Charlotte Rørth
Jeg mødte Jesus Bekendelser fra en modvilligt troende
Informations Forlag
Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende © Charlotte Rørth og Informations Forlag, 2015 Grafisk tilrettelæggelse, sats og omslag: Remote Grafik Forsideportræt: Lars Pauli Baggrundsfotografi fra sakristiet i La Sacra Capilla del Salvador, Úbeda Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S 1.udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-4693 Bibelcitaterne i bogen er fra Det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse, 1992 Johannes af Korset-citater s. 8, 20, 108 er oversat af Grethe Livbjerg Emily Dickinson-citatet s.16 er fra digtet “A Thought went up my mind today”, fra Complete Poems. Rainer Maria Rilke-citatet side 130 er fra digtet “Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht” i Das Stundenbuch, oversat til engelsk med titlen “Go to the Limits of Your Longing” i Book of Hours: Love Poems to God oversat af Anita Barrows og Joanna Macy. Alle øvrige citater er oversat af forfatteren Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Hør efter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Her har jeg hjemme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 Når lyset slår ned . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Der var en mand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Tid til at tale om tro . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Forundring fryder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Kroppen er vækket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 De må synes, jeg er skør . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Syg af kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Hvem var manden? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Når steder er ladede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Velsignet viden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Korset og Kierkegaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127 Jeg er ikke alene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 En lang og mørk nat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Det andet møde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Der findes ingen vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 Ved Genesaret Sø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 Kildeliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187
Tid til at tale om tro
– Gud, er du blevet religiøs? udbryder min mor, da jeg på vej hjem til Nordjylland fra mit møde med Jesus i Spanien i onsdags er mellemlandet i København. Vi står i hendes karnap på første sal med kig over Sortedamsøen i København med hver vores kaffekop i hånden og har ikke nået at sætte os, før fortællingen flyver ud af mig. Da hun siger ordene, forsøger jeg at holde tårerne tilbage. Hendes ord slår, hun ser det og slår øjnene ned. – Han havde hår på tæerne. Min mor stirrer på mig nysgerrigt, undersøgende. Ingen af os har været i nærheden af hverken Jerusalem eller Betlehem, selv om jeg står her og fortæller, hvordan der ser ud i Israel. – Han var meget flot. Solbrændt. Virkede veltilpas. Som om han havde det rart og havde al den tid i verden, man kunne have. Han ventede på, at jeg var færdig med at betragte ham, før han sagde noget til mig. – Sagde han noget til dig? spørger hun og løfter begge øjenbryn op over kanten af sin kaffekop. – Ja, på aramæisk, er jeg sikker på. Jeg hørte det på nettet, da jeg sad og ventede i lufthavnen. Der er en landsby, Ma’loula 31
