Mere luksus, mere dekadence, tak! af Christian Fleckner Gravholt
Dette essay er i første instans en forsvarstale for luksus, men installerer også et anklageskrift rettet mod dem, der sætter lighedstegn mellem luksus og dekadence. Teksten er samtidig et forsøg på at udgrunde, hvad fænomenet ’luksus’ i det hele taget er for noget.
Introduktion ved digression Den islandske forfatter Halldór Laxness har angiveligt engang sagt, at ’den, der kun har blik for det nyttige, vil aldrig kunne se skønheden’, og dermed rammer han noget helt centralt for den menneskelige eksistens. Ethvert menneske har muligheden for at få øje på skønheden, for at åbne sine øjne for alt det, som ligger bag det, der er nyttigt i en praktisk-kalkuleret forstand. Det er en mulighed – ikke en selvfølgelighed. Tænkes kan det nemlig også, at øjnene aldrig åbnes for det skønne, at behovet blot begrænses til det nyttige og blikket fikseres på det nødvendige og det forhåndenværende. Det er i så fald en menneskelig tragedie, da alt det nyttige ikke ejer den fylde, som gør menneskelivet værdigt, og der vil efterlades et eksistentielt tomrum, som gør tilværelsen hul og udslukt. Apropos tragedie… I 1728 hærgede den største brand i Københavns historie, og den fortærede en tredjedel af byen. En af følgerne var, at den pietistiske konge, Christian 6., fik ombygget Lille Grønnegade-Teatret til lejligheder, for på det tidspunkt var der ikke plads til forlystelser og fornøjelser. Bedre tider var det, da Frederik 5. kom til magten, og en kongelig resolution gav
13
