4 minute read

DKF NYT

DKF nyt NYT FRA DKF’S FORMAND DKF nyt HELLE BACH

KÆRE ALLE MEDLEMMER...

En fælles ledestjerne i 2023

TIDENS MANGE UDFORDRINGER GØR, AT ALLE I BRANCHEN BETALER EN HØJ PRIS I ØJEBLIKKET. VI KÆMPER FORTSAT FOR AT KOMME HELSKINNET GENNEM KRISEN, DER BEGYNDTE MED CORONA. MANGE HAR HELDIGVIS FUNDET DERES VEJ UD AF DEN, OG VI MØDER FORTSAT OPTIMISME UDE HOS JER MEDLEMMER. I DENNE TID ER DET VIGTIGT, AT BEVARE TROEN PÅ VORES HÅNDVÆRK, OG HOLDE FAST I VORES FAGLIGHED.

Inden længe ringer det ind til et nyt år – 2023! Vi kan vist godt blive enige om, at de seneste tre år har været udfordrende for vores branche. Det glæder mig derfor ekstra meget, at vi igen er lykkedes med at samle branchen på tværs af alle specialer i 2022. Vi har således mere end fordoblet vores medlemsantal igennem de sidste 3 år. På den måde står vi nu stærkere end nogensinde. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at samle os, så vi kan fremstå som en stærk samlet branche i 2023.

Vi har talt og skrevet meget med ministerierne, leverandørerne samt jer medlemmer de seneste år. Det er vigtigt for os som brancheforening, at vi bruger vores stemme og holder os ajour på tværs af alle de organisationer, vi arbejder med. Her tænker jeg især på vores underafdeling DKT (Danske Kosmetiske Tatovører) samt de stadigt flere specialer som DKF dækker over. Meget mere nyt om dette i 2023.

Beauty22 var et lyspunkt

På trods af endnu et udfordrende år præget af corona, så lykkedes det os at afholde to skønne Beauty22 dage med mange fantastiske nyheder, og ikke mindst gode faglige snakke blandt skønne kollegaer på tværs af alle specialer. Vi havde som altid mange konkurrencer og gode foredrag, som I kan læse meget mere om dette nummer af Esthetique. Traditionen tro havde vi også en Beauty fest, hvor vi fik hygget, talt og ikke mindst danset med vores kollegaer i branchen. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til alle udstillere og alle jer, der besøgte Beauty22. Tak for I støttede op om vores branche. Vi arbejder allerede nu på en ny Beauty-messe i 2023.

Permanet makeup er faldet på plads

Efter at lovgivningen er faldet på plads, er denne del af branchen nu mere normaliseret. Vores lovpligtige fagkurser har igennem året været en stor succes, og vi fortsætter det gode samarbejde med undervisningsstederne. Mange er kommet godt i gang og sikret at deres klinikker opfylder lovgivningen. Tak til alle jer, der nu er med i DKT, og har gennemgået de fire lovpligtige kurser, således at I nu er autoriseret med diplom. Også en tak til undervisningsteamet professor Jørgen Serup og hudlægerne Kasper Alsing og Katrina Hutson Carlsen for jeres indsats i de forgangne år, og for at I fortsætter med at undervise alle de nye, der skal igennem fag- og hygiejnekurserne.

Møder i Ministerierne

Det har været et lidt anderledes år med folketingsvalg. I skrivende stund er vi endnu ikke på plads med ministerierne, som derfor er svære at få i tale. Det er dog lykkedes at afholde møder i underafdelingerne herunder Sikkerheds- og Sundhedsstyrelsen, så vi hele tiden har fingeren på pulsen. Vi informerer jer løbende om nye tiltag herfra. Såfremt I ikke allerede modtager nyheder fra DKF, må I meget gerne skrive til os, så I kan komme på distributionslisten. Alt bliver formidlet løbende i vores nyhedsmails og igennem Esthetique.

CIDESCO region Denmark

Der arbejdes løbende i Region CIDESCO Denmark. Der sker meget i dette regi, og vi er med hele vejen, idet vi i DKF blandt andet godkender nye skoler og tiltag sammen med CIDESCO. Vi besluttede ikke at rejse ud til CIDESCO møderne i år, så jeg har i stedet deltaget på alle møderne online. Her har tiden også sat sit præg, og jeg følger intens udviklingen, og vil løbende informere jer herom i det nye år.

Respekt for vores faglighed på tværs af specialer I DKF/DKT arbejder vi hele tiden på at forbedre forståelsen af, hvad vi som behandlere må og ikke må på tværs af vores specialer. Tiden bærer præg af mange nye produkter som fx stærkere syrer og maskiner, der dog ikke alle er lovlige. Derfor er det vigtigt for os at blive opdateret via styrelserne, hvor jeg sidder med til møderne. På den måde kan vi holde jer opdaterede, og sikre os en mere tryg branche. På den lange bane er det bedst, at vi har fokus på hvert vores specialer, og naturligvis holder os inden for lovgivningen. Jo mere oplyste vi er, jo mere bliver vi respekteret.

På trods af hårde tider, oplever jeg her ved årets slutning en skøn og positiv stemning i branchen generelt. Der er heldigvis en stor tro på, at vi er nu ved at være igennem de mest udfordrende år. Godt gået til jer alle, der har kæmpet, og nu er endnu bedre rustet til et nyt spændende år. Vi lever og overlever i vores skønne branche. Vi må have tillid og en tro på alt det gode, der venter os i 2023.

Husk at nyde den kommende juletid, og hop ind i år 2023 med ja hatten på. Det vil vi i hvert fald gøre i DKF/DKT.

Tak for tilliden i året der gik. Herfra ønsker vi jer alle en glædelig jul og et fantastisk nytår. Vi ses på den anden side i 2023.

STØT DIN PROFESSION Mange skønne hilsner

Helle Bach Formand - DKF

This article is from: