Slægten Borgias

Borgia

Slægten

BORGIA

WR

Magt, begær og brutalitet i renæssancens berygtede familiedynasti

G.J. Meyer På dansk ved Lasse Rask Hoff Informations Forlag

Til Eric, Ellen og Sarah, som har gjort alting meningsfuldt og givet det værdi

Slægten Borgia © G. J. Meyer og Informations Forlag, 2014 Oversat fra engelsk af Lasse Rask Hoff efter The Borgias – The Hidden History © by G. J. Meyer, 2013 This translation is published by arrangement with Bantam Books, an imprint of The Random House Publishing Group, a division of Random House LLC. Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Remote Grafik Forsiden: Pave Alexander den 6. af Cristofano dell’Altissimo og Lucrezia Borgia af Bartolomeo Veneziano Kort © Jeff Ward Trykt hos Bookwell, Finland 2014 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-4334 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

WR Indhold

Stamtræer 8 Tidstavle 15 Kort 19 Indledning: Borgia-problemet 23 Prolog: En, der var frygtet af alle 27

F ØR ST E DE L : Alonso – Ud af det blå 1. En højst usandsynlig pave 31 Baggrund: Vejen til Rom 42 2. Overraskelser, skuffelser, håb 50 Baggrund: Il Regno – Kongeriget 59 3. Pave og konge: Et venskab ophører 63 Baggrund: Utrolige Italien 72 4. Familieanliggender 76 Baggrund: Mændene med de røde hatte 84 5. Afslutningen på begyndelsen 89

A N DE N DE L : Rodrigo – En lang læretid 6. Overlevelse 101 Baggrund: Den evige stad, evigt genfødt 114

7. Pius den 2.: Virkelige problemer og rygter 117 Baggrund: Il papa 131 8. Paul den 2.: Den forgiftede kalk 135 Baggrund: De uudryddelige onde hoveder 146 9. Sixtus den 4.: Freden forstyrres 150 Baggrund: Krig på den italienske måde 164 10. Innocens den 8.: Bunden nås 170

T R E DJ E DE L : Alexander – Endelig pave 11. Den bedste mand til posten 187 Baggrund: Milano og vanviddet 207 12. Franskmændene kommer 214 Baggrund: Firenze: En mod-renæssance 233 13. Franskmændene drager hjem 237 Baggrund: Faderskabsspørgsmålet: En ”apologi” 251 14. Et ødelæggende tab 259 Baggrund: De unge 276 15. Valentino 281

F J E R DE DE L : Cesare – Cæsar eller ingenting 16. Landskabet ændrer sig 305 Baggrund: Venedig: Freden forbi 322 17. Erobrer 326 Baggrund: Englens borg 344 18. ”Længsel efter storhed og berømmelse” 347 Baggrund: Den nyeste profession 361

19. Regnskabets time 364 Baggrund: De store opdagelser 374 20. Skæbnens mand 378 Baggrund: Overtro: En anden side af renæssancen 389 21. Alene 393 Efterspil 417 En undersøgelse af gamle antagelser 426 Noter 441 Bibliografi 453 Register 457

Prolog

WR En, der var frygtet af alle

D

er hersker håbløs usikkerhed om datoen og visse andre detaljer, men historiens vigtigste elementer lader til at være uomtvistelige: En dag aflagde biskoppen af Calahorra et officielt besøg i kirken Santa María de la Asunción i den lille by Viana i det, der på dette tidspunkt var Nordspanien, men i lange tider havde været en del af kongeriget Navarra.

Hvis besøget fandt sted i 1527, som det fremgår af nogle beretninger, eller i 1537, som det også hævdes, var kirken allerede mere end to hundrede år gammel og dermed fra en tid, der lå lige så langt tilbage for biskoppen, som eksempelvis Det Hvide Hus gør for os i dag. Det var en stenbygning i gotisk stil, høj, bar og rummelig, med spidsbuer alle vegne og lofter, der var så høje, at de henlå i halvmørke på selv de klareste dage.

Hvis besøget, sådan som man ofte hører, slet ikke fandt sted i 1500-tallet, men i det syttende århundredes allersidste år, kan det have været i forbindelse med den restaurering, man ved, kirken gennemgik på det tidspunkt. Man rejste et højt tårn over hovedindgangen i barok stil frem for gotisk, og indenfor forsvandt de oprindelige altre og nicher under et opulent billedhuggerarbejde i det nyere og mere moderigtige rokoko-udtryk.

Det ville have været naturligt for biskoppen, hvis stift også omfattede Viana, at foretage en inspektion af kirken, mens alt dette arbejde var i gang.

Hvornår det end foregik, så var det, der rent faktisk skete, at Hans Excellence biskoppen blev chokeret over – lige foran hovedalteret og dermed på det mest iøjnefaldende sted overhovedet – at finde det overdådigt udsmykkede gravmæle for en af de berømteste sønner af en af Spaniens berømteste familier. Og over at læse den gravskrift, udfærdiget i den regionale dialekt, der stod på det, og som kan oversættes således: Her, i en lille smule jord, ligger en, som var frygtet af alle,

P rolog

en, som holdt krigen og freden i sin hånd. Åh, du, som søger efter ting, der fortjener hæder, hvis du vil hædre den mest værdige, så lad din rejse slutte her, du behøver ikke at gå videre.

Nedenunder lå liget af en ung mand, og hvis det var intakt, ville man kunne se sporene efter en gruopvækkende voldsom død. I levende live havde den pågældende båret de katolske kardinalers røde hat, haft en bolig i pavepaladset i Rom, redet ind i stolte byer som erobrer, ægtet en prinsesse og modtaget æresbevisninger i massevis af Frankrigs og Spaniens konger.

Ikke bare én, men to gange havde han haft magten til at afgøre, hvem der skulle vælges til pave. I tredive år var denne skikkelse drevet af en ånd, hvis kraft og originalitet var så stor, at han kom til at danne forlæg for en af verdenslitteraturens udødelige klassikere (Machiavellis Fyrsten, o.a.).

Måske var det mest bemærkelsesværdige, at manden havde opnået alt dette, da han var otteogtyve år gammel. I den alder var han blevet en legendarisk skikkelse i europæisk historie og var, som gravskriften indikerede, blandt de allermest frygtede og beundrede i sin samtid.

Biskoppen af Calahorra var imidlertid forarget over at finde en sådan mand hædret med et mindesmærke af den art, og ikke bare i en kirke, men i en kirke, han som prælat var ansvarlig for. Det var en skandale i hans øjne. Altså beordrede han graven ødelagt – bogstaveligt talt udslettet, slået i småstykker med tunge hamre – og liget fjernet. Men ikke engang dét var nok. Biskoppen erklærede de opgravede rester for uegnede til begravelse i indviet jord og fik gravet et hul ved foden af den stentrappe, der førte fra kirken ned til den befærdede vej nedenfor. Han lod derefter liget anbringe i hullet og hullet dække til. På den måde, skal han have sagt, ville det blive ”trampet på af mennesker og dyr i al evighed.”

Hvis lig var der dog tale om? Hvad var det for en mand, der efter at være nået til tops på så mange områder i løbet af så kort et liv efterlod sig et navn, som kunne fremprovokere så voldsom en reaktion hos en gejstlig, som umuligt kunne have kendt ham – og gøre det mange årtier, måske mange generationer, efter sin temmeligt mystiske og aldrig klarlagte død?

Det er blandt andet det, den følgende historie søger at afdække. For at kunne besvare spørgsmålet må vi først se på den verden og den familie, den unge mand voksede ud af.

første del

WR Alonso Ud af det blå

1

WR En højst usandsynlig pave

D

et er den 3. april, og foråret står i fuldt flor. Vi befinder os i Rom, som i dette år – 1455 – hverken er den strålende verdenshovedstad, byen havde været under forne tiders kejsere, ej heller den mægtige stad, den igen vil blive om få generationer. Det er derimod noget af et forfaldent hul med en tredive, måske fyrre tusind sjæle.

I Vatikanet, der domineres af den tusind år gamle og langsomt smuldrende Skt. Peters Basilika (den første Peterskirke, o.a.), er kardinalerne ved at forsamles. Det er de, fordi der er gået ti dage siden pave Nikolaus den 5.s død. Af ”apopleksi”, har hans læger erklæret og dermed afsløret, at de ikke har den fjerneste anelse om, hvad det var, der fik ham til at svækkes uge for uge, indtil han endelig, kun syvoghalvtreds år gammel, selv erklærede, at hans død var forestående.

Denne særlige paves død på dette særlige tidspunkt er noget, der vækker dyb bekymring. Selve det, at der skal vælges en efterfølger nu, er en sag forbundet med så store vanskeligheder og farer, at det næsten ikke er til at tænke på.

