Syd for Rom by Irene Schwarz Poulsen

fortæller historien om et af Europas mest berømte vildnisser, De Pontinske Sumpe, der strakte sig i kystlandet umiddelbart syd for Rom fra romertiden til tørlægningen og forvandlingen til landbrugsland i 1930’erne. Allerede under romerne vandt sumpen uophørligt terræn og forvandlede det flade land til et uvejsomt malariabefængt øde. Adskillige forsøg på at komme sumpen til livs mislykkedes. Først da det blev muligt at bekæmpe malariaen, skete der fremskridt. Opdyrkningen blev endeligt gennemført under Mussolini, der gjorde det nye land til symbol på fascismens Italien og menneskets sejr over naturen. Akkompagneret af aviser, radio og film iscenesatte regimets mediebevidste leder sin aktivitet. En helt ny provins opstod, befolket med tusindvis af kolonister, der blev flyttet dertil fra andre egne og bosat på nye jordlodder. Et landbrugssamfund skulle det være, men der blev også bygget fem nye byer, hvis ar-

kitektur og byplanlægning har vundet eksemplarisk betydning. Organisationsarbejdet skulle være en fortsættelse af krigen med fredelige midler, men det pontinske område fungerede også som øvelsesplads for nye krige og for fremtidens ekspansion i kolonierne i Afrika. Inden det fascistiske regimes undergang forsøgte det med nye oversvømmelser at ødelægge sit symbolske landskab. Efter krigen blev landbruget genopbygget, men selv om det i en vis forstand blev Roms køkkenhave som leverandør til metropolens grøntsagsmarkeder, lå virkeligheden fjernt fra fascismens planlagte mønsterlandbrugsland. Byerne voksede, statssubventioneret industri vandt indpas og badeturismen erobrede strandene. I vore dage venter landskabet lige uden for Rom på at blive opdaget som et historisk landskab, rigt på spor fra fortiden og især fra det tyvende århundredes ofte oversete italienske historie. ISBN 87-89632-38-9

Forlaget Tidsskriftet SFINX

9 788789

632384

Steen Bo Frandsen Syd for Rom

Syd for Rom - Kampen mod De Pontinske Sumpe

Steen Bo Frandsen

Syd for Rom

Kampen mod De Pontinske Sumpe

Forlaget Tidsskriftet SFINX

Italien Italien

Provinsen Latina Provinsen Latina 0

Cori

Aprilia Cisterna Nettuno Anzio

Aprilia Cisterna Anzio Nettuno

Norma

Latina De po nt ins k20e 10

Sermoneta

Napoli

Priverno

Pontinia SuSezze mp e

Priverno

Terracina

Sabaudia 40 30 Su Pontinia mp e

San Felice Circeo 50 km

Sabaudia San Felice Circeo 10

300 km

Rom

Latina

Sezze

Terracina

200

Rom

Norma

Latina De po nt Sermoneta ins ke

100

50 km

Fondi

Itri

Sperlonga

Minturno Formia

Gaeta

Fondi Sperlonga

Itri

Minturno Formia

Gaeta

Italien Italien

Provinsen Latina Provinsen Latina 0

Cori

Aprilia Cisterna Nettuno Anzio

Aprilia Cisterna Anzio Nettuno

Norma

Latina De po nt ins k20e 10

Sermoneta

Napoli

Priverno

Pontinia SuSezze mp e

Priverno

Terracina

Sabaudia 40 30 Su Pontinia mp e

San Felice Circeo 50 km

Sabaudia San Felice Circeo 10

300 km

Rom

Latina

Sezze

Terracina

200

Rom

Norma

Latina De po nt Sermoneta ins ke

100

50 km

Fondi

Itri

Sperlonga

Minturno Formia

Gaeta

Fondi Sperlonga

Itri

Minturno Formia

Gaeta

Syd for Rom Kampen om de Pontinske Sumpe Steen Bo Frandsen Forlaget Tidsskriftet SFINX 2006

