Den sorte greve by Informations Forlag

150

PULITZERPRISEN 2013 BEDSTE BIOGRAFI

Ved at gå i general Dumas’ fodspor kortlægger Tom Reiss et farverigt liv, der fører læseren til Paris’ boulevarder og teatre og til storslåede slag i Italien og Egypten i Napoleons hær for til sidst at ende i armod og sygdom.

226

Den sorte greve giver et levende historisk indblik i livet i Frankrig under og efter Den Franske Revolution og er en fantastisk beretning om en usædvanlig mand.

Tom Reiss (f. 1964) er amerikansk forfatter og journalist bosiddende i New York. Har tidligere udgivet Führer-Ex (1996) i samarbejde med Ingo Hasselbach og The Orientalist (2005). Reiss har vundet den prestigefulde Pulitzer- pris for Den sorte greve.

Tom Reiss

DEN SORTE GREVE

en franske general Alex Dumas er næsten ukendt i dag. Hans historie er derimod verdenskendt, for hans søn, den store 1800-talsforfatter Alexandre Dumas, brugte sin fars liv og skæbne som forlæg for de højt elskede litterære klassikere Greven af Monte Cristo og De tre musketerer. Bag de utrolige eventyr gemmer sig den næsten endnu mere utrolige beretning: at den virkelige greve af Monte Cristo var søn af en sort slave, født på den franske koloni SaintDomingue, og endte med at nå højere op ad den hvide vestlige verdens sociale rangstige, end nogen sort mand på den tid og længe efter.

150

“Bedre fortælling om revolutionstiden kan man ikke læse”

★★★★★★ Berlingske

Tom Reiss

z Den z

SORTE GREVE

”Blandt muslimerne blev alle, høj som lav, der fik et glimt af general Bonaparte, overrasket over, hvor lille og tynd han var … Den af vore generaler, som gjorde størst indtryk på dem ved sit udseende, var … den øverstbefalende for k avaleriet, Dumas. Da de så denne sorte mand med en fysisk fremtoning som en kentaur sætte over skyttegravene på sin hest, på vej ud for at købe franske krigsfanger tilbage, troede de alle hver og en, at han var felttogets leder.”

René-Nicolas Desgenettes’ beskrivelse af Dumas under Frankrigs felttog i Egypten 1798-1801.

Napoleons rival og den virkelige Greve af Monte Cristo Informations forlag

Den_sorte_greve_smuds_021013-45mm.indd 1

03/10/13 13.10

Den sorte greve

Den sorte greve – Napoleons rival og den virkelige greve af Monte Cristo © forfatteren og Informations Forlag, 2013 Oversat fra engelsk af Morten Visby efter The Black Count – Napoleons Rival, and the Real Count of Monte Cristo – General Alexandre Dumas © Tom Reiss 2012 This translation is published by arrangement with Crown Publishers, an imprint of the Crown Publishing Group, a division of Random House, Inc. and Lennart Sane Agency AB. Grafisk tilrettelæggelse: Remote Grafik og Graphorama.dk Omslag: Remote Grafik Tryk: Bookwell, Finland 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-407-5 Udgivet med støtte fra Den Ingwersenske Fond Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Informations Forlag St. Kongensgade 40 C, 1264 København K www.informationsforlag.dk

Tom Reiss

Den sorte greve Napoleons rival og den virkelige greve af Monte Cristo Oversat af Morten Visby

INFORMATIONS FORLAG

Til Diana og Lucy, der ved, hvad det vil sige at vente, og Melanie, der forst책r, hvorfor de sprang broen i luften.

Indhold

Prolog: Første del, 26. februar 1806 .......................................... 11 Prolog: Anden del, 25. januar 2007 ........................................... 15 Bog I 1. Sukkerfabrikken ................................................................. 39 2. Loven om de sorte .............................................................. 55 3. Erobringer i Normandiet ................................................... 73 4. “Ingen er slave i Frankrig” ................................................. 89 5. Amerikanere i Paris .......................................................... 107 6. Den sorte greve i Lysenes By ............................................ 119 7. Dronningens dragon ........................................................ 131 Bog II 8. Revolutionens somre ........................................................ 9. “Nye kræfter gennem blodsudgydelse” ........................... 1 0. “Også det sorte hjerte banker for friheden” .................... 11. Monsieur de l’Humanité ................................................... 12. Slaget om de højeste tinder .............................................. 13. Revolutionens lavpunkt ................................................... 14. Belejringen ........................................................................ 15. Den sorte djævel ...............................................................

153 173 185 203 221 241 259 283

Bog III 16. Ekspeditionens leder ........................................................ 17. ‘Hans deliriske republikanisme’ ...................................... 18. Drømme i brand .............................................................. 19. Krigsfange hos Den Hellige Tros Hær ............................. 20. “Borgerinde Dumas … er bekymret over sin mands skæbne” ........................................................... 21. Fangehullet ....................................................................... 22. At vente og håbe ............................................................... Epilog. Den glemte statue ........................................................ Tak ..................................................................................... Noter ................................................................................. Udvalgt bibliografi ........................................................... Navne- og stedregister ......................................................

295 321 343 355 377 389 407 431 441 449 489 511

N O R D S Ø E N

T E

DE Ø STRIGSKE NEDERLANDE

London

HOLLAND

Rhine n

i ne

Frankfurt

Paris

Verdun

Rhi n en

FRANKRIG

SCHWEIZ

R A L P

L A G U T R

S P A N I E N

Torino

Nice KONGED Ø MMET PIEMONTESARDINIEN

Madrid

Milano

Lyon

ST E SMÅ

Den Engelske Ka nal Bruxelles VillersLe Havre Cotterêts

Bordeaux

TYSK

A T L A N T E R H

STORBRITTANIEN

N M I D D E L H A V E T

Reis_9780307382467_3p_01_r1.z.indd xii

6/14/12 4:48 PM



 







R U

Berlin

PREUS

ND LA

TYSK

P O L E N

A ST E SMÅ

EUROPA, CIRKA 1792

Wien ALPERNE

4/12 4:48 PM

KEJSERRIGET ØSTRIG

Venedig

Rom Neapel O S M A N N E R KONGERIGERNE NEAPEL & SICILIEN

R I G E T

Prolog: Første del

26. FEBRUAR 1806

et var næsten midnat den 26. februar 1806, og Alexandre Dumas, der senere skulle skrive Greven af Monte Cristo og De tre musketerer, lå og sov i sin onkels hjem.1 Han var knap fire år gammel. Han var hos sin onkel, fordi faren var alvorligt syg, og moren fandt det bedst, at han ikke var derhjemme. Idet klokken slog midnat, vågnede han ved, at det bankede hårdt på døren. I skæret af en lampe på natbordet så han sin kusine rejse sig op i sengen, synligt bange. Alexandre kravlede ud af sengen. I sine erindringer, skrevet over 40 år senere, huskede han det således: Min kusine råbte til mig, ”Hvad laver du?” ”Det skal du få se,” svarede jeg stille. ”Nu åbner jeg døren for min far, som er kommet for at sige farvel til mig.” Den stakkels pige sprang ud af sengen, dybt forfærdet, og greb fat i mig, netop som jeg lagde hånden på dørhåndtaget, og trak mig hen i sengen igen. Jeg sprællede i armene på hende og råbte så højt, jeg kunne: ”Farvel, far! Farvel, far!”

Næste morgen kom de voksne og vækkede børnene, og en af dem fortalte Alexandre, at hans far var død den nat.2

DEN SORTE GREVE

”Min far er død,” sagde jeg. ”Hvad betyder det?” ”Det betyder, at du ikke ser ham igen.” ”Hvad mener du med, at jeg ikke ser min far igen? ... hvorfor ikke?” ”Fordi Gud har taget ham op til sig.” ”For altid?” ”For altid.” ”Og jeg får ham aldrig at se igen, siger du? ... aldrig nogensinde?” ”Aldrig nogensinde.” ”Og hvor bor Gud?” ”Han bor i himlen.” Det tænkte jeg meget nøje over et øjeblik. Selvom jeg kun var et lille barn, uden fornuftens brug, forstod jeg, at der var sket noget uigenkaldeligt i mit liv. Lige så snart jeg ikke længere var genstand for deres opmærksomhed, så jeg mit snit til at rende hjem til mor. Alle dørene stod åbne, alle ansigterne var forskræmte, og man kunne tydeligt mærke dødens tilstedeværelse. Jeg gik ind, uden at nogen så mig. Jeg fandt vej til et lille rum, hvor man opbevarede husets våben, og her tog jeg en bøsse, som havde tilhørt min far, og som han ofte havde lovet at give mig, når jeg blev ældre. Således bevæbnet begyndte jeg at gå op ad trappen. Ved afsatsen på første sal mødte jeg min mor. Hun var lige kommet ud af dødsværelset ... hendes ansigt var helt vådt af tårer. ”Hvor tror du, du skal hen?” spurgte hun, overrasket. Hun troede jo, at jeg var henne hos min onkel. ”Jeg skal op i himlen!” svarede jeg. ”Hvad mener du med, at du skal op i himlen?” ”Lad mig komme forbi.” ”Og hvad har du så tænkt dig at gøre, når du kommer op i himlen, mit stakkels barn?” ”Så vil jeg slå Gud ihjel, for han har slået far ihjel.”

26. FEBRUAR 1806

Min mor tog mig i sine arme og krammede mig så hårdt, at jeg troede, jeg ville blive kvalt.3

Alexandre Dumas skrev disse linjer som 45-årig, hvor han havde besluttet, at det var på tide at reflektere over sit liv. Han kom aldrig længere med levnedsbeskrivelsen end til sit 31. år – hvor han endnu ikke havde fået udgivet et eneste ord som romanforfatter – men han brugte mere end de første 200 sider på en historie, der er mindst lige så fantastisk som hans romaner, nemlig historien om faren, general Alexandre (Alex) Dumas, en sort mand fra kolonierne, som på et hængende hår overlevede Den Franske Revolution og endte med at have 50.000 mand under sin kommando. Kapitlerne om general Dumas trækker på morens erindringer, udsagn fra farens venner og officielle dokumenter og breve, som Dumas fandt hos sin mor og fik udleveret af det franske krigsministerium. Det er en rå og intens biografisk skitse, fyldt med huller, udeladelser og genskabelser af optrin og dialog. Men det er et oprigtigt forsøg på at fortælle sandheden. Historien om faren slutter med ovenstående dødsscene, som markerer det punkt, hvor romanfatteren begynder sin egen livshistorie. Gennem romanfiguren Haydée, den hvide slave i Greven af Monte Cristo, tog Dumas til genmæle mod enhver, der måtte nære skepsis over for så lille en drengs evne til at kunne huske så mange detaljer. Haydées far døde, da hun var fire år gammel, forrådt og myrdet af en af hovedskurkene i romanen. Hun taler rørende om sin far og fortæller så Greven: ”Jeg var kun fire, men fordi begivenhederne havde så altafgørende betydning for mig, er der ikke en eneste detalje, der ikke stadig står indprentet i mit sind, ikke et eneste element, der har unddraget sig min hukommelse.”4 At huske et menneske er altid det vigtigste i Alexandre Dumas’ romaner. Den værste synd, man kan begå, er at glemme. Skurkene i Greven af Monte Cristo myrder ikke helten, Edmond Dantès, de kaster ham i et fangehul, hvor verden glemmer alt om ham. Dumas’

DEN SORTE GREVE

helte glemmer intet og ingen: Dantès har en helt ufejlbarlig hukommelse, når det gælder alle aspekter af den menneskelige viden, verdenshistorien og alle de mennesker, han nogensinde har mødt. Da han konfronterer dem én for én, må han konstatere, at de, der har likvideret hans identitet, simpelthen har glemt, at han overhovedet eksisterede og dermed også har glemt den forbrydelse, de selv har begået. Når jeg har påtaget mig at rekonstruere historien om den glemte helt, general Alexandre Dumas, er det på grund af ovenstående passage i sønnens memoirer, som jeg selv læste som dreng og aldrig har glemt.

Prolog: Anden del

25. JANUAR 2007

eg er bange for, at situationen er særdeles penibel – og meget uheldig,”5 sagde viceborgmesteren til mig. Fabrice Dufour, viceborgmester i den brostensbelagte by Villers-Cotterêts, havde et forpint udtryk i ansigtet. Han havde ansvar for den lokale kulturarv, som til trods for byens ringe størrelse var ganske betydelig. Byen havde en kort overgang dannet magtcentrum i det franske ancien régime, da hertug Filip af Orléans efter onklen Ludvig den 14.’s død i 1715 blev rigsforstander for den femårige Ludvig den 15. og besluttede, at hoffet skulle tilbringe så meget tid som muligt i byen. Denne grå lille by 80 kilometer nord for Paris blev kendt for at være et centrum for royal skandale, utugt og skørlevned, og det skulle der meget til på det tidspunkt i det 17. århundredes Frankrig. Kontoret, hvor jeg sad, lå i skyggen af et château i tidlig renæssancestil, som havde dannet ramme om nøgne middagsselskaber og storstilede orgier, der involverede bondage og kønslig omgang mellem kongelige og folk fra byen assisteret af såvel mandlige som kvindelige professionelle. Disse festligheder blev omtalt som ”Adam og Eva-nætter.” Ifølge en tilstedeværende hofmand ”blev lyset slukket efter champagnen, hvorefter det afklædte selskab hengav sig til indbyrdes flagellering.

