkedet.

Jeg håber, at interviewserien kan bidrage til at give en vis tryghed og vise, at det 21

ikke ser helt sort ud for humaniora. Forhåbentlig kan rækken af interviewpersoner vække en vis inspiration blandt jer læsere, og mon ikke det vil vise sig, at det alligevel kan være brugbart – eller endda nyttigt – at kende lidt til Spinoza eller Plotin eller gode gamle Sokrates.

22 Idéhistorie

HUMANIORA PÅ ARBEJDSMARKEDET

Anders Fogh Jensen: »Jeg er kommet hertil, fordi jeg ikke ville give afkald på filosofien« Dette er første interview i Tingens føljeton om forholdet mellem humaniora og arbejdsmarkedet i dag. I denne serie taler jeg med en række personer, som har baggrund i humaniora – det kan være filosofi, sociologi, idéhistorie, litteraturvidenskab eller noget helt femte – om deres karrierevej og deres syn på humaniora. Ideen er at give inspiration til studerende og udvide forståelsen for, hvad mulighederne er, når man står med diplomet i hånden og skal vælge sin vej.

Christian Fleckner Gravholt

Anders Fogh Jensen har tidligere udtalt, at han som nyudklækket kandidat i filosofi hurtigt opdagede, at der ikke var et eneste jobopslag, som efterspurgte en filosof, og at han i dag – 22 år senere – endnu har til gode at se et sådant jobopslag. Derfor tog han sagen i egen hånd og skabte sit eget arbejdsmarked.

På den måde er Anders Fogh Jensen et helt oplagt valg til at introducere denne interviewserie. Jeg mødte ham i en af Corona-isolationens første uger uden for hans hus i Laven til en snak om karriere og humaniora.

KARRIEREOMRIDS Anders Fogh Jensen er ’selvstændig filosof’. Han har en kandidatgrad i filosofi fra Odense Universitet, blev i 2007 Ph.d. ved Københavns Universitet, og har i mange år været ansat som ekstern lektor, bl.a. på AU, KU, Syddansk Universitet 23

og CBS. Han er ikke mindst kendt for sin bog Projektsamfundet, og skrev i 2018 bogen Pseudoarbejde sammen med Dennis Nørmark, som også skabte stor bevågenhed. Han har tidligere skrevet andre bøger, bl.a. om metaforer, epidemier og om Foucaults filosofi. Derudover har Fogh Jensen arbejdet som konsulent, dramatiker, rejseleder, højskoleforstander og klummeskribent, og han er altid aktuel som foredragsholder.

FILOSOFFEN DANSER ALENE Anders Fogh Jensen blev kandidat i filosofi som 24-årig, men det var ikke noget, verden tog synderlig notits af. I hvert fald opdagede han en alarmerende mangel på jobopslag, som efterlyste sådan en som ham. Alligevel fik han dog ret hurtigt et job som ikke-fastansat underviser på AU, og det gjorde ham fortrolig med en stor del af filosofihistorien og gav ham en vis ballast, som han senere har kunnet trække på. »Det var jo på en måde min overbygning at skulle undervise i Studium Generale i fire år, og det var meget lærerigt. ”På fredag skal du formidle om strukturalisme” – okay, nu skal jeg kunne stoffet, jeg skal jo faktisk have noget at sige!« Selvom Anders Fogh Jensen ikke længere arbejder som ekstern lektor ved universitetet, holder han stadig fast i underviserrollen. For eksempel står han bag et koncept med filosofiske og litterære dannelsesrejser, hvor deltagerne indlogeres ved middelhavets azur i en uge og introduceres for en række klassiske værker og tematikker fra den antikke kultur, og her er han selv en af underviserne.

Desuden har han netop lanceret endnu et koncept, ’filosofisk konfirmation’, som er et alternativ til kirkens konfirmationspakke. »Min drivkraft for at lave dannelsesrejserne har været at lave noget, hvor jeg skal undervise sammen med andre. Noget af det hårdeste ved at være selvstændig er, at man ikke har nogle kollegaer. Det med at køre ud og holde foredrag og køre hjem igen, hvor man aldrig har nogen at sparre med eller dele ansvaret med. Det er faktisk hårdere end den økonomiske usikkerhed.« »I min arbejdshverdag er jeg jo meget alene. Det betyder selvfølgelig, at jeg er fri for enerverende procedurer i organisationer og spildmøder og den slags, men der er den her ’alenehed’, som er svær, synes jeg. Det er afgjort det hårdeste. Så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er faldet på plads – der er for lidt samarbejde med folk. Men jeg er jo kommet hertil, fordi jeg ikke ville give afkald på filosofien, 24 Idéhistorie

og der er nogle dage, hvor jeg bare bliver enormt glad og tænker, at det virkelig er godt, at jeg holdt fast.« »Det nye initiativ med filosofisk konfirmation kan jeg ikke sige så meget om, fordi det først starter til september, men for mig er det jo et spørgsmål om, hvordan jeg kan fortsætte et liv med filosofi. Det handler om at finde et sted i markedet, hvor man laver noget, der kan sælges, uden at det bliver helt ”søgt”.

Det er mit indtryk, at mange kaster sig over ’ledelse’, og så bliver det noget, som er ret langt fra deres fags udgangspunkt – i hvert fald når det skal lyde rigtigt i ledernes ører.« SAMFUNDET ER EN INNOVATIONSNHUNGRENDE DEMENSPATIENT Har du et bud på, hvorfor virksomhederne ikke i højere grad efterspørger folk med baggrund i humaniora? »Jeg mener, at vi lever i en tid, som nærmest er dement, og den ved ikke, hvad den skal bruge traditioner og historier til. I stedet vil den have innovation. Det betyder, at humaniora, som er traditionsbærende, får det meget svært. I stedet vil man bruge nogen, som kan innovere. Der er simpelthen nogle dyder, som er forsvundet.« »Nogle mener, at svaret er, at humaniora må ændres og rette sig mere mod innovation og erhvervsliv. Det kan man måske til en vis grad, men man skal også passe på, at man ikke kommer til at sælge alt for meget af arvesølvet, for hvis man laver det helt om, så er det jo ikke længere humaniora, man står tilbage med.« »Jeg vil sige, at mange af dem, jeg har læst med – næsten alle sammen – har måttet omskole sig. Det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke bruger deres uddannelse, men de har måttet omskole sig til E-learning eller regnskab eller noget helt tredje. For mange er spørgsmålet jo, hvordan man får et liv til at fungere… For eksempel kender jeg nogle forfattere, som lever nogle ret hårde liv, hvor de er handicaphjælpere halvdelen af tiden, fordi de så kan skrive resten af tiden. Men det er jo ikke nogen ideel løsning.« BEGRIB DIN SAMTID I BEGREBET Hvis man vil gøre sig spilbar og skabe en levevej som formidler uden for undervisningsverdenen, er der nogle afgørende succesfaktorer, man må gøre sig bevidst om, forklarer Anders Fogh Jensen. For det første har det stor betydning, at folk kender dit navn. Hvis man er et helt uskrevet blad, kan det derfor være en 25

