Langt, langt inde i Nomerskoven står det vældige Nomertræ. Dets rødder stikker dybt, og grenene strækker sig mod himlen som et palads med tusinde tårne. Rundt om træet ligger nomernes landsby, som altid summer af liv.
For foden af træet står den skønneste trone. Her sidder prinsesse Zika og våger over byen. Over hendes hoved stråler den store, røde rubin, som kaldes Nomernes Hjerte.
Nok er nomerne små, men de har hjerte og mod som de største kæmper. Og de vil gøre alt for at beskytte deres by og deres prinsesse.
Nomernes seks farver Farverne på nomernes masker afhænger af, hvilke opgaver de har i Nomerbyen. Der er seks forskellige farver:
Blå: Opfinder-nomerne. De står for alt byggeri og opfinder de maskiner, nomerne skal bruge.
Grøn: Mad-nomerne. De arbejder i marken og samler rødder og frugter. De tilbereder også al den lækre mad, som nomerne får at spise. Violet: Helbreder-nomerne. Er man kommet galt af sted, er det godt at kende en helbreder-nom. Det er også dem, der tager sig af nomeræggene.
Rød: Kriger-nomerne. Nomerskoven er et farefuldt sted. Der er altid brug for de stærke kriger-nomer til at beskytte byen.
Gul: Rytter-nomerne. De gule nomer enten rider eller flyver. De passer på de dyr, der bringer nomerne rundt på eventyr.
Orange: Magi-nomerne. Det er de kloge nomer, der kan magi. De hjælper også prinsesse Zika med råd og vejledning.
Skrevet og tegnet af
Jan Kjær
www.nomerne.dk
Det mystiske æg
Højt, højt oppe i Nomertræet vokser de farverige nomeræg. Men der er ét æg, der absolut ikke ligner de andre. Det ser mørkt og dystert ud.
To helbreder-nomer betragter det mystiske æg. ”Hvad mon der er indeni?” spørger den ene. ”Det får vi at se,” svarer den anden. ”For jeg tror, det klækker snart.” Så firer de forsigtigt ægget ned i Nomerbyen og holder øje med det.
Efter et stykke tid slår ægget revner. Og i nøjagtig samme sekund som ægget klækker, bliver Nomerbyen angrebet.
En stor luftballon svæver ind over Nomerbyen. I kurven under ballonen sidder en flok frække abetyve. De bruger deres lange haler til at fire sig ned i byen.
Aberne stjæler og plyndrer med arme og ben … og haler. Nomerne kæmper forgæves mod de tyvagtige bæster, der til sidst stikker af med alle deres tyvekoster.
Prinsesse Zika stirrer efter luftballonen, mens den forsvinder i det fjerne. ”De aber gjorde mig meget bange,” siger hun. ”Jeg kender ellers alle planter og dyr i Nomerskoven. Og jeg kan mærke, hvis der er ondskab i skoven. Men abetyvene kunne jeg ikke mærke, for de kom fra et sted udenfor Nomerskoven. Og det gør mig bange.” ”Det er ikke det eneste uhyggelige, der er sket i dag,” siger den gamle helbreder-nom. ”Kom med og se!”
Zika og helbreder-nomen går ind til det nyklækkede æg. Midt på gulvet – imellem æggeskallerne – sidder en lille nom med en mørkeblå maske. ”Vi har aldrig set sådan en maskefarve før,” siger den gamle helbreder. ”Vi kalder den for en skyggenom.”