DEN SORTE GREVE

Man lod mørkets luner afgøre partnervalget og gik til sagen med en grundighed, der var til umådeligt stor adspredelse for Hans Højhed.”6 Mange år senere hed det, at Ludvig den 16., Marie-Antoinettes kejtede og generte ægtemand, blev helt rød i hovedet, hvis han så meget som hørte byen omtalt ved navn – hvilket heller ikke kan have været særligt ofte efter 1723, da rigsforstanderen døde, og hoflivet igen centreredes om Versailles. Når byen ikke blev fuldstændig glemt sidenhen, er det sådan set kun på grund af den mand, jeg var kommet for at opspore – en mand, der levede og døde på disse kanter under Den Franske Revolution. Alene stedets gudsforladte uforstyrrelighed, som var særlig påfaldende denne råkolde januardag, gav mig håb om, at jeg her ville kunne finde visse dokumenter, som jeg mente stadigt eksisterede. Han var en respektindgydende skikkelse, viceborgmesteren, som han sad der og tronede bag sit skrivebord. Han havde et dovent, ufrivilligt skelende øje og en lige så ufrivillig tendens til at smile en anelse, mens han talte. ”Særdeles prekær,” gentog han bestemt. I ca. et halvt minut sagde han ikke noget, men så blot skiftevist udtryksfuldt ud ad vinduet eller sendte mig sigende blikke. Jeg lagde mærke til et motorcykelmagasin på bordet ved siden af en stak brochurer om châteauet. Jeg var ikke helt sikker, men det forekom mig, at viceborgmesteren havde mascara på. Hans store, brune øjne fremstod lidt for klart aftegnede. Han rystede på hovedet, smilte og lavede en tsk tsk-lyd. ”Jeg har forståelse for, at De er kommet hele vejen fra USA for at se hende, men jeg er bange for, at det er umuligt at arrangere.” Mentalt forberedte jeg mig på en passende fransksproget protest. Mere end nogen anden kultur her i verden har franskmændene respekt for protester, hvilket er grunden til, at de jævnligt lammer afgørende industrier og centrale institutioner med landsdækkende strejker – men det er vigtigt at protestere på den rigtige

25. JANUAR 2007

måde. Inden jeg nåede at sige noget, tog viceborgmesteren imidlertid ordet igen. ”Det vil være umuligt at arrangere, eftersom den dame, De er kommet for at besøge, desværre er afgået ved døden.” Jeg troede først, at jeg havde hørt forkert. Den dame, der havde indvilliget i at mødes med mig – hun var ansat på det lokale museum og hed Elaine – havde ikke givet indtryk af at være særligt gammel. Jeg havde ikke fundet det nødvendigt at få hendes efternavn, da hun var den eneste ansatte på museet ud over en enkelt sikkerhedsvagt. ”Det skete meget pludseligt,” sagde viceborgmesteren. Han sagde noget om en sygdom, cancer måske, men jeg var ikke sikker. Det var, som om chokket over hendes død gik lidt ud over mine franskkundskaber. ”Hun sagde ikke noget om, at hun var syg,” sagde jeg lidt undskyldende. ”Ja, vi er alle meget chokerede og bedrøvede over det,” sagde viceborgmesteren. Efter at have fremmumlet min kondolence forsøgte jeg at samle tankerne igen og forklare, hvor vigtigt det var, at jeg fik adgang til en række dokumenter, hun havde haft i sin varetægt: De fleste af dem havde ikke været rørt af menneskehånd i 200 år, bortset fra de sjældne lejligheder, hvor én samler af obskure franske memorabilia havde solgt dem til en anden, og til sidst var de endt her, på et lille museum, der havde købt dem for en beskeden sum. Jeg spurgte, om der var nogen, der havde overtaget Elaines opgaver, hvortil viceborgmesteren rystede på hovedet. Var der nogen, der havde dannet sig et overblik over dokumenterne på hendes kontor? Gennemset papirerne? Måtte jeg få lov at kaste et blik på dem? ”Det er netop dét, der er problemet, ingen af dokumenterne er på hendes kontor,” sagde viceborgmesteren. ”Elaine var bekymret over deres sikkerhed og opbevarede alt i et pengeskab. Et meget stort og meget sikkert pengeskab, men da hun døde, tog hun koden

DEN SORTE GREVE

med sig i graven. Hun var den eneste, der kendte koden. Foretrak selv at stå for det hele. Vi har ledt overalt, men har ikke kunnet finde koden ... Jeg er bange for, jeg ikke kan hjælpe Dem. For blot et par uger siden ville det ikke have været noget problem, men som det er nu, er situationen som sagt særdeles penibel.” Han så på mig med et sammenknebent øje. ”Det er tragisk.” ’Tragisk’ var et rammende ord i denne sammenhæng, omend det fra viceborgmesterens side blev ytret med fuldkommen bureaukratisk upåvirkelighed. Denne lidenskabsløse embedsmand, der havde til huse her ved siden af det berygtede, gamle château, befandt sig kun et stenkast fra det lille kommunale museum, hvor Elaine havde taget sig af det hele selv. Det hed Musée Alexandre Dumas. Men hvad langt de fleste af de besøgende i byen næppe har vidst, var, at den berømte romanforfatter, der var født i byen, selv havde været søn af en stor mand – den oprindelige Alexandre Dumas. Den oprindelige Alexandre Dumas blev født i 1762 som søn af Antoine Alexandre de l’Isle i den franske sukkerkoloni Saint-Domingue. Antoine var en fransk adelsmand på flugt fra sin familie og fra myndighederne. Moren var en sort slave. Antoine frasagde sig senere sit dæknavn og gjorde igen krav på sit rigtige navn og sin retmæssige titel – Alexandre Antoine Davy, markis de la Pailleterie – og hentede sin sorte søn hjem til et liv i pomp og pragt uden for Paris. Drengen gav imidlertid afkald på farens navn og adelstitel. Han indtrådte i den franske hær på laveste rangniveau og overtog sin mors efternavn, ’Dumas’, som også er det navn, der fremgår af lægdsrullen. Da han var blevet forfremmet efter fortjeneste og havde nået høj militær rang, nægtede han ligefrem at underskrive sig med ’Alexandre.’ Han foretrak den korte og helt enkle form ”Alex Dumas.” Alex Dumas var en fuldendt kriger og en mand med sine meningers mod. Han var kendt for sin styrke, sin fægtekunst, sin tapperhed og sin evne til at løbe af med sejren selv i de vanskeligste

