Idéhistorie

INDVARSLING: Ny interviewserie om arbejde og karriereveje for humaniora-uddannede

I en ny interviewserie taler Tingen med en række personer, som har uddannelsesbaggrund i humaniora – det kan være filosofi, sociologi, idéhistorie, litteraturvidenskab eller noget helt femte – om deres karrierevej og syn på humaniora. Ideen er at give inspiration til studerende og udvide forståelsen for, hvad mulighederne er, når man står med diplomet i hånden og skal vælge sin vej.

Christian Fleckner Gravholt

HUMANIORA. Humaniora synes at være i en krise, der ved fjerndiagnose efterhånden kan konstateres at være kronisk, og det fordrer jo spørgsmålet om, hvorvidt humaniora er en terminalpatient eller en sejlivet kæmper. I hvert fald er det svært at øjne en afslutning på den verserende debat om humanioras nytte og eksistensberettigelse. Kritikken hagler ned fra mange kanter, og om end det er en smule karikeret, så er det ikke helt uden sandhed, at mangt en cand.mag. har vekslet sine mange års studier til et liv på dagpengenes nåde, eller som ’Register manager’ i Aldi – det der tidligere hed ’kassedame’.

Erhvervslivets rekrutteringspersonel efterspørger kompetencer, der direkte kan omsættes fra læsepulten til glasfacadebygningernes ’hæve-sænkebords’- kontorlandskaber. Meget tyder på, at en sådan anvendelighed, som springer naturligt fra teori til praksis, mest er at finde blandt ingeniører, økonomer, jurister, matematikere og blandt det kittelbærende segment hos biomedicinere, jordemødre, odontologer, fysikere, kemikere og lignende, medens det er noget sværere at godtgøre værdien af kendskab til Spinozas filosofi eller viden om tandhygiejnens idéhistorie overfor disse rekrutteringsagenter, som er arbejdsmarkedets portvogtere.

Resultatet er, at mange af de nye kandidater i solide fag, hvis nytte er mere åbenbar, strømmer ud i velbetalte jobs, hvor de anvender deres faglighed, medens der udenfor på gaden står en forsmået og usoigneret humanist, iført en udtrådt Dr. Martens lædervederstyggelighed, nittebælte og en forvasket t-shirt, hvor man endnu kan ane budskabet ’Karl Marx for president’, og højlydt mumler noget om, at det er systemet, den er gal med, og at alverdens urimeligheder skyldes nytterationalitet og nogle skurkagtige kapitalister, der undertrykker og hjernevasker intetanende, ubevidste og ukritiske forbrugere, som sumper rundt i en usund ’brug og smid væk’-kultur.

Mon ikke det også i stor stil var humanisterne, der fik et ildebefindende og følte, at lommeuret gik i stå, da de gennem deres monokel så daværende videnskabsminister Helge Sander indstemple den nye dagsorden under titlen ’Fra forskning til faktura’?

Imidlertid er der også mange, som går i brechen for humanvidenskaberne og forsvarer betydningen af de indsigter og erkendelser, der leveres herfra, om de store spørgsmål vedrørende de menneskelige vilkår, om samfund, tro, etik, mening og naturforståelse. Og der opstår nye muligheder for humanister i denne nye verdensperiode, hvor klimaspørgsmål og Silicon Valleys virtuelle virkelighed er nogle af de helt store temaer.

Men virkeligheden er, at det for nuværende overordnet set er svært at jobmatche mange af de humanistiske dimittender. For en stor del af dem er der ikke sammenhæng mellem deres uddannelsesmæssige meritter og de arbejdsopgaver og den lønramme, de i sidste ende står med, når de forlader universitetet. Det er ikke noget nyt, og derfor reduceres antallet af pladser på de humanistiske uddannelser også; på mindre end 10 år er der reduceret cirka 30 procent af pladserne på humaniora-studierne.