i Syrien, hvor de stadig kan tale den dialekt af vest-aramæisk, som Jesus nok talte. På YouTube fandt jeg et indslag fra Al-Jazeera derfra, og det lød helt som ham. Det var sært at sidde der i gaten i Málaga og høre det. Jeg forstår det jo ikke, men jeg forstod, hvad han sagde, selv om jeg ikke forstod det, vrøvler jeg og prøver på flere andre måder at forklare, hvordan jeg dér i sakristiet tydeligt fattede, hvad han ville mig. – Det virkede, som om det ikke var vigtigt, hvad han lige præcis sagde, men at jeg bare skulle vide, at han var glad for, at jeg var der, siger jeg og kan høre, det lyder tamt, når det er Jesus, jeg taler om, så jeg undskylder de vage formuleringer over for min mor. – Det var hverdagsagtigt at sidde der og være sammen med ham, men hvis jeg skal sætte ord på, hvordan det føltes indeni, vil det lyde som en salme, et højstemt digt eller noget fra biblen, og sådan er mit sprog ikke. – Var det et syn? spørger hun, og jeg må svare ja, selv om det ligger så fjernt. Ingen af os er opdraget bevidst kristent eller spirituelt. Alligevel tvivler jeg ikke på, hvad jeg har oplevet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke tvivler, men jeg ved, at jeg mødte ham. Jeg sad bare der og var sammen med Jesus. Jeg var hverken påvirket, nedbrudt eller henført. Jeg var bare mig. En 46-årig dansk mor til tre drenge, der godt nok er døbt, ligesom jeg er gift med deres far, der derimod er meldt ud af folkekirken. Jeg er et dovent medlem, for jeg har aldrig tænkt videre, har hverken bedt aften- eller bordbøn eller sat min egen tro eller andres til debat. Om Jesus har levet, eller Gud eksisterer, er ikke noget, jeg for alvor har taget stilling til. Der skal være plads til alle, har været min holdning, som også har været en undskyldning for ikke gå i detaljer med, hvad andre eller jeg selv tror på. Ingen i min familie er aktive troende. De fleste af os går i kirke til jul, for det plejer vi. Mine forældre har ikke opdraget 32
Jeg mødte Jesus
hverken min søster eller mig eller deres henholdsvis tre og to børn i deres næste ægteskaber til at have noget nært forhold til tro og kirke. Jeg har fået læst Halfdan Rasmussen og Astrid Lindgren, har diskuteret politik og været til demonstrationer, men kun én i min klasse blev konfirmeret, og det var ikke mig. Troen har været ude af alle de miljøer, jeg har været i: den almindelige folkeskole i Ølstykke i Nordsjælland de første år, kommuneskolen i Gentofte, året i USA, Bernadotteskolen i Hellerup, gymnasiet i Thisted og senere Ordrup, journalistuddannelsen i Århus, alle mine jobs. Vores forældre kan salmevers, men vi børn født i 1960´erne kan ikke engang Fadervor, og de af os, der er marxistisk skolet, har gået stille med den trostvivl, der kommer i teenageårene. Dialektikken er med, altid, som rygrad, og den giver den indre, kritiske dialog, der sikrer, at jeg ikke kan argumentere mig frem til blindt at stole på noget som helst. Ind imellem er det anstrengende ikke at kunne give sig hen. Men det er på den anden side ikke noget, jeg er opdraget til at se som et tab. Tværtimod har det været mit sikkerhedsnet. Mig ville man ikke kunne forføre til hvad som helst. Slet ikke noget religiøst. Faktisk har tro aldrig rigtigt været på tale. Jo, bevares, i diskussion med få gode venner og ved bryllup og barnedåb, men det har altid været i det helt store samfundsperspektiv som leveregler, der har formet vores kultur og været en given ramme. Tro har ikke været på dagsordenen i en indre, dybere forstand. Den flydende spiritualitet har aldrig tiltrukket mig. Gud har været i mit liv som en udefineret idealbærer, man skulle stå til ansvar for for at holde fast i en sund tro på, at man ikke selv var gud og herre over sit eget liv. Man er ikke sin egen lykkes smed, man er afhængig ikke bare af andre, men af livet selv. Der sker ting i livet, man må tage med, mennesket har ikke kontrollen, men der er heller ikke en færdig plan for nogen af os. Vi har selv et ansvar for at forvalte vores pund, vores talenter, som der står i den bog, jeg ikke har læst. At vores kultur og Tid til at tale om tro
33
værdier og normer bygger på biblen, på protestantismen, har været viden på linje med den om lovgivning, geografi, litteratur og al den almene dannelse, man som uddannet og belæst dansker besidder. Mit liv har været fyldt med det ene interessante job efter det andet, med at være flittig og dygtig, med at være meget mor for mine sønner og tæt på de nære. Min mormor. Min familie. Der har været så meget at fylde minutterne ud med, og selv om døden flere gange har været tæt på mig, også da jeg kunne se og høre, hvordan min farfars sjæl forlod hans krop med et tungt, maskulint, men overgivende åndedrag, har jeg ikke sat mig ned og set langt ind i min egen tro. At være kristen har blot været en lille, given del af mit intellektuelle liv. Som en på alle måder typisk kulturkristen, men en nysgerrig en af slagsen, der i de senere år har dækket stofområdet journalistisk med en analytisk tilgang, ikke en personlig. Måske er synet bare inspiration fra mine seneste artikler om tro? I flyveren på vejen hjem til Danmark prøvede jeg ihærdigt at forklare synet med, at jeg måtte have set det før et eller andet sted. I en film, en tv-serie, en bog eller undervejs i min daglige research. Min hukommelse, hvad angår tal og navne og data er hullet, så de skrives ned, mens stemninger og relationer, scener fra mit liv, film og bøger let kan genspilles. Ved vinduet i flyveren ledte jeg efter et arnested til synet. Hvor kunne det komme fra? Mine bogreoler, mine biografbesøg, mine rejser? Der var ingen forklaring. Aldrig har jeg set noget, der kom i nærheden af de minutter, jeg samtalte med ham dernede. Ved at se ud af den lille, buede rude prøvede jeg at forbinde himlen med det, der lige var sket, men det var for absurd. Gud sidder ikke deroppe. Mens flyet piftede af sted i luften over Europa, gik det også op for mig, at det er endnu mere ubegribeligt, at han kendte mig. Én ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Han, der er søn af den Gud, der er så fjern for mit liv 34
Jeg mødte Jesus
og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord. – Gud, er du blevet religiøs? – Ja, det er jeg vel, svarer jeg og ser ned i gulvet, ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv. – Ingen må få noget at vide om mødet, mor. – Nej, det lover jeg. Under samtalen er det, som om ordene prøver at flytte oplevelsen fra mine sanser og krop op i min hjerne, ind i intellektet. Men kan synet komme til at høre til der? Det kan ikke forklares eller bevises. Det er sansning. Det er ikke viden, der er kommet ind via en læreproces med opmærksom og koncentreret læsning og lærdom. Og den er kommet helt uden varsel. Jeg er hverken digter eller teolog, mediterende eller har anden kunnen, der på nogen måde kan kvalificere mig til at opfinde eller opsøge den slags oplevelser. Kan det ske for mig, kan det ske for alle. Man kan næsten ikke være mindre klar til sådan en tur end mig. – Men det store er ikke, at det er mig, der har mødt Jesus, siger jeg pludselig til min mor, og hun siger, hun ikke forstår. – Det gør jeg heller ikke, men det føles ikke som afgørende, at han viste sig lige netop for mig. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Han har netop valgt mig, fordi jeg er almindelig. Da ordene siges, lyder de tåbelige. Alle omkring mig – ikke mindst min egen mor – ved, at jeg så absolut er lige så forfængelig og selvoptaget som alle andre. Og hvem vil ikke gerne være den udvalgte? – Det er bare ikke sådan, det er. Det er, som om jeg elsker hele verden, som har han lagt en kærlighed til andre ind i mig, som er så stor, at der er rigeligt til alle. Og at jeg derfor ikke behøver være bekymret for, om der er nok til mig. Han var der bare og elskede mig så meget, at jeg også bare kan elske andre uden nødvendigvis at skulle føle mig som noget særligt. At han Tid til at tale om tro
35
elsker mig uanset hvad, gør jo, at han også elsker andre uanset, hvordan de er. Åh, mor, forstår du det ikke? sukker jeg, og hun svarer, at hun ikke er sikker. At møde manden selv sender mig på vej ud i noget, der er anderledes og mere vægtigt og validt, såvel historisk og eksistentielt som emotionelt og intellektuelt, end det er at sige ja til at tømme hovedet med mindfulness og siden selv stykke sin tro sammen – i en tro på, at man dermed er et ægte selvstændigt tænkende veludviklet væsen, der ikke ligger under for fortidens fordummende regler. Det er trods alt kristendommens menneske, jeg har mødt. Ham, der har været hovedperson hos så mange milliarder mennesker så mange steder i så mange hundrede år. Det giver ham, uanset tro, en vis validitet, må man sige, men alligevel. For hvert sekund, jeg slår tankerne til, forsvinder lettelsen ud over den danske Sortedamsø. For jeg blev forført, ikke? Jeg tænkte ikke selv, bestemte ikke selv, jeg modtog bare et syn i et sakristi i Spanien. Det er for langt væk fra de intellektuelles gryende accept af åndelig interesse til, at jeg kan acceptere det uden videre. Jeg erkender, at nutiden kan manipulere mine holdninger, og at en øget åbenhed over for det spirituelle kan have åbnet også mit sind, men der er vel en grænse? – Det er utroligt, siger jeg. Og vi ler af selve ordet. Men tror vi på troen? Og er det, jeg gør, at tro? Nej, for jeg ved. At Jesus eksisterer, er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved, siger jeg og får kvalme af frygt og fryd og kold kaffe. For når jeg kan stå her og sige, at jeg ved noget, som af mange regnes for det pure opspind, så er jeg vel ikke helt vel forvaret? – Men det skete, mor. Det skete. Jeg har ikke bedt om det, gentager jeg og ser på kastanjekronerne oplyst af gadelamperne langs søen, og mine knogler ved, at jeg sad på den hårde bænk, og mit hoved ved, at mine øjne så ham, som de nu ser hendes lille skrivebord med en stabel af mine artikler, øverst en med Dronning Margrethe. 36
Jeg mødte Jesus
– Det var dét, Dronningen sagde, udbryder jeg og husker med ét hele interviewet med hende, som jeg skrev som den sidste i en serie om danskernes tro før mit første besøg i Úbeda og Baeza i november. Hendes Majestæt Dronning Margrethe er folkekirkens øverste, men så det ikke i første omgang som noget religiøst, forklarede hun mig, da hun mærkede noget større ”omslutte” sig, da Kong Frederik den 9. døde d. 14. januar 1972. Indtil da havde hendes opvækst på det punkt været som de flestes, næsten som min. ”Jeg gik pænt og såmænd også gerne i kirke til jul og påske. En gang imellem spurgte mine forældre, om ikke det var på tide, jeg gik med til en gudstjeneste igen? Nårh, jo, og så gik man da så med og sad der og syntes ikke... Det sagde mig ikke rigtigt noget. Jeg var ikke tryg ved det. Men i løbet af de par år efter fars død skete der et eller andet”. Hendes Majestæt sad i kakaobrun spadseredragt, abrikosfarvet silkebluse og en glad gravhund strikket ind i sin trøje, da hun og jeg og avisens fotograf Grete Dahl fik kaffe i biblioteket på Amalienborg en varm efterårsdag. Selv om oplevelsen omkring hendes fars død ikke var en intellektuel oplevelse, men ”noget andet, der var meget stærkt”, var det ikke noget, ”jeg rigtigt forholdt mig til, før det gik op for mig, hvor spændende den intellektuelle side af det også var”. ”Tro og viden er ikke modsætninger. Verden er af Gud givet, og vi har da lov at undersøge den på alle mulige måder. Men vi kan ikke lægge den naturvidenskabelige tilgang ned over religionen, så mangler der noget. Så er der noget, vi ikke får fat på”, fastslog Dronningen, der også understregede, at det er ”ikke fordi, vi ser på Gud, at han er der”. Jeg er stille, men kun kort, for jeg har ikke lang tid her i karnappen sammen med min mor, og jeg vil have talt om det her, inden jeg skal med flyveren til Aalborg. – Nu forstår jeg, hvad Dronningen mener. Nej, ikke forstår. Tid til at tale om tro
37
Begriber, siger jeg i et forsøg på at forklare denne nyvundne erfaring af, at jeg ikke er dum, fordi jeg tror på det, jeg har oplevet. Jeg har selv spurgt Hendes Majestæt, selv skrevet svarene, men først nu rykker de helt ind i mig. At Dronningen er troende, tænkende, intellektuel og respekteret på samme tid, trøster mig enormt. Jeg læner mig op ad hendes ord og lader hende verificere min egen oplevelse af en direkte sammenhæng mellem at tænke og tro. Min mor, der har læst interviewet, tænker videre, tænker højt. – Søren Kierkegaard har lært os at tvivle. For at tvivle, skal vi også have anerkendt det at tro, siger hun, der er socialrådgiver i Mødrehjælpen og i sin fritid læser filosoffen Hannah Arendt og skal gennem eksistentielle overvejelser for at finde frem til det sted, hvor jeg som datter står og skælver af følelser og angstblandet hengivelse, opløst i noget, vi ikke aner, hvad vi skal gøre ved. Lige præcis dér, midt i Dronningens udsagn, kan vi mødes. Men jeg er skræmt. Under oplevelserne