Indput no 3, 46 aargang

3 NO. Marts 2015 路 氓rgang 46

Indput #3, 46. årgang København, marts 2015 Redaktionen Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anna Scheele Anne Marie Kristensen Anne Rogne (ansv. redaktør) Anne Stilling Jeppesen Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Cecilie Nymand Frederiksen Christian Guldager Emil Zerlang Erling Nørkær Nielsen Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Johannes Andreasen Josefine Munthe Karen Odgaard Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mette Bohn Jespersen Mikkel Plesner Lyngse (ansv. layout) Nana Marie Jespersen Nilus Weidick Dahlerup Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard Sofie Garset-Larsen Stine Karstoft Tine Friis Omslag Nilus Weidick Dahlerup Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser boganmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer.

Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39 www.indput.dk

Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Stine Karstoft Stine er 22 år og har altid gerne læst selvbiografier, lavet portrætter og elsker den gode historie, så hun befinder sig rigtig godt på psykologis 2. semester. I sine yngre dage brugte hun 8 år på klassisk 10-dans med opsat hår og flotte kjoler og troede en overgang, at det var her fremtiden skulle ligge. Hun er passioneret madlaver med en svaghed for søde sager og får ofte sendt pakker fyldt med billigt slik fra sin familie i Tyskland. Stine er en nørd til gamle danske film og serier og læser Billed Bladet i smug. I Indputs regi er Stine en af dem, der styrer kommaerne med hård hånd og læser korrektur.

Amanda Lambæk Amanda er 22 år, læser på 6. semester og har siden sidste blad fungeret som skribent i Indput. Hun er født og opvokset i Københavns indre by, men drømmer for tiden om at sætte studie- og byliv på pause for at drage mod de jyske marker på et højskoleophold. Naturen har lige siden barndommen stået hende nær, da hun sammen med sin familie har tilbragt utallige sommerferier på kanoture i den svenske skærgård. Amanda holder standhaftigt fast i sin gamle nokia-telefon og nægter pure at overgive sig til smartphone-bølgen – et emne som kan bringe hende i heftig diskussion. Til hverdag kan man ofte finde hende i Kaninen, enten i færd med at brygge kaffe til sine tørstige medstuderende eller i et forsøg på at koncentrere sig om bachelorprojektet. Amanda ærgrer sig tit over, at hun alt for sjældent går på opdagelse i den skønlitterære genre. Derfor har hun til dette blad spurgt en række undervisere på psykologi, hvilke skønlitterære værker de læser. n

3

Indhold Indput no. 3 46. 책rgang marts 2015

Indput Institut for Psykologi KU

3.

6.

9.

10.

12.

19.

20.

22.

28.

30.

32.

34.

40.

42.

46.

48.

52.

56.

62.

64.

66.

Ind under huden på Indput-redaktionen Leder Side 9-manden Nyt fra Studienævnet Mr. Metaphor is in the Building: Reportage fra Mark Johnson-foredrag Frokost med forskerne Hvor blev skønlitteraturen af?

Myten om voldtægt Da debatten polariserede og mistede sit potentiale Stafetten med Annie Høgh Hvad skal vi bruge det til?

Forbudte holdninger Historie: Om å løpe mot…?

Fællesskabelse på amerikansk grund Lyrisk statistik Mindfulness til overvægtige Psykologi i løgnen – løgnen i psykologien Du kan ikke læse dig til at blive en god samtalepartner Det første møde med virkeligheden Studiejob: Bogstøtten Boganmeldelse: Æstetisk semantik

5

LEDER. Som studerende på dagens masseuniversitet har vi længe stået model til, at afstanden mellem os som studerende og det videnskabelige personale, der (sommetider) underviser os, fortsat bliver større og større. Stik modsat hvad vi lærer på det obligatoriske kursus i pædagogisk psykologi, bænkes vi i et forelæsningslokale sammen med 200 andre studerende, hvor vi passivt må lytte til et ansigtsløst menneske ved tavlens monologiske talestrøm. Når vi dernæst forhåbningsfulde indfinder os i de lidt mere vedkommende rammer til holdundervisningen, så er det vores medstuderende som instruktorer (ikke et ondt ord herom – de gør det så godt), der er trådt i stedet for en VIP’er. Af denne grund får VIP’ere lov til at forblive en ’depersonificeret’ størrelse i vores bevidsthed om dem og deres arbejde.

Det synes så selvsagt for de fleste af os, når vi i tekster af Jean Lave læser, at læring ikke kan forstås som en simpel proces af overførsel af viden, men at læring derimod må anskues som en socialt betinget bevægelse, der finder sted i samspillet mellem mennesker. I min egen tid som studerende på Institut for Psykologi har jeg selv oplevet den største inspiration og motivation for læring i de øjeblikke, hvor personen, man er i mesterlære hos, træder 30 meter tættere på og deler sit åbenlyse

engagement ved sit fag. I disse øjeblikke er det samtidig gået op for mig, at den afstand, vi som studerende ofte oplever til vores undervisere, sjældent er anlagt af det videnskabelige personale selv, men derimod af de omstændigheder, vi alle er ’ofre’ for.

Sommetider kan den distance, der må tilbagelægges for at få sat ansigt på de personer, der skal inspirere os i vores faglige udviklingsproces, synes uoverkommelig lang - også selv om den grænse, der skal overskrides for at nå dertil, nok er mere psykisk end fysisk. I et forsøg på at facilitere en nedbrydning af denne mentale barriere minder vi her alle studerende om, at de fleste undervisere har faste træffetider i løbet af ugen, hvor de er tilgængelige for drop-ins fra studerende. I denne udgave af Indput introduceres ydermere initiativet ’Forskerfrokoster’, som har til hensigt at etablere en afslappet ramme om mødet mellem studerende og undervisere. Dertil indeholder bladet et interview med én af disse forskere, i denne omgang Søren la Cour fra Center for Eksistens og Samfund; det faste indlæg Stafetten, der i dette blad besvares af professor MSO Annie Høgh; samt en udforskning af en håndfuld af vores underviseres skønlitterære anbefalinger.

På redaktionens vegne god læselyst!

Anne Rogne

Indput Institut for Psykologi KU

7

Af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Side 9manden Navn: Simon Hünermund.

Alder: 25.

Status: Single.

Holdning til kønsfordelingen på psykologi: Der mangler helt seriøst nogle flere fyre…

Hvad er det sjoveste du laver? Hænger med mine homies, jeg har nemlig verdens bedste venner.

Og det kedeligste? Hmm… Okay, re-eksamen i statistik 1 var rimelig kedelig…

Yndlingsslik: Økologisk soltørret mango fra Urtekram.

Sammensæt dig selv ud fra 3 kendte karakterer fra film, bøger, CSS etc.: Siddhartha (Herman Hesses), Raoul Duke og Kyle Broflovski.

Hvilken skakbrik ville du være? Løberen, den synes jeg bare er sejest.

Hvad er dit yndlingscitat? ”Don’t fear mistakes. There are none.” – Miles Davis.

Hvad provokerer dig? The Coca-Cola Company og yoga i fitness centre.

Hvornår bliver du ramt af lykke? Når vejret er virkelig godt, når dj’en virkelig er dygtig, eller når jeg går 2-0 mod Death & Taxes.

Bonusinfo: Sidder i Studienævnet og Institutrådet og kan næsten lave Supta Kurmasana.

9

Nyt fra Studienævnet

Hermed følger en orientering fra de studerendes repræsentanter i studienævnet.

Først og fremmest, blev der ved universitetsvalget i november valgt tre nye studenterrepræsentanter ind i studienævnet: Julie Thune, Marie Lagoni og Simon Hünermund.

Disse overtager pladserne efter henholdsvis: Astrid Voss, Andreas Brøgger og Sigga Waleng. Næstformand i nævnet, Sofie Sommerlund, tager en periode mere. Nye som gamle glæder sig til det fremtidige arbejde.

Siden sidste udgave af Indput har færdiggørelsen af den nye kandidatstudieordning fyldt meget i studienævnsregi.

Der er nu foreløbigt lagt sidste hånd på fagbeskrivelserne, og den er sendt til godkendelse i fakultetet. Om den nye kandidatordning kan man overordnet sige, at teori og praksis i højere grad forsøges at forenes. Dette kan konkret ses i de case-baserede seminarhold, hvor tanken er, at de studerende skal anvende teorien på cases fra det virkelige liv. Der vil i særdeleshed komme til at være praksis på social-, udvikling- & integrationspsykologi seminarholdene samt på seminarholdene i arbejds- & organisationspsykologi. Fokus på sammenspillet mellem teori og praksis gør sig også gældende i praktikken, som nu fylder 30 ECTS (i stedet for 20 ECTS). Det betyder bl.a. at man i praktikken skal være på universitetet om fredagen, hvor man følger lovgivning og etik samt et praktikhold. Praktikholdene har til formål, at give mulighed for teoretisk at reflektere over de udfordringer, som man møder i praksis og dele dem med medstuderende.

Et andet fokuspunkt i den nye kandidatstudieordning har været at fjerne fokus fra eksamen og i stedet forsøge at skabe en god læringsproces løbende i semesteret. Det har betydet, at der ikke længere er en afsluttende eksamen på seminarholdene, men at man i stedet består seminarholdene ved at lave responspapir, fremlæggelser og andet. Samtidig er der blevet sat tid af til, at underviserne kan vejlede og give feedback på det, som bliver afleveret løbende.

Vi håber meget på, at i vil være tilfredse med udformningen af studieordningen. Vi synes i hvert fald, at der er rigtig mange

Indput Institut for Psykologi KU

gode tiltag, som vi håber vil forbedre vores uddannelse. Vi er klar over, at der nok kommer til at være nogle ting, som skal finjusteres, når den først er i gang. Til det håber vi meget på jeres input til at forbedre den og få øje på de elementer, som er gode eller mindre gode.

Fremadrettet i løbet af foråret bliver en anden stor opgave for studienævnet at komme studiefremdriftsreformen i forkøbet.

Nærmere bestemt tænkes på de instruktorer, der underviser i forskellige fag på bacheloren. Instruktortimer er et helt centralt element i vores uddannelse og et element, der fungerer utrolig godt! Det forholder sig imidlertid således, at disse instruktorer langt, langt overvejende er kandidatstuderende, der ikke læser på fuld tid og jævnfør fremdriftsreformens krav om 30 ectspoint per semester, findes denne kategori af studerende ikke per 1. september i år. Det er i princippet muligt at læse fuld tid og være instruktor, men vi må forvente, at det bliver sværere at finde kvalificerede instruktorer til efter sommer. Misforstå os ikke, der er super mange utrolig dygtige instruktorer på psykologi, der leverer et fantastisk stykke arbejde, og det er netop for at sikre dette, at vi nu går i gang med af afsøge forskellige løsningsmodeller. I udgangspunktet er instruktorstillingerne tænkt som et studiejob dvs. 15 timer om ugen, i praksis bruger en del dog væsentlig mere tid. En facet vi nødvendigvis også må adressere i optimeringen af instruktor-modellen.

Fremtidssikringen af en kvalificeret instruktortrup er imidlertid ikke et arbejde, der kun skal foregå i studienævnet.

Fagkoordinatorer samt instruktorerne selv vil selvfølgelig blive inddraget. Og så vil vi selvfølgelig gerne høre alle jeres forslag, ideer og erfaringer med god instruktorpraksis på øvelsesog seminarhold i alle fag! Således at den løsning, vi træffer i studienævnet, beror på et grundigt og 360 graders eftersyn. Det bedste forum for inddragelse af de studerende i dette arbejde er Psykrådet. Det er her, disse diskussioner vil udspille sig, og herfra vi vil viderebringe ting til studienævnet. Det håber vi, at I vil delagtiggøre jer i! I ønskes alle et dejligt semester.

Sofie Sommerlund og Simon Hünermund

Deadline for indlĂŚg til nĂŚste nummer af Indput er fredag den 24. april.

Skriv til redaktion@indput.dk, hvis du har lyst til at bidrage!

11

Mr. Metaphor

is in the Building

Indput Institut for Psykologi KU

Af Mathias Rolskov, stud.psych.

Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Indput præsenterer her noget så kedeligt som en udførlig redegørelse for en for længst overstået gæsteforelæsning.

Desuden er teksten alt for lang, studentikos og totalt uden underrubrikker – ja, praktisk talt ulæselig. Læseren opfordres derfor til at springe frem til næste indlæg – medmindre man selvfølgelig lider af en slem frygt for at gå glip af noget.

REPORTAGE. Fredag eftermiddag på CSS, når weekenden lurer lokkende lige om hjørnet, er man (lad os bare indrømme det) ved at belave sig på at lukke og slukke i (for om et par timer endeligt at kunne dreje nøglen om til) de mere analytiske gemakker i ens stedvist ramponerede hukommelsespalads, hvor den konstante, krævende og i øvrigt SU-finansierede ombygnings mentale håndværkere jo alligevel er mere end godt i gang med at knappe de første velfortjente fyraftensbajere op.

- Whaaat? – Ja, sorry, det var nok alligevel lidt for snørklet. Bær over med mig, lad den passere, googl eventuelt ’memory palace’, og prøv så at holde tungen lige i munden, mens vi snubler os vej videre i teksten: Denne fredag er nemlig anderledes. Solen skinner, og selvom det nok er i overkanten at påstå, at våren ligefrem har påbegyndt sin længe ventede vandring igennem Nyhavn, fornemmes det i det mindste klart, at foråret er på trapperne - f.eks. på de pæne, men funktionelt set dårligt-designede, eksemplarer af slagsen, der (ligeledes snublende) fører ned til forelæsningslokalerne i den nyopførte bygning 35, hvor overskriftens ’Mr. Metaphor’, den amerikanske filosof og Knight Professor (ja, sgu!) Mark Johnson, netop nu skal til at holde sin (ligeledes længe ventede) gæsteforelæsning. Jeg skal nok stoppe metafor-overload'en nu. Det var en slags joke, forstås, med reference til, at Johnson en gang i 80’erne sammen med lingvisten George Lakoff blev berømt for at opdage, hvor vigtige metaforer er som betydningsbærende (og –skabende) strukturer – ikke bare for vores sproglige kommunikation, men for selve vores mulighed for at tænke på og overhovedet opleve en stor del af vores fælles virkelighed. Når det er sagt, kan man naturligvis også få for meget af det gode, og i resten af teksten skal jeg nok forsøge at formulere mig bare nogenlunde

13

normalt. Det må dog også indimellem være tilladt at lade nogle ting stå uforklarede i Indput, som ville kræve faktabokse i både den ene og den anden ende af Rådhuspladsen.

Selvom det ikke nødvendigvis er gået op for alle vore kære VIP’ere, er 80’erne jo efterhånden længe siden, og Mark Johnson har med tiden udvidet sit repertoire fra metaforteori til en mere bredtfavnende æstetisk, oplevelsesfilosofisk, ’embodied’ tilgang til kognition, forståelse og betydningsdannelse generelt. Ifølge forelæsningens arrangør – som er Institut for Psykologi i samarbejde med Selskabet for Filosofi og Psykologi ( www.selskabetfp.dk ) - er titlen på foredraget således ’Aesthetics of the Embodied Mind’, mens der dog på professor Johnsons nydelige powerpoint i stedet står ’Embodied Meaning, Thought, and Value’. Det kommer sig vist ikke så nøje, og i øvrigt kan vi - uden i alt for høj grad at foregribe slagets gang – minde om, at det jo i denne forbindelse er en hovedpointe, at man i jagten på mening ikke først og fremmest skal lede i propositionelle, lingvistiske strukturer. Fællesmængden for de to overskrifter er ’krop’ og (med lidt god vilje) ’æstetik’, og hvis vi, mens vi venter, for en kort bemærkning (og uden at blive for nærgående) antager dette analytiske perspektiv, kan vi notere os, at Mark Johnson er udpræget normcore: En høj og ’gangly’ herre i et mørkt jakkesæt, der sidder så tilpas dårligt (altså tøjet), som det passer sig for en rigtig angelsaksisk akademiker.

Længe inden det akademiske kvarter er udrindet, er salen summende fuld af både forventning og en skøn, international og ikke mindst tværfaglig blanding interesserede studerende og videnskabeligt personale fra forskellige fakulteter, institutter, centre og ideologiske lejre. Fan boys (m/k) som undertegnede forsøger at undgå at bryde ud i præmature klapsalver, mens det er lykkedes for de fleste andre at lægge ansigtet i mere passende, kritisk-reserverede folder. Vores institutleder er som vanligt uudgrundelig som en sfinks.

Johnson rømmer sig, spørger, om vi kan høre ham, og lægger så (uden at fortrække en mine) ud med at påstå – oh, rædsel - at

Indput Institut for Psykologi KU

filosofi grundlæggende er en søgen efter ’meningen med livet’.

Det udløser forståeligt nok spredt og lettere nervøs latter fra de tilhørende, som selvsagt er usikre på, om manden mon mener det som en vittighed. Hvis det er tilfældet, kører professor Johnson den umiddelbart efter helt til kanten med sit første slide, som er et citat fra Matthæus-evangeliet (21:42): ’Har vi monstro hørt den om, at stenen, som bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnestenen, og at det er Herrens værk, som er underfuldt for vore øjne?’ -- O_O -- eh? Pay-off kommer først, da Johnson forklarer os, at selvom det i biblen vistnok er Jesus, der - metaforisk set - er en sten, så mente pragmatisten John Dewey (som vel er det tætteste vi komme på Messias i Johnsons filosofiske panteon, og som vist heller ikke kan sige sig helt fri for at være en sten), at det er æstetikken, der indtil videre stort set er blevet vraget af de nævenyttige filosoffer, men som nu skal være hjørnestenen i fremtidens filosofi. Så langt, så godt. Dernæst griber Johnson til self-disclosure, og indrømmer blankt, at motivationen bag hans lange akademiske karriere hovedsagligt bunder i, at han pga. sin interesse for æstetik siden grad school er blevet mobbet af de ’rigtige filosoffer’. Rigtige filosoffer beskæftigede sig, dengang som nu, mestendels med kropsløse (og, fornemmes det, samtidig højrøvede) teknikaliteter som logik, metafysik og epistemologi: ”Basically,” siger Johnson, ”I’m out to get back at those guys.” Fair nok. Lad den, der selv er ren, kaste den første sten.

Når Johnson snakker æstetik, handler det ikke nødvendigvis om kunst eller andre overflødigheder. Den såkaldt ’æstetiske oplevelse’ er ikke væsensforskellig fra oplevelse i almindelighed. I stedet omhandler Johnsons æstetik alle de elementer, der vedrører vores evne til at fatte betydningen af i virkeligheden hvad som helst: form, struktur, kvalitet, følte fornemmelser og emotionelle interaktioner. For bare at kunne forstå lidt af denne menneskelige betydningsdannelses- og fatteevne, er det ifølge Johnson ultimativt nødvendigt, at vi forsager vores tvivlsomme dualistiske erkendelses-arv i alle dens afskygninger (og al dens væsen). Johnson bevæger sig derfor frejdigt ud i

15

en længerevarende (men også forbilledlig og underholdende) dualisme-bashing. ”Once you break humpty-dumpty apart, you’ll never be able to put humpty-dumpty back together again.”, som han programmatisk fastslår, og den larmende stilhed, der møder ham fra salen, skyldes formodentlig ikke så meget uenighed, som det forhold, at den fremmødte intelligentsia ikke var klar over, at de skulle have læst op på engelske børnerim. Johnson er afgjort en spøjs fætter, og det er ikke lige sådan at sætte en knappenål ved hans placering i sindsvidenskabernes filosofiske og ideologiske landskab. Dewey, James og Merleau-Ponty spices i løbet af forelæsningen op med et udvalg af de hotteste trends fra det, Johnson kalder ”second generation cognitive neuroscience”. Den mumlen, der herefter breder sig i salen, kunne tyde på, at det kommer som lidt af en overraskelse for en del tilhørere, at kognitionsvidenskaben overhovedet udkommer i separate generationer. Har institutlederen eksempelvis hørt det? Og hvilken generation tilhører han i givet fald selv? Det er selvfølgelig svært at nægte, at Kyllingsbæk ser en del yngre (og givetvis også bedre) ud end Johnson, men så bogstaveligt skal man formentlig ikke tage generations-snakken. Forskellen bunder snarere i, at der også findes spor af den dualistiske arvesynd i kognitions-psykologiens allestedsnærværende ’mind-as-computer’-metafor, som

Indput Institut for Psykologi KU

derfor ligeledes bør udrenses og erstattes med et mere naturalistisk, kropsligt perspektiv. ”The body is the locus of meaning thought and value,” prædiker Johnson, inden han for at tage stikket hjem (og, kunne man mene, lettere propagandistisk) blænder op for en hjemmevideo af sit 4-måneder gamle, sprællende barnebarn, der åbenlyst er too damned cute til at argumentere imod. Den indtagende Sophia griner (grundet tekniske problemer) lydløst imod os og erkender for fuld sving verden med sit buttede, lille legeme. ”Aaaaaw!” sukker Johnson i perfekt sync med flere tilhørere, ”isn’t she a sweetheart?”, og rundt i salen smeltes den tilbageværende kritiske reservation mere og mere, hver gang lille Sophia spjætter.

Det er også svært at være uenig, når Johnson herefter resolut griber en white-board marker, stikker den i lommen og proklamerer, at hvis tuschen er i lommen, og hvis lommen er i bukserne, mens bukserne er i forelæsningssalen, som jo ubetvivleligt ligger et sted i ”Copen-hargen” – så befinder tuschen sig med nødvendighed også i vores kære hovedstad. Hold da op.

Dette er ifølge Johnson en manifestation af det intrinsisk meningsfulde billedskema CONTAINMENT, der således bl.a. udgør det kropsligt-spatiale fundament for et så abstrakt princip som logisk transitivitet: Hvis A inkluderer B, som inkluderer C, så kan C løbe og gemme sig, så meget det vil – det slipper ikke for også at være inkluderet i A. QED. Når vi mennesker kan bruge denne slags strukturer og relationer ved vores konkrete oplevelse til at begrebs-

liggøre og ræsonnere om abstrakte entiteter skyldes det bl.a., at vi har udviklet evnen til ’metaforisk projektion’, og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Metaforer er overhovedet ikke, som man åbenbart lærer i amerikanske grundskoler, et retorisk eller poetisk værktøj til at udpege underliggende ligheder mellem to fænomener. I stedet udnytter man ved at anvende en metafor meningsfulde relationer (såkaldt ’inferentiel materiale’) fra dens konkrete ophav til at strukturere (og dermed også delvist konstituere) dens mindre konkrete genstandsfelt. Eksempelvis kan vi via den konceptuelle metafor ’Organization Is Physical Structure’ tale om og tænke over enhver abstrakt organisation som om den var en fysisk struktur med centrum, ekstremiteter, masse, densitet, sammenhængskraft, etc. Således ved læseren jo kun alt for godt, hvad der menes, hvis vi for en gang skyld skriver, hvad alle tænker: Institut for psykologi er en tung, usammenhængende klump smagløs bolledej.

Men den metaforiske magi stopper ikke ved verbale ytringer.

Johnson viser os, hvordan selv hans flagrende arme taler metafor, når han som en anden Lady Justice (justitia) med den ene hånd vejer for og med den anden vejer imod et eller andet abstrakt argument. Så er vejen ligesom banet mod andre ikke-lingvistiske betydningssystemer, og selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at æstetik drejer sig om ikke så lidt andet end kunstteori, vender vi mod slutningen af foredraget alligevel tilbage til de skønne kunstarter, der ifølge Johnson (som følger Dewey) skal betragtes som eksemplariske tilfælde af ”consummated meaning”. Johnsons medbragte eksemplariske tilfælde er en sjaskvåd, men det til trods misundelsesværdigt lykkelig Gene Kelly, der per (det nu heldigvis lydgivende) powerpoint nynner, synger og danser sig igennem hollywood-regnen i 50’er-filmen

Singin’ in the Rain. What a glorious feeling i sandelighed især fordi Johnson efterhånden falder ind og selv begynder at danse trallende rundt i den underjordiske bygning 35 med ansigt og lange, udstrakte arme og hænder vendt indbydende op mod en silende - om end selvfølgelig ganske fiktiv – indendørs regnbyge. Det er vildt nok. Sjældent er seriøse videnskabelige ideer i KU-regi blevet præsenteret med større indlevelse og showmanship. Her kan selv Jesper Mogensens decerebrate katte godt hoppe af kontorstolen og refleks-gå hjem og lægge sig i en solstribe.

Da Johnson har danset færdig, rundet forelæsningen af og høfligt modtaget tak og hyldest fra hovedarrangøren Tone Roald, vælter det ind (ned?) med spørgsmål fra salen. Sådan som publikum nådesløst rykker ham rundt mellem arkitekturteori, fænomenologi, psykologisme-debat, Kant, Aristoteles, Daniel Stern og døvblinde børn, er det ikke utænkeligt, at den stakkels professor oplever flashbacks til eksamensbordet på University of Chicago for længst en gang i 70’erne. Humlen i en række af spørgsmålene er, om det virkelig kan passe, at Johnson faktisk mener, hvad han siger? Kan det f.eks. passe, at kroppens æstetiske erkendelse udgør fundamentet for vores metafysiske kategorier og for vores objektive erkendelse? Og kan det nu også passe, at tilsyneladende transcendente størrelser som filosofi, logik og matematik stammer fra og formes af vores fejlbehæftede menneskelige krop og sanser?

Johnson gjorde det desværre ikke, men som svar kunne han passende have valgt at citere sin noget mindre diplomatiske vest-århusianske navnebroder, rapperen Marc Johnson, som følger: ”Det passer! – Wooow!/ Homie det går, - Uuuhh!”. Mark Johnson er ubetvivleligt embodied cogntion's eneste originale big time baller. Og ved du ikke han flowser, kender du hverken Johnson eller hans revolutionerende teori om menneskelig betydningsdannelse.

n

17

Har du et spĂŚndende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, du vil fortĂŚlle dine medstuderende om?

Skriv til redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Frokost med forskerne Nu kan du få stillet din faglige nysgerrighed og diskussionslyst samtidig med, at du får noget lækkert i maven. Og det er endda uden, du skal have pengepungen frem.

Af Julie Thune, stud. psych. og Nanna Sundgaard, stud.psych.

”Forskerfrokost” er et nyt tilbud, hvor du får chancen for at spise frokost med en af instituttets forskere og lære mere om den forskning, der bedrives ovre på den anden side af Øster Farimagsgade på selve Instituttet.

Der bliver holdt ”Forskerfrokost” tre gange i løbet af foråret, hvor de studerende får mulighed for at komme lidt tættere på vores helt egne eksperter over en bid mad. Forskerne vil fortælle om deres aktuelle arbejde i uformelle rammer, der indbyder til spørgsmål og diskussion. Vi håber således, at det nye initiativ kan være med til at skabe en større interaktion mellem de studerende og forskerne.

Den første forskerfrokost blev afholdt d. 9. marts, hvor Mette Væver fortalte om sin aktuelle forskning i før-sproglig kommunikation og intersubjektivitet mellem spædbarn og omsorgsgiver. Dette arrangement kan du læse mere om i næste nummer af Indput!

Frokosterne afholdes af ”Psykarrangementer” – et nyt udvalg under Psykrådet, som for fremtiden vil stå for forskellige psykologifaglige arrangementer ud fra et mål om at styrke fagligheden, lysten til og interessen for vores studie – både indenog udenfor pensum.

Hvordan kommer jeg med?

Til hvert ”Forskerfrokost”-arrangement vil der være plads til 30 psykologistuderende, og alle er velkomne uanset faglige forudsætninger. Selve frokosten vil være sponsoreret af Dansk Psykolog Forening, og når tilmeldingen åbner, vil det blive

offentliggjort på facebook-siden “Psykarrangementer på KU”.

Tilmeldingen sker ud fra et først-til-mølle princip, og tilmeldingen foregår til følgende e-mailadresse: psykarrangementer. ku@gmail.com.

Mere fra Psykarrangementer Ud over de tre forskerfrokoster på dette semester har Psykarrangementer hidtil stået bag vinterens to fagcaféer i hhv. statistik og kognitionspsykologi. Her kunne man få kaffe og kage samt gode råd og vejledning til opgaveløsning og rapportskrivning mm. fra mere erfarne medstuderende. Fagcaféerne har været en succes, som vi gerne vil gentage, og vi håber at kunne udbrede dem til flere fag.

Endvidere arbejder vi ihærdigt for, at vi senere på foråret kan invitere til vores første seminar! Her lægger vi op til en aften med spændende viden, spørgelyst og debat fra flere perspektiver, når både interne og eksterne fagpersoner inviteres til oplæg og diskussion.

Vil du vide mere?

Hvis du vil holde dig opdateret om kommende arrangementer, kan du med fordel følge ”Psykarrangementer på KU” på Facebook. Her vil der løbende komme ny information om de kommende arrangementer.

Vi kan desuden til enhver tid kontaktes på følgende e-mailadresse: psykarrangementer.ku@gmail.com n

19

Hvor blev skønlitteraturen af?

Af Amanda Lambæk, stud.psych.

INTERVIEW. Som psykologistuderende kan de fleste formentlig nikke genkendende til den store mængde psykologisk faglitteratur, som møder os hver gang, vi træder ind i et nyt semester. Gennem forelæsninger og seminarhold, lange læsesalsdage og en bred vifte af overspringshandlinger får vi efterhånden tygget os igennem det meste af pensumlitteraturen. Vi læser på livet løs. Det er ikke min hensigt at opildne til diskussion om, hvorvidt studiets pensummængde og -indhold er passende. Mit ærinde tjener derimod et ganske andet formål.

Jeg ærgres og undres over, hvorfor den skønlitterære genre gang på gang må vige pladsen for teoribøger og videnskabelige artikler. Støvet samler sig på hylden, hvor krimiromaner og noveller står klar til at berige læseren, men de bliver stående, for der er ikke prioriteret tid til den slags. Det skal naturligvis understreges, at ovenstående kun er udtryk for min egen personlige omgang med den skønlitterære genre eller mangel på samme, men måske kan du alligevel identificere dig med min oplevelse. Når jeg torsdag eftermiddag forlader læsesalen stolt og tilfreds med dagens indsats, tørster jeg ikke ligefrem efter mere læsestof. Så måske ærgres jeg egentlig mere, end jeg undres. Selvom jeg udmærket er klar over, at der ved fag- og skønlitteratur er tale om ganske forskellige genrer, har jeg alligevel tendens til at skære læsningen over én kam. Det er en skam, for jeg husker tydeligt, hvordan jeg i mine tidlige teenageår ustandseligt og med bankende hjerte slugte Tine Brylds ungdomsromaner én efter én. Disse bøger var i stand til at vække de genkendelige følelser fra ungdomslivets op- og nedture og gjorde derfor stort indtryk. De skønlitterære bøger gav mig en ganske anden læseoplevelse, end den jeg får, når jeg i dag fordyber mig i psykologisk faglitteratur. Det siger måske sig selv, men det er alligevel værd at bemærke.

Når alt kommer til alt, handler det vel egentlig ikke om at vælge det ene frem for det andet, men snarere om at finde kompromiset således, at der bliver plads til både at udforske det fagog skønlitterære univers. Uanset om din skønlitterære læselyst er ganske velfungerende eller er gået tabt i akademiske tekster, og derfor må genfindes, bør den følge med, når en række undervisere i det følgende fortæller om, hvilke skønlitterære værker de giver sig i kast med. Så læn dig tilbage, og lad dig inspirere.

Indput Institut for Psykologi KU

Jesper Dammeyer anbefaler Philip Larkin: Jeg læser lyrik. Gerne realisme fra sidste århundrede. Det kunne være Philip Larkin, som med sin direkte og hverdagsagtige stil kan holde metaforerne i kort snor, hvilket jeg finder vigtigt for, at poesi virker. På en kondenseret måde udvides sproget, skaber en genkendelig følelse eller stemning. For eksempel ”Spring”: Green-shadowed people sit, or walk in rings, Their children finger the awakened grass, Calmly a cloud stands, calmly a bird sings, And, flashing like a dangled looking-glass, Sun lights the balls that bounce, the dogs that bark, The branch-arrested mist of leaf, and me, Threading my pursed-up way across the park, An indigestible sterility.

Susanne Lunn anbefaler ”Luftspejling 38” af Kjell Westö, 2014: At læse skønlitteratur er en af mine yndlingsbeskæftigelser og er en guldgrube til psykologisk forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Jeg vil gerne anbefale den sidste bog, jeg har læst, ”Luftspejling 38”, som bogens forfatter Kjell Westö vandt Nordisk Råds pris for i 2014. Bogen er både spændende, meget godt skrevet og politisk-historisk og psykologisk gribende. Den er bygget op som en krimi, hvor spændingen udløses på sidste side. Handlingen udspiller sig i Helsinki lige inden 2. verdenskrig og beskriver, hvordan mennesker, såvel offer som bøddel, mærkes og invalideres af krigstraumer, in casu den finske borgerkrig. Den beskriver også, hvordan mennesker i en rum tid kan beskytte sig mod traumer, men at forsvaret ikke kan holde i det lange løb.

Det fortrængte vender tilbage i bogen både indefra og udefra og sætter sig igennem rent kropsligt. Mere vil jeg ikke sige, da det kunne risikere at ødelægge læseoplevelsen.

Judy Gammelgaard anbefaler “Verden af i går” af Stefan Zweig, 2013: Jeg har netop færdiggjort genlæsningen af denne fascinerende beretning fra en erklæret humanist, pacifist og europæer om det Europa, han havde levet og rejst i, og som han med god grund kunne tro var på vej til at gå i opløsning. Stefan Zweig blev født i 1881 i Wien, og han døde i 1942 i Brasilien. På flugt fra det nazistiske Tyskland og endnu engang en landflygtig, skilt fra sine bøger og den verden han kendte, valgte han døden sammen med sin unge hustru. ”Verden af i går” er en litterær selvbiografi, som tager sit udgangspunkt i en verden af tryghed, hvor den unge Zweig har det privilegium at kunne forfølge sine litterære interesser og ambitioner. Som ung mand færdes han hjemmevant i et Europa uden grænser, hvor man ikke behøver hverken pas eller visum for at rejse ud og ind over landegrænser, og han minder os om den rigdom af stolte kulturelle værdier og traditioner, som forenede det privilegerede borgerskabs kunstnere og intellektuelle op gennem det 20. århundrede. Ikke så mærkeligt, at der hos unge Zweig spores den privilegeredes optimisme farvet af idealistiske forestillinger om en fremtid båret af de tekniske og videnskabelige fremskridt, der kendetegnede tiden, og hvor grænser mellem de enkelte stater syntes overflødige.

Det er lige så forståeligt, at oplevelsen af to verdenskrige, som Zweig er en indsigtsfuld og dybt bekymret iagttager af, bliver det chok, som gør verden af i går, til den mistede verden. Men som han selv afslutningsvis erkender, at kun det menneske, der har oplevet både lys og mørke, krig og fred, stigninger og fald, kun det menneske har i sandhed levet.

En smuk bog om en verden, hvor dannelse og reflekteret humanisme var sande værdier for dem, der var så heldige at være en del af den.

Tom Teasdale anbefaler ”A La Recherche Du Temps Perdu” af Marcel Proust, 1913: For tiden læser jeg Marcel Prousts ”A La Recherche Du Temps Perdue” (i engelsk oversættelse).

Det er et langt værk, som omfatter syv bind, og jeg er midt i den sjette. Bogen er skrevet i jeg-form, og man fornemmer, at forfatteren har meget tilfælles med Proust selv. Man får dog aldrig den centrale karakters navn. Handlingen strækker fra, at han er en ung dreng gennem pubertet til, at han er en voksen mand.

