2 minute read
DIF MENER
VI LANDER PÅ BENENE IGEN
Den 14. februar var det 125 år siden, at Danmarks Idrætsforbund blev dannet. Vi havde gjort os mange tanker om, hvordan dette jubilæum skulle fejres på bedst mulige og mest festlige vis.
Disse overvejelser var imidlertid overflødige, skulle det vise sig. Da fødselsdagen kom i begyndelsen af året, så virkeligheden for dansk idræt nemlig særdeles kritisk ud.
Aldrig i DIF’s 125-årige historie har idrætten været så udfordret, som i det forgangne år. Årsagen er selvfølgelig ankomsten af corona og de mange medfølgende restriktioner.
Ingen i samfundet og dermed heller ikke idrætten er gået fri for coronas snerrende bånd. Vi har alle været ramt – nogle mere end andre – og jeg ved, at rigtig mange af jer er trætte, frustrerede og decideret rundtossede oven på det seneste år. Men vi lander på benene igen. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Idrætten og foreningslivet vil og skal rejse sig.
Vi er dog afhængige af, at alle frivillige kræfter vil være med, for uden jer er der ingen idrætsforeninger. Jeg er utroligt stolt af det ansvar, som de frivillige kræfter har taget på sig under coronakrisen, og jeg beundrer jeres måde at tackle krisen på. I har fulgt retningslinjerne og har i en svær tid gjort jeres bedste for at tilbyde sunde aktiviteter for medlemmerne og har gjort det med stor ansvarlighed.
Men ingen er nogensinde blevet frivillig træner eller formand i en forening med et ønske om konstant at skulle orientere sig i forhold til forsamlingsforbud, retningslinjer for ophold i omklædningsrum, hvor mange spillere, der må være pr. kvadratmeter, anvendelse af mundbind og afstandskrav.
Derfor er mit store ønske i min sidste leder i Idrætsliv som formand for DIF, da også at vi alle i Danmark passer utroligt godt på vores frivillige i den kommende tid. De skal takkes, støttes og hjælpes på al mulig vis i genrejsningen af dansk idræt.
Ved DIF’s kommende årsmøde stopper jeg som formand. Det var ikke sådan et år, jeg havde drømt om at få som mit sidste i spidsen for DIF. Men min stolthed over at være formand har aldrig været større end nu. Det har imponeret mig dybt, hvordan alle har løftet i flok – ansatte, politisk valgte, frivillige, udøvere, eliteatleter. Jeg er derfor som atletikmand helt tryg ved at give depechen videre og glæder mig til at følge foreningsidrættens udvikling i de kommende år.
Læs stort afskedsinterview med Niels Nygaard på side 22.
Dansk idræt lander flot igen på et tidspunkt, mener DIF-formand Niels Nygaard. Men en god og sikker landing kræver først og fremmest solid opbakning til landets mange frivillige. Foto: Lars Møller