17 minute read

Anmeldelser

Next Article
Idéhistorie

Idéhistorie

Et upolitisk menneskes betragtninger

af Thomas Mann

Advertisement

Multivers, 2019 253 sider, 299 kr

Johan Falke Cederfeldt Mendes

”Et upolitisk menneskes betragtninger” er en berygtet tekst. Dens omdømme knytter sig til Thomas Manns grove adskillelse af den vestlige og den tyske ånd, hans tilslutning til en række bedagede og tidstypiske nationalkonservative holdninger samt hans generelle villighed til at lade sig medrive af den krigseufori, som fik taget i så mange tyske forfattere i 1914. Den hører til blandt de sidste tekster fra forfatterskabet, der stadig bærer præg af det, som Mann selv i essayet ”Kunstneren og samfundet” i tilbageblik kalder ”en konservativ-national og antidemokratisk stemningsperiode” i sit liv. Med dette omdømme som forventningshorisont er læsningen af værket ikke uden velkomne overraskelser. I det møder man på ingen måde Mann som en frådende voldsforherliger fikseret på den vestlige civilisations undergang. Han har under skriveprocessen nået at tage nogle dybe vejrtrækninger siden det udfarende lille essay ”Gedanken im Kriege”, som han udgav umiddelbart efter krigens begyndelse, hvori han skildrer denne som en næsten religiøs forløsning. Refleksionerne i Betragtninger er (i hovedsagen) sindrige, nuancerede og først og fremmest formidlet med det overlegne sproglige raffinement, der er karakteristisk for Manns forfatterskab generelt – og som på meget vellykket vis er gengivet på dansk af Karin Højersholt i den nylige oversættelse af værket fra forlaget Multivers. I denne sammenhæng skal det ganske vist påpeges, at oversættelsen rummer mindre end halvdelen af

den omfangsrige originale tekst. Da værket ikke er struktureret efter nogen form for lineær argumentation, og rummer en del dvælen ved de samme pointer, står de udvalgte dele imidlertid ganske fint for sig selv i denne oversættelse.

Når jeg indleder med at pointere det som oftest høje niveau i tekstens indhold og form, er det for at understrege, at den ikke kan reduceres til tom ideologi eller tankeløs nationalromantik – hvilket nok er årsagen til, at den, ulig så mange andre tekster skrevet i samme periode, ikke er gået i historiens glemmebog, men stadig er genstand for interesse. Uden tvivl er der dog adskillige tekststeder, der får en til at hæve øjenbrynene, og som helhed giver den udtryk for en række idéer, der i dag forekommer slående fremmedartede. Netop af denne grund er bogen en idéhistorisk guldgrube, hvis man ønsker et indblik i den tidsånd, den er skrevet i, og i de intellektuelle tyske traditioner, der udviklede sig i løbet af det 19. århundrede, og som samler sig i dette værk. Ganske rigtigt deltog Mann i en almindelig krigsbegejstring – den såkaldte ”augustoplevelse” – men de begreber og idéer, han trækker på i sine formuleringer af de tyske kontra det engelske og franske, har lange rødder, og er på inden måde opfundet ad hoc med det formål at underbygge eller rationalisere en opfattet åndelig overlegenhed hos den tyske nation.

Kultur og civilisation: Tyskland kontra Vesten

Et centralt begrebspar, der blev givet et helt bestemt betydningsindhold i tysk regi, som man må forstå for at se Manns værk i dets rette kontekst, er den modstilling af civilisation og kultur, som fra slutningen af det 19. århundrede tog form som et sæt af modbegreber i tidens filosofiske vokabular. Civilisation konnoterer i denne sammenhæng nyttetænkning og fornuftsstyret samfundsorganisation, kulturen organisk udfoldelse og sjælfuld indadvendthed. Manns hyppige brug af termen ”civilisation” omkring Frankrig og England, og de prædikater, han hæfter på disse nationer, viser tydeligt hans tilknytning til denne modstilling. Man behøver kun at bemærke selve værkets fremstillingsform for at se, i hvor høj grad den former hans tænkning. At modstille substantiver er en yndlingsbeskæftigelse for Mann. Ved et udpluk fra værket ville man kunne opsummere hans syn på den vestlige civilisation og den tyske (og delvist russiske) kultur på følgende måde: på den ene side befinder sig politikken, demokratiet, litteraturen, retorikken, rationaliteten, teknikken, radikalismen, oplysningen, abstrakte idéer og det kosmopolitiske. På den anden side står musikken, metafysikken, poesien, mytologien, sjælen, hierarkiet, traditionen og det nationale. Man aner, at disse to begrebsklynger grundlæggende kan føres tilbage til forholdet: overflade og dybde. Mann