Overfladisk er det en forældet bog. Den beskriver nemlig sociale interaktioner mellem en række aristokratiske og næraristokratiske personer i perioden ca. 1900 -1915, hvoraf de fleste tilsyneladende ikke behøver at arbejde. De mødes oftest i sammenkomster - middage, soirées og lignende. Der er meget lidt interesse i politiske forhold bortset fra Dreyfus affæren og et endnu mindre religiøst indhold. Men det er ikke for ingenting, at Prousts bog er betragtet som én af de mest væsentlige inden for det tyvende århundredes litteratur. Proust kunne se dybt ind i menneskers psyke og har dyb forstand på menneskelige følelser, som han beskriver i minutiøse detaljer. Man får indblik i kærligheden i alle dens former og fra alle sider – negative såvel som positive.

Jalousi og tilknytning er centrale begreber. Overraskende for sin tid handler bogen ganske åbent om mandlig og kvindelig homoseksualitet.

Jeg ved ikke, om jeg ville anbefale bogen til andre. Man skal i hvert fald være villig til at ofre mange, mange timer på at læse den. Man kunne måske gøre klogest ved bare at læse den tidlige ’Un Amour de Swann’ (Swanns Kærlighed) og derefter bestemme, om man vil give sig i kast med hele værket. Den er nemlig næsten selvstændig og er ganske repræsentativ for hele værket i stil og indhold. n

21

MY TEN

OM VOLDTÆGT I anledningen af kvindernes internationale kampdag d. 8. marts sætter Amnesty International Danmark fokus på de fordomme og myter, vi har omkring voldtægt, og som måske kan ligge til grund for de ganske dystre tendenser, som statistikkerne omkring voldtægter i Danmark viser: Hvordan kan det f.eks. være, at under halvdelen af alle voldtægter overhovedet politianmeldes, samt at kun en ud af fem voldtægtssager ender med domskendelse? I denne artikel sættes der fokus på nogle af de psykologiske mekanismer, der kan ligge til grund for samfundets og retssystemets forståelser af voldtægter, og hvorfor der er behov for at revurdere de forståelser og de bias, der omgiver begrebet.

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych

Indput Institut for Psykologi KU

En tendens, som vi møder både i danske og udenlandske voldtægtssager, og som kan siges at være en væsentlig bidragyder til de nedslående statistikker og beretninger fra voldtægtssager, er mekanismen ”Victim blaming”. ”Victim blaming” kan egentlig siges at være en meget naturlig menneskelig coping-mekanisme, som udspringer af vores grundlæggende ønske om at finde mening og orden i verden omkring os. Meningsløs og uforståelig vold skaber uro og utryghed i vores forståelse af verden, hvorfor vi søger at finde en forklaring eller fortrøstning for at genskabe ro i os selv og meningen i vores livsverden. En måde at gøre dette på er at tillægge offeret en vis grad af ansvar for den forbrydelse, de har været udsat for. På den måde søger man at overbevise sig selv om, at man ikke selv ville kunne blive udsat for det samme.

Dette gør vi f.eks. ved at sige ting som: ”Hun skulle heller ikke have klædt sig så udfordrende”, eller ”hun skulle heller ikke være taget med ham hjem”, eller ”hun skulle ikke have sendt ham den slags signaler”. På den måde kan vi overbevise os selv om, at fordi ”jeg aldrig ville gå sådan klædt”, og ”jeg aldrig ville tage med nogen hjem”, og ”jeg aldrig ville udsende den slags signaler”, så ville en

voldtægt aldrig kunne ske for mig, og jeg har igen skabt tryghed og ro i min forståelse af verden.

Myten om voldtægt Dette er måske til en vis grad forståeligt, hvis ikke det lige var for det uhyggelige faktum, at samme tankegang gør sig gældende i det retssystem, der skal dømme og straffe gerningsmanden for voldtægten. Særligt spiller relationen mellem offer og gerningsmand en rolle i den måde, kvinden mødes af systemet på, når hun skal anmelde en person for at have begået overgreb på hende. Både hos politi, advokater og i sociale sammenhænge oplever mange kvinder, at de mødes med mistro, hvis gerningsmanden og kvinden i forvejen kender hinanden, og særligt hvis manden er kvindens tidligere eller nuværende partner. For hvis hun tidligere frivilligt har indvilliget til sex med den pågældende person, eller måske endda lever sammen med ham til daglig, er der så overhovedet tale om ”rigtig” voldtægt?

Denne mistro bunder i myten om, at voldtægt er noget, der foregår i en mørk gyde, hvor en fremmed mand springer frem og forgriber sig på en kvinde for så at forsvinde ud i natten igen. Voldtægt

forstås ikke som noget, der kan foregå i soveværelset bag hjemmets fire vægge.

Jeg kalder dette en myte, da forståelsen på ingen måde stemmer overens med det virkelighedsbillede, som statistikkerne tegner: Undersøgelser viser nemlig, at offer og gerningsmand i mere end to ud af tre voldtægtssager kender hinanden i forvejen.

Sagen henlagt Myter, mistro, fordomme og forforståelser gør sig altså gældende på alle stadier af en voldtægts efterveer: Kvinden er måske i tvivl om, hvorvidt det, hun har været udsat for, overhovedet gør sig gældende som voldtægt, når det drejer sig om en partner eller en ven. Og selvom hun skulle være overbevist om overgrebets karakter af voldtægt, kan diverse kendte ”victim blaming”-slogans være så indgroede hos hende, at hun tilskriver sig selv en del af skylden for overgrebet: ”Hvis jeg bare ikke havde danset så meget med ham tidligere på aftenen”, eller ”hvis jeg bare ikke havde sagt ja til at kysse”. Nogen trøst finder hun ikke i statistikkerne, der viser, at tre ud af fire voldtægtssager henlægges uden at komme for en dommer.

Netop i sager hvor kvinden kender

23

gerningsmanden i forvejen, er det meget svært at bevise, at der har fundet et overgreb sted. Amnesty International Danmark peger i deres kampagne på, at fysiske tegn så som blå mærker og rifter i mange ’par-voldtægter’ og ’kontakt-voldtægter’ ikke anses som tilstrækkeligt bevis. Sagerne ender derfor som påstand mod påstand og falder herefter oftest ud til gerningsmandens fordel.

Man er jo trods alt uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Resultatet er, at rigtig, rigtig mange voldtægter aldrig bliver anmeldt. For hvordan skal en kvinde være i stand til at rumme de enorme sociale følger, der potentielt kan være ved at anmelde en mand, hun kender, for voldtægt, hvis hun mødes med mistro, og sagen ender med at henlægges, før den kommer for en dommer? Eller manden dømmes, men straffen nedsættes, fordi deres relation til hinanden anses som ’formildende omstændigheder’?

Det er måske på tide at slå fast, hvor ’simpel’ definitionen for voldtægt og skyldsspørgsmålet er: Det er voldtægt, når den ene part ikke samtykker. Det er altid ene og alene krænkerens skyld og ansvar.

Ligeledes er der krav, der skal være

Indput Institut for Psykologi KU

opfyldt for, at en person kan dømmes for voldtægt: At det kan bevises, at manden gjorde noget, han vidste, var mod kvindens ønske.

Campus rape og gråzoner Ikke desto mindre er dette definitioner og grænser, der ikke altid er så sort-hvide i praksis.

Selv blev jeg udfordret på min egen forståelse af ”victim blaming”, da jeg begyndte at sætte mig ind i en bølge af såkaldte ”Campus rapes”, som var oppe i medierne i USA, og som vi selv har set noget lignende til herhjemme i de seneste år. Emnet er interessant, fordi overgreb i festsammenhænge er blandt dem, man tidligere har afskrevet som ’sammenfald af uheldige situationer’, fordi komponenterne ikke passer sammen med vores samfundsmæssige myte om voldtægter.

Emnet tog de op i en ellers harmløs amerikansk teenage-tvserie, som jeg følger med i, og dramaet udspillede sig således: Seriens kvindelige 19-årige hovedperson har været til en vild college-fest på campus og vågner op dagen derpå nøgen og i en seng med sin ekskæreste. Hun kan intet huske om deres handlinger af-

tenen forinden, men får dog bekræftet, at de har haft sex, men at han havde sørget for at bruge beskyttelse. Først er hun ulykkelig og uforstående, fordi hun har været sin nuværende kæreste utro, men i en samtale med sin mor, bringes r-ordet (rape) på banen: For hvis hun var så fuld, at hun ikke kunne huske noget, havde hun nok også været for fuld til at give sit samtykke til sex?

Her sprang jeg lige lukt i alle de førnævnte fælder omkring ”victim-blaming”, og min instinktive reaktion lød noget i stil med dette: ”Altså. Vi har alle sammen et ansvar for ikke at drikke os så fulde, at vi ikke ved, hvad vi laver, eller hvem vi laver det med.” ”Desuden er hendes ekskæreste en sød fyr, der ikke kunne finde på at gøre noget, som hun ikke havde lyst til, og desuden var han jo også fuld.”

Pludselig havde jeg tillagt offeret et ansvar for at være i en situation, hvor voldtægt kunne finde sted, og samtidig havde jeg brugt deres relation som ekskærester og hans ry som ’en flink fyr’ som en form for bevis imod et seksuelt overgreb.

Men hvordan definerer man egentlig, hvem der er offer, og hvem der er gerningsmand, når begge involverede er

berusede? Er det så den, der var mest beruset, der har udnyttet den anden? Er det i så fald ’bevis’ nok for, at han var mindre beruset end hende, at han var i stand til at huske at bruge beskyttelse? Eller har han, som en af karaktererne pointerer, et større ansvar i kraft af, at han er manden, og dermed anses som ”den udfarende kraft?”. Eller burde hovedpersonen, som en anden karakter mener, i kraft af at hun er kvinde, ”vide bedre, for det er den slags risici, vi lever med som kvinder”?

Hvis situationen havde været den anden vej rundt, ham der intet kunne huske, men hende der huskede begivenheden, ville vi så overhovedet overveje om det, der var foregået, kunne være voldtægt? Er det altid nemt at vurdere præcist, hvor beruset den anden person overfor dig er? Og når du oven i købet selv er beruset? Og kan en mand begå voldtægt uden at vide, at kvinden ikke har lyst, og kan han i så fald straffes for det?

Eksemplet illustrerer, at hvor meget vi end ville ønske, at overgreb og voldtægt altid var sort-hvide situationer med et tydeligt ja-nej og rigtigt-forkert, samt at voldtægt altid kan tilskrives en iboende ondskab eller intention hos gerningsmanden, ja så er der altså en masse

25

situationelle komponenter, som kan sløre og utydeliggøre disse skarpt optrukne grænser.

En voldtægt kan godt foregå under komplekse forhold, men det gør det ikke mindre til en voldtægt.

Det er os, der som samfund definerer gråzoner for, hvornår noget er en ”rigtig” eller ”ikke-rigtig” voldtægt, fordi situationen ikke lever op til myten om voldtægten.

Ungdom og optimism bias I USA har diskussionen omkring campus rapes været centreret omkring miljøerne til campus-fester, hvor alkohol og seksuel aggression, samt gruppedynamikker, der favoriserer disse, øger risikoen for, at seksuelle overgreb kan finde sted. Fokus kommer således til at være på individets ansvar for at ’passe på sig selv’ og ’forholde sig til virkeligheden’.

Det er let at blive enige om, at vi alle har et ansvar for, at vi ikke overskrider andres seksuelle grænser eller vores egne men ideen om, at vi med denne viden i baghovedet kan sikre, at vi ikke kommer i en situation, hvor vi bliver voldtaget, er fejlagtig af flere grunde: Undersøgelser viser, at de fleste voldtægter finder sted mellem unge menne-

Indput Institut for Psykologi KU

sker, og her er det meget aktuelt at tale om begrebet ”optimism-bias”. Begrebet dækker over, at vi har tendens til at tro, at sandsynligheden for, at vi selv bliver udsat for negative begivenheder, er mindre end for andre mennesker. Dette bias er særligt fremtrædende hos unge mennesker, der jo også i højere grad indgår i risikofyldte sammenhænge så som ekstremsport, kørsel over fartgrænser og indtagelse af euforiserende stoffer.

Mange unge vil derfor have tendens til at estimere risikoen for at blive udsat for seksuelle overgreb i festsammenhænge eller ved at gå på date, som lavere end de egentlig er.

Samtidig kan dette ”optimism bias” spille sammen med den sociale forforståelse af, hvem der bliver voldtaget, og hvordan dette foregår på en sådan måde, at kvinden, der udsættes for voldtægt eller overgreb, ikke definerer det som sådan: ”Jeg er ikke sådan en type, der bliver udsat for voldtægt”.

Udover de samfundsmæssige konsekvenser det kan have, hvis mænd, der overskrider andres seksuelle grænser, ikke anmeldes og straffes herfor, kan det have store personlige konsekvenser for kvinden, der måske aldrig får bearbejdet episoden som det seksuelle traume, det

egentlig er. På den anden side kan det måske være mere traumatisk end gavnligt for en ung collegestuderende at italesætte en seksuel oplevelse som voldtægt og dermed bære rundt på den form for stigma resten af livet. Der er flere forskningsprojekter, der netop fokuserer på, om det egentlig har gavnlig terapeutisk effekt for kvinden at definere en mere uklar seksuel episode som voldtægt eller ej. Svarene er ikke entydige.

En nuanceret forståelse af voldtægt Amnesty International Danmarks kampagne for at sætte fokus på fordomme omkring voldtægter er altså vigtig af flere grunde: Vi er nødt til at nuancere vores forståelser af overgreb og voldtægt for at komme ud over ’bag-en-busk’-scenariet.

Dette må vi gøre for, at kvinder, der har fået overskredet deres grænser seksuelt af en ven, kæreste eller en flirt til en fest, mødes med anerkendelse og legitimitet af deres oplevelse både socialt og i vores retssystem. Kun på den måde kan vi sikre, at de mange voldtægter og overgreb, der i dag kun figurerer som mørketal, bliver anmeldt og ser dagens lys.

Mænd skal erfare, at selvom man ikke er en misogyn afstumpet overfaldsmand

Se mere om Amnesty International Danmarks kampagne: My Body, My Rights. http://www.amnesty.dk/mybodymyrights

bag en busk, kan man godt begå seksuelle overgreb. Surveys udført på amerikanske collegestuderende har afsløret, at mange mænd slet ikke definerer visse grader af tvang og modvillig seksuelt samvær som voldtægt eller overgreb. Adspurgt direkte om de nogensinde havde voldtaget nogen svarede stort set alle nej, mens flere alligevel svarede ja på spørgsmål som ”har du nogensinde tvunget nogen til samleje ved at holde dem nede?”

Ligesom med alle mulige andre former for kriminalitet findes der forskellige typer mænd, der begår overgreb af vidt forskellige grunde og i vidt forskellige situationer. Jeg håber, at denne artikel kan være med til at øge bevidstheden om, at voldtægt og overgreb kan dække over så meget andet end en fremmed mand, der tvinger en tilfældig pige til samleje. Hvis vi alle er bevidste om, at vi kan overskride andres seksuelle grænser og begå overgreb, uden at det nødvendigvis var intentionen, kan det måske afholde nogen fra at udnytte eller gå over grænsen i nattelivets situationer. Ligeledes ønsker jeg, at en ny forståelse af voldtægt kan give danske kvinder modet til at stå frem og blive mødt af et system, der anerkender dem, når deres seksuelle grænser er blevet krænket. n

27

Da debatten polariserede og mistede sit potentiale Af Anne Rogne, stud.psych.

Debat. Det hænder, at ens overvejelser starter ét sted men ender et helt andet, fordi nye opmærksomheder vækket af én begivenhed skærper ens blik, så aspekter af nye hændelser, som ellers let kunne have passeret uden notits, træder frem og bliver svære at se bort fra. Det følgende skal derfor ikke forstås som begyndende eller afsluttende ved én særskilt og afgrænset hændelse. Der er tale om tanker om det almene frem for det partikulære, ikke forstået som en forholden-sig-til store ord som ’ytringsfrihed’ og ’demokrati’, men derimod en række metaovervejelser omkring hvordan debat og kritik bedrives med det partikulære som eksempel. Intentionen er derfor heller ikke at postulere, at der eksisterer en indvendig sammenhæng mellem de nævnte begivenheder udover den sammenhæng, der opstår i refleksionen over tilbøjeligheder som - hvor forskellige begivenhederne end er - kan have sammenlignelige følgevirkninger.

Er vi alle Charlie?

For at vende tingene på hovedet vil jeg starte, hvor overvejelserne endte, for derpå at vende tilbage til hvor de begyndte, da det også er her, at jeg vil forsøge at argumentere mig hen imod at konturerne af et forandringspotentiale, træder frem. Datoerne 07.01.15 og igen 14.02.15 skulle gå hen og blive skelsættende for den eskalerende debat om ytringsfrihedens ret som grundpilen for det Vestlige demokrati. Vi var alle Charlie, og var man ikke Charlie, så var man ’Kujon’. Vi var alle Danskere, og var man ikke Dansker, så var man ’Fjenden’. I en demonstration af at Vestlige værdier ikke viger for primitive trusler, skulle alle overflader plastres til med satire, mens vi samstemmigt citerede Voltaire for ordene: ”Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det”. Uden skelen til, hvorvidt Voltaire overhovedet har sagt disse ord eller ej, så skulle vi som én stor homogen masse stille os under de samme faner og proklamere vores fælles ret til at ytre hvad fuck, der passer os. Meldte man sig ikke under disse faner, så måtte man forvente at blive skammet ud sammen med Jyllandsposten; udnævnt til enten at være angste ’Krystere’, der bukker sig for fjenden eller bløde ’Humanister’, som med utopiske Johanne Schmidt-Nielsen-inducerede illusioner om alles lige værd, vender det blinde øje til de egentlige problemer.

