8 minute read
UPDATE
RONING RYKKER ONLINE
Rosporten har ikke lænet sig tilbage under corona-pausen. I stedet har Dansk Forening for Rosport på rekord tid søsat et helt nyt og digitalt koncept. Byd velkommen til eRoning – et virtuelt fællesskab for voksenmotionister.
Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at man alene eller i fællesskab med andre roere kan træne med en instruktør gennem en optaget video, der kan tilgås på telefonen eller andre digitale værktøjer. Ideen opstod, da forbundet ville vende et frustrerende corona-forår til noget positivt.
Tre måneder senere er eRoning nu blevet en realitet. Fremadrettet bliver ro-træningen dermed meget mere fleksibel for mange motionister, der i større grad ønsker mere frihed i forhold til deres træning.
Læs mere på eroning.dk
Konceptet eRoning er for motionister, der vil i god form. Det kræver kun adgang til en romaskine enten alene hjemme i stuen, i et fitnesscenter eller som et hold i sin eventuelle roklub. Her er vi til eRoning i Køge. Foto: Dorthe Loadstar
UPDATE
FLERE KØRER MOUNTAINBIKE
Danskerne er vilde med at køre mountainbike, og i 2020 var der ekstraordinært meget gang i mountainbikesporene.
Det viser tal fra Naturstyrelsen, der har sat automatiske tællere op rundt omkring i de danske skove. ”Stigningen handler selvfølgelig om, at vi på grund af coronakrisen var ekstra meget ude i naturen sidste år. Men en anden faktor er helt sikkert også, at der er kommet et større fokus på at skabe gode muligheder for bevægelse i naturen – herunder også anlæggelsen af mountainbikespor,” siger idrætsanalytiker Steffen Rask til idan.dk.
Foto: Jens Wognsen
SEND KLUBBENS PIGER PÅ SPORTSCAMP
DIF og Always giver igen i år mulighed for, at idrætsforeningerne kan sende klubbens piger mellem 12 og 15 år på en spændende sportslejr.
Formålet med DIF og Always sportcamps er at motivere endnu flere piger til at være aktive i foreningsidrætten. Samtidig kan en camp styrke både sammenholdet mellem pigerne i klubben og på tværs af foreninger.
Alle foreninger under DIF, som har aktiviteter for piger i alderen 12-15 år, kan søge. Der er åbent for ansøgninger indtil den 1. maj 2021.
Ansøg puljen og læs mere på dif.dk/always.
100 ÅR PÅ VANDET
Siden 1921 har Dansk Kano og Kajak Forbund organiseret danskernes oplevelser på vandet i kano og kajak. Nu kommer forbundet med i klubben af specialforbund, der kan fejre sit 100-års-jubilæum.
Forbundet, der er et innovativt forbund i stor medlemsvækst, arbejder intenst på såvel sportens bredde- som eliteparametre. Danskerne er blevet vilde med kajaksporten, og samtidig klarer eliten sig glimrende ved internationale mesterskaber. 100 års-jubilæet skal blandt andet fejres med VM i kano og kajak-sprint i Danmark til september.
MASSER AF OLNYHEDER
OL & PL EDITION 2021
OL og PL i Tokyo 2021 er på trapperne. Og ja – det bliver givet vis nogle anderledes olympiske og paralympiske lege på grund af corona, men de danske atleter er i den grad klar til at kæmpe for Danmark:
Frem mod legene i Tokyo kan du glæde dig til en stor OL- og PL-udgave af Idrætsliv, der rammer din postkasse til sommer. Derudover kan du naturligvis løbende følge med i det danske holds vej mod De Olympiske og Paralympiske Lege, hvor der er masser af nyheder, videoer og andet OL-lir.
Følg med på hjemmesiderne ol.dk og paralympiskelege. dk og på Facebook- og Instragram, hvor siderne hedder ’Danmark til OL’ og ’Danmark til PL’.
HJÆLPEPULJE ÅBNER IGEN
Det seneste år har været hårdt for foreningsidrætten med tvangsnedlukning, aflyste aktiviteter og et stramt forsamlingsforbud. Heldigvis er DIF og DGI’s coronahjælpepulje løbende blevet tilført midler, som foreningerne kan søge. Nu åbnes der for første gang op for dækning af tab i 2021 – helt præcist for tab i årets første kvartal.
Idrætsforeninger kan søge om tilskud til dækning af tabte nettoindtægter (overskud) fra egne arrangementer, der er aflyst som følge af nedlukning for aktivitet i forbindelse med COVID-19 - herunder tabte nettoindtægter fra aflyste store breddeevents og motionsløb med over 500 aktive deltagere.
Læs mere om DIF og DGI’s coronahjælpepulje på www.dif.dk/stotte.
SPORTSSNAK
Sagt og hørt siden sidst
”Jeg er fuldstændig, som hvis du tager og skærer et menneske over lige under ballerne.”
Stinna Tange Kaastrup, para-dressurrytter i web-tv-serien ’Benspænd’.
”Vi må være 25, og sådan er det. Så må man bare yde en indsats, så man ikke skal udskiftes i pausen.”
Bestyrelsesmedlem i Aabenraa Boldklub, Ole Frank Nielsen, var over for DR meget glad, da forsamlingsloftet i idrætten blev hævet til 25, og han mener ikke, at de manglende udskiftere i en fodboldkamp er et problem.
”Jeg har 15 kasser guldøl stående hjemme i garagaen.”
Håndboldlandsholdets træner fortæller til Natholdet, at han er fint tilfreds med den gave han fik af indbyggerne på Thurø som tak for VM-guldet i Egypten.
”Han er en levende legende. Han er skateboardens svar på Michael Laudrup.”
Peter Dan Willén, personlig coach for den 46-årige danske superstjerne i skateboarding Rune Glifberg. DR Sporten.
”Endelig har vi fundet noget, som Ronaldo ikke kan finde ud af – at stå stille i en mur.”
Fodboldikonet Gary Lineker driller på Twitter Ronaldo efter, at Juventus-stjernen dummede sig i en frisparkssituation i en Champions league-kamp.
OPFORDRING: GLEM IKKE DE FRIVILLIGE
Idræt er et vigtigt værktøj til at komme mistrivsel til livs. Derfor er yderligere genåbning af idrætten særdeles vigtig. Men når det overhovedet kan lade sig gøre at få danskerne – små som store – tilbage i idrætslivet på en tryg måde, så skyldes det særligt alle de mange frivillige i dansk idræt. Og dem opfordrer DIF til, at alle husker at anerkende. DIF’s formand, Niels Nygaard siger: ”Jeg håber, at alle i og omkring foreningsidrætten vil huske at påskønne den store indsats, de frivillige yder. Det kan man for eksempelvis gøre ved selv at give et nap med, hvor der er behov eller ved at give et verbalt skulderklap til børnenes træner og andre omkring klubben. Værdien af foreningsidrætten har aldrig været mere tydelig end under corona, og der er brug for, at vi værner om den. Både af hensyn til trivslen og for at undgå frafald af både medlemmer og frivillige.”
Citatet:
”Vi skal sørge for at holde krop og sjæl i gang - særligt lige nu - i denne mørke periode. Det giver overskud og velvære"
Kronprins Frederik måtte sammen med organisationskomitéen bag Royal Run udskyde forårets store løbeevent til september. Indtil da opfordrer Kronprinsen danskerne til at være så fysisk aktive som muligt.
KAMP MOD ENSOMHED
For mange børn og unge har coronakrisen betydet isolation fra hverdagens fællesskaber både i skolen og i fritids- og foreningslivet. Det har ført til en stigning i antallet af unge, der har problemer med ensomhed. Senest har en undersøgelse fra HOPE vist, at op mod 40 procent af de unge føler sig ensomme.
Derfor afsatte et bredt flertal i Folketinget i efteråret 50 millioner kroner til at bekæmpe ensomhed i samfundet. DGI og DIF har modtaget to millioner til fællesskaber i idrætten, og de midler kommer nu ud og gør en forskel for børn og unge i 12 af landets kommuner.
Fælles for de 12 udvalgte indsatser er, at de kommer ud og virker stort set med det samme. Det har dog været afgørende i tildelingen af støtte, at der er et længere sigte med indsatsen, så de også bliver et middel i det lange arbejde med at skabe inkluderende fællesskaber for de unge.
VERDENSBY I BEVÆGELSE
Flere idrætsfaciliteter, økonomisk hjælp til at betale kontingent i den lokale idrætsforening for udsatte voksne og styrket samarbejde mellem frivillige, foreninger og boligselskaber, så beboerne i udsatte byområder nemmere kan blive en del foreningslivet.
Det er nogle af de muligheder, som Københavns Kommune, DGI og DIF i den nye samarbejdsaftale ”Verdensby i bevægelse” er blevet enige om at undersøge frem mod 2023. Fremtidens København skal indbyde til idræt og aktivitet, og hovedstaden skal være et internationalt fyrtårn på området. "Idrætten og foreningslivet er en del af det kit, som binder os sammen på tværs af kultur og social baggrund. Her overvinder vi i fællesskab mange af de udfordringer, vi som samfund står overfor - for eksempel ensomhed, ulighed i sundhed og fejlslagen integration. Denne aftale baner vej for, at endnu flere københavnere kan blive en del af fællesskabet,” siger overborgmester Lars Weiss. ...år. Så mange lys kan DIF puste ud i fødselsdagskagen.
Den 14. februar var det nemlig 125 år siden, at Danmarks Idrætsforbund (DIF) blev dannet som en paraplyorganisation for de forskellige idrætter i Danmark.
Idrætten har altid samlet danskerne både på det lokale idrætsanlæg og på den internationale scene.
DIF arbejder for at sikre de bedst mulige rammer og vilkår for foreningslivet i Danmark. Det gælder såvel vilkårene for den lokale forening til de nationale forbund.
HOLD DIG OPDATERET PÅ CORONA
Som frivillig i foreningslivet kan det være en jungle at holde sig opdateret på de nye coronarestriktioner, og hvad det betyder for træning, konkurrencer og stævneaktiviteter på tværs af aldersgrupper.
For at gøre det hele så overskueligt som muligt har DIF samlet det hele på én side. Her kan man både få gode råd og vejledninger som forening til, hvordan man forholder sig til restriktionerne. Samtidig kan man få hjælp til at søge kompensation fra forskellige coronahjælpepuljer, der er oprettet. Hjemmesiden opdateres løbende, så den følger de seneste udmeldinger.
Find hjælp og overblik på: www.dif.dk/corona
Foto: AdobeStock