udleder af denne opdeling en række stærkt konservative synspunkter, som han senere under weimartiden skulle tage afstand fra, og drager næring fra den oplysningsskeptiske og til tider ligefrem modoplysningsprægede tradition, der lige fra starten af det nittende århundrede var et (mere eller mindre eksplicit) element i den tyske borgerlige dannelseskultur.

Det er denne dannelseskultur, dens traditionelle sociale hierarkier og prioritering af den kunstneriske, kontemplative, digtende og tænkende livsform over den politiske og offentlige, som Mann på den ene side har sine rødder i, og som han på den anden side indser som kastet ud i en grundlæggende krise i mødet med de vestlige fremskridtsidéer.

Denne traditionskrise, som han skriver ud fra, går imidlertid længere tilbage i den tyske idéhistorie end 1914. I denne forbindelse taler historikeren Fritz Ringer i sin velrenommerede bog Decline of the German Mandarins om en krise hos den akademiske elite – sammenfattet med betegnelsen ”mandarinerne” (der kan siges at dække et udsnit af det, der med en mere bredtfavnende term bliver kaldt dannelsesborgerskabet) – og denne elites kultur. Længe havde det eksklusive humanistiske gymnasium og den indspiste universitetskultur sikret, at en uddannelse grundlagt på ikke-praktisk, ikke-erhvervsrettet dannelsesviden var betingelsen for at bestride en række af de mest privilegerede embeder. Igennem denne eksklusive gruppes selvlegitimerende ideologi udvikledes en række af de centrale idéer, der associeres med den wilhelminske tids samt Weimarrepublikkens åndshistoriske kriser. Mann, der ganske vist ikke var medlem af den professorskare, der primært optager Ringer, er blevet kaldt ”den på verdensplan måske mest kendte inkarnation af det tyske dannelsesborgerskab”, og hans modvilje mod det politiske demokratis sociale og åndelige udjævning ekkoer i høj grad synspunkterne for denne mandarin-ideologi, i hvilken den upolitiske selvforståelse også var gennemgående, som Ringer påpeger i passager som følgende: ”the details of everyday politics were ethically as well as intellectually beneath the notice of the cultivated man. In this sense, and in this sense only, the German intellectual was and considered himself apolitical: he had an aversion to the practical aspects of politics.” En indstilling som den, der her beskrives hos ”the cultivated man”, lader sig flere steder i Manns værk genfinde i eksplicitte udsagn, som når han taler om sin ”tro på, at spørgsmålet om menneskets væsen aldrig nogensinde kan besvares politisk, men udelukkende sjæleligt-moralsk”.

Mandarinkulturen rykkede i stigende grad i defensiven fra anden halvdel af det 19. århundrede. Industrialiseringen og den stigende teknologiske udvikling

– udviklinger, som Mann tilskriver den fransk-engelske ånd - problematiserede, som Ringer påpeger, idealet om den personlige dannelse: “economic and political affairs in the age of technology do have a certain anonymity, an automatic quality, which defies guidance by the learned few”. Dette, kombineret med den organiserede arbejderbevægelse, der for alvor trådte frem som en politisk handlingsenhed, tvang dannelsesborgerskabet ud i en forsvarsposition. Den tyske dannelsesidé, der hos figurer som Herder og Humboldt blev artikuleret med et egalitært sigte, positionerede sig i løbet af det nittende århundrede i opposition til de brede masser og udviklede en eksplicit elitær selvforståelse; et billede af sig selv som bærer af en højere kultur, der er truet på livet. Opfattelsen af en trussel af denne art er tydeligt strukturerende for Manns tanker.

