Amerikanske tænkere

AMERIKANSKE TÆNKERE

AMERIKANSKE TÆNKERE 14 INTELLEKTUELLE DER ÆNDREDE USA

Redigeret af Astrid Nonbo Andersen og Christian Olaf Christiansen

Informations Forlag

Amerikanske tænkere © Forfatter Astrid Nonbo Andersen og Christian Olaf Christiansen (red.) og Informations Forlag, 2016 Grafisk tilrettelæggelse: Remote Grafik Omslag: Rasmus Fly Filbert, iBureauet Fotos fra Getty Images Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-5133 Udgivet med støtte fra:

Syddansk Universitet Stanford University Kapitlet C. Wright Mills: Sociologen som samtidsdiagnostiker af Pål Strandbakken er oversat fra norsk af Christian Olaf Christiansen.

Kapitlet Ayn Rand: Gudløs kapitalisme og den konservative bevægelse er en forkortet version af: Burns, Jennifer (2004): ”Godless Capitalism: Ayn Rand and the Conservative Movement,” Modern Intellectual History, 1, 3, 359385. Kapitlet anvendes med tilladelse fra Cambridge University Press og er oversat fra engelsk af Martin Skovhus. Oversættelsen er støttet af Stanford University.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag Store Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

Indhold

7 · Introduktion En bog om offentlige amerikanske intellektuelle – og om USA

LIBERALE INTELLEKTUELLE 43 · John Dewey Demokratiets filosof

65 · Lewis Mumford Frihedens vilkår i maskinens tidsalder

85 · Arthur M. Schlesinger jr.

Liberalismens historiker

103 · John Rawls Retfærdighed og fredelig sameksistens

123 · Richard Rorty Den liberale ironiker

139 · Martha C. Nussbaum Ligeværdets skrøbelighed

KONSERVATIVE INTELLEKTUELLE 159 · Reinhold Niebuhr Tvivlens teolog i Guds eget land

179 · Leo Strauss Regimet, liberalismekritik og kampen mod værdirelativisme

199 · George F. Kennan Intellektuel diplomat og realistisk antikommunist

217 · William F. Buckley jr.

Den konservative bevægelses dørvogter

237 · Ayn Rand Gudløs kapitalisme og den konservative bevægelse

VENSTREORIENTEREDE INTELLEKTUELLE 257 · W.E.B. Du Bois Borgerrettighedsbevægelsens grand old man

281 · C. Wright Mills Sociologen som samtidsdiagnostiker

299 · Martin Luther King jr.

Profeten

321 · Litteratur 351 · Bidragydere

INTRODUKTION INTRODUKTION

En bog om offentlige amerikanske intellektuelle – og om USA Af Astrid Nonbo Andersen og Christian Olaf Christiansen

USA fascinerer og forarger. Det lokker med sin dynamik, sine mange facetter og altid nye måder at gøre ting på. Den ‘store smeltedigel’ drager med sin storhed, åbenhed og diversitet. Men ‘Guds eget land’ kan også frastøde. Det kan virke uoplyst, nogle gange på grænsen til det fladpandede, navlebeskuende selvtilstrækkeligt, ensartet og alt for dominerende. På én gang ultramoderne og stokkonservativt.

Hvor tit hører man ikke hovedrystende europæere udbryde: ”Typisk amerikansk!” Vi europæere og danskere behøver ikke at have været i USA for at føle, at vi kender landet til hudløshed. Og så kender vi det ofte alligevel ikke. Den amerikanske virkelighed er mere og andet end Hollywood og Silicon Valley. Bag den europæiske hovedrysten gemmer sig ofte en uvidenhed om amerikanske forhold.

Europæiske betragtere af amerikanske samfundsdiskussioner vil ofte stå med en fornemmelse af på den ene side at genkende temaer og ideer og så alligevel se disse ende i uforståelige konklusioner. Det kan virke, som om amerikansk tænkning altid kører i en forskudt rille. Amerikansk og europæisk historie er og bliver dog flettet ind i hinanden. Amerikanerne trækker på den europæiske kulturarv – og gør også aktivt oprør imod den. Der er væsentlige og fundamentale 7

forskelle på amerikansk og europæisk historie, med dybe konsekvenser for både samfund og kultur. Samtidig er amerikansk påvirkning af europæisk populærkultur massiv.

Det karakteristiske ved amerikansk tænkning er, at selv om der bygges på gammelt europæisk tankegods, er der sjældent tale om en direkte, ureflekteret overføring. Tværtimod har man helt fra begyndelsen forholdt sig meget aktivt til forskellige dele af den europæiske filosofi og kultur, ikke mindst kristendom, liberalisme og republikanisme. I nogle tilfælde har amerikanerne endda taget indholdet og konsekvenserne af disse ideer mere alvorligt end europæerne selv: De grundlagde verdens første moderne demokrati, de har vedvarende været et af de absolut mest religionsdyrkende vestlige lande, og de har haft en teknologisk og videnskabelig udvikling i det 20. århundrede.

Virker amerikansk tænkning velkendt og letforståelig det ene øjeblik, viser det sig alligevel overraskende ofte, at de konsekvenser, amerikanerne drager, er nogle helt andre. Det er blandt andet disse forskydninger og oversættelsesproblematikker, der er omdrejningspunktet for denne bog. For at undersøge denne problematik har vi valgt at stille skarpt på en række af de mest indflydelsesrige amerikanske tænkere i det 20. århundrede. De er langtfra alle filosoffer i klassisk europæisk stil, optaget af et snævert filosofisk problem, men derimod tænkere, der nok er funderet i en akademisk tradition, men samtidig også blander sig i konkrete samfundsanliggender.

Når europæere skal forklare forskellen på Europa og USA, er en af yndlingsforestillingerne at ligne europæerne med det filosofiske – om end lidt langsomt reagerende – Athen og amerikanerne med det handlekraftige men ret overfladiske Sparta. Et af denne bogs formål er at pille lidt ved denne forestilling og vise, at der også findes et tænksomt USA. At det, der virker overfladisk og flygtigt endda, ofte er en refleksion af gamle intellektuelle diskussioner og tankestrømninger.

At der løbende finder en samfundsfilosofisk diskussion sted i USA, som ikke bare har afgørende konsekvenser for det amerikanske samfunds udvikling, men også for USA’s ageren i verden, og dermed er vigtig for ikkeamerikanere at forstå. Vores ambition er altså at give en mere dybdegående forståelse for blandt andet USA’s udenrigspolitik; for race- og slavespørgsmålet; for USA’s særlige ideologiske traditioner 8 INTRODUKTION

og skillelinjer, hvor ’liberalisme’ f.eks. betyder noget ganske andet end herhjemme; for konflikten mellem den føderale stat og delstaterne; og for den store betydning, som kristendom altid har haft i USA. Denne dybe forståelse vindes bl.a. ved, at de amerikanske intellektuelle, som denne bog omhandler, tilbyder os et bestemt perspektiv på USA. Vi får lov at se med over skulderen, når nogle af USA’s væsentligste iagttagere betragter deres eget land. Også i denne forstand har det været vores ambition, at denne bog handler om nogle bestemte intellektuelle som om USA. USA, som landet er blevet set gennem øjnene af nogle af landets mest passionerede og opmærksomme tænkere og kritikere.

Begrebet ’intellektuel’ er en europæisk opfindelse. Det blev første gang brugt som et skældsord under Dreyfuss-affæren (1894-1906) om de prominente tænkere, forfattere og kunstnere, der med Émile Zola (1840-1902) i spidsen pegede en anklagende finger – J’accuse, som Zola skrev – mod magthaverne. En intellektuel er med andre ord en person, der bruger sin dybt forankrede viden til at tale magten midt imod og søge konkret indflydelse i samfundsanliggender. I det 20. århundrede fik begrebet en mere positiv ladning, om end intellektuelle dengang som nu er blevet kritiseret for at være elitære og verdensfjerne. Bl.a. derfor bruger man i USA ofte begrebet public intellectual, dvs. en offentlig intellektuel. Begrebet blev lanceret af historikeren Russel Jacoby (1945-) i 1987 i bogen The Last Intellectuals. Jacoby skrev om, hvordan universitetsinstitutionen efterhånden havde opsuget og specialiseret al intellektuelt liv på bekostning af traditionen for offentligt engagerede intellektuelle. Han og andre længtes derfor efter den type offentligt intellektuelle, man havde tidligere i det 20. århundrede.

Denne bog introducerer en række offentlige intellektuelle, dvs. prominente tænkere, hvis bedrifter især har bestået af de bøger, artikler og andre skrifter, som de har skrevet. Deres ord var deres handlinger. Alle har de levet og åndet for deres ideer, for at sige det, de mente var sandheden om deres land, dets politik, dets behandling af afrikansk-amerikanere*, af kvinder, landets udenrigspolitik, dets teknologiske udvikling og meget andet. I mange af tilfældene har vi * Vi benytter i denne bog betegnelsen afrikansk-amerikaner som dansk oversættelse af det amerikanske African American, der har erstattet den tidligere betegnelse afroamerikaner.

EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

9

at gøre med personer, der med stort mod har engageret sig i samfundsdebatten, og endda i et enkelt tilfælde – Martin Luther King jr.’s (1929-1968) – har betalt den ultimative pris for at gøre det. De har været betydningsfulde, fordi de er blevet læst og hørt af andre. Nogle gange har deres ideer haft mærkbar betydning ikke bare for USA, men for hele verden. Dette gælder åbenlyst for de tænkere, der satte tydelige aftryk på amerikansk udenrigspolitik: diplomaten og historikeren George Kennan (1904-2005), teologen Reinhold Niebuhr (1892-1971) og den politiske filosof Leo Strauss (1899-1973).

Er der forskel på amerikanske og europæiske intellektuelle? Måske. Spørgsmålet er nok for stort og personerne så mange og forskellige, at det muligvis er et umuligt spørgsmål at stille. Men formentlig er der den forskel, at hvor mange europæiske intellektuelle traditionelt har holdt sig til at kritisere, så er mange amerikanske intellektuelle gået et skridt videre og har forsøgt at omsætte deres tanker til virkelighed. Man kan måske endda sige, at den amerikanske idéhistorie fra især begyndelsen af det 20. århundrede er blevet præget af den amerikanske pragmatisme, hvis grundlægger, filosoffen og psykologen William James (1842-1910), argumenterede for, at ideer altid måtte bevise deres ’cash value’: Ideerne skal gøre en praktisk forskel i menneskers liv, ellers er de ikke værd at beskæftige sig med. Dette praktiske anslag ses f.eks. i filosoffen John Deweys (1859-1902) tanker om demokrati og pædagogik, i prædikanten Martin Luther King jr.s (1929-1968) og sociologen W.E.B. Du Bois’ (1868-1963) kampe for sortes rettigheder, eller filosoffen Martha Nussbaums (1947-) forslag til principper for en liberal, mindre køns- og seksualitetsdiskriminerende lovgivning. Måske har disse tænkere endda dermed diskvalificeret sig som tænkere i europæiske øjne, hvilket kunne være en af forklaringerne på, at vi faktisk kender så forholdsvis lidt til dem.

Når vi i bogen her har valgt at fokusere på amerikansk idéhistorie, er det ikke bare, fordi der allerede findes fremragende bøger om amerikansk historie på dansk, men fordi vi mener, at et idéhistorisk blik har noget særligt at tilbyde. Denne bog er et forsøg på at beskrive ideerne i deres historiske, dvs. amerikanske, kontekst: Vores ærinde er ikke at afgøre ideernes rigtighed, men at forsøge at forstå, hvorfor og hvordan de blev artikuleret på bestemte tidspunkter, i bestemte 10 INTRODUKTION

kontekster. Ideernes historie er i høj grad præget af brud, men også kontinuitet. Idéhistorien udgør et slags kulturelt reservoir, hvor ideer bestandigt genbruges, omtydes, repeteres eller redefineres, men, og det er nok så væsentligt: Ideologiske og politiske debatter begynder aldrig forfra. Det er derfor, at en bog om amerikanske tænkere er et afgørende omdrejningspunkt for at forstå USA historisk såvel som aktuelt. Eller med James’ ord, så mener vi, det faktisk har en ’cash value’ at kende til disse ideer, da dette kendskab er forudsætningen for at kunne orientere sig i amerikansk kultur.

På dansk er der udgivet flere bøger om tyske og franske tænkere, og enkelte amerikanske filosoffer gemmer sig som regel i udgivelser om angelsaksiske filosoffer. Men der findes ikke noget værk på dansk før denne bog, der alene handler om amerikanske offentlige intellektuelle. Givet danskernes store interesse for USA – tænk blot på, hvor tæt det amerikanske præsidentvalg følges til sammenligning med f.eks. det britiske, tyske eller franske – mener vi, det er på tide, at der kommer en bog, der introducerer en række af USA’s toneangivende tænkere.

Det amerikanske århundrede Vi har valgt det 20. århundrede som tidsmæssig ramme for denne antologi. Man kan altid diskutere periodeinddelinger. Offentlige intellektuelle fandtes også før det 20. århundrede i USA, og man kan også diskutere, om et århundrede er den mest hensigtsmæssige inddeling.

Den periode, vi koncentrerer os om her, er nogenlunde identisk med den periode, den italienske verdenssystemteoretiker Giovanni Arrighi kalder Det lange 20. århundrede, men som vi også kunne kalde USA’s århundrede. Det er perioden fra ca. 1880’erne og frem til i dag.

For overskuelighedens skyld vil vi pege på fem hovedtendenser, der kendetegner USA i dette lange 20. århundrede.

For det første blev USA en politisk stormagt i verden. USA blev et imperium efter afslutningen på den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor Puerto Rico, Filippinerne og Guam blev amerikanske protektorater, mens Cuba blev selvstændigt (om end USA med den såkaldte Platt Amendment (1901) fik ret til at blande sig i Cubas interne poEN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

11

litiske forhold, herunder ret til at oprette flådebasen i Guantanamo).

USA, den tidligere koloni, der løsrev sig fra det britiske imperium, og som med Thomas Jeffersons (1743-1826, præsident 1801-1809) berømte ord skulle være et anderledes og nyt ‘frihedens imperium’, blev altså nu selv en overmagt. USA overtog efterhånden også det britiske imperiums position som den dominerende globale magt, og i tiden omkring Første Verdenskrig blev USA også verdens største kreditornation. Det er et magtskifte, briterne kun langsomt erkender, og et magtskifte, der udfordres af først Tyskland og dernæst Sovjet.

Med afslutningen af Den Kolde Krig står førerpositionen – i hvert fald for en tid – fast.

At USA blev en stormagt, kom til at præge både det amerikanske samfund og verdenssamfundet i det 20. århundrede. Men det er også en udvikling, som brød med den måde, amerikanerne tidligere tænkte sig selv på, og som kun gradvis og via mange opgør, debatter og konflikter bliver optaget i en ny amerikansk selvforståelse. USA var i lange perioder præget af tanken om ikke at blive blandet ind i det europæiske stormagtsspil; en tanke, der kom til udtryk i George Washingtons (1731-1799, præsident 1789-1797) afskedstale (1796), i Thomas Jeffersons indtrædelsestale som præsident i 1801 med idealet om “Fred, handel og ærligt venskab med alle nationer – forpligtende alliancer med ingen”, i Monroe-doktrinen (1823) om isolationisme og i USA’s ikke-interventionisme i store dele af mellemkrigstiden.

Hvor tidlig amerikansk politisk tænkning tog form som et opgør med det britiske monarki og kolonialisme, måtte amerikanerne i det 20. århundrede indse, at USA nu selv var en politisk stormagt.

For det andet blev USA industrialiseret og en økonomisk stormagt. Slutningen af det 19. århundrede var præget af voldsomme forandringer i USA. Udsigterne til at få egen jord som følge af den ekspansion, USA foretog i det 19. århundrede, lokkede millioner af immigranter fra Europa og andre dele af verden til USA. Mange af disse slog sig ned som nybyggere i de nye stater. Andre fandt beskæftigelse i den nye og voldsomt ekspanderende industri. Fra at have været et agrarsamfund bygget på republikanske ideer om decentral styring bevægede USA sig i retning mod et mere centralt styret industrisamfund, om end bevægelsen mod centralisme aldrig fuldend12 INTRODUKTION

tes (med krigsøkonomien under Anden Verdenskrig som en mulig undtagelse). Industrialiseringen betød bl.a., at USA fik en ny arbejderklasse, men også at magtforholdene i eliten omkalfatredes, da nye grupper af velhavende industrimagnater dukkede op. Ved tærsklen til det 20. århundrede var USA altså blevet et imperium med en voldsomt heterogen og økonomisk ulige befolkning, der blev kastet ud i nye typer magtkampe.

Et tredje forhold, der kendetegner USA er racekonflikterne. Afslutningen på borgerkrigen (1861-1865) betød, at slaveriet endeligt blev afskaffet i hele USA. ‘Den store rekonstruktion’ efter borgerkrigen blev dog aldrig indfrielsen af afrikansk-amerikanernes håb om lige rettigheder og muligheder. Tværtimod betød ‘sharecropping’ i Syden, Jim Crow-racelove samt Højesterets sanktionering af raceadskillelse i dommen Plessy vs. Ferguson i 1896, at afrikansk-amerikanerne kunne se langt efter de højtbesungne amerikanske frihedsidealer. ‘The color line’ trækker dybe spor gennem det 20. århundrede, hvilket introduktionerne til King og Du Bois i høj grad minder os om. De nylige nedskydninger af unge sorte mænd som bl.a. Michael Brown og Trayvon Martin har endnu en gang vist, at der stadig er en ‘color line’ i USA, og at sorte liv stadig betragtes som mindre værd i USA på trods af landets status som verdens store smeltedigel. Et forhold, bevægelsen ’Black Lives Matter’ har sat fornyet fokus på.

For det fjerde vedbliver USA netop med at være kulturelt og religiøst mangfoldigt. USA er et samfund med en meget stor gruppe indbyggere, der betragter sig selv som bindestregsamerikanere. Det gælder med hensyn til nationale og etniske tilhørsforhold bragt med fra andre dele af verden, men i høj grad også med hensyn til religion, der altid har betydet meget i USA. Mens hvide, angelsaksiske protestanter af forskellige trosretninger dominerede landet fra den tidligste kolonitid på Østkysten i 1600-tallet frem til Den Amerikanske Revolution, kom der i 1800-tallet bølger af masseimmigration af især europæiske katolikker og jøder. Med 1960’ernes immigration fra forskellige asiatiske og mellemøstlige lande blev bl.a. islam, buddhisme og hinduisme nu talstærkt repræsenteret. Samtidig skete en vis svækkelse af betydningen af tilhørsforhold til de mange forskellige oprindelige protestantiske trosretninger.

EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

13

Dertil kommer dog, at der fra 1970’erne og fremefter også samtidig fandt endnu en historisk ‘vækkelse’ sted. Her blev en mere tekstnær – fundamentalistisk – kristendom vakt på ny og gav mindelser om ‘evangelismen’ i dét, der er blevet kaldt ‘det religiøse 19. århundrede’.

Dette kom bl.a. til udtryk i USA’s såkaldte kulturkampe om skoleundervisning (debatter om kreationisme, intelligent design, evolutionslære og bibelsang), abort og ægteskaber mellem homoseksuelle. Denne mere ‘rettroende’ kristendom fik også politisk indflydelse og udgør en vigtig kontekst for at forstå f.eks. Tea Party-bevægelsen og dele af den konservative bevægelse.

Religion i USA har historisk også haft en stor betydning gennem dens tilknytning til sociale bevægelser, borgerrettighedsbevægelsen og den progressive ‘Social Gospel’-bevægelse i slutningen af 1800-tallet. Dertil kommer, at nogle af landets mest markante offentlige intellektuelle var teologer: førnævnte Niebuhr og King, men også Francis Schaeffer (1912-1984), Walter Rauschenbusch (1861-1918), John Courtney Murray (1904-1967) og Richard John Neuhaus (1936-2009).