Indput Institut for Psykologi KU

Kritik er ikke polemik I en artikel i Information d. 10. januar dette år beskriver forsker ved Center for Kønsforskning, KU, Michael Nebeling Petersen, hvordan reaktionerne på hændelserne ”tegner konturerne af, hvilke mennesker, der inviteres inden for i et fællesskab, og hvem, der skubbes udenfor.” Nebeling argumenterer her for, at ikke alle er Charlie, ikke alle har lige mulighed for at være Charlie, men også at ikke alle ønsker at være Charlie. I stedet anerkender han den fornedrelse, der kan ligge i satirens stereotypier af minoriteter og den grundlovssikrede rettighed til at kritisere disse tegningers vold, uden at denne kritik skal udråbes til censur. Og her træder min pointe frem: Når det vi søger at forstå er komplekst, så er forventningerne, antagelserne og kravene om simplicitet og lineære årsagsforklaringer, som opstår når kritik afløses af polemik ikke nødvendigvis ideelle, fordi debatten mister sine facetter og hermed også sit potentiale, når den føres i en polariseret tone.

Foucault advarede imod kritik, fordi med kritikken følger risikoen for, at det kritiske standpunkt bliver den nye magtfulde position, som blot former subjektiviteten på en anden men ikke nødvendigvis ’bedre’ måde end sin forgænger. Hos Foucault er der derfor intet, som står udenfor magtrelationerne, intet normativt standpunkt som kan hævdes at repræsentere det moralsk ’korrekte’ eller ’sande’. Derimod er målet for Foucault, at vi skal tilegne os en ’kritisk indstilling’ som tillader os at spille disse magtspil med så lidt dominans som muligt. Uden nødvendigvis at tilslutte mig Foucaults ambition om at holde kritikken fri for forankring i normative idealer (selv om de fleste nok vil have svært ved at læse Foucaults tekster uden at læse en vis grad af normativitet ud af det), så vil jeg argumentere for, at netop denne opmærksomhed er afgørende, hvis vi ønsker, at den debat vi fører skal bevæge os nye steder hen.

Den velkendte skyttegravskrig Dette bringer mig videre til mit næste eksempel, som kronologisk set lå før mit første. For lidt tid tilbage deltog jeg i et debatarrangement, der blandt andre havde den narrative psykolog Allan Holmgren samt overlægen på Psykiatrisk Center København, Henrik Day Poulsen, med på sin deltagerliste. Jeg burde måske have sagt mig selv på forhånd, at dette ville være et møde, som ikke nødvendigvis ville resultere i den store medierende dialog mellem de to grandiose repræsentanter for henholdsvis psykologiens og psykiatriens verden. Ikke desto mindre blev jeg atter engang forbløffet over den manglende lydhørhed og altoverdøvende monologiske karakter som denne ’debat’, så ofte bærer præg af. Mens Holmgren, med sin efterhånden velindstuderede offensive og kampberedte stil, forkastede psykiatriens potentiale med reference til ’foretrukne fortællinger’, fremstod Day Poulsen langt mere diplomatisk, hvilket for mange sikkert fjernede opmærksomheden fra den kendsgerning, at han stadig ikke repræsenterer det medierende, men derimod en ’additions’-tankegang, hvor medicinen håndterer sygdommen, mens psykologien håndterer ”alt det andet”, som f.eks. affekt og personlig mening.

I denne sammenhæng er problemet for mig at se, at de personer – og dét de to personer repræsenterer – så sjældent rent faktisk taler sammen. De taler fra forskellige verdener, men det er ikke dér, vanskelighederne opstår. Vanskelighederne opstår, når personerne forkaster den Andens verden eller i det mindste, når personerne afskriver ambitionen om at forstå eller sætte sig ind den Andens verden og den kendsgerning, at man behandler den samme genstand, men indretter sig, interagerer med samt former den forskelligt på tværs af sine forskelligartede og varierede praksisser. Det medierende, det grænseoverskridende, det dialogiske, som rent faktisk kunne have potentialet til at skabe noget originalt, som måske rummer muligheden for et mere retfærdigt fællesskab, forsvinder – og her er den igen – når kritik bliver til polemik.

Teknokratiets laden-stå-til Indledningsvis lovede jeg, at disse overvejelser ville ende med et eksempel som samtidig med, at det repræsenterer noget partikulært, der besidder den kritik jeg kritiserer, også indebærer et forandringspotentiale. Det er ydermere det mest ’nære’ eksempel, hvilket netop er hensigten, fordi min intention er at følge Nietzsches råd om at overtage ideologikritikkens strategi og vende den mod os selv.

Hvis vi som psykologistuderende vil bestræbe os på at være en kommende generation af samfundsborgere, som kan bidrage til at etablere en orden, hvor debattens nuancer og kompleksitet ikke forsvinder i enhedssøgende og totaliserende angiveligt ’normative’ stemmer, så må vi forholde os refleksivt til vores egen praksis. Jeg anerkender og finder det beundringsværdigt, at der er studerende i blandt os som tager initiativ til, og bruger deres engagement samt sparsomme fritid på, at tage kritisk stilling til hvilket universitet vi ønsker at forme for fremtiden. Jeg finder det ikke desto mindre problematisk, når denne kritiske stillingtagen endnu en gang føres i et sort/hvidt-format. Velvidende at jeg viger tilbage for at fremlægge mit eget perspektiv på forslag som f.eks. mere praksisundervisning og mere selvvalgt litteratur på pensum – om end dette nok er udtryk for en form for normativ og ikke rent tilfældig udvælgelse af eksempler – så aner jeg en tendens til at stemmer, der ikke stemmer i hermed, hurtigt forkastes som teknokratiske. Og her har vi dilemmaet igen: Hvis kritik bedrives polemisk, så ender vi med dét Foucault advarede mod, nemlig at kritikken skaber en ny magtfuld position. Kombineres dette med Nebelings argument, kommer vi alt for let til at etablere et ekskluderende fællesskab, som foregiver at repræsentere det almene, men som i virkeligheden i hvert fald risikerer at forstumme de argumenter, der kunne åbne op for en mere nuanceret og produktiv debat.

Og hermed min sidste kommentar: Burde det ikke lige netop være psykologiens rolle, at være refleksiv omkring hvordan den måde, hvorpå vi indgår i dialog, former de subjekter, vi giver os ud for at være i dialog med? n

29

Indput Institut for Psykologi KU

Stafetten Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det professor MSO Annie Høgh, der har stafetten, som hun fik af Pernille Strøbæk.

Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg havde arbejdet nogle år som sygeplejerske på en intensiv afdeling og havde videreuddannet mig til det, som jeg havde lyst til klinisk. Jeg ville så gerne have en akademisk uddannelse, og det var på det tidspunkt ikke muligt inden for sygeplejen i Danmark. Via mit arbejde som sygeplejerske var jeg blevet interesseret i psykologien og startede på uddannelsen i 1988 og blev færdig i 1994.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Det er svært at sige, men jeg håber, at der bliver mere holdundervisning og færre forelæsninger, samt at studerende får mulighed for at være mere selvstændigt undersøgende end i dag.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Hvis jeg ikke var kommet ind på psykologi, var jeg taget ud at rejse med Røde Kors eller noget andet i udlandet. Jeg arbejdede faktisk på et hospital i New York, da jeg startede på psykologi.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

Nyd den tid du har til fordybelse. Den er kostbar og forsvinder for en stor del, når man bliver færdiguddannet.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

Da jeg læste var der ni grene på overbygningen. Jeg havde valgt arbejds- og organisationspsykologi, og vi kunne kun vælge én gren. Vi havde kun holdundervisning, men egentlig ikke særlig meget så vidt jeg husker. Så måske er forelæsningerne faktisk blevet lagt til undervisningen på kandidatuddannelsen, så der er mere undervisning nu, end da jeg læste.

Hvem skal have stafetten af dig?

Susanne Harder

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Når jeg har tid til at forske og vejlede studerende.

Mange tak til Annie Høgh!

31

Hvad skal vi bruge det til?

Af Erling Nørkær Nielsen, stud.psych.

OM TEORIER I VIRKELIGHEDEN. Overskriften kan passende føjes til listen over hyppigt stillede spørgsmål i det danske uddannelsessystem. Og om spørgsmålet udløses af brøkregning i folkeskolen, af oldtidskundskab i gymnasiet eller af K-værdier i kognitionspsykologi, så er det et spørgsmål, der fortjener et velbegrundet svar.

For alt andet lige, så skulle det, der foregår på uddannelsesinstitutionerne gerne tjene et praktisk formål. Tilegnelsen af viden bør være rettet mod et liv på den anden side af det, der i folkemunde kaldes universitetets tykke mure. Teorien skal vækkes til live, vil man sige. Men hvor skal linjen mellem teori og praksis trækkes? Grænsen mellem livet med bøgerne som omdrejningspunkt og livet blandt klienter eller patienter eller kunder? Grænsen mellem ord og handling?

Jeg vil i det følgende forsøge at fremhæve absurditeten i disse spørgsmål.

Jeg oplever ofte, at en refleksion over spørgsmålet ”Hvad skal vi bruge det til?” føres an af en grundlæggende antagelse af, at der eksisterer en virkelighed, som er kvalitativt forskellig fra den, hvor læringen finder sted, det være sig universitetet, ungdomsuddannelsen eller sågar kravlegården. Det hedder sig, at man skal ud og bruge teorien i ”virkeligheden”, hvilket på

Indput Institut for Psykologi KU

paradoksal vis afgrænser læringssituationen som en ikke-virkelighed – en fiktion, hvor hovederne fyldes op af teorier og værktøjer, som de skal ud og bruge i den ”virkelige” verden; arbejdspladsen.

Min frygt er, at de stigende mængder casearbejde, der gennemsyrer fagelementerne på såvel psykologi som andre studier, opelsker kundskaber i forhold til netop cases – enkelttilfælde, på hvilke man kan applikere en mere eller mindre vaklende teori. Som om tilegnelse af viden opfattes som at købe en rejseparaply, der kan tages med ud i ”virkeligheden”, ud i regnen, hvor den kan slås op og kaste sin skygge over et praktisk problem. Det er min holdning og håb, at uddannelse ikke blot klæder på til at løse de problemer samfundet og dets mennesker står med her og nu, men at det (for at blive i metaforen) udstyrer de lærende med et helt teoretisk klædeskab, som er systematiseret og nuanceret og som kan åbnes og tages i brug for såvel nuværende kendte (skræddersyede, om man vil) problemstillinger som fremtidige ukendte.

Anthony Giddens sagde engang noget i retning af: Strukturen eksisterer kun i sine virkninger. Men hvilke virkninger har en teori? Er det blot dens aftryk i praksis?

Ser man på Freuds teori om subjektet, vil de fleste være

enige i, at teoriens virkning ikke kun er de kliniske resultater af den psykoanalytiske tradition. Freud ændrede vores måde at tænke og tale om subjektet, og dermed har teorien ikke blot virkninger i ”praksis” – den skaber og omskaber sin egen genstand samtidig med, at den internaliserer en samtid og et samfund i et begrebsapparat.

Dermed ikke sagt, at enhver teori skal udgøre et paradigmeskifte, eller at man skal holde op med at forholde sig kritisk til teori. Jeg efterlyser blot, at en teori ikke kun vurderes ud fra dens anvendelsespotentiale i et nøje afgrænset felt, som vi arbitrært kalder for praksis, men at det anerkendes, at enhver teori, enhver tekst, enhver beskrivelse af et fænomen i verden udgør et lille bitte stykke virkelighed, som alene og sammen med andet teori kan strukturere og nedbryde, sammenfatte og spalte hvilken som helst genstand, vi på et givet punkt i tid og rum beskæftiger os med.

Så tag ikke fejl af virkeligheden. Spørg ikke, hvad den kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for den. Tro ikke, at den kun findes udenfor de bøger, der handler om den. Men anerkend dens virkninger, om de er mælken, der blander sig med kaffen i din kop, om de er udtalte ord i det terapeutiske rum, eller om de er bogstaver og mellemrum i det teoretiske klædeskab. n

33

Forbudte holdninger

Indput Institut for Psykologi KU

Af Alexander Gjerding, stud.psych. og Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych.

Den københavnske skolepsykolog Nicolai Sennels, formand for den danske afdeling af den islamkritiske forening Pegida, bliver af flere kolleger beskyldt for at komme med fagligt uforsvarlige udtalelser om muslimer. De og flere politikere kræver ham fyret på baggrund af sine holdninger, men Sennels holder fast i sin ytringsfrihed og påpeger, at han intet ulovligt har gjort. Der er dog åbnet op for en interessant debat; er der, eller bør der være grænser for, hvilke holdninger man må have som psykolog? Hvor går grænsen mellem offentlige og private udtalelser? Og skal der være en videnskabelig standard for, hvornår man må komme med udtalelser og generaliseringer i kraft af sit arbejde som psykolog?

Den seneste tid har der så igen, om end i et væsentligt mere offentligt forum, raseret en debat om samme emne. Debatten er opstået på baggrund af udtalelser fra Nicolai Sennels, manden bag den islamkritiske forening pegidadk, der af flere kræves fjernet som psykolog i de københavnske skoler på grund af hans - i nogles øjne – radikale holdninger til muslimer.

Det har blandt andet udmøntet sig ved, at 11 skolepsykologer fra Østerbro og Indre By i et brev har henvendt sig til Københavns Kommunes Børne- og Ungeudvalg, hvor de har vedkendt deres mistillid til Sennels.

Sennels selv mener, at de offentlige udtalelser om muslimer er gjort som privatperson i privat regi, og at de bygger på menneskelige erfaringer.

Kort inden kommunalvalget i 2013 opstod der en heftig debat inde på Facebooksiden ”Danske Psykologer”. På siden, som har næsten 3000 medlemmer, blev der oprettet et indlæg omkring en kvindelig psykolog, der stillede op til borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance. I indlægget blev der sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt menneskesynet i Liberal Alliance var foreneligt med det at være psykolog. Tonen gik højt, som den af og til kan gøre, og der var også stor uenighed blandt de debatterende. Grundlæggende blev det diskuteret, hvorvidt virket som psykolog omfatter en række retningslinjer for, hvilke værdier, holdninger og menneskesyn, man bør have.

Angreb på ytringsfriheden Kritikken fra Nicolai Sennels kollegaer i brevet går på, at han er kommet med en række fagligt uforsvarlige udtalelser om muslimer, som ikke harmonerer med det at være psykolog. De skriver, at Sennels holdninger er uforenelige med de retningslinjer, der gælder for hans arbejdsplads eller psykologer generelt.

Om fyringspresset siger Nicolai Sennels selv, at han ser deres krav om fyring, som et af disse års værste angreb på ytringsfriheden: ”Ingen af de 11 kolleger har på noget tidspunkt kontaktet mig omkring deres bekymringer, eller for at give mig en mulighed for at forsvare mig selv eller rette eventu-

35

elle misforståelser. Hele sagen er forfærdelig, for det er udtryk for en uhyggelig udvikling. Vi lever i en tid, hvor næsten alle udtrykker deres holdninger offentligt på blogs og sociale netværk i deres fritid. Og fra nu af skal alle så være nervøse for, at kolleger kan google op til fem år gamle udtalelser, og sende dem til deres chef med krav om fyring grundet ”forkert menneskesyn”. Både fortiden og den pågældende sag viser desværre med al tydelighed, at folk kan finde på at bryde selv helt grundlæggende sociale og juridiske spilleregler, når bare de føler sig tilstrækkeligt moralsk overlegne”.

Sennels opfatter ikke selv sine egne politiske holdninger som problematiske for sit arbejde i Københavns Kommune.

Som han selv udtaler til Jyllands Posten: ”Alle mennesker har holdninger til alt muligt, og især tror jeg, at der er rigtig mange mennesker, der har en holdning til islam og muslimer, og jeg er sikker på, at de ligesom jeg er fuldt ud i stand til at holde deres personlige holdninger adskilt fra deres professionelle arbejde”.

Markante holdninger skaber mistillid For nylig udtalte Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen til Berlingske, at markante holdninger ventileret i det offentlige rum kan skabe mistillid mellem klient og psykolog. Psykologer kan godt have private holdninger til nogle bestemte persongrupper, men holdningerne skal lægges væk, så snart psykologen træder ind i lokalet til klienten. Hun pointerer i en artikel til Berlingske, at hvis klienten nærer mistillid til sin psykolog på grund af noget psykologen har ytret offentligt, så er forudsætningen for et godt samarbejde ikke til stede, og klienten kan komme i tvivl om psykologen vil arbejde loyalt.

Indput Institut for Psykologi KU

Eva Secher Mathiasen vil ikke udtale sig konkret omkring Nicolai Sennels, men det tyder på, at de 11 fagfæller som angriber Sennels i brevet til Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune tvivler på, at han er i stand til at holde sine personlige holdninger til muslimer adskilt fra sit professionelle arbejde med muslimer, og ifølge Berlingske kalder de hans udtalelser for fagligt uforsvarlige i en folkeskole, som netop arbejder på rummelighed, inklusion og accept af forskelle.

Privatsfærens ytringsfrihed og kommunalt Berufsverbot Nicolai Sennels har flere gange fremhævet, hvorledes den kritik, der har været fremsat imod ham, simulerer et regulært Berufsverbot. Begrebet Berufsverbot, eller beskæftigelsesforbud, dækker over et forbud mod ansættelse af personer med særlige politiske holdninger inden for den offentlige sektor og blev introduceret i 50’ernes Tyskland under frygt for venstre- og højreekstremistiske kræfter. Nicolai Sennels selv påpeger, at det er en skam, at mange psykologer ikke tør tale om deres oplevelser med islam og muslimske klienter: ”Psykologien har utroligt meget vigtigt at bidrage med i forståelsen af den mentalitet, som driver mange muslimer til at tilslutte sig doktrinen om jihad. Psykologer er blandt de faggrupper, der har det tætteste professionelle kendskab til disse grupper, fordi vi arbejder i fængsler, i integrationsindustrien, i psykiatrien, på skoler osv. Vi har altså en masse viden og erfaring, som vil kunne bidrage til en forståelse af de udfordringer, Vesten står overfor i dag. Men desværre ser det ud til, at de modige psykologers klub er ret lille”.

En del af kritikken mod Sennels kan da også synes problematisk, idet den velsagtens kan rettes mod et utal af fagfolk inden for stort set alle professioner, der har med mennesker at

gøre. At borgere i et demokratisk samfund har politiske holdninger og fordomme, må siges at være et åbenlyst faktum. Hvis det skulle antages, at folk generelt var ude af stand til tilsidesætte deres politisk betingede fordomme i deres professionelle virke, ville der være en væsentlig del af arbejdsstyrken i de tertiære erhverv, der måtte erklæres inhabile i mange konkrete sager.

Man må nødvendigvis antage, at folk er i stand til varetage deres erhverv professionelt, og dette burde også gælde for Nikolai Sennels virke som psykolog. Megen af den bekymring der har været luftet omkring Nicolai Sennels synes således at bunde i en implicit antagelse om, at hans holdninger er tilpas ekstreme til at en reel professionalisme og objektivitet virker usandsynlig. Dette kan være en problematisk gradbøjning af privatsfærens ytringsfrihed, og Sennels bekymring om Berufsverbot synes måske ikke ubegrundet.

Professionelle forpligtigelser En anden del af den kritik, der har været rettet mod Sennels nuancerer sig til at fremhæve, at det problematiske forhold består i, at han vælger at fremføre sine holdninger med hjemmel i sit professionelle virke som psykolog. Selvom Sennels benægter dette og hævder at: ”Udtalelserne er gjort som privatperson i privat regi”, er der en række konkrete tilfælde, der virker til direkte at modsige dette.

Således indleder Sennels sit indlæg på Snaphanen.dk fra d.

11/6 - 2008 med ordene: ”Rapport fra fængselspsykologens arbejdsværelse, terapilokalet, om de psykologiske karaktertræk, der kendetegner mennesker, som er vokset op i en muslimsk kultur”, ligesom Sennels i sin bog ’Blandt kriminelle muslimer - en psykologs erfaringer fra Københavns Kommune’ eksplicit

fremlægger sine påstande som psykolog og bl.a. kommer med ”konkrete forslag til pædagogiske og psykologiske metoder, der tager højde for muslimers kulturelle baggrund”.

Men hvordan og hvorfor bliver det problematisk, at Sennels udtaler sig som psykolog? Man kan fremsætte det argument, at når Sennels udtaler sig i kraft af sin rolle som psykolog, ophøjer han sin fremstilling fra niveauet af almindelige holdninger til niveauet af psykologisk teori, hvilket indirekte legitimerer, at det kan bringes ind i den terapeutiske praksis.

Således er det blevet fremhævet, at Sennels teorier ikke er i overensstemmelse med Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommunes værdier, der siger, at alle børn er lige, og at ”kommunen skal møde brugeren med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid”.

Direkte adspurgt afviser Sennels dog, at hans holdninger og udtalelser skulle påvirke hans arbejde: ”Jeg er, ligesom dig og forhåbentligt alle andre, i stand til at adskille private

Pegida, grundlagt i Tyskland, er en forkortelse for 'patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten' og er blevet kædet sammen med højreekstreme kræfter i Tyskland. Pegida-bevægelsen mener, at der er en islamisering i gang af Vesteuropa. I Danmark hedder bevægelsen Pegidadk. Ifølge talsmand Nicolai Sennels ønsker Pegidadk at markere deres bekymring over fundamentalistisk islam, og det har de den seneste tid forsøgt via demonstrationer flere steder i landet.

Disse demonstrationer er blevet mødt med moddemonstrationer landet over.

37

holdninger fra mit arbejdsliv. Det eneste jeg tager med mig, er min medfølelse”. Og Sennels tilføjer: ”Det er helt normalt, at psykologer skriver fagbøger og artikler baseret på deres professionelle erfaringer. Herunder forskellige kulturer og subkulturer. Mine skriverier er helt i tråd med denne tradition indenfor psykologien. Hvis jeg nu havde beskrevet muslimer som ofre i stedet for som ansvarlige mennesker under indflydelse af en på mange områder problematisk religion, ville jeg sikkert ikke have mødt samme modstand”.

Autoritet og videnskabelighed Selvom Sennels hævder, at han ikke gør brug af de teorier, han fremsætter, forbliver gyldigheden af dem stadig et alvorligt spørgsmål. I kraft af Sennels autoritet som psykolog, er det nærliggende at antage, at hans udtalelser vil etablere en grad af legitimitet, særligt i det stadig mere brogede landskab af terapeuter, alternative behandlere og coaches, der er opstået i de senere år. Selv siger Sennels, at han vil lade det være op til andre at bedømme, hvorvidt hans bog og hans artikler er videnskab: ”Jeg har set meget videnskab, der er totalt uvidenskabeligt og mange teorier, der bare skriger til himlen i mangel på menneskekundskab og virkelighedsfornemmelse. Jeg har haft samtaleforløb med over 200 unge mennesker i samme aldersgruppe og med nogenlunde samme socioøkonomiske baggrund.

Omkring 70 procent af dem var muslimer. Jeg tror, at mange vil betragte dette som et udmærket grundlag for videnskabelige konklusioner”. Og Sennels har en klar forståelse af, hvad disse konklusioner fortæller om muslimsk kulturpsykologi: ”Der er helt klart en større accept af aggression indenfor den muslimske kultur. Læser man koranen, forstår man hvorfor, og kigger man på statistikker over terroristers og kriminelles

Indput Institut for Psykologi KU

baggrund, ser man resultatet. Og så er der den kraftige tendens til oplevelsen af ydrestyring, altså at man føler at livet først og fremmest formes af ydre faktorer. Når alt sker ’Insha’Allah’, og så meget af livet reguleres så detaljeret og magtfuldt af religiøse og kulturelle regler, mandlige autoriteter og en ekstremt dominerende social kontrol, må det nødvendigvis blive sådan. Resultatet er offermentaliteten, som ikke kun fører til krænkethed, beskyldninger og uansvarlighed, men også i høj grad legaliserer brugen af vold. Den krænkede og undertrykte kan lettere forsvare, at midlerne helliger målet”.

Sennels mener endvidere, at Islam fordrer en ekstrem intolerance overfor anderledes tænkende. Og han pointerer, at det ikke er uden grund, at ofre for muslimske kriminelle næsten altid, med mindre det drejer sig om rivaliserende bander eller deres egne kvinder, er ikke-muslimer. Sennels henviser også til andre studier og statistikker, der umiddelbart synes at underbygge dele af hans påstande, men overordnet synes der dog ikke at eksistere en bredere konsensus på det psykologfaglige område, som understøtter hans teori. Adspurgt om der er andre af Sennels kollegaer, der deler hans observationer, svarer han: ”Ja, de tør bare ikke tale højt om dem. Men den syriske psykiater Wafa Sultan har mange interessante observationer omkring psykologien i islam. Det samme gælder den amerikanske psykoanalytiker Nancy Hartvelt Kobrin, der især interesserer sig for jihadisters seksualitet og moderkomplekser”.

Hvornår en psykologisk teori kan siges at have opnået en tilstrækkelig grad af gyldighed, er ikke noget, der eksisterer absolut enighed omkring indenfor psykologien, og der er således mange teoretiske retninger, der til stadighed kritiserer hinandens videnskabelighed. Det synes måske at være problematisk, at en psykolog kan fremsætte teorier, der er så radikale i forhold

til de eksisterende forståelser, og som mange mistænker for blot at være baseret på personlige fordomme. Hvorvidt Sennels har ret i sine påstande og er offer for en kultur, der ikke tillader berøring med visse emner og grænseflader, eller han blot er garant for en stigmatiserende og undertrykkende diskurs, der er med til at skabe det problem, han selv fremhæver i statistikkerne, er uden for denne artikel at diskutere.

Nicolai Sennels må dog forstå, at han på sin vis er indlejret i diskurser. I dette tilfælde en indvandrerdiskurs, der bygger på en kulturel forståelsesramme, idet det er kulturforskelle og manglende tilpasning til det danske samfund, der synes at være hans gennemgående forklaringsramme for det problem, som han fremsætter. På sin vis kommer dikotomien mellem indvandrere og danskere til at knytte sig til en forestilling om kulturelle essenser, og det antydes ensidigt at ”de” handler som de gør, fordi ”de” har en anden kulturel baggrund. Det er en årsagsforklaring, som potentielt stigmatiserer et meget stort antal mennesker. Denne ”indvandrerdiskurs” skaber endvidere et minimum af råderum for minoriteter til at forklare egne og andres handlinger ud fra alternative perspektiver.

Dog virker det klart, at der er en række spørgsmål, som fortsat behøver at blive debatteret inden for psykologfaglige kredse i en mere åben og mindre polemisk debat. At Sennels har ret til at udtale sig som han vil i sit privatliv, bør ikke være til diskussion. Mere relevant er det at overveje, hvor grænsen mellem det private og professionelle liv går, og hvilke standarder for videnskabelighed udtalelser som psykolog fordrer. Således virker det uholdbart blot at afvise Sennels’ argumenter, fordi de ikke harmonerer med de værdier, man synes gælder for psykologer, fremfor at diskutere og kritisere dem professionelt og nøgternt. n

39

Indput Institut for Psykologi KU

Historie:

Om å løpe mot…?

Af Amalie Vatne Brean, stud.psych.

Illustration af Anna Scheele, stud.psych.

Jeg gikk en tur i går. I samfunnet. Tok gummistøvler på. Puttet en Iphone i lommen. Et eple i den andre. Jeg hadde en bunke følgesedler i hendene. På dem stod det med burgunderrød skrift: Kvinne søkes. I en mindre mosegrønn skrift stod det: Kvinne 25 år søker seg selv. Mistet: høsten 2013. Beskrivelse: Jeg stoppet med å løpe tankeløst fremover. Og plutselig var jeg vekk. Jeg var ikke lenger på vei. Jeg var ikke en gang i veien.

Bare vekk.

Jeg gikk altså ut i samfunnet i går for å finne meg selv. Jeg kom ikke så langt, hadde glemt tape og kunne ikke klistre følgesedlene opp noen steder. Jeg vandret litt rundt på måfå i stedet.

Tok en bit av eplet. Lurte på hvorfor jeg ikke hadde postet etterlysningen på facebook. Rundet målløst et hjørne før jeg fikk en ny idé. ”Hvor er alle de andre tapte jeg? Jeg kan umulig være alene om å ha mistet meg selv? Hvis jeg finner et hittegodskontor for tapte jeg, finner jeg kanskje meg selv – nederst i en bunke av tapte andre?” Håpefull la jeg eplet tilbake i lommen, og tok Iphonen opp av den andre. Etter å ha tråkket på, skubbet til og gått inn i et utall mennesker som hadde forvillet seg inn på min vei, så jeg skuffet opp fra mobilen: Hittegodskontoret var umulig å spore i cyberspace.

Jeg kastet følgesedlene og eplet i en søppelkasse i nærheten, og satte meg på kanten. En ny idé dukket opp: ”Kanskje jeg ikke kunne finne meg selv på veien fordi jeg var fremme?” Jeg reiste meg svimlende fort og begynte å gå fremover, før jeg stoppet brått opp: Hvilken vei var frem? Jeg kikket omkring meg. Alle

så ut til å være på vei fremover, men de gikk jo hver sin vei. Jeg prøvde å få kontakt med noen jeg kunne spørre, alle ristet på hodet og løp videre. Jeg begynte å følge etter en person i stedet, men orket ikke. Jeg satte meg tilbake på søppelkassekanten og savnet meg.

Pustet fortere. Vippet med foten. Så forvirret på tempoet rundt meg. Reiste meg. Satte meg. Reiste meg. Hvor var jeg hvis jeg var fremme, og hvor var de andre på vei? Jeg prøvde å være i stillheten. I øyeblikket. Prøvde å være. Bare være. Gikk rolig hjem med høy puls. Satte meg. Trommet med fingrene. Reiste meg.

Jeg kunne ikke mer. Jeg begynte å løpe igjen. Først rundt meg selv. Så rundt i leiligheten. Ut døren. Ut i samfunnet. Jeg løp og løp. Jeg måtte videre. Jeg hadde stoppet opp i for lang tid.

Fikk hjertebank av min egen treghet. Folk løp jo forbi meg.

Kom først. Til hva? Vet ikke, men de kom først. Med mindre jeg var fremme. Men det visste jeg jo ikke. Så jeg løp. Prøvde å innhente meg selv. Spente ben for andre på veien. Da gikk det fortere. Jeg kikket bakover og smilte for meg selv: det lå allerede en haug av mennesker som hadde kollapset i veikanten. Jeg visste ikke hvor jeg var eller hvor jeg skulle, men jeg var på vei fremover. Jeg tok en selfie og løp videre. Redd, stresset og uten meg selv i hånden. Men jeg var foran de andre. Igjen. n

Opprinnelig publisert i Morgenbladet, d. 12.12.2014

41

Fællesskabelse på amerikansk grund En beretning fra New York City om kurset ”Discover Development” på East Side Institute. Instituttet beskæftiger sig med udvikling i et voksenperspektiv ved at anlægge en

noget radikal performancetankegang om menneskelig adfærd.

Mit faglige håb for kurset var at få indblik i koblingen mellem teatertræning og menneskelig udvikling. Et håb der blev både slukket og indfriet i mødet med det amerikanske perspektiv.

Indput Institut for Psykologi KU

Af Anna Birk, stud.psych.

Plantet i et prøvelokale Jeg har bidt mærke i en bonuseffekt ved skuespiltræningen.

Længe før jeg begyndte psykologistudiet opdagede jeg i teenageårenes teaterprøver, at jeg kunne stjæle både handlekraft, forøget mod og mere selvtillid med hjem. I bestræbelsen på at blive en god skuespiller kastede skuespiltræningen en mærkbar personlig gevinst af sig. Bonus. Jeg turde tale højere, stå mere fast på jorden og kaste mig ud i lidt større bedrifter i mit ungdomsliv, aldeles inspireret af mine teaterkarakterers vovemod. Et mod jeg ikke selv kunne finde frem som en jysk pige uden fornemmelse for modetendenser, men i stedet med et ubehandlet acneproblem. Selvtilliden var dengang sjældent helt oppe at ringe. Senere bliver det klart for mig, at teatret har været en katalysator til at udvide mit selvoplevede handlerum i kraft af, at skuespiltræningen har fået mit mod til at vokse.

På dette tidspunkt tænkte jeg, gid alle mennesker blot kunne møde de undervisere og de teaterøvelser, som jeg har haft så meget glæde af. En noget begejstret og naiv tanke. Jeg ville forstå dette til bunds og søgte ad den akademiske vej. Min vej til psykologistudiet er derfor drevet af håbet om at få indsigt i, hvordan teatertræning i form af kropsligt engagement, kreativ ping-pong og mellemmenneskeligt nærvær kan hænge sammen med udvikling over et livsforløb.

Nu kalder jeg, som fuldbyrdet psykologistuderende, denne nysgerrighed for body-mind-spørgsmålet.

At få færten af noget betydningsfuldt Jeg må søge længe efter ”body-mind-pointerne” i bachelorstudiets semesterplaner, og efter fire års studier falder jeg af anden vej over organisationen East Side Institute (ESI) i New York.

En sommer på Møn træffer jeg en psykolog med forkærlighed for improvisationsteater, der fortæller om sit kendskab til ESI. Instituttet har en radikal grundtanke om, at performance er lig udvikling. At ”performe” forstås som aktivt at vælge sine handlinger og sine sproglige ytringer, og derved få muligheden for at udvide sit vante handlerum. Det teoretiske fundament hviler på Lev Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling og på filosoffen Ludwig Wittgensteins sprogspil, der ser sprog som et relationelt samspil for fælles meningsskabelse. I ESI’s performancepraksis anvendes basale teaterøvelser med improvisation, under parolen: ”if you can perform on stage, you can perform in life”.

I stedet for at skabe skuespillere er hensigten snarere at facilitere skabelsen af mennesker, fremhæver ESI.

ESI hævder, at voksne mennesker har svært ved at lære nye ting og udvikle sig, fordi de har glemt at lege, udforske og performe udover, hvad de vanligvis gør.

Jagten sætter ind Jeg beslutter mig i efteråret 2014 for at gøre alvor af min faglige nysgerrighed og tilmelder mig sammen med en studiekammerat kurset ”Discover Development” på ESI. En vinternat lander jeg i NYC, og helt i stil med et filmisk univers bliver jeg kørt fra lufthavnen ind til Manhattans lysende skyskrabere af en halvdøv jamaicaner i en gul taxi. Kurset omfatter en tredages workshop, diskussionsfora og ekskursioner til ESI’s sociale projekter i NYC. I løbet af kurset vises mange aktivitetsflader i strukturen i ESI, og vi gives en omfattende introduktion til stedet, hvilket viser sig at blive kursets svaghed. Vi ser overfladen af mange tanker, men berører ikke ESI’s konkrete praksis særligt dybdegående. Det er muligvis et højt krav at forlange dybde af et 3-dages kursus, men alligevel står jeg som deltager med en fornemmelse af, at organisationens grundforståelse mangler en form for empirisk kvalitet og teoretisk fundament. Buzz-ordene ’creative play’ og ’let’s develope’ står underligt svævende og alene.

Jeg er selv tilhænger af at lære i praksis, men praksisøvelserne i programmet fremstår forsimplede og ufuldendte for mig. Vi udfører flere teaterøvelser sammen i gruppen, som i min optik aldrig rigtigt fungerer. Imens vi sidder på gulvet med legetøj spredt ud omkring os, har vi opgaven at lege

43

sammen som børn. Hver af os griber til miniature plastikdyr, og forsøger med en lys forvrænget stemme at tale som fantasidyret. Jeg sidder med en mini-ko i hånden og forsøger at sælge min mælk, men ingen svarer på mit tilbud.

Der er sporadisk samspil, som afbrydes og følges af forlegne blikke. Underviseren lader imidlertid til at have en diametral anden opfattelse end jeg.

Hun ser succes. Hun ophøjer øvelserne til at have en revolutionerende og gennemgribende effekt på flere deltageres selvforståelse og måde at være i samspil med andre. Jeg er målløs. Den effekt fornemmer jeg ikke hos nogle af dem. Overhovedet.

Med mine skeptiske skandinaviske briller ser jeg blot overfladiske øvelser, der fremstår som amputerede pointer.