25. JANUAR 2007

situationer. Men han var også kendt for sine grove næsvisheder og sine problemer med autoriteter. Han var en soldaternes general, frygtet af fjenden og elsket af sine mænd, en helt i en verden, hvor man ikke slog om sig med den betegnelse. Gennem sammensværgelser og rænker endte han som fange på et fort som et offer for ukendte fjender, uden håb om appel og glemt af verden. Det er ikke tilfældigt, hvis hans skæbne leder tankerne hen på en ung sømand ved navn Edmond Dantès, der, netop som han skal til at indlede en lovende karriere og gifte sig med sin udkårne, bliver gjort til en lille brik i et spil, han aldrig har haft noget kendskab til, og spærret inde i fangekælderen på øfortet Château d’If uden vidner eller retssag. Men i modsætning til helten i sønnens roman om Greven af Monte Cristo mødte Alex Dumas ikke nogen velgører i fangekælderen, der kunne hjælpe ham med at flygte eller finde en skjult skat. Han fandt aldrig ud af, hvad der lå til grund for hans prøvelser, hans abrupte deroute fra hæder og ære til lidelse og afsavn. Jeg var kommet til Villers-Cotterêts for at finde sandheden om det, der skete med denne så lidenskabelige forkæmper for ’frihed, lighed og broderskab.’ I sin egen levetid var general Dumas en legendarisk skikkelse. De officielle historiske fremstillinger af denne periode rummer ofte farverige anekdoter om ham. I bogen The French Cavalry, 1792– 1815 skriver David Johnson om generalens tidlige karriere: ”Ud over at være en førsteklasses soldat var Dumas muligvis den stærkeste mand i den franske hær ... på rideskolen yndede han at rejse sig op i stigbøjlerne og gribe fat i en tværbjælke over sig og derefter løfte både sig selv og hesten op i luften.”7 Ifølge en mere plausibel historie, som også figurerer i mange historiske fremstillinger, udkæmpede han engang tre dueller8 på én og samme dag og vandt dem alle til trods for en gabende flænge i hovedet – hvilket næsten helt sikkert dannede grundlag for en af de mest berømte og mest komiske optrin i De Tre Musketerer, hvor d’Artagnan udfordrer

DEN SORTE GREVE

Porthos, Athos og Aramis til dueller samme eftermiddag (hvilket dog ender lykkeligt – ”Alle for en og en for alle!” – da den virkelige fjende dukker op). Alex Dumas vakte for første gang opmærksomhed i den franske hær, da han som simpel korporal tog 12 af fjendens soldater til fange og marcherede dem tilbage til sin lejr ene mand.9 Kort efter anførte han fire ryttersoldater under et angreb på en fjendtlig post bemandet med over 50 mand – Dumas dræbte seks og tog 16 fanger. Som en parisisk journalist opsummerede det i begyndelsen af det 19. århundrede: ”Disse fremragende bedrifter kombineret med en mandig fysiognomi og usædvanlig styrke og statur sikrede ham en hurtig forfremmelse, og allerede efter kort tid havde han også bevist, at han fortjente det.”10 Selvom han steg i graderne, var Alex Dumas ikke typen, der blot overlod det farlige arbejde til sine underordnede, mens han selv holdt sig på sikker afstand af kamphandlingerne: Han anførte sine tropper ved personligt at ride forrest under alle udfald og træfninger. En af hans overordnede officerer sagde på et tidspunkt til ham: ”Min kære Dumas, jeg ryster af skræk, hver gang jeg ser dig springe i sadlen og lægge dig i spidsen for dine dragoner. Så siger jeg altid til mig selv, ’Han kan umuligt blive ved at komme uskadt tilbage, hvis han fortsætter i det tempo.’ Hvad skal der blive af mig, hvis du får dig selv dræbt?”11 Selv da Dumas blev general, med tusindvis af tropper under sin kommando,12 foretrak han altid at lede små enheder under specialmissioner, hvor han kunne bruge sine åndsevner og sine formidable fysiske færdigheder til at sikre en sejr. Som øverstbefalende13 for Alpehæren, omtrent svarende til en rang af firstjernet14 general i dag, iførte Dumas sig pigstøvler15 og førte sine mænd op ad tilsyneladende helt ufremkommelige, isklædte klippesider for at overraske en østrigsk artilleristilling, der ellers havde virket lige så uindtagelig som Navarones kanoner. Han erobrede fjendens

25. JANUAR 2007

materiel og vendte kanonerne mod dem selv, hvorved han aftvang østrigerne en øjeblikkelig overgivelse.16 Han tog ikke bare 1.700 fanger og konfiskerede over 40 artilleripjecer, men sikrede også kontrollen med Mont Cenis, nøglen til Alperne. Mens de stadig begge var generaler under Den Franske Revolution, hyldede Napoleon i tråd med tidsånden Alex Dumas’ bedrifter gennem en reference til den klassiske oldtid, idet han udråbte ham som inkarnationen af Horatius Cocles,17 den romerske helt, der reddede Republikken ved at afholde de invaderende barbarer fra at krydse Tiberen. Datidens franske og for den sags skyld amerikanske revolutionære levede i en verden af klassiske allusioner – alle omtalte således George Washington som Cincinnatus. Da Napoleon indledte den franske invasion af Egypten, medvirkede Dumas som øverstbefalende for kavaleriet,18 men det var ved samme lejlighed, de to meget forskellige soldater endte med at afsky hinanden. Det var et ideologisk sammenstød – Dumas så sig selv som forkæmper for en verdensfrigørelse, ikke et verdensherredømme – men det var også personligt. ”Blandt muslimerne blev alle de, der fik et glimt af general Bonaparte, høj som lav, altid slået af, hvor lille og tynd han var,” skrev den ledende militærlæge under felttoget. ”Den af vore generaler, som gjorde størst indtryk på dem ved sit udseende, var ... den øverstbefalende for kavaleriet, Dumas. Da de så denne sorte mand med en fysisk fremtoning som en kentaur sætte over skyttegravene på sin hest, på vej ud for at købe franske krigsfanger tilbage, troede de alle hver og en, at han var felttogets leder.”19 Alex Dumas, over 1,80 høj og atletisk af bygning, var blandt de flotteste mænd i den franske elite.20 Men hvordan kunne det være, at han overhovedet blev en del af denne elite – og ligefrem blev hyldet som nationalhelt – på et tidspunkt, hvor grundlaget for Frankrigs rigdom var undertrykkelsen af de sorte slaver i kolonierne?

DEN SORTE GREVE

General Alex Dumas var en usædvanlig mand på så mange måder, at man let kommer til at overse det, der mere end noget andet var usædvanligt ved ham – at han var en sort mand, i en hvid verden, i slutningen af det 18. århundrede. Hans mor, Marie Cessette Dumas, var slave, og han var selv slave en kort overgang efter at være blevet solgt af sin egen far, en aristokratisk flygtning, der havde brug for pengene til at betale for sin hjemrejse til Frankrig.21 Som 20-årig var Alex imidlertid kommet til Frankrig og havde modtaget undervisning i de klassiske sprog, filosofi, selskabelig takt og tone, ridning, dans og fægtekunst. Et festligt pariserliv tilbragt i teatre og boudoirer endte brat efter en kontrovers med faren,22 og Dumas lod sig indrullere som ryttersoldat i dronningens dragonregiment.23 Det var i 1786, umiddelbart før Den Franske Revolution, og da dét uvejr brød ud, greb Dumas chancen og gjorde kometkarriere i den nye revolutionære hær. Han endte med at have hele divisioner og armeer under sig. Der skulle gå 150 år, før nogen anden sort officer i den vestlige verden nåede lige så højt op i det militære hierarki. Forklaringen på, at et sådan liv overhovedet var muligt, skal søges i en anden glemt historie, nemlig historien om verdens første borgerrettighedsbevægelse.24 I 1750’erne under Ludvig den 15.’s styre tog en generation af juridiske foregangsmænd kampen op med en af de mest magtfulde interessegrupper i Frankrig – den koloniale sukkerlobby – og som noget helt uhørt lykkedes det dem at få indført almene borgerrettigheder for sorte og farvede. Slaver, der kom til Frankrig fra kolonierne, førte retssager mod deres ejere og fik tilkendt friheden. Til sammenligning kan man anføre, at den amerikanske højesteret – så sent som i 1850’erne – kunne fælde den berygtede Dred Scott-kendelse, ifølge hvilken sorte var ”så underlegne og lavtstående, at de ikke har nogen rettigheder, den hvide mand er forpligtet til at anerkende.”25 I sin sproglige formulering spotter denne kendelse faktisk de franske slaverisager fra

25. JANUAR 2007

det forrige århundrede. De franske retssager var flere årtier forud for Somerset-sagen, der blev startskuddet til kampen for slaveriets afskaffelse i England. Pludselig, med Revolutionen i 1789, var der nærmest ingen grænser for drømmen om lighed i Frankrig. Dumas var ikke den eneste sorte eller mulat, der gjorde karriere i Frankrig: Han red i krig side om side med Chevalier de Saint-Georges, som blev anset for at være den bedste fægter i Europa (og i øvrigt også var en anerkendt komponist og musiker). I lighed med Dumas var han af blandet herkomst: Hans mor havde været en frigiven slave. Da Revolutionen brød ud, dannede han et kavalerikorps, der blev kendt som Den Sorte Legion,26 hvortil han rekrutterede Dumas som sin næstkommanderende. Som blot 31-årig var Dumas blevet forfremmet til general27 og nød næsten udelt beundring blandt alle de officerer og menige, der havde kæmpet sammen med ham. En fransk officer med preussisk opvækst, som ikke lagde skjul på at nære den største ”gru for negre” (og i øvrigt også ”voldsom antipati mod jøder”), skrev ikke desto mindre, at general Dumas ”formentlig er den bedste soldat i verden.”28 Historien om general Dumas er et fantastisk godt eksempel på den første sande frigørelsesepoke: Årtiet, hvor Den Franske Revolution ikke blot søgte at afskaffe slaveri og diskrimination baseret på hudfarve, men også nedbrød murene om de jødiske ghettoer og tilbød jøderne fulde borgerrettigheder29 og dermed afsluttede en noget nær universel diskrimination, der havde gjort sig gældende i Europa siden ødelæggelsen af Det Andet Tempel i år 70 e.Kr. General Alexandre Dumas, skrev en fransk historiker i slutningen af det 19. århundrede, ”var inkarnationen af den nye lighed.”30 Man har gjort meget ud af lighedsspørgsmålet under Den Amerikanske Revolution og de første ansatser til afskaffelse af slaveriet i den engelsktalende verden, men Alex Dumas’ liv viser, at det var

DEN SORTE GREVE

Den Franske Revolution, der bragte den første epoke af uhæmmet emancipation med sig – en epoke med en kompleks sammenvævning af drømme og skuffelser, som kom til at danne grundlag for de følgende to århundreders historie om frihed og fordomme. Den revolutionære racefrigørelses tidsalder præsenterede store dele af verden for de moderne tanker om menneskelig frihed – forestillingen om, at alle mennesker, uanset hvilken religion de har, og hvilken race de tilhører, bør tilkendes samme rettigheder, muligheder og respekt – men den ansporede også til reaktionen i form af moderne racisme og moderne antisemitisme. Under Rædselsregimet udviste Dumas en selvbeherskelse og en menneskekærlighed, der let kunne have kostet ham generalposten eller måske livet. På et tidspunkt, da de mest radikale forkæmpere for frihed, lighed og broderskab begik den ene grusomhed efter den anden i navn af disse idealer, veg han aldrig tilbage for at beskytte et offer uden hensyntagen til vedkommendes baggrund eller ideologiske kulør. Da han blev sendt ud for at nedkæmpe en royalistisk opstand i det vestlige Frankrig, den såkaldte Vendée-krig, som var et af de mørkeste kapitler af Den Franske Revolution – satte general Dumas sin egen karriere på spil ved at opponere mod de blodsudgydelser, han blev vidne til overalt.31 Senere skrev en pro-royalistisk skribent om denne ”ædelmodige republikaner,” at Dumas var noget så sjældent som en general, der ”til enhver tid var parat til at lade livet på slagmarken, men hellere ville knække sit sværd end påtage sig rollen som bøddel.”32 Som søn af en markis og en slave havde Dumas den helt unikke position, at han på én gang kunne betragte samfundet i de højeste og de laveste klassers perspektiv. Som den sande idealist han var, holdt han ikke op med at forfægte sine synspunkter, selvom de ikke længere faldt i tråd med den herskende linje. Hans tilfangetagelse og efterfølgende fængsling på et fjendefort, hvor han vansmægtede i to år – indtil han blev løsladt og gerådede i en om muligt endnu

25. JANUAR 2007

mere kvalfuld labyrint af forræderi i sit eget land og fra sine egne fæller – var et forvarsel om, hvad der ville ske med idealerne om lighed og broderskab, især for franske mænd og kvinder med en anden hudfarve. Og Dumas’ fødested, Saint-Domingue, gennemgik en voldelig revolution og genopstod som Haiti, der blev boykottet af verdens hvide nationer og stødt ud i en desperat marginalposition efter at have haft en central placering i verdensøkonomien. General Dumas’ svimlende storhed og fald hjemsøger sønnens memoirer. ”Jeg forgudede min far,” skriver romanforfatteren. ”Jeg elsker ham med en lige så dyb, øm og sand kærlighed, som hvis han havde våget over min ungdom, og jeg havde haft den lykke at kunne støtte mig til hans stærke arm under min opvækst fra dreng til mand.”33 General Dumas’ forhold til romanforfatterens mor, Marie-Louise Labouret,34 en hvid kvinde fra en respektabel borgerfamilie, var som taget ud af et eventyr: De forelskede sig i hinanden, da han kom ridende for at beskytte hendes by mod overgreb i de tidlige revolutionsmåneder. Det var på den måde, Dumas-familien blev situeret i Villers-Cotterêts: Marie-Louises far, kroejeren Charles Labouret,35 var blevet velhavende på baggrund af de mange tilrejsende, som Huset Orléans’ udskejelser havde trukket til byen. Farens eneste betingelse var, at Dumas, som dengang stadig kun var menig soldat i Dronningens Dragonregiment, først skulle sikre sig en forfremmelse og opnå rang af sergent. Da Dumas vendte tilbage til byen for at blive gift med sin forlovede, var han ikke blot steget ét, men fire trin på den militære rangstige. Sammen fik de tre børn, hvoraf Alexandre, romanforfatteren, var det yngste og den eneste søn.36 Det fiktionsværk, som faren var den mest direkte inspirationskilde til, er Dumas’ roman Georges, hvor en ung mand af blandet race fra en fransk sukkerkoloni kommer til Paris, bliver en berømt mesterfægter og vender tilbage til øen for at hævne en gammel

