10 minute read

Bestyrelsen i SJD

Next Article
Opråb

Opråb

Vi har lavet dette lille persongalleri for, at du kan få et indblik i hvem der sidder ved roret i SJDs bestyrelse.

FLEMMING THUNE STEPHENSEN

Advertisement

Jeg blev valgt til formand for Stående Jagthunde i Danmark fra organisationens start den 1. januar 2019. Min baggrund for dette hverv er en mangeårig organisatorisk erfaring både i relation til stående jagthunde og i mit arbejdsliv. Jeg har været formand for Dansk Ruhår Klub i ni år, bestyrelsesmedlem i FJD i ni år heraf tre år som formand, bestyrelsesmedlem i DJU i seks år heraf tre år som formand, medlem af DKKs Schweisshundeudvalg siden starten i 2007. Desuden har jeg været jagthundeinstruktør i den lokale jagtforening siden 1989 og er det fortsat. Jeg er schweisshundefører på 21. år og har været koordinator for schweisshundeførerne i region 4 i seks år. Jeg har pt. 2 ruhåret hønsehunde, DKSCH, DKJCH, DKBRCH og pensioneret schweisshund Hjortlunds Zuki, som er 13 ½ år, og DKSCH, DKJCH samt registreret schweisshund Lykkeagers K Tippi på 5 ½ år.

Professionelt har jeg været medlem af en række udvalg både nationalt og internationalt bl.a. var jeg i nitten år formand for en stående veterinær arbejdsgruppe i Bruxelles. Jeg har i otte år arbejdet i udlandet, hvor det var min opgave at få mange nationaliteter med forskellig kulturel baggrund til at arbejde sammen for i fællesskab at yde det optimale. Jeg sagde ja til formandshvervet i SJD, fordi jeg mener, at en indsats for de stående jagthunde uanset race bør fremmes mest muligt, fordi jagten med stående hund i min optik er den smukkeste og mest indholdsrige form for jagt, der kan bedrives. Derfor under jeg også, at langt flere jægere, end tilfældet er i dag, oplever glæden ved at gå på jagt frem for at stå på jagt. Den indsats, der kræves til gavn for de stående jagthunde, kræver styrke, og den styrke kan kun opnås ved at stå sammen og i fællesskab at arbejde for sagen, og derfor er det alt afgørende, at specialklubberne, som repræsenterer de forskellige stående jagthunderacer, trækker på samme hammel, sådan som det er hensigten med SJD. Desuden kræver det samarbejde med andre organisationer, som har et interessefællesskab med SJD, og derfor er det en styrke, at både Dansk Kennel Klub og Danmarks Jægerforbund deltager aktivt som medlemmer af både bestyrelse og repræsentantskab i SJD.

GUNNAR JENSEN

Mit navn er Gunnar Jensen, jeg bor i Skanderborg sammen med Birte og vores hunde.

Jeg fik jagttegn som 16 årig.

I 1979 fik jeg min første stående hund, en Irsk Setter og den Irske Setter har hængt ved siden. Jeg bruger hundene både som jagt og prøvehunde, samtidig er de familie hunde.

Jeg har været medlem af Dansk Irsksetter Klub siden 1980 og været i bestyrelsen i mange år, på nuværende tidspunkt er jeg Formand for klubben.

Jeg indtrådte i DKKs bestyrelse i 2019 som repræsentant for den stående jagthund. Der sidder jeg i DKKs ungdomsudvalg og udvalg for stående jagthunde, der ved repræsentere jeg DKK i SJDs bestyrelse og repræsentantskab.

Jeg er eksteriør dommer for hele gruppe 7 og sidder også i DKKs eksteriør udvalg.

ALLAN NISSEN

Jeg er 55 år født og opvokset i Sønderjylland, har 3 børn og 2 børnebørn. Bor sammen med Helle Høst-Madsen på Tusenæs.

Min vej til SJD bestyrelse, startede da jeg som dreng gik på jagt samme med min onkel og hans jagtkammerater, vi jagede agerhøns med Gordon setter, pointer og en enkelt korthår, det var her fik jeg min dåb med hensyn til stående hunde. Jeg har været markprøve mand siden 1991 da jeg fik min første Breton.