Skeptikeren i mig er med på besøg i forskellige sociale projekters lokaler, men uden at vi rigtigt ser, hvad der foregår.

Både min skuffelse og praksistrang vokser. Jeg vil se mere! Se hvad de mennesker, som bruger disse fine lokaler, rent faktisk gør.

Da skeptikeren bliver tavs Min trang efter at se, hvordan ESI’s ideer realiseres, fører til, at jeg en tirsdag aften efter kursusafslutning dukker op på Oxford Street til et andet initiativ under ESI; et gruppeterapimøde mellem omtrent 20 mennesker i et aldersspektrum fra unge voksne til gråhårede ældre. Der bliver hilst let på hinanden i rummet, og nogle sidder i stilhed, de ved, hvilket rum de er trådt ind i. Det ved jeg til gengæld ikke.

Forinden har jeg forstået, at gruppen består af en samling mennesker,

Indput Institut for Psykologi KU

som mødes med det formål at hjælpe sig selv i et fællesskab med netop den dynamik og kommunikationsform, som gruppen selv mener, rummet skal bestå af. Det er op til den enkelte deltager at give udtryk for, hvordan gruppen kan være hjælpsom og brugbar for netop denne person. Samtidig må den enkelte imødekomme de andre deltageres behov for hjælp.

Ideen er at deltagerne sammen ”performer en samtale”, sådan som de ønsker en givende fælles samtale, bedst finder sted.

Samtalen beskrives som en improviseret performance. Denne gruppepraksis adskiller sig således med sit performancefokus fra, hvad vi normalt kender som selvhjælpsgrupper.

Flere af deltagerne beskriver gennem åbenhjertige tilkendegivelser om udfordrende følelser, håb og sorger i deres dagligliv om, hvad der fylder hos dem i livet lige nu. Andre forbliver tavse. En kvinde midt i 40’erne skammer sig over være flyttet hjem til sit barndomshjem efter en skilsmisse. Imens hun stryger fingrene igennem sit hår i et suk, fortæller hun, at skammen hænger sammen med trygheden i bo med sin mor og sin far. Som en pige.

Hun har lyst til at gå i hi og lade ansvaret for bolig og forsikringsjobbet glide fra hende.

Det lader til, at beretningerne giver anledning til et nyt møde med den omtalte følelsestilstand hos hver enkelt. Tilmed hos mig som observatør. Det allermest personlige viser sig at være det mest generelle. Centralt er genkendelsen ved at høre andre udtrykke sig sprogligt om noget, man selv kender, men måske ikke tidligere har haft ord for. Det er tydeligt, at de stoler på og involverer sig i hinanden. Divergerende meninger er velkomne. ”Sharing is caring” og ”To dare to share” er eksplicitte slagord for deres praksis. Mellem deltagerne ligger en tillid til at dele og at være noget for hinanden.

Da jeg senere spørger ind til de specifikke regler, som netop denne gruppe har forhandlet sammen, svarer de, at de ingen regler har. De har blot nogle fælles ideer til, hvilken slags ufjendtlig og udforskende sprogbrug, der er nyttig i rummet. Min hidtidige forståelse af rammen for sessionen må kasseres. Det er slående, hvor kompetente, respektfulde og engagerede alle gruppemedlemmer agerer i samtalen. Gruppen har en kultur for at tale ’uden filter’ i den kollektive aktivitet at improvisere en performet samtale. Det er performance af ikke-performere, forklarer de.

Gruppen repræsenter den hvide, velstående middelklasse; de er revisorer, dramalærere, advokater, og der fortælles om alt fra at stå midt i en skilsmisse til at være ’clean’ fra et misbrug på 6.

uge. Jeg bliver egentligt en smule overrumplet over hvilke dybder i deres tilværelse, jeg får indblik i. ”Hvordan kan jeg være så ensom, selvom jeg har mange venner?”, tænker en korthåret kvinde højt. Jeg tror, at der tales om grundlæggende menneskelige behov. Det intime rum mellem psykolog og klient, som vi kender det, er erstattet af åbenhjertige tilkendegivelser af indre tilstande i en flok. Nogle siger, at mennesket er et flokdyr. Vidner gruppens forløsende samvær om det?

Gruppen har en leder, som ikke vil kaldes psykolog eller facilitator. Han beskriver i stedet sig selv som en form for rådgiver. Denne vise mands navn er Hugh Polk.

Han ligner en tynd Gandalf uden skæg. Efter sessionen bliver han tilbage i lokalet med mig for at afrunde på tomandshånd.

Det kommer bag på mig, at min stemme helt overraskende bliver en smule grødet, og at mit hjerte banker hårdere, da jeg rammes af en oplevelse af at stå midt i noget af dét, jeg søgte. Jeg taler som et vandfald omkring min søgen, han lytter og nikker mere , end han taler. Passer det, når han siger, at han er meget taknemmelig for min interesse? Jeg har stadig svært ved at regne den amerikanske ’way of being’ ud.

Hvor rejsen ender Indrømmet. Det hele virker lidt langhåret for mig. At gruppeterapien på Oxford Street ledes af en monitorerende psykolog, der ikke vil kaldes psykolog. At man kalder gruppen for ’Social Therapy Group’ samtidig med, at deltagere understreger, at det ikke er terapi. At East Side Institute er placeret i vest-delen af Manhattan. Tvetydigheden præger fortsat min oplevelse af ESI. De modsigende forhold bliver en påmindelse om vilkårene for at fortsætte en tværkulturel vidensrejse ud i dette amerikanske performanceperspektiv.

Bevægelsen ESI har bestemt fat i noget, det er blot den amerikanske brug af overfladiske slagord og formidlings-iveren, som kan nage mig. Når jeg efterspørger ydmyghed og dvælen omkring det teoretiske og empiriske grundlag, er det måske janteloven, som har sit tag i mig. Hvor tung teoretisk og empirisk base er nødvendig, inden man udfører performancerelateret terapeutisk praksis?

Afslutningsvis vil jeg understrege, at kurset i sin helhed ikke var en skuffelse. Jeg forlod Manhattan med en klar fornemmelse af at have fundet guldet for enden af regnbuen. Besøget i gruppesessionen på Oxford Street var guldet. Her gik det op for mig,

at den terapeutiske samtalepraksis kan udfordres i sin tomandssamtale, og at det fremadrettet kunne være interessant at undersøge nytten og dynamikken i gruppepraksisser.

Efter besøget ser jeg ESI’s formål som pile på et vejskilt, der peger i forskellige retninger. Er målet at genlære voksne mennesker evnen til at performe og lege ved at opfinde nye regler for samtaler og relationer? At opøve evnen til at se nye muligheder og rekonstruere sit forhold til verden? Eller er den grundlæggende hensigt at give mennesker en oplevelse af at være en uerstattelig deltager i et givende fællesskab?

Tilbage står jeg med en tydelig oplevelse af, hvorledes engageret deltagelse i en gruppesammenhæng, i teatertræning såvel som ved andre fællesaktiviteter, umiddelbart fremstår nyttigt og meningsgivende for menneskers velbefindende og samhørighedsfølelse generelt. Min faglige nysgerrighed har ændret form, idet kurset ”Discover Development” på East Side Institute har givet mig nye frem for opklarende svar på mit ”body-mind-spørgsmåls” relation til teatertræning. n

45

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Lyrisk statistik Se dem de kysser og korrelerer i hjørnet min forelskelse er signifikant lad os afvise H0 jeg er selvstændig, pålidelig jeg vil være Cronbachs Alpha min følelseslogaritme skal standardiseres jeg vil z-testes, t-testes, lyntestes, testes tohalet jeg har tre grader af frihed er vi to gensidigt udelukkende? opløft mig i anden hold mig tæt træk mig ind til den bedst rette linje og tilgiv mig min afvigelse.

Jeg kan bedst lide mig selv som et tal i SPSS jeg kan bedst lide dig som en prik i en graf vi er perfekte som cifre i et regnskab som konstellationer på himlen som simpel data.

47

Mindfulness til

overvægtige Af Anne Marie Kristensen, stud.psych. Fotos af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Da jeg i september tilfældigvis møder sociolog og forsker Søren la Cour under min frokost i solen, er det især hans projekt om overvægtige og mindfulness, der fascinerer mig. Søren har i forbindelse med sit arbejde på Center for Eksistens og Samfund været med til at orkestrere dette effektforsøg om, hvorvidt mindfulness-metoderne kunne hjælpe grupper af svært overvægtige til at omlægge vaner og smide nogle kilo. Udover at beskrive det konkrete forsøg vil jeg komme ind på nogle af de paradokser, man kan rende ind i som forsker samt de uheldigheder, som nu er medvirkende til at forskningscenteret lukkes ned ved projektets afslutning.

INTERVIEW. CSS gemmer på en række små forskningscentre, og Center for Eksistens og Samfund er helt sikkert et af de hyggeligste med udsigt over søerne. Tilknyttet udover sociolog Søren la Cour er også centerleder Niels Viggo Hansen, professor i psykologi, emeritus Bo Jacobsen, som i høj grad beskæftiger sig med eksistentiel psykologi, og Ph.d.-studerende Hanne Bess Boelsbjerg.

Tab dig med meditation Da UNIK-satsningen for en række år siden blev uddelt til forskningsenheder som opbakning af brugerdreven innovation af velfærdstilbud til kronikere, og hovedportionen blev sendt til projekter ovre på LIFE, endte en lille pulje dog på SAMF og en del heraf hos den lille forskningsenhed; Center for Eksistens og Samfund.

Projektet blev udført i samarbejde med Københavns Kommune som tilbud til de overvægtige, som stod på venteliste til kommunens lægeordinerede motionstilbud; Motion XL. Konceptet, som blev udviklet, var et 10-ugers meditationsbaseret forløb med udgangspunkt i Dr. Jon Kabat-Zinns Mindfulness Based Stress Reduction forløb. Ifølge Søren er essensen ved mindfulness netop, at det er et stresshåndterende redskab – og

Indput Institut for Psykologi KU

at det naturligvis er stressende at veje 130 kg. Til det klassiske sæt af CD’er, som bruges til meditationer med forskellige temaer, tilføjedes blandt andet nogle spisemeditationer med fokus på at fordybe sig i hver enkelt smag. Deres formål beskriver Søren med et godt eksempel: ”…der var én, der fortalte, at hun gik ned og købte otte bakker flødeboller, og så er problemet jo, at ”når jeg først er startet, så er jeg alligevel faldet i”. Dér kan en spisemeditation sige, at man skal tage den første bid af en flødebolle, og så skal man smage den, nyde den og fordybe sig i den. Så skal man forsøge at have den samme indstilling til den næste, og hvis man kan føre dét igennem, så falder man jo ikke i.”

Desuden kombineredes meditationsforløbet med gruppedynamik og slankesystemet Små Skridt. Søren understreger flere gange, at de overvægtige ikke skulle have store ambitiøse mål, men derimod fokusere på små realistiske udfordringer.

Som han fortæller, kan vi alle sammen tabe 8 kg ved udelukkende at spise ananas i en måned, hvorefter vi sandsynligvis ville tage mere end 8 kg på og desuden kaste op blot ved synet af en ananas.

Derimod handler varigt vægttab om at ændre vaner og tankemønstre. Derfor fik de overvægtige muligheden for i gruppe-

sammenhænge at diskutere de vaner, de ønskede at behandle: ”Der er nogen, der siger; ”ja, når jeg har smurt madpakke hver morgen, så æder jeg det ost, der er tilbage, det kunne jeg egentlig godt lade være med”. Andre finder ud af; ”okay, jeg kunne godt droppe rødvin hver onsdag-torsdag”. Så finder man en eller anden lille ting, man godt kunne ændre, og så bearbejder man den i meditationen.”

I de efterfølgende gruppemøder fik deltagerne mulighed for at evaluere fremskridt i vaneændringen eller mangel på samme med mulighed for at kunne støtte hinanden.

Solstrålehistorien, der skyggelagde resultaterne De overvægtige, som indgik i projektet, havde fået lægeordineret deres motionsprogram, men før de fik lov til at påbegynde det, gik cirka fire til fem måneder med at stå på venteliste.

Da patienterne var tvunget til denne udskudte programstart, havde forskningscenteret ingen etiske kvaler i kun at engagere omkring femten deltagere i deres mindfulnessforløb og beholde femten som kontrolgruppe. Deltagerne blev vejet ved forsøgets start, ved motionsforløbets start og efter et år. Forsøget blev gennemført på tre grupper, således at den endelige gruppe af forsøgsdeltagere var tæt på halvfems.

Hovedformålet med forsøget var at skabe et vægttab, men udover de regelmæssige vejninger gennemførte forskningsholdet også en lang række surveys omkring lykke, ensomhed og motivationen for at spise. Data omkring disse surveys og tilbagemeldinger er endnu ikke bearbejdet, men vægtresultaterne beretter, at den første gruppe påviste et imponerende og signifikant vægttab, men at de to følgende grupper ikke fremviste nogen stor forskel på interventions- og kontrolgruppe. Hvorfor så kun det flotte resultat med første gruppe? Dette svar gemmer sig måske i det data, som endnu ikke er færdiganalyseret.

Blandt gisninger nævner Søren, at han måske nursede mere om første gruppe og var mere ivrig efter at støtte dem i deres vægttab. Om det er nok til at påvirke resultatet, kan være svært at vide. Derudover oplevede forskergruppen en solstrålehistorie, som virkelig lagde pres på deres resultater, om hvilken Søren fortæller: ”I forløb to var der én af dem, der kom i kontrolgruppen, som til sin opfølgende samtale sagde, at han var blevet så fornærmet over at komme i kontrolgruppen, fordi han havde fundet ud af til informationsmødet ”at meditationsstøtte til at tabe mig, det er jo det rigtige! For fanden, det er jo det, jeg vil!” Og så var han blevet så fornærmet over at

49

Sociolog Søren la Cour

komme i kontrolgruppen, at det faktisk var en motiverende trodsreaktion, og han begyndte at fordybe sig helt vildt i meditation. Og det endte med, at han havde tabt sig 25 kg, da der var gået et år!”

Så selv om denne mand var en kæmpe succeshistorie, fremgik han på ingen måde sådan i fremlæggelsen af resultater for gruppe 2.

Man skal lære at rumme det hele Om mindfulness fortæller Søren, at det kan hjælpe de overvægtige, da man blandt andet fokuserer på at mærke efter. Mærke hvornår man er sulten, og hvornår man er mæt, noget mange stærkt overvægtige måske helt har glemt. Det handler ikke om gøre sig tanketom under meditationerne eller lukke resten af verden helt væk, men derimod er formålet at rumme og acceptere det hele. Søren forklarer det således: ”Det handler om at lade det ægte ”nu” fylde så meget som muligt. Ligesom når du sidder på en stille strand en sommeraften og bare nyder naturens rytme, de der stille bølgeslag mod stranden, du er jo i ét med naturen. Du ved jo godt, at du er en del af universet. Du fornemmer måske, at du er en del af helheden. Men lad blot begivenhederne på Krudttønden ligge lige nu, lad min mor og

Indput Institut for Psykologi KU

hendes sygdom ligge lige nu, lad min kærestes problemer ligge lige nu. Lige nu handler det om at være her, nu.” Én af de måder, hvorpå én af de overvægtige nævnte, at mindfulness kunne fungere som redskab, var tålmodigheden til at udsætte beslutninger. Muligheden opstår måske for at tælle til ti og sætte sine handlemuligheder i perspektiv, inden man spiser sig vej gennem otte pakker flødeboller eller køber halvdelen af kagerne udstillet i bagerens vindue. Det var i hvert fald, hvad en sønderjyde havde fortalt Søren hen mod forsøgets slutning: ”Når jeg går forbi bagerens vindue, så ser jeg den her snegl, der ligger her i vinduet, og så siger jeg ’Orv Martin, den er godt nok lækker den der snegl. Skal du have den?

Jaaa.. jaaa, det er jo nok ikke sundt. Nej, men du har jo lyst til den. Ja, jo.’” Og så står han sådan og forhandler med sig selv i ti-femten sekunder, og det er dét, der er hemmeligheden. Når man ikke bare giver efter for krybdyrshjernen, men lader bevidstheden være med i beslutningsprocesserne, så giver man sig selv muligheden for at træffe bevidste valg.”

Men når mindfulness i så høj grad handler om at acceptere og rumme det hele, kommer man så blot til at acceptere sin svære overvægt fremfor at gøre noget ved den?

Ikke ifølge Søren, som nævnte, at en mand fra LIFE ved for-

søgets start netop havde hævdet, at de måske blot ville ende med en flok glade overvægtige fremfor triste overvægtige. Og selv hvis det er tilfældet, er det vel også en gevinst i sig selv, som Søren kommenterede. Måske giver netop denne glæde også på sigt den energi og det overskud, det kræver at påbegynde et solidt vægttab.

Centerets manglende fremtid Det er fem år siden, at det fondsbaserede Center for Eksistens og Samfund modtog pengene fra UNIK-satsningen til det store effektforsøg, som tog tid at udvikle, gennemføre, forbedre og bearbejde. Søren fortæller, at de undervejs har været underlagt Københavns Universitets krav om, at et forskningscenter skal publicere et vist antal artikler om året. Eftersom projektet har været et effektforsøg, har der undervejs ikke været meget at skrive om. Tragisk nok er det så nu, centeret lukkes ned, fordi de ikke har levet op til publiceringskravet.

Det vides umiddelbart ikke, hvem der i stedet overtager de hyggelige lokaler i en af CSS’ mange fløje, men med afrunding af mindfulnessforsøget afrundes også Center for Eksistens og Samfund. n

51

Psykologi i løgnen Af Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych.

At lyve vil for mange fremkalde negative associationer og er for de flestes vedkommende noget vi gennem opdragelsen har fået besked på, så vidt muligt at afholde os fra at gøre. Dog kan løgne på mange måder siges at være vævet ind i de hverdagssammenhænge, vi indgår i, og de toner frem i såvel politiske, som i erhvervsmæssige og personlige kontekster. Alligevel kan sandheden siges at have en selvfølgelighed, idet vi som udgangspunkt må regne med, at det, vi oplever, er korrekt for ikke at være konstant mistroiske. Samtidig kan det være svært at sætte en definitiv grænse for, hvornår noget egentlig er en løgn.

Løgn versus sandhed I Den Danske Ordbog (2014) defineres løgn som: ”En eller flere ytringer der ikke er i overensstemmelse med sandheden”. Dermed bliver begreberne løgn og sandhed fremstillet i et dikotomisk forhold til hinanden. Med et syn på løgn som fænomen indlejret i varierende hverdagssammenhænge, synes begrebet dog at indbefatte en kompleksitet, der kalder på en videre udfoldelse og nuancering af, hvad løgn kan være. De uklare overgange, der kan være fra blot en misforståelse og så til en decideret løgn, eller fra det at lyve overfor sig selv til det at lyve over andre, eller mellem de løgne der kommer til udtryk gennem sproget og så den løgn, der kan ligge i en handling, vanskeliggør en simpel definition af begrebet løgn, og gør det nødvendigt med nogle etiske gradbøjninger.

Videnskabsteoretisk kan forskellige ontologiske og epistemologiske tilgange desuden også fremsætte forskellige forståelser af, hvordan sandhed i det hele taget skal forstås og erkendes.

Blandt andet bidrager socialkonstruktionismen med en forståelse af verden som konstrueret, og dermed afvises muligheden for at finde én endegyldig sandhed. Dette vanskeliggør således en definition af løgn, der alene beror på en uoverensstemmelse med en på forhånd defineret sandhed.

I et psykoanalytisk perspektiv kan det desuden også være relevant at medtænke de ubevidste processer i menneskets selvberetninger. Psykoanalytiker Roy Shafer har i den forbindelse beskrevet,

Indput Institut for Psykologi KU

løgnen i psykologien at alle mennesker har en række forskellige narrative versioner af dem selv, og at disse narrative plot, der virker strukturerende for ens selvforståelse og handlinger, kan være ubevidste (Køppe og Dammeyer, 2014). Der kan her stilles spørgsmålstegn ved, om der overhovedet kan være tale om en løgn, hvis ytringen som udgangspunkt var et forsøg på at tale sandt. Hvordan vil man eksempelvis forholde sig i en vidneforklaringskontekst, hvor mulige huller i hukommelsessporet ubevidst udfyldes af opdigtede detaljer om, hvad man mener at have oplevet, eller har hørt andre vidner berette om at have oplevet? Er det en løgn?

Selvfortællingen I lyset af senmoderne teorier har ændrede samfundstendenser givet anledning til krav om individualisering og stiller det enkelte menneske over for nye udfordringer. Anthony Giddens udtrykker i den forbindelse: ”Vi ”har” ikke blot en biografi hver især, vi lever en biografi, som er refleksivt organiseret på baggrund af strømme af sociale og psykologiske informationer om mulige måder at leve på” (Giddens, 1996, s. 25). Ud fra Giddens teori kan vores selvfortællinger og identitet siges både at afspejle og være afspejlet af visse samfundsmæssige strømninger, herunder senmoderne selvrealiseringskrav. Det forventes, at vi skiller os ud fra mængden og skaber vores eget refleksive selv. Psykolog Jerome Bruner påpeger derudover, at mennesket definerer sig selv ud fra, hvad andre mennesker forventer, og at disse forventninger varierer fra situation til situation (Bruner, 1999). Måden hvorpå vi fremstiller os selv, er således stærkt betinget af, hvordan vi bedst opnår anerkendelse i hver enkelte situation, og der kan derfor let opstå uoverensstemmelser mellem vores fremtræden i varierende sociale sammenhænge. Ud fra andres forventninger samt ønsket om at performe på den bedst mulige måde, kan det diskuteres om løgn i virkeligheden er en uundgåelig del af menneskets selvfortælling og definition af sig selv. Det kan i så fald diskuteres om konstruktionen af et falskt selvbillede er nødvendig for at finde et tilfredsstillende selvbillede, som følge af angsten for ikke at slå til. Med betegnelsen lystløgner bliver ønsket om at fremkalde en reaktion

53

hos andre på baggrund af opdigtede fortællinger dominerende. Dette kan siges at være et ekstremt tilfælde, men det er vel ikke sjældent, at der stikkes en lille løgn af og til, for at sætte sig selv i et bedre lys og dermed blive bekræftet i, at man er god nok. Gengivelsen af en begivenhed bliver ofte også lidt mere spændende, hvis der pyntes lidt på den, og omvendt kan vi også undgå at stille os selv i et alt for dårligt lys ved at spare på visse detaljer.

Løgnens sprog Der kan ligge forskellige motiver bag en løgn. Er løgnen bevidst, vil det ifølge psykologiprofessor James W. Pennebaker ud over at kunne ses på kropssproget, komme til udtryk i det verbale sprog (Due, 2012). I sande historier vil der være mange detaljer og bruges flere forskellige og mere beskrivende ord, mens der i falske historier er færre detaljer og en mindre grad af kompleksitet.

Endvidere er der i den falske historie færre indskudte sætninger om, hvad man ikke gjorde eller tænkte i forbindelse med den beskrevne oplevelse. Dette kan ifølge Pennebaker skyldes, at det er en for krævende mental opgave at varetage samtidig med, at man opdigter. Desuden gør det sig gældende, at der i en falsk historie er flere eksplicitte følelsesord, hvilket står i kontrast til i de sande historier, hvor den virkelige oplevelse implicerer en række følelser, der forbliver usagte i fortællingen, da de virker indlysende og underforståede for den der fortæller.

Den falske historie er endvidere karakteriseret ved, at fortælleren ikke tager direkte ejerskab over fortællingen og eksempelvis siger man i stedet for jeg. Det opdigtede viser sig således i brugen af færre personlige stedord. Sidst gør det sig gældende, at der kan optræde logiske modsætninger, som gør historien utroværdig, og at der kan forekomme flere talefejl og ordsøgninger end, når der tales sandt. (Due, 2012) De uudtalte løgne Ud over de løgne, der kan komme til udtryk verbalt, er det også relevant at have øje for, hvad man kan kalde uudtalte løgne. I den forbindelse kan det i sig selv være en udfordring at skelne skarpt mellem, hvad der er løgn, og hvad der er brud på troskab eller fortrolighed. Sådanne brud ledsages ofte af verbale løgne, men spørgsmålet er, om man ikke også kan lyve gennem en handling? Hvad hvis man viser en person noget gennem sine handlinger, og dernæst foretager handlinger, der er i modstrid med det, man har vist. Er det så en løgn? Utroskab kan siges at være et eksempel på dette.

Ud over de verbale løgne, der kan følge med utroskab, er der samtidig tale om nogle handlinger, der er i strid med det, man har lovet sin partner. At leve på en løgn, kan være et udtryk for dette.

En anden måde de såkaldte uudtalte løgne kan komme til udtryk på, er gennem det man bevidst undlader at fortælle. Hvis der ved beretning om en hændelse kun fortælles nogle detaljer og bevidst udelades andre, kan det være vanskeligt at afgøre, om der er tale om løgn. Som det ofte betegnes inden for politikkens verden, kan det være en måde, hvorpå ting kan forsøges fejet ind under gulvtæppet, for derved at undgå sanktioner for ens handlinger eller ytringer.

Indput Institut for Psykologi KU

Etiske perspektiver på løgn Som tidligere beskrevet knytter der sig ofte negative konnotationer til begrebet løgn, og etikken omkring en løgn kan siges at være central for, hvordan den opfattes. Sættes selvbedraget op imod det at lyve for andre, vil de fleste formodentlig mene, at det er mest uetisk at lyve over for andre. Dog kan man stille sig kritisk over for, hvorvidt det at lyve over for sig selv kan isoleres til det intrapersonelle. For dette vil vel også altid bringes i spil i mellemmenneskelige relationer. Et andet aspekt er, om det med afsæt i pligtetikken er motivet bag løgnen der er afgørende, eller om det med udgangspunkt i utilitarismen er de konsekvenser som følger af løgnen, som afgør om en handling er etisk rigtig eller forkert. Et motiv af god hensigt ender ikke altid ud i en positiv konsekvens, og ligeledes kan et amoralsk motiv godt have et positivt udfald.

Den berømte hvide løgn kan bruges til at dække over ugerninger og forseelser eller til at skåne andre mennesker for viden, der kan være sårende. Det kan således ses som en manøvre, der kan bidrage med at undgå konflikter og opretholde et positivt billede af sig selv i egne og andres øjne.

Hvis den ene part i et forhold eksempelvis svarer ja når kæresten spørger om hendes røv er meget større en naboens, ville forholdet måske blive lidt anstrengt på trods af, at der måske er noget om snakken. Hvis vi meldte klart ud, at maden ikke er tilfredsstillende, når vi som gæst i et hjem spørges til madens velsmag, vil stemningsniveauet nok dale. Og hvis vi altid siger sandheden om personlige forhold, som vi egentlig helst vil holde for os selv, bliver vores private tanker pludselig ikke kun vores egne. På den måde kan små hvide løgne være gavnlige for opretholdelse af en høflig tone og kan afværge konflikter eller unødig udlevering af egne tanker.

Bliver der derimod tale om mere omfattende løgne risikerer man både at føre sig selv og andre bag lyset og ved afsløring af løgnene, kan hele situationen ende med at blive forværret.

Både ved de mindre hvide løgne og ved større betydningsfulde løgne kan motivet med at lyve både underbygges af gode og onde bagtanker, og kan også have både heldige og mindre heldige udfald for dem, der er involveret i løgnen. Således bliver løgn et yderst komplekst begreb, der både semantisk og etisk kan udfolde sig på forskellig vis. n

Litteratur Bruner, J. (1999). Autobiografien og selv’et. I: Mening i handling. Aarhus: Forlaget Klim Due, B. (2012): Løgnens sprog: Dit ordvalg afslører, om du lyver. Videnskab.dk Giddens, A. (1996). Højmodernitetens konturer I: Modernitet og selvidentitet, København, Hans Reitzel Køppe, S. & Dammeyer, J. (2014a). Personlighedspsykologi – en grundbog om personlighed og subjektivitet. København: Hans Reitzel

55

DU KAN IKKE LÆSE DIG TIL AT BLIVE

EN GOD SAMTALEPARTNER

Af Sofie Garset-Larsen, stud.psych.

Illustrationer af Michael Garset-Larsen

Indput Institut for Psykologi KU

Det er påvist at terapiens nonspecifikke faktorer, herunder alliancen, er signifikant relateret til positiv terapeutisk effekt. I løbet af de sidste 25 år er der sket væsentlige ændringer i synet på den terapeutiske alliance: Fra at betragte alliancen som gyldig inden for hovedsageligt psykoanalytisk og psykodynamisk psykoterapi, betragtes alliancen i dag som væsentlig for alle former for psykoterapeutisk virksomhed. I de nutidige psykologibøger omhandlende psykoterapi fremstilles ofte et synspunkt om, at sandsynligheden for et gunstigt resultat i terapien øges, hvis klienten opfatter terapeuten som: Interesseret, autentisk, engageret, respekterende, forstående og samarbejdende. Men hvorledes sikrer vi nyuddannede psykologer en god terapeutisk alliance, og hvad bør vi stræbe efter at opnå i en terapeutisk kontekst?

INTERVIEW. Begreber som autenticitet, engagement, respekt er alle ord, som er nemme at læse, men det er ikke altid en selvfølge, at de er lige så nemme at omsætte til praksis. I denne forbindelse har jeg været i kontakt med privatpraktiserende psykolog Kim Bonnesen på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Kim Bonnesens psykologiske arbejde er inspireret af et eksistentielpsykologisk og spirituelt livs- og menneskesyn, og han har et stort fokus på den terapeutiske alliance i sit arbejde. Derudover har jeg været i kontakt med Ph.d.-studerende Sofie Folke, hvis projekt omhandler klient- og terapeutfaktorer, som indvirker på den terapeutiske alliance i to behandlingsformer for bulimi. Projektet er en del af Bulimiprojektet ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.

Både privatpraktiserende psykolog Kim Bonnesen og Ph.d.-studerende Sofie Folke har hver især bidraget med deres refleksioner i forhold til mine spørgsmål vedrørende alliancebegrebet i en psykoterapeutisk virksomhed.

Hvordan forstår du alliance-begrebet inden for psykoterapi?

Kim Bonnesen: At jeg og min klient har en god alliance sammen, vil ret og slet sige, at vi har et godt samarbejde.

Forudsætningen herfor er, at vi er enige om, hvad vi skal arbejde med, og begge har accept af arbejdsmåden. Som regel betyder det også, at min klient oplever sig mødt, hørt, forstået og typisk også hjulpet, og at jeg har en oplevelse af, at jeg har greb om tingene.

Sofie Folke: I min forståelse af alliancen støtter jeg mig oftest til Edward Bordins beskrivelse af arbejdsalliancen (Bordin 1979, 1994) som enighed mellem terapeut og klient om: 1) Målet for terapien (dvs. enighed om hvad terapien sigter mod, eksempelvis større selvindsigt, symptomreduktion eller andet).

2) De terapeutiske opgaver (enighed om hvordan klient og terapeut bedst arbejder sammen for at nå de terapeutiske mål).

3) En tryg og tillidsfuld relation.

Begrebet ”formålsrettet samarbejde” (inspireret af Bordin) er det jeg forstår ved alliancebegrebet.

57

Hvad gør du rent lavpraktisk for at sikre en god terapeutisk alliance?

Kim Bonnesen: Jeg går altid ind i en samtale, som om den kunne blive den sidste og forbereder mig altid på evt. at afslutte en klientsamtale, om nødvendigt. Samtidig forsøger jeg at understøtte alliancen ved at opbygge en god relation.

Hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at se min klient igen, skal vi have en velfungerende relation sammen.

Sofie Folke: I starten af et samtaleforløb forsøger jeg at bruge god tid på at tale om, hvad et godt (psykologisk) formål med det (ofte tidsbegrænsede) terapeutiske forløb kan være. Dette formål er naturligvis løbende til forhandling/ genovervejelse i løbet af terapien. Derudover er indgydelse af håb, motivation og ikke mindst tryghed (i relation til mig som terapeut) vigtige parametre for en god samarbejdsrelation.

Hvordan dette forløber, afhænger dog i høj grad af henvendelsesproblematikken. For nogle klienter kan dét at blive tryg i relation til terapeuten være hele formålet med terapiforløbet.

I forhold til at sikre en god terapeutisk alliance har du så nogle gode råd til os psykologistuderende, der er ved at være færdiguddannede og skal til at have vores første samtale med en klient?

Kim Bonnesen: Inden samtalen: Lad være med at overforberede dig før dine samtaler, og lad være med at tro, at du bedst hjælper en angst, skilsmisseramt eller kriseramt klient (eller what ever) ved at læse om det på forhånd. Læs lige dine noter fra sidste samtale, og læg dem så væk igen.

Lav et lille ritual, hvor du i god tid tager samtalerummet i brug, f.eks. 15 minutter inden samtalen. Luft ud i rummet, ryd

Indput Institut for Psykologi KU

op, tænd fyrfadslys og sæt vand frem. Gør rummet hyggeligt og behageligt.

Forbered dig ved hjælp af mindfulness, dvs. være opmærksom på dig selv. Hvordan har du det? Hvad sker der inden i dig i dag? Vær ikke mindst opmærksom på følelser og tanker (og andet), der kan være hindrende for din tilstedeværelse (træthed, usikkerhed, egne problemer, mv.). Acceptér det og dig selv lige her og nu, og sæt så en parentes om det. Ret nu din opmærksomhed mod din kommende samtale, indstil dig på for alvor at komme til stede og indtag en ikke-dømmende, accepterende, åben, indfølende og nysgerrig holdning overfor klienten og den kommende samtale.

Under samtalen: Sørg for indledningsvist og undervejs i forløbet løbende at forventningsafstemme og afgrænse med din klient de problemstillinger, I skulle arbejde med. Husk at din klient er et selvstændigt og ansvarligt menneske med ressourcer og forandringspotentiale, der skal inddrages i samtalerne.

Tal løbende med din klient om samtaleforløbet. Det er meget vigtigt, at du gennem den enkelte samtale og det enkelte gruppeforløb får undersøgt din klients oplevelse af samtalen eller samtaleforløbet. Nogle af de centrale spørgsmål i denne forbindelse er f.eks: Oplever din klient sig mødt, forstået og hjulpet? Taler I om de problemstillinger, din klient ønsker?

Arbejder I med problemstillingerne på en måde, der er meningsfuld for din klient?

Tilpas dine samtaler til dine klienter. Nogle skal kigge indad, nogle arbejder bedst mere pædagogisk, nogle er mere intellektuelle, nogle er i krise. Klienterne er meget forskellige, og lad være med at bruge en bestemt metode til alle dine klienter eller en bestemt metode til bestemte problemstillinger. Tag udgangspunkt i dig selv, og hvordan du har det bedst med at arbejde. Brug din mavefornemmelse, når du er sammen med din klient, og lad dén være dit kompas.

Ti stille og lyt. Ti stille og vær til stede. Ti stille og giv plads til

din klient og dennes initiativ. Men sørg også for selv at komme på banen, således at du er med til at sikre, at klienten får arbejdet med sig selv og sine problemstillinger.

Tal med din klient. Tænk højt. Undr dig. Sig, du er i tvivl. Sig, at dette kun er en arbejdshypotese, og det kan være, du skyder ved siden af. Både det indholdsmæssige (det, vi taler om), det processuelle (det, der sker imellem os og i rummet, og hvordan det sker) og det relationelle (den måde, vi er sammen på) er vigtige komponenter at være opmærksomme på. Nyuddannede fokuserer typisk alt for meget på det indholdsmæssige, men det indholdsmæssige bliver båret frem gennem mødet imellem dig og din klient, og mødet i sig selv har ofte også helende aspekter. Det er i mødet, at de nonspecifikke faktorer, terapeut- og klientfaktorerne skal stå deres prøve. Som terapeut skal du først og fremmest hjælpe din klient til at finde ud af, acceptere, se på, forlige sig med, føle og mærke, prioritere, tage ansvar, vælge, beslutte sig for og meget mere. Det er den proces, du skal engagere dig i sammen med din klient.

