E-gruppen 100 år by Mediehuset Ingeniøren

UDVALGTE ELEKTROINGENIØRBEDRIFTER GENNEM 100 ÅR

Til Selskabet E-gruppen

Et stort tillykke med 100-års jubilæet www.siemens.dk

En af tidens store udfordringer for ingeniørfaget er at bidrage til at sikre fremtidens el-forsyning. Vedvarende energi er et af svarene. Til at sikre den elektriske spænding i el-nettet er der - i takt med at kraftværker lukker, og vi benytter strøm fra vindmøller - brug for synkronkompensatorer. Siemens har indgået aftale med Energinet.dk om installation af den første synkronkompensator på Sjælland. Det sker på 400 kVstationen i Bjæverskov. En milepæl i bestræbelserne på at passe på miljøet og sikre energi til fremtiden.

siemens.com/answers

Side 4

Selskabet E-gruppen Ingeniørforeningen (IDA) Kalvebod Brygge 31-33

forord

1780 København V 3318 4647 Ansvarshavende redaktør: Henrik Johansen, formand E-gruppen henrik01@johansen.mail.dk Redaktion: Henrik Johansen, Jens Ramskov, Ruichao Xu, Bjarne Nielsen og Jesper Mygind Produktion: Helle Thilo og Nanna Skytte, Mediehuset Ingeniøren Annoncesalg: Nicolas Jøns Larsen, Mediehuset Ingeniøren Tryk: Aller

en 16. april 1913 stiftedes Elektroteknisk Sektion under Ingeniørforeningen i Danmark efter et voksende pres fra de nyligt tilkomne elektro-cand. polyt.er for at få en forening, der ‘kunne tage opgaver op og have mulighed for at spille en rolle udadtil’. På stiftelsesdagen holdt sektionens nyvalgte formand, Absalon Larsen, sektionens første foredrag med titlen ‘Om vandrebølger og andre forbigående strøm- og spændings fænomener i højspændingsledninger’ – et temmelig snævert emne, der stillede krav til tilhørernes teoretiske ballast. Man refererede tidsskriftsartikler, som man så efterfølgende diskuterede, og man indsamlede materiale til bedømmelse af de mest rationelle elektrificeringsprincipper.

Oplag: 65.574 eksemplarer

I dag hedder vi E-gruppen, og vi fejrer vort 100-års jubilæum i lyset af de ingeniører, der gik foran og skabte dansk elektro-forskning, -uddannelse og -industri til gavn for det omgivende samfund i form af nødvendig infrastruktur, produkter og indtjening. Vi holder stadig møder om smalle emner, der kræver teoretisk ballast, og vi går heller ikke af vejen for at påvirke debatten, hvis vi kan. Elektroteknisk Sektion dækkede dengang bredt det elektrotekniske område, ligesom vi gør det i dag opdelt i elektroteknik, elektronik, mikrosystemer og kerneteknologi godt hjulpet af tilkomne E-selskaber og -grupper i IDAs fagtekniske netværk.

personlige engagement eller endog medvirken i bedriften, ønsket om at høre nye beretninger eller nye vinkler på kendte bedrifter og ønsket om at dække hver tiårs-periode med mindst én artikel. Det er vort håb, at disse artikler hver især vil kaste lys over den enkelte ingeniørbedrift, og at de tilsammen vil give læseren en forståelse for E-disciplinernes betydning og indflydelse på snart sagt alle områder af vort liv og samfund. Uden vort netværk havde arbejdet med magasinet ikke set dagens lys – det være sig de flittige skribenter, der utrætteligt har skabt artiklerne og tålmodigt og med stor forståelse deltaget i tilretninger med videre, og vore annoncører og sponsorer, uden hvis økonomiske assistance projektet ikke kunne gennemføres. Tak til alle for velvilje og aktiv indsats. Jeg er overbevist om, at E-ingeniører også i de næste 100 år vil have afgørende indflydelse på samfundets udvikling, og at E-gruppen med sit ydmyge ønske om netværk og fagteknisk formidling i mødet mellem ingeniører og ligesindede vil bidrage hertil. Ingeniører i dialog med ingeniører om samfundsrelevante problemstillinger vil også i fremtiden skabe de hverdagens helte, vi vil skrive om i 2113.

På E-gruppens vegne, Henrik Johansen, formand

Under forberedelserne til jubilæet stod det ret hurtigt klart, at vi med bestyrelsens netværk har en unik og indgående kontaktflade bredt funderet i alle E-discipliner, og det var nærliggende at benytte dette netværk til at skildre skelsættende E-begivenheder igennem 100 år inddelt i tiårs-perioder. Samlingen af artikler, der alle skildrer skelsættende E-bedrifter, er vurderet efter bestyrelsens subjektive kriterier om skribentens 1913 – E-gruppen – 2013

Side 5

Indhold 6

Ungdomsoprør startede med E-gruppen

De unge elektroingeniører ville have en stærk fagteknisk forening, men de mødte modstand fra Ingeniørforeningens bestyrelse i deres kamp.

28 1950’erne: Danmarks første computer

Regnecentralen formåede gennem næsten 40 år at lave computere baseret på radiorør, transistorer og integrerede kredse samt være et omdrejningspunkt for dansk dataindustri.

46 1990’erne: Mobilindustriens storhed og fald

Danmark dominerede mobilkommunikation i de tidlige år, men kom aldrig for alvor med på tredje generation. Langtids effekten af mobileventyret er de mange nye iværksættere.

10 Et enestående makkerpar

Danmarks mest berømte elektroteknikere i begyndelsen af 1900-tallet var en ikke-ingeniøruddannet person og en bygningsingeniør.

32 1960’erne: Guldalderen for dansk fjernsyn

Alle ville lave tv-apparater, men ved hvert teknologiskifte forsvandt en håndfuld danske producenter

50 2000’erne: Mikrosystemerne vinder frem

En lang række nye produkter er udviklet i rentrumsfaciliteterne på DTU. 52 Moderne elektronik gavner energiforbruget

12 1910’erne: Skub i elektrificeringen

Sporvejene var storforbrugere af el i begyndelsen af 1900-tallet, men allerede omkring 1920 havde det private forbrug opnået samme andel, som det har den dag i dag. 16 1920’erne: Lyd til levende billeder

Axel Petersen og Arnold Poulsen skabte ny standard for tonefilm, men tabte patentkampen til amerikanerne. 18 1930’erne: Radioer her og der og allevegne

En stribe danske virksomheder voksede frem i takt med radioteknologiens udbredelse. 22 1940’erne: Flagskib for dansk elektronik

Studiekammeraterne Brüel & Kjær gik længe med tanken om at etablere deres eget firma. I 1942, tre år efter deres eksamen, blev tankerne realiseret – trods advarsler.

35 1960’erne: Konti-Skan som prygelknabe

Den 1. august 1965 blev en 127 km lang højspændt jævnstrømsforbindelse, Konti-Skan, med en kapacitet på 270 MW taget i brug mellem Nordjylland og Sverige. 36 1970’erne: Danfoss’ guldæg

To ingeniører lagde grunden til en milliardforretning ved at løse en umulig opgave. 38 1980’erne: Tv-signaler og telefonsamtaler

Optisk kommunikation og første generation mobilkommunikation satte gang i televerdenens største forandringsproces.

Danske ingeniører har spillet en afgørende rolle i udviklingen af switch-mode-teknologi. 54 Dansk rumindustri – rum for vækst

Det tog mange år, før dansk industri fik øjnene op for rumteknologi, men dansk viden og teknologi er i dag værdsat internationalt. 57 Fremtiden: Civilisationen holdes kørende

I fremtiden vil elektrobegrebet blive kombineret med flere og flere discipliner, men energi og kommunikation vil stadig være elektroingeniørernes domæne.

42 1990’erne: En uventet milliardgevinst

Dygtighed, timing og held forvandlede GIGA fra en underskudsforretning til Danmarks største virksomhedssucces.

1913 – E-gruppen – 2013

Side 6 Tekst: Erik Herse

e-gruppens historie:

Ungdomsoprør i Ingeniørforeningen startede med E-gruppen De unge elektroingeniører ville have en stærk fagteknisk forening, men de mødte modstand fra Ingeniørforeningens bestyrelse i deres kamp.

mkring det forrige århundredeskifte herskede der uro og misnøje i Dansk Ingeniørforening. De unge stod i modsætning til de ældre, og de ældre var ikke enige indbyrdes. Anstødsstenen var den væsentlige indskrænkning i foreningens love, at de helt unge ikke havde stemmeret – ja endog ingen adgang til foreningens generalforsamling. Først efter fem års praktisk virke opnåedes fuldgyldigt medlemskab. Ingeniørforeningen var en standsforening – ikke en fagforening, så man ville ikke lade grønskollinger komme til orde. De unge holdt en række stormfulde møder, der endte med en noget truende henvendelse til foreningen om, at de vil danne deres egen forening ’Ingeniørklubben’.

Fabers pegepind fulgte de steder på lærredet, hvor hele forsamlingen allerede vidste, at kurver af den art ville løbe. Elproduktionen pr. år var jævnt stigende, og produktionsudgiften pr. kWh lige så jævnt faldende. 1913 – E-gruppen – 2013

Det bliver dog ingen succes. Det gjorde derimod et andet ungdomsinitiativ: Det begyndte i 1902, hvor ’unge løver’, der var hjemvendt fra udlandet med diplom som elektroingeniør, søgte at stifte et eksklusivt selskab for elektroingeniører. Det gav også splittelse, men efter en del forhandlinger lykkedes det i 1903 at samle alle med elektrotekniske interesser i Elektroteknisk Forening, hvad enten de havde taget en teoretisk ingeniøreksamen, arbejdede med elektroteknik eller blot havde interesse derfor. Et medlemskab krævede ud over interessen en anbefaling fra to af foreningens medlemmer. De første danske elektroingeniører I foråret 1903 havde fabrikant Gustav Adolph Hagemann, direktør for Den Polytekniske Læreanstalt (rektor i nutidens terminologi), ved kongelige resolution oprettet en særlig studieretning for elektroingeniører. De første forelæsninger begynder ved semesterstart i september ved professorerne William Rung og Absalon Larsen. Inden da havde Hagemann for egne midler etableret et midlertidigt elektroteknisk laboratorium i en korridor og et par lokaler i læreanstaltens kælder. På Polyteknisk Læreanstalt var der planer om en større udvidelse, og regering og rigsdag bevilligede i 1904 en sum på 900.000 kr.

til opførelse af et nyt bygningskompleks med nye auditorier, tegnestuer og laboratorier. Absalon Larsen fik ansvaret for at projektere og lede monteringen af de elektrotekniske laboratorier og maskinsal, mens detailkonstruktioner af de større strømtavler blev overdraget til William Rung. De nye elektrotekniske faciliteter blev taget i brug i september 1906. Et ønske om en faglig fagforening Efter knap ti år var der dimitteret i alt 114 Elektro Cand. Polytter fra læreanstalten. Alle havde med lethed fået job såvel i den private sektor som hos stat og kommuner. »Der viste sig nu ganske naturligt en trang til sammenslutning,« som Absalon Larsen udtrykte det. Han samlede derfor sine gamle elever til møder, hvor man efter tur påtog sig at referere tidsskriftsartikler, som man så efterfølgende diskuterede. De unge elektroingeniører – særligt årgangene 1909, 1910 og 1911 – stilede dog højere. Den såkaldte ’juniorordning’ var nedlagt i 1908, og alle havde fået stemmeret i 1910, men de unge elektroingeniører ønskede en forening, der kunne tage opgaver op og have mulighed for at spille en rolle udadtil. Det forslag mødte modstand hos Aage Rørbye Angelo. Angelo var blevet cand. polyt. i 1899 og stu-

Side 7

Maleri af Absalon Larsen, der fik ansvaret for at projektere og lede monteringen af de nye elektrotekniske laboratorier og maskinsal på Polyteknisk Læreanstalt. Maleriet ejes af DTU Elektro. Foto: RX

Uroen førte til kampvalg I februar 1913 var der valg til hovedbestyrelsen for Dansk Ingeniørforening. Den siddende bestyrelse opstillede Angelo, mens tilhængere af en elektroteknisk sektion opstillede professor Absalon Larsen. Angelo blev valgt til bestyrelsen med 241 stemmer mod professorens 234 stemmer. Men bestyrelsen kunne ikke sidde professorens stemmer overhørig, og den 16. april 1913 blev der dannet en elektroteknisk sektion i Dansk Ingeniørforening – den senere Elektroingeniørgruppe – der i dag er kendt som E-gruppen, et landsdækkende fagteknisk selskab under IDA. Den første bestyrelse for Elektroteknisk Sektion bestod af professor Absalon Larsen (formand) samt elektroingeniørerne H.F. Krebs, R. Johs. Jensen, Povl Vinding og elektricitetsværksbestyrer O. Engholm samt hovedbestyrelsens repræsentant direktør A.R. Angelo. Den første tid var samarbejdet besværet af foreningstaktiske uenigheder. De unge elektroingeniører havde fået deres sektion, som kunne tage forskellige opgaver op, men sektionen kunne ikke repræsentere foreningen udadtil.

derede efterfølgende elektroteknik ved Polytechnicum i Zürich. Fra 1910 blev han direktør for Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab, som han gjorde til landets største elselskab uden for København, bedre kendt som NESA. Selskabet er i dag opslugt af DONG Energy. Angelo etablerede Danmarks første aftale om udveksling af el med de svenske vandkraftværker via et kabel under Øresund. Som et parentetisk indskud i denne historie er det værd at bemærke, at længden af søkablet gjorde det til et helt enestående anlæg. I den forbindelse er det værd at belyse tilliden mellem den tids fremtrædende elværksfolk ved at nævne, at der aldrig blev op-

rettet en skriftlig aftale om samarbejdet med Sydkraft. Samarbejdet hvilede udelukkende på en mundtlig aftale mellem de to selskabers direktører. Ikke underligt, at Angelo er kaldt ’elektricitetens grand old man’. Det var ham, der blev spurgt, når der opstod den mindste tvivl, og det var Angelo, der valgte de rigtige spændingsniveauer – fra begyndelsen. Det er grunden til, at Danmark siden har haft en elforsyning, der fuldt ud har kunnet måle sig med de bedste i verden. Men Angelo sad i bestyrelsen for Elektroteknisk Forening, og han var modstander af en sektionering i Ingeniørforeningen.

Det første foredrag om vandrebølger På stiftelsesdagen holdt Absalon Larsen sektionens første foredrag i Ingeniørforeningen med titlen ‘Om vandrebølger og andre forbigående strøm- og spændingsfænomener i højspændingsledninger’. Det var det første foredrag i en serie, og i efteråret 1913 kom fortsættelsen i form af en række offentlige forelæsninger om højspændingsfænomener, der blev afholdt i det elektrotekniske auditorium på Polyteknisk Læreanstalt. De unge elektroingeniører var fremsynede. Emner, der blev drøftet i sektionens første tid, var f.eks. indsamling af materiale til bedømmelse af de for danske forhold mest rationelle elektrificeringsprincipper, ændringer af læreanstaltens undervisningsprogram, spørgsmål om beskyttelse af cand.polyt. eller andre benævnelser for ingeniører, der var dimitteret fra Læreanstalten.  1913 – E-gruppen – 2013

Side 8

 En elektroteknisk fortrop Dengang som i dag var tilknytningen til universitetsmiljøet stor. Absalon Larsen og William Rung havde fra begyndelsen tilrettelagt undervisningen, så vekselstrømsteknikken blev prioriteret højt. De to professorer fik således stor indflydelse på kommende elektroingeniørers holdning til elektrificeringen af Danmark, og en gennemgang af datidens elektrotekniske tidsskrifter viste bred opbakning til vekselstrømmen fra gruppen af elektroingeniører. Man talte ligefrem om ’den elektrotekniske fortrop’ godt plantet bag voldene i København. Fortroppen kunne dog ikke forhindre, at der landet over blev bygget talrige små jævnstrømsværker. Det første jubilæum med lysbilleder I 1923 kunne Elektroteknisk Sektion fejre tiårs jubilæum, og alle divergenser fra stiftelsesdagene var lagt bort. Samarbejdet med Elektroteknisk Forening var styrket med et fælles bestyrelsesmedlem og sektionens repræsentant i Ingeniørforeningens hovedbestyrelse tilhørte nu ’tilhængerne’. Ingeniør Faber holdt et spirituelt causeri, hvis kulmination var lysbilleder. En efter en gled den møjsommeligt samlede statistik, tegnet i kurver, hen over det jomfruelige hvide lærred. Fabers pegepind fulgte de steder på lærredet, hvor hele forsamlingen allerede vidste, at kurver af den art ville løbe. Elproduktionen pr. år var jævnt stigende, og produktionsudgiften pr. kWh lige så jævnt faldende. Centralisering af elproduktionen Det undrer næppe, at sektionen den første tid beskæftigede sig med de mest påtrængende stærkstrømstekniske problemstillinger. Ved et foredrag i Elektroteknisk Sektion af A.R. Angelo blev spørgsmålet om elproduk tionens centralisering rejst, og tanken om et rådgivende uafhængigt organ udkastet. Herefter blev ’Elektricitetsrådets teknisk-økonomiske undersøgelser’ nedsat. Elektroteknisk Sektion fulgte arbejdet, og ved et af møderne fortalte Absalon Larsen om ’Forståelse af lokale radioforstyrrelser og midler til deres bekæmpelse’. Så er der fjernyn I 1932 var der for første gang lejlighed til at se fjernsyn i København. Der var tale om en demonstration i Arena arrangeret af Politi1913 – E-gruppen – 2013

ken i samarbejde med det engelske Baird Television Co. Her var det muligt at se og høre selveste Carl Brisson transmitteret direkte fra London. Der skulle dog gå mere end en snes år, før den almindelige danske aftenhygge spoleredes af fjernsynet. Skulle der virkelig ske noget nyt og spændende, så var det aftenmøderne i Ingeniørforeningen, som samlede mandfolkene. Konerne måtte blive alene hjemme. Ingeniørforeningen var, med eller uden de fagtekniske sektioner, ’de ansete mænds forening’. Nyt jubilæum og selvstændighed Indtil 1934 var de faglige sektioner alene rådgivende og kunne ikke optræde udadtil. Herefter ændredes foreningens faglige organisation, og de faglige sektioner blev til faggrupper, heriblandt Elektroingeniørgruppen, der nu fik mulighed for selvstændigt at optræde udadtil. Der var både tid til faglige aktiviteter og fælles morskab. Ved afgangen fra Kvæsthus-

En af tilhørerne beklagede sig: ‘Det er noget pjat at bruge så meget tid på disse vindmøller, der er jo kun tale om en døgnflue’. broen i København, aftenen før Kristi Himmelfartsdag 1938, havde Aalborg-båden en munter skare om bord i form af 120 elektroingeniører. Det var medlemmer af Dansk Ingeniørforenings Elektroingeniørgruppe, der for en pris af 25 kroner påbegyndte en todages ekskursion i anledning af gruppens 25-års jubilæum. Deltagerne besøgte bl.a. Rørdal Cementfabrik – Aalborg Portland, der med eget elværk producerede 40 millioner kWh om året, hvoraf en fjerdedel gik til Aalborg by og resten til cementfabrikationen. Alt maskineri på fabrikken blev drevet elektrisk – også den 162 meter lange roterovn, der var verdens længste. Ensrettersta tionen på Aalborg Elektricitetsværk, Statstelegrafens forstærkerstation, Dansk Eternitfabrik og Jydsk Telefon var også på besøgsprogrammet.

Krigens svære tid Besættelsen under Anden Verdenskrig var en svær tid for danskerne som for elektro ingeniørerne. Marinens torpedoværktøj blev gemt på Lagergården hos NESA i Gentofte, modstandsbevægelsen gemte maskinpistoler i kabelgrave ved transformerstationerne, driftstelefonerne på Sverigesforbindelsen i Helsingør var til nytte for mange i nød. Og da politiet gik under jorden, fik nogle job som vagtfolk i NESA’s kassererkontor. Under krigen blev der også diskuteret vindmøller. I Ingeniørforeningen berettede fremtrædende ingeniører fra F.L. Smidth om firmaets vindmøller, hvorfra flere betontårne findes i dag. En af tilhørerne beklagede sig: ‘Det er noget pjat at bruge så meget tid på disse vindmøller, der er jo kun tale om en døgnflue’. Elektrofondet stiftes i 1965 I 1965 stiftede E-gruppen Elektrofondet, der uddeler en årlig hæderspris, Elektroprisen, til en person, som gennem flere år har vist et højt fagligt niveau og fremragende tekniskvidenskabelig indsats inden for det elektrotekniske/elektroniske fagområde. Desuden er der siden 2002 uddelt E-kandidatpriser til to unge lovende ingeniørkandidater af E-retningen med afgangseksamen fra en af de danske ingeniør uddannelses institutioner. Kandidaterne forventes at have leveret et særligt fremragende afgangsprojekt med et betydeligt teknisk-videnskabeligt indhold med perspektiver for praktisk udnyttelse. Priserne kan ikke søges, men tildeles efter indstilling. Den 1. januar 1995 etableres Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) ved en fusion mellem de to hidtidige ingeniørforeninger Dansk Ingeniørforening (DIF) og IngeniørSammenslutningen (I-S). Herved fik elektroingeniørerne mange flere tilbud. Ud over en række regionale elektrotekniske udvalg fandtes nu to landsdækkende selskaber – E-gruppen og Selskabet for Elektroteknik, der senere ændrede navn til IDA Elteknik. Enhederne mødes jævnligt i et såkaldte Enetværk, hvor bestyrelserne udveksler erfaringer til gavn for medlemmerne. E-gruppen arbejder primært inden for det teknisk-videnskabelige område, mens IDA Elteknik har fokus på den praktiske anven-

Side 9

delse af elektroteknikken. Overlapning kan selvfølgelig ikke undgås, og der udbydes ofte fællesarrangementer. Madsens hyldest til elektroingeniørerne I december 2003 skrev Anders Lund Madsen i gratisavisen Urban en hyldest til elektro ingeniørerne, hvis indhold passende kan refereres ved et 100-års jubilæum. »Da Irak befris fra en skæbne værre end døden, er der en del at tage fat på. Ingenting virker, og det, der virker, virker alligevel ikke, fordi det er skudt i smadder under befrielsen. Så hvad gør de? Hvem efterlyser man på hvert eneste gadehjørne, hvem tigger man om at melde sig til tjeneste, hvem er redningsmændene over alle redningsmænd? Lægerne? Sygeplejerskerne? Politibetjentene? Brandfolkene? Præsterne? Alle sammen prægtige folk med glimrende og absolut nødvendige egenskaber. Men ikke særlig brugbare, før de virkelig tunge drenge har været der og gjort deres. Civilisationens skabere og egentlige bagmænd: ingeniørerne. I dette tilfælde elektroingeniørerne. For uden strøm går det ikke. Hvorfor holder elektroingeniørerne så lav profil? Jeg forstår det ikke! Men således er det vel med alle sande helte: De gør bare, hvad de er sat her for at gøre, og når det er gjort, så gør de det bare en gang til. Fordi det skal gøres«. Syng med på lykønskningssangen Må jeg have lov til at slutte dette causeri og ønske E-gruppen tillykke på 100-årsdagen med første vers af den sang, der blev sunget på 25-årsdagen, 50-årsdagen, 75-årsdagen og 100-årsdagen den 16. april 2013. Hvis I vil synge med, er melodien ‘Gubben Noah’. j Lad ‘Maskin’ og ‘Bygnings’, ‘Kemo’ prale, som de gør; Lave Dieselskibe, Storstrømsbro og kunstigt Smør. Langt var de ej naaet, Havde de ej faaet, Hjælp af Lillebror ‘Elektro’, nægt det, hvem der tør.

