2 minute read

Facebook har fingrene i kagedåsen

Det er ret vanskeligt at have overblik, når det kommer til ens digitale liv og privatlivets ret. Et TV-indslag skabte bevidsthed om deling af oplysninger til Facebook, og resultatet var ret voldsomt, da det kom til at dykke ned i sin egen profil.

Af Thomas Dreisig Thygesen, formand Danmarks it- og medievejlederforening Jeg har igennem mange år surfet rundt og eksperimenteret på livet løs med de digitale medier. Jeg har anvendt Facebook-login til mange ting, og jeg har i det hele taget været ret skødesløs, når det kom til deling af mine data. Igennem en årrække har jeg forsøgt at blive mere bevidst omkring deling af data og styring af andres adgang til mine data. Argumentet ”jeg har ikke noget at skjule” har til tider ligget lige for, men sådan har jeg det ikke længere. Med manglende omtanke er man mere eller mindre nøgen foran fuldstændig fremmede mennesker. TV-programmet ”Mit liv på nettet” viste i et af afsnittene, hvordan Facebook har adgang til apps og hjemmesider, som man anvender. En ting, som jeg med det samme måtte undersøge. Jeg var forberedt på et mindre chok, da jeg som sagt ikke har reflekteret over min færden på nettet i mange år. Men jeg fik lidt mere end et chok, da jeg efter en længere rejse ind i mine indstillinger på Facebook (det skal ikke være nemt) opdagede, at ca. 1100 apps og hjemmesider havde delt min aktivitet. Vildt nok! Jeg skyndte mig at få ryddet historikken, så jeg kunne få lidt

Advertisement

Fra indstillinger i Facebook. For at komme dertil i browser på PC, skal du følge denne rækkefølge, og du bliver også bedt om login i løbet af turen. Indstillinger og privatindstillinger – Indstillinger – Dine Facebookoplysninger – Aktivitet uden for Facebook – Administrer din aktivitet

ro i sindet, men ingen tvivl om, at de har en ret fin profil af mig. Hvor stor betydning rydningen af historikken reelt har, kan jeg have min tvivl om.

Da jeg igennem en periode er blevet mere bevidst omkring min færden på nettet, tænkte jeg, at det ville være sjovt at se, hvor ”lidt” de havde adgang til et par måneder efter sletningen af min historik. Her blev chokket endnu større. 297 apps og hjemmesider havde delt min aktivitet på så kort tid. Det er vanskeligt, og det kræver virkelig sit at styre sit privatliv på nettet. Følelsen er faktisk en blanding af både at føle sig lidt dum og at blive trådt på.

Og hvad gør man så. Tja, det er svært at sige. Det gælder om at blive klogere og hele tiden forsøge at forstå sammenhænge, men det virker altså ikke altid til at være nok. Der skal jævnligt ryddes op. Konsekvent anvendelse af anonym browser vil forhåbentlig også hjælpe. Drop login med Facebook andre steder end Facebook. Det gælder også om at råbe op og at være utilfreds. Er der nok utilfredse, skal der også nok ske ændringer. Der ER behov for reguleringer og lovgivning. Og hvis det ikke sker godt nok, så er der altid muligheden for helt at lade være med at bruge specifikke tjenester.

Jeg skærper min opmærksomhed og tager en runde mere. Er den stadig helt gal næste gang jeg tjekker Facebooks deling af mine data, så skal der uden tvivl andre boller på suppen.

This article is from: