Kapitel 2. Jasmin

Vinden rev i tøjet, og støvregn piskede på kinderne. Mia og Kat stirrede frem for sig og lagde derfor ikke mærke til manden, der havde fulgt dem helt fra skøjtehallen. Han ænsede ikke vinden, der rev i hans lange læderfrakke. Hans blik var låst fast på pigerne foran ham. Han stoppede et stykke fra indgangen, da de to piger gik ind i skolegården, hvor de var i læ for blæsten.

”Har du set, hvem der står der?” hviskede Kat og slog med hovedet mod en pige, der stod ved indgangen til skolen.

De to veninder sendte hinanden et sigende blik. Jasmin gik i deres klasse, og hun var altid sur … på alle. Hun stod og hang på den der måde, der sagde ’skrid!’ til hele verden. Hendes hår var langt og glat. Den nederste halvdel farvet blåt. Hun havde så meget eyeliner på, at hun lignede en emo. Halsbåndet med de små pigge fuldendte looket. Hendes tanktop var slidt. Trykket med den blodige skelet-enhjørning var fuld af huller.

”Hvad glor I på?” knurrede hun.

Mia og Kat så hurtigt væk. Hilste i stedet på Fie fra klassen.

”Kan du se noget nyt ved mig?” Kat hvirvlede rundt, så de lange, lyserøde rottehaler stod ud til siden.

”Niksen!” Fie lavede trutmund og rystede på hovedet.

”Se lige den lille manga-tøs,” vrængede Jasmin og pegede på Kat. ”Du ligner noget, der er hoppet ud af en tegneserie.”

”Ikke helt. Det er fra anime,” sagde Kat surt. ”Det er cosplay.”

”Ja, whatever,” fnøs Jasmin. ”Er du klædt ud som en hund?”

”Jeg er en kat,” svarede Kat arrigt.

Mia lagde en hånd på Kats skulder. ”Hun er ikke det værd.” Mia sendte Jasmin et iskoldt blik. ”Pas dig selv. Og lad min ven være.”

Jasmin smilede selvtilfreds. Som havde Kat bare været maddingen, og Mia var bidt på krogen. ”Nej, se!

Mia har klædt sig ud som sin mor,” grinede Jasmin. ”Når man ikke selv har nogen stil, må man jo låne fra andre.”

Mia så hende direkte i øjnene. ”Jeg har mere stil i min lillefinger, end der er i hele den bunke klude, du har på,” sagde Mia tørt og nikkede mod Jasmins tøj. ”Og hvad skal det der ligne? Et kloakmonster-look? Du lugter i hvert fald sådan.”

Kat fnes stille.

Jasmin blottede tænder og nåede ikke at lave et comeback, før klokken ringede.

Mia og Kat skyndte sig forbi Jasmin og ind i klassen.

”Tak,” sagde Kat. ”Jeg kan virkelig ikke udstå den heks.”

”Det er okay, Kat,” smilede Mia. ”Jeg har din ryg.”

Mia satte sig ved siden af Kat, som hun plejede. Deres lærer, Sandra, trådte ind i lokalet, som om hun ejede det. Hendes grå hår var sat op i en knold. Hun bar en strikket vest og brune fløjlsbukser.

”Højeste mode ... for tyve år siden,” hviskede Kat.

Mia bed sig i underlæben for ikke at fnise.

”Godmorgen, alle sammen. I havde prøve i matematik til i dag,” sagde hun med et ondt smil, som om hun var en tandlæge, der skulle til at bore. ”Kom og læg dem her.”

Hun klappede på hjørnet af sit bord.

Mia hev en mappe op af tasken og tog de printede sider ud. ”Skal jeg tage dine med, Kat?”

Kat rodede sin taske igennem og trak et par krøllede

A4-ark op. Der var en hel del tomme felter. ”Jeg kom til at binge Saiki i stedet for at lave prøven,” fnes hun. ”Du får hele min Sailor Moon-samling, hvis du får Sandra til at droppe prøven.”

