Version 2 blander sig - hvorfor

Version 2 blander sig i elevers data

- hvorfor?

Version 2 har været udskældt i kommunerne for deres fokus på manglende styr på data i Google-løsninger anvendt på skoleområdet og sidenhen også Microsoft 365. Deres research og aktindsigt har været opfattet som urimelig og ressourcekrævende. Danmarks it- og medievejlederforening besluttede derfor at tage en dialog med dem om, hvorfor de har taget emnet op, og hvorfor de har gjort, som de har gjort.

Af Hanne Voldborg Andersen, Ph.D og Master Ikt og Læring.

Da Version 2 i januar publicerede artiklerne ‘Skarp kritik af Aarhus Kommune: Sender børn data ulovligt til Google’ (06.01.2021) og ‘24 kommuner sender børn persondata til Google i blinde’ (20.01.2021) skabte det en del postyr i kommunerne.

Hvordan ser det ud hos os? Hvorfor udstilles specifikke kommuner og leverandører? Hvad med de andre? Hvorfor søger de aktindsigt netop hos os?

Danmarks it- og medievejlederforening har talt med Adam Fribo, Redaktør på Version 2 og spurgt ind til deres research og dækning af sagen. Han fortæller, at Version 2 var inspireret af en afgørelse fra det norske datatilsyn, som havde vurderet, at der var problemer med datasikkerheden ved norske skolers brug af Google Suite for Education og Chromebooks. Version 2 kontaktede derfor en række danske kommuner, som anvender Google som samarbejdsplatform for at høre, om samme problem gjorde sig gældende i Danmark. Senere udvidede de undersøgelsen til også at omhandle Microsoft 365.

Hvorfor har I ikke undersøgt andre leverandører?

“Vi tænkte, at vi med Google og Microsoft dækkede de største spillere på skoleområdet. Vi har ikke overblik over hele leverandørlandskabet, men det kunne være interessant at se om forholdene ikke er de samme i forhold til eksempelvis Apple”.

Hvad spurgte I kommunerne om, og hvad fandt I ud af?

“Vi spurgte ind til kommunernes procedurer omkring risikovurdering. Da vi ikke oplevede det store ønske om dialog fra kommunernes side, søgte vi aktindsigt og fik udleveret

deres risikovurderinger. Vi kunne se, at nogle kommuner ikke havde udarbejdet vurderinger eller at de var mangelfulde, og skrev på den baggrund artiklerne om den manglende styr på elevers data”.

Har I været i dialog med andre aktører end kommunerne om sagen, og hvordan forholder de sig?

“Ja, vi har kontaktet KL, Undervisningsministeriet og Datatilsynet. Det er svært at finde nogen højere oppe end i kommunerne, som vil tage ejerskab for dette problem. Det er den fornemmelse man har, når man kontakter de højere luftlag. KL har ikke villet sige så meget. Undervisningsministeriet henviser til Justitsministeriet, som henviser tilbage til Undervisningsministeriet. Datatilsynet vil gerne bidrage med vurderinger, når vi kan fremlægge konkrete sager, men er jo netop et tilsyn og kan ikke forhåndsgodkende. Måske afventer de alle sammen yderligere afgørelser fra EU?”

Men hvad skal kommunerne så gøre, men vi venter på det?

“Vi har som journalister ikke kompetencer til at vejlede kommunerne i forhold til GDPR, men fra mit perspektiv ville jeg sørge for at lave risikovurderingerne og dokumentere mine overvejelser bedst muligt.”

Som forening ser vi med bekymring på den opgave, som kommunerne har her. Opgaven er kompleks. Meget kan fortolkes, og det gøres forskelligt fra kommune til kommune. Der savnes viden og klare retningslinjer. Vi ser, at der navigeres i frygt for at blive udstillet i pressen eller få en anmærkning af datatilsynet. Vi kunne ønske, at flere bidrog til at løse problemet i stedet for at pege fingre. Tænker I, at det gavner, når I udstiller en leverandør eller kommune i jeres artikler?

“Jamen, vores dækning af historien har jo konstruktivt bidraget til at skabe en dialog mellem datatilsynet og fx Aarhus Kommune om udfordringerne. Sagen er taget op på baggrund af vores dækning.

Vi vil i virkeligheden gerne i dialog med kommunerne om udfordringerne. Når vi har kontaktet kommunerne, har de enten afvist vores henvendelse eller svaret, at der er styr på risikovurderingerne. Hvis de ikke vil tale med os, så har vi ikke andre muligheder for at undersøge sagen end ved at søge aktindsigt. Og da vi gjorde det, kunne vi jo se, at der ikke var styr på det.

Vi forstår godt, at det er en en udfordring for kommunerne. Det er bare svært for os at kommunikere, at kommunerne står i en svær situation med en kompleks opgave, når det ikke er det, de siger til os. Hvis det er en umulig situation kommunerne eller skolerne sidder i, så er det en enormt relevant historie, som vi gerne vil have frem i lyset.

Hvis vi skal kunne bidrage til at få ‘de højere luftlag’ i tale, så må nogen stille sig frem og sige at det er en svær situation, at de har brug for hjælp og at de ikke får den hjælp.”