idé at forsøge at koble sig sammen med andre, som ”har et navn” eller et følge. »For mig startede det med, at jeg underviste på CBS samtidig med, at jeg holdt nogle foredrag, som var meget kritiske overfor kapitalismen. Det kom der nogle artikler ud af, bl.a. i ’Ud og se’ og Information. Derudover havde Projektsamfundet også noget at sige i den forbindelse.« Fogh Jensen fortæller, at det også er en af grundene til, at han er klummeskribent og jævnligt deltager i debatprogrammer på radio og TV. Der er nærmest ingen penge i det, slet ikke i debatprogrammerne, men det er et arbejde mod glemslen, som han udtrykker det, hvilket han kan blive helt hysterisk med. »Dernæst oplever jeg, at jeg skal sociologisere tingene lidt. Folk gider ikke høre om Heidegger, men der er noget i hans teknikkritik, som man godt kan bruge til at sige noget om vores omgang med teknologi og andre beslægtede emner, men man skal altså virkelig oversætte det. Sommetider har man en fornemmelse af, at det bedste, man laver, det er verden lidt ligeglad med. Men hvis man laver noget, der er mere sociologisk, så vil verden hellere lytte, fordi det ligger tættere på commonsense. Det må helst ikke blive for svært, for så vil markedet ikke have det. Hvis man laver noget om Hegels retsfilosofi eller om tolvtonemusik, så tror jeg, det bliver svært at sælge.« »Deleuze og Guattari har den bestemmelse af filosofi, at det handler om at producere begreber. Det er selvfølgelig deres tolkning, men man kan jo sige, at både Projektsamfundet og Pseudoarbejde er begreber, som på en eller anden måde hjælper folk til at beskrive det, de lever i. Så det handler også om at ramme et eller andet i samtiden, hvis det skal binde an.« THE ODD MAN OUT Hvordan er hverdagen og arbejdsprocessen som forfatter og foredragsholder? »Man skal gøre sig klart, at der ikke er penge i det skrevne ord, men det skrevne ord kan måske føre til det talte ord, og det talte ord kan der være penge i. I 2005 skrev jeg en bog om Foucault, og jeg regnede ud, at jeg havde en timeløn på under 5 kroner – men arbejdet med bogen har gjort, at jeg lettere kan byde ind på alle mulige emner.« »Derudover må man jo tænke over, om markedet vil have de ting, man laver.

Det kan være en fordel at sige noget, som handler om arbejdsliv, fordi man ellers 26 Idéhistorie

kun kan appellere til højskoler og biblioteker, og dem er der ikke så mange penge i.« Anders Fogh Jensen fortæller, at han i starten af karrieren måtte sige ’ja’ til stort set alt, han blev tilbudt, for at få det til at løbe rundt. Selvom det blev økonomisk bæredygtigt, var det alligevel ikke et bæredygtigt liv, som han formulerer det, fordi han for ofte var på tynd is. Han var uerfaren og følte sig ofte fejlcastet, fordi han skulle stå og tale ind i den ene og den anden kontekst uden helt at have forudsætningerne for det. »Så for mig har det handlet om, at jeg efterhånden kan tillade mig at sige ”Jeg kan godt komme og tale om det her, men jeg kan ikke tale fra jeres perspektiv”.

Det har jeg måttet øve mig i. Hvis jeg f.eks. bliver spurgt, om jeg kan komme på en dyrlægekonference, så er der nogle eksperter, som taler om vaccine, og det aner jeg jo ikke en kæft om. Men jeg kan f.eks. godt tale om ’risiko’ eller nogle andre relevante begreber. På den måde kan jeg ligesom være ’the odd man out’ eller det skæve indslag, hvor jeg måske ikke rammer lige på kornet af konferencen, men i stedet giver et andet perspektiv.« På hjemmesiden filosoffen.dk udbyder Anders Fogh Jensen mere end 40 forskellige foredrag. Listen indeholder bl.a. foredrag om ikonisering og idoldyrkelse, coachingens idéhistorie, kærlighed, dannelse, det meningsfulde arbejdsliv, epidemier, bæredygtighed, ’Sex and the city-singleliv’ og meget andet.

Hvordan oparbejder man sådan et repertoire? »Den pallette er kommet af 15 års foredrag og i kraft af, at jeg i mange år sagde ’ja’ til nærmest alt, også selvom det var uden for min comfort zone. Det gjorde, at jeg fik opbygget en del på harddisken, så hvis der kommer en efterspørgsel nu, har jeg måske et foredrag, jeg holdt for 6 år siden, som jeg kan bruge det halve af. Det kan jeg bygge sammen med noget andet og læse mig ind på noget. På den måde kan det blive til et nyt, relevant foredrag.« »Hvis ikke der var epidemitid nu, så havde det været højsæson for foredrag, hvilket det er otte måneder om året. Der er ingen foredrag i december, januar, juni og juli, så jeg skal gerne tjene halvanden månedsløn i hver af de resterende otte måneder. I de fire måneder, hvor der ikke er foredrag, er der så i stedet tid til at læse eller til at skrive bøger. Når foredragssæsonen kører, læser og skriver 27

jeg ikke ret meget. Jeg har måske to dage til at forberede noget, og så går tiden ellers med at være på landevejen og køre ud til konferencer. Der har jeg i bedste fald et par foredrag om ugen.« FILOSOFISK FORSKNING PÅ DE SKRÅ BRÆDDER Anders Fogh Jensen har været involveret i fire teaterforestillinger. Han har været medforfatter til tre af dem, og i 2017 var han soloforfatter til stykket ’De danser alene’, som tog udgangspunkt i hans Ph.D.-afhandling Projektsamfundet. Kort fortalt er Projektsamfundet en samtidsdiagnose, der handler om organiseringsformer i det, Anders Fogh Jensen betegner som det ’postdisciplinære’ samfund. Han viser, gennem en række kulturudtryk, eksempelvis sport, arkitektur, dans og krigsførelse, hvordan samfundet mere og mere organiseres i form af projekter, hvilket betyder, at en lang række menneskelige relationer kendetegnes ved midlertidighed. I Projektsamfundet skitserer Fogh Jensen de idéhistoriske linjer i udviklingen af projektsamfundet og behandler konsekvenserne ved disse midlertidigheds-forhold.

