Indput nr. 3, 47. årgang

3 NO.

GRÆNSER

Marts 2016 · årgang 47

Indput no. 3, 47. årgang København, marts 2016 Redaktionen Alexander Gjerding Amalie Vatne Brean Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen (ansv. redaktør) Anne Rogne Anne Stilling Jeppesen (ansv. korrektur) Asbjørn Dam Schiøller Asta Ingemann Jensen Christian Guldager Cæcilie Lippert-Rasmussen Emil Zerlang Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Karen Odgaard Laila Rose McFarlan Lea Isabel Sidenius Botwel Lulu Betz Marie Kristine Hasselby-Andersen Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mikkel Plesner Lyngse Nana Marie Jespersen Phillip Steen Dyssegaard Sebastian Tobias-Renstrøm Sigrid Lærke Truelsen Sofie Alsøe Krogsgaard (ansv. redaktør) Sofie Garset-Larsen Stine Karstoft Tine Friis Christensen (ansv. layout) Omslag Mathias Rolskov Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser boganmeldelse@indput.dk Økonomi regnskab@indput.dk Annoncering annonce@indput.dk Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer.

Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis Foreningen Indputs holdning.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput Institut for Psykologi, KU Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39 www.indput.dk

LEDER. Grænser er: Den uigennemtrængelige hinde, der afgrænser jeg’et fra sin omverden, og som afslører sin porøsitet, når doktoren stikker igennem den med sin kanyle og bryder kroppens integritet. De geografiske markeringer, vi bevæger os hen over, men som vi samtidig støder imod, når den bliver til det, der gør dem til ‘dem’ og os til ‘os’. Det anslag, hvormed vi, idet vi begynder at tælle barnets leveår fra dets fødsel, sætter definitionen mellem liv og ikke-liv. Den tærskel, hun trådte over, da han sagde: “stop – nu er du gået for vidt”. Den skillelinje, vi placerer mellem de patienter, vi i psykiatrien kalder ‘eksternaliserende’, og dem vi kalder ‘internaliserende’. Det kriterium for demarkation, som Popper stillede sig model for, da han deklarerede, at en videnskabs hypoteser må være mulige at falsificere. Det, der adskiller dig fra mig, som gør, at vi kan leve adskilt sammen. Det, der sætter rammerne for, hvor meget vi må ytre os, og hvornår vi har ytret os for meget. Det danske ord for ‘border’ i ‘borderline’.

Den grænse, jeg her har intention om at gribe fat i, er dog i kategorien af grænser, som grænser man passerer ‘igennem’, som brud i rytmer efterfulgt af gendannelse. Antropologen Victor Taylor taler om ‘liminalitet’ forstået som overgange mellem tilstande, hvor de normale grænser, der kobles til genkendelige sociale identiteter, positioner og embeder (inklusiv rettighe-

der og forpligtelser) midlertidigt opløses for at gendannes på ny i alternative konfigurationer. Når jeg for eksempel skriver denne livstids sidste leder i Indput for som så mange andre at kapitulere og acceptere at skulle agere ægte voksen i den ægte verden, så omfavnes – med ambivalens – en liminalitet, der afgiver et løfte om nye og spændende muligheder. Når Helle Andersen efter 17 år ikke længere skal fungere som studieleder ved Institut for Psykologi, så vender vi først blikket tilbage og spørger, hvad der lå før, hvad der er nu, og hvad der skal komme efter, samtidig med at vi holder vejret i spænding og håber på, at tingene finder sig til rette i andre formationer, der bringer gode ting med sig.

Så er der desværre også de grænser eller liminale situationer, hvor vi allerhelst så, at det var muligt at kunne vende ryggen til og gå i den modsatte retning for at lade alt være, som det var. Når bruddet med rytmen går imod, hvad vi ville, fordi vi dansede så godt til rytmen, som den var, og fordi vi slet ikke bryder os om de nye svingninger, rytmen faldt på plads i.

Som da vi lørdag den 13. februar 2016 stod i Grundtvigskirken og sagde farvel til vores kære ven Nilus, der til enhver tid har gjort hvert øjeblik med Indput mere formidabelt, evigt uforglemmeligt, lidt mere ude af kontrol. Du var en genistreg, den fødte leder af Funny Team, men oprigtig talt lidt for lettroende til Varulv. Det er en flydende grænse, hvor du hver dag er her lidt mindre, men hvor vi hver dag savner dig lidt mere.

På vegne af redaktionen Anne Rogne

3

Indhold Indput no. 3 47. 책rgang Marts 2016

Indput Institut for Psykologi KU

3.

8.

14.

18.

22.

25.

30.

36.

40.

43.

Leder TEMASEKTION: GRÆNSER Livet i det danske grænseland – Interview omkring at vokse op i det danske mindretal i Sydslesvig P-værdier: Psykologiens grænseværdier til debat – Kan vi stole på, hvad statistikken fortæller os?

At navigere i en institutionel praksis – Mødet og interaktionen mellem barn og institutionel praksis At kende grænsen – At kende sine grænser, afprøve dem, udfordre dem og overskride dem?

The Danish Girl: Grænsen mellem fiktion og fremmedgørelse – Når transkønnethed behandles på det store lærred Maggie: Når kønnets grænser krydses – Et interview om køn, transkønnethed og samfundsdiskurser Farvel til Helle Andersen – Interview med Helle Andersen om hendes 17 år på posten som studieleder Psykologer over grænser Den dag en mor mistede tre børn på havet TEMASEKTION: GRÆNSER

46. Studienævnet for Psykologi 48. Praktik hos Mannaz i Hong Kong: Kulturchok i mere end én forstand 52. Hvordan kan psykologer bidrage til at løse klimakrisen?

– Invitation til arrangement om Bæredygtighed og Psykologfaglighed 56. Billedesektion af Nilus Weidick Dahlerup

5

Indput Institut for Psykologi KU

TEMASEKTION

GRÆNSER

7

Livet i

Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

det danske grænseland Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.

Grænser er til for at indikere, hvor et land slutter, og hvor et nyt begynder. Men på sin vis ophører Danmark ikke fuldstændig ved den dansk-tyske grænse. En times kørsel inde i Tyskland strækker et dansk mindretal sig, som er estimeret til at bestå af omkring 50.000 mennesker. Jeg har taget en snak med Stine Karstoft og Anne Kristine Prühs om at vokse op i et slags Danmark syd for Danmark.

INTERVIEW. Stine og Anne Kristine går begge to på fjerde semester, de bor på samme kollegium og har gået på samme gymnasium i Flensborg. ”Vi var rigtig glade for, at vi ikke kom på samme hold her på psykologi – det havde nok været lidt meget”, griner Stine. Arveprins Knuds Kollegium, som de bor på, ligger på Frederiksberg og er for unge studerende fra det danske mindretal i Sydslesvig. Et tilsvarende kollegium ligger i Hellerup for studerende fra det tyske mindretal i Danmark. Men hvad er særligt ved at vokse op i et grænseområde? Det undersøger jeg sammen med Stine og Anne Kristine.

Grænseforeningens projekter I gymnasietiden var Stine en del af de elevambassadører, der tog ud og lavede oplysende arbejde om livet i mindretalsområdet, og Anne Kristine fortæller, at hun ligeledes stadig er en del af projektet Kulturmødeambassadørerne, som består af studerende: ”Det er et projekt under Grænseforeningen, der arbejder med at styrke sammenhængskraften i Danmark. Grænseforeningens slogan er 'For en åben danskhed'”. Begge projekter handler altså om at åbne op for diskussion af og fortællinger omkring det at have bindestregsidentitet og flerkulturelle baggrunde, ”såsom at jeg identificerer mig som dansk-tysk, og der er en del andre nationaliteter repræsenteret i projektet, der alle sammen har det danske til fælles”, fortæller Anne Kristine.

Stine tilføjer: ”Hovedformålet er ikke, at vi skal stå og bræge om mindretallets historie, og at grænsen blev skubbet og krigen i det og det årstal. Det er ikke det, vi gør. Vi fungerer som levende billeder, som man så smukt kan sige, ved at vi jo egentlig bare fortæller vores historier, og det fanger specielt dem, der også bærer rundt på flere kulturer”.

9

Blandingssprog og kyllingekurser Hvor Anne Kristine angiver sin nationalitet som værende dansk-tysk, anser Stine i højere grad sig selv for at være en dansker, der kan tysk og har boet i Tyskland. Hendes danske forældre flyttede uafhængigt af hinanden til Sydslesvig for at få arbejde på en af de danske skoler og mødte hinanden på et såkaldt kyllingekursus. ”På kyllingekurser blev man undervist i områdets historie, og man blev undervist i skolesystemet, hvordan det fungerer, fordi det jo alligevel er lidt anderledes end i Danmark. Så det var jo en form for integration, kan man sige, men jeg tror mest, det gik op i hygge”.

Anne Kristines familiekonstellation er ifølge pigerne lidt mere typisk for området. Hendes mor er også fra Danmark, men hendes far er selv vokset op i mindretallet i et tysk hjem. Alligevel blev der også hos hende talt dansk i hjemmet, og både Anne Kristine og Stine tilbragte først for alvor tid omgivet af det tyske sprog i børnehaven. ”Jeg tænkte overhovedet ikke over, at nogle af børnene omkring mig talte tysk”, fortæller Stine. ”Jeg kunne da godt mærke, at det var anderledes end derhjemme, hvor der ikke var nogen, der talte tysk, men jeg tænkte jo ikke over, at det er tysk, og det skal jeg lære! Det gør man jo ikke, når man er barn. Så det kom lige så stille i børnehaven og fungerede helt fint, for den sags skyld også i resten af mine skoleår, at de fleste talte tysk til mig, og jeg talte dansk til dem, fordi sådan foretrak vi det hver især. Og mere tænkte vi ikke over det”. Anne Kristine er enig og tilføjer: ”Det smukke ved at være et barn og vokse op i et grænseområde, hvor der bliver talt to sprog, er jo, at man ikke opdager det. Jeg lærte dansk og tysk sideløbende, fordi jeg befandt mig i en kontekst, hvor det skete helt naturligt. Nogle børn var vant til at tale mere dansk, mens andre talte mere tysk, og på den måde omgik vi hinanden på begge sprog”.

Indput Institut for Psykologi KU

Ligesom at Sydslesvig er tværkulturel, fortæller Anne Kristine om det særlige blandingssprog Sydslesvigsk: ”Det bliver diskuteret, om det er en accent eller en dialekt, hvor der er hentet lidt ord på kryds og tværs, der bliver oversat mere eller mindre direkte. Det sjove er jo, at vi forstår hinanden rigtig fint, og det var jo faktisk først, da jeg flyttede til Danmark som 18-årig, at det gik op for mig, at selv jeg, der har været vant til at tale dansk derhjemme hele mit liv, opdagede, hvor mange småfejl, jeg alligevel begik, fordi jeg bare havde oversat ting direkte fra tysk.

Alle forstår jo hinanden nede i grænselandet – der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved det dansk, man taler. Det er sådan lidt pudsigt”. Stine fortæller også, at gæster på kollegiet ikke altid forstår de sedler, der hænger på opslagstavlen på grund af den måske lidt interne jargon; ”man shopper, vi kalder det lidt en shoppingkultur. Man tager lige det, der passer ind. Man switcher rigtig meget i sprogene”.

Det bedste fra to verdener Jeg er nysgerrig på, hvordan den tyske kultur ifølge Stine og Anne Kristine adskiller sig fra den danske. Stine fortæller, at kulturene jo trods alt minder forholdsvis meget om hinanden, og at der er gjort meget for det dansk-tyske samarbejde, særligt i grænseområdet, som nu fremstår som et forbillede for andre mindretal. ”Det er mere samarbejdsorienteret nu, og der er meget tværgrænseligt samarbejde. Man krydser grænsen uden at tænke på de her ting, man er naboer med hinanden og har det godt med hinanden. Jeg har aldrig oplevet i vores tid, at man blev peget af”, fortæller Anne Kristine, og Stine fortsætter: ”Det fungerer tit som et godt eksempel til andre, og det handler jo meget om at fortælle den gode historie, sådan så man kan give nogen, som har fordomme, et eksempel på hvor godt det kan lykkes at leve side om side med flere kulturer”.

Foto af Christian Guldager, stud.psych.

11

Anne Kristine understreger, at en af de største forskelle på de to kulturer er i tiltaleformen ’De’ fremfor ’du’: ”Det skaber en spontan afstand mellem mennesker, når man siger 'De' til hinanden, og det gør man rigtig meget i Tyskland i alle mulige sammenhænge”. Afstanden kan i nogle situationer fremstå rar og professionel, men den er måske ikke altid at foretrække; ”når jeg skal til læge i Tyskland, så siger jeg altid, at vi bare kan sige 'du', altså på fornavn. Det der med at sige 'De' føler jeg er alt for upersonligt i den sammenhæng”, fortæller Anne Kristine. Også humoren, fortæller de, er meget forskellig de to lande imellem, selv om Anne Kristine fortæller, at den sorte humor er begyndt at blomstre mere i Tyskland. ”Jeg tror også bare, at Tyskland har så tung en historisk ballast, at der er nogle ting, som det tager rigtig mange år at kunne gøre grin med”, forklarer hun.

Blandt fordelene ved at være vokset op i en blandingskultur og have to modersmål er blandt andet Stine og Anne Kristines mulighed for at sætte sig ind i for eksempel nogle af de historiske begivenheder fra begge synsvinkler: ”Vi har jo siddet for eksempel til historieundervisning i gymnasiet og haft originale tyske kilder og originale danske kilder på Anden Verdenskrig, og det giver bare et meget mere nuanceret billede at få en, der er lige på denne her side af grænsen og en lige på den anden side og høre, hvad de på deres modersmål siger om det her næsten uden at miste noget af betydningen, som ved oversatte kilder”, fortæller Anne Kristine.

At se de to kulturer spille godt sammen er igen også det, Stine understreger som værende en af gaverne ved at være en del af mindretallet: ”Der tror jeg alligevel, vi har nogle lidt andre holdninger, fordi vi har set, hvordan det kan fungere helt vildt godt, at man bruger begge dele. Og at man ikke behøver vælge kun at være dansk og kun at gøre sådan og sådan og sådan, men at det er okay, at vi gør tingene forskelligt og på flere måder, der behøver ikke være klare retningslinjer for det hele”.

Et andet punkt, hvor de to kulturer spiller godt sammen, er de forskellige nationale helligdage. Her fortæller Anne Kristine og Stine, at de udover at holde en traditionel dansk

Indput Institut for Psykologi KU

jul med juletræsdans og dansk julemad, for eksempel holder Skt. Nikolaustag d. 6. december med sokkegaver. ”Så er det jo så smart, man kan tage det bedste af begge to, det er det, der er det fantastiske”, fortæller Anne Kristine og fortsætter: ”Jeg kan jo shoppe ris alamanden, hvis det er det, jeg kan lide. Jeg gider ikke spise kartoffelsalat og pølser, som nogle tyskere gør, for at mor ikke skal stå i køkkenet hele juleaften. Jeg vil hellere nyde and og brune kartofler!”

