Indput nr. 1, 49. årgang - Politik

1 NO.

BEVÆGELSE Politik

Oktober 2017 · årgang 49

Indput no. 1, 49. årgang København, oktober 2017 Redaktionen Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Jørgensen (ansv. layout) Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Casper Schacht Lund Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Elvira Hallengren Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Hannah Kazmi Høgsbro Ida Marie Ankerfelt Ida-Marie Haeusler Inger Charlotte Lund Michelsen Johanna Mariam Madsen Karen Damgaard Lea Isabel Sidenius Botwel Mathias Nimgaard Larsen Nina Kjar Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Stine Karstoft Tamara Hveisel Hansen Tobias Wriedt Omslag Ida-Marie Haeusler Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Tlf. 61289806

Indput Institut for Psykologi KU

Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer.

Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer.

Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf. 50593525 www.indput.dk

LEDER Politik som tema? Er det nu ikke noget, vi kan overlade til øvrige institutter på CSS, så vi psykologistuderende ikke behøver forholde os til det?

Som det fremgår af bladet her, er psykologi dog en væsentlig del af politik, ligesom psykologer har en stor betydning for den politiske dagsorden. Men hvorfor er det så relevant for os som psykologistuderende at engagere os i politik under studiet?

I 1968 gik de studerende på barrikaderne; de unge ønskede mere medbestemmelse, og de ønskede at gøre op med professorvældet. Dele af universitetet blev besat, og flere demonstrationer fandt sted. Rektors talerstol blev ved årsmødet erobret af Finn Ejnar Madsen, en psykologistuderende på Københavns Universitet, der sammen med 50 andre studerende havde fået trykt falske adgangskort for at få adgang til mødet.

I kraft af Studenteroprøret opstod blandt andet Indput i 1969; et talerør for de studerende, hvori de kunne formidle deres politiske budskaber og arrangementer.

Med dette blad nærmer Indput sig sin politiske arv og stiller skarpt på forholdet mellem psykologer og politikere på såvel Christiansborg som på Instituttet. I bladet kan du således læse mere om, hvordan Institut for Psykologi har udviklet sig rent politisk i kraft af nogle af de magtkampe og forandringer, der har fundet sted siden grundlæggelsen i 1886. Én af grundene til, at politik spiller en væsentlig rolle for os som psykologistuderende i dag, hænger sam-

men med trivslen på universitetet. Derfor stiller flere af bladets indslag skarpt på de psykologiske og samfundsmæssige aspekter, der bidrager til et velfungerende studieliv. Heriblandt er en opfordring til, at vi i fællesskab fordriver følelsen af utilstrækkelighed, som mange af os her på studiet formodentlig har mærket på egen krop.

Når det gælder politikken uden for murene på det gamle Kommunehospital, indeholder bladet flere perspektiver på psykologiens rolle i politik.

Formanden for Dansk Psykolog Forening fortæller om psykologers rolle i den offentlige debat og understreger i den forbindelse, at flere psykologer gerne må blande sig: ”Jeg synes vi har en pligt til at tilbyde den viden og perspektiver, vi har, og så er der nogle politikere, der har ansvar for at træffe de beslutninger, de nu træffer”. Hvis du synes, det kan være svært at forstå politikersprog, får du i dette blad hjælp til at gennemskue politikernes psykologiske sproglige tricks, og skulle du være i tvivl om, hvordan psykologiens forskellige teoretiske retninger ville sætte deres kryds ved en folkeafstemning, bliver du ligeledes hjulpet på vej.

God fornøjelse med dette blad samt dit engagement i politik både her på stedet og i resten af samfundet.

På vegne af redaktionen, Anne Marie Kristensen n

3

Indhold Indput no. 1 49. årgang oktober 2017 Faste indlæg 3. Leder

Indput byder velkommen

6. Ind under huden Mød indputredaktionen

9. Side 9-manden Mød Andreas fra 3. semester

54. Stafetten Om fakultetets ansatte

56. Akademia BA-projekt om global konkurrence

58. Udveksling På Université de Neuchâtel i Schweiz

62. Kagames Rwanda. Alt eller intet Praktikfortælling

66. Psyk&tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU

Tema: Politik 12. Manifest

Til de nye studerende

Andre Indput 64. Du, 29 år, bipolar

Digt om bipolar lidelse

16. Psykologien langs det partipolitiske spektrum Hvad stemmer en A&O psykolog?

20. Hvad har psykologer at sige om samfundet?

Interview med Eva Secher Mathiasen

28. Politik på instituttet Historisk overblik og perspektiver

33. Kære psykologistuderende En hilsen fra psykrådet

34. Debatten Hvilke skjulte tanker ligger bag politikernes ord?

38. Uddannelsessytemets 10 påbud Lær dem, lev dem, elsk dem

40. Et barn bliver slået Om evalueringssamfundet og sårbarhed hos unge

45. Arendt-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke

46. Seb og Rie rambler 3 En dialog om politik

50. ”Hvilken ukendt politiker er du”-quizzen Find din indre politiker

5

IND UNDER HUDEN Mathias Nimgaard Larsen Mathias er en af Indputs kommakrigere. Han har et perverst forhold til sangen ’Boten Anna’ og spiser ofte en kombi af 600 gram spaghetti carbonara, sodavand og chips på trods af, at han angiveligt skulle spille basket på højt niveau. Han har en pingvin tatoveret på sit lår og har ingen forklaring på hvorfor.

Han har flere sko, end det burde kunne lade sig gøre på SU – virkelig, virkelig mange.

Mathias formår at sige ”altså” absurd mange gange i en normal sætning og kan bedst beskrives vha. følgende citater, som han har sagt: ”Jeg melder mig til Paradise til næste år og kommer udelukkende med, fordi jeg læser psykologi” ”Det er okay at være desperat, så længe man selv er klar over det” ”Min største svaghed er brøkregning” ”Jeg hader mennesker” ”Jeg er sadistisk ad helvede til. Jeg er jo et lortemenneske” Alt i alt er Mathias’ måske største bedrift at vinde Mokaii-trøjen to år i træk – først som russer og dernæst som tutor. Og så går han altid i shorts.

Indput Institut for Psykologi KU

på Indput-redaktionen Fotos af Stine Karstoft, stud.psych.

Tobias Wriedt Tobias studerer på 5. semester og er en del af tekstredaktørerne. Han er også vejlenser med stort V, men selvom han altid har holdt af den naturskønne by, har Tobias ikke fortrudt tilflytningen til København en eneste gang.

Når Tobias ikke retter kommaer i Indput, holder han af at være lidt mere kreativ, eksempelvis i form af at lave linoleumstryk og at skrive klavermusik. Han elsker også at rejse, og blandt højdepunkterne står bl.a. rundrejse i Rwanda og hans lange vandretur gennem Islands storslåede vidder.

Men han hygger sig nu også meget godt her i København, hvor han f.eks. kan fanges i at se en episode Gossip Girl med en omgang fransk løgsuppe ved hånden – han ville dog ønske, at det var en martini i selskab med Serena van der Woodsen på Upper East Side. XOXO. n

7

Indput Institut for Psykologi KU

SIDE 9-MANDEN Af Sebastian Tobias-Renstrøm , stud.psych. og Lea Isabel Sidenius Botwel, stud.psych.

Foto af Stine Karstoft, stud.psych.

Navn: Andreas Marstrand Alder: 22 Semester: 3.

Status: Helt og aldeles alene.

Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi?

Der er godt nok mange kvinder. Jeg er fint tilfreds.

Hvilke kvaliteter har din drømmepartner?

Hun ligner til forveksling kvinden på Tuborg Guld-flasken.

Hvordan er dit forhold til din mor?

Rigtig godt! Mor er sød og overbærende. 10/10.

Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger?

Kierkegaard, $imo Køppe og meget inden for socialkonstruktivisme.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Jeg er rigtigt glad for at spille guitar, drikke øl og for at lære. De deler en 1. plads, og jeg arbejder fortsat på at forene de tre ting på en hensigtsmæssig måde.

T-baren, Psykosen eller Lapperne?

Klart Torsdagsbaren.

Hvem er din yndlingspolitiker og hvorfor?

Alle fra Radikale Venstre. Jeg har altid syntes, der var noget spændende ved identitetskriser.

Ville du helst være Gucci-Helle eller hulemands Anders Fogh?

Gucci-Helle. Jeg tror, hun har det sjovest.

Hvad provokerer dig?

Nærighed, uhøflighed, arrogance, trækpsykologi. Og fugtige håndklæder.

Hvad er lykken for dig?

At folk omkring mig og jeg selv har det godt. Det kan vel opnås på mange måder.

Hvad er dit yndlingscitat? ”Der findes ikke gift. Kun uheldige doseringer.” – En kemilærer fra gymnasiet.

Bonusinfo: Jeg bliver klippet en gang om måneden, jeg har fødselsdag 1. april, og jeg har absolut intet forhold til kaniner. n

9

TEMASEKTION POLITIK Forhør over den gode »Træd frem: Vi hører At du er en god mand.

Du er ikke til fals, men lynet Der slår ned i huset Er heller ikke til fals.

Hvad du een gang har sagt, det står du ved.

Hvad har du sagt?

Du er ærlig, du siger din mening.

Hvilken mening?

Du er tapper.

Mod hvem?

Du er klog.

For hvem?

Du ser ikke på din fordel.

På hvis da?

Du er en god ven.

Er du også en god ven af det gode folk?

Så hør: Vi ved Du er vor fjende. Derfor vil vi nu Stille dig op mod en mur. Men i betragtning af dine fortjenester Og gode egenskaber Mod en god mur og skyde dig med Gode kugler fra gode geværer og begrave dig med En god skovl i god jord.«

Bertolt Brecht: »Verhör des Guten«, i Werke [Værker], bind 18, Prosa 3, Frankfurt am Main 1995, pp. 502-503 [her med små ændringer efter Me-ti – vendingernes bog, Kbh. 1986, p. 50] Oversættelse af Ivan Malinowski

Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Bolette Bendix Huus

11

Indput Institut for Psykologi KU

Et spøgelse går gennem CSS. Dets navn er Utilstrækkelighedsfølelsen. Det kommer snigende, allerede når ekkoet fra rusugens fest og musik ebber ud, og de sidste gajolshots er tømt, og hverdagen som førsteårsstuderende rammer. rmer.

Af Inger Lund Michelsen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Årgang efter årgang af nye psykologistuderende har slæbt dyre, tunge pensumposer fra Academic Books i den ene hånd, mens de med den anden har skrevet superortiginale motiverede ansøgninger til det udvalg, der skal sikre deres sociale fremtid på studiet. De har med bævende hjerte åbnet døren til en læsesal med truslen om ”ansvar for egen læring” hængende over hovedet. De har overhørt samtaler i Kaninen om frivillige studiejobs og CVguf og mærket, hvordan frygten for arbejdsløshed kan plante sig som et frø i bevidstheden midt i en bid chokoladekiks allerede efter tre uger på studiet.

De har navigeret rundt i CSS’ vanvidsnummering af lokaler kun for at ende i den forkerte bygning foran det forkerte lokale med deres netop færdiggjorte responspapir om handlingsteorien, og har et øjeblik overvejet, om den eneste handlemulighed, der er givet dette individ i denne sociale struktur, er at gå hjem! Det er her, utilstrækkelighedsfølelsens spøgelse er gledet op og har åndet os i nakken med en hvisken om ikke at være god nok, ikke at høre til på dette studie.

Det er på tide, at vi studerende gør op med eventyret om dette utilstrækkelighedens spøgelse. I denne forbindelse har Indput opstillet et manifest med en række synspunkter og mål for studietiden med henblik på at hive dette utilstrækkelighedens spøgelse ud af skyggerne og mindske dets indflydelse på vores liv.

13

1. Det er ikke meningen, at du skal kunne forstå pensum At primærteksterne i kompendierne virker uforståelige, selvrefererende og intetsigende er på ingen måde udtryk for manglende begavelse – det er simpelthen en konsekvens af, at de tekster, der er på pensum, kræver en viden og en teoretisk referenceramme, som man slet ikke har etableret endnu, når man netop er startet på studiet. En tendens, der til dels stadig gør sig gældende, hver gang man tager hul på et nyt fagområde inden for psykologien.

Det er derfor en frustrerende præmis for mange af de første semestre, at man bruger uanede mængder af tid på at læse lange, vanskelige tekster, hvis indhold man ikke forstår, fordi man på ingen måde har forudsætningerne for at kunne forstå dem eller sætte dem ind i et større teoretisk perspektiv.

Efterhånden som man når længere frem på studiet, opbygger man en fundamental viden om teoriretningerne, deres begrebsapparater, og hvordan de placerer sig i forhold til hinanden. Her vil man med en vis lettelse opleve, at man ved en genlæsning af de første tekster faktisk kan forstå (mere af), hvad der står. Indtil da kan det være en fordel at opprioritere læsningen i grundbøgerne og sekundærlitteraturen, idet de kan give et bedre indblik i teoriretningerne og et bedre afsæt for at forstå primærlitteraturen.

2. Sæt den dårlige samvittighed fri – lad være med at læse det hele Alle hidtidige studerendes historie, er den dårlige samvittigheds historie. Noget af det første, der møder én på universitetet, er skræmmetalen om, at det ikke længere er gymnasiet, og at vi nu har ”ansvar for egen læring”. Det, de velmenende instruktorer og lektorer prøver at sige, er egentlig blot, at alle tekster på pensum ikke gennemgås i undervisningen, og at den primære arbejdsbyrde ligger i den tid, vi selv disponerer til at læse og arbejde med teksterne.

Men den pligtopfyldende elev, der har været vant til altid at have læst det hele og møde velforberedt op til undervisningen,

Indput Institut for Psykologi KU

står nu pludselig i den situation, at pensum er enormt, og med oplevelsen af, at det er helt umuligt at læse samtlige tekster til de angivne undervisningsdatoer. Denne oplevelse af konstant at være bagud genererer uanede mængder dårlig samvittighed, fordi truslen om ”ansvar for egen læring” ligger og summer i baghovedet.

En anden og rarere tolkning af ”ansvar for egen læring” lyder, at man på universitetet er mere frit stillet til at indrette sin studieteknik efter, hvad der passer én bedst, og hvordan man lærer mest. Dette betyder, at nogen klarer sig igennem semestret ved at prioritere de mest centrale tekster inden for et givent emne og skimmer let og elegant henover nogle af de andre ved at læse et abstract, et summary eller til nød en Wikipediaartikel. Andre læser meget lidt i løbet af semestret, men kværner sig igennem det hele lige op til eksamen. Nogen opprioriterer nogle af fagene, mens de nedprioriterer andre i løbet af semesteret, i forhold til hvornår eksaminerne ligger, og hvor lang tid man har til at læse op i ugerne op til.

Alle tænkelige studieteknikker og strategier af denne art har én vigtig ting til fælles; nemlig at ingen af dem rummer idealet om at have læst hele pensum og da slet ikke ”til tiden”, men langt de fleste, der benytter sig af dem, klarer sig udmærket til eksamen alligevel. Det vigtige er ikke at have læst alle tekster, men at have læst nok til, at man føler, at man har fået en overordnet forståelse for vigtige begreber og teoretiske pointer.

Den dårlige samvittighed er et livsvilkår som studerende, fordi der altid er noget mere, man kunne have læst, men man kan lade være med at fodre den med idealer om at læse ”det hele”.

Tænk i stedet på, hvornår du har læst ”nok”.

3. Fordyb dig – særligt i alt det uden for pensum Universitetet! Fordybningen og læringens legeplads, hvor ens brændende passion for faget gør hver dag til et motiverende festfyrværkeri af dyb viden. Sådan forestillede man sig måske hverdagen som universitetsstuderende på ens drømmefag, men semestret har allerede nu bekendt kulør som 14 ugers hæsblæsende lynkursus, hvor man overfladisk trækkes igen-

nem et virvar af fag, teoridannelser og paradigmer. Hver gang man endelig støder på en interessant teoretiker eller fænomen, er man straks videre til det næste.

Fordybelsen og fastholdelsen i netop de emner, der interesserer én, er derfor noget, man skal kæmpe for at skabe plads til og holde fast i. At læse den Sylvia Plath-roman, at se den True Crime-dokumentarfilm, at tage til det psykopatiforedrag, at lytte til det Hjernekassenpodcast – det er alle aktiviteter, der måske tager tid fra pensumlæsningen, men som er utroligt vigtige for at holde motivationen og begejstringen for vores fag i live gennem mange semestre af obligatorisk og til tider intetsigende pensum.

Inspiration og input til at blive en god psykolog kommer nemlig både af mere formelle veje – gennem forelæsningerne, pensumlitteraturen og senere selvvalgt litteratur – men den kommer i høj grad også fra mere utraditionelle fronter i tilværelsen, som vi selv skal være med til at skabe.

En anden af disse fronter er at engagere sig socialt på studiet, og i dette henseende er universitetet jo en regulær gavebod af muligheder, uanset om ens interesse skulle være at arrangere fester med Frontallapperne, stå på en scene med Psykorevyen eller spille fodbold med Pavlovs Hunde. Ved at deltage i disse fællesskaber former man sig et netværk på studiet og en følelse af at høre til. Man møder folk, der er længere på studiet end én selv, og som kan give én tips og tricks til, hvordan man klarer sig igennem studiet.

Lad ikke deltagelsen i studielivets mange sociale aktiviteter og tilbud blive endnu en kilde til dårlig samvittighed, men ansku det som en væsentlig og vigtig del af ens studietid, som man har minimum fem år til at udforske.

4. Klog er noget, man øver sig på Når man starter på studiet, har man som regel en ret god fornemmelse for, hvad ens motivation for at være her er: nemlig at lære om menneskets psykologi og blive en vidende og kompetent psykolog.

Meget hurtigt snævres dette fokus ind til det obligatoriske

spørgsmål, som altid må stilles inden første time af seminarholdet afsluttes, nemlig ”hvad forventes der til eksamen?”. Vi spørger, fordi vi hele tiden bliver mindet om, at vores præstation evalueres, og fordi vi ved, at hvis vi hurtigt kan styre os ind på, hvad der forventes af os, og hvordan vi skal besvare eksamen, så kan vi opnå den topkarakter, vi ønsker.

Pludselig er motivationen for at lære blevet reduceret til motivationen for at få 12. Målet med uddannelsen er ikke at øve sig og lære, men at præstere. Præstations- og evalueringskulturen er ikke unik for universitetet, men gennemsyrer store dele af vores samfund. Inden for universitetets rammer har det dog den effekt, at den ”sikre” toppræstation bliver hæmmende for essentielle kvaliteter ved læringsprocessen; nemlig nytænkning, kreativitet, nysgerrighed og det at turde udfordre sig selv eller satse. Vi tør ikke øve os, satse eller provokere, for hver enkel fejl eller mangel får karakteren til at rykke en tak nedad, og hvilke andre steder end i karakterbladet får vi serveret sort på hvidt, hvad vi dur til som psykologer (og som mennesker)?

Det bliver et mål for succes i sig selv at føle, at vi har let ved ting, og et nederlag når noget er svært, udfordrende eller går galt.

Der er ikke nogen af os, nye eller gamle studerende, der kan se os fri af denne demotiverende tendens, men noget, vi kan gøre, er at minde os selv og hinanden om at holde fast i vores oprindelige motivationer for at læse og lære om psykologien, og om at uddannelse er en arena, der er skabt til at lære og øve sig og dermed til at fejle, satse og være nysgerrig – ikke til at lire den ene toppræstation af efter den anden.

Et spøgelse går gennem CSS. Dets navn er Utilstrækkelighedsfølelsen. Nye såvel som gamle psykologistuderende, foren jer i kampen mod dette spøgelse! Hver gang vi sammenligner os med hinanden og holder vores succeser op mod hinandens, så vokser spøgelset en lille smule. Lad os i stedet hive det ud af skyggerne og ud i lyset. Lad os tale om alt det vi ikke når, alt det vi ikke forstår, og alt det som får os til at føle os utilstrækkelige. Der skal nok en større samfundsmæssig uddrivelse til, før vi én gang for alle kan smide spøgelset på porten, men det kan være, at utilstrækkelighedsfølelsen vil spøge en lille smule mindre hos os alle sammen, hvis vi øger oplevelsen af at fejl, mangler og usikkerheder er noget, der overgår os alle, men at vores verden består alligevel. n

15

PSYKOLOGIEN

LANGS DET PARTIPOLITISKE SPEKTRUM Af Alexander Gjerding, stud.psych., Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. og Phillip Dyssegaard, stud.psych.

Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Har du nogensinde overvejet, om de psykologiske retninger hænger sammen med en bestemt politisk profil? Ved du, hvor dine teoretiske sympatier ligger, men har svært ved at bestemme dig, når du skal stemme til folketingsvalget? Så er denne artikel noget for dig.

Vi afslører den gamle positivistiske løgn om, at det er muligt at adskille videnskab og ideologi og udleder de psykologiske skolers partipolitiske ståsted. Nemt.

Indput Institut for Psykologi KU

Kritisk psykologi: Den kritiske psykologis marxistiske rødder placerer den naturligt på den yderste venstrefløj, og her stemmer man selvfølgelig Enhedslisten. Enhedslistens overgang fra en revolutionær og radikalt anti-kapitalistisk position i retning af en mere pragmatisk centrum-venstre politik spejler, hvordan den kritiske psykologi er gået fra en ambition om at skabe et nyt ”subjektvidenskabeligt” paradigme for psykologien til – noget mere nøjsomt – at fokusere på praksisforskning af konkrete livsførelser.

A&O: Arbejds- og organisationspsykologen er typisk karakteriseret ved et solidt engagement og interesse for at hjælpe almindelige mennesker (på samme måde som man ser det hos den kritiske psykologi) blandet med et solidt ønske om at være og have det lækkert (modsat hvad man ser hos den kritiske psykologi). Ifølge A&O-psykologen må konklusionen på Marx’ historiske materialisme være, at revolution er utopisk, usexet og usoigneret, og at fodformede sko, billigt tøj og dårlig kaffe aldrig har gjort noget godt for nogen.

Den forskel, man gør, må nødvendigvis ske indenfor rammerne af det eksisterende politiske og økonomiske paradigme. Hvis man for eksempel kunne hjælpe en virksomhed med at ”vækste” ved at hjælpe medarbejderne til at forstå, hvor fedt det er at arbejde, mens man sikrer sig selv en gedigen hyre og har det for lækkert, er alle vindere. A&O-psykologen stemmer selvfølgelig på Det Radikale Venstre.

Trækteori: Ved en hurtig analyse af din trækprofil er det muligt at afdække dine forcer og dine svagheder og hermed bestemme, hvordan og hvorledes du bedst kan (og bør) bidrage i samfundsprocessen. Du må forstå, at samfundet er en organisme: Nogen skal være hovedet, andre armene og andre igen benene. Det er dine medfødte talenter, der bestemmer, hvor du ender, og du kan måske synes, at det er unfair at være stavnsbundet til dit biologiske udgangspunkt og gøre indvendinger om, at kulturen også spiller en rolle.

I så fald må vi bede dig om at søge læge. Hvis der er noget, som trækpsykologien og traditionen har lært os, så er det, at ”nogen” tager de bedste beslutninger og bygger de bedste huse, mens ”andre” egner sig bedre til at passe hjem og drage omsorg. Som den canadisk-amerikanske eksperimentalpsykolog Stephen Pinker siger det: ”The truth can’t be sexist”. Vær venlig at acceptere din trækprofil, så vi kan få noget ro og ordentlighed! Trækpsykologen stemmer selvfølgelig på Det Konservative Folkeparti.

17

Kognitionspsykologi: Efter murens fald og Sovjetunionens opløsning stod det liberale vestlige demokrati tilbage som det eneste holdbare politiske alternativ og har sidenhen spredt sig til det meste af verden. På samme vis synes kognitionspsykologien at have etableret sig som psykologiens paradigmatiske mainstream og er stille og roligt ved at kolonisere alle andre sfærer af psykologien (emotioner, det ubevidste, terapien) med en hast, der snart kan betyde kognitionspsykologiens totale dominans med de videnskabelige ideologiers død og psykologihistoriens afslutning til følge. På samme måde som grundlagsdiskussioner om alternative samfundsformer er forstummet i det liberale demokrati, hvor midterpartierne alene slås om at levere det bedste bud på, hvordan man skaber mere vækst, således er de videnskabsteoretiske refleksioner inden for kognitionspsykologien blevet overflødiggjort af en ukuelig tro på eget ufejlbarligt fundament og en antagelse om, at samtlige af psykologiens problemer kan løses ved den blotte indsamling af mere data.

Kognitionspsykologen stemmer Venstre eller Socialdemokratiet.

Positiv psykologi: Den positive psykologi udspringer af en dybsindig videnskabssociologisk analyse, der kan opsummeres med følgende (nogenlunde loyalt fremstillede) parafrasering: “Psykologien har fokuseret alt for meget på det dårlige, men skulle snarere tage og fokusere på alt det gode!” Denne analyse har en slående lighed med Liberal Alliances fortolkning af den politiske situation, hvorfor den positive psykolog naturligvis stemmer LA. Fattige, socialt udsatte, psykisk syge, jajaja. Folk glemmer helt at se al den glæde, der potentielt vil komme ud af den seneste skattereform, når den øvre middelklasse for første gang i danmarkshistorien får adgang til overklassens luksusbiler. Hvor er perspektivet!? Hvis melankolske dødbidere skulle finde på at indvende, at dette geniale gestaltskifte nødvendigvis må indebære en nedprioritering af omsorgen for de svageste, har den positive psykologi/Liberal Alliance et svar.

Fælles er nemlig en forståelse for, at de lovmæssigheder, der hidtil har kendetegnet den psykologiske, politologiske og fysiske virkelighed, er et ideologisk bedrag. Det viser sig, således, at en prioritering af trivsel, flow og gifted children ikke indebærer mindre fokus på mistrivsel, at økonomiske nedskæringer ikke medfører forringelser af velfærden, da det er muligt at effektivisere de offentlige institutioner i det uendelige, og at klimaforandringerne aldrig bliver et problem, hvis vi lader som om de ikke eksisterer.

Socialkonstruktionisme: Er du træt af blokpolitik? Af socialister, liberalister og konservative, der bekæmper hinanden? Lad os sætte os ned og tale om tingene. Det viser sig nemlig at virkeligheden ikke er andet end en

Indput Institut for Psykologi KU

social konstruktion, hvorfor der er grund til at være optimist. Vi ændrer verden ved at ændre de kategorier og begreber, der udgør den. Om der eksisterer biologiske kønsforskelle? Nonsens.

Stop med at reproducere denne ækle ideologi og erstat straks alle pronominer med hen. Så skal du se kønsdelene bortsvinde som dug for den socialkonstruktionistiske sol (og skam dig i øvrigt for at undre dig i første omgang). Islamisk Stat og finanskriser? Mon ikke det kan løses med dialog og danseworkshops?

Armen, armen, armen, det er crazy det her! Socialkonstruktionisten stemmer selvfølgelig på Alternativet.

Psykoanalyse: ”Efter-finanskrakket: Magnettog over Kattegat”, ”Glass-Steagall eller kaos”, ”Bankopdeling – ikke hyperinflation”, ”Win-win med BRIKS, ikke kollaps og krig”. Logikken er forvirrende, formørket og til tider decideret paradoksal, hvorfor psykoanalytikeren selvfølgelig stemmer på Schiller Instituttets venner.

Humanistisk psykologi: Den humanistiske psykologi forstår, at det hele handler om mennesket. Hvad er dets behov, dets ønsker og dets drømme?

Selvfølgelig er frihed og selvrealisering vigtigt, men det kan kun lade sig gøre, hvis de mere basale behov i behovspyra-

miden er dækket. Den humanistiske psykolog forstår, at det moderne menneske har mere brug for et kram end en skattelettelse, og at det er vigtigere med varme hænder end infrastruktur og olieeventyr i Arktis. Den humanistiske psykolog stemmer Socialistisk Folkeparti, der ligesom den humanistiske psykologi er kendetegnet ved at ”mene det godt”, har sin storhedstid bag sig og langsomt men sikkert bliver mere og mere irrelevant.

Dyrepsykologi/dyre-assisteret terapi: Alle ved, at med en blød, hvid kanin i favnen bliver selv det værste angstanfald tåleligt, ligesom et lederudviklingskursus kun bliver bedre, hvis det foregår på ryggen af en shetlandspony. Dyrepsykologen mener, at dyr er underprioriteret og kræver, at de får rettigheder og retssikkerhed, der er et moderne subjekt værdigt. Hvis det stod til dyrepsykologen, indeholdt biblen et 11. bud, der lød: ”Elsk dit dyr, som du elsker din næste” med efterfølgende præcisering ”Dvs. din næste i geografisk forstand. Ikke næsten langt væk. Det er ikke din næste. Og med dyr menes søde og nuttede dyr. Ikke f.eks. slagtesvin eller burhøns.” Denne blanding af sælsomt fortolket næstekærlighed og arbitrær dyrevelfærd gør dyrepsykologen til den oplagte DF vælger. n

19

Hvad har psykologer at sige om samfundet?

Interview med Eva Secher Mathiasen

Indput Institut for Psykologi KU

Af Frederik Bjerre Andersen, stud. psych. og Cecilie Bildstedfelt, stud.psych.

Foto af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych.

Da nogle af os startede som psykologistuderende, fik vi i sin tid at vide, at vi skulle passe på med at fortælle folk, at vi studerede psykologi. Vi fik endda en anbefaling om, at vi med fordel kunne afværge fordomme under et dække af, at vi studerede tysk. Men psykologifaget er ikke længere blot forbundet med tabu, tavshedspligt og tankelæseri.

Psykologi er i sit brede omfang faglig viden om menneskelig trivsel, og der er ingen grund til at dække fagligheden til. Tværtimod giver psykologfagligheden et solidt fundament til at blande sig i samfundsdebatter, engagere sig politisk og give beslutningstagere noget at tænke over, særligt inden for sundheds- og velfærdsområdet.

Dette fik formanden for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen for alvor slået fast, da hun deltog i DR2’s Debatten for et par år siden. Her advokerede hun for en vision om, at mennesker i sig selv er målet og ikke blot et middel som ”fodsoldat for konkurrencestaten”.

Indslaget med Evas slagkraftige budskab rettet mod folketingspolitikere og erhvervslivsrepræsentanter blev enormt populært via de sociale medier, og i dag er hun et genkendeligt navn og ansigt for de fleste danskere.

For nylig mødtes Indput med Eva til en snak om psykologens rolle i samfundet, konkurrencestatens konsekvenser og lidt om hvilket arbejdsmarked vi kommer til at stå over for.

Indput: Hvad tænker du om din egen rolle i samfundet som psykolog og formand for Dansk Psykolog Forening?

Eva: Psykologer er meget efterspurgte, både for vores kliniske og organisatoriske ydelser. I dag arbejder psykologer på alle mulige andre flader, hvor psykologer traditionelt ikke har været før. Det hænger sammen med, at psykologi som fag er ungt. Psykologien har gennemgået en eksponentiel udvikling alle mulige steder, fordi der i samfundet har været et større kald efter menneskelig dygtiggørelse, udvikling og psykologividen. Derfor bliver vores genstandsfelt mere anerkendt, hvilket giver os en anderledes position i samfundsdebatten end tidligere. Hver dag er der psykologer, som udtaler sig i pressen. Den opmærksomhed, som vi får, den bruger vi dels, fordi den understøtter vores eget fag og forståelsen af, hvad psykologer kan, og dels fordi vi i vores formålsparagraf i Dansk Psykolog Forening har defineret, at vi skal sikre os, at vores viden bliver brugt til at skabe et bedre samfund og skaffe psykologividen til dem, som har brug for os.

Indput: Var det netop med reference til formålsparagraffen, at du i 2015 i Debatten på DR reagerede ret kraftigt over for politikerne i panelet? Hvad fik dig op på barrikaderne?

Eva: Det havde ikke at gøre med en partipolitisk observans – jeg tror i øvrigt, det er meget få, som kan gætte, hvad jeg stemmer på. Jeg har før spurgt folk i forskellige sammenhænge, og det er meget sjældent, at folk gætter rigtigt. Hvad angår den debat for to år siden, så har det at gøre med at bruge ens faglighed dér, hvor den er nyttig. Jeg vil påstå, at hvis man som psykolog ser det klip, som blev vist rigtig mange gange, så ville man vide, at der er viden og forskning bag de påstande, som jeg kom med. Det handler om at vise, hvad der hjælper de mennesker, som underlægges reformerne. Den reformiver, der hersker for tiden på velfærdsområdet, er velbegrundet.

21

Helt grundlæggende opponerer jeg mod styringsregimet, som i sidste ende amputerer fagligheden og det kliniske arbejde for psykologerne – og som fører til ringere kvalitet for borgerne.

Der er en demografisk udvikling, som kommer til at betyde øgede krav til effektivisering af sundheds- og velfærdsudgifter og en international konkurrence, hvor lande slås på deres samfundsbudgetter, og hvor man blandt midlerne må se på interessevaretagelsen for de virksomheder, som tjener skattekronerne hjem. Det er legitimt, at politikerne gerne vil spare – det kan jeg godt forstå – men nogle gange træffer de bare ikke de mest effektive beslutninger. Reformiveren fra politisk hold har ikke haft øje for at måle effekten af de givne midler, som afsættes. Eksempelvis i psykiatrien kan vi se på tallene, at der er en større aktivitet end tidligere, og det er jo egentlig fint. Men samtidig kan vi se på statistikkerne, at der er flere patienter, som kommer igen – simpelthen fordi kvaliteten for det første besøg var for ringe, og de ikke er blevet raske. Og det er ikke godt, at vi interesserer os mere for aktiviteten end for effekten af aktiviteten. I det hele taget kan man sige, at reformiveren fokuserer på at skabe aktivitet frem for effekt, og det er bare ikke virkningsfuldt. Helt grundlæggende opponerer jeg mod styringsregimet, som i sidste ende amputerer fagligheden og det kliniske arbejde for psykologerne – og som fører til ringere kvalitet for borgerne. Min påstand er, at rigtig mange skattekroner går spildt i den øvelse.

Indput: ”Styringsregimet”? Hvem referer du her til?

Politikerne på Christiansborg, de lokale forvaltere i kommunerne eller nogle helt andre?

Eva: Jamen … Begge dele sådan set. Det er det, jeg plejer at kalde ”New public pølsefingre”. Man har truffet nogle skrivebordsbeslutninger, der er lig den måde, man styrer det private erhvervsliv på, bare uden fokus på kundens udbytte, hvor kunden er forstået i det offentlige som borger. Det er fornuftigt at tænke i pengestrømme og budgetstyring, når der skal spares, men det er forstyrrende og ineffektivt, når fagligheden bag disse beslutninger udebliver, sådan at man reelt ikke får mere for pengene, selvom det kan se sådan ud.

Indput Institut for Psykologi KU

Dansk Psykolog Forening ”Det er Dansk Psykolog Forenings vision at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel. Psykologerne og psykologien er afgørende for et samfund med sunde borgere og virksomheder. Som psykologer ved vi, at den enkeltes trivsel er forudsætningen for et stærkt fællesskab.

Det er vores langsigtede strategiske mål at sikre: Fri, lige og reel adgang til psykologisk indsats Arbejdsgiverfinansiering af efter- og videreuddannelse for alle psykologiske specialer Psykologernes indtjenings og arbejdsforhold skal afspejle psykologernes høje kompetenceniveau Dansk Psykolog Forening som et levende fagligt og fagpolitisk netværk for psykologer Psykologien som akademisk profession, der indbefatter høj kvalitet og etik i udøvelsen.”

www.dp.dk

Indput: Din kritik omhandler således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der bevilliges penge nok, men i højere grad om selve forvaltningen af pengene? Hvad er det for en faglig viden man efterspørger, og hvad bliver konsekvensen i tilfælde af, at den udebliver?

Eva: På psykologområdet har vi usandsynlig mange måder at måle effekten af vores arbejde på, men samtidig oplever den enkelte psykolog sommetider at udføre et stykke arbejde, som er virkningsløst for borgeren. Fra politikernes side pålægges psykologen at udføre bestemte aktiviteter, som har til hensigt at skabe effekt – men uden at psykologen har mulighed for at bruge sit kliniske skøn i vurderingen af, hvad der rent faktisk skaber bedst mulig effekt inden for den økonomiske ramme, man har. Det ville være langt mere legitimt, hvis politikerne sagde: ”Vi vil kun bruge et x-antal penge på sundhedsvæsenet, og de skal gå til x, mens vi ikke vil bruge særlig meget på y…”, så kan vi på dén måde forholde os til, hvad politikernes intentioner på sundhedsområdet er.

Lige nu sker der dét, at man lover borgerne mere, end man er villig til at afsætte midler til, og det skaber en frustration i systemet hos både fagpersoner og borgere. Hvad med at politikerne blev bedre til at prioritere åbent, fremfor at love mere end budgetterne kan holde?

Indput: Hvor er det styringsregimet fejler? Kan du give nogle specifikke eksempler?

Eva: Der begynder at opstå problemer, når beslutningstagere begynder at botanisere i, hvordan man skaber resultater, som nogle andre fagpersoner er specialister i at skabe. Jeg synes, det var så rørende åndssvagt, da man lavede dagpengereformen. Dér var der nogen, der havde læst lidt om – eller læst om en professor, der havde læst lidt om – psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahnemann, som står fadder til adfærdsøkonomi. På baggrund heraf lavede man så et incitament i dagpengereformen, hvor man søgte at skabe en såkaldt tabsaversion. Hvis man er nyuddannet og ikke får job inden for tre måneder, så ville de skabe en tabsaversion ved at tildele den nyuddannede færre penge, for så vidt de ikke var kommet i job indenfor en bestemt tidsramme. Men her går det galt, for det er ikke sådan, at man laver en tabsaversion. En tabsaversion laver man ved, at nogen får noget, som man så tager fra dem igen. Der burde man have spurgt en psykolog, eller én, der rent faktisk ved noget om feltet, så incitamentet bliver forskningsbaseret og ikke en skrivebordskonstruktion.

Ligeledes kan vi se i forskningen, at psykologbehandling mod let til moderat angst virker så vidt, at man har en ramme på 12-24 timer at give af. Så er der et embedsværk, der siger: ”Jamen altså, så kan vi lige så godt sige 10 timer, og vi kan faktisk se på gennemsnittet, at det faktisk virker på seks timer, så vi kan lige så godt sige seks timer til alle …” – og her tænker man, at det ville da være skønt for vores skattepenge, hvis det virkede sådan, og super skønt for borgeren at der ville være en positiv udvikling på seks timer for alle, men gennemsnittet er noget andet end den samlede population. Hvis du kigger på forskningen, er du nødt til at have en behandlingsramme på 12-24 timer, så den enkelte psykolog har tilstrækkelig frihed til at skabe den ønskede effekt for den enkelte borger – og så er det selvfølgelig kun glædeligt, hvis det tager kortere tid.

Der er altså alle mulige teknokratløsninger rundt omkring, som er effektløse, bare fordi det ville være dejligt, hvis vi kunne spare nogle penge. På den måde går vi rundt og stikker blår i øjnene på hinanden.

23

Indput: I Debatten kom du med en opsang til politikerne om, at de er visionsløse. Kan du prøve at uddybe hvorfor din kritik er berettiget?

Eva: Jeg misunder ikke politikernes opgave, for den er hammersvær. I forhold til min deltagelse i Debatten var det heller ikke min oplevelse, at jeg skældte dem, jeg stod over for, ud, men at jeg havde en fin og relevant øjenkontakt med dem.

Dét, der er galt, er, at politikerne ikke fortæller os, hvor vi skal hen, og på den måde fremstår de visionsløse. Det, vi hele tiden hører, er, at vi skal spare, blive dygtigere og træffe nogle bedre beslutninger. Men de fortæller os ikke, hvad det er for en fremtid, de gerne vil hen til. Dét, de fortæller os, er, hvor vi skal hen lige nu og her og frem til næste valg, og visionerne rækker ikke meget længere end til bilafgifter og håndværkerfradrag.

Indput: Hvordan får man politikerne til at lytte til psykologernes faglighed? Kan du give et eksempel fra dit eget virke som formand for Dansk Psykolog Forening?

Eva: Hovedparten af mit arbejde foregår bag tæppet. Med andre ord bliver jeg jævnligt spurgt og ringet op af politikere ift. at komme med psykologfaglig bidrag. Rigtig meget af mit arbejdet handler om at netværke og skabe dialog med politikere, embedsværk og andre interesseorganisationer. Essensen af vores politiske arbejde i Dansk Psykolog Forening er at fodre politikerne med foreningens synspunkter baseret på tal og analyser for på den måde at få politikerne til at flytte sig til dér, hvor vi gerne som forening vil hen. En mindre del af arbejdet består i at lave pressearbejde, men hovedparten er politisk benarbejde, som ingen andre end jeg og vores chef i politisk analyse beskæftiger os med. Den slags ting kommer aldrig frem i pressens lys.

Indput: Apropos det, der så når frem til pressens lys og generelt den offentlige debat; savner du, at der er flere psykologer, som stikker en fod frem på denne arena?

Eva: Vi ser hver dag, at der er én til flere psykologer, som udtaler sig til pressen. Men jeg kunne godt tænke mig, at der var endnu flere. Som regel bliver vores psykologfaglige bidrag taget rigtig godt imod derude.

Indput: Men, hvis vi taler om psykologers tilstedeværelse i et større helikopterperspektiv, i de helt store medier, der rækker vores bevidsthed i almindelighed da ikke længere end til, at vi akkurat ved, hvem Brink mann og Eva er … med andre ord, er der et fravær af

Indput Institut for Psykologi KU

Vi har et samfund først og fremmest for, at vi bliver livsduelige, sunde mennesker. Det er derfor vi hjælper hinanden på den måde, vi nu engang gør som mennesker. psykologfaglig viden i toppen af den danske medieverden?

Eva: Jo … og nej. Vi er meget efterspurgte. Men dét, jeg tit hører fra journalisterne, er, at når de ringer til en psykolog, så siger psykologen typisk: ”På den ene side … På den anden side … Der er også en forskningsgren, som siger sådan her, og i øvrigt er det ikke mig, der er specialist – du skal nok ringe til en anden.” Så fravælger journalisterne til tider psykologerne, og ringer til en anden person, som godt gider at være ekspert i hvad som helst – alt fra børn til psykiatri til personlighedsforstyrrelser. Psykologer er sommetider varsomme med at udtale sig om sit fag, og det er fordi vi faktisk kan være vældig hårde ved hinanden. Det er også noget, vi i foreningen prøver at arbejde med. Nogen, der mener noget, og rent faktisk tør tage et standpunkt, bliver udsat for voldsom kritik fra deres fagfæller, og det er i bund og grund ødelæggende for debatten og også nogen gange for foreningen.

Indput: Jeg kan huske, at jeg så et interview med dig, hvor du skitserede velfærdsstaten over for konkurrencestaten, og hvor jeg kan forstå på dig, at du ikke er helt tilfreds med den logik, der hersker inden for konkurrencestaten nogle gange. Hvordan ser du de to måder at føre en stat over for hinanden, og er de uforenelige?’

Eva: Åh, ja det er et stort spørgsmål. Velfærdstaten havde jo en intention, det her fiskestangsprincip, at hvis vi hjælper folk på den rigtige måde, så lærer de at klare sig selv. Det er så velfærdsstatens opgave at kompensere for den form for ulighed, som finder sted, når nogle mennesker oplever bump på vejen, som andre mennesker ikke oplever. Og det var jo en super intention. Og den er jo også lykkedes ... Delvist. Men der var et reelt behov for at forandre velfærden. Styringen af vores budgetter var for dårlige, og effekten vi fik for vores skattepenge var for ringe. At man så indførte det radikalt modsatte, som man kan konceptualisere som konkurrencestat, var ikke den bedste løsning. Her er det også konkurrence, forstået som en tidsånd, der gælder os alle sammen, som vi pålægger hinanden, med de autoriteter, som man nu engang har som forældre, politiker, lægmand eller deltager

i den offentlige debat. Særligt de unge har stået for skud; nu skulle de producere mere, vælge mere rigtigt, være mindre forkælede og have færre curlingforældre. Man skal præstere godt, og så sammenligner vi os med andre lande, hvor man på nogle parametre altså præsterer bedre. Forskellen på de to stater er altså, at inden for konkurrencestaten handler det om at være omsættelig på arbejdsmarkedet, hvor det inden for velfærdsstaten handlede om at være et livsdueligt menneske.

Jeg synes, vi har en pligt til at tilbyde den viden og de perspektiver, vi har, og så er der nogle politikere, der har ansvar for at træffe de beslutninger, de nu træffer.

Ud fra en psykologfaglig vinkel er det et utroligt dårligt skifte, da dét, i hvert fald i min optik kolliderer med dét, der er grunden til at vi har et samfund. Har vi et samfund først og fremmest for, at mennesker bliver omsættelige på et arbejdsmarked? Nej, det er et middel til at opnå noget andet. Vi har et samfund først og fremmest for, at vi bliver livsduelige, sunde mennesker. Det er derfor vi hjælper hinanden på den måde, vi nu engang gør som mennesker.

Vi plejer også altid at pege på den enkelte: ”DU gør noget forkert, DU har angst, DU har truffet det forkerte studievalg”, og alting falder ligesom tilbage på én selv. Dér træder psykologien og også sociologien ind – i hvert fald i mit hoved. Når det er sådan, at angst er blevet Danmarks dyreste sygdom – ikke målt i hvad det koster at behandle, men hvad det koster at lade være – og når det er sådan, at Verdenssundhedsorganisationen siger at depression i 2030 bliver den primære årsag til, at folk i den vestlige verden står uden for arbejdsmarkedet, så er det ikke længere et individuelt problem. Så er det en tidsånd, der gør noget ved os, som er usundt. Vi har indrettet samfundet på en måde, som ikke betjener den menneskelige væren på en særlig fornuftig måde. Det er ikke et individuelt problem, når forekomsten er så stor, og derfor kan det ikke håndteres med individuelle løsninger.

Indput: Og hvem skal italesætte det her problem? Man kan jo godt forstå, at mange politikere ikke har interesse i dette, da det ikke harmonerer med beregninger i finansministeriet i forhold til effekt.

Eva: Præmissen om at mange politikere ikke er interesseret i dette spørgsmål er faktisk ikke rigtig. Vi har rigtig mange gode samarbejdspartnere på Christiansborg i forhold til de kliniske interventioner. Det er faktisk ved at vinde indpas, når vi siger: ”Mål på effekt i stedet for aktivitet!” – i hvert fald inden for velfærdsområderne. Men vi italesætter det, jeg italesætter det og andre psykologer italesætter det, for der er simpelthen en nødvendighed i det. Hvis det var sådan, at vores statsminister stod og sagde det, så var det ikke lige så nødvendigt, at jeg stod og sagde det.

Jeg synes, vi har en pligt til at tilbyde den viden og de perspektiver, vi har, og så er der nogle politikere, der har ansvar for at træffe de beslutninger, de nu træffer. Men jeg er ikke én af dem, der mener, at de politikere, der sidder på Christiansborg, er nogle klaphatte. Jeg tror faktisk på, at hver og én sidder der, fordi de har en ærlig ambition om at gøre noget godt for Danmark. Og de ved selvfølgelig en masse på nogle områder, og så er der nogle områder, de ikke ved så meget om, og så tilbyder vi vores viden omkring de områder, hvor vi synes, at vi ved noget mere.

Indput: Kan du påpege nogle sundhedsfaglige områder, som mere strukturelt påvirkes af konkurrencestatslogikken?

Eva: På det individuelle plan sker der én ting, men på et strukturelt plan sker der noget andet, som er lige så dårligt, måske endda værre. Nemlig at man konkurrenceudsætter de enkelte institutioner og sektorer over for hinanden. I stedet for at man faciliterer et samarbejde og laver nogle budgetter og incitamentsstrukturer, der gør, at de samarbejder, så laver man budgetter og incitamentsstrukturer, der gør, at de giver sig til at konkurrere mod hinanden. Det vil sige på et sygehus, så laver man incitamentsstrukturer, så afdelingerne konkurrerer mod hinanden. Kommer der en patient med angst og personlighedsforstyrrelse, så giver man sig til at slås om hvem, der har ansvar for patienten, og hvem, der skal betale, i stedet for at finde ud af hvilke medarbejdere, som har kompetencen og ekspertisen til at håndtere det her.

Indput: Hvem mærker konsekvenser af den interne konkurrence?

Eva: Det ses særligt på børneområdet. Der har man groft sagt defineret det således, at regionerne har en forebyggelsespligt, og kommunerne har behandlingspligt, dvs. at kommunerne først kan behandle, når det rent faktisk er patologisk, hvad enten det er psykisk eller somatisk. Men der er rigtig mange børn, som ligger i spændet, og som ikke er egentlig patolo-

25

gisk, men før-patologisk eller nær-patologisk. De børn kræver ikke den specialiserede behandling som børne- og ungdomspsykiatrien kan give, men de er heller ikke klaret godt nok med en lille forebyggelsesindsats. Så sker der konkret det, at psykologer siger: ”Jeg har fundet et barn, som har angst eller begyndende spiseforstyrrelse, og jeg ved godt hvad der skal til, men jeg må ikke gøre det”. Så må man vente et halvt år til at barnet udvikler en lidelse, som er alvorlig nok til at blive behandlet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvorefter barnet må stå på venteliste der. Det er meget dyrere. Det er nogle tåbelige konkurrenceincitamenter, man har bygget ind i systemet. Hvor man i stedet for at skabe personkendskab mellem fagpersoner og i stedet for at skabe samarbejde, dele kompetencer og ressourcer, så skaber man konflikt mellem lederne i forhold til hvilket budget, der skal rammes den her gang.

Indput: I forhold til vores rolle som psykologistuderende – hvordan skal vi tænke vores faglighed? Hvilke ord kunne du godt tænke dig at give os med på vejen?

Eva: I skal først og fremmest vide det, I nok allerede ved: At jeres fag rækker meget længere ud end til de stillinger, der står ”psykolog” på. Jeg ønsker, at vi snart får en generation af psykologer, der træder op i ledelse og ind i politik, for vo-

Indput Institut for Psykologi KU

res viden er meget brugbar og anvendelig begge steder. Dem, der gerne vil beskæftige sig med det klassiske kliniske eller sociale arbejde går en fremtid i møde, hvor det er svært at få lov til at være dygtig og svært at få lov til at skabe resultater, medmindre det lykkes at ændre på styringskulturen – og det gør det jo måske. Jeg kan ikke lide at være dommedagsprofet, men vi har altså også nogle fremtidsudsigter i forhold til det arbejdsmarked, I skal ud på. I er sikkert allerede bekendt med dimittendledigheden, som ikke er så høj for os, som den er for andre, men som trods alt er højere for os end den plejer at være. Og det gør jo, at alle slås for at få høje karakterer og det rigtige studiejob, så man på sigt kan få det rigtige arbejde.

Arbejdsmarkedet er i rigtig stor forandring, hvis vi skal tro på dem, som spår om fremtiden lige nu. Vi vil se en øget digitalisering og teknologiunderstøttede psykologydelser, der vil være færre overenskomstdækkede i fremtiden, for den offentlige sektor måske vil svinde ind, flere vil være projekt- og deltidsansætte og flere vil shoppe rundt i forskellige dele og nicher af psykologien på arbejdsmarkedet. Lige dét sidste med at prøve faget af på forskellige områder på arbejdsmarkedet så hører jeg faktisk en del unge psykologer sige: ”Det er sgu da meget fedt, og jeg vil gerne bruge mit fag på rigtige mange områder – så længe jeg er nogenlunde sikker på at få et job i den anden ende også”. Så er det faktisk ret fede omstændigheder, hvor man tidligere måske bare synes det var fedt at blive tjenestemand og så være det i 50 år.

Indput: Når du siger det her med, at du håber at unge psykologistuderende bevæger sig ind i politik, er det så partipolitik eller i mere faglig forstand?

Eva: Ja, det hele vil jeg sige. Man kan lave politik på virkelig mange måder. Man er ikke kun politiker, når man er på Christiansborg.

(...) jeres fag rækker meget længere ud end til de stillinger, der står ”psykolog” på. Jeg ønsker, at vi snart får en generation af psykologer, der træder op i ledelse og ind i politik, for vores viden er meget brugbar og anvendelig begge steder.

Indput: Er der et fravær af psykologer i dansk politik?

Eva: Nej … Jo. Eller det lyder næsten som om at jeg lægger en pligt på jer, og jeg ved jo, at I elsker jeres fag. Jeg hører næsten overalt, hvor jeg kommer til psykologer, at faglig udvikling og det at blive pisse dygtig til sit fag er det, som plejer at tælle for de fleste. Det er også derfor, at der ikke er så mange, som siger farvel til psykologfaget for at gå ind i politik, og det betyder, at vi virkelig også i den offentlige sektor mangler ledere.

Selv i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) er det op imod halvdelen af lederne, som ikke er psykologer – for psykologerne vil ikke. Det er et kæmpe problem for udviklingen af faget i PPR. Indput: Det er ikke en berøringsangst, eller hvad?

Eva: Det tror jeg sådan set ikke. Jeg tror psykologerne elsker deres fag, og de vil ikke slippe deres klienter. Jeg er jo både politiker, og jeg er leder, og jeg skal love jer for, at i starten da jeg blev formand, der savnede jeg mine klienter. Men det gør jeg ikke længere, for jeg har hele tiden mit fag med mig – jeg har det hele tiden lige i fjæset. Det er så bare på nogle andre præmisser. Jeg har ikke klinik mere, men jeg rører ved mit fag på alle mulige måder. Både når jeg skal udøve ledelse eller lave forandring. Én af mine hovedopgaver, når jeg ikke er ude i marken, er jo at lave strategisk udvikling af foreningen, og der bruger jeg mine kompetencer som psykolog rigtig meget.

Så både inden for politik og som leder er der rigtig meget at hente af sit fag for en psykolog. Man skal bare forstå, at man skal bruge det på en ny måde.

Jeg synes, at de studerende skal vide, at der er glaslofter over det hele for psykologer, og I skal bare tæve på dem, så de kan flytte sig. I psykiatrien har vi sloges en del år for at få psykologer højere op i organisationen, og det er svært, for det er et lægevælde. Mange læger har den opfattelse, at det er dem, der er de rigtige til at lede der, og det er også rigtigt, at de er der, men psykiatrien kunne blive meget bedre, hvis der var flere psykologer i ledelsen. Der er glaslofter i den forstand, at man nogle gange forventer en anden ansøgergruppe til en lederstilling end fx en psykolog. Men det betyder ikke, at I ikke skal søge den stilling, for I har masser af kompetencer.

Vi havde for fire år siden et projekt, som hed ”Psykologkampagnen nr. 1”, hvor vi forudså det her med dimittendledighed. Vi forudså, at der vil være betydeligt flere psykologer på arbejdsmarkedet, og at vi blev nødt til at skabe flere arbejdspladser. Så tænkte vi, at vi blev nødt til at sparke dørene ind på det private arbejdsmarked og skabe en masse psykologstillinger der. Vi slog simpelthen en åben dør ind, for de stod der med åbne arme og sagde: ”Der er så tit HR-stillinger og projektlederstillinger, hvor man tænker, hvorfor søger psykologerne dem ikke?”. Men psykologerne søger dem ikke, for der står ikke ”psykolog” i stillingsopslaget. Der skal I bare vide, at I er meget velkomne derude. Det var ikke det private erhvervsliv vi skulle arbejde med, det var faktisk psykologernes selvopfattelse, vi endte med at skulle arbejde med, for de tror ikke sig selv i de stillinger. Der er mange psykologer derude, der siger til mig: ”Jeg er ikke en rigtig psykolog!” Jo, du er en rigtig psykolog! Ligesom alle de andre. Du laver bare ikke det samme, som psykologerne lavede for tyve år siden.

Men du er stadig en rigtig psykolog, for du bruger dit fag, og sit fag slipper man aldrig.

Indput: Lige her på falderebet: Jeg læste i Information, at du var lidt smigret i forhold til at gå ind i politik.

Kan vi forvente at se mere af dig, og hvor kan vi forvente at se mere af dig henne?

Eva: Altså jeg er formand for Dansk Psykologforening.

Indput: Jeg tænker i partipolitisk forstand? Kunne det blive aktuelt en dag?

Eva: Det kan godt være. Men lige nu kan jeg ikke forestille mig et andet job, som jeg hellere vil have. Det giver meget god mening for mig at være der, hvor jeg er. Det kan godt være, at jeg laver noget helt andet, når min formandsperiode udløber, men jeg har overhovedet ikke tænkt mig, at det skal være snart. n

27

POLITIK

PÅ INSTITUTTET

Af Karen Damgaard, stud.psych. & Alexander Gjerding, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

1968 var året, hvor det danske studenteroprør brød ud. Som anførere i oprøret blev de psykologistuderende ved Københavns Universitet afgørende for omvæltningen i den danske universitetskultur, der efter hårde kampe blev opnået samme år og som har præget traditionen på de højere læreanstalter frem til i dag. Når man snakker universitetspolitik, synes det altså ikke forkert at påpege, at man som studerende på Institut for Psykologi bærer på en tung arv. Indeværende artikel er et forsøg på at beskrive den politiske situation på Institut for Psykologi, fra Instituttets grundlæggelse i 1886 og frem til i dag, set fra de studerendes perspektiv.

Indput Institut for Psykologi KU

1886 - 1968: PROFESSORVÆLDET Psykologistudiet på Københavns Universitet var op til studenteroprøret i 1968 præget af, at enkeltpersoner i skiftende perioder sad tungt på professorembederne og havde ret og råderum til at definere undervisningens form og indhold. Den professorale kongerække startede hos Alfred Lehmann, en oprindeligt naturvidenskabelig studerende ved Polyteknisk Læreanstalt, der udover at interessere sig for psykofysiske undersøgelser også havde en interesse for filosofi. Efter et studieophold hos Wilhelm Wundt i Leipzig grundlagde han i 1886 Psykofysisk Laboratorium i København. Etableringen af laboratoriet markerede starten på psykologiens selvstændiggørelse fra filosofien, og striden mellem de, der så psykologi som en undergren af det traditionelle filosofistudie, og de, der ønskede psykologien som en selvstændig fagvidenskab, blev stadig større. Striden mundede i 1918 ud i oprettelsen af magisterstudiet i psykologi. Indtil da gik eneste mulighed for at studere psykologi således gennem filosofistudiet med psykologi som hovedfag.

I 1922 efterfulgte Edgar Rubin Alfred Lehmann som professor ved Psykofysisk Laboratorium. Dette betød, at Lehmanns psykofysisk inspirerede psykologi blev erstattet med Rubins københavnerfænomenologi, der herefter blev det nye hegemoniske paradigme på laboratoriet. Inspireret af den tyske filosof og fænomenolog Edmund Husserl ønskede Rubin, at psykologien skulle studere den subjektive oplevelse, som den var umiddelbart foreliggende, og han satte den rene og udtømmende beskrivelse af et fænomen over teoretiske forklaringer. Rubin overtog dog alene Husserls metodelære, og delte hverken hans metafysik eller epistemologiske bestræbelser. Fælles var en betoning af, at en undersøgelse af oplevelsen måtte gå forud for en undersøgelse af oplevelsens genstand, men hvor Husserl ønskede at nærme sig fænomenets objektive væren, begrænsede Rubins psykologiske københavnerfænomenologi sig til studiet af, hvordan et fænomen fremstår for den subjektive bevidsthed. Som en stadfæstelse af det skifte i opmærksomhed fra psykofysisk forklaring til fænomenologisk beskrivelse, der fulgte med overgangen fra Lehmann til Rubin, ændrede Psykofysisk Laboratorium i 1924 navn til Psykologisk Laboratorium.

Efter Rubin fulgte i 1946 Edgar Tranekjær Rasmussen og i 1954 Franz From. De to professorer videreførte den københavnerfænomenologiske tradition, men overskred dog nogle af Rubins strenge krav ved at formulere teorier og således afvige fra den blotte beskrivelse, ligesom de begge beskæftigede sig med anvendt psykologi, der ikke var et stort anliggende for Rubin. De to professorers reaktionære tilgang, der kun indebar en moderat fornyelse af Rubins psykologi, skulle vise sig skæbnesvanger år senere, da en ny generation af studerende besluttede sig for at sætte sit præg på psykologistudiet.

29

1968: STUDENTEROPRØRET Med studenteroprøret i 1968 gennemgik psykologistudiet sin mest turbulente og politiske periode. De studerende ønskede medbestemmelse og et opgør med “professorvældet”, og gennem aktioner, barrikader, demonstrationer og forhandlinger opnåede de studerende d. 23. april 1968 en aftale, der sikrede et studienævn bestående af 50% studerende. Årsagen til oprøret skal dog ikke kun findes i den kritik, som blev vendt mod psykologistudiets strukturelle opbygning med enevældige professorer. Denne havde nemlig også rod i et rent fagpolitisk opgør med det teoretiske hegemoni, som udgjordes af københavnerfænomenologien personificeret ved dobbelt-professoratet Tranekjær og From. Vigtigt for oprøret var således den såkaldte “fænomenologidebat”, der udspillede sig i årene 1967-1968. Her fremsatte en række af de ældre studerende mere eller mindre subtile provokationer i form af akademiske kritikker, særligt rettet mod Tranekjærs “emnelære”. Således indebar studenteroprøret også et (tiltrængt) opbrud i dansk psykologi, hvor det eksisterende paradigme blev omstyrtet og erstattet af en pluralitet af nye teoriretninger. Det var især marxistisk inspirerede orienteringer, der leverede drivkraften bag det teoretiske opgør, og de kom således også til at præge studiet i årene efter oprøret.

Det er værd at nævne, at det oprør, som her blev indledt af psykologistuderende på Københavns Universitet og spredte sig til andre fagretninger, var startskuddet til det danske studenteroprør, der siges at være det første succesfulde af slagsen i Europa. Den marxistiske orientering åbnede op for det, man kunne kalde “kritik som erkendelsens nerve”, således forstået at kernen i erkendelsesinteressen var at kritisere; videnskab skulle bedrives for at afsløre forskellige former for undertrykkelse. Teoretisk indebar dette både en kritik af de “borgerlige videnskaber” (især positivismen) og af kommunistisk dogmatik, og i praksis var man kritisk over for kapitalismens former for samfundsmæssiggørelse, men også over for kommunistiske tvangskollektiver eksempelvis.

Man havde en udbredt bevidsthed om, at teoretiske diskussioner havde konsekvenser i den “virkelige” verden, uden for universitetets regi, og med dette fulgte en ny tværfaglighed og et ønske om at nå nye horisonter i fællesskab.

1968-1990: RETRADITIONALISERING Billedet af et universitetsmiljø med tværfaglighed i højsædet og kritik som erkendelsesform (og dertil emancipatorisk perspektiv) falmede dog gradvist i årene efter, hvorfor man kan tale om, at der i 1980’erne fandt en retraditionalisering sted. Hvor man tidligere - i et ønske om at udvide horisonter – muligvis havde nivelleret fagspecifikke perspektiver, vendte man nu tilbage til mere traditionelle faggrænser og en “renere akademisk horisont”, der betød mindre åbenhed ud til omverdenen og mere interne teoretiske diskussioner på universitetet. Enkelte grupper holdt dog fast ved den aktivistiske dagsorden og lagde op til stadig debat om de værdier, som forskningen byggede på, ligesom man kritiserede erhvervslivets rolle og kontrol med forskningen. Overordnet beskæftigede studenterrådene sig dog mindre og mindre med ideologiske og politiske spørgsmål i årene efter studenteroprøret.

Indput Institut for Psykologi KU

1990-2003: REFORMER

Siden 90’erne og frem til i dag har der løbende været reformer på det universitetspolitiske område. Et af de mere markante skift fulgte med universitetsreformen fra 2003, der blev lanceret af den daværende VK-regering sammen med Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti med en voldsom ændring af den danske universitetskultur til følge. I reformen stod tre elementer centralt: “Styrket ledelse”, “øget frihed” og “stabil økonomi”.

Det første mål bestod i, at universitets ledelse skulle ansættes og ikke vælges af universitetets ansatte og studerende, hvilket de facto betød et opgør med det universitetsdemokrati, der havde eksisteret siden studenteroprøret. Videre gjaldt det, at universiteternes bestyrelser skulle etableres med et flertal af eksterne medlemmer fra bl.a. erhvervslivet og andre offentlige organisationer i et forsøg på at styrke samarbejdet mellem universitetet og det omgivende samfund, der sammen med et påbud om at indgå kontrakter med staten, udgjorde et af de styringsværktøjer, der var indlejret i reformen og indsnævrede rammerne for universiteternes frihed til at træffe beslutninger. Kritikere har påpeget, at man med indførelsen af bestyrelser med eksterne medlemmer på sin vis omorganiserede de danske universiteter som virksomheder, og dette med problematiske konsekvenser. At opfatte universiteter som virksomheder giver automatisk anledning til at se uddannelse og vidensproduktion som en vare, og dimitterede studerende som output i en produktion. Denne opfattelse ligger i umiddelbar forlængelse af det såkaldte taxametersystem, der blev indført i 1994, hvor man gik fra at “input-finansiere” universiteterne ved at tildele rådighedsbeløb til uddannelse og forskning beregnet på baggrund af professorers, lektorers og adjunkters årsværk, til at “output-finansiere” ved at tildele en pulje penge på baggrund af antallet af beståede eksaminer et givet år. Den ”øgede frihed”, der skulle komme som en konsekvens af en ”styrket ledelse”, synes således at være så som så. Det lader til, at universiteterne har fået en “øget frihed” i forhold til, hvordan de vil leve op til nogle eksternt definerede forpligtigelser, men at friheden til at definere, hvad der skal produceres, er blevet mindsket. Hvor den enkelte forsker tidligere selv kunne disponere over sin tid, har beslutningen om, hvad der skal forskes i, i højere grad bevæget sig fra et akademisk til et økonomisk spørgsmål, der besvares ud fra en profitvurdering fra universitetet som virksomhed og fra staten i konkurrence med en global verden af vidensinstitutioner.

31

2003-2017: HVOR STÅR VI I DAG?

Alt i alt synes universitetsreformen fra 2003 at lægge sig i forlængelse af den kaskade af reformer, der siden 90’erne er blevet gennemført i den økonomiske nødvendigheds navn. Grundet færre ressourcer og større international konkurrence, har man set det nødvendigt at indføre reformer, der i stigende grad tvinger universiteterne til at orientere sig efter økonomiske hensyn, som vi har set det med fremdriftsreformen, uddannelsesloftet og dimensioneringspolitikken. Denne udvikling har ifølge kritikerne betydet et tab af dannelse og faglig bredde, der ikke blot er ”goder”, vi kan undvære i trange tider, men er instrumentelle for de selvsamme mål, som reformerne søger at indfri. Således er det blevet påpeget, hvordan de danske universitetsreformer fra 2003 først og fremmest betoner arbejdsrelevante mål, dvs. at de studerende skal tilegne sig kompetencer, der er anvendelige på arbejdsmarkedet, med en tilsvarende underbetoning af centrale værdier i den danske universitetstradition, navnligt faglig fordybelse, evnen til refleksion og selvstændig problemløsning. Således kommer reformerne til at imitere en industrisamfundstænkning, hvor det gælder om at producere færdige studerende, der kan varetage meget konkrete funktioner i samfundsmaskineriet, der ikke kræver større fleksibilitet, refleksion eller evne til selvstændig læring og problemløsning. Dette betyder, at de danske universitetsreformer reelt står i kontrast til Danmarks generelle globaliseringsstrategi, der indebærer et fokus på fleksibilitet og livslang læring, og om at være i stand til at reflektere over og omsætte sin viden i nye kontekster.

2017-: ?

Hvorvidt universitetsreformerne er nødvendige og uundgåelige eller nedbrydende og idiotiske, er der mange bud på, men én ting synes sikkert: Det fundament, som de danske studerende står på, eroderes med stor hast og uvisse konsekvenser til følge. Problemerne i dag er af en anden art end dengang i 1968. De kommer primært udefra og oppefra, og rammer det videnskabelige personale såvel som de studerende, og løsningen kræver med al sandsynlighed engagement på et niveau, der rækker langt ud over universitetets mure. Hvilken rolle vil de psykologistuderende på Københavns Universitet spille for udformningen af fremtidens psykologistudium – for fremtidens universitet? Vil vi igen gå forrest i bestræbelsen på at gå i kritisk dialog med de kræfter, der præger vores universitet? Og hvordan vil vi gøre det? Hvordan vil vi mobilisere det engagement, der skal til?

Lad os besinde os på vores instituts historie og tænke over det, men måske ikke tænke for længe. n

Litteratur Hjørland, B. (2000). Træk af dansk psykologis historie. Psyke & Logos, 21 (1), 11-32.

Karpatschof, B. (2000). Fra fænomenologidebat til studenteroprør – en revurdering af Københavnerfænomenologien 30 år efter. Psyke & Logos, 21 (1), 152-174.

Ritcher, L. (2008). Kontraktpolitik går ud over den fri forskning. Information. Lokaliseret d. 15. september 2017.

Sarauw, L. L. (2011). Kompetencebegrebet og andre stileøvelser (Ph.d.-afhandling). Københavns Universitet, København.

Shultz, E. (2000). Københavnerfænomenologiens personlighedspsykologi. Psyke & Logos, 21 (1), 135-152 Sode Funch, B. (2000). Psykologiens grundlæggelse i Danmark. Psyke & Logos, 21 (1), 116-135 Steen Nielsen, B. (2000). Marxisme og psykologi. Et tilbageblik med nutidigt sigte. Psyke & Logos, 21 (1), 363-383.

Wright, S. (2012). Danske UNIVERSITETER - VIRKSOMHEDER i Statens koncern? Lokaliseret d. 14. september 2014 på http://pure.au.dk/portal/en/persons/ susan-wright(dac60d3f-f220-4991-bde2-4b7bc84e8362)/publications/danske-universiteter(b2be64bd-1f1c-49ca-ab27-1d021deaa99e).html

Kære psykologistuderende, Det er vigtigt, at vi husker, at psykologistudiets indretning ikke er givet på forhånd.

Det gælder både fagenes indhold, aktivitetskravene og rammerne for vores hverdag på studiet. De ser ud, som de gør i dag som følge af beslutninger, der truffet på baggrund af tidligere studerendes engagement. I Psykrådet arbejder vi på at skabe den bedst mulige psykologiuddannelse og facilitere et rum, hvor de psykologistuderende kan møde de indvalgte og påvirke processen når der skal træffes nye beslutninger.

Af Peter Floridor Hammerberg, stud.psych, Amanda Frees, stud.psych & Cecilie Weischer, stud.psych.

Som studerende på Københavns Universitet træder man ind i en mere end 500 år gammel uddannelsestradition sammen med knap 40.000 studerende fordelt på 6 fakulteter, herunder 36 institutter. Og selvom Københavns Universitets udvikling og retning til en vis grad er betinget af den politiske retning i samfundet og på Christiansborg, og vores universitet således altid kan blive offer for politikernes uforudsigelige luner oppefra, så befinder der sig også en stor mængde beslutningskraft nedefra; nemlig i hænderne på den enkelte studerende.

Ikke kun i form af demonstrationer og protester, men bestemt også via de studenterpolitiske organer og herigennem de styrende og besluttende råd på Københavns Universitet, hvor studerende har siddet med siden studenteroprøret i 1968. Her arbejder studenterrepræsentanterne løbende for at sikre kvaliteten af vores uddannelser. Der sidder studerende med ved ansættelsessamtaler, udarbejdelse og høring af KU’s studiestrategi, godkendelsen af pensum, beslutning om aktivitetskravenes omfang, dispensationsafgørelser, tildeling af midler til studiemiljøet - og mange andre af de beslutninger, der vedrører hver enkelte studerende på Københavns Universitet. De studerende har således en omfangsrig indflydelse på deres egen uddannelse.

Med indflydelse følger der også et ansvar for at forbedre uddannelseskvaliteten. Det kan gøres igennem Psykrå-

det, som alle psykologistuderende er medlem af, og som holder åbne møder hver anden uge. Psykrådet er de psykologistuderendes fagråd og er indrettet som et åbent forum for alle studerende på Psykologi, hvor emner kan tages op med det formål at skabe den bedst mulige psykologiuddannelse. Psykrådet tager semester-specifikke emner op, f.eks. aktivitetskrav, såvel som overordnede emner der berører alle studerende, f.eks. muligheden for at tage på udveksling.

Psykrådet har til formål at mobilisere og udtrykke en samlet holdning til en problemstilling eller forbedring og herfra afgøre, om det emne skal tages op i studienævnet. I studienævnet sidder fire fra det videnskabelige personale, herunder studieleder Torben Beckmann, og fire studerende valgt ved universitetsvalget. Det er de fire studerendes ansvar at repræsentere Psykrådet – det vil sige alle studerende på Psykologi.

Der afholdes universitetsvalg hvert år i november, hvor bl.a. de fire pladser i Studienævnet bliver fordelt. Så hvis studenterrepræsentanterne skal have en chance for at gå til forhandlingsbordet ikke bare med deres egne holdninger, men med et bredt og stærkt mandat, så skal vi alle sammen vise, at vi går op i, hvordan vores uddannelse er udformet.

Det gør vi dels ved at stemme på studenterrepræsentanterne til universitetsvalget og dels ved at deltage i psykrådsmøderne. n

Psykrådet Alle psykologistuderendes fagråd, hvor der afholdes møder hver anden uge. Næste møde er torsdag d. 24. oktober kl. 17.

Spørgsmål, kommentarer eller andet – kontakt forperson Amanda Frees på ghq789@alumni.ku.dk eller på Facebook.

Studienævnet Nuværende studenterrepræsentanter: - Cecilie Weischer, 5. semester - Amanda Frees, 5. semester - Peter Hammerberg, 9. semester - Nor Tinne Andersen, 5. semester I er altid velkomne til at kontakte os med spørgsmål på gangene, i Dræberkaninen eller på Facebook.

33

DEBATTEN:

Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem – hold dine beskidte tanker for dig selv.

Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Illustrationer af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Hvad tænker politikerne egentlig, når de torsdag aften tørner sammen og udveksler politiske budskaber på live-tv? Der skal tales pænt i studiet, så fornærmelserne og de uanstændige politiske holdninger er stuvet af vejen mellem linjerne. Erstatningen kommer i form af uoprigtige komplimenter, akavet rygklapning og kringlet ’politikersprog’, som undergraver den demokratiske dialog. At tale pænt betyder ikke lyst-løgn eller adoptering af den akademiske vaghed. Efterlysningen lyder på anstændig, direkte kommunikation. Det kan ikke komme som den store overraskelse, at en konsekvens af politikersprog og fordrejet virkelighed bliver politikerlede og demokratisk mistillid. Hvordan skal borgerne ellers forholde sig til teknokratiske, ulogiske argumenter og debatter præget af tung embedsmandsretorik, hvor frames udgør størstedelen af indholdet? En indikator for, hvor grelt det står til, er spin-doktorens kompetenceprofil: Doktor med speciale i at kurere direkte kommunikation. Bag den politiske scene er de travlt beskæftiget med at slukke passionen i brandtalerne og oversætte nedskæring til reform og fejlagtig politik til konjunkturudsving. For at afdække det politiske spil må vi gå på opdagelse mellem linjerne og helt ind i psyken på politikerne.

Til dette formål er anvendt redigerede uddrag fra ’Debatten’sendt på DR2 d. 15.06.17 direkte fra folkemødet. Her tilbydes en undersættelse i et forsøg på at karikere et dybere politisk spil om hvem, der klapper hvem på ryggen og hvem, som formår at skyde med de skarpeste skud. Med ironisk distance som primære værktøj vil denne artikel skrælle den politiske korrekthed af og blotlægge den psykologiske og subtile debat, der skjuler sig under politiske, indøvede flosker og afmålt flabethed. For hvad foregår der egentlig inde i hovedet på politikerne?

Indput Institut for Psykologi KU

Hvem er mest magtfuld i Danmark?

Clement: Er det rigtigt, at Thulesen-Dahl er mere magtfuld end Danmarks statsminister?

Claus Hjort Frederiksen: Nej, det kan jeg ikke skrive under på, men han er muligvis nummer to. En stor nummer to.

Læs: Jeg har ikke lyst til at miste min ministertaburet, så jeg holder på Lars Løkke, selvom Thulesen Dahl klart har magten.

Kristian Thulesen Dahl (griner): Nej, nu synes jeg jo også, Claus Hjort har meget at skulle have sagt. Vi skal lave forsvarsforhandlinger, og vi håber jo også, at vi får lavet et rigtig godt forsvarsforlig.

Læs: Jeg laver lige lidt uoprigtig rygklapning på Claus Hjort – for så kan jeg også manipulere med ham.

Clement: Så Dansk Folkeparti, har de befolkningen bag sig?

Morten Østergaard: Eller også løber de efter befolkningen.

Læs: De er jo mere populære end os, og det kan ikke være velfortjent.