Officielt og ifølge sædvane har de første ni dage efter pavens død været reserveret til de ritualer, som skal føre afdøde paver over i efterlivet: en sjælemesse hver dag, som forestås af en ny kardinal fra gang til gang. Men i virkeligheden har både dagene og nætterne været fyldt af korridorforhandlinger, især for at finde ud af, hvem der er i stand til at samle de stærkeste blokke før afstemningen. Midt i alt dette er Nikolaus’ lille, indtørrede legeme blevet indkapslet i de traditionelle tre kister, en af cypres inden i en af bly inden i en tredje af poleret elmetræ med smukt åremønster. Derpå er den blevet lagt til hvile i krypten under basilikaen, en bygning, der er så faretruende faldefærdig, at man i de sidste år af pavens regeringstid har taget 2.500 vognlæs sten fra Colosseum og fragtet dem over Tiberen for at stive den af.

32

Alonso

Da den sidste messe afsluttes med det sidste Ite, missa est, er der allerede blevet slået brædder for vinduerne i den ene fløj af pavepaladset på den foreskrevne måde. Indenfor er der blevet hamret små, simple celler sammen, hver udstyret med en smal seng, en skammel og et lille bord. De femten forhåndenværende kardinaler (yderligere seks befinder sig for langt fra Rom til at deltage) melder sig nu til tjeneste. Da de en efter en er gået indenfor, bliver dørene lukket og låst bag dem. Der bliver opstillet vagter, og dermed er konklavet i 1455 officielt i gang.

Berøvet alt naturligt lys, som de er, er kardinalerne afhængige af kerter og olielamper for at kunne se. Da der ingen udluftning er, og den eneste måde at skaffe varme på om morgenen er at tænde op, vil den luft, de indånder, snart være meget dårlig. Men konklaver skal heller ikke være behagelige.

Fysisk ubehag har for længst vist sin nytte. Det tilskynder kirkefyrsterne til at få deres arbejde overstået, bekendtgøre resultaterne og rejse hjem.

Hvert led i processen er styret af skikke, der har udviklet sig hen over halvandet årtusinde. Pavevalget er på skiftende tidspunkter foregået under henholdsvis romerske kejsere, byzantinske kejsere og tysk-romerske kejsere fra den anden side af Alperne. Nogle gange har paverne selv kunnet udpege deres efterfølger, og der har været perioder, hvor ingen ville vove at sætte sig på tronen uden godkendelse fra det romerske præsteskab – eller sågar fra folket. Men i 1059 blev retten til at vælge paven overdraget til kardinalkollegiet ved paveligt dekret. Firs år senere blev valgretten ved et nyt dekret kardinalernes alene, hvilket betød, at der ikke var behov for yderligere godkendelse, når det hellige kollegium havde truffet sit valg. Endnu fyrre år senere blev der indført et krav om to tredjedele flertal for at blive valgt (indtil da skete det ved simpelt flertal, o.a.).

Dermed var linjen langt. Selvom der har været andre ændringer – eksempelvis forsøget på at gennemtvinge et hurtigt forløb ved at formindske kardinalernes madrationer, hvis ikke de nåede en afgørelse inden for tre dage, og en yderligere reduktion, hvis der efter fem dage stadig ikke var valgt en pave – så kunne de grundlæggende regler dårligt være mere enkle.

Den, der kan opnå stemmerne fra ti af de mænd, der lige nu er låst inde i paladset sammen, vil overtage paveembedets fulde magtbeføjelser fra det øjeblik, han er valgt. Og det vil han gøre, om så hele den omkringliggende verden er imod det.

Enkle regler er imidlertid ingen garanti for et let forløb. Det er altid et kompliceret foretagende at vælge pave, fordi der altid er meget på spil,

En højst usandsynlig pave

33

og det ikke kan undgås, at mange konkurrerende kræfter gør sig gældende.

Tingene går sjældent glat. Idet kardinalerne finder sig til rette i deres soverum og begynder at snakke sammen, er de klar over, at dette valg næppe bliver anderledes.

Det er nu ikke, fordi Nikolaus har efterladt sig meget, der skal ryddes op i. Tværtimod var han på ingen måde nogen dårlig eller bare skødesløs pave. Efter sin tids standarder var han god. Ja, enhver, som måtte sammenligne ham med hans umiddelbare forgængere, ville faktisk kunne finde på at kalde ham nærmest fremragende. Efter en opvækst i ydmyge kår i det nordvestlige Italien havde han gjort karriere inden for kirken ved fortjeneste alene – først som en af sin tids førende humanistiske lærde, dernæst som succesfuld diplomat. Valget af ham var et rent tilfælde. Han var kun blevet kardinal nogle få måneder før det konklave, der gjorde ham til pave, og det var aldrig sket, hvis ikke de mest magtfulde fraktioner i kardinalkollegiet havde holdt hinanden i en skruestik uden at kunne komme hverken frem eller tilbage. Men hans otte år lange styre endte med at blive fremgangsrigt og uden skandaler. Han bidrog væsentligt til at skabe fred og et vist mål af stabilitet ikke bare i Italien, men også i Tyskland, afsluttede et sidste skismatisk opgør, fandt ærlige måder at fylde Vatikanets pengekasse på igen og satte atter gang i den så ofte afbrudte proces med at forsøge at give den forfaldne by Rom sin tabte storhed tilbage.

Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at han kun udpegede et enkelt familiemedlem, en halvbror, til kardinalkollegiet, og intet gjorde for at berige sig selv og sine slægtninge. Alt i alt havde hans regeringstid udgjort et betragteligt skridt fremad i genopbyggelsen af pavedømmet – i genskabelsen af dets gamle betydning og prestige. Hvorvidt dette vil fortsætte eller gå i stå nu, afhænger, som alle ved, med stor sandsynlighed af, hvem der bliver valgt til hans efterfølger.

De problemer, kardinalerne står over for, stikker langt dybere end noget, Nikolaus har gjort eller forsømt. De er levn fra de halvandet hundrede års splid, der gik forud for hans regeringstid. Årtier og atter årtier med eksil, med skisma, med en dybt skadelig kamp for at afgøre, om paven er kirkens enevældige overhoved eller underlagt de økumeniske (fælleskirkelige) konciler. Nogle af de helt store spørgsmål er afklaret nu, eller ser i hvert fald ud til at være det, men folk har stadig dårlige minder, og mange dybe sår er endnu ikke helet. Valget af Nikolaus skete blot fire år efter den sidste eksilerede paves tilbagevenden til Rom, og det var først to år efter valget,

34

Alonso

at den sidste modpave opgav sit krav på tronen. Der er kun to år mellem Nikolaus’ død og det seneste komplot for at omstyrte pavedømmet og få et republikansk styre genindført i Rom. Den kendsgerning, at han slap uskadt fra det, er ikke ensbetydende med, at truslen er væk. Også det vil formodentlig afhænge af, hvem der tager hans plads – i hvert fald delvist.

Hvis der hersker fred i hele Italien i 1455, så er der igen tale om en afvigelse fra den nyere historie og en skrøbelig en af slagsen. Det er ikke længere siden end 1452, at halvøen sidst blev opslugt af krig – da Venedig angreb Milano. Firenze, Genova, Bologna og Mantova kom alle Milano til undsætning, mens Napoli slog sig sammen med Venedig. Til sin ros holdt paven Rom neutralt, hvorved han blev fri til at mægle og få en fredsaftale i stand og bringe de krigsførende parter sammen i det, han kaldte Den Italienske eller Den Hellige Liga. Dette forbund er uden sidestykke i italiensk historie – en forsvarsalliance, der omfatter hele halvøen og forpligter gamle fjender til at omfavne hinanden som venner, og hvis sigte er at etablere en magtbalance, der er stabil nok til at bevare freden. Alliancen trådte først i kraft nogle uger før Nikolaus’ død, da den besværlige konge af Napoli endelig skrev under, og det var hans største bedrift som pave. Det er meningen, at den skal gælde i femogtyve år, men som virkeligheden er i Italiens ­politiske liv, er chancen for, at det kommer til at gå sådan, forsvindende lille.

Den rolle, Nikolaus spillede i gennemførelsen af alt dette, bidrager sammen med hans forsvinden fra scenen til følelsen af, at konklavet, der lige nu er i samling, har større betydning end de fleste.

Forbundet kræver, at de mest magtfulde italienske fyrster aflægger ed på at gøre noget, de ikke er i vane med: at respektere de nuværende grænser, at gøre fælles sag og straffe enhver stat, der bryder freden, og at samarbejde om at holde fremmede magter ude. Det forpligter de mest hensynsløse og ærgerrige af disse fyrster til at opgive – eller i det mindste udsætte – gamle drømme om at undertvinge deres naboer og bemægtige sig deres landområder. Der er ikke mange af dem, der ville være gået med til noget sådant, hvis ikke det var for en af senmiddelalderens allerstørste politiske katastrofer: de osmanniske tyrkeres erobring af det legendariske Konstantinopel blot treogtyve måneder før Nikolaus’ død.