Har siddet i Breton klubbens bestyrelse i en periode mens jeg havde Breton. Har dog i de senere år haft engelsk setter og været en del af bestyrelsen i Engelsk setter klub og hvor jeg nu er formand.

Blev valgt ind i Sjds bestyrelse som næstformand for repræsentantskabet, da Per Kaa trak sig, blev jeg automatisk formand for SJD repræsentantskabet.

Min store passion er jagt med den stående hund, om det er på fjeldet i Sverige eller i Polen efter agerhøns og fasaner er i grunden ikke så vigtigt længere, men det at se en velfungere stående hund er toppen

Den første stand med den unge hund er det jeg i dag vægter højeste, suset det gir når tingene lykkes er det vi vel alle ønsker at opleve igen og igen.

HARRIS JENSEN

Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne bidrage med i SJDs bestyrelse?

Jeg har hele mit liv haft jagten og hundesporten med de stående jagthunde som min store interesse; det har vel næsten været en livsstil.

De første mange år arbejdede jeg med jagthunde fra den kontinentale gruppe. Var – og er – fascineret af de kontinentale hundes alsidighed; såvel på jagt som i forhold til deres righoldige prøveudbud.

De sidste tretten år har jeg haft engelske settere. Jagten på de store vidder er for mig en af de allersmukkeste jagtformer, og opprioriteringen af denne jagtform med engelske hunde betød altså, at jeg skiftede race.

Det var ikke et fravalg af de kontinentale hunde, som har givet mig et utal af glæder, men tid, bolig og træningsterræner gør, at jeg ikke føler, at jeg kan arbejde seriøst med flere jagthundetyper.

Og netop seriøsitet er for mig et altafgørende begreb i forhold til den tid og det arbejde, der udfylder en stor del af mit liv.

Jeg har haft det privilegium, at jeg har fået “lov” til at påvirke udviklingen i dansk jagthundesport i rigtigt mange sammenhænge: Blandt meget andet har jeg været formand for Dansk Münsterländer Klub i ti år, været medlem/formand for såvel slæb- og apporteringsudvalget som fuldbrugsprøveudvalget, haft en spændende karriere som schweisshundefører i schweisshunderegistrets “barndom”, været medlem af DJUs/ SJDs bestyrelse for Dansk Jagtforening, FJD, Danmarks Jægerforbund og DKK.

Har desuden haft en lang og indholdsrig tid som markprøvedommer, og været nært tilknyttet Danmarks Jægerforbunds hundearbejde i de første spændende år af dette forbunds virke.

Jeg er medlem af Dansk Kennel Klubs bestyrelse; det er på mandat fra herfra, at jeg er medlem af SJDs bestyrelse. Samarbejdet mellem jagthundenes specialklubber og organisationer er vigtig og afgørende for jagthundearbejdet. Vores jagthunde fortjener, at vi i fællesskab tilstræber at skabe optimale vilkår for alle racers udvikling.

Netop positivt samarbejde mellem SJDs klubber og organisationer er efter min opfattelse helt afgørende i en tid, hvor mange kritiske øjne er rettet mod visse prøve/jagtformer og udsætning af vildt.

Det positive samarbejde bør kendetegne hele SJDs medlemsskare; det er værd at huske på, at vi alle er med i organisationen, fordi vi brænder for jagten og arbejdet med den stående jagthund. Og for resten arbejder stort set alle gratis for at gavne sagen. Måske mangler der ”varer på hylderne” i forhold til den brogede jagthundeverden? Hvis specialklubberne er interesseret, skal jeg gerne støtte, at udbuddet af varer udvides.

Et aktivt liv for alle hunde – og naturligvis ikke mindst for jagthunde og brugshunde – er et tema, som jeg vægter højt.

Det samme er tilfældet i forhold til vores hundes helbred og sundhed. Brugsegenskaber og smukt eksteriør prioriterer jeg højt, men forudsætningen for begge forhold bør være fysisk og mentalt sunde hunde.

JENS TOFT

Formand for Dansk Ruhår Klub, næstformand i SJDs repræsentantskab, bestyrelsesmedlem i SJD, medlem af Udvalget for markvildt og natur i SJD og DJs markvildtudvalg. Jeg bor på Fyn sammen med min kæreste, Hanne Buhr, og p.t. har vi seks ruhår i alderen syv måneder til 12 år. Alle vores hunde er familiehunde, som bliver brugt til jagt og på prøver.