har jeg ikke andet valg end at give slip og give mig hen. Men nu, hjemme i Danmark, mødes jeg af det liv, jeg har. Mine nærmeste. Min profession. Min kultur, opvækst, historie. Alt sammen fortæller, at tro ikke er noget, man har, endsige skilter med. Men det kolliderer mere end kraftigt med de minutter, hvor jeg sad på en bænk og havde øjenkontakt med en levende Jesus, der stod på en grusvej i Israel for et par tusinde år siden og genkendte mig. Det kolliderer indeni mig som prototypen på en protestant. Sådan en, der er vokset op i et vilkår, som filosof Matias Møl Dalsgaard nogle år senere i sin afhandling Det protestantiske selv kort og kontant konstaterer sådan her: ”Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at den protestantiske tradition presser religionen ud”. Troen er presset ud af vores liv. Ikke af Dronningens, men af de fleste andres, også mit, og nu er den presset ind i mig og er blevet en uomgængelig del af selve mig. Oplevelsen kan ikke gøres ugjort, heller ikke med nok så mange ord og argumenter. 38
Jeg mødte Jesus
Vi lærer, at alle er lige for Gud, og at der ikke findes et system, et sæt bønner eller et syn, der gør nogle mere hellige end andre. I stedet skal vi koncentrere os om at gøre nytte her på jorden. Det er en opdragelse, som vores egen religion, den protestantiske, har givet os. Så på absurd vis er den selv skyld i at være presset ud af vores liv. Århundreders træning har gjort troen til den sunde fornuft. Og omvendt. Den sunde fornuft er ikke blot baseret på vores tro, den er vores tro. Var jeg født et andet sted, havde jeg måske kunnet acceptere synet uden videre. I et katolsk land. Eller i Østen. Og selv om vi i Danmark i dag taler mere åbent om tro end i flere generationer – om end der i nogle sammenhænge er skruet op for fordomme og stigmatisering, og der er en reel angst for fundamentalisme – kan man ikke rende rundt og snakke med Jesus eller gå i trancer og have spirituelle oplevelser og samtidig tages seriøst. At snakke med Guds søn er ikke umiddelbart fornuftigt. At mødes med en, man ikke engang kan bevise, levede for 2000 år siden, kan ikke forklares i det politisk og kulturelt korrekte Danmark, hvor det i de kulturbærende miljøer kun er acceptabelt at tro, hvis man kan argumentere rationelt for det og kan holde troen som tanker inde på intellektets banehalvdel. Det kan jeg ikke. Jeg har oplevet det med hele min krop. For 300 år siden var jeg blevet brændt på bålet, måske bliver jeg det igen. Nok er tro et forhold mellem den enkelte og Gud, siger vi protestanter, men det har dermed ikke med Jesus som person at gøre. Og det har i hvert fald intet at gøre med den følelse af forelskelse, der igen fylder mig, så jeg står der i karnappen og ligner noget fra en b-film fra Hollywood. Jeg lyser og sitrer, har en krop, der løfter sig selv, når jeg går, jeg er rank og spændt og bærer en indre glæde, der er mere banal end et barns. Som såkaldt moderne menneske bør jeg finde min kerne og komme overens med den, som der står i de selvhjælpsbøger, min generation har læst. Men efter synet ved jeg, at den kerne Tid til at tale om tro
39
ikke kan kendes til bunds. Min kerne kan rumme og modtage noget, jeg ikke anede, eksisterede. En mand, der levede for to tusinde år siden, har stået og talt til mig i et sprog, jeg ikke forstår og dog forstod. Skulle det være noget, jeg af mig selv har udviklet mig til eller skabt, er jeg mægtigere, end selv det største hovmod kan fantasere sig til. Det er skræmmende mere udfordrende for krop og sjæl, intellekt og forstand end noget andet, men som islandske Jón Kalman Stefánsson skriver i sin roman Englenes sorg: ”Vi ligger ikke inde med visdom, men det, som sitrer inde i os, kommer i stedet og er måske bedre.” – Du skal køre nu, siger min mor og giver mig et kram. Vi bærer krusene ned i køkkenet, jeg tager flyveren, kommer hjem til Rold og fortæller min mand om synet. Han siger, han ikke forstår, men accepterer. At han aldrig regner med at skulle opleve sådan noget, men at det er fint, at jeg gør det. – Tror du, jeg bliver skør? spørger jeg. – Ikke så længe, jeg er her.