I elleve hundrede år havde Konstantinopel været det østromerske eller byzantinske kejserriges hovedstad og overmåde meget rigere og mere betydningsfuld end Rom. Byen havde også i fire hundrede år været sæde for den ortodokse kirke. Men efter århundreders tilbagegang og det stæ-

En højst usandsynlig pave

35

digt ekspanderende Osmannerriges gradvise optrævling af Byzans hen over mange generationer, var byen ikke andet end en bleg skygge af, hvad den havde været på sit højdepunkt. Afslutningen var tragisk: Efter en mindre end to måneder lang belejring blev en forsvarsstyrke på syv tusind mand løbet over ende af firs tusind islamiske angribere. Herefter fulgte tre rædselsdage, da sultan Mehmed den 2. (”Mehmed Erobreren”, kun enogtyve år gammel) belønnede sine mænd ved at give dem lov til at plyndre, voldtage og dræbe, som de havde lyst til. Helt op til halvtreds tusind af den stolte gamle bys indbyggere blev dræbt, og de overlevende forsvandt på Østens slavemarkeder. Det var en begivenhed, der forandrede verden, og den fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver kristen, der forstod dens betydning.

Faktisk kunne Vesten ikke tillade sig at være chokeret. Magthaverne kunne ikke påstå, at de var blevet overrumplet. De havde set passivt til gennem alle de år, hvor tyrkerne kom tættere og tættere på Konstantinopel.

Byens kejsere havde sendt stadigt mere fortvivlede anmodninger om hjælp, og Europa havde ikke blot undladt at reagere, men også bidraget til at gøre sammenbruddet uundgåeligt. Hvis tyrkerne ved århundredets midte sad på en stor del af Balkanhalvøen og Ungarn syd for Donau, så var det ikke en ny situation: Hele Bulgarien og meget af Serbien var blevet erobret mere end halvtreds år tidligere. At Konstantinopel selv var blevet tyrkernes hoved­ mål, kunne ikke have været mere åbenlyst. Da de blokerede Bosporus, det store sejlløb, der forbandt Konstantinopel med Sortehavet og den bagvedliggende verden, holdt de byen i et kvælertag, og dens skæbne var tydeligvis beseglet. Den sidste kejser – der sørgeligt nok bar navnet Konstantin, og som skulle dø i kamp, mens tyrkerne strømmede over hans mure – fik ikke meget andet af Vesten end flotte ord til opmuntring og tomme løfter. ­Nikolaus den 5. tog visse skridt til at organisere en redningsekspedition, men det blev ikke til noget. At han ikke formåede at gøre mere, blev siden af mange set som den eneste skamplet på hans regeringstid.

Med erobringen af Konstantinopel vandt tyrkerne ikke bare en strålende ny hovedstad til deres imperium (Hagia Sofia, en af senantikkens arkitektoniske vidundere, blev forvandlet fra kirke til moské) og ikke bare en af verdens mest storslåede havne, men tillige en platform, hvorfra de kunne true Syd- og Mellemeuropa. Venedig, hvis kolossale rigdom er afhængig af adgangen til markeder i Østen, er den mest udsatte af de italienske stater, men heller ikke dette er en ny situation, og Venedig har været længe om at

36

Alonso

tage bekymringerne alvorligt. Bystatens handelsfyrster er vokset op med forestillingen om Konstantinopel som deres vigtigste konkurrent, når det kom til handel, ikke som et bolværk mod muslimsk aggression, og de var dumme nok til at glæde sig over byens tilbagegang. De nærede forhåbninger om at tæmme tyrkerne og gøre dem til handelspartnere. Tåbeligheden i denne tankegang blev først udstillet, da tyrkerne sænkede et venetiansk skib, der forsøgte at sejle gennem Bosporus, halshuggede de besætningsmedlemmer, der ikke var druknet, og stillede liget af kaptajnen til skue efter at have boret en pæl igennem ham. Men på det tidspunkt var det allerede for sent, i hvert fald hvad Konstantinopel angik.

Det stod klart, at Venedig ikke var den eneste truede stat, da sultan Mehmed efter erobringen af Konstantinopel føjede ”kejser af Rom” til sine mange titler. Der er ingen, der fejlagtigt har forstået dette som en spøg: Hvis Konstantinopel kunne falde, så kan Rom også. Og hvis Rom faldt, hvem ville så sige, at den kristne civilisation ikke stod over for sin undergang? Det er spørgsmål som dette, og den dystre alvor af de eneste troværdige svar, der har fået de førende italienske magter til at skubbe deres uenigheder til side og forenes i Den Hellige Liga.

Sådan er de problemstillinger, der hænger over Italien, kirken og Europa i april 1455 og skaber et desperat behov for lederskab. Men fordi den menneskelige natur nu engang er, som den er, er det ikke nødvendigvis de problemstillinger, der vejer tungest for kardinalerne, som sidder afsondret i Vatikanet. Intern rivalisering fylder mere, og man kan være sikker på, at i hvert fald nogle af kardinalerne er mere optaget af at få en fordel frem for deres rivaler, eller forhindre deres rivaler i at få en fordel frem for dem, end af noget så abstrakt som den vestlige civilisations skæbne. Midt i konklavet, som en slange parat til at hugge og i stand til at forgifte alting, ligger den blodfejde, som i næsten umindelige tider har betydet, at Roms to førende familier bestandig er i struben på hinanden. Var det ikke for Orsiniernes had til Colonnaerne og Colonnaernes had til Orsinierne, ville de syv italienere, som udgør konklavets største nationale gruppe, kunne regne med temmeligt let at skaffe sig de tre yderligere stemmer, de skal bruge for at kunne give pavemagten til en af deres egne. Men på grund af dette had bliver det i bedste fald vanskeligt at få valgt en italiener.

Det er ikke nogen ligegyldig ting. Siden pavehoffet vendte tilbage fra det, der kaldes det babyloniske fangenskab, hvor det i syvogtres år måtte blive i Avignon i Provence og være så fuldstændigt i de franske kongers

En højst usandsynlig pave

37

magt, at syv paver i træk var franskmænd, er man også vendt tilbage til den forestilling, at paverne bør være romere, og hvis ikke romere, så i det mindste italienere. Befolkningen i Den Evige Stad tager denne tanke meget alvorligt. Kardinalerne ved, at valget af en udefrakommende meget vel kan fylde gaderne med vrede folkeskarer, og at dette med sikkerhed vil ske, hvis de vælger en fra det, romerne betragter som den barbariske verden på den anden side af Alperne. Selvom byen har været forholdsvis rolig siden den republikanske sammensværgelses fiasko i 1453 – i høj grad takket være Nikolaus den 5.s anstrengelser for at forholde sig upartisk i sin omgang med de evigt-misundelige Orsinier, Colonnaer og andre baronklaner – så skal der aldrig ret meget til for at antænde en eksplosion i Rom. Delingen af de italienske kardinaler i uforsonlige lejre og den deraf følgende mulighed for en ikke-italiensk pave er en yderligere anledning til nervøsitet.

Når italienerne ikke kan forenes, skyldes det tilstedeværelsen af to af kardinalkollegiets mest frygtindgydende medlemmer. De er begge romerske adelsmænd midt i fyrrerne, og de kan begge trække på enorme reserver af politisk, økonomisk og endog militær magt. Latino Orsini indtager det sæde i kollegiet, som hans familie har besat i så mange hundrede år, at dens overhoveder ser det som noget, de har krav på, ja, reelt som deres personlige ejendom. Blandt de ting, der pryder Latinos slægtstavle, er tre Orsinipaver, den første valgt i 1191, og den anden så berygtet for korruption, at Dante gav ham en lille talerolle som en af de fordømte sjæle i Helvedet.

Latino kan nøjes med at kigge i sin egen families historie for at blive belært om, hvilket aktiv man kan skaffe sig ved at placere en slægtning eller én, der er afhængig af ens slægtninge, på pavetronen. Eller for at få lige så overbevisende eksempler på, hvor dårligt det kan gå, når selvsamme trone er besat af en fjende – i værste fald, fra en Orsinis perspektiv, af en Colonna eller en ven af Colonna-familien.

Skønt stolt og magtfuld overgås Latino af sin farligste rival, kardinal Prospero Colonna. Prospero, der er nevø til den Oddo (eller Oddone) Colonna, som blev pave Martin den 5. i 1417 og brugte sin position til at overøse sine slægtninge med rigdom, høje embeder og adelstitler, har haft en farverig karriere. Han blev gjort til kardinal, mens han endnu var teenager, blev ekskommunikeret efter sin onkels død, da Colonnaerne røg ud af Vatikanets inderkreds og faldt i unåde, fik indyndet sig igen og var til sidst meget tæt på selv at blive valgt til pave. Hen over tre nervepirrende dage under konklavet i 1447 var Prospero hele tiden blot to stemmer fra at vinde. Når det ikke lyk-

38

Alonso

kedes ham at få disse to stemmer, og støtten til ham derefter smeltede bort, skyldtes det flere kardinalers loyalitetsfølelse over for Orsinierne samt det ubehag, andre følte ved Prosperos berygtede vilje til at bruge vold for at nå sine mål. Det var denne fastlåste stilling mellem Orsinier og Colonnaer, som førte til det overraskende valg af konklavets nyeste medlem, den lærde Tommaso Parentucelli, der således var blevet den nyligt afdøde Nikolaus den 5.

Omstændighederne, der skabte dødvandet i 1447, er alle til stede her i 1455. Mens kardinalerne gør sig parat til at foretage den første afstemning, bliver det klart, at flere foretrækker italieneren Domenico Capranica.