Endelig, for det femte, må det pointeres, at amerikanerne har en lang tradition for at forstå sig selv og deres land som en undtagelse i forhold til Europa; en idé, der betegnes exceptionalism i USA. Denne tradition for at tænke sig som noget unikt og særligt ikke-europæisk strækker sig tilbage til Den Amerikanske Revolution og dannelsen af det første moderne demokrati, hvor ideerne om lighed, republikanisme og frihed stod som de centrale. Thomas Jefferson beskrev, hvordan USA ville blive det nye ’frihedens imperium’ (Empire of Liberty). Folk som J. Hector St. John de Crèvecoeur (1735-1813) beskrev tidligt den amerikanske drøm og en idé om lighed bygget på muligheder for social mobilitet samt religiøs diversitet. Franskmanden Alexis de Tocqueville (1805-1859) var formentlig den første, der brugte begrebet ’exceptionel’ om USA i sit store tobindsværk Demokrati i Amerika (fra 1835 og 1840). Frederick Jackson Turner (18611970) beskrev i sit berømte essay The Significance of the Frontier in American History fra 1893, hvordan det helt særegne amerikanske demokrati, lighedsideal og pragmatiske sindelag voksede ud af den bestandige dragen vestpå og arbejdet ved ’the frontier’. Exceptionalisme-tanken har sat sig dybe spor i amerikansk kultur- og åndsliv: lige 14 INTRODUKTION

fra den amerikanske politolog Louis Hartz’ (1919-1986) tese i bogen The Liberal Tradition in America (1955) om, at den amerikanske liberalisme-konsensus skyldes fraværet af en feudal tradition, til de neokonservatives brug af ideen i vor tid.

De intellektuelle, der præsenteres i denne bog, tog aktivt del i alle disse mange diskussioner om centrale politiske spørgsmål. Spørgsmål, der handler om prioriteter, fordelinger, modsætningsforhold, interesser, værdier, ret og retfærdighed. Det er diskussioner om rettigheder – om arbejderes, afrikansk-amerikaneres, kvinders, indfødte amerikaneres, homoseksuelles og andre minoriteters rettigheder, som disse diskussioner f.eks. kommer til udtryk hos King, Du Bois, Nussbaum (1947-), og filosoffen John Rawls (1921-2002); om staten vs. civilsamfundet og om individet vs. kollektivet, som det f.eks. kommer til udtryk hos Dewey, forfatteren Lewis Mumford (1895-1990), historikeren Arthur M. Schlesinger jr. (1917-2007) eller den libertarianske forfatter Ayn Rand (1905-1982); om omfordelingspolitik og arbejdsmarkedets indretning, som det f.eks. kommer til udtryk hos sociologen C.W. Mills (1916-1962); om byplanlægning og uddannelse, som det f.eks. kommer til udtryk hos Mumford, Nussbaum og Dewey; om religionens rolle og ikke mindst USA’s rolle på verdensscenen og dermed striden om isolationisme over for en aktivistisk udenrigspolitik, og striden mellem ‘realister’ og ‘idealister’, som det f.eks. kommer til udtryk hos Kennan, Niebuhr og Strauss, men også hos den liberale filosof og humanist Richard Rorty (1931-2007).

Mange af de intellektuelle, vi beskæftiger os med her, er præget af en ideologisk arv – der kan spores til både republikkens fødsel og senere udefrakommende ideer. I kraft af de diskussioner og forandringer, der fandt sted i det 20. århundrede, var de dog ofte også samtidig med til at forandre og nyfortolke det ideologiske gods, de trækker på. Hovedstrømningerne i de ideologiske diskussioner er liberalisme i dens forskellige varianter, republikanisme, konservatisme og til en vis grad socialisme. Alle fire er strømninger, der på væsentlige punkter adskiller sig fra deres europæiske modparter og derfor ofte skaber forvirring. Derfor vil vi i de følgende afsnit kort gennemgå de væsentlige træk ved disse strømninger, som de udfolder sig i det 20. århundrede, med et par afstikkere tilbage i tid.

EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

15

Klassisk amerikansk liberalisme og republikanisme To altdominerende ideologier inden for såvel amerikansk politik som amerikansk samfundstænkning er liberalisme og republikanisme.

Begge er samtidig tanketraditioner, der oprindelig opstod i Europa, men som fik et nyt liv og ny betydning i USA. De to strømninger bliver i dag betragtet som hinandens antiteser, men som idéhistorikere som J.G.A. Pocock og Quentin Skinner har påpeget, spillede republikanisme en mindst lige så vigtig rolle i det revolutionære Amerika som liberalisme, og de argumenterer begge for, at de to ismer siden Den Amerikanske Revolution har flettet sig ind og ud af hinanden.

Som Pocock gør opmærksom på, læste de amerikanske revolutionære i tiden op mod revolutionen grundigt op på europæisk historie for heri at finde inspiration til en samfundsmodel, den nye republik kunne bygges op om. Særligt det antikke Grækenland, Rom, de italienske bystater i renæssancen, den franske tænker Montesquieu (1689-1755) og den engelske filosof John Locke (1632-1704) tiltrak sig deres opmærksomhed. Kimen til de to ismer, der bliver bestemmende for den amerikanske politiske tradition, lægges altså her. Til at begynde med var hverken republikanisme eller liberalisme dog italesat som ismer, og de amerikanske revolutionære intellektuelle skelnede ikke skarpt mellem dem.

Den Amerikanske Revolution var et oprør mod den britiske kolonimagt, der påberåbte sig at være af Guds nåde. For derfor at legitimere deres oprør henviste de amerikanske revolutionære til en af de tidligste liberale tænkere, John Locke. Locke skrev om den sociale kontrakt, frihed, retfærdighed, tolerance og ikke mindst retten til revolution som reaktion på og i opgør med det tyranniske enevælde.

Fra Locke hentede de tidlige amerikanske intellektuelle idéen om den legitime revolution, som retfærdiggjorde oprøret mod Storbritannien, men overførte også idéen om den sociale kontrakt til forestillingen om, at amerikanerne har indgået en særlig kontrakt med Gud (en idé, hvis ophav dog også findes hos de tidlige puritanere, der udvandrede til den ny verden i 1620). Dertil kommer, at de i Locke kunne finde stærke argumenter for den private ejendomsret.

Dette argument kunne bruges i en kritik af englændernes beskatning af kolonien, hvor amerikanerne holdt englænderne op på deres eget 16 INTRODUKTION

princip om, at beskatning uden politisk medbestemmelse var illegitim.

“No taxation without representation,” blev således et af mottoerne for Den Amerikanske Revolutions, der da også havde stridigheder om beskatning på te og porto som helt centrale katalysatorer for konflikten.

Lockes ideer om individuel frihed, markedsøkonomi og civilsamfund bliver også senere inspiration for neoliberale tænkere i midten af det 20. århundrede. Det gælder særligt Lockes ideer om individets ejerskab over liv og ejendom. Flere af det 18. århundredes revolutionære tænkere anså imidlertid individualisme, moderniseringstrang, egennyttige særinteresser og kommercialisme for at være trusler mod republikken.

Et af de problemer, der optog de amerikanske revolutionære mest, var at finde en samfundsmodel, der forhindrede en gentagelse af den type tyranni, man kendte fra den engelske kolonimagt. De amerikanske revolutionære ledte efter en model for, hvordan man kunne etablere en central statsmagt, der var begrænset og holdt i skak, sådan at den hverken stod i vejen for udøvelse af individuelle rettigheder eller – af hensyn til republikken som helhed – korrumperede. Allerede i denne problemformulering trak man altså både på liberale ideer om individuelle rettigheder og republikanske idealer om almenvældet. Fra den antikke republikanske tradition hentede man bl.a. inspiration i Aristoteles’ (384-322 f.v.t.) idé om mennesket som et zoon politicon, dvs. et bystatsdyr. Fra renæssancens ideal om borgerdyder hentede de amerikanske revolutionære idealet om den patriotiske, offervillige og først og fremmest uafhængige (dvs. jordejende) borger, der deltager aktivt i lokalpolitik og engagerer sig i styringen af offentlige anliggender ud fra almene hensyn. Dette ideal passede godt til de erfaringer, de amerikanske revolutionære selv havde gjort sig både før, under og efter revolutionen. Fra tidlige oplysningstænkere som Montesquieu hentede man ideen om tredelingen af magten.

Netop Locke og Montesquieu passede godt til amerikanske forhold – begge var vendt mod den absolutte enevælde, men ingen af dem var fuldblodsdemokrater. Det sidste ville have indebåret en langt mere udstrakt fordeling af stemmeretten samt evt. en mere direkte, frem for repræsentativ, demokratimodel. De amerikanske revolutionære foragtede ligesom de antikke republikanere afhængighedsforhold – EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

17

og derfor også lønarbejde. De afviste politiske grupperinger baseret på særinteresser, hvilket bl.a. fik den konsekvens, at kvinder, indfødte amerikanere, afrikanske slaver og arbejderklassen i deres øjne på forhånd var diskvalificeret fra statsborgerskab.

Blandingen af republikansk og liberalt tankegods har fået flere historikere til at tale om liberal republikanisme. Dog var der også allerede fra nationens grundlæggelse spændinger blandt de amerikanske revolutionære tænkere. De mere republikansk tænkende ville i klassisk romersk ånd kun tillade jordejende (dvs. det, der i Europa senere udviklede sig til adelen) at have politisk indflydelse, mens de mere liberalt tænkende nok var imod, at fattige, kvinder etc. skulle have stemmeret, men alligevel også søgte en bredere funderet politisk medbestemmelse.

Thomas Jefferson er ofte blevet nævnt som repræsentant for den mere republikanske tendens. Han forestillede sig et decentralt samfund bestående af selvejende jordejere og små købmænd. Kun disse havde ifølge Jefferson udviklet republikanske dyder, der gjorde dem i stand til at se ud over egeninteresser. Derfor var de ifølge Jefferson velegnede til at deltage i det politiske system.