Grunden til at jeg har valgt en stående kontinental hund er, at jeg sætter stor pris på alsidigheden i racen. Lige fra sporarbejde til søg, stand og apportering. Den ene af mine hunde er registreret schweisshund. At se en hund følge et spor på et skadet stykke vildt, se hvordan hunden skifter retning, og følger op på det skadede dyr er en kæmpe fornøjelse. Det er stort set det samme, når man går med hunden for at finde fugl, som den skal tage stand for, og efterfølgende rejse og forhåbentlig apportere. Her sætter jeg igen pris på hundens evne til at lægge et søg op, se hvordan hunden går med stor fart og store udslag på en åben mark og - når den kommer til noget mere tæt - tilpasser fart og søg til det pågældende terræn. Se hvordan hunden kan sætte fuglen i farten og andre gange arbejder for at få sat en flygtende fugl. Se hundens glæde ved at rejse fuglen, for efterfølgende forhåbentlig at få belønningen ved at apportere vildtet. Dette samarbejde mellem hund og fører er uforligneligt!

Mine hunde bliver brugt til al slags jagt: trækjagt efter ænder eller gæs, agerhønsejagt, jagt på fasaner, drivjagter og enkelte af dem har også været med på rypejagt i fjeldet.

Jeg deltager gerne på prøver. Deltagelse på schweissprøver, apporterings- og markprøver samt fuldbrugsprøver i Danmark er en stor fornøjelse. Derudover har jeg deltaget på svenske fuldbrugsprøver, markprøver, fjeldprøver og Rigsprøven. Dét, at deltage i prøver i DK og andre lande, giver et godt indblik, og den erfaring trækker jeg på, når vi vender emner i SJD.

Min opgave i SJD er at formidle specialklubbernes og medlemmerne af specialklubbernes holdninger og idéer samt bidrage med løsningsforslag. Ligeledes bruger jeg min landbrugsmæssige uddannelse, når jeg deltager i udvalget for markvildt og natur og i markvildtudvalget.

CLAUS LIND CHRISTENSEN

Jeg er formand for Danmarks Jægerforbund og medlem af Bestyrelsen i SJD hvor jeg naturligvis er med til at repræsentere jægerne som helhed.

Hunden er et afgørende redskab for jægerne og det er afgørende, at vi jægere har adgang til gode hunde. Dels at avlsmaterialet er godt, men i særdeleshed at træningen af vores hunde er på et højt niveau. Derfor tog jeg del i oprettelsen af SJD, og er stadig en del af bestyrelsen i SJD i dag, for den vej igennem, at arbejde for at fremme det brede hundearbejde inden for den stående hundeverden.

Når jeg nævner det brede arbejde, så er det klart fordi, at vi er mange der har en jagthund, faktisk er det således at mere en halvdelen af Danmarks Jægerforbunds medlemmer har en eller flere hunde, og hvorfor fokus skal være på den jagthund der er ude ved den helt almindelige jæger og det i øvrigt uanset race. Det med racerne der ligger det mig også på sinde, at selv om jeg sidder i bestyrelsen for SJD, så er det ikke et udtryk for at en gruppe af racer er vigtigere end andre. Danmarks Jægerforbunds deltagelse skal ses i et historiske perspektiv, hvor der er lange traditioner for at Danmarks Jægerforbund har været en del af det gamle DJU, og nu en del af SJD, hvor vi ønsker at gøre noget for jagten i relation til de stående hunde.

Personligt så driver jeg en meget alsidig form for jagt, men hvor hunden ofte er min ledsager, og det hvad end det er i skoven, det åbne land eller trækjagt. Jeg har pt. min tredje hund Bailey, som er en Kleiner Münsterländer på 4 år. Jeg må tilstå, at min tid dog ikke helt er til at komme på al den jagt jeg gerne ville med hunden, men når jeg får muligheden, så går jeg rigtig gerne igennem, og her må jeg sige at min tålmodighed, egner sig godt til at gå med hund, og så er det en fornøjelse at arbejde med hunden. Et element jeg så også gennem et jægerliv har fået en øget bevidsthed om, er netop glæden ved at arbejde med hunden, hvor jeg nok også har mere at lære end hunden.

This article is from: