Indput no. 4, 46. årgang

4 NO. Maj 2015 路 氓rgang 46

Indput no. 4, 46. årgang København, maj 2015 Redaktionen Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anna Scheele Anne Marie Kristensen Anne Rogne (ansv. redaktør) Anne Stilling Jeppesen (ansv. korrektur) Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Christian Guldager Emil Zerlang Erling Nørkær Nielsen Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Johannes Andresen Josefine Munthe Karen Odgaard Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mette Bohn Jespersen Mikkel Plesner Lyngse (ansv. layout) Nana Marie Jespersen Nilus Weidick Dahlerup Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard Sofie Garset-Larsen Stine Karstoft Tine Friis Omslag Asta Ingemann Jensen Nilus Weidick Dahlerup Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer.

Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39 www.indput.dk

Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Alexander Gjerding Alexander er 25 år og går på 4. semester. I indeværende halvår har han valgt at udskyde udviklingspsykologi for at få tid til at arbejde og fordybe sig i sine faglige interesseområder, hvilket primært drejer sig om poststrukturalisme og videnskabsteori. Han er mere end én gang blevet beskyldt for at være en Simo Køppe fan-boy og har efterhånden måttet se i øjnene, at han lider af en form for praksisaversion, idet han ofte befinder sig bedst højt oppe i et teoretisk elfenbenstårn med virkeligheden godt på afstand. Sin fritid bruger han sammen med sine venner, i festligt lag eller foran fjernsynet, hvor han hver weekend trofast følger hjerteog smertebarnet Liverpool F.C., hvilket ofte er en 90 minutters tour de force i alle afkroge af følelsesregisteret, selvom klubben ikke har vundet et mesterskab, siden Alexander var 1 år gammel. I Indputregi fungerer han som skribent og har til dette nummer skrevet artiklen om ”Terrorens Æstetik” samt været medforfatter på reportagen om Hans Ulrich Gumbrechts gæsteforelæsning.

Inger Charlotte Lund-Hansen Hun er skribent for Indput, læser på 4. semester og bærer trods sine kun 23 år navnet Inger, hvilket allerede har givet hende en del problemer: Da hun skulle tage kørekort, blev hun indkaldt til en særlig 75-års generhvervelsestest med specialindrettet køretøj, og senest har hun modtaget en indmeldelsesblanket til Ældresagen. På mange måder er Inger en gammel sjæl i en ung krop, og hun har altid været særligt optaget af livets mere tunge og eksistentielle emner, hvilket nu har bragt hende her til psykologi. Interessen for, hvad der foregår i mennesket og mellem mennesker, er drivkraften for Inger, når hun kaster sig ud i de franske psykoanalytikeres teorier, såvel som når hun dykker ned i fiktionens verden og skriver romaner og noveller. Målet er at få lov at spille på alle tangenter i det menneskelige følelsesregister ved at forsøge emotionelt at sætte sig i andre folks sted: Hvordan opleves det for eksempel at have mistet et barn? Eller at være stofmisbruger? Eller at være kronprins af Danmark? Nysgerrigheden og empatien går hånd i hånd med Inger, når hun går på opdagelse i menneskets kompleksitet, og de kvaliteter er ifølge hende de vigtigste egenskaber, man kan have med sig som kommende psykolog.

3

Indhold Indput no. 4 46. 책rgang maj 2015

Indput Institut for Psykologi KU

3.

Ind under huden på Indput-redaktionen

6.

Ode til mad

9.

Side 9-manden

10.

Omsorgssvigt som både et under- og overklassefænomen

Foredrag af Lotus Turell og Lisbeth Zornig om brændt barndom

14.

Stafetten med Susanne Harder

16.

Standarder, subjekter & styring

Reportage fra forskningscenteret SUBSTANces afslutningskonference

24.

Retten til at blive glemt

28.

Go with the flow – Psykologien i kreativiteten

31.

Islandsk eksistentialisme: De små ting

32.

Min systemisk/narrative ABC

36.

Dette er ikke en nekrolog

39.

I Gumbrechts nærvær

42.

Treogtyve Timer på Tinder

46.

”Somatic Experiencing” – helbredelse af traumer

48.

Terrorens Æstetik

52.

Tabu.

54.

Akademia: Forførelse – en psykologisk undersøgelse

5

Ode til mad Indput Institut for Psykologi KU

Af Amalie Vatne Brean, stud.psych.

Illustration af Anna Scheele, stud.psych.

Monday morning blues. Min amerikanske værtsmor falder ned i den store stol for enden af bordet. Hun åbner chipsposen og placerer den strategisk i en nøje afmålt afstand fra bordkanten. Spraydåsen med ost placeres også på sin faste plads, 30 centimeter til højre for de to dåser cola light. Hun smøger ærmerne op, og før jeg når at sige cheese, har hun åbnet den ene cola light og ført sin venstre hånd godt ind i posen med de skålformede chips. Den højre hånd holder allerede om ostespraydåsen, og morgenmadsdansen kan begynde. Chips-ostcola, chips-ost-cola. Som i en vals danser de tre ingredienser sammen mod munden. Hver morgen. Hvert år. Gastronomisk nydelse a la Mississippi. Velbekomme.

Hvis vi regner tre måltider per dag, spiser du ca. 84 måltider på en måned, 1095 måltider i løbet af et år, og 3285 måltider i løbet af en bachelor på normeret tid. Gennemsnitsalderen i Danmark er 78 for mænd og 81,9 for kvinder. Det giver godt over 80.000 måltider i løbet af et liv. Hvis vi regner en halv time per måltid, bruger du halvanden time om dagen på mad. Inkluderet madlavning og indkøb er vi hurtigt oppe på 2,5 time om dagen. Hvis du ikke spiser et helt år, sparer du med andre ord 912,5 timer. Smart. Det er fremdrift, der vil noget. Ifølge Rob Rhinehart er det ikke blot effektivt. Det er direkte frigørende.

Som bekendt tog han en travl verden med storm, da han lancerede pulvermaden ”Soylent – free your body” i 2013. Eftersigende fik han ideen efter forgæves at have forsøgt at leve på frosne pepperonipizza, uden at forstå hvorfor det ikke lykkedes. Det var trods alt madvaren med mest energi per dollar? Måneder senere kunne han heldigvis frigøre sig selv og en hel verden: Nu kan du lave og konsumere mad på 25 sekunder. Så pulver it up. Soylent er det nye sort. Smag eksisterer fysisk set ikke, og lugtesansen er 550 millioner år gammel. Mad og sansning er dermed yt. Velbekomme.

Enten pulver. Eller? ”Mens jeg spiste mine østers og mærkede deres stærke smag af hav og den let metalliske smag som hvidvinen skyllede væk, så kun havsmagen og den saftige

fornemmelse var tilbage, og mens jeg drak deres kolde væske af hver skal og skyllede den ned med vinens friske smag, mistede jeg følelsen af tomhed og begyndte at blive lykkelig og at lægge planer” (fra Der er ingen ende på Paris, Ernest Hemingway). Hvad er vel et bohemeliv på pulvermad? Kan vi vælge Hemingways vej, please? Skal vi tro den nyeste forskning er det denne vej, som skaber kloge hjerner. Det, der har positiv effekt på vores krop, er nemlig ikke de enkelte vitaminer, mineraler, proteiner (you name it), men kombinationen af forskellige madvarer over tid. For eksempel virker over 100.000 bioaktive stoffer – fytokemikalier – på mange biokemiske processer i kroppen. We don’t know how. Vi ved dog at en portion med almindelige grøntsager indeholder 25. 000 fytokemikalier. Med stor sandsynlighed er det blandt andet totaleffekten af dem, som er vigtigst for, at hjernen kan fungere optimalt. Med andre ord skal vi bruge over 750 timer om året på at spise, skal det smage f****** godt. Og krydres med god tid og samvittighed.

Sagt med Kierkegaards gamle citat: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden…”. Skål og velbekomme. ”Den første sushis forfinede kærtegn mod ganen rummer ingen hemmeligheder for mig længere, og jeg velsigner den dag, hvor min tunge opdagede østers berusende og næsten erotiske fløjlsblødhed, der følger ovenpå en bid brød med salt smør.” (Fra En Delikatesse, Muriel Barbery). Sex og spisning er de eneste menneskelige aktiviteter, som forener ind- og udside i overvældende omnisanselige oplevelser. At sanse mad handler altså om mere end salt, surt, sødt, bittert og umami. På et fysiologisk niveau sørger fænomenet forstærkning for, at vi lettere opfatter to forskellige smage, hvis vi (paradoksalt nok) smager dem samtidigt. Fænomenet kongruens sørger for, at vi kan opfatte svage smage, hvis de præsenteres sammen med en kongruent lugt. Det er især, når lugtnerverne nås bagfra, gennem mundhulen, at madoplevelsen bliver overvældende.

Som den eneste sans, kommunikerer lugt direkte med kortex

7

og krybdyrshjernen. En lugt kan derfor frembringe følelser og ordløse minder, før du når at sige c. Følelser, som igen påvirker madoplevelsen. På grund af følelsernes betydning er restauranter i USA – noget anstrengende – begyndt at eksperimentere med, hvordan de kan få gæsterne til at grine, lige inden maden bliver serveret. Omnisanseligheden stopper selvfølgelig ikke der. Fænomenet chemestese forklarer, hvordan vi kan føle mad som chili, hvidløg og mentol. Det er ikke blot en kulturel uvane, at vi råber febrilsk efter vand og vifter os foran munden når chilien ”brænder”. Nerveceller, som normalt reagerer på temperatur, sender signaler om varme til hjernen, når capsaicin i chilien træffer slimhindens nerveender i munden. Jo, en repetition af gamle fakta. Men vidste du, at chipsen smager sprødere, hvis du har hørebøffer på, som forstærker den knasende lyd? Eller at en salat smager bedre, når den ligner Kandinskys maleri no. 201? Spisningens kontekstuelle oplevelse giver grobund for at snyde i køkkenet. Har du for eksempel inviteret på middag, men er bange for, at du ikke har lavet nok mad? Servér middagen på røde tallerkner eller invester i et blåt lys i stuen. Det skal ifølge forskning få folk til at spise mindre. Blev din pastaret lige kedelig nok? Giv den et langt, deskriptivt navn, og gæsterne synes den smager dybt og komplekst. Mangler desserten sødme? Gå efter de runde og hvide tallerkner. Husk at komplementere med en vin i en rød eller grøn lyssætning, så bliver den eftersigende ekstra frugtig. For ikke at glemme musikken. Har du forsøgt at spise en BicMac til Mozarts dødsmesse? Det smager for vildt. ”Vidunderlige kødsupper, kylling stegt som vildt, så man var dånefærdig, bedøvende hane i vin, uforlignelige hvide ragouter – I er min kødædende, sovseoversvømmede barndoms elskede ledsagere. Jeg elsker jer, I indtagende gryder med dampende vildt” (Fra En Delikatesse, Muriel Barbery). 70.000 måltider venter.

Bon appetit. n

Indput Institut for Psykologi KU

Side 9manden

Navn: Sebastian Tobias-Renstrøm.

Alder: 21.

Status: Optaget, sorry ladies.

Yndlingsdyr: Pistolrejen.

Holdning til kønsfordelingen på psykologi: Passende.

Tre adjektiver, der beskriver din kvindetype: Selvstændig, leende, skarp.

Hvad er det sjoveste, du laver? Jeg spiller i rockband og står i Torsdagsbaren. Ingen af delene går i minus på sjov-kontoen! ... Og det kedeligste? Jeg ser helt vildt meget netflix. Også en masse lort. Det bliver faktisk ret kedeligt i længden at se så mange serier. No shit, det’ lidt et problem.

Yndlingsslik: Mozartkugler.

Hvad provokerer dig? Cykelrazziaer, fremdriftsreformen og folk, der mener at vide bedst.

Hvilken skakbrik ville du være – og hvorfor? Dronningen. Fordi hun er den med størst handlemuligheder på brættet, og så kan jeg måske også godt være lidt en queen en gang imellem!?

Hvor ville du helst rejse hen lige nu? Rom. Skøn mad, skøn vin, skøn arkitektur, skøn kunst, bare skøn egentligt.

Sammensæt dig selv ud fra tre kendte karakterer: Spider-Man, Josh Homme (forsanger og guitarist i Queens of the Stone Age) og Mads Bank. Jeg citerer Foucault og spiller rockmusik, mens jeg slynger mig rundt i Manhattan… Eller noget…

Yndlingscitat: ”If you expect anything from music, you expect too much!” – Josh Homme.

Bonusinfo: Jeg kan de første 7 minutter af Terkel I Knibe udenad!

9

Omsorgssvigt som både et under- og overklassefænomen – Foredrag af Lotus Turéll og Lisbeth Zornig om brændt barndom

Af Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych.

I en fyldt foredragssal på PH Metropol står Lisbeth Zornig Andersen og Lotus Maria Turéll frem for at fortælle om deres brændte barndom. Til fælles har de, at de begge er vokset op i et hjem præget af misbrug, utryghed og svigt. Den ene i et overklassehjem, som udefra fremstod velfungerende, den anden i et hjem, hvor misbruget og forsømmelsen af børnene var åbenlys for nærmiljøet. Siden hen har de begge rejst sig fra fortidens massive svigt, men vejen dertil har været lang og hård. I dag har de begge en mission om at gøre en forskel for nogle af de 120.000 børn, der i dag lever i hjem, hvor alkoholen bliver det ekstra familiemedlem, der tager al plads og gør børnenes hverdag uforudsigelig og kaotisk.

Indput Institut for Psykologi KU

En opvækst i over- og underklassen Som barn af skuespillerinde Chili Turéll og den nu afdøde forfatter Dan Turéll voksede Lotus op i en stor herskabslejlighed på en af Frederiksbergs dyre adresser. Hun beskriver sig selv som ønskebarnet i en familie med masser af kærlighed, men husker samtidig tilbage på en barndom præget af kaos og afsavn. Hendes far var ikke kun glad for at gå på værtshus, men opbyggede sig et alvorligt alkoholmisbrug, der tærede på hele familien. Familien var velstående, dannet, berejst og succesfuld, men bag de lukkede døre fulgte der med alkoholen også en dyne af konfliktstof, der resulterede i, at hun nogle gange blev overset og enkelte gange helt overladt til sig selv.

Hendes mor forsøgte ligesom Lotus at passe på faren og holde facaden udadtil. Der var således en skarp adskillelse mellem, hvad der skete inden for og uden for lejligheden, og Lotus udviklede nogle strategier for, hvordan hun kunne komme igennem hverdagen og samtidig få sine forældre med: ”Når forældrene ikke er autentiske uden for hjemmet, er børnene det heller ikke,” fortæller Lotus, der i løbet af sin barndom blev mester i at holde på hemmeligheder.

Lisbeth Zornig Andersen blev født i 1968 i Vanløse. Hendes første minde udspiller sig i en lejlighed i Sydhavnen, hvor hun ser sin mor ligge bevidstløs på gulvet. Inden da har moren slået faren med en flaske, og han har returneret med et slag, der sendte hende direkte i gulvet. Lisbeth forsøger at løbe hen til sin mor, men bliver løftet op, og døren foran hende bliver lukket.

Allerede da Lisbeth var tre år gammel, blev hun anbragt på børnehjemmet Kastanjegården, hvor hun boede med sine tre brødre. Hun blev dog samme år sendt hjem til moren og stedfaren, der efter at have boet i Køge et års tid flyttede til Lolland med alle fire børn. I tiden på Lolland var det knapt med penge, og de, der var, blev brugt på alkohol og cigaretter. Det var således de voksnes behov, der blev sat i første række, og børnene kunne aldrig være sikre på, hvornår de fik mad næste gang.

Både vold, seksuelle overgreb og vanrøgt fandt sted i den tid, og det var først, da Lisbeth som 9-årig flyttede hjem til sin gymnastiklærer og hendes mand, at hun oplevede duften af et andet liv. Hos dem blev der draget omsorg for hende, og hun lærte nogle nye værdier at kende.

Mod Lisbeths vilje blev hun dog allerede efter et års tid flyttet på børnehjem igen og siden da tilbage til sin mor, hvor morens misbrug atter blev en stor del af Lisbeths hverdag.

mon blev overladt til sig selv igen var en integreret del af hverdagen.

Lotus fortæller, at hun kan huske tilbage på rejser, sange, tegninger og flere andre ting, som de lavede sammen i familien, og som ikke var dysfunktionelle. Alligevel lå det underliggende problem og lurede, og dette skabte en stor utryghed for, hvad næste øjeblik ville bringe.

I tråd med dette fortæller Lisbeth om en sommerferie, hvor hendes mor og stedfar var på antabus, og hvor familien hyggede sig med at lave cowboykaffe over bål iklædt spejderuniformer. Denne sommer viste hende, hvad forskellen er mellem forældre med et alkoholmisbrug og forældre uden; når hendes mor og stedfar var fulde, var de i sig selv uforudsigelige, men der var også uforudsigelighed forbundet med de ædru perioder, fordi hun ikke vidste, hvor længe de varede.

At være barn i disse uforudsigelige rammer gjorde det nødvendigt at være udholdende – både for at kunne præstere, fordi det var forventet, men også som et forsvar. Lotus fortæller, hvordan hun som 5-årig indkaldte sin mor og far til en samtale i køkkenet og meddelte dem, at det nok var bedst, at familien blev skilt. Forældrene blev berørte over Lotus’ ærlige udmelding, men mente, at det var noget, de nok skulle klare sammen inden for familien. Dette skete bare ikke, for hendes far havde mistet kontrollen over alkoholen, og Lotus måtte i sin magtesløshed fortsat holde ud.

Uforudsigelighed og magtesløshed Den uforudsigelige hverdag toner til foredraget frem som noget, både Lotus og Lisbeth husker tilbage på. Den konstante grublen over, hvad næste dag ville bringe, og hvornår man

Ligheder og forskelle på tværs af sociale klasser Stilles Lisbeths og Lotus’ historier over for hinanden bliver det tydeligt, at der både er en del fællestræk, men at der samtidig er nogle faktorer, der adskiller dem. I dag må de begge leve med

Angsten De gradvise skred gjorde, at grænserne hjemme hos dem begge hele tiden blev skubbet, og det skabte en angst for, hvor det hele ville ende. Til denne angst var koblet en stor frygt for forældrenes død både hos Lisbeth og Lotus.

I perioder har Lisbeth haft mareridt om sin mors død, og en psykolog har i den forbindelse fortalt hende, at angsten for at miste en forælder kan være mere brutal end angsten for selv at dø. Lotus husker tilbage på en episode, hvor hun som 5-årig forsøger at nå konservesdåserne med færdigretter i spisekammeret. Hvis de voksne en dag helt forsvinder og ikke kan passe på hende, vil hun være sikker på at kunne overleve. Ved at stille sig på en skammel kan hun lige nøjagtigt nå dem, men hendes forsøg på at åbne dem med en dåseåbner er forgæves.

