Indput nr 1, 47. årgang

1 NO.

OMVENDT

Oktober 2015 路 氓rgang 42

Indput no. 1, 47. årgang København, oktober 2015 Redaktionen Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen Anne Rogne (ansv. redaktør) Anne Stilling Jeppesen (ansv. korrektur) Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Christian Guldager Cæcilie Lippert-Rasmussen Emil Zerlang Erling Nørkær Nielsen Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Karen Odgaard Laila Rose McFarlan Lea Isabel Sidenius Botwel Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mette Bohn Jespersen Mikkel Plesner Lyngse (ansv. layout) Nana Marie Jespersen Nilus Weidick Dahlerup Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard (ansv. redaktør) Sofie Garset-Larsen Stine Karstoft Tine Friis Omslag Asta Ingemann Jensen Nilus Weidick Dahlerup Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser anmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer.

Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39 www.indput.dk

Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Christian Guldager Jeg har gennem de sidste 33 år efterhånden hørt mange forskellige bud på, hvad man bør, hvad man kan, og hvad der er muligt her i livet. Da jeg som ung knægt stoppede min tømreruddannelse et år før afslutning for at arbejde som fuldtids-billedkunstner på Den Frie Ungdomsuddannelse og senere på et atelier på Nørrebro, sagde min mor: ”Det kan man altså ikke leve af Christian!”. Og det fik hun på det tidspunkt sådan set ret i. Da jeg for tre år siden sagde mit job op som brolæggersvend efter 10 år i branchen for at tage en HF og på sigt blive psykolog, sagde min gamle mester: ”Brolæggere er da ikke psykologer!”. Det svarer jeg ham endeligt på om ca. 4 år, og indtil da vil jeg nyde den kæmpe store mulighed, der er i vores samfund for at snuse til livet, sadle op og sadle om og beskæftige mig med det, jeg gennem mange år har udviklet en stor passion for: Psykologien. Om jeg så med tiden får bundet kunsten og psykologien sammen og får modbevist de gamle spådomme fra både en mor og mester, er ikke så vigtigt. Det vigtigste for mig er at nyde muligheden for at dyrke mine interesser og have et indholdsfuldt liv - penge eller ej. Jeg vil i Indput bidrage med min interesse for det skrevne ord og fotografi og ser frem til nogle gode kreative år på bladet.

Sigrid Lærke Truelsen Sigrid er en del af Indputs layoutredaktion og er dette efterår startet på 3. semester. Hun er så godt som vokset op på hesteryg på den mest landlige del af Falster og har derfor været virkelig glad for Amagers vidder, hvor hun har boet det sidste år. Hun synes derfor også, at det er lidt angstprovokerende at skulle sige farvel til Strandparken og sin lille lejlighed med soveværelse i køkkenet, når hun til oktober begynder nye eventyr i en lejlighed med badekar på Nørrebro.

Når Sigrid ikke sidder med sin tyveårige næse i bøgerne, er hun for det meste at finde med sin saxofon om halsen eller på Kommunens dansegulv, hvis der bliver spillet flødepop.

Derudover bruger hun en del tid på at lange cortados over disken på job, og så er hun glad for jazzmusik og kan bedst lide fløde i sin kaffe.

3

Indput Institut for Psykologi KU

oktober 2015 46. 책rgang Indput no. 4 Indhold

3.

6.

10.

12.

16.

19.

20.

Ind under huden på Indput-redaktionen Leder Nyt fra Studienævnet Erlings brevkasse Må jeg ikke komme med næste gang, du skal til psykolog?

My hovercraft is full of eels - en parlør til psykologi Slå ham ihjel

22.

24.

28.

30.

36.

38.

40.

46.

48.

53.

54.

TEMASEKTION: OMVENDT Psykologiens hierarki vendt om – eller lagt ned Når godhed bliver ondskab – Repost af en sproglig ekvilibrisme Flygtning i den omvendte verden Side 9-skakspil Rigelig benplads og originale jokes – eller også var det omvendt Kurs mod frihed Tilståelse fra en 12-talspige Omvendelse – et møde med den alternative verden Ansøgning til den psykologfaglige virksomhed PROFIT TDNEVMO :NOITKESAMET

56.

60.

62.

63.

64.

70.

74.

Reportage fra Nordisk Sommeruniversitet Stafetten med Anne Tharner Krigen og den paradoksale sandhed Ting, du ikke vidste, du ville vide Fra vilje til væren ”Jeg har sgu ingen medlidenhed med dig” Forandring gennem åndedræt – Når det at trække vejret bliver til en videnskab 78. 23 dage på Tinder – Modsvar til Anna Louise Foghmar Hansens artikel ’23 timer på Tinder’ 84. Akademia: CV’ets funktion i subjektets narrative selvkonstruktion 86. Psyk & Tværs

5

Omvendt Indput Af Henrik Bayer Elming, stud.psych.

LEDER. Jeg havde håbet, at jeg ville få det rigtige ben ud af sengen. Eller at nogen i det mindste ville strø sukker i min morgenurin. Jeg skal nemlig præsentere Indputs første temasektion nogensinde, og jeg havde håbet at præstere et lige så stort smil, som Mikkel Beha præsenterer hver Go' morgen Danmark. Omvendt bliver jeg ofte ramt af harme, når jeg skriver.

Jeg må bare krydse tæer for, at jeg kan bevare det gode humør, når jeg forklarer, hvorfor Indput finder det relevant at se verden gennem et par inversion-glasses.

Det lader til, at vi lever i en omvendt verden. I hvert fald omvendt af, hvad jeg blev lovet som barn. Da jeg gik i skole, talte vi om de helt store værdier. Mangfoldighed, plads til forskellighed, næstekærlighed, Løgstrups etiske fordring.

Jeg tænkte for mig selv, at det måske en dag ville blive relevant – sådan for alvor.

Det blev det. Men det lader til, at stemningen har vendt sig om, fordi virkeligheden har tilladt sig at begå løftebrud og overhale vores kære statsminister.

I denne omvendte verden står politisk inkompetence til frit skue, mens civile kræfter må træde til og klare de opgaver, vi troede kunne overlades til myndighederne. Man kunne håbe, at det ville afføde taknemmelighed, men det forholder sig åbenbart omvendt. Det er en mærke-

Indput Institut for Psykologi KU

lig omvendt verden, når folks forsøg på at følge etiske fordringer fortolkes som selvgode, narcissistiske tendenser, man tørrer af i ansigtet på andre. Det er en omvendt verden, når selviscenesættelse trækkes ind som argument, fordi folk rent faktisk bruger sociale medier til at gøre noget godt for andre.

Omvendt er der ikke mange, der brokker sig, når sociale medier bruges til at hylde veltrænede mænd og kvinder, der tager det sidste trin op ad Maslows behovspyramide og realiserer sig selv iført våddragt og kliksko. Jeg vil nødig negligere de kraftanstrengelser, som med rette hyldes ved målstregen. Det hele vender bare lidt på hovedet for mig, når disse kraftpræstationer afføder likes i hobetal, mens det afføder frygt og panikreaktioner, når mennesker risikerer liv og lemmer og iført sommertøj kæmper sig vej gennem 4.000 kilometer i gummibåde og stormvejr. Modsat stemningen ved jernmændenes målstreg, skal man nok ikke forvente mange likes, når man når grænsen til verdens lykkeligste land. Men måske er det rimeligt nok, at et like konverteres til en spytklat fra en bro og en venlig anmodning om at vende snuden hjem mod nærmeste nærområde, når man bruger motorvejen helt omvendt og blokerer trafikken for at vandre hen

mod nærmeste Borger-Service og hæve sin første offentlige ydelse!?

Ups. Hov. Det var vist så som så med det gode humør. Men det er sgu svært at holde sarkasmen fra døren, når bestemte politikere gang på gang hiver mig ud af sengen med det forkerte ben forrest og gennemvæder de sukkermader, jeg havde glædet mig til at spise. Måske har jeg bare erkendt, at verden ikke er omvendt, man at jeg en gang i mellem kunne ønske, at den var.

Det er derfor, vi har vendt Indput om.

For at skabe nye output. For at skabe frirum, hvor vi kan ryste posen og lege med formerne. For at skabe tanker til efterstof og se verden fra nye vinkler. For at forfordele vores læsere og gøre alle en bjørnetjeneste, spørger vi hvordan verden ser ud, når vi tager de omvendte briller på. Er det rigtigt, at håret rejser sig, når man vender på hovedet? Kan man gøre Mikkel Beha negativ? Er side 9 manden blevet til en kvinde? Er høje karakterer udtryk for svage præstationer? Er Lars Hjortshøj blevet grineren?

Disse smagsprøver dækker slet ikke over det omvendtes genialiteter, og normalt ville du kunne forvente lidt mere fra en leder. Omvendt er det nok derfor, vi ikke har gjort det. n

Andre leder Af Nilus Dahlerup, stud.psych.

LEDER. … og derfor vælger vi her som intro at gøre det i en anden leder, for at vende det på andre leder, så det kan ses af andre ledere og kanter. så faktisk ingen behøver ikke at se på det. man kan bare se på det. ingen behøver at lede efter det. for det leder ikke efter sig selv. står ikke i ledtog med sig selv. leder og leder. mere sådan. her og jeg. som leder og leder. der er nu to leder så man behøver ikke at lede efter den ene hvis den anden bliver væk fra sig selv i den ene anden eller hinanden. det kan ske. at den ene bliver så træt af sig at den bliver til den anden hinanden her og mere og hele tiden. det er faktisk hele tiden det sker. den mener det faktisk. sker sådan. det er vel her. det foregår her

lad os bare sige det, som det er. vi ved ikke hvordan det er. hvor det er. hvordan verden ser ud, hvis vi ryster posen og tager de omvendte briller på? vi tager i hvert fald posen på brillerne, så vi kan ryste vores spejl så tilstrækkeligt at SUT i munden ka gi sådan kvalme over ordene, at vi kan

sutte på ordene. nogle bolsjer, ingen kan li. altid ordene. altid ordene og ordenes refleksioner over sig selv og de andre. altid nogle andre. refleksionerne. Indput tager fat om refleksionerne og prøver at gøre noget forgæves omvendt med dem. faktisk måske gøre noget med dem som i Løgstrup er queer og NemID-lækker nok til at være side9mand for os, som i køb Prestige-Etik for våddragt og piksko her, som næsten ej her crossfit på kirkegaarden men syndsforladelse i Erlingsbrevkasse, kom mediter mig gerne fra mig selv og ud af fængsel tak, som i som i hej!

SE&HØR her Mikkel Beha i negativ. så det kan forstås hvad der kan ske, når han siger: “nej den havde jeg sgu ikke regnet med, det havde jeg altså ikke.. når jeg gik op på scenen. For at sige tak, for at jeg endnu en gang har vundet” (Beha, 2013). han siger, at han havde ikke regnet med det. han vidste det ikke. nogle siger “man ved ikke det man ikke ved” andre siger “jeg ved kun det at jeg ved det” det handler så sådan om sand benægtelse. det er cirka det vi bestræber os på her. sådan

opnå benægtelsen tak. gerne tilsmudset. gerne formet af de andre, til de andre. nogen siger det, andre siger noget, vi skriver gerne noget VI SKRIVER PSYKOLOGI i 1. og 2. orden til terapeuternes udbytte, når de høster emotionel hyre fra Clairvoyanternes krystalkugler på Tinder, som betyder noget andet og mere alvorligt i Australien end i Norge, hvor de går mere på date, hvis de faktisk mener deres emojicons seriøst. auberginen og SMSangsten afløser vores godt omvendte nutid så det digitale kød kan holde os vågne som pixar ANT(z) krybende over ansigtet på puden. det taler de taler “de bevidner det, altså er det (vel)” især i 2.orden når nogen trækker et læs for at få det til at spille for fællesskabet, for måske at starte festen med at gå kold, for måske at starte festen med at aflæse astrologi i STAR WARZ og være Youtube&Yodaagtige nok til at kunne sige ”Omvendt: Andre: Leder” imens Indput Leder Andre Omvendt. n

7

Mikkel Beha i negativ

Indput Institut for Psykologi KU

9

Nyt fra

Studienævnet

Kære medstuderende, hermed følger en lille opdatering fra os studenterrepræsentanter i studienævnet.

Indledningsvis vil vi gerne fortælle jer lidt om, hvad vi op til sommerferien har arbejdet med i studienævnsregi, for dernæst at orientere jer om, hvad der fremadrettet kommer til at optage studienævnet i efterårssemestret. Det overordnede omdrejningspunkt for studienævnets arbejde i foråret har været studiefremdriftsreformen, og det forventes at dette ligeledes vil præge arbejdet i efteråret.

Først og fremmest har udsigten til den forestående effektuering af studiefremdriftsreformen medført en diskussion af de mulige negative konsekvenser, denne måtte have konkret for psykologistudiet. Herunder er der, i lyset af tvangstilmelding til 30 ECTS for alle studerende, blevet diskuteret, både i psykråds- og studienævnsregi, hvilke implikationer dette vil have for brugen af psykologis egne studerende til varetagelse af instruktorstillinger. Diskussionen var i allerhøjeste grad relevant, da den bl.a. belyste det forhold, at en stor del af instituttets studenterinstruktorer læser på nedsat tid, mens de underviser, og der altså er tale om en gruppe, der ikke længere kan eksistere jævnfør fremdriftsreformens ikrafttrædelse. Brugen af studenterinstruktorer fortsætter dog som før på trods af denne bekymring, da instruktorstillingerne officielt er at betragte som et studiejob, der ikke må eller skal optage mere end hvad det er normeret til. Det er imidlertid de studerende i studienævnet bevidst, at langt de fleste instruktorer bruger meget mere tid på jobbet end de normerede undervisnings- og forberedelsestimer, og at dette er nødvendigt for en tilfredsstillende udførelse af jobbet. Vi følger udviklingen nøje, og vil hellere end gerne høre fra instruktorer, der har ideer til løsningsforslag og/ eller kommentarer til situationen. Herudover arbejdes på opkvalificering af instruktorerne i form af større inddragelse af Pædagogisk Center, herunder supervision af undervisning og feedbackkurser. Endelig er der, som mange måske har bemær-

Indput Institut for Psykologi KU

ket, ikke blevet slået instruktorstillinger op til seminarholdene i socialpsykologi og personlighedspsykologi. Dette skyldes en beslutning fra instituttets side om, at holdundervisningen i disse fagelementer skal varetages af videnskabelige assistenter, dvs. nyuddannede cand.psych.-ere, frem for studerende. Dette er selvfølgelig en berøvelse af meget oplagte og meget søgte studierelevante jobs for os studerende. Beslutningen beror imidlertid ikke på en utilfredshed med de studerendes indsats, men er derimod en del af et større puslespil. Instituttet er fra ministeriets akkrediteringsudvalg blevet pålagt at opkvalificere den såkaldte STÅ/VIP-ratio (i hvor høj grad studerende har konfrontationstimer med uddannede psykologer), der i dette regi er blevet vurderet for lav. Ansættelsen af videnskabelige assistenter er således et led i at leve op til dette krav, som er blevet vurderet som den klart mest smidige løsning ift. bacheloruddannelsens øvrige forløb og struktur som helhed.

En anden mærkbar konsekvens af studiefremdriftsreformen, er en øget administrationsbyrde i form af dispensationer fra tilmeldingskravet, hvorfor der i studienævnsregi er blevet diskuteret retningslinjer herfor. Vi forventer i efteråret at møde de første sager og håber på at kunne manøvrere os igennem de strenge krav som er pålagt oppefra til gavn for de studerende, uden at måtte pålægge instituttets administrative personale en uoverskuelig opgave. For at sikre dette kommer vi til løbende at diskutere dispensationssager i studienævnet inden de bliver sendt til behandling i Merit- og dispensationsudvalget. Denne årvågenhed over for hvordan, hvorfor og hvornår der gives dispensation, mener vi er et nødvendigt arbejde i forbindelse med en så skånsom indføring af studiefremdriftsreformen som muligt.

Foruden det forventede arbejde med studiefremdriftsreformens konsekvenser i studienævnet vil efteråret desuden byde på en opmærksomhed på den nye kandidatstudieordning, som for alvor skal afprøves på et nyt hold studerende. Vi har store

forventninger til og forhåbninger om, at den nye studieordning vil være til gavn for de studerende, men er meget interesserede i at blive informeret om, hvorledes studieordningen i praksis opleves for de studerende, så vi kan sikre at denne fungerer efter hensigten.

Herudover afholdes det årlige Universitetsvalg i efteråret, hvor der vælges studenterrepræsentanter til studienævnet. I år vælges der desuden nye VIP-repræsentanter til studienævnet (dette sker hvert 3. år). VIP-valget er særligt netop i år, da studieleder Helle Andersen efter 17 år på posten ikke genopstiller og således skal vores institut have en ny studieleder.

Mange har nok bemærket eller deltaget i debatten om nogle af instituttets forskeres brug af frivillig arbejdskraft til deres projekter. Emnet har også været oppe i psykrådsregi. Vi, studenterrepræsentanterne i studienævnet, følger naturligvis denne debat, og bringer hvad der ytres til psykrådsmøderne videre til studienævnet.

Afslutningsvis skal der lyde en opfordring til alle der gerne vil ”ud af huset” i studiesammenhæng. Det er nemlig sådan, at instituttet råder over et fast årligt beløb, der er afsat til at bistå de studerende i forbindelse med rejseudgifter til konferencer og lignende med faglig relation til studiet. Det er imidlertid vores indtryk, at få studerende er bevidste om denne bevillings eksistens. Så derfor, SØG! Hvis du skal på tur med din vejleder eller lignende.

Det var alt fra os i studienævnet i denne omgang, vi ønsker alle et godt semester, studerende, som VIPere og TAPere. Salut!

Studienævnsrepræsentanterne Marie Lagoni Eline Balsby Kromand Mie Kjærsgaard Simon Hünermund

11

ERLINGS BREVKASSE Denne sektion er dedikeret til de problemer – store som små – Indputs læsere går og bokser med.

Spørgsmålene besvares med hård, men kærlig hånd.

Kære Erling Hvordan scorer man en russer?

Hilsen Alexander Kære Alexander Jeg går ud fra, at dit spørgsmål er fodboldrelateret, og at der mangler et ’mod’ i din formulering?

Den primære russiske landsholdsmålmand er i øjeblikket Igor Akinfeev, og jeg er sikker på, han kan besvare dit spørgsmål bedre end jeg. Han bor i Moskva. Held og lykke!

E

Kære Erling Hvordan bliver man 40 år, og hvordan føles det?

Hilsen Nilus Kære Nilus

Hilsen Emil

For at blive 40 år gammel skal man have levet 14.610 døgn uden at dø, hvilket må siges at være lidt af en præstation i sig selv. Følelsen forbundet hermed, tror jeg, afhænger meget af, hvordan man har tilbragt de 14.610 døgn, og hvordan man planlægger at bruge de næste. Selv har jeg 5.919 døgn til gode, før jeg rammer de 40. Men jeg glæder mig!

Kære Emil

E

Kære Erling Hvilken følelse har man i spillertunnellen på Bernabéu?

Nøjagtig samme følelse som i alle andre spillertunneller. Det er bare lidt sværere at udtale.

E

Indput Institut for Psykologi KU

Kære Erling Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg har store forventninger til din brevkasse, da jeg er en stor beundrer af dit arbejde og finder dig utrolig vidende.

For nyligt slog jeg op med min kæreste, og i den forbindelse sad jeg og kiggede ud af vinduet, mens jeg lyttede til én af mine yndlingssange – ’Riding for the Feeling’ med Bill Callahan, hvor han synger: ”Leaving is easy when you got some place you need to be”. Og så slog det mig, at han jo har ret, men jeg ved ikke hvorfor. Og det har frustreret mig lige siden, så måske du kan hjælpe? Hvorfor er det let nok at gøre noget, når man ved hvorfor eller hvor, man er på vej hen? Det må der være en god psykologisk forklaring på.

Kærlig hilsen Anne Kære Anne Tak for de smigrende ord. Jeg håber, at dine forventninger indfries.

Psykologiske forklaringer er enkle nok. Men gode af slagsen – den er værre.

Den østrigske filosof og psykiater Viktor Frankl sagde noget i retning af, at mennesket er karakteriseret ved dets søgen efter mening. Og mon ikke det er det, du beskriver? Jeg tror, mange oplever, at sangtekster giver ekstra meget mening, når man står et skelsættende sted i livet. Selv ynder jeg at sætte Radioheads ”Everything in its right place” på, hvis jeg skal finde mening i noget meningsløst. Derfor tror jeg ikke, jeg kan svare dig på hvorfor, ”Leaving is easy when you got some place you need to be”, for jeg er ganske enkelt ikke sikker på, at citatet har samme mening for mig, som for dig. Personligt synes jeg, der kan være noget forfriskende i at gøre noget uden at vide hvorfor. – Men det er jo bare min måde at finde og tilskrive mening på.

E

Vil du spørge Erling om noget, stort eller småt, let eller tungt, anonymt eller ej?

Skriv det ned! Og læg det i Indputs postkasse. Så får du svar i næste blad.

13

MĂĽ jeg ikke komme med nĂŚste gang, du skal til psykolog?

Af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

– En kort introduktion og personlig beretning ARTIKEL. ”Så siger vi, at du er psykologen, jeg er vidnet, og saltkværnen er klienten. Det, der så sker, er, at du siger til saltkværnen: Nu taler vi sammen i cirka 45 minutter, og derefter vil jeg vende mig mod vidnet for at høre lidt om, hvad han har hæftet sig ved eller har lagt mærke til ved også at være her i rummet i dag og have lyttet til din fortælling.” Det er en talestrøm, som jeg har plapret af mig talrige gange til fester, familiefødselsdage eller blot hver gang, jeg har rodet mig ud i at skulle forklare nogen, hvad bevidning er. Det er med afsæt i den interesse, som jeg har oplevet, at fænomenet har vakt hos folk, at jeg har valgt at skrive denne artikel.

Første gang jeg selv stødte på bevidning var til en koncert med Peter Bruun på hofteateret under jazzfestivalen 2012 en sommer, hvor jeg faldt i snak med psykologen Anne Kaplan, der kort forinden havde opstartet sin egen narrative psykologklinik CeNSE på Østerbro. Jeg havde lige netop afsluttet første år på studiet, kunne akkurat namedroppe Allan Holmgren og mumle noget i retning af, at Roy Schafer er ret spændende. Det viste sig at være nok til, at jeg blev inviteret med til at være vidne i klinikken. Jeg takkede ja med dårligt underspillet begejstring, da en gryende praksissult og stor nysgerrighed klart drev mig i den retning. Hvad jeg takkede ja til, forstod jeg ikke helt, før jeg prøvede det. Det der med vidner gav mig nemlig umiddelbart associationer til jura og retssale. Men snart erfarede jeg, at det er ikke kun er i retssale, man gør brug af vidner; også i terapirummet gør narrative terapeuter brug af vidner.

Bevidning - hvad er det for en ting? … ”Define or be defined” det er måske spørgsmålet, det er må-

ske the name of the game in the human jungle, det er måske et sted, hvor forandring kan finde sted. Der, hvor dyrene spiser eller bliver spist, har menneskene en anden orden, hvor vi definerer os selv og hinanden på livet løs, og hvor vores definitioner er det vigtigste for os. Hvis ikke man allerede har den, så må man genfinde definitionsretten over sin egen tilværelse.

