Filosofihistoriens fyrige fire af Johan Bolding Rasmussen
Troldmændenes tid – Filosofiens store årti 1929-1939 af Wolfram Eilenberger Oversat af Joachim Wrang Forlaget Klim, 432 sider Det er formålstjenstligt først og fremmest at få fastslået, at der desværre ikke er tale om et idéhistorisk værk. I hvert fald ikke i den brede forstand af hvad et sådant bør indeholde. Der er derimod tale om et glimrende nedslag i et beundringsværdigt årti i filosofihistorien. Filosof og journalist Wolfram Eilenberger formår at beskrive, både hvordan – og under hvilke omstændigheder – Walter Benjamin, Ernst Cassirer, Martin Heidegger og Ludwig Wittgenstein formulerede de tanker, der siden skulle vise sig at få afgørende indflydelse på den senere tænkning, blandt andet hvad angår reproducerbarhed af kultur, hvilke spørgsmål, der skal stilles til vores væren, eller hvilken rolle sproget spiller i vores erkendelse af verden. Bogens udvikling består i et næsten dialektisk forhold mellem biografiske kendsgerninger og spidsfindige detaljer om bogens hovedpersoner og de saglige udlægninger af filosofiske systemer og tanker. Eilenberger anlægger en tone, der til tider antager næsten causerende karakter, men det bevirker blot, at bogen tilføjes et element af underholdning, der under andre omstændigheder kunne glimre ved sit fravær, når hovedanliggendet er (spørgsmål om) valgslægtsskaber, symbolske former, værens lysninger og sproglige vendinger. Et væsentligt aspekt af bogen, det lønner sig at dvæle ved, er det faktum, at det er fra det tyske sprog, deres verdener går. At én er østrigsk og to jødiske spiller en mindre, om end ikke uvæsentlig, rolle. Men man forstår, at de 78