Hun bliver rædselsslagen og kan mærke, hvordan hun forsøger at skrige, uden at der kommer nogen lyd ud. Der får hun sit første angstanfald.

11

PTSD-symptomer, mareridt, arbejdsnarkomani, et stort behov for at tingene skal ske i et højt tempo samt andre fysiske og psykiske senfølger. De har begge været omsorgssvigtet, men i Lotus’ situation var svigtet uudtalt og hemmeligt, og der var en risiko for at blive socialt udstødt, hvis sandheden kom frem.

Lisbeths familie var allerede socialt udstødt, og som Lisbeth udtrykker det, så ”fik man, hvad man så”.

Det kan undre en, at der ikke var nogen, der reagerede på Lotus’ manglende trivsel. Selvom der var tale om en socialt isoleret familie, var der alligevel små sprækker en gang imellem, hvor nogen kunne få vished om, hvordan det var bag facaden.

Hun husker tilbage på en nat, hvor hun som 9-årig vågner og opdager, at hun er alene i lejligheden. Febrilsk prøver hun at ringe til sin mor, som er på job i London, men Lotus er så bange, at hun ikke kan få trykket på de rigtige knapper. Ude på gaden finder hun en mand, som går med op i lejligheden og hjælper hende med at ringe til sin mor, dog uden held. Lotus ender med at finde sin far på et værtshus og lægger sig ned under bordet på værtshuset og falder i søvn.

En anden situation, hvor en person udefra lukkes ind i deres kaotiske hjem, er en dag, hvor hendes far er rigtig dårlig. Han er grædende og ukontaktbar, og hendes mor beslutter sig for at ringe til en vagtlæge og bede om hjælp. Lige så snart lægen træder ind ad døren, springer Dan op og hilser imødekommende på lægen. Ingen skulle jo vide, hvor skidt det i virkeligheden stod til. Lægen beslutter sig derfor for at gå igen, og med Lotus og hendes mor i hælene meddeler han dem, at der ikke kan gøres noget, så længe Dan står på benene. Ni år havde det taget at få nogen involveret i familiens kaos, men alligevel bliver der ikke grebet ind.

Lotus tror selv, at den manglende indgriben skyldes en berøringsangst for at blande sig i familier med status, magt og penge. Hun mener derfor, det er vigtigt at få italesat, at velstillede familier lige så vel kan være socialt udsatte. Lotus savnede en voksen, der kunne hjælpe med at forstå verden ud fra hendes perspektiv, men der var mangel på vidner, og de få der var, tog ikke affære.

Ingen bebrejdelser At nå dertil, hvor hun er i dag, har kostet Lotus omkring 200.000 kr. i psykologtimer, kropsterapi og andre former for behandling. Dette er penge, som hendes mor har været med til at betale, og hun bakker også op om, at Lotus i dag står frem og fortæller sin historie. Det er Lotus dybt taknemmelig for, men det har da også taget omkring 15 år at genoprette et godt og stabilt forhold efter fortidens svigt.

I dag er det ikke bebrejdelse, hun føler, når hun tænker på

Indput Institut for Psykologi KU

sine forældre. Hun ved, at farens alkoholmisbrug tog kontrollen fra ham, og at hendes mor blev medafhængig i form af sine evige forsøg på at holde hånden over ham. Der er ikke nogen forældre, der sætter sig ned og beslutter sig for at omsorgssvigte deres børn, understreger Lotus. Det er derfor vigtigt, at disse familier får en håndsrækning udefra, når det hele bliver for svært. Dette uanset om de er fra underklassen, middelklassen eller overklassen.

Lisbeth er ligeledes nået til et sted, hvor hun ved, at hendes forældre ikke var fuldt ud bevidste om det svigt, de påførte hende og hendes brødre dengang. I forbindelse med tilblivelsen af selvbiografien Zornig – mit mellemnavn er vrede, der omhandler Lisbeths svære opvækst, udmeldte hendes mor, at hun glædede sig til at læse den. Dette kan ses som et udtryk for en manglende forståelse for det ansvar, som hun fralagde sig dengang. Lisbeth understreger, at alkoholikere ikke skal ses som skurke, men som syge mennesker, der har brug for hjælp.

I modsætning til Lotus har Lisbeth fået betalt psykologhjælp og fortæller, at mødet med Lotus har fået hende til at føle sig ”heldig”. Hun kunne nemlig sige alt. Det var ingen hemmelighed, at det gik dårligt derhjemme, for det kunne alle se.

At bryde den sociale arv I Lisbeths familie har alkoholen været en tro følgesvend på tværs af generationer. Både hendes farmor, farfar, morfar, far, mor, stedfar og tre brødre har alle været eller er stadig alkoholikere. Hun har selv formået at bryde mønsteret.

I dag er hun mor til fem børn, uddannet økonom, stifter af Zornig-huset, radiovært og forfatter. Tidligere har hun været formand for Børnerådet, konsulent, systemudvikler, forretningsudvikler, projektchef og direktør. At alkoholen har fulgt familien gennem generationer, ser hun blandt andet som et udtryk for, at der ikke er blevet taget hånd om hele familien: ”Man kan ikke bryde den sociale arv uden at inddrage forældrene, og på nuværende tidspunkt har vi et system, der ikke kommer nødstedte familier til hjælp,” understreger hun.

Det er yderst farligt for børn at være i disse familier. Forskning viser, at en tredjedel af børn, der er vokset op med alkoholmisbrug i hjemmet, ender med selv at bliver misbrugere, mens en anden tredjedel ender med at blive psykisk syge, og den sidste tredjedel ender med at finde sammen med en misbruger.

For Lisbeth var det afgørende, at hun mødte nogle mennesker på sin vej, som gav hende kærlighed og omsorg. De viste hende, at livet kan være anderledes, og det gav hende håb og drømme. Særligt gymnastiklæreren Grethe og hendes mand Otto har haft en afgørende betydning for, at hun er endt, hvor hun er i dag.

Lotus kan ikke forestille sig en familie, hvor alkohol ikke forårsager omsorgssvigt. Samtidig tror hun på, at børn, der har været udsat for omsorgssvigt, godt kan rejse sig og udleve deres drømme. Det kræver bare ofte, at de får en håndsrækning.

Lotus er i dag 35 år og mor til en lille søn. Hun har en bachelor i medievidenskab med pædagogik som overbygningsfag og er foredragsholder, skribent, lydbogsindlæser, reporter og udvikler af kampagner og kommunale indsatser. Vendepunktet for hende var, da hun som 23-årig hørte en kvinde i TV tale om varige skader blandt omsorgssvigtede børn. Dette vakte genklang i hendes ører, og hun blev overstrømmet af følelser. Hun måtte samle mod til sig for at ringe til Børne- og Ungetelefonen, og da hun endelig fik en i røret, blev hun tavs. Personen i den anden ende spurgte da, om der mon var sket noget i hendes barndom, og pludselig væltede det hele ud af hende.

Rettidig forebyggelse Lisbeth og Lotus påpeger begge vigtigheden af at få italesat tabuet, så der ikke lægges låg på, at der er et problem. For at hjælpe omsorgssvigtede børn, må der fokuseres på hele familien og sættes ind så tidligt som muligt, så oprydningsarbejdet ikke bliver for stort.

Når Lotus tænker tilbage, ville hun som barn aldrig have overvejet at gå til kommunen og fortælle om, hvad der skete derhjemme. Det er ofte nødvendigt, at der kommer nogen udefra og spejler situationen, så de pårørende ikke bliver medafhængige. Særligt for børn af forældre fra det bedre borgerskab, der udsættes for omsorgssvigt, er indsatserne svære at få øje på.

Der er da stort set heller ingen forskning, der viser, hvilke indsatser, der virker i middel- og overklassen. Det er derfor vigtigt, at der sættes fokus på dette, så nødstedte familier kan gribes i tide.

Ved foredragets afslutning blev der debatteret om mulige indsatser i middel- og overklassen, og der kom flere forslag på banen. Nogle af dem var aftabuisering, grænsesætning over for forældre, støttefamilier, offentlige tilbud om terapi, kampagner, foredrag, forskning, uddannelse til fagpersoner, fokus på skæve reaktionsmønstre samt samtalegrupper for både børn og voksne. For at disse indsatser kan føres ud i livet, skal der både investeres tid og penge, og det er nogle gange her, at filmen knækker. Meget tyder dog på, at det også rent økonomisk kan betale sig at gribe ind tidligst muligt, så svigtet ikke forplanter sig som ringe i vandet.

Ifølge Lisbeth og Lotus bør børn pakkes ind i kærlighed og interesse, så de ikke føler sig alene med svigtet af at blive overset og overladt til sig selv. n

13

Stafetten Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg interesserede mig fra jeg var barn meget for etologi – studiet af sociale dyrs adfærd i deres naturlige omgivelser – og nåede frem til, at mennesket var det mest interessante dyr at studere.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Jeg startede min forskningskarriere som forskningsassistent hos etologen Konrad Lorenz i Seewiesen i Tyskland, hvor jeg havde sommerferiejob, mens jeg gik i gymnasiet. Konrad Lorenz var blandt de første til at beskrive prægning hos fugle (gæs), dvs. at den nyudklækkede gæsling knytter sig ubodeligt til det første væsen, det ser, når det kommer ud af ægget. Dette var med til at lede Bowlby på sporet af tilknytningens betydning for spædbarnets udvikling og udviklingen af tilknytningsteorien. Jeg havde først meldt mig til biologistudiet, fordi jeg ville være adfærdsforsker og var i fuld gang med at blive det ved hjælp af mine kontakter i Seewiesen. I sidste øjeblik sprang jeg fra alle aftaler og startede på psykologi i stedet for.

Desuden havde jeg også en musiker i maven og spillede meget musik som barn og under studiet. Et års tid efter kandidaten og en barselsorlov tog jeg en pause fra psykologien og spillede fuldtids (saxofon). Her søgte jeg blandt andet ind på det rytmiske konservatorium og var tæt på at blive optaget. Var jeg blevet optaget, var jeg nok aldrig vendt tilbage til psykologien. Efter nogle sjove år som musiker vendte jeg tilbage til psykologien og har været der siden.

Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

Foto af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling fra da du læste til nu?

Jeg studerede lige efter studenteroprøret, og instituttet var meget præget af de politiske strømninger, der fulgte lige efter, først den frigørelse, der lå i flower power-bevægelsen, hvor vi havde helt

Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det lektor Susanne Harder, der har stafetten, som hun fik af Annie Høgh.

frie/løse studier. Fx startede jeg med ½ års introsemester, hvor der foregik alt muligt eksperimenterende. Blandt andet havde vi en uges kursus i at tage syretrip, lige stærk kost nok for mig, der lige var kommet ind med 4-toget fra Slagelse. I starten, da jeg læste, var der ingen studieordning overhovedet, og mange eksaminer foregik som selvvalgte afløsningsopgaver. Noget, jeg synes, jeg virkelig lærte i den periode, var at tage ansvar for egen læring og selv skabe struktur, hvor der ingen var, og skabe mine egne projekter. Ret så brat blev studiet overtaget af meget doktrinære politiske ideologier, der effektivt fik sat en stopper for det eksperimenterende og frigørende, der var i starten. De forskellige venstreorienterede retninger sloges vildt indbyrdes; jo tættere på hinanden i synpunkter, jo mere sloges de. Det skabte en stærk stemning af negativ ideologisk præget kritik og intolerance, som prægede instituttet mange år efter.

Efter jeg kom tilbage til universitetet – efter en del år i psykiatrien – er der sket en stor ændring fra et ideologisk og teoretisk diskuterende institut til et institut med mange store empiriske forskningsprojekter og større vægt på empirisk metode og viden. Det ser jeg som et fremskridt, men ikke uden at noget er tabt på vejen. Jeg synes p.t., at forbindelsen til det omgivende samfund og til teoretisk forståelse og diskussion er truet.

Der er også sket et øget krav om præstation inden for mere og mere styrede og veldefinerede rammer, hvor kvaliteten på uddannelse og på instituttet som helhed på mange måder er blevet bedre, og hvor produktiviteten uden tvivl er gået op, men ensretning og styring ligeså. Mange studerende omtaler fx sig selv som elev og mig som lærer, hvilket jeg ser som et udtryk for, at det er blevet mere en skole end et klassisk universitet med høj grad af selvstændighed. De øgede krav og færre ressourcer har også betydet, at jeg har meget mindre kontakt med de studerende, end jeg selv havde med mine lærere i min studietid. Dengang havde vi meget mindre hold, og der var meget mere tid til at lave con amore-ting sammen studerende og undervisere i fællesskab. Jeg blev personligt venner med flere af mine undervisere som et udtryk for, hvor meget vi havde kontakt med hinanden på studiet i forskellige sammenhænge.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Jeg håber, at nogle af de tendenser, vi ser spire i disse år, vil vokse sig mere dominerende. Jeg tænker her især på det større fokus på, at psykologi skal være med til at forme, hvor det danske samfund bevæger sig hen. Få en større plads og stemme og være med til at ”gøre livet i Danmark” bedre, gerne også ud over landets grænser. Ikke bare ud fra politiske ideologier, men baseret på viden, på et både teoretisk og empirisk videnskabeligt grundlag for at kunne tale med større vægt i samfunds-

debatten og påvirke samfundsudviklingen indefra. Jeg håber også, det vil blive muligt at få mere autonomi ind i studiet og få genskabt en større kontakt og større samarbejde/samhørighed mellem studerende og undervisere/forskere, og jeg hilser velkomment, at de studerende også efterlyser dette. Jeg har dog ikke p.t. løsningen på hvordan, så længe arbejdspresset og kravet om øget produktivitet blot bliver ved med at stige.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Jeg er meget glad for mit nye forskningsprojekt (WARM), der undersøger familier, hvor en af forældrene har alvorlige psykiske lidelser, og ser på tilknytningen mellem forældre og deres spædbørn samt de psykosociale resiliens- eller risikoprocesser, der har betydning for børnenes udvikling. Inden for dette kan jeg forske i det, der interesserer mig mest, samtidig med at jeg får tættere kontakt til en gruppe af studerende og yngre kandidater, som er med i projektet på forskellige måder, så jeg føler, tingene går op i en højere enhed.

Jeg synes, det er spændende, at jeg nu som viceinstitutleder er blevet en del af ledelsen og kan være mere direkte med til at forme instituttets udvikling over de næste år.

Gennem mit forskningsprojekt har jeg fået et større internationalt netværk, og det er meget inspirerende og lærerigt. Det er spændende at få større kendskab til forholdene uden for Danmark, hvilket sætter vores egne vilkår i et nyt perspektiv.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

Jeg ville nok sige til mig selv, at jeg skulle lytte mere til min egen fornemmelse af, hvad jeg ville med studiet, og bruge mere tid på at få formuleret og styrket mine egne interesser og potentialer i stedet for at lade mig påvirke af diverse ting, der er ”in”.

Dengang var der for mange frugtesløse ideologiske magtkampe, der ikke førte meget fornuftigt med sig, og som gik ud over det faglige indhold. I dag er det nok mere presset fra fremdriftsreformen og de højtråbende stemmer om, hvad der er penge i, og hvor der er job, den indbyrdes konkurrence om det bedste CV og den slags, der kan true med at overdøve ens egne vigtige bestræbelser på at styre sig selv derhen, hvor ens evner og interesser vil trives bedst og dermed i sidste ende betyde, at man også kan bidrage bedst til ”at gøre verden bedre”.

Hvem skal have stafetten fra dig?

Anne Tharner, postdoc i babylab.

Mange tak til Susanne Harder!

15

Standarder, subjekter

Indput Institut for Psykologi KU

& STYRING

Indput var med, da forskningscenteret SUBSTANce efter 3 års udforskning af forholdet mellem standarder, subjekter og styring samt en flytning fra Københavns til Aarhus Universitet fredag den 24. april 2015 havde inviteret til afslutningskonference på Institut for Uddannelse og Pædagogik.

Af Anne Rogne, stud.psych.

Fotos af Nilus Weidick Dahlerup & Søren Bjørn Larsen

17

Omkring 140 forskere, praktikere og studerende havde denne formiddag samlet sig i IUP’s festsal for at høre forskningsgruppen SUBSTANce præsentere centrale dele af det arbejde som en bevilling fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation over de seneste 3 år har gjort mulig. Samtidig var der i invitationen til begivenheden blevet lagt klart op til, at disse præsentationer havde som ambition at åbne op for ny interessant dialog mellem forskning og praksis.

Projektleder Morten Nissen, der indtil han i 2014 blev ansat som professor MSO ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, fungerede som lektor ved Institut for Psykologi, bød alle velkommen og forklarede, at SUBSTANces arbejde er baseret på en delt interesse for samspillet mellem standarder, subjekter og styring. På trods af at begrebet om standarder umiddelbart synes ligetil, blev det hurtigt klart, at den måde, hvorpå man i forskningsgruppen har arbejdet med standarder, kræver en lidt større del af ens tankevirksomhed at få fuldkommen greb om.

Helt overordnet er det ifølge Nissen afgørende, at standarder forstås både som generaliserede modeller af praksis, men også som generaliserede modeller for praksis.

Det handler derfor om, hvordan noget skal være – en abstrakt reproduktion af visse aspekter ved praksis og væren, der fungerer som værktøjer og idealer for både procedurer og produkter. Det er samtidig karakteristisk for standarder, at de ofte fastholdes af artefakter som f.eks. modeller, materielle

Indput Institut for Psykologi KU

ting og maskiner. Hermed bliver det muligt at overføre og gentage givne standarder forskudt af den oprindelige prototype.

Styring med standarder Nissen forklarede samtidig i sin velkomsttale, at det også i allerhøjeste grad har handlet om, hvordan standarder bruges til at regulere både vores egen og hinandens praksis. Det vil sige, at det, som han formulerede det, handler om ”styring med standarder, hvilket er allestedsnærværende og aktuelt, men alligevel også en grundlæggende og klassisk problemstilling, som knytter an til ledelse og politik og dermed også demokrati og inddragelse i samme åndedrag som magt og underkastelse.”.

Grundtanken i SUBSTANces arbejde er netop, at der bør etableres et øget fokus på, hvordan subjekter etablerer standarder, men samtidig også, hvordan disse standarder i vekselvirkning former subjekter. Ved til enhver tid at anskue den kritiske samfundsforskning som værende del af denne proces frem for noget udenforstående, har ambitionen været at overskride de traditioner, der etablerer standarder, og dem, der er kritiske over for standarders betydning for menneskers hverdagsliv. Der vil således altid være et subjekt, som både udsættes for, påvirkes af, dannes i kraft af samt lider under de etablerede standarder, men samtidig handler dette subjekt også i forhold til, reflekterer over samt skaber selv disse standarder.