Mia smilede tomt. Sailor Moon ... Det stak i maven. Hvorfor sagde det hende ikke noget mere?

Fjernt hørte hun Sandra tale.

Kat stak Mia i siden. ”Hallo, jorden til Miamus. Sandra vinker.”

”Mia, hvis I to er færdige med at hviske, så kom op med din og Katinkas opgave. Og når du nu er heroppe, så vis os lige, hvordan du har løst opgave 7.”

”D-det skal jeg nok.” Mia rødmede og skyndte sig hen med opgaverne. Hun greb tuschen uden tøven og gik op til klassens whiteboard. Hun gik i gang med at skrive, men pludselig var det, som om tavlen bølgede op og ned. Stregerne flød ud. Mia stoppede og så blankt på tavlen.

”J-jeg,” mumlede hun, mens sære, sorte mønstre trådte frem på tavlen.

”Det er okay,” sagde Sandra, der tydeligvis ikke så det samme som Mia. ”Opgaven er også svær.”

”Men jeg kan godt …” begyndte Mia, mens mønstrene blev til forvredne væsner.

Deres øjne lyste rødt. De trådte gennem bunker af døde kroppe. Kløer rakte frem mod hende ...

Mia gispede efter vejret. Frygten var som lange fingre, der lukkede sig om hendes hals. De vil have fat i mig. Det er min skyld, at alle er døde … Men hvordan skulle jeg have stoppet dem? De var helt tæt på nu, men lige før kløerne nåede hende, var hun tilbage i klasseværelset.

”Er der nogen, der kan hjælpe Mia?” spurgte Sandra ud over klassen.

Mia vendte sig mod sin lærer. ”D-de kommer ...” hviskede hun med et hvidt ansigt og sved på panden. Kvalme stod i hendes hals. ”De er på vej …” Men i stedet for ord væltede indholdet af hendes mave op i halsen.

Ikke det! Hun vendte sig mod skraldespanden, men morgenmaden sprøjtede ud af hende. Ud over bordet, ud over opgaverne. En sø af opkast sejlede rundt på bordet, og klassen skreg af væmmelse.

”Åh nej, lille ven.” Sandra greb Mias skuldre og holdt hende, mens Mia hostede ned i skraldespanden. Men der kom ikke mere op.

”Din lille stakkel. Er der nogen hjemme hos dig?” spurgte Sandra bekymret.

Mia nikkede fortumlet. ”Far arbejder hjemme.”

Måske. Enten var han hjemme, eller også var han på arbejde. Men det nemmeste var bare at stikke en hvid løgn. Jeg skal bare væk. Væk fra de uhyggelige væsner med de røde øjne. De stirrende klassekammerater.

Mia samlede sine ting sammen og skyndte sig ud af klassen. Hun gav Kats hånd et hurtigt klem og ignorerede

Jasmins hånlige smil.

Mia gik hurtigt ad regnvåde veje under en lav, grå himmel. Hun slog kraven op, mens hun sms’ede mor og far.

Småsløj. Er gået hjem.

Mor svarede hurtigt.

Bare pas på dig selv. Tag en is i fryseren.

Far svarede ikke, men det var også lige meget. Mia skulle bare hjem i seng, og det kunne kun gå for langsomt.

Mens Mia gik, rejste hendes nakkehår sig. Er der nogen efter mig? Hun så hurtigt op fra telefonen, men der var ingen at få øje på.

Noget er helt forkert.

Mia satte farten op og løb det sidste stykke vej hjem. Hun rev havelågen op, fumlede med nøglen og fik endelig hoveddøren op. Hjertet bankede alt for hurtigt, mens hun smækkede døren og låste.

Hun lænede sig forpustet op ad døren. Endelig hjemme!

Hun var alene.

Mia skyndte sig op på sit værelse, smed sig på sengen og stirrede op i loftet. Hvad sker der for mig?