Det elitære og åndsaristokratiske, som Mann henter fra denne tradition, og det nationale og folkelige, som knytter sig til hans ønske om i krigsstunden at ”slutte op om sit folk med et par behjertede ord”, udgør et spændingsfyldt krydsfelt i teksten. I et forsøg på at forbinde sin støtte til den tyske krigsindsats med sin tilknytning til dannelsestraditionen leverer Mann i Betragtninger et argument, der må siges at befinde sig på et lavpunkt i værket: Han hævder, med henvisning til en personlig brevkorrespondance med en officer fra fronten som underbygning, at frontoplevelsen er ”mere human og dannelsesbefordrende” end ”fredstids- og erhvervslivet”. Barbariet var simpelthen en anledning til at læse nogle flere bøger, må man forstå! Ud fra denne ene officers brev slutter han sig til, at ”[e]n endeløs skare af unge mænd” af krigen har lært ”at beskæftige sig med menneskesjælen”. Argumentet hviler på et særdeles lille sted og forekommer næsten komisk, når man tager i betragtning, at den fritid, som Manns ven fik til at læse bøger, kom som konsekvens af en alvorlig læsion og et længere ophold på sygestuen. Passager som denne lader læseren mærke, at der er tale om en forfatter, der i lærd magelighed ydede sit krigsbidrag fra studerekammeret. Man kunne her sammenligne Manns udlægning med Erich Maria Remarques betragtninger i Intet nyt fra vestfronten (der ganske vist er en roman, men en roman, der er forankret i forfatterens egne krigsoplevelser), hvor et diametralt modsat synspunkt fremføres angående forholdet mellem krigen og den personlige kultivering: Hos Remarque er al læseglæde, al fascination af ”tankernes verden” forsvundet fra hovedpersonen, da han på en orlov vender hjem fra krigen.

Samtidig med den emfatiske plaidoyer, som Mann i passager som ovenstående fremfører for værdier fra den traditionelle borgerlige kultur, var han imidlertid samtidig dybt splittet omkring sit eget ophav i denne kultur, hvilket i øvrigt også

kommer tydeligt til udtryk i hans skønlitterære forfatterskab, hvor den antitetiske modstilling af det kunstneriske og det borgerlige er fast inventar. Personligt opfattede han den wilhelminske tid før 1914 – omtalt som ”den borgerlige sikkerheds- og paraplystat” - som et dødvande; en følelse, som den almindelige krigsbegejstring i samtiden tyder på, han ikke stod alene med. ”[D]en dybere sandhed er, at alle har villet og har længtes efter krig, at ingen uden den kunne holde det ud længere”, skriver han. Krigen rummer en oplivende vitalitet, understreger han, og indtager dermed et standpunkt, der blev en hjørnesten for meget af Weimartidens antidemokratiske højrefløj. Mann insisterer derudover på, at det perspektiv, der ser krigen som en ubetinget ulykke, begår en overdreven romantisering af tiden før 1914. Dette udtrykkes med et citat fra Johannes V. Jensen (som Mann tilsyneladende nærede stor veneration for): ”Sikkert maa Krigen i den Henseende føles som en Befrielse, Eggen vender nu udad”. Den implicitte baggrund for denne betragtning af en vending fra selvpinsel til aggression, som illustreres med Jensen, synes at kunne spores til den omfattende pessimisme, der havde grebet den tyske intellektuelle elite i den samme periode af tysk historie, som Ringer identificerer som mandarinkulturens forfaldsperiode (omtrent fra 1871 til 1914), og som udtrykte sig i en gennemgribende Schopenhauer-besættelse. Filosofihistorikeren Frederick Beiser beskriver i sin bog Weltschmerz denne pessimisme, der ikke bare udtrykte sig som en implicit tone eller atmosfære i tysk akademia, men som ligefrem udgjorde det centrale filosofiske problem i tiden med spørgsmålet: er livet værd at leve? Denne periode i tysk åndshistorie er genstanden for fin-de-sieclelitteraturen (som Manns Buddenbrooks hører til), hvor dekadence og livslede er fremtrædende temaer. Mann vil med Jensen-citatet pointere, at krigen ikke bare er et politisk spil, men et åndeligt fænomen, hvor ”den tyske anspændthed”, der havde martret folket indadtil, fik forløsning ved at vende sig udad.