Elektroingeniørgruppens udflugt til overføringsanlægget for højspændt jævnstrøm på Gotland i 1955. Foto: HF

En faglig forening På Rigsarkivet findes en del materiale om Elek-

• Sommerudflugt til Faxe Bryggeri og Ejby Mejeri

troingeniørgruppen i form af mødereferater, be-

• Elektrisk udrustning af flyvemaskiner

styrelsesbeslutninger, sommerudflugter, elektro-

• Strubevibrator til erstatning for stemme-

konferencer, efteruddannelse og beretninger om

båndene

mange aktiviteter, som det vil føre for vidt at op-

• Koaksialkabler

remse kronologisk. Materialet blev afleveret ved

• Radioteknisk Forskningslaboratorium

flytningen til det nuværende IDA-hus på Kalve-

• Elektriske materialer

bod Brygge. Nogle spændende tiltag bør dog om-

• Møllerhøj-kablet

tales:

• Transistorsymposium • Dæmpning af lysrørsbelysning

• ‘Teknisk samtale’ om kvalitets højttaleranlæg fra B&O

• Jernbanesikringsanlæg • Atomkraft

• Med særtog til Dalum Papirfabrik

• Superledende materialer

• Besøg hos Post- og Telegrafvæsenet

• EDB-styring

• Seriekondensatorer i primære højspændingsnet Erik Herse var ansat som senioringeniør ved DTU

• Elektronik contra elektroteknik

Elektroingeniørgruppen har gennem tiden udfor-

Elektro 1972-2010 og som elektroteknisk fag-

• Hastighedsregulering af vekselstrømsdrevne

dret sine medlemmer – ikke alene teknologisk,

medarbejder ved Ingeniøren 1976-2010. Han har siden 2011 været formand for IDA Elteknik.

maskiner • Transformer eller transformator

men også med efterfølgende socialt samvær over de traditionelle ostemadder og en øl eller vand. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 10 Tekst: Henrik Franck

tiden før 1913:

Poulsen og Pedersen: Et enestående makkerpar Danmarks mest berømte elektroteknikere i begyndelsen af 1900-tallet var en ikkeingeniøruddannet person og en bygningsingeniør.

t skrift om den elektrotekniske udvikling i Danmark de seneste 100 år vil ikke være fuldendt uden en omtale af det berømte makkerpar Valdemar Poulsen og P.O. Pedersen. Valdemar Poulsen (23. november 1869 - 23. juli 1942) var ikke ingeniøruddannet, men hans interesse for fysik og kemi bragte ham hurtigt til strålende resultater i en sådan grad, at han i 1902 blev optaget som §5 medlem i Ingeniørforeningen. Allerede i 1898 havde Poulsen udviklet det magnetiske lydlagringsprincip, der blev udnyttet i telegrafonen. Til videreudvikling heraf indledte han i 1899 et livslangt samarbejde og venskab med den lidt yngre ingeniør P.O. Pedersen, der var født 19. juni 1874 og uddannet på Polyteknisk Læreanstalt som bygningsingeniør. Det var uddannelsestilbuddet i slutningen af 1800-tallet. Allerede 9. september 1902 kunne Valdemar Poulsen indgive patentansøgning på Buesenderen, der i det næste kvarte århundrede var enerådende ved trådløs overførsel af kontinuerte bølger, der muliggjorde f lere samtidige transmissionskanaler og overførsel af tale og radiofoni. Både telegrafonen og buesenderen er velbeskrevet i litteraturen, og så sent som ved det seneste århundredskifte udkom der flere publikationer, som gengav udviklingsforløbet. Hovedværket om opfindelserne er nok professor Absalon Larsens ‘Telegrafonen og den trådløse’ fra 1950. Bogen er fortsat til1913 – E-gruppen – 2013

gængelig på biblioteker. Mange skribenter har siden – med udgangspunkt i den nævnte bog – beskrevet, hvorfor de to opfindelser blev en begrænset forretningsmæssig succes for opfinderne. Hvorfor så medtage d’herrers indsats her i forbindelse med 100-års jubilæum for Egruppens oprettelse, som jo ligger kort efter hovedparten af indsatsen? Makkerparrets betydning for uddannelse Presset af virksomheder og enkeltpersoner havde Polyteknisk Læreanstalt i 1893 indført det første kursus i elektroteknik med driftsingeniør Ib Windfeld-Hansen fra Gothers gade Elværk som konstitueret lektor.

Mange udmærkelser og medlemskaber af akademiske forsamlinger blev Valdemar Poulsen til del som bekræftelse på det væsentlige i hans indsats. Elektroingeniøruddannelsen blev dog først etableret i 1903 på rektor Hagemanns foranledning til støtte for den fremadskridende elektrificering af landet. Hidtil havde der intet forum været, hvor forskning og udvikling kunne trives. Der kom Valdemar Poulsen og P.O. Pedersens arbejde ind som et vigtigt

grundlag for uddannelse af unge teknikere, som indledningsvis fik lejlighed til at samarbejde med de to opfindere. Hæderspriser en masse Mange udmærkelser og medlemskaber af akademiske forsamlinger blev Valdemar Poulsen til del som bekræftelse på det væsentlige i hans indsats. Han blev flere gange hædret ved officielle udnævnelser sluttende med kommandørkorset af 1. grad. Samtiden havde således øje for hans viden og gerninger. I 1909 etablerede Polyteknisk Læreanstalt faget svagstrømselektroteknik, hvor P.O. Pedersen blev indsat som lektor og fra 1912 som den teoretisk velfunderede tekniker udpeget til professor. I 1922 blev han udnævnt til rektor for læreanstalten. P.O. Pedersen tog initiativ til oprettelse af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), og han var dets første præsident fra oprettelsen i 1937 til sin død 30. august 1941. Det var ATV, der fik til opgave at administrere den guldmedaljefond, der blev etableret som grundlag for uddeling af Valdemar Poulsen-medaljen. Poulsen var naturligvis den første modtager på sin 70-års dag i 1939. Medaljen blev fortsat uddelt frem til 1983, hvor fondets midler var ved at være opbrugt. P.O. Pedersens tale til vennen Valdemar Poulsen ved overrækkelsen af medaljen giver et førstehåndsindtryk af, hvorledes udviklingsarbejdet var foregået i de første år. Talen er aftrykt i en artikel af K. Dannefeld

Side 11

Modstående side: Valdemar Poulsen selv var i 1939 den første, der modtog Valdemar Poulsen-medaljen. Foto: Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Til venstre: Knud Larsens maleri af Valdemar Poulsen (tv) og P.O. Pedersen fra 1915. Foto: Det Nationalhistoriske Museum

Bøthner i Danmarks Tekniske Museums årbog 1968 i 100-året for Valdemar Poulsens fødsel. Artiklen kan findes på tekniskmuseum.dk – søg på årbog 1968. Kontakt til unge medarbejdere Makkerparret knyttede gennem årene en del unge medarbejdere til sig. De fik megen viden med sig derfra. E.S. Hagemann udviklede og patenterede således en art forstærkerkredsløb til forstærkning af det gengivne signal fra telegrafonen. Andre var Carl Schou, Herman Christensen, J.P. Christensen, E. Lübcke og Peter L. Jensen, der senere udviklede de første højttalere. Endnu flere burde sikkert også nævnes, men i hvert fald gav virksomheden på laboratoriet grobund for udvikling af mange unge menneskers viden og forståelse for elektriske og radiotekniske spørgsmål. Patenter blev udtaget på stribe i ind- og udland. De blev udformet med strategisk omhu og viste sig at være dækkende for allehånde senere anvendelser. Specielt var telegrafon-patenterne dækkende for de langt senere konstruktioner af båndoptagere, floppydiske, harddiske m.v. Desværre for opfinderne var patenterne udløbet, da principperne endelig kunne finde anvendelse.

Buesenderen var nok den konstruktion, som indledningsvis gav opfinderne smør på brødet, mens telegrafonen løbende gav underskud for de mange, som på skift satte penge i projekterne. Ironisk nok er det så dér, de virkelig store penge siden er tjent. Stor interesse for telegrafonen Litteraturen afspejler dette, for eksempel i de bøger og pamfletter, der udkom omkring 1998 i 100-året for telegrafonens fremkomst. De danske videnskabshistorikere Henry Nielsen og Hans Buhl fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Mark Clark fra USA i en artikel fra 1993 på ATV’s initiativ under samme titel videreført Absalon Larsens arbejde fra 1950 – et arbejde, der oprindelig blev igangsat på initiativ fra Elektroingeniørgruppen. Resultatet findes i en engelsk oversættelse med forord af Erik B. Rasmussen (blandt andet tidligere formand for E-gruppen), udgivet i anledning af MRM-konferencen i Holland i 1998. I 1998 udkom også på IEEE´s foranledning et samlet værk ‘Magnetic Recording, The First 100 Years’, samlet og redigeret af Eric D. Daniel, C. Denis Mee og Mark H. Clark. De viste i september 1998 sammen med den danske konsulent, civilingeniør Finn Jør-

gensen fra Santa Barbara, så stor interesse for Valdemar Poulsens arbejder, at de med Egruppens mellemkomst fik arrangeret et besøg i Danmark på Danmarks Tekniske Museum, hvor Poulsens originale konstruktioner ved museets velvilje blev forevist på en særudstilling. En modningsperiode De 10-15 år af Valdemar Poulsens og senere P.O. Pedersens indsats, der ligger før stiftelsen af Elektroingeniørgruppen (E-gruppen), var en modningsperiode for hele faget, hvor professor Absalon Larsen opbyggede en uddannelse, som gav et ståsted for den ekspanderende skare af elektroingeniører, idet han selvfølgelig primært svarede for den svagstrømsmæssige del af uddannelsen. Resultaterne af den samlede indsats ses i den udvikling, der manifesteres i de følgende årtier, og som er fortalt i de efterfølgende artikler i dette magasin. j

Henrik Franck er civilingeniør, HD. Han har både været privat (Søren T. Lyngsø) og offentligt ansat (Udviklingsfondet). Han har siddet i bestyrelsen for E-gruppen i flere omgange siden 1984, blandt andet som formand 1997-2003. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 12 Tekst: Henrik Weldingh Foto: Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg

1910’erne:

Petroleumsmangel under Første Verdenskrig satte skub i elektrificeringen Sporvejene var storforbrugere af el i begyndelsen af 1900-tallet, men allerede omkring 1920 havde det private forbrug opnået samme andel, som det har den dag i dag.

ionérårene for elektrificeringen af Danmark var forlængst overstået for 100 år siden. For de store bykommuner var det især be hovet for forsyning til det moderne urbane kommunikationsmiddel sporvognen, der havde været drivkraft for etableringen af en central elforsyning. Elektriske sporvogne fandtes fra 1897 i København, 1904 i Aarhus og 1911 i Odense. Ved starten af århundredet havde hoved staden og de større provinsbyer alle etableret elektricitetsværker med jævnstrømsdynamo er drevet af dampmaskiner. De nye elektricitetsværker var prægtige bygninger, der stod som tegn på den lysende fremtidstro, som prægede århundredets start. Industriens mænd G.A. Hagemann, der på det tidspunkt stod på toppen af sin karriere, havde haft en al drig fuldført plan om at udsmykke den ny restaurerede sal i Børsen med fire malerier udført af Danmarks førende maler, P.S. Krøy er, og forstillende landbrugets mænd, indu striens mænd, søfartens mænd og handelens mænd. I stedet bestilte han i 1902 billedet ‘Indu striens mænd’ – dog nu udført i et format, der passede til hans lejlighed i Bredgade. Valget af kulisse for maleriet var naturlig 1913 – E-gruppen – 2013

vis det nyindviede Østre Elektricitetsværk ved Trianglen i København – et klart udtryk for Hagemanns tro på elektricitetens mulighe der. Der er 53 personer forsamlet på billedet. 37 af dem er medlem af Dansk Ingeniør forening. Hagemann indrømmede selv, at listen sna rere repræsenterede hans eget netværk end

De første år af tiåret gik forrygende. Troen på en strålende fremtid, der lå i samfundet i århundredets begyndelse, så ud til at være retfærdiggjort. Men så indtraf katastrofen: Verdenskrigen begyndte. en balanceret udgave af den danske industris top. Blandt personerne er mange af de dri vende kræfter i udbredelsen af elektricitet, telefon, jernbane, gas og vandforsyning, i pri vat og offentlig regi. Sporvejene var storforbrugere I 1905 var det samlede elektricitetssalg på 16.600 MWh, hvoraf næsten halvdelen gik til

sporvejene. Til sammenligning var det dan ske elforbrug i 2008 cirka 34 TWh, altså en faktor 2.000 større. Ved starten af det nye årti i 1910 kan man sige, at alle forudsætninger for en vækst i el forbruget var til stede. I København var prisen for elektricitet fal det til 35 øre pr. kWh for lys og 15 øre pr. kWh for kraft. De første metaltrådslamper var fremkommet. De gav et bedre lys end kul trådslampen og havde en langt bedre nytte virkning. Elektrisk lys var blevet konkurren cedygtigt. Danmark havde i 1908 indført en import told. Selvom den gjorde råvarerne dyrere, lag de den også et beskyttende skjold for dansk produktion af materiel til elektrificeringen. Porcelænsfabrikken Norden, Nordisk Ka bel- og Traadfabrikker, Lauritz Knudsens Me kaniske Etablissement, TITAN, Thomas B. Thrige med flere, som alle blev fremtidige le verandører af materiel til elforsyning og dens anvendelse, etablerede sig i disse år. Den før ste danskproducerede støvsuger, Nilfisk, blev introduceret i 1910. De første år af tiåret gik det forrygende. Troen på en strålende fremtid, der lå i sam fundet i århundredets begyndelse, så ud til at være retfærdiggjort. Men så indtraf katastrofen: Verdenskrigen begyndte. Forudsætningerne ændredes dra matisk, også i det neutrale Danmark.

Side 13

G.A. Hagemann bestilte i 1902 billedet ‘Industriens Mænd’ af P.S. Krøyer til sin lejlighed i Bredgade.

Ved tiårets slutning var elforbruget, på trods af fem års brændstofmangel og den ge nerelle mangelsituation, som krige medfø rer, næsten tidoblet. Fordelingen mellem for brugstyperne havde samtidig ændret sig kraftigt. Anvendelsen af elektrisk kraft var således langt mere betydende. Det kan også bemær kes, at forbruget til husholdning, på dette tidspunkt næsten udelukkende lys, var ca. en tredjedel af det totale forbrug. Denne posi tion har holdt siden og gælder den dag i dag. Jævnstrøm eller vekselstrøm? I Danmark gik man fra starten ind for jævn strøm. Københavns Kommune var gået forrest med kommunal drift af elforsyningsanlæg, og den ansvarlige, gasværksingeniør Ib Windfeld-Hansen, vurderede i sin rapport fra 1889, der afvejede fordele og ulemper ved jævn- og vekselspændingsforsyning, at jævn spænding var det bedste. Windfeld-Hansen så en række sikkerhedsog reguleringsmæssige problemer i veksel

spændingsteknologien, og han havde på sin studierejse i Tyskland set jævnspænding i brug mange steder. Det fungerede, og den ekspertise og det materiel, der var nødvendi ge, kunne skaffes i Tyskland. Og så var jævn spænding jo til at forklare og begribe for me nigmand. De to første værker, Gothersgade Elektri citetsværk (1892) og Vestre Elektricitetsværk (1898), blev derfor jævnstrømsværker, og det samme blev Østre elektricitetsværk (1902). Men kampen ventede lige om hjørnet. Områderne Valby og Sundbyerne skulle forsynes, og man risikerede, at de valgte at tilslutte sig Frederiksberg Elektricitetsværk, da de lå for langt fra de etablerede værker til, at en jævnstrømsforbindelse kunne anven des. Så Københavns Kommune så sig nødsaget til at indføre vekselstrøm til yderområderne. I første omgang via roterende omformere, drevet fra Østre Elektricitetsværks jævn strømssamleskinne, men fra 1908 med to stk. 2.500 kW turbogeneratorer ved en spæn ding på 6 kV.

I 1907 havde Nordsjællands Elektricitet og Sporvejsaktieselskabs, det senere NESA, om bygget Skovshoved Elektricitetsværk til at producere højspændt (10 kV) vekselstrøm – nødvendigt for at kunne forsyne et geogra fisk spredt område. Også uden for hovedstadsområdet blev der i årene før Første Verdenskrig etableret en del vekselspændingsbaserede værker til op landsforsyning. I årene 1910 til 1913 blev det til fem på Fyn, fire på Lolland-Falster, to i Øst jylland og et på Sjælland. Det er meget sandsynligt, at den kraftige og hurtige indtrængning af vekselspænding blev hjulpet af, at ekspertisen på den nye elek trotekniske afdeling på Polyteknisk Lærean stalt klart gik ind for vekselstrøm. Selvom kampen mellem jævnspænding og vekselspænding således allerede tidligt blev afgjort til fordel for den sidste, forblev jævn spændingsværker i drift langt hen over mid ten af århundredet. Først sidst i 1960’erne forsvandt jævnspændingsværkerne i Køben havn og Aarhus helt. Danmark var neutral i Første Verdens  1913 – E-gruppen – 2013

Side 14

 krig. Nogle få blev hastigt rige, men for de fleste i det neutrale Danmark var krigsårene en tid med mangel på alting. Især naturlig vis på det, som landet ikke selv kunne produ cere. Der opstod straks mangel på petrole um. Det gav en forøgelse af antallet af forbru gere af elektrisk lys, hvad der i byerne med førte en større elproduktion. De store byers elproduktion var baseret på damp. Kulpriser ne var høje, men brunkul kunne hjælpe på situationen. Det var også under indflydelse af den van skelige kulsituation, at man i 1915 etablere de det første 25 kV kabel under Øresund mel lem Helsingborg og Helsingør. Hvor der anvendtes dieselmotorer, som det var almindeligt i landdistrikterne, var der for syningsproblemer. Sammen med prisstig ningerne på kul betød det, at der måtte tæn kes nye tanker. I landdistrikterne var elektricitet især nyt tig som kraftkilde til drift af de forskellige stationære arbejdsredskaber. Allerede fra år hundredets begyndelse var der en del steder, hvor man havde anvendt eksisterende vand møller til at drive en lille dynamo, ligesom der var dukket vinddrevne dynamoer op. Vandkraft fører sig frem Før 1914 var etableret cirka 50 vandkraftvær ker, stort set alle i gamle kornmøller. Mellem 1911 og 1923 blev der opført 18 nye vandkraftværker, så ebbede bølgen ud. Men den resulterede i, at der i 1920 var cirka 100 vand kraftværker. De fleste med jævnstrømsdyna mo, men der var også vekselstrømsværker med tilhørende lokal højspændingsforsyning. Det var også på dette tidspunkt, at den sto re drøm om at anvende Gudenåen som kraft kilde skulle realiseres. Loven, der muliggjor de dette, blev vedtaget i 1918. Tre år efter stod Gudenåcentralen med Tangeværket færdig. Lidt post-festum kunne man sige, men og så i 1920’erne var brændselspriserne høje. Så måske var Danmarks største vandkraftværk alligevel en god idé. Vindkraft eksploderer Mellem 1901 og 1920 blev der bygget 20.000 vindmøller til elkraftproduktion i Danmark, langt de fleste i jyske landdistrikter. Det var små møller med fire, fem eller seks vinger forsynet med klapper. De drev en jævnstrømsdynamo, eventuelt også udstyret med et batterilager. De fleste af disse gård elektricitetsværker blev drevet helt isoleret, 1913 – E-gruppen – 2013

De første metaltrådslamper var fremkommet. De gav et bedre lys end kultrådslampen og havde en langt bedre nyttevirkning. Elektrisk lys var blevet konkurrencedygtigt. men hvor det geografisk var muligt, etable redes lidt større værker med flere brugere. Ildsjælen Poul La Cour på Askov Højskole arbejdede med løsning af mange af de prak tiske problemer med at regulere et sådant an læg, bl.a. med at lagre energien. Han var i høj grad inspirator for udviklingen af vindkraft anvendelse. Professor Absalon Larsen på Polyteknisk Læreanstalt bidrog med sit enkle og geniale vippeforlag, der muliggjorde et konstant om løbstal på dynamoen, selvom vingernes om løbstal varierede. Udbygningen kulminerede under Første Verdenskrig. Den medførte blandt andet, at der i tiåret 1910-20 i Jylland blev etableret en lokal industri, der fabrikerede materiel til møllerne. Endnu i 1950’erne dominerede møllerne, eller i det mindste deres gitterfundament, mange steder det jyske landskab. Det kunne være naturligt at trække en linje fra denne eksplosion i anvendelse af vindkraft til den vindkraftudbygning, der har fundet sted i Danmark i de senere år.

Man må dog nok konkludere, at der i den seneste udbygning er meget lidt teknisk el ler teknologisk arvegods fra den første, men måske nok mere på det følelsesmæssige plan. Transmissionslinjerne tegnes Mod slutningen af årtiet var alle de lidt stør re byer elektrificeret. I 1918 ændredes søka belforbindelsen til Sverige til 50 kV, og der blev trukket en 50 kV-forbindelse mellem de tre store sjællandske elselskaber, NESA, NVE i Svinninge og SEAS. Sjælland var således ved at blive bundet sammen. Det gik lidt langsommere i Jylland og på Fyn, men i 1921 blev der dog etableret en transmissionslinje mellem Odense, Assens og Nyborg, og i Jylland var der forbindelse mellem Aarhus, Gudenåcentralen, Viborg og Skive. Sønderjylland var efter genforeningen stort set ikke elektrificeret. Der havde hverken væ ret råd eller tid til at tænke på det under krigen. I 1920 var den struktur i transmissionsnet tet, der kom til at gælde helt frem til slutnin gen af århundredet, således allerede tegnet på Sjælland, ligesom Sjælland var blevet en del af et samarbejde med det øvrige Skandi navien. Jylland/Fyn måtte endnu en stund operere i ren ø-drift. j

Henrik Weldingh er civilingeniør og ph.d. Han har som laboratoriechef i LK-NES, (nu Lauritz Knudsen) deltaget i udviklingen af høj- og lavspændingsmateriel samt arbejdet med forsknings/udvikling på elforsyningsområdet i DEFU og i Dansk Energi.

Elektricitetssalget i 1905 i MWh.

Lys

Kraft

Sporveje

I alt

4.566

2.242

7.867

14.675

Provinsbyerne

970

518

249

1.737

Landet

206

248

5.471 (33%)

2.803 (18%)

8.116 (49%)

16.660

Hovedstaden

Hele landet

Elektricitetssalget i 1921-22 i MWh

Lys

Kraft

Sporveje

I alt

Hovedstaden

21.481

23.780

11.205

56.466

Provinsbyerne

20.049

23.715

43.764

Oplandscentraler

8.894

25.658

915

34.552

5.075

Landcentraler Hele landet

4.682 55.106 (38%)

78.228 (54%) 12.120 (8%)

9.957 144.539

En platform ubegrænsede muligheder med det mest omfattende værktøj til systemdesign

NI LabVIEW er det eneste udviklingsmiljø med fuld hardware integration og den nødvendige kompatibilitet for at imødekomme enhver dataopsamlings- eller reguleringsopgave. LabVIEW er grundstenen i grafisk systemdesign og anvender en åben platform med software og rekonfigurérbar hardware der kan accelerere udviklingen af dit system.

>> Forøg produktiviteten ved systemdesign på ni.com/labview-platform

45 76 26 00 National Instruments Danmark (Filial af National Instruments Scandinavia Corporation, Texas, USA) ■ Agern Allé 11 ■ DK -2970 Hørsholm CVR.nr.: 15 06 87 01 ■ Telefon: (+45) 45 76 26 00 ■ Telefax: (+45) 45 76 26 02 ©2013 National Instruments. Eftertryk forbudt. LabVIEW, National Instruments, NI og ni.com er registrerede varemærker. Andre nævnte produkter og fi rmanavne er de respektive fabrikanters varemærker. 11026

LabVIEW systemdesign software giver mulighed for enestående hardware integration og gør det muligt at udvikle dit program på samme måde som du tænker – grafisk.