For det er vigtigt for os mennesker at blive set, hørt, fortælle og blive fortalt af andre for at kunne forstå os selv og verden omkring os. Det er særligt i den forbindelse, at man som narrativ terapeut kan hjælpe klienter gennem bevidning, da de herigennem (igen) kan blive synlige for sig selv og andre. Bevidning bliver også kaldt for en ”definerende ceremoni” eller ”outsider-witness practice”, hvilket understreger pointen om, at bevidning er et terapeutisk ”indgreb”, som både er alternativt definerende og eksternt i sin form. Bevidning er et særligt virksomt terapeutisk metodisk greb, som anvendes inden for den narrative terapi. Kort fortalt er et vidne en tredje person i terapilokalet, som lytter, noterer og lader sig bevæge af, hvad der sker i det terapeutiske rum under samtalen. Det er vidnets vigtigste opgave at lytte særligt nøje til, hvad der sker i klientens fortællinger om sig selv, andre og omverden for derved at kunne bidrage til samtalen ved terapisessionens afslutning. Et vidne har nærmest en slags aktiv publikumsposition og overværer samtalen mellem terapeuten og klienten.

I princippet kan alle være vidner, dels fordi metoden tillader det i og med, at den tager udgangspunkt i noget utrolig menneskeligt, og dels fordi terapeuten har en faciliterende funktion og kan guide vidnet gennem processen. Derfor egner både professionelle, personer der ikke har begreb om te-

15

rapi og personer, som er kendte eller ukendte af klienten sig som vidner. Metoden blev oprindeligt udviklet i Los Angeles i 1970’erne af kulturantropologen Bara Myerhoff, der opdagede, hvordan en gruppe jødiske holocaustoverlevere mødtes og foretog en slags definerende ceremonier, hvor de fortalte og genfortalte sig for hinanden. Herved blev deres respektive fornemmelse af sig selv styrket af at blive synlig i et fællesskab, der tillod og bekræftede dem i at foretage foretrukne identitetskonklusioner omkring sig selv.

Formålet med bevidning er, at tykne klientens fortællinger om sig selv, så værdier, viden og færdigheder bliver en mere cementeret del af meningsfulde narrativer, som har rod i konkrete livserfaringer, der er blevet udfoldet i terapi. Det gælder yderligere om at styrke klientens fornemmelse af agenthed, hvilket kan oversættes til en blanding af handlekraft og autonomi. I tilfælde af vellykkede bevidninger kan der opstå øjeblikke af samhørighed og intensitet i terapilokalet og blive skabt bevægelser hen mod mere righoldige fortællinger.

Praksis pointer & fire kategorier Det er vigtigt at understrege, at bevidning ikke er en evaluering af klienten. Så vidnet skal altså holde eventuelle vurderinger for sig selv og i stedet genfortælle, hvad vidnet har lagt mærke til hos klienten i et ikke-normativt sprog. Det betyder, at det er ”forbudt” at give gode råd, sige ”flot” eller at rose klienten for et fremskridt eller en handling, som vidnet kunne finde prisværdigt. Umiddelbart kan det virke underligt, men idéen med denne ikke-normative tilgang til gengivelsen af det andet menneske er, at man i bevidningsprocessen ikke ønsker at reproducere nogle af de ekspertpositioner, som ellers kan være herskende i samfundet. Man ønsker ikke, at klinten skal være afhængig af ekspertdefinitioner for at kunne vurdere, om han lever det gode liv på den rigtige måde eller ej. Det kan virke

Indput Institut for Psykologi KU

vanskeligt i starten, men det drejer sig kort og godt om ikke at være ekspert på et andet menneskes liv og blive opmærksom på, hvornår man positionerer sig over-, under- eller ligeværdigt. Netop ligeværdighed bliver tydeligt i og med, at vidnet på et tidspunkt i løbet af bevidningen bliver inviteret til at dele erfaringer fra sit eget liv. Det sker i den tredje af de fire undersøgelseskategorier.

De fire undersøgelseskategorier Der hører adskillige spørgsmål til hver af de fire undersøgelseskategorier, så der er ikke kun tale om fire forskellige spørgsmål, som blot skal følges slavisk. Der er derimod tale om fire kategorier, som skal udforskes hos vidnet ved at stille flere forskellige spørgsmål. Kategorierne lyder som følger: 1. Udtryk 2. Metafor 3. Resonans 4. Bevægelse ”Hvad hæftede du dig særligt ved…?” kan være et de spørgsmål, som kan stilles ved udtryk, hvor det for vidnet handler om at genfortælle det, som mest udpræget fangede opmærksomheden og gav en fornemmelse af, hvad det er, klienten tillægger værdi i livet. Vidnets opgave er at komme med en så ”tekstnær” gengivelse af centrale plots og temaer i klientens fortælling som muligt, da det kan skabe andre perspektiver for klienten at genhøre sit eget liv fremlagt af en anden stemme. Det er vigtigt, der ”vandes med det sprog” (Saxtorph, 2010), som klienten allerede selv bruger. Altså at vidnet anvender ord fra det sprogunivers, som klienten befinder sig i, da det hermed implicit bliver anerkendt og også holder sig stramt til plottet. ”Hvilke særlige indtryk fik du af X (klientens navn), eller er

der nogle billeder der dukkede op imens du lyttede?” Her gælder det om at finde på en metafor eller et billede, der samtidigt kan indfange klientens håb, intentioner, værdier eller færdigheder. Det virker godt til at begribe den situation, klienten befinder sig i, og metaforerne har ofte en særlig kropslighed, der gør dem utrolig effektfulde. Jeg indrømmer gerne selv, at første gang jeg hørte om det, så syntes jeg, at det lød ok nice, men også lidt spaced out at skulle sidde og finde på metaforer for det, et andet menneske befinder sig i. Men jeg overgiver mig klart til metaforerne nu, da de virkelig kan være virkningsfulde, hvis de rammer rigtigt. Metaforene er som tøj af ord, der kan passe eller ej. For den ene klient vil ”Det er som om hendes familie er en rosenhave i brand, og at hun forsøger at slukke den med omsorg og nænsomhed” være spot on, mens det vil være helt off for en anden klient, der måske føler sig bedre tilpas med metaforen ”Det lyder som om, hun er trukket i arbejdstøjet for at ændre på situationen på hjemmefronten”. Metaforene behøver ikke at være fancy, og nogle gange kan de metaforer, der er helt nede på jorden være de mest virkningsfulde. ”Var der noget af det, som X sagde, der fik dig til at tænke på noget i dit eget liv?” Her bliver det personligt. Vidnet bestemmer selv, hvor der skal deles. Formålet er at skabe samhørighed og genkendelse ved at mødes gennem erfaringer, der kan minde om hinanden. Man skaber forbindelser mellem ekkoer af fortællinger og krydser hinanden med historier, så klientens situation kan nuanceres. ”Hvor har det bevæget dig hen at have hørt denne fortælling? Og er der noget særligt, du har lyst til at gøre i dit eget liv?”

Spørgsmålet kan lyde stort, men det handler egentligt om, at vi som mennesker altid påvirker og bevæger hinanden i større eller mindre grad. Det anvendes gennem italesættelse i fjerde kategori, hvor vidnet får mulighed for at fortælle, om han/ hun måske har fået nogle andre tanker omkring ”hvad som helst”

eller er blevet inspireret til at gøre noget. Gerne noget konkret, såsom ”Jeg bliver inspireret af X’s omsorg for sine nære og får selv lyst til at støtte min ven, som jeg ved er i en hård eksamensperiode, ved at give ham et kald, et klap på skulderen og nogle Haribo Vampyrer, som vi altid har haft et fælles usmageligt bånd omkring.” Hvis man eksempelvis sidder med en klient, der kunne hænge ud med noget, der minder om en depression, så kan det, at klienten oplever at være årsag eller inspiration til et andet menneskes handlinger, give en følelse af værdi, som kan være virkningsfuld. Det er så at sige erfaringen af at være en forskel, der gør en forskel, som implicit ligger i bevægelseskategorien.

Afslutning I Aftenrådgivningen i psykologklinikken Narrative Perspektiver ved Anne Saxtorph, også på Østerbro, hvor jeg arbejder som frivillig rådgiver, føler jeg mig privilegeret over nu selv at kunne sidde i terapeutstolen til samtaler og samarbejde med et vidne. Det er fascinerende at se, hvad der kan ske, hvis man eksempelvis stiller spørgsmålet ”Hvad hæftede du dig særligt ved, eller hvilket billede rammer dig, når du hører X fortælle?” og derefter oplever, hvordan klientens foretrukne fortælling om sig selv og identitet males frem og bliver gjort synlig, når vidnet går i gang med at genfortælle med ord og metaforer og deler erfaringer fra eget liv. n Litteratur Saxtorph, A. (2010) Bevidning i anvendelse. I Fokus på familien 3-2010. Universitetsforlaget.

White, M. (2008). Definerende ceremonier. I: Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag.

Russell, S. & Carey, M. (2007) Narrativ Terapi – Spørgsmål og svar. København: Hans Reitzels Forlag.

17

SKRIV EN BOGANMELDELSE OG FÅ EN GRATIS BOG Vil du have en næsten helt gratis bog? Så skriv en anmeldelse til Indput – når bogen er anmeldt, er den din til evigt eje.

Du kan enten anmelde en af de bøger, vi har stående i Indput, eller en bog, du selv har i tankerne. I så fald kan vi kontakte forlaget og bestille et anmeldereksemplar til dig.

Skriv til anmeldelse@indput.dk, hvis du er interesseret!

Indput Institut for Psykologi KU

MY HOVERCRAFT IS FULL OF EELS – en parlør til psykologi Af Mark Bauer Ruby, stud.psych.

NOGET OM ORD. At studere psykologi er tilegnelse af et nyt fremmedsprog – en sociolekt om man vil. Grænsen mellem meningsfulde udsagn og absurd nonsens er bare ikke altid til at skelne. Indput har derfor spurgt de studerende på 1. semester, hvilke ord der godt kunne tåle en nærmere forklaring. Dem var der imidlertid rigtig mange af, så vi bringer her nogle udvalgte. Hvis du, kære læser, savner en forklaring på et ganske særligt ord, så skriv til indput@redaktion.dk. Om nødvendigt går vi gerne fra dør til dør hos underviserne på dine vegne, indtil vi har aftvunget dem en god forklaring til det næste blad.

Kausalitet Når en billardkugle rammer en anden billardkugle, så kunne man påstå, at den enes bevægelse er årsag til den andens bevægelse. Dette forhold mellem årsag og virkning kaldes kausalitet. Påstande om kausalitet giver ofte anledning til kontroverser, når der skal findes årsager til menneskers handlinger. Er det samfundet, familien, vennerne eller den frie vilje?

Diskurs Da filosoffen Søren Gosvig oversatte Foucaults franske udtryk mise en discours til italesætte, skabte han en nyklassiker i det danske sprog. Diskursbegrebet er dog ikke Foucaults opfindelse, selvom det står centralt for hans tænkning. Det kommer oprindeligt fra latin, hvor det betyder at løbe frem og tilbage. Diskursbegrebet er efterhånden så anvendt, at det ikke kan gives en universel betydning. Det bruges dog gerne som betegnelse for en ganske særlig måde at kombinere sproglige ytringer på inden for bestemte praksisser, såsom videnskabelige, religiøse, retslige, politiske, institutionelle eller familiære.

Deduktion Det er en deduktion i en bred forstand, når man giver en universel forklaring med en begrundelse, der refererer til begreber og teoretiske koncepter. Når man deducerer, går man med andre ord på jagt efter sine begrundelser i sproget. Deduktion står i modsætning til induktion.

Induktion Det er en induktion i en bred forstand, når man giver en universel forklaring med en begrundelse, der refererer til specifikke iagttagelser. Når man foretager en induktion, går man med andre ord på jagt efter sine begrundelser i de sansemæssige erfaringer.

Realisme Hvis man har den opfattelse, at verden og virkeligheden eksisterer, uanset om den bliver erfaret af nogen, så er man realist.

Der findes mange varianter af realisme. Et eksempel er etisk realisme, der er den opfattelse, at etiske udsagn refererer til kvaliteter ved verden, der er subjektuafhængige (objektive). Det samme gælder den æstetiske realisme, hvor skønhed menes at være subjektuafhængige kvaliteter ved verden. Men det bliver hurtigt kompliceret, da disse underdelinger af realisme selv har yderligere underdelinger. Derfor bruges realisme sjældent som en samlet betegnelse, da de færreste er realister på alle områder. Realisme nævnes gerne af psykologer som modpol til social konstruktionisme, der er den opfattelse, at virkelighedens eksistens er forbundet til vores (socialt betingede) erfaring af den. Nogle gange mødes realister og social konstruktionister på midten. Det sker, når de enes om, at vores erfaring af verden nok er forankret i sociale konstruktioner, men at udgangspunktet for altings væren må være noget med separat eksistens fra mennesket. n

19

SLÅ HAM IHJEL Af Erling Nørkær Nielsen, stud.psych.

REPORTAGE. Det regner, da jeg en søndag eftermiddag stiger på cyklen og sætter kursen mod det, der i gamle dage hed Idrætsparken, og som i dag har navn efter et svensk-finsk teleselskab. Samme idé har godt 13.000 andre mennesker fået, for i dag spilles en vigtig kamp i Superligaens ottende runde. Superligaen, den bedste række i dansk fodbold. Superligaen, som i dag har navn efter et dansk forsikringsselskab. Kampen står mellem to af ligaens koryfæer, hovedstadens FC København (FCK) og gæsterne fra Danmarks fjerneste provins, Aalborg Boldklub (AaB). FCK har vundet 10 Danmarksmesterskaber på 23 år og er favoritter til titlen hvert eneste år. AaB er som oftest the underdog, men har alligevel vundet fodboldguld fire gange, senest i 2014.

Jeg scanner min print-selv billet i indgangen til tribunen for udeholdet. Tribunen, som er Parkens mindste. Tribunen, som i dag har navn efter en dansk kæde af sportsbutikker. Tribunen, som jeg befinder mig på, fordi jeg er fra Nordjylland og derfor holder med de tilrejsende AaB-spillere. Men som jeg snart opdager, er jeg ikke den største AaB-fan på stadion. Langt fra.

Det er tørvejr, da hjemmeholdets målmand efter 10 minutter fumler med bolden i eget felt og forærer AaB’s Thomas Enevoldsen en scoring til 1-0. Stemningen på vores lille udeholdstribune eksploderer. Jeg jubler sammen med de 40-50 tilrejsende tilskuere på vegne af hele Nordjylland. Men de mere inkarnerede AaB-fans begynder så småt at bekende kulør. Målmandsdroppet ledsages af det spottende tilråb landsholdskeeper med henvisning til, at FCK’s målmand Stephan Andersen er en del af Danmarks landsholdstrup og derfor burde vise bedre takter. Indtil videre harmløst drilleri fra tribunen med navn efter en dansk kæde af sportsbutikker.

Indput Institut for Psykologi KU

Men stemningen ændrer sig. Få minutter efter udligner FCK’s tårnhøje angriber, Andreas Cornelius, til 1-1. En scoring, der hos en aalborgenser bag mig udløser et gjaldende bøsserøv, da Cornelius’ navn bliver råbt over stadionhøjtaleren. Det gode humør på AaB-lægterne hænger i en tynd tråd, men reddes af den litauiske forward, Lukas Spalvis, som fra en spids vinkel bringer AaB foran igen inden pausen. Da første halvleg fløjtes af, går AaB-spillerne derfor i omklædningsrummet til et stort bifald fra de tilrejsende fans. FCK-truppen får en fuckfinger med på vejen og en håndgestikulation, der insinuerer, at FCK-spillerne er bedre til at tilfredsstille sig selv seksuelt end til at spille fodbold.

I pausen gør jeg status over et par dyre fadøl. Jeg elsker at se fodbold, men jeg har svært ved at identificere mig med den her fankultur. Jeg kan sagtens sætte mig ind i kærligheden til et hold, en by, en klub. Men hadet til modstanderen, hvad er det for noget? Det værste og mærkeligste eksempel opstår midt i kampen, da FCK’s nyindkøbte angriber, den paraguayanske Federico Santander, bliver skadet i aalborgensernes straffesparksfelt. I de efterfølgende minutter, hvor Santander bliver slæbt fra banen på en båre, messer de hårdkogte AaB-fans omkring mig: "Slå ham ihjel, slå ham ihjel, slå ham ihjel…"

Efter pausen går det kun ned ad bakke for AaB, såvel på banen som på lægterne. Da den tidligere AaB-spiller Kasper Kusk scorer for københavnerne og gør det til 2-2, er det som en kniv i hjertet på udetribunen. Forræderen Kusk får et ludersvans med på vejen fra nordjyden bag mig. Kort efter bliver det 3-2 til FCK ved landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen, og ydmygelsen bliver komplet, da en forvirret Kasper Pedersen sender bolden i eget net til slutresultatet 4-2 til københavnerne. AaB roder således rundt på en 7. plads med 10 point efter Superligaens første otte runder; otte point efter de regerende mestre FC Midtjylland.

Det er klaret op, da jeg forlader Parken og trækker min cykel gennem Fælledparken, hvor der stadig står telte fra et halvmaraton, som indtil for nylig har haft navn efter en amerikansk energidrik. Det var en fremragende fodboldkamp, jeg var inde at se. Sjældent byder Superligakampe på så mange og så imponerende mål. Men stemningen uden for banen. Den både undrer, bekymrer og fascinerer mig. Jeg bed mærke i, at ordene var hårdest, når modgangen var værst. Hvis en AaB-spiller fumlede bolden ud over sidelinjen, var han en luder eller en bæskubber. Tankevækkende er det, at fodboldtribunerne er et af de få steder i Danmark, hvor sådanne tilråb er legitime i dag. n

21

temasektion

omvendt Indput Institut for Psykologi KU

OMVENDT TEMASEKTION

23

Illustrationer af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

PSYKOLOGIENS HIERARKI

VENDT OM – ELLER LAGT NED På baggrund af sin ph.d.-afhandling Psychology as a Moral Science belyser professor Svend Brinkmann i artiklen To psykologier ført i Psyke & Logos (2008, nr. 29), at psykologiske fænomeners karakter både berettiger og forudsætter eksistensen af to psykologiske spor. Han argumenterer samtidig for, at vi bør vende forestillingen om den ene af disse to spors primat over den anden på hovedet, hvortil indeværende kommentar er et forsøg på ikke at tænke omvendt, men derimod sidelæns. Af Anne Rogne, stud.psych.

KOMMENTAR. Da en forklaring, på at jeg vælger at kommentere på et oplæg ført så langt tilbage som 2008, må forventes at blive afkrævet, vil jeg indledningsvis gøre rede for, hvordan kimen til denne kommentar opstod. I en debat vedrørende den kvalitative forsknings rolle i udviklingen af standarder og praksisser jeg for en rum tid siden overværede, indvendte professor ved Aalborg Universitet, Lene Tanggaard, at man måske bør lade sig inspirere af hendes gode ven og kollega, Svend Brinkmann, når han argumenterer for, at vi bør vende idéen om en ’første’ eksperimentel psykologi og en ’anden’ fortolkende psykologi på hovedet, for i stedet at forstå den kvalitative forskning som grundlag for at vi overhovedet kan tale om det, vi ønsker at måle. Ordene brændte sig som sådan fast, blev hængende som en irriterende kløe et sted, man lige præcis ikke kan nå, men som med så meget andet blev de alligevel sendt støt ned ad på listen over

things-to-look-into. Det vil sige, indtil temaet for det indeværende Indput blev lagt fast. Med overskriften ’omvendt’ vandt Tanggaards bemærkning om den logiske omvending af antagelsen om en ’første’ og en ’anden’ psykologi atter indpas i min bevidsthed, hvorefter en hurtig Google-søgning resulterede i, at jeg fik rodet Brinkmanns artikel To psykologier frem fra Psyke & Logos’ arkiver.

Psykologisk dødvande ”Psychology entered the 20th century as promising young science, with new experimental laboratories being established and Freud’s Interpretation of Dreams instigating a new psychological culture. At the start of the 21st century, however, the science of psychology appears in a puzzling state, somehow empty of radically new insights into the human situation”.

(Steinar Kvale, 2003, The Church, the Factory and the Market)

Udgangspunktet for Brinkmanns artikel, som jeg vil argumentere for til stadighed sikrer artiklens relevans trods dens datering, er den indbyggede spænding, der per se ligger i, at psykologien fra fødsel har været en tosidet videnskab fyldt med dualismer som sjæl – legeme, forklare – forstå, kvantitativ – kvalitativ, der på samme tid har både beriget og gjort disciplinen særligt udsat* . Vi befinder os altså inden for et felt, der langt hen af vejen kan argumenteres for at være spaltet i to psykologiske spor: Ét, der er eksperimentelt, årsagsforklarende og kvantitativt, som, afhængigt af den der ser, befinder sig enten parallelt, i modsætning eller i koordination med et andet spor, en anden psykologi, der rummer det beskrivende, fortolkende og kvalitative. Og her opstår den fortsatte aktualitet af det ar* Hvis ret skal være ret, så er jeg forholdsvis overbevist om, at den omtalte artikel trækker på en længere række af pointer ført i Brinkmanns ph.d.-afhandling Psychology as a Moral Science, så hvis man ønsker en mere udførlig gennemgang af argumenterne end min opsummering af forfatterens egen opsummering, så vil dette med stor sandsynlighed være en oplagt kilde at ty til.

25

gument, som psykologiens pendant til en rockstjerne, Svend Brinkmann, fremlægger, hvorfor jeg vælger at forholde mig til det i det indeværende. At vi har at gøre med to psykologier inden for én videnskab, vil jeg i tråd med Brinkmann argumentere for ikke behøver at forstås som et krisetegn men derimod en relevant og uomgængelig dualitet. Ikke desto mindre synes det at være en dobbelthed, der i tråd med citatet ovenfor af Brinkmanns lærermester, Steinar Kvale, til stadighed truer psykologiens overlevelse og fortløbende selvoverskridelse, fordi en stædig fastholdelse af de to psykologier som værende logiske modsætninger, og hermed gensidigt ekskluderende, fastlåser disciplinen i et kritisk psykologisk dødvande.

Omvendelsen af den logiske ’første’ I en genealogisk bevægelse fra Aristo-

Indput Institut for Psykologi KU

teles over blandt andre Dilthey til Harré med hensyn til anskuelsen af de to psykologiers berettigelse sat i relation til psykologiens antagne genstand demonstrerer Brinkmann, hvordan behovet for to psykologier beror på psykologiske fænomeners tosidede natur. Tager man for eksempel fænomenet ’vrede’, så ville det være utilstrækkeligt udelukkende at søge at indfange dette psykologiske fænomen på baggrund af en naturvidenskabelig årsagsforklaring med reference til fysiologiske processer. Derimod forstår vi først vrede som værende vrede i en retorisk-diskursiv sammenhæng, det vil sige med henvisning til den konkrete situation, hvori vreden for eksempel op-

stod som følge af en oplevelse af uretfærdighed. Psykologiske fænomener har således både, hvad han kalder en nomisk og en normativ side, som afkræver psykologien sin dualitet, hvis den skal kunne gøre sig nogle ambitioner om at kunne forholde sig fuldt ud til sin genstand.

Herpå illustrerer Brinkmann, at der selvfølgelig på ingen måde foreligger enighed om nødvendigheden af begge disse to psykologier, men at der derimod befinder sig en stor gruppe af monister på hver sin side af det psykologiske felts slagmark, der afskriver oppositionens eksistensberettigelse. Selv indtager han dog, hvad han kalder den dualistiske position, som står fast ved, at der er be-

hov for både en forklarende og en fortolkende dimension af psykologien, da det hverken giver mening at reducere alt til kausale lovmæssigheder men ej heller at opløse det til retoriske frembringelser.

Så langt, så godt – hvad er problemet?

Jo, problemet, ifølge Brinkmann, opstår, når den ene af de to psykologier synes at opnå fortsat stigende primat på bekostning af den anden, selv om denne i både logisk og erkendelsesmæssig forstand synes at være forudsætning for den første. Brinkmanns argument for at problematisere dette trækker linjer tilbage til blandt andre Taylor og Harré og lyder, sat på spidsen, som følger: Det giver udelukkende mening at undersøge den for eksempel fysiologiske basis for et givent psykologisk fænomen, såfremt der henvises til den normative betydning, som dette fænomen har for handlende personer i situationer.

Hierarkiet lagt ned Hvad Brinkmann udfordrer, ud over de monistiske positioner, er således den

dominerende additions-tankegang, som vi for eksempel kender fra den klassiske skelnen mellem sygdom og lidelse, hvormed det antages, at den fysiske krop er biomedicinens genstand, mens human- og samfundsvidenskaberne har til opgave at supplere den eksisterende medicinske basisviden med sygdommens psykosociale implikationer. I steder vender han dette hierarki på hovedet og argumenterer for at: ”»Den anden psykologi« - den intentionelle, normative psykologi, der tager udgangspunkt i, at personer handler, tænker og erindrer ud fra grunde – er [...] primær i logisk og videnskabelig forstand”.

Jeg følger ham så vidt, men foreslår samtidig, at det ikke nødvendigvis vil løse mange problemer blot at vende hierarkiet på hovedet for hermed at hæve den normative psykologi over den nomiske. I stedet argumenterer jeg for, at vi bør eksperimentere med at lægge hierarkiet ned og i stedet anskue de to spor, som hverken underordnet, hævet over, i supplement til eller omfattende hin-

anden. Når den eksperimentelle gren af psykologien aggregerer store mængder af populationsdata til statistiske sammenhænge for på baggrund heraf at foretage generaliseringer, så inkluderer og afhænger denne praksis af det enkeltstående og unikke tilfælde. Ikke desto mindre så er det samme tilfældet den anden vej rundt. De individuelle begivenheder, følelser og handlinger, som den beskrivende side af psykologien søger at forstå, afhænger af og varierer i kraft af ’populationen’, som de på denne vis også både inkluderer og afhænger af.

Der er som hos Brinkmann således stadig tale om en fredelig sameksistens af to psykologier inden for samme disciplin, men idéen om et taksonomisk hierarkiseringsprincip forlades til fordel for en position, der anser de to spor for værende forskellige praksisser situeret side om side: to spor, der gør forskellig ting ved de fænomener, de håndterer, men som på samme tid ikke kan forstås uafhængigt af hinanden. n

27

Når godhed bliver ondskab

Repost af sproglig ekvilibrisme Af Henrik Bayer Elming, stud.psych.

Normalt ville vi i Indput kun trykke indlæg, som originalt er tiltænkt bladet. Men omvendte tider kalder på omvendte metoder. I den seneste tid har der været flere forsøg på at omvende opfattelsen af folks barmhjertige intentioner til onde eller selvgode motiver. Således har Mads Brügger fået andres godhed ”tørret i ansigtet”, Lisbeth Zornig Andersens har ifølge Marie Krarup ”flashet sin godhed”, mens Naser Khader for anden gang på få måneder har beriget det danske ordforråd med betegnelsen ”flygtninge-porno”. Frem for at fokusere på objektet for handlingerne – initiativer for at hjælpe flygtninge – vender kommentarer som disse debatten på hovedet. Det var derfor med stor glæde, at jeg fik slået benene væk under mig, da Georg Metz som stand-in i Den Korte Radioavis omvendte mine normale grineflip over det satiriske radioprogram til dyb beundring over et alvorligt og nødvendigt indspark i en afsporet debat. Indlægget bringes derfor her i sin fulde længde:

Indput Institut for Psykologi KU

”Forleden i en af radioerne [Deadline, red.] beskyldte medlem af Folketinget, Marie Krarup, den misbrugsramte økonom, debattør og radiovært Lisbeth Zornig Andersen for at flashe sin godhed.

Anledningen var, at Zornig havde udstrakt sin barmhjertighedszone til at fragte flygtninge fra Rødby til København i egen bil. Udtrykket at flashe sin godhed må betyde det samme som at udstille sine gerninger med henblik på at fremhæve sig selv i godhedens lys. Således var det unægtelig også ment af Marie Krarup, der leverede bemærkningen i et foragtende tonefald, og i den forbindelse mindede stærkt om sit fædrene ophav, Søren Krarup. Dog uden hans charme. En væsentlig begrundelse for ikke at gøre det gode i almen forstand – benævnt som godhedsindustrien – er i det tidehvervske inspirerede miljø udsprunget af en fundamentaludlægning af Martin Luthers gerningsretfærdighedsdogme. Dette betyder, meget kort fortalt, at man ikke kan opnå syndens forladelse, endsige saligheden, ved gode gerninger. Kun Vor Herre eller Hans søn er leveringsdygtig i frelse, et anliggende mellem himlen og hin enkelte. Troen, den betingelsesløse, er befalingen.

Imidlertid er det på sin plads i den aktuelle flygtningekrise, hvor et, i øvrigt stadig overskueligt, antal politisk fordrevne (kvarte promiller af 500 millioner fastboende europæere) søger sikkerhed i Europa, igen at udfordre den Krarupske ideologiske forudsætning. Udelukkende fordi denne anvendes som bekvemmelighedsafbigt for den nærige nationalchauvinistiske ubarmhjertighed, der er blevet landets største borgerlige partis varemærke. At flashe sin godhed er det samme som at prale af egen generøsitet. Med andre ord selvgodhed. Man demonstrerer, hvor meget bedre man er end andre, der ikke gør noget tilsvarende godt. I dette tilfælde transportere nødstedte mennesker fra Rødby til en mere hensigtsmæssig destination på vejen til det humanistisk sindede – ikke at forglemme befolkningsstrategisk køligt kalkulerende – Sverige. Det kan ikke udelukkes, at Zornig Andersen midt i sin gerning får glæde af at flashe godheden og understrege sit varemærke ”tolerant menneskelighed”. På samme måde med Sverige, der midt i landets redebonne modtagelse af den skandinaviske broderpart af de flygtende samtidig ønsker et nødvendigt, tilmed veluddannet, befolkningstilskud. Menneskers og for den sags skyld landes motiver er blandede.

I underskolen betroede frøken klasselærerinde denne taler [Georg Metz, red.] og kammeraterne, at der på hver skulder af én sidder en lille engel; en god og en ond. Mellem de to udkæmpes en evig kamp, hvor skulderens ejermand ubetinget bør lade den bedste engel vinde. Det er ikke altid lige nemt.

Anne-Dortes fletning fristede mig og Frank, der sad på pult lige bag Anne-Dorte. En skønne morgen blev den gode engel bedt om at holde sin kæft, mens den fristende fletning blev dyppet i pultens dengang, i yngre jernalder, indbyggede blækhus. Siden søgtes pønitense ved gode gerninger: Samle papir op fra gaden, hjælpe en gammel sagesløs dame over Gammel Kongevej, bistå med opvasken, osv.

Dagen efter føltes godheden, som var det apostlenes gerninger: En varm følelse af præsteret godhed, der ikke blev holdt skjult for andre. Godheden blev flashet. Det hjalp nu ikke ret meget på den dårlige samvittighed. Heller ikke ved synet af Anne-Dortes nu afkortede fletning. Pointen i dette er, at hensigten, hvad angår egen reputation, eget rygte, egen selvopfattelse, kan være ligegyldig for det væsentlige: Objektet, hvad end dette nu har været mål for det onde eller det gode. AnneDortes fletning blev blå af blæk og klippet kortere af en formentlig opbagt mor, der hermed (næppe i dag blandt de levendes tal) bedes om forladelse. Hvilken følelse Frank og den unge mig nærede dengang var jo for fletningen og Anne-Dorte ligegyldigt. At Zornig Andersen flasher sin godhed og, ifølge Marie Krarups medbragte facitliste, derfor føler sig god, er underordnet, for de flygtninge Zornig i civil ulydighed bistod. Hvis Zornig går rundt og skilter med godheden – hvad intet nu tyder på – er det da værst for hende selv. Hvem har respekt for selvgodhed? Hvorvidt den barmhjertige samaritaner følte sig god eller selvgod, melder den lille historie i det testamentariske repertoire intet om. Det kan også være flintrende ligegyldigt. Den kvæstede var faldet blandt røvere og voldsmænd. Han blev hjulpet. Hvad andet tæller? Mon tiggeren ser sig ringere tilgodeset – kan han købe mindre mad – hvis den der tilkaster ham skillingen føler sig god? Eller selvgod? At beskylde andre der gør det gode for at bedrive det modsatte i og med, at disse dermed fratager Gud prærogativet som monopol-syndsforlader og flasher deres godhed, er det rene ny-sprog, hvor godhed bliver ondskab – og ondskab godhed. En forskruet betegnelse som godhedsindustrien er sigende for den fundamentalistisk tolkede Lutheranisme og gerningsretfærdighedsdogmet - ideologien bag forvekslingen af godt og ondt. Dialektisk må en godhedsindustri forstås i en sådans modsætning: En ondskabsindustri. Man tør ikke tænke på, hvordan den ser ud. Man kan jo gætte på, at den ligner de forhold, der har sendt mange politisk forfulgte på flugt. Auschwitz og Gulag kan man også med rette se som modsætning til godhedsindustrien. Så hellere dén [godhedsindustrien, red.].

At flashe sin godhed er logisk modsætning til at flashe sin ondskab. Marie Krarup forlangte som sit partis talsperson, at politiet i Rødby anvender magt for at håndtere flygtninge – med børn på slæb oven i købet. Her kan man diskutere, hvad Marie Krarup flasher. Man kan ydermere overveje, hvad statsministeren mon flashede, da han i krisens foreløbige zenit forleden kævede den på en jetset restauratørs ulige fødselsdag. Det havde måske været klogere at flashe fravær og alkoholfrit nærvær.

Måske flashede statsministeren blot sin ensomme uegnethed. Eller overskuelige godhed. Og det er jo ikke ondt, men ifølge Marie Krarup bedre end godt.”

29

Flygtning i den omvendte verden

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

FIKTIV REPORTAGE. Jeg kan huske, da jeg indså, at det Danmark, som jeg var vokset op i og kendte, var væk. Det var en dag, mens jeg stadig gik på universitetet. Vi skulle visiteres inden forelæsningen, og folk stod i lange køer i silende regnvejr for at komme ind til undervisning. En ung mand med langt blondt hår og en antifascistisk selskabs-badge på sin jakke nægtede. Snart lå han på jorden, mens besættelsespolitiet pryglede ham med stavene. Han græd, og tårerne blandede sig med blod fra hans næse og mund. Jeg kendte ham fra 3. semester. Ingen gjorde noget. Ingen turde. Han lå stadig i regnen og blødte, da jeg satte mig ned inde til forelæsningen.

Dette var blot uger før bombningen af Nørrebro, og før indre by lukkede af for al trafik ind til universitetet. Siden har ingen af os været tilbage. Den aften vågnede min kæreste og jeg ved lyde, som, jeg i min søvndrukkenhed troede, var torden. Men det var kun indtil, jeg så røgskyerne og glimtene fra de eksploderende raketter reflekteret i søerne. Jeg gik i panik og græd og skreg. Udenfor hørtes den konstante kimen af sirener. Min kæreste tænkte klart for os begge: Vi måtte væk fra Østerbro, her var for farligt. Vores hjem var for farligt. Han pakkede en taske med noget tøj, og så efterlod vi ellers alle vores ejendele. Jeg

ville ud til mine forældre i Gentofte, men selv det var for tæt på byen, mente han. Østerbrogade var ét kaos af grædende mennesker med tasker. Folk med biler fyldte dem til randen med mennesker, og mange steder stod kufferter tilbage i vejkanten.

Vi fik et lift af en tilfældig mand, der skulle nordpå. Jeg tænkte meget på alle de værdifulde ting, jeg havde efterladt. Hvornår jeg mon kunne komme tilbage og hente dem. Da bomberne faldt i resten af København to dage efter, tænkte jeg ikke længere på at komme tilbage til lejligheden.

Hide-out i Hillerød Nu havde vi fået plads i en toværelses lejlighed uden for Hillerød, hvor vi var ti mennesker stuvet sammen. Nogle kendte jeg perifert, andre slet ikke. Jeg kunne ikke sove om aftenen. Vi lå fem kvinder på gulvet i det ene værelse, med hvad vi kunne opstøve af tæpper og puder, og mændene i det andet. Jeg ville helst have ligget hos min kæreste i hans arme, og i det mindste lade som om vi lå i vores egen seng, men opdelingen var mest praktisk i forhold til omklædning og bad. Alt tøj, jeg nu ejede, lugtede fælt af sved og røg, og alle prøvede så vidt muligt at vaske deres ting i håndvasken.

31

Mad havde vi endnu en del af. Nogle af områdets supermarkeder stod tomme; raserede af det medierne kaldte ’oprørerne’. Jeg tænker, at det var folk, der var sultne ligesom os. Andre steder kunne man købe almindelige tør- og konservesvarer. På den måde føltes det helt dagligdags at gå en tur i supermarkedet, putte ting i kurven, se en mor slås med sit trætte barn og alt den slags. Men så snart man var tilbage på gaden, så man dysterheden i folks øjne. Hvordan de med bøjede nakker skyndte sig fra sted til sted for ikke at opholde sig udenfor.

Frihedskæmpere og kujoner Den allermest grusomme hverdag i København fik vi kun gennem tv’et i stuen. Her viste de hver dag reportager fra gadekampene i den bombede del af indre by. Jeg vidste, at mange af mine venner aktivt deltog og gjorde oprør mod besættelsen.

De kæmpede for deres rettigheder, de kæmpede for vores land.

De blev beskudt, tåregasset eller mistede livet. Alt dette så man selv på billederne. Mange af de andre i lejligheden var optagede af at følge med. Jeg ville ikke kigge på det. Jeg væmmedes ved mig selv og min kujonagtige tilværelse nordpå. Jeg ville ikke kæmpe for noget, jeg ville bare overleve. Så selvisk var min veninde fra studiet ikke. Hun var den mest politisk aktive af os, og jeg var bange for, at hun nu var en af dem, der lå i massegravene, hvor storkespringvandet plejede at stå. Jeg havde ikke hørt fra hende i ugevis.

Ingen af os i lejligheden havde længere jobs. Det var for farligt at tage ind til bymidten og møde på arbejde, så de fleste var bare blevet væk. Vi gik heller ikke meget ud, da advarsler om nye bombninger og raketter dukkede op på skærmen hver eneste dag. Ingen vidste, om de ville ramme længere nordpå næste gang. Min kæreste sagde, at vi ikke bare kunne sidde og glo, men at vi var nødt til at følge med i, hvad der skete ude i omverdenen i tv og på nettet, men jeg vidste jo udmærket, hvad omstændighedernes alvor var. Norden var besat: Danmark,

Indput Institut for Psykologi KU

Norge og Finland. Sverige gik endnu fri, men Stockholm var blevet jævnet med jorden i et bombeangreb, der skulle forsøge at få dem til at opgive modstanden. Den danske regering var opløst. EU og FN var sporløst forsvundet. Konventioner og international politik var forsvundet ud i den blå luft, Norden var alene, på egen hånd.

Facebook blev vores vindue til verden, og det flød over med oprørsbilleder fra gadekampene, med mennesker, der efterlyste venner eller familie eller et sted at bo, med billeder af mennesker i tætpakkede både og med annoncer fra folk, der solgte ’transportmuligheder’ væk fra norden. ”Det er menneskesmuglere!” sagde min mor ophidset, da jeg havde bragt det på banen.

Smuglere? Men mennesker er da ikke en ulovlig vare, der kan smugles. Vi er ikke narkotika eller hælervarer. Vi er mennesker, der har ret til at bevæge os til et sted, hvor vores liv ikke er i fare. Jeg spurgte min kæreste, hvorfor vi ikke kunne skaffe et lift til Kastrup og købe en envejsbillet til Emiraterne eller Egypten. En pige fra lejligheden sagde, at flyene nægter at tage folk med, der ikke er sikret opholdstilladelse dér, da de så skal betale en returbillet. Sagen er bare, at denne regel ikke gælder folk på flugt – men hvem skal håndhæve det?

Den afgørende beslutning En morgen vågnede jeg ved, at en masse mennesker skreg og græd inde i stuen i lejligheden. Klokken var ikke mere end halv fem, og da jeg kom derind, så jeg tv-skærmen med billeder af rygende hustage og sammenfaldne bygninger. En pige græd hysterisk på sofaen, flere af mændene råbte, og fra tv’et hørtes lyden af sirener og luftalarmer. Jeg skreg og råbte i munden på de andre for at få at vide, hvad der foregik. Ingen fortalte mig noget. Til sidst så jeg min kæreste, der med blanke øjne fortalte mig: Århus var blevet bombet – byen var nærmest jævnet med jorden. Det sortnede for øjnene. Jeg havde familie i Århus.

Dødstallet var allerede oppe på 20.000. Indtil da var flere af

mine venner taget vestpå, over til familie og venner i Jylland, hvor besættelsesmagten endnu ikke havde strammet grebet helt så hårdt. Nu vidste jeg ikke, om mine kusiner i Århus overhovedet var i live. Facebook og Twitter flød som sygelige postmoderne hundetegn over med ’jeg er i live’-beskeder og -opdateringer. På dette tidspunkt vidste jeg, at vi måtte væk herfra.

Alle trak penge ud af bankerne, og jeg nåede kun at hæve de to måneders SU, jeg havde sparet op i sommerferien. Penge, som skulle bruges til at komme på udveksling. Nu skulle de få mig ud af landet på ganske anden vis.

Mod Mellemøsten Mange tog turen sydpå fra Lolland eller Falster med båd til Tyskland. Den anden mulighed var først at tage østpå langs Sveriges kyst for derpå at krydse det baltiske hav og komme til Polen. Denne tur var længere og meget farligere. Flere både var kæntret, og druknede mennesker var skyllet op på Bellevue og Vedbæk strand. Jeg vidste, at en af mine veninder var taget den tur med sin mand og deres to børn. Selv om farerne på rejsen kunne koste dem alle livet, nægtede hun at efterlade børnene til en usikker skæbne her i Danmark. Jeg håbede inderligt, at det billede, der florerede af en lille druknet dreng med hovedet i sandet, ikke var af hendes lille Frederik. Men mulighederne for at komme hurtigere mod Mellemøsten og i sikkerhed måtte opveje det. Mellemøsten virkede som det eneste sikre sted at tage hen, som tingene så ud nu. Deres religiøse næstekærlighed og menneskesyn måtte betyde, at de vægtede menneskeliv højere. Individets ukrænkelige ret til hjælp og til kærlighed ifølge Koranen, blev vores håb og vores mantra for en bedre fremtid. Men det var ikke let at komme til og ikke mindst få opholdstilladelse i de mellemøstlige lande. Saudi-Arabien og Iran havde allerede lukket grænserne specifikt for nordiske flygtninge med den begrundelse, at vi ikke ville være integrerbare i et muslimsk samfund. Det danske frisind og de svenske

feministiske ideer ville føre til et sammenbrud af samfundets værdier, hed det sig. Flygtningene var kun ude på én ting: At gøre deres hjemland til et pornografisk paradis for sex og stoffer. Hvor jeg dog håbede, at de ved selvsyn kunne se, at vi bare var helt almindelige mennesker ligesom dem, og at det eneste, vi ønskede fra deres samfund, var et sted at være i sikkerhed.

En sen nattetime på stranden ud for Charlottenlund mødtes vi med den mand, der organiserede bådoverfarterne. Jeg havde kvalme, da jeg overrakte ham de 5000 kr. kontant, da han proppede dem i lommen for derpå at vende sig mod en mor og to små børn, der betalte det dobbelte. Jeg, der aldrig så meget som havde købt en joint på Christiania, stod nu og gjorde forretninger med den mest lusede og gemene af alle mennesker. Og dette menneske var vores eneste nøgle til frihed. Vi fik en redningsvest hver og lov til at tage én lille taske med. Jeg valgte den med mine tamponer, jeg havde netop fået menstruation.

Vi blev gennet op i båden af en lille råbende mand, der stuvede os sammen som køer. Ikke så snart var vi kommet ombord, før han begyndte at smide tasker overbord for at gøre plads til flere mennesker. Jeg vinkede farvel til mine tamponer.

Bådturen Der var larmende stille i båden, da vi stak til søs. Et par enkelte børn græd i tavshed. Det var koldt, og man sad så tæt, at man kunne mærke ånden fra menneskerne omkring sig på alle sider. Vi skulle sejle i over et døgn, og der gik ikke mange timer, før folk begyndte at tisse og sætte sig til at skide i poser eller forsøge ud over rælingen. Første gang jeg trak bukserne af for at sætte mig til at tisse (og menstruere) i en pose, kiggede jeg ud i de sorte bølger og overvejede et kort øjeblik, om skammen var værd at kaste sig i havet for. De næste gange gik det lettere.

Den eneste ejendel, som vi nu havde med, var min kærestes smartphone og dens oplader. Han sad og knugede den mellem sine hvide knoer det meste af turen. Den ville blive vores livs-

33

linje på turen mod Mellemøsten, ligesom den var vores eneste mulighed for at komme i kontakt med vores efterladte i Danmark. Min mor havde tigget og bedt om, at vi ikke tog af sted.

Med tårer væltende ud ad øjnene, havde jeg lovet hende, at vi nok skulle få hende og min far hentet i sikkerhed, når vi nåede frem. Jeg lovede, at vi skulle ses igen.

Vinden blæste iskoldt på det åbne hav, og selvom alle havde iklædt sig deres tykkeste North Face-jakker og Timberland-støvler, gik der ikke længe, før kulden skar igennem tøjet og helt ind til benet og fik tænderne til at klapre og hænderne til at ryste hos alle ombord. Jeg døsede flere gange hen i den ubehagelige slags søvn, hvor man hverken sover eller er rigtig vågen. Min kæreste ruskede mig hver gang tilbage. Det var for farligt at sove, hvis der skulle opstå tumult i den overfyldte båd. Det gjorde der ikke så få gange, fordi nogen absolut ville til rælingen for at tisse, eller fordi nogen havde skubbet. Ham, der førte båden, råbte flere gange hysterisk, at den næste, som rejste sig, ville blive smidt over bord. Jeg tænkte flere gange, at det var nu, at båden ville tippe, og vi alle ville ende i det sorte iskolde vand midt ude i det baltiske hav. Når jeg lukkede øjnene og mærkede bølgernes gyngen i min krop, prøvede jeg at forestille mig, at jeg sad i kanoen på Lyngby Sø til arbejdets sommerskovtur sidste år.

Da den første begyndte at kunne skimte land i det fjerne, løb det som en strøm af gisp og hvisken gennem båden. Ingen turde råbe eller rejse sig for at komme til at se, for vi vidste, at området var fyldt med polske patruljebåde. Rygtet gik, at hvis de fik fat i båden, ville den blive sendt tilbage ud på havet. Det vendte sig i mig ved tanken. Hvis jeg skulle igennem det samme halvandet døgn igen kun for at vende tilbage til Danmarks kyster, så ville jeg kaste mig i vandet og forsøge at svømme ind.

Også selv om det ville koste mig livet. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne klare det andet. ”We are from Denmark” Da båden ramte kysten, gik der et ryk igennem båden og et hyl igennem alle passagererne. Vi var i land. Alle rejste sig og kastede og skubbede sig foran hinanden for at komme ud af båden. Jeg holdt febrilsk fast i min kærestes hånd, mens vi kæmpede os frem i den ophidsede menneskemængde for at komme ind på landjorden. Da jeg mærkede sandet under mine støvler, kunne jeg mærke, at mine ben gav efter under mig, og jeg faldt til jorden med tårerne væltende ud af øjnene. Vi var i land. Vi havde overlevet turen

Indput Institut for Psykologi KU

. Jeg var så træt og kold, at jeg aldrig troede, at jeg skulle komme op og stå på benene igen, men samtidig mærkede jeg lettelsen skylle ind over mig som en varm bølge ved tanken om, at vi nu havde lagt faren i Danmark og på havet bag os, og at vi var i sikkerhed i Polen.

Stranden var tom og menneskeforladt. Min kæreste hjalp mig på benene, og vi begyndte at gå i små flokke i den retning, vi formodede måtte være den nærmeste by. Efterladte både og bunker af redningsveste fra tidligere hold vidnede om, at vi ikke var de første, der kom i land her.

Det var blevet morgen i mellemtiden, og et af de første huse, vi ankom til, var angiveligt en købmandsforretning. Vi trådte ind, men blev med det samme mødt af ekspedientens afvisende løftede arm bag disken. ”Out! Refugees!” sagde han. Der lød ophidsede råb fra flokken bag mig. Manden blev mere insisterende og begyndte at råbe. Min kæreste og de andre danskere forlod butikken, mens jeg forsøgte at mægle med den ophidsede købmand. ”We are from Denmark”, prøvede jeg. Jeg fandt mit rødbedefarvede danske pas frem med EU-stempel, som jeg viste ham. ”I am student! Danish student!” Jeg forsøgte med mit studiekort.

Jeg tænkte, at Københavns Universitet måtte fortælle ham, at vi ikke var fattige bønder, der ville stjæle fra ham. ”Danish, Swedish, Finnish, no care! Refugee! Out! No help!” Til sidst fandt jeg pungen med de sidste 5000 i kontanter frem, som jeg havde. Og da gik det op for mig, at jeg ikke kunne veksle. De var intet værd. ”Money, we have money!” prøvede jeg. Han greb fat i min arm og slæbte mig ud af butikken.

Udenfor havde de andre mødt en gruppe danskere, der var ankommet med båden før os. De fortalte, at der ingen hjælp var at hente i byen, idet der i Polen var lovgivning om, at den der hjalp en uregistreret flygtning, selv kunne blive retsforfulgt. ”Jamen så skal vi jo bare op og registrere os. Hvor er rådhuset?” indvendte jeg. Det viste sig, at den nærmeste etablerede lejr for registrering lå i en by 50 kilometer længere oppe ad kysten. Efter at vi var blevet afvist af tre taxaer, brød jeg grædende sammen og satte mig i vejkanten. Der var ingen mulig måde, hvorpå jeg ville kunne gå 50 km. Mine støvler og sokker var gennemblødte, og jeg kunne mærke vablerne dunke under huden på fødder og hænder fra at holde fast i rælingen. Mit undertøj var klistret og blodigt, og vi havde ikke fået noget at spise i over 48 timer. Da jeg havde grædt færdig i min kærestes skød, rejste vi os og begyndte at gå. Der var jo ikke andre muligheder.

n

Illustration af Ida Marie Ankerfelt

35

side 9

skakspil I anledning af temaet ”omvendt” har vi spurgt Marie Lagoni, om hun ville være denne udgave af Indputs ”side 9-mand”. Her er hendes svar:

Af Marie Lagoni, stud.psych.

Spillets begyndelse I forbindelse med Indputs ”omvendt”-temanummer er jeg blevet udpeget til at erstatte side 9-manden. Udvælgelsesprocessen er først og fremmest indledt af det forhold, at jeg er blevet identificeret som kvinde. I en verdensorden hvor den binære kønsforståelse fortsat har herredømmet, må jeg, som kvinde, derfor anses for at være mandens sande modstykke. I tillæg til dette har jeg, helt berettiget i øvrigt, et ry for at færdes i feministiske miljøer. Dette ekstraelement til min (køns)identitet er det, der endeligt har givet mig billet til at deltage i projekt omvendt-side 9. Så her er jeg, mig og mine stempler, sådan ser jeg ud for dig, og det er altså min vej ind i denne kontekst: Jeg, som kvinde og som feminist, skal her agere mandens modsætning.

Bonden i skakspillet – den eneste som har alle muligheder Efter jeg modtog tilbuddet, har jeg grublet over, om jeg ville kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg deltog. Problemet med min deltagelse er nemlig, at den ikke skriver sig ud af alle de problematikker og fastlåsninger, som side 9-konceptet repræsenterer. Tværtimod skriver den sig ind i den.

For at forklare dette nærmere vil jeg bevæge mig ind i den skakmetaforik, som tidligere side 9-deltagere har anvendt i en beskrivelse af den perfekte mand som bonde i skakspillet: ”Bonden er unik, fordi den kan transformeres! Bonden har som den eneste alle muligheder” (Indput årg. 46, no. 1). Jeg kan høre Simone de Beauvoir vende sig i graven for at få et ord indført her. Disse mænd peger her på det for-

Indput Institut for Psykologi KU

hold, at manden er givet en særlig position i skakspillet, hvor han kan transcendere sine mulighedsbetingelser – som den eneste. Manden er her et aktivt subjekt med særlige muligheder for handling i det store relationelle skakspil, som vi alle er en del af. Manden repræsenterer det neutrale udgangspunkt, det originale og derfor det, som alt andet skal ses i forhold til. Kvinden står, som jeg indledningsvis har påpeget, i modsætning til dette. Hun repræsenterer det andet, det afledte, det, der afviger fra manden, det passive, og hun er derfor et objekt. Som indledningsvis identificeret er jeg kvinde, og hende jeg her skitserer, må derfor være mig.

Objekt eller bonde Selvom Indput har forsøgt at bryde med det klassiske side 9-pige-koncept, hvor en kvinde poserer nøgen foran kameraet og på den måde for alvor fungerer som passivt, seksualiseret, pornoficeret, tingsliggjort objekt for det mandlige blik, så er det stadig det koncept, som side 9-manden er en del af. I princippet indtager manden på side 9 i Indput en mere passiv rolle og gør sig til objekt for et kvindeligt blik. Men selvom dette er tilfældet, er der noget lidt andet på spil. Forskellen er først og fremmest, at manden i Indput ikke bliver bedt om at indtage den

Foto af Asta Ingemann Jensen

nøjagtig samme position som kvinden på side 9 – han får lov at have tøj på og præsentere sig, som han ønsker. Så selvom der er nogle af de samme undertoner på spil om tingsliggørelse, så vil jeg alligevel påstå, at vi har at gøre med et privilegeret subjekt, en bonde med mulighederne i sin magt. Men er jeg ikke også en bonde i skakspillet, når nu jeg får tilbudt at indgå samme kontrakt og gøre, som vores side 9-mænd plejer? Ingen har bedt mig om at smide tøjet eller på anden vis skrive mig ind i noget, som jeg finder uhensigtsmæssigt. Ja, faktisk har jeg fået (næsten) frie tøjler til at agere subjekt. Problemet er bare, at jeg har fået et tilbud om at gøre det, mændene plejer at gøre. Jeg kan altså 1) indtage en klassisk side 9-pige position eller 2) indtage mandens privilegerede position ved at gøre som ham – dvs. spille hans rolle i skakspillet, så jeg kan være det subjekt, som jeg så brændende søger at kunne handle som.

Skakmat Den første mulighed er udelukket, fordi jeg selvfølgelig ikke ønsker så eksplicit at reproducere en problematisk orden. Men undslipper jeg så denne orden, hvis jeg vælger mulighed nr. 2? Nej. Jeg må her melde mig selv skakmat.

Gør jeg, som vores side 9-mænd plejer og derved indtager

deres position, så ændrer det ikke på spillets indretning og spilleregler. Jeg har blot skiftet position på brættet. De bevægelser, jeg eller andre foretager inden for dette side 9-koncept, er uanset køn, form og udtryk en adoption af en konstrueret orden, hvor det maskuline er det neutrale udgangspunkt, og det kvindelige er det andet. De positioner, jeg eller side 9-mændene kan indtage, er de samme på skakbrættet: Jeg kan midlertidigt indtage mandens aktive position, og omvendt kan mine mandlige medstuderende midlertidigt indtage kvindens undertrykkede og passive position. Brikkerne bliver rigtig nok skiftet om, men spillet forbliver uændret. Som Audre Lorde sagde det i en anden sammenhæng: ”The Master’s tools will never dismantle the Master’s house”.

Remis Så hvorfor er jeg overhovedet med? Hvorfor taler jeg overhovedet? Hvorfor går jeg implicit med på præmissen, når jeg nu ved, hvad den gør ved mig - hvad den gør ved os alle sammen? Og her henter jeg endnu en gang lidt backup fra en feministisk forfatter: Susan Gubar fastholder, at hvis vi ikke (umiddelbart) kan bryde ud af systematikken, så må vi i hvert fald sige noget om den! Og hermed: REMIS! n

37

Foto af Nana Marie Jespersen, stud.psych.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Af Nana Marie Jespersen, stud.psych. og Erling

Rigelig benplads og originale jokes – eller også var det omvendt

Nørkær Nielsen, stud.psych.

ANMELDELSE. Sammentræffet mellem Indputs temasektion ‘Omvendt' og Lars Hjortshøjs nye show ‘Omvendt' er ikke til at tage fejl af. Med nyheden om det nye show var det således oplagt for Indput at anmelde det til premieren torsdag d. 10. september på Bremen Teater i København.

Som Indputs to udsendte var vi med vores sparsomme kendskab til og erfaringer med stand-up-genren uundgåeligt på udebane. Tydeligt var det, at denne udebane var nogle andres hjemmebane.

Publikum var åbenlyst forventningsfulde og stemningen i top. Med en fadøl i hånden så det ud til at blive en helt udmærket aften i selskab med Hjortshøj, der tidligere har været yderst morsom i blandt andet ‘Casper og Mandrilaftalen’ og ‘Klovn'. Det blev da også en udmærket aften, men synderligt sjovt var det altså ikke. Vi undrede os eksempelvis over, hvad det var, der var omvendt. Med en promovering, der i så høj grad spillede på det omvendte, havde vi i særlig grad forventninger til dette element. Hjortshøjs navn stod på hovedet, og billetten drillede også med sit omvendte billede. Men derudover var alt faktisk ved det gamle: Hjortshøj leverede et på alle måder klassisk one man-show med skudsalver af jokes om en mand i livets efterår. Ganske få steder var showets titel refereret, og dette føltes mere som af forpligtelse over for konceptet end fordi, det faldt Hjortshøj naturligt og sjovt. Således blev temaet eksempelvis tvunget ind i en af de mange jokes om Hjortshøjs hustru for det omvendte af at have en kone må da være at finde sig en ny. Men det var nu ikke fordi, vi slet ikke grinede. Det var eksempelvis sjovt, da Hjortshøj beskrev og illustrerede sine egne dansemoves. Og der var andre lyspunkter ved

premieren i det propfyldte Bremen, som i øvrigt gjorde benpladsen trang: Teknikken kunne man ikke sætte en finger på. Hjortshøj var veltalende og rap i replikken, overbevisende og professionel.

Showet skred hurtigt og sikkert fremad, og man var ikke i tvivl om, at Hjortshøj vidste, hvad han lavede.

Ikke desto mindre haltede indholdssiden. Hjortshøjs materiale var ganske enkelt for saftigt. Vi savnede den tørre humor, som vi husker fra mandrilfigurer som Broder Salsa. Enhver ironisk distance til det klichéfyldte materiale var i Hjortshøjs nye show skrællet væk.

Alle de oplagte grupperinger fik et fur - mænd, kvinder, teenagere, homoseksuelle, indvandrere, svigermødre. Og den lange liste af stereotype latterliggørelser legitimerede sig selv. For når alle bliver ramt, kan ingen tillade sig at føle sig ramt. Og man kan sige “Jaja, vi er ikke det rette segment”. Vi kunne have sagt os selv på forhånd, at vi ikke ville komme til at grine af Hjortshøjs jokes om afføring, hans vittigheder om det bøssede flypersonale, og hans talrige anekdoter med begyndelsen “Vi mænd…”. Og i det perspektiv bliver problemet vores; det er vores humor, den er gal med. Og det argument understøttes af, at størstedelen af det øvrige publikum tilsyneladende havde en fest. Kvinder og mænd, unge og gamle skraldgrinede af Hjortshøjs midtlivskrise, hvilket ofte kulminerede i en veltimet klapsalve, som efterlod os i en tilstand af ikke blot undren, men ren og skær misundelse. Bare vi dog syntes, det var sjovt! Bare vi dog kunne grine af Hjortshøjs talløse “min-forfærdelige-hustru”-vittigheder. Men det kunne vi ikke.

Vi fik en fadøl og grinede et par gange, men det var også det. Og omvendt? Det var det ikke. n

39

Indput Institut for Psykologi KU

Kurs mod frihe

INTERVIEW. Mikkel Beha Erichsen har sammen med sin familie rejst verden tynd, men er trods fantastiske oplevelser altid vendt om til Danmark igen.

Omvendt flertallet i Danmark har Mikkel ikke noget 30-årigt boliglån, ikke en tro på traditionel børneopdragelse eller idé om, at lykken er at gøre tilværelsen så magelig som muligt. Han elsker at være i en proces og nyder i fulde drag det arbejde, der skal til for at kunne nå sine mål. Han har valgt at bosætte sig i en husbåd i Københavns havn med sin hustru Marian og søn Alfred. Derudover har Marian og Mikkel sønnerne Emil og Theis, som p.t. er på en 3-årig jordomsejling.

En smuk, solrig efterårsdag besøgte jeg hr. Beha på hans husbåd og interviewede ham angående begrebet ”frihed”.

Af Sofie Garset-Larsen, stud.psych.

41

Hvordan forstår du begrebet ”frihed”?

Frihed for mig er at eje sit eget liv – at kunne stå op om morgenen og sige ’dette er mit liv, og det er mig, der bestemmer’. Det betyder ikke, at jeg ikke en gang imellem kan være underlagt at skulle gå på arbejde og gøre, som nogle andre siger, jeg skal gøre. Frihed for mig er ikke så meget at være væk fra noget, men frihed kan lige så godt være den hverdag, jeg har.

I de glitrede rejsekataloger bruges ordet ”frihed” (som i ”nyd friheden på Maldiverne, nyd friheden ved at tage på et krydstogtskib fjorten dage rundt i Caribien”), dette kan der også være en vis form for frihed i. Men den langvarige frihed, den der holder hele livet, og den man skal prøve at finde hele livet, det er der, hvor man kan stå op om morgnen og sige ”jeg ejer min egen tilværelse”, og ”jeg gør det, jeg er god til, og det jeg har lyst til”, samt at ”jeg gør det, jeg har sat mig for at gøre”. Der er en enormt stor frihed i at nå til nogle af sine mål. Jeg tror, at det er en rigtig god øvelse at bremse op en gang i mellem og spørge sig selv om: ”hvorfor er det, jeg gør, det jeg gør?”

Findes der tidspunkter, hvor du må nedprioritere din frihedstrang for at kunne realisere den på et senere tidspunkt?

Jeg tænker ”frihed” på flere niveauer. Der findes den ”kortsigtede frihed”, som kommer til udtryk nuog-her, og denne form for frihed kan jeg opnå, fordi jeg har en lille jolle liggende her i havnen, og jeg ved, at hvis jeg skynder mig at blive færdig på arbejdet, kan jeg nå at tage Marian en tur ud at sejle i Øresund i det sidste aftenlys. Dette er et dejligt, hurtigt friheds-fix, hvor jeg kan kaste fortøjningerne for en kort stund og vide, at ”nu bevæger jeg mig væk fra det, jeg skulle eller måske burde gøre”. Så er der den ”langsigtede frihed”, som handler om at kunne gå ned ad de veje, som jeg har en langsigtet plan om at gå ned ad.

Indput Institut for Psykologi KU

For mit vedkommende kan jeg bedst lide ikke at dele verdenerne meget skarpt op mellem ”pligternes verden” og ”frihedens verden” men i stedet få flettet de to verdener sammen. Således at jeg ikke konstant lever på en forventning om en frihed, som jeg skal opnå på et tidspunkt – for så kan det blive et meget langt år, når vi har fem ugers ferie og en begrænset økonomi.

Det er vigtigt for mig at inkorporere de små friheder i hverdagen.

Hvordan har din økonomi indflydelse på den måde, du forholder dig til frihed?

Min økonomi har i høj grad indflydelse på frihed, da friheden nogle gange er bundet til noget økonomi.

Med alderen er jeg blevet mere opmærksom på, at frihed ikke behøver at koste meget og at holde af de små friheder som for eksempel at bo på en båd. En af de vigtigste opskrifter på, at min familie og jeg er lykkedes med det, vi gør og at kunne rejse så meget, som vi har gjort, det er ved at gøre os dygtige med vores hænder. Hvis vi skulle betale os fra alt det, vi gør, ved at skulle ringe til en håndværker eller en el-installatør, hver gang vi skulle reparere noget, så ville vi aldrig nogensinde kunne have haft råd til det, vi har gjort.

Der er nogle mennesker, der går og drømmer om at sejle jorden rundt, og som slet ikke gør sig begreb om hvor mange ting, der går i stykker ved at have en båd.

Hvis man sætter sig for, at det, at sejle jorden rundt, er dét, man gerne vil og gør sig dygtig nok med sine hænder til at kunne lave alt selv, så kan langt de fleste mennesker have råd til det. Jeg synes nogle gange, at jeg oplever unge mennesker, som har en forventning om, at alt i livet skal være let, og det skal være mageligt. Hvis disse unge mennesker ønsker at realisere deres drømme, som vi har gjort her i familien, bliver de nødt til at tage fat i deres liv i en helhed og forstå, at det er vigtigt at dygtiggøre sig inden for nog-

le områder – de kan ikke bare købe sig til alt.

Der ligger meget frihed i at tage sig selv alvorligt, og hvis man som menneske går og drømmer om noget, så gør noget ved det! Det kan lade sig gøre! Vi lever i en del af verden, hvor næsten alt kan lade sig gøre, fordi vi er så privilegerede som danskere.

Er du med alderen blevet bedre til at glæde dig over nutiden frem for at tænke på fremtiden som noget bedre?

Ja, for mig er det kommet med alderen og ved hele tiden at øve mig i at være glad i nuet i stedet for altid at gå at drømme om noget, som i forventningen ligger i fremtiden. Jeg tror, at det kan være en fare at have blikket for stift rettet mod målet. Man skal huske at nyde processen hen imod målet.

Lykken findes ikke som en endestation – lykken findes i alt det, du oplever undervejs på din jagt mod lykken.

Bliver din frihedsfølelse forstærket af at være i en utæmmet natur? Og hvad gør naturen ved jeres familie?

Naturen giver os først og fremmest en sund fornemmelse af at være sårbare.

Vi har kastet den vatpolstring, som man meget nemt kan pakke sig ind i herhjemme, fordi vi lever i en så velordnet og systematisk verden. Det er rigtig sundt at komme ud i verden og få revet det lag vat af sig og pludseligt stå og være helt sårbar, være lille i en stor verden og have ansvar for sit eget liv.

Det er sundt at få nogle ”rysteture” en gang imellem og få sat tingene på spidsen. Det kan også være herhjemme, hvis man for eksempel mister en forælder eller god ven, det er i disse situationer, at mange gør sig nogle tanker. Det, at vi står udsatte nogle gange, gør, at vi værdsætter nogle andre ting.

Det er udbredt en del steder i vores samfund at skulle have mindst muligt udfordringer, det gælder om at have det så trygt som muligt, og der skal ske så lidt som muligt. Det ville jeg ikke kunne trives i, og derfor undrer jeg mig over det, at andre gør det. Jeg kan rigtig godt lide, når der sker så meget som muligt, selvom det kan blive stressende. Jeg vil hellere have, at der sker for meget end for lidt. Jeg kan godt lide at være lidt utrygsøgende.

Har du altid prioriteret din frihedsfølelse, og skete der noget med den, da du kom i et forhold og fik børn?

Min frihedsfølelse har været meget intakt hele mit liv, og jeg har aldrig følt mig begrænset i min frihed af at få børn, for vi har bare taget dem med, når vi skulle ud at rejse. Der ligger mange af de små friheder ved at få børn. Vi er så heldige, at vi er født i Danmark og dermed tilhører nogle af de få rigeste procent i denne verden, og vi har et pas, der gør, at vi kan rejse til 147 lande uden at søge om visum. Vi lever i en del af verden, hvor næsten alle har mulighed for at spare penge sammen – så skulle man da være et skarn, hvis man ikke udnyttede denne frihed. Jeg synes, at hvis man bor her i Danmark, skal man være varsom med at sige: ”jeg har ikke den frihed”, for det har vi danskere stort set alle sammen. Jeg ved godt, at der er nogle, der er ramt af sygdom eller sociale udfordringer af en vis karakter, men hvis man kigger på størstedelen af vores befolkning i Danmark, så har vi mulighed for enormt meget frihed.

Er frihed altid positivt?

Min søn Emil udtrykte det meget klogt: ”Den frihed, der ligger i at rejse på den måde, jeg gør i øjeblikket, kan også være lammende nogle gange”. Det at skulle noget eller være forpligtet af nogle andre og gøre sig

43

fortjent til noget skal ikke undervurderes.

Hvis man har den konstante frihed, som vores drenge har i øjeblikket, så kan det godt virke lammende nogle gange. Sommetider kan det være vanskeligt for dem at værdsætte den ultimative frihed, som de har, fordi denne frihed ikke ligger i så stærk kontrast til noget andet. Drengene nyder rigtig meget, når vi er ude at lave TV, for så er der en hverdag, og så skal vi noget – vi skal ud at møde den indianer, der gerne vil tale med os, vi skal ud at få taget de gode surfbilleder og op at få taget de flotte billeder oppe fra toppen af bjerget. Den frihed, der ligger i at gøre sig fortjent til noget, er også værdifuld.

Føles det nogle gange uoverskueligt at have ultimativ frihed?

Jo, men det er også en vidunderlig, brusende (nærmest berusende) fornemmelse af frihed. Det er noget af det, der er fantastisk ved at sejle – nemlig at du har dit hjem med dig. Du er på dit skib, og ombord har du 500 liter ferskvand, 350 liter diesel, 650 dåser makrel i tomat, og så kan du sejle lige derhen, hvor du vil.

Den frihed, der ligger i ikke at skulle følge en bestemt vej, ikke at skulle være på et sted på et bestemt tidspunkt, er fantastisk. Jeg vil ønske for alle mennesker, at de på et tidspunkt oplever den vidunderlige følelse af frihed.

Hvad sker der med familiedynamikken, når I har været på store ture og har oplevet vidunderlige oplevelser, som ingen andre end jer har oplevet, og I skal bevare det minde sammen?

For mig handler det ikke om at opleve så og så meget.

Det handler netop om, at det, jeg oplever, oplever jeg sammen med nogle andre. Nu er jeg så heldig, at jeg kan opleve det sammen med min familie, fordi Ma-

Indput Institut for Psykologi KU

rian og vores drenge gider noget af det samme, som jeg også gider. Det er hér, at det for mig bliver stærkt.

Der findes også andre typer af mennesker, som helst vil sejle jorden rundt alene eller gå over indlandsisen med sig selv, sådan har jeg det ikke. Jeg synes, det fede er at dele oplevelserne med nogle andre. Som Dr. Gary Smalley udtrykker det: ”Livet er relationer - resten er bare detaljer” (citat oversat til dansk).