At fokusere på standarder og subjekter i praksis er ifølge forskningsgruppen det springende punkt, som adskiller den udførte forskning fra andre udforskninger af standarder. Standarder må i denne optik forstås som noget, der performes og fremstilles. Noget, der gøres i praksis, er nedsænket i materielle situationer med levende kroppe og forskelligartede artefakter – ikke hverken abstrakte systemer eller strukturer.

Dette begrundes ved, at vi kun i kraft af dette kan gøre os ambitioner om at få øje på, hvordan subjekter og standarder gensidigt skaber hinanden, samt hvordan de synes at pege et sted hen, hvor de også gør en forskel. Standarder forandrer, og fordi standarder forandrer, så hører der med standarder ifølge Nissen også stand-

punkter. Som forsker kan man i standarder derfor aldrig anse sig selv for neutral iagttager, men må derimod forholde sig til, at ”vi artikulerer håb og utopier, der igen forplanter sig som nye idealbegreber og nye standarder”.

Brugerdrevne standarder – en selvmodsigelse?

Efter den fælles introduktion fortsatte omtrent en tredjedel af festsalens tilstedeværende til et mindre lokale, hvor Ph.d. Mads Bank i fællesskab med Morten Nissen præsenterede forskningsprojektet Brugerdrevne standarder i socialt arbejde.

Projektet, som er blevet til i samarbejde med unge-teamet i Helsingør Misbrugscenter, Helsingung, har fokuseret på spændefeltet mellem standardiserede programmer for socialt arbejde med unge inden for rusmiddelbehandling og brugerinddragelse.

Her omtales koblingen mellem disse to bestræbelser som brugerdrevne standarder. I sin introduktion af projektet forklarede Bank, hvordan der er blevet arbejdet ud fra en systemisk opfattelse af de unges udviklingsprocesser, hvor forskningen forstås som havende en ”normativ forpligtigelse til produktivt at bidrage til udvikling af praksis for at skabe nye handlemuligheder.”. Han uddybede, at man derfor må forstå projektets arbejde med brugerdrevne standarder på 3 niveauer: For det første udviklingen og håndteringen af standarder omkring ungdomsliv og rusmiddelbrug, hvilket på samme tid ændrer standarderne for socialt arbejde og hermed også, hvad det indebærer at være professionel, hvor dette igen forplanter sig ud i en nytænkning af metastandarder for vidensformer, dokumentation samt refleksion over egen praksis.

Bank lagde ud med at forklare, hvordan han i kraft af sine observationer af, samt dialog med både professionelle og brugere inden for Helsingung, blev grebet af måden, hvorpå rum, der skaber særlige stemninger, anvendes i arbejdet med at skabe forandring for de unge. Han forklarer videre, hvordan han i dette så noget, som han mener, hverken kunne forklares ud fra de systemiske, narrative og løsningsorienterede metoder, som den såkaldte U-Turn-model, der anvendes inden for Helsingung, ellers er baseret på. Heller ikke ud fra governmentality-studier, som i høj grad

udgør hans egen teoretiske baggrund. ”Det handler om at skabe energi. Der skal ske noget, der skal sættes gang i den. Men hvordan kan vi udvikle nogle teoretiske begreber for det her? Hvordan kan vi forstå det psykologisk? For det var ikke i governmentality-studierne”, spurgte Bank forsamlingen.

Her argumenterede han selv for, at svaret kan findes hos Heidegger, der anvendte begrebet om Stimmung – eller stemning – som et trans-individuelt, socialt og subjektivt fænomen, der dækker over noget mere grundlæggende end f.eks. ’kognition’ eller ’emotion’. ”Modulering og samskabelse af stemning er et centralt begreb, som vi kan modulere med for at skabe forandringsprocesser”, forklarede Bank.

Efter Bank fulgte et interview af Morten Nissen udført af Morten Halberg fra Helsingung. Dette skulle uddybe, hvordan man inden for projektet er gået imod den traditionelle forestilling om evidensbaserede metoder, der implementeres af en professionel, for i stedet at skræddersy rådgivningen til den enkelte på baggrund samt under udvikling af en række prototypiske fortællinger. ”Brugerdrevne standarder er jo på mange måder en slags contradiction of words. Men det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre”, forklarede Nissen. I dialog med Halberg argumenterede Nissen for, at det drejer sig om i mødet med brugeren at etablere liminale rum, der er åbne i deres bestemmelse. Det vil sige at møde de unge på neutral grund i bevægelse, i stedet for at tænke i allerede eksisterende positioner

19

som de unge forventes at indtage.

Hertil koblede Nissen begrebet om prototyper, der henter sin inspiration fra både Science and Technology Studies samt filosof Uffe Juul Jensen, som vi også senere skulle møde i konferencens afsluttende paneldebat. Nissen forklarede, at prototype-begrebet indebærer noget, der har almen relevans og karakter samtidig med, at det er forankret i noget langt mere konkret, hvilket får betydning for arbejdet med brugerdrevne standarder, hvis prototyperne udvikles i fællesskab, så ingen har patent på, hvad ’almen karakter’ er. Ifølge Nissen er det netop i kraft af denne opløsning af praksis efterfulgt af etableringen af nye prototypiske fortællinger i dialog mellem professionel og bruger, at den kvalitative forskning får mulighed for at berige praksis og omvendt.

Afslutningsvis medierede praktikant Kathrine Solgaard en erfaringsudvekslende samtale mellem Morten Nissen og to repræsentanter for Helsingung, Morten Halberg og Flemming Licht. Her var fokus på, hvordan man i den brugerdrevne form for socialt arbejde bliver til som professionel.

Halberg og Licht forklarede, hvordan det har været en berigende mulighed at have forskningsgruppen med på sidelinjen så længe. Dette har i høj grad styrket de ansatte i at fastholde Helsingungs linje, men samtidig har det også været hårdt arbejde hele tiden at skulle sætte sig selv på spil og i spil ved at bevæge sig uden for den trygge professionelle rolle. ”Der findes rigtig mange undskyldninger for, at behandlingen af de

Indput Institut for Psykologi KU

unge ikke lykkes. Og de handler altid om de unge selv”, forklarer Licht og fortsætter: ”I stedet har vi arbejdet ud fra, at dem vi kan gøre noget ved, det er os selv”. Der er altså tale om at sætte en række grundforhold omkring den professionelle faglighed til diskussion, for i stedet at installere en refleksivitet i sig selv som praktiker. ”Det handler jo om at finde sig til rette som professionel, når det professionelle tæppe trækkes væk under én”, tilføjer Nissen.

Halberg og Licht beskriver ydermere, hvordan de har oplevet, at grænsen mellem forsker og behandler, i takt med, at projektet skred frem, blev mere og mere sløret. ”I virkeligheden tror jeg, at det er dér, forskningen skal bevæge sig hen, hvis den skal gøre en forskel”, siger Halberg.

Selvmonitorerende etablering af standarder Fra diskussionen omkring anvendelsen af brugerdrevne standarder inden for rusmiddelbehandling blev vi ført videre til en præsentation og diskussion af forskningsprojektet Selvmonitorering og personlig livsførelse ved postdoc Lasse Meinert og forskningsassistent Jon Kevin Staal.

Meinert startede ud med at beskrive, hvordan forskningsprojektet er blevet til på baggrund af et samarbejde med Københavns Kommunes projekt Minvej, som er en recovery-baseret mental health applikation til smartphones. Her indsamler brugeren løbende data vedrørende sin daglige livsførelse med henblik på at gøre sine hverdagsoplevelser registrerbare, for på denne baggrund at opnå bedring.

Efter Meinerts introduktion tog Staal over og forklarede, hvordan app’en i forhold til et mental health-perspektiv besidder 3 vigtige kendetegn: Den giver mulighed for en enorm mobilitet, den sikrer brugerinddragelse og den nødvendiggør en tilpasning af teknikken til app-mediet. Med fokus på, hvad man inden for psykologien ofte betegner som selv-monitorering, forklarede de to, hvordan projektet har søgt at forstå, hvordan standarden om målbarhed identificerer, organiserer og entydiggør handlinger på tværs af kontekster, hvilket samtidig muliggør bestemte former for regulering. ”Målbarhed er et ideal, der rummer en masse pro-

21

totypiske standarder”, forklarede Meinert og fortsætter med at problematisere, hvordan naturalisering af det målbare let kommer til at skygge for andre standarder, og at data derfor ikke må forstås som harmløst.

Standarders dynamiske invitationskarakter Fra diskussionen om betydningen af transformationen af hverdagens oplevelser til målbar data blev vi ført videre til dagens sidste korte workshop ved Ph.d. Sofie Pedersen og lektor Jytte Bang. De fremlagde en række konsekvenser af samt overvejelser fra deres arbejde med forskningsprojektet Børn og unge – almene standarder og særlige vilkår. ”Alle børn og unge vokser op omringet af en række standarder, der er etableret og forhandlet af andre og som har stor betydning for deres fremtidige liv. Samtidig så har vi været interesserede i, hvordan børn og unge selv er medskabere af standarder. Det vil sige, hvordan de forhandler, forandrer og betydningssætter”, forklarede Sofie Pedersen. Begge forskere har fulgt grupper af henholdsvis børn og unge, der befinder sig ved vigtige overgange mellem institutioner igennem flere af hverdagslivets kontekster for at stille skarpt på, hvordan standarder for normal udvikling forhandles samt trækker på en lang række forskellige ressourcer og idealer.

I dette arbejde viste Pedersen, hvordan et begreb om variabilitet dukkede frem som et centralt begreb i forhold til de subjektiveringsprocesser, der former børn og unges udvikling og tilværelse, fordi betydningen af standarder i høj grad har stået frem som varierende på tværs af såkaldte øko-nicher.

Samtidig introducerede Pedersen begrebet

Indput Institut for Psykologi KU

om subjektiveret subjektivitet, som er inspireret af governmentality-studier, men med en kobling til fænomenologien forsøger at installere en grad af frihed i det enkelte subjekt, der har mulighed for at sige fra og til, men som udgangspunkt vil styre sig selv i retning af, hvad der er forventet.

Ifølge Bang må det netop være psykologiens opgave at ”udvikle udviklingspsykologiens begreber, så vi har en mere dynamisk forskningsmæssig tilgang til standarder”. Hun argumenterer hermed for, at variabilitets-begrebet kan være en måde, hvorpå man kan skabe blik for sprækkerne i den aktuelt meget neoliberale form for styring på børne- og ungeområdet, hvor vi alt for let tænker meget kategoriserende om de individer, vi arbejder med. ”Det er det samme som det med at gå i skole. Det er ikke det samme for alle”, tilføjede Pedersen for endnu en gang at understrege vigtigheden af at forstå, at standarder ikke er rigide, men derimod noget, der er i besiddelse af en dynamisk invitationskarakter. De har dermed varierende betydning for rettethed og subjektivitet på tværs af individer.

Fra kvalitativ forskning til prototypeforskning Som afslutning på dagen havde forskningsgruppen inviteret et hold af paneldeltagere til at kommentere på indholdet af dagen samt forholde sig til spørgsmålet om, hvad den kvalitative forsknings rolle er i forhold til udviklingen af standarder og prakssiser.

Professor Torben Elgaard Jensen (Institut for Læring og Filosofi, AAU), der fungerede som moderator for dagens paneldebat, og selv har været en del af forskningscenteret SUBSTANce, åbnede op for debatten ved at uddybe, at panelets deltagere ikke har haft som ambition at nå til et endeligt svar eller hævde en bestemt position. De har derimod forsøgt at skabe bevægelse, kommentere, pege videre frem og eventuelt tænke skævt. At der langt fra ville blive sat et punktum, blev da også hurtigt klart, eftersom de fleste paneldeltagere startede ud med at komme med deres bud på en mere hensigtsmæssig reformulering af det spørgsmål, de var blevet stillet forud for debatten.

Professor Uffe Juul Jensen (Institut for Kultur og Samfund, AU), der har arbejdet med standarder i over 40 år, startede ud med at påpege, at den kvalitative forsknings vigtigste rolle må være at forholde sig kritisk overfor allerede eksisterende standarder for derved at bidrage til udviklingen af disse. ”Jeg har det ligesom Uffe”, fortsatte lektor Jette Kofoed (Institut for Uddannelse og Pæ-

dagogik, AU): ”Spørgsmålet generer mig. Jeg følte mig trængt ind i antagelsen bag sætningen – at vi skal deltage i udviklingen af nye standarder”. Hun forklarede, hvordan hun i stedet var gået ind til de forskellige workshops som ’stand in’ for Elgaard, som har været ansvarshavende for et delprojekt under SUBSTANce, der fokuserer på, hvordan videnskaben i sig selv bruger, skaber og skabes af standarder. ”Jeg vil gerne stiple en tøven ind (i spørgsmålet red.) i forhold til de standarder vi etablerer ved at stille det spørgsmål, vi gør.”

Professor Lene Tanggard Pedersen (Institut for Kommunikation, AAU) påpegede i sine 5 minutter, hvordan det ikke altid er det brugerdrevne, der frigør, men at standarder derimod også kan fungere frigørende. Hun problematiserede samtidig idéen om, at det overhovedet er muligt for os længere at tale om kvalitativ forskning i ental. ”Der er sket et historisk skift, hvor vi bruger os selv på en helt anden måde, argumenterede hun og pegede i denne forbindelse på, at prototype-begrebet fangede hendes opmærksomhed, fordi det måske netop peger i en retning, hvor den kvalitative forskning har sit analytiske hjemsted. Det vil sige i en analyse af praksisser, der er foreløbige og på vej”.

Forskningsleder Frank Ebsen (Professionshøjskolen Metropol) startede ligeledes ud med at beskrive, hvordan han automatisk smed noget af spørgsmålet ud. ”Kan man overhovedet tale om kvalitativ forskning uden standarder, og kan man snakke om standarder uden kvalitativ forskning?”, spurgte han forsamlingen og fortsatte med at forklare, hvordan han i de 3 workshops havde set 3 forskellige bud på, hvordan man kan etablere sammenhæng mellem forskning og praksis. ”Jeg går ud og tænker: Godt, hvis man så kunne overføre dette til andre steder. Det spørgsmål mangler jeg stadig svar på”, forklarede han.

Chef for Center for Børn og Ungerådgivningen under Ballerup Kommune, Ole V. Rasmussen, sluttede af med at påpege, at man i praksis har brug for ordner, standarder og regler for at kunne handle i forhold til vidt forskellige problemer. ”Musikeren har også brug for standarder til at tage udgangspunkt i for derudfra at skabe noget kreativt – sammen med andre. Der er brug for noget styring”, påpegede han og problematiserede, at vi på indeværende tidspunkt måske i højere grad befinder os i en situation, hvor vi har lært at være følsomme over for forskellighed, men derfor kommer til at stå tilbage med det modsatte problem: At vi kan se det forskellige, men ikke det typiske og gennemgående.

”Det er muligt at inddrage praktikere som medforskere. Det er ikke en illusion, og som akademikere er det netop vores opgave at inddrage disse vidensformer”, sagde han og kom med en sigende afsluttende bemærkning til panelets refleksioner: ”Tænk på kirurger. De har standarder, de går frem efter, men når de åbner hjertet, så ser det helt anderledes ud. Så er de nødt til at improvisere og lave noget, de aldrig har lavet før på baggrund af standarder og erfaringer”.

En deltager fra salen rejste sig op og forklarede, at hun egentligt var gået ind til konferencen med den antagelse, at der var tale om en sociologisk problemstilling, men at det i løbet af dagen var gået op for hende, at de fleste af forskningscenterets deltagere er psykologer. ”Kan psykologien noget helt særligt i forhold til dette felt?”, spurgte hun med henvisning til, at der måtte være et potentiale i at trække på hinandens fagtraditioner. ”Da vi ansøgte om pengene argumenterede vi for, at der inden for psykologien er en særlig tradition for at sætte standarder samt forholde sig til, hvordan folk forholder sig til og udsættes for standarder. Men vi er også off-mainstream – vi er ikke så godt tilpas i psykologien. Og det transdisciplinerende er noget af det, vi skal have fat i”, svarede Nissen og fortsatte ved at kommentere på diskussion omkring overskridelsen af dikotomien mellem det kvalitative og kvantitative: ”Hvis vi kun skal overskride den dikotomi, så kunne prototyperne pege på, at vi er midt i det, og at vi spiller en særlig rolle i at fremstille og artikulere det nye. Det er vel også at skabe nye standarder. I overskridelsen af dikotomien”. n

23

Retten til at blive glemt Europæerne er alene om retten til at anmode Google om at få fjernet links fra søgemaskinens resultatliste, når søgningen handler om privatpersoner. I løbet af denne nye EU-lovgivnings første år har omkring en kvart million søgt om at få fjernet information omkring deres bopæl, seksualitet, religiøse tilhørsforhold, kriminelle fortid eller mindre heldige fotos fra udskejelser i byen. Positiv såvel som negativ data om mennesker er en værdifuld valuta nu om dage, og stiller vi Google et spørgsmål, er det ikke neutrale algoritmer, der sorterer, hvilke svar vi får.

EU-domstolene fik i maj 2014 gennemført en lovgivning omkring enkeltpersoners mulighed for at få information fjernet om sig selv på Googles europæiske søgemaskine. Processen blev igangsat grundet den spanske advokat Mario Costeja Gonzalez’ fejlslagne ansøgning

Indput Institut for Psykologi KU

til Google i 2010. I en kort periode havde han været i økonomiske vanskeligheder og havde i den forbindelse opbygget en gæld og nær mistet sit hus på tvangsauktion. Denne historie blev bragt i den spanske avis Vanguard i 1998, og artiklen blev først flere år senere gjort tilgæn-

gelig online. Selv om Gonzalez i mellemtiden havde tilbagebetalt sin gæld, var artiklen pludselig det første, der sprang frem på Googles søgeresultater, og han var efterhånden godt træt af, at det skulle dominere hans rygte. Derfor blev der grebet fat i EU’s databeskyttelseslov, som

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfeldt, stud.psych.

udgjorde fundamentet for indføringen af den nye lovgivning; at Google skal godkende et enkeltindivids forespørgsel om at få fjernet links fra søgemaskinens resultater, hvis informationen er utilstrækkelig eller irrelevant.

Respekt for privatlivet og fri adgang til information Denne lovgivning bliver kringlet i og med, at Google ikke skal ændre i adgangen til information, hvis den omhandler en offentlig personlighed, eller hvis informationen kunne være af offentlighedens interesse. EU’s Charter of Fundamental Rights for europæiske borgere indeholder følgende tre artikler: Artikel 7 – retten til respekt for privatlivet.

Artikel 8 – retten til databeskyttelse.

Artikel 11 – retten til ytringsfrihed og adgang til information.

