NOMERNE Krystalhjerte
NOMERNE – Krystalhjerte 3
Tekst og illustrationer © 2024 Jan Kjær
Udgivet af Agama Publishing
ISBN: 978-87-94181-75-4
1. udgave, 1. oplag • Trykt af Livonia Print 2024
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer.
www.nomerne.dk
Bog 3
Langt, langt inde i Nomerskoven står det vældige Nomertræ. Rundt om træet ligger Nomerbyen, som altid summer af liv.
Midt i byen står den skønneste trone. Her sidder prinsesse Zika og våger over nomerne. Nok er nomerne små, men de har hjerte og mod som de største kæmper. Og når mørke kræfter truer verden udenfor, så er nomerne klar til eventyr ...
1. Fem mod én
Nala, Odo, Mirna, Enzo og Vilde går gennem den mørke gang. Luften er fugtig og tung, og de tør knap nok trække vejret. De har nået troldmandens hule, målet for deres rejse. Men de er alle bange for, hvad der venter dem for enden af gangen.
Nala går bagest. Hun iagttager de andre i tavshed. Hun er stolt af at være en del af deres lille gruppe. Hendes nye venner er så enormt modige, men hun kan også mærke deres frygt.
’Det kan godt være, at troldmanden kan magi,’ tænker Nala. ’Men vi er fem imod én.
Vi er i overtal.’ Hun beslutter sig for at muntre de andre lidt op. Hun går op på siden af Vilde og spørger: ”Vilde, hvad vil du gøre, når vi har vundet over troldmanden?”
Pigen Vilde kommer fra en landsby, hvor alle tror, at hun bringer uheld. De tror, at Vilde er skyld i, at en vred stenkæmpe angreb byen.
Vilde tænker sig om et øjeblik, så svarer hun: ”Jeg vil slæbe troldmanden tilbage til min landsby, så han kan fortælle alle de andre, at jeg ikke bringer uheld. Og at det var ham, der lavede den onde stenkæmpe.”
”God idé,” siger Nala og vender sig mod Mirna. ”Hvad med dig, Mirna? Hvad vil du gøre?”
Mirna bor i Tamoa-skoven, som er begyndt at visne, efter at troldmanden har stjålet energikrystaller fra skoven. Skovånden er blevet syg og har mistet sin livskraft.
”Når vi har banket troldmanden, vil jeg finde alle de krystaller, han har stjålet fra Tamoa-skoven, og skynde mig tilbage med dem, så vi kan redde skovånden.”
”Vi skal nok redde skovånden,” siger Enzo opmuntrende og giver Mirnas hånd et klem.
Enzo er magiker-nom, og i det sekund han så
Mirna for første gang i Nomerbyen, blev han forelsket i hende. Nu går han side om side med hende, hans hånd i hendes, og der er intet sted på jorden, han hellere vil være.
”Når jeg kommer tilbage,” siger han til Nala, ”så flytter jeg fra Nomerbyen og bygger mig en hytte i Tamoa-skoven. For det er der, jeg hører til nu.”
Nala smiler til ham. Hun er lykkelig for, at Enzo har fundet kærligheden, også selvom det betyder, at han flytter fra Nomerbyen.
”Hvad med dig, Odo?” spørger Nala til sidst.
”Hvad vil du gøre?”
Odo er en skovtrold, der bor i Tamoa-skoven.
Han er skovåndens hjælper, og han er altid gnaven og utilfreds.
”Når jeg har sparket troldmanden i sin troldmandsnumse,” begynder Odo, ”så vil jeg tage direkte til Nomerbyen og spørge prinsesse
Zika, hvorfor hun ikke sendte os de krigernomer, vi bad om. I stedet sendte hun en håbløs magiker og en uduelig opfinder, hvis opfindelser næsten har slået os ihjel … to gange!”
Nala bliver ked af at høre Odos hårde ord.
Ikke fordi han er sur og gnaven, men fordi han har ret.
Nala er opfinder-nom. Men det går ikke så godt for hende. To gange har hendes opfindelser fejlet og været tæt på at slå dem alle ihjel.
Nala drømmer om at komme i lære hos den dygtige opfinder-nom Zenta. Og hun prøver at finde svaret på Zentas spørgsmål: Hvad er det bedste, en opfinder kan gøre? Men Nala aner stadig ikke, hvad svaret er.
Pludselig bølger varm luft gennem gangen.
De begynder at svede, og tøjet klistrer til deres kroppe. De skimter et orange lys for enden af gangen. En underlig, boblende lyd når deres ører.
”Vær parate,” hvisker Nala. ”Nu sker det.”
De når frem til lyset, hvor gangen munder ud i en kæmpe hule. Gulvet er en sø af boblende lava. Store klippestykker flyder rundt i lavaen.
Nala er den første, der træder ud i hulen.
”Åh nej,” siger hun og bliver helt bleg.
”Tamoa-skovens krystaller!”
”Hvad er det?” hvisker Mirna, der følger lige efter Nala.
Nala sukker dybt. ”Nu ved vi, hvad han skulle bruge dem til.”
De fem venner kigger forfærdet rundt i hulen. I en cirkel langs lavasøens bred står seks statuer. Sammensunkne, forvredne stendyr. I brystet på hver af dem sidder en krystal fra Tamoa-skoven. De bærer alle det samme magiske mønster som stenkæmpen, der holdt vagt udenfor. Mønstrene er dunkle.
Dyrene står stille, som om de bare venter på en magisk kommando.
”Han har bygget en hær af dem!” gisper Mirna. ”Han må stoppes, inden han vækker dem alle til live.”
”De kan bare komme an,” hvæser Odo overmodigt og slår to svirp i luften med sin trækølle. ”Så skal de få sig nogle solide trolde-tæsk.”
Nala taber modet ved synet af de mange statuer. ”Det ser ud til, at vi ikke er i overtal alligevel.”
2. Troldmanden
Den boblende lava-sø fylder hulen med et rødligt skær, og de uhyggelige stenstatuer kaster store skygger på væggene.
”Hvis de stenmonstre bliver sluppet løs …” begynder Mirna, men hun tør slet ikke gøre sætningen færdig.
De andre nikker tavst. De tænker det samme som hende, men ingen tør sige det.
”Der er kun én vej frem, hvis vi skal finde troldmanden,” hvisker Nala. ”Over lava-søen.”
Nala kigger nervøst på stenblokkene, der flyder rundt i lavaen. Hun tager mod til sig og hopper ud på den nærmeste blok.
Enzo træder også forsigtigt ud. Stenen
vipper under hans vægt, og han gisper højlydt: ”Åh nej!”
”Ssh, stille!” tysser Nala. ”Hvis vi skal have en chance mod troldmanden, må han ikke opdage os.”
Pludselig buldrer en dyb stemme fra mørket bagest i hulen.
”Velkommen, kære gæster.”
Odo sukker højlydt og slår ud med armene.
”Wow, godt listet, Enzo. Som en elefant med trommesko og tamburiner.”
”I overvandt min stenkæmpe udenfor. Det var flot,” lyder stemmen. ”Men I kan ikke standse hele min hær!”
Stemmen runger i hulen, og det er umuligt at høre, hvor den kommer fra. Men så ser de en kappeklædt skikkelse træde ud af den mørke klippevæg på den anden side af lava-søen. Han står på en klippeafsats højt over dem.
”Jeg har set jer komme på lang afstand,” siger stemmen, ”og kun én af jer kan komme herfra i live.”
Idet han træder frem på klippeafsatsen, genkender de mønsteret på hans kappe. Det er det samme som på stenkæmpen udenfor og på alle statuerne i hulen.
”Det er DIG!” råber Vilde. ”Du sendte en stenkæmpe for at angribe vores by. Men vi har ikke gjort dig noget.”
”Åh jo, I har,” svarer troldmanden. ”Alle mennesker har gjort mig noget.”
”Alle mennesker?!” gentager Mirna. ”Men det giver jo ingen mening. Du dræber jo både skoven, dyrene og skovånden, når du stjæler krystallerne.”
Mirna kigger forundret på statuerne i hulen. ”Hvorfor gør du det?” råber hun. ”Hvad er det, du vil?”
”Hvad jeg vil?” gentager troldmanden, som om han smager på ordene. ”Jeg vil have hævn,” knurrer han så. ”Jeg slipper min hær løs, og så vil jeg knuse alle mennesker!”
Han laver nogle mystiske fagter med armene og brummer en messende lyd. Klangen blive kastet rundt mellem væggene i hulen.
Troldmandens øjne er gemt i skyggen fra hætten. Kun den nederste del af ansigtet er synligt. Han smiler ondt, mens han peger rundt på stenmonstrene.