DEN SORTE GREVE

racemæssig krænkelse – hvilket i sig selv er en næsten eksakt genfortælling af en dramatisk hændelse fra farens ungdom. I slutningen af romanen har Georges giftet sig med sit hjertes udkårne, vist sig dygtigere og modigere end de hvide, udkæmpet dueller, reddet ungmøer og anført en slaveopstand, der bringer ham på skafottet, hvor han dog i sidste øjeblik bliver reddet af sin mulat-bror, der er kaptajn på et slaveskib. Mange af Georges-figurens aspekter går igen hos Edmond Dantès, Greven af Monte Cristo, der gjorde ham følge på tryk få måneder senere. Georges husker alt som led i sin encyklopædiske besættelse. Da han vender tilbage for at få hævn over de hvide, der har gjort hans familie uret, drager han i hver situation stor fordel af det faktum, at de kun lever i nuet. Fortiden er ikke levende for dem på samme måde som for Georges: De husker intet – og har derfor ikke noget greb om realiterne. Og realiterne er, at den drøm, Georges inkarnerer, nu er blevet til virkelighed: En sort mand kan blive adlet og være bedre uddannet, mere talentfuld og mere magtfuld end de hvide plantageejere. Forfatteren til Greven af Monte Cristo har selv leveret standardredegørelsen for romanens oprindelse37 – om end han undlader at nævne det faktum, at Alex Dumas’ berygtede farbror Charles engang brugte en caribisk ø ved navn ”Monte Cristo” som base for smugling af sukker og slaver. Romanens hovedplot, skrev Dumas i et essay, var baseret på en grufuld kriminalhistorie fra virkelighedens verden, fundet i de parisiske politimyndigheders arkiver, om en mand, der blev offer for politisk justitsmord efter at være blevet forrådt af en gruppe misundelige venner. I forbindelse med et regeringsskifte blev manden løsladt. Efter at have siddet syv år bag tremmer opsporede han sine gamle venner og myrdede dem med koldt blod. Der er mange detaljer i denne beretning, som fandt vej ind i Dumas’ fortælling, men hovedpersonen kunne ikke have været fjernere fra den dødsensfarlige, men i sidste ende humane greve.

25. JANUAR 2007

Forfatteren afslutter essayet med at give udtryk for, at hans forskellige forklaringer måske blot er snak og forvanskning af sandheden: ”Og nu står det så enhver frit for at finde et andet forlæg for Greven af Monte Cristo end det, jeg har fremlagt her,” skrev han, ”men man skal være endog meget kvik for at finde det.”38 Det er umuligt at vide, hvad forfatteren ønskede at opnå ved at udfordre sin kvikke læser til at ”finde et andet forlæg for Greven af Monte Cristo,” men det lader til, at han håbede, at der en dag ville være én, der kom på et helt andet ophav til hans forurettede hovedperson. Han havde allerede forvandlet sin far til mulat-hævneren ”Georges” på mission i en højere retfærdigheds tjeneste, men den kriminalhistorie fra virkelighedens verden, som han efterfølgende kastede sig over, gav ham mulighed for at universalisere farens kamp. Ved at overføre dele af Alex Dumas’ karakter på Edmond Dantès forvandlede han en kriminel – datidens svar på en moderne seriemorder – til en repræsentant for den universelle kamp for retfærdighed. I Greven af Monte Cristo overførte Dumas ikke blot farens skæbne i de sidste leveår til romanens forrådte hovedperson – han gav ham også en fiktiv forsmag på en slags dyster triumf. I Edmond Dantès aner man grundkonturerne af helten i alle moderne thrillere fra Batman til The Bourne Identity.39 Ingen anden af det 19. århundredes eventyrromaner har vakt så stor genklang. Efter at være undsluppet fra fangekælderen og have sikret sig skatten på Monte Cristo bygger Dantès et luksuriøst, underjordisk skjulested i grotterne på øen. Han lærer sig at mestre enhver form for kamp, omend han fortrinsvist bruger sine åndsevner til at besejre sine fjender og manipulere loven og andre institutioner, så de føjer hans overmenneskelige vilje. Vel vidende at verden er voldelig og fordærvet, bliver greven selv en mester i vold og fordærv – alt sammen med det mål for øje at hjælpe de svageste og mest udsatte af alle. Greven er den første fiktive helt, der beskriver sig selv som

DEN SORTE GREVE

et ”overmenneske” – hvorved han foregriber Nietzsche og ikke mindst det 20. århundredes tegneseriehelte. * Forfatteren Dumas voksede op i en helt anden verden end faren – en verden præget af voksende snarere end aftagende racisme. Forfatterkollegaen Balzac omtalte Dumas som ”ham negeren.”41 Efter succeserne med De Tre Musketerer og Greven af Monte Cristo kastede kritikerne sig ud i endeløse offentlige angreb på Dumas, hvor de hånede hans afrikanske herkomst. Han var en sorthudet tropeplante, der ikke hørte hjemme i Frankrigs litterære muld, hed det blandt andet: ”Selv den mindste flænge i huden over Monsieur Dumas’ rygstykker vil afsløre vildmanden underneden … en neger!”42 Samtidens karikaturer afbildede romanforfatteren som en negermand med fjerpen i hånden – overdrevent fyldige læber, kruset hår og behængt med glitrende smykker og fjer. En særligt berømt karikaturtegning fremstillede ham klædt i bastskørt, med en knogle gennem næsen, mens han rørte rundt i en kannibalgryde, hvori han kogte sine egne hvide romankarakterer levende.43 Selv var han kun kvartneger, hvorimod hans far havde været af halvt hvid og halvt sort afstamning, men der var sket et voldsomt holdningsskifte siden slutningen af det 18. århundrede, hvor farens afrikanske herkomst ikke havde afskåret ham fra at blive anset som en af de ædleste franskmænd. Forfatteren forsøgte at bagatellisere de racistiske fornærmelser, men de må alligevel have gjort ondt. Den største krænkelse af dem alle var imidlertid, at hans far, general Alex Dumas, var helt glemt.