Man behøver ikke søge længe, før paradoksale sager dukker op til overfladen, hvori Google må balancere på en knivsæg for korrekt at respektere alle tre artikler. Pludselig sidder en Internetmogul med et kæmpe etisk ansvar for en lang række enkeltpersoner og deres fremtidsmuligheder.

Gonzalez vandt sin sag, men det er langt fra alle, der gør det: Siden indførelsen af lovgivningen i maj sidste år oplyser den engelske avis the Guardian, at Google inden for de første 24 timer modtog 12.000 anmodninger, hvilket otte uger senere var nået op på 70.000. I mellemtiden er bl.a. det franske firma forget. me opstået med det formål at hjælpe enkeltpersoner med at anmode Google om at ’forglemme’ specifikke og uhensigtsmæssige links. Ønsker man at få information fjernet fra Googles søgebank, bliver man nemlig bedt om at give en

udpenslende forklaring på, hvorfor det bør fjernes – og det er her, at forget.me hævder at kunne forstærke muligheden for at vinde sin sag ved mod betaling at få adgang til en række begrundelser formuleret af advokater. Firmaet har oplyst, at de fleste anmodninger blot handler om at få fjernet personlige oplysninger omkring adresse eller kontaktoplysninger, og at disse ofte godkendes, men sagerne bliver hurtigt mere komplicerede. Chefen for forget.me, Bertrand Girin, udtaler i et interview med The Guardian i marts i år, at deres succesrate dog er faldet fra 60% til 25%, hvilket tydeliggør, at Google ikke er ivrige efter at underlægge sig den nye europæiske lovgivning.

Umenneskelig hukommelse I USA, hvor retten til ytringsfrihed og adgang til information i højere grad ophøjes end beskyttelsen af privatpersoners

25

information, er anmodninger om at få fjernet links fra Google langt mere utopiske end i Europa, hvor lovgivningen giver individer mulighed for at tage deres sag i sin nationale domstol i tilfælde af et afslag fra Google. Men hvilke sager er det så overhovedet, der godkendes?

Ifølge the Economist har Google accepteret at fjerne links til eksempler på hævnporno samt information om et individs infektion af HIV ti år i forvejen.

Derimod blev sagen afvist, da en pædofil ønskede artikler om sin dom fjernet fra Googles resultater. Sagerne bliver sværere, når de involverede subjekter er unge mennesker, hvis kommende karriere kan udfordres kraftigt af offentligt tilgængelig information om voldsdomme hændelser i teenageårene eller adfærdsmæssige problemer. Også tidligere tilhørsforhold til ekstreme politiske eller religiøse grupper er noget, som nogle mennesker søger om at få offentligt ’glemt’ – men hurtigt vil man måske

Indput Institut for Psykologi KU

møde nogen, som understreger retten til at blive husket og frygten for censurering.

Disse problematikker er ganske nye for os, og vi møder dem i kraft af internettets umenneskelige hukommelse.

Som et menneske, der bærer nag, ryger ingenting i glemmebogen. I stedet spøger selv slettet og utilgængelig information i Googles og andre internetimperiers servere, og alt, der kommer til udtryk på de enkelte skærme, styres af hemmelige algoritmer. Nok så mange gange kan Google hævde, at algoritmerne er videnskabeligt og neutralt styret af internetbrugerne og deres søgninger, men det er ingen hemmelighed, at Google er en enorm virksomhed med økonomiske interesser og dagsordener.

The Black Box Society Den amerikanske juraprofessor Frank Pasquale omtaler vores liv omgivet af disse algoritmer som ’The Black Box So-

ciety’ og går i dybden med emnet i sin bog af samme navn. Han holdt i marts foredrag i Politikens Boghal, hvor han gav udtryk for sin bekymring omkring Googles magt i kraft af digitaliseringen af viden og deres interesser i hvilke hits, der dukker op, og i hvilken rækkefølge.

Pasquale taler i sin bog om runaway data – om at jo mere vi benytter os af søgemaskiner, sociale medier og online køb, jo mere ved internettet om os. Personlig data er blevet en online valuta, som ifølge Pasquale genererer mere end 150 milliarder dollars til data-intensiv markedsføring. Information omkring hver af os organiseres i firmaernes ’sorte bokse’, hvorved tilbud kan dirigeres specifikt til os. Dette endda med en personspecifik pris på baggrund af tidligere indkøb. Det er altså netop, når information omkring os ender i de forkerte hænder, at den på internettet kan have en stor magt over vores liv. Information skal ifølge EU-lovgivningen fjernes, når

den ikke længere er korrekt, eller hvis den er misrepræsenterende – medmindre offentligheden kan have interesse i emnet. Fra Googles synspunkt kan offentligheden hurtigt have en interesse og ret til al information om emnet, om den er korrekt eller ej.

Før vi ved af det, ender vi måske i et ontologisk spørgsmål omkring, hvem der kan gøre krav på sandheden. Pasquale citerer i sin bog forfatteren George Dyson, som i spøg bemærker, at ”Facebook defines who we are, Amazon defines what we want, and Google defines what we think.” I en tid, hvor vi i høj grad forlader os på at kunne erindre navne, episoder, årstal, beliggenheder og politiske forhold ved hjælp af netop disse ressourcer, er det så meget desto mere vigtigt for et individ, at de mest repræsenterende links optræder først ved en Google-søgning på pågældendes navn. Desuden er vores viden også så meget desto mere sårbar, når økonomiske magtinteresser

ligger bag de svar, vi får spyttet ud af søgemaskinen. Pasquale fortalte ligeledes i sit foredrag, at mange virksomheder forgæves havde sagsøgt Google angående sager om, på umiddelbart uforklarlig vis, at være forsvundet langt ned i søgeresultaterne.

Kan vi ikke bare glemme det?

Der mangler i høj grad transparens i Googles søgeapparat, såvel som i hvad der i søgeresultaterne ”huskes” og ”glemmes”.

Det er på ingen måde neutral og ærlig viden, vi får serveret, når vi skriver noget i søgefeltet, men derimod særligt udvalgte hits, smurt ind i cookies baseret på din personlige data. EU’s lovgivning hjælper enkeltpersoner et stykke af vejen til beskyttelse af personlig data. Men selv når en sag godkendes og gennemføres, er hvert et link stadig at finde på Googles amerikanske og canadiske søgedomæner i en hvilken som helst rækkefølge, deres sorte boks nu har placeret dem i.

Google oplyser, at koncernen på nuværende tidspunkt har modtaget 245.275 anmodninger om at få fjernet links, hvoraf de hævder at have fjernet dem i 41,5% af tilfældene.

Onsdag d. 29. april er Politikens forside også domineret af dette tema, hvori skribenten Rune Lykkeberg på baggrund af dataeksperten Bruce Schneier opfordrer til ’digital aktivisme’. Artiklen her får derfor lov til at slutte med forsidens opråb: Drop Facebook Skrot Google Betal kontant Kryptér mails Glem mobilen Slet cookies Tak til Andreas Melson Gregersen.

n

27

Go with the flow Psykologien i kreativiteten

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfeldt, stud.psych.

Birgir Örn Steinarsson er musiker, manuskriptforfatter og psykologistuderende. I forbindelse med den danske premiere af hans gennembrudsfilm som manuskriptforfatter De små ting har vi taget en snak om, hvordan kunst og psykologi spiller sammen, og om hvordan man lader kreativiteten finde sit ’flow’.

INTERVIEW. Birgir har siden 13 årsalderen spillet musik og fik i begyndelsen af tyverne stor succes med sit band MAUS, som blev et stort navn i Island. Han skrev bandets islandske lyrik, og læste samtidigt litteratur på universitetet. Hans interesse for skriftsproget førte ham ind i journalistikkens verden, da han blev headhuntet til en af de store aviser. Musikken og journalistikken kørte sideløbende for Birgir i en lang årrække, men da bandet besluttede at stoppe, tog han sin tilværelse op til revision: ”Jeg havde ikke lyst til at være journalist mere. Jeg besluttede, at jeg kun ville lave ting her i livet, som jeg nød. Jeg begyndte at skrive mere, og jeg har altid været interesseret i emner som ’hvorfor er vi her?’ og ’hvordan fungerer vi’? Og jeg tænkte, at psykologien kunne give mig de bedste svar. Så jeg begyndte på universitetet.

Jeg havde også haft en lang periode, omkring 7 år, hvor jeg tvivlede på mig selv. Jeg havde ikke meget håb. Det var også derfor, jeg vendte tilbage på skolebænken, jeg ville gerne finde mig selv.”

Samtidig kontaktede filminstruktøren Baldvin Z, Birgir med et tilbud om at blive medforfatter på manuskriptet til hans nye film. Selvom hans kreative produktion havde været på standby i en årrække, besluttede han at tage chancen.

Indput Institut for Psykologi KU

”Det at starte i skole lærte mig at være produktiv igen. Skolen er et virkelig godt sted til den slags. Du udfører dine akademiske studier for din egen skyld. Jeg indså, at alt, hvad jeg gør og producerer er for min egen skyld. At få chancen for at lave filmen gentændte den tanke i mig, og jeg har været sindssygt produktiv og kreativ lige siden.”

Så det at komme tilbage på skolebænken var med til at sprænge din kunstneriske boble? Hvordan synes du, at faget psykologi og de emner du studerede var anvendelige for din kunstneriske side? ”Det havde meget at gøre med at få selvtillid igen. Jeg dykkede ned i det og engagerede mig i arbejdet og fik gode resultater. Samtidig lærte jeg om spændende emner, som fx mindfullness, som jeg kunne anvende direkte i tilværelsen.”

Lad os tale om filmen, som jeg synes er meget interessant og relevant for psykologistuderende. Det er en meget eksistentiel film med mange psykologisk relevante temaer. Den indeholder også disse meget komplekse og fuldendte hovedpersoner. Hvad var din inspirationskilde til disse karakterer, disse skæbner? ”Vi samplede virkelige historier som vi kendte til. Vi fandt gode tråde i historier som vi kunne binde sammen.”

Det var en af de ting jeg fandt meget imponerende;

hele sammenfletningen af narrativer i filmen. Det er en svær balance at finde mellem at efterlade publikum med elementer, der slet ikke falder på plads, men man vil heller ikke være for direkte og lade alting falde på plads, så det fremstår kunstigt. Hvordan opnåede I denne narrative teknik? ”Jeg tror på noget, der hedder ’creative flow’. Det har meget at gøre med min praktisering af mindfullness,. Ideen er, at bevidst tænkning er forstyrrende, mens ubevidst tænkning er noget, der bare sker, noget der flyder. Så min tanke er: mens man skriver, prøv at tænk så lidt så muligt!

Når ideen er der, så skriv, hvad der kommer til dig. Lad være med at betvivle dig selv eller være kritisk.

Du kan kigge på det senere som kritiker og vurdere det, men mens du skriver, mens du er i flow, lad være med at være kritisk. Prøv at slukke for dine tanker og din indre kritiker.”

Manuskriptet til filmen skrev Birgir i samarbejde med instruktøren Baldvin Z. De startede med at rammesætte fortællingen: Skabte karaktererne og udtænkte situationer som de skulle befinde sig i. Herudfra arbejdede de med dialogen ved at forsøge at sætte sig i karakterens sted i den udspillende situation. Hvad siger han, når han kommer ind? Hvad svares der?

Samarbejdet fungerede som et ping-pong, hele tiden med

fokus på at opretholde et flow og først tilpasse og redigere bagefter. ”Mit bedste råd er bare: ’Go with the flow’, når du kreerer.

Det lyder som en rap-tekst, men det er rigtigt. Udeluk kritikeren – ham kan du invitere dagen efter. På den måde lod vi virkelig manuskriptet blive til, som det var.”

Det minder mig om en fornemmelse jeg selv har haft, når jeg skriver: Det føles som om historien er til og karaktererne er til. Jeg opfinder dem ikke eller skaber dem, de kommer til mig. Det sker, når man er i det her flow, hvor når man føler sig blokeret kommer der ikke noget ’input’ fra historien. Man er mere en detektiv, der afslører detaljer om historien, men ikke den, der opfinder dem, som historien skrider frem. ”Du er mere som en radio, der samler et signal op, som allerede er derude.”

For at vende tilbage til filmen, så foregår den i 2007.

Var det for at iscenesætte den lige før det finansielle krak? ”Ja, vi ønskede at vise hvilket mind-set, der var i Island, før vi fuckede det hele op. Og det gør vi af den grund, at præcis det samme er ved at ske igen - vi ser det samme mind-set i dag. Så dette skal ses som en lille advarsel.

29

Jeg ved, at nogle har genkendt sig selv i filmen; en bankmand, som festede meget på båden ’The Viking’ [som også er med i filmen] forsøgte at få filmen stoppet inden premieren.

Men vi ville vise, at disse ting virkelig foregik.

Det bedste er, at ikke én bankperson er kommet til os og har direkte benægtet at tingene foregik på denne måde.”

Med filmen ønskede de at vise den islandske befolkning, at der er historier og skæbner i det islandske samfund, som ikke ser dagens lys. Dette gjaldt både korruptionen og grådigheden i bankverdenen, men i lige så høj grad den udsatte og barske tilværelse, som ses hos den unge mor Eik, som må tjene ekstra penge som prostitueret. Folk troede ikke på at den slags eksisterede i Island. ”Vi ville vise en virkelighed som folk ikke kan lide at tænke på eksisterer, så de lader som om det ikke sker, mens det måske endda sker længere nede ad din egen gade.

Virkeligheden er af og til så utrolig. Den kan være mere utrolig end fiktion.”

Du er startet på din kandidat i psykologi her på KU, men har taget din bachelor i Island. Hvordan oplever du, at det er forskelligt at studere psykologi i Island i forhold til her i København? ”I Island er en bachelor i psykologi en ’Bachelor of science’, så de prioriterer virkelig den naturvidenskabelige del af faget.

Deres hovedfokus er meget på kognitive studier, perception, sansning og langt større mængder af statistik. Jeg har gennemført 3 store statistikkurser på bachelordelen, hvilket gør, at jeg ikke har nok point i nogle af de andre fag her på KU, fordi statistikken har fyldt så meget. På den måde har det været meget befriende at komme her.”

Psykologien ser ud til at bevæge sig i den mere scientistiske retning og længere væk fra sit ophav, hvor den var tæt knyttet til humanistiske fag som filosofi, litteratur og kunststudier. Som kunstner, hvad synes du så om denne udvikling? ”Min opfattelse her på stedet er, at de studerende tænker i meget humanistiske baner. Lige nu tager jeg et kursus der hedder ’The feeling of being’ [Claudia Carrara-Augustenborg], som er det videnskabelige studie af bevidsthed. Og det er det mest spændende kursus jeg nogensinde har taget, det er virkelig sindssygt. Jeg går ind og kommer ud som en forandret mand ved hver lektion. Her arbejder man med spørgsmål, som jeg

Indput Institut for Psykologi KU

har overvejet siden jeg var 5 år gammel. Det er virkelig et fag, hvor videnskab og spiritualisme forbindes! De ville aldrig undervise i sådan et fag i Island, det er derfor, det er befriende at komme her til København og se, at du kan arbejde som scientist og spiritualist på samme tid. Og der er kun to danske studerende på holdet. Hvad laver I? Hvorfor tager I ikke det kursus?!”

Meddelelsen er hermed givet videre til Indputs læsere! Så hvis det kan lykkes at forbinde naturvidenskab og spiritualisme, hvordan passer litteraturen så ind i sammenhængen? ”Jeg tror det passer ind i magien ved kreativitet, hvilket er noget som nogle af os - jeg tror de fleste af os - er givet. Nogle benytter sig mere af det end andre. Litteratur er output fra mennesker, og det er fascinerende at tænke på, hvor det kommer fra. Hvordan præsenterer det sig for os? Hvor kommer den energi fra? Energien er større end det enkelte menneske, kreativitet er noget vi samler op, ja som radioer.

Når du får en god idé, for eksempel som forsker, og du forbereder dig på at udføre eksperimenter, men på dagen for eksperimentet indser du, at nogle andre har fået samme idé og allerede har udført det. Så tænker du: ”Hey, jeg troede det var min idé?”, men som individer er vi ikke så specielle. Vi tapper fra den samme energi.”

Vores snak efterlod mig med eftertænksomhed omkring den paradigmatiske tænkning, som gør sig gældende indenfor psykologisk forskning. Alt sammen i konkurrencen om, hvem der indfanger mennesket mest sant og mest fuldendt. Vi er ligesom de blinde mænd, der alle har fat i forskellige dele af elefanten og stadig ikke kan samle perspektiverne til en meningsfuld konsensus om mennesket. Kunst og kreativt - output - mener jeg, er i høj grad en af disse dele på elefanten, der kan give os psykologistuderende et fantastisk indblik i den kreative menneskelige psyke, som vi ikke må overse. n

Filmen De små ting kan lige nu ses i flere biografer i Københavnsområdet. Ligeledes udkommer Birgirs soloprojekt Bigital med førstesinglen Þetta er abstrakt! (Dette er abstrakt!) i maj måned. Se mere på facebooksiden for Bigital.

Islandsk eksistentialisme:

De små ting Filmen er et islandsk drama, der for den psykologistuderende byder på en indbydende cocktail af komplekse karakterskæbner, eksistentialistiske temaer og intense konflikter.

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

FILMANMELDELSE. Historien er et velkomponeret narrativ, der sammenfletter tre vidt forskellige skæbner i én meningsfuld og stærk fortælling. Eik er en enlig ung mor, der om dagen ernærer sig som pædagogmedhjælper og om natten som prostitueret for at kunne forsøge sin datter. Morí er anerkendt digter og bragende alkoholiker og feteres som kunstner af byens unge kunstneriske avantgardemiljø, mens hans privatliv er gået i hundene. Sölvi er ung, smuk og succesfuld. Som tidligere fodboldstjerne bruger han nu sine blå øjne og sit colgatesmil til at komme frem i en ekstravagant bankverden, hvor overflod og ambitioner går hånd i hånd med korruption, og hvor hans integritet og moral snart sættes på prøve. Som udgangspunkt lever alle hovedpersonerne en slags dobbeltliv, hvor deres identitet balancerer på de valg, de må træffe.

Deres skæbner er subtilt sammenflettede gennem Reykjavíks lokalmiljø; børnehaven, hvor Eik passer Sölvis datter; og på værtshuset, hvor Eik og Morí danner et særligt bånd.

Samtidig kommer deres døtre, 3 små piger, på hver sin måde til at virke som katalysatorer for relationerne mellem de tre hovedpersoner.

Gennem filmen udfoldes karakterernes mangefacetterede personligheder i deres indbyrdes møder og øgede indblik i deres livshistorier, og det bliver deres menneskelig- og fejlagtighed, der i mange henseender bringer dem sammen.

Filmen benytter sig i høj grad af symbolikken i kontrasterne: Sölvis hæsblæsende jetsetliv over for Eiks underklassetilværelse udstiller et skel i det islandske samfund mellem de, som må

anmode om overtræk for at få dagligdagen til at løbe rundt, og de, som 'pynter på tallene', når millionerne ikke går op.

Filmens setting varierer ligeledes fra det kolde mørke i Reykjavík, hvor fortidens traumer og fremtidens pligter ligger som en tung sky over tilværelsen, til forretningsrejsen i det varme og solrige Florida, hvor Eik og Sölvi forbindes, fri fra hjemlandets fastlåste positioner.

Det islandske samfund er fremtrædende på sin egen måde i hver af de tre skæbner: Korruptionen og grådigheden i Sölvis bankliv, som vi som seere ved vil få fatale økonomiske konsekvenser, det nordiske kollektive traume ved børn, der går gennem isen, og tabuet og skammen i en familie, der fornægter et incestuøst misbrug af et barn.

De små ting er blevet filmens danske titel, mens den på islandsk bærer navnet Vonarstræti, der betyder Håbsgade. Håbsgade er ikke bare Morís adresse, på hvilken hans liv har stået stille i 20 år, men er også sigende for det element, han møder i Eik, som skal få ham videre i livet – nemlig håb.

Sværere er den danske titel, som næsten synes ironisk, når De små ting beskæftiger sig med så store eksistentielle emner som død, kærlighed og moralsk forfald.

Filmens stil minder meget om det, vi kender fra danske instruktører som Susanne Bier og Thomas Winter, hvor tragedie må gå hånd i hånd med komedie for at afspejle den menneskelige tilværelses tragikomiske sammensathed. n

31

Min systemisk/narrative ABC Siden februar har jeg med min praktikmakker, Ida, haft min daglige gang som praktikant hos Inpraxis. Uden forudgående samtaleerfaring blev jeg konfronteret med, hvordan man omsætter teori til praksis. Det knokler jeg fortsat med, men har nu givet mig selv den omvendte og bestemt ikke mindre problematiske opgave at omsætte mine praktiske erfaringer til en eller anden form for tekst. For at gøre det spiseligt har jeg lavet en personlig ABC over nogle af de tanker, jeg har gjort mig i forlængelse af mit praktikforløb. Tankerne er farvet af systemiske og narrative perspektiver, selvom der også har sneget sig enkelte andre pointer ind hist og her. Jeg går ikke i dybden med pointer, men præsenterer en masse hidtidige, foreløbige og ufærdige tanker. Det er velsagtens et vilkår, når man forsøger at skabe orden i kaos – eller på narrativt sprog: Når man historiserer sine erfaringer.

Af Henrik Bayer Elming, stud.psych.

Anerkendelse associeres gerne med enighed, forståelse eller

Don’t domesticise the exotic skulle Michael White efter

ros. Et alternativt bud er at forstå anerkendelse som det at blive set og hørt. Som terapeut kan man forsøge at nærme sig logikken i andre personers fortællinger ved at tage udgangspunkt i det sagte, være undrende og nysgerrig. Det kan skabe mulighed for nye refleksioner med mere konstruktivt potentiale end forståelse (”ej, det forstår jeg godt”) eller valideringer (”hvor var det godt gjort!”), som vi er så vant til at gøre brug af.

sigende have sagt. Frem for at gribe til vores umiddelbare forståelse er opgaven at hjælpe med at folde fortællinger ud. Vi skaber hurtigt billeder af – og mening med – andres fortællinger, men hvis vi ikke forholder os nysgerrigt, risikerer vi at ty til vores umiddelbare forståelse og lade forslag regne ned over klienten.

Bestræbelser

Eksternaliserende sprogbrug er et metodisk greb i narra-

og intentioner ligger bag alle handlinger. I hverdagssamtaler spørger vi ikke ind til dem, men tolker os i stedet frem. Ved at lytte efter og spørge til bestræbelser, kan man ofte få øje på flere samtidige og modstridende bestræbelser, som sætter personer i handlingslammende dilemmaer. Af samme grund er psykologens opgave ikke at rette fejl/mangler hos klienten eller præsentere nye løsningsforslag. Opgaven kan snarere ses som et forsøg på at skabe rum for at anskue situationer fra nye vinkler, hvilket bidrager til nye eller anderledes handlemuligheder.

Cirkulære spørgsmål sigter mod at kontekstualisere fortællinger. I hvilke sammenhænge bøvler du med det her? Med hvilke personer? Hvad gør du, når din ven siger sådan? Hvad gør din mor, når du råber af din far? Hvem er ellers til stede i den her situation, og hvad mon de tænker? Hvor længe har du beskrevet dit problem på den her måde? Hvad mon kunne være medvirkende til, at det netop var det tidspunkt, du begyndte at beskrive problemet på den måde? Hvem ville være enig i at beskrive din situation på den her måde? Er der nogen, som ville beskrive det på en anden måde? Er der sammenhænge, hvor problemet ikke optræder eller træder mindre tydeligt frem?

Indput Institut for Psykologi KU

tiv terapi, hvormed personer kan begynde at forstå sig selv som adskilt fra deres problemfortællinger. Det systemiske perspektiv bidrager med pointen om, at personer konstant genskaber sig selv, hvorfor man ikke kan påvirke dem udefra.

Det kræver derfor timing og praktisk erfaring at udvikle fornemmelse for, hvornår man mest effektivt gør brug af denne og lignende teknikker på en måde, så klienten kan koble sig til nye måder at omtale og forstå sine erfaringer.

Fejl er noget, alle begår. Selvom dette er en udbredt måde at tale om fejl, synes jeg langt fra, vi hylder fejltagelser nok. Friedrich Nietzsche kritiserer moderne dannelsesinstitutioner for at ringeagte fejltagelsen. I hans øjne er fejl – i langt højere grad end succesoplevelser – med til at modne os. I opstarten af efteruddannelser fortæller mine praktikvejledere ofte anekdoter om de fejl, de begik som nyuddannede psykologer. Det har ofte den effekt, at deltagerne sænker skuldrene og ånder lettet op. Jobbet som psykolog er fyldt med forventninger, og det er ikke ligefrem en nem opgave at adoptere en afslappet holdning til at træde ved siden af. Hvis man møder sit første arbejde med en forventning om at være fejlfri, kan man nok se frem til en del skuffelser.

Identitetskonklusioner

Garnnøgle er for mig et brugbart billede på, at forskellige dele af livet er filtret ind i hinanden. Det kan være relevant at løsne garnnøglet forskellige steder til forskellige tider, og man må løbende forholde sig til, hvor det er relevant at løsne. Abonnerer man omvendt på det billede, at menneskers problemer er lidt som en knude på en snor (en opfattelse det psykiatriske/diagnostiske sprogbrug i min optik risikerer at reproducere), bliver psykologens opgave at finde det rigtige sted at hive og trække for at fjerne den veldefinerede knude, så snoren kan rette sig ud igen, og livet kan gå videre som før.

Historisering er en grundlæggende metafor i forståelsen af mennesker. Fra vi er små, er vi afhængige af voksnes hjælp med at historisere vores erfaringer. Vi græder og får tilbudt en fortælling om, at vi fornemmer sult, træthed eller lignende.

Gennem sproget træder vi ud af sansernes forvirring og ind i mere og mere komplicerede fortællinger, vi kan beskrive vores sanser med. Også større samfundsmæssige diskurser kan beskrives som fortællinger: Fortællinger om, hvad en voksen person bør kunne, hvad en dygtig psykolog kan, hvornår man er en rigtig mand, osv. De fortællinger, vi bliver tilbudt, har således en dobbeltfunktion: På den ene side en produktiv funktion, fordi vi får mulighed for at skabe orden i det kaos, vi ellers ville være efterladt med. På den anden side en begrænsende funktion i det omfang fortællingerne låser vores forståelse fast, så vi ikke har øje for de erfaringer, som kunne medføre anderledes måder at historisere vores erfaringer.

er i forlængelse af ovenstående pointe en måde at forstå menneskelig identitet. Mennesker forsøger at tillægge deres erfaringer mening, hvilket udmønter sig i løbende identitetskonklusioner. Identitetskonklusioner konstrueres i et komplekst samspil mellem dominerende fortællinger i samfundet, fortællinger i vores omgivelser og de erfaringer og fortællinger vi har med os fra tidligere. Det er en udbredt misforståelse, at den narrative psykolog laver en simpel, overfladisk vupti-bevægelse fra negative til positive identitetskonklusioner. Psykologens opgave er snarere at folde historier ud og lægge op til refleksion omkring mulige måder at historisere erfaringer. På den måde er psykologen en medforfatter til righoldige, nuancerede og multifacetterede historier om personers liv.

Justeringer af problemdefinitioner er gavnlige. Det kræver nok en forklaring. En almindelig antagelse er, at klienten møder psykologen, de taler lidt sammen, og på et eller andet tidspunkt munder samtalen ud i en problemdefinition. Denne problemdefinition risikerer at blive en fasttømret sandhed, der definerer, hvad psykolog og klient kan og bør tage stilling til, og som terapien sigter mod at løse. Her minder garnnøglemetaforen os igen om, at psykologen – frem for at definere, hvor knuden befinder sig – løbende må være åben for, at klienten kan have svært ved at definere, hvad han/hun bøvler med, og at det kan ændre sig i løbet af en samtale eller et samtaleforløb.

Ved at italesætte problemdefinitionen som noget man løbende forholder sig til og reflekterer over i fællesskab undgår man, at det bliver en fastlåst sandhed.

33

Konjunktiv tale kan være behjælpelig i forsøget på at gøre det nemmere for klienten at afvise de hypoteser terapeuten måtte sidde med: ”Kunne man forestille sig…”, ”En mulig måde at anskue det på kunne være…giver det mening, eller er det helt fjollet?”. Ved at fremstille hypoteser og forslag som forsigtige idéer man kan træde tilbage fra, får klienten mulighed for at forholde sig til, hvilke anskuelser han kan koble sig til. Der kan også være stort læringspotentiale i at afvise hypoteser og få øje for, hvordan noget ikke hænger sammen.

Løsningsforslag popper hurtigere op i min hjerne, end jeg havde forestillet mig. Det ligger lige til højrebenet at skabe mening i de historier vi hører og på den baggrund give forslag om, hvordan folk kommer videre. Det er svært at lægge løsningsforslag fra sig, men en mulig vej ud af denne kattepine kan være at forholde sig transparent og forsigtigt præsentere mulige løsningsforslag. Så længe man italesætter sit løsningsforslag som noget klienten ikke behøver godtage og som terapeuten kan træde tilbage fra: ”Hvad er det, jeg ikke har øje for, når jeg får den tanke, at dét her kunne være en god idé?”

Multivers er et ord, som minder mig om, at uenighed ikke er farligt, men måske ligefrem ønskværdigt. Ved at anskue verden som perspektivisk, kan man skabe legitimitet omkring forskellige måder at anskue problemstillinger. Især i faglig supervision og konsultativt arbejde har jeg erfaret det som en almindelig forventning, at psykologen skal skabe enighed mellem uenige parter. Når psykologen i stedet skaber rum for mangfoldighed, forskellighed og uenighed, bliver der pludselig forståelse for mange logiske måder at gå til en problemstilling. Med den indstilling kan uenigheden danne grundlag for at blive klogere af hinandens perspektiver frem for at gå i konflikt over uenigheden.

Nysgerrighed er et af de der plusord, man accepterer som noget psykologen helst skal besidde. Men hvad er det? Måske er nysgerrighed noget i retningen af at forsøge at forstå andre personers fortælling uden at anse deres konklusioner som de eneste måder at historisere konkrete erfaringer. I så fald er psykologens svære opgave at nærme sig klientens logik samtidig med forsigtige tilbud om små skridt mod alternative fortællinger.

Indput Institut for Psykologi KU

Ocean of meaning in a drop of grammar skulle Wittgenstein have sagt, at der er. I forlængelse heraf er det faktisk ikke psykologens opgave at tolke sig frem til denne mening.

Derimod er opgaven at undersøge, hvad der ligger i brugen af bestemte ord fra klientens perspektiv. Vi kan ikke vide, hvilke medbetydninger ord kommer med, og derfor er vi bedre tjent med at spørge end at tolke. Ofte giver spørgsmålene også anledning til gavnlige refleksioner, som ikke ville være opnået uden disse mellemregninger.

Partial knowing er et begreb jeg har lært at kende gennem Catharina Brown. Hun stiller sig kritisk over for den ikke-vidende position, man ofte forbinder postmoderne former for psykologi med: ”Instead of acknowledging and skillfully developing knowledge and power, therapists have sought to escape power through invoking the more comfortable stance of ”not knowing”” (Brown, 2007, s. 13). Ved ensidigt at postulere, at klienten er ekspert på eget liv, risikerer man at ansvarliggøre klienten og reproducere idéen om, at svarene på klientens problemer findes i vedkommende selv, hvorved man ikke ligefrem bekæmper individualisering. Frem for at undsige sig sin magtposition må man gøre sig bevidst, hvornår og hvordan man positionerer sig, så man kan skabe et rum for fælles refleksion. At få praktisk erfaring med, hvordan man navigerer mellem hverken at presse sit virkelighedssyn ned over klienten eller fremstå som en neutral journalist, der kun stiller spørgsmål og aldrig tilbyder noget, er for mig at se en af de allerstørste udfordringer. At få blik for, hvornår og hvordan man positionerer sig i en samtale kræver erfaring og timing og er noget, jeg gennem mine praktikvejledere kan se, at man kan træne sig til. Det er rart at have noget at øve sig på.

Q er et bogstav, som minder mig om, at mit praktikforløb ikke helt lader sig presse ned i den her alfabet-skabelon, jeg har valgt.

Resonans er et af målene med at gøre brug af bevidning som metode. Ved at invitere vidner til at genfortælle klientens historie og fortælle om konkrete minder, som historien vækker, er håbet, at der opstår resonans, så klienten får en idé om, at andre har stået i lignende situationer og måske ligefrem bliver inspireret af at høre klientens fortælling.

Små skridt er en nødvendig tilgang, når man abonnerer på den systemiske tanke, at forandring ikke kan igangsættes udefra. For at skabe forandring må klienten selv koble sig til nye forståelser, hvorfor et af terapeutens dilemmaer er, hvordan man bliver ved klientens fortælling, men samtidig giver ham/ hende mulighed for at anskue sin situation på nye måder.

Tavle er jeg ved at øve mig i at bruge ud fra den tanke, at klienters ord bliver noget fælles tredje, man i fællesskab forholder sig til. Sidder terapeuten med sit eget notepapir, risikerer man efter min mening at positionere sig selv som en psykolog, der lægger vægt på bestemte dele af klientens fortælling og analyserer, hvor skoen mon ”i virkeligheden” trykker.

Udsigt er sammen med refleksion mål for terapien, som netop brug af tavlen kan være behjælpelig med. Mens ordet indsigt risikerer at spille ind i diskursen om, at der er noget i klienten, som denne skal forstå for at komme videre med sit liv, hjælper ord som udsigt og refleksion til at anskue klientens problemer som noget udefrakommende og kontekstuelt, man kan forholde sig refleksivt til.

Værktøjer bliver om noget efterspurgt, når folk møder psykologer. I stedet for at efterkomme disse ønsker med manualbaseret eller diagnosecentreret behandling til veldefinerede problemstillinger, er en alternativ tilgang at skabe refleksion omkring, hvorfor det netop er dette værktøj, klienten udtrykker ønske om at få adgang til. En sådan fælles undring kan munde ud i justeringer af problemdefinitionen, hvilket i sig selv skaber mulighed for nye handlemuligheder og tanker om, hvad man har brug for i arbejdet med at bevæge sig videre.

We know what we do. We frequently know why we do it. What we don’t know is what we do does har en eller anden vist nok sagt en gang. Efter en samtale kan man se tilbage på, hvad man gjorde og ofte sætte ord på, hvad ens hensigter var med at gøre sådan. Hvad vi ikke kan forudsige, er effekten af de spørgsmål, vi har stillet. Citatet minder mig på den måde om at have en åben tilgang til, at forskellige fremgangsmåder virker i forskellige sammenhænge, så man undgår at lade sig forføre af at gøre brug af bestemte spørgsmål eller metoder i alle sammenhænge.

X – problem X er en øvelse opfundet i forbindelse med børnesamtaler for at gøre det nemmere at tale om ting, som kan være pinlige eller hårde at snakke om. Ved at holde selve indholdet hemmeligt og omtale det som problem X kan terapeuten, trods sit manglende kendskab til indholdet, alligevel stille en række spørgsmål: Hvem involverer problemet? Hvordan viser det sig? Hvor længe har det været et problem? Hvordan ser andre problemet? I forbindelse med uddannelser er min erfaring, at spørgsmålene i sig selv inviterer til refleksion. Det kan være helt rart, at terapeuten ikke har kendskab til indholdet, så man bliver efterladt med sine egne refleksioner, hvilket understøtter idéen om, at psykologen faktisk ikke behøver kende klientens situation særlig godt. Det vigtige er, at klienten selv får lejlighed til at reflektere over sin situation på nye måder.

Ydmyghed er pludselig blevet vigtigt for mig, da jeg som psykolog-praktikant på egen krop oplever, hvilken magtposition man kan få tildelt i kraft af at være næsten-psykolog. Ens ord får pludselig en anden tyngde, og jeg kan kun forestille mig, hvor alvorligt man pludselig bliver taget, når man er færdiguddannet. I en tid, hvor psykologer kan få taletid i medierne, bare fordi de er psykologer, håber jeg, at vi kan værne om ydmygheden. Jeg tænker her på det utal af artikler, som starter med ”psykolog: bla bla bla”. Selvom man ikke bør frarøve folk deres kritiske sans, risikerer medierne at medproducere bestemte diskurser, som i højere grad stammer fra overbevisninger end reel viden (hvad end dét så er). Det er ikke et argument for at skylle sine erfaringer ud med badevandet eller droppe sit kendskab til forskellige teorier, men en påmindelse om muligheden for at takke nej til invitationen som alvidende guru om alt fra ”god børneopdragelse” til ”hvorfor man bliver homoseksuel”.

Zonen for nærmeste udvikling og stilladsering er ikke kun relevante for lærerens samspil med eleven. Det er relevante begreber for terapeutens forsøg på konstant at være tæt ved klienten og samtidig have øre for mulige sprækker mod mulige nye fortællinger. En væsentlig forskel mellem lærer-elev forholdet og terapeut-klient forholdet er, at læreren forventes at have en idé om, hvor eleven bør bevæge sig hen, mens terapeuten må være nysgerrig omkring, hvor klienten forsøger at bevæge sig hen og lægge sine egne ideer fra sig. n

35

Dette er ikke en nekrolog

Indput Institut for Psykologi KU

Jeg har gennem netavisernes efterhånden tårnhøje betalingsmure omhyggeligt læst de ting, der er blevet skrevet om Klaus Rifbjerg efter hans død i april i år.

Man skriver, at han var en af de største danske forfattere i nyere tid. Man skriver, at han med sine over 150 titler havde en umættelig skaberlyst. Man skriver, at kulturradikalismen blev lagt i graven med ”Store Klaus”. Men dette er ikke en nekrolog. For jeg kendte ikke Klaus Rifbjerg. Jeg aner ikke, om han var en rar eller bister mand, om han var elskelig eller småirriterende, om han var en god far, en god ægtemand, en god ven. Jeg kan ikke skrive om, hvor meget jeg vil savne Klaus Rifbjerg, for jeg kendte ham ikke, så der er ikke noget forhold at savne. Men jeg kender hans ord, og dem kan jeg skrive om. Så dette er ikke en nekrolog. Det skal ikke handle om en død koryfæ. Det skal ikke handle om en forstummet debattørstemme. Det skal handle om efterladte ord. Og dem er der mange af.

Ja, ja, ja nu kommer jeg ned til jer ord.

Trompet: forblæst.

Skov: vissen.

Karyatide: antik.

Kærlighed: løgn.

Halleluja: ræb.

Poesi: hvor er mit brokbind?

(Fra Terminologi i Konfrontation, 1960) Rifbjerg har, fra han debuterer med digtsamlingen Under vejr med mig selv (1956) sit eget vokabular, men er i Konfrontation kammeratlig nok til at give sin læser en lille parlør i form af digtet Terminologi.

Rifbjerg indstifter hermed et vildt og uhåndterligt, men alligevel systematisk, sprogbrug, som er gennemgående for hele hans forfatterskab (eller den del af det, jeg har tygget mig igennem i sommerferier).

Ord er ikke bare ord, og billeder er ikke bare billeder, de optræder nøje koreograferet og konsistent på Rifbjergs lyriske scene. Så når tre søjler af fisk – en veldrejet Jesus-metafor – trofast træder frem fra kulissen i Nultime (Konfrontation, 1960) og lader sig sprænge i luften af dybdevandsbomber, er det ikke alene en rekapitulation af Kristendommens moderne deroute, men også en indvarsling af den lurende atomtrussel.

Mærk kuldegysninger i denne bombastiske strofe: Står tilbage med hagl og trommehinder i hånden, ser dem ikke men føler nu finnerne, øjnenes tomhed mens hvalen ubevægelig ligger og slår klokken nul i sit forbløffende store indre, rumler som intet selv og vi stiger stirrende, lodrette fisk mod en højdes trivielle ukendthed på vore søjler, ukendte fisk, fisk knebler i munden på nultimen bomrer i deres opstræbende stilhed den opløste tids klokkeslet udover nul.

(Fra Nultime i Konfrontation, 1960) Det er alt sammen meget godt, siger du. Flotte ord, som frembringer en vis ærefrygt for den store efterkrigspoet. Men er Rifbjerg andet end et historiens vingesus? Er hans tekster andet end et kapitel i et litteraturhistorisk leksikon?

Af Erling Nørkær Nielsen, stud.psych.

Foto af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

37

Ærligt talt, jeg er ikke den rette at spørge. Jeg har fra første færd i Klaus Rifbjergs sproglige univers været det, man på dansk ville kalde en vaskeægte fanboy.

Så selvsagt springer jeg til tasterne, når nu den sørgelige lejlighed byder sig til at genoplive det tyvende århundredes skelsættende strofer. Så jeg er måske ikke den rigtige til at vurdere, om Rifbjergs tekster har nogen værdi i dag. Men det gør jeg lige alligevel.

Og hvis man spørger mig (hvilket man ikke gør, men alligevel), så gør Rifbjerg på fornem vis det samme som os dødelige akademikere. Han leder efter mærkværdigheder i det almindelige, han leder efter anomalier i paradigmet. Som i novellesamlingen Intet sikkert abnormt (2013), hvor det foruroligende og dystre ligger lige under overfladen som en ulmende vinterdepression. Her i beskrivelsen af en ældre dames dagligstue i novellen Genealogisk: Radioen med sin gotiske overbygning og tre knapper står på en opsats af bambus, hvor der måske har stået en plante. Den er slukket. Denne morderiske og forventningsfulde stilhed kan spores helt tilbage til den verdensfjerne og formløse digtsamling Camouflage (1961): hærskarer af stilhed sovende cement bag teaktræ endnu stålrør løfter bragende et kor flænserstilhed lyden muliggjort i elektriske tonesporsillustrationer drøn af tegneserie venlige skarer af nullyd som skal befrie jer og os

brydende kraft. Og her vil jeg stoppe mig selv, for dette er ikke en nekrolog, men er alligevel ved at blive det. For sådan er det vel med ord; de ændrer sig. Jeg er ikke for fastholdere, skrev Rifbjerg i Døden i badeværelset (Konfrontation, 1960). Sådan må det også være med hans ord. De må læses og bruges i tiden, ikke holdes fast på hengemte sider i litteraturhistorien. For vi kan stadig lære meget af Klaus Rifbjerg, som er død, men hvis ord er udødelige. Og her slutter denne nekrolog – som selvfølgelig ikke er en nekrolog – og den store lyriker får det sidste ord: Det er blevet os pålagt ved omfattende viden om det menneskelige liv at vi skal dø af færdselsulykker hjertelammelse forkalkning cancer cancer samt af en række andre sygdomme der er for specielle til at dø af rent statistisk.

Men på et tidspunkt i rækken af døråbninger er det passende at sætte slæverne udfor den bestemte årsag og æde sin tildelte død som man hele sit liv har været mæt af.

(Fra Det er blevet os pålagt i Konfrontation, 1960)

(Fra Optakt i Camouflage, 1961) Igen de uventede og umulige billeder og sanseindtryk i en ellers forudsigelig og konventionel verden.

Et drøn af tegneserie, som burde få hele kognitionsgangen op af stolene og ned på biblioteket i løbet af et attentional blink. I det hele taget kunne vi universitetsrotter, hvis samfund igen og igen på floskelvis brandes som et videnssamfund, lære meget af Rifbjergs næsten kirurgiske tilgang til verden. Vi, hvis metier står og falder med en reflekteret omgang med sproget, kunne passende indoptage lidt af den afdøde forfatters respektfulde brug af ordet som skabende og

Indput Institut for Psykologi KU

De citerede værker, som bør nydes i deres fulde længde: Under vejr med mig selv (1956) Konfrontation (1960) Camouflage (1961) Intet sikkert abnormt (2013) Alle af Klaus Rifbjerg (1931-2015)

n

I Gumbrechts nærvær Af Alexander Gjerding, stud.psych. & Mikkel Boris, stud.mag.

Vi befinder os foran det samfundsvidenskabelige fakultetsbibliotek på, hvad der ligner en trykkende og dyster efterårsdag i maj. Det er den slags vejr, hvor hverken sol eller regn er nærværende, hvilket leder en til at drømme om at kunne forlade sin krop. Men i dagens anledning er vi paradoksalt nok troppet op for at høre en af tidens førende eksperter i begrebet presence, som dog hverken må forveksles med mindfulness eller new-age buddhisme. Den tysk-amerikanske professor i litteraturvidenskab ved Stanford University, Hans Ulrich Gumbrecht, er en kolos i den moderne litteraturvidenskab. Selskab for Filosofi og Psykologi har på denne mørke tirsdag inviteret Gumbrecht til at forelæse om noget så kontroversielt som en ikke-hermeneutisk tilgang til humaniora. I samtidens kunstog kulturvidenskaber har hans Presence theory revitaliseret kroppen og sanserne som interesseområder, og hans teorier har haft indflydelse på det, litteraturvidenskaben kalder ”den spatiale vending”. 2,5 time før Gumbrecht har endt sin tour de force gennem nærværets historie, går vi nu forventningsfulde op af trapperne i det klassicistiske bibliotek, der synes tynget af bøgernes ballast. Rummet er ornamenteret med antikke søjler og hvælvinger prydet med florentinske liljer og for botanik-dummies uspecificerede middelhavskrydderurter. Men på det røde gulv ligger dog et tarveligt institutionsgulvtæppe, der hurtigt bryder illusionen. En broget skare venter os i hallen på 1. sal; selvbevidste humaniorastuderende og flyvske akademikere står og læser i deres bøger bange for kedsomheden i ventelokalet, men for intellektuelle til at spille Candy Crush med en påklædning, der vidner om, at de for længst er gået i åndeligt eksil fra deres krops fængsel. I skarp kontrast dertil træder hovedpersonen op ad trappen iført skræddersyet blazer,

sorte jeans og polerede lædersko klar til at indtage auditoriet.

Gumbrecht er lille af statur, men hans knivskarpe skovsnegl og naturlige karisma giver ham den autoritet, kun vægtige professorer kan indgyde. At han er en mand fuldstændig til stede i sin materialitet, underbygges kun af et suspekt sæbeøje.

En ikke-hermeneutisk humanist Gumbrecht indleder forelæsningen efter en kort introduktion og et par ydmyge vendinger med at bekende, at han kun har haft én god idé i hele sit liv, men pointerer efter en kunstpause, at det stadig er én mere end de fleste andre. Presence theory kalder han den idé. Teorien er et opgør med humanioras entydige fokus på hermeneutik, en tradition han både kommer af og tager afstand fra. Gumbrecht betegner sit forfatterskab som et ødipalt fadermord mod den fortolkende tradition, der går i en lige linje fra Husserl over Heidegger til Gadamer via en ukendt læremester, som Gumbrecht ikke ønsker at nævne navnet på (grundet en tvivlsom fortid hos de tyske specialtropper i 1940’erne) og så frem til Gumbrecht. Opgøret skyldes med egne ord et psykologisk overload af hermeneutisk opdragelse. Gumbrecht tilhører således ingen skole, men advokerer for et epistemologisk skifte, hvor man reetablerer forholdet til materialitet og sanselighed i æstetikken. Han vil adressere alt det, der handler om at producere mening, men som ikke selv er mening, altså genvække fornemmelsen for det nærværende og intensivere det præsente som tilføjelse til hermeneutikkens behov for at finde en bagvedliggende mening bag dens analysegenstand. Hermeneutikkerne har overset materialiteten, hvorfor vi mangler de nødvendige begreber og koncepter til at diskutere det på akademisk niveau. Mens Gumbrecht intro-

39

ducerer sin teori, går han stille rundt foran tavlen, der er fyldt med udtværede matematiske beviser, men af og til sætter han sig kækt på katederet. Han taler med dyb stemme på et engelsk, der kun meget sjældent afslører hans tyske accent. Rummet er kun halvfyldt, men Gumbrecht lader sig ikke kue – hans karismatiske tale blander eksempler og personlige anekdoter med referencer til alt fra Aristoteles til Pirates of the Caribbean.

Gumbrecht forklarer, hvorledes en æstetisk oplevelse består af både en menings-effekt og en presence-effekt. Som den skabsamerikaner han er, tillader han sig at anvende et pædagogisk eksempel, der ville få enhver esoterisk kontinentalfilosof til at fnyse hånsk. Han eksemplificerer med lyrikken; et digt indeholder både et semantisk niveau og et perceptionsniveau. Det sætter både gang i en fortolkningsproces, men har i sin oplæsningsform også en materialitet i form af rytme, gestik, fonemer og intonation. Forestil jer Yahya Hassans messende digtrecitation og vuggende gestik.

Stimmung Auditoriet er af typen fra dengang, man gad at bygge en stuk Herman Bang-style, og man kan nemt forestille sig Niels Bohr modellere atomer her foran klapsæderækkerne, men illusionen brydes dog af de mange to-go cappucinoer og vandflasker på bordene. Udover Gumbrechts dybe røst høres kun den hidsige tasten fra undertegnedes desperate forsøg på at fange alle væsentlige detaljer, der grundet et voldsomt fortælletempo nedfældes i fragmentarisk noteform; “en baldret rude (vi er vel på KU?!), høje grønne paneler, Gumbrecht drikker Cola Zero, hende på 7. række er faktisk ret lækker.” Gumbrecht introducerer som det næste det presence-relaterede begreb stimmung.

Danskerne kalder det stemning. Stemningen implicerer ifølge Gumbrecht en sansemodalitet, der kan opfange “den letteste

Indput Institut for Psykologi KU

berøring af den fysiske krop... som berøres man indefra”. Det er et fænomen, hvor fysiske objekters interaktion med vores sanseapparat producerer en særlig type følelse og atmosfære.

Hvad enten det er kollektivt eller individuelt, ved vi præcis, hvad der menes, når der henvises til en efterårsstemning. Vi kender vores stemninger, men de er svære at udtrykke. Stimmung opfattes ofte som en indikation af noget latent, en fremtidig hændelse, en fysisk tilstedeværelse af noget, som ikke har manifesteret sig endnu. Gumbrecht eksemplificerer det med sin egen epileptiske fader og forklarer hvordan både epileptikere og deres pårørende, ofte kan opfatte en særlig stemning i minutterne før et epileptisk anfald. Men hvor passer denne kropslighed ind i vores knastørre og analytiske akademia? I psykologien har man forsøgt at integrere affektteori i pædagogik og ledelse, og i litteraturvidenskab har man nu vendt fokus mod de spatiale og kropslige elementer. Gumbrecht ser ud over sine briller. “Om vi er klar på mere?” Folk nikker. Han har gjort os godt møre og ædt 40% af laptoppens strøm. Han synes at kunne snakke uendeligt. Rummet er efterhånden blevet iltfattigt, og luftrykket er steget, men folk lytter stadig koncentreret.

En central pointe for Gumbrecht er, at vi har mistet forbindelsen til det håndgribelige i vores kropsløse cyberspace-verden.

Men vi er som mennesker allerede en del af objektverdenen og kan ikke fraspalte os som subjekter uden et tab, for vi er, som han med et glimt i øjet beretter, i bibelsk forstand skabt af jord og ribben. I vores moderne meningskultur har vi et stort fokus på fremtiden og transformationen af verden. Vi opfatter det konservative som negativt. Mens man i de førmoderne presence-kulturer, da fremtiden var for uoverskuelig, i stedet havde fokus på individets position i den kosmologiske koreografi.

Det som vi i Danmark kalder verden.

Fra presence kultur til meningskultur Gumbrecht mener, at mennesket i førmoderne tider havde et langt mere umiddelbart forhold til verden. Det havde intet blik for fremtiden, der åbenbarede sig som et lyn fra en skyfri himmel, hvorfor nutiden var langt vigtigere. På det tidspunkt søgte man først og fremmest at finde sin plads i kosmos “blandt tingene”, og der var ikke en klar skelnen mellem subjekt og objekt. Men i midten af det 16. århundrede skete en overgang fra presence- til meningskultur. Dette skifte illustreres af Descartes sjæl/legeme-distinktion, som påvirkede den spirende videnskabs skildring mellem ånd og materie, der senere skulle præge hermeneutikken. Den vestlige civilisation gik fra at være en aktiv del af verden til at repræsentere den symbolsk og dermed skue den på afstand. I det 18. århundrede radikaliseredes denne proces, da observationen blev den altdominerende kilde til erkendelse. Dette resulterede i en eksistentiel og epistemologisk krise - for hvis alt afhænger af subjektets perspektiv, hvordan kan vi så vide hvilket perspektiv, der indfanger realiteterne? I et forsøg på at overkomme denne relativistiske problematik opstod det historiske verdensbillede, der forstod objektets essens som værende forankret i dets historicitet og transformation. Således mente man at kunne erkende fænomenerne objektivt, hvis man forstod deres historiske udvikling og kontekst. Problemet er dog bare, at denne historiske forankring af fænomenerne blot er et perspektiv ligesom alle andre, og kan dermed ikke siges at overkomme den relativistiske problematik (siger Gumbrecht, mens han paradoksalt nok forsøger at forklare os hermeneutikken via en gennemgang af dens historiske udvikling). Hermeneutikkens nuværende form blev konstitueret i slutningen af det 19. århundrede, hvor positivismen oplevede en stigende kritik og skepticisme, der i sidste ende betød, at humanioraen brød med naturvidenskaben for

at beskæftige sig med mening og den normative sfære og overlod materialiteten til de positivistiske specialvidenskaber. Nu er tiden kommet til at genvinde det tabte. Vi er i dag i en bred nutid, hvor fortiden ikke længere kan bruges som erfaring til at udregne fremtiden. Nutiden udvides derfor, hvilket blandt andet kan ses i, at intet rigtigt forsvinder med den digitale lagring. Det digitale aspekt betyder samtidig, at vi er blevet rene cartesianske og kropsløse væsener med tankerne langt oppe i (iCloud) skyen. Netop derfor er det ifølge Gumbrecht så vitalt, at vi genvinder forholdet til krop og sted og redder humanioraen ud af dens krise.

I en pseudo-intellektuel douchebags nærvær Da Gumbrecht omsider runder foredraget af, og den obligatoriske “hvis nogen vil stille forelæseren et spørgsmål, har de mulighed for det nu?” runde næsten er overstået, sker der det, som næsten er uundgåeligt for denne type forsamling. En eller anden douchebag stiller et alibispørgsmål, der i virkeligheden handler om at overbevise forsamlingen om sin intellektuelle kapacitet. Og som det stort set altid er tilfældet, var alle pointerne i forvejen beskrevet i anden ordlyd og med andre eksempler af Gumbrech selv, og vi vil derfor undlade at udsætte vore kære læsere for samme ligegyldigheder. Ingen kender alligevel de italienske filosoffer, han plaprede løs om antageligt ikke engang ham selv. Efter 2,5 times maratonforelæsning i et lokale hvis iltniveau nu nærmede sig toxiske værdier, trådte vi ud af fakultetsbiblioteket, hvor vejret var klaret op, solen skinnede og fuglene kvidrede i kastanjetræerne. Hvis vi havde været hermeneutikere, havde vi nok forsøgt at tillægge det en poetisk mening, men for nu lod vi talen forstumme og bevægede os i stilhed ned af Gothersgade i total materiel presence. n

41

Treogtyve Timer på Tinder Bør Tinder ikke bare opfattes som ren sjov på linje med et spil Ludo, eller er vi på vej over i en glidebane?

Af Anna Louise Foghmar Hansen, stud.psych.

Tirsdag aften kl. 20 blev Tinder installeret, og i de fire efterfølgende timer kørte det ellers derudaf. Sjovt nok var app’en i min optik ved at dø ud. Jeg havde i længere tid gået rundt og troet, at folk omkring mig lige skulle igennem

Indput Institut for Psykologi KU

en Tinder-fase, og derefter ville vende tilbage til overfladen (en temmelig ignorant holdning). Pludselig skete det modsatte, og alle veninderne omkring mig fik Tinder installeret/geninstalleret i takt med forårets kommen. Min evigt

kritiske holdning til app’en var svær at holde fast i, fordi det så sjovt ud på afstand, og folk altid havde en sjov Tinder-historie til pauserne. Historierne slugte jeg råt, og hvis jeg selv kom i nærheden af deres telefoner, var det sjovt at swipe og grine af kiksede selfies.

Pludselig var det ikke så let at være kritisk og udtale sig, når norm og konsensus er, at Tinder er sjovt, skægt og en god mulighed for at møde nye mennesker. Især når man går på et studie som psykologi, hvor kun omkring 16,5% er fyre, og de stort set alle er optagede. Det blev også svært at udtale sig om noget, som jeg egentlig ikke selv havde prøvet. Tirsdag kl. 20 ramte trangen for første gang. Med to ugers intensiv undervisning i psykoanalysen og dens brug af begreber som ’instinkt’, ’drift’ og den dertilhørende ’trang’ blev jeg bevidst om, at jeg på den ene eller anden måde følte mig draget til dette medie. ’Goes & no-goes’ Billedudvælgelsesfasen begyndte. Hvor-

dan skulle min profil se ud? Hvad var det mest attraktive ved mig? Ville fyrene på mine udvalgte billeder kunne se, om jeg var charmerende og sjov? Og dernæst – hvordan skulle min beskrivelse være?

Kunne jeg ikke lige fyre et sejt haikudigt af, der ville sortere fårene fra bukkene?

Før Tinder kom under min egen tommeltot, havde jeg hørt adskillige venner udtale sig om ’goes’ og vigtigst af alt ’no-goes’ på Tinder. Så hvordan var det nu lige, de regler var i forhold til min egen profil?

Jeg blev ekstremt selvbevidst, hvilket i og for sig ikke er dårligt. Det var dog bevidst på en meget selvkritisk måde, som fik mig til at se mig selv i et helt andet lys, hvor jeg begyndte at overfortolke på mine egne Facebook-billeder. I forsøget på at overvinde min egen usikkerhed besluttede jeg mig for en håndfuld billeder og begyndte derefter at gå på jagt.

Et lækkert match gav mig i gennemsnittet tre sekunders rus. ’Har han også matchet med mig?’ Og så kunne man ellers tænke over, om det var det gode profilbillede, han syntes om, eller om han var mere til den ’musiktype’, jeg havde

prøvet at fremstille mig selv som. Hvis der så også tikkede en besked ind, blev rusen forlænget med et par sekunder. Så sad man ellers der og prøvede på at have en samtale med en fremmed, hvilket i og for sig var fint og til tider rigtig hyggeligt.

Alle spørgsmål er tilladt på Tinder. Og folk behøver ikke at svare. Man skylder ikke nogen noget, da et keyword i konceptet er uforpligtigelse. Tinder er en slagmark, hvor alt det, man normalt ikke spørger om på første møde, gerne må smækkes på bordet. I Danmark, hvor vi ellers er indadvendte og ikke snakker til den fremmede ved siden af os i bussen, er det måske godt for os at få lov til at være lidt direkte. For mit eget vedkommende var det både sjovt og samtidig ekstremt grænseoverskridende. Jeg prøvede at skrive sjove ting, der var lige på grænsen og sagtens kunne blive misforstået. Men da jeg efterfølgende tænkte over den tid, det havde taget mig, og at jeg dagen forinden havde brokket mig over tidsmangel, blev jeg fanget i mit eget spind. Jeg har i længere tid følt, at studiet tager AL min tid, og at der ikke er tid til noget an-

det. Efter fire timer på Tinder tirsdag aften, havde jeg hverken nået at læse eller brugt tid på mine venner. Hvad havde jeg i grunden nået?

Karantæne At sige, at Tinder er overfladisk, er sandt og let sagt. Men vi er alle overfladiske det meste af tiden. Især når det gælder fremmede mennesker. Vi vurderer hele tiden folk omkring os, og det kan vi ikke komme udenom. I min første time på Tinder valgte jeg mange fra og ville kun matche med dem, som jeg syntes var flottest.

Men som tiden skred frem, blev det pludseligt sjovt at give hjerter ud til flere og derved få flere matches (mere vil have mere). Det var egentlig også som om, at folk blev pænere og pænere. Pludselig skete det uventede; en advarsel dukkede op: ’Du er løbet tør for synes godt om - få flere om 12 timer’. Så var det lige, at man fik smækket det røde kort i fjæset (uden advarsel vel at mærke), fordi man var kommet til at tilkendegive at for mange så smukke ud. Handlede det ikke netop om at få matches? Jeg har dog senere

43

fundet ud af, at det skyldes en nyindført brugerbetaling, hvor man kan abonnere på app’en for at få flere rettigheder såsom at kunne swipe uendeligt til højre mod hjertet. Jeg kiggede på uret og så, at der var gået fire timer. Klokken havde nu passeret midnat, og selvom jeg burde sove, sad jeg og skrev med to Tinder-fyre.

Med den ene skrev jeg om smørrebrød, og med den anden skrev jeg om paven.

Jeg faldt i søvn, men det første, jeg var opmærksom på, da jeg vågnede, var, om der var poppet matches ind mellem kl. 00:30 og kl. 7:00. Der var poppet omkring tre stykker ind, og de så da meget søde ud, men jeg tænkte samtidig også: ’Hvilke freaks er på Tinder om natten… udover mig selv?’ Apropos freaks kunne jeg stadig ikke selv swipe rundt, da jeg jo havde fået et halvt døgns karantæne.

Menneskeshopping Det er jo i bund og grund sjovt nok at chatte, joke og råflirte. Så er Tinder overhovedet et problem? I og for sig skal man jo heller ikke gøre det til noget, som det ikke er. Tinder kan ses som sjov, ballade, råflirteri og et spil på fod med

Indput Institut for Psykologi KU

Ludo. Jeg ved egentlig ikke, hvad mit problem var om onsdagen, da jeg sad i Tinder-karantæne ved søerne med en form for dårlig samvittighed. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg sad med en tom fornemmelse, selvom jeg havde haft de sjoveste og hyggeligste samtaler og var blevet matchet op med lækre mænd.

Det var underligt og komplekst. Og man kan ikke ligefrem sige, at jeg gav app’en en chance, når nu jeg valgte at slette den onsdag aften kl. 19 – 23 timer efter jeg havde oprettet den. Det eneste, jeg kunne komme frem til, var, at det alligevel føltes forkert på en eller anden måde, og at selvom jeg fik matchet og skrevet med flotte fyre, gav det mig ikke nogen form for bekræftelse, der var stabil eller vedvarende. Jeg var rundforvirret og irriteret på mig selv over ikke bare at kunne tage det, for hvad det var. Det var som om, jeg forsøgte at indflette app’en i noget dybere og større. Min gode ven havde tirsdag aften fundet mig på Tinder. Han sendte mig et screenshot af min profil og skrev, at han virkelig ikke havde regnet med at finde mig på Tinder. Han skrev tilmed: ’Du tror bare heller ikke på kær-

ligheden længere. Ligesom os andre.’

Og selvom han bare lavede sjov, ramte det mig. Jeg kender flere, der har fundet deres nuværende kærester på Tinder, så jeg ved ikke, hvorfra jeg har fået den opfattelse, at Tinder spænder ben for ’ægte’ kærlighed. Efter 23 timer med app’en tror jeg ikke, at det er Tinder, der spænder ben. Jeg tror lige så vel, at det kan være mig, der spænder ben for mig selv. Men noget, jeg er blevet opmærksom på, er, at jeg for mit eget vedkommende bliver nødt til at vende mit fokus mod nuet og være til stede, der hvor jeg befinder mig.

Jeg føler mig egentlig heller ikke berettiget til at swipe nogen som helst hverken den ene eller den anden vej. Det bunder måske i det menneskesyn, jeg synes, Tinder fører med sig. På Tinder er vi alle en del af det store menneskekatalog, hvor vi indirekte udnævner os selv til at være ’menneskeshoppere’ og derudover også til at kunne blive shoppet. De ’menneskeshoppere’ som er attraktive i forhold til normen, og de som er gode til at tage selfies, har det helt klart sjovest med at være i kataloget og med at shoppe. De ’menneskeshoppere’ som er i besiddelse

af en killer personality, men som ikke rigtig lægger opstillede billeder op på facebook, har det langt sværere i kataloget.

Jeg frygter, at vi er på vej over i en gli-

debane, hvor swiping pludselig foregår i ’skolegården’. Men spørgsmålet er, om vi ikke altid har swipet? Det har måske bare gemt sig under termen ’at checke folk ud’. Og så længe det foregår i den virkelige verden, som er i 3D, er det sikkert også fint. Men jeg kunne tydeligvis ikke selv styre mit app-forbrug og var på ingen måde til stede, selvom jeg endda havde karantæne. Til dem hvor det lykkes at finde kærlighed, eller hvad de søger igennem Tinder, ønsker jeg kun held og lykke. App’en passer på flere punkter rigtig fint til det senmoderne menneske.

Komplekst er det dog i mine øjne, at vi som travle senmoderne mennesker installerer en app, fordi vi ikke har tid til at møde kommende partnere og ikke ved, hvor vi skal møde dem. Alligevel er det disse apps, som sluger al vores tid. Tidsspild og tidsbrug er dog et andet emne, som man kunne skrive side op og ned om. For hvis skyld bruger man den tid, man bruger? Jeg kan jo snildt spørge mig selv, om det ikke er spild af tid at bruge så mange timer på et studie i mine ungdomsår? Og når nu jeg følte mig draget til at installere app’en, er det så overhove-

det spild af tid at bruge den? Spørgsmålene lader vi stå åbne i denne omgang.

En håbløs romantiker I forhold til romantik er jeg håbløs, og jeg hader lidt mig selv for at være det. Jeg har på ingen måde lyst til at sætte min lid til noget, der bygger på falske forudsætninger, som jeg til dels synes, at Tinder gør.

Men det er måske også okay? Vi søger alle bekræftelse, og Tinder kan sagtens være med til at fungere som det senmoderne menneskes ’nærværsfix’, men i kombination med at jeg samtidig blev alt for selvkritisk i den måde, jeg skulle fremstå på igennem min profil, ved jeg ikke, om disse fix kan betale sig i længden? Jeg prøver at overbevise mig selv om, at der findes andre måder at møde folk på; måske endda ’face to face’? I min mest platte og naive drøm er der en prins, der sætter sig ved siden af mig på bænken ved søerne en dag. Denne dag har jeg vel at mærke ikke ’synes-godt-om-karantæne’, og i tankerne ’swiper’ jeg ham så til højre (han gør forhåbentlig det samme med mig), og vi begynder at snakke… ansigt til ansigt… n

45

”Somatic Experiencing” – helbredelse af traumer

Af Sofie Garset-Larsen, stud.psych.

Peter Levin har en Ph.D i medicinsk biofysik og psykologi og har udarbejdet metoden Somatic Experiencing (SE-metoden), som særligt har relevans i forhold til bearbejdelsen af Post-traumatic Stress Disorder (PTSD).

Peter Levines metode fokuserer på, hvorledes kroppen påvirkes af et traume og på kroppens centrale betydning ved helbredelsen af eftervirkningerne. Levine (2012) beskriver den almene forståelse af traumer og understreger vigtigheden af kroppens betydning i relation med dette: ”De fleste mennesker betragter traumer som et ’mentalt problem’ eller ligefrem en ’hjernesygdom’. Traumer er imidlertid noget, der også foregår i kroppen” (s. 12). Han mener, at de mentale tilstande, der er forbundet med traumer, er vigtige men sekundære og påpeger at kroppen fører an, og sindet følger efter. For Levine er det med andre ord det oplevelsesorienterede fokus; den levende og levede krop og den personlige oplevelse der er interessant, da det er heri, traumet kan genfindes.

Dyrestudier I Peter Levines teori og metode tages der udgangspunkt i observationer i dyreverdenen. Somatic Experiencing udspringer fra en iagttagelse: Dyr i naturen bliver ikke eller kun sjældent traumatiserede, selvom de dagligt udsættes for voldsomme hændelser. Når et dyr har fået et chok, vil det holde sig i ro, indtil aktiveringen i nervesystemet begynder at give slip. Så ryster det sig, så den aktiverede energi forløses, og dyret er klar til at fortsætte. Traumer opstår ifølge Levine, når mennesket ikke magter at udløse blokerende energier og bevæge os hele vejen gennem vores emotionelle/fysiske reaktioner på traumatiske

Indput Institut for Psykologi KU

oplevelser. Han mener i denne forbindelse, at det terapeutiske arbejde med traumatiserede mennesker bør tillade kroppen at reagere uden at lukke ned for disse reaktioner.

Traumer ligger i nervesystemet – Porges’ polyvalgte teori om følelser Levine anvender den amerikanske psykiatriprofessor Stephen Porges’ polyvagale teori som teoretisk fundament for at beskrive nervesystemets aktivering. Evolutionen afspejler sig i de tre stadier, som nervesystemet reagerer ud fra: Det dorsale vagussystem, det sympatiske nervesystem og nucleus ambiguus’ (det intelligente) myeliniserede nervesystem.

- Det dorsale nervesystem: Det mest primitive nervesystem har sit tidligste udspring hos tidligt udviklede fiskearter for omkring 500 millioner år siden. Funktionen af dette primitive system er immobilisering – at bevare energi ved at sænke stofskiftet og at lukke ned for nervesystemet. Dette system er rettet mod de indre organer.

- Det sympatiske nervesystem: Dette arousalsystem har udviklet sig fra krybdyrsperioden for omkring 300 millioner år siden. Funktionen er mobilisering og styrket handlekraft som i kamp og flugt – kropsligt aktiverer dette lemmerne.

- Nucleus ambiguus’ (det intelligente) myeliniserede nervesystem: Det nyeste system, som kun findes hos pattedyr, udvikledes for ca. 80 millioner år siden. Dette system, som er det højest udviklede, koordinerer tilknytning og relationer samt følelsesmæssig intelligens. Dette system hænger også sammen med nerveforbindelserne til ansigtet og hovedet, som mennesket bruger til at kommunikere med.

Standardhierarkier Når hjernen er skadet eller stresset hos et menneske, falder den tilbage til et mindre raffineret og evolutionært mere primitivt funktionsniveau. Hvis sociale responser medieret af vagusnerven ikke er funktionelle i en livstruende situation, aktiveres menneskets kamp/flugt-reaktioner, og hvis disse heller ikke er funktionelle i situationen, sætter immobiliteten ind (Levine, 2012). Det vil altså sige, at immobilitet har evnen til at inhibere vagusnerven og det intelligente system, da de mere primitive lag, hvor immobilitet repræsenterer det mest primitive, inhiberer de mere udviklede subsystemer. I forhold til svært traumatiske situationer kommer der herved et funktionsniveau til udtryk, som er baseret på menneskets mest primitive hjernemæssige udviklingsstadie. Således mener Peter Levine, at terapien af traumatiserede mennesker nødvendiggør et ”bottom-up”-fokus. Traumer er noget, der sker i de primitive dele af kroppen og de mest primitive dele af nervesystemet.

Behandlingen af traumet – SE metoden Udgangspunktet i metoden ”Somatic Experiencing” er de primitive dele af hjernen og kroppen. I en terapeutisk kontekst er det nødvendigt at hjælpe PTSD ramte mennesker til at opleve deres krop, da den primitive del af hjernen er helt non-verbal.

Ved at arbejde med kroppen er målet, at klienten oplever styrke og afspænding som en modvægt til hjælpeløshed og overaktivering. Det handler om at facilitere en proces hos de traumatiserede mennesker, der kan hjælpe dem til at komme ud af overaktiverede eller fastfrosne tilstande, så de får mulighed for selv at regulere deres nervesystem og krop. SE-metoden foku-

serer på at kontakte kroppens instinktive helingsmekanismer og derigennem fuldende den naturlige helingsproces, som er blevet bremset eller holdt tilbage. Tarapien handler om at opløse fastfrysningen (immobiliteten) hos den traumatiserede og genaktivere og færdiggøre kropsbevægelser, der blev afbrudt som for eksempel kamp eller flugt.

I terapien pendulerer terapeuten og klienten mellem kropslige sansninger vedrørende ressourcer og sansninger vedrørende traumet. Terapeuten og klienten bevæger sig langsomt imod kernen af den traumatiske begivenhed, og dette sker i små doser – Levine bruger begrebet ”titrering” – så kroppen kan fuldende det instinktive beredskab.

SE-metoden er blevet mere og mere udbredt i Danmark samt overalt i resten af verden, men det skal dog understreges, at metoden stadig er vanskelig at få anerkendt inden for psykologien og på universiteter trods forskningsmæssigt kendskab til nervesystemet og betydningen af at inkludere det autonome nervesystem i behandling. n

Litteratur til videre læsning: Levine, P. (1997). Waking the Tiger - Healing Trauma. California: North Atlantic Bøks.

Levine, P. (2012). Den tavse stemme – hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære. København: Hans Reitzels Forlag.

47

Terrorens Æstetik Af Alexander Gjerding, stud.psych.

Mit udgangspunkt for denne artikel var i grunden en relativt jordnær analyse af nogle aspekter ved debatten, der udspillede sig i tiden efter angrebene mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade d. 14. og 15. februar. Under skriveprocessen opstod der imidlertid en tankerække, som faldt mig mere interessant, hvorfor følgende er noget så prætentiøst som en artikel, der adresserer begrebet om terror, og overvejer dets form, funktion og samfundsmæssige konsekvenser.

Hvad er terror?

Hvad er terror? Terror er et begreb med i hvert fald 109 forskellige definitioner, hvilket gør det svært at håndtere og behandle. Men vi kan prøve at snævre det lidt ind.

Etymologisk betyder det noget med rystelse eller rædsel og har typisk at gøre med at indgyde frygt i en befolkning. Selvom man godt kan tale om statsterror, er det kendetegnende for terror, at der typisk er tale om tilfælde, hvor statens voldsmonopol bliver udfordret. Det er således ofte et spørgsmål om, hvem der har definitionsmagten til at bestemme noget som terror. Den enes terrorhandling er ofte den andens frihedskamp (Bagge Laustsen, 2014). Et andet karakteristisk forhold ved terror, som mange terrorforskere har påpeget er, at frygten for den er fuldstændigt uproportionel med sandsynligheden. Der er f.eks. mange gange større sandsynlighed for at dø i trafikken end at blive ramt af terror - i nogle lande er sandsynligheden for død ved bistik eller æselspark endda højere - men alligevel er frygten for terror større (Bagge Laustsen, 2014). Ifølge Carsten Bagge Laustsen, lektor i Sociologi ved Aarhus Universitet, indtager terroren en form i vores kollektive bevidsthed, som er kendetegnet ved en særlig mulighed - potentialitet - der gør den langt mere virkelig og nær end andre onder, som kunne overgå os. Denne mulighed er ikke bare et kendetegn ved terror, det er også en af terrorens mest centrale funktioner (Bagge Laustsen, 2014). En måde at anskueliggøre den potentialitet, som terroren antager, lader sig gøre ved at kigge på Søren Kirkegaards beskrivelse af begrebet angst. Hvor Kirkegaard ser frygten som en følelse, der er rettet mod konkrete objekter, er angsten et grundvilkår ved den menneskelige eksistens, og er kendetegnet ved at være rettet mod et tomrum - mod muligheden. På samme måde er terrortruslen aldrig konkret, men alligevel altid til stede. Ved at etablere en refleksivitet, hvor man hele tiden overvejer, hvor det næste angreb vil ramme, opnår terroren en form for ontologisk virkelighed gennem dens mulighed (Bagge Laustsen, 2014).

Indput Institut for Psykologi KU

Det fortolkende element Ifølge filosoffen Jacques Derrida ligger der et centralt element ved terrorens funktion i den konkrete fortolkning af terrorhandlingen. Denne fortolkning ses bl.a. i den særlige retorik, der knytter sig til terrorfænomenet, som vi bl.a. så det i kølvandet på angrebene i København, da Justitsminister Mette Frederiksen talte om ”mørke kræfter der vil os det ondt”. Hvor ”almindelige” mordere får tildelt prædikater som ”psykopat” eller ”vanvittig” i den offentlige debat, bruges begreber som ”mørke” og ”ondskab” ofte, når talen falder på terror. I artiklen ”Evil as an Aesthetic Concept” fra 2012 beskriver filosoffen Rasmus Ugilt, hvorledes der er gået inflation i begrebet ond/ ondskab (evil) i den offentlige diskurs. Jeg vil i det følgende inddrage hans forståelse af begrebets fremtrædelsesform og virkemåde, idet jeg finder klare paralleller mellem den form og funktion, som begrebet om ondskab og begrebet om terror har. Ikke blot fordi disse begreber ofte er overlappende - f.eks. karakteriseres terrorister ofte som onde - men fordi jeg mener, at deres anvendelse minder om hinanden på en måde, som kan fordre en forståelse for hvorledes, terror præger vores kollektive bevidsthed.

Ondskabens æstetik Ugilts hovedpointe er, at brugen af begrebet ”ond” ikke er en moralsk eller etisk fordømmelse, men derimod en beskrivelse af et ulækkert og frastødende aspekt ved det, som det betegner, og er derfor at forstå som en æstetisk fordømmelse (Ugilt, 2012).

For at vise hvad denne æstetiske fordømmelse nærmere består i, tager han udgangspunkt i Judith Butlers begreber om etisk vold og fordømmelse (condemnation). Ifølge Butler er etisk vold et individs krav til et andet individ om selv-transparens for sig selv og andre, med det formål at komme til at erkende den andens essens. Man kræver altså, at andre individer fremstår med en subjektivitet, der er mulig at erkende, eller måske rettere genkende, inden for fællesskabets subjektkategorier. Den etiske vold er altså at forstå som udgangspunktet for begrebet om den disciplinerende vold, som Michel Foucault har beskrevet, idet erkendelsen ”jeg ved hvem du er” medfører en subjektivering af individet ind i den erkendte subjektkategori (Ugilt, 2012). Det der sker, når et menneske ifølge Butler bliver fordømt er, at subjektet forstås som ikke-transparent, dvs. ikke muligt at erkende, og er dermed placeret uden for den disciplinære magts rækkevidde. I den først beskrevne form for etisk vold genkendes subjektet som et individ, der er muligt at subjektivere ind i det eksisterende fælles-

49

skab af normer og værdier. Ved den fordømmende form for etisk vold bliver subjektet derimod ikke genkendt, og dermed ikke forsøgt inkluderet i det etiske fællesskab.

I stedet bliver det umenneskeliggjort, opgivet, og fordømt (Ugilt, 2012). For at vise hvordan fordømmelsen ikke er en moralsk, men en æstetisk vurdering inddrager Ugilt Immanuel Kants beskrivelse af den type af æstetiske vurdering, der knytter sig til perceptionen af det sublime. Kant beskriver det sublime som noget, der er kendetegnet ved, at det synes at overskride vores muligheder for perception og erkendelse.

Her er uendeligheden et godt eksempel. Ugilt argumenterer for, at den fordømmelse som Butler beskriver ikke er moralsk, idet en moralsk fordømmelse stadig antager et moralsk subjekt, hvilket ikke er tilfældet ved fordømmelsen, der først og fremmest objektificerer og dehumaniserer. Ugilts pointe er altså, at fordømmelsesprocessen forekommer, når subjekter synes at overskride vores muligheder for kognitiv begribelse - hvilket er tilfældet når nogen tildeles prædikatet ond - og der er dermed ikke tale om en moralsk, men en æstetisk vurdering (Ugilt, 2012).

Terrorens æstetik Jeg vil argumentere for, at terrorbegrebet bruges til at beskrive et fænomen inden for samme sublime perceptionskategori som ondskab, og jeg vil mene, at en forståelse af terrorbegrebets æstetiske funktion er central for en håndtering af det fænomen, det repræsenterer. For som bekendt repræsenterer begreber ikke bare fænomener neutralt. De repræsenterer en særlig konstrueret forståelse, som måske kunne være anderledes og mere hensigtsmæssig. På den måde er det nok sjældent tilfældet, at terrorister er i besiddelse af en egentligt sublim subjektivitet. Tilfældet er nok nærmere, at terroristerne bliver sublime subjekter, idet de får tildelt prædikatet og der synes netop også at forekomme en udpræget dehumanisering af de mennesker, der bliver betegnet som terrorister.

Konsekvenserne af en sublim subjektforståelse Det bedste eksempel på dette må være det amerikanske droneprogram og den systematiske brug af tortur i Guantanamo. Her er det tydeligt, at vestens liberale kerne-

Indput Institut for Psykologi KU

værdier bliver mulige at overskride, når der er tale om (potentielle) terrorister på en måde, der tyder på, at vi ikke forstår terrorister som gyldige menneskelige subjekter.

Vores accept af drab og tortur af individer, der aldrig bliver stillet for en dommer viser, at vi som samfund finder, at disse mennesker ikke er et mål i sig selv, men kan gøres til middel for et højere formål - nemlig kampen mod terror. Noget kunne tyde på, at der er tale om fordømte individer, som vi har opgivet at forstå som mennesker, idet vi tillader overgreb, der strider mod vores egne menneskerettigheder. En anden konsekvens ved denne ikke-erkendelige forståelse af terror er, at det måske er med til at konstituere dens centrale funktion - potentialiteten - idet den forbliver en ukonkret mulighed, begået af ubegribelige og utilregnelige subjekter. Hvis man forsøgte at forstå de mennesker som begår terror, i deres banalitet, ville terroren måske kunne gøres til en mere konkret frygt. Ikke fordi dette ville fjerne potentialiteten - der ville stadig være et ”hvor og hvornår” aspekt ved terror - men måske ville det påvirke os mindre, fordi vi kan forholde os mere konkret til dem, som angriber. På samme måde ville et opgør med det sublime prædikat, muliggøre en mere nuanceret forklaring af de mennesker, der ender som terrorister. Dette ville betyde et større fokus på forebyggelse og resocialisering, frem for den overvågning og indskrænkelse af almindelige borgerrettigheder, som har været eksemplet ved så mange anti-terror tiltag. Meget af diskursen efter 9/11 har været kendetegnet ved, at terroristerne bliver beskrevet som havende en særlig terroristisk ”væren” eller essens (Bagge Laustsen, 2014), hvilket efterlader os forbløffede, uforstående og uden mulighed for at relatere. Et opgør med denne strukturelle blindhed og essentialisering, er nødvendig for at flytte terrorprædikatet ud af den sublime perceptionskategori, der alene efterlader os med primitive forebyggelses- og udryddelsesmetoder. En mere konstruktiv forståelse lader sig kun gøre, hvis vi stopper med at fastholde terror som et begreb, der per definition er umuligt at relatere til, og i stedet har modet til at erkende det i dets strukturelle banalitet. n Litteratur Bagge Laustsen, C. (2014). Terror. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Ugilt, R. (2012). Terrorens Æstetik, Akademisk kvarter, vol. 05, 52-63.

51

Tabu.

Indput Institut for Psykologi KU

Af Emil Zerlang, stud.psych.

Den kolde efterårsregn forvandler sandet til mudder. Barnevognsmafiaen blokerer stien for de iltre maratontrænende løbeentusiaster, og kontroverserne blander sig med den forurenede luft. Ænderne og svanerne har hovedet i søen, og ingen kigger op. Jeg har en lang tur foran mig. Jeg ved godt, hvor jeg skal hen, men det virker uoverskueligt, ja nærmest ufremkommeligt. Det er dog ikke den fysiske afstand, der skræmmer mig.

Det er den psykiske.

Jeg har altid været en dårlig taber, og det vil jeg nok altid være. Jeg kan få en konkurrence ud af det meste; ligegyldigt om det handler om at nævne flest grammatiske betegnelser på latin eller kaste et stykke sølvpapir i en skraldespand. Afgørelsen er for det meste altid sort-hvid. Man er enten en Taber eller en Vinder. Jeg hader at tabe, og jeg har svært ved at erkende, hvis det sker. Jeg konkurrerer selvfølgelig meget med jer andre, men størstedelen af tiden så konkurrerer jeg faktisk med mig selv.

Jeg vil derfor altid forsøge at klare tingene selv, og det er ofte sådan, at det går bedst. Sådan plejede det i hvert fald at være.

Jeg drejer ned af Værnedamsvej på Vesterbro. Trafikken går sin gængse gang. Fiskehandlerens lastbil snøvler sig langsomt langs den snævre passage, og cyklisterne buldrer forbi. De ældre elever råber i deres sædvanlige kommanderende franske stil imperativer i retningen ad de yngre elever, der som reaktion løber væk fra deres pulsende overmænd. Den parisiske stemning er intakt, og på overfladen er alt som det plejer. Normalt ville jeg tage en kop kaffe på en café, men denne morgen

er mit ærinde af anden karakter. Jeg skal til psykolog.

Jeg har aldrig været typen, der beder om hjælp. Ligegyldigt hvor travl og hektisk en hverdag jeg har, så beder jeg ikke om hjælp. Uanset hvad livet kaster i hovedet på mig, så klarer jeg tingene selv. Jeg kan blive enormt irriteret på mine omgivelser, hvis de tilbyder at hjælpe mig. På den måde har jeg altid set hjælp som en form for begyndende nederlag. Selvom jeg er blevet god til at kaste med sølvpapir, så må jeg i bagklogskabens klareste lys erkende, at mit konkurrencegen nok ikke har været det mest hensigtsmæssige for mit psykiske ve og vel. Hvorom alting er, så skulle jeg langt ud, før jeg erkendte mit behov for hjælp fra en psykolog. Som psykologistuderende er denne betragtning nok det tydeligste eksempel på skæbnens ironi. Det har fået mig til at tænke på Argentina.

Venteværelset er lille. Der er knap nok plads til to personer herinde. Det er fyldt med nye og gamle magasiner. Woman, Bo Bedre og Femina; ved første øjekast er alt tilsyneladende for damerne i dette værelse. Jeg finder dog hurtigt frem til flere stakke af Euroman og et par gamle bilmagasiner, som jeg uinteresseret begynder at bladre febrilsk igennem. Jeg har svært ved at finde mig til rette i den slidte læderstol, som jeg har fået mast mig ned i. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal begive mig ud i regnen igen, men jeg vil ikke kunne bortforklare en sådan beslutning over for hverken min familie eller kæreste.

Jeg er utryg ved tanken om, hvad der venter mig i det andet, og forhåbentlig lidt større, værelse hvor psykologen er ved at

afslutte sin samtale. Vi er åbenbart flere, der har brug for hjælp.

Argentina er kendt for at have det højeste antal psykologer pr. indbygger i verden. I Argentina er det normalt, at man på flere tidspunkter i sit liv er i en form for terapeutisk forløb hos en psykolog. Og dér taler man om det. Man taler ikke bare om det med sin kæreste, sin familie og sine venner, men også med sin lokale barista og sin chef. Jeg formoder, at man har de samme grunde til at gå til psykolog i Argentina som i Danmark, men forskellen må ligge i åbenheden og accepten af at gå til psykolog. Det er vel og mærke min egen formodning. Jeg tager udgangspunkt i mig selv og drager derfor en slutning fra det specifikke til det generelle, så det er sikkert ikke alle, som hverken kan eller vil følge mig. Ikke desto mindre så vil jeg slå et slag for, at vi kan begynde at se hinanden i øjnene, hvilket inkluderer mennesker, som vi ikke nødvendigvis er tætte med, og fortælle, hvis vi har et behov for at tale med en psykolog.

Hvis der var flere, der stod frem og gjorde det mere naturligt at tale om, så havde jeg i hvert fald været til psykolog et par år før.

For de af os som er psykologistuderende, så burde dette være en fremtidssikrende formalitet. Men tag mit eksempel, det er ikke så nemt, som man tror.

Døren bliver åbnet. Frem træder min psykolog med et smil.

Jeg hilser på ham og træder ind i lokalet, som heldigvis er stort nok til, at vi begge kan være der. Efterårsregnen er forduftet, og der er opklaring i horisonten. n

53

Forførelse

– en psykologisk undersøgelse Jeg ønskede at undersøge fænomenet forførelse, nærmere bestemt forførelsen mellem barnet og den voksne. Til dette formål valgte jeg at anvende den russisk/ amerikanske forfatter Vladimir Nabokovs klassiske roman Lolita fra 1955. Denne fortælling kom i min bacheloropgave til at optræde som empirisk genstand. Til analyse af relationen mellem barnet og den voksne, samt forførelsen mellem de to, brugte jeg primært den franske psykoanalytiker, Jean Laplanches teoretisering over barnets udvikling i relation til omsorgsgiveren.

Af Olivia Kretzschmar, stud.psych.

Jeg har altid godt kunnet lide at læse. Derfor blev jeg glad, da jeg efter første vejledningsmøde med Judy Gammelgaard fandt det muligt at kombinere min interesse for litteraturen med min interesse for psykologien. Disse to discipliner, litteraturvidenskaben og psykologien, er set i sammenhæng før. Freud låner termer fra fiktionsuniverset i dannelsen af sine kernebegreber (Kong Ødipus og Narcissus). Dertil refererer Freud til litterære værker i sin metapsykologi. Dette greb hjælper til at underbygge og illustrere de ellers svært tilgængelige teoretiske synspunkter på elegant vis.

Omvendt er der også i den litterære verden tradition for at anvende psykoanalytisk tænkning til analyse og tolkning af fiktionen.

På baggrund af overstående fandt jeg, at det ikke blot var muligt, men også oplagt at forene psykoanalytisk teori med et fiktivt univers.

Problemformulering Med udgangspunkt i dette ræsonnement blev min problemformulering som følger: ”En psykologisk undersøgelse af fænomenet forførelse med Vladimir Nabokovs ”Lolita” som illustration af denne.

Undersøgelsen vil i dette perspektiv blive set i lyset af relationen mellem barnet og den voksne. Jeg ønsker i den forbin-

Indput Institut for Psykologi KU

delse at sætte spørgsmålstegn ved barnet som aktiv forfører af den voksne.”

Laplanche og den generaliserede forførelsesteori Jean Laplanche vil med sin generaliserede forførelsesteori videreudvikle og ”normalisere” Freuds oprindelige forførelsesteori. I Freuds forførelsesteori er genstandsfeltet en pervers situation – overgrebet på barnet – hos Laplanche er genstandsfeltet en generel eller oprindelig situation, hvor barnet og den voksne står i relation til hinanden. Denne oprindelige situation betegner Laplanche den fundamentale antropologiske situation. I Laplanches perspektiv er den fundamentale antropologiske situation universelt gældende. Den udspiller sig for alle, i alle kulturer og til alle tider. Den fundamentale antropologiske situation bliver for Laplanche den ramme, hvori den oprindelige forførelse finder sted. Forførelsen er i denne forståelse en naturlig og uomgængelig størrelse, der fungerer som bindeleddet i kontakten mellem barnet og den voksne. Her er altså ikke tale om en driftdrevet seksuel forførelse, som den ses mellem to voksne.

Lolitakomplekset Med overstående forførelsesforståelse in mente undersøgte jeg begrebet Lolitakomplekset.

Akademia

En føljeton til indblik i opgaver og specialer

Lolitakomplekset, som har sit navn efter Nabokovs fortælling om den unge Lolita, betoner en seksuel relation mellem et barn og en voksen – en relation, hvor det antydes, at barnet er i stand til at agere aktiv forfører i etableringen af forholdet.

Denne forståelse eksemplificerer Nabokov ved følgende sætning: ”For lille Lo var udmærket klar over, at hun havde denne udstråling, og jeg greb hende ikke helt sjældent i at kaste et blik i retning af et venligt hankønsvæsen, en mekanikerlærling med senede gyldenbrune arme og urlænke om håndledet, og aldrig så snart havde jeg vendt ryggen til for at gå ind og købe en slikkepind til selvsamme Lo, før jeg hørte hende og den fagre mekaniker bryde ud i en ren elskovsduet af dårlig vittigheder” (Nabokov, 1955/2014, p. 227).

Myten om Lolitabarnet bliver i dette citat tydeliggjort. Det er samtidig en myte, som ikke kun viser sig i litteraturen, men også i samfundsdebatten (her tænkes bl.a. på den unge Yahya Hassans forhold til en ældre lærerinde). Mit arbejde med at modbevise og udfordre denne Lolitamyte blev muliggjort ved inddragelse af Laplanches generaliserede forførelsesteori samt Katrine Zeuthens arbejde med den perverse forførelse. Disse to psykoanalytiske synpunkter formår at adskille den voksnes seksualitet fra barnets behov – en adskillelse, som er væsentlig, hvis man vil forstå de to parters forskellige udgangspunkt for at indgå i en meningsfuld relation til hinanden.

Konklusion Ved min undersøgelse af forførelse som psykologisk fænomen fandt jeg, at forførelsen altid må placeres hos den voksne. Barnet er ikke i besiddelse af en målrettet og genital seksualitet, hvorfor det følgeligt ikke forstår de voksnes seksuelle signaler.

Det giver af denne grund ikke mening at snakke om barnet som aktiv forfører eller om barnet, som værende i stand til at lokke den voksne i fordærv. At adskille den voksnes behov fra barnets behov ved brug af den psykoanalytiske seksualitets- og driftsforståelse hjælper til at skelne mellem det sunde og det afvigende samt det rigtige og det forkerte i relationen mellem barnet og den voksne. n Litteratur Køppe, S. & Andkjær-Olsen, O. (1981). Freuds psykoanalyse.

Laplanche, J. (1987/1990). Nye fundamenter for psykoanalysen.

Laplanche, J. (2011). Freud and the sexual.

Nabokov, V. (1955/2014). Lolita.

Zeuthen, K. (2009). Kærlighed og overlevelse.

55