For en nøgtern betragtning er det en forståelig, ja, endog prisværdig udvikling. Der er ikke noget at sige Capranica på, og der er meget, der taler for ham. Den femoghalvtredsårige er en særdeles erfaren gejstlig, der har været biskop i tredive år og kardinal i over tyve. Han er også en af Vatikanets f­ ørende diplomater og administratorer, en anset humanistisk lærd, en fortaler for reformer af kirken og så uangribelig i sin personlige livsførelse, at renæssancehistorikere i senere tider vil kalde ham from.

Set ud fra de kriterier, som burde være de væsentligste, er han en exceptionel kandidat. Der er ingen, der ville kunne finde gode grunde til at beklage sig over valget af ham, og hans kolleger kan godt lide, at han har været en af dem i noget nær en menneskealder – mange af dem føler, at den afdøde Nikolaus aldrig udviklede den rette respekt for det hellige kollegium, som han kun var blevet en del af, få måneder før han blev valgt til pave.

Ikke desto mindre har Capranica et problem, og det viser sig at være diskvalificerende. Han begyndte sin karriere som sekretær for Colonna-paven Martin den 5. – han var blevet udvalgt til posten på grund af sine usædvanlige evner og sit store potentiale – og derfor stemplede Orsinierne ham tidligt som en fjende og har altid behandlet ham derefter. I årenes løb har han og Orsinierne haft så hyppige og alvorlige sammenstød, at det er udelukket, at han vil blive valgt ved et konklave, hvor Latino Orsini har vetoret.

Da Capranicas sag således er tabt, fremsætter Latino sit valg: Pietro Barbo, nevø til pave Eugen den 4., som døde i 1447 (og som selv havde været nevø til en tidligere pave). Trods sine kun otteogtredive år er Barbo en veteran i kollegiet, han har siddet der i femten år, og selvom han ikke nyder samme anerkendelse som Capranica, er han absolut værdig til at komme i betragtning. Han har ikke bare Orsiniernes støtte, men også Venedigs og den napolitanske konges. Men heller ikke han har en chance, og det af grunde, som er uden forbindelse med noget, han nogensinde selv har sagt

En højst usandsynlig pave

39

eller gjort. Problemet er hans afdøde onkel. Da Eugen gjorde Barbo til kardinal i en alder af treogtyve år, skete det i Firenze, og når han opholdt sig i Firenze, var det, fordi han seks år forinden var flygtet fra Rom for at redde livet – og hans flugt fra Rom var nødvendiggjort af, at han havde forsøgt at knække Colonnaernes magt og i stedet selv var blevet overvundet.

Resultatet var en vældig ydmygelse. Tre år efter at Eugen var blevet valgt, sad han, forklædt som munk, på en pram på vej ned ad Tiberen og krøb sammen under et skjold, mens vrede romere fra bredderne ovenover lod deres foragt gjalde ned over ham og smed sten, pinde og affald efter ham. Han fandt et tilflugtssted i Firenze, som bød ham velkommen, fordi den herskende familie her, Medicierne, stod i tæt forbund med Orsinierne, der altid var glade for at tage imod en fjende af Colonnaerne.

Rom endte med at blive erobret tilbage med magt, ikke af Eugen selv, men af en officer i den pavelige hær ved navn Giovanni Vitelleschi, som både var kardinal og en af epokens mest vilde og aggressive soldaterførere.

Lederen af Roms kortlivede, Colonna-støttede republik blev parteret levende af mænd med rødglødende tænger, og der blev indført et militærstyre i byen med henblik på at gøre enhver modstand umulig og livet uudholdeligt for enhver Colonna, der var tåbelig nok til at blive. De landområder, der var underlagt pavedømmet og kendtes som Kirkestaten, blev også hærget, selv kirkerne i de småbyer, der havde været opsætsige mod paven, blev raseret, og byen Palestrina, hvor en af de mest magtfulde grene af Colonna-familien havde hjemme, blev tilintetgjort.

Pietro Barbo havde intet at gøre med noget af dette – det er endda uklart, om hans onkel paven selv havde udtænkt eller godkendt de grusomheder, der blev begået i hans navn – men i Colonnaernes øjne er pletten på ham uudslettelig: De vil aldrig, aldrig, kunne stole på ham. Det kan godt være, at Prospero Colonna her i 1455 ikke længere har tilstrækkelig styrke og indflydelse til at fremstå som en troværdig kandidat selv, men han er så afgjort stadig i stand til at blokere valget af enhver, som kan tænkes at være en trussel mod hans klan. Han har også et argument i Barbos forholdsvis unge alder. Ikke uden grund finder kardinalerne det i reglen uklogt at give kronen til en mand, der muligvis vil bære den i tyve eller tredive år. I Barbos tilfælde er en fyrreårig regeringsperiode ikke utænkelig.