Clement: Hvad er forskellen på at have befolkningen i ryggen og løbe efter dem? Nu ved jeg godt, at begge ting er meget eksotiske tanker for dig.

Læs: Alle ved, at dit parti er på vej til en total vælger-deroute.

Læs: I mener slet ikke det samme og kan ikke finde ud af at lave politik sammen. De blå er iskolde og ufølsomme med øjne så stålgrå som Anders Samuelsen, og I er ligeså kedelige og stillestående som jeres politik.

Østergaard: Forskellen er, om man er foran eller bagved, hvis vi tager det strengt bogstaveligt.

Læs: Hvad er det, jeg står og vrøvler om.

Den offentlige sektor

Østergaard: Pointen er jo sådan set, om det er den politiske plan at vejre stemningen i befolkningen…

Læs: Jeg synes DF er et populist parti, som bare er magtliderlige.

Clement: Er det svært at skære i den offentlige sektor?

Ammitzbøll: Det ville overhovedet ikke være svært. Men nu sidder jeg i en koalitionsregering, der har besluttet at have en vækst i den offentlige sektor på 0,3%.

Læs: Sikke et dumt spørgsmål. Jeg kunne hugge en arm af min mor, hvis det betød flere skattelettelser og minimal-stat.

Thulesen Dahl: Det sagde jeg ikke! Jeg sagde gennemføre dansk politik!

Læs: Vi løber ikke efter nogen, vi vil bare gennemføre dansk politik for danskerne i Danmark, de hvide der har blå øjne og spiser flæskesteg!

Clement: Så du er tvunget af de politiske omstændigheder til at bruge mange flere penge på velfærd, end du overhovedet behøver?

Østergaard: Vi har et støtteparti, der er helt imod den regering, de selv har installeret. Der er ingen konsekvens andet end stilstand. Det tror jeg ikke, er vejen frem for Danmark. I sidder og kigger ud i luften eller nedstirrer hinanden.

Clement: Det der lille udbrud du laver, det var et ja!

(Ammitzbøll kommer med et lille grynt)

Søren Pape: At sige, vi har en dårlig velfærd, det er jo kun sådan noget, man kan sige, hvis man piller sig i navlen i lille

35

Danmark og ikke har udsyn til resten af verden.

Læs: *Intet behov for undersættelse, Pape siger altid det første der falder ham ind*

Udlændingepolitikken Clement: Hvis en ny regering tager kvoteflygtningene, vil du så støtte regeringen?

Uffe Elbæk: Jeg vil jo ikke stå her i al offentlighed og sige… (bliver afbrudt) Clement: Siger du én ting i offentligheden og så andre ting andre steder?

Elbæk: Nej, nej, nej. Men jeg vil ikke stå her og forhandle regeringsgrundlaget med dig, Clement.

Læs: Vi har jo ikke nogen konkret politik, så jeg kan ikke forhandle med nogen som helst.

Clement: De spørgsmål, jeg stiller, er simple, og du må svare på dem, som du vil. Mit spørgsmål er: Kan du støtte en Socialdemokratisk regering, hvis den fører den samme udlændingepolitik som den nuværende regering? Østergaard: Du kender jo godt mit svar. Mit svar er, at en regering som Radikale Venstre bringer til magten, den vil føre en anden politik på de områder, vi synes, er vigtige.

Læs: Hvis vi altså overhovedet får lov at være med i en regering, efter vi solgte Dong, og ingen gider være radikal mere.

Clement: Allright Læs: Jeg er Clement og jeg forbeholder mig retten til at afbryde, når jeg mister interessen.

Nikolaj Wammen: Hvis vi kommer i regering, vil jeg sige det klart: vi vil føre en stram udlændingepolitik. Det er bedst for Danmark.

Læs: Vi vil nemlig gerne være ligeså populære som Støjberg, så jeg løber gerne i armene på befolkningen.

Wammen: Det er fair nok at I to (Uffe og Østergaard) vil føre en anden udlændingepolitik, det er der bare ikke flertal for i befolkningen eller i folketinget.

Læs: I er jo ikke populære her, Thulle er førstevælger og jeg er andenvælger.

Elbæk: Alt det her har vi registreret - nu spørger jeg dig som god socialdemokrat: Ønsker du ikke at leve op til vores forpligtelser overfor FN? Læs: Hvor er din medmenneskelighed? Er du ikke et parti for de svageste?

Wammen: Antallet, der kommer hertil, betyder noget, og derfor har vi sagt, der skal være et midlertidigt stop. Vi håber, der kommer en dag, hvor der ikke kommer så mange flygtninge til Europa.

Læs: En dag meeeget langt ude i fremtiden, når flygtningene er fra Norge. Så kan vi måske tage Én… eller to.

Elbæk: Det er fattigt.

Læs: Far er skuffet.

Afslutning Clement: Claus Hjort, hvilken forskel gør det, hvilken regering landet har?

Hjort Frederiksen: Det gør en rigtig stor forskel. Udgangspunktet for ens politik er ideologibaseret.

Læs: Vi er liberale, kapitalismen længe leve, tralalala.

Clement (til Thulle): Er du enig i det? Er du enig i, at der er et

Indput Institut for Psykologi KU

fælles ideologisk udgangspunkt, der forener de fire politikere, der står her? (gestikulerer mod blå blok og DF) Thulesen Dahl: Jeg håber, at der er et national-konservativt fællesskab her i landet. Det handler om, at vi skal holde fast i mange af de ting, vi kender ved Danmark. Vi skal forhindre, at der kommer så mange til landet, at det forandrer det, vi kender.

Læs: Jeg vil bare gerne tilbage til Danmark for danskerne, med konerne bag kogegryderne og negerne i Afrika.

Clement: Simon Emil Ammitzbøll, siden hvornår er du blevet national-konservativ?

Ammitzbøll: Det er ikke sket endnu. Vi har et liberalt udgangspunkt, det mener jeg også, regeringen har.

Clement: Hvis DF kommer i regering, kan de så være i regering med jer i LA?

(Alle griner) Ammitzbøll: Vi laver netop reformer, så vi kan beholde den.

Det er jo ikke nok at stå og hylde den i tv-udsendelse efter tv-udsendelse og så ikke tage ansvar for, at økonomien er i orden i fremtiden.

Læs: For det vi kan, det er økonomi. Samuelsen ligner jo også en fra Cepos.

Clement Kjærsgaard slutter debatten af med at opfordre deltagere såvel som seere til at passe godt på hinanden og demokratiet. Der er flere eksempler på, hvordan han undervejs forsøger at nærme sig sagens kerne, og selv sorterer i argumenterne.

Denne debat rummede naturligvis mere nuancerede svar end her er gengivet, og politikerne kan til tider formulere sig i lægmandssprog, så en undersættelse langt fra er nødvendig.

Til slut er der blot at sige, at du trygt kan stole på udlægningen i denne artikel. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet. n

Ammitzbøll: Ja, det gik vi da til valg på i 2011.

Clement: Så det du siger, er, at DF, som kæmper for at bevare den danske model, kan være i regering med jer, der vil reformere den?

Ammitzbøll: Der findes ingen, der er så gode venner med den danske model som liberal alliance.

Læs: Vi er nemlig gode venner med alle, så længe jeg kan få min ministerpension. Hehe.

37

UDDANNELSESSYSTEMETS 10 PÅBUD: Af Isabel Sidenius, stud.psych. og Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych.

1. DU SKAL HAVE 12 2. DU MÅ ALDRIG LAVE FEJL 3. DU SKAL VÆRE KREATIV OG INNOVATIV 4. DU SKAL FØLGE RETNINGSLINJERNE I STUDIEORDNINGEN 5. DU SKAL BLIVE FÆRDIG SÅ HURTIGT SOM MULIGT 6. DU SKAL VÆLGE RIGTIGT FØRSTE GANG 7. DU HAR IKKE TID TIL AT VÆRE STRESSET OG SYG 8. DU SKAL TÆNKE SELV 9. DU SKAL GØRE, HVAD DER BLIVER SAGT 10. DU HAR KUN ÉN CHANCE … SÅ HVORFOR ER DU IKKE TILFREDS MED DIT (STUDIE)LIV?

Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

39

ET BARN BLIVER SLÅET -OM EVALUERINGSSAMFUNDET OG PSYKISK SÅRBARHED HOS STUDERENDE

Af Isabel Sidenius, stud.psych. og Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych. ”Indenfor de seneste tyve år er antallet af unge ramt af stress, depression, angst eller andre psykiske lidelser steget markant”, forklarer Eva Secher, formand for Dansk Psykolog Forening, til et foredrag arrangeret for et par uger siden af Socialdemokratiet. Arrangementet havde til formål at sætte fokus på unges psykiske sårbarhed og (mis)trivsel. For nyligt bragte Uniavisen ligeledes en artikel, der satte fokus på unges mistrivsel ved at rette opmærksomheden mod en række statistikker, der peger på et stigende stressniveau hos KU’s studerende samt et stigende antal personer med depression og angstlidelser. Begge var de enige om, at en række strukturelle betingelser og et øget fokus på karakterer og præstation kan påvirke de unges psykiske helbred. Omend ikke videnskabeligt understøttet, er korrelationen mellem et øget fokus på præstation, effektivitet og produktivitet og et stigende antal unge med stress og andre psykiske lidelser, en korrelation, der efterhånden er svær at fornægte. Karakterræs, ‘12-tals-piger’, fremdriftsreformen og uddannelsesloftet er alle studerendes virkelighed og hverdag. Men hvad er det for en virkelighed, der skabes for de studerende, og hvordan påvirkes vi psykisk af politiske reformer? Indput har inviteret lektor emeritus og psykoanalytiker Judy Gammelgaard til en snak om dette for at undersøge nærmere, hvilke psykologiske mekanismer, der er på spil i ovenstående strukturelle problematikker, samt hvordan disse kan anskues med et par erfarne psykoanalytiske briller.

Indput Institut for Psykologi KU

Evaluering som kærlighed eller straf?

Indput møder Judy Gammelgaard i vores redaktionslokale på CSS. Hun giver et fast håndtryk og smiler fornøjet, men bliver hurtigt alvorlig, da snakken falder på de unges forhold til den politiske situation, og der går kun omkring et kvarter, før hun kommer med en udmelding om karakterer, da snakken er faldet på krav om produktivitet hos de unge. “... jeg tror, der er en anden ting, som er meget vigtig at få fat på, og den vil jeg beskrive med en lille anekdote. Freud har skrevet en artikel, som kom til at få stor betydning for forståelsen af, hvordan børn kan lide under det mere autoritære regime. En artikel, der hedder ’Et barn bliver slået’. Den handler om, hvordan en lille pige ser faren slå en af sine søskende. Og den slåfantasi sætter sig “inden i” hende. Fordi hun ikke forstår, hvorfor faren slår barnet, når faren nu også elsker sine børn (...) kommer hun til at tage “slå tingen” ind i sin personlighed. Og i troen på, at det hører til det, at blive elsket, begynder hun at slå sig selv.

På masochistisk, seksuel vis. Det tankevækkende ved anekdoten kommer så ved, at man i dag ikke taler om, at et barn bliver slået. I dag taler man om, at et barn bliver evalueret.”

Gammelgaard slår en latter op, og selvom vi da griner med, så er der ingen i lokalet, der er det mindste i tvivl om, at det er gravalvorligt - næsten tragikomisk, for som Gammelgaard uddyber: “Ja og det er så sandt. Vi får ikke tæsk, vi bliver ikke slået med spanskrør, vi bliver ikke korporligt afstraffet, men vi bliver måske udsat for noget, der er værre. Man

kommer naturligvis ikke over at blive tævet og slet ikke over vold eller seksuelle ovegreb i en familie – det er ganske, ganske forfærdeligt og traumatiserende. Men at blive vurderet og evalueret konstant fra man kommer i børnehave til man forlader universitetet, det gør ens selvfølelse meget eksponeret og meget hudløs!”. Man kan altså lokkes til den tolkning, at børn og voksne i dag forbinder autoriteter med det, at blive evalueret, og her kan vi have en af grundene til, at der ikke bliver sat større spørgsmål ved evalueringskulturen.

Denne konstante evaluering mener Gammelgaard er udpræget negativ, og hun mener, at den er at finde overalt i de unges liv i dag. I alt fra de institutioner, de unge færdes i til det digitale sociale felt, de unge bruger meget af deres tid i, er der tale om konstante evalueringer.

Denne konstante evaluering beskriver hun med den franske psykoanalytiker Jacques Lacans begreb om blikket: “Blikket kommer fra den Anden. Den Anden kan også se mig, men den Andens blik er på et andet abstraktionsniveau og omfatter mig altid, fordi vi som subjekter er rettet imod det andet subjekt. Det er et menneskeligt vilkår.” Man må her ifølge Gammelgaard forstå, at blikket altså er altomfattende og kan ’se’ ind i ens inderste. Det skal også forstås i samfundsmæssig forstand, hvor blikket kan trænge ind i institutioner, så som universiteter, og konstant overvåger os og sørger for, at vi selv stræber efter eksempelvis 12-tallet. Og denne konstante overvågning er væsentlig som led i den evaluering, der er med til at skabe stressen hos de unge uddyber hun: “Det er blikket, der skaber den her følsomhed og sårbarhed. Og det

sker på systematisk måde gennem vores liv og sår hele tiden tvivl om mit eget værd.”

Tilbage sidder vi altså med en konstant evaluering af de unge, der ikke bare foregår konkret i form af tests og målinger, men også i en abstrakt forstand, hvor vi konstant efterstræber sådan noget som karakterer, fordi vi kan mærke den konkrete andens “misbilligende” blik i nakken, lige meget hvor vi er. Men vi bliver ikke bare evalueret konstant, vi oplever også en høj grad af travlhed og stress, akkurat som Eva Secher også påpeger det.

“Det går derudaf, i en fart og et tempo som om, at vi skulle nå noget inden vi stiller træskoene, men hvad det er…

Det er som om, vi har en eller anden bestemt person i hælene konstant, ikke?”, uddyber Gammelgaard. Hun mener, at denne tidsfaktor er noget af det, der gør, at de studerende har det værre i dag, men hun påpeger også, at der er mange flere forhold, der skal tages i betragtning: “Man kan ikke isolere universitetet og sige, at det er dér, man bliver stresset.

Ikke for at sige, at man ikke bliver det, men der er også nogle forudsætninger, man kommer med ind på universitetet.

Så man må helt tilbage i skolesystemet og måske tilbage i familien for at finde forklaringen.” Denne forklaring ligger for Gammelgaard især hos den tidspressede moderne familie, hvor begge forældre arbejder, og alle har fritidsinteresser og et maraton, der skal løbes: “Vi pisker rundt! Som hamsterhjulet, der bare fortsætter og fortsætter i en hastighed, der er foruroligende og bestemt ikke sund. Og (...) summen af det hele bliver et meget fortravlet liv, hvor der måske ikke er så

41

meget rum og tid afsat til samtalen. Den almindelige samtale, hvor man udvikler og udveksler idéer og måler sig op imod forældrene, går i clinch med dem om synspunkter og sådan.”

Men hvorfor kan vi så ikke bare være et hurtigere samfund, hvor det hele går stærkere? Hvorfor ender det med, at folk bliver sårbare af at være tidspressede helt tilbage i barndommen? “Jamen vi er sådan et samfund! Men jeg tror ikke, at man nødvendigvis bliver stresset af at have travlt. Jeg tror, vi kan yde temmelig maksimalt og produktivt ved at have travlt, ved at løbe hurtigt. Vi bliver stressede fordi vi vil noget andet…”

Gammelgaard tøver ikke, men svarer fattet og bestemt. Når hun taler, gør hun fagter med sine hænder for at understrege de vigtigste pointer - en slags elegant gennemskæring af luften, som var hun i færd med at dirigere et orkester i en besværlig, men smuk sats. Hendes øjne er årvågne, og hun kigger Indput godt i øjnene, når hun begynder at udfolde sin analyse af, hvorfor folk bliver stressede.

Hun mener nemlig, at det er i forholdet mellem ikke at have tid til at udføre sit arbejde ordentligt og travlheden på arbejdspladsen, at det stressende element skal findes: “Man bliver stresset af at gøre noget hurtigere, end den kvalitet og den norm for et ordentligt arbejde, der skal udføres, kræver!”. Med eksempler som sygeplejersker og læger, der ikke kan udføre deres meningsfulde arbejde (ja, at redde liv), uddyber Gammelgaard, at konflikten mellem mening og fordybelse i arbejdet i sammenhæng med fortravlethed er den primære årsag til stress, for “(...) så går man hjem og føler sig

Indput Institut for Psykologi KU

kvalt, men også mast og ulykkelig. De studerende derimod er unge, og de skal nok klare sig, men det går jo også galt dér, fordi der er to ting, som strider mod hinanden; det, at lave en ordentlig opgave (...), det strider imod effektivitets-/ produktivitetskravene.” Tilbage sidder vi nu med en konstant evalueret studerende med den Andens blik i nakken og et 12-tal som det ypperste mål foran sig.

Uddannelsessystemets paradokser Dette stressede og fortravlede evalueringssamfund, som accelererer under fødderne på os, rummer endvidere en række paradokser for unge studerende, uddyber Gammelgaard. Det danske samfund karakteriseres af mange politikere og akademikere som et videnssamfund, hvor der efterstræbes kreative og innovative mennesker. Heri ligger et stort paradoks for uddannelsessystemet; nemlig, at det samtidig i høj grad handler om at få høje karakterer. 12-tallet gives til den studerende, der følger fagstudieordningen til punkt og prikke, indordner sig retningslinjerne og opfylder de formulerede læringsmål. Der er således ikke incitament til at afprøve nye og anderledes måder at gøre tingene på, fordi det kreative og selvstændige ikke belønnes, hvis ikke det er en del af studieordningen. Ifølge Judy Gammelgaard, lægger den nye karakterskala heller ikke op til kreativitet og nytænkning: ”Da vi gik fra 13-skalaen til 12-skalaen, blev 13-tallet ekskluderet, og 12 blev det ypperste. Men 12 er ikke det ypperste i den forstand, som 13-tallet var, hvor der skulle være tale om noget originalt og meget selvstændigt.” Forventningen fra samfundet om studerendes udvikling af kreative færdigheder samt et uddannel-

sessystem, der ikke lægger op til udviklingen heraf, bliver således uforenelige parametre, der skaber indre splittelse hos unge studerende, fordi det er svært at opnå begge dele.

En konsekvens af paradokset er ifølge Gammelgaard blandt andet, at det giver de studerende en svækket evne til fordybelse, der medfører mindre dybdegående faglig viden og kompetencer. Dette skyldes i høj grad karaktersystemet, fordi det ”binder og begrænser” de studerendes faglige udfoldelser, men det skyldes også det tidspres, de unge er underlagt. Gammelgaard beskriver endvidere, hvordan universitetet har udviklet sig i de 40-45 år, hun har arbejdet her. Hendes analyse betragter de nuværende studerende som en slags brikker i samfundets neoliberalistiske økonomiske spil, hvori universitetet får karakter som ”en moderne fabrik. Den er management-styret. Præcis som en moderne virksomhed. Effektivitetsorienteret. Produktorienteret. Kvantitet frem for kvalitet, og der er så mange tiltag, der peger i samme retning”, uddyber hun. Uddannelsesloftet og fremdriftsreformen er eksempler på nogle af de tiltag, der rummer samme paradoksale struktur og udfordringer for de studerende. Man skal skynde sig igennem, men samtidig blive bedre og bedre og få høje karakterer. ”Man bliver dannet, og det er jo så det fremdriftsreformen er gået ud på. Man bliver dannet i den forstand, at man hurtigt skal igennem et studium for at komme ud på et arbejdsmarked. Og man kan tvivle på, hvilken overensstemmelse der er mellem at forcere uddannelsesprocessen i forhold til, hvad det er for nogle resurser og kvalifikationer, man faktisk har brug for

på en arbejdsplads, der optager akademikere, som for eksempel evnen til at tænke originalt, evnen til at fordybe sig, evnen til innovativ tænkning, osv. osv.

