3 minute read
Høring om halekupering
Sendt til Fødevarestyrelsen, Dyrevelfærd og Veterinærmedicin J.nr. 2021-15-22-02711
SJD (Stående jagthunde i Danmark) er paraplyorganisation for 13 specialklubber for stående jagthunde inkl. de fem racer, som er omfattet af den eksisterende dispensation fra halekuperingsforbuddet. SJD har modtaget høringen om halekupering fra Dansk Kennel Klub.
Advertisement
Allerførst er det vigtigt at sætte dispensationen fra halekuperingsforbuddet i det rette perspektiv. I 2021 blev der i de fem dispensationsracer født 981 hvalpe. I 2021 blev der født ca. 30 mio. grise, hvoraf langt størstedelen blev halekuperet efter samme metode som hvalpene. I 2021 blev der født ca. 70.000 lam, som for størstedelen blev halekuperet ved hjælp af elestrator, som medfører nekrose af halen, hvilket giver en længerevarende smerte end den blodige kupering, som foretages på grisene og hvalpene (Bekendtgørelse nr. 1744 af 30. nov. 2020).
Dispensationen fra halekuperingsforbuddet er begrundet i ønsket om at undgå haleskader i forbindelse med hundenes arbejde som jagthunde både før og efter skuddet. På grund af halekuperingen findes ingen data over haleskader på de danske hunde, der er omfattet af dispensationen, men der er data over haleskader på spaniels, som typisk arbejder i de samme vegetationstyper, som de fem dispensationsracer, hvilket er tæt krat, brombær, brændenælder, bregner, siv m.m. Det er således almindeligt kendt, at en meget stor del af spaniels allerede i en ung alder får amputeret en del af halen på grund af vedvarende haleskader (Personlig meddelelse: Jesper Brahe, formand for Dansk Jagtspaniel Klub). I den forbindelse er det værd at bemærke, at amputation af halen eller en del af denne på en voksen hund er en operation i fuld narkose med de risici, der er forbundet hermed, i modsætning til halekupering, som er et lille og stort set risikofrit indgreb. Ifølge lovbekendtgørelse nr. 20 af 11.01.2018 § 11 stk. 2 gælder følgende: Stk. 2. Haleeller ørekuperede hunde må ikke udstilles eller på anden måde fremvises med henblik på bedømmelse af hundens ydre, dens brugsegenskaber eller færdigheder. Forbuddet gælder dog ikke for hunde, der er halekuperet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i medfør af § 14, stk. 3, 2. pkt., hvilket betyder, at haleamputerede spaniels er udelukket fra deltagelse i prøver og udstillinger. Der er dog åbnet mulighed for at søge dispensation fra dette forbud, hvis indgrebet er foretaget af veterinære årsager, hvilket dokumenterer, at myndighederne har erkendt, at der er et problem med haleskader.
Sverige indførte halekuperingsforbud i 1989, men det har ikke været muligt at fremskaffe data over haleskader fra forsikringsselskaber i Sverige, men vi har modtaget resultatet af en undersøgelse, som viste, at 53% af stående jagthunde i Sverige har haft haleskader, hvoraf 41% havde tilbagevendende skader, hvoraf en del krævede amputation (Personlig meddelelse, Rolf Grönstedt, Ordförande, Svenska Vorsteh Klubben). Dette skal ses i lyset af, at i størstedelen af Sverige er vegetationen væsentlig forskellig fra den danske, idet den især består af lave vækster som tyttebær, blåbær og lyng.
Det har ikke været muligt at fremskaffe data fra Norge og Finland inden for høringsfristen.
I England, Wales, Nordirland og Skotland indførtes i 2006 totalt forbud mod haleku- pering af hunde. I 2017 blev der i de fire lande vedtaget dispensation fra forbuddet for spaniels og hunt point retrievers (stående jagthunde omfattende de fem racer, der har dispensation i Danmark, men eksklusiv settere og pointere). Den største videnskabelige undersøgelse af haleskader blev udført i Skotland i 2014 (University of Glasgow, Rose Lederer, BVSc, Dr.Med. Vet., PhD, MRCVS, Investgations regarding tail injuries in working gundogs and terriers in pest control in Scotland. MVM (R) thesis). Denne undersøgelse dokumenterede, at der var problemer med haleskader hos ukuperede spaniels og hunt point retrievers (stående jagthunde eksklusiv settere og pointere). Undersøgelsen er vedhæftet høringenen.
Det må på baggrund af ovenstående konkluderes, at fjernelse af dispensationen til halekupering af Ruhåret hønsehund, Korthåret hønsehund, Viszla, Weimaraner og Breton vil medføre et alvorligt dyreværnsmæssigt tilbageskridt uden på nogen måde at være baseret på eksisterende viden.
På vegne af specialklubberne for ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, viszla, weimaraner og breton anbefales, at dispensationen beholdes.
Gi’ din hund et langt og sundt liv med UniQ - Fra hvalp til senior
”Det er vigtigt for mig, med et foder der indeholder forskellige varianter. Med UniQ er jeg sikret et energifoder i jagt- og prøveperioderne, samt et velfungerende basisfoder, til når mine hunde ikke har brug for ekstra energi”
- Per Ivanhoe
Per har igennem mere end 20 år været aktiv indenfor hundesporten, og har deltaget ved VM både for hold og individuelt med top præstationer. Per er i år blevet 2. vinder til DM, og har adskillinge 1. præmier med sig fra fuldbrugsprøverne.
Alle UniQ’s produkter er produceret efter højeste kvalitets standarder i Europa. Vi anvender primært danske råvarer, så derfor kan vi dokumentere den højeste fødevarekvalitet.