Avantgardemanifester af Mikkel Bolt

Avantgardemanifester

af Mikkel Bolt

KLIM, 2019 478 sider, 350 kr

Simon Obirek Berg

Det tyvende århundrede var en tidsperiode, hvor alt var i konstant acceleration. Historien drønede af sted, og overhalede sig selv indenom flere gange. Kulturproduktionen på denne tid nåede uanede højder. Det var århundredet, der begyndte med jazzen, slog en krølle om punken og løjede af med den tunge grunge. Det var århundredet, hvor filmen bed sig fast som det mest afgørende og udbredte kunstmedium, og hvor både romanen og forfatteren måtte lade livet i overgangen fra modernismen til postmodernismen. Det var også århundredet, hvor vores gængse rum- og tidskategorier måtte give efter for mobiltelefonens og internettets forvitringer. Det var nok også derfor grunge ikke kunne komme på noget andet tidspunkt end den gjorde. Hvor det tyvende århundrede havde fart på, så oplever vi en helt anden stilstand i det enogtyvende. Der er ikke engang tale om en decideret deceleration, men snarere en ubrydelig inerti. Det nyeste i musikken er ikke en fremadstormende genre, der har afløst en anden, men snarere kommercialiseringen af det, der tidligere var uafhængigt. Stilarter skiftes til at være på mode, men det er de samme der altid har været i brug. Øjeblikket strækkes til et uendeligt nu, og det ses, at det radikale nye forblev i det tyvende århundrede. Mikkel Bolt har begået en bog, der kan siges at være det hauntologiske objekt par excellence. Avantgardemanifester (2019) står som et minde om de fremtider,

der blev os lovet, men som aldrig blev udfoldet. Den fremstår som indehaveren af alle de revolutionære potentialer som neoliberalismen i halvfjerdserne og firserne for alvor skyllede væk. At læse samlingen af manifester i dag er at læse noget sørgeligere end en nekrolog; de forskellige bevægelsers retninger for samfundet nåede ikke engang at blive født eller at dø, men er forvist til et ikkeliv, eller et uliv, et sted på kulturens margener. Bogen er på mange måder en skikkelig og aldeles harmløs oversigt over en turbulent periode. Bolt formår at give en lødig gennemgang af avantgardebegrebet, de enkelte bevægelser, der markerede sig i et afgrænset tyvende århundrede og manifestets karakteristikker. Værket er delt op i to dele, hvor den første del dækker den såkaldte historiske avantgarde og den anden del udgøres af det Bolt kalder ”avantgarden efter”. Den historiske avantgarde tæller de italienske og russiske futurister, dadaisterne, surrealisterne og vorticisterne, mens den efterfølgende skare udgøres af situationisterne, lettristerne og CoBrA med danske Asger Jorn i spidsen. Det lykkedes Bolt at tegne et billede af en historisk tendens, der gav udslag imod det politiske og æstetiske nulpunkt. Det var en konvergens af forskellige revolutionære energier, der indfanges under avantgardebegrebet. Der tegnes et narrativ af de forskellige bevægelser, hvor eksempelvis de italienske futurister, herunder især foregangsmanden Marinetti, skildres som hæmningsløse fetichister af farten og metallet, mens surrealisterne fremstilles som nogen, der udpegede de underliggende og ubevidste kræfter, som animerer og insisterer alt andet. Det er ikke fordi disse udlægninger er forkerte, men de bliver udfoldet på sådan en måde, at den danske idéhistorie begynder at finde sit populærkulturelle udtryk. Nuancerne er få, mens underholdningsværdien er høj. Bolt fremlægger også en beskrivelse af manifestet som en litterær genre. Han giver en suveræn gennemgang af dets markører (noget som allerede nu er i modstrid med avantgardisternes projekter), og skriver blandt andet, at manifestet indeholder et løfte. Hvis man forholder sig således, eller handler således, venter en omkalfatring. Netop manifestet er et greb, der er overgået til det enogtyvende århundrede. Her skrives der stadig manifester, som påvirker og influerer. Interessant er det imidlertid, at Bolt inddrager Marx og Engels’ Det kommunistiske manifest som et eksempel på ærkemanifestet. Nu er dette manifest også særdeles klar i spyttet, noget som gør en karakteristik af manifestformen lettere, men det ville have været spændende at se Bolt

kaste sig ud i en behandling af et mere svært tilgængeligt avantgardemanifest, der foruden politikken og produktionen også har et program for kunsten og æstetikken udtrykt gennem stilvalget. Bolts fremstilling af avantgardisterne slår én ting fast uden at nævne det eksplicit: de led et stort nederlag. Godt nok fik de gjort op med traditionen, godt nok fik de skubbet til samfundets antagonistiske spændinger, men kapitalismen viste os, at den kunne rumme alle disse forandringer. Den er mere fleksibel og føjelig end noget andet fænomen vi har oplevet. Museerne er nu mere eksperimenterende end nogensinde før, kirken mere ubesøgt end nogensinde før, akademiet er mere udhulet end nogensinde før, men alligevel består kapitalismen som den sidste modstander—og den er i bedre behold end i det tyvende århundrede. Avantgardisterne var med til at rykke i fundamenterne, men socialismen og kommunismen bed sig aldrig fast, og når den endelig gjorde, var det med en uappetitlig transcendentalisme. Kunsten har aldrig været så institutionaliseret og så gennemsyret af kapital som den er i dag, og det samme kan siges om mange andre områder. Hvad der står tilbage at sige er, at Bolt har præsteret et værk lig med Slagmarks 1968. Der fokuseres på en bestemt begivenhed kendetegnet ved en vis mangfoldighed, hvilket gøres gennem introduktioner og kontekstualiseringer, men ellers står teksterne for sig selv. Det er svært at kritisere sådanne samlinger, da de ikke eksplicit fremsætter eller beskytter påstande, men måske det netop er dét en kritik skal gå på. Avantgardisterne—med undtagelse af et par få afstikkere—iscenesættes som helte, der søger omvæltningerne, og deres ultimative nederlag nævnes ikke. Der er også problemer med at demarkere bevægelserne så meget fra hinanden, og isolere manifestet som en selvstændig genre uden også at tydeliggøre poesiens indflydelse, men det forringer ikke værket overordnet set.

Avantgardemanifester er ultimativt et katalog over nogle af de mest kreative, nyskabende og politisk ladede tekster i det tyvende århundrede. Den udmærker sig som et opslagsværk, der giver alle mulighed for at revitalisere, om end kun for en stund, de brydende strømninger. Jeg håber, den kan få os til at gentænke forholdet mellem politik og kunst i en overvejende audiovisuel verden.