40
Jeg mødte Jesus
”I crave your mouth, your voice, your hair. Silent and starving, I prowl through the streets. Bread does not nourish me, dawn disrupts me, all day I hunt for the liquid measure of your steps. Jeg begærer din mund, din stemme, dit hår. Tavs og hungrende strejfer jeg i gaderne. Brødet mætter mig ikke, daggryet opløser mig, hele dagen jager jeg de flydende fodspor, du sætter. Pablo Neruda
Forundring fryder
Der ligger stadig sne derude, martssolen skærer i mine rødsprængte øjne, hvor er mine solbriller? Småfuglene pikker foder på foderbrættet, deres hverdag er fastsat: find føde, flyv i læ, frys ikke ihjel. Vi hjælper dem på vej, musvitter og skovspurve, mejser og solsorte, den enlige rødkælk er altid særligt velkommen. Den sidder derude og puster sig op som en kugle for at få luft mellem fjerene og holde varmen. Det koster mange kræfter at holde sammen på mig selv og ikke hele tiden tænke på mødet. Jeg kan ikke tale om det uden at græde. Kan ikke se en snekrystal på ruden uden at tude over skønheden i den. Kan ikke få et kys på kinden af min mand uden at snøfte af glæde. Jeg er glad, ja, men også lidende, for jeg hives helt ud over alle mine følelsers grænser næsten hele tiden. Sorteringen af indtryk er slået fra, jeg er hamrende træt af at blive tumlet rundt i følelser og krop konstant. Det minder om en forelskelse, men aldrig har jeg grædt så meget. Der er gået et par uger siden synet, og jeg er begyndt at lede efter viden for at blive tryg i en genkendelse. Viden beroliger mig. Jeg må og skal have mit intellekt med, selv om jeg er helt klar over, at det slet ikke er sikkert, det kan lade sig gøre at få 43
placeret så store oplevelser i en akademisk begribelig kontekst. Men jeg vil ikke synke hen i en ensom frydefuld lidelseshistorie om at være den udvalgte eneste. Det er jeg ikke. Jeg er almindelig. Andre må have oplevet det samme som mig. Nogen må vide noget. Så når svenske Peter Halldorf skriver følgende i Drik dybt af Ånden, græder jeg (suk) af lettelse. Også selv om ordene er helt anderledes end dem, jeg selv bruger. ”Ånden er det levende vand, som vælder frem fra vort indre og renser synet”, skriver han om at græde og fortsætter: ”Renselsen omfatter ikke kun det indre menneske, men også kroppen. Den får et fysisk udtryk i dåben, men også i tårerne, som derfor kaldes en Åndens gave. Dåbsvandet og tårernes kilde er det samme vand – Åndens livgivende vand, som flyder fra den klippe i ørkenen, der brast for at gøre mennesket seende”. Selv om tonen i sproget vitterligt er langt, langt helligere end min, er det mig, han skriver om. Min mascara er lagt væk. Andre spørger, om jeg har øjenbetændelse, fordi mine øjne er rødrandede det meste af dagen. Men nej, jeg har ikke betændelse, forsikrer Peter Halldorf, svensk selvlært præst og meget aktiv med sin kontroversielle stemme, der taler for en fælles åndelighed inden for de mange kristne trosretninger. En åndelighed, som bygger på, hvad de allerførste kristne gjorde, før kirkerne kom til. Han er ikke absolut og ikke fordømmende overfor, hvordan andre tror, men åben og også meget konkret. ”Tårerne er tegnet på, at Gud har været på besøg. De er tegnet på den sande åndsdåb”, skriver Peter Halldorf videre og fortsætter med at fortælle om andre, der har haft oplevelser som mine: ”Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg oplevede Guds nærvær så virkeligt, som havde jeg set ham, vidnede Lewi Pethrus om sin åndsdåb på båden hjem fra Norge i 1902. Og Symeon den Nye Teolog skriver efter sin skelsættende erfaring af Ånden i Konstantinopel i slutningen af 900-tallet: Når 44