Side 16 Tekst: Christen H. Nielsen Fotos: Ortofon

1920’erne:

Elektroingeniører satte lyd til de levende billeder Axel Petersen og Arnold Poulsen skabte ny standard for tonefilm, men tabte patentkampen til amerikanerne.

en første præsentation på dansk grund af et brugbart tonefilms system fandt sted 12. oktober 1923 i Palads Teatret, København. Programmet, der varede godt et kvarter, bestod af syv numre med sang og musik, de klamation og oplæsning. Teknikken funge rede glimrende, og det var første gang, at pub likum oplevede et overbevisende sammen fald mellem billede og lyd. Bag systemet stod to danske elektroinge niører, Axel Petersen og Arnold Poulsen, og forud lå fem års udviklingsarbejde. I 1918 havde danske forretningsfolk etab leret aktieselskabet Electrical Fono Film Company for at udvikle et lydsystem til film. Finansfolkene ansatte elektroingeniør Axel Petersen, der fik sin studiekammerat Arnold Poulsen med i projektet. Arnold Poulsen havde siden sin uddannel se i 1912 været ansat ved Siemens & Halske i Berlin og ved Det Store Nordiske TelegrafSelskab i København. Sideløbende med sin tilknytning til Electrical Fono Film fungere de han blandt andet som konsulent for Han delsministeriet i radioteknik og som konsu lent for Telegrafvæsenet. Axel Petersen, som også var uddannet i 1912, arbejdede først ved KTAS, Nordiske Ka bel- og Traadfabrikker, og som ingeniør ved telefonvæsenet i Baku i Aserbajdsjan. Billedteknologien var problemet Der var mange, som i disse år forsøgte at la ve tonefilm, de fleste med kombination af film og grammofon. Axel Petersen og Arnold 1913 – E-gruppen – 2013

Poulsen konkluderede hurtigt, at dette ikke var en farbar vej. Hovedproblemet var be grænsning i billedteknologien. Indtil 1920 var filmemulsionen så ufølsom, at man normalt optog med en langsommere hastighed end den, hvormed man måtte gen give billederne for at undgå flimmer. Forskel len var fra cirka 18 billeder pr. sekund under optagelserne til cirka 24 ved gengivelsen. Det var derfor umuligt at synkronisere bil lederne med lyd — medmindre man på sam me måde gengav lyden for hurtigt. Først da der var kommet en mere lysfølsom film, var de største vanskeligheder overvundet. To gengivelsesapparater Petersen & Poulsen-systemet byggede på arealmetoden for det optiske lydspor og på en adskillelse mellem billed- og lydstrimmel. Andre systemer kopierede lydsporet ind på selve filmstrimlen for at sikre synkronisering mellem lyd og billede, men Petersen & Poul

MC A90 med SLM-teknologi.

sen mente at opnå det samme – med en bed re lydkvalitet – ved hjælp af en mekanisk sam menkobling af de to gengivelsesapparater. De to pionerer og deres firma udtog paten ter på opfindelserne i Danmark og – hvis det lod sig gøre – i udlandet. Trods deres succes i Palads blev det dog stadigt sværere at skaf fe penge til projektet. Petersen & Poulsen tog på demonstrations rejser og fremviste deres talende billeder i blandt andet London, Paris, Zürich, Valencia og Berlin. Det lykkedes på den måde at skabe interes se hos udenlandske selskaber, og man fik etableret aftaler om udnyttelse af patenterne. I London dannede Electrical Fono Film Company selskabet British Acoustic Film sammen med British Gaumont, der som Englands største filmselskab havde en bio grafkæde med flere hundrede biografer, hvor man senere installerede maskiner, der byg gede på Petersen & Poulsens system. Aktiemajoriteten i Electrical Fono Film Company tilhørte fra sidst i 1920’erne British Gaumont, som placerede aktierne i et hol dingselskab, International Acoustic Film. Patentkampen tabes I 1927 tog Petersen & Poulsen til USA for at vise deres system, men da var det allerede for sent. Warner og andre amerikanske selska ber havde selv udviklet egne systemer og sik ret sig de centrale patentrettigheder. Udnyttelsesretten til patenterne var afsat til forskellige europæiske firmaer, og tilbage hos Electrical Fono Film Company var i 1927

Side 17

Axel Petersen (til højre) og Arnold Poulsen i Palads Teatrets maskinrum, oktober 1923.

kun rettighederne i Skandinavien. Alligevel fortsatte udviklingsarbejdet, og i slutningen af 1920’erne kunne Petersen & Poulsen frem stille tonefilm som et enkelt filmbånd, der kunne fremvises med en enkelt maskine med såvel billedvindue som tonehoved. System Petersen & Poulsen I 1929 blev de første små talefilm vist i bio grafen. Den første spillefilm havde premie re i 1931. Deres tonefilmsteknik blev kendt verden over under navnet System Petersen & Poulsen. Electrical Fono Films A/S fortsatte med at lave udstyr og apparater til filmindustrien primært til det danske marked. Ved en pre mierefilm i 1944 skrev pressen, at filmen var kedelig, men lydkvaliteten overraskende god. Der blev også lavet kameraer, optagehove der, mikrofoner, oscilloskoper og forstærke re. Nogle af tingene blev fortsat anvendt i dan ske biografer frem til 1968. System Petersen & Poulsen er et af de før ste slag om standarder eller formater inden for underholdningsbranchen. Dengang som nu er det afgørende, hvilken marketing- og distributionskraft der understøtter teknolo gien. Petersen og Poulsens system var tekno logisk førende, men man havde ikke den ad

gang til markeder og kapital, som systemer med Hollywood i ryggen kunne få. Skærehoveder og pickupper I begyndelsen af 1940’erne blev der udviklet et nyt system af skærehoveder og forstærke re til grammofonindustrien. Skærehovedet var revolutionerende, da det kunne arbejde med frekvenser på helt op til 14 kHz, hvor grænsen tidligere lå ved 5 kHz. Ved udgangen af 1945 kunne det danske grammofonselskab Tono skære de første pla der på det nye udstyr. I 1946 skiftede selskabet navn til FonoFilm Industri A/S, og i 1951 etableredes Ortofon A/S som et handelsselskab under FonoFilm. Ingen eksisterende pickupper kunne den gang afspille op til 14kHz, derfor kom Orto fon i 1948 med sin første mono-pickup, der hurtigt blev en standard og var indledningen til Ortofon som pickup-specialist. Den første stereo-pickup blev introduceret i 1958, og udviklingen fortsatte med Con cord-designet i 1970, forbedret med Moving Coil i 1977 og Wide Range Damping-system i 1979. Siden blev udviklingen drevet af nye, stærke magnetiske materialer som samari um-cobalt eller neodymium og forbedret pro cesteknologi, der voldsomt reducerede stør

relsen af de magnetiske kredsløb og samti dig øgede output. I 1990’erne startede hip hop-bølgen, og Or tofon fik enorm succes med sine Pro-produk ter, hvor Concord-designet blev anvendt. I 2008 introducerede Ortofon i samarbej de med Teknologisk Institut et samlestykke til den nye ‘SPU 90th Anniversary’-pickup produceret ved hjælp af Selective Laser Mel ting – en ny teknologi, som giver meget sto re designfriheder og anvendes i flere og fle re af Ortofons produkter. Salg til høreapparatindustrien I midten af 1980’erne udviklede Ortofon sin business to business-forretning, i første om gang med kunder inden for høreapparat- industrien, hvor akustik og små præcisions komponenter passer godt til begge parter. Forretningen er vokset støt, og i 2013 er kun derne inden for høreapparat- og medikoindustrien. Hertil har Ortofon udviklet en ny ‘benleder’-teknologi – en speciel designet vi brator, der overfører lyd til det indre øre gen nem kraniet. j

Christen H. Nielsen er direktør for Ortofon A/S og har været det siden 2004. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 18 Tekst: Ole Mørk Lauridsen Illustrationer: Radiohistorisk Forening

1930’erne: Sonofon ‘Kamin’, 1947

Radioer her og der og allevegne En stribe danske virksomheder voksede frem i takt med radioteknologiens udbredelse.

adiofoniudviklingen i 1930’erne, med dens masseproduktion af apparater til hvert et hjem, drev udviklingen af radiorør mod bedre ydeevne og fik stor betyd ning for den danske elektronikindustri. Det var hollandske Philips, som tegnede fronten af den moderne rørelektronik og med store volumener fik kvaliteten op og prisen ned. Reelt var alle radioer i 1930’erne baseret på Philips patenter og koblingsforslag. Men den danske radioindustri var både på det profes sionelle område og på konsumentsiden sær deles innovativ med nye modtagerkonstruk tioner. Det danske forspring hang uomtvisteligt sammen med P.O. Pedersen, der som profes sor i svagstrømsteknik og senere som rektor for Den Polytekniske Læreanstalt uddanne

LL Primas, 1950 1913 – E-gruppen – 2013

de en løbende række af talenter inden for te leteknik. Allerede med Marconis transmission over Atlanten i 1902 var det bevist, at radiobølger til en vis grad følger jordens krumning og ik ke forsvinder ud i rummet. P.O. Pedersen var den første til at forklare hvorfor med ‘The Propagation of Radio Wa ves’ fra 1927. Her regnede han sig, ud fra Maxwells fire ligninger, frem til, hvilke iono seringstilstande der må befinde sig i forskel lige ’sfærer’ omkring Jorden for at kunne for klare de udbredelsesforhold, som blandt an det kortbølgetransmission over Atlanten ud viser. Ionosfæren var født. Og Danmark vandt in ternationalt ry som en nation med forstand på radio. Det gjorde ikke den internationale indfly delse mindre, at hans søn, Gunnar Pedersen, fik en karriere som generaldirektør for P&T. I en artikel i 1960’erne i Teleteknik oprul lede Gunnar Pedersen perspektiverne for et moderne bredbåndssamfund baseret på FMradiofoni, tv og satellittransmission. En elev af P.O. Pedersen, Gunnar Bram slev, blev chefingeniør for P&T og stod bag hele opbygningen af kystradiotjenesterne og flere af radiofonisenderne. Han var også gen nem 1930’erne en meget aktiv radioamatør. Kystradio Inden for skibs- og kommerciel radiotrafik fik Valdemar Poulsens og P.O. Pedersens samarbejde stor betydning. To hjemvendte medarbejdere, Otto Skov mand og Martin Peder Pedersen, som havde

installeret Poulsen-buesendere i Californien, grundlagde i slutningen af 1914 firmaet Skov mand og Pedersen, som ved Skovmands me get tidlige død i 1919 blev til firmaet M.P. Pe dersen. Firmaet leverede fra slutningen af 1920’erne og op til 1960’erne en række radio foni- og kystsendere til P&T. M.P. Pedersen blev også storleverandør af modtagere og sendere til kystradiostationer og skibe. Modtagerne var baseret på almin delige Philips radiofonirør, medens sender ne indeholdt selvudviklede og producerede senderør. De første mobilradioinstallationer i 1948 på 80 MHz til Københavns og Gentofte Brandvæsen anvendte 100 watt udgangsrør fra M.P. Pedersen. Inden firmaet lukkede i 1970’erne, havde man leveret mobile taxa radioanlæg med stor succes blandt andet til Bangkok. Et andet eksempel på succes inden for kom merciel radio var Dansk Radio Aktieselskab (Elektromekano), ejet af de danske rederier og med A.P. Møller i den første bestyrelse. Virksomheden blev oprettet i 1920 som føl ge af den engelske ‘Wireless Act 1919’, som krævede, at skibe over 1.600 BRT skulle ud styres med radiotelegraf.

Ionosfæren var født. Og Danmark vandt internationalt ry som en nation med forstand på radio.

Side 19

M. P. Pedersen, tidlig rørmodtager. Foto: Gorm Helt-Hansen

Dansk Radio Aktieselskab koncentrerede sig om skibsradiostationer og radioanlæg til Grønland. Selskabet var oprettet på initiativ af C. Gerald, der også var en drivende kraft bag en af de radioklubber, som i 1925 førte til oprettelse af Statsradiofonien. I 1926 startede ingeniør Wilhelm Johnsen fabrikken Always, der producerede højkvali tetsradioer og endda bilradioer, som også kunne anvendes på fiskekuttere. Under Anden Verdenskrig gik Always ind i produktion for tyskerne og leverede kompo nenter til V1- og V2-raketter samt meget an det tysk militærradioudstyr. Always blev af samme grund udsat for sabotage 27. marts 1945. Man finder i dag Always’ stemplet på man ge kondensatorer og modstande i tyske militærradioer. Efter at have afsonet en værnemager dom på fem år gik Wilhelm Johnsen i be gyndelsen af 1950’erne i gang med fabri kation af skibsradioer. Han foregreb på den måde en udvikling, som i 1960’erne blev kopieret af Simon Petersen med SP Radio i Aalborg, som også forlod tvog ra diomarkedet for at nyde det bedre dæk ningsbidrag i det nicheprægede marked Eltra Skymaster 919, 1950

for maritim radiokommu-nikation. Det ud viklede sig senere i 1980’erne med et solidt fundament af nyuddannede digitale radioin geniører fra Aalborg Universitet til den nord jyske mobilklynge, hvor Dancom, Dancall og Cetelco blev suppleret med Eurocom og se nest fusioneret ind i Thrane & Thrane (som i 2012 blev solgt til engelske Cobhams) samt Spacecom. 23 radiofabrikker Et antal danske radiofabrikker så dagens lys efter starten af Statsradiofonien i 1925. Fra starten af 1930’erne og op mod krigen udviklede radioerne sig fra simple detektor modtagere med typisk tre rør til avancerede heterodyn-supere med push-pull-udgangs

forstærkere med 20 rørsystemer. Senderne havde fra starten – i midten af 1920’erne – udsendt et ret pænt frekvensområde fra 50 Hz til 7 kHz, og i slutningen af 1930’erne le veredes radioer, som ‘tonekorrigeret’ ydede en så god lydkvalitet, som AM-teknikken med dens megen støj kunne levere. Danmark var i 1930’erne stort set selvfor synende med radiofonimodtagere, men eks portandelen med datidens toldmure var me get begrænset. På højdepunktet i mellemkrigstiden var der 23 danske radiofabrikker, som på basis af dygtige elektroingeniører konkurrerede om den mest innovative implementering af Philips’ rør og kredsløb. Det er interessant, at Philips’ egen danske fabrik nok var stærk, men ikke domine rende. Mange af fabrikkerne havde spe cialiseret sig i fremstilling af særlige komponenter som spoler, transformato rer, højttalere, kondensatorer og mod stande, som man derefter solgte til hin anden. Navne som B&O, TO-R, Bravour, Sono fon, Arena, SP, Telavox, Superphone, Neutrofon, Philips og Eltra – blot for at nævne nogle få af de 23 – vækker nok minder hos efterkrigsgenerationen. På komponentområdet blev  1913 – E-gruppen – 2013

Side 20

Stærkstrømsteknik Elektrificeringen af Danmark var i 1930’erne kendetegnet ved, at de enkelte mindre forsyningsselskaber i landdistrikterne blev sluttet sammen i større og større klynger. Transmissionsanlæg for 50 kV vekselstrøm bredte sig over hele landet. Nye kraftværker, som f.eks. Kyndbyværket og Masnedø blev bygget ved starten af besættelsen, da belastningsgrænsen for Ørstedsværket i København nu var nået. Stærkstrømselektroteknikken gik med besættelsen ind i en fase som ofte kaldes ’den første energikrise’. Intet materiel kunne fremskaffes udefra, og en driftsbestyrer fra H.C. Ørstedsværket omtalte i Ingeniøren under ’den anden energikrise’ i 1974 aktiviteterne på denne måde: ‘Det var ét langt forsøg på at afbrænde en blanding af lige Det brune S-tog, 1934. Foto: Steen Larsen, Jernbanen.dk

dele tørv og vand’. S-togsnettet i København blev indviet i 1934 med inspiration fra S-Bahn i Berlin. Projektet blev startet i 1930, og på fire år lykkedes det Thrige og Scandia at udvikle og fabrikere alt materiellet i Danmark. En del udstyr blev produceret på licenser fra Brown-Boveri. Alt dette foregik samtidig med, at Lillebælts- og Storstrømsbroen blev bygget, og nye, dansk-konstruerede og producerede ’lyntog’ forkortede rejsetiden mellem København og Jylland med flere timer.

Kyndbyværkets første to sektioner i drift, 1940, postkort

Teleteknik Udbredelsen af telefoni sigtede mod en telefon pr. husstand plus alle firmatelefonerne. Særlige forhold gjaldt i Sønderjylland, som efter genforeningen i 1920 stod med et meget dårligt telenet. Her valgte Post- og Telegrafvæsenet at gå direkte til en automatisering af telefonnettet med anvendelse af Standard Electrical Rotary system D.

 TOROTOR (spoler, afstemningskon densatorer), Vitrohm (modstande), Lübcke (transformatorer), Pearl ess (højttalere), Wicon (kondensatorer) og Jensen Electric (elektrolytkondensatorer) leverandører til he le industrien. I 1930’erne blev radiorør produceret af Elektromekano, M.P. Pedersen og Oxytron, som måtte lide den ’fornedrelse’ at blive op købt af Søren Madsen og konverteret til frem stilling af almindelige pærer.

Så i perioden blev størstedelen af Danmarks telekomponenter produceret af Automatic A/S i København, Kirk i Horsens samt Standard Electric i Rådmandsgade i København. NKT var stort set eneleverandør af kabler og snore til telefoner og omstillingsborde. Resten leveredes af L.M. Ericsson, som allerede på dette tidspunkt så Danmark som et avanceret testmarked med en tilpas størrelse til at afprøve ny teknik. Denne særstilling bevarede Danmark langt op i 1990’erne. Tiden var præget af produkter med et meget langt serviceliv. Ved indførelsen af det ’demiautomatiske telefonsystem’ i København fra 1930 (Taga) hjemtager KTAS-telefoner model M 1908 fra Automatic i stort tal fra abonnenterne og udstyrer dem med en nummerskive, hvorefter de er i drift langt op i 1960’erne! Hvor mange af nutidens mobiltelefoner holder mon i 52 år? 1913 – E-gruppen – 2013

FM blev højdepunktet Umiddelbart inden besættelsen havde indu strien med udgangspunkt i amerikaneren Edwin Howard Armstrongs introduktion af FM-radiofoni i New York i 1934 bedt Dan marks Radio om at indlede forsøgsudsendel ser med ultrakortbølge FM. Radioingeniørtjenesten hos P&T udvikle de og byggede en 500 watt sender, der efter

Side 21

en start i begyndelsen af 1941 på 41,2 MHz og derefter på 50,2 MHz udsendte DR’s pro gram på FM indtil januar 1945, hvorefter der på grund af elektricitetsrationering ikke læn gere kunne bevilliges strøm til forsøget. Der blev bygget ti prøvemodtagere med 20 watt udgangseffekt, som i en afstand svaren de til Roskilde og Helsingør kunne levere et frekvensområde efter højttaleren fra 50 til 13.000 Hz inden for +/- 2 dB, 60 dB i signal/ støj forhold og mindre end 1,4 procent for vrængning.

Hoveddrivkræfterne var civilingeniørerne Gunnar Pedersen og N.E. Holmblad, som se nere blev chefingeniør for Store Nordiske. Industri og radioamatører byggede des uden et mindre antal prøvemodtagere. Dan mark var hermed det første land i Europa med radiofoni på FM.

Måleinstrumenter Radioindustrien blev grobund for måleudstyr til radioteknik. Firmaer som DEIF, Helweg-Mikkelsen, Industri Kontrol (TO-R) og Danbridge havde længe produceret instrumenter, og i 1935 starte-

Radiommeter, PHM1, 1937

de de nybagte civilingeniører Carl Schrøder og

De vanskelige økonomiske forhold efter krigen gjorde imidlertid, at FM først holdt sit indtog i 1950 med den store radioudstilling i Forum og den nye internationale frekvens plan med FM lagt mellem 88-100 MHz, hvor også fjernsynet blev præsenteret som en del af DR’s fremtid. Industrien var hermed velforberedt, og de fleste radioer kunne herefter også leveres med FM. Udviklingen efter 1950 er en direkte følge af 1930’ernes innovation udført af dansk elek troingeniører. I 1954 kunne Danmarks Ra dio ved civilingeniør Holger Lauridsen præ sentere M/S stereofonisystemet, der i dag bruges over hele verden til stereo på FM. j

Børge Aagaard Nielsen Radiometer for at producere målesendere som et svar på B&O´s udfordringer med at trimme de efterhånden meget komplicerede modtagere med mange bølgeområ-

Ole Mørk Lauridsen er civilingeniør. Han har haft

der. I 1937 opfordrede Carlsberg Laboratorierne

ledende poster i flere elektronik- og televirksom-

virksomheden til at udvikle et pH-meter til væ-

heder bl.a. Widex, GN-Telematic, TDC, Nettest og

sker. Senere koncentrerede Radiometer sig om

Terma og er desuden adjungeret professor ved

medikoteknisk udstyr.

Aalborg Universitet.

Samarbejde skaber store resultater Hos Grundfos samarbejder vores dygtige ingeniører dagligt om at udvikle energieffektive pumper og pumpeløsninger til mange forskellige formål. Fra robuste cirkulationspumper i private hjem til prisbelønnede, solcelledrevne drikkevandspumper arbejder vi konstant på at gøre en forskel og opnå maksimal ydelse og store resultater med et minimalt energiforbrug.

Vi ønsker E-gruppen under Ingeniørforeningen tillykke med de 100 år.

Side 22 Tekst: Torben R. Licht Fotos: Brüel & Kjær

1940’erne:

Tilfældigt møde resulterede i flagskib for dansk elektronik Studiekammeraterne Brüel & Kjær gik længe med tanken om at etablere deres eget firma. I 1942, tre år efter deres eksamen, blev tankerne realiseret – trods advarsler.

rüel & Kjær har gennem 70 år været en af Danmarks mest kendte elektronikvirksomheder. Virksomheden blev etableret i 1942 og fik efter krigens afslutning i 1945 for alvor luft i sejlene, da de to grundlæggere fik følgeskab af Holger Nielsen. Men det hele begyndte med et tilfældigt møde i midten af 1930’erne, da to unge mænd tog til København for at studere. Per V. Brüel kom fra en skovløberfamilie i Sønderjylland, Viggo Kjær fra en gård i Midtjylland. Deres familier forventede, at de fortsatte i familiens spor, men de havde andre interesser specielt inden for ingeniørvidenskab. De mødtes ved studierne på Polyteknisk Læreanstalt og blev hurtigt venner. På læreanstalten kom de ind i et meget inspirerende miljø omkring professor P.O. Pedersen, som havde arbejdet sammen med Valdemar Poulsen, opfinderen af telegrafonen i 1898 og Poulsen-buen til radiofoni i 1902. P.O. Pedersen var en visionær mand, der som en af de første forstod, at da Danmark ikke har mange råstoffer, er den eneste sikre vej til at begå sig internationalt at bygge bro mellem videnskab og forretning og dermed udnytte de danske kompetencer bedst muligt. Disse tanker blev også kimen til, at Per Brüel og Viggo Kjær begyndte at tale om at etablere et firma, når de havde afsluttet studierne. Eksamen med topkarakter Efter veloverstået eksamen i 1939 blev Per Brüel assistent på Lydteknisk Laboratorium, 1913 – E-gruppen – 2013

Makkerparret Viggo Kjær (tv.) og Per V. Brüel.

som var oprettet af P.O. Pedersen, og han skrev en af de første artikler herfra. Viggo Kjær fik også sin eksamen i 1939 med en af de højeste karakterer, der var opnået igennem de 110 år, læreanstalten havde eksisteret. Tanken om at starte et firma levede stadig, men de unge civilingeniører havde besluttet,

Verdens første konstant procentuel båndbredde-analysator til det akustiske område.

at det nok var bedst at komme ud og lære noget mere, før de begyndte på egen hånd. Brüel fik en fantastisk chance for at få en doktorgrad, men måtte også aftjene sin værnepligt, som begyndte seks måneder før krigens udbrud. Per Brüel var først motorcykelkurér, men blev senere overflyttet til et ønskejob som udvikler af radioer til hærens køretøjer. Viggo Kjær kom til at arbejde for TO-R, Tobias Jensen, Magnawox og Philips. Nu skal det være Efter besættelsen i 1940 var det ikke blevet nemmere at etablere sig. Brüel og Kjær havde imidlertid fået en idé til et helt nyt instrument ved at læse det sidste nummer før krigen af det amerikanske tidsskrift Journal of the Acoustical Society of America. Heri blev en selektiv forstærker med tilbagekobling beskrevet.

Side 23

Tidlig skitse af accelerometer af P.V. Brüel (1943).

De mente, at dette princip kunne bruges til at lave en akustisk analysator. Medens Brüel arbejdede på hærens radioværksted, fik han tid til at udvikle et helt nyt instrument kendt som ‘en konstant procentuel båndbredde analysator til det akustiske område’. Ønsket om at etablere sig blev større og større, og i november 1942 blev Brüel & Kjær A/S grundlagt. Selvom P.O. Pedersen mente, at markedet var for lille, var de to unge inge niører overbeviste om, at der var der masser af muligheder på det globale marked. Der var egentlig kun én konkurrent, nemlig General Radio Company i Massachusetts, USA. Analysatoren blev det første instrument i porteføljen, og farven kom fra den tilgængelige militærgrønne. Siden har det altid været nemt at genkende Brüel & Kjær- instrumenter på farven.

Type 4303. Samlingstegning dateret 26. december 1943.

Under resten af krigen var aktiviteten i firmaet begrænset, da Brüel mest arbejdede i Sverige og Kjær hos de nævnte radiofirmaer. Et af de andre unikke produkter, der blev udviklet og markedsført, var et piezoelektrisk accelerometer baseret på Rochelle-saltkrystaller. Dette blev konstrueret af Brüel, medens han var i Sverige. Ved slutningen af krigen voksede aktiviteterne, og der var brug for en mand til at styre produktionen. Viggo Kjær kendte Holger Nielsen fra TO-R. Han blev den tredje partner i firmaet. Han viste sig at være en uvurderlig leder og personalechef, der fik arbejdspladsen Brüel & Kjær til at være landskendt for sit gode renommé. Hans ‘management-stil’, som man ville sige det i dag, var ‘management by walking around’, som andre senere har be-

skrevet som metode. Desværre døde han allerede i 1978. Bredt produktprogram Selvom det akustiske område var i fokus, blev der i begyndelsen udviklet mange forskellige produkter. Hvis man tog B&K-kataloget fra 1952, lignede det meget det, som for eksempel Hewlett-Packard præsenterede med et oscilloskop, frekvenstæller, ledningsevnemåler, voltmeter, målebro til komponenter og endog et audiometer. Virksomheden forsøgte at finde et marked. Det var kun målebroen og heterodyn-voltmeteret, der levede i længere tid. I løbet af 1950’erne kom en central gruppe af instrumenter rettet mod det akustiske område frem. Disse instrumenter var kapacitive må-  1913 – E-gruppen – 2013

Side 24

Typiske produkter 1942-60.

 lemikrofoner, piezoelektriske accelerometre med keramiske følsomme elementer, præcisions-lydmålere, signalgeneratorer med logaritmisk sweep, 1/3 oktav-analysatorer, oktavanalysatorer, en ny analysator med konstant procentuel båndbredde og variabel centerfrekvens og ikke at forglemme en ny version af niveauskriveren, der i 1949 blev et hit i akustikkredse verden over. Den overlevede med få modifikationer til helt op i 1990’erne som skriver og kontrol enhed til målesystemerne. Et par af nøgleteknologierne fra denne periode var Gunnar Rasmussens kondensatormikrofon og Carl Gustav Wahrmanns RMSdetektor. Dagens målemikrofoner bygger stadig på de samme principper, og RMS-detektoren blev først overgået, da digitalteknikken tillod mangfoldige beregninger på hurtigt sam plede signaler i 1980’erne. Filosofi og kultur Efter krigen var der mange muligheder, hvis man turde forfølge dem. 1913 – E-gruppen – 2013

Typiske produkter 1960-80. Holger Nielsen, Per Brüel og Viggo Kjær ser på produktionen.

Danmark var et politisk set relativt neutralt område, og det var muligt at sælge til næsten alle lande, hvis man var ihærdig nok. Den ihærdighed havde Per Brüel, og han åbnede mange nye markeder både i øst og vest for Brüel & Kjær – og banede samtidig vejen for

indtil grundlæggerne måtte sælge firmaet i 1992. En mere uofficiel regel var, at det skulle være sjovt at arbejde på Brüel & Kjær. Men man skulle dog ikke have så meget sjov, at man ikke tjente penge – eller tjene så mange penge, at man ikke havde det sjovt.

Danmark var et politisk set relativt neutralt område, og det var muligt at sælge til næsten alle lande, hvis man var ihærdig nok. Den ihærdighed havde Per Brüel.

Virksomheden fik vokseværk Efter at have fundet sin niche fortsatte ekspansionen, og næsten hele overskuddet blev investeret i nye projekter. Brüel & Kjær blev omtalt i pressen som et af de mest solide foretagender hele vejen op gennem 1960’erne, 1970’erne og indtil sidste halvdel af 1980’erne. Alle relevante nye teknologier såsom halvledere og digitalteknik blev naturligvis taget i anvendelse. Selv et projekt, der skulle udvikle en speciel regnemaskine, blev sat i gang. Det blev dog stoppet i god tid, da andre meget større foretagender begyndte at producere sådanne. Digitalteknikken blev taget i brug tidligt, og sidst i 1970’erne blev både en FFT-analy-

andre virksomheder. Meget tidligt dannedes der tre grundlæggende regler for Brüel & Kjær: Den første var, at al produktion skulle foregå i Danmark. Den anden var, at man skulle være selvfinancierende. Den tredje var, at man ikke ville arbejde for militæret. Disse grundregler holdt faktisk næsten,

Side 25

Typiske produkter 1980-90.

sator og sandtidsanalysatorer med 1/3 oktavopløsning introduceret. Disse analysatorer blev hurtigt en bærende del af produktsortimentet, nye forbedrede modeller kom i løbet af 1980’erne. Virksomheden kommer i stormvejr I begyndelsen af 1980’erne var der ønske om at ekspandere hurtigere, end det klassiske akustiske marked kunne bære. Derfor blev en række store projekter rettet mod andre markeder sat i gang. De vigtigste var medicinsk ultralyd, VXI eller virtuelle instrumenter på et kort samt maskinovervågning. Planerne sagde, at omsætningen ville stige til fire milliarder kroner og antallet af ansatte til 4.000. Nye bygninger blev planlagt i Espergærde. Denne voldsomme satsning drænede den ellers velpolstrede pengekasse med en alarmerende hastighed. Mod slutningen af 1980’erne begyndte man for første gang at låne penge hos bankerne. Så kom chokket i 1989 med sammenbruddet af østblokken og murens fald. Det

Typiske produkter 1990-2000.

Mod slutningen af 1980’erne begyndte man for første gang at låne penge hos bankerne. Så kom chokket i 1989 med sammenbruddet af østblokken og murens fald. førte til et voldsomt tilbagefald for virksomheden. Markederne i Østeuropa udgjorde cirka 25 procent af omsætningen. Samtidig var der en generel stagnation, som varede syv år. Hertil kom uenighed i ledelsen om, hvem der skulle lede firmaet efter grundlæggerne. Situationen blev mere og mere kritisk i løbet af 1991. Ledelsen afskedigede 431 ud af de cirka 2.400 ansatte og konkluderede, at det var nødvendigt at låne 150 millioner kroner for at ride stormen af.

Danske Bank havde imidlertid netop tabt omkring fire milliarder kroner på en svindel affære i Nordisk Fjer og genovervejede derfor, hvilke engagementer de ville gå ind i. I begyndelsen af 1992 svarede banken, at de ikke ville stille pengene til rådighed og krævede, at firmaet blev solgt. Resultatet blev et salg af familiefirmaet til det tyske holding-selskab AGIV i august 1992. Herpå fulgte en lang række nedskæringer, omstruktureringer, outsourcing og frasalg af blandt andre mediko-delen. Først i 1996 fik virksomhedens direktør, Henrik Håkonsson, etableret en stabil udvikling. Det vigtigste i denne udvikling var måske, at han fik genoprettet tilliden til og stoltheden over at arbejde for Brüel & Kjær, og at man troede på en lys fremtid. Tilbage i smult vande Efter et par økonomisk gode år i 1997-98 blev det imidlertid klart, at AGIV’s forretningsmodel og viden om markeder ikke passede ret godt til Brüel & Kjær.  1913 – E-gruppen – 2013

Side 26

Typisk moderne analysatorsystem.

 Dette resulterede i, at et engelsk holdingselskab, The Fairey Group Ltd., købte Brüel & Kjær og også overtog det af AGIV opfundne navn Spectris og blev til Spectris plc. I samme periode blev en meget vigtig grundsten til fremtidige analysesystemer lagt. Diskussionen begyndte allerede omkring 1990, hvor det blev klart, at pc’en ville ændre målesystemernes grundlæggende arkitektur. Det store spørgsmål var, hvornår pc’en blev i stand til at konkurrere med den dedikerede regnekraft i de eksisterende analysatorer. I 1996 blev PULSE lanceret. Det var verdens første Windows-NT baserede multi-analysator system. I 1999 blev Portable PULSE frigivet. Det var verdens første real-time analysator-system baseret på pc’ens interne processor i stedet for specielle DSP-kort. 1913 – E-gruppen – 2013

Diskussionen begyndte allerede omkring 1990, hvor det blev klart, at pc’en ville ændre målesystemernes grundlæggende arkitektur. Det betød en lidt langsommere processering i starten, men med den hastighed, hvormed udviklingen af processorerne foregik, var det kun en kort tid, hvorefter man kunne drage fordel af den hurtige udvikling. Siden 1996 er der blevet introduceret en ny PULSE software-version hvert år. I dag er PULSE, sammen med den seneste data acquisition forende LAN-XI (2008), den føren

de teknologiske løsning inden for Brüel & Kjærs markedsområde. Epilog Selv om det tog næsten ti år at vende skuden, var der alligevel så meget viden og vilje i organisationen, at den kunne overleve, og de seneste år har produceret overskud, der aldrig før har været set – i hvert fald ikke i tilgængelige data. j

Torben R. Licht er civilingeniør. Han har været ansat i Brüel & Kjær siden 1968. Artiklen baserer sig delvis på Jackson Mowry og Ghita Borrings bog ’Journey to Greatness: The Story of Brüel & Kjær’, Acoustical Publications, (2012).

Side 27

E-gruppens bestyrelse takker magasinets annoncører og jubilæets øvrige sponsorer for den støtte, de hver især har ydet. Uden økonomisk støtte herfra havde vi ikke kunnet nå vores ambitiøse mål.

Thomas B. Thriges Fond

IDA’s E-netværk ønsker E-gruppen

Tillykke med 100 års jubilæet IDA’s E-netværk består af to landsdækkende fagtekniske selskaber, IDA Elteknik og E-gruppen, samt en række lokale grupperinger under regionerne med interesse i elektroteknik, elektronik og informationsteknologi.

IDA Elteknik, der har lokale udvalg i København og på Sjælland, beskæftiger sig primært med de praktiske anvendelser inden for det elektrotekniske område, mens E-gruppen i højere grad tager sig af mere forskningsmæssige arrangementer. Regionernes elektrotekniske grupper i Østjylland, Sydjylland, Fyn og Nordsjælland samt Elektronik- og It-gruppen i Nordjylland har alle aspekter af stærkstrøm, svagstrøm og informationsteknologi som interesseområde både teknisk og samfundsorienteret, mens Fagteknik Vestjylland har som formål at give medlemmer med fælles fagtekniske interesser lejlighed til at holde sig ajour med og præge

udviklingen inden for hele det fagtekniske område – herunder det elektrotekniske. E-netværket mødes et par gange om året, hvor erfaringer udveksles og evalueringer af fyraftensmøder, kurser og virksomhedsbesøg mv. drøftes for at sikre kvaliteten og udbuddet af medlemsarrangementerne. Det koster ikke noget for IDA medlemmer at være medlem af de fagtekniske selskaber og grupperinger. De fagtekniske selskaber optager desuden gæstemedlemmer til et mindre kontingent. Du kan læse mere om IDA’s fagtekniske arbejde under ”Netværk” på www.ida.dk

Side 28 Tekst: Knud Sørensen Fotos: Dansk Datahistorisk Forening

1950’erne:

Danmarks første computer var en tre ton tung håndbygget maskine Regnecentralen formåede gennem næsten 40 år at lave computere baseret på radiorør, transistorer og integrerede kredse samt være et omdrejningspunkt for dansk dataindustri.

ed ATV’s stiftelse af Regnecentralen i oktober 1955 så vi den spæde start på dataindustrien i Danmark. Formålet var at ‘forestå anskaffelse, bygning og drift af matematikmaskiner til civile og militære forsknings- og beregningsopgaver’. Forarbejdet havde været i gang allerede fra 1946, hvor ATV etablerede det såkaldte Regnemaskineudvalg, der skulle holde øje med udviklingen i udlandet. Med finansiering fra Marshall-hjælpen startede man straks i 1955 på at bygge Danmarks første datamaskine, Dansk Aritmetisk Sekvens-Kalkulator (DASK), som var baseret på radiorør og bygget i hånden. En lille flok ildsjæle startede arbejdet i et lejet lokale på Teleteknisk Forskningslaboratorium, men flyttede efter et halvt år til en villa, som Carlsberg ejede på Bjerregårdsvej i Valby. DASK blev udstyret med det sidste nye inden for lagerteknologi, nemlig ferritkernelager. Man udviklede også et hjælpelager i form af et tromlelager, hvor data blev lagret ved at magnetisere partikler i overfladebelægningen ved hjælp af små elektromagneter. Efter to års hårdt arbejde var DASK køreklar, og den kunne i oktober 1957 demonstreres for offentligheden fra Forum med deltagelse af den nyudnævnte leder af Regnecentralen, Niels Ivar Bech. Tung og varm Størrelsen var et stort problem. DASK vejede mere end tre ton og udviklede en masse varme, som man var nødt til at bortskaffe ved 1913 – E-gruppen – 2013

luftkøling. Og så fyldte den det meste af spisestuen i Carlsbergs villa i Valby. Kritiske røster mente i 1950’erne, at det var halsløs gerning at bruge de mange penge (900.000 kr. i datidens penge) til at lave så kraftig en maskine, som på et par timer dagligt kunne løse alle de opgaver, der var brug for at løse i Danmark i de næste mange år. Virkeligheden viste sig at blive helt anderledes. Der gik ikke lang tid, før DASK kørte

– og resultaterne blev også afleveret i form af en hulstrimmel.

Kritiske røster mente i 1950’erne, at det var halsløs gerning at bruge de mange penge til at lave så kraftig en maskine, som på et par timer dagligt kunne løse alle de opgaver, der var brug for at løse i Danmark i de næste mange år.

Tv-debut i 1960 Regnecentralen og DASK blev rigtigt kendt i offentligheden i forbindelse med folketingsvalget i efteråret 1960, hvor DASK for åben skærm blev sat til at udregne valgprognoser og beregne valgresultater for Danmarks Radio i løbet af valgaftenen. Resultaterne fra stemmeoptællingerne i kommunerne blev løbende indtelefoneret til Indenrigsministeriet. Regnecentralen var med på en lytter og fik således resultaterne parallelt med Indenrigsministeriet. Valgaftenen forløb for DASK – og Regnecentralen – udadtil helt efter planen, og DASK kunne aflevere landsresultatet 1,5 time før Indenrigsministeriet. Og alle resultater stemte overens med Indenrigsministeriets. Aftenen var en stor succes for DASK og Regnecentralen, så samarbejdet med Danmarks Radio fortsatte ved mange senere folketingsvalg og kommunalvalg.

i døgndrift for at løse opgaver af enhver art: Kodebrydning for forsvaret, ballistiske beregninger og alle mulige beregninger for skibsværfter, maskinfabrikker, forsikringsselskaber, telefonselskaber, Risø osv. Maskinens ydeevne var væsentligt mindre end nutidens pc’er og tablets. Den havde hverken tastatur, mus eller skærm, den blev betjent fra en styrepult, mens programmerne blev læst ind i maskinen fra en hulstrimmel

DASK var forældet fra starten Allerede da den var færdig, var DASK teknologisk forældet – i andre lande byggede man allerede med transistorer, og det ville ildsjælene på Regnecentralen også. Baseret på en ordre fra Geodætisk Institut – og senere en ordre fra Haldor Topsøe – gik man i gang med at bygge en andengenera tions datamaskine, som kom til at hedde Gier; Geodætisk Instituts Elektroniske Regnemaskine. Man besluttede at bygge i alt ot- 

Side 29

Regnecentralens bestyrelsesformand fra 1981 til 1992, administrerende direktør Knud Jacobsen (SEK), i undervisningsafdelingen sammen Keld Hansen. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 30

DASK’s første operatørpult

te maskiner, men det viste sig, at man kunne sælge langt flere. Så produktionen voksede ud af de hidtidige lokaler. I 1963 flyttede man produktionen til en nedlagt skole i Præstø, og senere byggede man en ny fabrik, også i Præstø. Sideløbende med udviklingen og produktionen af maskinerne var Regnecentralen meget aktiv på softwaresiden. Man udviklede effektive og pålidelige Algol-compilere – også til andre fabrikater. Peter Naur deltog meget aktivt i definitionen af Algol. Økonomiske problemer I løbet af 1963 blev Regnecentralens økonomi meget anstrengt. Det skyldtes til dels opbygningen af produktionen, men især en forsinkelse i salget forårsaget af politiske problemer omkring Regnecentralens rolle i forhold til Datacentralen. For Regnecentralen blev konsekvensen, at man var nødt til at kommercialisere og ændre organisationen fra et ATV-institut til et aktieselskab. Dette skete i begyndelsen af 1964. Niels Ivar Bech blev administrerende direktør og Poul Dahlgaard økonomidirektør. 1913 – E-gruppen – 2013

Tredje generation med integrerede kredse Fra midten af 1960’erne begyndte man at udvikle en tredjegenerationsmaskine, RC4000, baseret på integrerede kredse. Det kommercielle grundlag for denne maskine var en kontrakt med Haldor Topsøe om levering af en kæmpemæssig datalogger til en gødningsfabrik i Polen. Projektet blev i løbet af nogle få år generaliseret således, at RC4000 fra omkring 1970 var Regnecentralens store datamaskine til internt brug og til salg til eksterne kunder. Med Per Brinch-Hansens monitordesign og ’real-time processing’-faciliteter var RC4000 både en avanceret og fleksibel maskine. Den blev anvendt både internt på Regnecentralen som servicebureaumaskine til administrativ databehandling og til tekniskvidenskabelige beregninger samt eksternt til processtyring. Flere økonomiske problemer Økonomiske problemer medførte i 1971, at Niels Ivar Bech måtte fratræde sit job som direktør for Regnecentralen – og i sammenhæng hermed forlod mange af de oprindeli-

ge medarbejdere Regnecentralen. Nogle gik i samlet flok til andre virksomheder, mange blev efterhånden ansat ved datainstitutter på universiteterne. Flere blev siden professorer. For de medarbejdere, der var med fra 1955 eller kom til i løbet af 1960’erne, står perioden 1964-72 som ’de gyldne år’. Regnecentralen voksede i den periode kraftigt og etablerede nye afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense og København samt i Norden og flere europæiske lande. Man udviklede og solgte hardware, software og EDB-ydelser, og dygtige medarbejdere lavede data logiske kurser.

Allerede da den var færdig, var DASK teknologisk forældet – i andre lande byggede man allerede med transistorer, og det ville ildsjælene på Regnecentralen også.

Side 31

Nyt fokus I 1972 besluttede ledelsen, at RC4000 var færdigudviklet, og afdelingen i Malmparken i Ballerup blev nedlagt. Mange forlod Regnecentralen, og nogle flyttede til den nye Industriafdeling, som var blevet etableret i Glostrup, og som primært beskæftigede sig med udvikling, produktion og salg af RC3600-supportsystemet, som var bygget op omkring en Data General Nova minicomputer. For de af os, der har været medarbejdere efter 1970, er der også nogle perioder, der står som ’gyldne år’. Især perioden fra 1974, hvor vi fik startskuddet til at udvikle RC8000, og indtil 1978 står som en meget spændende og hektisk periode. Salget af RC7000 og af RC3600-systemer til især tyske kunder gik godt. Vi videreudviklede systemet og fik programmeret mange nye anvendelser. Samtidig udviklede vi RC3500 og lavede terminalsystemer til Jysk Telefon. Vi knoklede med udviklingen af RC8000, hvor såvel RC3600 som senere RC3500 fungerede som controller for næsten alle input/output-enheder, mens det centrale system var en videreudvikling af RC4000centralenheden. Den ændrede arkitektur stillede nye krav til styresystemerne, og vi havde en absolut deadline (som vi overholdt) for levering af den første RC8000 til Jysk Telefons nummeroplysningssystem. Indtil 1978 så det lyst ud: Produktionen blev delt mellem fabrikken i Præstø og en ny systemsamlefabrik i Glostrup. Vi udviklede RC System 80 til servicebureaubrug, og vi introducerede COMAL til RC7000 til brug i undervisningssektoren. ITT køber sig ind i Regnecentralen En anden gylden periode er i min optik årene fra sidst i 1981 – hvor Standard Electric Kirk (ITT) købte halvdelen af Regnecentralens aktier – og indtil sidst i 1985. Perioden var kendetegnet ved ro omkring ledelsen af Regnecentralen – hvilket var en ny oplevelse for os – og ved udviklingen af en lang stribe nye produkter. Her skal blot nævnes RC Piccolo og RC Partner/Piccoline, som vi producerede og solgte mere end 10.000 af, og som i mange år sammen med COMAL var grundlaget for EDB-undervisningen i de danske skoler. I 1985 startede vi så den videreudvikling af RC8000, som kom til at hedde RC9000, og som blev udviklet og produceret i to udgaver.

En lille flok ildsjæle startede arbejdet med Danmarks første datamaskine i et lejet lokale på Teleteknisk Forskningslaboratorium, men flyttede efter et halvt år til denne villa på Bjerregårdsvej i Valby.

Den ene udgave var kompatibel med RC8000, den anden var en fejltolerant UNIXversion. Man kunne ved at skifte et par printkort samt softwaren komme fra den ene udgave til den anden. Teknologisk var man helt fremme, og det lykkedes at designe hele RC8000-CPU’en ned i en enkelt ASIC-chip. Afslutningen Projekterne blev gennemført under til tider tumultagtige organisatoriske forhold, og Regnecentralens økonomi haltede igen.

Og hvad kom der så ud af det hele? Regnecentralen var i de første mange år den væsentligste drivkraft i den danske EDB-udvikling. ITT solgte de 50 procent af aktierne, som de havde købt i 1981, til Alcatel, som siden solgte dem til ICL, der endte med i 1992 at købe også de danske aktionærers 50 procent aktier, hvorefter de lukkede ned for produktudvikling i Danmark. Så efter en stormfuld periode ophørte Regnecentralen med at eksistere i 1992. Undervejs havde vi i 1980’erne udviklet og leveret bibliotekssystemer til de danske forskningsbiblioteker, vi havde solgt og leveret tele-

fonoplysningssystemer til flere lande i og uden for Europa – blandt andet også til USA, og vi havde udviklet og leveret nogle meget store X2-netværkssystemer kørende på computere udviklet og produceret af Regnecentralen. Med hele vejen Og hvad kom der så ud af det hele? Regnecentralen var i de første mange år den væsentligste drivkraft i den danske EDB-udvikling. Først fra 1963 kom Rovsing-firmaet på banen, og fra 1975 var Dansk Dataelektronik også en betydende spiller. For alle os, der har arbejdet på Regnecentralen, var det en meget engagerende, inspirerende og krævende arbejdsplads. Vi lærte meget og har haft det privilegium at kunne følge og forstå udviklingen fra den spæde barndom med ferritkerner som lagermedium til pc’ens totale dominans i nogle år og nu videre til smartphones. Mange af vore kolleger fra de tidlige år har præget universiteternes it-aktiviteter i mere end en generation. Og mange af dem, der har været med i de sidste 20 år af Regnecentralens levetid, har fortsat deres arbejde i andre it- virksomheder, som oftest som dygtige og vel anskrevne medarbejdere. j

Knud Sørensen er civilingeniør. Han var ansat på Regnecentralen fra 1970 til 1992, fra 1981 som teknisk direktør. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 32 Tekst: Ole Mørk Lauridsen

1960’erne:

Guldalderen for dansk fjernsyn Alle ville lave tv-apparater, men ved hvert teknologiskifte forsvandt en håndfuld danske producenter.

960’erne var tiåret for fjernsynets gennembrud i Danmark, men også tiåret, hvor de fleste danske producenter bukkede under. Programmer som ‘TV for millioner’, ‘Kvit eller dobbelt’, ‘6-dagesløb i Forum’ samt ‘Ungarnshjælpen’ stimulerede tv-interessen, så 1960’erne blev guldalderen for dansk tvindustri. Der var 20 danske tv-fabrikker, som op til midten af 1960’erne producerede mere end 200.000 tv-modtagere om året. De små fabrikker havde fra 10 til 50 ansatte, mens de store spændte fra 400 til 800 medarbejdere. Der var 20.000 mennesker ansat i tvog radioindustrien foruden cirka 800 anerkendte tv/radioforretninger, selv om apparaterne var dyre. I begyndelsen af 1960’erne kostede et fjernsynsapparat godt 3.000 kroner svarende til tre måneders løn for almindelige danskere. I 1961 brød en priskrig ud mellem de cirka 20 tv-fabrikker. Uden brug af nye transistorer var det meget svært at få fremstillingsprisen ned. Typisk døde en håndfuld tv- fabrikker, hver gang teknologien skiftede. Efter 1967, hvor den europæiske farve-tvnorm blev fastlagt, var der kun tre danske fabrikker, som producerede farve-tv: Arena i Horsens, B&O i Struer og Eltra i København. Briterne var først Der lå en længere teknologisk udvikling forud for dette. Helt fra radiofoniens start i 1920’erne havde ønsket om at transmittere billeder ud til lytterne været stort. I Storbritannien eksperimenterede Johan 1913 – E-gruppen – 2013

Logie Baird i 1930’erne med mekanisk skanderet fjernsyn sendt ud over BBC’s normale lyd-radiofonisendere om natten, det vil sige med en videobåndbredde på kun 4 kHz, hvilket kunne give et billede defineret i 32 linjer. I september 1936 begyndte BBC verdens første ’high definition’ tv-udsendelser fra Alexander Palace på 42 MHz med daglige programmer baseret på en 405 linjers opløsning. Hele systemet, som Marconi leverede, var fuldt elektronisk.

Der var 20.000 mennesker ansat i tvog radioindustrien foruden cirka 800 anerkendte tv/radioforretninger, selv om apparaterne var dyre. Ved Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939 var der i løbet af tre år kommet cirka 20.000 tv-apparater i brug i London. Storbritannien var det eneste land i hele verden med faste tv-udsendelser. Andre lande, som Tyskland, Holland og Frankrig, var aktive med prøveudsendelser, og ved de Olympiske Lege i 1936 i Berlin blev et 280-linjers system startskuddet til tysk tv. I USA fejrede David Sarnov fra RCA i 1939 verdensudstillingen i New York med en officiel åbning af Public Television i USA. Orden i standarderne De europæiske radiofonier havde hver deres egne nationale standarder, uden respekt for

nabolandes planer, og frekvensmæssigt indpasset i 40 til 50 MHz-området, så man kunne anvende standard-radiorør. I USA havde man derimod under krigen indset, at der skulle være mange parallelle tvkanaler, og i starten af 1940’erne havde reguleringsmyndigheden FCC fastlagt en tvnorm, som tog højde for kanalernes indbyrdes interferens. Modtagerne blev således i 1941 i USA specificeret til at skulle indeholde de nødvendige nabokanal lyd- og billedfælder, negativ modulation, enkelt- (vestigal) sidebåndstransmission og FM-lyd. Linjeantallet var 525 linjer med en videobåndbredde på 4,5 MHz – og med 30 delbilleder pr. sekund. I juli 1950 enedes de fleste vesteuropæiske lande, med undtagelse af Frankrig, om en ny tv-norm, som i realiteten var den amerikanske tillempet europæiske frekvensforhold og netfrekvens (50 Hz og 25 delbilleder). Det blev til 625 linjer og dermed en videobåndbredde på 5,5 MHz. Alle andre forhold var som de amerikanske. Danske forsøg USA havde under hele krigen videreudviklet det civile fjernsyn, mens europæerne først fra sidst i 1940’erne havde kræfter til at begynde på tv-sagen igen. I Danmark viste briterne deres 405-linjers tv-system frem for 100.000 danskere ved en britisk udstilling i 1948 i Tivoli. Eltra havde til lejligheden konstrueret deres første tv-apparat, som de stolt viste frem for pressen på Mælkevej på Frederiksberg. Det stimulerede offentlighedens interesse for fjernsyn.

Side 33

Linnet & Laursen tv & FM-radio med kabinet i palisander, 1960’erne.

Danmarks Radio (Statsradiofonien) havde fortsat den progressive linje fra krigens FMforsøg med en ny FM-prøvesender på 94 MHz (det nye FM-bånd) placeret på Bellahøj. Og siden 1949 var et tv-team under ledelse af civilingeniør Peter Hansen (senere teknisk direktør for DR i mange år) i gang med et forsøgsanlæg fra Philips som forberedelse til dansk fjernsyn. Filmen om skoleskibet Danmark blev sendt talrige gange, og skolelæreren Jørgen Clevin optrådte med kultegninger, hvor hvide mænd blev til sorte ved at vende videopolariteten. I 1950 udgav civilingeniør Louis Carstens fra Eltra efter en studietur til USA en bog om fjernsynets teknik, som skulle blive biblen for de fleste danske tvog radiofabrikker op igennem 1960’erne.

Forum-udstillingen i 1950 Statsradiofoniens 25-års jubilæum blev fejret med en stor tv-premiere i Forum, hvor 23 radio- og tv-fabrikker deltog foruden Statsradiofonien selv. Mere end 75.000 besøgte udstillingen, og fabrikkerne udstillede deres kraftanstrengelser under de fem efterkrigsår. Der var tale om meget avancerede radioer. Eltra præsenterede deres Skymaster med FM og spolerevolver til 1.438 kroner, Neutrofon viste Guldsegl 5308, B&O mødte op med Grandessa, og endelig præsenterede LL den tekniske pragtmodel Primas med FM, som havde 21 rør. Branchen havde lovet hinanden ikke at udstille fjernsynsapparater, men fabrikkerne Ruhe, Eltra og Philips havde fremstillet min-

dre serier af tv-apparater, og B&O fik i sidste øjeblik et par eksemplarer færdige til udstillingen. En række af de andre fabrikater fik så herfra tv-chassier, som blev indbygget i deres egne kabinetter. Så i alt lykkedes det at få 50 tvapparater funktionsduelige under udstillingen. Jeg deltog selv som treårig og husker stadig det indtryk, det gjorde på mig, at radioerne kunne vise film. Det danske fjernsyn blev indviet officielt den 2. oktober 1951 – da var der 213 husstande med fjernsyn i København. Med indvielsen af Gladsaxe-senderen i maj 1955 samt sendere på Fyn og i Jylland i løbet af 1956 var tv-dækning nået ud til en stor del af Danmark.  1913 – E-gruppen – 2013

Side 34

Beomaster 900, 1964. B&O’s første lysnet transistorradio, konstrueret af Keld Harder

 Fjernsynets teknik Louis Carstens indledte sin bog med ordene: ‘Fjernsynsteknikken er både teoretisk og praktisk meget nært knyttet til radioteknikken’. Sådan greb de fleste radiofabrikker også fjernsynet an. Bare nogle flere radiorør og mange flere mellem- og lavfrekvenstransformatorer, alt sammen bygget på chassier med håndmonteret ledningsføring udført af fingernemme unge damer. Så håndværket forblev det samme som for radioproduktion – bare meget mere af det. De danske fabrikker fik ikke noget særligt produktionsfællesskab via specialisering. Men de gamle radiopionerer fra slutningen af 1920’erne – Prahn, Vitrohm, Wicon og Lübcke-transformatorer – sad nu i de fleste af dem. Tuneren til tv og ligeledes til den indbyggede FM-del var dog næsten altid fra Torotor i Charlottenlund. I midten af 1960’erne dukkede de trykte kredsløb op, først i af bøjnings- og LF-delen, senere og ofte sammen med indførelsen af transistorerne i tv. Fra slutningen af 1960’erne så vi de første integrerede kredsløb komme frem sammen med introduktionen af farvefjernsyn i 1969. Disse teknologispring var meget store set i sammenligning med radioernes stabile fremstillingsmetoder siden midten af 1930’erne. I en sort/hvid tv-modtager var der cirka 2.000 komponenter, i et farve-tv var der 5.000. Fjernsynet drev anvendelsen af transistorer frem, og i 1970 var stort set alle radioer udelukkende baseret på transistorer. Undervisningen Under krigen havde radioindustrien oprettet Radioteknisk Forskningslaboratorium under ledelse af den senere professor i elektronik Georg Bruhn. Foruden at navigere den danske radio industri igennem den internationale patentjungle forberedte laboratoriet industrien på fjernsynets komme. Kabler, antennestik, tunere og kredsløb blev testet for funktion og potentielle patentproblemer. 1913 – E-gruppen – 2013

Beomaster 1900 fra 1975. B&O’s ‘dameradio’ uden knapper, designet af Jacob Jensen. Modellen blev fremstillet næsten uændret gennem næsten 20 år. En fuldstændig unik situation for radiobranchen.

Vi, der læste på DTH sidst i 1960’erne, husker Georg Bruhns duplikerede noter om stagger-tuned mellemfrekvens-forstærkere. Man kunne se, at radiorørerne var raderet væk og felt-effekt transistorer tilføjet i ste-

Eltra og B&O var de to eneste, som ikke døde i forsøget på at beholde produktion og arbejdspladser i Danmark, men de gik to meget forskellige veje. det.  Ringsted Tekniske skole blev rammen om uddannelsen af tv-teknikere igennem mere end 40 år. Med Bjarne Dahlin Nielsen som primus motor blev uddannelsen løftet op til også at håndtere den kommende farveog satellitteknik. I de store år i slutningen af 1960’erne uddannedes på landsbasis flere end 400 radio/ tv-teknikere om året i Ringsted og Sønderborg. I 2012 uddannedes blot en lille håndfuld. Nu er fladskærms-tv blevet et ‘brug og smid væk’-produkt. Afvikling af den danske tv-industri Og så er vi tilbage ved fortællingens begyndelse i 1967, hvor der kun var tre tv-producenter tilbage i Danmark. I 1970 brændte Arena, som på det tids-

punkt var lige så store som B&O. Hede Nielsen-familien besluttede at beholde forsikringssummen i stedet for at bygge fabrikken op igen, og resterne blev solgt til Rank Corp. Eltra og B&O var de to eneste, som ikke døde i forsøget på at beholde produktion og arbejdspladser i Danmark, men de gik to meget forskellige veje. Eltra, der i hele sin historie har været meget teknisk avanceret og endda klaret sig ind i farve-tv-tiden, valgte at bruge deres distributionsnet som agent for Nordmende og Sony. Efter 1972 afvikledes produktionen, og i 1974 købte Sony Eltra, og fabrikken på Mælkevej på Frederiksberg blev solgt til nedrivning. B&O gik en anden vej. Med visionære ingeniører som Bent Møller Pedersen (far til B&O’s farve-tv) og Kjeld Haarder satsede man på ny teknologi, nyt design med Jakob Jensen og en helt ny, næsten Steve Jobs-agtig forståelse for, hvad det egentlig var, kunderne ville bruge de nye audiovisuelle produkter til. B&O var dermed den eneste af de ti store tv-fabrikker, som efter de euforiske dage i 1960’erne overlevede som dansk producent af radio og tv. I 1980’erne og 1990’erne holdt Philips Components med store tilgodehavender fra komponentleverancer B&O’s skæbne i sin hule hånd. Det lykkedes efter en årrække at få kontrollen tilbage på danske aktionærers hænder, men den seneste tids udvikling fortæller dog en historie om et slag, som forsat må kæmpes. Man kan nok drage en parallel mellem tvog radiofabrikkernes skæbne efter 1961 og den udfordring, som resten af Danmarks produktionsindustri gennemlever i disse år. j

Ole Mørk Lauridsen er civilingeniør. Han har haft ledende poster i flere elektronik- og televirksomheder blandt andet Widex, GN-Telematic, TDC, Nettest og Terma og er desuden adju ngeret professor ved Aalborg Universitet

Side 35 Tekst: Henrik Franck og Jens Ramskov på baggrund af maeriale fra Elsam.

Konti-Skan begyndte som prygelknabe

en 1. august 1965 blev en 127 km lang højspændt jævnstrømsforbindelse, Konti-Skan, med en kapacitet på 270 MW, taget i brug mellem Nordjylland og Sverige. Dermed var der forbindelse mellem to elsystemer: Norden (minus JyllandFyn) på cirka 25.000 MW og det europæiske kontinent på 80.000 MW og åbnet for transport af svensk strøm gennem Jylland til Vesttyskland. Indvielsen skete 10. september. Elsam havde indgået aftale med den tyske netværksejer NWK om levering af 250 MW seks timer hver dag. Svenske Vattenfall var den tredje ejer af forbindelsen. Forbindelsen var dog fra starten noget, der mest af alt mindede om en fejltagelse. Allerede før den blev taget i brug, var den prygelknabe og hovedperson i elforsyningens første rigtige fredningsstrid. Konflikten drejede sig om rejsning af en række højspændingsmaster på tværs af Læsø.

Efter forbindelsen var sat i drift, udløste den en uendelighed af kabelskader og fejl i ventiler, transformere og relæer. I en lang række døgn opstod der i hundredvis af kommuteringsfejl – kortslutninger, når strømmen skifter retning. Elforbrugerne i Nordjylland oplevede kun fejlene som blink i lyset, mens tilbagetændinger i systemet kunne give problemer langt ned i det europæiske net. Indirekte var det nye anlæg da også skyld i en komplet mørklægning af det meste af Jylland, Fyn og dele af Nordtyskland i marts 1967. NWK truede med at kappe den forholdsvis nye 220 kV-ledning over den dansk-tyske grænse. Da alt så mest sort ud, kom vejrguderne til hjælp med tørår i de vandkraft-afhængige nabolande. Sverige måtte i en periode i 1967 ty til el rationering. Det skete samtidig med, at Konti-Skan var ved at få bugt med de værste børnesygdomme.

Hver dag døgnet rundt, uge for uge, måned for måned i næsten to år leverede jævnstrømsforbindelsen 250 MW dansk effekt til de energitrængende svenskere. Da situationen stabiliserede sig i 1969, havde det nybyggede Vendsysselværket eksporteret så meget, at en pæn del af forbindelsen var betalt. Konti-Skan blev gældfri i 1972. Både den tekniske og økonomiske succes var hjemme. Elsams teknikere opnåede ved deres arbejde med den oprindelige ret ‘jomfruelige’ teknik at opbygge et kompetencecenter, der leverede anlægs- og driftserfaringer til et nyt ASEA HVDC-anlæg på New Zealand. I 1988 blev forbindelsen udvidet med Konti-Skan 2 med en kapacitet på 300 MW. Den oprindelige forbindelse, nu kaldet KontiSkan 1, som indeholdt 1,5 ton kviksølv i stationens 18 ventiler, blev i 2006 afløst af et nyt anlæg med tyristorventiler med en kapacitet på 380 MW. j

E-engineering challenges from Copenhagen to Canberra FLSmidth is the world’s leading supplier of plants, machinery, services and spare parts for the minerals and cement industries. We believe a vital part of our success derives from our way of working. By creating mixed engineering teams we combine the best of all engineering disciplines. As an E-engineer you can expect to work with almost any kind of electrical challenge. Control systems, process instrumentation, power supply at all voltage levels, motors and drives... You name it. We’ve got it. From first idea to final implementation on site. Create a job agent at: flsmidth.com/careers

Side 36 Tekst: Niels Chr. Larsen Fotos: Danfoss

1970’erne:

Frekvensomformere blev et guldæg for Danfoss To ingeniører lagde grunden til en milliardforretning ved at løse en umulig opgave.

1968 begyndte Danfoss en serieproduktion af VLT® frekvensomformere. Det blev startskuddet til, at Danfoss i 1970’erne erobrede en førende position på verdensmarkedet for frekvensomformere til effektelektronik. I dag er effektelektronik et af Danfoss’ største forretningsområder med en årlig omsætning på flere milliarder kroner. Historien begynder med to ingeniører, der på en konference i London blev belært om, at man kun kunne styre vekselstrømsmotorers hastighed på mekanisk vis. De tog hjem og beviste det modsatte.

Mads Clausen så mulighederne Danfoss’ stifter, Mads Clausen, var i begyndelsen af 1950’erne overbevist om store fremtidsmuligheder på elektronikområdet, og han ansatte den første elektronikingeniør i 1953. Sidst i årtiet fik han en henvendelse fra Otto Wullenweber i Sønderborg. Wullenweber havde udviklet et elektronisk ensretteranlæg, som han havde store forventninger til på grund af den danske strømforsynings omlægning fra jævnstrøm til vekselstrøm i slutningen af 1950’erne. Han havde selv forsøgt at markedsføre sin opfindelse, men forgæves. Danfoss fik rettighederne til opfindelsen mod at indfri Otto Wullenwebers gæld, og han blev ansat som afdelingschef i en ny afdeling, Danfoss Electronic. Danfoss Electronic fremstillede fra 1962 og tre år frem skræddersyede ensrettere i de store effektklasser, men produktionen var ikke lønsom. Afdelingen blev erstattet af et forskningsteam på 20 mand, og det var den 1913 – E-gruppen – 2013

nogle af de nye former for halvledere – de såkaldte SRC, Silicon Controlled Rectifier, eller simpelthen bare tyristorer. Kredsløbet blev hjertet i den første Danfoss VLT-frekvensomformer, der styrer en motors hastighed elektronisk med en energibesparelse på op til 40 procent.

VLT 5 frekvensomformer, der blev solgt tilbage i 1970’erne, og som vejede 60 kg. En moderne VLT frekvensomformer i det tilsvarende effektområde vejer 13,5 kg.

afdeling, der skulle finde et område inden for elektronikken, hvor Danfoss skulle gøre sig gældende. En løsning på et umuligt problem To af afdelingens ingeniører, Arne Riisager og Arne Jensen, deltog i 1966 i en interna tional konference i London, hvor en foredragsholder påstod, at man kun kunne styre vekselstrømsmotorers hastighed på mekanisk vis. Nu kunne de jo godt have taget hjem og sagt ’det er ikke muligt’. Men det gjorde de ikke. De tog hjem, og sammen med deres kolleger udviklede de en enhed, som var baseret på et patenteret kredsløb, der anvendte

Brevdue-elektronik Danfoss ansøgte om 14 patenter, der var forbundet med det nye produkt, som også blev afprøvet hos kunderne. Det kan være lidt af en udfordring at være innovativ. Nogle gange passer det hele sammen, andre gange skal man blive ved for at komme frem til den rigtige løsning. De første prototyper af frekvensomformere fik meget snart kælenavnet ‘brevduer’, fordi de alt for tit gik i stykker og hurtigt kom tilbage fra kunden, men efter en omfattende fejlfinding var produktet endelig klar til at blive lanceret. VLT-frekvensomformeren kom på markedet i 1968 og var det første kommercielle produkt af sin art. Det tog flere år, før konkurrerende produkter slog følge på markedet. Mange anvendelser I dag er effektelektronik et af Danfoss’ største forretningsområder med forsknings- og udviklingsfaciliteter og produktion og salg af et bredt produktsortiment verden over. Produkterne er frekvensomformere, der bruges i mange applikationer, som for eksempel opvarmning, ventilation, aircondi tion, køling, føde- og drikkevareindustrien, transportbånd, vand- og spildevandsanlæg

Side 37

– for bare at nævne nogle få. Der udvikles og fremstilles også invertere til solenergi, power-moduler til for eksempel hybrid- og elektriske biler og power stacks til vindenergi. Effektelektronik anvendes til både konventionel og vedvarende energioptimering. Det er kun et spørgsmål om at anvende fantasi, innovation og entreprenørskab, når man skal finde frem til måder at løse verdens energiudfordringer på. Frekvensomformere kan spare op til 40 procent energi, af hængig af hvor de anvendes. Af de motorer, der findes i dag, er det kun ti procent, der har elektronisk hastighedsstyring. Tænk på det potentiale, der stadig findes – takket være to ingeniører, der påstod, at ‘intet er umuligt’ samt mange andre geniale medarbejdere. Energikrise Siden introduktionen af de første frekvensomformere er der kommet mange nye produkter. Det første årti blev mange ressourcer brugt på at forbedre frekvensomformerens evne til at styre motoren på den allerbedste måde, sådan at den drevne maskine kunne køre på betrykkende måde. I dette arbejde dannedes en række specialversioner, da det blev kendt, at forskellige maskiner krævede forskellig tilpasning, omdrejningstal og drejningsmoment. Samtidig

Danfoss var blandt de allerførste, der udviklede et såkaldt decentralt princip, hvor frekvensomformere sad meget tæt på motoren eller endog direkte på-bygget motorer.

VLT højeffekt frekvensomformere, der kan levere op til 90 kW til 1,4 MW.

fandt man nye muligheder for energibesparelser ved reduktion af omdrejningstal – noget, der blev interessant i 1970’ernes energikrisetider. De første frekvensomformere var store, klodsede og oliekølede. I slutningen af 1970’erne kom de første luftkølede udgaver, og samtidig blev der mere interesse om frekvensomformerens integration med de omgivende kontrolsystemer. I disse år kom de første fieldbus-systemer, som revolutionerede automatiseringsindustrien. Der kom mange udbydere af frekvensomformere. Nogle havde et bredt produktprogram, andre var mere nicheprægede. Danfoss har altid haft fokus på at være specialist i frekvensomformere, der kunne styre alle standardmotorer og indgå i kundernes automatiseringsløsninger. Mange krav at opfylde Kravene fra kunder blev mere og mere konkrete, hvilket betød specielle versioner og andre tilpasninger. For eksempel var Danfoss blandt de allerførste, der udviklede et såkaldt decentralt princip, hvor frekvensomformere

sad meget tæt på motoren eller endog direkte påbygget motoren. Det betyder korte motorkabler og billigere installation, men stiller selvfølgelig krav til frekvensomformere om, at de kan sidde i det samme industrielle miljø som motoren. Frekvensomformere er i dag udbredt til stort set alle geografiske egne på Jorden, og det faktum, at den elektroniske enhed er afhængig af den lokale elforsyning, har betydet en del fokus fra Danfoss’ side. Selvfølgelig skal Danfoss’ produkter kunne køre på alle gængse elforsyninger. Derudover har Danfoss gennem det seneste årti udviklet filterløsninger til at forbedre kvaliteten i elforsyningen. Dette er i store dele af verden kendt som reduktion af harmoniske strømme, der opstår, når der er store usymmetriske belastninger for eksempel grundet ensretterbelastninger. j

Niels Chr. Larsen er journalistuddannet og Internal Communications Director hos Danfoss 1913 – E-gruppen – 2013

Side 38 Tekst: Niels Vollmer og Peter Viereck Fotos: Fra bogen ‘Light Unseen’

1980’erne:

Tv-signaler og telefonsamtaler bytter plads Optisk kommunikation og første generation mobilkommunikation satte gang i televerdenens største forandringsproces.

1980’erne formulerede professor Nicho las Negroponte fra Massachusetts Insti tute of Technology i USA et begreb, som blev kaldt ‘Negropontes switch’. Bredbåndstjenester som tv skulle skifte fra luftbåret til kabelbåret og modsat skulle tele foni skifte fra kabel til radio og herved blive mobil. Det var markante teknologiske fremskridt, som lå til grund herfor, og som danske inge niører ydede deres væsentlige bidrag til. Den teknologiske udvikling skete parallelt med et samfundskrav om brud på telemono polerne, der i 1991 resulterede i, at Sonofon som det første teleselskab tog konkurrencen op med det tidligere monopol Tele Danmark (i dag TDC), der var dannet ved en sammen lægning af de regionale teleselskaber og P&T. En øjenåbner Den første europæiske konference om optisk kommunikation (ECOC) i London i 1975 var en øjenåbner for de danske kabelproducen ter og teleoperatører, som blev klar over, at her var en helt ny og revolutionerende måde at bygge telenet på med en hidtil uset bånd bredde og trafikkapacitet. De danske interessenter fandt hurtigt sam men om at udforske mulighederne. En stu diegruppe blev sammensat under ledelse af den senere ’superprofessor’ for optisk kom munikation ved DTU, Palle Jeppesen. Grup 1913 – E-gruppen – 2013

pen tog snart efter på en rundrejse til euro pæiske forskningscentre. Rejsen blev startskuddet til en forrygende udvikling på DTU, hos NKT og i teleselska berne, hvor der på trods af teledirektørernes traditionelle indbyrdes konkurrence og hyp pige uenigheder blev skabt et godt samarbej de på afdelingsingeniørniveau. I et samarbejde mellem DTU og NKT ud viklede Otto Leistiko en metode til at trække de 125 mikrometer tynde glasfibre og coate

Ved KTAS’ 100-års jubilæum i 1981 leverede NKT det første danskudviklede 140 Mbit/s-transmis sionssystem baseret på optisk transmission over multimode-fibre ved en bølgelængde på 850 nm.

dem, så de blev langtidsholdbare. Metoden blev grundlaget for NKT’s produktion af op tiske fibre. Det første forsøg I 1980 startede så det første praktiske forsøg, som skulle vise, om de optiske fibre kunne klare sig i det barske miljø, som telekabler bliver udsat for ved nedlægning og angreb fra bygningsentreprenørernes gravemaskiner. Forsøget blev foretaget ved byen Ormslev, hvor et lyslederkabel fra firmaet Felten & Guillaume blev pløjet ned i 1,4 meters dybde gennem en morænevold, bestående af kampe sten på en halv til en meter i diameter. Kabelploven blev ret beskadiget, men kab let holdt. Kunne et lyslederkabel klare denne behandling, så kunne det klare hvad som helst. Kablet på cirka 500 meter blev forsynet med optisk sende- og modtageudstyr i ender ne, og målinger viste, at der ikke var sket en øget dæmpning i forhold til fabriksmålinger ne. Nu kom det mest spændende: Kabeltrace en blev gennemgravet på tværs af en stor gra vemaskine. Alle holdt vejret, da det optiske signal forsvandt. Ville lyslederne blive truk ket ud af kablet og bruddene ske så langt in de i kablet, at en reparation ville kræve ud skiftning af mange hundrede meter kabel? Ingen havde prøvet dette før. Heldigvis holdt fabrikantens forsikringer

Side 39

Nu kom det mest spændende: Kabeltraceen blev gennemgravet på tværs af en stor gravemaskine. Alle holdt vejret, da det optiske signal forsvandt.

Hybridnettet bragte Danmark helt i front, og en overgang havde Danmark (KTAS) ver dens største sammenhængende kabel-tv-net. DOCAT blev senere ombygget, så den enkel te digitale tv-kanal blev presset ned til 8 Mbit/s. I slutningen af 1980’erne beskæftigede den danske optiske kommunikationsindustri over 1.000 medarbejdere. I dag foregår der stadig en stor produktion af optiske fibre på det, der oprindeligt var NKT’s fiberfabrik i Brøndby, hvor virksomheden OFS Fitel be skæftiger cirka 200 medarbejdere. Palle Jeppesen er dansk optisk kommunikations ‘grand old man’. Palle fungerede som professor på DTU frem til efteråret 2012 og er stadig aktiv som professor emeritus. Uden Palles indsats var den danske industri inden for optisk kommunikation aldrig blevet en realitet. Foto: DTU Fotonik

om, at kabelkonstruktionen ville modvirke brud langt fra overrivningsstedet. Fibrene var lagt i separate små plastrør, som var spi ralsnoede inde i kablet. Det aflastede træk ket i den enkelte fiber. Ingen fiber blev brudt mere end fem meter fra overrivningen. Klar til praktisk brug Kabelteknologien var klar, og der manglede nu blot en afprøvning af terminal-teknologi en. Denne afprøvning blev for P&T’s ved kommende gennemført på en prøvestræk ning mellem Aabenraa og Rødekro. Parallelt hermed afprøvede KTAS en kabelstrækning ved Albertslund og Jydsk Telefon en stræk ning mellem Kolding og Vejle. De omtalte forsøg blev overvåget gennem et års tid, og de faldt alle heldigt ud. På DTU blev der sat ekstra gang i udviklingen af høj hastighedssystemer. Med den forskningsmæssige ekspertise i ryggen tog NKT det store skridt at udvikle

produktionen af single-mode-fibre, som i dag er helt enerådende i telenettet. Firmaet Re-instruments (som var ud sprunget fra Radiometer) udviklede med støtte fra Udviklingsfonden et banebryden de optisk tidsdomæneref lektometer, som kunne se 25-30 dB ind i den optiske fiber. Det blev et vigtigt redskab i studiet af splidseme toder i de tidlige forsøgsanlæg. Desværre løb japanerne med markedet for den type instru menter senere. Hybridnettet bragte Danmark i front Folketinget vedtog loven om det danske hy bridnet i 1985, og herved skulle Negropontes forudsigelse blive virkelighed for danske tvseere. Det danske hybridnet blev opbygget med et overordnet fordelingsnet, baseret på opti ske fibre og omsætterstationer (DOCAT), som omsatte digitale 70 Mbit/s-kanaler til analoge kabel-tv-kanaler.

NMT bryder grænserne Den anden del af Negropontes switch blev realiseret i Skandinavien med udviklingen af Nordisk Mobil Telefoni (NMT), som åbne de i 1981 i Danmark, Norge, Sverige og Fin land. NMT var et cellesystem i et maskenet, hvilket betød, at man med voksende trafik behov blot kunne gøre mobilcellerne min dre. Det krævede dog flere og flere master, efterhånden som maskenettet blev finere og finere. Et problem var, at det ikke var ligetil at få tilladelse til at etablere nye master. NMT-systemet overtog de manuelle fre kvenser i 450 MHz-båndet fra et tidligere ma nuelt system, men disse var hurtigt util strækkelige til at klare det overvældende be hov for mobil kommunikation. NMT-450 var i Danmark kun beregnet på bil- eller skibsplacerede enheder. Disse var tunge og forsynet med relativ kraftige radio sendere (15 W) til dækning af de dengang ret store radioceller. Skibsplacerede enheder dækker over, at NMT hurtigt blev populært hos erhvervs fiskere, der benyttede systemet som en hur tig og mere privat kanal end VHF. Der  1913 – E-gruppen – 2013

Side 40

 blev netop til denne brugergruppe god kendt NMT-krypteringsudstyr i disse år. NMT-450-systemet nåede hurtigt sin ka pacitetsgrænse, og allerede i 1986 blev nye og større frekvensområder i 900 MHz-båndet taget i brug. De højere frekvenser var nødvendige for at få mere kapacitet, men de var også bedre eg nede til mindre celler, da radiobølger dæm pes hurtigere ved højere frekvenser, og der ved reduceredes interferensen i de fjernere naboceller.

NMT var så vigtigt for samfundet, at systemet fik sit eget frimærke.

Professor Otto Leistiko ved det første danske træktårn for optiske fibre på Laboratoriet for Halvlederteknik i 1987.

1913 – E-gruppen – 2013

Genbrug af kanaler Der var et meget tæt og tillidsfuldt samarbej de mellem NMT-systemets ingeniører i de nordiske teleadministrationer. På møderne i NMT-gruppen blev problemernes løsning fordelt mellem deltagerne. Løsningerne re sulterede ofte i justeringer af NMT-specifi kationerne. For eksempel opfandt danske ingeniører metoden, som blev kaldt inter leaving. NMT-kanalerne ligger i et 25 kHz-kanal raster. Ved at forskyde bærebølgen 12,5 kHz for nogle af kanalerne og dermed placere dem midt mellem de normale bærebølger, kunne man genanvende disse interleavede kanaler meget tættere på cellen med samme ufor skudte bærebølge. I perioden voksede den danske terminal industri. Danmark havde en stærk industri for maritim radio, og denne udviklede sig nu på mobilterminal-området. Inden længe var over 80 procent af NMTterminalerne produceret på danske fabrik ker. Der var flere grunde til NMT-systemets succes. Den ene var, at systemet repræsente rede et godt kompromis mellem frekvensud nyttelse (25 kHz pr. kanal) og talekvalitet. Det var også banebrydende, at systemet til bød kunderne roaming, det vil sige et seam less skift mellem cellerne, så kunderne ikke opdagede skiftet overhovedet. NMT var det første system i verden, som tilbød international roaming. En meget væ sentlig del af succesen skyldes, at der fra star ten var fastlagt helt klare specifikationer og regler for test af disse. På samme måde som NMT-systemet blev holdt i hånden, var der regelmæssige nordi ske møder, som sikrede, at landenes testud styr hele tiden målte ens og levede op til de ændringer, som blev foretaget i selve nettet. Den standardiserede og obligatoriske test

af alle nye NMT-telefoner sikrede, at syste met ikke blev forurenet af dårlige telefoner. Fra analog til digital I 1985 var antallet af brugere i de nordiske lande vokset til 110.000. Selv om operatørerne gjorde, hvad de kun ne med mindre celler og interleaving, kun ne man se, at noget drastisk måtte gøres for at følge med det stadigt større behov for mo bilkommunikation. Små håndholdte telefoner dukkede op, og scenariet med mobilabonnenter, som van drede rundt på gader og pladser eller kørte i bus og tog, mens de talte, blev mere og mere realistisk. De fire nordiske teleadministrationer ned satte en ekspertgruppe med navnet FMK (Fremtidig Mobil Kommunikation). Det stod helt klart, at fremtidig mobilkom munikation blev digital. Gruppen analysere de en række kandidater på områderne digi tal modulation og digital talekodning. Man fandt frem til en digital fasemodulation, som virkede robust i alle de forskellige nordiske landskaber og byformationer. Ligeledes udviklede man en talekoder, som var baseret på en sampling på 64 kbit/s, hvor signalet efterfølgende blev komprimeret til 13 kbit/s.

Nu kom det mest spændende: Kabeltraceen blev gennemgravet på tværs af en stor gravemaskine. Alle holdt vejret, da det optiske signal forsvandt. Frankrig og Tyskland havde ligeledes ind ledt et fælles udviklingsarbejde. De arbejde de med systemer, hvor mange (op til 128) ka naler blev tidsmultiplekset på en enkelt bæ rebølge. De havde dog også et mere moderat forslag med otte kanaler tidsmultiplekset på bærebølger med 200 kHz-kanalafstand. GSM vedtages i København CEPT, den europæiske post- og teleorganisa tion, havde i 1982 nedsat en gruppe, Groupe Special Mobile, som fik til opgave at under søge alle kandidater til digitale mobilsyste mer og skrive en europæisk specifikation.

Side 41

Rasmus Nordby blev ansat som erhvervsforsker på NKT i 1977. Hans erhvervsforskerprojekt omhandlede opbygningen af et 34 Mbit/s optisk transmissionssystem. De første systemer blev installeret hos Jydsk Telefon, der udførte et feltforsøg imellem Hørning og Stilling i 1979

Den nordiske FMK-gruppe og den fransktyske gruppe mødtes i 1985 og udvekslede ideer. Resultatet blev, at disse to grupper slog sig sammen om at udvikle et fælles system. Italien og England tilsluttede sig, og EUKommissionen foreslog 900 MHz-båndet re serveret til det nye digitale system. Forskel lige systemkomponenter, blandt andet de nordiske forslag til kanalmodulation og tale modulation, blev udviklet i laboratorierne, og i 1986 blev disse afprøvet i Paris under helt ens betingelser. I 1987 underskrev 15 repræsentanter fra 13 europæiske lande et Memorandum of Under standing i København om udvikling og etab lering af et GSM-system. En global succes var født.

Testspecifikationer Kommissionen satte pengemidler af til ud vikling af fælles testspecifikationer, og Tele laboratoriet i Statens Teletjeneste fik en frem trædende rolle i den proces. Telelaboratoriet ønskede at videreføre rol len som et betydende testhus for NMT til og så at gælde det kommende GSM-system. Med udgangspunkt i kontrakten med EU- Kommissionen om udvikling af testspecifi kationerne gav direktøren for Statens Tele tjeneste, Jens Kiil, grønt lys for at investere i testudstyr sammen med seks andre europæ iske teleoperatører og terminalproducenter. Dette testudstyr var langt mere komplice ret end det, man kendte fra NMT, men med fælles hjælp og en stor indsats fra producen

ten, Rohde og Schwarz i Tyskland, lykkedes det at producere syv helt ens testudstyr. Et af de første blev installeret på Telelaboratoriet i Høje-Taastrup. I maj 1992 blev verdens første certificere de testrapport afleveret til Motorola, og GSMsuccessen var en realitet. j

Niels Vollmer er civilingeniør. Han var gennem en årrække ansat i Post- og Telegrafvæsenet og Telelaboratoriet. Peter Viereck er civilingeniør, ph.d. Han var i 1980’erne udviklingschef i NKT Elektronik, hvor han siden blev direktør. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 42 Tekst: Eivind Johansen

1990’erne:

En uventet milliardgevinst Dygtighed, timing og held forvandlede GIGA fra en underskudsforretning til Danmarks største virksomhedssucces.

en 15. marts 2000 skete det. NKT udsendte en pressemeddelelse, som fortalte, at datterselskabet GIGA var blevet solgt til det store amerikanske halvlederfirma Intel for næsten ti milliarder kroner. Samme morgen var alle 85 danske GIGAmedarbejdere indkaldt til et morgenmøde, hvor NKT’s administrerende direktør, Gerhard Albrechtsen, helt ekstraordinært ville være til stede. Mødeindkaldelsen foreskrev pænt tøj, men var i øvrigt meget vag. Forhandlingerne om salget af GIGA var foregået i dybeste hemmelighed, salgssummen var næsten dobbelt så stor som NKT’s børsværdi, og ingen måtte vide noget af hensyn til insiderhandler. Dette var lykkedes til fuldkommenhed. Medie- og finansverdenen blev taget på sengen. Morgenmødet for medarbejderne foregik i andægtig tavshed. Vores direktør, Finn Helmer, havde nogle år tidligere overtalt vores ejere til at udstede en betydelig portion medarbejderaktier til alle ansatte i GIGA. Så få minutter senere forlod samtlige medarbejdere morgenmødet som multimillionærer og med en ny amerikansk arbejdsgiver – et ikke helt sædvanligt fredagsmøde! Et langt hårdt træk Da historien dukkede op i medierne samme dag, lød det som en sensation opstået af det blå intet, men i virkeligheden var det kronen på værket efter et langt, hårdt træk. Det begyndte for mit eget vedkommende i 1986, hvor jeg blev ansat til at lede opbygningen af NKT IC-Design, der skulle udvikle chips til højhastighedselektronik. NKT’s daværende administrerende direktør, Reidar Klausen, havde satset visionært. 1913 – E-gruppen – 2013

Fabrikationen af optiske fibre var startet i 1980, og NKT Elektronik udviklede elektronisk udstyr til fiberoptisk kommunikation. Chipdesign var det næste. Optisk kommunikation kræver det ypperste, og NKT ville sikre den nødvendige kompetence inden for chipdesign som støtte for de fiberoptiske aktiviteter. I 1988 havde vi fundet en ung amerikansk halvledervirksomhed, GigaBit Logic, som manglede en europæisk partner til at sælge sine standardkomponenter og designe kundespecifikke chips. GIGA startede 1.oktober 1988 med fire ingeniører, og kort efter kom direktør, salgschef og administration på plads. Tekniske udfordringer Clockhastigheder på over 1 GHz var utænkelige med silicumchips, og GigaBit Logic var en af de nye halvlederfabrikanter, som satsede på galliumarsenid (GaAs) som grundmateriale til hurtige chips.

Så få minutter senere forlod samtlige medarbejdere morgenmødet som multimillionærer og med en ny amerikansk arbejdsgiver. Gunstige halvlederegenskaber havde skabt store forventninger til galliumarsenid, og materialet var i brug til fremstilling af meget simple chips, men ingen havde mestret at producere mere komplekse kredsløb. Det forhindrede os dog ikke i at gå frisk til sagen, og vi hentede vores første designordre på fem ASIC’s til militære anvendelser hos

en israelsk radarleverandør. Kompleksiteten var ikke stor – få hundrede gates – men det viste sig svært at nå de ønskede specifikationer, og projektet måtte opgives på trods af vores anstrengelser. Det gik lidt bedre med standardkomponenterne, men anvendelsesområderne var få, og salget var ikke stort. I januar 1991 blev GigaBit Logic sluttet sammen med Triquint, og GIGA forsatte som europæisk hovedkontor, men nu med adgang til en langt bedre GaAs-halvlederproces. Samtidig fik vi et 1,2 millioner euro Eureka-projekt (BOA) med det formål at udvikle en avanceret 622 Mbit/s telekommunika tionskreds, som sammen med den nye proces gav os et stærkt løft på den tekniske side. Finn Helmer genstarter GIGA Salget af ASIC’s og Triquints standardkomponenter var langt fra nok til at bringe os i break even. Vores startkapital var brugt op i begyndelsen af 1992, og vores direktør ønskede at stoppe, men NKT var en tålmodig ejer, der ikke gav op. Finn Helmer blev ansat som ny direktør med et lån fra ejerne på 4 millioner kroner til at holde os i live. Finn er et meget energisk, visionært menneske, som ser muligheder, hvor andre ser problemer, og han tog straks fat på at udnytte vores gode tekniske resultater fra BOA-projektet. Finn mente, at vi ’bare lige’ skulle øge clockfrekvensen fire gange til 2,5 GHz og udvikle vores egne standardkomponenter, og så skulle han nok få gang i salget. Både Finn og vi teknikere holdt, hvad vi lovede, og det blev startskuddet til en fantastisk udvikling. Allerede tre år senere nåede vi 50 millioner kroner i omsætning, og i 2000 var

Side 43

Finn Helmer blev mangemillionær efter salget af virksomheden GIGA. Foto: Lars Bertelsen

vores omsætning på trods af talrige kommercielle og tekniske kriser vokset til 640 millioner kroner med 130 ansatte i Danmark og udlandet. Undervejs havde vi opbygget intern produktion og test i vores egne renrum-faciliteter samt udviklet mere end 50 standardkomponenter til HD-tv og telekommunikation fra 155Mbit/s til 10 Gbit/s. Med vores meget specielle chips stod det hurtigt klart, at de traditionelle underleverandører til indkapsling og test ikke magtede opgaven. Så fra at være udviklings- og salgsbaseret blev GIGA til en ‘gammeldags’ elektronikvirksomhed med en stor produktionsafdeling. Vi ansatte velkvalificerede teknikere og erfarne produktionsfolk fra virksomheder som blandt andet Brüel & Kjær, som var med til at løfte kvaliteten til en høj håndværksmæssig standard og udvikle test- og produktionsmetoder, som matchede vores behov. Med den store outsourcing af industrijob,

vi har i dag, ville det næppe have været muligt at opnå noget tilsvarende her et par årtier senere. Med lidt lykke og held Nyhedsmagasinet Ingeniøren skrev, at dygtighed og held tilsammen skabte GIGA’s succes, men det var bestemt ikke hele sandheden. En lang række andre faktorer var medvirkende: • Tålmodige ejere. Nye aktiviteter i NKT er ofte tunge udviklingsprojekter med en stor indledende investering, men i GIGA’s tilfælde inviterede NKT andre investorer ind og skabte derved en ejerkreds som for et venture-finansieret selskab. Resultatet var, at vi fik frihed til at agere som en opstartsvirksomhed, men med tålmodigheden fra et hundredårigt industrikonglomerat bag os. Ideen var, at vi skulle overleve på markedsvilkår og ikke være underlagt og afhængige af andre NKT- aktiviteter, og det gav os fra starten et stærkt kommercielt fokus.

• Finn Helmer var en visionær direktør, som evnede at begejstre kunder og medarbejdere og sælge produkterne og ideerne. Finn fostrede ideen om klubkontrakter, hvorigennem vi fik flere indbyrdes konkurrerende firmaer til at betale for udviklingen af nye standardprodukter, og det lykkedes ham at sælge ideen til de store leverandører af telekommunikationsudstyr. • Dygtige, entusiastiske og hårdtarbejdende medarbejdere på alle poster i salg, udvikling og produktion. Talrige firmaaktiviteter skabte en stærk holdfølelse, alle var medejere og havde del i succes og fiasko. En ekstern konsulent konkluderede, at mange ansatte kunne karakteriseres som anarkister – udfordrende for cheferne, men uhyre produktivt, fordi alle bevægede sig i samme retning. Rigtig mange ville gerne være med på holdet, så vi tiltrak både meget erfarne medarbejdere og de dygtigste lige fra’ skolen’. • En udpræget kunde- og salgsorienteret holdning hos alle medarbejdere.  1913 – E-gruppen – 2013

Side 44

1913 – E-gruppen – 2013

Side 45

35 millioner blev til 10 milliarder Succes avler opmærksomhed, og især vores foundry-leverandører havde et godt øje til vores indtjening. Triquint tilbød allerede i 1995, da vores succes var blevet åbenlys, at overtage den resterende del af GIGA for 35 millioner kroner. Tilbuddet var ledsaget af truslen om at afbryde samarbejdet, hvis ikke det blev accepteret, men de øvrige ejere mente, at beløbet var for lavt, og resultatet blev i stedet, at NKT købte Triquint ud. I 1998 og 1999 fik vi en række seriøse opkøbstilbud fra amerikanske halvledervirksomheder, som øjnede en god handel. Samtidig knirkede samarbejdet mere og mere med vores daværende foundry-leverandør, som i stigende grad så os som en konkurrent, og kort før jul 1999 besluttede ejerkredsen at sælge GIGA. På vanlig optimistisk vis mente Finn Helmer, at GIGA kunne sælges for en halv milliard dollars – ejere og ledelsesteam rystede vantro på hovedet. Salgsprocessen blev sat på skinner, og det viste sig snart, at Finn Helmer havde skudt

Så ikke blot dygtighed og held, men mange faktorer indgik i GIGA’s succes og bidrog i kombination til at gøre forløbet ekstraordinært. for lavt, for buddene kom hurtigt over én milliard dollars. De bedste tilbud lå tæt, og NKT tilbød helt exceptionelt, at ledelsen af GIGA måtte vælge den rigtige køber, primært for at undgå en fjendtlig overtagelse. Intel var i gang med en kraftig ekspansion på området, og halvlederprocessen løste vores foundry-problemer en gang for alle, så GIGA’s ledelse pegede i enighed på Intel som den rette køber med en købspris på 1,25 milliarder dollars. En sjælden succes Heldet i GIGA-eventyret var de exceptionelle muligheder, som dotcom-bølgen og markedet gav os. Evnen til at udnytte mulighederne var vores egen fortjeneste, skabt på dygtighed og hårdt arbejde. At have været en del af en industrisucces, som sjældent er set i Danmark, ser jeg tilbage på med stor glæde og tilfredshed. j

Eivind Johansen er civilingeniør og var teknisk direktør i GIGA ved salget til Intel i 2000. Han blev som den første dansker udnævnt til Intel Fellow i forbindelse med overtagelsen. Han forlod Intel i 2003.

GIGA-VÆKST FØRTE TIL OPKØB Danske Giga vækstede eksplosivt med høj omsætning og mange ansatte frem til Intels opkøb i 2000. 700

Omsætning Resultat før skat 644

600 500 400 300 200 100 0

140 5

-3 -100 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 Antal 7 8 8 8 9 13 20 26 44 65 90 124 ansatte

Kilde: Giga · Grafik: MAK

 Nye udviklingsingeniører var på kundebesøg kort efter ansættelsen, og der var et godt samarbejde mellem salg og udvikling. Når der blev ringet med klokken på gangen, signalerede det en stor ny ordre, og alle i GIGA samledes for at fejre det. • Timing og leveringsdygtighed i et stærkt ekspanderende marked. Udviklingen gik fra 2,5 Gbit/s i 1992 til 10 Gbit/s i 1998, og GIGA var hele tiden den første leverandør af avancerede komponenter, som skabte vores kunders succes. Vores marked blev hurtigt udvidet fra Europa til hele verden, og kundernes respekt og tillid til vores ingeniører var så stor, at vi blev inviteret direkte ind i laboratorierne. Dialogen gav mulighed for præcist at fastlægge specifikationer på næste generations produkter og leve op til kommende standarder. Udviklingskontrakterne havde et stort samarbejdselement indbygget, hvilket betød, at vores ingeniører var med, indtil kunden med succes havde indbygget chippen i et apparat, løst problemerne og optimeret resultaterne. • Teknologi i verdensklasse. På ti år skiftede vi foundry-leverandør seks gange og teknologi otte gange. Hver gang krævede det en stor udviklingsindsats for at udnytte processen optimalt uden at løbe en unødig risiko for fejl. Prototyperne på vores 10 Gbit/s-chips blev designet i datidens hurtigste proces, en nyudviklet GaAs-proces fra Rockwell, men det viste sig, at processen var ustabil, og vores chips fejlede i løbet af få måneder. Evnen til at skifte proces blev her udnyttet til det yderste, og det lykkedes at flytte produkterne til en meget langsommere, men stabil sili ciumproces på rekordtid uden at miste kundernes tillid. I dag har siliciumprocesser overhalet GaAs på næsten alle punkter, og eksotiske halvledermaterialer har ikke længere samme interesse. Prisen på masker er samtidig steget så meget, at GIGA’s produktion af specialchips i små styktal ikke er økonomisk mulig i dag – kun masseproducerede chips kan bære de store initialomkostninger. • Risikovillighed og beslutningsdygtighed. Forretningsmæssige kriser og planer for fremtidige produkter kræver mod hos de an-

svarlige til at træffe beslutninger på mangelfuldt grundlag. Kulturen i GIGA var meget befordrende for evnen til at træffe de rigtige valg, samarbejdet mellem salg og udvikling sikrede, at både tekniske og kommercielle input blev hørt, og arbejdsgangen var ubureaukratisk med tæt kontakt til kunderne og rettidig udmelding af problemer. Så ikke blot dygtighed og held, men mange faktorer indgik i GIGA’s succes og bidrog i kombination til at gøre forløbet ekstraordinært.

