Forårets komme

April kan man altid regne med er lidt utilregnelig, men lyset og det nye liv udfolder sig på ny.

Skrubtudserne er vågnet af vinterdvalen. Det gjorde de den første nat hvor temperaturen den foregående dag havde nået 12 grader. Fra deres gemmesteder vandrer de til deres foretrukne sø eller vandhul. Her skal slægten føres videre under et omfattende parringssceneri. Det er kortvarigt og intenst.

Vandet er levende af tudser som vælter rundt mellem hinanden i noget der ligner et sexorgie. Meget ofte sikrer hannerne sig en hun allerede på vej til vandet. Så ser man den noget mindre han klamre sig til en stor hun og langsomt, men sikkert går det mod dammen. Hannerne sparker hinanden for at sikre sig en god hun. En god hun er en stor hun, for det betyder at hun kan lægge mange æg.

De haletudser der følger, er mest føde for andre dyr. Haletudser går på land hen på foråret. Så er de blevet til bittesmå tudser som også stort set havner i andres maver. De få der overlever er nok til at sikre tudseslægten.

VIBEN

Dermed er tonen slået an – til endnu et forår. Og hvad er mere forår end viberne ude i det åbne land. Selvom der i årtier har været talt om vibens tilbagegang, er der dog stadig viber de fleste steder, hvor den tidligere fandtes. Men det er antallet det er galt med. Der er ikke ret mange og det er overhovedet ingen nyhed. Fordi landbruget har ændret sig for meget længe siden. Dengang man havde brakmarker var viben så almindelig, at man samlede deres æg. De var et delikat tilskud til en fattig husholdning.

Viben er om nogen en fugl, der symboliserer vores land. Derfor beklager mange, at man næsten ikke ser dem længere. Man skal til marsken for at finde viber som i gamle dage. Her kan man opleve vibernes voldsomme luftspil, hvor de farer rundt og man hører deres vibe-vit stemme i et væk. Akkompagneret af lærkesangen selvfølgelig. Men såmænd af så meget andet, som rørspurvens uanseelige sang. Med ét trænger blåhalsens kraftfulde stemme frem. Laplands nattergal, som har en slægtning i syden, som begyndte at dukke op hos os for 30 år siden. Nu ses den mange steder langs åløb, kanaler og moser.

Derved kan man konkludere, at fugle kommer og går. Pludselig har vi fået en pragtfugl ind i vor fuglefauna.

RAVNEN OG KRAGEN

Der er altid en slange i paradiset. Det er ravnen, en fugl som man bekæmpede i gamle dage. Når ravnen kommer ind over vibe parrets territorium går det galt. Der bliver advaret og angrebet nærgående. Som en bombeflyver kommer ravnen ganske tæt nedover det sted, hvor viben har sine 4 camouflerede æg. De klarede frisag denne gang, heldigt, fordi kun ét vibepar har svært ved at hamle op med en ravn.

Bare to-tre par ville være mere effektive. Det fortæller såmænd, at hvis noget er blevet dårligt for en art, kan en masse årsager gøre det endnu vanskeligere. Viben yngler helst i en slags mindre kollektiver som består af flere par. Men hvis forholdene er blevet så dårlige, som tilfældet er nu, fortsætter viben sin nedtur. Alt mulig andet kan true dem. En stærk vibebestand ville kunne beskytte sig mod krager og ravne, der begge lever højt på de svagheder, der kan opstå i naturen. For eksempel den overflod der er af trafikdræbte dyr.

SOLSORT ÆGGET

Midt på stien ligger et solsort æg som er gået i to stykker. I midten ligger en orange blomme helt uskadt. Hvordan det er havnet her kan skyldes mange ting. Mest sandsynligt har fuglen tabt ægget. Det er jo ikke spist, så det er næppe en krage eller skade som havde tabt det. Men det usædvanlige er, at æggeblommen ikke er gået i stykker. Helt sikkert vil den blive spist, men det er ikke tilfældet, for hændelsen er ikke mange minutter gammel.

Der lægges nye solsorte æg hver dag. Ligeså sikkert er det, at en meget stor del ædes af andre fugle fordi rederne endnu ikke er dækket af udsprunget løv. Men så lægges omgående et nyt kuld i en ny rede. Den bygger solsorten på to-tre dage, hvilket er imponerende fordi en solsorterede er et kunstværk i sin sirlige og solide form. Og i sin evne til at være anbragt et sted hvor den ikke bliver set.

Solsorten er en af Danmarks almindeligste ynglefugle og ingen klager over den, for solsorten har måske den smukkeste sang af alle fugle. Hør dem i den gryende aprilmorgen hvor regnen falder stille. Solsort sang er fløjlsblød og meget harmonisk.

KODRIVER

Der er så mange gule blomster og de ligner jo hinanden. Først kommer følfod og blå anemone og det kan være i februar, men så sandelig ikke i år. Kulden havde jo ligget solidt såvel over Centraleuropa og hele Rusland. Så det tog sin tid for varmen at slå igennem, men det forsinkede blev hurtigt indhentet.

Skinnende gule vorterod pryder alle skovkanter og afløses af anemoner inde i skovbunden. Med ét er der kodrivere. Også kaldet Primula og kendt i talrige haveudgaver i alle regnbuens farver. Men vilde primula er gule, lyst gule og så yndefulde at man fra gammel tid har tillagt dem mange gode ting.

Himmelnøgler hed de i nogle egne, og det havde naturligvis at gøre med deres positive indvirkning på sindet, fordi de indvarslede det rigtige forår, altså det forår der begynder først i maj, hvor også bøgen springer ud. Men kodrivernes saft skulle især have helbredende egenskaber på den vintertrætte hud.

Der er flere arter kodrivere. Nogle står i skovene og andre i det åbne land. Ude på engene er det den mere diskrete hulkravet kodriver, ja botaniske navne er ofte noget knudrede, men sådan er det jo. Mere alvorligt er det, at man ikke længere ser så mange kodrivere i det åbne land mere. De har ikke kunne tåle kunstgødningen og det mere næringsrige miljø vi har nu om dage.

Der er så meget at se på i den kommende tid. Det er der egentlig altid, men de kommende uger forandrer alting i sin kolossale forvandling. Og lige overraskende som altid, fordi den kolde tid har været lige akkurat så lang, at vi alle hungrer efter et forfriskende løvspring.