Syd for Rom

De Pontinske Sumpe i antikken Før romerne Det flade land mellem bjergene og havet, som siden udgjorde De Pontinske Sumpe, er tidligere havbund. Da havoverfladen sank, opstod der en lagune, som efterhånden blev til en ferskvandssø, der uden et naturligt afløb langsomt forsumpede. Den etapevise overgang fra det våde til det tørre element forløb ikke uden tilbageslag, og siden den sidste istid er havet tre gange steget og to gange atter faldet. Disse bevægelser indvirkede på kystlinjen, men satte sig tillige spor i sumplandets udvikling. Hver gang havet steg, pressede det vandstanden under jordoverfladen i vejret. Heri ligger sandsynligvis en af de vigtigste årsager til, at oldtidens tørlægnings arbejder atter blev sumpens bytte. Et samspil af flere faktorer hæmmede til alle tider mulighederne for en tørlægning. Det flade landskab ligger meget lavt i forhold til havoverfladen, men da de lavestliggende områder tilmed ligger inde i landet, har deres mangel på naturlige afløb kompliceret alle kanalgravningsprojekter. Klitterne langs havet virkede som en barriere, og et dybereliggende lerlag forhindrede nedsivningen af det vand, der samlede sig på overfladen. Desuden fik sumplandet hele tiden tilført nye vandmængder fra den hyppige vinterregn og de mange kilder for foden af Lepini-bjergene. Til de naturbetingede forhold

føjede der sig i historiens løb menneskeskabte problemer med alvorlige konsekvenser for balancen i området. Indtil omkring 300 f.v.t. blev en stor del af vandet fra kilderne således opsuget af omfattende skovstræk, men da skovene faldt som offer for romernes behov for træ til skibsbygning voksede vandmængden, der intet afløb fandt, betragteligt. Årtusinder før romerne dukkede op på scenen, levede der mennesker i dette landskab. Det mest spektakulære bevis herpå er fundet af et neanderthaler-kranium ved Monte Circeo. Netop det indtryksfulde forbjerg, der stadig på lang afstand kan tage sig ud som en ø ude for enden af det flade pontinske landskab, blev den mest markante lokalitet på overgangen mellem sagntid og en mere sikker historisk viden. Græske søfolk benyttede det som landkending, da de trængte frem langs de tyrrhenske kyster i første halvdel af det sidste årtusind før vor tidsregning. Fra Neapolis og andre rige campanske kolonier nåede græske kolonister til Latium. Deres indflydelse var forbigående, men det var takket være denne kontakt, at forbjerget vandt berømmelse som hjemsted for troldkvinden Circe i Homers Odysseen. Det blev ikke grækerne, men italiske folk, der tog kystområdet nord for Monte Circeo i besiddelse. Der

Syd for Rom Kampen om de Pontinske Sumpe Steen Bo Frandsen Forlaget Tidsskriftet SFINX 2006

Syd for Rom Kampen om de Pontinske Sumpe © Steen Bo Frandsen og Tidsskriftet SFINX Forlagsredaktion: Steen Hammershøy Andersen Billedredaktion: Steen Bo Frandsen, Jakob Agger Johannesen og Steen Hammershøy Andersen Layout: Irene Schwarz Poulsen Bogen er sat med: Chaparral Tryk Scanprint A/S, Viby J.

Indhold

ISBN:87-89632-38-9 Det har desværre for enkelte billedegengivelsers vedkommende været umuligt at finde frem til rettighedshaverne. Skulle der efter udgivelsen være rettighedshavere, der mener sig berettiget til et vederlag, bedes de rette henvendelse til forlaget, hvorefter afregning vil ske efter normale takster. Forsideillustration:? Denne bog er udgivet af: Forlaget Tidsskriftet SFINX c/o Afdeling for Klassisk Arkæologi Aarhus Universitet 8000 Århus C www.tidsskriftetsfinx.dk

Udgivet med venlig støtte fra Margot og Thorvald Dreyers Fond og Landsdommer V. Gieses Legat.

Forord

Syd for Rom

De Pontinske Sumpe i antikken Før romerne Volskerne og romerne Pax romana Via Appia Sumpen vender tilbage og malariaen kommer Sumpen bider sig fast Romerrigets sammenbrud

Middelalder og pavemagt Cistercienserne i Fossanova 1700-tallets Linea Pio Paven vender tilbage

15 15 17 22 24 25 28 29 35 35 41 46

De Pontinske Sumpe efter Italiens samling

Kampen om jorden i nationalstaten Malariaens fortsatte aktualitet Sumplandet før udtørringen

49 51 54

Fascismen i Italien Første Verdenskrig Fascismens vej til magten Magtovertagelsen Diktaturet Førerkulten Fascismen og det italienske landbrug Selvforsyningspolitik De Pontinske Sumpe i propagandaen Befolkningspolitik Krigsforberedelser Antikke romerske forbilleder

57 57 58 60 61 62 63 65 68 74 75 77

Fascismens nyland i De Pontinske Sumpe

Fascismen og De Pontinske Sumpe: Tilbage til jorden Nyland Landindvindingen Kolonisterne I borghi De nye byer Stednavne Den ideale by

81 82 85 88 91 91 92 93

Indhold

Udgivet med venlig støtte fra Margot og Thorvald Dreyers Fond og Landsdommer V. Gieses Legat.

Forord

Syd for Rom

De Pontinske Sumpe i antikken Før romerne Volskerne og romerne Pax romana Via Appia Sumpen vender tilbage og malariaen kommer Sumpen bider sig fast Romerrigets sammenbrud

Middelalder og pavemagt Cistercienserne i Fossanova 1700-tallets Linea Pio Paven vender tilbage

15 15 17 22 24 25 28 29 35 35 41 46

De Pontinske Sumpe efter Italiens samling

Kampen om jorden i nationalstaten Malariaens fortsatte aktualitet Sumplandet før udtørringen

49 51 54

57 57 58 60 61 62 63 65 68 74 75 77

Fascismens nyland i De Pontinske Sumpe

Fascismen og De Pontinske Sumpe: Tilbage til jorden Nyland Landindvindingen Kolonisterne I borghi De nye byer Stednavne Den ideale by

81 82 85 88 91 91 92 93

Forord De nye byer som ikke-byer Funktionalismen i italiensk arkitektur Littoria (Latina) Littorias pladser Mussolini og Littoria En fascistisk symbolby Billedet mangler farveprofil Sabaudia Bygningen af Sabaudia Pontinia Aprilia og Pomezia Aprilia grundlægges Pomezia Imperiet Krigsskueplads Begravelsespladser Mussolini spøger Provinsen Latina

96 98 100 103 105 107 110 111 114 121 127 128 131 134 136 139 141 142

Noter

146

Litteratur

147

Billeder

150

Index

152

Denne bog fortæller historien om et landskab i Italien, som de færreste har besøgt, selv om det ligger lige uden for Rom. I De Pontinske Sumpe, der i vore dage udgør provinsen Latina, havde snart menneskene, snart naturen overhånd. Perioder med opdyrkning og landbrug blev gang på gang fulgt af forfald og forsumpning. I historisk tid knyttedes egnen tæt til udviklingen i Rom, men den var også længe et frirum, hvor naturforholdene gjorde den lidet attraktiv for rige romerske familier og deres begær efter jordbesiddelse. Efter adskillige tilløb forvandledes landskabet under fascismen til et gennemorganiseret landbrugsland. Under denne voldsomme omkalfatring skød der nye byer op, hvis arkitektur og byplanlægning blev vigtige eksempler i det tyvende århundredes debat. Den nye provins blev for fascismen et historieløst landskab, som den mente at kunne præge efter egne forestillinger, men tiden derefter viste, at udviklingen fulgte andre veje end Mussolini havde forestillet sig.

Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom var i en årrække et ideelt arbejdssted, der gav mig mulighed for (også) at beskæftige mig med dette emne. Instituttets eget bibliotek samt en række romerske og udenlandske institutbiblioteker gav adgang til et materiale, som næppe kan opdrives uden for Italien, lige som det var muligt at gøre mange små og større udflugter i det pontinske område. Såvel forberedelsen af ekskursioner i husets regi som spørgsmål og kommentarer fra mange stipendiater og andre rejseledsagere er indgået i arbejdet. Alle instituttets ansatte har på forskellig vis medvirket til dette arbejde, men jeg vil rette en særlig tak til Karen Ascani, som fulgte og støttede arbejdet i alle dets faser. Tak tilkommer naturligvis også familie og venner, der har været med til at diskutere emnet og se på lokaliteterne. Rundhåndet støtte fra Margot og Thorvald Dreyers Fond samt fra landsdommer V. Gieses Legat har muliggjort udgivelsen af Syd for Rom.

Hannover, maj 2006

96 98 100 103 105 107 110 111 114 121 127 128 131 134 136 139 141 142

Noter

146

Litteratur

147

Billeder

150

Index

152

Hannover, maj 2006

Syd for Rom Kampen om de Pontinske Sumpe Steen Bo Frandsen Forlaget Tidsskriftet SFINX 2006

Syd for Rom Uden for Roms porte strækker et overvejende fladt landskab sig mod syd. Det afgrænses mod vest af Det Tyrrhenske Hav, mod øst af Albanerbjergene og Abruzzernes sidste udløbere, bjergkæderne Lepini og Ausoni. Længst mod syd ender sletten ved det karakteristiske forbjerg Monte Circeo, der allerede for antikkens romere betegnede afslutningen på landskabet Latium. Størstedelen af dette lavland var fra romersk tid og indtil 1930’erne berygtet som De Pontinske Sumpe eller Agro Pontino. Det var et af Italiens største sammenhængende sumpområder. Beliggenheden nær ved Rom og hyppig omtale i de antikke kilder gjorde det desuden til det mest kendte. Den klassiske litteraturs fortsatte udbredelse efter det romerske verdensriges sammenbrud var med til at holde erindringen derom i live. Langt senere blev sumplandet et uhyggespredende tema hos berømte rejsende som Madame de Staël, Chateaubriand og Gregorovius. H.C. Andersen lod dem spille en rolle i Improvisatoren, og de inspirerede Goethe til Fausts slutreplik. I århundreder betragtedes uopdyrkede egne som foruroligende og afskyvækkende landskaber. Sumpe, bjerge og kyster beskæftigede fantasien på dyster vis, hvorimod velordnede landbrugsområder var en lise for den

rejsende. Anderledes stod det ikke til med sumpene syd for Rom. Der var ikke mange, der kunne få øje på naturens kvaliteter eller skønhed, og de rejsende søgte med hastværk gennem denne egn. Ulysten til at beskæftige sig med den forstærkedes af, at sumpene var et berygtet hjemsted for malaria. Sygdommen, der kom til Italien i romersk tid, plagede store dele af halvøens kyster og lavereliggende egne helt op i det tyvende århundrede. Dens årsag var længe ubekendt. Som navnet siger, var den hyppigst forekommende forklaring dårlig luft, mal‘aria, der i sumpene især hidrørte fra det stillestående vand. Malariaen truede ikke blot beboerne og de rejsende. Den gjorde den i forvejen næsten håbløse kamp mod sumpen endnu mere ulige, og den standsede i tidens løb adskillige forsøg på at vinde sumplandet tilbage med tørlægning og opdyrkning for øje. Antikkens romere, middelalderens munke, pavemagten og feudale jordbesiddere tog initiativer til at komme sumpen til livs, men alle forsøg var forgæves. Ønsket om at fordrive malariaen var et tungtvejende motiv, men det var også ofte nød, der drev projekterne, hvad enten det drejede sig om mangel på fødevarer eller på jord til at dyrke. I Europa havde landindvindingerne en stor tid fra midten af 1800-tallet til 1930’erne, hvor de