Mødet med det danske Danmark På baggrund af opvæksten i de forholdsvis danske hjem følte Stine og Anne Kristine det oplagt at studere i København. Alligevel var Danmark måske ikke helt, som de forventede: ”Jeg må da indrømme, at det gik op for mig, da jeg flyttede til København, at det var anderledes at bo i Danmark, end jeg troede. Jeg troede egentlig nærmest bare, at jeg skulle hjem til Danmark, og at der ville være nogle ting, som ville give meget mere mening for mig og blive lettere, fordi jeg også nogle gange har følt mig lidt anderledes i forhold til mine tyske venner, men det viste sig så faktisk at være meget sværere, end jeg troede, fordi jeg nu var omgivet af en masse mennesker, som ikke helt forstod det der med, at man var opvokset i Tyskland og ikke havde de samme sproglige vendinger og sådan nogle ting. Man følte sig alligevel ikke helt hjemme”, fortæller Stine. Anne Kristine er enig og tilføjer: ”Jeg tror også, det har meget at gøre med, at man først opdager, hvor man egentlig kommer fra, og hvordan man har været vant til at tale med hinanden, når man er i en ny og anderledes dansk sammenhæng. Sådan var det da også for mig, altså vi har jo været to af de måske 1/4-1/5 i hver klasse, der har følt sig meget danske i forhold til de andre, der talte tysk derhjemme, og typisk også haft et større tilknytningsforhold til Danmark og måske følt mere, at vi skulle hjem, da vi skulle læse i Danmark. Jeg havde det præcis sådan der, det var også derfor, jeg flyttede til København, og så opdager man jo bare, hvor anderledes man alligevel er, selv om man ligner så mange andre danskere”.

Både Anne Kristine og Stine betragter nu København som deres hjem og vil ikke nødvendigvis flytte tilbage til Sydslesvig.

Alligevel vil de nødig snyde deres børn for de fordele, det giver at vokse op tosprogligt og flerkulturelt. ”Jeg vil gerne lære mine børn tysk, så vidt det ville falde mig naturligt afhængigt af konteksten”, fortæller Anne Kristine. Stine nikker og tilføjer: ”Det er jeg faktisk også blevet meget bevidst om”.

Det dansk-tyske grænseområde lader til at fungere særligt godt, fordi identitet og kultur mødes med åbenhed, og fordi man netop lader identiteterne være blandede, være bindestregsidentiteter. Det fremmede og nye kan man hurtigt komme til at tage afstand fra, og til det siger Anne Kristine: ”Det eneste, jeg ville bede mennesker om, er at møde den afstand med positiv nysgerrighed. Så kan man altid sige, ’det var sgu ikke noget for mig det her’ og takke pænt nej, eller man kan tage den der tzatziki til sig og sige, ’det kan jeg egentlig meget godt lide’”. Stine nævner også, at man i grænseområdet får en naturlig tolerance over for mangfoldighed; ”specielt lige for tiden synes jeg, det er et meget aktuelt emne at have en respekt og en accept over for folk, der kommer og er anderledes”. n

13

P-værdier: Psykologiens grænseværdier til debat Tekst og illustrationer af Phillip Dyssegaard, stud.psych.

Statistik spiller en stor rolle i psykologisk forskning, men der er ikke mange studerende, der synes, statistik i sig selv er interessant. Når først vi har eksamen i statistik lykkeligt overstået, tænker vi ikke meget mere over konfidensintervaller, t-test og effektstørrelser. Det kan der nu være god grund til, for ifølge mange statistikere er der noget helt galt med den måde, statistik benyttes på i moderne psykologisk forskning.

Statistik bliver af mange anset som en objektiv, neutral måde at analysere data på. Men faktisk er de statistiske fremgangmåder, vi i dag benytter i psykologien, baseret på et sammenkog af vidt forskellige metoder, der ikke oprindeligt var udtænkt til at blive anvendt sammen. Et eksempel på dette er den såkaldte ’p-værdi’, som nogle måske kan huske (svagt) fra timerne i statistik. Brugen af p-værdier har været voldsomt diskuteret blandt statistikere de sidste 70 år. Alligevel udgør de et afgørende element i den statistik, der gøres brug af i psykologiske og medicinske tidsskrifter. P-værdien udgør derfor også en fast bestanddel af pensum på statistikkurser overalt i verden, således også på Københavns Universitet.

P-værdien som ’over-dommer’ Et helt oplagt problem med p-værdier er, at mange psykologer har svært ved at forstå, hvad det egentlig helt præcist er, de måler. P-værdier bliver brugt, når man skal sammenligne to eller flere forskellige grupper. Det kunne for eksempel være i et effektstudie, hvor man gerne vil undersøge, hvilken af to typer behandling, der er den bedste.

I disse tilfælde anvendes p-værdier til at afprøve den såkaldte ’nul-hypotese’, hvilket refererer til, at der ikke skulle være forskel på de respektive grupper; altså at begge behandlinger er lige effektive. Vi spørger: ”Hvor sandsynligt er det, at jeg ville have fået dette resultat, hvis der ikke var forskel på effekten af de to behandlinger?”. Hvis den beregnede p-værdi viser sig at være ’signifikant’, det vil sige un-

Indput Institut for Psykologi KU

der 0,05, er svaret: ”Meget usandsynligt”. Det vil de fleste forstå på den måde, at man med god grund kan antage, at den ene behandling er bedre end den anden, samt at det opnåede resultat ikke blot skyldes en tilfældighed.

P-værdien bruges således til at angive den endelige og afgørende dom over en undersøgelses resultater. En slags ’over-dommer’, kunne man sige.

Så langt, så godt. Problemet er blot, at denne måde at anvende p-værdien som ’over-dommer’ på slet ikke var den oprindelige intention med metoden, da den blev introduceret af Ronald Fisher tilbage i 1920'erne. Faktisk kan den slet ikke bruges på denne måde, for p-værdier fortæller os nemlig ikke noget om, hvorvidt nul-hypotesen er sand. Den fortæller os udelukkende om sandsynligheden for at opnå de givne data, hvis nul-hypotesen er sand, og det er – hvor meget det end måtte lyde sådan - altså ikke det samme. Af netop denne grund var p-værdien aldrig tænkt som en definitiv test. Fishers idé med p-værdien var derimod, at den kunne bruges som et redskab, der kunne give forskeren et praj om, hvorvidt hendes hypotese var helt hen i skoven, eller om den burde undersøges nærmere. Tanken var således, at forskeren måtte udføre et indledende eksperiment og derpå anvende p-værdien til afgøre, hvorvidt resultaterne afspejlede, hvad man kunne forvente fra en tilfældig fordeling af data, eller om der var tegn på et mønster, der derpå burde underkastes yderligere undersøgelser.

Grunden til at p-værdier derfor ikke uden videre kan bruges som ’over-dommer’ er, at de er fuldkommen upåvirkede af, hvilken hypotese der bliver testet. For mere præcist at kunne afgøre hvorvidt ens hypotese er korrekt, er man således nødt til at forholde sig til, hvor plausibel denne hypotese var til at starte med. Men denne overvejelse indgår ikke i beregningen af en p-værdi, der kun måler, om et givent resultat kan skyldes en tilfældighed eller ej. Hvis jeg for eksempel en dag vågner op med hovedpine, kan jeg opstille forskellige hypoteser omkring, hvorfor den er opstået. Men sandsynligheden for at min hypotese er korrekt kan ikke afgøres ved udelukkende at fokusere på, hvorvidt hovedpinen er opstået ved en tilfældighed eller ej. Sandsynligheden for at min hovedpine skyldes, at jeg har fået en kræftsvulst i hjernen, er eksempelvis meget mindre end sandsynligheden for, at jeg har fået influenza.

P-værdiens falske matematiske tilfredsstillelse At vurdere hvorvidt en hypotese tegner til at være korrekt eller ej kræver altså en forudgående viden om det fænomen, man undersøger. Inden for videnskabelige sammenhænge kunne dette eksempelvis være viden om tidligere eksperimenter, lignende fænomener eller bare almindelig sund fornuft. Fischer

15

var fuldt ud bevidst om dette, da han introducerede p-værdien. Som allerede nævnt, var hans tanke med den jo netop, at den skulle bruges som en del af en større proces, hvor indsamlet data og ekspertviden tilsammen kunne lede til nye, videnskabelige opdagelser.

P-værdien i sig selv er altså langt fra så reliabel og objektiv. som langt de fleste psykologer går og tror. Dette kan i værste fald føre til, at mange af de konklusioner, der drages i videnskabelige artikler, simpelthen er forkerte. Epidemiologen John Ioannidis (2005) anslår således, at over halvdelen af alle resultater der baserer sig på p-værdier, er forkerte. Hvis dette er rigtigt, har psykologien som videnskab uden tvivl et stort problem, hvilket da også er grunden til, at mange statistikere kraftigt har kritiseret brugen af p-værdier fra stort set den første dag, disse blev taget i brug.

En statistisk hybrid Men hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor bliver universiteter verden over ved med at undervise i p-værdier, og hvorfor bliver de stadig i stor stil anvendt i videnskabelige tidsskrifter, hvis vi ved, at brugen af dem kan medføre alvorlige fejl? Som så mange gange før viser et blik på psykologiens historie, at iveren efter at hævde psykologien som en ”ægte” og hermed objektiv videnskab ikke altid har været uden problemer. Da Fisher i 1920'erne introducerede p-værdien som en del af sit bud på en videnskabelig statistisk metode, havde han to ærkerivaler: matematikeren Jerzy Neyman og statistikeren Egon Pearson. Neyman og Pearson anlagde en helt anden tilgang til den statistiske metode end Fisher. Disse to argumenterede for, at videnskabelige konklusioner måtte drages på et fuldkomment stringent og objektivt grundlag, og i den sammenhæng var der ikke plads til Fishers p-værdier, da disse jo var tænkt som et supplement til forskerens allerede eksisterende ekspertviden. Neyman og Pearson introducerede derfor deres egen statistiske metode, som Fisher på sin side mente var ”forfærdende for vestens intellektuelle frihed” (Fisher i Nuzzo, 2014: egen oversættelse).

Imens denne debat stod på, mistede andre forskere tålmodigheden og begyndte at skrive deres egne statistikbøger. I disse bøger blev Fishers og Pearsons metoder fremstillet og anvendt side om side, og på den måde opstod en hybrid, hvor Fishers p-værdi blev mast ind i Neyman og Pearsons stringente, regelbaserede system. Og vupti, så var en p-værdi under 0,05 pludselig lig med ’statistisk

Indput Institut for Psykologi KU

signifikans’ uden hensyntagen til, hvorvidt den hypotese, der blev testet, var plausibel eller ej. Det er dette sammenkog af to vidt forskellige statistiske systemer, der er grundstammen i den statstik, vi bruger i dag.

Denne hybridtilgang til statistik (såkaldt ’inferentiel statistik’) blev hurtigt populær inden for psykologien. Allerede i 1955 udgjorde inferentiel statistik den primære begrundelse

for konklusionen i over 80% af de artikler, der blev publiceret i psykologifaglige tidsskrifter. Den inferentielle statistik er ikke blevet mindre populær siden, og selv den mest statistik-forskrækkede psykolog vil have svært ved at slippe uden om at skulle forholde sig til en p-værdi i ny og næ. Dette skyldes bl.a. populariteten af såkaldt ’evidensbaseret behandling’, der lægger vægt på videnskabelighed og objektivitet. Denne tilgang bygger især på sammenligningen mellem kliniske studier af forskellige typer af behandling, og her anvendes p-værdier meget ofte til at afgøre hvilken behandling, der er mest effektiv.

Men hvis brugen af p-værdier nemt fører til fejlkonklusioner, er der en stor fare for, at den behandling, der anbefales som den mest effektive, ikke altid er det.

Alternativer til p-værdien Brugen af p-værdier som den praktiseres i videnskabelige tidsskrifter i dag har altså en række meget alvorlige problemer, som i værste fald kan føre til forkerte konklusioner og i sidste ende til ineffektive behandlingsformer. Men hvad er alternativet til p-værdier så? Ifølge mange statistikere kan forskere med fordel lægge langt større vægt på nogle af de parametre, der allerede i dag udgør en del af ’standardrepertoiret’ i videnskabelige tidsskrifter, herunder konfidensintervaller, power og den såkaldte effektstørrelse. Selvom en forskel er signifikant, kan den nemlig være så lille, at det ikke spiller nogen rolle i praksis. Det vigtigste er med andre ord ikke, om der, som p-værdien undersøger, er en effekt, men derimod hvor stor denne effekt er, hvilket effektstørrelsen siger noget om. Desuden mener mange, at det kan være en fordel overordnet set at gøre bruge af større samples, det vil sige at inddrage flere forsøgspersoner, end der ellers almindeligvis har været tradition for inden for psykologisk forskning. Ved inddragelse af større sample-størrelser stabiliseres den inferentielle statistik, hvilket medfører, at nogle af de nævnte problemer til en vis grad formindskes.

En anden mulighed er helt at forlade den inferentielle statistik for i stedet gå over til at benytte såkaldt ’bayesiansk’ statistik. Denne tilgang til statistik er baseret på den engelske filosof Thomas Bayes’ arbejde fra 1700-tallet. Inden for den bayesianske statistik integreres forskerens baggrundsviden med statistisk data, hvilket ifølge nogle statistikere gør den mere nøjagtig og sikker end inferentiel statistik. På den måde kommer de aspekter, der normalvis vil være henvist til diskussionsafsnittet i en videnskabelig artikel, til at spille en langt større rolle, herunder resultater fra tidligere og lignende undersøgelser samt teoretiske perspektiver på det undersøgte fænomen.

Den bayesianske statistik indeholder derfor et vis element af subjektivitet, fordi forskeren nødvendigvis må bringe sin egen forforståelse i spil og ikke kun forholde sig til de ’rene’ tal.

Dette er således i modstrid med den tilgang, som eksempelvis Pearson repræsenterer, og den bayesianske statistik er da heller ikke foruden sine kritikere. Eksempelvis har både Ronald Fisher og Karl Popper udtrykt deres skepsis over for metoden, og flere eksperter argumenterer således for, at vi ikke kan klare os fuldstændig uden inferentiel statistik.

Ved værdierne starter diskussionen Mange statistikere medgiver dog, at det er nødvendigt med en betydelig ændring i måden, hvorpå statistik tages i brug, hvis vi skal kunne stole på de resultater, der fremskaffes ved videnskabelige undersøgelser. Der er da også flere store tidsskrifter, der i de senere år har ændret deres retningslinjer for dataanalyse – heriblandt Psychological Science og Journal of Research in Personality. Et enkelt tidsskrift, Basic and Applied Social Psychology, valgte endda sidste år fuldkommen at bandlyse p-værdierne fra deres førte artikler. Tidsskriftet skriver om baggrunden for beslutningen, at ”we believe that the p < .05 bar is too easy to pass and sometimes serves as an excuse for lower quality research” (Trafimow & Marks, 2015). Dette er en henvisning til, at ganske få ændringer i måden, hvorpå data analyseres, kan have stor betydning for, hvilken p-værdi, der opnås. En analyse udført af Simonsohn og kollegaer (2013) demonstrerede, at mange af de p-værdier, der rapporteres i psykologiske tidsskrifter, ligger meget tæt op af signifikansgrænsen på 0,05.

Dette kan være et udtryk for, at forskere ’fisker’ efter en signifikant p-værdi ved at ændre i deres analysestrategi undervejs i forløbet. Hvis dette er tilfældet, er det endnu et eksempel på, at p-værdier langt fra er så objektive og neutrale, som de fleste psykologer forestiller sig.

Selvom statistik kan være både besværligt og kedsommeligt, så kan man ikke komme uden om, at det udgør grundlaget for rigtig meget af den udførte psykologiske forskning. Psykologer er derfor nødsaget til at være bevidste om hvilke præmisser, der ligger til grund for den statistik, der bliver gjort brug af.

Dette indebærer, at vi som psykologer må blive bedre til at inddrage vores teoretiske forståelse, samt den viden vi allerede har om et fænomen, når vi analyserer og fortolker data, i stedet for at tro, at statistikken i sig selv kan give hele svaret. Som ekspert i klinisk forskning Steven Goodman siger til tidsskriftet Nature: ”The numbers are where the scientific discussion should start, not end.” n

Litteratur: Cohen, J. (1990). Things I have learned (so far). American Psychologist, 45(12), 1304-1312.

Ioannidis, J. P. (2005). Why Most Published Research Findings

Are False. PLoS Medicine, 2(8).

Nuzzo, R. (2014). Scientific method: Statistical errors. Nature,

506(7487), 150-152.

Simonsohn, U., Nelson, L. D., & Simmons, J. P. (2014). P-curve:

A key to the file-drawer. Journal of Experimental

Psychology: General, 143(2), 534-547.

Trafimow, D., & Marks, M. (2015). Editorial. Basic and Applied

Social Psychology, 37(1).

17

At navigere i en institutionel praksis Af Tine Friis Christensen, stud.psych.

ESSAY. I dag tilbringer et barn en væsentlig del af sit liv i folkeskolens institutionelle praksis, og det er især omdiskuteret i forbindelse med folkeskolereformen.

Er denne institutionalisering af barnets liv et udtryk for udlejring af sociale relationer, som Anthony Giddens ser som karakteristisk for senmoderniteten? Og hvilken betydning har det i så fald, når grænserne mellem private og offentlige rum udviskes? Måske kan mødet og interaktionen mellem barn og institutionel praksis forstås som et spændingsfelt af forskellige perspektiver og dermed synliggøre et komplekst samspil? Barnet og institutionen har hver sin dagsorden, hver sine bevæggrunde for handlen, og ifølge Ole Dreier (2000) optræder barnet og institutionen derfor som deltagere i social praksis. Men hvad er i spil i spændingsfeltet mellem barne- og institutionsperspektiver? Og kan perspektiverne koordineres, så der skabes nye handlemuligheder for at understøtte det enkelte barn i folkeskolens institutionelle praksis?

Spændingsfeltet af perspektiver bliver synligt bare ved, at jeg anvender ordet barn frem for elev. Netop herved bliver folkeskolepraksissen blot én del af barnets daglige livsførelse, som rækker ind i og på tværs af andre praksisser i barnets liv, og læring forstås som en del af denne livsførelse (Dreier, 2000; Holzkamp, 1998). Når mødet og interaktionen mellem barn og institution ses som en del af barnets livsførelse, kan

Indput Institut for Psykologi KU

det rejse spørgsmål om, hvordan barnet skaber mening i sin deltagelse i og på tværs af praksisser. Hvordan skaber barnet for eksempel mening i mødet og interaktionen med folkeskolens institutionelle standarder?

Folkeskolen udformer standarder i form af institutionelle uddannelsesforløb, som gælder for alle børn i skolen (Dreier, 2000). Det afspejles blandt andet af nationale test og nye fælles mål for fagene, hvor der stilles krav til barnets læring via kompetence-, færdigheds- og vidensmål samt opmærksomhedspunkter tilknyttet forskellige klassetrin. Men kan der ikke optræde dilemmaer i mødet mellem almene standarder og det enkelte barns læring i dets daglige livsførelse?

Måske skabes der ”misfits between standardized or conventional technology systems and the needs of individuals”, som Susan Leigh Star (1990, s. 36) oplever, når McDonald’s standardiserede system har svært ved at imødekomme hendes bestilling af en burger uden løg. Hun falder uden for systemets standarder. Sådanne misfits må også optræde i interaktio-

nen mellem barn og folkeskole – og måske kommer de til udtryk i form af øget diagnosticering samt ved udpegning af ’problembørn’ og ’problemadfærd’? I en sådan tilgang tillægges dilemmaets eksistensgrundlag det enkelte barn, og dermed tages der ikke højde for, at dilemmaet måske snarere udspringer af mødet mellem institutionelle standarder og det enkelte barn.

Når der via standarder i folkeskolens institutionelle praksis stilles krav til det enkelte barn, fremhæves et institutionsperspektiv. Klaus Holzkamp (1998) rejser derimod et barneperspektiv, når han peger på, at barnet vil søge at integrere krav fra de sociale praksisser, som barnet deltager i og på tværs af. Måske kan barnets integration af krav ses som et udtryk for, at barnet søger at skabe mening i sin daglige livsførelse? Og hvordan udfordres barnet i sine meningsskabende processer, hvis kravene ikke stemmer overens med barnets eget perspektiv?

Et eksempel på et krav kan være diskursen om ”det kompetente barn”, som Jan Kampmann (2004, s. 529) diskuterer. Ud

fra denne diskurs stilles krav til, at barnet er kompetent nok til at tage ansvar for egen læring og til ”at følge sin egen fornemmelse for, hvad det er, der forventes” (Kampmann, 2004, s. 531). Kampmann taler derfor om en usynlig pædagogik, hvor krav til det enkelte barn ikke ekspliciteres og afstemmes med barnet. Samfundet beslaglægger med andre ord barndommen, når det bliver ”en pligt at være sig selv, men det overlades ikke til individerne at være sig selv på den måde, de selv forestiller sig det” (Mortensen, 2004 i Kampmann, 2004, s. 529). Men hvordan kan barnet gennemskue sådanne implicitte krav, så barnet kan integrere disse i sin daglige livsførelse? Måske er dette netop vigtigt for, at barnet kan knytte folkeskolens praksis til andre praksisser i sit liv og på den måde skabe sammenhæng og meningsfuldhed i sin daglige livsførelse. Med dette in mente hvordan kan barnet så navigere i folkeskolens praksis?

Måske kan ordet navigere være med til at rette institutionens opmærksomhed mod, hvordan barnet skaber sammenhæng i sin daglige livsførelse? Eksempelvis viser Kristine Kousholt (2013), hvordan betingelser i den institutionelle praksis påvirker deltagelsesmulighederne for en pige ved navn Rikke. Det medfører, at Rikke deltager modsætningsfyldt i og på tværs af lærings- og evalueringspraksisser. Hun må navigere i betingelser, der er forskellige afhængig af

19

praksissen. Rikke ser sig selv som faglig inkompetent, og ifølge Kousholt foregriber Rikke derfor et dårligt testresultat i en national test, når hun svarer tilfældigt.

Hvordan bliver denne deltagelse så meningsfuld for Rikke? Og hvordan påvirkes hendes selvopfattelse af sådanne oplevelser? Et testresultat baseret på tilfældige svar vil højst sandsynligt ikke opfylde de faglige minimumskrav, der er formuleret i fagenes opmærksomhedspunkter. Måske kan Rikkes deltagelse i testpraksissen derfor ses som marginaliserende? Eller måske kan den tilfældige besvarelse af testen ses som et oprør mod skolens institutionelle standarder og således som et forsøg på at teste grænser? Det er væsentligt at overveje, om det overhovedet er muligt for Rikke at integrere kravene fra testpraksissen i sin øvrige livsførelse – og hvordan hun i så fald kan gøre det, så det forhåbentligt kan være med til at styrke hendes personlige udvikling. Når læring forstås som en del af Rikkes daglige livførelse i og på tværs af praksisser, kan læring netop ikke reduceres til akkumuleret og kvantificerbar faktuel viden. Rikke handler markant anderledes, når læreren stilladserer hendes læring, mens hun løser matematikopgaver. Det er som om, at Rikke her udvikler nye handlemuligheder, når hendes følelse af inkompetence udfordres, og når hun fortæller, ”at faget matematik er særligt vigtigt for hende, da hun forestiller sig at kunne bruge sin matematiklæring fremover” (Kousholt, 2013, s. 187). Må-

Indput Institut for Psykologi KU

ske er Rikkes eksempel udtryk for ”personlig stillingtagen”, der ifølge Dreier (2000, s. 11) gør læring til personlig viden – læringen integreres med andre ord meningsfuldt i barnets daglige livsførelse, herunder i dets fremtidsforestillinger.

Hvordan kan en sådan integration af krav understøttes i skolens praksis, så barnet kan navigere meningsfuldt i mødet og interaktionen med denne praksis?

På trods af kritikken mod folkeskolereformen, er det også væsentligt at undersøge hvilke nye muligheder, reformen åbner for i folkeskolepraksissen. Måske skabes der herved rum for, at barne- og institutionsperspektiver kan koordineres, så det bliver muligt at navigere i folkeskolens institutionelle praksis – både blandt børn, forældre, pædagoger, lærere og politikere. Det er vel ikke kun børnene i skolens praksis, der må integrere institutionens krav for at navigere meningsfuldt i praksissen og være med til at udvikle den? n

Litteratur Dreier, O. (2000). Uddannelse og læring i praksis. Working papers, 4, 1-15 Holzkamp, K. (1998). Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept (med introduktion af Ole Dreier).

Nordiske Udkast, 2, 3-31 Kampmann, J. (2004). Det selv-iagttagelige barn. Psyke & Logos, 25(4), s. 516-536 Kousholt, K. (2013) Deltagelse på tværs af sociale lærings- og testsammenhænge, Psyke & Logos, 34, 180-202 Star, S.L. (1990). Power, technology and the phenomenology of conventions: on being allergic to onions. The Sociological Review, 38(S1), 26-56

21

At kende grænsen Af Isabel Sidenius, stud.psych.

Ofte (og i særdeleshed i skrivende stund) når man snakker om grænser, vil man få associationer til nationale grænser, europæiske grænser eller andre skarpt optegnede grænser. Det meste i denne verden har grænser; et finit, en afgrænsning, en ende. Uden grænser ville man tale om noget uendeligt. Grænser er på mange måder et interessant fænomen, og det bliver ikke mindre interessant af at man tilføjer personlige. I dette essay vil der blive prøvet kræfter med hvad de personlige grænser er for en størrelse, og hvordan vi kan forholde os til dem. Vi har jo alle sammen grænser i forhold til alting. Grænser for hvor meget vi spiser, grænser for hvad ens mor må fortælle én om, grænser for hvordan vi vil behandles af andre, grænser for hvad vi tør, grænser for hvornår noget gør ondt. Grænser er vigtige for selvforståelsen. De er en vigtig del af personligheden da de er med til sætte rammer for den.

Den egentlige definition af grænser må siges at være afgrænsningen af ét område fra et andet. Man kan sige at de personlige grænser fungerer som en beskyttende komfortzone omkring dig som er med til at definere, hvem du er; afgrænsningen af dig selv fra omverdenen. Afgrænsningen kan blandt andet bestå i at bestemme grænserne for hvad der er vigtigt for dig og hvad der ikke er. Den kan bestå i, hvordan du kan lide at leve dit liv, og hvilket indhold du søger det skal eller ikke skal have. På trods af denne relativt klare opdeling rummer personlige grænser en subjektivitet som gør dem svære, hvis ikke umulige, at definere.

Denne flydende og muligvis udefinérbare størrelse vil jeg forsøge at indkredse nærmere, ved at belyse forskellige aspekter af personlige grænser, i håbet om at kunne forstå og formidle dele af dette genstandsfelt og dets kompleksitet.

Normative grænser Til at begynde med vil jeg skitsere det normative aspekt af personlige grænser som værende et grundlæggende fundament og forudsætning for forståelsen af fænomenet. Normative grænser er de usagte, indforståede grænser der er mennesker imellem. Det er de socialt tillærte regler om hvordan man bør opføre sig i en given situation. De normative grænser omfatter utallige grænser for anstændig eller normal opførsel. I sociale sammenhænge er vi for eksempel nødt til ikke at snakke i munden på hinanden hele tiden, begrænse os selv og handle i overensstemmelse med situationens uskrevne regler, ellers vil det sociale aldrig kunne fungere. Uden begrænsningerne, og derved normerne som grænsesættende instans for vores adfærd, vil det sociale være en umulighed. Herunder kan man også medtage et kulturelt aspekt hvor de normative grænser bliver repræsentative for den kultur eller det lokalmiljø man tilhører. Således afspejler personlig grænsesætning også kulturelle normer og værdier.

Usagte, indforståede grænser mennesker imellem, medfører automatiserede, ubevidste handlingsmønstre i overensstemmelse med disse grænser. Det er oftest først når de normative grænser overskrides at vi bliver klar over de overhovedet eksisterer.

Indput Institut for Psykologi KU

Individuelle grænser Mens de personlige grænser således omfatter de normative grænser, som er en delmængde heraf, er der endvidere noget der kan beskrives som de individuelle grænser; et område hvor de personlige grænser er differentierede og går ud over normen.

Alle mennesker har forskellige individuelle grænser. Det er blandt andet igennem afprøvningen og overskridelsen af sine egne grænser at man lærer sig selv at kende. Grænserne kan ses som et middel til at rumme både udfordringer og sig selv. De bliver afgørende for vores livsførelse fordi vi både skaber og identificerer os med de grænser vi har. Grænserne bliver således rammesættende og definerende for hvem vi er, og er en vigtig del af vores selvforståelse.

Et godt billede på hvornår forskellige individuelle grænser bliver afprøvet, udfordret og er i samspil med hinanden er i parforholdet. Overskridelsen af hinandens grænser i parforholdet kan ofte være roden til konflikter eller misforståelser. For de fleste som har været i et mere eller mindre længerevarende forhold, er det en kendt vending at kompromisser må indgås. Det svære består således i ikke at indgå i kompromisser hvor man går for meget på kompromis med sig selv. Hvis man i sin stræben efter at imødekomme sin partners behov overskrider sine egne grænser, bliver det problematisk. Måske er man slet ikke klar over at man overskrider sine egne grænser. Nogle gange rykkes grænserne så langsomt at man ikke opdager deres bevægelse over tid. Når en grænse først er blevet overskredet en enkelt gang, er det meget nemt at overskride den igen. Og igen. Grænserne rykker sig, flyder ud og flyder sammen. Følelsen af tvivl og afmagt indfinder sig, og hober sig op. Pludselig en dag kigger man tilbage og kan se at man har flyttet sig alt for langt væk fra sig selv, og det går op for én hvor svært det er at komme tilbage til udgangspunktet.

For at undgå at miste sig selv skal man lære sine grænser at kende, lære at lytte til sig selv og lære at sætte grænser.

Grænser som en del af den naturlige udviklingsproces Ser man på personlige grænser som en del af det større livsforløb, vil man få øje på den udviklingsproces der er indlejret i begrebet. En udviklingsproces der, som tidligere omtalt, handler om at lære sig selv og sine omgivelser at kende. Børn må siges at være det indlysende eksempel herpå. Det som ofte karakteriserer børn er, at de kan være ualmindeligt grænsesøgende og grænseoverskridende. De prøver grænser af, udfordrer sig selv, sine omgivelser, de voksne og hinanden.

I dette udviklingsperspektiv kommer desuden både de normative og de individuelle grænser i spil.

Mange normative grænser tillæres allerede tidligt i livet. For eksempel lærer børnene i vuggestuen at de skal sidde ved bordet og spise, ikke oven på det; eller de lærer at de ikke må slå de andre børn, for at få det legetøj de leger med.

De individuelle grænser kommer til udtryk i forældrenes grænsesætning. De grænser forældrene har for hvad barnet må og ikke må, er med til at definere de valgmuligheder barnet har. Grænserne sætter ram-

23

merne for udviklingen ved at guide barnet i den ’rigtige’ retning, alt efter forældrenes overbevisning. Forældrenes individuelle grænser bliver derved opdragende og udviklende, og er med til at forme barnets personlighed. Derudover udvikler barnet naturligvis også sine egne individuelle grænser netop igennem erfaringen, afprøvningen af grænserne og konsekvenserne for deres adfærd.

Både de normative og de individuelle grænser må således siges at danne fundament for barnets videre socialisering og selvforståelse. Grænserne skal ses som en rettesnor. Uden dem vil barnet befinde sig i et grænseløst rum, hvor tvivl og usikkerhed vil råde, fordi barnet ikke ved hvordan det skal forholde sig til noget.

At kende sine grænser – og overskride dem?

Der er let berørt flere, måske indlysende, men ikke desto mindre essentielle aspekter af personlige grænser.

En gennemgående refleksion handler om hvorvidt man kender sine grænser, og hvordan det er igennem det at lære dem at kende, at man udvikler sig. Den eneste måde at lære dem at kende på, er ved at støde på dem, erfare dem, føle dem, mærke dem og overskride dem.

Man kan overskride grænser på mange måder; intentionelt eller ubevidst. Nogle mennesker er endda meget grænsesøgende, fordi de får et kick ud af det. Det kan beskrives som en intentionel, nødvendig selvudfordring at foretage en specifik overtrædelse af en grænse. Denne slags intentionelle grænseoverskridelser forbindes ofte med ekstremsport, men kan kobles på mange situationer, for eksempel det at indgå i nye sociale fællesskaber, det at gå på en date, det at tale i en større forsamling, det at påtage sig en opgave, man ikke ved om man kan leve op til, eller noget så simpelt, men ikke desto mindre grænseoverskridende, som en kærlighedserklæring.

At overskride sine egne grænser er ofte forbundet med en stor risiko. I selve ordet grænseoverskridelse er der en indbygget antagelse om at det er forbundet med noget farligt eller risikofuldt at overskride grænsen, fordi vi ikke helt ved, hvad der er på den anden side: det ukendte, uerfarede, uberørte.

De fleste kan nikke genkendende til følelsen af ubehag, når en grænse er blevet overtrådt. En følelse der ofte manifesteres i kroppen og fremkalder en fysisk reaktion i form af ondt i maven, kvalme eller hjertebanken. Denne følelse af ubehag manifesterer sig og rodfæstes fordi ens personlige grænse er overskredet, og man får en umiddelbar, momentan erkendelse af at man ikke var tro imod sig selv, og at det var en grænse man ikke skulle have krydset.

Samtidig kan de fleste også genkende den overvældende lettelse, en nærmest ekstatisk rus af glæde, et adrenalin kick, når man har gjort noget, man ikke vidste man var i stand til. Man oplever en transcendental tilstand hvor man pludselig bliver bekendt med alt det der før lå uden for erfaringsområdet. Man har krydset en grænse som var særlig svær at krydse, men den efterfølgende rus er tilsvarende stor.

At overskride sine grænser rummer, ud over en stor risiko, også et kæmpe udviklingspotentiale. Spørgsmålet er og forbliver om det som kan vindes modsvarer risikoen.

Man kan lære sig selv bedre at kende i forsøget, man kan åbne nye døre med nye veje og nye udfoldelsesmuligheder. Men man kan også risikere at havne et sted, hvor der ingen vej er tilbage til udgangspunktet, og man har mistet lidt af sig selv undervejs. n

Indput Institut for Psykologi KU

The Danish Girl

grænsen mellem fiktion og fremmedgørelse

Af Inger Lund-Hansen, stud.psych.

INTERVIEW. Årets biografsæson var knapt nok skudt i gang, før en særlig storfilm var på alle danskeres læber. The Danish Girl har naturligvis vakt en særlig interesse hos os danskere, der pludselig får ejerskab over en vigtig historisk person. Samtidig får vi lov at se de store Hollywood-skuespillere udfolde sig med Nyhavn som kulisse og grine af, at der tilsyneladende er fjelde i Vejle Fjord. Men den vækker også interesse, fordi den skildrer en person, hvis plads i historien var mildest talt kontroversiel. Lili Elbe, den danske pige som titlen refererer til, var dansk kunstmaler og transkvinde, og hun blev den første person i verdenshistorien til at gennemføre en kønsskifteoperation og dermed gå hele vejen i transformationen fra mand til kvinde. Lili Elbe er således blevet en pioner i historien om transkønnede og nedbrydningen af de skarpt optrukne grænser mellem kønnene, i kampen for at kunne leve og identificere sig med et andet kønsligt udtryk end det, som er blevet én tildelt biologisk.

For en særlig gruppe af befolkningen, nemlig de danske transkønnede, portrætterer filmen ikke bare en bid af det tidlige 1900-tals Danmark, men er også en repræsentation af den meget personlige transformationsproces, som de har gennem-

gået. Med transkønnethed på det hvide lærred har filmen en enestående mulighed for at formidle forståelsen for den transkønnedes livsverden til den store del af befolkningen, som er ubekendt med, hvad det vil sige at føle sig som det modsatte køn end det biologiske og beslutningen om at leve som det køn, du identificerer dig med. Men hvordan har filmen så, med sin store mediebevågenhed og brede appel, formået at løfte dette ansvar? Ser man nærmere på reaktionerne fra debattører i det danske transmiljø, må man mildest talt sige, at modtagelsen er meget blandet. Stærke kritiske røster har kaldt filmen latterliggørende, usolidarisk og sågar historisk ukorrekt, mens andre pointerer vigtigheden i at udbrede Lili Elbes historie, at karakteren fremstilles langt mere sympatisk end tidligere transkarakterer, og at det er muligt at genkende elementer fra filmen i deres egen historie.

For at komme nærmere en forståelse af hvordan den samme film kan vække så forskellige følelser og reaktioner hos den minoritetsgruppe, som bliver portrætteret, har Indput stillet to danske transpersoner, som er aktive debattører, en række spørgsmål om, hvordan de opfatter filmens repræsentation af transkønnede.

25

Elvin Pedersen-Nielsen Transaktivist 1. Tror du, at en stor Hollywood-produktion om transkønnethed kan have en indflydelse på diskursen omkring transpersoner i vores samfund, og i så fald hvordan?

Jeg er overbevist om, at store Hollywood produktioner (og mainstream medier generelt) har en stor betydning for, hvordan det er muligt at forme diskurser. Når det kommer til repræsentationen af transkønnede, sker der lige nu et hidtil uset boom af repræsentation, og det har en stor betydning for, hvordan vi bliver opfattet i samfundet generelt. For bare fem år siden var den eneste mulige fortælling om transpersonen den om freaken. Ofte fremstillede man ’mænd i kjoler’ med total mangel på respekt. Efter tv-serier som Orange is the New Black og Transparent er brudt igennem lydmuren, er andre fortællinger blevet mulige. På et strukturelt plan betyder en respektfuld repræsentation, at det er muligt at tale om transpersoner på en okay måde - og man kan endda sætte fokus på de rettigheder, som er totalt fraværende i de fleste nationer. På et personligt plan betyder muligheden for spejling, at flere får ord til at beskrive dem selv. Og det kan betyde alt, når man har en følelse, der ellers ikke er spejlet andre steder end i film, serier og på internettet.

2. Eddie Redmayne spiller rollen som den transkønnede Lili Elbe, hvordan synes du, at han portrætterer den transitionsproces, Lilly gennemgår i filmen, og er han som cis-kønnet mand (mand, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen) den rette til rollen?

Jeg har ikke definitivt noget imod, at ciskønnede skuespillere spiller transkønnede roller. Men når vi stadig står et sted, hvor trans er noget, de fleste aldrig har hørt om, synes jeg, at det er vigtigt, at den repræsentation, der er, er så stærk som overhovedet mulig. Transkønnede skuespillere har en levet erfaring, som jeg mener kan påvirke fremstillingen, men også selve produktionen bag en film. Jeg ved, at der har været transkønnede konsulenter, som har "uddannet" Eddie Redmayne i, hvordan han skulle portrættere deres liv. Og man kan spørge sig selv, hvorfor det er nødvendigt, når nu der findes så utroligt mange transkønnede skuespillere, som kunne have spillet rollen uden først at skulle uddannes.

Indput Institut for Psykologi KU

3. Synes du, at The Danish Girl adskiller sig fra tidligere film og kulturfænomener, hvori vi har set transkønnede repræsenteret, og hvordan?

The Danish Girl adskiller sig fra tidligere fremstillinger ved, at den er større, dyrere og flottere. Og langt hen ad vejen er den også mere nuanceret end de fleste andre mainstream fremstillinger. Når det er sagt, lægger den sig ubehageligt tæt op ad de klicheer, de fleste transpersoner kan til fingerspidserne: uendelige scener, hvor transpersonen kigger sig selv lidende i et spejl, før den springer ud, kun for at opleve at hele verden falder sammen om ørerne på den: alle, der før elskede den, forsvinder, og efter at være udsat for forskellige former for vold, dør den transkønnede hovedkarakter. Ni ud af 10 transfortællinger forløber på den måde, og The Danish Girl er ingen undtagelse.

Fordi det er en så kæmpe stor produktion, kommer den til at nå helt ud i de små hjem, hvor der sidder unge transpersoner, der (måske for første gang) ser sig selv spejlet. Og hvad, de får at vide, er, at deres liv bliver hårdt og så lidt værre og så helt slemt, og så dør de. Og det er jo faktisk langt fra sandheden.

5. Hvorfor tror du, at The Danish Girl vækker så forskellige følelser og meninger i transmiljøet?

Jeg ved fra mig selv, at jeg har desperat brug for noget at spejle mig i. Det kan være svært at forklare, hvordan det er aldrig at kunne se sig spejlet i sin omverden, men for mig er det en underlig fornemmelse af, at jeg ikke helt kan forestille mig mit liv mere end et par år ad gangen. At se folk med den samme krop og identitet som mig selv stifte familie, gå på arbejde, blive gamle, være glade og lave kunst er mere eller mindre fraværende. Da jeg så Something Must Break, sugede det overalt i hele kroppen, fordi jeg for første gang i mit voksne liv så noget, jeg kunne se mig selv i. På en eller anden måde føltes mit liv som mere. Den følelse er fantastisk, og jeg tror, mange af os længes efter den. Og når muligheden så byder sig og endda i en stor Hollywood produktion, man kunne vise sine forældre eller kollegaer, er der store ting på spil. Og når den så skuffer, er det klart, at folk har et behov for at udtrykke det!

4. Er det fremmedgørende for et realistisk billede af nutidens transpersoner at portrættere en transkvindes liv i en historisk tid, hvor kvindens rolle i samfundet var en ganske anden, og hvor transformationsprocessen fremstilles som tragisk og i sidste ende dødelig?

Det er klart, at Lili Elbe levede i et samfund med andre kønsnormer og andre muligheder for adgang til operationer og hormoner. Men min frygt er, at filmen kommer til at skabe en forestilling om, at "nu er alting heldigvis bedre", for, skræmmende nok, er virkeligheden ret meget den samme. Den nedværdigende "behandling" Lili møder fra sundhedssystemet er ikke langt fra, hvad der foregår på Sexologisk Klinik, hvor transpersoner skal igennem en psykiatrisk udredning med alt fra Rorschach tests til nedværdigende spørgsmål om ens onanivaner som barn. Og om samfundet generelt er blevet mere accepterende, kan man jo selv afprøve ved at gå ned ad en hvilken som helst gågade i provinsen med tøj på, der ikke stemmer overens med det køn, man fik tildelt ved fødslen. At være transkvinde er stadig en identitet, der for mange betyder, at man er udsat for vold og trusler.

27

Erik Hansen Aktiv i T-lounge Society 1. Tror du, at en stor Hollywood-produktion om transkønnethed kan have en indflydelse på diskursen omkring transpersoner i vores samfund, og i så fald hvordan?

Ja, jeg tror, det har en vis indflydelse, at Hollywood laver film om transkønnede. Om man kan lide det eller ej, er vores kultur blevet meget amerikaniseret over tid. Og er der noget, man kan over there, er det at skære en god film. Uanset om det så er kærligheds- og/eller actionfilm.

Det kan dog ikke stå alene som kilde, men da der har været rigtig meget presseomtale/dokumentarprogrammer i de danske medier, vil en fiktions-film altid være et godt supplement til accept af de transkønnede.

2. Eddie Redmayne spiller rollen som den transkønnede Lili Elbe, hvordan synes du, at han portrætterer den transitionsproces, Lilly gennemgår i filmen, og er han som cis-kønnet mand (mand, hvis oplevede køn og kønsudtryk svarer overens med det køn, personen blev tildelt ved fødslen) den rette til rollen?

Personligt synes jeg ikke, at Eddie Remayne er den mest skarpe skuespiller, jeg har set på lærredet. Men hans engagement i Den Danske Pige kan der ikke sås tvivl om. Jeg har læst mig til, at han under processen kom i kontakt med sider af sig selv, han ikke havde set før. Og så må jeg jo sige: Mission accomplished!

Diskussionen om transkønnede/ciskønnede skuespillere er navlepilleri. For det første findes der meget få transkønnede skuespillere. Kender vi nogen transkønnede, som ville være parat til at hoppe ind i rollen som sit gamle køn og gennemspille sin transformation på det store lærred? Nej vel?

Det er i øvrigt også en kendt ting, at for at kunne få en rolle til at fungere skal skuespilleren distancere sig. Det gør man bedst ved at caste dem til roller, der ligger fjernt fra deres personlighed – og dog; en lille rem af huden skader ikke.

Indput Institut for Psykologi KU

Jævnfør bl.a. westerns og actionfilm: Du behøver ikke at være cowboy eller hård negl for at kunne spille rollen, men det er selvfølgelig en fordel at kunne kende op og ned på en pistol.

Ellers kan man lære det…

3. Synes du at The Danish Girl adskiller sig fra tidligere film og kulturfænomener, hvori vi har set transkønnede repræsenteret, og hvordan?

Ja, jeg synes, Den Danske Pige er anderledes. Der har været en tendens før til at dække sig ind under mere humoristiske fremstillinger af transkønnede (eller benytte sig af elementet i gyserfilm). Filmen er mere ærlig, fordi den er hudløs i visse scener. Man kommer tæt på den smerte, det er at være transkønnet og ultimativt at skulle fravælge sit livs kærlighed for selv at kunne eksistere.

te mig ind i. På den anden side synes jeg ikke, at dansk film er i voldsom vækst pt. Det er forståeligt, hvis nogle mener, at det skulle have været en dansk produktion, men var der overhovedet nogle, der bød ind på projektet?

Noget andet er den smerte, der bliver portrætteret i filmen.

Vi transkønnede har vænnet os til at holde hovedet højt og smile. Vi skal vise stolthed og afklarethed. Og det gør vi også.

Der skal for alt i verden ikke være nogle, der har ondt af os. Men lur mig om vi ikke alle har sår på sjælen. For det er ikke nemt at være så anderledes som os. Nogle vil måske gerne fornægte det. Personligt synes jeg, at det er berøringsangst, hvis sorgen ikke må omtales. Alle mennesker (ikke blot transkønnede) har oplevet smerte i deres liv, og man kan aldrig blive et helt menneske, hvis man ikke formår at favne alle aspekter i livet. Ingenting er gratis. n

4. Er det fremmedgørende for et realistisk billede af nutidens transpersoner at portrættere en transkvindes liv i en historisk tid, hvor kvindens rolle i samfundet var en ganske anden, og hvor transformationsprocessen fremstilles som tragisk og i sidste ende dødelig?

Det kan opfattes som fremmedgørende, hvis man betragter filmen som et historisk dokument. Hvilket den ikke er. Og her er det vigtigt at huske, at filmen er baseret på en bog, som på ingen måde hævdes at være biografisk. Dvs., vi har at gøre med en film, som er en fiktion af en fiktion. Det er en smuk skildring af en kærlighedshistorie, som på intet tidspunkt lægger op til at være en sand historie.

5. Hvorfor tror du, at The Danish Girl vækker så forskellige følelser og meninger i transmiljøet?

Der kan være mange grunde til kritikken. Dels afstandtagen fra den amerikanske filmindustri, hvilket jeg måske godt kan sæt-

29

Maggie: Når kønnets grænser krydses

Tekst og foto af Christian Guldager, stud.psych.

Rødstrømpebevægelsen, Foreningen Far og indførelsen af begrebet Hen i Sverige; kønsdebatten har buldret af sted i årtier. Ligestillingskampen har åbnet dørene til direktionsgangen for kvinderne og maskuliniseret madlavningen i en sådan grad, at mange mænd i dag stolt kan læne sig tilbage og sige: Hjemme hos os er det mig, der laver maden. Hvad der var kvindens særeje, er nu blevet mandens og omvendt, og i endnu flere tilfælde er fælleseje på mange måder blevet det ideologiske ideal. Men er det egentlig så vigtigt, om vi er mænd eller kvinder, og bør vi i højere grad spejde efter den politiske korrekthed på den anden side af sundet og stille og roligt makulere kønnene som begreb? For mange er kønnet og kønsidentiteten en vigtig del af livet, og derfor er det måske kønsdiskursen vi bør rette opmærksomheden mod snarere end makulatoren? Jeg har mødt Maggie til en snak om det at være født som kvinde i en mandekrop og om kampen for retten til at forene ens indre køn med det ydre: En rejse gennem fastlåste kønsopfattelser, årelange psykologsamtaler og omfattende kirurgiske indgreb. En livslang kamp for retten til at være Hun og ikke Han eller Hen.

Indput Institut for Psykologi KU

En lun sommeraften, en af den slags dage i Danmark der kan tælles på én hånd, sidder jeg (mand) mæt og halvberuset sammen med en kvinde på en udendørsservering i København. Jeg havde hjulpet kvinden med en masse praktiske gøremål gennem en længere periode, og hun havde derfor inviteret mig ud at spise. Mens vi efter middagen sidder og snakker, sipper til den sidste sjat hvidvin og ryger en cigaret, prajer kvinden en tjener og beder om, om vi kan få regningen; tjeneren kommer tilbage med regningen, rækker målrettet armen frem gennem cigaretrøgen og lægger den ... foran mig.

Nogle kønsroller og kønsspecifikke handlemuligheder har gennem tiden været statiske, mens andre har været mere dynamiske. Blandt de mere dynamiske er påklædningen: hvor det i 1700tallet var normalen, at de fine mænd i byerne gik med paryk, pudrede ansigtet og brugte fodtøj med høj hæl, er det i vor tid svært at finde en mand i kongehuset, folketingssalen eller på direktionsgangen, der ikke bærer jakkesæt. Selv direktionsgangenes kvinder gør det ofte. Måske er det det, der sker: der holdes fast i rollefordelingen, mens indsnittene i de figursyede jakkesæt giver plads til det kvindelig bryst og langsomt udvisker grænserne for de kønsspecifikke handlemuligheder?

På mange måder har mandens og kvindens handlemuligheder nærmet sig hinanden, eller det hedder det sig i hvert fald. Netop kønsdiskursen er med til at diktere ”den rigtige mand” og ”den rigtige kvinde”, og fælles for kønsdiskursen på tværs af tid er, at det er det biologiske køn, der definerer, om man skal med til brudens eller brudgommens polterabend. Grundlæggende ses kønnet som en statisk størrelse cementeret i xx- og xy-kromosomer. Kromosomsammensætningen der i sin mest rigide form afgør, om det er socialt acceptabelt at gå med læbestift, hugge brænde eller græde, når man er i biografen; og samtidig kategoriserer ens seksualitet ud fra individets biologiske køn og dermed sætter køn og seksualitet i samme boks. Men måske er køn mere og andet end kromosomsammensætninger og lange DNA-strenge; måske er kønnet i virkeligheden også en indre oplevelse og et tilhørsforhold til sig selv, hvor det biologiske køn udelukkende bliver en forhindring i at blive accepteret, som den man virkelig føler, at man er?

Kvinde, det har jeg altid været En kold og grå vinterdag, mens regnen trommede på vinduerne, blev lyden af Maggies tårnhøje stilletter i trappeopgangen tydeligere og tydeligere. Netop hjemvendt fra Antwerpen, hvor hun er i gang med at få færdiggjort sin Facial Feminizati-

on Surgery, havde hun sagt ja til at komme forbi min lejlighed på Nørrebro og deltage i et interview. Et interview om det at være Maggie i en ensrettet verden, hvor diversiteten, det skæve og det alternative er i øjenhøjde med tidens eftertragtelige idealtænkning, men hvor manges fødder stadig er faststøbt i konservatismens kantede systemer. Her står de fleste af os så, faststøbt, smilende og svajer, mens andre kæmper for at finde modet til at rive sig fri: ”Det er jo noget der altid har været der, selv som helt lille barn. Jeg var jo ikke klar over, at jeg var transkønnet dengang og var slet ikke klar over før ret sent i mit liv, at man kunne skifte køn medicinsk og kirurgisk. Men følelsen af at føle sig meget anderledes og følelsen af altid at høre til med pigerne, at jeg interesserede mig for de samme ting som pigerne, og at jeg afspejlede mig i at være en pige, det har altid været der,” fortæller Maggie.

Det bliver tidligt i samtalen tydeligt, at Maggie egentlig først oplevede, at det biologiske køn ikke var ækvivalent med det indre, da omgivelser begyndte at stille særlige krav, og da puberteten adskilte hende fra de andre piger: ”Da drengene og pigerne begyndte at interessere sig for hinanden, havde jeg det svært med det. Jeg ville hellere sidde hos min stedmor og strikke og undgå alle festerne, så jeg ikke skulle deale med alt det der kæresteri. På det tidspunkt vidste jeg godt, at jeg godt kunne lide mænd. Men der gik nogle år, og når man nu er født som en dreng og godt kan lide mænd, ja så er man jo homoseksuel, så det var jeg jo så, selvom jeg altid har følt, at det var lidt underligt. Altså ikke underligt at være homoseksuel men at blive opfattet af andre som værende en mand. Jeg har altid følt mig som en pige og ville gerne behandles som en pige, men da jeg jo ikke havde sagt det højt, blev jeg behandlet som en dreng og opdraget som en dreng.”

Lad være med at græde som en tøs Det var ikke kun i efter-puberteten, hvor den midlertidige homoseksuelle identitet var med til at fastholde omverdenens syn på Maggie som en dreng men også i opvæksten, at der var markante dele af Maggies identitet og personlighed, hun måtte gemme væk og vende ryggen: ”Hvis jeg græd meget, så fik jeg ofte at vide, at jeg ikke skulle skabe mig som en pige. Jeg var en meget feminin dreng allerede som lille, så jeg blev rettet meget på; måden jeg sad med mine hænder på, eller måden jeg gik på for eksempel. Jeg ville jo også helst lege med barbiedukker og have glansbilleder, men det måtte jeg ikke. Jeg fik ikke lov til at ønske mig de ting, og jeg fik det ikke i gave. Den-

31

Indput Institut for Psykologi KU

gang ville jeg egentlig bare gerne have alle de samme ting, som min søster fik. Det var først senere, at jeg begyndte at føle mig utilpas i den krop, jeg er sat i. Det blev mest tydeligt, da drengene og pigerne blev skilt ad i gymnastik, og jeg lige pludselig blev tvunget væk fra den gruppe, jeg følte, at jeg hørte sammen med. Så skulle jeg pludselig være sammen med drengene, som jeg intet havde tilfælles med og ikke kunne spejle mig i.”

På mange måder oplevelser der ikke kan siges at være i tråd med Freuds teoretisering om et generaliserbart ødipuskompleks; Maggies oplevelse af lige fra starten at føle sig som det modsatte af sit biologiske køn, kan få en til at stille spørgsmålstegn ved de gængse teorier om, hvordan kønsidentiteten skabes. Hvorfor gennemgik Maggie ikke Freuds ødipale fase og etablerede sit jeg som mand?: ”Jeg vidste, at hvis det var min far der hentede mig i børnehaven, så skulle jeg i hvert fald ikke have en udklædningskjole på. Jeg vil gerne accepters i samfundet som en kvinde, og det er jo også derfor, at jeg nu har fået lavet en stor ansigtsoperation. Ikke for samfundets skyld men for min egen skyld. For mig, som er født i en mandekrop, der har det været vigtigt at ændre så meget, som der nu kunne ændres på det overfladiske niveau, så jeg kan gå rundt på gaden, uden folk er i tvivl om, hvad jeg føler, at jeg er.” ”Det svenske ideal” Da vi vælger at snakke om hvorvidt opløsningen af kønnet, som man ser en tendens til i Sverige, ville have gjort tingene lettere for Maggie, bliver det yderligere understreget, at ønsket om at forene det indre køn med det ydre, ikke kan opløses eller ønskes dikteret af politisk korrekthed: ”Selvom at der slet ikke havde været noget køn (jf. indførelsen af det svenske hen), så ville de ting, jeg har valgt at gøre ved mig selv, og den måde, jeg præsenterer mig selv på i dag, jo stadig være det samme. Det kan godt være, at jeg så havde været en hen ligesom alle andre, men det havde ikke ændret på, at jeg ville føle mig som en kvinde. Det ville måske ikke have været så vigtigt for mig at få et nyt Cpr-nr., men jeg ville stadig gerne ligne den gruppe mennesker, som jeg føler, at jeg hører til.”

33

På mange måder tegner der sig et billede af, at den fastlåste børneopdragelse og den rigide inddeling af børnelegetøjet udgjorde et reelt problem, hvorimod at kønnet, defineret som henholdsvis mand kontra kvinde, er det, Maggie har kæmpet for retten til at identificere sig med hele livet: ”Hvordan føler en kvinde? Det ved jeg da ikke! Er jeg en rigtig kvinde, er du en rigtig mand?

Det ved jeg ikke, men det føler jeg jo, at jeg er. Nogle gange er jeg på hospitalet blevet spurgt ”hvad er en rigtig kvinde så?”, men det er der jo ikke noget endeligt svar på. En kvinde kan fremstå mere feminin, end en mand gør, men altså kvinder kan jo komme i alle afstøbninger, kan have alle slags arbejde, så, ja, hvornår er man rigtig kvinde, og hvornår er man rigtig mand? Det har da sat mange tanker i gang hos mig, men jeg føler mig bare mere som en kvinde end som en mand.”

ninitet. Ifølge Maggie er det på samme måde for mænd; hvor nogle har brug for at manifestere deres maskulinitet gennem store tatoverede overarme og kæmpe skæg, er det ikke disse ydre ting, der er afgørende faktorer for mange andre mænds maskulinitetsfølelse. Opfattelsen, fokus og omdrejningspunktet for ens individuelle kønsforståelse ser på baggrund af dette ikke altid ud til at følge den samfundsdiskurs, man tilfældigvis er havnet i favnen på. Mon ikke det også er derfor, at takten indimellem kan være svær at holde, for skal man føre eller føres; Skal man definere sit køn og den måde, man udtrykker det på udefra eller indefra? ”Ikke at vove er at miste sig selv” har den danske filosof Søren Kierkegaard engang sagt, og at krydse de konventionelle kønsgrænser er selv i 2016 et vovestykke nærmest uden sidestykke: ”Skraldede man alt af, så jeg sad uden tøj, makeup, øreringe og hår på hovedet, så ville jeg jo have det på samme måde, selvom jeg vælger at udtrykke mig på en måde, som er mere kvindelig end mandlig.” Netop det ydre - og muligheden for at udtrykke det indre oplevede køn - er på mange måder en del af transformationsprocessen, hvor samfundet i form af sexologiske klinikker i den grad både byder op og fører for.

Når samfundet danser ude af takt I sit professionelle liv er Maggie uddannet frisør og make-up artist og har været på sin nuværende arbejdsplads i indre København i lidt over 5 år. Med en etableret kundekreds og en kalender med lang ventetid har det for hende været naturligt og nødvendigt at være åben omkring den ydre transformationsproces: ”Efter at jeg har fået lavet mit ansigt, har nogle af kunderne spurgt mig, om jeg nu føler mig som en rigtig kvinde.

Jeg kunne jo spørge om det samme: ”Føler DU dig som en rigtig kvinde?” Der er da sikkert masser af kvinder, der er biologisk født kvinder, der ikke føler sig særlig kvindelige. Måske er det fordi, de måler det op mod deres veninder, der går med små korte kjoler og læbeskift, og så bliver det jo det, de definerer deres kvindelighed ud fra. Der er mange, der ville sige, at man først er en rigtig kvinde, når man har en vagina og et par bryster, men kan man ikke også godt være en kvinde uden alle de ting? Der er jo også kvinder, der er født med en vagina, men absolut uden nogen barm, men er de mindre kvinder af den grund?”

Nogle kvinder ville, som Maggie er i gang med, ændre på en sådan biologisk komponent, og masser ville ikke, fordi det ikke er afgørende for deres følelse af femi-

Sexologisk klinik: En med- og modspiller Maggie har, som alle andre, der ønsker at søge om hjælp til at skifte køn, været, og er fortsat, i et langvarigt forløb på sexologisk klinik. Maggie er nu 3 måneder inde i hormonbehandlingen, og afslutter psykologsamtalerne om lidt over et halvt år. Samtaler som både har været lærerige, trivielle og til tider ydmygende: ”Jeg synes, at det både har været godt og skidt.

Selvfølgelig er det godt, at vi lever et sted i verden, hvor man kan få hjælp, så det er jeg rigtig glad for, men det er lidt en hjernevridemaskine, man skal igennem. De vil gerne have en til at tænke over en masse ting, hvilket jo kun er godt, men jeg synes måske godt, at det kunne gøres på lidt kortere tid. Som det er i dag, skal man leve som det køn, man føler sig som i et år, før man på nogen måde kan få medicinsk behandling.”

Netop dette bliver for Maggie lidt en gråzone; her er det altså sexologisk klinik, der skal afgøre, hvornår man, i dette tilfælde, er kvinde nok. Det vil derfor på mange måder ikke fremme ens sag, hvis man som transkønnet kvinde gerne vil gå med blazer og have en korthårsfrisure: ”Det bliver meget hurtigt stereotyperne af, hvornår man er en kvinde og hvornår man er en mand. For mig har det ikke været noget problem, men jeg har da snakket med folk, der er blevet afvist fra hospitalets side, da de ikke levede op til deres krav om at leve og se ud som en kvinde.” Nogle af disse transkønnede kvinder vælger at tage til Thailand og få udført kønsskifteoperationer. En beslutning der dog ikke altid viser sig at være lykken og netop derfor fremhæver relevansen af samtalerne: ”De spørger jo om alle de ting, de gør, fordi de gerne vil være sikre på, at man tager den rigtige beslutning. De vil jo ikke modarbejde nogen men blot sørge for, at de ikke får en patient, der er endnu mere dødulykkelig

Indput Institut for Psykologi KU

efter transformeringen, fordi det slet ikke var det, det drejede sig om for vedkommende.” For Maggie har det været en styrke ved processen, at der netop bliver taget hånd om hende, og at der er et hospitalsvæsen, der trods alt gerne vil hende det bedste: ”Jeg synes, at det har været et spændende forløb at gå i.

I perioder har det været en gang om ugen, at jeg har gået hos den her psykolog, og det har også været spændende at komme helt ned i nogle hjørner af sig selv, som jeg ikke lige havde tænkt, havde noget med min kønsidentitetskrise at gøre. Men egentlig har det været meget interessant og har bekræftet mig i, at det er det rigtige, jeg gør. Jeg synes, det har været godt, men det er også mærkeligt at skulle sidde og svare på spørgsmål som: ”snakker fjernsynet til dig?” og ”bevæger stolene sig, når du kigger på dem?”, altså fordi de skal finde ud af, om man er helt ved siden af sig selv. Der har jeg godt kunnet synes, at det er underligt, at man efter at have snakket med en psykolog en del gange pludselig skal sidde og svare på den slags spørgsmål, men omvendt så har jeg også valgt at gøre det her og at svare på alle spørgsmålene, så jeg kan komme videre.” For Maggie har denne del af processen været hård, mens den stod på, men retrospektivt været indholdsrig og nødvendig; ”Det var meget frustrerende i starten. Man har brugt nogle år på at tage tilløb til at starte processen, og så kan det være svært at overskue, at alting skal trækkes i langdrag. Men fra hvor jeg står nu, ser jeg det med nogle lidt andre øjne.”

Køn & seksualitet på et og samme sted På trods af den store støtte Maggie føler, at hun har fået på sexologisk klinik, har det, at sexologisk klinik også er behandlingssted for blandt andet pædofile, været et af de meget grænseoverskridende elementer: ”Vi er jo i Danmark lidt bagefter for i blandt andet England og USA, behandler man ikke transkønnede på sexologisk klinik men på en kønsklinik. De mennesker, der arbejder et sådan sted, er jo så specialiserede i transkønnethed, hvor de på sexologisk klinik også skal behandle blandt andet incestofre og pædofili. Jeg har været ude for at have haft mange spørgsmål, hvor internettet har været en større hjælp, end at spørge dem, der arbejder derovre. Derfor kunne det jo være en god idé at have en klinik, der var specialiseret i problemstillinger omkring køn.”

Det at samle spørgsmålet om kønsidentitetsproblemer under samme tag som seksualitetsproblemer, og særligt sygelig og afvigende seksualitet, rejser spørgsmålet om, hvorvidt Maggies kønsidentitet overhovedet har noget at gøre med hendes seksualitet: ”Jeg har jo ikke et problem med, at jeg er tiltrukket af mænd, for det har ikke ændret sig for mig, selvom jeg ikke føler, at jeg har været i den rigtige krop. Der har været så mange bizarre spørgsmål som: ”Har du nogensinde gjort overgreb på nogen?”, ”Har du haft sex med mindreårige?” etc. Spørgsmål hvor man tænker: hvordan kan det have noget at gøre med mit køn? Men det foregår åbenbart bare på en lidt gammeldags måde”, siger Maggie og griner.

Under saksens beskyttende vinger Gennem hele processen har det for Maggie været en stor gevinst at arbejde som frisør.

Hun har, nok i høj grad på grund af sit fag, ikke mødt den store modstand hverken fra kunder, kollegaer eller venner: ”Det havde jo nok været sværere, hvis man havde været stilladsarbejder eller et andet typisk mandehåndværk, så havde det måske ikke været særlig sjovt. Eller også bare arbejdet på et kontor, kontorbranchen kan jo også være meget konservativ. Hvis man er i nogle af de lidt mere kreative fag, er det ikke så svært at være lidt anderledes; om man er homoseksuel, biseksuel, eller om man klæder sig lidt anderledes. Men jeg har mødt nogle (transkønnede), som netop har haft fx IT-jobs, som simpelthen har måtte gøre op med sig selv, at de er blevet nødt til at sige op, da det aldrig ville blive accepteret på deres arbejdsplads, hvis de hed Bent den ene dag og Grethe den anden. Jeg har også mødt nogen, som har forsøgt men har måtte trække sig, fordi det har været for hårdt og for ydmygende. Vi er mange, der er meget fastlåste i vores opfattelse af andre; hvis man først har lært et menneske at kende på én måde, så, uanset hvor meget de forandrer sig, vil man gerne holde fast i sin opfattelse af denne person. Det er jo ikke bare fordi, at man melder sådan noget her ud, at folk så husker at sige ens navn rigtigt og sige hun i stedet for han. Og der er masser af ignorante mennesker ude i verden, der ikke vil ændre deres egen opfattelse af rigtigt og forkert, og så må man stå ved sig selv og helt inde i sit hjerte vide, at der er plads til mig, og at jeg godt må være her.”

At kønsidentitet er andet og mere end legetøjspræferencer, påklædning og antal lægekonsultationer gennem livet er med Maggies historie tydeliggjort. Hvordan vi så som samfund og enkeltindivider vil vælge at imødekomme diversiteten på diversitetens præmisser, bliver nok på mange måder afgørende for, om vi alle på et tidspunkt kan finde ind i den samme takt og skiftes til at føre og blive ført.

Maggie er i dag 29 år gammel, er gift og lever med sin mand på 10ende år. Hun har endnu ikke besluttet, hvor omfattende kønstransformationen skal være, men kvinde det ér og vil hun altid være. n

35

Farvel til Helle Andersen Af Amanda Lambæk, stud.psych.

INTERVIEW. En eftermiddag i februar mødte jeg Helle Andersen til en snak om hendes virke som studieleder på Institut for Psykologi, som hun for nylig gav videre efter 17 år på posten.

Hvornår og i hvilken kontekst blev du studieleder?

Jeg blev studieleder i 1999. På det tidspunkt var Psykologi stadig en del af Humaniora, og jeg havde siddet i studienævnet i et års tid. Der var ikke ligefrem kø til at overtage posten som studieleder, men jeg var blevet glad for studienævnet og havde tidligere beskæftiget mig med ledelse uden for universitetet, og da flere også opfordrede mig til at overtage posten, sagde jeg ja til jobbet.

Hvordan har du oplevet at være studieleder på psykologi gennem årene?

Arbejdet som studieleder var anderledes dengang, jeg startede, især fordi der var en udpræget mistillid mellem de studerende og lærerne. Der blev hverken talt eller tænkt pænt om hinanden, hvilket ikke gav grobund for et særlig godt samarbejde. Meget af arbejdet i studienævnet de første par år bestod derfor i at etablere et godt samarbejdsklima, hvor vi kunne bruge hinanden på en fornuftig måde i stedet for at bekrige hinanden. Det tog faktisk et par år, før vi kunne begynde at se en vej frem.

I studienævnet drejer det sig om at tænke på, hvad der er bedst for uddannelsen som helhed. Denne målsætning arbejder man bedst på, hvis man arbejder i samme retning og prøver at få en synergieffekt ud af, at man står med hver sine kompetencer og hver sine interesser. Denne type samarbejde har præget studienævnets arbejde de seneste rigtig mange år. Det har været et fantastisk godt samarbejde, som jeg har været så begejstret for. Der var dog engang en dygtig studienævnsrepræsentant, der gav mig en kærlig reminder om, at jeg nogle gange godt kan glemme, at jeg ikke selv er studerende. Den har jeg taget til mig. Det er vigtigt at huske, at vi ikke altid er enige i studienævnet, men samarbejdet er så godt, at grænserne mellem de studerende og lærerne næsten kan blive glemt engang imellem.

Hvad har været særligt spændende og udfordrende gennem årene som studieleder?

At være studieleder er ikke den mest eftertragtede og prestigefyldte position i forhold til at være institutleder, som er en meget magtfuld position. Studielederen er den daglige chef for uddannelsen, men for mig at se er det også den vigtige funktion. Det arbejde, vi udfører, betyder enormt meget for utrolig mange mennesker, både for lærerne, men ikke mindst for de studerende, som er brugere af uddannelsen. Derudover er arbejdet som studieleder præget af de skiftende vilkår, som kommer med samfundsmæssige forandringer. På det seneste kan vi se, hvad det har betydet for os, at vi fik en studiefremdriftsreform. Det har været et mareridt at få implementeret alle de detaljerede og indviklede krav, der er blevet stillet. Selvom jeg godt kan se fornuften i at få folk hurtigere

Indput Institut for Psykologi KU

igennem rent samfundsøkonomisk, så kunne det være sket på andre måder end ved at detailstyre. På det seneste har vi også set nedskæringer på uddannelsesområdet. Vi har været igennem nedskæringer før, men dem vi får nu, kommer til at medføre forringelser af vores uddannelse. Dem, der påstår noget andet, ved ikke, hvad de taler om. Selvfølgelig forringer det en uddannelse, at der for eksempel ikke er råd til at ansætte nye faste undervisere til erstatning for dem, der går på pension i år. Det er jo ikke sådan, at vi har folk hængende rundt på instituttet, som ikke laver noget. I forvejen er buen spændt. Vi konkurrerer hårdt med de store krav, der stilles forskningsmæssigt til vores folk, og hvis de skal lave endnu mere undervisning, vil det komme til at gå udover uddannelsen. Ingen tvivl om den sag. Det er noget, man må se på med meget stor beklagelse.

Når regeringen siger, at de har tillid til, at universiteterne nok skal finde ud af at implementere kravene på bedst mulig måde, så er det rent ansvarsforflygtigelse. Når man som studerende kommer ud med et eksamensbevis fra vores institut, har man ikke bare bestået de eksaminer og læst det pensum, som man skulle, man har også deltaget i undervisningsmiljøet, i diskussionerne og i udvekslingen med andre studerende.

Dét kommer vi til at tabe en masse af nu.

Hvilke andre områder på uddannelsen har forandret sig, mens du har været studieleder?

Nogle gange har jeg tænkt på, om det politiske engagement blandt studerende har antaget andre former. Jeg møder jo både studerende i studienævnet og i studievejledningen, samt instruktorer, som er politisk engagerede i deres uddannelse og i verden omkring sig. Samtidig ser vi ikke de samme manifeste protester, som der var, hvis vi går tilbage til lige før, jeg blev studieleder. På det tidspunkt var det almindeligt, at vi hvert eller hvert andet forår havde en demonstration med en besættelse af instituttet, som varede i en uge eller to, hvor hverken lærere eller sekretærer kunne komme på arbejde. Den slags manifestationer hører vi ikke så meget om længere. Nu er det de store samlende demonstrationer, hvilket også er meget godt, men jeg ved ikke, om man har fået kvalt noget af modet på at gå lige så højtråbende til værks som tidligere. Måske er det blevet kvalt i krav om, at man hele tiden skal arbejde, få topkarakterer, klare det hele selv og være alle steder på én gang. Det er måske noget, som har gjort, at det er vanskeligere at turde slippe tøjlerne.

På det faglige niveau er uddannelsen igennem de seneste år blevet mere ”videnskabelig”. Den er blevet mere kvantitativt empirisk og mere systematisk erfaringsbaseret i forhold til, hvad den var for tyve år siden, hvor langt flere filosofiske, fænomenologiske, humanistiske, psykoanalytiske og kritiske diskussioner prægede faget. I de senere år har vi samtidigt gjort et forsøg på at gøre uddannelsen mere rettet mod praksis. Til gengæld kan vi se, at en del af repræsentanterne fra vores kritiske tilgange forsvinder ud. Det bliver svært at erstatte dem, fordi deres forskning ikke er repræsenteret i den type tidsskrifter, som i særlig grad belønnes.

Hvad tror du det kræver at opretholde den kritiske tilgang?

For det første tror jeg, det kræver en visionær ledelse på institutniveau, som kan se fordelen i, at vores uddannelse er præget af så forskellige tilgange, som vi har været repræsenteret af. Det vil sige en ledelse, som kan se fordelen i diversiteten. Jeg tror det bliver en meget, meget trist uddannelse og vores studerende bliver dårligere rustet til det virkelige liv, hvis man i stigende grad satser på det rent empiriske. Det kræver lidt mod og mandshjerte at sige, at vi også vil have plads til noget andet - at der er en diversitet, som vi vil beskytte.

Det håber jeg, at den nuværende institutledelse har blik for, men jeg er bekymret, fordi det man belønner forskningsmæssigt er de mange publikationer i de bestemte typer tidsskrifter, som plæderer for at være mere kvantitativt empiriske og eksperimentelle.

Sidste gang der blev ansat folk på universitetet, var det dog en blanding af de eksperimentelt og empirisk arbejdende folk sammen med de humanistiske og kritiske tilgange. Så der har stadigvæk været en åbenhed overfor, at vi har et bredt fag. Det kan man håbe, at institutledelsen stadig holder fast i.

Er der andre fremtidsscenarier for instituttet, du håber på?

Ja, der er faktisk også en ting jeg tænker på, nu hvor I skriver om grænser i den her udgave af Indput. Én af de ting, der er vigtige for os i psykologien, er, hvordan vi etablerer vores faglige identitet, og afgrænser os i forhold til andre. Hele det arbejds- og organisationspsykologiske felt er præget af CBS, som også har dygtige folk, men som er teoretisk anderledes og måske knapt så tungt funderet som vores folk. Vi har mastere i organisationspsykologi på RUC og pædagogiske kandidater fra DPU. Vi har folk med andre uddannelser, som har efteruddannet sig som coaches eller i narrativ rådgivning. Hele den grænseflade, der ligger mellem vores

37

uddannelse og alle de andre uddannelser, der ligger lige op til vores, er et område, som vi kommer til at skulle forholde os til. Dét, jeg tror, vi kommer til at skulle arbejde på, er at gøre vores studerende på kandidatniveau bedre til at kunne formulere både for sig selv og for andre, hvad det egentlig er, de kan og har lært. For at det skal kunne lykkes, skal vores lærere ikke bare lære de studerende, hvordan pensum diskuteres i en eksamensopgave men også blive bedre til at formulere overfor de studerende hvilke grundlæggende kompetencer, de kommer ud med, så det er lettere at formulere for den studerende selv og dermed også ude, når man søger jobs. Det er et af de steder, hvor grænser bliver vigtige.

I forbindelse med vores tema om grænser har jeg tænkt på, om din nuværende situation kan beskrives som en form for overgang eller grænse mellem to livsfaser?

Det må man sige. Jeg har været meget forbundet med det her arbejde i mange år. Næsten mere og mere vil jeg sige. Det har fyldt størsteparten af mit liv, ikke bare i arbejdstiden, men også i weekender og om aftenen. Jeg har været optaget af det, og det har været en stor rigdom i mit liv. På det seneste er arbejdet også begyndt at blive for stressende, og jeg er begyndt at føle det utilfredsstillende, at jeg ikke kan spæne rundt og være med i udadvendte arrangementer med andre institutter og studieledere rundt omkring i landet. Mit fysiske handicap har forhindret mig i noget, som har gjort, at der har været for mange begrænsninger til, at jeg synes, det var lige så sjovt, som jeg synes, det skulle være. Derudover vil jeg også sige, at det efter 17 år vist også er godt for alle, at der kommer nogle andre øjne på, så nu er det noget nyt, jeg skal.

Hvad skal du lave nu, hvor du ikke skal være studieleder?

Udover at træne fysisk for at holde mig funktionsdygtig skal jeg have mere tid til min familie. Jeg skal have mere tid til mine venner, hvor mange enten er på vej mod eller allerede er på pension. Min ægtefælle går også på pension til sommer, og så har vi mere tid sammen. Vi har en søn og børnebørn i Italien, som vi skal besøge mere, og vi har børnebørn herhjemme, som vi skal tage os mere af. Derudover skal vi også rejse mere og gå i biografen, og jeg skal have mere tid til at læse vidunderlige bøger.

Jeg har også overvejet at foretage mig noget nyttigt. Noget som umiddelbart har betydning for andre, da det er en af de ting, som jeg har været enormt glad for ved mit arbejde som studieleder. Det kunne være politisk arbejde, rådgivningsarbejde eller arbejde i Mødrehjælpen. Der er mange forskellige muligheder, hvor jeg kunne bruge nogle af mine erfaringer i forhold til at styre processer og motivere. Men jeg kunne også være nyttig på et niveau som lektiehjælper for flygtningebørn. Så jeg skal prøve at finde ud af, hvor jeg kan gå nogle veje, uden at det binder mig for meget, for jeg vil have tid til at blive oppe i vores dejlige hus på landet og ikke tænke på at skulle nå hjem, inden mandagen starter igen. Det at have tid har jeg jo allerede prøvet i et par ugers tid, og det er fantastisk. Så det forventer jeg mig faktisk meget af, og jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg ikke kommer til at gå i stå.

Hvad kommer du til at savne ved Instituttet?

Jeg kommer til at savne mit daglige samarbejde med administrationsgangen, fordi det er de mennesker, jeg har mødt hver evig eneste dag, når jeg kommer, og som jeg har haft tusinde af udvekslinger med om alt muligt.

Derudover kommer jeg mest til at savne samarbejdet med de studerende. Ikke fordi jeg ikke er glad for at samarbejde med mine lærerkollegaer, men fordi der kommer noget dynamik ind i ens liv, når man samarbejder med unge mennesker. Det kan ikke undgås. Unge mennesker kommer med nye ideer i højere grad end vi andre gør.

Nogle af ideerne er så besværlige, og nogle gange duer de heller ikke, men rigtig mange gange er de faktisk værd at løbe efter. Det betyder, at når man som studieleder eller som lærerrepræsentant i studienævnet tænker, at der falder lidt ro på, og der så kommer nye mennesker ind, så viser det sig, at vi alligevel ikke tager det roligt, og at vi alligevel går i gang med ændringer og forbedringer af uddannelsen. Det kommer jeg til at savne. Det at blive skubbet til hele tiden af mennesker med nye ideer, som brænder for deres sag, som har grund til at sætte deres ideer i verden, som er konstruktive, og som vil gøre det bedre. Det kommer jeg til at savne. For den udfordring bliver man glad af.

Indputredaktionen takker Helle Andersen for hendes fantastiske indsats som studieleder på Institut for Psykologi og ønsker hende held og lykke fremover. n

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Christian Guldager, stud.psych.

39

Psykologer over grænser Af Jane Roed Maul, cand.psych.aut, stifter af Psykologer Over Grænser / Psychologists Across Borders Forleden måtte en psykolog-kollega indlægge en ung mand akut på et psykiatrisk hospital i Danmark. Det unge menneske var blevet så belastet og psykisk presset under sit frivillige arbejde med flygtninge, at han ikke længere kunne tage vare på sig selv. Nødhjælpsarbejderen er med andre ord gået fra at være hjælper til at være en, der selv har behov for hjælp. Men ingen taler om dem.

De traumatiserede frivillige.

De står der, i klynger, volontørerne. Fra Europa, Australien og sågar USA. Muslimer, kristne, buddhister og ateister side om side, sammen om at have samme menneskesyn med fokus på den umiddelbare opgave – at hjælpe flygtninge på flugt. I min gruppe står lægen fra Israel side om side med husmoderen fra Wales, den studerende fra Holland og den ældre engelske herre, der flygtede fra Syrien efter at have siddet otte år i fængsel, dømt for at arbejde for menneskerettigheder. Jeg er den femte, psykologen fra Danmark.

Jeg oplever på intet tidspunkt, at samtaleemnet vedrører religion, nationalitet, politisk tilhørsforhold eller etnicitet. Det er ikke væsentligt. Som lægen siger: ”her er jeg ikke israeler, jeg er læge”. Fokus er de mange flygtninge, der skyller ind i overfyldte gummibåde, på flugt fra rædslerne og med håb om en fremtid. Der samarbejdes om at give dem en sikker ankomst til Lesbos, skaffe lægehjælp til de trængende og sørge for mad og drikke, samt tørt tøj og sko. Denne morgen har de fire voluntører mødt hinanden for første gang, de er alle individuelt taget til den kyststrækning, hvor der ikke var nogen, til at tage imod.

Frivillige i stort tal rejser fra Danmark til de europæiske brændpunkter, hvor flygtninge i tusindvis hver dag har behov for akut hjælp. Men prisen for at deltage i humanitært nødhjælpsarbejde som privat frivillig kan være høj, og man kan undre sig over, at ingen taler om de traumatiserede frivillige. Dem som efter at have lavet frivilligt nødhjælpsarbejde ikke længere kan passe deres arbejde og mister deres hjem. Får flashbacks og angstanfald. Bliver depressive og ikke længere kan fungere med sin familie. Skal i behandling for PTSD. Dem, der er blevet ødelagte af at hjælpe andre.

Indput Institut for Psykologi KU

Grænseløst arbejde Voluntører i verdens brændpunkter udsættes dagligt for potentielt traumatiske oplevelser.

På eksempelvis Lesbos arbejder danske frivillige i døgndrift. De befinder sig dagligt i kaotiske og stressende situationer, arbejder op til 22 timer i døgnet, omgivet af traumatiserede flygtninge i deres livs krise. I en utryg situation, mærket af desperation, afmagt, sorg og sult. Gråd, skrig og jamren. Uden at have en organisation i ryggen, uden netværk. Intet bagland at trække på. De er alene. Både når de tager afsted, når de er dernede, og når de kommer hjem og skal tilbage til en normal hverdag.

Forskningen viser, at få sekunders eksponering for en traumatisk hændelse kan udløse PTSD. At forberedelse, støtte under opholdet, mulighed for debriefing og efterbearbejdning har massiv betydning for, hvordan en frivillig nødhjælpsarbejder mestrer at vende hjem og genoptage sin tilværelse. Men dette har indtil nu ikke været anset som en reel mulighed.

De frivillige står i en utrolig sårbar position, og drevet af deres engagement yder de langt over det forventelige. De frivillige arbejder benhårdt. Så hårdt, at de tilsidesætter egne basale behov som søvn, mad og vand. Deres måde at møde medmennesker på er beundringsværdig.

De private frivillige Størstedelen af de frivillige er helt almindelige borgere, der ingen erfaring har med at arbejde med mennesker i krise. De har forskellige resiliens og mestringskompetencer. De har ingen eller ganske lidt viden om psykisk førstehjælp – hverken til sig selv eller flygtningene. Har ikke forudsætninger for at skelne imellem, hvornår et menneske er udmattet, livstruet eller bare besvimer af lettelse over at have overlevet rejsen. Har aldrig mødt mennesker i en så dyb og afmægtig sorg, at de skiftevis skriger og besvimer. Har aldrig set døde børn. Det hele i intense situationer, hvor alt er kaotisk og ledelse er fraværende. Samtidig indbefatter denne del af nødhjælpsarbejdet et enormt ansvar. En frivillig fortalte mig, hvor afmægtig og angst hun følte sig, da hun fik et druknet barn i armene, og den omgivende familie havde tillid til, at hun kunne genoplive pigen. Det lykkedes ikke. Den døde pige lever videre i den frivilliges drømme.

41

Andre frivillige deltager i mindre akutte områder af nødhjælpsarbejdet, fx i de forskellige camps.

Her er belastningen anderledes, men utrolig psykisk krævende. Det er opslidende at afvise sultne mennesker, fordi at der ganske enkelt ikke er mere mad. At fortælle børnefamilier, at teltene desværre er fyldte, så de derfor bliver nødt til at sove udenfor. Med to liggeunderlag og et tæppe til deling. Fælles for alle de frivillige er, at de har en stor aktie i, at det hele fungerer. De dækker et behov, som andre ikke vil tage ansvar for. Og de står midt i det. Hver dag. Når kvinden jamrer, skriger og besvimer i smerte over at have mistet tre af sine børn på havet, er det en frivillig, der tager hånd om hende. Når en far beder om tørt tøj til sine børn, er det en frivillig, der må afvise ham. For der er ikke andre til at gøre det.

Dette er situationer, der kan være hverdag for en nødhjælpsarbejder. Vi bør tage deres mentale helbred alvorligt og have respekt for deres oplevelser. Der er altid brug for ekstra ressourcer i form af penge og hænder i en humanitær katastrofe og der postes dagligt hvervekampagner på eksempelvis Facebook. Tendensen til frivilligt humanitært arbejde er de seneste år set stigende i USA og England, og min vurdering er, at det samme gør sig gældende i Danmark – både inden for og over grænserne.

Fremtiden Vilkårene for det internationale humanitære nødhjælpsarbejde ændrer sig dagligt. Flere private frivillige arbejder nu illegalt i krigshærgede områder, med fare for eget liv. Når jeg taler med voluntørerne om de risici, der er forbundet med at udføre frivilligt arbejde under disse usikre vilkår, forklarer de mig oftest, at det ikke er en mulighed at lade være. Når man først har åbnet sine skyklapper, kan man ikke lukke dem igen, og stadig se sig selv i øjnene. Som én sagde i telefonen til mig forleden: ”fem år i et tyrkisk fængsel er en pris, jeg er villig til at betale for at have reddet menneskeliv”.

Man kan spekulere over, hvordan flygtningekrisen ville se ud i Europa, hvis ikke tusindevis af frivillige i døgndrift arbejdede for at hjælpe mennesker på flugt fra en rædselsfuld fortid, med håbet om en fremtid.

Flere frivillige, der kontakter Psykologer Over Grænser, indleder med at sige, at ingen forstår, hvordan de har det. At de burde være forberedte på, hvad de ville opleve under opholdet. Men man kan ikke begribe katastrofens omfang og oplevelsen af at være en aktiv del af arbejdet omkring mennesker på flugt gennem de sociale medier. Først når man står i situationen, mellem hundredevis af flygtninge, der lugter af angstens sved, græder og skriger af sorg og afmagt, skubber for at nå hen og få en flaske vand til sine børn... Intensiteten kan være overvældende.

Det kan virke ekstra meningsløst, at situationen, man prøver at afhjælpe og ser ofrene for, er menneskeskabt, og at ikke alle i ens omgivelser engagerer sig i flygtningearbejdet. En frivillig forklarede sin situation således: ”når man som jeg har lavet det mest meningsfulde, der findes – at redde menneskeliv og hjælpe mennesker i nød – så virker det fuldstændig meningsløst at komme hjem til Danmark og tale om samtalekøkkener og lagersalg af fuldstændig unødvendige ting.

Det er bare ting”.

Tilbage på stranden sidder jeg og gnubber en svært kontaktbar baby, omgivet af barnets familie, mens vi venter på, at den israelske læge når hen til os. De spørger ind til mulighederne for asyl i Europa. Jeg spørger faderen, hvor de kommer fra. Han svarer: ”I belong no where. I am nobody. I am Palestinian.” Kort tid efter kommer lægen og tjekker barnet.

Moderen giver hende et knus.

Indput Institut for Psykologi KU

Den dag en mor mistede tre børn på havet DAGBOG. I morges havde hun fire børn. Nu har hun ét. I morges havde han både kone og søster. I dag er han alene. Dagen i dag burde ingen mennesker opleve.

Jeg kan høre skrigene, allerede inden jeg står ud af bilen. Skrig blandet med jamren og gråd. Der er ca. 200 meter hen til det havneområde, hvor flygtningene sidder. Scenen er kaotisk. Betjente har afspærret området, så flygtningene ikke kan forlade det. Men også for at holde medier og nysgerrige turister væk. Fire læger, en volontør og lederen af frivilligindsatsen er på stedet. De andre volontører står uden for afspærringen sammen med politi og presse. De fleste flygtninge holder sig i ro, sidder og stirrer ned i jorden eller mod havet.

Den skrigende kvinde sidder på en jakke på betonmolen. Der sidder to læger og holder hende.

Hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op, ud i vandet for at lede efter sine børn. I morges havde hun fire. Nu har hun ét.

Hun ved endnu ikke, at dykkerne har fundet ligene. Hendes mand sidder som forstenet et stykke derfra. Alene. Hendes overlevende barn på ca. 5 år sidder og græder på den bare jord. Alene.

På molen går en mager mand rundt alene. Han tænder den ene cigaret med en anden. Han har netop fået at vide, at kystvagten har fundet ligene af hans kone og søster. Et stykke derfra sidder en mand med tre børn. Hans mindste barn på omkring et år spiser banan og pludrer. Han er endnu ikke gammel nok til at vide, at han aldrig ser sin mor igen. Det er de to ældre børn til gengæld.

Denne dag vil sætte sig som dybe ar i sjælen på alle, der er til stede. Både frivillige, flygtninge, politi og kystvagten. Stemningen er intens. Flere græder, hulker og ryster på hovedet. Kvinden jamrer. Læger har tårer løbende ned af kinderne. Sorg og smerte gennemsyrer stedet. Kystvagten sidder på sit kontor og græder. Det er svært ikke at føle skyld, når man i sit jernskib er sejlet sammen med en lille træbåd med syriske flygtninge, og resultatet er, at mange af dem drukner. Den mentale reaktion bliver ikke mindre forfærdelig af, at intentionen var at hjælpe.

Psykologisk krisehjælp Min opgave er træde ind i rollen som krisepsykolog. Forsøge at danne mig et overblik over situationen og få læger og volontører placeret hensigtsmæssigt. Vi er få, og alle flygtninge er traumatiserede. Jeg briefer alle i, hvordan de skal håndtere situationen, hvad de skal gøre, hvad de skal

43

sige. Heldigvis kan to af lægerne arabisk. Vi er pressede på tid, fordi kystvagten er på vej ind med endnu et hold flygtninge, som de fik reddet, før deres båd sank. Vi kan ikke flytte den skrigende kvinde, hun vil blive ved havet. Lægerne skaffer noget beroligende, som de putter ind i hendes mund sammen med sukker. Vi mader hende, som et lille barn, mens hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op. Efter et stykke tid falder hun til ro, og begynder at rokke frem og tilbage.

Hun får noget mere beroligende, og vi begynder at køre de andre familier op til bussen. Vi har travlt. Kvinden er stadig gennemblødt, og hun har mistet sine sko i havet. Vi venter på, at hun besvimer igen eller falder i søvn, så vi kan klippe det våde tøj af hende og iføre hende noget nyt.

To læger skærmer hende med nødhjælpstæpper. Hun har stadig graviditetsbukser på.

Ensomheden med traumer De typiske handlemuligheder som krisepsykolog er ikke en mulighed her. Kvinden har intet netværk ud over sin mand og datter. Der er ikke mulighed for noget videre traumebehandling, da hun ikke er registreret endnu. Hun har ingen rettigheder, familien har ingen mulighed for hjælp.

Vi kan ikke få ro på situationen, for omstændighederne tvinger dem væk fra havnen. Væk fra tragedien inden de helt har forstået, hvad der skete. Inden de har så meget ro på, at de kan huske, hvad der sker. Vi har ikke andre muligheder end at sætte dem på bussen sammen med de 41 andre overlevende på vej mod den syriske Camp i Mytilini. Om nogle dage kan familien med stor sandsynlighed ikke engang huske, hvad der foregik dér på havnen. Kun tabet af tre børn ud af fire børn vil stadig manifestere sig foran dem.