Hvordan blev du involveret som dramatiker? »Jeg er faktisk ikke så god til at opsøge folk og på den måde få ting til at blive til noget. Jeg tror, at der er nogle, som er meget mere ekstroverte, og som har bedre chancer i den her tid. Men det begyndte med, at jeg lavede en række kapitalismekritiske foredrag, som jeg nævnte tidligere. På et tidspunkt blev jeg kontaktet af et teater, der lavede et stykke om Marx’ Kapitalen, hvor de ville have mig til at skrive nogle dialoger – det er ikke så svært at lave nogle absurde dialoger, som spidder kapitalismen.« »I det seneste stykke, De danser alene, gik jeg igen sammen med folkene fra Marx-stykket, og der søgte vi penge til at lave et stykke, der viser, hvordan Projektsamfundet kan se ud gennem et menneskes liv. Jeg skrev det som en ung kvinde, der blev kørt rundt i manegen i hendes freelance-arbejde og i midlertidige engagementer med kæresten og banken.« »Det var ret spændende at arbejde med, og nu arbejder vi på at lave endnu et stykke, hvor vi vil søge penge til at lave Pseudoarbejde som teaterstykke også.

Den opgave handler jo om, at det ikke bare bliver ’Djøf med løg(n)’ og en farce, men at der kommer nogle tragiske elementer ind også.«

28 Idéhistorie

VEST FOR VEST Efter mange år som selvstændig tog Anders Fogh Jensen en ny udfordring op, da han søgte en stilling som forstander på Vestjyllands Højskole. Han fik stillingen og pakkede københavner-lejlighedens bohave ned og rykkede mod vest til højskolen, der ligger tæt ved Ringkøbing Fjord.

Vil du fortælle lidt om dine erfaringer som forstander af en højskole? »Forstanderjobbet var et produkt af, at jeg jo synes, at højskolen som institution er en fantastisk idé, og at jeg i forvejen gik og savnede at have kollegaer.« »På én måde er selve jobbet ret enkelt, fordi man om morgenen ikke behøver at vide, hvad man skal. Man går over på kontoret, og så kommer opgaverne af sig selv. Det er ofte helt konkrete spørgsmål: Må vi det? Skal vi bruge penge på det?

Hvad synes du om det her?« »Og derudover skal man som forstander naturligvis stå til ansvar for jura og økonomi i den daglige drift af højskolen, ligesom man må være den, der har det store overblik, som ingen andre har. De dele af jobbet kunne jeg vældig godt lide.« »Så det var på mange måder meget konkret, og jobbet gav mig også god erfaring som leder.« HUMANIORAS DYSTRE FORFATNING Anders Fogh Jensen har anlagt et vældigt fuldskæg, og hans fremtoning bringer i det hele taget mindelser om de velkendte hvidpolerede marmorbuster af de græske filosofifædre. Han er for nyligt flyttet til Laven, en lille stationsby i det bølgende danske landskab, hvor hans hus nærmest hænger på en skråning, så det har et smukt panoramaskue over Julsø. Med lidt god vilje er det idylliske vue fra huset ikke helt ulig de digteriske omgivelser fra Nietzsches forårsasyl i Sils Maria, blot er baggrundstæppet ikke gjort af schweiziske alper, men af Himmelbjerget.

Han pulser på håndfaste cerutter og vinder derved tid til eftertænksomhed. Han er kendt for at klæde sig i markante jakkesæt og har i det hele taget en aura omkring sig, der gør, at han inkarnerer rollen som filosof. Man mærker tydeligt hans passion for det gamle fags traditioner og indsigtsmuligheder, og derfor går det ham også på, at filosofien – og humaniora generelt – står svækket i en tid, hvor der lefles for clicks, disruption og management-floskler. »Der er meget, der peger på, at vores samfund nu om dage ikke ved, hvordan 29

det skal bruge humanisterne. Jeg synes, at jeg kan se, at debatter i Frankrig og Tyskland afspejler et højere dannelsesniveau. Det er tydeligt, at de har haft filosofi i gymnasiet. Selvom de nok også er fokuseret på innovation og fornyelse, så har de alligevel en så lang og stolt tradition, som hele befolkningen er indpodet med, og derfor har det stadig en vis respekt. Selve ordet ’filosof’ har en anden lyd i de lande.« »Forleden var jeg ude for at holde et foredrag, og bagefter var der en, der sagde til mig, at ”det er meget interessant det, du siger, men hvorfor pokker kalder du dig filosof? Jeg vil da aldrig hyre en filosof. Du skulle da kalde dig virksomhedstekniker eller sådan noget”. Sådan en holdning kan godt overraske mig lidt, fordi jeg jo i sagens natur synes, at filosofien er en ærefuld tradition.« For mange humanister er det en udfordring at finde et job, som matcher deres faglige baggrund, både ift. uddannelsesniveau og arbejdsopgaver. Har du et bud på, hvordan man kan gøre tingene anderledes i fremtiden for at undgå den situation? »Jeg var i mange år ude på litteraturvidenskab som underviser, og jeg kunne se, at en stor del af litteraterne fik et job på baggrund af, at de havde været i udlandet for at studere. Det vil sige, at de havde nogle sprogkundskaber, og de kunne skrive og formidle på et andet sprog, og derigennem fik de så et job. Det var ikke det, at de kendte litteraturhistorien, der gav dem ansættelse, det var i stedet noget sekundært.« »Når jeg møder nogen ti år efter, de er færdige på universitetet, og jeg spørger dem ”hvad laver du så?”, svarer de ofte ”jeg lærte mit arbejde på mit arbejde”.

Det har altså ikke ret meget med deres uddannelse at gøre, og så er det jo fristende at spørge, om ikke man så lige så godt kunne have lært det efter en studentereksamen?« »Hvis det er sådan, at samfundet ikke kan finde ud af at bruge humanister som humanister – hvis de alligevel bare skal omskoles til noget, de lige så godt kunne have lært med en studentereksamen, så synes jeg, at det er bedre, at vi genindfører det gamle filosofikum, eventuelt som toårigt filosofikum for alle.« I gamle dage var filosofikum to semestre. Jeg har hørt, at folk hadede det – selvfølgelig særligt på de uddannelser, der ligger meget langt fra filosofi og humaniora generelt. Du mener, humaniora måske bør erstattes med fire semestres obligatorisk filosofikum for alle. Er det ikke meget drastisk?