Checkliste: Det er vigtigt, at du har fokus på følgende: - at afgrænse klientens problemstillinger - at klargøre gensidige forventninger - at klargøre din klients motivation - at din klient oplever sig hørt, mødt og forstået - at din klient opnår viden og indsigt i sin egen livssituation - at din klient bliver mere opmærksom på egne ressourcer og handlemuligheder Efter samtalen: Det er bedre at efterbearbejde en samtale end at forberede den. Forberedelsen handler primært om at forberede dig selv og indstille dig selv på samtalen.

Undervejs i samtalen må du være modig og kaste dig ind i relationen - i mødet - med din klient. På denne måde afspejler samtalen livet i en minimodel.

Efter samtalen kan du nu kigge tilbage på samtalen.

Hvordan gik det? Har du og din klient en god arbejdsalliance sammen? Hvad gik godt og hvorfor? Hvad gik mindre godt og hvorfor? Hvad skal du huske at være opmærksom på til næste gang (f.eks. ikke at afbryde, komme mere på banen, ikke spørge til følelser men vise empati)?

Sofie Folke: Det at være lyttende og oprigtigt interesseret kan alene gøre en hel del. Det handler om at forsøge at finde et godt psykologisk mål med terapien. Nogle klienter præsenterer dette helt af sig selv, med andre skal man bruge lang tid på at finde frem til, hvad der er muligt at arbejde på – og her kan det være vigtigt med en god klinisk supervisor.

Kan du anbefale en bog/artikel, der operationaliserer alliancebegrebet og kan være en hjælp til at sikre en god alliance?

Kim Bonnesen: Bogen ”Terapiens essens” af Irvin D. Yalom er en uundværlig bog, der mere er en opslagsbog og noget så sjældent som en eksistentielt funderet ”værktøjsbog”. Læg den under hovedpuden, og vend regelmæssigt tilbage til den. En guldgrube, hvis pointer og tips & tricks ikke blot må tages for givet, men skal huskes og bruges. Bog$en indeholder den klassiske Yalom’ske sætning: ”det er relationen, der helbreder”, og selv med Yaloms ståsted i længerevarende psykoterapi er den et must for korttidsterapi.

• Yalom, I. D. (2002) Terapiens essens. København: Hans Reitzels Forlag.

Sofie Folke: I bogen ”Psykoterapi – teori og forskning” af Esben Hougaard er skrevet et godt kapitel om den terapeutiske alliance, og ellers vil jeg anbefale at læse de to oprindelige tekster af Edward Bordin, som startede den store empiriske forskning i alliancebegrebet (referencer nedenfor).

59

• Bordin, E. S. (1979). The generalizability of the psychoanalytic concept of the working alliance. Psychotherapy: Theory, Research and Practice, 16, 252-260.

• Bordin, E. S. (1994). Theory and Research on the Therapeutic Working Alliance: New Directions. In A.O.Horvath & L. S. Greenberg (Eds.), The Working Alliance. Theory, Research, and Practice (pp. 13-37). John Wiley & Sons, INC. • Hougaard, E. (2004). Det terapeutiske forhold. In Psykoterapi. Teori og forskning (pp. 273-319). Dansk Psykologisk Forlag.

Indput Institut for Psykologi KU

Har du andre tilføjelser?

Kim Bonnesen: Du kan ikke læse dig til at blive en god samtalepartner. En god terapeut bliver man gennem praksis, praksis og mere praksis. Det vil være godt at snakke med andre om din praksis, og supervision er et must. Du hjælper bedst andre med deres udvikling og forandring, hvis du selv arbejder med din egen udvikling og forandringer i livet. Et sted undervejs fordrer det derfor også egenterapi, egenterapi og mere egenterapi.

Du bliver en klogere terapeut af at læse skønlitteratur end af at læse faglitteratur. Faglitteratur er også godt, men lad være med at læse for meget. Hvordan vi mennesker lever vores liv, og hvordan vi bakser med det, beskriver skønlitteraturen så eminent godt og typisk meget bedre end faglitteraturen.

Faglitteraturen kan i bedste fald give nogle bud på at forstå, hvordan mennesker kan have det svært og forstå det i mere afgrænsede bidder. Faglitteraturen kan også beskrive for os, hvordan vi som professionelle kan forholde os til mennesker, der har det svært. Men næsten altid set udefra og i et mere eller mindre akademisk sprog.

Refleksionerne vedrørende alliancebegrebet har bidraget med nogle gode forklaringer samt konkrete forståelser af begrebet.

Tak for jeres bidrag, Kim Bonnesen og Sofie Folke! n

61

Det første møde med virkeligheden Om mit praktikforløbs største udfordringer og udbytte – om tvivlen, usikkerheden og succesoplevelserne undervejs

Af Nina Rygård Andersen, stud.psych.

Tvivl, spænding og panik Siden studiestart i 2010 har jeg set frem til at komme i praktik. Samtidig har jeg indimellem haft svært ved at se mig selv i arbejdet som psykolog. Kan jeg overhovedet det? Hvad er det ved studiet, der kvalificerer mig til at tale med mennesker? Pludselig var jeg nået til 8. semester og skulle til at overveje, hvor jeg ville i praktik.

Tale med mennesker. Gennem studiet har det hele tiden været dét, jeg forestillede mig, jeg gerne ville beskæftige mig med som færdiguddannet. Derfor var det terapeutiske samtaler, jeg ville prøve kræfter med under praktikken. Da jeg stod og skulle søge praktiksted stod jeg imidlertid med en masse spørgsmål. Hvem og hvor mange skal jeg kontakte? Hvordan skal jeg kontakte dem? Og hvad skal jeg egentlig sige/skrive til dem?

Heldigvis har universitetet en praktikliste, som jeg brugte til at danne et overblik over, hvilke praktiksteder, der kunne være interessante for mig. Derudover tog jeg forbi Sanne Mendahls kontor og kiggede i de praktikmapper, hun har stående, som indeholder mere information om praktikstederne. Dér fandt jeg også andre studerendes beskrivelser af deres praktikophold. Men det var svært at få overblik. Min strategi blev derfor at skrive en kort mail til nogle stykker ad gangen og dernæst afvente deres svar, i nogle tilfælde i lang tid.

Under søgeprocessen oplevede jeg en del tvivl og panik, både hos mig selv og andre. Praktikken er jo vigtig, så alle ønsker at vælge det rigtige sted, og ville det nu lykkes for mig? Som tiden gik lod det til, at mange af mine medstuderende fik styr på deres forløb. Åh nej! Er der overhovedet nogen gode praktiksteder tilbage? Til slut lykkedes det. Jeg fik plads hos PsykologHuset for Børn og Unge, hvor jeg fik mulighed for at blive en del af Ungeteamet og have tre individuelle samtaleforløb med unge mellem 13 og 18 år. Siden har jeg fundet ud af, at der altid er flere praktiksteder, end der er praktikanter, så i sidste ende skal det nok lykkes.

Den første nervepirrende samtale I begyndelsen var det grænseoverskridende at skulle stå på egne ben. Især den allerførste samtale. En pige på 16 år og hendes forældre. Og så mig. Helt alene. Kan jeg virkelig det?

Heldigvis gik samtalen godt. Jeg havde forberedt mig på, hvordan jeg skulle introducere mig selv og hvilke rammer, jeg ville sætte for samtalen. Derudover havde jeg ud fra henvisningen udvalgt nogle emner, jeg skulle nå at afdække, og jeg havde derfor en overordnet idé om, hvilke spørgsmål, jeg ville stille. Allerede fra jeg hentede klienten og forældrene i venteværelset, var min nervøsitet blevet mindre. Det handlede jo om klienten, ikke om mig. I starten kunne jeg høre nervøsiteten i min egen stemme, men de lod ikke til at bemærke den. Efterhånden glemte jeg den selv.

Undervejs tog jeg noter på en blok. Det hér er overraskende svært, tænkte jeg. Stikord, tal, symboler og pile

Indput Institut for Psykologi KU

hektisk placeret på en lille A5-side. Heldigvis var det afgørende ikke at tage velorganiserede noter, men derimod at lytte til samt holde øjenkontakt med klienten. Og det kunne jeg faktisk godt finde ud af.

Min største udfordring Det mest udfordrende jeg gjorde under praktikken, var at administrere og give feedback på en WISC-test (en intelligenstest til børn). Det var lærerigt, men krævede meget forberedelse. Før og under testningen var der utallige ting, jeg skulle have styr på. Hvordan opgaverne skulle præsenteres, hvordan besvarelserne skulle noteres, og ikke mindst, hvordan reglerne var i alle delopgaverne. Formidlingen af testresultatet var en opgave i sig selv. For det første at præsentere resultatet uden brug af fagtermer og lange, komplicerede ord.

Altså præcis det modsatte af, hvad jeg har lært mig selv de sidste 4 år på studiet. For det andet at formidle et testresultat, der lå langt under normalområdet til de pårørende og en sagsbehandler på en hensynsfuld og konstruktiv måde. Hvad skal de tage med sig, når de forlader lokalet? Det var spændende at skulle omsætte testresultatet til konkrete bud på, hvordan testpersonens hverdagsudfordringer kunne tackles på en mere hensigtsmæssig måde ud fra viden om dennes specifikke styrker og vanskeligheder.

På baggrund af min testoplevelse fik jeg indblik i, hvor mange grundige overvejelser, der ligger bag den IQ-score, det hele ender med. Et tal, der tillægges stor betydning, men som er svært at forholde sig til, og som ikke siger noget i sig selv.

Hvad fik jeg ud af det?

En af de mest lærerige ting ved min praktik var, at jeg selv var fuldt ansvarlig for alt omkring forløbene fra start til slut. Dét, at jeg selv skulle planlægge og varetage arbejdet var meget udbytterigt. Det gav mig en oplevelse af selvstændighed og gjorde det lettere for mig at finde min egen stil i arbejdet. Selvfølgelig under skarp og uundværlig supervision, hvor jeg fik kyndig vejledning af en erfaren psykolog, som løbende hjalp mig med mine spørgsmål i de forskellige forløb.

I løbet af min praktik fandt jeg ud af, at det der med samtaler er noget for mig. Endelig fandt jeg også ud af, at al den teori vi knokler for at forstå gennem vores studie rent faktisk kvalificerer os til at udføre noget i den virkelig verden. Selvom jeg ikke har haft et studiejob, har studiet og al læsningen og opgaveskrivningen faktisk gjort mig til en næsten færdig psykolog. Så nu mangler jeg bare at lære alt det, vi ikke kan læse os til. Og dét er der heldigvis meget af. n

63

Indput Institut for Psykologi KU

Af Alexander Gjerding, stud.psych.

B o g s t ø t t e n

STUDIEJOB. Det var på en grå og trist decemberdag midt under udarbejdelsen af en særlig slidsom kognirapport, at jeg endelig skaffede mig mit første fagligt relevante studiejob, da en af mine venner gjorde mig opmærksom på et jobopslag på en af universitetets opslagstavler. Opslaget søgte en psykologistuderende, som kunne undervise i socialpsykologi gennem noget, der hed Bogstøtten, et tilbud til psykisk sårbare studerende med og uden diagnoser under Københavns kommune. I Bogstøtten får den studerende mulighed for at etablere en hverdag i behagelige arbejdsrammer sammen med andre studerende langt væk fra den præstationsmentalitet, der ofte kendetegner universitetets læsesale. Tilbuddet benyttes i gennemsnit af ca. 24 studerende, primært på lange og mellemlange videregående uddannelser, og er gratis for borgere i Københavns Kommune, men det er dog også muligt at blive tilknyttet gennem en henvisning fra andre kommuner. Ved opstart bliver de studerende tilknyttet en af stedets faste medarbejdere, der alle har en baggrund som undervisere og vejledere på videregående uddannelser. Medarbejderne hjælper primært de studerende med at strukturere studieprocessen og overholde deres egne mål, men kan også fungere som faglige sparringspartnere, f.eks. i forbindelse med specialeskrivning. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt for en af de studerende at få en mere specialiseret sparring, end medarbejderne kan give, og det er herigennem, jeg er blevet tilknyttet. For tiden underviser jeg en studerende i personlighedspsykologi og videnskabsteori, hvor arbejdsgangen er således, at vi mødes en gang om ugen og snakker de tekster og emner igennem, som vi aftalte på det forrige møde.

Selvom jeg er eksternt tilknyttet organisationen, synes jeg, det er fedt at være en del af et gratis tilbud, der er med til at gøre en forskel for en masse studerende, som på trods af diverse udfordringer formår at gennemføre deres studier, ofte med imponerende karakterer. Med fremdriftsreformens implementering bliver der brug for tiltag, som følger Bogstøttens eksempel og tilbyder støtte til de studerende, der har brug for hjælp til at løfte den byrde, som et fuldtidsstudie kan være, særligt når tilværelsens andre sider ikke lige flasker sig. n

65

Forfatter: Mark Johnson Titel: The Meaning of the Body: Aesthetics of Human Understanding Forlag: The University of Chicago Press Udgivelsesår: 2007 Sideantal: 326

Æstetisk semantik Betydning hænger ikke på træerne, og den svømmer heller ikke kropsløst rundt i et objektivistisk kosmos, logisk defineret af nødvendige og tilstrækkelige sandhedsbetingelser.

Ifølge Mark Johnsons The Meaning of the Body er betydning tværtimod noget, vi mennesker producerer aktivt - med alt, hvad vi kan mønstre af sanser, krop, forestillinger og begreber.

Af Mathias Rolskov, stud.psych.

BOGANMELDELSE. Mark Johnson (f.1949) må have været noget lignende 31, da han i 1980 sammen med Georg Lakoff udgav Metaphors We Live By, omhandlende, tja - metaforer som helt essentielle, betydningsbærende strukturer. Ikke bare i sprog, men generelt i menneskelig forståelse og interaktion.

Bogen skulle vise sig at blive noget så usandsynligt som et akademisk smash-hit på grænsen mellem filosofi, psykologi og lingvistik: Læst, beundret, citeret, angrebet og spottet som det nu sig hør og bør. (Bare som en antydning af, hvor indflydelsesrigt værket efterhånden er blevet, kan det nævnes, at jeg kender en gruppe filosofistuderende, som har udviklet et sindrigt drukspil på baggrund af teorien om konceptuelle metaforer).

Spørgsmålet er, hvordan man som en endnu relativt ung professionel filosof kommer tilbage efter sådan en teoretisk Blockbuster? For Johnsons vedkommende er svaret tilsyneladende, at man fortsætter diskussionen i nogenlunde samme rille – omend man naturligvis hele tiden sørger for at trænge dybere og dybere ned i erkendelsens mest basale forudsætninger.

Betydningens kilder The Meaning of the Body fra 2007 handler således (ligesom størstedelen af det øvrige forfatterskab) om menneskelig betydningsdannelse. Hvad er meningen? Hvor kommer den fra? Og hvordan er den produceret? – er nogle af de centrale spørgsmål, som bogen forsøger at besvare. I indledningen skri-

Indput Institut for Psykologi KU

bog anmeldelser

ver Johnson, at selvom han i sine tidligere arbejder mente at have afdækket ’the very heart of human meaning-making’, er det nu gået op for ham, at han indtil nu slet ikke har fået fat i ’the deepest and most profound bodily sources of meaning’.

Disse ’immanente’ ’proto-betydninger’ lykkes det ham dog heldigvis efterfølgende at identificere i krops-subjektets situations- og oplevelsesspecifikke følelser, fornemmelser og kvalia.

Vi fornemmer, at vi er helt på grænsen af det, hvorom der kan tales og teoretiseres. Men vi fornemmer også netop derfor en vis usikkerhed og inkonsekvens i begrebsanvendelsen.

Bred smag Johnsons vigtigste filosofiske inspirationskilder til den centrale forståelse af rigdommen i den situationelle, kropsliggjorte oplevelse er de amerikanske pragmatikere John Dewey og Wiliam James samt franskmanden Maurice Merleau-Ponty, som igennem diskussionen af udvikling, emotioner, kvalia, logik repræsentation og flere andre emner suppleres teoretisk og empirisk af kontemporære fænomenologer (eks. Sheets-Johnstone og Eugene Gendlin), hjerneforskere (eks. Damasio og Edelman), spædbørnsforskere (eks. Meltzhoff og Daniel Stern) og evolutionsbiologer (Maturana og Varela). Fjenden – som der efter min smag indimellem polemiseres lidt rigeligt imod - er derimod den analytiske filosofis ’objektivistiske’ betydningsteori, dens godfather Gottlob Frege og dens arvtagere

indenfor filosofi og kognitionsvidenskab, eks. Donald Davidson, John Searle og Jerry Fodor. Bogen afsluttes af en række interessante og, så vidt jeg kan bedømme, originale analyser af forskellige kunstværker (bl.a. digte af Pablo Neruda, malerier af Matisse og de Chirico og – for at det ikke skal være løgn - ’Over the rainbow’ fra The Wizard of Oz).

Vigtig Der er ingen tvivl om, at Johnson med The Meaning of the Body endnu ikke har skrevet den endegyldige bog om menneskelig betydningsdannelse. Diskussionen er sine steder logisk uklar og ligefrem causerende. Den blotte mængde af teori og empiri, som Johnson når at behandle på de små 300 sider, er imponerende, men netop derfor bliver behandlingen også sine steder lidt overfladisk. Når det er sagt, mener jeg faktisk, at Johnson med god ret kan påstå at være nået nærmere en filosofisk forsvarlig (og videnskabeligt anvendelig) forståelse af, hvad menneskelig betydning er, og hvordan den skabes i interaktion mellem kropsliggjorte subjekter og deres fysiske og sociale omgivelser. Hvis tonen i anmeldelsen indtil videre har virket hård, har det udelukkende været for, at jeg ikke skal fremstå alt for useriøs, når jeg til sidst bliver nødt til at indrømme, at bogen for mig at se er én af de vigtigste, jeg har læst. n

67