Med udelukkelsen af Capranica og Barbo er der åbenlyst behov for et kompromis, et, som både Latino og Prospero vil acceptere. Dagene går, og idet kardinalerne ser sig om efter en løsning, mærker flere deres opmærk-

40

Alonso

somhed samle sig om en skikkelse, der er en anomali i kirkelig sammenhæng. Det drejer sig om Basilios Bessarion, der er den ene af to grækere til stede ved konklavet – den anden er Isidore af Kiev. De begyndte begge deres karriere i den ortodokse kirke, steg højt til vejrs i det konstantinopolitanske hierarki og blev i 1434 udpeget som delegerede til den romerskkatolske kirkes koncil i Basel, hvor de lod forstå, at de gik stærkt ind for at gøre en ende på de århundredgamle forskelle mellem den østlige og den vestlige kirkes ritualer. Ved koncilets sammenkomst i Firenze i 1439 gik Bessarion og Isidore til pavehoffets glæde over til Rom, hvorved de gjorde sig til forrædere i deres ortodokse brødres øjne. De blev straks gjort til kardinaler.

I løbet af de næste femten år vandt Bessarion sig et ry som en af Europas førende humanister og fortalere for den nye lærdom og som en såre kompetent mand med en upåklagelig moralsk habitus. I mange kardinalers øjne taler det også til hans fordel, at han i kraft af sine østromerske rødder har en forståelse for den tyrkiske fare, og at han insisterer på, at Vesten reagerer på den med styrke.

Men heller ikke han har en chance for at blive valgt. Konklavets franske medlemmer har opgivet deres tavshed, eftersom det, der er på dags­ordenen, ikke længere er et rent italiensk stridsspørgsmål, og fører nu an i en kritik af Bessarion for at være en fremmed. De gør et stort nummer ud af, at han i strid med det hellige kollegiums konventioner fortsat bærer det lange skæg, som er del af den byzantinske tradition. Selv de kardinaler, der beundrer Bessarion mest, ser sig nødsaget til at medgive, at det ikke kan føre til andet end ulykke, hvis man sætter ham til at herske over Rom og den romerske kirke.

Altså må der findes et andet kompromis. Kardinalerne, der er frustrerede og udmattede og gerne vil slippes fri, finder det hurtigt. Finder ham hurtigt. Længselen efter at afslutte denne trættende affære får dem langt om længe til at indse, at der blandt dem er en mand, som ingen har et ondt ord at sige om. En mand, der vel ikke ligefrem er en forkæmper for den nye humanisme sådan som Capranica, Bessarion eller pave Nikolaus, men dog en respekteret lærd med to doktorgrader i jura og et internationalt ry som en autoritet på området.

En god mand – uberørt af skandaler og kendt af alle romere for sin støtte til hospitaler, sin gavmildhed over for de gamle og de fattige og sin enkle livsførelse.

Tillige en statsmand med en imponerende karriere, herunder flere årtier som højre hånd for en af Europas mægtigste konger.

En højst usandsynlig pave

41

En fredsstifter af højeste karat, der har været en central aktør i arbejdet for at afslutte Det Store Skisma (skismaet inden for den romerskkatolske kirke, o.a.) og i bilæggelsen af en langvarig konflikt mellem Napoli og Rom. En mand, der er kendt for at være loyal over for paven, snarere end over for koncilerne, og for at forstå truslen fra tyrkerne.

En mand, der ikke er grådig – end ikke ærgerrig.

Og hvad der er endnu vigtigere i dette fastlåste konklave: en mand, der ikke er en del af det politiske spil. Efter at have siddet ti år i kardinalkollegiet tilhører han stadig ikke nogen af dets fraktioner og er så fri af pavehoffets intriger, at ingen – ingen Orsini, ingen Colonna, ingen overhovedet – har grund til at nære mistro til ham.

Og endelig – som det bedste, det afgørende argument – er han seksoghalvfjerds år gammel og ikke længere ved godt helbred. Det er utænkeligt, at han vil leve længe. Det gør ham perfekt.

Så da kardinal Bessarion rejser sig op og i et alvorligt tonefald erklærer, at han giver sin stemme til Alonso Borgia, er hans kollegaer nærmest ved at falde over deres egne ben for at gøre det samme. De er glade og lettede, de er sikre på, at de vælger en mand, som vil regere mildt, passivt og først og fremmest i kort tid – som snart vil drage til det hinsides uden at have været til kval for nogen og uden at have ændret noget som helst.

De skulle bare vide.