Mio. kr.

GIGA udviklede optiske kredsløb til teleselskaberne. Succesvirksomheden blev købt af den amerikanske chipproducent Intel for knap ti milliarder kroner i 2000. I 2006 blev virksomheden lukket. Foto: Sif Meincke

1913 – E-gruppen – 2013

Side 46 Tekst: Karsten Vandrup

2000’erne:

Den danske mobilindustris storhed og fald Danmark dominerede mobilkommunikation i de tidlige år, men kom aldrig for alvor med i tredje generation. Langtidseffekten af mobileventyret er de mange nye iværksættere.

ed et 100-års jubilæum er det vigtigt at huske de historier fra branchen, som beskriver dem, der kom, så og forsvandt igen. Hvis dette jubilæum havde været om ti år, så var det måske allerede glemt, at Danmark har været et af de store forgangslande i udviklingen af mobiltelefoni – et land, hvor store internationale spillere har investeret kæmpe summer, og hvor titusinder af danske ingeniører har trådt deres barnesko og lært at stave til globat markeds, branding og standardisering. I denne artikel vil jeg prøve at skrive nogle af de historier fra den danske mobilæra, sådan som jeg husker dem. Det bliver ikke en kronologisk gennemgang af hele branchen og alle de prægtige mænd og damer, der skabte denne store epoke, men småhistorier i udvalg. Jeg vil fokusere på, hvad der blev af nogle af disse prægtige danskere, og hvilken udvikling af industrien de den dag i dag er motorer for. Men lad mig starte der, hvor det startede for mig: De sidste år af mine E-ingeniør-studier i 1990’erne var jeg ved at få spat af mobiltelefonindustrien. Hver gang, der skulle eksemplificeres til forelæsningerne, så var eksemplet mobiltelefonen. Hvad man skulle huske, hvis man lavede mobiltelefoner, hvad man kunne og ikke kunne i mobiltelefonudviklingen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ‘Professoren har jo aldrig lavet mobiltelefoner selv, så hvad ved 1913 – E-gruppen – 2013

han om det?’ og ‘Hvor mange af os er det lige, der skal lave mobiltelefoner, når vi er færdige her på DTU?’ Faktum var, at rigtigt mange af os E-ingeniører rent faktisk kom til at udvikle mobiltelefoner – både dem af os, der blev i Københavnsområdet, og dem, der endte i Nordjylland. Store udenlandske virksomheder slog sig ned i den danske andedam og trak tusindvis af unge og mere erfarne ingeniører til sig. Selv ville jeg have lavet MR-scannere og medikoelektronik, men et godt eksamensprojekt hos Nokia lokkede, og det blev til en årrække i mobiltelefonens tjeneste, både i Sydhavnen og under noget køligere himmelstrøg i Helsingfors.

Alle var med på mobilbølgen. Selv Jyllands ubestridte elektronikkonge, Bang & Olufsen i Struer, lavede mobiltelefoner. NMT-tidsalderen Danmark var allerede med i første række i det, der siden er blevet døbt 1G; første generation mobiltelefoni. Med NMT, Nordisk Mobil Telefon, blev der lagt en god grund til det, der senere skulle vise sig at blive den hidtil hurtigst udbredte tek-

nologi i nyere tid. NMT var først aktiv i Norge og Sverige i 1981, året senere i Finland og Danmark og på Island i 1986 og blev senere introduceret i en række andre lande uden for Skandinavien. På trods af en række tekniske uhensigtsmæssigheder i sin analoge FDMAkonstruktion var NMT en stor succes, og nettet blev holdt aktivt i mange år blandt andet i øde egne i det nordlige Skandinavien, da de lave frekvensbånd (450 MHz og 900 MHz) muliggjorde langtrækkende basestationer med celler på over 30 km i radius. Faktisk har de sidste NMT-celler i Rusland, Russia Uralwestcom og Sibirtelecom, først slukket deres NMT-netværk så sent som i henholdsvis 2006 og 2008. I Danmark var det Storno (senere Motorola) og AP (senere Philips), der var blandt pionererne, men NMT trak andre skandinaviske spillere ind i mobilæraen: i Sverige Ericsson og i Finland Nokia. Nokia i Jenagade Baseret på den store efterspørgsel på mobiltelefoner og trangen til at kunne ringe fra biler og andre ikke-statiske steder gik man i Europa i gang med at lave en standard for et digitalt mobiltelefonsystem i 1986. Arbejdet startede i det franske konsortium ’Group Special Mobile’, der forkortedes GSM, og blev hurtigt internationalt med navneforandringen til ’Global System for Mobile Telephony’. Resultatet kræver ingen nærmere præsentation: GSM eller 2G var født. Det var dog ik-

Side 47

Foto: Scanpix

ke nødvendigvis alle, der så potentialet i den nye teknologi. Den hollandske elektronikmastodont Philips, der i Danmark havde købt sig ind i NMT med overtagelsen af AP, havde sine tvivl. I slutningen af 1980’erne var de ved at udvikle en telefon baseret på GSM-standarden, men indså, at det ville blive meget dyrt og ressourcekrævende. Med den trods alt begrænsede NMT-udbredelse i frisk erindring – og udsigten til et uoverskueligt, langsigtet og tidskrævende udviklingsarbejde – besluttede Philips at købe sig til telefoner fra andre leverandører og kontaktede derfor Nokia for at lave en OEM-aftale. Finske Nokia, der primært var kendt for sin tvog radiofabrik Salora i den mindre finske by Salo, sin kabelfabrik i Helsingfors og en række andre mere eller mindre blandede produkter, havde fået ny CEO i 1988; den visionære Jorma Ollila. Under hans ledelse var udviklingsarbejdet med den nye 2G-standard i fuld gang. I starten i samarbejde med franske Alcatel, men fra 1990 alene. Man havde haft en nogenlunde succes med NMT-telefonen Mobira Cityman; en af de første håndholdte NMT’er på markedet, og Ollila troede på mobilmarkedets fremtid. Aftalen med Philips var guld for den økonomisk

trængte finske virksomhed, men også ressourcemæssigt krævende. Nokia foreslog derfor, at de gerne ville overtage Philips’ radioudviklingscenter i Nürnberg i Tyskland. Det mente hollænderne dog var for stort et afsavn, så de tilbød i stedet Nokia den 60 mand store afdeling i Jenagade i København. Nordjylland Valley Overtagelsen af Philips i Jenagade fandt sted i 1992 og viste sig hurtigt at være en god satsning. Den lokale ledelse under Birger Jürs var klar til et nyt liv i en ny virksomhed, kompetencerne var til stede, og centeret voksede sig hurtigt ud af Jenagade og ind i det nye prestigebyggeri på Frederikskaj i Københavns Sydhavn, hvor netværksdivisionen Nokia Networks allerede var etableret. Parallelt opstod der en række nye tiltag på mobilfronten i Danmark. I København slog Ericsson sig ned på Sluseholmen, og Motorola overtog Storno. Men bemærkelsesværdigt var det, at det blev Nordjylland, der internationalt kom på alles læber, når der blev talt mobilkommunikation, personificeret ved professor Jørgen Bach Andersen på Aalborg Universitet. Andersens Center for PersonKommunika-

tion (CPK) leverede forskning af interna tional klasse og kandidater til en ny industri i Nordjylland. Centeret blev en realitet i 1993 og er et eksempel på, hvor langt man kan nå, når lokale politikere, universitetsledelse og erhvervsliv støtter op om et godt initiativ. Der opstod nye producenter som Dancall og Cetelco, og i senere kernespaltninger udsprang blandt andet Maxon, RTX Telecom, Flextronics og mange flere. Mange af de store internationale slog sig ned i det nordjyske Silicon Valley. Ericsson startede Bluetooth-udvikling i det nordjyske, hvilket senere blev til Blip Systems A/S efter et management buyout. Nokia måtte også tættere på Bach Andersens formidable CPK med en mindre afdeling på Novi i samme bygninger som Aalborg Universitet. Alle var med på mobilbølgen, selv Jyllands ubestridte elektronikkonge, Bang & Olufsen i Struer, lavede mobiltelefoner. Først i samarbejde med Ericsson, senere med Samsung. Dancalls fabrik i Pandrup blev til Flextronics, og produktionskvoter på op til 30 millioner telefoner fra Siemens fik hjulene til at spinde. Koreanske Maxon var der. Halvlederproducenterne skulle til Aalborg, blandt andet amerikanske Texas Instruments og tyske Infineon, der kom godt  1913 – E-gruppen – 2013

Side 48

 med ind i 3G på chipset-niveau. Testvirksomhederne kom, ført an af Rohde & Schwarz og Agilent Technologies (tidligere Hewlett Packard). Kært barn har mange navne Dancall er nok det bedst kendte eksempel på storindustriens interesse i det nordjyske mobil-boom og den største kilde til nye virksomheder, ikke bare i Danmark, men på flere kontinenter. I 1997 blev Dancall Radio købt af tyske Bosch, der siden solgte mobildivisionen, inklusive Dancalls udviklingsdel, til Siemens og Dancalls fabrik til Flextronics. Da Siemens trak sig ud, blev den nordjyske udviklingsvirksomhed overdraget til taiwanske BenQ, som dog hurtigt ville nedlægge den, og så stod amerikanske Motorola klar til at købe. I mange år så det ud til at være virksomheden, der ikke ville dø, men også Motorola måtte til sidst dreje nøglen om, og denne institution i dansk mobilindustri var endeligt

ude af spillet. Ligesom det tidligere var sket med Ericssons udvikling i Danmark, og som det få år senere skete med Nokia. Hypen var væk, og GSM var blevet til både 3G, 3.5G og senest 4G – LTE (paradoksalt nok en forkortelse for long-term evolution). Selv om Jørgen Bach Andersen var i stand til at tiltrække nobiliteter fra udlandet som den indiske topprofessor Ramjee Prasad, der valgte at skifte den internationale scene ud med et parcelhus uden for Aalborg, og selvom Aalborg Universitets og CPK’s kandidater selv blev internationalt anerkendte, så kom Danmark aldrig for alvor ind i tredje generation af mobileventyret. Det gik til Asien og til varmere himmelstrøg. Med samme lethed som fuglen var landet i Dannevang, trak den i slutningen af 00’erne videre. Hva’ nu, mobilfolk? Nu, da en stor del af denne hurtigt voksende – og hurtigt faldende – industri er væk, er det værd at kigge på den indflydelse, den har haft

på det danske erhvervsliv og ikke mindst den danske elektronikbranche. Var dette en epoke, der helst skal glemmes, eller huskes den med en god smag i munden? Det er naturligvis let at blive lidt melankolsk over den dag, Motorola trak sig ud af Dancall og sendte 260 gode medarbejdere på gaden, og da Flextronics sendte de sidste 300 hjem af de engang 1.000 medarbejdere. Senest er det Nokia, der 31. december 2012 Knud Erik Skouby 2012: En af dansk mobilhistories store profiler, professor Knud Erik Skouby, tidligere DTU, nu Aalborg Universitet, holder sammen på de mange mobil-opstartsvirksomheder i Nokias tidligere domicil i Københavns Sydhavn.

MAKING MODERN LIVING POSSIBLE

Spar energi og CO2 i dag Løsningerne er klar! Danfoss er globalt førende inden for energieffektive løsninger, der sparer omkostninger og reducerer CO2-udledninger. Vores produkter bliver anvendt til køling af mad, aircondition, opvarmning af bygninger, hastighedsregulering

af elmotorer og fremdrift af mobilt udstyr. Vi er også aktive inden for sol- og vindenergiområdet samt udviklingen af fjernvarme i byer.

40%

energi spares der typisk,

når frekvensomformere fra Danfoss styrer ventilatorer og pumper i erhvervsbygninger.

www.solutionsready.danfoss.com

Side 49

lukkede de sidste aktiviteter i Sydhavnen, tidligere en dynamisk arbejdsplads for over 1.500 ansatte, primært danske elektroingeniører. Melankoli eller ej, så har hele denne industri sat sit grundige præg på udviklingen i Danmark. I de etablerede større virksomheder i Danmark sidder der mobilfolk i afgørende roller. Lad mig nævne et par af mine tidligere Nokia-kolleger: Thomas Olsgaard, VP i GN Resound; Nikolaj Bruun, CEO i Foxconn; Lars Agerlin, VP i Brüel & Kjær; Peter Røpke, EVP i Grundfos; Finn Möhring, VP i Oticon. Listen er lang, og den vidner om, at de kompetencer, der blev udviklet i mobilindustrien, kan bruges i store dele af det danske erhvervsliv. Kompetencer, der blev skabt i et globalt miljø med 200 km/h i et marked, der forandrede sig fra dag til dag. Nye veje og virksomheder Selvom listen af titler er imponerende, så ligger en af de største effekter af mobilindustri-

en i iværksætteriet. Mange tidligere medarbejdere i Dancall, Ericsson, Nokia og Motorola står i dag i spidsen for nye virksomheder, der udgør fremtidens arbejdspladser for mange danske elektroingeniører. Af de større skal nævnes RTX A/S i Nørresundby, der udspringer af Dancall, og som i dag beskæftiger knap 200 medarbejdere i Danmark og Hongkong, men mange små start-ups er på vej frem og vil inden for de næste år få stor betydning for dansk erhvervsliv. For eksempel kan nævnes Hans H.H. Hansen, Nokias tidligere medlem af WAP-forum og ophavsmand til OMA – den arkitektur, der ligger bag applikationsmarkedet, som i 2009 startede Softmobile – en succesfuld virksomhed, der udvikler unikke Internet of Things og cloud-løsninger. Også virksomheder som Apple-leverandøren Hippih og GPS-ur-producenten Acorn Projects har sine rødder i mobilindustrien. Som kronen på værket set i et internationalt perspektiv er det værd at nævne Benny Madsen, ph.d. fra Aalborg Universitet, selv-

følgelig med Jørgen Bach Andersen som vejleder. Benny Madsen kom til Dancall i 1985, og i 1993 rejste han til Californien, hvor han hurtigt steg i graderne i National Semiconductor. I 2000 stiftede han Litepoint Inc. sammen med danskeren Christian Olgaard og grækeren Spiros Bouas og udviklede dér et unikt system til test af trådløse teknologier, blandt andet wifi og Bluetooth. I 2011 blev Litepoint solgt til amerikanske Teradyne for ikke mindre end 510 millioner dollars – et bevis på, at danske mobilfolk og elektroingeniører har sat et godt og solidt fodaftryk på branchen – ikke bare i Danmark, men også internationalt. j

Karsten Vandrup er akademiingeniør. Han var i 12 år ansat i Nokia i ledende stillinger og i dag tilknyttet flere firmaer i mobilindustrien bl.a. i Letland.

600 km of cables need your control 600 km of cables. That’s what it takes to build a multi-million dollar cement plant. Making this come together the right way takes E-engineering at the highest level – in almost every thinkable aspect of your area of expertise. We work with control systems, process instrumentation, power supply at all voltage levels, all kinds of motors and drives, advanced fire alarm systems... Shortly put: name any electrical challenge you want – we’ve got it waiting for you. If you want E-engineering challenges at the highest level, create a job agent at: flsmidth.com/careers

Side 50 Tekst: Ole Hansen Fotos: DTU Nanotech

2000’erne:

Mikrosystemerne vinder frem En lang række nye produkter er udviklet i rentrumsfaciliteterne på DTU.

rodukter baseret på mikroteknologi og særligt mikroelektronik har revolutioneret vores hverdag i en grad, så vi ofte føler os fuldstændig fortabte, hvis en service pludselig ikke er tilgængelig. Baggrunden for den store udbredelse af elektroniske løsninger er den stadigt lavere pris på funktionaliteten, som fremkommer med den effektive mikroteknologiske produktionsmetode. Dette er meget præcist udtrykt i Moores lov, som siden 1965 præcist har forudsagt udviklingen. Anstrengelserne for at opnå en effektiv satsning på mikroteknologi bar endelig frugt, da MIC (nu DTU Nanotech og Danchip) blev oprettet som en autonom enhed på DTU. Et avanceret rentrum, som stod færdigt i 1993. Tanken var at udnytte mikroteknologien til en lang række anvendelser, der ikke var rent elektroniske, for eksempel til sensorer. Aktiviteterne viste sig så succesfulde, at en fordobling af rentrumsarealet kunne indvies i 2004. Fra starten blev dansk industri direkte involveret i teknologiudviklingen på MIC, særligt gennem materialeudviklingsprogrammet MUP, hvor blandt andet Grundfos A/S, Danfoss A/S, NKT Research A/S, og Brüel & Kjær A/S deltog i et tæt samarbejde om tek-

Scanning Elektron Mikroskop (SEM)-billede af en Rocket Tip AFM probe. Kun den yderste del af proben er vist, selve spidsen er 10 mikrometer høj og har en krumningsradius, der er mindre end 10 nm. 1913 – E-gruppen – 2013

nologiplatforme. Resultaterne viste sig i hurtig rækkefølge; nogle af de væsentligste er omtalt i det følgende. Tryksensor I MUP-programmet søgte Grundfos at udvikle en omkostningseffektiv tryksensor til brug i aggressive medier (for eksempel vand ved 125o C og pH 11). Sædvanligvis bliver korrosionsproblemet løst ved at benytte en rustfri stålmembran og en silikone-olie til at adskille silicium-tryksensoren fra det aggressive medium. Dette er en meget kostbar løsning, hvor indpakningen koster flere størrelsesordner mere end selve sensorelementet. Grundfos ville flytte beskyttelsen ind på selve sensorchippen i form af en tynd film, der højst kunne være en mikrometer tyk for ikke at påvirke sensorfølsomheden for meget. Denne film skulle så være modstandsdygtig nok til at modstå det aggressive miljø i 30 år.

Fuldautomatisk kassette-til-kassette fire-punktsprobe system til karakterisering i CMOS fabrika tionslinjer.

Den udfordrende opgave blev løst, og en fremstillingsproces for silicium tryksensorer med miljøbeskyttelse udviklet og siden industrialiseret. Nu fremstiller Grundfos disse tryksensorer i stor volumen i deres rentr um i Farum, både til brug i egne pumpeprodukter og som OEM-komponenter. Kondensatormikrofon Et erhvervsforskerprojekt med Microtronic/ Sonion klargjorde teoretisk og eksperimentelt, at en siliciumbaseret kondensatormikrofon med en eller to perforerede bagplader kunne opfylde de skrappe krav til anvendelse i høreapparater. Projektet var så succesfuldt, at det blev valgt som demonstrator til et avanceret indpakningsprojekt i samarbejde mellem Sonion, Delta og MIC. Resultatet blev en meget kompakt mikrofon med indbygget signalkonditionering realiseret i en CMOS ASIC udviklet af Sonion. Det var verdens mindste silicium-mikrofon. Processen blev industrialiseret i Roskilde, og efter nogle turbulente år med skiftende ejere er siliciummikrofonerne nu i volumenproduktion hos TDK Epcos, men udviklingen sker stadig i Danmark i TDK Epcos Lyng-

SEM-billede af en mikro fire-punkts-probe med 20 mikrometers elektrodeafstand og strain-gauge overflade-detektor.

Side 51

Tryksensorsystem til aggressive medier bestående af en beskyttet sensorchip, 3 Oringe, et PCB med signalkonditionering og en polymerindkapsling. Foto: Grundfos A/S

by på Scion DTU. Oprindeligt sigtede mikrofonudviklingen mod høreapparatmarkedet, men ret hurtigt skiftede fokus mod mobiltelefonmarkedet, hvor de eksorbitante styktal gør markedet meget attraktivt, men hvor konkurrencen derfor også er benhård. Mikro fire-punkts-prober Til elektrisk karakterisering af halvledermaterialer er firepunkts-proben den klassiske metode, hvor en strømløs potentialmåling benyttes til at undgå målefejl fra kontaktmodstande. I et ph.d.-projekt blev det undersøgt, om den klassiske probe, med elektrodeafstande på millimeter-skala, kunne skaleres til elektrodeafstande på mikrometerskala, og om det ville give nye anvendelsesmuligheder. Svaret var ja til begge spørgsmål. En charmerende simpel fremstillingsteknologi til mikro firepunkts-prober blev udviklet, og efter nogle indledende eksperimenter blev Capres A/S grundlagt i 1999. Capres videreudviklede mikro firepunkts-proben og udviklede et halvautomatisk målesystem til proben. Det halvautomatiske målesystem blev relativt hurtigt de facto-standarden til karakterisering af magnetiske tunneljunctions – såkaldte CIPT-målinger, der benyttes i magnetiske hukommelser og i læsehoveder til harddiske. Siden har Capres, støttet af Højteknologifonden og i samarbejde med DTU Nano-

tech, udviklen et fuldautomatisk kassette til kassette-system og raffineret måleteknikken med henblik på karakterisering i CMOS-fabrikationslinjer. Dette system er nu installeret hos flere af de største CMOS-producenter, fordi de ultratynde pn-overgange, der benyttes i en ‘state of the art’ CMOS-proces, kun kan karakteriseres korrekt med mikro firepunkts-proberne. Sammen med DTU Nanotech har Capres desuden udviklet en unik Hall-effekt måleteknik, der ikke kræver prøvepræparation og kan udføres direkte på skiverne i produktionen. Seniorforsker Dirch Hjorth Petersen fra DTU Nanotech har haft helt afgørende betydning for den betydelige udvikling af måleteknik, som er sket blandt andet i forbindelse med hans ph.d.-projekt, der blev valgt til årets ph.d.-projekt ved DTU i 2010. Målesystemer til life science Inden for life science er der et tilsvarende antal gode historier, der kunne fortælles: Her skal blot nævnes, at Sophion Bioscience A/S blev grundlagt i 2000 baseret på et fælles patent og teknologiudvikling med MIC. Baseret på en siliciumchip integreret med et system til polymervæske/celle-håndtering Siliciummikrofon på en fingerspids. Mikrofonen består af 3 dele i en monolitisk enhed: en mikrofon-chip, en CMOS ASIC og en forbindelses-bagkammer-chip.

har Sophion Bioscience udviklet et automatiseret målesystem til karakterisering af ionkanaler i cellemembraner. Denne måleteknik var før meget tidskrævende at udføre, men giver uvurderlige oplysninger om medikamenters direkte effekt på celler. Den centrale chip i systemet løser et meget kompliceret sæt af opgaver. Fra en opløsning med celler dirigeres en celle til et lille hul i chippen, hvor cellen fanges, herefter perforeres cellemembranen, så der etableres elektrisk kontakt til cellens indre fra væsken på chippens bagside. Derefter kan cellemembranens strømtransportegenskaber karakteriseres som funktion af tid og medicinpåvirkning under forudsætning af, at såkaldt Gigaseal blev opnået. En sikker etablering af Gigaseal, så den eneste strømvej i systemet er gennem cellemembranen, er kritisk for karakteriseringen af ion-kanalernes meget små strømme, og dette krævede en del optimering af chipfremstillingen. Mikroskopiske bjælker Med udgangspunkt i arbejdet med at udvikle prober til AFM (atomar kraftmikroskopi) sammen med DME har professor Anja Boisen udviklet en lang række sensorteknikker baseret på mikroskopiske bjælker. En teknik med multiple funktionaliserede bjælker i en væskekanal til bio-sensing blev kommercialiseret i Cantion, der nu er overtaget af NanoNord. Jeg forventer, at fremtiden vil bringe mange nye gennembrud især inden for mikro- og nanoteknologi kombineret med life science, velfærdsteknologi, nye materialer og bioteknologi, hvor DTU Nanotechs aktiviteter er øget betragteligt i de seneste år. j

