3 minute read
SPORT I PIX: DIF SOLDATERPROJEKT
NÅR IDRÆTTEN VIRKER
Idræt og fællesskaber er godt for krop og sjæl. Det er også tilfældet i DIF Soldaterprojekt, som nu i 10 år har hjulpet skadede krigsveteraner tilbage mod en bedre tilværelse. Idrætsliv er dykket ned i billedarkivet hos det succesrige veteranprojekt.
DIF Soldaterprojekt dyrker fællesskabet og veteranernes fælles referenceramme. Her er vi til etapecykelløbet Ride4Rehab og idræt på Svanemøllen Kaserne.
Der er blevet løbet, cyklet, surfet, roet kajak, stået på ski og dyrket et hav af andre idrætsaktiviteter i trygge rammer i DIF Soldaterprojekt. Gennem de sidste 10 år har
DIF Soldaterprojekt forsøgt at hjælpe psykisk og fysisk skadede veteraner til et bedre liv via idræt, fællesskaber og ikke mindst i miljøer, der er tilpasset de skadede veteraners udfordringer. Resultaterne har været særdeles gode, og en evaluering af projektet viser, at DIF
Soldaterprojekt har fået et stort flertal af de skadede veteraner til at indgå i nye fællesskaber, skabe flere sociale relationer og for manges vedkommende opnå større livslyst og et lysere syn på fremtiden.
Fantastiske fællesskaber
De gode resultater betyder nu, at DIF og Forsvarsministeriet fortsætter indsatsen. Forsvarsministeriet støtter i den kommende periode DIF Soldaterprojekt med 3,25 millioner kroner i 2021, 4 millioner kroner i 2022 og 4 millioner kroner i 2023. DIF’s egenfinansiering er minimum 1 millionkroner årligt.
Forsvarsminister Trine Bramsen ser frem til, at endnu flere skadede veteraner fremover kan få glæde af DIF Soldaterprojekt. ”Idræt kan noget særligt. Det er godt for vores velbefindende og giver samtidig fantastiske fællesskaber. Derfor har sporten også noget særligt at byde på, når det gælder skadede veteraner. DIF Soldaterprojekt har trygge rammer og kompetente ledere, der giver gode muligheder for at styrke både fysikken og det sociale fællesskab. Med de nye midler er der ingen tvivl om, at DIF Soldaterprojekt også fremover vil være en vigtig støtte for vores skadede veteraner,” udtaler Trine Bramsen.
Traumatiske oplevelser
I Danmarks Idrætsforbund glæder administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, sig over, at DIF’s mangeårige indsats på veteranområdet anerkendes og fortsat støttes af Forsvarsministeriet: ”DIF Soldaterprojekt har vist, at idræt og sociale relationer i de rette rammer virker, når mennesker i krise skal hjælpes tilbage til en mere normal tilværelse. Derfor er det overordentligt vigtigt, at projektet, som vi er meget stolte af, nu forankres på den længere bane,” siger DIF-direktøren. Han bakkes op af veteran Jonas Hjorth Andersen, som har haft stor glæde af DIF Soldaterprojekt efter, at han i 2010 fik konstateret PTSD i kølvandet af en række traumatiske oplevelser i Afghanistan. ”Idræt har været en af de helt store faktorer i min rehabilitering og min lange vej tilbage til en mere normal tilværelse. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre, men det viste sig hurtigt, at idrætten var en lavthængende frugt i forhold til at arbejde videre med selv. Så idrætten og de medfølgende fællesskaber har spillet en kæmpe rolle for mig,” lyder det fra Jonas Hjorth Andersen.
Sammehold er et af nøgleordne i DIF Soldaterprojekt. I 2017 gennemførte en gruppe fysisk og psykisk skadede veteraner en utrolig rejse på 384 km i Grønland som en del af deres personlige udvikling.
DIF Soldaterprojekt begyndte i 2011 med særlig fokus på hjemvendte fysisk skadede veteraner. I dag rummer veteranindsatsen mere end 500 veteraner, hvoraf mange er psykisk skadede.
Alt fra yoga til kørestolsrugby bliver dyrket i DIF Soldaterprojekt.
FACTS:
• Over 500 psykisk og fysisk skadede veteraner er en del af DIF Soldaterprojekt • Projektet har som målsætning at forbedre livet for fysisk og psykisk skadede veteraner via idræt og fællesskaber.
• DIF Soldaterprojekt er finansieret i samarbejde mellem DIF og Forsvarsministeriet
• I en fremtidig forankring af DIF Soldaterprojekt ligger der et ekstra fokus på de særligt udsatte psykisk skadede veteraner.