Det har en moderne virksomhed brug for”, forklarer Judy. Hvad der er brug for, er således ikke færdiguddannede, der har skyndt sig igennem uddannelsessystemet og ikke har lært at fordybe sig. Den moderne virksomhed og Danmark som videnssamfund kan derved siges at have brug for et uddannelsessystem med fokus på kreative processer og tid til fordybelse frem for et rigidt karaktersystem og en korrekthedskultur, der ikke udfordrer de studerende på kreative løsninger.

Karaktersystemet og sociale medier Karakterræset har flere bemærkelsesværdige aspekter, der kan siges at påvirke de unges psykiske tilstand negativt.

Gammelgaard fremhæver blandt andet, hvordan karakteren er bestemt ud fra omfanget af opgavens mangler: ”Kigger

man på begrundelserne for karaktererne, så er det manglen på det ene og det andet, der ligesom er kodeordet for det, der adskiller den ene karakter fra den anden. Og det er en negativ måde at definere en karakter på, som jo skal fortælle noget om kvaliteten af det produkt, den studerende har lavet.” Det bliver således den vejledende norm, hvilke mangler en opgave har uden nogen positiv beskrivelse, andet end den, man får til den mundtlige og relativt tidsbegrænsede feedback. Det er dog sjældent feedbacken, der er særligt spændende i folkemunde; karakteren er det, der i sidste ende definerer, hvor god din opgave og din indsats har været. ”Altså det der 12-tal, det står ligesom sådan bøjet i neon, som sådan et lysende mål”, forklarer Judy Gammelgaard og tilføjer, at hun har mødt mange studerende, der til vejledning hos hende som det første har sagt: ”Jeg stræber mod at få et 12-tal.”

Karaktersystemet gør det nemlig nemt at

sammenligne sig selv med andre. Og er sammenligningsprincippet ikke også et slags kodeord for det, at skabe motivation og præstation for tiden, hvis vi for eksempel ser på PISA-undersøgelserne og den ’nye’ internationale karakterskala? Vi sammenligner os hele tiden med hinanden, både på landsplan og internationalt, vurderer karaktergennemsnit og eksponeres for andres successer. Et sted, hvor dette sammenligningsprincip er særligt eksplicit, er på de sociale medier.

Eva Secher forklarede i sit foredrag på socialdemokratiets partikontor, at man lige siden Sokrates har talt om forventninger til og ambitioner for de unge. Forskellen fra da og til nu er i denne sammenhæng, at de unge i dag i langt højere grad er eksponeret for diskussioner om, hvad der er krævet og forventet af dem – i nyhederne, i aviser og på sociale medier, hvilket gør det nemmere at internalisere forventninger og idealer og gøre dem til

Foto: Privat

43

en del af sine egne forventninger. Derudover er de fleste mere tilbøjelige til at berette om deres succeser frem for deres nederlag på sociale medier, som for eksempel Facebook. Mange flasher stolt og lettet deres 12-tal i en statusopdatering, hvilket ifølge Eva Secher har den funktion, at vi rent kognitivt opfatter det som om, at der er langt flere 12-taller og succeshistorier, end der egentlig er, og at det gør os stressede og ængstelige, fordi vi lever efter sammenligningsprincippet. Judy Gammelgaard forklarer i den forbindelse, hvordan udbredelsen af sociale medier netop påvirker vores selvfølelse: ”De sociale medier og det fokus, der er på karakterer, skaber hos børn en meget stor opmærksomhed på spørgsmål som ’hvem er jeg’ og ’er jeg god nok’.

Altså, de unge synliggør sig igennem de sociale medier. De måler sig i likes og i kontakter, i svar og i bemærkninger. De er ikke bare på de sociale medier, deres selvfølelser er på fra morgen til aften og eksponeret i et felt, altså i et virtuelt rum, der er uden grænser. Det skaber en sårbarhed i selvfølelsen.”

Den konstante eksponering og sammenligning på sociale medier kan altså siges at gøre os usikre og give en følelse af utilstrækkelighed, der for mange tilsyneladende ender med stress, angstlidelser eller depression, hvis man skæver til statistikkerne.

Jeget og ideal-jegets stigende konfliktniveau Vi er under overvågning, er underlagt evalueringer og bebudninger om 12-taller, og vi sidder tilbage med en hudløs sårbarhed, der konstant rives i af blikket fra den Anden. Der er ingen tvivl om, at Gammelgaard mener, at det er dybt problematisk for vores samfund, og at det er en stor årsag til meget af den mistrivsel, vi ser i dag hos de unge. Men hvordan

Indput Institut for Psykologi KU

skal det forstås nærmere i kraft af hendes faglighed som psykoanalytiker? Vi spurgte hende yderligere ind til, hvad det er for et forhold for subjektet eller den unge, mellem mængden af succeser, de udsættes for, og hvilke krav, de derved kan komme til at stille til sig selv.

“Nu nævnte jeg Lacans blik. Det kan suppleres med den klassiske psykoanalyses begreb om overjeget og begrebet om jeg-idealet. På Freuds levetid var overjeget den inderliggjorte autoritative faderfigur. Derfor genoptog Freud Ødipus-myten. Men det var faktisk på et tidspunkt, hvor autoriteten var begyndt at smuldre. Efter Freud kom det faderløse samfund, som mange af psykoanalytikerne beskrev det. Og så genoptog man en anden myte. Myten om Narcissus, som spejler sig i søen og bliver så forelsket i sig selv, at han sygner hen og dør.

Og Narcissus-myten har erstattet Ødipus-myten som billede på den spejlende samfundsstruktur, skabt også gennem de sociale medier. Evalueringssystemerne som vi lever i! Og det betyder, at vores jeg-ideal, altså de idealforestillinger vi har om os selv, hele tiden bliver pustet til, både evalueret og devalueret. Det gør os sårbare, for én ting er at kæmpe med et overjeg, som trods alt er en internaliseret anden. Men ideal-jeget er på en anden måde intimt forbundet med vores jeg og kernen i ens selvfølelse. Slår man sig på den, rammer man sig selv på en anden måde. Og det tror jeg sker for mange unge i dag.”

Indput spørger her videre ind til Gammelgaards pointer, for vi undrer os. Kan man så sige, at jegets evne til at være og til at håndtere de konflikter, der er omkring det, vil blive svækket, hvis ideal-jeget konstant bliver inflateret? Er den eneste måde, man kan nå en tættere overensstemmelse mellem jeget og ideal-jeget,

igennem netop evalueringer? For så vil det vel sådan set ende med en ekstremt svækket jeg-funktion, fordi man har brug for at blive evalueret for at vide, at man er tæt nok på ens ideal-jeg og dermed er god nok? Til dette svarer Gammelgaard prompte: “Ja præcis! Altså jeget krymper sig og kan ikke komme til at udfolde sig og gøre sig fri fra blikket – den Andens blik – og det egne ideal!” I vores begejstring går indput videre ind i dette emne, for så er det jo ikke noget under, at de studerende bliver stressede. Det er jo et kæmpe pres på jeget, hvis man ikke får det 12-tal til den eksamen. Så bliver man fjernet så langt fra ens ideal-jeg, at man har en kæmpe indre konflikt. Og det i sig selv må jo være angstprovokerende ad helvedes til? “Det er det ja. Der føler man sig meget udsat! Og meget sårbar! Det er meget rigtigt grebet. Og så langt tror jeg i og for sig, vi kan komme i et forsøg på en forklaring.” Judy Gammelgaard trækker på smilebåndet og tilføjer: ”Men hvor er det spændende og fascinerende at undervise studerende på Universitetet. På trods af de mange begrænsninger, studievilkårene lægger for deres mulighed for fordybelse of kreativitet, er de unge engagerede, nysgerrige, kompetente og dygtige.”

Svækkede jeg-funktioner, oppustede ideal-jeger, paradokser mellem krav om innovation og kreativitet, stressede familier og konstante evalueringer overalt i institutionerne og på de sociale netværk var nogle af de mange pointer professor emeritus og psykoanalytiker Judy Gammelgaard havde at sige om, hvorfor de unge i dag har det synligt dårlige i dag end tidligere. Og skulle man være i tvivl om, hvor alvorligt det menes, så vil vi i Indput minde læseren om, at i dag, så slår vi ikke vores børn - vi evaluerer dem. n

INDPUT PRÆSENTERER

ARENDT-BOGMÆRKET Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfeldt, stud.psych Hannah Arendt (1906-1975) var politolog, filosof, ateist og en unådig, hård kritiker af nationalstater, som hun mente på totalitær vis ydmygede og retsforfulgte minoritetsgrupper i det tidligere Europa. Arendt var jøde og voksede op Tyskland. Hun flygtede til Paris i 1933, da antisemitismen og raceforfølgelsen for alvor blev sat i system i Nazityskland. Forfølgelsen af uskyldige jøder og andre intellektuelle kritikere af nazismen eskalerede dog i Europa i en sådan grad, at Arendt blev tvunget til at drage over Atlanten til USA. Hendes to absolut største værker, ”Det totalitære samfundssystems oprindelse” (1951) og ”Menneskets vilkår” (1958 placerer hende i verdensklasse sociologisk-politisk læsning i liga med Hobbes, Habermas og resten af Europaherrerne.

Hun reflekterer over jødiskhed, ondskab, passivitet i massebefolkninger – og ikke mindst menneskets eksistentielle håb som bevidst politisk væsen.

Når mennesker taler med hinanden begynder politikken, ifølge Arendt.

Selvom vi alle naturligvis fødes, er vi ikke nødvendigvis født politiske endnu.

Først i det øjeblik du aktiverer din sunde fornuft og kritiske tænkning i forsamlinger og i det offentlige rum, bliver du, ifølge Arendt, dét bestemte og unikke individ. Med andre ord undergår individet en ”anden fødsel” som unikt politisk væsen, når man formår at tænke ”uden gelænder” ved ikke bare at være et ekko af et kor af synspunkter fra staten og masserne. Derfor foreslog Arendt, at modsvaret til opstanden af ondskab, stigmatisering og minoritetsforfølgelse sker ved, at civilbefolkningen engagerer sig i offentlig samtale og politik. Som værn mod dehumanisering og totalitærisme må mennesker og nationer tale

sammen, både i de små fællesskaber, i det offentlige rum og ikke mindst gennem internationale institutioner.

Arendt minder os om, at vi ikke må tage menneskerettigheder for givet.

Menneskerettigheder er hverken en naturgiven, umistelig eller selvindlysende størrelse, som det står skrevet i Declaration of Independence. Dem, der lever i overbevisningen om, at vi bliver født med menneskerettigheder, er, som Arendt formulerer det, et ”bevis på en håbløs idealisme eller et forfjamsket og svagtbegavet hykleri”. Når alt kommer til alt favoriserer den pressede nationalstat altid, desværre, nationens homogene majoritet, og lader de etniske grupper, såsom jøderne under 2. verdenskrig, stå uden regering, myndighed eller institutionel garanti. Dette ved Arendt om nogen, da hun mistede begge sine forældre og adskillige andre familiemedlemmer til koncentrationslejrene.

I hendes essay ”We refugees”, bragt i det jødiske tidsskrift Menorah Journal i 1943, skitserer hun rammende, hvordan det føles af være retsløs og ydmyget efter systematisk raceforfølgelse: ”Vi mistede vores hjem, hvilket vil sige vores daglige liv. Vi mistede vores beskæftigelse, hvilket vil sige troen på, at vi er af en vis nytte i verden. Vi mistede vores sprog, hvilket vil sige naturligheden af vores reaktioner, enkelheden af vores gestik, det ukunstlede udtryk for vores følelser”.

Disse dage anvendes Arendts værker særligt inden for social-, eksistentiel- og politisk psykologi. Hendes aktivistiske tanker vurderes af mange som højaktuelle netop nu, hvor menneskerettigheder langt fra hænger på træerne.

Byd Hannah Arendt velkommen i Indputs bogmærkeklub! n

45

Om politik og modstand Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych., og Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Rie: Sebastian… Hvorfor har vi dog Politik som tema? Er det ikke lige kedeligt og tørt nok?

Seb: Øh, nej. Jeg mener bestemt ikke, at man kan påstå, at den arena, hvori store bestemmelser for den generelle befolkning hører hjemme, kan karakteriseres som kedelig.

Om ikke andet er det politikkerne, der afgør mange af de faktorer, som påvirker vores klienters liv, så selvfølgelig skal vi interessere os for det. Tørt kan måske diskuteres, men kedeligt? Fandeme nej.

Rie: Men jeg tror mange føler sig magtesløse. Føler du, at det giver dig noget at engagere dig, og at vi har nogen som helst mulighed for at flytte noget? Er det ikke spil eller aftalt spil det hele?

Seb: Vi står over for et valg her, synes jeg. Enten kan vi give op, sætte vores kryds ud fra det, vi lige føler den pågældende dag, og ellers bare overlade det hele til Christiansborg.

Eller vi kan deltage aktivt, demonstrere, råbe højt, interessere os, være kritiske… Både på den politik, der bliver ført, og de politiske aspekter af vores eget fag.

Rie: Hmmm… du siger, at politikerne påvirker vores klienters liv. Hvordan oplever du det?

Seb: Tag sådan noget som uddannelsesloftet. Selvom det kan diskuteres, hvorvidt det er den eneste grund til det, så mener jeg, at man kan betragte dette politiske tiltag som en “udløsende faktor” for depression, angst, stress, you name it. Det er jo trods alt et ret voldsomt indgreb i de studerendes liv. Og jeg mener ikke studieliv, men faktiske liv.

Indput Institut for Psykologi KU

Rie: Desværre, så sandt, så sandt. Har de mistet empatisk sans? Overser de, hvorledes deres beslutninger påvirker psykisk sundhed, eller er det lige meget? Er det et nødvendigt onde?

Seb: Se nu(!) synes jeg jo at politik og diskussionen af det bliver rigtig spændende. Men for at svare på dit spørgsmål, så ja. Jeg mener i den grad, at politikkerne i alt for høj grad vægter “nødvendighedspolitik”, eller de såkaldte “talende excelark”. Det handler om, hvordan vi bliver rige, men ikke om hvem, der gør det, hvorfor og på bekostning af hvem. Og så må man sige, at politikkerne kan forsvare sig med, at de ville lukke et hul i dagpengesystemet. Jaja, bevares, det er da en skøn ting, men hvorfor tage de penge fra de studerende og få dem til at få det ad helvedes til (eller i hvert fald værre) og så kort tid efter give store skattelettelser til de rige (eller i hvert fald foreslå det)?

Rie: Så hvor er det egentlig, vi kan spille en rolle. Bør vi måske som psykologer foreslå ændringer til selve statskundskabsuddannelsen, eller bør vi have tests for empati, inden man får lov til at indtage en politikerstol. Det mærkeligste er jo, i mine øjne, at de her mennesker er folkevalgte. Skal solidaritet og empati i højere grad integreres på skoleskemaet? Eller er jeg på vej ud af et blødt venstrefløjssidespor?

Seb: Altså, man kan vel sige, at de folkevalgte uanset hvad står over for prioriteringer.

Det, de skal gøre, er at prioritere ved at stemme for hint eller andet. Er man uempatisk ,fordi man vægter de rige højere end de studerende? Ikke nødvendigvis, men det er udtryk for en bestemt ideologi, som jeg tror påvirker vores klienter (og os) i en høj og destruktiv grad. Der er åbenbart råd til, at vi skal have meget, meget, meget billigere biler, men der er ikke råd til gratis psykologhjælp til alle unge… Det er en prioritering, som jeg personligt overhovedet ikke forstår.

Rie: Præcis. Er det nogle gange et spørgsmål om, at det virker mere tiltalende? Ligesom jeg i starten gav udtryk for mangel på motivation for emnet politik, fordi det kræver lidt mere end et øjeblik at sætte sig ind i og overskue. Er der nogen, der spørger, om du hellere vil forbedre psykiatrien eller have en fed bil, hvad ville mange så umiddelbart vælge?

47

Seb: Lige præcis. Men sådan bliver det ikke gjort op. Det bliver taget sag for sag er mit indtryk. Og så er det fandeme svært at finde hoved og hale i skidtet, når landets statsminister og regering står og lyver til vores medier om, at HK’eren får den største relative gevinst. Hvad har de ellers løjet om? Hvordan har de ellers sjuftet med tallene?

Rie: Politikerleden forstærker nærmest kun nogle af de ting, vi før har snakket om; om fake news og min viden er lige så god som ham ekspertens – hvem tror han egentlig også lige, han er? Hvis der er noget, jeg frygter for vores samfund, så er det tab af tillid. Hvis der er noget, der avler vold, splid og bedrag, er det følelsen af at være truet og … snydt, tror jeg.

Seb: Og hvem er det, der bliver snydt? Hvem er det, der har det værst i det her samfund?

Hvem er det, der oftest udvikler diverse psykopatologier? Klart dem i de nederste sociale lag. Dem, der er de mest udsatte. Men til dem er der kun et vanvittigt presset psykiatrisk system. Til dem er der tilskud til 12 gange hos en psykolog, og så ikke mere, for det er der ikke råd til. Men skattelettelser til de rige? Åååååårk ja, flere af dem!

Rie: Og 300 kr. per konsultation er ikke for sjov, når man dårligt nok har råd til julegaver og nye sko, når der er hul i de gamle. Mht. skattelettelser er det vel et spørgsmål om vennetjenester, indbyrdes bekendtskaber. God gammel nepotisme, men hvordan fanden man narrer så mange i de nedre samfundslag til at tro, at skattelettelser gavner dem, fatter jeg ikke. Jeg er lidt i tvivl om det der procentsystem for tiden... Kunne alle ikke lige så godt få en skattelettelse på 5.000 kr. om måneden?

Seb: Jeg tror ikke nødvendigvis, at det kun er et spørgsmål om nepotisme, om end det nok også er en faktor. Jeg tror, det primært handler om ideologi. Det handler om, at folk ikke modsætter sig det. Det handler om, at folk har accepteret, at de økonomiske “vismænd” (og hvem fanden har egentligt lige gjort dem til fucking vismænd? De er sgu da ikke fucking orakler), og at nødvendighedens politik er det eneste, vi kan gøre. Folk har lagt sig fladt ned. Hvor fanden er oprøret? Hvorfor fanden har vi ikke stormet Christiansborg? Alle os studerende når de nu bliver ved med at fucke med os?!

Rie: Ja, hvor fanden er oprøret? Har folk for travlt? Indser vi ikke, hvor uacceptable beslutningerne egentlig er? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er et spørgsmål om nutidens ungdomsgenerationer, som måske også mangler empati, som har haft en beskyttet opvækst, hvor voksne har interesseret sig for dem og taget sig af dem. Har de og

Indput Institut for Psykologi KU

vi endnu ikke lært at tage os af andre? Er vi så opfanget af vores eget karrierepres, stress, forventninger og drømme, at andres problemer med at få næringsrig mad på bordet bliver uoverskuelige? (Nu skal jeg nok stoppe).

Seb: Nej, du skal fucking BLIVE VED! Det er jo det, der er hele pointen for mig at se.

Hvorfor forstummer kritikken? Personligt tror jeg ikke, at det handler om, at vi unge er uempatiske. Det handler om, at det eneste, vores liv er drejet til at handle om, er os selv.

Jeg kan IKKE være lykkelig, med mindre jeg løber 5 gange om dagen, har 1000 likes på hvert instagram-billede, spiser palæo, er med til de rigtige events med de rigtige mennesker, bliver FORFYLDT af mit fucking arbejde (sig mig engang, hvad fanden er meningen med, at man skal blive lykkelig af at arbejde? Hvornår er det blevet et krav?!). Når de her krav opleves af unge mennesker, så er det ikke, fordi man ikke er solidarisk med andre og deres problemer. Men helt simpelt så orker man ikke, for man har så travlt med ens eget, for hvis man ikke har travlt med ens eget, så lykkes man ikke med livet. Og så dør baby.

Rie: Det virker som om, der er behov for, at livet er et fælles projekt igen. At det hele ikke ramler, fordi mit hoved ramler en enkelt dag. At baby ligesom bliver strukket ud mellem os.

Seb: Hvis mor er træt, så tager mormor lige baby. Hvis du er flad, så giver jeg den en ekstra skalle. Men det er jo nærmest umuligt, hvis ikke man fucking må have lov til at sige “Jeg arbejder for at få brød på bordet og ikke andet. Fuck lykken, jeg vil bare have det nogenlunde”. Men i dag er fraværet af lykke lig med undergang. Hver sin lille baby-guldklump, og for fanden hvor skal den være det bedste af det bedste.

Rie: Generation instant gratification har svært ved at føle, at lykken kommer igen, hvis den ikke er der hele tiden. Hvis ikke forholdet fungerer for tiden hvorfor så ikke finde noget bedre. Andre ser da ud til at være lykkelige hele tiden. Nogenlunde lyder som et godt mål.

Seb: Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Og hvordan skal man gøre oprør, hvis ens egen lykke er betingelsen for et liv, der er værd at leve? Men hvis man kan nøjes med at have det nogenlunde, så kan man deles, så kan man være fælles, så kan man gøre oprør, og det mener jeg, at vi skal.

Rie: Skal vi komme i gang? n

49

så ofte og som du , p o t e t dser, a lige stå . Du er ffelse… du in spolitikere. n e m m eting af sku t allesa bølge 179 folk der de Vi ken du ramt af en ndfuld af de en hå bliver kender n u k j! stadig Frygt e r dig: en give s le O & . ischer testen de, at F læ g du?” d e r e m r r e e Det olitik tingsp ved, t folke d n e g hvem k o u lt a ” t J o nt “NE uden “Hvilke ” eller kendt MF’er A J “ r a u sv med en ltet og jen! startfe ninger in å ld il p t o r t h r a r a St dele e på p u ls d e e d k y mås ind

May-Britt Kattrup bekender sig til én sandhed - lavere skat og bedre(!) velfærd.

Læs op og start igen!

ne

mi e

ng

pe

d?

START

nej

Ka du li' politik?

hva

måske

Når jeg siger “Schengen-aftale”, så siger du? ja tak

H

Inger Støjbergs Cola-forbrug er:

Klar - Parat - Ukendt i en 5 tegn på at du har fundet

fart!

en ukendt MF’er:

1 - Navnet siger dig ingent ing 2 - Varetager ingen væsen tlige partiposte terr 3 - Fik få personlige stemm er til valgett 4 - Valgt via tillægsmand at 5 - Stedfortræder

Indput Institut for Psykologi KU

Hej med dig

del ska

nej tak

er laim kke Disc spejler i er f g a n i t e n gg old Indlæ ionens h t k reda

igt

ja

irer

insp

båd Min sejl

mig lyd selv er l det æk ker t

ig! venl

Hader du løbebånd?

igt

JA!

del

t!

ir

Nikolaj Amstrup uhhh det så let at vær så gooonanana alter-na-tivet.

Spin eller ej?

Hvem skal til Panama?

de eren

bne

Lidt aldr magi har ig sk adet

Revolutionspræfe rence

væ

.

Daniel Toft fik i 1987 afslag på en plads på skuespillerskolen.

Så søgte han i stedet en plads som ærlig politiker via kvote 2.

Det v ikke ed jeg helt

r d

jeg siger, hvad jeg mener. alt andet er skuespil

Orla Østerby er Ringkøbings egen Thorkild Thyrring på Borgen. Men det går nu alligevel lidt for hurtigt for Vestjyden.

Orla er skuffet over snapsetingen - der var ingen frøsnappere…

omtaler Hvordan i DK? rie du din fe

… ferie re ” e r a b de som “ rca er fe o Mall

Peter Juel er fra Bornholm.

Billig fad, gør alle glad! citat fra folkemøde.

Da SÅ nmar DA k e NS r sk K! øn

t!

er Tilde Bork tle g æ m klar i re en der må væ den grænse, og skal være lukket!

ølvhøj Jakob S ager vi t vil ha’, vare på Hvis n. hinande så ed. du er m ist. un kom!-m

Kirsten Normann er træt - træt af at løbe.

Effektivisering er noget pis det er SF ikke.

51

TEMASEKTION POLITIK Verhör des Guten Tritt vor: Wir hören Daß du ein guter Mann bist.

Du bist nicht käuflich, aber der Blitz Der ins Haus einschlägt, ist auch Nicht käuflich.

Was du einmal gesagt hast, dabei bleibst du.

Was hast du gesagt?

Du bist ehrlich, sagst deine Meinung?

Welche Meinung?

Du bist tapfer.

Gegen wen?

Du bist weise.

Für wen?

Du siehst nicht auf deinen Vorteil.

Auf wessen?

Du bist ein guter Freund.

Auch guter Leute?

So höre: Wir wissen Du bist unser Feind. Deshalb wollen wir dich Jetzt an eine Wand stellen. Aber in Anbetracht deiner Verdienste Und guten Eigenschaften An eine gute Wand und dich erschießen mit Guten Kugeln guter Gewehre und dich begraben mit Einer guten Schaufel in guter Erde.

Bertolt Brecht: »Verhör des Guten«, i Werke, bind 18, Prosa 3, Frankfurt am Main 1995, pp. 502-503

Indput Institut for Psykologi KU

Illustration af Bolette Bendix Huus

53

Stafetten

er Indputs faste indlæg om instituttets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det Ph.d.studerende Camilla Overbye, der har stafetten, som hun fik af Hannah Katznelson.

CAMILLA OVERBYE Af Cecilie Weischer, stud.psych.

Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg har egentlig ønsket at læse psykologi, siden jeg gik i gymnasiet. Der opstod dog nogle andre muligheder i min gymnasietid, så inden jeg nåede til at læse psykologi, blev det lige til 14 år i Los Angeles og New York samt 6 år i London. I USA arbejdede jeg som skuespiller, og i London instruerede og producerede jeg dokumentarfilm. Nogle vil måske opleve, at der er et stort spring fra de fag til psykologien, men for mig har det været en naturlig progression. Jeg har altid været drevet af en interesse for og lyst til at udforske og prøve at forstå de bevæggrunde, der ligger bag menneskers handlinger, følelser, relationer og interaktioner. Det har været mit felt gennem mine – foreløbigt – 3 forskellige karrierer; et felt som jeg på den måde har fået lov til at udforske med tre meget forskellige indfaldsvinkler.

Som skuespiller skulle jeg sætte mig i en andens sted og handle ud fra karakterens udgangspunkt. Mine dokumentarfilm er alle portrætter af mennesker, der har valgt nogle usædvanlige veje i deres liv, og jeg undersøger, hvad der har ført dem til at træffe de valg, de har – og hvordan det påvirker deres liv og relationer. At læse psykologi har givet mig et teoretisk og også empirisk fundament til at uddybe mine forståelser og min (ud-) forskning. Da jeg fik børn, ønskede jeg ikke længere at arbejde så internationalt, som jeg hidtil havde gjort med konstante rejser, så jeg begyndte at læse psykologi, mens jeg var på barsel.

Det var i London. Så flyttede jeg hjem og læste videre på KU. Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Jeg har jo lavet en del andet allerede, kan man sige. Hvis mit liv var længere, så ville jeg også have elsket at læse medicin, jura og antropologi. Siden jeg i gymnasiet skulle vælge mellem sproglig og matematisk linje, har jeg altid været splittet mellem mine interesser inden for det mere naturvidenskabelige og det humanistiske. Det er dog altid det mere humanistiske, der vinder. Det er her, jeg finder flest nuancer.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

Nu er det kun to år siden, at jeg blev færdig, så så meget er der nok ikke sket. Inden for forskning i børneudvikling er der en bevægelse fra den mere teoretiske grundforskning til, at næsten alt er blevet empirisk – og nu også til at der bliver mere anvendelig forskning.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?

Historisk set svinger pendulet som regel fra side til side. De seneste år har det handlet meget om effektivisering. Jeg håber, at man kan tage det bedste med af det – men at der også bliver mere ”plads” igen. Tid, fordybelse og i virkeligheden også forvirring og usikkerhed kan være grobund for spændende tanker og opdagelser. Det kan godt blive for effektivt og stringent.

Psykologer skulle gerne være nuancerede, reflekterende og nysgerrige. Det håber jeg, at der bliver mere plads til.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

Jasmine, Casper og Dylan. Mine børn.

Derudover er jeg faktisk rigtig glad for mit arbejde. Jeg har en Ph.d.-stilling, som har givet mig 3 år til at forske i børns eksploration, leg og mentalisering. Min Ph.d. er finansieret af LEGO-Foundation og DUPLO. Det er et spændende samarbejde, hvor jeg både får universitetets videnskabelighed og fordybelse, men så også skal oversætte den viden, jeg får, til noget direkte praktisk anvendeligt. Det er en veksling, der er meget inspirerende, og det er fint hele tiden at blive mindet om, at det akademiske skal kunne oversættes til virkeligheden. Og så er det jo ren luksus at få lov til at se det ske, allerede mens jeg er i gang med Ph.d.en.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

For mig passede det så godt at læse senere i livet. Jeg havde været ude og prøve en masse og havde i en årrække drømt om at få mulighed for at studere. Det føltes luksuriøst at få den tid og den vidensdeling – og jeg nød virkelig langt det meste ved studiet. Så der er faktisk ikke meget, jeg ville ændre på ift. min studietid.

Hvem skal have stafetten af dig?

Christopher Trier Lind!

Mange tak til Camilla Overbye! n

55

Den globale konkurrences konsekvenser for subjektive valg og begær I denne artikel vil jeg fremhæve nogle centrale pointer fra mit bachelorprojekt, som er relevante for det politiske tema. De teoretiske pointer kan bruges til at give indblik i, hvordan noget vi oplever som meget fjernt, nemlig den globale konkurrence, påvirker vores daglige liv meget konkret, ved at have betydning for vores subjektive valg og begær.

Af Nina Kjar, stud.psych.

Global konkurrence som strukturel betingelse for subjektet Lektorer i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, Morten Ziethen og Michael Paulsen, kritiserer i et indlæg til Politiken den 16. januar 2016 den globale konkurrence som et vilkår, vi som stat er nødt til at finde et passende respons på, og som kan stilles uden for politiske diskussioner. Ziethen og Paulsen skriver: ”Konsekvensen af denne udvikling blev, at konkurrencen blev institutionaliseret som den basale logik i såvel virksomheder som stater for derefter også at trænge ind i den enkeltes selvforhold.” Således opnår den globale konkurrence, udover økonomisk og politisk relevans, også psykologisk relevans.

Forståelsen af den globale konkurrence, der ligger til grund for projektet, tager udgangspunkt i en definition af globalisering udarbejdet i et review af Nayef R.F. Al-Rodhan & Gérard Stoudmann (2006). Som et centralt aspekt ved globalisering implicerer den en antagelse om ekspansion af markedsøkonomien, et frie(re) marked på tværs af landegrænser og de respektive deltageres søgen efter profit under konkurrenceforhold. Sagt lidt firkantet kan man sige det er en udbredelse af den kapitalistiske ideologi.

Det er dette forhold ved globaliseringen, der antages at blive behandlet af Ziethen og Paulsen i deres debatindlæg, når de omtaler den globale konkurrence. Det er de psykologiske konsekvenser af denne, for subjektive valg og begær, som er fokus for dette projekt. I forhold til sub-

Indput Institut for Psykologi KU

jektet, ser det nemlig ud til, at idéen om konkurrencedygtighed, effektivitet og fleksibilitet i overensstemmelse med den frie markedsøkonomiske ånd har påvirket den måde, vi lever vores daglige liv på; som om konkurrencen er trængt helt ind i vores selvforhold.

I det følgende vil jeg fremhæve nogle pointer fra min diskussion, fordi denne del af projektet eksemplificerer, med brug af anvendte teorier, hvordan vi som subjekter reproducerer den globale konkurrence gennem vores valg og begær i tilværelsen, samt hvilke muligheder vi har for agens og forandring i denne sammenhæng.

Althussers ideologibegreb Ved at inddrage den algeriske filosof Louis P. Althusser (1918-1990), betragtede jeg den globale konkurrence som en ideologi i hans forståelse af begrebet.

Som Althussers ideologier er den globale konkurrence institutionelt og materielt indlejret i samfundet og står i forbindelse til den kapitalistiske markedsøkonomi som vist i ovenstående. Igennem begrebet interpellation viser Althusser, hvorledes subjektet undertrykkes af ideologien og er afhængigt af den for at kunne genkende sig selv og det, der antages at være virkeligheden. Det er simpelthen ideologien, der bestemmer, hvad vi oplever som evident. Dermed afhænger subjektet også af ideologien for at tage valg i overensstemmelse med egen overbevisning. I forhold til agens er det først efterfølgende, at subjektet kan stille sig uden for ideologien og påpege, at det var i den, og det må interpelleres af en modsva-

rende ideologi for at forandre den første.

Lacan og den store Anden Med inddragelse af den franske psykoanalytiker Jaques Lacan (1964) bliver den globale konkurrence begrebsliggjort med den store Anden. Den Anden skal her forstås som en fælles referenceramme eller meningsfelt, der foreskriver forståelsesformer, med hvilke subjekterne kan meningsgøre sig selv. Den bliver symboliseret for barnet af den primære omsorgsperson og betinger gennem subjektivitetsdannelsesprocesser barnets begær. Meget konkret er dette en proces, hvor barnet lærer det, som den voksne vil have det til at forstå af sig selv, det vil sige uden de voksnes hjælp.

Antagelsen er her, at vores idéer om global konkurrence er indlejret i den Anden, og at subjektet dermed er nødsaget til at træde ind i dette meningsfelt for at opnå subjektivitet. Det betyder mere direkte, at et subjekt finder mening i selvoptimering og udviklingstrang, fordi den forståelsesramme, som den globale konkurrence foreskriver, bliver indlejret i barnet som dét, det tror, den voksne vil have det til at forstå af sig selv. Både gennem direkte ros af de kvaliteter, der værdsættes, men også ved at overhøre samtaler mellem de voksne. Gennem terapien kan subjektet få indsigt i, hvad der har betinget dets begær, men de agentiske egenskaber er her begrænset til refleksion og forståelse.

Zizek med en kynisk distance Den slovenske sociolog og filosof Slavoj Zizek (1989) er inspireret af blandt an-

dre Althusser og Lacan, og kombinerer disse i et samtidsrelevant bidrag. Ifølge Zizek underkaster subjektet sig ideologisk magt, selvom det er bevidst om dets effekter. Vi ved måske godt, at den globale konkurrence er ideologisk, men vi agerer alligevel efter den; også selvom vi egentligt er uenige. Det er også nemmere, fordi den ideologiske magt foreskriver, hvad der er socialt accepteret og dermed legitimt at gøre. Kort sagt er subjektet bevidst om ideologiernes magt, men indtager en kynisk distance til denne viden. Et eksempel kunne være, at jeg er opmærksom på, at coaching reproducerer den globale konkurrences interesse i mig som et fleksibelt og konkurrencedygtigt individ, men jeg er ligeglad, for det giver mig nydelse, og jeg opnår kompetencer, der er socialt acceptable.

Forandring ses inden for Zizeks (1998) forståelse ikke kun i form af subjektets refleksion eller mulighed for indsigt: Subjektet kan stille sig indifferent over for ideologien eller den Andens formodede krav, om end det må opgive begæret for de socialt legitimerede objekter. I forhold til eksemplet skulle jeg så give afkald på coaching, fordi jeg ville gå imod idéen om det fleksible og konkurrencedygtige individ, og dermed opgive mit begær for de kompetencer, jeg kunne opnå under forløbet. Med Zizeks bidrag kommer vi således et lille stykke videre i forhold til subjektets forandringspotentiale.

Konsekvenser for agens og forandring Med de tre teorier fremstillede jeg et forholdsvis deterministisk subjektsyn, men

inden for hver teori ser vi dog henholdsvis subjektets mulighed for at reflektere over ideologien i bagklogskabens lys, genkende den store Andens betydning for begærets formning gennem terapi og endda sætte sig indifferent over for ideologien/den Andens krav.

Agens blev fundet på et individuelt niveau gennem den teoretiske analyse, hvilket jeg her anser som en ”agentisk fejlslutning”: Eftersom projektet tog udgangspunkt i et kontekstualiseret subjektsyn, bør agens også lokaliseres i det kollektive og kontekstuelle. Derfor, for at få en mere komplet forståelse for subjektets forandringspotentiale i forhold til den globale konkurrence, må en idé om agens i et socialt perspektiv integreres.

Ved at inddrage den engelske sociolog Margeret Archers (1995) morphogenetiske tilgang bliver agens konceptualiseret som bundet op på grupper og samhandlen mellem individer. På den måde overskrides enkeltindividets begrænsede agens ikke, men der tilføjes en nuance til problembeskrivelsen, hvor strukturel og kulturel forandring og reproduktion bliver beskrevet via gruppemæssige mekanismer. Meget kort er pointen her, at organiserede grupper og institutioner har større forandringspotentiale end det enkelte individ; eksempelvis som fagforening eller interesseorganisation.

loger er vi med til enten at reproducere eller forandre idéerne om fleksibilitet, konkurrence og effektivitet i overensstemmelse med den globale konkurrence som ideologi/den Anden. Spørgsmålet er, om vi er reflekterede omkring det, og hvad vi gør ved det. Når vi støtter coping og coaching, hjælper vi, lidt firkantet, til at opnå konkurrencedygtighed. Ser vi disse reproduktioner af den globale konkurrence i vores klienters livsprojekter, kan vi på den anden side hjælpe dem til at erkende dens effekt på deres ønsker for tilværelsen, så de har muligheden for at stille sig indifferente over for krav til fleksibilitet, effektivitet og konkurrence.

Psykologien er alt andet end ideologifri.

Vi reproducerer og forandrer ideologier igennem vores arbejde. n Litteratur Althusser, L. (1983). Ideologi og ideologiske statsapparater (Ideology and the ideologial state apparatus). Aarhus, Denmark: Forlaget Grus.

Al-Rodhan, N. R., & Stoudmann, G. (2006). Definitions of globalization: A comprehensive overview and a proposed definition. Program on the Geopolitical Implications of Globalization and Transnational Security, 6.

