Dybets udødelighed

Jakob Rosenkrands Uldall

I need to watch things die, from a good safe distance. Vicariously I live while the whole world dies. - Tool

Vores dødelighed som mennesker er svær at acceptere. Man siger at nogle mennesker eksisterer evigt gennem minder om, hvad de har gjort eller sagt. Dette er ikke helt korrekt. Minderne er for det første ikke en akkurat udødeliggørelse af et minde eller en person, det bliver udvandet. Bøgerne, sangene, digtene m.m., hvor deres historier bliver fortalt er også forgængelige på deres egen måde. Navnet af den sene Heavy Metal sanger, Ronnie James Dio, jeg har tatoveret min ene arm, er lige så forgængelig som min arm - hvis ikke mere forgængelig. Vi har altså en higen efter udødeliggørelse, selvom det ikke ser ud til at vi på nogen måde formår at komme tæt på et resultat, vi kunne være tilfredse med. Dog er der et dyr, der har mestret kunsten at blive udødeliggjort. Dette dyr hedder Vampyroteuthis Infernalis, eller vampyrblæksprutten fra helvede. Dette er virkelig vampyrblæksprutten fra helvede, en google-søgning burde i hvert fald bekræfte et slægtskab til underverdenen. Denne blæksprutte har et utrolig kompliceret biologisk ophav. Den er desuden et mysterium for mange, der har studeret den, da den evolutionært har haft en mærkværdig historie. Den er et af de få dyr, udover mennesket, der har muligheden for at lyve, bedrage og være intentionelt ondskabsfulde (Flusser, 99:2019). Da den lever i et dyb, der er utilgængeligt for de fleste mennesker, kunne den eksistere langt ude i rummet,

og vi ville stadig ikke vide mere om den. Det vampyroteuthiske dyb er altså en radikal anden verden i vor egen; fuld af mørke, bedrag og rædsel. Problemet opstår også for et så komplekst dyr som vampyrblæksprutten fra helvede: hvordan overlever jeg? Dette problem bliver besvaret ved at minde om dens evne til at bedrage: vampyroteuthis kan selvfølgelig reproducere, men de vil gerne udødeliggøres som art og individuel vampyroteuth. Dette gør vampyroteuthis gennem en kunst-handling, vi mennesker kender alt for godt: sexakten. Sexakten er enormt kompleks for vampyroteuthis, den er nemlig fyldt med løgne, mystiske bedrageriske sekreter, bioluminescens (lysshows i dybet) og voldtægt. Voldtægtshandlingen er vigtig for den vampyroteuthiske overlevelse, den overlever nemlig ved at udødeliggøre sig gennem sine artsfæller:

Et kunstnerisk udtryk fører sidstnævnte til klimaks, hvilket tillader den nyligt artikulerede

information at blive gemt i dens hukommelse (...) Det er en voldtægtshandling af en

anden Vampyroteuthis i bestræbelsen på at blive udødeliggjort i ofrets krop (Flusser,

92:2019).

Det er altså en form for voldtægt og had - bedrag, fiktion og løgn (Flusser, 92:2019). Den vampyroteuthiske udødelighed er baseret på et generelt had til sine artsfæller og sit dyb, altså sin verden. Dens “kunst” ligger i at udødeliggøre sig selv gennem sin kommunikation af bedrag, lysshows og voldtægt. Noget lignende kan siges at finde sted uden for det vampyroteuthiske dyb. Menneskene synes at have fået inspiration fra det vampyroteuthiske dyb og den vampyroteuthiske evolutionsstrategi. Gennem en søgen for udødelighed har mennesket bygget sine egne kommunikative bedrag og lysshows, der gennem voldtægt af hjernen bliver udødeliggjort. Vilém Flusser har nogle eksempler på, hvordan mennesket er begyndt at efterligne denne bedrageriske måde at blive udødeliggjort på:

Vi har bygget vores egne kromatoforer - fjernsyn, video og computerskærme, der

viser kunstige billeder, som tv- og nyhedskanaler løgnagtigt kan bruge til at forføre

deres publikum. På et tidspunkt vil denne kommunikative strategi helt blive kaldt

‘kunst’ (Flusser, 96:2019)

Vores tilegnelse af den vampyroteuthiske måde at udødeliggøre sig på har efterladt os til at bruge midler, der voldtager den menneskelige hjerne - alt for

at blive udødeliggjort i en verden, hvor ingen betyder bestemt meget. Flusser kommenterer desuden på andre steder, hvor man kan se den nye vampyroteuthiskmenneskelige væren dukke op: arkitekturen (The Shape of Things - A Philosophy of Design) og fotografier (Towards a Philosophy of Photography). Vilém Flusser var filosof og mediekritiker, og har skrevet om mange ting - oftest med brug af Heidegger. Bogen, Vampyroteuthis Infernalis, viser hvordan mennesket af og til forfalder til ondskab, også ved brug af forførende medier såsom TV og computere. Opfordringen fra Flusser er, at det vampyroteuthiske dyb er under så enormt tryk, at når det eksploderer, er det katastrofalt for menneskeheden:

Det er overhovedet ikke nødvendigt for os at dykke for at fremprovokere dens

opdukken, for den dukker selv op for at lokke os ned. Den giver sig også i kast

med ekspeditioner og viser sig for os de mest uventede steder: i nazismens værk, i

kybernetisk tænkning, i værker om logisk analyse og i visse teologiske tekster, for at

nævne de seneste steder. Hvor den end viser sit ansigt, har den samme effekt som en

bombe. Dens levested er under stort tryk (et tusind atmosfærer): Når den dukker op,

eksploderer den.

Hvem ved, måske er det godt ikke at forsøge udødeliggørelse for enhver pris - det ville under alle omstændigheder hylde det bedrageriske, vampyroteuthiske dyb.

Referencer:

Flusser, Vilém (2019): Vampyroteuthis Infernalis, Aarhus: Antipyrine

Flusser, Vilém (1999): The Shape of Things - A Philosophy of Design, London: Reaktion Books

Flusser, Vilém (2000): Towards a Philosophy of Photography, London: Reaktion Books