Politik og retorik: Civilisationslitteraten

I andet kapitel af værket udfoldes en abstrakt figur, der imidlertid hurtigt viser sig at være modelleret over en ganske bestemt person. Der er tale om ”civilisationslitteraten”. Denne figur er ikke analytisk konsekvent nok til at kunne blive betragtet som noget i retningen af en weberiansk idealtype men skal forstås som en polemisk konstruktion, hvis hovedsagelige sigte (og dette lægges der intet skjul på, selvom hans navn ganske vist ikke nævnes eksplicit) er broderen Heinrich Mann. Thomas og Heinrich havde ført en længere offentlig polemik, der både omhandlede litterære og politiske emner og som endte med at splitte de to

brødre ad i en håndfuld år.

Civilisationslitteraturen anklages for at ville forme Tyskland efter ”romerskvestlig ånd”. Dette strider ifølge Mann imod selve den tyske folkesjæls mest grundlæggende historiske træk, som fremføres i tekstens første kapitel: tyskerne er grundlæggende et protesterende folk. Med dette ser Mann ikke alene tilbage mod Luther, men helt tilbage til Arminius, germaneren, der i teutoburgerskoven anførte det bagholdsangreb på den romerske general Varus i år 9 – det såkaldte Varusschlacht, der førte til det historiske romerske nederlag. Der er en lige linje mellem germanernes protest mod det romerske imperium og de moderne tyskeres protest mod ”civilisationsimperiet” (og tyskerne er ligefrem, som Mann understreger, den sidste bastion, der forhindrer dette imperiums totale dominans). På denne måde at hævde en ubrudt kontinuitet på tværs af 2000 år er en af mange vidtløftigheder, som Mann tillader sig i værkets frie, essayistiske form. Men selve kontrasteringen af det tyske og det romerske er dog ikke uden grundlag. For når Mann føjer det retoriske og det offentligt-politiske til den engelsk-franske ånd og til civilisationslitteratens karaktertræk, peger også dette tilbage på den særegne tyske dannelsestradition, der til en vis grad udviklede sig i bevidst opposition til den romerske dannelsesforståelse. Dannelse som idealet om personlig kultivering kan føres tilbage til antikken, navnlig til den græske paideia-tradition og den romerske studia humanitas-tradition, der har Cicero som sin hovedperson. Ved det antikkes genopdagelse i renæssancen var det den romerske tradition, der fik forrang. Ifølge denne var den retoriske kunnen den centrale færdighed, der måtte opøves, og det offentlige og politiske liv det område, som denne færdighed sigtede imod og realiserede sig indenfor. Dette blev i renæssancen fremhævet som forbilledet for et vita activa, et aktivt og offentligt liv, der kontrasterede den middelalderlige, indadskuende og tilbagetrukne vita contemplativa. Frem til det 18. århundrede nød den romerske dannelsestradition en privilegeret status, også i den tysktalende verden, der hentede sit højkulturelle forbillede fra den franske hofkultur, hvor sværmeriet om det romerske levede i bedste velgående. Med J. J. Winckelmann blev det romerske ideals hegemoni imidlertid anfægtet, hvilket igangsatte en retning i tysk klassicisme og dannelsestænkning, der adskilte sig markant fra den øvrige europæiske. De omfattende antipatier mod den franske kultur, der opstod under napoleontiden, fremhævede kun behovet for et særegent tysk åndsgrundlag, der ikke var funderet på de franske oplysningsidéer og den romersk-inspirerede retorisk-politiske dannelsestradition. Nyhumanismen, idealismen, romantikken og historismen var de intellektuelle hovedstrømme, der affødte det specifikt