Da den amerikanske forfatning blev vedtaget i 1787, var et bærende princip den liberalt inspirerede idé om checks and balances, der dog stadig havde et tydeligt republikansk islæt. Ideen er at sætte flere typer af eliter i magtens centrum, der holder hinanden i skak.

Resultatet blev et politisk system, der byggede på indirekte valg af senatorer, indirekte valg af præsidenten og en statsmagt, der er inddelt i tre lige stærke dele – en dømmende, udøvende og lovgivende magt, herunder en begrænset og begrænsende magt hos Kongressen.

Det spændingsfyldte parløb mellem republikanske og liberale idealer blev en vigtig komponent i den konflikt mellem Nord og Syd, der i 1861 endte i borgerkrig. Der var både materielle og ideologiske grunde til krigen, og i begge henseender spillede slaveriet en central rolle. De amerikanske revolutionære overtog en samfundsøkonomi, der benyttede sig af slavegjorte afrikaneres arbejdskraft. Det var et system, der stod i skarp kontrast til Uafhængighedserklæringens forsikring om, at alle mennesker er født med visse umistelige rettigheder. Slaveriet var imidlertid primært et sydstatsfænomen og blev 18 INTRODUKTION

relativt tidligt udfaset i nogle af de nordlige delstater. Nordstaternes økonomi var i højere grad bygget på europæiske immigrantarbejderes landbrugsmetoder, der blev kraftigt udfordret af sydstaternes plantagedrift.

Modstand mod slaveriet artikuleredes hos visse af de amerikanske revolutionære (om end flere af dem selv var slaveholdere), hos abolitionisterne frem til borgerkrigens ophør, men kom også til udtryk i antislaveriaktivisters dannelse af Det Republikanske Parti (1854), der igen trak på både liberale og republikanske idealer. Partiet stod grundlæggende for det, der kunne kaldes en ’free labor ideology’. Det vil sige en ideologi, der anså økonomisk uafhængighed for at være nøglen til individuel frihed og på den måde både var i tråd med de republikanske idealer om den uafhængige borger, der ejer sin egen landbrugsjord eller forretning, og samtidig passede til liberale ideer om universelle rettigheder til liv og ejendom. Det Republikanske Partis tilhængere mente således, at økonomisk berigelse gennem fri og frivillig konkurrence på det frie marked var slaveøkonomien overlegen.

Fra laissez faire-liberalisme til progressivisme og New Deal-liberalisme Som vi har set, kan man tale om en klassisk amerikansk liberalisme stærkt influeret af klassisk republikansk tankegods, som man ofte fandt det hos de amerikanske revolutionære og the founding fathers.

Efter Den Amerikanske Borgerkrig opstår laissez faire-liberalismen, under kraftig engelsk påvirkning, og liberalisme refererer her til fri handel, decentralisering, begrænsning af statsmagten, og i visse tilfælde også en stærk antiimperialisme. Under indflydelse af nye naturvidenskabelige strømninger, særligt darwinisme, mente det sene 19. århundredes liberale, at markedet var styret af naturlige love, som det gjaldt om at forstyrre mindst muligt. Man forsvarede uindskrænket privat ejendomsret, frihandel og fri konkurrence og angreb forskellige former for protektionisme, told, skatter og afgifter og statens indblanding i det økonomiske liv.

William Graham Sumner (1840-1920) sammentænkte darwinisme og liberalisme og hævdede, at alle kæmper mod alle i én stor, EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

19

naturlig udvælgelsesproces. I denne periode vandt det industrielle erhvervsliv voldsomt frem på bekostning af både landmænd og arbejdere. Sumner selv lagde ikke skjul på, at et liv under liberalismens åg var et, hvor det enkelte menneske på mange måde var isoleret, idet succeser eller fiaskoer i livet altid faldt tilbage på den enkelte selv.

Men han mente også, at denne selvberoenhed, om end hård, var en mere værdig eksistensform, og at friheden selv var den eneste rette, disciplinerende læremester for et menneske.

Denne liberalisme mødtes imidlertid med et markant modsvar af den ‘progressive bevægelse’, der udfoldede sig i årtierne før og efter århundredeskiftet. Det var netop i de tre første årtier af det 20. århundrede, at liberalismebegrebet fik sin karakteristiske amerikanske betydning, hvor det forbindes med progressivisme og en aktiv statsmagt. Siden da, kan man med en vis ret sige, har skillelinjen mellem liberalisme og republikanisme stået i baggrunden i forhold til en ny, dominerende skillelinje, der fik en særlig udformning i USA, nemlig skillelinjen mellem liberalisme og konservatisme.

I USA benyttes begrebet ’liberal’ ofte om det, vi i Europa ville forstå som en form for socialdemokrat. F.eks. har Demokraten Ted Kennedy (1932-2009) og økonomen Paul Krugmann (1953-) begge betegnet sig som liberale i en betydning, som klinger betydeligt mere af socialdemokratisk omfordelingspolitik og keynesiansk økonomisk politik end den form for liberalisme, der inspirerer de danske partier Liberal Alliance eller Venstre. Omvendt vil mange europæiske liberale tænkere omsat til amerikansk vokabular snarere blive betegnet som libertarianere eller økonomisk konservative tænkere end som ’liberale’. Liberalisme i USA er således stadig mest associeret med en form for rettighedsbaseret socialdemokratisme, hvor venstreorienterede forstår sig selv som liberale i betydningen frisindede, humane, tilgivende og forstående etc. (f.eks. med hensyn til indvandrere, kriminelle, abortspørgsmålet, homoseksuelle, idealistisk udenrigspolitik, menneskerettigheder), mens højreorienterede og konservative – måske især siden 1970’erne og 1980’ernes konservative modbevægelse – netop bruger ordet liberal nedsættende om en, der er for slap, blødsøden, eftergivende, naiv etc., og aldrig ville bruge ordet liberal til at beskrive sin egen position.

20 INTRODUKTION

Nøglen til at forstå, hvordan ’liberal’ fik denne særlige betydning i USA, ligger i forbindelsen til progressivismen. Traditionelt refereres her til journalisten og forfatteren Herbert Crolys (1869-1930) The Promise of American Life (1909), der knyttede liberalismebegrebet sammen med økonomisk regulering, nationalisering og en aktivistisk statsmagt. Denne ‘progressive liberalisme’ øvede stærk indflydelse på dannelsen af 1930’ernes New Deal-velfærdsliberalisme. Progressivismen var et forsøg på at svare på nogle af de store sociale og økonomiske omvæltninger, der prægede perioden (ca. 1890’erne-1920’erne), herunder etableringen af et nationalt jernbanenet, monopoldannelse, kæmpevirksomheder og ’røverbaroner’ samt voldsom indvandring.

Perioden var også kendetegnet ved store sociale udfordringer forbundet med bl.a. slum og usunde forhold i storbyerne, fattigdom etc.

Progressivismen er en løs samlebetegnelse for en række reform-ideer, der spænder fra kirke, uddannelsessystem, arbejdsforhold for landets fattigste over reformer i centraladministrationen til den senere præsident Woodrow Wilson (1856-1924, præsident 1913-1921) idealistiske og internationalistiske ideer om USA som garant for verdensfred og en global demokratisk udvikling. De progressive tog ofte udgangspunkt i den nye middelklasse og vendte sig mod mange af de udviklinger, der fandt sted i den foregående periode. Det gjaldt blandt andet laissez faire-liberalismen og det, de progressive betragtede som et korrupt politisk system. Perioden gav også navn til det politiske parti The Progressive Party. Partiet blev stiftet i 1912 af den tidligere Republikanske præsident Theodore Roosevelt (1858-1919, præsident 1901-1909), fordi han var utilfreds med den politik, hans efterfølger, William Howard Taft (1857-1930, præsident 1909-1913), førte.

Progressive intellektuelle talte både medlemmer af Det Demokratiske Parti (grundlagt 1828), Det Republikanske Parti (1854), Det Socialistiske Parti (1901) og Deweys politiske organisation, League for Independent Political Action (LIPA) (1928). Det, der bandt dem sammen, var en tro på, at samfundsproblemer kunne løses ad teknisk, administrativ og videnskabelig vej. Mange progressivister var af den overbevisning, at en velfungerende reformeret administration og videnskabeligt funderede, tekniske løsninger skulle erstatte ideologiEN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

21

ske konflikter og endda ville kunne fungere mere effektivt end lovgivende instanser og markedets usynlige hånd. Til progressivismens fortalere hørte ikke bare socialvidenskabsfolk, journalister og intellektuelle, men også politisk moderate forretningsfolk, der mente, at teknisk viden var løsningen på et af industrialderens mest presserende problemer – arbejdskonflikter. Et af resultaterne af denne periode var derfor, at der skabtes nye stærke bånd mellem virksomhedsejere og de nye sociale og tekniske videnskaber.

Et par af de af intellektuelle, der præsenteres i denne bog, er med til at tegne den periode i amerikansk historie, der ofte går under betegnelsen Progressivism, og som dækker perioden fra ca. 1890’erne og frem til Første Verdenskrigs afslutning. Det gælder f.eks. W.E.B. Du Bois og John Dewey, sammen med en række andre vigtige intellektuelle, kritikere, sociale aktivister, journalister og politikere, der ikke behandles her, f.eks. ovennævnte Herbert Croly, men også journalisten Walter Lippmann (1889-1974), højesteretsdommeren Louis Brandeis (1856-1941), socialarbejderen og ‘community development’-pioneren Jane Addams (1860-1935), økonomen Thorstein Veblen (1857-1929), økonomen Richard T. Ely (1854-1943) og sociologen Lester F. Ward (1841-1913).

En del af disse intellektuelle, herunder Addams og Dewey, forsøgte at genoplive republikanske idealer om offentligt engagement og opfordrede alle borgere til at deltage aktivt i demokratisk organiserede lokalsamfund. De republikanske idealer stod dog i et historisk betinget spændingsforhold til den liberale rettighedstanke.

Mange minoritetsgrupper argumenterede for, at afrikansk-amerikanere, indfødte amerikanere og spanskamerikanere gennem hele den amerikanske republiks historie systematisk var blevet holdt uden for politisk indflydelse. At sikre disse gruppers adgang til deltagelse i offentligheden krævede en tankegang, der i højere grad tog hensyn til forskellige gruppers særinteresser og på dette punkt altså brød med det republikanske tankegods.

Dewey prøvede i 1928 at omsætte den reformerede liberalisme til et nyt politisk parti med organisationen League for Independent Political Action (LIPA), der forsøgte at bringe socialistiske og liberale kræfter sammen. Imidlertid blev deres dagsorden overskygget af Det 22 INTRODUKTION

Demokratiske Parti, der med Franklin D. Roosevelt (1882-1945) i spidsen samtidig benyttede en rettighedsretorik, der appellerede til grupper med særinteresser.

Det Demokratiske Partis New Deal-politik blev helt definerende for amerikansk liberalisme fra 1930’erne og resten af det 20. århundredes midte, og New Deal forandrede grundlæggende opfattelsen af den føderale regerings rolle og ansvar i samfundsøkonomien. Den efterlod sig en tung, historisk arv, som reformorienterede liberale, f.eks. Richard Rorty, har påberåbt sig i kølvandet på Reagan-konservatismens sejrsgang i 1980’erne, eller som liberale økonomer som Paul Krugman og Joseph Stiglitz (1943-) har henvist til efter finanskrisen i 2008.

I Europa ville New Deal blive kaldt en socialdemokratisk omfordelingsvision, men Roosevelt formulerede meget omhyggeligt New Deal-politikken – i tråd med den amerikanske politiske rettighedstradition – som en nyfortolkning af Uafhængighedserklæringens ideer om frihedsrettigheder. I den forstand var New Deal, som navnet hentyder til, en nyformulering af den sociale kontrakt, som forholdet mellem stat og borgere bygger på. Ifølge New Deals ideologer havde staten et ansvar for at skabe økonomisk sikkerhed og en høj levestandard for alle, samtidig med at den skulle sikre den frie konkurrence og dermed hjælpe markedet. For at kunne dette måtte staten ifølge Roosevelt sikre små virksomheder, men også forbrugeres og arbejdstageres rettigheder. Med et hint til den republikanske tradition hævdede New Deals skabere, at truslen mod individuelle friheder kom fra grupper med særinteresser – og altså ikke fra staten.

Hvorimod Det Republikanske Parti i samme periode fastholdt, at det var den centraliserede statsmagt, der udgjorde den største trussel mod frihed.

Liberalisme og republikanisme forblev dermed et helt afgørende modsætningspar i amerikansk politik. Når det er sagt, må den nuance dog med, at der i løbet af det 20. århundrede som en helhed skete en vis kursændring inden for liberalismen, fra et fokus på solidaritet og national selvbevidsthed, som hos Croly, til et stadigt større fokus på individuelle rettigheder, som det prægnant kommer til udtryk hos John Rawls. Liberalismen blev efterhånden kritiseret for EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

23

at være rendyrket ‘rights talk’. Dette er en kritik, der ikke kun kom fra et konservativt højre. Som politisk filosofi er liberalismen bl.a. blevet kritiseret af kommunitaristiske tænkere som Alasdair MacIntyre (1929-), Michael Walzer (1935-), Charles Taylor (1931-), Amitai Etzioni (1929-) og Michael J. Sandel (1953-). De har, på forskellig vis, anklaget liberalismen for at være for fokuseret på isolerede individer, og for ikke at kunne sige særligt meget om det gode liv, fællesskabets betydning og solidaritet. Det ville nok ikke være helt urigtigt at hævde, at der findes en vis ‘venstreorienteret republikansk arv’ i dele af deres tænkning og liberalismekritik.

På trods af at liberalismens nærmere indhold er stærkt omdiskuteret og har skiftet betydning over tid, så er der ingen tvivl om, at liberalisme udgør en helt uomgængelig historisk kraft og magtposition i amerikansk politisk tænkning. Arthur M. Schlesinger jr. og Louis Hartz – to indflydelsesrige liberale tænkere fra midten af det 20. århundrede – har ligefrem argumenteret for, at liberalisme ikke bare er den altdominerende tradition i USA, men også den eneste politiske tradition. ”På en måde er alt i Amerika liberalisme,” som Schlesinger jr. skriver i første sætning af den korte tekst ”Liberalism in America” fra 1956 (2008: 83). En væsentlig baggrund for de mange mulige tolkninger af liberalismebegrebet er det tætte parløb, liberale ideer helt fra begyndelsen har kørt med republikanisme.

Konservatisme, neokonservatisme og neoliberalisme Næsten lige så forvirrende for en europæisk betragter som liberalismebegrebet er den amerikanske brug af begreberne ’neokonservativ’ og ’konservativ’ og ikke mindst disses forhold til begrebet ’neoliberal’. Begrebet neokonservatisme er i sig selv selvmodsigende. Dertil kommer, at den amerikanske politiske tradition i meget høj grad har forstået sig selv som et opgør med klassiske konservative kræfter som monarki og adel og dermed har en ganske anden baggrund end europæisk konservatisme. Selv om mange enkeltstående elementer i det, der senere bliver den konservative bevægelse, kan spores helt tilbage til republikkens fødsel, er det da heller ikke før efter Anden Verdenskrig, at begrebet bliver almindeligt brugt i amerikansk politisk liv. Og 24 INTRODUKTION

igen sker dette kun modstræbende. De, der kalder sig konservative, bliver hånet af liberale kræfter, der argumenterer for, at disse konservative egentlig bare er utilfredse liberale.

Til at begynde med afviste liberale intellektuelle som f.eks. historikeren Richard Hofstadter (1916-1950) og sociologen Daniel Bell (1919-2011) eksistensen af mere konservative kræfter ved at argumentere for, at amerikansk politisk kultur grundlæggende var liberal, og at det var meningsløst at tale om konservatisme i en amerikansk kontekst. Denne form for argumentation opildnede flere konservative intellektuelle til at forsøge sig med at udforme en moderne konservativ kanon, der skulle bevise, at de konservative faktisk kunne defineres som en selvstændig ideologisk bevægelse, uafhængigt af liberalismen. En af disse var den traditionalistisk konservative skribent Russell Kirk (1918-1994), der i 1953 udgav bogen The Conservative Mind, hvori han forsøgte at udgrænse seks sandheder, som blev bestemmende for amerikansk konservativ filosofi.

Den konservative bevægelse var fra begyndelsen splittet i en række fraktioner. Den konservative politiske teoretiker Peter Berkowitz har foreslået at skelne mellem traditionalistiske/sociale konservative, der står for et forsvar for traditionelle værdier, man anser for at være truet af modernitet og sekularisme; kristne konservative, der ofte overlapper med de traditionalistiske, men med større vægt på religiøse dogmer og levevis; paleokonservative, der betragter sig selv som de egentlige, gamle konservative og først og fremmest opponerer mod immigration, multikulturalisme og globalisering; neokonservative, der omvendt står for en interventionistisk udenrigspolitik med ønsket om at brede amerikanske værdier ud til resten af verden; og endelig libertarianere, der ønsker maksimal individuel frihed og minimal statslig indgriben, og som begrebsligt derfor ofte bruges synonymt med neoliberalister (om end libertarianere eller neoliberalister ofte har forsøgt at vise, at de er de ’sande liberale’, og at de netop ikke er konservative!).

Et fælles udgangspunkt for de forskellige konservative strømninger har ofte været modstand mod kommunismen, en enighed om, at statsmagten bør være af en begrænset størrelse, og at New Deal-liberalisterne er gået alt for langt i retning af en regulerende EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

25

og redistribuerende stor stat. Men bortset fra disse fællestræk er den konservative bevægelse fra begyndelsen splittet på kryds og tværs.

Socialkonservative og libertarianere har på nogle punkter fundamentalt forskellige ideer om staten. Traditionalistiske og kristne konservative står bl.a. for antiabortlovgivning og modstand mod ægteskab mellem homoseksuelle og advokerer for et stærkt militær, retten til at bære våben, og at der undervises i bøn og kreationisme i skolerne. Af samme grund vil konservative inden for disse undergrupper være tilbøjelige til at støtte statslig intervention i de delstater, hvis lovgivning afviger fra disse idealer. Omvendt vil libertarianerne modsætte sig den type statslig regulering og støtter som den eneste konservative undergruppe heller ikke et stærkt militær. På lignende vis er paleokonservative og neokonservative rygende uenige om særligt udenrigspolitikken.

Et af de steder, hvor disse interne kampe tidligt blev udfoldet, var i tidsskriftet The National Review, stiftet af den konservative intellektuelle William F. Buckley jr. (1925-2008), som introduceres i denne bog. I tidsskriftet mødtes tre typer af ideer, nemlig aggressiv antikommunisme, forsøget på at udforme en økonomisk politik præget af libertarianisme og kulturel traditionalisme med vægt på båndene mellem individ, religion og lokalsamfund. Termen ’konservativ’ vandt udbredelse via The National Review. På trods af modstand fra libertarianere enedes man om at kalde de holdninger, der præger The National Review, for konservative, i erkendelse af at begrebet liberal, der på det tidspunkt associeredes med New Deal, havde fået nye konnotationer for de fleste amerikanere. Det var også i The National Review, at nogle af de store definerende slag mellem traditionalister og libertarianere, anført af bl.a. Friedrich August Von Hayek (18991992) og filosoffen Frank S. Meyer (1909–1972), stod.

Begge fløje kunne dog enes om en aggressiv antikommunisme.

Men hvor traditionalisterne stadig trak på gamle republikanske og religiøse ideer om fællesskabet, stod f.eks. libertarianeren Ayn Rand, der introduceres af Jennifer Burns i denne bog, for en ultramoderne nietzscheansk individualisme, der havde brod mod alle former for kollektivisme. De konservatives forhold til Rand, herunder Buckleys, blev prekært, fordi de nok kunne bruge hendes økonomiske prin26 INTRODUKTION

cipper (der har influeret så betydningsfulde personer som den tidligere centralbankdirektør Alan Greenspan (1926-)), men så langtfra kunne acceptere hendes glødende ateisme. Den voldsomme splittelse forsøgtes løst af den politiske filosof Frank Meyer (1909-1972), der også sad i The National Reviews redaktion. Meyer kaldte til forsoning og introducerede begrebet fusionism. Hans grundargument var, at USA kun kunne bevare sine traditionelle værdier ved at sikre vidtstrakt økonomisk frihed, og han mindede alle fløje om, at den fælles fjende var ’big government’-tendenser – særligt i form af kommunisme. Friheden er altså det ultimative mål, den ultimative værdi.

Friheden kan (men skal ikke nødvendigvis) bruges til at promovere mere traditionelle dyder i privatsfæren – men staten må aldrig prøve at påføre andre folk moralske værdier. Meyers fusionisme blev i forskellige versioner brugt som kompas for konservatismen, da denne opnåede politisk dominans i 1970’erne og 1980’erne. Men fusionismen stod dog aldrig uimodsagt hen, og splittelsen mellem libertarianere og traditionalister er blevet ved med at præge den konservative bevægelse.

De indre spændinger i den konservative bevægelse kompliceredes yderligere fra 1970’erne og frem. Her fik bevægelsen selskab af endnu en konservativ undergruppe, der hurtigt kom til at dominere den konservative bevægelse, nemlig neokonservatismen. Begrebet neokonservativ blev populariseret af den demokratiske socialist Michael Harrington (1928-1989), som i begyndelsen af 1970’erne brugte betegnelsen til at beskrive tidligere liberale intellektuelle som sociologen Daniel Bell og skribenten Irving Kristol (1920-2009). I 1979 tog Irving Kristol i sin tekst ”Confessions of a True, Self-Confessed – Perhaps the Only ’Neoconservative’ betegnelsen til sig og forklarede bl.a., at en neokonservativ er ”a liberal who has been mugged by reality”, eller frit oversat: en liberal, som har måttet erkende livets barske realiteter.

Den neokonservative bevægelse opstod ud af en gruppe tidligere liberale, der oprindelig havde støttet bl.a. New Deal-politikken og Martin Luther King jr.s borgerrettighedsbevægelse, men som under indtryk af bl.a. Black Power, The New Left og det nye fokus på modkultur på venstrefløjen fra 1970’erne og frem mente, at de liberale EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

27

havde bevæget sig alt for langt mod venstre. Bevægelsen opstod bl.a. ud af det amerikansk-jødiske månedsmagasin Commentary og refererede ofte eksplicit til den politiske filosof Leo Strauss’ ideer. Leo Strauss var selv optaget af den klassiske vestlige filosofiske traditions græske rødder og fremhævede, at både græsk filosofi og de amerikanske founding fathers korrekt havde betragtet den vestlige filosofiske tradition som en, der indeholdt universelle og almengyldige sandheder. Ligesom mange andre prominente jødiske intellektuelle i den neokonservative bevægelse stod han derfor også for en ny type konservativisme, der adskilte sig væsentligt fra andre fraktioner i den konservative bevægelse. De neokonservative argumenterede med reference til bl.a. Strauss for, at amerikansk identitet og amerikanske værdier var universelt gyldige, og at alle derfor i princippet kunne tilegne sig dem og dermed blive amerikanere. Denne noget mere åbne og pluralistiske form for konservativisme stod i skarp kontrast til den ældre type, der definerede amerikansk identitet som partikulær, oftest bundet tæt op på hvide angelsaksiske protestantiske familier (på engelsk betegnes denne gruppe ofte som WASPs – det vil sige white anglo-saxon protestants – som i grove træk er efterkommerne af de første engelske settlers) og derfor ikke tilgængelig for alle og enhver.

Den neokonservative bevægelse var i forlængelse af ideen om universelle amerikanske værdier inspireret af Woodrow Wilsons idealistiske udenrigspolitik og kom hurtigt til at stå for en interventionistisk udenrigspolitik og en stærk støtte til Israel. Den neokonservative bevægelses indflydelse toppede under George W. Bushs (1946-) administration (2001-2009), hvor neokonservative som Dick Cheney (1941-), Donald Rumsfeld (1932-), Paul Wolfowitz (1943-) og Paul Bremer (1941-) tegnede en meget interventionistisk amerikansk udenrigs- og militærpolitik, ikke mindst med krigene i Irak (20032011) og i Afghanistan (2001-).

De neokonservatives hurtige vej til dominans i den konservative bevægelse gav allerede i 1980’erne ophav til en modreaktion i form af de såkaldt paleokonservative (dvs. de gamle konservative), der modsatte sig en interventionistisk udenrigspolitik samt en ubetinget støtte til Israel, foruden de neokonservatives noget mere fleksible syn på amerikansk immigrationspolitik. De paleokonservative sammenlignede 28 INTRODUKTION

ved flere lejligheder de neokonservative med Den Franske Revolutions jacobinere og anklagede de neokonservative for i virkeligheden at være venstreorienterede, der ikke havde noget med den egentlige konservative bevægelse at gøre. Splittelsen mellem paleo- og neokonservative er blevet aktualiseret igen med Tea Party-bevægelsen, der på visse punkter kan ses som et oprør mod neokonservatismen.

Man kan diskutere, om neoliberalisme hører til i et afsnit om konservatisme, idet neoliberalismen i sit udgangspunkt var et forsøg på at redde liberalismen fra laissez faire-liberalisme. Neoliberalismens udvikling siden 1930’erne placerer imidlertid neoliberale tænkere så tæt på visse konservative positioner, at man til tider kan have svært ved at skelne dem fra hinanden. En stor del af baggrunden for forvirringen over, hvad forskellene på liberalisme og konservativisme i USA egentlig består i, hænger netop sammen med de diskussioner, der foregik i neoliberale kredse mellem 1930’erne og 1960’erne. I både USA og Europa var man langt ind i liberale kredse enige om, at det 19. århundredes laissez faire-liberalisme havde slået fejl. I lyset af Depressionen og under indtryk af den voldsomme økonomiske krise og den fremgang, som socialisme, kommunisme, fabianisme og socialdemokratierne nød, gik intellektuelle frimarkedstænkere, akademikere og forretningsfolk sammen i netværk – mest indflydelsesrigt var Mont Pelerin-selskabet, der stiftedes af blandt andre Hayek i 1947 – og diskuterede, hvordan man kunne redde kapitalismen og det frie marked. Det er her, man finder begyndelsen på den økonomiske og politiske ideologi, som senere triumferede i 1980’erne under Ronald Reagan (1911-2004, præsident 1981-1989) og Margaret Thatcher (1925-2013, premierminister 1979-1990), og som man i Europa ville kalde for neoliberalisme, men som man grundet den særegne sammenknytning af liberalisme og progressivisme i USA snarere ville betegne som en form for konservatisme eller libertarianisme i USA. Den oprindelige betydning af neoliberalisme opstod i cirklerne omkring Walter Lippmann-kollokvierne i 1930’erne. Modsat den klassiske liberalisme indeholdt neoliberalismen en erkendelse af, at der var behov for en stærkere stat for at skabe og opretholde et effektivt markedssamfund og en retsstat (og, særligt senere, i visse tilfælde for at tilbagerulle dele af velfærds- og socialstaten). Neoliberalismen EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

29

var oprindeligt en form for socialt orienteret liberalisme (vel at mærke hos nogle af dens bannerførere, men absolut ikke alle), der ville redde kapitalismen fra både sig selv og det kommunistiske alternativ, ved at skabe en mere socialt bæredygtig markedsøkonomi. Dette ville man opnå ved at indføre sociale reformer, der skulle begrænse uligheden i samfundet og dermed også begrænse sociale konflikter og uro. I denne form fik neoliberalisme stor politisk indflydelse, både i form af New Deal-politikken allerede fra 1930’erne og frem og i europæiske varianter efter krigen (Plehwe & Mirowski 2012).

De to østrigskfødte økonomer Friedrich Hayek og Ludwig von Mises (1881-1973) er to af de vigtige neoliberale intellektuelle i den tidlige efterkrigstid. Hayeks Vejen til Trældom (Road to Serfdom) (1944) blev de økonomisk interesserede konservatives bibel i deres kamp mod New Deal-liberalisterne. Hayek advarede i bogen mod socialisme og socialdemokratisme som glidebaner imod nazisme og fascisme, idet han argumenterede for, at social- og velfærdsstaten var et risikabelt skridt i retning af en for stærk og altomfavnende stat. Mises argumenterede for en kompromisløs laissez faire-økonomi og var dermed mere radikal end Hayek, der i Vejen til Trældom var tilhænger af, at staten udspænder et minimalt sikkerhedsnet. Der var altså endog meget væsentlige forskelligheder blandt de tidlige neoliberale.

Hvor begrebet neoliberalisme blev brugt som selv-beskrivelse fra slut-1930’erne til midt-1950’erne, forsvinder det mere eller mindre i den tidlige efterkrigstid, for så at få et comeback i 1970’erne, hvorefter det oftest er blevet anvendt kritisk. Denne gang fik betegnelsen en ny medbetydning. Efter det USA-støttede militærkup i 1973 mod den folkevalgte chilenske præsident Salvador Allende (1908-1973) bad Chiles diktator Augusto Pinochet (1915-2006) en håndfuld unge økonomer, der alle havde studeret under Friedman ved universitet i Chicago, om at hjælpe med økonomiske reformer. Disse økonomer, der hurtigt fik tilnavnet “the Chicago Boys” indførte en række omfattende frimarkedsreformer, der på spansk blev karakteriseret som neoliberale. Betegnelsen blev taget op af kritikere på den amerikanske venstrefløj, der både langede ud efter det voldelige chilenske regime og kritiserede det, de såsom en genoplivning af 1800-tallets laissez faire-liberalisme i kredsen af økonomer omkring Friedman og Chicago-skolen.

30 INTRODUKTION

Netop Friedman blev en af det 20. århundredes absolut mest indflydelsesrige amerikanske intellektuelle. Hans økonomiske teorier blev ikke bare inspirationskilde for Pinochet-diktaturet, men også for økonomisk tænkning i resten af verden. Friedman fungerede bl.a. som økonomisk rådgiver for præsident Reagan. Desuden vandt adskillige af Chicago-skolens øvrige økonomer Nobelprisen i økonomi, bl.a. økonomen Gary Becker (1930-2014). Friedman betegnede aldrig sig selv som neoliberal, men snarere som arvtager af ånden i den sande liberalisme, der ifølge Friedman var blevet korrumperet af de progressives brug af termen tidligere i det 20. århundrede.

Neoliberalisme vedbliver at være en term, som særligt venstrefløjen benytter om en af sine modpositioner, snarere end en selvbeskrivelse, og i USA vil libertarianisme – og i visse tilfælde konservatisme – være en mere præcis måde at betegne f.eks. Friedmans position.

Man kan med en vis ret sige, at neoliberalismen bevægede sig mod højre frem mod 1970’erne og særligt 1980’erne, sammenlignet med dele af den tidlige neoliberalisme. Her tegner Ronald Reagan og den britiske premierminister Margaret Thatchers en ny neoliberal økonomisk politik. Denne var kendetegnet ved bl.a. monetarisme og et ønske om lav inflation, udbudsorienteret økonomisk politik, friere bevægelighed for global finans, deregulering, privatisering, skattelettelser og indskrænkning samt reform af den offentlige sektor i form af New Public Management. Bevægelsen har ifølge kritikere været så stærk, at også demokrater som Bill Clinton og Al Gore er blevet betegnet som neoliberale og for at have været for eftergivende over for neoliberale reformer.

Socialisme En af de måske mest iøjnefaldende forskelle på de politiske landskaber i hhv. USA og Europa er det tilsyneladende fravær af socialisme i USA. Der er gennem tiden blevet givet en del forskellige svar på hvorfor.

Efter at have indset, at USA nok alligevel ikke ville blive det første land, hvor et veludviklet industrisamfund og ren kapitalisme ville slå over i kommunisme, som Friedrich Engels (1820-1895) sammen med Karl Marx (1818-1883) ellers havde hævdet, argumenterede Engels for, at EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

31

det, der manglede i USA, var feudal erfaring. Historikerne Seymour M. Lipset og Gary Marks har peget på noget lignende, når de har hævdet, at den amerikanske konstitutionalisme er vendt mod centralstaten og er antiautoritær, og at denne indlejrede dybe skepsis mod centralmagten er en del af forklaringen på, at socialisme aldrig slår rigtig an i USA. Ifølge Lipset og Marks har dette også haft betydning for to af de første dominerende fagbevægelser, The American Federation of Labor (AFL), grundlagt 1886, og den mere radikale og internationalistiske Industrial Workers of the World (IWW – også kaldet the Wobblies), grundlagt i 1905. Begge stod i opposition til centralmagten og frygtede en regeringsejet industri. På samme måde er det blevet bemærket, at den amerikanske venstrefløj fra 1960’erne og frem i langt højere grad har trukket på inspiration fra anarkistisk, pacifistisk og radikaldemokratiske traditioner med vægt på decentral styring og individualisme end på mere centralmagtsorienteret socialdemokratisk, stalinistisk eller leninistisk tankegods.

Lipset og Marks peger endvidere på, at venstrefløjen i USA aldrig rigtig fik succes, fordi der i endnu højere grad end i Europa gik fraktionsdannelse, dogmatik og puritanisme i bevægelsen. Denne tendens kan ses på baggrund af den stærke protestantisk-sekteriske tradition og deraf følgende manglende centrale kirkemagt i USA, som allerede Tocqueville og senere sociologen Max Weber (1866-1920) gjorde opmærksom på. Store dele af USA’s første nybyggere var netop flygtet fra den engelske statskirke. Traditionen for at afvise centrale autoriteter og selv udlægge den bibelske tekst blev ifølge Lipset og Marks overført til den amerikanske venstrefløj, der dermed havde vanskelligt ved at finde et samlet ståsted. Endelig kunne man tilføje, at essensen i den amerikanske drøm synes at være at skabe et samfund, hvor hvem som helst – men ikke nødvendigvis alle – kan blive rig. Og sidst må man have med, at der var en stærk, omfattende og statsligt støttet ‘Red Scare’ (den ’røde fare’, dvs. frygt for kommunismen) i kølvandet på Den Russiske Revolution i 1917, og igen i ca. 1947-1950 under McCarthyismen (undertiden refereret til som ’the Second Red Scare’).

I kraft af USA’s særegne historie betyder de stærke religiøse tilhørsforhold sammen med de etniske og racemæssige, at klasse aldrig 32 INTRODUKTION

bliver en mere samlende faktor end disse. Tilsammen udgør disse faktorer noget af forklaringen på, hvorfor venstrefløjen i USA aldrig har været i stand til at danne et socialistisk parti, der har kunnet opnå tilslutning nok til at konkurrere med Det Demokratiske og Det Republikanske Parti.

Men når man ser nærmere efter, er dette billede dog lidt fortegnet. Socialisme i mange forskellige varianter har spillet en væsentlig rolle for samfundsdiskussioner i USA, og flere af de offentlige intellektuelle, vi præsenterer, havde et eller andet tilhørsforhold til socialisme eller socialistisk tænkning. Det gælder f.eks. Dewey, King, Du Bois og Mill. Både disse og flere andre enkeltindivider har haft en direkte indflydelse på mere venstreorienterede politikker ført af diverse amerikanske regeringer gennem tiden. F.eks. blev den demokratiske socialist Michael Harringtons bog om fattigdom i USA, The Other America: Poverty in the United States (1962), en hovedinspirationskilde for den lovgivning, der blev vedtaget af den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson (1908-1973, præsident 1963-1969) i 1964, og som fik det uofficielle navn ’krigen mod fattigdom’ (War On Poverty).

Socialismens historie i USA er mangefacetteret og præget af så mange grupperinger, at det vil være umuligt at præsentere dem alle i denne sammenhæng. Her vil vi blot gennemgå et par af de vigtigste udviklinger i socialistiske idéstrømninger i det 20. århundredes USA. I det 20. århundredes politiske landskab findes socialistisk tankegods hos grupperinger, der overordnet kan inddeles i kommunister, syndikalister, utopiske socialister, socialdemokrater, trotskister, anarkister og den særlige amerikanske variant af socialismen, der går under betegnelsen democratic socialists, og som spillede en særlig rolle i sidste halvdel af det 20. århundrede. Dertil kommer, at protosocialistisk tankegods allerede fandtes hos bl.a. religiøse kommunitarister og hos de såkaldte Shakers, en undergruppe under kvækerne i midten af 1800-tallet.

Moderne socialisme kom til USA med europæiske emigranter – særligt tyske og italienske – efter revolutionerne i Europa i 1848.

I 1869 stiftede tyske emigranter den første amerikanske afdeling af Kommunistisk Internationale i New York, og få år senere partiet The EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

33

Working Men’s Party, der i 1876 omdøbtes til The Socialist Labour Party of America (SLP). De første socialistiske partier var præget af interne uenigheder. En del medlemmer af SLP forlod hurtigt partiet igen og stiftede i stedet fagforeningen American Federation of Labor i 1886. En forskel fra Europa til USA er netop, at de forskellige socialistiske og kommunistiske partier ofte var rivaler i stedet for samarbejdspartnere med den amerikanske fagbevægelse.

Selv om de forskellige socialistiske og kommunistiske partier aldrig vandt voldsomt frem, fik de vind i sejlene i tiden omkring Den Russiske Revolution. Den måske mest kendte amerikanske kommunist, John Reed (1887-1920), rapporterede i bogen Ten Days that Shook the World (1919) om Den Russiske Revolution og var dermed med til at omdefinere kommunisme i USA. I 1919 var Reed med til at stifte Communist Party USA (CPUSA). Efter den første omgang af ‘den røde fare’ i slutningen af krigstiden, med bl.a. en omstridt, ny lov, der muliggjorde deportationer grundet mistanke om socialistisk og kommunistisk agitation, gav Depressionen venstrefløjen nyt liv, og Roosevelts New Deal-politik udformedes netop under indtryk af venstrefløjens voksende popularitet.

Frem mod 1945 er der da også mange eksempler på samarbejde mellem internationalt orienterede, reformvenlige liberalister og socialister. Dette gjaldt særligt i spørgsmålet om borgerrettigheder og i USA’s engagement i den globale afkolonialiseringsproces (von Eschen 1997). Forholdet mellem venstrefløjen og liberalisterne forsuredes dog under Den Kolde Krig. McCarthy-processerne i 1950’erne, hvor blandt andet amerikanske intellektuelle og kunstnere – ofte på et meget tyndt grundlag – stod anklaget for bl.a. kommunistisk spionage – fik mange liberale til at lægge afstand til venstrefløjen. Af lignende grunde omdannede borgerrettighedsbevægelsen sig i denne periode, vendte blikket indad mod konstitutionelle rettigheder og forlod – i hvert fald i sin retorik – det internationalistiske perspektiv i kampen mod racisme. Dette er en overordnet tendens, der varer ved indtil slutningen af 1960’erne.

De ideologiske kampe, der foregik på venstrefløjen i det 20. århundrede, spiller en stor rolle for i hvert fald tre af de intellektuelle, der præsenteres i denne bog. W.E.B Du Bois erklærede sig tidligt som so34 INTRODUKTION

cialist, om end han længe forholdt sig noget skeptisk over for CPUSA og dets metoder. I sin tænkning vendte han flere gange tilbage til et forsøg på at sammentænke klassekamp og borgerrettighedskamp. Martin Luther King jr. var under indtryk af ’den røde fare’ noget mere tilbageholdende med åbent at erklære sig som socialist, men gav ved private lejligheder udtryk for holdninger, der kan karakteriseres som democratic socialism. Hans venstreorienterede ståsted var dog ikke mere hemmeligt, end at han holdt sin epokegørende tale ”I have a Dream” under The March on Washington organiseret af den kendte socialistleder og borgerrettighedsforkæmper A. Phillip Randolph (1889-1979).

Sociologen C.W. Mills var en meget vigtig figur i opkomsten af The New Left. I efteråret 1960 skrev han sit åbne Letter to the New Left, hvori han stærkt kritiserede det, han betragtede som den amerikanske end of ideology-ideologi såvel som Sovjetunionen, og han så håbefuldt til ‘den unge intelligentsia’ rundtom i verden (blandt andet i Tyrkiet, Sydkorea, Cuba og Taiwan), i et håb om at de kunne være med til at skabe en mere retfærdig verden. Mills var aldrig selv medlem af et politisk parti og var antikommunist, men er blevet anerkendt for at udvikle sin egen sociologiske og radikale kritik af midt-århundredets amerikanske samfund og dets magtelite – med appeller til et mindre hierarkisk, mere lige, mere demokratisk og mindre militaristisk USA. Mest markant banede borgerrettighedsbevægelsen i 1950’erne og 1960’erne vejen for en rettighedsrevolution med stadfæstelse af en række højesteretsdomme i 1964, 1965 og 1968. Dermed lød startskuddet for en række øvrige rettighedsbevægelser. Diverse socialistiske og kommunistisk inspirerede organisationer gjorde sig gældende i 1960’erne og frem. Selv om CPUSA længe afviste homoseksuelle som medlemmer, var det bl.a. en erklæret kommunist, Harry Hay (1912-2002), der i 1969 var med til at stifte The Gay Liberation Front, som kom til at spille en afgørende rolle for homoseksuelles rettigheder over hele verden.

Også på andre områder finder man i 1960’erne og 1970’erne væsentlige amerikanske bevægelser med global rækkevidde, der ofte trak på et socialistisk idégrundlag. Det gælder f.eks. Ungdomsoprøret i 1968 og dannelsen af Students for a Democratic Society i 1969, den senere hippiebevægelse, og anti-Vietnam-demonstrationerne. I EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

35

efterkrigstiden ser man i det hele taget en bred vifte af forskellige former for modkulturer udfolde sig, opkomsten af forskellige former for identitets- og værdipolitikker, der tager livtag med alle de bestående, ’småborgerlige’ værdier i forhold til emner som race, køn og kønsroller, seksualitet, autoritet, universitet, livsstil og opdragelse, og man ser en ny diversitet i alt lige fra livs- og samlivsformer, boformer, musik og litteratur til eksperimenter med stoffer, musikfestivaler og Californisk New Age-spiritualitet. Det drejer sig blandt andet om the Beats, men også om kollektiver (en tradition, der stammer fra utopiske samfund i det 19. århundrede som Brooks Farm), om Black Panthers, Malcolm X (1925-65) og Nation of Islam, men også og mere bredt om miljø- og kvindebevægelsen.

En af bannerførerne for miljøbevægelsen blev marinbiologen Rachel Carson (1907-1964), der med en række bøger, bl.a. Det Tavse Forår (Silent Spring) fra 1962, gjorde den amerikanske offentlighed opmærksom på havenes skrøbelige tilstand og på pesticidernes skadelige indvirkning på miljøet. En absolut hovedskikkelse inden for kvindebevægelsen var feministen Betty Friedan (1921-2006), der bl.a. blev kendt for bogen Farvel, kvindesag? (The Feminine Mystique) fra 1960, og som var en del af ’feminismens anden bølge’ i USA. Kongstanken var, at indførelsen af kvinders stemmeberettigelse langtfra havde vist sig at være tilstrækkelig for at skabe lighed mellem kønnene i det amerikanske samfund.

Indirekte trak venstreorienterede bevægelser demokratiske regeringer, som Kennedy-administrationen og særligt Lyndon B. Johnsons administration, i en mere venstreorienteret retning. Det kom bl.a. til udtryk i Lyndon B. Johnsons førnævnte War on Poverty. Men på trods af indflydelse på en række forskellige områder fik socialistiske partier dog aldrig tilslutning nok til at gøre sig gældende i præsidentkampagner. I 1982 stiftede Michael Harrington organisationen Democratic Socialists of America. Som strategi valgte organisationen at skrinlægge ambitionerne om selv at køre en præsidentkampagne, for i stedet at søge indflydelse på særligt Demokratiske præsidentkandidater. Det er blevet hævdet, at organisationen spillede en væsentlig rolle for valget af præsident Barack Obama i 2008.

36 INTRODUKTION

Udvalget Historien om, hvordan vi fandt frem til lige præcis disse tænkere, illustrerer i sig selv en af de pointer og bevæggrunde, vi har haft for at lave bogen: Vi danskere ved mindre om USA, end vi tror. Dette gælder også selve spørgsmålet om, hvem der er de mest betydningsfulde amerikanske intellektuelle.

Tidligt i projektet fik vi mulighed for at stille amerikanske idéhistorikere spørgsmålet om, hvem de anså for at være de mest indflydelsesrige amerikanske offentlige intellektuelle i det 20. århundrede. På Society of U.S. Intellectual Historys blog foreslog vi en række navne og bad om en vurdering af, hvem de ti vigtigste af disse var.

Dette førte hurtigt til en debat, og trods mange uenigheder blandt de amerikanske forskere stod én ting klart, nemlig at vores liste skulle revideres væsentligt, hvis den bare nogenlunde skulle afspejle, hvem amerikanerne selv ville pege på.* En række intellektuelle, som de færreste danskere kan formodes at kende til, dukkede op igen og igen. Det gjaldt f.eks. den liberale historiker fra midt-århundredet, Arthur Schlesinger jr., der er beskrevet af Anne Mørk i denne bog, og den konservative intellektuelle William F. Buckley jr., som Niels Bjerre-Poulsen introducerer os til.

I begge disse tilfælde gælder, at personerne har været lidet kendte i Danmark, men at de helt entydigt bliver udpeget som meget væsentlige, når amerikanerne selv blev spurgt. Andre navne, der dukkede op i diskussionerne, var libertarianeren Ayn Rand og den socialliberale feminist og pragmatiker Jane Addams, der til tider samarbejdede med Dewey og var mindst lige så kendt i sin samtid som denne. Teologen Francis Schaeffer, publicisten Henry Luce (1898-1967), antropologen Margaret Mead (1901-1978), juraprofessoren Derrick Bell (1930-2011), historikeren Richard Hofstadter, byplanlægningskritikeren og journalisten Jane Jacobs (1916-2006), feministen Betty Friedan, journalisten og kommentatoren Walter Lippmann, diplomaten George F. Kennan, juristen Oliver Wendell Holmes, jr. (1841-1935) og flere andre var også navne, der dukkede op i denne diskussion. * Hele debatten kan læses på http://s-usih.org/2012/02/who-are-ten-most-influential-american.html EN BOG OM OFFENTLIGE AMERIKANSKE INTELLEKTUELLE – OG OM USA

37

Udvalget er altså foretaget i kyndigt samråd med amerikanske idéhistorikere. Om end vi ikke kan garantere, at det endelige udfald vil blive fuldt billiget af vores amerikanske kolleger, så har deres input og råd sat et markant og uvurderligt aftryk på bogen, som vi skylder dem tak for.

Den endelige liste er udtryk for både idealisme og pragmatik: Der er mange, vi gerne ville have haft med, men ikke har med. Det skyldes selvsagt pladshensyn, men afspejler også de ekspertiseområder, der eksisterer blandt de danske og norske forskere, der med stort engagement har kastet sig ud i vores projekt. Det ændrer dog ikke ved, at alle dem, der er med, bestemt har fortjent deres plads. Vi håber, at dette udvalg og alle de andre intellektuelle, der nævnes og behandles både i de enkelte kapitler og i denne indledning, vil vække læserens interesse for at læse videre på egen hånd. For overskuelighedens skyld har vi valgt at gruppere tænkerne som henholdsvis liberale, konservative og venstreorienterede, men vi vil gerne understrege, at de i virkeligheden ikke altid lader sig indplacere så let, og at flere af dem i løbet af deres liv ændrer både politisk tænkning og holdninger markant.

Igennem hele bogen har vi forsøgt at forsyne hver enkelt person med årstal for fødsel og død (i hovedregelen dog kun anført første gang de optræder i bogen). Værker, der findes oversat til dansk, er anført med de danske titler, så læseren nemt kan se, hvor man kan læse videre på dansk. For læsevenlighedens skyld har vi forsøgt at indskrænke brugen af litteraturhenvisninger i bogen til et absolut minimum, det vil sige typisk kun ved direkte citater. Bagerst i bogen finder man litteraturlisten for hvert enkelt kapitel, der ud over de i kapitlerne refererede værker også har henvisninger til anden relevant læsning.

Til slut vil vi takke Martin Ejsing Christensen, Carl Pedersen og Niels Bjerre-Poulsen for gode kommentarer og forslag til indledningen. Vi ønsker at takke Søren Flinch Midtgaard og igen ikke mindst Niels Bjerre-Poulsen for uvurderlig støtte og sparring i forbindelse med bl.a. søgning af publikationsstøtte til denne bog. En særlig tak skal lyde til Syddansk Universitets Humanistiske Fakultet, til Augustinus Fonden samt Stanford University, hvis støtte gjorde bogudgivelsen mulig. Vi vil også gerne takke alle de andre ildsjæle, der har 38 INTRODUKTION

været med til, at denne bog blev til andet end kun en (amerikansk) drøm: de folk, der anonymt fagfællebedømte alle kapitlerne; bidragyderne for en god portion tålmodighed; og sidst men ikke mindst vores redaktør Eva Eistrup for en helt uvurderlig sparring. Resterende fejl og mangler, der måtte være i bogen, er naturligvis vores ansvar.