tekniske muligheder forbedredes afgørende. Projekter, som menneskene havde drømt om at realisere gennem århundreder, lod sig nu virkeliggøre. Det gjaldt også for De Pontinske Sumpe, der efter en række tilløb blev besejret og forvandlet til landbrugsland i 1930‘erne. Da dette skete under fascismen blev sumplandets forvandling uløseligt forbundet med denne ideologi, og De Pontinske Sumpe blev i udpræget grad et politisk landskab. Mussolinis diktatur forenede tre centrale forudsætninger: en handlekraftig beslutningsproces, tekniske muligheder for at løse opgaven, og medicinske forudsætninger for at bekæmpe malariaen. Efter århundreders overvejelser og kostbare forsøg fuldendte fascisterne det store arbejde på få år. I stedet for uvejsomme sumpe opstod et ordnet landbrugsland gennemskåret af veje og kanaler, med jordlodder og små agrare serviceenheder. Hurtigt voksede ambitionsniveauet. En by – siden fulgte fire andre – blev anlagt og døbt Littoria (Latina). Det var et symbolsk navn, der markerede stedets særlige betydning for fascismen. Navnet på Mussolinis po-

litiske bevægelse Fasci di Combattimento udsprang af det latinske fasces. Det betegnede det risknippe med økser, som symboliserede den højeste romerske justitsmyndighed og retten til at dømme til døden og benåde. Den embedsmand, der besad denne myndighed, var en lictor, og dermed blev betegnelsen littorio / littoria et synonym for fascismen. Snart blev den nye by gjort til hovedstad i en ny provins, der ligeledes bar navnet Littoria. Opdyrkningsprojektet blev båret af den fremtidsoptimisme, som de nye tekniske muligheder skabte grundlag for, men det var først og sidst et mægtigt stykke propaganda. Arbejdet skred frem akkompagneret af regimets triumferende sejrsmeldinger. Mere end nogen anden enkelt indsats demonstreredes her det nye fascistiske Italiens kraft. Arbejdet blev genstand for en vældig pressedækning inklusive udførlige filmoptagelser til ugerevyerne. På biografernes lærreder fulgte 1930ernes italienere de statslige LVCE-films krigsrapportlignende reportager om fremskridtene, hvor Mussolinis hyppige besøg betegnede højdepunkterne. Det nye Italiens fører

(il Duce) var på pletten, når der skulle tages det første spadestik, nedlægges grundsten, foretages indvielser og når den første høst skulle høstes på den nye jord. Ved sådanne lejligheder tog il Duce gerne selv fat. For kørende kamera arbejdede statsmanden i bar overkrop i akkordtempo ved selvbinderen. Sjældent optrådte Mussolini mere overbevisende som folkets mand med en udtalt distance til det gamle borgerlige politiske lederskab. Moderne teknologi fra ingeniørkunst til tærskemaskiner, traktorer og andre motoriserede hjælpemidler blev sat ind. Først og sidst krævedes der imidlertid et kolossalt slid fra tusinder af bønder, der måtte arbejde med deres hænder. Fascismens moderniserende aspekt og planen om at skabe et nyt italiensk samfund blev noget paradoksalt forbundet med ideologiens mere bagudrettede idealisering af et sundt bondesamfund, af selvforsyning og et bragende fødselsoverskud. Hertil føjede sig drømmen om at genskabe et romersk imperium. I sumpenes nyland afprøvedes opbygningen af fremtidens oversøiske kolonier.

