Nyhedsbrev 2010-4

Page 1

NYHEDSBREV DECEMBER 2010 Talent uden Grænser Inspireret af DR’s talentshow afholdt IUG lørdag d. 27. november ”Talent uden Grænser 2010" på Sankt Annæ Gymnasium. De optrædende talenter donerede deres talent til fordel for IUG's arbejde i Pakistan, og overskuddet fra entréindtægterne gik til IUG. Underholdningen var i top, og aftenens mange talenter havde stor opbakning fra publikum. Ikke mindre end 21 unge talenter fra forskellige uddannelsesinstitutioner deltog. Vinderne blev Melis og Sunday fra Rødovre Gymnasium med deres fantastiske danseopvisning, som udover dansen, indeholdt en flot fortælling. IUG siger stor tak til arrangørerne, som gjorde et fantastisk arbejde, og ikke mindst deltagerne og publikum, der donerede deres tid til fordel for IUG. Også stor tak til KS Management, Rap Moves og Indie Film for deres sponsorgaver og Sankt Annæ Gymnasium, der stillede deres koncertsal til rådighed.

IUG er på facebook og LinkedIn Find os ved at søge på Engineers Without Borders Denmark.

IUG tilbage i Liberia Broingeniør Susanne Andersen og civilingeniør Trygve Marthinsen er i Liberia for at følge op på samarbejdet med Dansk Flygtningehjælp om forbedret infrastruktur og brokonstrutionen i henholdsvis Nimba County og South East Liberia. For Susanne var det et glædeligt gensyn med Liberia, da hun også var der sidste år. Susanne og Trygve har sendt følgende rejseberetning fra de første 14 dage: Vi startede ud med et høflighedsvisit hos Deputy Minister of Tecnical Services i Ministry of Public Work i Monrovia. Det ser ud til, at ministeriet har en vision om struktur på arbejdet med infrastrukturen og er ved at indføre den. Udover Public Works’ visioner så er det tydeligt at se, at der faktisk også er sket en udvikling siden sidste år, hvor Susanne var i Liberia. Supermarkeder og andre butikker er ”poppet op” rundt omkring, der er gang i markederne, bygninger renoveres, vejene forbedres - det går langsomt fremad. Turen gik derefter nordpå til Sanniquellie, Nimba County. På turen blev det meget tydeligt, at broerne er af meget varierende kvalitet. Der er nogle få broer med betondæk, ellers er den bærende konstruktion jernbaneskinner eller træ (hardwood). Nogle broer har landfæster af beton, men de fleste består af træstammer lagt fra bred til bred, i bedste fald dækket

Et liv efter overlevelse

med tværgående planker og langsgående køreplanker. Mange steder kører man direkte på stammerne. Vejene er også præget af, at regntiden ikke er helt overstået, og nogle vejhuller er så store, at de næste kan rumme en Land Cruiser. Undervejs besøgte vi en række roadbrigades. Det er frivillige, der er blevet forsynet med arbejdsredskaber af Dansk Flygtningehjælp, og som sørger for at holde vejene vedlige. Resultatet er noget forskelligt, men flere steder er der gjort en god indsats. Efter turen blev der holdt en intern workshop, hvor der var enighed om at søge at udvide antallet af roadbrigades og evt. give de gamle brigades supplerende værktøj. Med det begrænsede budget blev det besluttet at renovere i alt 4 broer. Efterfølgende blev der holdt en workshop, hvor de forskellige roadbrigades var inviteret sammen med de lokale embedsmænd, der har med veje og broer at gøre. Spørgelysten var stor, og workshoppen var en stor succes. Selv med de beskedne midler, IUG har, er det en fornøjelse at se, at vi kan gøre en forskel, og de lokale lagde stor vægt på også fremover at kunne trække på vores ekspertise. Læs hele Susanne og Trygves rejseberetning på hjemmesiden under ”Nyheder”.

1


NYHEDSBREV DECEMBER 2010

Kampagne støtter hjemløse familier i Pakistan

Donationer skattefritaget IUG har nu fået godkendelse under LL §8A, som giver skattefritagelse for gaver til foreningen. Det har virkning med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2010. Godkendelsen indebærer, at gaver til foreningen er fradragsberettigede dog med et grundfradrag på 500 kr. Grundfradraget gælder kun første gang, hvilket betyder, at hvis man har doneret kr. 1.000 til 5 forskellige foreninger, i alt kr. 5.000 i 2010, så kan man fratrække kr. 4.500 på selvangivelsen for dette år. Det er en betingelse, at donationen er givet til foreningen som gave og med angivelse af navn og cpr. nr. Donationer givet til specifikke projekter er ikke fradragsberettigede, hvis de er givet med krav om, at de skal gå til projektet. Donationer er dog fradragsberettigede, hvis donor alene har udtrykt ønske om, at donationen skal anvendes fx til IUG’s udviklingsbistand – og således ikke til et specifikt projekt. LL §8A-godkendelsen giver endvidere fritagelse for boafgift i tilfælde af, at et beløb er testamenteret til foreningen.

Som følge af katastrofen i Pakistan lancerer IUG i samarbejde med studerende fra RUC kampagnen ”Key for Change”. Kampagnen skal rejse penge til IUG’s opførelse af shelters til hjemløse familier i Pakistan. Den forventes lanceret i januar 2011 og vil køre vinteren over. Ideen bag kampagnen er at skaffe penge til hjemløse familier i Pakistan gennem salg af halskæder med pakistanske nøgler. Da kampagnen prøver at forene nødhjælp og mode, er den blevet udviklet i tæt samarbejde med mode- og markedsføringseksperter. Salget vil ske fra en af Københavns hippeste butikker. Følg med på IUG’s hjemmeside, når kampagnen lanceres i januar. En stor del af kampagnens markedsføring vil foregå online.

IUG håber, at alle medlemmer vil hjælpe med til at markedsføre projektet ved at fortælle deres venner om smykket og dermed om dette lille frivillige projekt og donation, som hjælper til ”Et liv efter overlevelse”. IUG og kampagnegruppen vil rette en særlig tak til de sponsorater og samarbejdspartnere, som indtil videre har hjulpet til, herunder Support Pakistan, Den Danske Ambassade i Islamabad, kontaktperson Hina Akhtar, grafiker André Tingberg, DHL, Westpack, og Vester Kopi. Læs seneste rejseberetning fra Pakistan af projektansvarlig, Caroline Meyer White, ingeniørstuderende ved Århus universitet på hjemmesiden under ”Nyheder”.

Kampagnen skal rejse pengene gennem salg af 786 halskæder. Nøglen i halskæden skal stå som det meget stærke symbol på, at man har givet en pakistansk familie tag over hovedet. Nøglerne er fremstillet af en autentisk pakistansk nøgle, som er blevet belagt med oxideret sølv. Nøglerne er nummereret, så alle halskæderne er unikke, da hvert bidrag er unikt som hjælp til en Pakistansk familie.

Shelter klart til indflytning i Pakistan. Foto: IUG.

Et liv efter overlevelse

2


NYHEDSBREV DECEMBER 2010

IUG på messer og konferencer Københavns Maskinmesterskole (KME) holdt åbent hus torsdag 4. november for kommende og nuværende studerende, hvor potentielle og nuværende arbejdsgivere samt IUG, var inviteret. Det var tredje år, at IUG deltog og var med til at skabe stor synlighed overfor mulige, nye studerende. IUG’s stand var velbesøgt med mange spørgelystne interesserede, og vi er allerede inviteret til det næste åbent hus arrangement på KME 3. marts 2011, hvor vi selvfølgelig deltager. IUG deltog ligeledes for tredje år i træk ved Maskinmestrene Forenings årlige erhvevsmesse ”Ajour” - 25. og 26. november i Odense Congress Center. Her er det også synlighed og genkendelsesværdien af IUG, som er vigtig, så IUG kan få endnu flere medlemmer og firmamedlemskaber. På konferencen deltog over 90 udstillere og mere end 1000 maskinmestre og studerende. Især de studerende viste stor interesse for IUG, da de allerede har hørt om os ude på maskinmesterskolerne.

Flotte shelter-indsamlinger IUG har i samarbejde med netværket Support Pakistan afholdt en række velgørenhedsarrangementer til støtte for IUG’s shelterprojekt i Pakistan:

31. oktober Fodboldturnering i København med deltagelse af bl.a. to IUG-hold. Der blev i alt indsamlet kr. 40.957.

5.september Ramadan-middag for over 350 deltagere med taler fra Borgmesteren i Høje Taastrup Kommune, Michael Ziegler og repræsentanter fra Red barnet og Folkekirkens Nødhjælp. Support Pakistans talsmand, Tanwir Ahmad, gav øjenvidneberetninger fra Pakistan. Der blev i alt indsamlet kr. 122.365.

13. november Festmiddag med orientalsk buffet og underholdning kun for kvinder. Der blev i alt indsamlet kr. 47.000.

7. september Iftaar-middag på Ballerup Ingeniørhøjskole med mad fra det pakistanske køkken. Der blev i alt indsamlet kr. 33.983. 10. september Eid-fest på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med interkulturel event arrangeret af Verdenskulturcentret. Der blev i alt indsamlet kr. 4.409.

5. december blev endnu en lille indendørs fodboldturnering afholdt ”Zerocall Cup 2010” med deltagelse af tolv hold. Der blev i alt indsamlet kr. 5.600. Support Pakistan har derudover indsamlet kr. 28.791 via deres supportsite: www.supportpakistan.dk Endelig indsamlede Ingeniørhøjskolen i Aarhus kr. 2.343 ved en udstilling af et Pakistan-shelter på Storetorv i Aarhus. IUG vil gerne sige alle, som har medvirket til indsamlingerne, en stor og varm tak.

Brønd til Afrika I forbindelse med sin 60 års fødselsdag i juni startede Bjarne Ravn fra firmaet Aquatex en indsamling for at muliggøre etableringen af en brønd i Sierra Leone. Bjarne Ravn har bedt Ingeniører uden Grænser lede projektet. Aquatex har i december måned intensiveret indsamlingen for at nå de kr. 35.000

Et liv efter overlevelse

og har bl. a. afsat en hel arbejdsdag til formålet, der involverer alle medarbejdere. Checken overrækkes til IUG hos Aquatex's i Faaborg 22. december. Læs mere om Aquatexs indsamling på http://www.aquatex.dk/da/vandtilafrika/ og besøg initiativets Facebook-side.

3


NYHEDSBREV DECEMBER 2010

IUG’s førstehjælpskursus IUG-medlem Michael Koefoed var i december på IUG’s kursus i førstehjælp og elementær brandbekæmpelse. Sammen med instruktøren fra Beredskabsforbundet var Michael igennem livreddende førstehjælp, hjerte-lunge- redning, førstehjælp ved tilskadekomst, førstehjælp ved sygdomme samt introduktion til brandbekæmpelse. Alt i alt en god introduktion til førstehjælp, som alle IUG-medlemmer, ifølge Michael, burde gennemgå uanset deres funktion.

Find medlemmer og få en IUG t-shirt! Melder man sig ind i december måned får man en t-shirt oveni 2011-medlemsskabet! Er du allerede medlem og skaffer du IUG et nyt medlem, får du også en t-shirt. I november igangsatte vi en hvervekampagne med det mål at nå 1000 medlemmer og 100 firmamedlemsskaber ved udgangen af 2011 fra det nuværende antal på hhv. 670 og 10. Flere medlemmer er afgørende for IUG’s virke herhjemme og i felten. Pengene går til at styrke organisationen og gøre det muligt at gennemføre endnu flere projekter for at sikre et liv efter overlevelse. Hvis du i øvrigt mener dit firma bør være medlem af IUG, så skriv til os på sekretariat@iug.dk.

Oplysning over grænserne IUG er i en meget positiv udvikling, og medlemstallet vokser stødt. IUG har nu mere end 670 medlemmer – næsten en fordobling på blot tre år. Det skyldes især en aktiv oplysningsvirksomhed - også uden for Danmarks grænser. Senest har vi været i Norge for at fortælle om IUG’s arbejde, da nordmændene også er i færd med at etablere en EWB (Engineers without Borders) afdeling. Og i december har vi haft besøg af INUG (Ingenjörer och Naturvetare Utan Gränser) fra Skåne. IUGs kommunikationsgruppe har også haft travlt med at forberede og afholde en række events og åbent hus aftener, som bl.a. Kulturnat, velgørenhedsarrangmenter til fordel for Pakistanprojektet – se omtalen side 3 - alt sammen noget som er medvirkende til at skabe større opmærksomhed omkring IUG’s arbejde. Senest har IUG bl.a. været omtalt i: Licitationen – Byggeriets Dagblad som d. 21. september bragte en stor omtale af IUG’s første udsendte til Pakistan shelterprojektet, den 28-årige civilingeniør Asger Nøhr Amed, som rejste til Pakistan for at opstarte 1. fase.

Ingeniøren bragte d. 8. oktober en stor omtale af IUG’s udsendte til Haiti for at yde teknisk assistance til shelterbyggeri i tæt samarbejde med ASF Dansk Folkehjælp. Interviewartiklen med Osama Hamza, var flot opsat over to sider med 4 billeder fra feltarbejdet og blev bragt i tillægget DSE Messen / Jobtræf Aalborg. 10. december bragte Ingerniøren også en flot omtale af IUG's Pakistanprojekt. Ulandsnyt.dk Et nyhedsforum for globalt interesserede danskere. 17. september bragte de pressemeddelelsen om Asgers udsendelse til Pakistan. Ligeledes d. 19. oktober en flot interviewartikel om Susanne Andersens erfaring fra shelterbyggeriet i Haiti med overskriften; ”Jeg kan ikke redde liv, men jeg kan give folk et nyt hjem”. 18. november bragte Ulandsnyt.dk IUG’s pressemeddelelse om Talent uden Grænser-showet (se notits på side 1). Endelig valgte Ulandsnyt.dk 10. december også at bringe IUG's pressemeddelelse vedrørende åbningen af en ny skole for krigsinvalider i Sierra Leone.

Ny studenterafdeling Årsskiftet byder på en ny IUG-studenterafdeling på Ingeniør-højskolen i København/Ballerup. Den nyoprettede studenterafdeling, IHK, kommer til at indgå i et tæt samarbejde med de andre studenterafdelinger samt med Sekretariatet.

IUG-students IHK ønsker at være et knudepunkt, hvor private virksomheder, studerende og lokale NGO’er kan dele viden og få inspiration til nye projekttiltag. Er du interesseret i at høre mere om IHK, kan du skrive til ihk@iug.dk.

Redaktion Vicky la Cour · Susanne Fibæk · Christina Hennings · Nanja Kløverpris · Morten Maegaard

Kontakt

Et liv efter overlevelse

Ingeniører Uden Grænser · Skt. Annæ Plads 16, 1. · 1250 København K Tlf. 70 27 40 06 · info@iug.dk · www.iug.dk

4


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.