Jeg mødte Jesus
nogen pludselig løfter blikket og ser alt det skabte på en måde, som han aldrig før har gjort, så fyldes han af forundring og begynder at græde, uden nogen ydre påvirkning og fri for al angst. Tårerne renser ham, og de gennemskyller ham i en ny dåb”, genfortæller den svenske præst og afrunder: ”Fælles for disse to beretninger er, at Guds besøg var uventet og vakte stor forundring. Mønsteret er velkendt i den åndelige erfaring. Tårer og forundring hører sammen. Det forhærdede hjerte består ikke så meget i udspekuleret ondskab som i, at man har mistet evnen til at forundres. Den, der værner om sin evne til forundring, holder altid et vindue åbent for Helligånden. Tårerne er forundringens sprog”. Jeg græder af glædelig forundring og i forbløffelse over at have mødt Jesus, det er sandt, og mit almindelige journalistsprog rækker ikke. Ord som velsignet og åndsdåb hører ikke til mit daglige ordforråd, ej heller til ret mange andres uden for kirkerne. Vi ved, hvad ordene betyder, men det er ord, der automatisk sætter den, der siger det, ind i en lukket verden af hellighed. I dag er dagen inden, vi skal på skiferie i Norge med drengene. Fra terrassedøren ser jeg ud til fuglene og sneklædte marker og trykker Liselotte Horneman Kraghs nummer på mobilen. Hun er forhenværende præst og har blandt andet oversat en bog af Rowan Williams, ærkebiskop over den engelske kirke 2000–2012, Stilhed og honningkager. Den er en serie af foredrag om ørkenfædrene, der i de første århundreder mediterede sig til enkel kristen livsvisdom provokerende fri for kirke og hierarkisk magt. Det er dem, også Halldorf skiver om. De var munke, der drog ud i ørkenen, ligesom Jesus i øvrigt, for at få sammenhæng mellem deres fysiske krop og deres tro. Da jeg læste bogen og senere interviewede hende, var det med en intellektuel distance, en tør nysgerrighed. Nu er nysgerrigheden afløst af nødvendigheden i at tale med en uddannet Forundring fryder
45
præst, der ikke blot ved noget om netop krop og tro, men heller ikke løber skrigende bort, når jeg ringer en søndag middag om et syn fra en katolsk kirkebænk. – Det er så godt, at du ikke er skolet. Nu kan du bare tage oplevelserne ind uden at være i tvivl om deres ægthed. Du kan ikke manipulere med dem. Det er så forrygende, siger hun, og jeg synes ikke, det er forrygende, men farligt. Hun advarer mig da også. – Du skal ikke fokusere på oplevelsen. Det er det daglige liv, du skal leve. Du skal ikke gå efter det store sus. Det er en foræring, ikke noget, du bare kan kræve eller gøre noget for at opleve igen. Jeg snøfter og kan godt høre, at hun har ret. Fortaber jeg mig i forelskelsen, vil længslen efter igen at fyldes op af ham fjerne mig fra verden. Fristelsen er stor. Hvor mange møder manden og får lov at mærke den forelskelse, jeg slet ikke har ord for? – Sig hjertebønnen, foreslår hun. – Hvad? – Herre, Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Bare sig det igen og igen. – Jamen… – Bare gør det. Jeg gør, som hun siger, selv om jeg intet kender til bøn, og ordene er mig lige så fremmede som dem fra Peter Hall dorf. Men de beroliger. Jeg falder lidt til ro og tror efterhånden på, at jeg godt kan klare det her. Der går ikke engang to uger. Så begynder det at gå galt. Jeg kan ikke slukke bønnen, den snakker i mig, når jeg støvsuger, skriver artikler, kører bil, og kroppen dirrer.
46
Jeg mødte Jesus