Ser man på de kolde fakta i ledighedsstatistikkerne og andre undersøgelser af humanioras situation, er meldingen meget nedslående for humanister in spe:

”Arbejdsløsheden for dimittender med en humanistisk baggrund er hele 31,6%. Inden for to år efter endt uddannelse falder andelen af ledige godt nok til 7,7 procent. Men mange af de humanister, der kommer i arbejde, tager et job, de egentlig er overkvalificerede til. En ny undersøgelse fra Magistrenes A-kasse viser, at blot 57 procent af de medlemmer, der kom i arbejde i 2017, fik en akademisk stilling. Mens 17 procent fik arbejde på mellem- eller kort uddannelsesniveau eller ufaglært arbejde. Endvidere er kandidater fra humaniora dem, som har sværest ved at

se relevansen af deres uddannelse. Kun 58 procent af humanisterne oplever en overensstemmelse mellem det, de har lært på deres uddannelse, og det, der efterspørges af arbejdsgiverne” – Fra artiklen »Vi humanister har glemt vores værdi og solgt os selv for billigt«, bragt i Information d . 30 / 08-2019.

Måske har vi mistet forståelsen af, hvad et arbejde overhovedet er. Engang var det noget med at slide sig fordærvet som fabriksarbejder, eller man kunne være ølkusk eller urmager, eller man kunne sælge ost eller producere flagstænger, eller man kunne stå i sit ansigts sved på en mark og svinge en høtyv eller løfte kornsække. I meget høj grad var det forbundet med et element af produktion. Det har naturligvis ændret sig, men det værdiskabende har altid været det centrale, og det er det stadigvæk. Så hvordan passer humaniora ind i det spil – hvordan skaber det værdi, at man har kendskab til shamankunst og sofisme eller Max Webers værker eller middelalderreligiøsitet eller Ovids Metamorfoser eller de idéhistoriske eftervirkninger af Newtons opdagelser? Vi har ikke evnerne til at modellere og producere Fabergé-æg. Til gengæld kan vi analysere Fabergéæggenes idéhistoriske betydning og forhåbentligt sige noget klogt om det – men hvem vil betale for det? Måske kan man blive museumsdocent.

Det er muligt, at der ganske enkelt uddannes for mange indenfor humaniora, og måske er det slet ikke meningen, at en nævneværdig del af humaniorauddannede skal finde vej til det private erhvervsliv. Det kan godt være, at det er alt rigeligt, at humaniora mestendels handler om at bevare traditionen og formidle overleveringen af kulturudtryk. Måske er det fint nok, at humaniora i vid udstrækning holder sig forskanset bag universitetets mure og kun en sjælden gang dukker op i avisernes debatspalter og skælder ud, når de andre bliver for historieløse eller mister sansen for ’det menneskelige’, hvilket jo netop er humanvidenskabernes domæne og speciale.

Sagen er imidlertid den, at det ikke er alle humaniora-studerende, der kan se frem til at have universitetet som arbejdsplads. Det er mit indtryk, at mange har helt andre planer eller forhåbninger; nogle vil måske arbejde for en NGO eller på en ambassade, andre vil gerne arbejde med turisme eller journalistik. Det er også mit indtryk, at mange reelt ikke ved, hvad de vil – eller rettere kan – arbejde med. Derfor lancerer jeg nu denne føljeton, hvor jeg gennem de kommende numre af Tingen vil bringe interviews med en række spændende personer, der har baggrund i humaniora, og som har fundet en farbar vej derude på arbejdsmarkedet.

Jeg håber, at interviewserien kan bidrage til at give en vis tryghed og vise, at det

ikke ser helt sort ud for humaniora. Forhåbentlig kan rækken af interviewpersoner vække en vis inspiration blandt jer læsere, og mon ikke det vil vise sig, at det alligevel kan være brugbart – eller endda nyttigt – at kende lidt til Spinoza eller Plotin eller gode gamle Sokrates.