tyske dannelsesbegreb; et begreb, der ikke skyede den indadvendte livsførelse, men snarere højagtede den, og som fandt friheden i det indre og sjælelige, snarere end i det politiske (en indstilling, der for Mann optræder i hans modvilje mod politisk demokrati men kærlighed til idéen om et indre, ”moralsk” demokrati). Kultur-civilisation dualismen har en væsentlig forløber i forholdet mellem dannelse og uddannelse. Allerede i den tyske Aufklärung, der bestemt ikke uproblematisk kan indordnes under den vestlige Oplysning (som Peter Hans Reill har argumenteret overbevisende for i bogen The German Enlightenment and the Rise of Historicism), blev elementer som autoritet, hierarki og religion i vidt omfang beskyttet mod den omsiggribende kritik, og denne var dertil mindre orienteret mod praktisk-politiske omvæltninger. Den upolitiske idé er dybt indlejret i den tyske historie, og nærede sig blandt andet ved mistroen mod den fornuftsbårne tænkning, der strømmede ud fra Frankrig. Denne arv skinner tydeligt igennem hos Mann. Ikke alene opfatter han Tyskland som den sidste levende protest mod civilisationens imperium, han ser også Tyskland (med en mulig tilføjelse af det endnu præ-revolutionære Rusland, som han sværmer for, og som han ser Tyskland i et nært åndeligt slægtskab med) som det sidste refugium for mere fundamentale sandheder, end hvad den golde fornuft og rationalitet kan tilvejebringe. Som eksempel beskriver han den stemning, der greb ham ved krigens begyndelse, som en følelse af, at han ”ikke ville kunne leve, bogstaveligt talt ikke ville kunne leve længere, hvis Tyskland af de vestlige magter blev slået, ydmyget og mistede troen på sig selv, således at det måtte ’føje sig’ og tage imod fjendens fornuft og ratio”.

Denne antirationalistiske tilbøjelighed gennemsyrer værket. Heinrichs, civilisationslitteratens holdning til krigen beskrives som kunstig, fortænkt og ”valgt”, hvor Thomas´ egen er ”ureflekteret og spontan-selvfølgelig”. Man forstår, at det ureflekterede stammer fra dybderne under den overfladiske rationalitet, der også anklages, når han i et hånligt tonefald taler om menneskerettighederne, der ”ikke er rodfæstet nogen verdens steder – undtagen lige i ’fornuften’. Antirationalismen reflekteres endvidere i Manns generelle historiesyn. Dette kommer til udtryk (i dette værk såvel som i det skønlitterære forfatterskab generelt) som gennemgående fatalistisk og cyklisk, og står på mange måder i opposition til den fremskridtsprægede historieforståelse, som tilskrives civilisationslitteraten. Mann ser historien, som han ser så mange andre områder af menneskets verden, med en afmålt pessimisme. Den umiddelbare indflydelse er Schopenhauer, som Mann beskriver som en af de tre største skikkelser i hans åndelige dannelse (foruden Nietzsche og Wagner). Det er

slående, at Manns Betragtninger blev skrevet samtidig med det nok mest kendte udtryk for historiefatalismen og kultur-civilisationsdikotomien, nemlig Oswald Spenglers Untergang des Abendlandes, hvis første bind Mann læste med stor begejstring et lille års tid efter dets udgivelse. I dagbogsoptegnelser sammenligner han sin oplevelse af værket med det dybe indtryk, som læsningen af Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung,havde gjort på ham (hvilket for Mann er et kompliment med eftertryk). Selv arbejder han ikke med en lige så skematisk udtænkt historiemodel som Spengler, men det fremgår tydeligt, at mennesket i Manns perspektiv er prisgivet en historisk udvikling, der besidder sin egen indre dynamik. Historien, der ikke længere frembringes af store individers intentionelle handlinger, ”producerer sig selv”, sætter sig igennem som en anonym kraft. Desangående påpeges det i oversættelsens efterskrift, hvordan abstrakte enheder som ”det engelske magtvæsen” optræder som ”de egentlige aktører på den internationale scene”. Dette er uden tvivl en rammende karakterisering af Manns diagnose af det europæiske magtspil, der ikke overraskende opererer med åndelige og idémæssige konflikter snarere end politiske. Det er dog formentlig en smule forhastet, når der umiddelbart derefter skrives, at Mann ser ”den aktuelle verdenskrig som et led i en flere århundrede lang proces, der vil ende med Tysklands europæiske overherredømme”. For ganske vist kan Mann i nogle fabulerende passager spørge sig selv: ”vil det ikke blive antipolitisk og kunstnerisk, efterkrigstidens Europa? Vil det ikke (…) gøre menneskelighed og dannelse til ledestjerner?”, men andre tekststeder umuliggør en læsning af sådanne spekulationer som udtryk for en forventning om et tysk åndsherredømme. I sin skildring af civilisationslitteraten understreger han, at han ser det som ”uundgåeligt og skæbnebestemt”, at de vestlige idéer gør deres indtog i Tyskland, men forbeholder sig samtidig retten til ikke at ”jage heppende bagefter med hurraråb”. Her fremgår det, at han indtager den desillusionerede nostalgikers standpunkt som konsekvens af sin historiefatalisme. Om sig selv siger han også, at hans egen personlighed ”er civilisationslitteraturen meget mindre fremmed og fjendtligsindet end den koldt objektive kritik, som jeg gjorde ham til genstand for, kunne give indtryk af” (og mon ikke, man med betegnelsen ”koldt objektive kritik” skal forstå, at han selv har lånt af den vestlige fornufts arsenal?). Den stridbare Vesten-mod-Tyskland retorik tilføres her en nuancering, hvoraf man begriber, at Mann ikke entydigt identificerer sig med en reaktionær position, der kun vil dyrke det urtyske, men at han derimod forstår sig selv som placeret i skæringspunktet mellem den tyske kultur og den vestlige civilisation – hvilket jo nødvendigvis må være tilfældet, eftersom han ernærede

