BESVARELSE AF SPØRGSMÅLET
Del II: Hvad skal idéhistorisk kanon være? interview med Louise Rognlien, ph.d.-studerende
Idéhistories kanon er et abstrakt destillat af tænkere, som har afgørende betydning for fagets fremtid. Den er genstand for en stor og vigtig diskussion, som TINGEN vil bidrage til, når vi her lader to ph.d.-studerende svare på spørgsmålet ‘Hvad skal den idéhistoriske kanon være?’. Jeg tænker, at det som det er vigtigt at forstå ved kanonen er, at der er tale om en besluttet hovedfortælling. Det er et narrativ, vi er blevet enige om, og som vi løbende bliver enige om. Det betyder, at det er en konstrueret størrelse, som hele tiden bliver reproduceret, både i kraft af affirmative gentagelser og citeringer (eksempelvis via pensum) og gennem selve metasamtalen om kanon, som vi har nu. Når jeg siger, at kanonen er konstrueret, mener jeg, at der er tale om en vedtaget, fælles historisk realitet. Det betyder også, at kanonen i sig selv ville være et spændende idéhistorisk objekt at undersøge - hvad der tidligere har været på kanonen, og hvad der er på kanonen i dag. Min pointe med hensyn til min kritik af kanonen er, at der er en diskrepans mellem repræsentationen og hvad historien viser os, når vi arbejder kritisk med den. Der er altså en friktion mellem den historie, vi fortæller, og det vi kan finde i historien, hvis vi kigger på de historiske kilder med historiske metoder. Et eksempel på det er, hvordan vi med kønshistorien både kan få øje på centrale kvinder, der er blevet glemt eller udeladt, men også at vi kan forstå den historiske kontekst til, at der f.eks. har været færre kvindelige filosoffer. Kanon bør afspejle, hvad der var vigtigt på et givent tidspunkt, samtidig med at den forholder sig til, hvad der er vigtigt i dag. Det handler 55