* Den italienske marxist Antonio Gramsci, der skrev i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor nietzscheanismen stod på sit højeste, gik så vidt som til at sige, at ”mange såkaldte nietzscheanere ikke er andet end … dumasianere, der roder lidt med Nietzsche for at kunne ’retfærdiggøre’ den stemning, hvori de er blevet hensat efter endt læsning af Greven af Monte Cristo.”40

25. JANUAR 2007

Det lykkedes aldrig sønnen at afdække den fulde sandhed om faren eller at genindskrive ham i historiebøgerne. Men han hævnede sin far på en anden måde, ved at skabe fiktionsverdener, hvor alle misdædere får deres velfortjente straf, og alle gode mennesker beskyttes af frygtløse, næsten overmenneskelige helte – helte ikke ulig Alex Dumas, forstås. Jeg læste tusindvis af breve skrevet om og af general Dumas på Château de Vincennes, den Bastille-lignende fæstning, der i dag huser Frankrigs militærarkiver. Efter at have passeret portrætter af Napoleon i fuld legemsstørrelse og en lysekrone fremstillet af hundredvis af muskedonner-pistoler sad jeg omgivet af veteraner, der forskede i deres gamle regimenters historie nedfældet på onionskin eller i maskinskrevne rapporter fra det 20. århundrede, mens jeg arbejdede mig gennem de stakkevis af tunge, sirligt håndskrevne pergamentark, der fortalte historien om Den Franske Revolution som et endeløst skue af militære kampe. Den udsøgte håndskrift, jeg kom til at kende som Alex Dumas’, talte ofte i overraskende ligefremme vendinger om hans håb for fremtiden, om hans frustrationer over hæren og hans tro på de idealer, han kæmpede for. Den kombination af ædelmodighed og uhæmmet fysisk vovemod, der havde gjort ham til en af sin tids prægtigste soldater, fremgik tydeligt selv af disse bureaukratiske bunker af daglige militærrapporter. Ofte kunne jeg ikke lade være med at grine, når Dumas gjorde tykt nar ad fast militær procedure, udstedte farverige trusler mod dem, der mishandlede civilbefolkningen, og rakkede ned på feje skrivebordsgeneraler. Hans velvilje over for sine soldaterfæller og hans villighed til at ofre alt for menneske- og borgerettighedernes sag, uanset hvad eller hvem der stod i vejen, kunne indimellem give mig en klump i halsen. Jeg fandt hans soldaterpapirer, missiver fra felten og en masse anekdoter om ham i det 19. århundredes militærhistoriske

DEN SORTE GREVE

fremstillinger, men det var stærkt begrænset, hvad jeg kunne finde om mennesket bag general Alex Dumas – ingen kærlighedsbreve, ingen memoirer, end ikke et testamente. Det var, som om han var blevet udvisket af sin berømte søn og sin berømte sønnesøn, der begge havde båret hans navn. Selv navnebetegnelsen ”Dumas père” (”Dumas den Ældre”), som romanforfatteren er kendt under i Frankrig, udvisker eksistensen af general Dumas: Den skelner kun romanforfatteren fra ”Dumas fils” (”Dumas den Yngre”), skuespilforfatteren, der skrev det drama, som danner grundlag for Verdis La Traviata. Faktisk opdagede jeg, at Alexandre Dumas Museet i Villers-Cotterêts til trods for sit erklærede formål – at bevare ”mindet om De Tre Dumas’er”44 – i al væsentligt fokuserede på romanforfatteren Dumas og kun havde afsat et mindre lokale til skuespilforfatteren Dumas og et ganske lille kammer til generalen Dumas. Det lille kammer rummede nogle få portrætter, enkelte breve om hans bedrifter på slagmarken og en lok af hans krøllede, sorte hår.* Det var mit store håb, at museets pengeskab ville rumme personlige breve, dødslejepapirer og i det hele taget de dokumenter, som virkelig betød noget for ham, og som man kunne forvente, at hans enke ville have givet videre til sønnen. På museet kunne man købe et lille hæfte om stedets historie, som var udformet med den helt særlige bureaukratiske nidkærhed omkring detaljerne, som er så svært at begribe for en amerikaner som mig. Mens jeg læste om årtiers tovtrækkerier mellem by, region og centralregering over den juridiske status af Dumas-familiens klenodier, fortvivledes jeg over min egen situation: Det ville jo kunne tage det stedlige bureaukrati år og dag at lægge sig fast på retningslinjerne for en åbning af pengeskabet. De havde ikke travlt. Gennem årtier havde de forskellige klenodier og dokumenter hobet sig op * Senere besøgte jeg en parisisk butik ved siden af Palais du Luxembourg, hvor jeg lærte en hel del om den overraskende livlige handel med hårlokker fra revolutionsårene og napoleonstiden.

25. JANUAR 2007

i museets kontorer på første sal, og den eneste person, der havde vidst noget om dem eller overhovedet været interesseret i dem, var nu død. Februar blev til marts, og hver gang jeg ringede til viceborgmester Dufour, sagde han blot, at han ville se på sagen og finde ud af, hvad byen ønskede at stille op med pengeskabet.45 Han sagde, at jeg ville høre nærmere om et par dage. Der gik et par dage. Der gik ti dage. Og så blev han pludselig vanskelig at få fat på over telefonen. Jeg rejste frem og tilbage mellem Villers-Cotterêts og Paris, mellem Paris og New York. I forbindelse med mine efterhånden mange besøg i byen fandt jeg ud af, at general Dumas stadig havde sine tilhængere i området. De kaldte sig L’Association des Trois Dumas eller blot dumasianerne. Det var ikke en stor gruppe – hovedsagelig blot en halv snes gamlinge, der betragtede sig selv som tilhængere af mod, kammeratskab og Dumas-ånden. De mødtes på Le Kiosque, en lille restaurant, der var en del af et antikvariat. Stedet blev drevet af en Monsieur Goldie, hvis metalliske snerrende fransk var iblandet portugisisk-skotske toner – begge hans bedstefædre kom fra familier baseret i Britisk Indien, men var på en eller anden måde endt her i byen efter mange eventyr. Jeg deltog i dumasianernes årsmøde, hvor jeg mødte en iransk dame fra Maryland, der var ved at oversætte det samlede Dumas-oeuvre til farsi. Foreningens nyvalgte formand var en lidt oversmart international erhvervsdirektør, der var blevet suget ind i hele foretagendet, fordi han tilfældigvis havde købt et lille slot i udkanten af byen, som general Dumas havde lejet i 1804.46 Han residerede i dag i Almaty i Kasakhstan, men sørgede for at vende tilbage til Villers-Cotterêts, så han kunne præsidere over årsmødet. Hjernen og hjertet i foreningen var imidlertid en tidligere vinhandler, der netop var gået af som formand efter at have finansieret og stået i spidsen for foreningen i mange år. Hans navn var François Angot, og hans familie var byens officielle pikører og således med til

DEN SORTE GREVE

at holde liv i en tradition, der gennem århundreder havde gjort det nærliggende Forêt de Retz-område til et yndet royalt udflugtsmål. I lighed med den nyvalgte formand var Angot blevet involveret i De Tre Dumas’er gennem en ejendomshandel – i hans tilfælde umiddelbart efter Anden Verdenskrig, da hans far tilfældigvis købte det hus, hvor general Dumas døde.47 Da Angots far så sig nødsaget til at afhænde huset i begyndelsen af 1960’erne, forsøgte han at overtale kommunen til at købe det, men der havde ikke været tilstrækkeligt stor interesse for den løsning. Den nye ejer, en tandlæge, satte en aflåst port op forsynet med et skilt, der bad nysgerrige sjæle holde sig væk. Da var det, Angot besluttede sig for, at De Tre Dumas’er havde brug for en forening til at værne om deres minde i byen. Angot gik med krykker efter en bilulykke. Han bevægede sig imidlertid langt hurtigere end mig, for når han ønskede at tilbagelægge en strækning i en fart, slyngede han blot overkroppen fremad med voldsom kraft og plantede krykkerne langt foran sig, hvorefter han igen gjorde et gevaldigt kast med kroppen og så fremdeles. Det mindede mest af alt om et pendul, der var gået grassat. Og han blev aldrig træt af at vise mig Dumas-detaljer i enhver en krog af byen – selv på almindelige kroer og værtshuse med neonreklamer og billeder af letpåklædte damer på væggene hang der altid også en reproduktion af et portræt af romanforfatteren Alexandre Dumas. Angot citerede passager fra De Tre Musketerer, som om det var Shakespeare, og jeg fik fornyet indblik i disse fortællingers evne til at inspirere folk til kækt at klø på, uanset hvor sort det ser ud. Politisk beskrev han sig selv som legitimiste, dvs. som tilhænger ikke blot af monarkiet, men af Bourbon-monarkiet, den mest håbløse af alle sager – men han havde aldrig et ondt ord at sige om nogen. Hans romantisering af ancien régime, komplet med fleurde-lis sløjfeslips og brevknive, blev opvejet af hans forgudelse af den ultrarepublikanske og demokratiske general Dumas, som han betragtede som den største mand i den største af alle familier.

25. JANUAR 2007

Vi drøftede utallige gange, hvordan jeg kunne løse ”problemet med pengeskabet.” Efter at have konsulteret en pengeskabsekspert stod det klart, at der formentlig ikke var så mange andre valgmuligheder end at åbne det ved hjælp af sprængstof. Det ville kræve en specialist, en sprængningsekspert, en låsesmed eller måske ligefrem en pengeskabstyv – og en tilladelse ikke mindst. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre uden lokalmyndighedernes samtykke? Angot mente ikke, jeg skulle lade mig afskrække. ”Hvo intet vover …” sagde han med et glimt i øjet.48 Det begyndte at gå op for mig, at viceborgmester Dufour sådan set heller ikke var uforstående over for problemet – han havde blot endnu ikke set lyset. Jeg fik at vide, at han tidligere, før han blev udnævnt til viceborgmester med ansvar for kulturelle anliggender, hovedsageligt havde været interesseret i biler og motorcykler. Jeg var usikker på, om han nogensinde havde læst en roman af det verdenskendte bysbarn. Det var altså afgørende at få Dufour gjort til Dumas-fan i bredeste forstand. Efter at have rådført mig med dumasianerne bød jeg ham på en overdådig frokost på Le Kiosque, hvor jeg over adskillige retter med dertil hørende vine og cognac, som han i øvrigt i overensstemmelse med fransk skik og brug kommenterede udførligt, forklarede ham mere indgående, hvorfor en nærmere gennemgang af pengeskabets indhold var så afgørende for bevarelsen af byens kulturarv og den franske nation som sådan. Pengeskabet rummede måske sandheden bag nogle af fransk litteraturs mest elskede fortællinger, selve Villers-Cotterêts’ bidrag til verdens kulturarv, og en forklaring på den kendsgerning, at netop hans nation havde været mange år forud for sin tid med nedbrydningen af de racemæssige barrierer. Viceborgmesteren blev gradvist mere animeret eller ligefrem begejstret: ”En for alle, Monsieur Reiss!” sagde han og hævede glasset. ”Vi må åbne det pengeskab!” Han gav mig et hjerteligt håndtryk og

DEN SORTE GREVE

skyndte sig tilbage til sine forpligtelser som viceborgmester. Jeg havde fået en ny allieret – i hvert fald, indtil hans beruselse klingede af. Jeg valgte at betragte hans udtalelser som en opfordring til hurtigst muligt at bryde pengeskabet op – af hensyn til den historiske sandhed og kendskabet til generalens skæbne og simpelthen for at finde ud af, hvad pokker der var i det pengeskab. Jeg fandt en låsesmed i den regionale hovedby, som havde en vis erfaring med den slags, og arrangerede et møde uden for museets åbningstid. Jeg fik planen officielt godkendt af viceborgmesteren, som bragte spørgsmålet om en donation på bane – 2.000 euro, i kontanter, s’il vous plaît – til General Alexandre Dumas’ Minde- og Pengeskabsfond. Næste dag troppede låsesmeden op på museet med kassevis af specialbor og andet udstyr. Viceborgmesteren sørgede for, at der ud over sikkerhedsvagten blev posteret to politibetjente i museumsgården. Pengeskabet stod i hjørnet af et lagerlokale på første sal, der var fyldt med papkasser, gammelt tøj, reproduktioner af klassisk keramik og et udvalg af semi-intakte mannequindukker, der uvægerlig fik mig til at tænke på revolutionære halshugninger. Lige ved siden af pengeskabet stod en tvedelt mannequin – overkroppen var forsynet med skuldertrikolore, som man kender det fra franske øvrighedspersoners optræden ved højtidelige lejligheder, og underkroppen var ærbart dækket af et par hvide herreunderbukser. Låsesmeden tog læderjakken af og lagde sine bor frem på rad og række. Han undersøgte pengeskabet og placerede omhyggeligt et elektrisk måleinstrument på ydersiden. ”Det er gælder om at finde det helt rigtige sted,” sagde han. Derpå fulgte en procedure, man kender fra utallige film – lytte sig frem med et stetoskop, bore, lytte, bore igen, klik-klik, lytte, let banken, lytte, lytte igen … og der var den! Han havde fundet det rigtige sted! De sidste metalspåner fløj ud over gulvet, idet han lagde al sin vægt i boremaskinen, og jeg holdt vejret. Døren svingede op og afslørede stakke og atter stakke af

25. JANUAR 2007

dokumenter – meterhøje stabler af ramponerede æsker og forrevne mapper med de pergamentark og onionskin-dokumenter, Elaine havde indsamlet gennem årene. Alt sammen relateret til Alexandre Dumas – faren, sønnen og sønnesønnen – omend jeg nu i al hast måtte finde frem til det, der havde tilknytning til den oprindelige, originale general Dumas. Ifølge min aftale med viceborgmesteren havde jeg to timer til at affotografere så meget, jeg kunne nå – derefter ville betjentene, som stod vagt udenfor, beslaglægge pengeskabets indhold og transportere materialet, guderne må vide, hvorhen. Jeg tog mit kamera frem og gik i gang.

150

PULITZERPRISEN 2013 BEDSTE BIOGRAFI

226

Den sorte greve giver et levende historisk indblik i livet i Frankrig under og efter Den Franske Revolution og er en fantastisk beretning om en usædvanlig mand.

Tom Reiss

DEN SORTE GREVE

150

“Bedre fortælling om revolutionstiden kan man ikke læse”

★★★★★★ Berlingske

Tom Reiss

z Den z

SORTE GREVE

René-Nicolas Desgenettes’ beskrivelse af Dumas under Frankrigs felttog i Egypten 1798-1801.

Napoleons rival og den virkelige Greve af Monte Cristo Informations forlag

Den_sorte_greve_smuds_021013-45mm.indd 1

03/10/13 13.10