REPORTAGE: BREAKDANCE RYKKER

BREAKDANCE RYKKER

Hvis du troede, at breakdance hørte 80’erne til, så er du helt galt på den. Det amerikanske gadefænomen er hottere end nogensinde, og i 2024 er den livlige sport for første gang nogensinde på det officielle OL-program ved legene i Paris. Allerede nu er breakdance en spirende del af det danske foreningsliv.

BREAKDANCE

Bassen dunker hårdt og rytmisk og fylder det runde rum fra gulv til loft. En gruppe unge mænd og kvinder iført sneakers og træningstøj står rundt langs væggene. Nogle af dem går fra side til side som løver i bur, andre står og nikker med hovedet i takt til musikken. Alles opmærksomhed er rettet mod midten af gulvet, hvor en høj mand iført grå træningsbukser og t-shirt står på hænder, mens han drejer rundt om sin egen akse. Pludselig skifter han vægten fra den ene til den anden hånd, snurrer en ekstra omgang, lander elegant på fødderne og danser ud til sin plads i kredsen ved væggen, hvorefter en af de andre danser ind og overtager pladsen midt på gulvet. Vi er til fri træning i Københavns nordvest-kvarter hos foreningen Break Forward, som er en af de breakdanceklubber, der for nyligt er blevet optaget i DIF under Danmarks

Sportsdanserforbund. Formanden for foreningen, Mikael Santana, som også sidder i medlemsudvalget i Breaking DS i sportsdanserforbundet, danser selv med og kommer af og til med opmuntrende tilråb og kommentarer til de andre.

Denne søndag gælder det træningen for de bedste af de bedste. De behøver ikke en træner, der styrer, hvad der skal ske; det finder de helt selv ud af.

“Vi har officielt tre træninger om ugen, men danserne her, de træner fem gange om ugen,” fortæller Mikael Santana.

Undergrund

Breakdance eller ’break’, som fænomenet bare kaldes i dag, var oprindeligt et amerikansk fænomen, der hang uløseligt sammen med hele kulturen omkring hiphop-musikken. Dansen kom til Danmark først i 80’erne og levede længe som et gadefænomen med et kraftigt præg af subkultur og undergrund.

Derfor kan det virke lidt paradoksalt, at gadedansen nu er kommet ind i varmen i officielle foreninger med kontingent, generalforsamlinger og kommunale lokaler i regi af DIF.

Men breakdance og foreningskulturen er faktisk et ret perfekt match, mener Mikael Santana.

BREAKDANCE I DANMARK

Den officielle breakdance i foreningsregi i Danmark er organiseret under Breaking DS. Breaking DS’ formål er at samle alle udøvere inden for breaking i Danmark under Danmarks Sportsdanserforbund og DIF. Breaking DS vil gennem synlighed og organisatorisk struktur skabe en platform for udvikling af breaking i Danmark med respekt for breaking kulturens værdier.

“Break passer godt ind i foreningens rammer, for de gør det meget nemmere for de unge at finde breaken. Men nu har vi en forening og kan ansøge kommunen om lokaler, og vi kan lave aftaler med andre foreninger. Det gør, at det er nemmere for folk at blive en del af det, så det har åbnet muligheder,” lyder det fra Mikael Santana.

Nybegyndere

Break Forward har fået en aftale i stand med Dansekapellet, der har til huse i Bispebjerg Kirkegårds gamle kapel og krematorium i Københavns nordvestkvarter. De faste rammer betyder også, at det er nemmere at lokke nybegyndere til sporten, og det stiller krav til mere traditionelle træninger med mere ‘voksenstyrede’ aktiviteter. Det tager Santana sig også af.

“Så er det mere workshop og rigtig undervisning. Det er for nybegynderne, der starter til break og ikke rigtigt har fundet sig selv endnu, og som har brug for at lære the basics,” siger han.

Forening eller ej, så er der alligevel stadig et umiskendeligt præg af den oprindelige gadekultur tilbage denne søndag eftermiddag i den runde sal hos ‘Dansekapellet’.

"Break passer godt ind i foreningens rammer”

Mikael Santana

Vildt trick

Den høje musik og hele scenariet med danserne, der på skift indtager midten af gulvet ligner noget fra Strøget for 20 år siden. Og det er bestemt ikke tilfældigt. "Selv hvis træningen blev henlagt til en stor idrætshal med rigeligt plads til, at alle kunne danse på én gang, så ville de stadig gøre det på denne måde", understreger Santana:

“Ja, vi ville gøre det på samme måde. Det handler om fællesskabet, om at alle ser hinanden,” siger han.

Det sker, at en af danserne præsterer et ekstra vildt trick, snurrer lidt hurtigere, lidt længere, eller måske rammer en overgang helt perfekt. Så klapper og pifter kammeraterne og råber ‘Yeah!’, ‘Wow!’ ‘Nice!’ og giver highfives. Og det er en stor del af det, at de på den måde opmuntrer hinanden. Eller måske kommer med konstruktiv kritik.

“Nogle gange mødes man lige i siden og kommenterer på hinanden. Hvis du træner alene og arbejder med noget rigtigt svært, så kan det vare længe, før du finder ud af, at du har trænet forkert, hvis du ikke får feedback,” siger Santana.

Olympiske Lege

Om fire år, ved OL i Paris, er det alvor. Breakdance kommer for første gang med på det olympiske program, og Danmark ligger ganske lunt i svinget i forhold til at være med helt fremme. "Ja, vi kan godt få medaljer ved OL” Mikael Santana

Der afholdes ikke VM i breakdance, men ved det stævne, der kommer tættest på, var det sidste år en dansker, der slog alle de andre. 28-årige Rico Coker fra København vandt Undisputed Masters 2019 i Malmø.

“Ja, vi kan godt få medaljer ved OL. Rico gør det sindssygt godt. Han er en verdensatlet, og han har en god alder. Han er så fucking god,” siger Santana.

Rico Coker er måske nok den store OL- favorit, men der er nu også godt med talent til træningen denne dag i nordvest: Den høje mand i de grå træningsbukser blev nummer to ved det seneste DM - efter Rico. Han hedder Tunde Adetunji.

“Han er landets næstbedste, og han gør det også godt i udlandet, fortæller Santana.

Den 28-årige elite-breakdancer Tunde Adetunji ved også godt selv, at han er god. Endda god nok til OL, hvis det skulle komme dertil:

“Selvfølgelig er jeg god nok til OL, men der er så mange gode breakdancere… men hvis jeg har mine dommere, så…” siger han med henvisning til, at breakdance er en meget subjektiv sport, hvor den enkelte dommers smag og behag kan være afgørende.

“Breakdance er så subjektivt. Det er ikke som i fodbold, hvor der er mål, når der er mål. I breakdance sidder der tre dommere og skal være objektive, men det er stadig den mest subjektive sport. Det er også derfor, jeg ikke bliver sur, hvis jeg taber,” siger han.

Han tænker sig lidt om og kommer frem til, at han slet ikke vil kalde breakdance for en sport.

“Break er en dans for mig. Vi har sportselementer, men det er mere en livsstil,” siger

han.

LANGLEMMET SUPERDANSER

Tunde Adetunji er egentlig ikke bygget som en rigtig breakdancer. Alligevel er han i dag blandt Danmarks absolut bedste breakdansere.

Han er for høj til at være rigtig god. Men det er lige netop derfor, at han er blevet ved med at træne, træne, træne.

“Jeg har danset siden 2004, og da jeg startede, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det her, jeg ville. Men det er mere spændende at spørge, hvorfor jeg er blevet ved!” siger Tunde

Adetunji og svarer selv:

“Jeg blev ved, fordi jeg var dårlig i starten, men jeg vidste, at hvis jeg blev ved, så kunne jeg blive god til det. Det er lettere at blive ved, når der er en udfordring,” siger han. VOXPOP

Julian Firouzan, 16 år

“Jeg kan bruge hele min krop, og fordi jeg elsker musikken og hele kulturen omkring det.”

Tyngdepunktet

Gennemsnitshøjden på de bedste breakdancere er omkring 1,65, fortæller Tunde Adetunji, som selv er 1.92 høj. I begyndelsen af sin dansekarriere havde han derfor problemer med at finde tyngdepunktet. ”Det er svært, når du har så lange lemmer. Men når man så får styr på en bevægelse, så er det flottere, for det skaber så meget mere momentum,” siger han med en alvorlig mine, så man ikke er i tvivl om, at han mener det.

“Jeg træner breakdance fem gange om ugen. Jeg kan ikke sove, hvis jeg ikke har danset i to dage,” siger han.

Storm Buster Dalvad Hansen, 12 år

“Man selv kan finde på sine egne moves, og fordi der ikke er så mange regler.”

Det kræver hårdt arbejde at tvinge de 192 centimeter krop og lemmer rundt i umulige stillinger, men for Tunde Adetunji er det ikke så meget et arbejde som en livsstil.

“Jeg har også danset på Strøget. Hver sommer i fem-seks år. Det er en del af det, at man lærer gadereglerne,” siger han.

“På gaden er det... ærligt på en måde: Tilskuerne går, hvis de synes, det er dårligt, det du laver. Eller de giver et bidrag, hvis de synes, man er god. Det er en-til-en på en måde, hvis man kan sige det sådan. Det er meget ærligt,

Det er fedt at gå til breakdance, fordi...

og det kan jeg godt lide.”

Sejr Angel, 10 år

“Jeg godt kan lide at danse, og fordi man kan lave nogle vilde ting i det.”

Den danske fodboldkommentator om sin passion for badminton, om respekten for dansk foreningsliv og om kun at blive i døden et øjeblik.

De fleste kender mig som fodboldmand, men jeg er også… ”…fuldstændig vild med badminton, som jeg elsker og har elsket i hele mit liv.”

Hvis jeg skulle vælge mellem badminton og fodbold, ville jeg vælge… ”…haha. Rent professionelt ville jeg vælge fodbold, men i forhold til at nyde min hobby, så ville jeg til enhver tid vælge badminton. Jeg begyndte selv at spille, da jeg var 8-9 år i Hvidovre Badmintonklub. Jeg gik meget op i det og var faktisk en rimelig god spiller. Så var jeg af forskellige grunde væk fra sporten i 30 år, men da jeg pludselig kom tilbage, så opdagede jeg, hvor meget jeg havde savnet den. Jeg kunne samtidig se, at min gamle klub havde brug for, at jeg gav et nap med som frivillig leder, så der har jeg været ungdomsformand og er nu formand. Det har været skide sjovt at komme tilbage, for det er en af de gamle klubber med en masse dyder, og hvor der er frivillige, som har været der hele livet, og som ofrer alt for klubben. Det er ret vildt at opleve.”

Det danske foreningsliv er… ”…helt unikt og fantastisk. Og så synes jeg også, at det er undervurderet i forhold til, hvilken respekt der er om foreningslivet. Foreningslivet bidrager til folkesundheden, til at skabe verdensklasseatleter, og så har foreningslivet også en helt enorm social funktion og er opdragende for især unge mennesker.”

Jeg er ny i bestyrelsen i Badminton Danmark, hvor jeg vil arbejde for at… ”…skabe endnu bedre vilkår for talent- og eliteudviklingen, for det er det, som jeg er valgt til. Jeg vil gerne være med til at tegne ’den røde tråd’, som jeg kender fra fodbolden, og derfor skal jeg rundt i alle afkroge af elitemiljøet og finde ud af, hvilke udfordringer der er, hvordan de kan løses, og hvilke ønsker der er. Jeg har allerede været lidt rundt og er meget positivt overrasket over, hvor dygtige folk er ude i talent- og elitemiljøerne, så i virkeligheden skal jeg bare fortsætte arbejdet og gøre endnu mere for dem.”

Når jeg om 10 år kigger på, hvad jeg har udrettet i badmintonverdenen, så… ”…har jeg blandt andet været med til at skaffe eliten endnu bedre økonomiske vilkår. Mange lande i Europa satser mere og mere på badminton, og det betyder, at hvis Danmark skal fastholde sin position som den absolut stærkeste nation i Europa, så skal vi have nogle flere ressourcer. Det kan jeg forhåbentlig hjælpe med, for jeg er et kendt ansigt, og det vil jeg selvfølgelig forsøge at udnytte til glæde for sporten.”

FACTS:

Navn: Carsten Werge Alder: 61 år Job: Fodboldkommentator Frivillige hverv: Bestyrelsesmedlem i Badminton Danmark og formand for Hvidovre Badmintonklub Detaljen: Carsten Werge har kommenteret mere end 3.000 fodboldkampe.

Min største sportsoplevelse er… ”…Uha, uha. Jeg vil sige, at en af mine største sportsoplevelser i nyere tid er, at jeg har været med til at igangsætte miniton og mikroton for de allermindste badmintonspillere i Hvidovre. Det har været storslået. At se de små klø på og blive hængende i klubben over årene. Det er

unikt, for det er faktisk ikke så let at fastholde børn og unge. I forhold til mit arbejde som sportsjournalist, så er en af mine største sportsoplevelser, da Morten Frost i 1987 taber VM-finalen i Kina til Yang Yang. Sport kan virkelig gøre ondt, og det gjorde så ondt at se ham tabe. Den kamp glemmer jeg aldrig. Den var voldsom.”

Coronaens indtog i sportens verden har betydet, at… ”…vi skal have respekt for de frivillige idrætsledere, der hver dag kæmper røven ud af bukserne, fordi der hele tiden laves om på regler og retningslinjer i forhold til, hvad man må og ikke må og i forhold til foreningernes økonomi. Coronaen har virkelig besværliggjort dansk foreningsliv i en grad, som jeg er sikker på, at politikerne har svært ved at forstå alvoren af. Coronaen har været grusom ved dansk idræt, og jeg synes ikke, at vi har mødt respekt for den betydning, som idrætten har i samfundet.” Jeg drømmer om, at… ”…jeg får lov til at leve, til jeg bliver 120 år, og at dansk badminton bliver nummer et i hele verden.”

I min nekrolog om mange år skal der stå… …”Jeg bliver kun et øjeblik.” Det sagde min mor altid, at det skulle der stå på min gravsten. Når jeg er et sted, så har jeg altid travlt med at komme videre. Så jeg bliver kun et øjeblik i døden, for så skal jeg videre.”