Ole Hansen er civilingeniør og professor ved DTU Nanotech. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 52 Tekst: Michael A. E. Andersen

2000’erne

Moderne elektronik bringer energiforbruget ned Danske ingeniører har spillet en afgørende rolle i udvikling af switch-mode-teknologi.

lutningen af 1990’erne og begyndelsen af det nye årtusinde betød en omlægning af den måde, elektronik og især effektelektronik blev designet på. Fra at man designede efter maksimal udgangseffekt og tabene i dette arbejdspunkt begyndte man – ikke mindst tilskyndet af Energistyrelsens fokus på at nedsætte forbruget af elektrisk energi i Danmark – at kigge mere på et apparats energiforbrug. Det vil sige, at man kombinerede et apparats effektvirkningsgradskurve med apparatets forbrugsmønster over tid. Dermed kan man sige noget om apparatets samlede energiv irkningsgrad. Klasse-D-forstærkere I kølvandet på udviklingen af musik i digital form, for eksempel cd, begyndte man at undersøge, om ikke switch-teknologi kunne benyttes i audio-effektforstærkere. De lineære klasse-B-forstærkere havde ret store tab, og man var derfor nødt til at have en stor og dyr køleprofil. Bang & Olufsen kunne godt se potentialet i at slippe for altid at skulle designe rundt om en stor køleprofil for ikke at tale om, hvis varmeudviklingen i forstærkere også kunne reduceres. Men den store bekymring var selvfølgelig lydkvaliteten. Tilbage i slutningen af 1970’erne havde Sony forsøgt sig uden held. Men i Danmark lykkedes det med klasse-D-teknologien, og det førte blandt andet til virksomhederne ICEpower samt Toccata (som senere blev opkøbt af Texas Instruments). Resultaterne var imponerende. Kølebehovet kunne reduceres betydeligt, strømforsyningen kunne gøres meget mindre, energi1913 – E-gruppen – 2013

effektiviteten kunne øges 30 gange. Tilsammen gav det en så markant indflydelse på prisen, at klasse-D-teknologien i dag sidder i stort set alle audio-effektforstærkere. Det viste sig derudover, at lydkvaliteten også kunne forbedres. Der var gevinst på alle parametre. Køleskabe I køleskabe og frysere styres kompressoren ofte med en simpel on/off-styring. Det viste sig i et forskningsprojekt, at man ved at benytte en kontinuert styring af kompressoren

Men den store bekymring var selvfølgelig lydkvaliteten. Tilbage i slutningen af 1970'erne havde Sony forsøgt sig uden held. med en vekselretter kunne bringe det samlede energiforbrug for køleskabet ned. Dette involverer ekstra elektronik og dermed en højere pris, hvilket nok er forklaringen på, at det endnu ikke har vundet ret stor indpas hos den almindelige forbruger, men det er mere udbredt i større frysere og kølemontre i eksempelvis supermarkeder, hvor energiforbruget er en meget væsentlig faktor. Pumper Også inden for pumper, herunder blandt andet cirkulationspumper, viste det sig, at

energiforbruget kunne reduceres med brug af kontinuert styring implementeret med effektelektronik. Grundfos førte an i denne udvikling med deres frekvensstyrede pumper med integreret elektronik. I dag er der tillige kommet lovkrav på dette område. Det er en fantastisk udvikling, der har været på dette område, hvor Grundfos er trendsætter. Standby Standby-funktionen i for eksempel et tv-apparat er ikke noget, den almindelige forbruger tænker over. Men faktisk befinder et tvapparat sig i standby en stor del af døgnet. Der er mange andre apparater i en husholdning, som bliver siddende i stikkontakten døgnet rundt, for eksempel mobiltelefon ladere. Selvom effektforbruget i hver af disse enheder måske er lille, kan det samlede energiforbrug for alle disse enheder godt være af en betydelig størrelse på et familiebudget. For 10-15 år siden var disse små enheder lavet med en 50 Hz-transformator, som hver let kunne brænde 1 watt af. Med en forskningsindsats sammen med blandt andet Bang & Olufsen og Electrolux blev det vist, at effektforbruget kunne reduceres til blot 16 mikrowatt, når man bruger switch-mode-teknologien på den rigtige måde. Nye materialer står på spring I sidste ende er prisen den altafgørende faktor, når forbrugeren skal vælge produkt i forretningen. Først langt nede på prioritetslisten

Side 53

B&O ICEpower, multikanal forstærkerplatform. Foto: Polfoto

kommer energiforbruget, herunder standbyfunktionen. Men effektiv energikonvertering bliver stadigt mere vigtigt i vores samfund, hvor energiressourcerne er knappe og dyre. Der

Men effektiv energikonvertering bliver stadigt mere vigtigt i vores samfund, hvor energiressourcerne er knappe og dyre.

er et stigende behov for at gøre elektronikken mindre, således at den kan indgå i endnu flere produkter og apparater – her spiller strømforsyningen en helt afgørende, men ofte meget overset rolle. Hvis vi kigger fremad, hvad er det så for udviklinger, som vil betyde noget i den kommende tid? Det er ikke de passive komponenter. Udviklingen inden for de passive komponenter har ikke budt på nogen kvantespring, når man kigger bagud, og der er heller intet, der tyder på, at den nærmeste fremtid byder på kvantespring, men blot en jævn udvikling. Inden for de aktive halvledere sker der derimod en hel del for øjeblikket. De nye halv

ledermaterialer siliciumcarbid (SiC) og galliumnitrid (GaN) er dukket op hos en lang række producenter. Som switch-komponenter i effektelektronik byder SiC og GaN på markant hurtigere switch-tider og lavere ledetab. Switch-tiderne er så hurtige, at mange brugere og producenter har problemer med at måle korrekt. Det bliver spændende at se, hvad SiC og GaN kommer til at betyde i fremtiden. j

Michael A. E. Andersen er civilingeniør og professor i effektelektronik ved DTU Elektro. 1913 – E-gruppen – 2013

Side 54 Tekst: Flemming Hansen

2000’erne:

Dansk rumindustri – et område med rum for vækst Det tog mange år, før dansk industri fik øjnene op for rumteknologi, men dansk viden og teknologi er i dag værdsat internationalt.

umalderen begyndte 4. oktober 1957 med Sovjetunionens opsendelse af Sputnik-satellitten. USA svarede igen 1. februar 1958 efter med opsendelsen Explorer 1. Danmark fulgte hurtigt efter. Den egentlige danske rumfartshistorie begyndte 18. august 1962 kl. 09:09, hvor en Nike/Cajun-raket navngivet Ferdinand-1 løftede sig fra Andøya Rakettskjytefelt i Nordnorge med et dansk og et norsk instrument om bord. Det danske instrument var udviklet af Ionosfærelaboratoriet, mens det norske instrument var udviklet af Forsvarets Forskningsinstitut. Den 25. maj 1962 proklamerede den amerikanske præsident John F. Kennedy i en tale til kongressen, at USA skulle landsætte en mand på månen og bringe ham sikkert tilbage, inden årtiet var omme. Månekapløbet var en realitet. Europæisk samarbejde I Europa indså man hurtigt, at man uden en supermagts styrke var nødt til at stå sammen

om et rumforskningsprogram, hvis man ikke ville hægtes af kapløbet. European Space Research Organisation blev dannet 14. juni 1964 ved underskrivelsen af ESRO-konventionen og med Danmark som et af de stiftende medlemmer. I 1975 blev ESRO og den ikke så succesfulde europæiske organisation ELDO til udvikling af en løfteraket slået sammen til European Space Agency, ESA, igen med Danmark som stiftende medlem. ESA fik styr på løfteraketudviklingen med den særdeles succesfulde Ariane-familie, hvor nu femte generation fungerer som Europas arbejdshest til opsendelse af store satellitter. Behersket dansk interesse Forud for Danmarks indtræden i ESRO i 1964 blev det undersøgt, hvorvidt der var muligheder og interesse for dansk industri inden for rumfart og rumteknologi. En bred rundspørge blandt virksomheder og forskningsinstitutioner gav kun 14 besvarelser, og heraf var kun 4 positive – alle var forskningsinstitutioner!

Først omkring 1970 begyndte industrien at vise interesse for rumfart. Det var den tids førende højteknologiske virksomheder – Christian Rovsing A/S inden for computere og software og Terma Elektronik A/S inden for militærelektronik – der først engagerede sig i rumaktiviteter. Christian Rovsing var som direktør og iværksætter meget interesseret i rumfart, og i 1973 kom de med på nogle forstudier inden for elektromagnetisk kompatibilitet (EMC) til ESA’s GEOS-1 satellit, et spin-off fra arbejde inden for medicinsk elektronik. Svenske Saab Space AB (nu RUAG Space AB) var partner og ‘læremester’ i de første år, indtil man kunne stå på egne ben i rumbranchen. Dette førte til, at man leverede strømforsyninger og en Attitude & Orbit Control Electronics-enhed til satellitten, som blev opsendt i 1977. Gennem de første års aktiviteter konsoliderede man det, der med tiden blev et hovedområde for Christian Rovsing A/S: strømforsyninger. I 1974 kom Christian Rovsing A/S med i

Dansk rumteknologi

ESA

Mange andre firmaer end de i artiklen nævnte er eller har været aktive

I 2013 udgør Danmarks medlemsbidrag til ESA 216 millioner kr., heraf er

inden for rumteknologi: 2operate ApS, AnyBody Technology A/S, Axcon

de 110 millioner kr. et obligatorisk kontingent, som er fastsat i forhold til

ApS, Cobham SATCOM, Danish Aerospace Company, Dansk Fundamental

størrelsen af Danmarks bruttonationalprodukt. Skulle Danmark bidrage

Metrologi A/S, DELTA, FORCE Technology, FLUX A/S, GateHouse A/S,

med samme vægt i de frivillige programmer som i det obligatoriske

GomSpace ApS, GRAS A/S, Innoware A/S, Kirkholm Maskiningeniører A/S,

program, skulle investeringen her være cirka 298 millioner kr. om året. Der

Noliac A/S, Ohmatex ApS, PRINTCA A/S, Rovsing A/S, SpaceCom A/S, TICRA

er et stort potentiale i dansk industri for udvikling af rumteknologi, men

og Weibel Scientific A/S.

det hæmmes i høj grad af det beskedne bidrag til ESA’s frivillige programmer, hvor mulighederne for teknologiudviklingsprojekter ligger.

1913 – E-gruppen – 2013

Side 55

udviklingen af Ariane-raketten, hvor man gennem hele forløbet med Ariane 1 til 4 leverede servoforstærkere til styring af raketmotorernes stilling.

Ariane 5-raket. Foto: ESA/CNES/ArianeSpace-S.Corvaja

Største elektronikleverandør til Ariane 5 Efter Christian Rovsing A/S’ konkurs i 1984 kom man efter en kort tid under ejerskab af amerikanske ITT ind i den nydannede franske Alcatel-koncern som Alcatel Space Denmark A/S (ASD). I 1984 påbegyndte ESA udviklingen af Ariane 5-raketten, og ASD vandt i 1989 kontrakt på udviklingen af to slags udstyr til raketten: Éléctronique de Pilotage (EP), som er digitale servoforstærkere til raketmotorerne, og Boîtier de Distribution de Puissance (BDP), som er rakettens ‘målerskab’ med elektroniske sikringer og ’telefoncentralen’ i rakettens datanetværk. Disse to kontrakter udgjorde tilsammen danmarkshistoriens hidtil største rumprojekt til en værdi af cirka 130 millioner kroner plus op til 40 millioner kroner pr. år i løbende produktion i rakettens forventede 20 års levetid Kontrakten gjorde Danmark til den største leverandør af elektronik til Ariane 5: 8 EP’er og 4 BDP’er, i alt 66 kg elektronik i hver raket. Sideløbende med disse aktiviteter udviklede ASD en produktline af modulære Power Distribution Units (PDU), som f lyver på ESA’s SOHO- og Cluster-satellitter samt på Eumetsats Meteosat Second Generation (MSG) og MetOp-satellitter. Festen sluttede brat i 2003, hvor Alca-  1913 – E-gruppen – 2013

Side 56

 tel under indtryk af krisen efter dotcomboblen nedskar deres rumaktiviteter og lukkede afdelingerne i Danmark og Norge. Hele Ariane 5-produktionen blev flyttet til Belgien. Det største tab for dansk rumindustri.

Ferdinand-1 rejses til lodret position. Foto: Forvarets forskningsinstitutt, Norge

Éléctronique de Pilotage - Éléctrique (EP-E) (to i øverste rakettrin), Boîtier de Distribution de Puissance (BDP) (to i øverste og to i nederste rakettrin), Éléctronique de Pilotage - Hydraulique (EP-H), (to i nederste rakettrin og to i hver booster). Foto: Alcatel Space Denmark A/S

Galileo Power Conditioning and Distribution Unit Flight Model. Foto: Terma A/S

1913 – E-gruppen – 2013

Ørsted-satellitten Begyndelsen på Termas engagement i rum aktiviteter daterer sig til slutningen af 1960’erne, hvor man kom med på ESRO-4satellitten, som blev opsendt i 1972. Herefter fulgte leverancer til en lang række ESA- satellitter. I starten af 1990’erne begyndte man at indse, at dansk rumforskning, ruminstrumentering og rumindustri havde nået et så modent stadie, at man kunne forestille sig at bygge en rent dansk satellit. Valget af mission faldt på en satellit til kortlægning af Jordens magnetfelt og magnetosfære, idet Danmark både forskningsmæssigt og instrumentmæssigt var helt i front på dette område. I 1992 startede et forstudie, som involverede en lang række firmaer med Computer Resources International A/S (senere købt af Terma A/S) i spidsen, samt Dansk Rumforskningsinstitut, DMI, Aalborg Universitet, Københavns Universitet og DTU. Forstudiet bekræftede, at missionens formål forskningsmæssigt var særdeles værdifuldt, og at Danmark var i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at bygge sin egen satellit. I 1993 bevilgede Folketingets finansudvalg de nødvendige midler. Satellitten blev naturligt nok døbt Ørsted efter elektromagnetismens fader H. C. Ørsted. Ørsted-projektet var et kvantespring i dansk rumforskning og rumteknologi, som gav spin-off på mange forskellige områder. For Termas vedkommende var Ørsted ophav til to nye produktområder: stjernekameraer og kernen i satellitters strømforsyningssystem, kaldet Power Conditioning & Distribution Unit (PCDU). Sidstnævnte flyver nu i forskellige udgaver på ESA’s Integral, XMM-Newton, Rosetta, Mars Express, Venus Express, på de første Galileo-navigationssatellitter og vil snart være på vej til Merkur på ESA’s Bepi Colombomission. Sideløbende med disse to produktlinjer laver Terma on-board software, software til styring af satellitterne fra kontrolcentrene, software-validering samt services til ESA.

Rumteknologi er frontlinjeaktivitet I 1960’erne spurgte man sig selv, hvorfor et lille land som Danmark skulle beskæftige sig med noget så krævende som rumteknologi. På det tidspunkt var man i tvivl om svaret – så meget, at Danmark førte en usikker kurs og faktisk var udmeldt af ESRO i en periode i 1972. Rumforskning og rumteknologi er på alle områder en frontlinjeaktivitet. Nok kan den hardware, man putter i satellittens computer, virke gammeldags, men et svigt kan forvandle en million- eller milliardinvestering til rumskrot på et øjeblik, så derfor tager man ingen chancer med uprøvet teknologi. På instrumentsiden skubber man hele tiden til grænsen for det mulige og udvikler ny teknologi, der sætter forskerne i stand til at skabe ny erkendelse. Det måske vigtigste spin-off fra rumaktiviteter er den uddannelse, som ingeniører og teknikere bliver udsat for under udviklingsprocessen. Man lærer at løse opgaven til tiden, til specifikationen og til prisen og samtidig at do-

I 1960’erne spurgte man sig selv, hvorfor et lille land som Danmark skulle beskæftige sig med noget så krævende som rumteknologi. kumentere, analysere og begrunde sit design. Ligeledes lærer man at arbejde under et håndfast projektstyringsforløb, hvor man bliver holdt fast på at overholde milepælene, og alt bliver gransket og fulgt op, indtil kundens krav er opfyldt. Det kan lyde banalt, men disse kompetencer er faktisk meget unikke og værdsatte, når ingeniører fra rumfirmaer søger ud i andre industrigrene. j

Flemming Hansen er civilingeniør og ph.d. Han har mere end 25 års erfaring med projekter inden for rumfartsteknologi og har været dansk delegat til ESA Industrial Policy Committee. Han driver i dag egen konsulentvirksomhed.

Side 57 Tekst: Jens Ramskov Foto: Kockums

fremtiden:

Elektroingeniører holder civilisationen kørende I fremtiden vil elektrobegrebet blive kombineret med flere og flere discipliner, men energi og kommunikation vil stadig være elektroingeniørernes domæne.

etingelsen for en civilisation er groft sagt energi. Formålet med en civilisation er groft sagt kommunikation. Det gør elektroingeniører helt uundværlige. De kan som ingen andre holde styr på elektroner til at overføre energi og til kommunikation. Og så kan elektroingeniørerne udføre nogle helt specielle tricks, når de får elektronerne til at udføre avancerede beregningsopga-

ver, som er en forudsætning for effektive energi- og kommunikationssystemer og for mange andre former for menneskelig aktivitet. Men elektroingeniører holder sig ikke kun til partikler som elektroner. De kan også håndtere bølger i elektromagnetisme og akustik, og de kan kombinere andre fagområder i elektrooptik, elektrokemi, elektromekanik og så videre.

Der findes snart ikke den fagdisciplin, som ikke kan kombineres med elektro. Man kan lejlighedsvis støde på ord som elektropsykologi og elektroøkonomi – selv om det er lidt svært at vide, hvad de egentlig dækker over. I fremtiden vil elektroingeniører arbejde sammen med endnu f lere fagdiscipliner. Derfor vil vi komme til at støde på flere ‘elektro et eller andet’-områder. Det var elektrificeringen af det danske 

Kommunikation gennem havet er vanskeligt med traditionelle metoder. I fremtiden vil elektroingeniører måske tage neutrinoer i brug til kommunikation med ubåde. Forsøg er allerede begyndt i laboratorierne. Foto: Kockums AB 1913 – E-gruppen – 2013

Side 58

Elektricitet er med til at oplyse verden. Effektive energisystemer bliver mere og mere afgørende for at skabe vækst og udvikling. Foto: Nasa

 samfund og opbygningen af et telefonnet, der holdt mange elektroingeniører beskæftiget for 100 år siden, da E-gruppen blev dannet under navnet Elektroteknisk Sektion. Elektroteknik og elektronik rummer i dag en lang række discipliner, men energi og kommunikation er stadig omdrejningspunktet for elektroingeniørernes virke, og uanset arbejdsopgaver har alle elektroingeniører et fælles sprog og viden, når det gælder Ohms lov, frekvensanalyser, forvrængning, modulation, sampling, signalstøjsforhold og principper for forstærkning. Nye former for energihøstere Ved 50-års jubilæet i 1963 havde elektro ingeniørerne fået en lang række nye komponenter at gøre godt med: transistoren (1947), integrerede kredse (1958) og laseren (1960). Og få år efter kom de første mikroprocessorer (1971). Mange af disse skyldtes fremskridt inden for kvantefysik og havlederfysik, men det er elektroingeniørerne, der har gjort komponenterne uundværlige. En sikker og stabil elforsyning vil fortsat være grundlaget for et velfungerende samfund. Det vil være elektroingeniørernes opgave at sikre en sådan i takt med, at flere og flere energikilder og energilagre skal kobles sammen. Vindenergi, solenergi og kerneenergi hører allerede under elektroingeniørernes område. Vi vil se mange nye former for små og 1913 – E-gruppen – 2013

store energihøstere. Tænk, hvis man kunne høste den mørke energi, som er hovedbestand delen af universet. Det er lidt svært at forestille sig, når ingen ved, hvad den mørke energi er for noget. Skulle det lykkes en dag, så er min forudsigelse, at det bliver med elektroingeniørernes hjælp. Kommunikationsbehovet har været konstant stigende de seneste 100 år. Der er ingen tegn på, at det ikke vil fortsætte. Elektroingeniørerne vil også i fremtiden have til opgave at gøre det muligt for mennesker og maskiner at kommunikere frit og uforstyrret på

Elektroingeniører kan noget helt særligt, når det gælder energi, kommunikation og det at forbinde den virtuelle verden med den fysiske. flere og flere teknologiske platforme gennem kabler og luften og hele solsystemet. Elektroingeniørerne vil stadig gøre sig til herskere over elektroner for at udføre dette arbejde, men de har allerede udvidet deres område til også at omfatte fotoner i optiske kommunikationssystemer. En gang i fremtiden vil elektroingeniører måske også lave neutrinokommunikation og blive undervist i neutrinoelektronik eller måske ligefrem designe kommunikationssyste-

mer med partikler af mørkt stof – selv om detektion synes at være et uovervindeligt problem. Fremtid med flere fremskridt Det var elektroingeniører, som gav os moderne computere, og det er elektroingeniører, som giver os bedre og bedre metoder til billig lagring af data. Og hvis vi en dag får en praktisk kvantecomputer, vil det også være elektroingeniører, der fører en sådan frem til et kommercielt produkt, uanset om den vil regne med elektroner, fotoner, ioner eller andre partikler. Det er let at spå om fremtiden, men svært at ramme plet. Det vidner alt for mange forudsigelser gennem tiderne om. Generelt har forudsigelser det med enten at være alt for optimistiske eller alt for pessimistiske. Elektroingeniører kan dog noget helt særligt, når det gælder energi, kommunikation og det at forbinde den virtuelle verden med den fysiske. Det vil være fremskridt inden for disse områder, vi kan læse om, når E-gruppen i 2038 fejrer 125-års jubilæum. Og det skulle meget gerne være med danske ingeniører i fremtrædende roller. j

Jens Ramskov er civilingeniør og ph.d. Han har været ansat i flere danske elektronik- og televirksomheder og er i dag videnskabsjournalist ved Ingeniøren.

Crysberg ønsker E-gruppen tillykke med de 100 år. Flot gået! Vi har været med i de sidste 27 år, og sammen har vi set, hvordan verden med hastige skridt udvikler sig. Vi glæder os til at følge med ind i det næste centennium. Crysberg løser komplekse udfordringer inden for industriel elektronik, hvor vi efterfølgende producerer færdige løsninger til videre implementering hos vores kunder. Vi har samlet al ekspertise under samme tag, så du er sikret kvalificeret og høj faglig sparring fra problemanalyse og idéudvikling over produktion og test til lager og eftermarkeds service. Vi fungerer således som din totale strategiske samarbejdspartner inden for industriel elektronik. Crysberg har specielt fokus på: ■ ■ ■

INDUSTRI OFFSHORE MILJØ

For disse brancher gælder krav om sporbarhed, høje krav til dokumentstyring, krav om dokumentation til identifikation af godkendte komponentproducenter etc. Crysberg er certificeret til alle krav for nævnte brancher: ISO 9001 ISO 13485 Medical Device ISO 14001 Environment IPC-A-610 Class 3 certified employees ■ QCe superstructure at IPC for electronics comp. ■ Achilles Joint Qualification System. ■ ■ ■ ■

Én løsning

To blev til én. Den 1. januar 2013 fusionerede Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Ingeniørhøjskolen i København, IHK. Dermed er DTU blevet Danmarks største udbyder af ingeniøruddannelser. Det betyder, at vi kan give vores studerende flere og bedre studiemuligheder, som løfter deres praktiske og teoretiske færdigheder til et helt nyt niveau – og gør dem endnu mere attraktive for erhvervslivet. Læs mere på www.dtu.dk