Kapitel 1. Himmelpiruetten

Solen var på vej op. Den kastede et orange skær over Svanemøllen Station. Lyset flød videre ind over fodboldbanerne, hvor en enlig skikkelse i lang frakke gik mod skøjtehallen.

Inde på isen satte en pige af. Hun snurrede om sig selv i en piruet. Hang et kort sekund i luften. Så landede hun med armene spredt ud til siden. I perfekt balance.

Jeg ejer den her bane, tænkte pigen, mens hun skar hen over isen.

En mand klappede kort. ”Smukt, Mia. Så skal du bare huske at smile. Det lægger dommerne mærke til ved et guldmærkestævne.”

Mia sendte sin træner et smil og thumbs up. Similistenene i hendes sorte træningsjakke glimtede i skøjtehallens kraftige lys. Hendes lange, lyse hår var sat op i en stram knold i nakken; ikke et hår sad forkert.

Træneren smilede og lagde armene over kors. ”Du er dygtig, Mia. Men hvad med en udfordring? Jeg ved, du har trænet himmelpiruetten. Vis mig, hvad du kan.”

Mia bed sig i læben. At snurre rundt om sig selv, mens man læner sig bagud og løfter hænderne mod himlen, dét var en udfordring. Men hun havde trænet den. Og havde fået styr på den. En himmelpiruet ville give ekstra point, og ekstra point ville give et guldmærke, og med guldmærket ville hun endelig få adgang til Danmarksmesterskabet.

Du træner fem dage om ugen for det her. Isen er din! tænkte hun og mærkede spændingen boble i maven. Mia fik fart på skøjterne, og hun nød følelsen af kontrol. Se dig selv i himmelpiruetten. Hun gled gennem sit program, og da hun havde opbygget fart, satte hun af.

Alt var perfekt.

Lige indtil hun så op Taget var væk. I stedet så hun op i en uendelig stjernehimmel. Hun blev suget op og fløj gennem mørket. To røde stjerner glimtede forude.

Ikke stjerner.

Et par flammende røde øjne så direkte ind i hendes sjæl. Et sultent blik, som ville væsnet fortære hendes livskraft. Men med ét forsvandt både stjerner og øjne. Og hun var tilbage i skøjtehallen.

Hun landede skævt, mistede balancen og ramte isen hårdt. Hun nåede lige akkurat at tage fra, så hendes hoved ikke ramte isen. Hun kurede hen ad skøjtebanen i cirkler omkring sig selv, indtil hun ramte en bande.

Fjernt hørte hun sin træners skuffede stemme. ”Måske er himmelpiruetten for meget.”

Mia prøvede at finde på noget at sige.

Undskylde.

Forklare.

Sige noget, der kunne få trænerens smil tilbage, men han var allerede gået over til en af de andre.

Mia lænede hovedet mod banden og kiggede op. Der var ingen stjerner, bare de almindelige lamper. Og loftet så ud, som det altid havde gjort. Hvad var det, der lige var sket?

En heftig klappen rev hende ud af tankerne. ”Op igen, Mia,” skreg en lys pigestemme. Det var Kat. Hun hed egentlig Katinka, men Mia havde kaldt hende Kat, lige siden de blev bedste veninder i 3. klasse.

Kat hang halvt inde over banderne, og hendes lyserøde hår stod om hendes hoved som en sky af candyfloss. ”Du er bare så kawaaaaiiiiii,” hvinede hun og lavede et cuteface, der kunne få selv en sten til at smile.

Fortumlet prøvede Mia at sende et smil tilbage, men det blev bare en sær, skæv grimasse. Så tog hun en dyb indånding og prøvede at ryste oplevelsen af sig. Tag dig sammen!

Hun kom på benene og gled over til sin veninde og gav hende et kram. ”Tak, smukke. Det er så nice, at du gider hente mig fra tidlig træning.”

Kat slog bare ud med armene. ”Åh, hvad betyder morgenmad og nattesøvn, når man kan hænge ud med sin veninde i en iskold hal klokken lort.”

Mias smil kom helt af sig selv. ”Du er skør, Kat.”

”Det kan du selv være, din træningstosse. Jeg har noget, du skal se.” Kat tog en hårbøjle med katteører på. De matchede hendes lyserøde hår. ”Sweet, ikke!”

Mia mærkede et lille stik indeni. Engang ville hun have syntes, den var sød, men nu synes hun bare, den var fjollet. Hun gik af isen og snørede skøjterne af.

”Der er vist nogen, der har været nede og plyndre

AniMega,” svarede Mia efter en alt for lang pause. AniMega solgte alt, hvad animefans kunne ønske sig. Alt det, som hun og Kat plejede at snakke om i timevis. ”Skal du have den på i skole?”

”Sæ’fø’li,” svarede Kat. ”Jeg har været kattepige i et år nu. Det er den, jeg er. Vi kunne tage i shoppen og finde et par til dig også?”

”Ja, klart,” sagde Mia og blev selv ked af, hvor flad hendes stemme lød. Hun håbede, at Kat ikke hørte det. Sådan havde det været siden starten af syvende. Det var, som om Mias glæde var ædt af et tomrum. Et tomrum, der fik alt det, der før var sjovt, til at virke kedeligt. Hold op med at tænke på det! Mia skyndte sig at gribe sine skøjter og sagde: ”Kom med, så skal jeg vise dig mit nye tøj.”

De gik ud i omklædningsrummet. Mia tog et hurtigt bad og trak så sit nye tøj på. Hun hoppede op på træbænken og slentrede hen ad den, som om det var en catwalk i Paris. ”Kan du li’ det?” spurgte hun, mens hun hev ud i den hvide skjortes knivskarpe flipper og trak ned i den dybrøde blazer, hun havde lånt af sin mor.

”Totalt model!” Kat klappede begejstret i hænderne.

”Wow … man skulle tro, du gik i gymnasiet!”

”Som om!” lo Mia og hoppede ned fra bænken. Hun tog sin frakke på og slyngede tasken med skøjter over skulderen. ”Lad os komme afsted, ellers kommer vi for sent!”

”Slap nu af, stræber, vi når det nok.” Kat stak en arm under Mias, og sammen gik de ud i den kølige efterårsmorgen.

I et stykke tid sagde ingen af dem noget. Mias tanker kørte rundt. Skal jeg fortælle, hvad jeg så derinde? Eller vil hun tro, at jeg er skør?

”Hey, Miamus, hvor er du henne? Det er os to. Lige nu. Og se lige på os. Så forskellige vi ser ud.” Kat pegede frem og tilbage imellem dem. ”Forretningskvinden og kattepigen. Sjovt, ikke? Hvis folk ikke kendte os, så ville de aldrig gætte, vi var bedste veninder. Man kunne totalt lave en anime om os. Ik’? Ik’?”

”Hvad?” mumlede Mia, men skyndte sig at nikke. ”Jo, det er sjovt.”

”Er du ved at blive døv eller hvad?” Kat rakte tunge ad Mia. ”Det næste er vel, at du bliver blind!”

”Så må min katteven se for mig.” Mia gav sin veninde en albue i siden, så hun fnes.

Ingen af dem lagde mærke til manden, der fulgte efter dem.