30 Idéhistorie

»Måske er der brug for, at det hele får en anden form. Jeg tror, at det er godt for samfundet med dannede læger og dannede landmænd osv., så måske er det en god idé, at vi alle har humaniora som fundament og derefter kaster os over noget andet. I hvert fald så længe samfundet ikke kan bruge humanisterne uden at omskole dem til noget, der intet har med deres baggrund at gøre.« »Humaniora – eller filosofikum – kan bidrage til at undgå, at man ikke får tunnelsyn, uanset hvilken uddannelse man vælger. Desuden peger meget på, at gymnasiet har glemt den klassiske dannelse, eller i hvert fald ikke går så meget op i den, så også i den forbindelse kunne filosofikum være et svar. Jeg tror på, at det er sundt for folk, og også at det vil være godt for de erhverv, de kommer ud i senere. Ideen om fire semestres filosofikum kan være en anden overlevelsesform for humaniora i stedet for den nuværende, hvor det bare bliver skåret ned.« »Men når det er sagt, så vil jeg indskyde, at det er satme vigtigt at have typer som Hans-Jørgen Schanz eller Jørgen Hass, som vi havde på Odense Universitet, som bare har læst så helt vildt meget. Men jeg kan godt frygte, at vi ikke får flere af den slags, og at deres race er ved at være uddød.« FILOSOFIFAGETS SELVFORSKYLDTE UMYNDIGHED I løbet af sin studietid oplevede Anders Fogh Jensen, at der blev set ned på store dele af filosofien, bl.a. eksistensfilosofien, som med arrogant og overskudsagtig nedladenhed blev kaldt for ’fruentimmerfilosofi’ af en toneangivende fraktion, der prioriterede den analytiske filosofi og havde sprogets status og hardcore logik som fokusfelt. I dag har han vendt ryggen til den del af filosofien, og koncentrerer sig i stedet om det, han kalder ’livsfilosofi’. »Da jeg studerede fyldte den analytiske filosofi virkelig meget, og der blev stort set aldrig givet eksempler, der pegede ud over teksten selv. Vi havde om Freges Über sinn und bedeutung, og så handlede det om morgenstjernen og aftenstjernen, og om det er to forskellige ord for det samme eller ikke. Der var en lukkethed, som jeg savnede, at vi kom ud over. Og vi havde jo ikke undervisning i noget, der var skrevet efter 1960. Der var en total ligegyldighed overfor det omkringliggende samfund.« »Jeg kommer til at tænke på Hegel, der sagde om filosofi, at det handler om ”at begribe sin tid i tanken”. Det må altså godt handle om nutiden og de tanker, der formuleres i vores samtid. Det var underprioriteret, syntes jeg.« Anders Fogh Jensen har tidligere givet udtryk for, at han er mæt af den evige 31

magtkritik, konstruktivisme og relativisme. Han fortæller, at han føler, han er færdig med den fase eller den del af filosofien, som handler om kritik og om at pille ting fra hinanden. I stedet vil han gå ind for det, der er mere opbyggeligt, og som har det evige for øje.

Tror du, at det store fokus på analytisk og spekulativ filosofi er årsag til, at filosoffer har svært ved at få ansættelse? »Man kan godt sige, at faget på nogle punkter har kørt sig selv ud på et sidespor.

Det tror jeg, desværre. Sådan en epidemi som denne (Covid-19, red.) minder os jo om, at der er noget her, som ikke bare er konstruktion. Det er kroppe, der smitter hinanden, og dybest set handler det om ikke at røre ved de andre.

Så kan man spørge, om ’smitte’ ikke bare er en konstruktion, men det ser altså ikke sådan ud. Selvom det er fint at blive trænet i en form for tankegymnastik, så er det som om, at der er noget, som kommer før alt det konstruktivistiske.

Sommetider får man kørt sig selv helt ned i det der dekonstruktion, og det er bestemt en god øvelse, men det hjælper ikke i livet, og jeg mener heller ikke, at man kommer tættere på sandheden af det. Der er en sandhed, som er mere fundamental end alt det, man kan opløse.« Diskussionen om humaniora går ofte på spørgsmålet om nytte. Det kan vel også være svært at se, hvad nytten er i at studere Leibniz’ ’Monadologien’ eller Kants ’Kritik af den rene fornuft’. Mener du, at det alligevel skaber nytte? »Det er nemt at sige, at det da er ligegyldigt at læse Monadologien, men det kan jo være, at man pludselig en dag kan bruge det – som samfund eller individ – til bedre at forstå, hvad fanden det er, der sker, når vi alle sammen sidder ved hver vores computer og er på nettet. Minder det måske lidt om Monadologien? Det kan godt være, at man aldrig får brug for det, men det er i hvert fald et værn mod den føromtalte demens i samfundet, som gør os ignorante overfor, hvad der er tænkt før, og som får os til at tro, at det hele er nyt, og – helt fejlagtigt – at vi har opfundet den dybe tallerken.« »Jeg tror også på, at man bliver bedre til at tune sig ind på de problematikker, der opstår i nutiden, hvis man f.eks. ved, hvad der var de vigtige spørgsmål for Kant, og hvis man forstår, hvorfor de var væsentligt for ham. Men det kan da være svært at argumentere for det overfor Liberal Alliance, for man kan ikke sige ”prøv lige og se her: den her bil ville aldrig være opfundet, hvis ikke…”. Det er 32 Idéhistorie

svært at pege på noget, der direkte kommer ud af at studere de værker. Nytten er meget mere langsigtet, og den kan man ikke nødvendigvis lige redegøre for.« Forsvaret for humaniora er ofte, at man opbygger en kritisk sans, og at man lærer at sætte sig ind i komplekse sammenhænge. Jeg kan godt være i tvivl om, hvordan man reelt bruger det, hvis man skal planlægge en festival eller sælge legoklodser eller være bibliotekar… Hvad tænker du om det? »Det kan du også godt have ret i. Jeg mener, at der bør være en sammenhæng mellem uddannelsesniveauet og den arbejdsfunktion, man bestrider. Jeg synes, at det vil være godt, hvis flere havde filosofi, men det er bare ikke sikkert, at vi kan finde beskæftigelse til 100 kandidater om året. Måske skal der i virkeligheden komme ganske få kandidater ud af det.« »Det er dog mit indtryk, at de i andre lande er betydeligt bedre til at gøre humaniora-uddannede relevante, og at humanisterne i eksempelvis Frankrig, England og Tyskland bedre kan finde anvendelse ligesom djøferne kan. Jeg har jo læst i Frankrig af nogle omgange, og det virker til, at man der får en reel samfundsfunktion, som passer til et kandidatniveau, også selvom det måske ikke er som ’filosof’ eller som ’intellektuel’. Der er ikke tale om et akademisk proletariat på samme måde som herhjemme, men jeg skal også passe på med at romantisere det, for der er sikkert også mange, som bliver omskolet i andre lande.« »Herhjemme er det bare som om, at djøferne sidder på det hele, og så må humanisterne omskole sig til at passe nede under djøferne. Jeg tror, at djøferne også i mange tilfælde bare ansætter andre djøfere til at passe en stilling, som man lige så godt kunne sætte en humanist til at stå for. Da jeg var forstander, skulle jeg jo f.eks. sætte mig ind i regnskabet og kunne tale med om det, og det er altså ikke særlig svært – og hvis man er i tvivl om noget, er der jo nogen, som kan forklare det.« »Det er bare trist, at vi har så mange humanister, som går arbejdsløse længe, og som må blive ’ufrivilligt selvstændige’ for at forsøge at få det til at hænge sammen.« FIND EN FILOSOFISK LEDESTJERNE Hvis vi skal slutte på en opløftende tone, har du så en anbefaling til studerende, du kan give her?

33

»Det er efter min mening en god idé, at man i løbet af sin studietid får læst ét helt forfatterskab godt. Det giver mulighed for, at man hele tiden kan konsultere det forfatterskab, og man får et reservoir, som man kan trække ting ud fra, nærmest uanset hvilket emne, man skal tale om.« »For mit eget vedkommende har jeg været meget optaget af Foucault, men jeg har venner, som har sat sig grundigt ind i Hans Blumenberg, der har skrevet om alt muligt. Det kan jo også være, at man sætter sig vildt godt ind i Freud eller noget helt fjerde.« »Da jeg underviste på CBS’ ’Filosofi og økonomi’-uddannelse havde de enormt store pensa, men det blev også lidt namedropping-agtigt. Så jeg vil anbefale, at man forsøger at knække koden til et forfatterskab – det kan åbne en masse muligheder.«

34 Idéhistorie

35

Anmeldelser

36

Et upolitisk menneskes betragtninger af Thomas Mann Multivers, 2019 253 sider, 299 kr

Johan Falke Cederfeldt Mendes ”Et upolitisk menneskes betragtninger” er en berygtet tekst. Dens omdømme knytter sig til Thomas Manns grove adskillelse af den vestlige og den tyske ånd, hans tilslutning til en række bedagede og tidstypiske nationalkonservative holdninger samt hans generelle villighed til at lade sig medrive af den krigseufori, som fik taget i så mange tyske forfattere i 1914. Den hører til blandt de sidste tekster fra forfatterskabet, der stadig bærer præg af det, som Mann selv i essayet ”Kunstneren og samfundet” i tilbageblik kalder ”en konservativ-national og antidemokratisk stemningsperiode” i sit liv. Med dette omdømme som forventningshorisont er læsningen af værket ikke uden velkomne overraskelser. I det møder man på ingen måde Mann som en frådende voldsforherliger fikseret på den vestlige civilisations undergang. Han har under skriveprocessen nået at tage nogle dybe vejrtrækninger siden det udfarende lille essay ”Gedanken im Kriege”, som han udgav umiddelbart efter krigens begyndelse, hvori han skildrer denne som en næsten religiøs forløsning. Refleksionerne i Betragtninger er (i hovedsagen) sindrige, nuancerede og først og fremmest formidlet med det overlegne sproglige raffinement, der er karakteristisk for Manns forfatterskab generelt – og som på meget vellykket vis er gengivet på dansk af Karin Højersholt i den nylige oversættelse af værket fra forlaget Multivers. I denne sammenhæng skal det ganske vist påpeges, at oversættelsen rummer mindre end halvdelen af 37

den omfangsrige originale tekst. Da værket ikke er struktureret efter nogen form for lineær argumentation, og rummer en del dvælen ved de samme pointer, står de udvalgte dele imidlertid ganske fint for sig selv i denne oversættelse.

Når jeg indleder med at pointere det som oftest høje niveau i tekstens indhold og form, er det for at understrege, at den ikke kan reduceres til tom ideologi eller tankeløs nationalromantik – hvilket nok er årsagen til, at den, ulig så mange andre tekster skrevet i samme periode, ikke er gået i historiens glemmebog, men stadig er genstand for interesse. Uden tvivl er der dog adskillige tekststeder, der får en til at hæve øjenbrynene, og som helhed giver den udtryk for en række idéer, der i dag forekommer slående fremmedartede. Netop af denne grund er bogen en idéhistorisk guldgrube, hvis man ønsker et indblik i den tidsånd, den er skrevet i, og i de intellektuelle tyske traditioner, der udviklede sig i løbet af det 19. århundrede, og som samler sig i dette værk. Ganske rigtigt deltog Mann i en almindelig krigsbegejstring – den såkaldte ”augustoplevelse” – men de begreber og idéer, han trækker på i sine formuleringer af de tyske kontra det engelske og franske, har lange rødder, og er på inden måde opfundet ad hoc med det formål at underbygge eller rationalisere en opfattet åndelig overlegenhed hos den tyske nation.

Kultur og civilisation: Tyskland kontra Vesten Et centralt begrebspar, der blev givet et helt bestemt betydningsindhold i tysk regi, som man må forstå for at se Manns værk i dets rette kontekst, er den modstilling af civilisation og kultur, som fra slutningen af det 19. århundrede tog form som et sæt af modbegreber i tidens filosofiske vokabular. Civilisation konnoterer i denne sammenhæng nyttetænkning og fornuftsstyret samfundsorganisation, kulturen organisk udfoldelse og sjælfuld indadvendthed. Manns hyppige brug af termen ”civilisation” omkring Frankrig og England, og de prædikater, han hæfter på disse nationer, viser tydeligt hans tilknytning til denne modstilling. Man behøver kun at bemærke selve værkets fremstillingsform for at se, i hvor høj grad den former hans tænkning. At modstille substantiver er en yndlingsbeskæftigelse for Mann.

Ved et udpluk fra værket ville man kunne opsummere hans syn på den vestlige civilisation og den tyske (og delvist russiske) kultur på følgende måde: på den ene side befinder sig politikken, demokratiet, litteraturen, retorikken, rationaliteten, teknikken, radikalismen, oplysningen, abstrakte idéer og det kosmopolitiske.

På den anden side står musikken, metafysikken, poesien, mytologien, sjælen, hierarkiet, traditionen og det nationale. Man aner, at disse to begrebsklynger grundlæggende kan føres tilbage til forholdet: overflade og dybde. Mann 38 Anmeldelser

udleder af denne opdeling en række stærkt konservative synspunkter, som han senere under weimartiden skulle tage afstand fra, og drager næring fra den oplysningsskeptiske og til tider ligefrem modoplysningsprægede tradition, der lige fra starten af det nittende århundrede var et (mere eller mindre eksplicit) element i den tyske borgerlige dannelseskultur.

Det er denne dannelseskultur, dens traditionelle sociale hierarkier og prioritering af den kunstneriske, kontemplative, digtende og tænkende livsform over den politiske og offentlige, som Mann på den ene side har sine rødder i, og som han på den anden side indser som kastet ud i en grundlæggende krise i mødet med de vestlige fremskridtsidéer.

Denne traditionskrise, som han skriver ud fra, går imidlertid længere tilbage i den tyske idéhistorie end 1914. I denne forbindelse taler historikeren Fritz Ringer i sin velrenommerede bog Decline of the German Mandarins om en krise hos den akademiske elite – sammenfattet med betegnelsen ”mandarinerne” (der kan siges at dække et udsnit af det, der med en mere bredtfavnende term bliver kaldt dannelsesborgerskabet) – og denne elites kultur. Længe havde det eksklusive humanistiske gymnasium og den indspiste universitetskultur sikret, at en uddannelse grundlagt på ikke-praktisk, ikke-erhvervsrettet dannelsesviden var betingelsen for at bestride en række af de mest privilegerede embeder.

Igennem denne eksklusive gruppes selvlegitimerende ideologi udvikledes en række af de centrale idéer, der associeres med den wilhelminske tids samt Weimarrepublikkens åndshistoriske kriser. Mann, der ganske vist ikke var medlem af den professorskare, der primært optager Ringer, er blevet kaldt ”den på verdensplan måske mest kendte inkarnation af det tyske dannelsesborgerskab”, og hans modvilje mod det politiske demokratis sociale og åndelige udjævning ekkoer i høj grad synspunkterne for denne mandarin-ideologi, i hvilken den upolitiske selvforståelse også var gennemgående, som Ringer påpeger i passager som følgende: ”the details of everyday politics were ethically as well as intellectually beneath the notice of the cultivated man. In this sense, and in this sense only, the German intellectual was and considered himself apolitical: he had an aversion to the practical aspects of politics.” En indstilling som den, der her beskrives hos ”the cultivated man”, lader sig flere steder i Manns værk genfinde i eksplicitte udsagn, som når han taler om sin ”tro på, at spørgsmålet om menneskets væsen aldrig nogensinde kan besvares politisk, men udelukkende sjæleligt-moralsk”.

Mandarinkulturen rykkede i stigende grad i defensiven fra anden halvdel af det 19. århundrede. Industrialiseringen og den stigende teknologiske udvikling 39

– udviklinger, som Mann tilskriver den fransk-engelske ånd - problematiserede, som Ringer påpeger, idealet om den personlige dannelse: “economic and political affairs in the age of technology do have a certain anonymity, an automatic quality, which defies guidance by the learned few”. Dette, kombineret med den organiserede arbejderbevægelse, der for alvor trådte frem som en politisk handlingsenhed, tvang dannelsesborgerskabet ud i en forsvarsposition. Den tyske dannelsesidé, der hos figurer som Herder og Humboldt blev artikuleret med et egalitært sigte, positionerede sig i løbet af det nittende århundrede i opposition til de brede masser og udviklede en eksplicit elitær selvforståelse; et billede af sig selv som bærer af en højere kultur, der er truet på livet. Opfattelsen af en trussel af denne art er tydeligt strukturerende for Manns tanker.

Det elitære og åndsaristokratiske, som Mann henter fra denne tradition, og det nationale og folkelige, som knytter sig til hans ønske om i krigsstunden at ”slutte op om sit folk med et par behjertede ord”, udgør et spændingsfyldt krydsfelt i teksten. I et forsøg på at forbinde sin støtte til den tyske krigsindsats med sin tilknytning til dannelsestraditionen leverer Mann i Betragtninger et argument, der må siges at befinde sig på et lavpunkt i værket: Han hævder, med henvisning til en personlig brevkorrespondance med en officer fra fronten som underbygning, at frontoplevelsen er ”mere human og dannelsesbefordrende” end ”fredstids- og erhvervslivet”. Barbariet var simpelthen en anledning til at læse nogle flere bøger, må man forstå! Ud fra denne ene officers brev slutter han sig til, at ”[e]n endeløs skare af unge mænd” af krigen har lært ”at beskæftige sig med menneskesjælen”. Argumentet hviler på et særdeles lille sted og forekommer næsten komisk, når man tager i betragtning, at den fritid, som Manns ven fik til at læse bøger, kom som konsekvens af en alvorlig læsion og et længere ophold på sygestuen. Passager som denne lader læseren mærke, at der er tale om en forfatter, der i lærd magelighed ydede sit krigsbidrag fra studerekammeret. Man kunne her sammenligne Manns udlægning med Erich Maria Remarques betragtninger i Intet nyt fra vestfronten (der ganske vist er en roman, men en roman, der er forankret i forfatterens egne krigsoplevelser), hvor et diametralt modsat synspunkt fremføres angående forholdet mellem krigen og den personlige kultivering: Hos Remarque er al læseglæde, al fascination af ”tankernes verden” forsvundet fra hovedpersonen, da han på en orlov vender hjem fra krigen.

Samtidig med den emfatiske plaidoyer, som Mann i passager som ovenstående fremfører for værdier fra den traditionelle borgerlige kultur, var han imidlertid samtidig dybt splittet omkring sit eget ophav i denne kultur, hvilket i øvrigt også 40 Anmeldelser

kommer tydeligt til udtryk i hans skønlitterære forfatterskab, hvor den antitetiske modstilling af det kunstneriske og det borgerlige er fast inventar. Personligt opfattede han den wilhelminske tid før 1914 – omtalt som ”den borgerlige sikkerheds- og paraplystat” - som et dødvande; en følelse, som den almindelige krigsbegejstring i samtiden tyder på, han ikke stod alene med. ”[D]en dybere sandhed er, at alle har villet og har længtes efter krig, at ingen uden den kunne holde det ud længere”, skriver han. Krigen rummer en oplivende vitalitet, understreger han, og indtager dermed et standpunkt, der blev en hjørnesten for meget af Weimartidens antidemokratiske højrefløj. Mann insisterer derudover på, at det perspektiv, der ser krigen som en ubetinget ulykke, begår en overdreven romantisering af tiden før 1914. Dette udtrykkes med et citat fra Johannes V. Jensen (som Mann tilsyneladende nærede stor veneration for): ”Sikkert maa Krigen i den Henseende føles som en Befrielse, Eggen vender nu udad”. Den implicitte baggrund for denne betragtning af en vending fra selvpinsel til aggression, som illustreres med Jensen, synes at kunne spores til den omfattende pessimisme, der havde grebet den tyske intellektuelle elite i den samme periode af tysk historie, som Ringer identificerer som mandarinkulturens forfaldsperiode (omtrent fra 1871 til 1914), og som udtrykte sig i en gennemgribende Schopenhauer-besættelse. Filosofihistorikeren Frederick Beiser beskriver i sin bog Weltschmerz denne pessimisme, der ikke bare udtrykte sig som en implicit tone eller atmosfære i tysk akademia, men som ligefrem udgjorde det centrale filosofiske problem i tiden med spørgsmålet: er livet værd at leve? Denne periode i tysk åndshistorie er genstanden for fin-de-sieclelitteraturen (som Manns Buddenbrooks hører til), hvor dekadence og livslede er fremtrædende temaer. Mann vil med Jensen-citatet pointere, at krigen ikke bare er et politisk spil, men et åndeligt fænomen, hvor ”den tyske anspændthed”, der havde martret folket indadtil, fik forløsning ved at vende sig udad.

