Sjælevenner 1 Det første møde

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Bagte ned over Japans rismarker og bambusskove. Et vindstød blæste bambusblade på flugt.

Som havde bladene deres eget liv, svævede de mod et tempel og ind ad en høj port. Bladene faldt ned lige foran en dreng, der netop havde fejet hver eneste flise ren.

”Typisk. Nu kan jeg starte forfra.” Han fnøs og greb igen om sin kost. Der lød en puslen fra bambusskoven et stykke derfra. Drengen stivnede, idet en stor kat trådte varsomt ud i lyset. Den var større end de vildkatte, der ellers levede i skoven. Solstråler fik dens sorte pels til at glimte grønt. Kattens øjne var så funklende grønne, at de nærmest lyste op.

Drengens og kattens blik mødtes, og i samme øjeblik bredte en varm følelse sig gennem hans krop. Som havde han fundet noget, der ellers var tabt. Det var, som om katten kaldte på ham uden ord.

Drengen tog et skridt frem mod katten, og den gik frem mod ham med løftet hoved.

Ud af skovens skygger gled en lydløs skikkelse frem. En mand i lang læderfrakke lurede bag katten, der havde alle sine sanser rettet mod drengen. Manden hævede et spyd med en tredelt spids.

”Pas på!” skreg drengen.

Hurtig som lynet satte katten af. Men manden var hurtigere. Spyddet borede sig ind i kattens krop.

Den skreg i smerte, så det rev i drengens krop og sjæl. Han krympede sig.

Da han kiggede op igen, var både mand og kat forsvundet.

En følelse af tab strøg gennem drengen. En følelse, der forsvandt lige så hurtigt som et blad, der bliver ført væk af vinden.

I bambusskoven foran ham faldt skyggerne til ro. En hvisken om hjælp – som et ekko fra en anden verden –hang tilbage i luften.

”Hvad skete der?” hviskede han, mens en nagende uro i hans krop fortalte ham, at noget helt forkert var på vej til at ske.