Archer, M. S. (1995). Realist social theory: The morphogenetic approach. Cambridge university press.

Lacan, J. (1998). The Seminar of Jacques Lacan, Book XI: The

Implikationer for psykologisk praksis I forhold til psykologien ser jeg personligt, at vi som psykologer må se os selv og vores klienter som subjekter i relation til den globale konkurrence. Som psyko-

Four Fundamental Concepts of Psychoanalysis. ed. Jacques-Alain Miller, trans. Alan Sheridan (1977) Zizek, S. (1989). The sublime object of ideology. Verso.

Zizek, S. (1998). Cogito and the Unconscious: Sic 2 (Vol. 2).

Duke University Press.

57

UDVEKSLING I SCHWEIZ TVÆRFAGLIGHED, KULTURPSYKOLOGI OG NATURSKØNNE OMGIVELSER Af Amanda Lambæk, stud.psych. og Phillip Dyssegaard, stud.psych.

Mange studerende drømmer om at komme afsted på udveksling, men det er ikke altid let at få overblik over de mange mulige destinationer. For at give lidt inspiration til andre, der overvejer at rejse udenlands som en del af deres studieforløb, har jeg interviewet Phillip Dyssegaard, der netop er vendt hjem efter et udvekslingsophold på 2. semester af kandidaten.

Hvornår var du på udveksling, og hvor har du været henne? Jeg var på udveksling i foråret 2017 på et universitet i Schweiz, der hedder Université de Neuchâtel, som ligger i byen af samme navn. Som man måske kan høre på navnet, ligger universitetet i den del af Schweiz, hvor man taler fransk. Før jeg tog afsted, havde jeg en idé om at læse et semester på et universitet, hvor undervisningen foregår på fransk, så jeg kunne blive rigtig god til det. Jeg undersøgte selvfølgelig de aftaler, som instituttet havde i Frankrig, men så faldt jeg over universitet i Neuchâtel, hvis faglige profil fangede min interesse.

Hvordan er den faglige profil på Université de Neuchâtel? Hele universitetet er ret småt, hvilket betyder, at psykologiinstituttet, som ledes af den schweiziske psykolog Tania Zittoun, også er ret småt. Instituttet har derfor rettet sit fokus på én bestemt retning indenfor psykologien, som hedder kulturpsykologi, hvor kultur forstås som en grund-

Indput Institut for Psykologi KU

læggende forudsætning for menneskets højere psykiske funktioner og som afgørende for forståelsen af, hvordan mening opstår og indgår i menneskers liv. Nogle kan måske huske Zittoun fra socialpsykologi, udviklingspsykologi eller SUI. Her på KU er det blandt andre Pernille Hviid, som arbejder indenfor det sociokulturelle paradigme, og hun har faktisk også samarbejdet en del med Zittoun fra Neuchâtel.

Retningen er også stærkt repræsenteret på Aalborg Universitet på deres Center for Kulturpsykologi ledet af professor Jaan Valsiner, hvor også Svend Brinkmann er tilknyttet.

Hvordan forberedte du dig på, at undervisningen foregik på fransk? Jeg har taget nogle forskellige sprogkurser i Danmark, og så har jeg de sidste to år været på sprogskole i Frankrig i løbet af sommerferien, hvor jeg boede hos en værtsfamilie. Det betød, at jeg havde et ret godt niveau, inden jeg tog afsted, hvilket jeg ligeledes vil anbefale andre studerende, som kunne tænke sig at tage dertil. Så som mini-

Foto af Phillip Dyssegaard stud.psych.

mum skal man nok sørge for at have et niveau, der svarer til A-niveau i gymnasiet og gerne højere end det.

Hvordan foregik undervisningen? Undervisningen var ret anderledes end herhjemme. Fordi universitetet er så småt, er der kun en håndfuld studerende, der læser psykologi, og derfor er fagene udelukkende struktureret som klasseundervisning fremfor forelæsninger. På de største fag jeg havde, var vi omkring 25 studerende, mens vi i andre fag var helt nede på 8 studerende. De små undervisningshold betød, at man havde god mulighed for at stille en masse spørgsmål og deltage i undervisningen, og måske fik man også et lidt mere personligt forhold til underviserne end herhjemme. Universitetet tilbyder desuden tværfagligt opbyggede fag, så jeg havde også undervisning indenfor blandt andet antropologi, sociologi og historie, hvilket var rigtig fedt. Netop fordi det er et ret lille universitet, som lægger vægt på tværfagligheden, skal man være

forberedt på, at det kan være svært at få et helt semester på 30 ECTS-point kun med psykologifag. Hvis man som studerende har lyst til at tage på udveksling her, skal det være fordi, man har lyst til at udforske andre faggrene end psykologien alene.

Hvilke fag havde du blandt andet, da du var afsted?

Et af de fag jeg havde hed Studio, og det gik ud på, at alle kandidatstuderende i psykologi, de ph.d.-studerende og de ansatte på instituttet mødtes én gang hver anden eller tredje uge til et oplæg om for eksempel noget teori eller et forskningsprojekt. Herefter blev det fremlagte materiale diskuteret i fællesskab blandt de tilstedeværende. Det var rigtig fedt! Da jeg tog faget, var der også besøg fra Danmark, hvor både Jaan Valsiner og senere også Svend Brinkmann holdt oplæg.

59

Indput Institut for Psykologi KU

Hvordan var det sociale liv både på og udenfor universitetet? Jeg synes, det var ret nemt at falde ind rent socialt på universitet, fordi jeg havde mange fag med mange af de samme mennesker. Derudover var jeg den eneste udvekslingsstuderende på kandidaten i psykologi, så jeg blev hurtigt en del af gruppen af psykologistuderende. Udenfor universitetet var der arrangeret en masse sociale arrangementer for alle de udvekslingsstuderende, og da vi var ret få på udveksling, lærte man mere eller mindre alle at kende, hvilket skabte et godt fællesskab. Det var for eksempel vandreture i området, besøg på museer og grillaftener, hvor vi mødtes nede ved søen eller oppe i bjergene og lavede bål om aftenen. Derudover havde jeg lejet et værelse i en lejlighed, hvor der boede to schweiziske studerende, og vi hang ofte ud og lavede mad sammen. De tog mig med, når de skulle besøge deres venner og familie, hvilket var en rigtig god måde at få en adgangsbillet til at få nogle lokale venner. Selvfølgelig tog det lidt tid at falde til, men jeg synes generelt, at hvis man var åben over for folk og selv var lidt opsøgende, så blev man hurtigt inviteret med til private fester og lignende og kunne rimeligt let få dannet nogle gode bekendtskaber.

Vil du anbefale andre studerende at tage på udveksling på Université de Neuchâtel? Og er der nogle forhold, man skal være opmærksom på i den forbindelse? Jeg vil helt klart anbefale det! Jeg havde selv et rigtig fedt ophold både fagligt og socialt, men det er måske også et lidt atypisk sted at tage på udveksling, da Neuchâtel som sagt er en meget lille by, hvor der ikke sker så meget. Jeg synes til gengæld, det er en meget smuk by, som er meget charmerende. Universitetet ligger lige ned til en stor sø, hvor man kan sidde og kigge ud over bjergene, mens man har undervisning. Man kan gå nogle virkelig flotte ture i området og slå et smut forbi de lokale vinmarker. Hvis man tager på udveksling her, skal man altså være indstillet på at være i en by uden det vilde natteliv med konceter og den slags, men til gengæld får man mulighed for at

tilbringe tid i nogle afstressende omgivelser. Derudover er det nok bedst, hvis man kan forstå rimelig godt fransk, da man skal kunne læse tekster på fransk og forstå, hvad der foregår i undervisningen. Det er selvfølgelig også en fordel, hvis man er interesseret i kulturpsykologi, da det som sagt er det område, instituttet primært centrerer sig om.

Hvad kan henholdsvis Københavns Universitet og Université de Neuchâtel lære af hinanden? Det særlige ved Université de Neuchâtel er for mig at se den meget tætte kontakt til underviserne, hvilket vi måske kunne lære lidt af på KU. Derudover synes jeg, der var en høj grad af frihed på flere forskellige måder. Det kommer blandt andet til udtryk i mange af fagenes opbygning, hvor man udarbejder miniforskningsprojekter, altså laver interviews og observationer, og efterfølgende i en eksamen analyserer og præsenterer de resultater, man har fundet i løbet af semestret, ikke kun i metodefagene, men også for de andre fag. Derudover er eksamensopgaverne generelt meget mere frie, da man som studerende selv skal udarbejde en problemformulering fremfor at få udleveret en på forhånd og selv bestemmer analysemetode og så videre. Til sidst vil jeg fremhæve universitets udbud af tværfaglige fag, hvilket betød, at jeg havde fag med studerende fra andre faggrene. De mange forskellige studiebaggrunde gav en rigtig god dynamik i forhold til diskussioner og oplæg, som undervisningen var baseret meget på. Hvis jeg skal fremhæve noget, som jeg savnede fra KU, så synes jeg, at Université de Neuchâtel manglede nogle klarere retningslinjer i forhold til formalia, da det ofte var uklart for mig, hvad der præcist blev forventet. For eksempel var det forskelligt fra fag til fag, hvordan eksamensopgaven skulle afleveres.

Derudover kunne jeg mærke, at jeg havde en meget bredere baggrundsviden om forskellige tilgange til psykologien, hvor de studerende dernede ofte kun havde de sociokulturelle teorier at referere til. Men alt i alt må jeg sige, at min udveksling var en meget positiv oplevelse, og jeg er rigtig glad for, at jeg kom afsted. n

61

KAGAMES RWANDA. ALT ELLER INTET. Tekst og foto af Lotte Bickmann, stud.psych.

En fortælling om mit praktikophold hos en international NGO i Rwanda, hvor jeg i fem måneder forsøgte at indordne mig og etablere en hverdag i et land, hvor absolutternes politik hersker.

Første møde med Kagames Rwanda Da jeg ankom til Kigali International Airport, så jeg nervøst til, mens min bagage blev gennemsøgt af to udtryksløse politibetjente. De ledte efter en meget specifik og ulovlig genstand, som vi mzungus til stadighed forsøger at importere ind i landet. Ikke stoffer eller våben eller bandlyst litteratur, som man måske kunne have forventet. Nej, disse betjente ledte efter en særlig genstand: plastikposer. Min hollandske sidekammerat måtte skamfuldt hælde sit beskidte vasketøj ud af sine medbragte plastikposer og efterfølgende betale en ikke-ubetydelig bøde for sin uforsigtighed. Jeg havde heldigvis hørt om plastikposeforbuddet hjemmefra og havde sirligt pakket mine shampoobøtter og solcreme i stofposer. Jeg slap derfor igennem kontrollen med et nik fra den ene betjent. Jeg var imponeret over, at det er lykkedes for et land som Rwanda at forbyde plastikposer så effektivt; endda med en vision om at blive verdens første plastikfri land. For mig selv tænkte jeg, hvad Danmark og resten af den vestlige verden miljømæssigt ville kunne opnå, hvis der fandtes genuin politisk velvilje på området. Jeg skulle snart finde ud af, at denne plastikposepraksis kun var første manifestering af Kagames Rwanda: Her lovgiver man ud fra alt eller intet-princippet på alle livets facetter.

Allerede da jeg trådte ud på lufthavnens parkeringsplads, og min nye chef mødte mig med en rwandansk velkomst (tre kys på kinderne og et lidt for langt kram), bemærkede jeg noget sig-

Indput Institut for Psykologi KU

nifikant anderledes ved denne afrikanske storby. Jeg har tidligere rejst i andre afrikanske storbyer som Nairobi, Addis Abeba, Dar es Salaam og Johannesburg, og med min hvide ignorance forventede jeg at se (og lugte) noget lignende. Men Kigali er anderledes. Ren. For Kigali er hovedstad i Kagames Rwanda. Og i Kagames Rwanda er det naturligvis ulovligt eksempelvis at køre i en beskidt bil. Når chaufføren hver onsdag skulle køre mig til Byumba til mit ugentlige arbejde nordpå, måtte han derfor troligt vaske bilen, så snart han nåede tilbage til Kigali.

Ellers faldt en bøde. Torsdag aften måtte han gentage ritualet, når han havde hentet mig igen. Derfor skinner alle biler om kamp med solen i Rwanda.

Min chef kunne på bilturen gennem Kigali fortælle mig, at det var godt, jeg ikke var ankommet en dag tidligere. Så ville det ikke have været muligt for ham at hente mig. Den sidste lørdag i måneden kører der nemlig ingen biler fra kl. 8-11 i Rwanda.

Det er ulovligt, da alle borgere mellem 18 og 65 år skal deltage i Umuganda. Umuganda er obligatorisk frivilligt arbejde (et oxymoron, der vil noget), hvor Rwandas befolkning i mindst tre timer sætter alt til side og mødes om at samle affald, bygge skoler, male striber på vejene osv. Direktøren og gadesælgeren arbejder her side om side om et fælles tredje, for i Kagames Rwanda er ingen hævet over håndens arbejde. Og qua landets fortid er det af særlig stor betydning, at man mødes på tværs af samfundslag, etnicitet og køn for sammen at opbygge et nyt

og bedre Rwanda. De sidste 10 år er arbejdet udført ved Umuganda estimeret til en værdi af 60.000.000 USD. På denne biltur begyndte jeg at spekulere på noget: Har Rwanda mon fat i den lange ende? Et folkevalgt diktatur / topstyret demokrati eller hvad man skal kalde et styre, hvor den samme mand til hvert eneste valg får 98 procent af stemmerne. I Kagames Rwanda er der nemlig ikke langt fra ord til handling, og sympatiske tiltag – det være sig at bandlyse plastikposer eller community work – kan indføres og effektueres over natten. Ligesom det officielle sprog (udover Kinyarwanda) skiftede fra fransk til engelsk bogstavligt talt over natten, hvor alt offentligt arbejde (for eksempel al undervisning på universiteterne) fra den ene dag til anden skulle foregå på engelsk. Denne effektivitet imponerede mig og fik mig til at skule skævt til vores folkevalgte (bevares) politikere på Christiansborg, som sommetider synes at have lidt for travlt med at sidde på deres hænder (og deres magt). Når vi nu taler om politikere, så er 64 procent af Rwandas medlemmer i parlamentet naturligvis kvinder; ikke som resultat af en historisk feministisk bevægelse, men en beslutning taget af én mand, Paul Kagame, som har indført sin ”gender inclusiveness”-politik, der giver kvinder forrang til en lang række poster, indtil der er opnået en lige kønsbalance på nationalt niveau.

Ridser i lakken

tigt erstattet af en ambivalens, som stadig ikke har fundet fodfæste. For Kagames beslutsomhed viste sig ikke altid at være så sensitiv over for individuel frihed, ytringsfrihed og andre demokratiske værdier, som vi i Vesten sætter højt. For eksempel lagde jeg forundret mærke til, at ingen af de børn, som deltog i vores samtalegrupper, havde længere end to millimeters hår på hovedet. Da jeg spurgte min psykologkollega, om dette var en ny mode i Rwanda, grinede han og forklarede mig, at det er ulovligt for børn, der går i primary school, at have længere hår end dette. Hvorfor? Der skal ikke være lus i Kagames Rwanda.

Det syntes jeg virkede som en lidt drastisk beslutning. Derudover popper der til stadighed historier op i den internationale presse om journalister, politikere og systemkritikere, der forsvinder på mystisk vis i Rwanda. Noget kunne tyde på, at hvis man ikke kan lide lugten i Kagames bageri, ja, så fordufter man åbenbart.

Meget kan man sige om Kagames Rwanda, men effektivt er det. Der er selvfølgelig noget grundlæggende sympatisk i at tage ideologiske beslutninger i stedet for evigt pragmatiske.

Denne form for politik har dog også en klar bagside. For som en af mine kollegaer sagde til mig med et glimt i øjet: “In Rwanda, you can have any president you want, as long as it is Paul Kagame.” n

Min fascination af Kagame og det land, han har formået at opbygge på blot 23 år efter folkedrabet af Tutsierne, blev dog hur-

63

tt

”DU, 29 ÅR, BIPOLAR” Af Sunniva Knapstad.

Indput Institut for Psykologi KU

Du fårKnapstad ikkje sove Af Sunniva Riv deg i håret Tankane svevar Dei krevar Dei kvelar Til det eksploderar Men du veit Det er natt Sov godt, kjære skatt Kan du stoppe Stoppe å hoppe Stoppe å danse Stoppe å springe Kan du stå i ro Kan du være så snill å Droppe, dropp No held det No er det nok Stopp!

Er det så ille Å vere litt stille I eitt minutt Eg klarar meg eg Du stilnar til slutt Ikkje sei det Eg vil ikkje høyre Om rumpe og tiss Om når du fekk nyss i at Ho ville pule Pule! Pule!

Ta deg i rumpa Og så vart du dumpa Og dumpa...

Og dumpa...

Men ta det med ro Eg veit du er god

På perfekt rus Over oss andre Berre glede Er ikkje til stades Stad og tid er ikkje viktig Les ikkje nyheiter Heiter du Liv? Det kan vere det samme Samme kor trist eg er Du ser det ikkje Ikkje ein dritt lenger Enn di eiga nase Fjasar og tullar Tullar du no?

Du kan ikkje meine At du er den eine Den beste av alle Men hugs eg er her Og dempar fallet Pengane flyr Du er eit dyr På jakt etter meir Å proppe inn I kroppen, i skapet Du skapar eit hol Som blir større og større Og så må du spørje Kan eg låne litt pengar så eg får meg mat?

Tar med heim fordi du er lat Så må du spørje igjen Og igjen Og igjen Eg håpar du veit At det er greit Kva kjem no?

Den store frykta Usikkerheita Går rundt og leitar Etter teikn og svar På kva som skal skje Rundt neste sving

Uansett kva du finn Så er eg din Så er du nede Forferdeleg nede Har slutta å gråte Mista heilt håpet Får ikkje sove Får ikkje ete Du skrumpar inn Heilt aleine Stirrar i lufta Lufta er stram Du har ikkje dusja På for mange dagar Dagslys finst ikkje Alt er mørke Svart og grått Du har fått nok Vil synke i jorda Alt du vil Er å møte døden Men kom hit kjære deg Du kan vere hos meg Så går det bra No er du deg sjølv Legg deg Står opp Et og trenar Alt berre går Kanskje år etter år Smilar og ler Kan vere deppa Men får ikkje hetta Reagerar normalt Blir rørt til tårar Og trist når du sårar Eg ser det nok Livet er godt

65

Psyk & Tværs

#8

Af Ida Marie Ankerfelt, stud. psych. & Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Lodret 1. Kendt for forsøg med ”elektrisk stød” 2. Dansk sangerinde 3. (26-17+5+16)/3 4. Skriveredskab 5. Skabe kopi 6. Å uden bolle 7. Oxygen 8. Sind 9. Rundt på gulvet 10. Snit gennem legemet vinkelret på frontalplanet 11. Knogler 12. Bar

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Formand for Dansk Psykolog Forening 2. Forening mod Spiseforstyrrelser og selvskade 3. Uklart vejr 4. Sige vuf 5. Ifølge Bourdieu har man en social, økonomisk og kulturel udgave af denne 6. Bog med landkort 7. Karakter fra Astrid Lindgrens univers 8. Svensk pop-band minus et A 9. Sænke temperaturen 10. Ansat på restaurant 11. Nej

Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books!

Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 9. november 2017, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Isabella Skousgaard Røen, 5. semester

Academic books

67