3 minute read
DKF NYT
DKF nyt DKF nyt NYT FRA DKF’S FORMAND HELLE BACH
KÆRE ALLE MEDLEMMER Foråret bringer lysere tider
FORÅRET ER OVER OS, OG DET SER NU ENDELIG UD TIL, AT VI GÅR MOD LYSERE TIDER. VORES FORVENTNINGER TIL ET INDBRINGENDE ÅR ER TÅRNHØJE, OG PANDEMIEN FYLDER MINDRE I VORES LIV NU EFTER TO ÅR MED NEDLUKNINGER OG RESTRIKTIONER. VI HAR ALLE LÆNGTES EFTER NORMALITET, OG NYDER, AT VI ATTER KAN MØDES FYSISK IGEN. LAD OS SE FREMAD MED FORÅRETS LYS I ANSIGTET, OG FORNYET HÅB TIL VORES SKØNNE BRANCHE.
Vi har alle betalt en høj pris i branchen. I DKF har vi kæmpet, og gør det stadigvæk side om side med mange andre for at komme igennem pandemien med "skinnet på næsen”. Mange har fundet deres egen vej ud af krisen, og efter det første kvartal af 2022 møder vi heldigvis optimisme de fleste steder. Desværre har flere DKF medlemmer måttet erkende, at de to år med corona har været så hårde for deres forretning, at de måtte træffe en hård beslutning om at lukke ned. Vi sender jer alle de bedste tanker, og håber at vores løbende snakke har bidraget til, at I kan blive i vores skønne branche.
Møder og ministerierne
Med den nye lovgivning på plads for permanent makeup har DKF som godkendt brancheforening, haft mange løbende møder med Sikkerheds- og Sundhedsstyrelsen. Dette arbejde fortsætter vi med lige indtil vi kommer i mål med de forskellige udfordringer, vi oplever. Det er en helt ny lovgivning, som har krævet meget af vores underafdeling Danske Kosmetiske Tatovører (DKT) og de af vores DKF-medlemmer, som praktiserer netop dette speciale. Vi er stolte af at få lovgivningen og vores medlemmers behov til at gå op i højere enhed, så de kan praktisere deres speciale, samt tilbyde gode fag- og hygiejne-kurser med vores fantastiske hudlæger, professor Jørgen Serup, speciallæger Kasper Alsing og Katrina Huttson. Idet vi nu er godkendte indenfor dette speciale, kan vi nu se fremad på andre specialer i DKF-regi. I Miljø- og Fødevareministeriet er der i skrivende stund indkaldt til et nyt møde om bæredygtighed i skønhedsbranchen. Derudover har den nye EU lovgivning omkring kemikalier frembragt mange nye sager i Nævnets Hus, som vi i DKF er inde over. På grund af corona har vi de seneste år set en tredobling i søgsmålene fx i forhold til hvilke maskiner, ingredienser og virkestoffer, der må behandles med. DKF bliver altid kontaktet, og vi giver vores perspektiv på, hvad der er lovligt i branchen. Da vi netop sidder i Nævnets Hus, og ser mange sager som følger af forkert udførsel af behandlinger, har vi meget fokus på at forbedre dette. Vi er tilstede på alle møder i styrelserne, og vil løbende formidle de mange nye tiltag videre til jer.
CIDESCO Region Danmark
Vi har desuden haft mange møder med CIDESCO omkring udviklingen af uddannelsesområdet i Danmark. Nye tiltag på allerede godkendte CIDESCO-skoler optimeres løbende. Blandt andet oversættes meget uddannelsesmateriale til dansk for første gang i over 60 år. Vi glæder os i DKF regi over vores løbende besøg på CIDESCO skolerne og over interessen for flere nye skoler i Danmark.
BEAUTY22
Vi kan nu se frem til efteråret og har god tid til at planlægge nye tiltag i forbindelse med Beauty22. Vi glæder os over den store interesse fra hele Norden, som vi oplever i forbindelse med planlægningen af Beauty22. Vi ser frem til at byde de nye udstillere velkommen på messen. Der vil være mange spændende nyheder, og en udvidelse af konkurrencerne. Makeup-konkurrencen er tilbage, og vi glæder os også til at byde nye foredragsholdere velkommen. Endeligt bliver der lagt op til et brag af en BEAUTY fest.
Vi glæder os over at vores medlemstal er stigende heriblandt nye servicemedlemmer, og nyuddannede elever fra vores godkendte skoler. Et varmt velkommen til alle nye medlemmer. Vi ser frem til samarbejdet.
Vi håber, at alle medlemmer vil nyde vores store forårsnummer. Vi sender gode tanker til vores udfordrede kollegaer i Ukraine, og håber på snarlig fred. Vi kan være lykkelige for, at vi bor et sted med fred og skønne kunder på vores klinikker.
Nyd nu foråret og kender du nogen i branchen, der ikke allerede er medlem af DKF, så fortæl dem om os. Sammen kan vi bare mere.
Skønneste hilsner
Helle Bach Formand DKF