Når du har en stor frihedstrang, hvad er dine tanker så om forpligtigelse og opdragelse?

Vi har ikke opdraget vores unger. Jeg synes, at opdragelse er et meget gammeldags og trist ord. Jeg tror ikke, børn gør, hvad deres forældre siger, de skal gøre, men gør, hvad de ser deres forældre gøre. Hvis børn ser deres forældre tale pænt til hinanden, tænker de: ”Det er nok sådan, man skal gøre, når man bliver stor, derfor må vi nok hellere gøre dette”, eller når vores drenge har set os gå i gang med at bygge en gammel båd, fordi vi gerne vil ud til en ø, lurer de og tænker: ”Det er sådan, man får tingene til at lykkes”. Jeg, som forælder, kunne godt udtrykke det verbalt og sige: ”Drenge, hvis I vil have jeres drømme til at gå i opfyldelse, kræver det, at I arbejder rigtig meget og laver en del prioriteringer i jeres liv”, men det tror jeg ikke vil have en lige så stor indflydelse på børnene, som når de ser vi forældre lykkes med nogle ting.

Jeg kan huske, at der var en chef, der engang sagde til mig, da jeg var helt ung: ”Husk, at du har forpligtelsen til at eksperimentere og retten til at dumme dig”.

Denne forståelse har jeg brugt som en god ledetråd gennem hele livet. Det bedste, man kan udstyre sine unger med, er ikke en god studentereksamen eller et hurtigt overstået studie eller en færdig uddannelse som tømrer. Det bedste er at udstyre sine unger med en selvtillid og tro på, at de er gode nok. n

Fotos af Michael Garset-Larsen

45

Tilst책else fra en 12-talspige

Indput Institut for Psykologi KU

Af Amalie Vatne Brean, stud.psych.

Illustration af Anna Scheele, stud.psych.

ESSAY .

Censor vor.

Du som er på universitetsgangen.

Helliget vorde din censur, Komme mit 12-tal, Ske min vilje, På KUnet, således også på CV’et Giv mig i dag mit høje tal, Og forband mine fejl, Som også jeg forbander mine fejltrin Og led mig ikke ned til 10-tallet Men fri mig fra det onde Thi mit er tallet og æren og magten i evighed!

Amen ***** 12-tal. Du skinnende stjerne. Jeg forbander dig.

Jeg elsker dig.

Jeg hader dig.

Jeg er faktisk ligeglad med dig.

Det er løgn.

Jeg har en 12-tals pige i maven. En lille, stædig dæmon. Hun har fletninger, og ligner My fra Mumitroldene på en dårlig dag.

Hun er så strid, man tror, det er løgn. Jeg har bedt hende skride i mindst 7 år. Uden held.

Sandheden er, at min Lille 12-tals My gør mig til den mest kyniske afart af 12-talspiger. Jeg er hende, som himler med øjnene over dem, som stolt taler om deres karakterer. Hende, som ryster hånligt på hovedet over dem, som viser mere interesse for antal pensumsider end indhold. Hende, som fortæller, at hun altså er ligeglad med, hvilken karakter hun får, mens hun febrilsk holder sine øjne vidt åbne efter en nat med pensum i sengen. Hende, som kort siger, det gik okay, når hun bliver spurgt, hvordan eksamen gik, mens hun tilfreds gemmer et lille 12-tal i mundvigen, man umuligt kan undgå at se. Jeg prædiker undren, dannelse og interesse, men er selv slave af systemet. Jeg er ligeglad med karakterer. Min motivation er fag. Er mennesket. Er undren og passion. Men jeg er slave af min lille 12-tals My i maven.

Man kan kalde mig heldig. Jeg kalder mig svag. Jeg burde være Herre. Ikke slave.

For hvert høje tal, fodrer jeg min 12-tals pige. Hun er som en umættelig, grådig havnemåge. ”Vil have. Vil have”. Og jeg lystrer hende. Yder. Hvordan kan jeg kues af noget, jeg tager så

meget afstand fra? Jeg vil have fokus på fag. På den gode psykolog. Den nysgerrige forsker. Det kreative menneske.

Jeg er ligeglad med tal. ”Vil have. Vil have”. Hvordan kan jeg være noget, jeg ikke identificerer mig med? Sammenligne mig med værdier, jeg ikke står inde for? Jeg tror på dannelse. På frihed til at følge egne veje. På at effektivitet er last year og på at spørgsmål er vigtigere end svar. ”Vil have. Vil have”. Hvorfor reproducerer jeg i praksis dét, jeg kritiserer i teorien?

Jeg har taget et aktivt valg. Jeg er ingen 12-tals pige. Det er nemt at opretholde den illusion, når faget er spændende.

Når jeg selv vælger litteratur, eller bare har tid til at drikke rødvin og skrive opgave. Så længe min egen motivation er i orden, er jeg på tryg grund. Når den mangler… Så kaster Lille My sig over mig igen. Hun er ligeglad med, at jeg er ligeglad med trækteori. Skal teksten læses for at få 12, skal den læses for at få 12. Jeg er igen slaven, og bøjer mig over bøgerne for min indre 12-tals-tyran. Som i et masochistisk forhold tilfredsstilles jeg i min underdanighed og nyder at blive pisket til sengs af litteraturlister. Som i et hegeliansk forhold er min belønning at tjene min herre. Ved at servere høje tal på stribe kan jeg arbejde uden at stille spørgsmålstegn til, hvad jeg laver. Jeg tjener. Punktum. Jeg får store tal på hvidt papir. De siger, det er godt med store tal. Jeg laver store tal. Altså laver jeg noget godt. Easy as that.

Man kan kalde mig dygtig. Jeg kalder mig svag. Jeg burde kun lave noget godt, når jeg selv vil. Jeg vil ofte. Meget ofte.

Nogle gange vil jeg ikke. Men når jeg ikke vil, vil jeg stadig.

Og der begynder problemet. 12-tals pigen er ikke hende, der gør det godt. Det er hende, der skal gøre det godt. Uanset hvad. Måske piskes jeg af min indre My, fordi jeg stræber efter perfektion. Men perfektion er ikke mit mål. Det er en flugt. Et resultat af en klassisk hvad-gør-jeg-i-det-her-fucking-system-afmagt. En desperat jeg-ved-ikke-hvad-der-ermeningen-med-livet-flugt. Det mørke, gabende tomrum kan fyldes med hvad som helst. Er et 12-tal virkelig det, jeg dækker afgrunden med? Jeg tør ikke løsrive mig fra slaverollen. Jeg prøver. Jeg vil. Jeg slår og sparker til min 12-tals dæmon. Jeg vrider mig for at komme fri. Men kun nok til at remmen rundt mine håndled strammes mere.

Jeg danser i min præstationskjole. I mit 12-tals korset. Se, hvor fin jeg er.

Men et korset er ingen rygrad. En kjole er bare pynt. Nej, giv mig en rygrad. Fri mig fra 12-tallets uniform. Lad mig danse nøgen. Uden herre. Uden slave. Bare sårbar. Fri. Iklædt motivation, inspiration og et blik som er vendt mod verden.

Dét kalder jeg en stærk præstation. n

47

Omvendelse et møde med

Indput Institut for Psykologi KU

den alternative verden

h. tud .ps yc f, s o rf Ste rnd ard ge sga aB ag Af Id

ESSAY. Ude foran en opgang et sted i København finder jeg mig selv i en situation, der er mig uvant – jeg skal til clairvoyance.

Med min skepsis under armen går jeg op ad trappen og møder en mand i bare tæer, der giver mig hånden. Han smiler afdæmpet, men undviger mit blik. Idet jeg træder ind i lejligheden, bliver mine stereotypiske fordomme om røgelsesbefængt aroma og farverige rum fyldt med nips hurtigt manet til jorden. Lejligheden er lys og minimalistisk, og hvis man ser bort fra de ophængte stykker stof foran dørene til de øvrige rum, minder den mest af alt om de fleste andre københavnske lejligheder, jeg har set.

Han beder mig tage plads i en stol over for ham og har allerede stillet vand frem, som han tilbyder mig. Ved siden af vandglasset ligger en bunke lommetørklæder, og jeg får med det samme associationer til et terapilokale. Hvis der var noget, jeg ikke havde tænkt mig, så var det at græde. Inden han starter, fortæller han, at han med vilje ikke kigger mig i øjnene for at undgå at gå for meget ind i sig selv, og i stedet retter han sit blik mod et billede af nogle geometriske figurer placeret på væggen ved siden af mig. De næste 50 minutter gransker vi mit liv, og da jeg forlader lejligheden, tager jeg min skepsis med mig hjem igen - dog en oplevelse rigere.

At blive omvendt I et omvendelsesperspektiv var hensigten med nærværende artikel at udfordre mine egne opfattelser og holdninger til det alternative. Tanken om at kunne forudsige fremtiden ud fra åndelige energier og billeder har altid ligget mig fjernt, men i erkendelsen af at min skepsis reelt set bygger på uvidenhed inden for området, anså jeg det som en udforskning værdig. Eftersom mit møde med clairvoyance er baseret på kun en enkelt konsultation hos én ud af mange mulige clairvoyante er grundlaget for at kunne sige noget generelt ganske vist begrænset, men jeg vil alligevel tillade mig at lade min oplevelse danne grobund for videre refleksion…

49

Under clairvoyancen Under mødet med clairvoyanten var jeg selv relativt passiv og overlod ordet til ham for ikke aktivt at påvirke hans forudsigelser. Jeg husker, hvordan han indledende gned sine hænder mod hinanden og kneb øjnene sammen med blikket rettet mod billedet på væggen. Først skulle han lige finde ud af, hvor han skulle starte, udmeldte han. Herefter knyttede han sine hænder og beskrev en snurren i sine fingre – ud fra dette fornemmede han, at der lige var én i min nære familie, der var død. Det var bestemt ikke noget, jeg kendte til, og han forlod derfor emnet igen. Jeg selv lidt forundret over denne forudsigelse. Kunne der være sket noget, jeg endnu ikke vidste besked om?

I løbet af sessionen kom han både ind på familieforhold, kærlighedsliv, karriere, sundhed, rejselyst, boligsituation, børn og generel tilgang til livet. Han nåede derfor på kun en time rundt om en hel del emner, men undervejs fornemmede jeg, hvordan stemningen mellem os blev mere og mere akavet. Med størstedelen af de emner han berørte, ramte han nemlig forkert, og jeg måtte gentagne gange ryste på hovedet, når han med sine lange pauser søgte sine fornemmelser bekræftet. Da han kom ind på familieforhold, fornemmede han blandt andet, at jeg havde en bror. Da jeg afviste dette, var næste bud, at jeg var enebarn, og da jeg igen kunne afvise denne antagelse, måtte jeg fortælle, at jeg har tre storesøstre. Dette emne forlod han derefter også hurtigt igen.

Jeg lagde på et tidspunkt mærke til formen på hans spørgsmål. Ofte blev de formuleret i formen ”du har ikke problemer på boligfronten vel?”. Den slags spørgsmål ledte for det første op til et svar fra mig, og for det andet kunne han få ret, uanset om jeg svarede jo eller nej. Hvis det passede, at jeg havde problemer på boligfronten, ville han være inde på et relevant tema i mit aktuelle liv, og hvis det ikke var noget, jeg kunne genkende, ville han jo netop have udmeldt, at det ikke var et område, der voldte mig problemer. Denne spørgeteknik fandt jeg en anelse forvirrende og fik lidt følelsen af, at jeg tog del i en form for gætteleg.

Inden for de områder, hvor han udelukkende havde fokus på, hvad der ville hænde mig i mit fremtidige liv, er det selvfølgelig svært at afvise, at han kan have ret. Men min oplevelse var dog også, at de udmeldinger, han kom med, ville kunne passe på de fleste. Blandt andet beskrev han, at jeg på et tidspunkt i mit liv vil skulle træffe et valg om at tage et skridt opad karrieremæssigt, at jeg vil få to-tre børn, og at jeg i løbet af mit liv vil prioritere tingene i en meningsfuld rækkefølge og generelt vil træffe de rigtige valg. Hans beskrivelser om fremtiden oplevede jeg af og til som lange og gentagende, og i kombination med vores manglende øjenkontakt oplevede jeg, at jeg jævnligt mistede koncentrationen og glemte at høre efter, hvad han sagde. Først da vores blikke ved sessionens afslutning forenedes, følte jeg mig mødt og mærkede hans tilstedeværelse i kontakten mellem os.

Indput Institut for Psykologi KU

Mit eget udgangspunkt I et eksperiment som dette, der omhandler omvendelse, kan det udgangspunkt, jeg bringer med ind i konteksten, naturligvis ikke siges at være uvedkommende for udfaldet. På trods af at jeg under konsultationen forsøgte at være både åben og imødekommende, var jeg utvivlsomt ikke den mest åbne klient, han har siddet overfor. Den skepsis, jeg fra start bragte ind i rummet, har sandsynligvis haft en indflydelse på den måde, jeg oplevede vores møde på, men om en indre modstand kan sløre eller forvrænge de åndelige stemmer og fornemmelser, som han oplevede, vil jeg undlade at gøre mig klog på.

Efterfølgende har jeg også gjort mig nogle tanker om, hvad jeg egentlig havde forventet. Scenariet, hvor jeg efter mødet med den clairvoyante verden skulle have fået vendt mit verdenssyn på hovedet, virker stadig fjernt for mig, men havde han ramt mig på områder, som gav særlig mening, ville jeg formentlig have større respekt for den slags forudsigelser, end hvad tilfældet blev det. Selvom jeg ikke kan sige, at jeg er blevet omvendt, er jeg blevet opmærksom på nogle interessante temaer, der sætter den terapeutiske praksis i relief.

Alliancen Da jeg ved vores mødes afslutning forlod lejligheden, var det, der stod frem for mig, netop den effekt, det havde haft, at han havde undgået at få øjenkontakt med mig. Dels havde jeg på forhånd forventet, at fysisk udstråling og kropssprog var en vigtig ledetråd inden for det alternative, og dels skabte det tvivl om, hvad min rolle i samtalen var.

Inden for det kliniske felt er den terapeutiske alliance igen og igen blevet fremhævet som én af de mest afgørende faktorer for vellykket terapi. I rollen, som den der sidder på den anden side i denne clairvoyance-kontekst, havde jeg oplevelsen af, at den manglende øjenkontakt var en af hindringerne for opbygningen af denne form for alliance. Bindeleddet mellem vores kontakt var det åndelige og ikke mig som aktiv og handlekraftig medspiller i eget liv. Det såkaldte fælles tredje, og dermed det delte interessefelt, var noget, der var ude af mine hænder, da det var forudsigelserne og de billeder, han fik vist, der skabte rammerne for min fremtidige tilværelse. Ud over at det skabte provokation hos mig, satte det også gang i nogle bekymringer i forhold til måden, hvorpå andre mennesker, der benytter sig af clairvoyance, potentielt kan blive begrænset i deres magt over eget liv. Samtidig kan det måske netop være det, der findes trøst i; en ansvarsfralæggelse pakket ind i noget åndeligt og overnaturligt. Under den ene session, jeg tog del i, gjorde det sig også gældende, at han ikke på noget tidspunkt forudsagde noget særligt negativ om min fremtid, og et sådant positivt syn på fremtiden kan måske for nogle mennesker skabe en ro.

51

Modsætninger?

Endnu en refleksion, jeg har gjort mig, er, at der også kan findes nogle ligheder mellem individuel psykoterapi og clairvoyance; alene det forhold at der i en hel time er fokus på klientens individuelle liv, og at der i den forbindelse er en person, der retter sin opmærksomhed mod de følelser og spørgsmål, der gør sig gældende hos den pågældende person. Inden for den klassiske psykoanalyse er øjenkontakt ganske vist heller ikke en obligatorisk del af den psykoterapeutiske praksis, så dét, at han ikke kiggede på mig under sessionen, adskiller i sig selv heller ikke de to praksisser fra hinanden.

I forlængelse heraf er det også mit indtryk, at der kan være nogle mennesker, der har svært ved at adskille de to ting ad. Denne opfattelse er især baseret på hændelser, hvor responsen på det, at jeg studerer psykologi, har været, om jeg så kunne læse deres tanker. Derfor er det måske relevant at forholde sig til, at nogle kan have en forestilling om, at det er dét, der skal foregå i en terapi, og en karriere som psykolog vil formentlig også indebære møder med klienter, der i supplement til det terapeutiske trækker på det alternative. Her kan det uden tvivl give mening så vidt muligt at pakke egen skepsis væk og skabe forståelse for, hvad denne person finder meningsfuldt inden for dette område.

En reflekteret skepsis Som det fremgår af denne artikel, er min skepsis over for clairvoyance indtil videre bevaret, men ligesom at der er stor forskel på psykologer, er det selvfølgelig muligt, at en anden clairvoyant vil kunne give mig en anden oplevelse. Jeg benyttede mig dog af muligheden for at præsentere den eneste clairvoyante, jeg har mødt, for min skepsis: Jeg sendte ham en e-mail efter vores møde for at få et svar på, hvordan det kunne være, at han havde ramt forkert på så mange områder. Hans svar lød kort fortalt, at ikke alting altid giver mening, når det bliver oversat, men at betydningen eller situationen ofte vil opstå senere hen.

Kun fremtiden kan derfor vise, om han får ret, og derved give mig afklaring på om jeg i virkeligheden har en bror, mine forældre ikke har fortalt mig om, og om jeg i dette øjeblik har en kæreste, som jeg først senere i mit liv bliver opmærksom på.

Jeg vil ikke være den, der påstår, at der ikke findes mere mellem himmel og jord, men at et billede af nogle geometriske figurer skulle kunne sige noget om mig som menneske, finder jeg stadig usandsynligt. n

Indput Institut for Psykologi KU

Nana Fernanda Nielsen Øster Farimagsgade 5 1353 København K XNZ643@alumni.ku.dk 23. september 2015 Til rette vedkommende

Ansøgning til den psykologfaglige virksomhed PROFIT Mit navn er Nana Fernanda Nielsen, jeg er 25 år og læser psykologi på 2. semester af kandidaten på KU. Jeg er en meget motiveret studerende, der ønsker sig at arbejde gratis. Gerne minimum 15 timer pr. uge. Jeg understreger, at jeg på INGEN måde ønsker betaling for min arbejdsindsats, samt at jeg er klar til at forsømme mit studie i den tid, I ønsker det.

I jobannoncen nævner I blandt andet, at I ønsker en studerende, som er motiveret, kompetent, og som har erfaring med psykologfaglige jobs og gerne klinisk erfaring.

Jeg har selvfølgelig erfaring fra lignende stillinger og besidder alle de kvalifikationer, I efterspørger.

Mine primære interesser er indenfor arbejds– og organisationspsykologien samt klinisk psykologi. Det er en kombination, jeg anser for at have mange anvendelsesmuligheder, og som er helt perfekt i forhold til de faglige kompetencer, I søger.

Med hensyn til mine personlige kvalifikationer, mener jeg, at jeg er et fremragende match til jeres arbejdsplads. Jeg trives bedst med at have travlt og elsker at holde møder uden for arbejdstiden. Derudover er jeg pligtopfyldende, fleksibel (klar til at forsømme studie, privatliv, betaling af husleje m.m.) og anser mig selv for at være yderst kompetent. Kort sagt er jeg i al beskedenhed det supermenneske, som I efterspørger.

Samtidig er jeg glad, smilende, udadvendt og ikke mindst taknemmelig.

Afslutningsvist vil jeg bemærke, at der i lyset af fremdriftsreformen er en række skærpede krav til studieaktivitet. Dette vil naturligvis ikke være et problem for min ulønnede arbejdsindsats – jeg er blot taknemmelig for at få den udbudte erfaring samt en udtalelse trykt på indholdet af min sjæl.

Jeg håber på at høre fra jer og står selvfølgelig til rådighed for en samtale i alle døgnets 24 timer, hvis dette skulle ønskes.

Venligst, Nana Fernanda Nielsen, stud.psych.

53

temasektion

omvendt Indput Institut for Psykologi KU

OMVENDT TEMASEKTION

55

Reportage fra

Nordisk Sommeruniversitet Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Nordisk Sommeruniversitet. Det er ikke kun et nordisk foretagende, men involverer mennesker fra store dele af Europa samt Nordamerika. Det foregår ikke kun om sommeren, da studiekredsene også afholder vintersessioner.

Desuden er det egentlig ikke noget universitet. Selv om navnet måske er lidt forvirrende, er NSU en spændende institution, som på trods af sit unikke internationale forskningsarbejde er en truet art på nuværende tidspunkt. Her følger en reportage fra deres sommerseminar i Litauen.

Indput Institut for Psykologi KU

REPORTAGE. Druskininkai, en lille by i det sydlige Litauen berømt for sit behagelige og helbredende klima, var i år destinationen for Nordisk Sommeruniversitets sommerseminar. Udover at have indsendt et forslag til et oplæg, som blev godtaget, modtog jeg i juni et studenterstipendium, så jeg blot skulle betale €100 for en uges kost og logi.

Jeg var spændt og nervøs, da jeg i midten af juli tog et fly mod Vilnius. Kun én gang før havde jeg deltaget i NSU, på et vinterseminar i Reykjavik for et par år siden, hvor jeg ikke holdt noget oplæg, så jeg tog af sted nærmest uden at kende en eneste af de deltagende i Litauen.

Akademisk legeplads Som navnet antyder, blev NSU etableret som et nordisk samarbejde i 1950 med det formål at opmuntre til tværnationalt og intellektuelt samarbejde efter Anden Verdenskrig. Blandt de første danske deltagere til seminarerne var blandt andre Niels Bohr. Formålet med institutionen har siden dens opståen været at skabe et forum for akademisk og filosofisk debat med input fra flere forskellige kulturelle og politiske vinkler. I årenes løb har deltagere fra især Island, Storbritannien, Schweiz, Tyskland, USA, Canada og de baltiske lande sluttet sig til de nordiske deltagere og tager i lige så høj grad del i at forme de forskellige studiekredse, som gennemlever treårige cykler, inden de erstattes af et nyt interessefelt.

På dette sommerseminar samledes de nuværende otte kredse, der bærer navne som: ”Exploring Affect”, ”Psychoanalysis in Our Time”, ”Heterologies of the Everyday” og ”Crossing Contexts: Interventions through Artistic Research”. Sidstnævnte kreds var den, jeg var en del af. Gruppen repræ-

senterer et krydsfelt, som har svært ved at få plads i Danmark. Under oversættelserne ”Kunstnerisk forskning” eller ”kunstnerisk udviklingsvirksomhed” dækker begrebet ”Artistic Research” over alt fra udforskning inden for en kunstart til akademisk forskning, der udtrykkes på kunstnerisk vis.

Blandt de deltagende i denne kreds var derfor en række performere, koreografer, instruktører, forfattere og malere med et ben i den akademiske såvel som den kreative lejr, hvilket er noget, man oftere ser i vores nabolande, end man gør her. Derfor var det dygtige formidlere, der var sat på ugens tætpakkede skema af foredrag og præsentationer. Ofte inddrog oplægsholderen publikum som en vigtig del af sin fremlæggelse, hvorved forskning, performance og præsentation blev nærmest uadskillelige.

Alt at vinde I den akademiske forsknings verden er det mit indtryk, at der ofte ligger et pres på at have den bedste argumentation og vinde

57

Foto af Roberta Mock

Indput Institut for Psykologi KU

sine diskussioner ved at have bedst statistisk belæg og validitet. Selv om hoveddelen af de deltagende, især i andre kredse end den, jeg tog del i, var kandidatstuderende, ph.d.-studerende og lektorer, var konkurrence på ingen måde tilfældet i Druskininkai. Derimod lå fokus på at dele sit interessefelt med stor åbenhed for kritisk debat, som der heldigvis var tid til efter hver præsentation.

Til måltiderne og imellem oplæggene var der rig mulighed for, at snakke på tværs af kredse, lande og generationer, og jeg følte mig helt suget ind i et parallelunivers af spændende mennesker og lange snakke om præsentationer, politik, litauiske pommes fritter og det lokale springvand, der var synkroniseret med farvede lys og popmusik.

Den entusiasme og nysgerrighed, som jeg mødte blandt menneskene i NSU, kan være svær at finde, når man hverken er forsker eller universitetslektor, og selv da kan de rigtige konferencer være svære at finde.

Det var derfor med en følelse af at have alt at vinde, at jeg holdt mit oplæg foran ’Kreds 7’. Med udgangspunkt i min erfaring med dans, handlede min præsentation om, hvorledes man kan angribe emner, som er svære at tale om, med moderne dans, og oplægget satte gang i en række snakke med forskellige koreografer og teatermennesker såvel som folk, der specialiserer sig i andre kunstarter.

Det er sjældent, man kan tage feedback fra eksperter med sig hjem på den måde.

især af NSU’s bestyrelse, som gør alt, hvad de kan, for at holde denne unikke platform oven vande.

Som ung studerende, der kun lige har snust til NSU, virker det tragisk, hvis et så langvarigt internationalt forskningssamarbejde, med en lang række udgivelser bag sig, skulle lukkes ned for at spare en symbolsk pengesum. Derfor handlede en væsentlig del af sommerens seminar ligeledes om, hvordan NSU mon kunne reddes. Heldigvis eksisterer der i dag, personer og kredse imellem, et samarbejde, der er så stærkt, at dele af institutionen måske kan videreeksistere.

Alligevel er det mit håb, at NSU får lov til at fortsætte med at åbne døre, motivere og inspirere, således som det er sket siden 1950.

Find mere om NSU og de forskellige kredse på nsuweb.net. n

Noget at tabe På trods af sin flade lederstruktur med delt ansvar og en stor tilslutning af frivillig arbejdskraft, lader NSU nu efter mange års nordisk statsstøtte til at være truet i sit fortsatte virke. En lang række tiltag er sat i værk

59

Stafetten

By Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

Photo by Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Stafetten (the Baton) is Indput’s regular interview with the department staff where they answer our questions about themselves and then pass on the baton to another employee by choice. This time it is postdoc Anne Tharner who has the baton, which she received from Susanne Harder.

Why did you choose to study psychology?

Because I wanted to help people. Pretty soon in my first year, I became more and more interested in finding out about how and why people think, feel, and behave the way they do. That is when I became interested in research.

What would you otherwise have studied or done?

Ever since high school, I wanted to study psychology, so there was no real alternative I had thought of. I wanted it so much that I moved to the Netherlands to study there because it was difficult to get in in Germany, where I am originally from.

Today, if I wouldn’t work in psychology, I might have a bakery and a café, or, since this summer, a Dude Ranch in the US. How would you describe the development of psychology from when you studied until today?

I studied psychology at the University of Amsterdam (UvA), the Netherlands, and graduated in 2004. When I compare my study to psychology at KU, I see quite some differences. The main one is that at the UvA, psychology was more empirical than here where you seem to have a strong theoretical tradition. But I think in both countries there has been a development of psychology towards the more empirical/hands-on sciences.

Technological innovations such as genome sequencing and neuro-imaging have changed psychology as well. For example, when I studied, we had one class about neuroscience, and we were very excited to learn to work with EEG (electroencephalogram), which took about 1 hour to apply. This has changed a lot since then: Students can now specialize in neuroscience, and EEG is widely accessible and relatively easy to use, MRI (magnetic resonance imaging) has made its entrance in psychology and has produced more detailed knowledge about brain-processes underlying behavior and emotions, which has also become more important in what psychology students learn nowadays.

What do you think the study/discipline will look like in 20 years?

I expect that the rise of neuroscience in psychology will go on for a while, there is still a lot to discover with regard to understanding processes in the brain that underlie human psychology! Also, I think that psychology will team up increasingly

with other disciplines such as medicine. I hope that in the next 20 years psychology will become accepted as an important “player” in health, and that there will be a better understanding of how psychological factors contribute both to development and course of diseases, but also how they can make people more resilient. For this, I think more and more physiological measures will be used to learn about the interplay of body and mind. For example, in the Babylab, we are assessing heart rate and cortisol in children and their parents to find out how their bodies react to stressful situations, and to find out how we can explain why some people react more strongly to stress than others. Finally, I think that while becoming increasingly interdisciplinary there will be a movement back towards the roots of psychology such as behavioral observation and psychological theory.

What are the three best things in your everyday life?

In my everyday WORK life, this would be: 1. Going to work by bike (in the Netherlands, I had to travel 1,5 hours by train to get to work).

2. Experiencing how the project evolves, and that everybody on the team (including Tine, the PhD student who is running the project, and a large group of students) but also our participants seem to like it a lot and are very committed to it. It is so much fun to see how our 5 year old. participants love getting to talk with two dog hand puppets as if they were real people, or doing their very best not to eat a marshmallow for 15 minutes.

3. Analyzing the data and trying to solve the big puzzle of how to explain the findings. And thus getting a glimpse of what made me interested in research in the first place: finding out about the reasons behind peoples’ feelings and behavior.

What would you tell yourself as a student if you could go back to when you studied?

Don’t be afraid of statistics!

Who shall receive the baton from you?

My office “roomie” Johanne Smith-Nielsen, who is also a postdoc and works on a clinical trial to assess the effectiveness of attachment-based interventions for risk-families.

Thank you Anne Tharner!

n

61

Krigen og den paradoksale sandhed Krigen er en ny perle af en dansk film, hvor paradokserne står helt i centrum: Den humanitære krigsførelse, den rigtige, forkerte beslutning og den retfærdige løgn.

FILMANMELDELSE. Aldrig har jeg grædt så hurtigt inde i en film. Efter mindre end to minutter kastes man ud i krigsførelsens meget barske og visuelle realiteter, og der spares ikke på elementer, som trykker på de allermest følsomme knapper hos publikum, hvilket skal sikre, at vi allerede fra begyndelsen befinder os i en emotionel oprevet og alarmerende tilstand. Det er ret effektivt, da netop denne sindstilstand i høj grad bliver præmisset for filmens videre handling. Uden at afsløre for meget handler filmen om officeren Claus Michael Pedersen, spillet af Pilou Asbæk, som er udsendt i Afghanistan, og som efter en hæsblæsende ildkamp i felten sendes hjem med en anklage om overtrædelser af loven om krigsførelse på sine skuldre.

Gennem filmens indledende scener indføres vi som publikum ikke kun i den alarmerende emotionelle tilstand, man befinder sig i i en krigszone, men også i krigens paradoksale natur gennem soldaternes klare mål om at yde civilbefolkningen beskyttelse og humanitær hjælp. Billeder af soldaten, der i fuld kampuniform og med maskingeværet under armen

forbinder en lille piges arm eller tolken, som beroliger den oprevne afghanske far, står i stærk kontrast til krigsfilms sædvanlige brutalitet og sætter et stort fedt spørgsmålstegn ved Afghanistankrigens berettigelse selv hos de afklarede.

Splittelsen og de forvirrede følelser kommer til at følge publikum gennem resten af filmen: I den hæsblæsende aktion, der går galt, hvor Claus tvinges til at træffe den skæbnesvangre beslutning, som på én gang synes så rigtig og så forkert. Tilbage i Danmark står moral og etik pludselig i opposition til ’det rigtige at gøre’, hvor omdrejningspunktet bliver en nervepirrende retssag, hvor beskrivelserne sandhed og løgn, rigtigt og forkert samt retfærdighed og justits ikke er nemme at placere.

Jeg kan anbefale Krigen til alle, der elsker at få udfordret deres moralske kodeks, og som ligesom jeg mener, at det er et succeskriterie at forlade biografsalen med spørgsmålet: ”Hvad ville jeg have gjort?” kværnende rundt i hovedet uden at kende svaret. n

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

Foto af Per Arnesen

Indput Institut for Psykologi KU

’Ting, du ikke vidste, du ville vide’ er Indputs nye faste føljeton, som med hjælp fra instituttets eksperter søger at komme en række af de hv-spørgsmål, din akademiske nysgerrighed endnu ikke har budt dig at stille, i forkøbet. I denne omgang deler professor MSO i kognitiv neuropsykologi, Thomas Habekost, ud af sin viden.

Højre versus venstre: Omvendte sammenhænge mellem hånden og ånden Det meste af naturen har ikke systematiske forskelle mellem venstre og højre side, men vores art er en undtagelse: de fleste mennesker bruger konsekvent den højre hånd til at skrive, kaste eller lave andre aktiviteter, som kræver præcis motorisk styring. Dominansen af højre hånd findes over hele verden, den kan spores tilbage i penselstrøgene på forhistoriske hulemalerier og endda ses i bevægelsesmønstre hos 10 uger gamle fostre. Præferencen mod højre afspejles også i mange sprog, hvor det for eksempel på engelsk hedder ”right” (rigtig), mens det gamle ord for venstre, ”sinister”, betyder skummel eller ildevarslende. Imidlertid er det omvendte mønster, venstrehåndethed, en helt normal variation, som karakteriserer omkring 10% af verdens befolkning og ikke på nogen måde er forbundet med noget patologisk eller ”forkert”.

Alligevel er det sådan, at håndethed er forbundet med psykologi. Sideforskellen har nemlig ikke blot at gøre med hænderne, men også med det organ, der styrer dem: hjernen. Hjernen har som bekendt to halvdele (hemisfærer), der anatomisk er næsten symmetriske, men funktionelt er karakteriseret af vigtige forskelle. Forskellene afspejler sig især i en type kognition, der er specifikt menneskelig: sproget. Her er normalbilledet, at sproglige processer primært afhænger af venstre hjernehalvdel (som også styrer højre hånd). Mønsteret er normalt i den forstand, at det ses for stort set alle højrehåndede individer. For venstrehåndede er det imidlertid ret almindeligt med en omvendt lateralisering, hvor sproget primært afhænger af højre hjernehalvdel. I hjernescanningsstudier inkluderes venstrehåndede personer typisk ikke for at undgå ”støj” i normalbilledet af anatomisk aktivering. Ulempen ved dette metodiske valg er, at en vigtig variation af den menneskelige neuropsykologi er underbelyst. Der er dog mere til historien. Et fænomen, der næsten er helt overset i den neuropsykologiske forskning, er fodethed. Selv om fødderne også styres fra hjernen, er der ikke nødvendigvis en sammenhæng med personens håndethed: For eksempel er undertegnede højrehåndet, men bruger venstre fod, når der skal tages frispark. Sammenhængen mellem fødder og psykologi er et interessant felt, hvor der er gode muligheder for at gøre nye opdagelser – hermed en opfordring, hvis nogen af jer skulle mangle en ide til et bachelor- eller specialeprojekt. n

63

Fra vilje til væren Meditation, yoga og åndedrætsøvelser er ikke længere forbeholdt de chantende Hare Krishna munke på strøget. Østens ønske om at fremme fred, næstekærlighed og øget velvære har gennem det sidste årti bredt sig som ringe i vandet ud over den vestlige verden og selv på fængselsgangene, er det nu blevet in at vende opmærksomheden indad. Vi har mødt Jakob Lund, medstifter af Breathe SMART i Danmark, til en snak om sit rehabiliteringsarbejde af fængselsindsatte og tidligere kriminelle.

Af Christian Guldager, stud.psych. og Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych.

BAGGRUNDSARTIKEL. Rudersdal Kommune er af de fleste kendt for sin naturskønne geografiske placering, høje karaktergennemsnit hos kommunens folkeskole- og gymnasieelever og de rolige, idylliske veje, hvor store villaer ligger side om side. Men mellem de moderne millionærvillaer ligger et levn fra dengang, hvor Søllerød blandt åbne og frodige marker var et rekreativt sommerhuskvarter for fortravlede københavnere. Et lille sort træhus, der med et beskedent antal kvadratmeter og en utrolig charmerende udstråling af ro og tillid, står i larmende kontrast til områdets meter høje murstensindrammede grunde og videoovervågede porte.

Det lille træhus tilhører den 44-årige meditationslærer og kropsterapeut, Jakob Lund, og det var her, han i 2003 afholdt det første Breathe SMART-kursus.

Huset har siden hen været et åndehul, hvor tusindvis af kriminelle, misbrugere og andre marginaliserede samfundsgrupper har kunnet komme for at samle kræfter og for en stund vende blikket

Indput Institut for Psykologi KU

indad. Jakob har uge efter uge åbnet dørene til sin olivengrønne stue. Her har han lukket dem ind, der så ofte bliver lukket ude. I dag er organisationen Breathe SMART blevet så stor, at Jakob Lund har rykket de fleste af sine aktiviteter til en flere hundrede kvadratmeter stor loftslade få hundrede meter fra hans hjem.

Vi mødte Jakob en varm augustaften i den olivengrønne stue blandt de orientalske masker, det store jomfru Maria billede og de smukke forgyldte figurer af guderne Ganesha og Shiva. Dér hvor det hele startede.

Når hårde drenge viser følelser Da vi banker på, bliver døren åbnet af en muskuløs skaldet fyr på vej ud, som, på spørgsmålet om hvorvidt Jakob er tilstede, med et friskt smil svarer: ”Ja det er han da - nogle gange.” Jakob kommer grinende ud, giver den unge mand (en af Jakobs klienter) en krammer og inviterer os indenfor. ”I skal altså lige se en video, jeg optog

den anden dag,” siger Jakob og går ned i den modsatte ende af den spartansk indrettede stue og henter et videokamera. I sit arbejde filmer Jakob nogle gang kursisterne, så han kan dokumentere og vise deres udvikling til forskelligt fagpersonel. ”Jeg kan godt love jer for, at ham her har været en af de rigtig hårde drenge,” siger Jakob entusiastisk, mens han sætter videoen i gang. Den 35 minutter lange videooptagelse viser en tidligere indsat, der hudløst ærligt og detaljeret fortæller om, hvordan hans liv langsomt, men målrettet, kom ind i en kriminel løbebane, hvor han i årevis blandt andet har været professionel volds- og afpresningsmand. Nu er kriminalitet og vold fortid, og et årelangt behandlingsforløb hos Jakob med fokus på yoga, meditation og åndedrætsøvelser har drevet ham væk fra de tidligere interesser for status, biler og berigelseskriminalitet.

Tag bagdøren Jakob Lund underviser i åndedrætsteknikker, og han benytter metoden Brea-

the SMART, der er baseret på gamle indiske åndedrætsøvelser, som er udviklet specielt til at håndtere negative følelser og tanker og til at mindske stress og aggressioner. Jakob udbyder både kurser og terapi i dette, hvor selve kurset typisk varer 5-10 dage alt efter hvilke typer klienter, han arbejder med. På kurset bliver man trænet i fysiske yogaøvelser, åndedrætsteknikker og meditation, og der er psykoedukation, hvor der formidles viden om krop, psyke og sjæl.

Ud over kurser tilbyder Jakob også terapi. Han fortæller, hvordan terapien foregår på to planer: ”Jeg arbejder først med kropskontakten og bevægelser.

Der, hvor folk har det stærkeste forsvar, er gennem fordøren. Så man skal finde en vej gennem bagdøren. Her kommer kroppen i spil. Og når de mærker kroppen, så kommer ressourcerne. Derefter kan man begynde at tale. Der er mange ting, der er vigtige at være opmærksom på. Kropssproget, den tone tingene bliver sagt med og den fornemmelse, man selv sidder med. Nogle gange er det, der

bliver sagt ligegyldigt.”

Jakob laver både gruppe- og individuelle forløb. Typisk bliver forløbene udliciteret til ham gennem kommunen, selvom han sjældent er den første, man henvender sig til. Han nævner selv, at en af grundene til, at han ikke bliver valgt som den første, kan være hans definitive krav om, at de individuelle forløb

ikke må være kortere end tre måneder, og han fortsætter: ”De her mennesker har et stærkt forsvar, fordi de er ekstremt følsomme. Derfor har man kun ét skud i bøssen. Det er enormt vigtigt, at klienten føler sig mødt og set. Mange af dem har eksempelvis svært ved at se sig selv, fordi de aldrig selv er blevet set.

Derfor er det vigtigt at etablere lange

Jakob Lund Jakob Lund (f. 1971) er medstifter af organisationen Breathe SMART i Danmark, som er en forkortelse for Stress Management And Rehabilitation Training.

Med fokus på marginaliserede og stigmatiserede grupper i samfundet, fortrinsvis kriminelle, indsatte og misbrugere, underviser Jakob Lund i åndedræts- og meditationsteknikker. I sit arbejde fokuserer han på teknikker fra gammel østlig tradition, der løbende suppleres med vestlig forskning. Siden 2003 har Breathe SMART arbejdet fast sammen med den danske kriminalforsorg.

Jakob Lund er desuden foredragsholder, kropsterapeut og underviser i organisationerne Prison SMART og Soldier SMART, der som Breathe SMART begge fokuserer på at skabe en vej til positive livsforandringer via åndedræts- og meditationsteknikker. Prison SMART er et program for indsatte, der ud over Danmark afholdes i over 50 forskellige lande, og Soldier SMART er et program for traumatiserede veteraner fra det danske forsvar. Både Breathe-, Soldier- og Prison SMART-programmerne i Danmark er udarbejdet i samarbejde med organisationen IAHV: International Association for Human Values.

65

kontinuerlige forløb, da opbyggelse af en relation tager tid. Det er skide vigtigt at have tiden til dette.”

Vejrtrækningen som et frirum Jakob har særlig stor erfaring i arbejdet med indsatte og tidligere indsatte fra landets fængsler gennem programmet Prison SMART. Mange af dem er hårdkogte kriminelle med en forhistorie, man tror, kun findes på film. De er præget af en enorm vrede og uro i kroppen.

Jakob pointerer i forbindelse med dette, at netop vejrtrækningen er forbundet med ens tanker og følelser og den historie, man har. Alt efter om det er frygt eller vrede, man føler, så trækker man vejret på en speciel måde. Ligesom man, uden at lægge mærke til det, kan begynde at trække vejret fra et dybere sted, når man bliver lettet.

Vejtrækningen kan ligeledes være med til at vende ens personlige tilstand.

Jakob har derfor fokus på, at vejrtrækningsøvelserne skal give de indsatte et pusterum, hvor de får plads til at få en accept af, hvem de er i stedet for at gå og føle sig forkerte. Samtidig er det med til at give dem en forståelse for deres vrede.

Han siger til os: ”Nogle vil sige, at vrede bare er noget destruktivt, men der er ingen tvivl om, at der ikke er noget af det, vi har, som ikke tjener en funktion af en eller anden art. Vreden skal bruges til at manifestere mine grænser, når nogen krænker mig. Den skal bruges til at forsvare mig mod overgreb, og når vreden er integreret, kan det give handlekraft hos den enkelte.”

Det er kun bøsser, der mediterer Mange af dem, Jakob arbejder med, har etableret en meget stærk identifikation med deres kriminelle status. Det er bedre at være ”somebody than nobody”, som flere af dem siger. Derfor oplever Jakob også at blive mødt med en vis portion skepsis, når han indleder nye forløb.

Nogle kan have den indstilling, at det er bøsseagtigt at meditere og at tale om følelser, men Jakob lægger stor vægt på, at man selv vælger, om man vil være der: ”Det er ikke for alle det her, og jeg oplever da også, at der er nogle, vi kun ser én gang, men dem, der giver det en chance, ændrer hurtigt holdning til det.”

Flere af de indsatte udtrykker også, at det kan opleves som decideret fysisk ubehageligt at udføre åndedrætsøvelserne, men at de også vænner sig til det efter noget tid. De oplever, at de får adgang til nogle ting, som har været gemt væk, og samtidig bliver der tilført ressourcer til at håndtere det. Når de får flere ressourcer tilført, så kommer der tilsvarende flere ting op. Det er en pendulering mellem ressourcer og ubehag. Jakob forklarer: ”Hvis der er meget aktivitet på overfladen af vandet kan man heller ikke se dybden af vandet. Åndedrætsøvelserne hjælper til at skabe ro. Når der bliver stille, kan man pludselig se vandet meget klarere.”

Jakobs erfaring er, at når der skabes ro i kroppen, kan der blive åbnet for en masse følelser og tanker, som har været undertrykt i mange år. Skam og skyld er typiske følelser, der kommer frem, og det kan være svært at håndtere dette

Åndedrætsteknikkerne I den gamle østlige tradition har åndedrættet i tusinder af år været brugt som en vej til at skabe fornyet energi, fjerne lagrede spændinger i kroppen og som redskab til indsigt og væren i kombination med meditation. En særlig måde at trække vejret på, kaldet Ujjayi-åndedræt, tillader den udøvende at trække vejret i vågen og opmærksom tilstand, som man gør det i søvnen. Ujjayi-åndedræt er en udbredt vejrtrækningsteknik, der blandt andet er detaljeret beskrevet i Stig Åval Severinsens (f. 1973) bog Træk Vejret - mere energi mindre stress. (Stig Åval Sevirinsen er 5 dobbelt verdensmester i fridykning, cand. Scient. i biologi og ph.d i medicin).

Ujjayi betyder ’det sejrende’, hvilket hentyder til, at åndedrættet sejrer over uro og stress (…). I mere overført betydning kan Ujjayi også forstås på den måde, at du vinder over dine indre fjender – dovenskab, dårlige vaner, angst osv.” (Severinsen, 209, s. 145).

Indput Institut for Psykologi KU

Jakob Lund Foto af Christian Guldager, stud.psych.

67

alene. Jakob pointerer dog, at det hele ikke kommer på én gang. Det kommer i bølger. Når en klient bliver ramt af skammen og skylden, er det vigtigt at finde nogle ressourcer og lade folk forstå, at det er en vej til at blive menneske og til at blive connected igen. Ligeledes handler det om at acceptere, at det er okay at være offer, hvilket er en vigtig del af genetableringen af eget følelsesliv. Og som Jakob pointerer, er du kun krænker, fordi der ligger et offer inde bagved og gemmer sig. Men det er nemmere at identificere sig med krænkeren, så man fastholder sig selv i dette. Jakob kalder det at gå fra viljen til væren og pointerer: ”Når man hele tiden er i vilje, er man hele tiden i kontrol, simpelthen fordi man er bange for det kæmpe kaos, der er dybt begravet.”

Fordele og ulemper ved fængslet Jakob fortæller, at der både kan være fordele og ulemper ved at arbejde med indsatte. I fængslet er der nogle rammer og faste rutiner, som betyder, at de kommer til at lave øvelserne over længere tid og kan passe det. Så kan de selv begynde at tage imod de tilbud, der er og begynde at komme væk fra kriminaliteten. Men fængslet er selvfølgelig også et sted, hvor man er i høj beredskab: ”Der er rigtig meget vold i fængslerne. Men man kan godt lære dem lige at få nogle kig ind, så de kan få noget stressforløsning. Nogle af dem finder også ud af, at man faktisk også kan passe på sig selv samtidigt med, at man er i kontakt med sig selv.

Men det er også en identitet, man skal

Indput Institut for Psykologi KU

opgive; kriminaliteten.”

De indsatte, der er motiverede til at ville gøre noget med sig selv, bør have alle de tilbud, de vil have. Men samtidig kan nogle tilbud også være med til at vække noget af motivationen. Og desværre bliver fængslet af og til en skole for kriminalitet, hvilket kan gøre skiftet fra fængslet til frihed udfordrende. Mange skal i gang med at frigøre sig fra en løbebane, der har defineret det meste af deres liv. Dette påvirker derfor også typen af intervention, som Jakob har sammensat.

Når ekstremer bliver balanceskabende At Breathe SMART tilbyder en intervention, der adskiller sig fra de gængse behandlings- og resocialiseringsmetoder, er tydeligt. Særligt er tilbuddet om ugentlig opfølgning over årelange perioder. Og da vi spørger ind til de udfordringer, kriminelle har i tiden efter fængslinger, endt stofmisbrug og exit fra bander, bliver det tydeligt, hvor vigtige disse opfølgninger er, hvis vejen ud af kriminalitet og misbrug skal lykkes. Jakob fortæller, at det ofte er en årelang proces at bearbejde arene efter tiden i det hårde miljø, og det er netop her, at opfølgningen kan skabe tryghed. Breathe SMART har derfor tilbudt fællesmeditation hver fredag i 15 år, og som han siger: ”Det skaber en enorm tryghed, at selvom lokummet virkelig brænder på, så ved man, at man hver fredag kan komme herop og få hjælp til at få ro på tankerne.”

Tiden efter man har forladt en bande, endt et misbrug eller forsøger at erstatte

en kriminel løbebane med et almindeligt 8-16 job, kan for mange af kursisterne være forbundet med ensomhed og isolation. For nogle bliver det nødvendigt at lægge det gamle miljø bag sig, enten fordi de selv ønsker det, eller fordi de ikke er velkomne længere. Der opstår derfor en ensomhed for mange, når telefonen pludselig stopper med at ringe lørdag aften, og det går op for dem, at man ikke er så interessant mere, når baglommen ikke bugner af stoffer og store pengebundter.

Det er, som Jakob fortæller, en meget individuel proces, og der er ingen faste regler for, hvor hårdt et brud med fortiden bliver, og hvad der skal til for at undgå tilbagefald. For nogle bliver meditation og åndedrætsøvelser en lige så ekstrem ting i deres liv, som kriminalitet og misbrug var før, men det handler ifølge Jakob om, at bruge meditationen og øvelserne som et holdepunkt i en turbulent periode. Når den værste vind er blæst af, kan balancen i livet gradvist indfinde sig.

Når første møde bliver det sidste Jakob fremhæver, at det største og vigtigste arbejde ligger i det første møde, der er mellem behandleren og klienten. ”At føle sig mødt og set, det er det vigtigste,” forklarer Jakob, og uddyber det med eksempler på klienter, der er kommet ind til sagsbehandlere, der sidder og læser op af forkerte journaler. Oftest er det blot en sjuskefejl - men en fejl, som ifølge Jakob kan gøre, at denne sagsbehandler aldrig vil kunne nå ind til den person igen.

Han fremhæver endnu et vigtigt

punkt: Stabilitet. En dimension der kan være svær at forene med en effektorienteret offentlig tilgang til behandling og rehabilitering. Jakob siger at: ”Hvis man skal arbejde med de her mennesker, hvor deres liv har været så kaotisk, så er stabiliteten vigtig.” Han udbygger sin pointe med det negative syn, som en stor del af disse mennesker på forhånd har til systemet. De er måske vant til en månedlig opfølgning og en løftet pegefinger hos kriminalforsorgen, hvilket Jakob oplever ikke er virkningsfuldt.

For at forbedre behandlingen af disse marginaliserede grupper i samfundet, kræver det ifølge ham et mere nuanceret behandlingssystem med stabilitet og fokus på at øge motivationen og desuden en øget forståelse. En forståelse for at: ”Når man er i et trauma, skal der en meget lille fornærmelse eller lille mængde stress til for at komme op i et level, hvor det føles som liv eller død, mens der på den anden side skal noget meget stærkt til for at føle, at man er i live.” Med den indsigt, traumabearbejdning og mulige følelsesregulering, teknikkerne i Breathe SMART-kurserne tilbyder, kan deltagerne få et pusterum, hvor de i trygge rammer på ny kan føle sig i live uden stoffer, vold og kriminalitet. n

Hvis du vil vide mere Stig Åvall Severinsen: Træk vejret mere energi, mindre stress.

Jakobs arbejde kan også ses i flere videoer på Youtube ved at søge på hans navn,

69

“Jeg har sgu ingen medlidenhed med dig” Kevin tager stoffer første gang som ung teenager, og i det følgende årti er hans liv præget af kaos med adskillige fængselsophold. Han råber flere gange om hjælp, men bliver mødt af et system, der ikke forstår ham – indtil han en dag får Jakob Lund i røret.

Af Christian Guldager, stud.psych. og Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych.

INTERVIEW. Vi møder Kevin i Frederiksberg Have, onsdag den 26. august 2015. Kevin, kan du starte med at fortælle lidt om dit liv inden du mødte Jakob? ”Jeg er født og opvokset i København i Nordvest. Da mine forældre bliver skilt, føler min mor, at hun er nødsaget til at tage mig og min lillebror væk, fordi min far ikke vil lade min mor være i fred. Min bror og jeg er henholdsvis 10 og 12 år, da vi flytter til Vejle, og sådan to unge københavnerknægte falder ikke super godt til. Vi finder hurtigt ind i en rytme med ikke at passe skolen. Da jeg er omkring 15-16 år, har jeg allerede prøvet at taget en masse stoffer og lavet en del kriminalitet. Det eskalerer så hen mod 20-årsalderen med ecstasy, kokain, LSD, svampe - altså stærke stoffer - heroin prøver vi også, og allerede da jeg fylder 18 år, kommer jeg i fængsel for første gang.”

Hvor sidder du inde henne? ”Første gang er det i et åbent fængsel i Nørresnede i Jylland. Jeg når at sidde i fængsel fem gange indtil starten af tyverne. Ind og ud, ja altså, jeg har jo nok været ekstremt heldig, for jeg har kun fået nogle korte domme. Men jeg tager simpelthen

Indput Institut for Psykologi KU

så mange stoffer til sidst, at jeg får det virkelig skidt. Jeg føler, at jeg er låst fast i et miljø, hvor alting bare er benhårdt, og der er meget vold, stoffer og kriminalitet.

På et tidspunkt flytter jeg tilbage til København, faktisk for at slippe væk fra alt det der. Jeg føler, at jeg har fået nok, og hvis jeg ikke stopper nu, så vil jeg simpelthen dø af alle de stoffer. Jeg holder mig stoffri i en periode, men har det rigtig skidt psykisk. Kort tid efter jeg er kommet tilbage til København, ryger jeg alligevel ind at sidde igen efter et slagsmål til en fest. Det er et hårdt slag for mig, da jeg virkelig føler, at jeg har rykket mig på det tidspunkt. Jeg ryger i et åbent fængsel i Jylland, hvor jeg lærer Jakob at kende gennem en af de andre indsatte, som han er kontaktperson for.

Han er en super hyggelig fyr at tale med, og vi aftaler at mødes, når jeg bliver løsladt. Kort efter min løsladelse, mødes jeg med ham og han introducerer mig for de her vejrtrækningsøvelser og meditation. Jeg mærker bare et kæmpe skift inde i mit hoved allerede efter første uge.”

Hvad er det for nogle følelser, du går og bøvler med, inden du møder Jakob?

”Ja altså, det er jo følelser af stærk social angst. En manglende evne til at kunne kommunikere med andre mennesker og en følelse af, at alt er fuldstændig gråt.”

Og også en følelse af, at du ikke rigtig kan regulere det? ”Ja, jeg føler, at jeg ikke har noget valg. Det er nogle store bølger, der kommer med hundrede kilometer i timen, og jeg bliver bare slået omkuld.

Det eneste tidspunkt, hvor jeg har frirum fra det, er når weekenden nærmer sig, og jeg begynder at tage stoffer igen.”

Så stoffer bliver sådan en form for frirum? ”Ja, det er faktisk der, hvor jeg føler mig normal, selvom jeg til sidst slet ikke kan mærke deres effekt.”

Hvad sker der så, da stofferne begynder at aftage? ”Ja, allerede om søndagen er det rigtig skidt. Jeg reagerer på nogle ting, hvor jeg slet ikke tænker. Mit temperament er meget svingende, og jeg tænder nemt af. Der var jeg rigtig langt ude. Jeg får også flashbacks. Jeg opsøger på et tidspunkt en læge, fordi jeg bliver bange for de ting, der sker med mig, når jeg ligger og sover om natten. Jeg lægger kortene på bordet og siger, at jeg har taget så og så meget ecstasy og spørger ham,

hvad skal jeg gøre. Jeg husker, at han kigger helt kynisk på mig og siger: ”Jeg har sgu ingen medlidenhed med dig, og der er ikke noget, jeg kan gøre for dig”. Det husker jeg lige så tydeligt i dag. Hvad er det for noget at sige til en 18-årig knægt?

Så havde jeg ikke lyst til at søge hjælp nogle steder, for det kræver eddermame meget. Men at gå der op og få sådan et slag i hovedet, det gjorde, at jeg ikke søgte hjælp, før Jakob ringede til mig.”

Okay, da du så møder Jakob, er det femte gang, du sidder inde? ”Ja, det er femte og sidste gang.”

Hvordan etablerer I kontakten til hinanden? ”Jakob bliver hurtigt en god ven og mentor for mig. Og lige så bidt jeg

er af stofferne, lige så bidt bliver jeg af de teknikker, som jeg kan se gør så stor en forskel i mit liv. De giver mig et kæmpe pusterum, og jeg får lov til at trække vejret. Det hjælper mig til at få en accept af, at jeg er okay, som jeg er.”

Så han møder dig med en eller anden form for accept og respekt? ”Der bliver faktisk ikke sagt så meget. Det er mere det frirum, der bliver givet til en. Man får en kæmpe følelse af samhørighed, når man sidder i et rum og laver teknikkerne. Man bliver eksponeret for sine egne svagheder, men man viser jo også de andre, at man kun er et menneske.”

Hvad var din oplevelse af at møde andre mennesker med samme proble-

Fakta om Kevins liv Kevin startede med butikstyverier og små indbrud i private garager, for at stjæle øl, spiritus og værktøj, der kunne bruges til at brække telefonbokse op og stjæle biler. I teenageårene stjal han utallige biler til bilræs på landevejene i Jylland.

I takt med, at hans misbrug steg, steg graden af kriminalitet også. Det udviklede sig til gaderøverier, rambuktyverier, tyverier af dyre biler, indbrud samt et massivt salg af stoffer som ecstasy, amfetamin, LSD, kokain og hash.

Kevin er i dag 37 år og bosat på Frederiksberg. Han er far til en pige på 6 år og har en kæreste. I sit professionelle liv har han nu sin egen håndværkervirksomhed og en internetforretning.

matikker? Har det haft en positiv betydning for dig, at se andre give slip på deres parader? ”Ja, helt sindssygt. Jeg tror personligt, at det er noget af det største.

Når du ser en hardcore kriminel lave øvelserne, og du kan se, at han bliver ked af det, så viser han jo, at han også bare er et menneske.”

Hvad gjorde den fællesskabsfølelse ved dig? ”Den gjorde, at man kunne lide at komme der, at man kendte hinanden så godt, fordi man så hinandens svage sider. Man lærte hinanden at kende sindssygt hurtigt i forhold til ude i det virkelige liv. Det skabte nogle utrolig stærke relationer.”

Jakob fortæller også, at mange af de mennesker, han møder, har et enormt forsvar bygget op, og at der bag det forsvar ligger nogle af de mest følsomme mennesker i hele verden, fordi det kræver rigtig meget at holde sådan et forsvar oppe. Er det noget du genkender? ”Ja, det kan jeg se fra mig selv. Jeg har været super sensitiv fra jeg var helt lille. Helt frem til jeg var 15-16 år, sagde jeg ikke et ord, fordi jeg altid var oppe på paraderne.

Så jo, det er et kæmpe skjold, du bygger

71

op, og det bygger du op over mange år.

Du har en eller anden forestilling om, hvad en sej gut er. Men i bund og grund så er det jo ikke en sej gut, så er det jo bare en bange gut. En lille dreng, der er inde bagved, og som ikke tør komme ud.”

Når man tager skridtet væk fra alle disse ting, kan der vel godt opstå en form for ensomhed. Hvordan oplever du ensomheden på det tidspunkt? ”For mig var det lidt specielt, og på en måde lettere, for jeg på det tidspunkt havde taget beslutningen om, at jeg ville ud af miljøet. Derfor var jeg også meget motiveret.”

Så der er en motivation allerede, da du møder Jakob? ”Ja. Jeg var super motiveret, og det er nok også derfor, jeg var så ekstrem og sugede alt til mig. Og vi snakker altså ikke et behandlingsforløb på et år, vi snakker om, at det allerede var efter en måneds tid, at jeg mærkbart får det ti gange bedre med mig selv.”

Er du så kun hos Jakob i en måned? ”Nej, jeg bliver der faktisk i fem år, og jeg er super seriøs omkring det. Det bliver nærmest min familie til sidst. Men på et tidspunkt føler jeg, at jeg må videre i mit liv. Det er jo det her ekstreme, at når jeg gør noget, så gør jeg det 110%. Jeg begyn-

Indput Institut for Psykologi KU

der at komme der flere gange om ugen og hjælper også til de steder, jeg kan. Jeg begynder også at undervise og er med til at holde foredrag omkring teknikkerne.

Men så småt begynder der at opstå en overgang til noget nyt.”

Kan du fortælle om den overgangsperiode? ”Ja. Når du tager så mange stoffer, er det jo ikke hjernen, der vokser allermest. Så her har jeg sådan lidt en følelse af lige at være fyldt 17-18 år, og det her var min rede, og nu skulle jeg altså videre og lave nogle ting for mig selv ud og erobre verden.”

Det harmonerer godt med det, Jakob har sagt til os om, at man godt kan gå fra et ekstrem til et andet for derefter at nå til balancen? ”Ja. Jeg tror ikke, at jeg var nået dertil i mit liv, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke havde været der så intenst, som jeg var. Hvis jeg ikke havde fået indarbejdet det som så stor en del af mit liv. Så der tror jeg, at jeg er for ekstrem i min personlighed med ikke at kunne finde grænser, til at misbrugsgenet simpelthen tager over. Man kan sige, at det har bygget en kæmpe kerne inden i mig, som jeg ved, aldrig nogensinde forsvinder. Nu er det jo mange år siden, jeg har været der (hos Breathe SMART,) og jeg kommer der må-

ske en gang om året eller en gang hvert andet år og lige siger hej og mediterer, og så laver jeg lidt øvelser i ny og næ, men jeg er ikke ekstrem i min praksis (meditationspraksis) længere. Jeg føler, at når der er tryk på ventilen, når der er pres på arbejdet eller i privatlivet, så har jeg det lidt lige som en kedel, der er ved at boble over, og så ved jeg, at meditationen lige løfter låget, så dampen stiger op.”

Så teknikkerne bruger du stadig? ”Ja, det gør jeg. For et par år siden gik jeg igennem en rigtig hård skilsmisse, hvor mit barn var indblandet, og der var meditationen en life saver.”

Føler du, at de her teknikker har gjort, at du kunne komme om på den anden side af nogle af alle de ting, der er kommet frem? ”Jo, jeg har helt klart tilgivet mig selv mange ting, det har jeg.”

Hvordan har Breathe SMART været i forhold til andre tilbud, hvis du er blevet tilbudt noget? ”I mine unge år gik jeg i misbrugsbehandling, hvor jeg var så ung, at de var meget forsigtige med at smide mig ud i det, men jeg gik til samtaler to gange om ugen. Det har bare ikke gjort det store indtryk på mig.

Jeg var ikke parat til at blive hjulpet på det tidspunkt, og det tror jeg er en kæmpe faktor for, om det virker. Hvis man ikke er parat, så tror jeg, at det er svært at tage imod noget som helst.”

Så det havde måske ikke været det samme, hvis Jakob var kommet på det tidspunkt? ”Det kan jeg jo selvfølgelig ikke vide, men jeg ved bare, at de kurser er så intensive, at det er svært at gå derfra uden nogle minder, som vil sidde der i mange år. Du sidder der, og du kan sgu ikke rigtig flygte fra realiteterne. Når du sidder og laver vejrtrækningsøvelser og mediterer, så sker der ting inden i din krop, som er svære at løbe væk fra.”

Vi talte om motivation med Jakob.

Hvordan oplever du, at holdningen i misbrugsmiljøet er? Er det sådan, at mange tænker, ”det her miljø er det fedeste overhovedet”? Eller er der mange, der gerne vil videre? ”Jeg tror, at mange hol-

der det uden for deres bevidsthed. Da jeg var i starten af tyverne, havde jeg mange venner, som uden at blinke sagde: ”Fuck det, når jeg er 35, så er jeg alligevel død”.

De tænkte ikke videre i deres liv. Mange af dem er jo døde i dag. Døde af en overdosis, i bilulykker, ja, de er forsvundet. Jeg sad og snakkede med min bror om det fornylig, hvor vi talte om: ”Kan du huske ham, han blev skudt i benet.

Og ham dér, han blev også skudt”… Ja, der er mange af dem, som bare er døde.

Men jo, jeg har altid haft en gnist i mig, der vidste, at det her, det kan du ikke blive ved med resten af dit liv. Havde du spurgt mig som 15-årig, hvad jeg skulle lave, når jeg blev stor, så havde jeg sagt: ”Jamen jeg skal være hashpusher, have en stor fed BMW, høre HIP HOP og have en fed lejlighed her og en i Spanien, og det kan jeg da gøre, indtil jeg er 40-50 år”.

Men lige så snart jeg ramte starten af ty-

verne, så kunne jeg jo mærke på mig selv, at det her ikke var en fed tilværelse. Det er jo en brøkdel af de kriminelle, man ser, der rent faktisk er noget og får noget ud af deres liv, hvis man kan sige, at det er at få noget ud af sit liv at have en stor bil og sidde i fængsel halvdelen af det. Så jo, jeg havde en eller anden idé om, at hvis jeg ville noget med mit liv, så skulle jeg væk fra de her ting. Mit problem var bare, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave.

Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at der ikke er nogle teknikker, der virker for alle. Vi er alle forskellige, og man skal være pisse modig for at gå det her igennem. Det kræver nosser, hvis du har haft det rigtig skidt i mange år, så at sidde der og kigge på sig selv. Men for mig var det det rigtige, og det ved jeg, at det også har været for rigtig mange af de andre mennesker, der er kommet oppe hos Jakob gennem tiden. n

Kevin Foto af Christian Guldager, stud.psych.

73

Forandring gennem åndedræt Når det at trække vejret bliver til en videnskab Nanna Ahlmark, ph.d.-studerende på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, er forfatter til rapporten ”Forandring gennem åndedræt – Breathe SMART som en vej ud af kriminalitet og misbrug”, som blev udgivet 2. september 2015. Vi har stillet Nanna et par spørgsmål omkring hendes rapport og de resultater, som evalueringen af Breathe SMART-projektet er nået frem til.

Christian Guldager, stud. psych. og Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych.

INTERVIEW. Kan du kort forklare, hvad det er for nogle resultater, du er nået frem til omkring Breathe SMART? ”Kort fortalt beskriver deltagerne ændringer i deres selvopfattelse, deres sociale praksis, for eksempel vedrørende den kriminelle karriere og vredeshåndtering, og deres nære sociale relationer, hvor de for eksempel oplever en ny empati og mere nærvær over for familien og partneren, mens andre fællesskaber vælges fra. Den første konkrete ændring deltagerne bider mærke i, og som kommer bag på dem selv, er, at de er mindre aggressive og pludselig trækker sig fra situationer, som de normalt ville håndtere med vold. Desuden nævner mange en ny kropslig ro i forbindelse med øvelserne og for eksempel færre søvnproblemer.

Undersøgelsen viser også, at deltagerne, der næsten alle har en baggrund i hård kriminalitet, generelt har haft en opvækst med store omsorgssvigt eller

Indput Institut for Psykologi KU

overgreb, og at dette har betydning for den socialitet, de senere søger i de kriminelle- og banderelaterede miljøer. Deres misbrug er med til at dulme traumatiske erindringer og følelser af vrede og aggression, der har domineret deres liv. En grundforståelse for disse sociale omstændigheder er væsentlig for at forstå, hvordan deltagerne bruger og oplever Breathe SMART-forløbene, da det er sådanne temaer, de begynder at arbejde med. For eksempel sætter de spørgsmålstegn ved tidligere værdier og begynder at reflektere over konsekvenserne af deres kriminelle handlinger.”

Jakob, som er grundlægger af Breathe SMART, fortæller, at han sjældent er den første, ”systemet” henvender sig til.

Hvilken plads burde Breathe SMART have i behandlingssystemet efter din mening? Og hvilke udfordringer ser du for programmet? ”Der er flere elemen-

ter af Breathe SMART, som det kan være relevant at have mere fokus på i de behandlingstilbud, der findes. Ikke mindst det at inddrage en kropslig dimension og at tilbyde indsatser over længere tid.

Desuden er det væsentligt, at deltagerne oplever, at de bliver mødt ligeværdigt og med et oprigtigt engagement fra behandlerens side, at følelser af vrede og aggression ikke dømmes, og at der ikke er et forventningspres, hvilket flere tidligere har oplevet ved forskellige sociale instanser i systemet. Mange beretter om at blive mødt med skepsis, kontrol, modstand eller tilbud, der ikke virkede i praksis for dem såsom forskellige vredeshåndteringskurser og terapi. Det er også væsentligt, at der er ressourcer til tæt kontakt og opfølgning i startfasen for mange, og at behandlingstilbuddet kan fortsætte over lang tid, så der er mulighed for at vende tilbage efter for eksempel misbrugstilbagefald og perioder med mindre over-

skud. Desuden er dét at kunne indgå i en ny social sammenhæng eller et nyt fællesskab væsentligt for fastholdelse af de nye praksisser, hvilket deltagerne i undersøgelsen oplever gennem Breathe SMARTs ugentlige gruppesessioner.

Det ville give mening at tilbyde Breathe SMART- forløb tidligere for mange snarere end som en sidste mulighed, når andre tilbud ikke har virket, hvilket har været oplevelsen hos nogle. Det vil også i nogle tilfælde være meningsfuldt at kombinere Breathe SMART med andre behandlingstilbud, der for eksempel har et mere specifikt fokus på misbrug.

Organisatoriske udfordringer for Breathe SMART kan være, at der kun er meget få Breathe SMART undervisere, der udover at guide i de fysiske øvelser arbejder terapeutisk med deltagere i individuelle forløb. På den måde er organisationen skrøbelig og afhængig af få personer. Gruppeforløbene, som er

den centrale del af Breathe SMART, er derimod organisatorisk mere etablerede med omkring ti undervisere. Det, at mange arbejder delvist eller helt frivilligt, gør både, at underviserne er meget motiverede og ildsjæle, men det indebærer også en potentiel skrøbelighed i forhold til organisationens bæredygtighed og stabilitet. I forhold til det etablerede system kan det måske være en udfordring, at Breathe SMART forbindes med noget meget alternativt, og at der hersker usikkerhed om effekten. Men denne tendens, tror jeg, er ved at vende, også i takt med at der forskningsmæssigt er mere og mere fokus på alternative sundhedsfremmetilgange.”

Vil du mene, at Breathe SMART-teknikkerne med tiden kan få en berettigelse som en etableret del af undervisningen inden for uddannelsessystemet i forhold til undervisning på eksempelvis

folkesundhedsvidenskab, psykologi, sociologi m.m.? ”Feltet omkring mental sundhed, der bevæger sig udover en biomedicinsk tilgang, er allerede i stor udvikling, og jeg vil absolut mene, at sundhedsfremmende tilgange, der indebærer yoga, meditation og åndedrætsteknikker, som for eksempel de der benyttes i Breathe SMART, vil vinde mere og mere indpas inden for discipliner som folkesundhedsvidenskab, mental sundhed m.m. Der er imidlertid behov for langt mere forskning, især større undersøgelser, der kan dokumentere og analysere de virkninger, som metoder, der bygger på disse tilgange, kan have inklusiv de menneskelige implikationer heraf i et større perspektiv.” n Link til Nanna Ahlmarks rapport: http://www.si-folkesundhed.dk/ upload/rapport,_elektronisk.pdf

75

Indput Institut for Psykologi KU

Vil du bidrage til bladet?

Deadline for indlĂŚg til nĂŚste blad er fredag den 30. oktober 2015.

Skriv til redaktion@indput.dk

77

23 dage p책

Tinder Indput Institut for Psykologi KU

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych

”Bør Tinder ikke bare opfattes som ren sjov på linje med et spil Ludo, eller er vi på vej over i en glidebane?”

Således lød manchetten til Anna Louise Foghmar Hansens artikel ”23 timer på Tinder”, som blev bragt i seneste udgave af Indput i forsommeren. Som modspil stilles spørgsmålet: Bør Tinder ikke bare opfattçes som en glimrende måde at møde mennesker, man måske aldrig ellers ville have mødt?

DISKUSSION. I David Kirkpatricks biografi ”Facebook” om Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook, udtaler Zuckerberg, at det aldrig var intentionen, at folk skulle bruge timevis bag skærmene på at skrive statusopdateringer og like hinandens opslag på Facebook. Hovedformålet var at gøre det lettere for collegestuderende at mødes – i virkeligheden. Ved hjælp af Facebook åbnedes muligheder for at komme i kontakt med folk, man delte interesser med, og organiseringen af fester og sammenkomster blev langt nemmere. Stadig med det formål at folk brugte mindre tid alene ved computeren og i stedet lærte flere mennesker at kende.

Skal vi mødes?

Pointen med Tinder er i mine øjne ligeledes at give folk en genvej til at møde nye mennesker, som også har lyst til at møde nye mennesker. Anna fortæller i sin artikel, at hun prøver at overbevise sig selv om, at der findes andre og bedre måder at møde folk på – måske endda ’face to face’. Det kan jeg også rigtig godt lide. Problemet er bare, at man skal have en god portion nosser, tid og psykisk overskud, hvis man skal spørge ham den søde i Netto eller på Dronning Louises bro, om han måske har lyst til at drikke en kop kaffe en dag for så at få tvunget en akavet sætning ud om at øh, hehe, mmh, nej, det har han desværre ikke. Eller også kan man måske få en flot fyr med hjem fra Drone, hvis navn man ikke lige kan huske, hvorefter ’FrækFyrDrone’ måske aldrig skriver tilbage på ens SMS. Ja, Tinder er et menneskekatalog. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg bryder mig om tanken om at være én i mængden. Men jeg skulle mene, at man kan spare sig selv både tid og kræfter ved at vælge de opstillede billeder fra og i stedet ligne sig selv – selvfølgelig fra en god vinkel, men det er vel mig, altså den rigtige mig, jeg gerne vil have, at fyrene kan lide. Ellers kan det vel

79

være lige meget. Et eller andet sted er der vel også noget bekræftende i, at mine veninder og jeg swiper vidt forskellige fyre mod højre, altså mod et match. Tinder er overfladisk ja, men det gør vel ikke noget, hvis man skal ud at lære hinanden bedre at kende Kys nogle Tinderfrøer Indleder jeg en samtale med en fyr på Tinder, er det ikke for at få bekræftelse eller komplimenter. Det er ikke for at snakke dirty, og derfor er chatdelen et fremragende sted for mig at sortere typerne, der vil direkte i trussen på mig, fra. Men jeg vil heller ikke udlevere mine livsdetaljer og samtlige fritidsinteresser og drømmerejser, så jeg ender med at have udtømt emnerne, inden jeg overhovedet mødes med manden. For det er mit formål: At møde nogen i virkeligheden.

Lige akkurat dét, som er så vanskeligt på eksempelvis et studie som psykologi. Tinder giver mulighed for at møde nogen på ens egne præmisser, der hvor man har det bedst, for eksempel inden man har drukket fem bajere. At man så kan drikke dem i løbet af sin Tinderdate, er en anden historie.

Ude i ’virkeligheden’ kan man gå ud med en fyr og så finde ud af, at magien ikke lige var der. Man skal også kysse nogle

Indput Institut for Psykologi KU

Tinderfrøer. I det mindste har investeringen inden da været lav. I modsætning til ’rigtig’ internetdating, hvor man skriver en mere udførlig beskrivelse af, hvor charmerende man er, og hvor man måske betaler et månedligt beløb for sin profil, mødes de fleste fra Tinder med et mere uglamourøst og simpelt udgangspunkt. Man har ikke meget at tabe, og det kan være befriende.

Får man et match på Tinder, bliver man spurgt, om man vil svare eller ’keep playing’. Så måske er det et spil. Men set fra mit synspunkt er det et spil, hvor man vinder, når det lykkes at mødes med nogen, og indtil da må man ’spille’ sig frem til de rigtige. Jeg tror på, man skal spille og kysse sig vej frem til prinsen på den hvide hest – og lade forsøgene udgøre gode historier.

Tinder behøver ikke handle om sex. Det behøver ikke handle om at spille på flere heste eller at menneskeshoppe. Det er ikke nødvendigvis for sjov. Det handler om at møde folk - om tilfældigheder, tiltrækning, kemi, timing og held. Og det gør virkeligheden vist for det meste også.

I forbindelse med min artikel blev jeg nysgerrig omkring andres Tindererfaringer, og et par stykker af disse følger her:

AGNETE, 24 Hvem swipede du til højre?

Mænd, der ikke var så optagede af deres egen krop eller egne bedrifter på billederne (læs: ’se mig, foran den kronhjort, jeg lige har nedlagt’ eller ’se mig og min olierede krop fra denne flatterende vinkel’), fik pluspoint.

Jeg swipede mest til højre ved mænd, der virkede humoristiske og afslappede, hvilket en striktrøje og et afdæmpet naturbillede ofte var gode indikatorer på.

Hvad kan man bruge Tinder til?

Det gode ved Tinder er, at man kan bruge det lidt, som man vil. Da jeg var på Tinder, ledte jeg ikke efter en kæreste, men brugte app’en til at finde interessante mænd, jeg kunne have noget kørende med. En af fordelene ved Tinder, synes jeg, er den tilfældighed, der ligger i det. På almindelige datingsites leder folk ofte efter en fast partner og skriver lange beskrivelser af sig selv, som man skal forholde sig til, når man vil afgøre, om man vil tage kontakt eller ej. Hermed kunne jeg forestille mig, at de dates, man kommer på, er meget velovervejede hos begge parter. På Tinder siger man ja eller nej baseret på et hurtigt, overfladisk skøn, og det kan åbne op for samtaler og møder med mennesker, man ellers ikke ville have mødt; som hvis det fx fremgik af profilen, at vedkommende havde ambitioner om at få børn inden for de næste tre år, ikke havde afsluttet gymnasiet, eller hvad der nu ellers står af oplysninger på regulære datingsites. På den måde kan Tinder måske være med til at udvide ens horisont.

Hvorfor har du benyttet dig af Tinder?

Jeg var lige kommet ud af et længere forhold og syntes, at nattelivet i København var lidt overvældende og ’kødmarked’-agtigt, når man gerne ville hooke op med nogen. Tinder er også et kødmarked men et virtuelt et af slagsen, og dermed var det hele lidt mere ’på afstand’. Jeg syntes, det var fedt at komme lidt mere ind på livet af folk ved at skrive

sammen og finde ud af, om man fx havde samme humor, før man mødtes og fandt ud af, om der var en god kemi i virkeligheden.

Samtidigt var det også netop denne afstand, der til sidst fik mig til at slette min profil på Tinder, fordi jeg blev træt af, at man ikke med det samme fik mulighed for at mærke, om det var et go eller et no-go, som man kan, når man ses i virkeligheden.

Beskriv en sjov/erindringsværdig Tinderdate du har været på?

Jeg faldt i snak med en fyr fra Paris, der var i Danmark for at spille musik i en weekend.

Han manglede et sted at sove en af aftenerne, og jeg tilbød ham, at han kunne låne en madras på mit gulv. Vi lå og snakkede hele natten uden at være ’sammen’. Det var en virkelig fin ’date’ og en anderledes og intim måde at møde en anden på. Det endte så med, at vi var sammen nogle dage senere, og jeg tog sidenhen ned og besøgte ham i Paris.

Har du et råd til andre Tinderbrugere?

Jeg nåede at være på en fem-seks Tinderdates, og ca. halvdelen af dem var med fyre, hvor jeg hurtigt kunne mærke, at der ikke var kemi. Desværre havde jeg ikke nosser nok til med det samme at sige, at jeg ikke syntes, kemien var der, og at vi skulle gå hver til sit med det samme i stedet for at bruge en hel aften på at sidde og snakke. Det, tænker jeg, er en god ting at øve sig i at kunne, ellers kan man let komme til at spilde nogle aftener på nogle, hvor man med det samme har mærket, at det ikke kan føre til noget.

Hvornår var du sidst på Tinder?

I efteråret sidste år. Jeg blev til sidst lidt træt af formen og besluttede at stoppe, mens ’legen var god’. I foråret mødte jeg så min kæreste på helt oldfashioned vis, gennem en god veninde, så nu er mine Tinderdays ovre.

81

LISETTE, 27 Hvem swipede du til højre?

I starten, når man er på Tinder, er det meget overfladisk, og man swiper folk til højre pga. udseende og ydre ting. Mest fordi man ofte starter på Tinder, fordi det mest bare er noget, man skal prøve. Når man så har været der i noget tid (efter de første par dage), overvejer man sine swipes. Måske ser en fyr ret godt ud, men er han nødvendigvis nogen, man gider bruge tre timer over en øl sammen med? Efter lidt tid vil man jo egentlig gerne matche med nogle, som man kan mødes med irl. Så når jeg bruger Tinder i dag, har jeg det kriterium, at de skal have en profiltekst. Bare et eller andet. Min idé er, at hvis de skriver bare noget, så er de på Tinder, fordi de har en tanke bag og ikke nødvendigvis bare sidder og swiper til højre i en rødvinsbrandert. Så er der måske også en funktionsdygtig hjerne bag. Profiltekst er altså afgørende plus sjove billeder. De der fem modelbilleder og perfekte Instagrambilleder ved siden af er ikke nok.

Hvad kan man bruge Tinder til?

Tinder kan bruges til a) sjove rødvinsaftener med veninder, hvor man griner/chokeres af kiksede selfies, b) hurtige møder i byen, når man alligevel er ude med veninder og c) egentlige dates. (Jeg er c-bruger).

Hvorfor har du benyttet dig af Tinder?

I 2012 arbejdede jeg i Frankrig, hvor en kollega havde fået Tinder og var på nogle dates.

På det tidspunkt var det i min optik stadig enormt ”netdating-agtigt”, så jeg slog det lidt hen som noget ret kikset, men da jeg et halvt år efter kom hjem til DK i 2013, var alle pludselig på den her netdating-agtige moderne app. Der gik et halvt år, og så joinede jeg også.

Først og fremmest fordi jeg var single. Det var hverken, fordi jeg søgte en kæreste, eller fordi jeg manglede en søndagsven, men fordi det er en virkelig god måde at møde interessante mennesker på uden nødvendigvis at være halvfuld på Sunday kl. 2 om natten.

Indput Institut for Psykologi KU

Basically er jeg på Tinder, fordi jeg elsker at møde nye mennesker, høre historier og lære mennesker at kende. Om det så skulle udvikle sig til noget mere eller ej er lidt lige meget for mig. Plus det forhold at det altså er en del nemmere at lære folk at kende over en øl torsdag kl. 20 end på Kattens lørdag kl.

4 om morgenen. Det er bare sindssygt fedt at date. Hvem er ikke vild med at møde nye mennesker? Derudover ved man, at alle har samme intention, når de er på Tinder. Når du er i byen, så ved du ikke nødvendigvis, om den søde fyr ved siden af har en kæreste.

Der hjælper Tinder en del.

Hvornår var du sidst på Tinder?

Lige nu er jeg ikke på Tinder. Det er ret time consuming, og sidst, jeg var på, er nok en måneds tid siden. Når man har Tinder, bliver man lidt en seriel dater, men med speciale og job har man ikke tid til det hele tiden. Når jeg bruger Tinder, er det jo netop ikke kun for at swipe, men fordi jeg gerne vil møde interessante personer i virkeligheden, og det tager tid.

Hvad er app’ens største ulempe?

App’ens største ulempe må være, at man ...

Hmm.. Jeg ved det ikke? Nogle ville utvivlsomt nævne det overfladiske ved den. Jeg ser det bare ikke som mere overfladisk end mig selv i byen fredag aften. Jeg mener, at Zizek siger, at Tinder er enden på vores parforhold, men ro på, vi har jo altid udtrykt os med vores overfladiske jeg - om man er i byen, til privatfest, på Dating.dk eller Tinder.

Beskriv en sjov/erindringsværdig Tinderdate du har været på?

Da jeg var til Bas Under Buen med nogle veninder, havde jeg en genial Tinder date med en fyr senere på aftenen, som jeg havde skrevet med i nogle dage. Det første, han fortæller, er, at han har mistet sin pung i byen dagen inden, så jeg køber øl til ham.

Derefter sætter vi os i græsset og når kun at tale i 10 minutter, før en fantastisk fuld, men sød pige kommer over til os. Hun viser sig at være min Tinderdates tidligere Tinderdate, som fra hans side aldrig rigtig blev til noget videre. Hun spørger, om vi er på date, hvortil jeg svarer, at vi blot er gode gamle venner. Derefter sætter hun sig, og så har vi alle tre en god lang, nok også for lang, snak om Tinder, kærlighed og dårlige dates. Den tidligere Tinderdate smuttede i øvrigt efter et par timer, og det endte med at være en ret god date, som først sluttede 36 timer senere, mandag morgen.

Har du et råd til andre Tinderbrugere?

GÅ NU PÅ DEN DATE! Jeg har enormt mange veninder, som bare sidder og swiper ud i det blå, men synes, det er akavet at snakke med de fyre, de matcher. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse. Tag det, som det er - et nyt menneske, man møder på sin vej. Tænk på alle de gode historier, man får. n

83

CV’ets funktion i subjektets narrative selvkonstruktion Af Amanda Lambæk, stud.psych.

BACHELORPROJEKT. Curriculum Vitæ er den latinske betegnelse for CV og betyder livsbane eller livskurs. Fænomenet kan karakteriseres som et skriftligt værktøj, der finder anvendelse i forbindelse med jobsøgningsprocessen, hvormed subjektet præsenterer udvalgte dele af sig selv, herunder tidligere aktiviteter og erhvervede kompetencer. Med dette BA-projekt har jeg haft et ønske om at bevæge mig ud over denne gængse opfattelse af CV’et og undersøge fænomenet i en psykologisk og sociologisk kontekst. Gennem forskellige teoretiske perspektiver undersøger projektet, hvorledes CV’et som materielt redskab kan opfattes som et konstituerende element i subjektets narrative selvkonstruktion. Denne interesse udspringer af en personlig oplevelse som studerende på Københavns Universitet, hvor CV’et sommetider optræder som samtaleemne blandt de studerende – hvad bør det indeholde, og hvorledes kan det optimeres og rettes mod et fremtidigt karriereliv? Min oplevelse har efterfølgende affødt en antagelse om, at CV’et ikke kun er aktuelt i en konkret jobsøgningsproces, men ligeledes kan opfattes som led i den måde, hvorpå vi narrativt konstruerer vores selv.

CV’et som samfundsmæssig konstruktion Ifølge den polske sociolog Zygmunt Bauman kan det nuværende samfund metaforisk beskrives som en flydende væske, hvor samfundsmæssige normer ikke længere står entydigt defineret, og hvor subjektet derfor står over for en række valg i forhold til at skulle konstruere sin identitet. Dette foranderlige samfund stiller krav til subjektet i forhold til at kunne agere fleksibelt og omstillingsparat. CV’et må derfor holdes ajour med omverdens forandringer og bliver dermed en dynamisk konstruktion, der tager form efter den kontekst, hvori den udformes. Desuden peger Bauman på de præstationsorienterede tendenser, der kendetegner det nuværende samfund, hvor selvkritiske subjekter stilles til ansvar for egne præstationer – successer såvel som fiaskoer. Med CV’et øges subjektets opmærksomhed på egne præstationer i form af kompetencer, resultater og tidligere succeshistorier, og fænomenet kan derfor opfattes som udtryk for

Indput Institut for Psykologi KU

omtalte præstationskultur. Bauman beskriver desuden det nutidige arbejdsmarkeds kortsigtede mentalitet i form af hyppige jobskift og løse ansættelseskontrakter, hvilket peger på, at CV’et bliver et oftere anvendt redskab. Et redskab som subjektet ikke kun konfronteres med i et konkret jobskifte, men som i kraft af det flygtige arbejdsmarked indtager en mere gennemgribende rolle i subjektets liv.

En narrativ vinkel på CV’et Den amerikanske psykolog Jerome Bruner peger på, at subjektet skaber sit selv med fortællingen som redskab, hvorved fortidige erindringer og fremtidige muligheder holdes sammen.

Konstruktionen af CV’et synes på samme måde at indtage en narrativ form orienteret i tid, da fænomenets formål er at skabe den gode historie om subjektet, som dels understreger tidligere resultater og dels kan medvirke til at åbne op for andre jobmuligheder end hidtil afprøvede. Bruner understreger desuden narrativet som et værn mod kaos og uorden, et redskab til at forlige sig med livets overraskelser og til at transformere det mærkværdige til en acceptabel og forståelig form. Fortællingen bliver dermed funktionel i forhold til at bringe orden og sammenhæng i subjektets liv. På samme måde kan udarbejdelsen af CV’et opfattes som led i en meningsgenererende proces, hvor forestillinger om fremtidigt arbejdsliv afklares, og der derved skabes sammenhæng og overblik i selvfortællingen. Den narrative selvkonstruktion må ligeledes balancere mellem autonomi, som udtryk for egen fri vilje, og forpligtigelse over for de kulturelle og menneskelige omgivelser. Denne balancering synes ligeledes at blive afspejlet i CV’et, som både formes ud fra subjektets selvstændige ønsker og mål for fremtiden og ud fra kulturelle normer om den gode og positive fortælling på CV’et.

Opsummerende bliver det med Bruner muligt at opfatte CV’et som led i en narrativ selvkonstruktion, idet konstruktionen af CV’et synes at følge en række narrative principper.

Aktør-netværksteoretisk terminologi Men hvordan kan et materielt redskab som CV’et opfattes som

Akademia

En føljeton til indblik i opgaver og specialer

element i måden, hvorpå vi konstruerer vores selv? Til denne forståelse bidrager den franske sociolog og antropolog Bruno Latour med et omfattende aktørbegreb, hvor både menneskelige såvel som ikke-menneskelige skikkelser er inkluderet. Dette betyder, at materielle genstande kan opfattes som handlende aktører, der skaber ændringer i en given tilstand. Latours netværksdefinition adskiller sig fra mange traditionelle opfattelser, idet netværket ikke betegner en på forhånd fastlagt stuktur, men tværtimod kun glimtvist eksisterer som bevægelige forbindelser mellem aktørerne. Denne aktør-netværksteoretiske terminologi betyder, at den sociale verden ikke skal opfattes som et fastlagt og på forhånd eksisterende domæne med en forklarende kraft i sig selv, men som en konstruktion, som kun kan forstås ved at følge de spor, der efterlades af aktørernes forbindelser til hinanden.

CV’et som aktør Latours heterogene aktørbegreb giver anledning til at definere det materielle CV som et subjekt. Inden for en latouriansk forståelsesramme skal CV’et dermed ikke opfattes som et begrænset objekt, der blot konstrueres af det sociale og står til rådighed for subjektet, men som i kraft af sin aktørstatus får en medkonstruerende rolle i spørgsmålet om, hvad der binder det sociale sammen. I forlængelse heraf argumenterer Latour for, at subjektiviteten ligeledes konstrueres gennem cirkulerende aktørers forbindelser til hinanden. Dette betyder, at subjektets evne til at koble sig til aktører kan opfattes som centralt krav i forhold til selvkonstruktionen. Denne opkoblende handling synes endnu mere væsentlig, idet subjektet i kraft af Latours relationelle ontologi ikke per automatik er en del af et netværk.

Det menneskelige subjekts opkobling til CV’et og CV’ets videre forbindelser til andre aktører kan således forstås som led i subjektets selvkonstruerende proces.

Et relationelt udformet CV? Fremstillingen af subjektets kompetencer på CV’et synes imidlertid kontekstforladt, idet kompetencerne præsenteres på

skrift, isoleret fra de omgivelser, hvori de er tillært og forsat udvikles. CV’et synes derved at blive et individorienteret element i den narrative selvkonstruktion, hvilket kan give indtryk af, at subjektet står alene med ansvaret for sit karriereliv. Med Latours relationelle ontologi og subjektsyn kan dette individfokus imidlertid betragtes som en illusion, idet subjektiviteten konstrueres gennem forbindelser til andre aktører og dermed aldrig kan stå alene. Projektet foreslår derfor, at CV’et forholder sig til de andre aktører – menneskelige såvel som ikke-menneskelige – der har været medvirkende til at opnå de pågældende resultater. Herved betones det relationelle aspekt og kompetencens sociale tilblivelse opprioriteres, mens det entydige individualistiske fokus på subjektets præstationer nedtones.

Konklusion I nærværende BA-projekt leverer Bauman den samfundsmæssige ramme, hvori undersøgelsen af CV’et placeres, mens Bruners narrative principper og Latours ANT-terminologi fungerer som opgavens centrale argumenter i forhold til at forstå CV’et som konstituerende element i subjektets narrative selvkonstruktion. De respektive teoriers dynamiske og anti-essentialistiske subjektsyn samt foranderlige samfundsopfattelse peger desuden på CV’et som en foreløbig proces, hvilket gør selvkonstruktionen til en yderst sammensat, dynamisk og relationel størrelse. n Litteraturliste Bauman, Z. (2006). Flydende modernitet. København: Hans Reitzels Forlag.

Bruner, J. (1999). Mening i handling. Århus: Forlaget Klim.

Bruner, J. (2004). At fortælle historier, i juraen, i litteraturen og i livet. København: Alinea.

Latour, B. (2006). Om aktør-netværksteori. Nogle få afklaringer og mere end nogle få forviklinger. I B. Latour, Vi har aldrig været moderne. København: Hans Reitzels Forlag.

Latour, B. (2008). En ny sociologi for et nyt samfund. København: Akademisk Forlag.

85

Psyk &Tværs Af Ida Marie Ankerfelt & Anne Marie Kristensen

Vandret 1. Alfabet 2. Internetforbindelse i printerkælderen 3. Kongen af kringlede modeller 4. Præstere 5. Føj!

6. Bagværk fra Kaninen 7. Freuds personlighedsmodel 8. Dr. 9. Synonym for coke 10. Nusset 11. Helvede på 3. semester 12. Stor 13. Foran

Lodret 1. Frygtcenter 2. Muliggjorde 3. Komprimeret damp 4. Flødeagtig 5. Varmt urtevand 6. Knap så lækker 7. Dansk slange 8. Snedig 9. Træsort 10. Idiot 11. Grinte 12. Limceller

Indput Institut for Psykologi KU

87