Politik og retorik: Civilisationslitteraten I andet kapitel af værket udfoldes en abstrakt figur, der imidlertid hurtigt viser sig at være modelleret over en ganske bestemt person. Der er tale om ”civilisationslitteraten”. Denne figur er ikke analytisk konsekvent nok til at kunne blive betragtet som noget i retningen af en weberiansk idealtype men skal forstås som en polemisk konstruktion, hvis hovedsagelige sigte (og dette lægges der intet skjul på, selvom hans navn ganske vist ikke nævnes eksplicit) er broderen Heinrich Mann. Thomas og Heinrich havde ført en længere offentlig polemik, der både omhandlede litterære og politiske emner og som endte med at splitte de to 41

brødre ad i en håndfuld år.

Civilisationslitteraturen anklages for at ville forme Tyskland efter ”romerskvestlig ånd”. Dette strider ifølge Mann imod selve den tyske folkesjæls mest grundlæggende historiske træk, som fremføres i tekstens første kapitel: tyskerne er grundlæggende et protesterende folk. Med dette ser Mann ikke alene tilbage mod Luther, men helt tilbage til Arminius, germaneren, der i teutoburgerskoven anførte det bagholdsangreb på den romerske general Varus i år 9 – det såkaldte Varusschlacht, der førte til det historiske romerske nederlag. Der er en lige linje mellem germanernes protest mod det romerske imperium og de moderne tyskeres protest mod ”civilisationsimperiet” (og tyskerne er ligefrem, som Mann understreger, den sidste bastion, der forhindrer dette imperiums totale dominans). På denne måde at hævde en ubrudt kontinuitet på tværs af 2000 år er en af mange vidtløftigheder, som Mann tillader sig i værkets frie, essayistiske form. Men selve kontrasteringen af det tyske og det romerske er dog ikke uden grundlag. For når Mann føjer det retoriske og det offentligt-politiske til den engelsk-franske ånd og til civilisationslitteratens karaktertræk, peger også dette tilbage på den særegne tyske dannelsestradition, der til en vis grad udviklede sig i bevidst opposition til den romerske dannelsesforståelse. Dannelse som idealet om personlig kultivering kan føres tilbage til antikken, navnlig til den græske paideia-tradition og den romerske studia humanitas-tradition, der har Cicero som sin hovedperson. Ved det antikkes genopdagelse i renæssancen var det den romerske tradition, der fik forrang. Ifølge denne var den retoriske kunnen den centrale færdighed, der måtte opøves, og det offentlige og politiske liv det område, som denne færdighed sigtede imod og realiserede sig indenfor.

Dette blev i renæssancen fremhævet som forbilledet for et vita activa, et aktivt og offentligt liv, der kontrasterede den middelalderlige, indadskuende og tilbagetrukne vita contemplativa. Frem til det 18. århundrede nød den romerske dannelsestradition en privilegeret status, også i den tysktalende verden, der hentede sit højkulturelle forbillede fra den franske hofkultur, hvor sværmeriet om det romerske levede i bedste velgående. Med J. J. Winckelmann blev det romerske ideals hegemoni imidlertid anfægtet, hvilket igangsatte en retning i tysk klassicisme og dannelsestænkning, der adskilte sig markant fra den øvrige europæiske. De omfattende antipatier mod den franske kultur, der opstod under napoleontiden, fremhævede kun behovet for et særegent tysk åndsgrundlag, der ikke var funderet på de franske oplysningsidéer og den romersk-inspirerede retorisk-politiske dannelsestradition. Nyhumanismen, idealismen, romantikken og historismen var de intellektuelle hovedstrømme, der affødte det specifikt 42 Anmeldelser

tyske dannelsesbegreb; et begreb, der ikke skyede den indadvendte livsførelse, men snarere højagtede den, og som fandt friheden i det indre og sjælelige, snarere end i det politiske (en indstilling, der for Mann optræder i hans modvilje mod politisk demokrati men kærlighed til idéen om et indre, ”moralsk” demokrati). Kultur-civilisation dualismen har en væsentlig forløber i forholdet mellem dannelse og uddannelse. Allerede i den tyske Aufklärung, der bestemt ikke uproblematisk kan indordnes under den vestlige Oplysning (som Peter Hans Reill har argumenteret overbevisende for i bogen The German Enlightenment and the Rise of Historicism), blev elementer som autoritet, hierarki og religion i vidt omfang beskyttet mod den omsiggribende kritik, og denne var dertil mindre orienteret mod praktisk-politiske omvæltninger. Den upolitiske idé er dybt indlejret i den tyske historie, og nærede sig blandt andet ved mistroen mod den fornuftsbårne tænkning, der strømmede ud fra Frankrig. Denne arv skinner tydeligt igennem hos Mann. Ikke alene opfatter han Tyskland som den sidste levende protest mod civilisationens imperium, han ser også Tyskland (med en mulig tilføjelse af det endnu præ-revolutionære Rusland, som han sværmer for, og som han ser Tyskland i et nært åndeligt slægtskab med) som det sidste refugium for mere fundamentale sandheder, end hvad den golde fornuft og rationalitet kan tilvejebringe. Som eksempel beskriver han den stemning, der greb ham ved krigens begyndelse, som en følelse af, at han ”ikke ville kunne leve, bogstaveligt talt ikke ville kunne leve længere, hvis Tyskland af de vestlige magter blev slået, ydmyget og mistede troen på sig selv, således at det måtte ’føje sig’ og tage imod fjendens fornuft og ratio”.

Denne antirationalistiske tilbøjelighed gennemsyrer værket. Heinrichs, civilisationslitteratens holdning til krigen beskrives som kunstig, fortænkt og ”valgt”, hvor Thomas´ egen er ”ureflekteret og spontan-selvfølgelig”. Man forstår, at det ureflekterede stammer fra dybderne under den overfladiske rationalitet, der også anklages, når han i et hånligt tonefald taler om menneskerettighederne, der ”ikke er rodfæstet nogen verdens steder – undtagen lige i ’fornuften’.