Selve imperietanken var et af fascismens talrige lån fra romerne. Den yndede parallel til de store forfædres tid fandt også anvendelse under opdyrkningsarbejdet. Det geografiske sammenfald lå lige for: forandringen af sumpene til et blomstrende landbrugsland foregik så at sige på klassisk grund. I takt med prestigeprojektets succesfulde fremadskriden tjente det som bevis på, at det tyvende århundredes fascistiske Italien overstrålede selv den klassiske storhedstid under de romerske kejsere. Dengang havde romerne måttet opgive, hvad Mussolini nu realiserede. Ligesom i Roms centrum præsenterede fascisterne sig også i det pontinske sumpland som de antikke romeres værdige arvtagere. I den forstand lå arbejdet i forlængelse af Mussolinis forestilling om et tredje Rom som kulminationen på det italienske folks historie efter det antikke (første) Rom og den pavelige universalmagts (andet) Rom. Om denne side af fascismens politik vidner adskillige monumenter og urbanistiske indgreb i hovedstadens bymidte den dag i dag. Indsatsen i Roms sydlige omegn er vel nok mindre bekendt og iøjnefaldende. Opmærksomheden mod det romerske eksempel i fascistisk propaganda og selvforståelse skal ikke overskygge, at De Pontinske Sumpe under fascismen illustrerede flere sider af periodens politiske og kulturelle udvikling. Hertil hører ikke mindst arkitektur og byplanlægning. De fem nyanlagte byer tiltrak tidligt stor interesse også uden for Italiens grænser, og Latina (Littoria), Pontinia, Sabaudia, Aprilia og Pomezia hører til de mest omtalte eksempler på sådanne projekter i 1900-tallet. Byernes tilblivelseshistorier fortæller meget om fascismens politik. Desuden er de fortsat læsbare for den, der interesserer sig for det fascistiske regimes historie. I alle byerne finder den besøgende indskrifter, monumenter, bygninger og overordnede strukturer fra epoken. De ved første øjekast lidet spektakulære centre illustrerer en ideologi, der  Under plastic dyrkes der mange steder i det tidligere sumpland grøntsager til markedet i det nærliggende Rom.

gennem tyve år søgte at ændre det italienske samfund efter egne politiske forestillinger. Provinsen Latina var fra starten et politisk landskab. På den baggrund er det forståeligt, at fascismen i de forhenværende sumpområder ofte blev set i et mere forsonligt lys end i andre dele af Italien. Alligevel er den fascistiske fortid også her blevet historiseret. Mussolini satte en udvikling igang, der imidlertid efter regimets fald slog ind på helt andre baner, end det havde været planen. I stedet for en agrar mønsterprovins blev de nordligste dele et af de vigtigste vækstområder for efterkrigstidens hastigt og kaotisk voksende hovedstad. Koloniseringen af sumplandet bragte 30.000 mennesker af overvejende nordøstitaliensk oprindelse til provinsen, men befolkningstallet i en af Mellemitaliens hurtigst ekspanderende zoner er i vore dage nået op over 200.000. Fra begyndelsen havde det store projekt været knyttet til regimets prioritering af landbruget og fremelskelsen af en sund, krigsduelig bondebefolkning. Væksten i provinsen skyldtes imidlertid ikke i første række landbruget. Det udbytte, der var blevet kalkuleret med i 1930’erne, blev først nået i 1960’erne, hvor en ny erhvervsstruktur allerede begyndte at tegne billedet. Det ville ikke have behaget de fascistiske ledere, at det i sidste ende fortrinsvis var industrien, der lagde grunden til egnens vældige fremgang. Fascismen havde slet ikke ønsket en industriel produktion ud over enkelte anlæg til forarbejdning af landbrugsproduktionen. Industrien holdt sit indtog i det tidligere sumpland i kølvandet på den rundhåndede statslige bistand til opbygningen af Syditalien. Ved en spidsfindig politisk manøvre blev den nye provins syd for Rom medregnet til Syditalien og fik dermed del i statstilskuddene, der ellers var tiltænkt langt mere tilbagestående områder. Industrianlæggene skød op omkring byerne og langs Via Pontinia. Ejerne af de statsstøttede produktioner foretrak naturligt nok at bygge tæt på det store romerske marked frem for i det fjerne Molise eller det indre Calabrien. Den industrielle vækst betød dog ikke, at landbrugsproduktionen forsvandt. Provinsen bevarede i vid ud-

strækning sit landlige præg, selv om det ikke var hveden, men en specialiseret produktion af friske grøntsager til det romerske marked, der kom til at kendetegne det pontinske landskab. Betydelige produktioner af kiwi-frugter og af vin er kommet til som nye indtægtskilder. Længst mod syd, mellem Circeo og Terracina, dyrkes der grøntsager under plastic, der på afstand får det til at tage sig ud, som om sumpen var vendt tilbage, når sollyste spejler sig i de enorme plasticflader. Først længe efter at det forhenværende sumplandskab var blevet forvandlet til ukendelighed, begyndte nogle at beklage den rigdom og særegne kultur, der før havde eksisteret i disse egne. Disse kvaliteter vandt først for alvor påskønnelse efter at hele regionen var forvandlet til en ensformig, opdyrket flade med marker, kanaler og lige veje. Som det er tilfældet med andre landindvindinger – opdyrkelsen af den vestjyske hede, udtørringen af vildmoserne og af Kolindsund – har naturromantikken hjemme i en tid, hvor overproduktion af landbrugsvarer og kedsomheden ved trivielle agrarlandskaber har fortrængt forståelsen for de motiver, der var fremherskende i det mangelsamfund, der forårsagede de voldsomme naturforandringer. Lokale skikke og kontraster forsvandt ligesom sumpenes tidligere beboere sporløst i landbrugslandet. Der er intet tilbage af de fastboendes hytter, og intet erindrer længere om den livlige trafik, når hyrderne om efteråret bragte deres enorme fåreflokke ned fra bjergene for atter det følgende forår at vende tilbage til deres hjemsteder i Abruzzerne, Sabinerbjergene eller Ciociaria. Forsvundet er også de farverige, orientalsk-prægede kvindedragter, som Torquato Tasso havde beskrevet i 1500tallet, og som rejsende endnu kunne opleve på stranden ved Nettuno i begyndelsen af 1900-tallet. Bønderne fra Vallecorsani nord for Terracina, der arbejdede ude på de marker, som allerede var blevet „definitivt“ opmålt i romersk tid, mistede deres ældgamle særpræg. Med den gamle egenarts forsvinden opstod der imidlertid et nyt lokalt præg, der bundede i den omfattende forandring. Provinsen vedblev at adskille sig fra resten af regionen



Forbjerget Monte Circeos karakteristiske kontur rager op som en ø og markerer den flade pontinske slettes sydlige grænse.

Lazio ud over det rent landskabelige. En betydelig del af indbyggerne stammer fra andre dele af Italien, som ikke kun dialekten afslører. Et lille stykke af det fjerne Romagna genfindes stadig i arkitekturen og på menukortet i egnen omkring Fiumicino. Med tørlægningerne, landbruget, de nye byer, den udvidede infrastruktur og befolkningseksplosionen forsvandt bevidstheden om den historiske kontinuitet. Og dog er De Pontinske Sumpe hverken et historieløst nybyggerland eller et sted, som man kan forstå uden at kende den nyeste historie og årsagerne til denne udvikling. Det landskab og de lokaliteter, der optræder i denne bog, ligger med få undtagelser uden for de gængse rejseruter. Heller ikke nutidens romerne færdes i dette landskab, hvis man undtager de mest benyttede veje til strandene. Historien om denne egn lige uden for Rom er ikke særlig kendt, og kun særligt interessere-

de finder vej til sumpenes byer. Ukendskabet hænger vel sammen med den beskedne interesse for det nyere Italien. Allerede for flertallet af 1800-tallets Italiensrejsende var nutiden en vederstyggelighed, og det har ikke ændret sig væsentligt. I denne bog står 1900-tallets historie i centrum, men da italiensk historie og kultur er kendetegnet ved bevidstheden om en lang kontinuitet, er det nødvendigt at gribe tilbage i tiden for at forstå det tyvende århundredes historie i dette landskab. Kontinuiteten spillede en særlig rolle under fascismen, og det var de tyve år under Mussolini, der skabte det moderne politiske landskab, som i dag ses i De Pontinske Sumpe. Med udgangspunkt i denne periode er det muligt at afdække en mængde lag, som ellers forbliver usynlige. Uden kendskab til fascismens projekt kan man hverken læse byerne eller det landskab, som man her færdes i.



Forbjerget Monte Circeos karakteristiske kontur rager op som en ø og markerer den flade pontinske slettes sydlige grænse.

Forlaget Tidsskriftet SFINX

9 788789

632384

Steen Bo Frandsen Syd for Rom

Syd for Rom - Kampen mod De Pontinske Sumpe

Steen Bo Frandsen

Syd for Rom

Kampen mod De Pontinske Sumpe

Forlaget Tidsskriftet SFINX