Kort tid efter kommer den næste sending flygtninge ind med kystvagten. Det er et roligt hold. De blev reddet, inden båden sank. Men stemningen sidder i volontørerne og kystvagten. Den fortsætter hele aftenen. Jeg laver debriefing med nogle af de mennesker, der har været tilstede. Jeg giver råd og vejledning, uddeler information, så vi kan lave opfølgning på Skype. Denne dag konstaterede vi syv døde, heraf tre børn og en baby. Otte andre forsvandt i forliset.

Der bliver ved med at komme både ind. n

Indput Institut for Psykologi KU

45

Studienævnet for Psykologi

Hvem er vi?

I Studienævnet er en ligelig fordeling af studenterrepræsentanter og videnskabeligt personale (VIP). Det består nemlig af fire studenterrepræsentanter og fire VIP’er (inklusiv vores studieleder Torben Bechmann). Vi er et demokratisk valgt nævn, hvor de tre VIP’ere sidder tre år, og vi studenterrepræsentanter sidder et år, før der atter er valg.

Hvad laver vi?

I Studienævnet går vi tæt på de studerendes og VIP’ernes hverdag på Institut for Psykologi. Vi ser vores uddannelse og arbejdsplads i krogene og forsøger løbende at forbedre forholdene under de betingelser, der foreligger. På møderne deler vi vores erfaringer med hinanden og diskuterer eksempelvis forhold vedrørende eksamen: Hvorvidt man må have USB-stik med eller ej til skriftlige Peter Bangs Vejs eksaminer samt omfanget af selvvalgt litteratur til eksaminerne i forelæsningsrækkerne på kandidaten. I øjeblikket er et vigtigt punkt på dagsordenen de besparelser, vi skal foretage på Institut for Psykologi. Her diskuterer vi vores muligheder og forsøger at finde frem til gode løsninger, der forringer vores uddannelse mindst muligt. Besparelserne kan eksempelvis gå ud over ansættelsen af de studerende som instruktorer, rusforløbet eller antallet af undervisningstimer. Videre træffer vi beslutninger om, hvem der får dispensationer og merit i et dispensationsudvalg bestående af næstformand samt en repræsentant fra VIP-siden. I Studienævnet træffer vi derfor afgørende beslutninger, der spiller en stor rolle for din hverdag og uddannelse på Psykologi.

DIT STUDIENÆVN STUDENTERREPRÆSENTANTER Marie Lagoni (næstformand) Karen Odgaard Cecilie Weischer Frandsen Andreas Brøgger Jensen Kontakt: studienaevn@psy.ku.dk

Indput Institut for Psykologi KU

VIDENSKABELIGT PERSONALE (VIP’ER) Torben Bechmann Jensen (studieleder og formand) Signe Allerup Vangkilde Katrine Egede Zeuthen Ingo Zettler

De studerendes talerør Som studenterrepræsentanter i Studienævnet er vi de studerendes talerør. Vi bringer de studerendes oplevelser, erfaringer, holdninger og fortællinger med til bordet, når vi hver anden uge holder møde på Instituttet (Bygning 2A) med den anden halvdel af Studienævnet, VIP’erne. Vi er derfor afhængige af vores medstuderende. Vi er afhængige af, at du fortæller om dine oplevelser med studiet: om dine erfaringer med instruktorerne, om det giver mening med to eksaminer i Statistik (I og II), om dine holdninger til selvvalgt litteratur og reeksaminer, om rusforløbets betydning for din studiestart, samt om lokalerne fungerer og understøtter læringen osv.

Kontakt os derfor endelig direkte, hvis du ønsker at dele en oplevelse, har spørgsmål, kommentarer, ris eller ros. Ønsker du medindflydelse?

Du kan få direkte indflydelse på din hverdag: rammerne for studielivet og det faglige niveau på Institut for Psykologi. Hvis du ønsker at ændre eller bibeholde noget, kan du gå til Psykrådet, dele dine holdninger og oplevelser med andre medstuderende til møderne eller nøjes med at være med på en lytter. Vi forsøger i Studienævnet at være repræsenteret til hvert møde, så vi ved hvilke emner, der skal tages op til studienævnsmøderne samt kan referere til jer, hvad vi har drøftet med VIP’erne. n

FORPERSONSKABET I PSYKRÅDET Jacqueline Visby Snitker (forperson) mrd547@alumni.ku.dk Sebastian Tor Uldum-Sanders (næstforperson) wdl416@alumni.ku.dk

STUDENTERREPRÆSENTANTER I STUDIENÆVNET Marie Lagoni (næstformand) Karen Odgaard Cecilie Weischer Frandsen Andreas Brøgger Jensen

Andreas Brøgger Jensen (kassérer) andreas.jensen@psy.ku.dk

47

Praktik hos Mannaz i Hong Kong: Kulturchok i mere end én forstand

Det var en impulsiv beslutning, da jeg i oktober 2014 sendte min ansøgning til konsulentvirksomheden Mannaz for at høre, om jeg kunne komme i praktik i deres Hong Kong-afdeling i det kommende semester. Egentlig har det altid været min plan (og mit ønske) at arbejde inden for klinisk psykologi, så mit kendskab til både forretningsverdenen og arbejdspsykologi var temmelig begrænset og vel også en smule fordomsfuldt. Hvordan opnår og skaber man som psykolog mening i sit arbejde, når det hele handler om bundlinjen, og man desuden sidder på et kedeligt kontor iført jakkesæt?

Af Caroline Nik Marcussen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Om Mannaz og mit arbejde Mannaz er en danskejet konsulentvirksomhed, som specialiserer sig i lederudvikling og executive coaching, med kontorer i København, London og Hong Kong. Deres kunder tæller internationale virksomheder såsom LEGO, Shell, Samsung og GAP, og i min rolle som praktikant deltog jeg i klientmøder, udarbejdelse af programforslag, udarbejdelse af specifikke programmer samt facilitering af 3 forskellige programleveringer primært om ledelse og lederudvikling. Personalet i Hong Kong bestod af to mandlige konsulenter fra henholdsvis New Zealand og Australien, en kvindelig konsulent fra Finland, samt en administrativ medarbejder fra Hong Kong.

I begyndelsen af praktikforløbet inviterede den kvindelige konsulent mig på en kop kaffe og efter lidt smalltalk om kærester

og Skandinavien, spurgte hun mig, hvad jeg gerne ville have ud af lige præcis denne praktik.

Det var jo et essentielt spørgsmål, som blev fulgt op af et råd om, at jeg skulle være egoistisk i min tilgang til praktikken og selv tage ansvar for, at jeg fik det ud af de næste par måneder, som jeg ønskede. Det var et fantastisk råd og udgangspunkt, og det blev kendetegnende ved min tilgang til praktikken fremadrettet. ”Må jeg komme med?”

Ingen af mine kollegaer var som udgangspunkt afhængige af en praktikants arbejde for at løse en opgave, og egentlig oplevede jeg til at starte med, at jeg skulle bevise, at mine

var et fantastisk miljø at arbejde i med både menneskelig og faglig alsidighed, som gjorde, at vi alle bidrog med forskellige tilgange og perspektiver i vores fælles arbejde.

ressourcer og min viden kunne bidrage til deres arbejde. Dette var på samme tid en intimiderende og sjov udfordring, som også betød, at jeg var meget proaktiv i min tilgang og ofte spurgte, om jeg måtte komme med til programleveringer og møder ude af huset, om jeg kunne hjælpe til med research omkring et specifikt forslag til en kunde eller lytte med ved et conference call. Heldigvis var mine kollegaer meget generøse med deres tid, og de var altid åbne for spørgsmål fra den ivrige psykologistuderende om deres personlige erfaringer og perspektiver. De tre konsulenter bidrog hver med meget forskellige baggrunde, og så var de i øvrigt meget forskellige som personer, hvilket gjorde det endnu mere interessant.

For eksempel ankom den ene konsulent ofte på et skateboard, gik med Star Wars-specialudgave Vans-sko og talte flydende japansk, og en anden arbejdede 20 år i et kaffefirma og endte som konsulent efter en impulsiv beslutning om at blive uddannet coach. Det

En ny verden For mig var det en ny verden, der åbnede sig op - og ikke kun fordi, jeg var på den anden side af jorden omringet af højhuse og asiatere. Pludselig sad jeg på et kontor med fire mennesker, der slyngede om sig med ord som kompetenceudvikling, strategisk tænkning, emotionel intelligens, executive coaching, MBTI og flere ledertyper og lederudviklingsteorier, end jeg nogensinde havde hørt om. Det var på samme tid spændende og overvældende at komme til den realisering, at jeg efter 18 års uddannelse stadig havde så meget at lære, og de følgende måneder blev et lynkursus i ledelse, lederudvikling og dét at begå sig i forretningsog konsulentverdenen.

Er det her ”psykologarbejde”?

Selvom det var spændende at fordybe sig i et nyt felt, så kunne jeg til tider godt føle, at det psykologfaglige gik lidt tabt i businesstermer, transskribering og PowerPoint-præsentationer, og et par gange fangede jeg mig selv i at tænke: ”Hvad kan jeg som psykologistuderende bidrage med her?” eller måske endnu vigtigere: ”Hvad kan jeg som psykologistuderende lære her?”. Dette blev

vel nok også forstærket af, at jeg var den eneste på kontoret med en psykologi-baggrund, og det var derfor virkelig en værdifuld ressource at have en ekstern supervisor - en britisk arbejdspsykolog bosat i Hong Kong - som kunne hjælpe mig med at sætte et psykologfagligt perspektiv på mit daglige arbejde. Selvom det jo er lidt af en udfordring helt at definere, hvad psykologarbejde er og ikke er, så kom jeg til en personlig realisering af, at jeg som psykolog passede ligeså godt ind dér, som jeg gør så mange andre steder. Helt konkret, så var det min oplevelse, at lederudvikling handlede lige så meget om menneskelig forståelse, som det gjorde forretningsforståelse. Det handler om at påvirke og ændre adfærd ved at skabe en øget selvindsigt og selvforståelse, hvilket kræver en underliggende forståelse for mennesker - og er dette ikke præcis, hvad psykologi er?

Overvejelser omkring praktik i udlandet Inden jeg tog beslutningen om praktik i Hong Kong, var der nogle overvejelser, jeg gjorde mig blandt andet om min fremtidige karriere i Danmark, om min økonomi og om dét at bo i et andet land.

For mig at se er den potentielt største ulempe ved udenlandsk

49

praktik, at man opgiver praktisk erfaring på det danske arbejdsmarked og dermed også muligheden for at skabe et psykologfagligt netværk i Danmark.

Og selvom jeg synes, at praktik hos en konsulentvirksomhed i Hong kong virkelig klæder mit CV, så kan jeg da godt bekymre mig om hvorvidt, dette rent faktisk er en fordel, hvis jeg vil gøre karriere i Danmark. I retrospekt er jeg kommet frem til, at der er mange andre måder at få psykologfaglig erfaring og netværk på i Danmark (frivilligt arbejde, fritidsjob etc.), og at praktikken er en god mulighed for at eksperimentere og udforske sin uvidenhed og nysgerrighed for andre og nye områder – inden for trygge rammer - på. I forhold til økonomien så er praktikken som bekendt ulønnet, og hvis man rejser uden for Europa, eksempelvis til Asien, så er det svært at få et fritidsjob, da dette kræver et specielt visum. Dog kan man, hvis man er SU-berettiget, få sin SU med til udlandet. Realistisk set er SU dog ikke nok til at få det hele til at løbe rundt (i hvert fald ikke i Hong kong).

Det er naturligvis et stort skridt at flytte til et nyt land, og man skal ikke bare sige farvel til venner og familie i Danmark men også være parat til at omstille sig til en ny kultur og nye mennesker. Jeg har selv en umættelig rejselyst, så for mig var praktikken en suveræn mulighed for at kunne fordybe mig ikke blot i et nyt arbejdsområde men også i en ny arbejdskultur

Indput Institut for Psykologi KU

og et nyt land. Det var selvfølgelig ikke lutter lagkage det hele, men en 40-timers ulønnet arbejdsuge og tiltagende klaustrofobi i metroen under myldretid blev stærkt opvejet af erfaring i at arbejde i en pulserende international by som Hong Kong, at fejre kinesisk nytår med de lokale og muligheden for at holde ferie i de omkringliggende lande.

En fantastisk mulighed I mine øjne var praktikken i Hong Kong en fantastisk mulighed for at udvide min psykologfaglige viden gennem praktisk erfaring og samtidig opleve en ny kultur på tæt hold. Jeg valgte at bruge min praktik på at fordybe mig i et arbejdsområde inden for psykologi, som jeg ikke allerede kendte på forhånd, og jeg kan kun anbefale denne strategi for andre, som snart skal i praktik. De erfaringer, jeg gjorde mig og de ting, jeg lærte, er ikke noget, man kan læse sig til, og det åbnede op for en helt ny verden af muligheder, som jeg nu slet ikke kan forestille mig selv uden.

Vil du afsted?

Hvis du overvejer praktik i udlandet, så kan du læse mere om processen på KUnet, hvor du også kan finde en liste over godkendte praktiksteder i udlandet. n

51

Hvordan kan psykologer bidrage til at løse klimakrisen?

Hvorfor er det vanskeligt for mennesket at acceptere information om klimaforandringer og ændre sine vaner? Hvordan kan psykologfaglighed bidrage til, at organisationer og individer forholder sig på en måde, så miljøskaderne bliver mindst mulige?

Kom og hør om psykologers mulige rolle og arbejdsområder i forbindelse med de klimamæssige udfordringer fremtiden byder på og den stigende nødvendighed for handling.

Dansk Psykolog Forening inviterer til fyraftensmøde med temaet ”Bæredygtighed og Psykologfaglighed” d. 7. april 2016 kl. 17.30 - 20.00, Mødelokale 2A, Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Der vil blive serveret let forplejning.

Vi har inviteret repræsentanter fra Roskilde kommune, der arbejder med kommunens grønne omstilling, det private erhvervsliv, der beskæftiger sig med at finde alternativer til miljøbelastende produktionsmidler, og forskning, der søger at udvikle alternativer på energiområdet.

Repræsentanterne introducerer deres arbejde og fortæller om deres overvejelser om, hvordan psykologer kan bidrage med perspektiver fra deres arbejdsfelt. Derudover vil der være en fælles brainstorm om fremtidige udviklings- og jobmuligheder for psykologer.

Således udvikler vi i fællesskab nye ideer og afrunder mødet med at udpege nogle retninger til videre udvikling af nye arbejdsområder for psykologer. Alt dette som bidrag til en forhåbentlig større bæredygtighed i fremtiden.

Vil du med?

Du tilmelder dig på Dansk Psykolog Forenings hjemmeside, som du finder her: http://www.dp.dk/uddannelse-karriere/kurser/kursusbeskrivelse/160407/.

Det er gratis for psykologistuderende og for medlemmer af Dansk Psykolog Forening at deltage.

På vegne af Dansk Psykologforening Ingrid Wawra, Psykolog

Indput Institut for Psykologi KU

53

Indput Institut for Psykologi KU

55

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

57

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

59

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

61

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

63

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

65

Indput Institut for Psykologi KU

Foto af Nilus Weidick Dahlerup

67