Antirationalismen reflekteres endvidere i Manns generelle historiesyn. Dette kommer til udtryk (i dette værk såvel som i det skønlitterære forfatterskab generelt) som gennemgående fatalistisk og cyklisk, og står på mange måder i opposition til den fremskridtsprægede historieforståelse, som tilskrives civilisationslitteraten. Mann ser historien, som han ser så mange andre områder af menneskets verden, med en afmålt pessimisme. Den umiddelbare indflydelse er Schopenhauer, som Mann beskriver som en af de tre største skikkelser i hans åndelige dannelse (foruden Nietzsche og Wagner). Det er 43

slående, at Manns Betragtninger blev skrevet samtidig med det nok mest kendte udtryk for historiefatalismen og kultur-civilisationsdikotomien, nemlig Oswald Spenglers Untergang des Abendlandes, hvis første bind Mann læste med stor begejstring et lille års tid efter dets udgivelse. I dagbogsoptegnelser sammenligner han sin oplevelse af værket med det dybe indtryk, som læsningen af Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung,havde gjort på ham (hvilket for Mann er et kompliment med eftertryk). Selv arbejder han ikke med en lige så skematisk udtænkt historiemodel som Spengler, men det fremgår tydeligt, at mennesket i Manns perspektiv er prisgivet en historisk udvikling, der besidder sin egen indre dynamik. Historien, der ikke længere frembringes af store individers intentionelle handlinger, ”producerer sig selv”, sætter sig igennem som en anonym kraft. Desangående påpeges det i oversættelsens efterskrift, hvordan abstrakte enheder som ”det engelske magtvæsen” optræder som ”de egentlige aktører på den internationale scene”. Dette er uden tvivl en rammende karakterisering af Manns diagnose af det europæiske magtspil, der ikke overraskende opererer med åndelige og idémæssige konflikter snarere end politiske. Det er dog formentlig en smule forhastet, når der umiddelbart derefter skrives, at Mann ser ”den aktuelle verdenskrig som et led i en flere århundrede lang proces, der vil ende med Tysklands europæiske overherredømme”. For ganske vist kan Mann i nogle fabulerende passager spørge sig selv: ”vil det ikke blive antipolitisk og kunstnerisk, efterkrigstidens Europa? Vil det ikke (…) gøre menneskelighed og dannelse til ledestjerner?”, men andre tekststeder umuliggør en læsning af sådanne spekulationer som udtryk for en forventning om et tysk åndsherredømme. I sin skildring af civilisationslitteraten understreger han, at han ser det som ”uundgåeligt og skæbnebestemt”, at de vestlige idéer gør deres indtog i Tyskland, men forbeholder sig samtidig retten til ikke at ”jage heppende bagefter med hurraråb”. Her fremgår det, at han indtager den desillusionerede nostalgikers standpunkt som konsekvens af sin historiefatalisme. Om sig selv siger han også, at hans egen personlighed ”er civilisationslitteraturen meget mindre fremmed og fjendtligsindet end den koldt objektive kritik, som jeg gjorde ham til genstand for, kunne give indtryk af” (og mon ikke, man med betegnelsen ”koldt objektive kritik” skal forstå, at han selv har lånt af den vestlige fornufts arsenal?). Den stridbare Vesten-mod-Tyskland retorik tilføres her en nuancering, hvoraf man begriber, at Mann ikke entydigt identificerer sig med en reaktionær position, der kun vil dyrke det urtyske, men at han derimod forstår sig selv som placeret i skæringspunktet mellem den tyske kultur og den vestlige civilisation – hvilket jo nødvendigvis må være tilfældet, eftersom han ernærede 44 Anmeldelser

sig ved at producere den litteratur, hvis væsen han selv knytter til civilisationen.

Betragtninger er gennemgående et litterært menneskes retorisk skarphvæssede og glødende politiske angreb på det litterære, det retoriske og det politiske, og Mann er sig klart denne ved første øjekast paradoksale kompleksitet bevidst.

Bare en fase?

Hvor de idéer, der optager Mann i Betragtninger, for nogle tyskeres vedkommende blev potenseret og drevet til yderligheder under Weimarrepublikken (dette ser man hos den gruppe intellektuelle, der i tilbageblik er blevet kaldt konservativt revolutionære), der mildnedes Manns holdninger væsentligt overfor demokratiet og den vestlige verden. Under Weimarrepublikken foretog han en markant intellektuel re-orientering – i hvert fald i sin egenskab af offentlig intellektuel, og talte nu offentligt demokratiets og republikkens sag. Det ellers iskolde forhold til broderen begyndte at optø. I 1922 frasagde han sig enhver sympati for Spengler, som han erklærer som en ”humanitetens defaitist” (Paulsen s.

141). Under 2. verdenskrig, hvor Mann var eksileret i USA, var han en prominent kritiker af naziregimet og forlod i sine tekster og taler mange af de konservative og antirationalistiske topoi, der præger tekster som Betragtninger. I artiklen ”Die geistigen Tendenzen des heutigen Deutschlands” udvisker han antitesen mellem den dybe tyske kultur og den overfladiske civilisation, og bedyrer i stedet, med en formulering fra Børge Kristiansen, ”de europæiske nationers universelle, åndelige enhed”.

Der er imidlertid sået tvivl i forskningen om, hvor genuin denne omvending var, eftersom Manns litterære værker aldrig rigtig helt synes at gennemføre samme forandring. Således påpeger Børge Kristiansen i sin store danske monografi om Manns forfatterskab, at han ganske vist ofte stillede sig frem som ”fortaler for civilisation, humanitet og moralens nødvendighed”, men at hans litterære værker, gamle som nye, til stadighed drejer sig om konflikten mellem civilisationens fernis og de irrationelle dybder.” En plausibel tolkning kunne være, at den kontrast mellem civilisationen og kulturen, overfladen og dybden, som i Betragtninger hæftes på bestemte nationer, i et vist omfang korresponderer med den antropologiske dualisme, der gennemsyrer Manns forfatterskab fra start til slut, og som med et par nietzscheanske begreber kan forstås som konflikten mellem en apollinsk form og en dionysisk formløshed. I et sådant perspektiv lever den antagonistiske modstilling videre, dog som diagnose af et menneskeligt vilkår, og ikke som makroperspektiv anvendt på nationer.

Værket er således interessant, om så man opsøger det med litteraturhistoriske 45

hensyn, med en interesse for tysk idÊhistorie eller med et ønske om et tidsbillede fra en af Europas mest brudfyldte og intense historiske perioder. Det kan kun bifaldes, at vÌrket foreligger pü dansk.

46 Anmeldelser

47

TINGEN data forår 20

48