Litteraturens pølseforgiftning af Sarah Amalie Christensen
Bæreposeteorien om fiktion af Ursula K. Le Guin, 2020 Oversat af Karsten Sand Iversen Forlaget Virkelig, 15 sider ”Det er historien der gør forskellen. Det er historien der skjulte min menneskelighed for mig, den historie mammutjægerne fortalte om at slå, støde, voldtage, dræbe, om Helten. Den vidunderlige, giftige historie om Botulisme. Dræberhistorien” (Le Guin, 2017. s. 10)
I sit essay Bæreposeteorien om fiktion (1986) rejser amerikanskfødte novellist, forfatter, oversætter (og meget mere) Ursula K. Le Guin (1929-2018) en kritik mod den traditionelle fiktion og historiefortælling. Hun indleder sit essay med, hvad jeg vil kalde en omfortælling af historien om urtidens samlere og jægere. Heri bliver læseren taget i hånden af fortællingens jeg, hvilken falder indenfor kategorien samler. Denne fortæller, hvordan flokken (mand samt kvinde) uden større anstrengelser samler: korn, frugt, bær og smådyr såsom kaniner, fugle, fisk og rotter. Jeget fortæller, hvordan det ikke er et problem at finde og samle mad. Faktisk går det således op, at samlernes arbejdsuge lyder på kun 15 timer i alt. Jægerfiguren bliver i Le Guins historie - modsat mere traditionelle fortællinger om urtidens stærke, mandlige, forsørgende mammutjægere, hvilke vi kender fra diverse dokumentarer og bøger overflødiggjort. Faktisk er de portrætteret som en flok rastløse sjæle, som ”ikke havde et lille barn til at oplive deres liv, eller færdigheder i at fremstille eller lave mad eller synge, eller meget interessante tanker at tænke” (s. 4) og
74