sig ved at producere den litteratur, hvis væsen han selv knytter til civilisationen. Betragtninger er gennemgående et litterært menneskes retorisk skarphvæssede og glødende politiske angreb på det litterære, det retoriske og det politiske, og Mann er sig klart denne ved første øjekast paradoksale kompleksitet bevidst.

Bare en fase?

Hvor de idéer, der optager Mann i Betragtninger, for nogle tyskeres vedkommende blev potenseret og drevet til yderligheder under Weimarrepublikken (dette ser man hos den gruppe intellektuelle, der i tilbageblik er blevet kaldt konservativt revolutionære), der mildnedes Manns holdninger væsentligt overfor demokratiet og den vestlige verden. Under Weimarrepublikken foretog han en markant intellektuel re-orientering – i hvert fald i sin egenskab af offentlig intellektuel, og talte nu offentligt demokratiets og republikkens sag. Det ellers iskolde forhold til broderen begyndte at optø. I 1922 frasagde han sig enhver sympati for Spengler, som han erklærer som en ”humanitetens defaitist” (Paulsen s. 141). Under 2. verdenskrig, hvor Mann var eksileret i USA, var han en prominent kritiker af naziregimet og forlod i sine tekster og taler mange af de konservative og antirationalistiske topoi, der præger tekster som Betragtninger. I artiklen ”Die geistigen Tendenzen des heutigen Deutschlands” udvisker han antitesen mellem den dybe tyske kultur og den overfladiske civilisation, og bedyrer i stedet, med en formulering fra Børge Kristiansen, ”de europæiske nationers universelle, åndelige enhed”.

Der er imidlertid sået tvivl i forskningen om, hvor genuin denne omvending var, eftersom Manns litterære værker aldrig rigtig helt synes at gennemføre samme forandring. Således påpeger Børge Kristiansen i sin store danske monografi om Manns forfatterskab, at han ganske vist ofte stillede sig frem som ”fortaler for civilisation, humanitet og moralens nødvendighed”, men at hans litterære værker, gamle som nye, til stadighed drejer sig om konflikten mellem civilisationens fernis og de irrationelle dybder.” En plausibel tolkning kunne være, at den kontrast mellem civilisationen og kulturen, overfladen og dybden, som i Betragtninger hæftes på bestemte nationer, i et vist omfang korresponderer med den antropologiske dualisme, der gennemsyrer Manns forfatterskab fra start til slut, og som med et par nietzscheanske begreber kan forstås som konflikten mellem en apollinsk form og en dionysisk formløshed. I et sådant perspektiv lever den antagonistiske modstilling videre, dog som diagnose af et menneskeligt vilkår, og ikke som makroperspektiv anvendt på nationer.

Værket er således interessant, om så man opsøger det med litteraturhistoriske

hensyn, med en interesse for tysk idéhistorie eller med et ønske om et tidsbillede fra en af Europas mest brudfyldte og intense historiske perioder. Det kan kun bifaldes, at værket foreligger på dansk.

This article is from: