Den Noedvendige Indvandring by JE;SU

Britta Thomsen

den nĂ¸dvendige indvandring forlaget Sohn

den nĂ¸dvendige indvandring

Titel: Den nødvendige indvandring 1.udgave, 1. oplag 2009 Af samme forfatter: ”Kvinder bryder grænser – ligestilling og arbejdsmarked i EU” Informations Forlag 2005 Forfatter: Britta Thomsen Redaktion: Kirsten Bohl Korrektur: Bodil Hasager Nielsen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: JE;SU/Gul Stue Fotos: Kirsten Bohl og Jan Horskjær, hvor ikke andre er krediteret Forlag: Forlaget Sohn ISBN: 978-87-91959-43-1 Trykt hos Silkeborg Bogtrykkeri A/S Copyright: Forfatteren og Forlaget All rights reserved

Fotografisk, mekanisk, digital eller anden form for gengivelse fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Copy-Dan og Undervisningsministeriet. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er uddrag til brug i anmeldelser og omtaler.

Britta Thomsen

den nĂ¸dvendige indvandring

forlaget Sohn

indhold 08

FORORD

UDEN INDVANDRING KAN VI IKKE FASTHOLDE VELFÆRDS-DANMARK

EU FÅR BRUG FOR MINDST 40 MIO. INDVANDRERE INDEN 2050

Danmark: FLYGTNINGE ER ÉN TING – INDVANDRERE EN ANDEN

DESVÆRRE ER MINE VINGER MEGET SMÅ Phamela Hoffmann, filippiner i Danmark

TJEKKE BRINGER DANSK KRÆFTFORSKNING I VERDENSKLASSEN JIRI BARTEK, tjekke i Danmark

NU SKAL BØRNENE HA’ DEN UDDANNELSE, HUN IKKE FIK ASIYE UZUNDAL, tyrker, vokset op i Danmark

HVORFOR UDNYTTER DANMARK IKKE DET, VI KAN? HALYNA KARPOVA CHRISTIANSEN, ukrainer i Danmark

PORTUGAL: LOVEN ER I TOP, MEN ARBEJDSGIVERNE UDNYTTER INDVANDRERNE

JEG ER DEN LYKKELIGSTE ALINA DUDCÓ, moldover i Portugal

098

MOR VAR DEN MODIGE – NU ER DRØMMEN AT GIVE HENDE ET ORDENTLIGT LIV OLGA KYRYLYUK, ukrainer i Portugal

106

FLYTTEDE AF KÆRLIGHED, BLEV DEL AF DET PORTUGISISKE TEKSTILEVENTYR ANETTE LYBRO DIAS, dansker i Portugal

114

IRLAND: REAGERER PÅ KRISE VED AT ÅBNE FOR ENDNU FLERE INDVANDRERE

124

FULGTE MED SIN KONE, FIK EGEN KARRIERE OG LANDEDE I PARADIS PHILIP GIATRAKIS, græker i Irland

132

JEG GÅR TIL EN IRSK LÆGE, HVIS DER IKKE ER EN POLSK – IRERNE VILLE IKKE GÅ TIL EN POLSK MARTA STAREK, polak i Irland

140

RING EFTER 21, FØR ER JEG NOK IKKE HJEMME JESPER SØBY, dansker i Irland

148

DEN GODE HISTORIE: 15 ÅRS TILBAGEGANG AFLØST AF VÆKST TAKKET VÆRE INDVANDRINGS-SUCCES

156

Kilder

158

tak

forord I 1946 blev der født 96.111 danskere, i 1984 var det tal faldet til 49.414. De to tal er fundamentet for denne bog og illustrerer det problem, Danmark står overfor i de kommende årtier: At der bliver langt færre til at udføre arbejdet, og at vi får en befolkning, som bliver ældre og mere plejekrævende. Problemet er ikke bare dansk, i andre lande er det værre. Allerede i 2015 vil der være flere europæere, der dør, end der fødes, og i 2060 vil der kun være to på arbejdsmarkedet for hver pensionist i EU. Det kommer til at skabe store problemer. Vi ved, at når den offentlige service ikke fungerer, tyr de, der har råd, til private løsninger. Det er uretfærdigt, og det er ikke det samfund, de fleste af os ønsker. Derfor bliver vi nødt til at importere arbejdskraft. Den globale kamp om arbejdskraften, ikke mindst de højtuddannede, er allerede i gang. Danske og europæiske virksomheder flytter ikke kun deres produktioner væk fra Europa. De flytter også deres forsknings- og udviklingsafdelinger til USA, Kina og Indien. For det er her, forskerne er, inklusiv mange europæiske. Alene i USA bor og arbejder 400.000 europæiske forskere. EU prøver at tiltrække de højtuddannede gennem en BlueCard-ordning. Den indsats er Danmark udenfor på grund af det retlige forbehold. Det er ikke godt for Danmark, og det er ikke godt for vores velfærd på længere sigt. Bortset fra nogle få direktiver er EU endnu langt fra en fælles indvandringspolitik. Godt nok har vi et indre marked i EU, hvor arbejdskraften frit kan bevæge sig, men det har, med undtagelse af polske indvandrere, ikke givet EU-borgere mod på at rejse til Danmark. Vi må erkende, at vi ikke virker tiltrækkende som indvandrerdestination for særligt mange europæere. I Danmark er vi i gang med at søge at løse en del af problemet, nemlig manglen på højtuddannede. Min frygt er, at vi ikke i tide kommer i gang med at tiltrække dem, der ikke er højtuddannede. Med befolkningsudviklingen er det helt sikkert, vi får behov

for arbejdskraft, og det er nødvendigt, at vi gør os klart, at konkurrencen er hård. Vi er et lille sprogområde, og Danmark er ikke bare gode lønninger. Det er dyrt at bo her, og klimaet er ikke så attraktivt. For mange unge arbejdstagere er andre lande højere oppe på listen. Min advarsel lyder: Hvis vi ikke kommer i gang med at tiltrække dem, der skal udgøre basis for et velfærdssamfund som vores, ender vi som i 60’erne med igen at skulle på jagt efter arbejdskraften som de sidste i Europa. Dengang måtte vi ud på den anatolske højslette, næste gang må vi endnu længere væk. Denne bog handler om indvandring og ikke om asylansøgere og flygtninge. Der er stor forskel på indvandrere og flygtninge. Det er to forskellige lovsæt og problematikker, og det er vigtigt at skelne mellem indvandring af arbejdskraft og en humanitær asylpolitik. Bogen består dels af en introduktion til, hvordan situationen er i Danmark og i Europa, dels af interviews med indvandrere i tre europæiske lande, Danmark, Portugal og Irland. De har det til fælles, at ingen af dem har en lang tradition for indvandring, og at de er små EU-lande, der alle har brug for arbejdskraft. Men det er også meget forskellige lande, der har tiltrukket forskellige grupper af indvandrere. Interviewene her i bogen viser, at indvandrere ikke er ens. De har blot det ene tilfælles, at de gerne vil knokle for at skabe sig en bedre tilværelse – hvis vi altså giver dem lov. Som afslutning har jeg valgt at bringe et eksempel fra et dansk udkantsområde. Her imødekommer udenlandsk arbejdskraft behovet for flere hænder og er samtidig med til at skabe nye jobs. Det er vejen frem. Britta Thomsen Tak til EU-oplysningen for støtte til udgivelsen af denne bog.

Uden indvandring kan vi ikke fastholde Velfærds-Danmark MANGEL PÅ ARBEJDSKRAFT SKABER ULIGHED Efter syv fede år er vi på vej ind i en nedgangsperiode. Mange har mistet deres arbejde de seneste måneder, andre frygter at blive ledige. Derfor vil nogle nok synes, det er utidigt nu at tale om, at vi skal have indvandrere hertil. Jeg synes, at det vil være utidigt at tie, for uden indvandring på længere sigt kan vi ikke fastholde vores velfærdssystem, vores offentlige service og den lighed, som de fleste danskere mener skal bære vores samfund. Vi ved, at når den offentlige service ikke fungerer, så tyr de, der har råd, til private løsninger, mens resten må undvære. Når de berømte hænder mangler i den offentlige sektor, går det først og fremmest ud over én gruppe, nemlig de svageste, der ikke har råd til at købe privat service, uanset om der er tale om læger, sosu-assistenter i hjemmeplejen eller skolelærere. Men hvad med de ledige, kunne de ikke bare skifte job og lære at passe børnene og de gamle? Svaret er både ja og nej. Vi skal selvfølgelig satse på livslang læring og omskoling, men paradokset i vores moderne vidensamfund er, at vi kan opleve mangel på arbejdskraft og ledighed på samme tid. Der er ikke tale om et enten eller. En ledig murer bliver ikke nødvendigvis en dygtig hjemmehjælper, en tømrer ikke lokofører. Det viser al erfaring. Erfaringen viser heldigvis også, at vi får fede år igen. Så skal mureren mure, tømreren bygge huse og indvandrere løse alle de opgaver, vi ikke selv magter. Og finanskrise og ledighed lige nu ændrer ikke på det helt grundlæggende faktum, der gør indvandring nødvendig: De store årgange forlader arbejdsmarkedet og afløses af de små. To tal står og blinker: I 1946 blev der født flest, 96.111, i 1984 blev der født færrest med 49.414 i Danmark. De store årgange

vil forlade arbejdsmarkedet i løbet af de kommende år og allerede nu ved vi, at folkeskolen om fire år vil være i underskud med 20.000 lærere. Sundhedsøkonomen, professor Kjeld Møller Petersen har beregnet, at der vil mangle mindst 15.000 inden for sundhedsområdet i 2015.

LAD OS BRUGE DEN RESPIT, FINANSKRISEN HAR GIVET OS Når vi ved, at mangel på arbejdskraft skaber ulighed, må det være på tide, at vi i Danmark seriøst begynder at arbejde for at skabe vilkår, så udlændinge får lyst til at komme hertil og blive her. Lad os bruge den respit, finanskrisen har givet os, til at skabe systemer, der kan fungere. Lad os bruge de dårlige erfaringer, vi har med integration, og prioritere at udvikle indsatser, der virker. Hvis vi ikke udvikler bæredygtige strategier for indvandring i den nærmeste fremtid, er der fare for, at Danmark ender som under indvandringsbølgen i slutningen af 60’erne. Dengang var vi sidst ude i kampen om arbejdskraften, og da vi endelig kom i gang, var Europa drænet for overskydende arbejdskraft. Sydeuropæerne var rejst til Frankrig, Belgien, Holland, Luxemburg og Norditalien, mens de faglærte arbejdere fra Tyrkiet var blevet hentet op til bilfabrikkerne i Tyskland allerede i begyndelsen af 60’erne. Som de sidste måtte vi rekruttere arbejdere fra den anatolske højslette i Tyrkiet, fra Pakistan, Jugoslavien og Marokko. Fra 1968 til indvandrerstoppet i 1973 kom der ca. 20.000 personer fra disse lande til Danmark. Mange blev hentet i busser direkte af arbejdsgiverne, og de blev kaldt gæstearbejdere, fordi vi dengang troede, at de ville rejse hjem igen. Men de blev, for de så, at her var mulighederne langt bedre end hjemme. De kom fra meget

beskedne kår, havde ofte få års skolegang – nogle slet ingen – og ikke mindst var det typisk, at mændene kom alene for at arbejde i industrien. Først senere kom konerne med. I dag er det helt anderledes: I moderne indvandring udgør flertallet kvinder, og det er de bedst uddannede, der rejser ud.

IKKE VI, MEN DE BEDST KVALIFICEREDE KAN VRAGE OG VÆLGE Hvorfor ikke sørge for at få de bedst kvalificerede hertil? Søge at give dem, der har lyst til at leve i netop vores land, muligheden? Hvorfor vente til de mest kvalificerede har fundet deres plads i USA eller Australien? Den indvandring, jeg taler for, skal ikke være tilfældig. Den skal baseres på viden om, hvilke kompetencer vi har brug for, og ikke mindst hvilke lande vi skal rekruttere fra. Hvem har lyst til at leve i Danmark? Det er en udbredt myte, at hele verdens befolkning pønser på at komme til Danmark. Sådan hænger virkeligheden ikke sammen. De bedst kvalificerede kan vrage og vælge og bestemmer selv, hvor de ønsker at tage hen, for den globale kamp om den veluddannede del af arbejdskraften er sat ind. Det meste af Europa skriger på personale til sundhedssektoren, og selv i Østeuropa mangler der nu arbejdskraft. Alene Bulgarien mangler op mod 400.000 håndværkere, og Polen er i gang med import af arbejdskraft fra Kina og Vietnam. Den polske regering har sat store kampagner i gang for at få sine dygtige folk hjem igen, og det mærkes også her. Polakker forlader Danmark, og tilgangen er faldende. For bare et år siden blev der givet 3.600 arbejdstilladelser hver måned, nu er tallet dalet til 1.600.

Finanskrise og ledighed lige nu ændrer ikke på det helt grundlæggende faktum, der gør en indvandring nødvendig: To tal står og blinker, i 1946 blev der født flest, 96.111, i 1984 blev der født færrest med 49.414. 13

Virksomheder og offentlige institutioner, der får brug for at rekruttere arbejdskraft, skal have ét sted, hvor de kan indhente den fornødne ekspertviden om forskellige muligheder. Samtidig bør arbejdsmarkedets parter have plads i et sådan organ. INDVANDRING BASERET PÅ VIDEN Sidst vi rekrutterede arbejdskraft – i slutningen af 60’erne – var det hverken baseret på viden om de indvandrere, vi hentede, eller den integrationsindsats, som skulle til. Den nuværende danske regering har tilsyneladende ikke lært af fejlene og mangler helt klart en strategi for, hvor arbejdskraften skal komme fra. Der mangler tilsyneladende også viden i Beskæftigelsesministeriet. Det fremgår af ministerens udtalelser om, at jo, vi mangler arbejdskraft, så vi må hellere få nogle fra andre europæiske lande, fx portugisiske arbejdere. Men selv om der bliver overskud af arbejdskraft i Portugal næste år, er hverken portugisere eller for den sags skyld grækere interesserede i at komme til Danmark og har aldrig været det. I dag er der stadig under 300 portugisere og 400 grækere i Danmark, og intet tyder på, at vi vil kunne tiltrække flere. Hvis de rejser ud, har de andre foretrukne destinationer. Ikke én eneste gang indgår der kvalificerede analyser og strategier i regeringens anvisninger på, hvor arbejdskraften skal komme fra. Man får det indtryk, at der mangler overblik over det globale arbejdsmarked. Og når centraladministrationen mangler viden, er man ilde stedt ude i landet. Vi har for nylig set, at rekrutteringen af de indiske læger måske ikke var det bedste bud til Region Midt, men hvordan skulle de vide det? Den viden må samles centralt, så de virksomheder og offentlige institutioner, der får brug for at rekruttere arbejdskraft, har ét sted, hvor de kan indhente den fornødne ekspertviden om forskellige muligheder. Der er ingen grund til, at alle skal opfinde den dybe tallerken hver gang og begå de samme fejl. Samtidig bør arbejdsmarkedets parter have plads i et sådan organ.

Den nuværende danske regering har tilsyneladende ikke lært af fejlene og mangler helt klart en strategi for, hvor arbejdskraften skal komme fra nu. Der mangler tilsyneladende også viden i Beskæftigelsesministeriet.” GLOBAL OG SOCIAL ANSVARLIGHED Det er også vigtigt at inddrage det, som man kunne kalde den globale og sociale ansvarlighed. Fra hvilke områder kan vi tillade os at inddrage arbejdskraft? I Europa-Parlamentet er der forslag om at undgå at hente sundhedspersonale fra områder i Afrika, hvor de selv har stort behov for kompetencerne. Det er bl.a. en reaktion på, at den britiske regering har lokket mange sydafrikanske sygeplejersker til London med lækre lejligheder og god løn samtidig med, at der er et stort behov for sundhedspersonale i Sydafrika. Man kan også spørge, om det er rimeligt, at den danske regering har åbnet op for au pair-piger fra Filippinerne, når deres regering er imod det. Sverige siger nej til dem, og måske kunne vi på nordisk plan skabe en løsning, så ordningen blev legaliseret. Alternativt kunne arbejdsgiverne sikre dem det sikkerhedsnet, netop de af alle ikke har nu. Tusinder af danske familiers hverdag hænger sammen, fordi filippinske kvinder tager sig af deres børn. Hvorfor lade dem slippe med at betale 2.500 kr. om måneden? Hvorfor ikke kræve en fair ordning til en sårbar gruppe. Vi kan ikke være bekendt at negligere deres helt specielle situation. Det er en vanskelig balancegang, men en meget vigtig del af debatten om indvandring.

LO OG DA – FORSLAG OM ARBEJDSKRAFT PÅ REELLE BETINGELSER LO og DA har i 2007 taget et interessant initiativ, hvor de foreslår regeringen at indføre et supplement til Jobkort- og Greencard-ordningerne, så man lettere og mere ubureaukratisk kan rekruttere medarbejdere fra tredjelande. Efter min

Den indvandring, jeg taler for, skal ikke vĂŚre tilfĂŚldig. Den skal baseres pĂĽ viden om, hvilke kompetencer vi har brug for, og ikke mindst hvilke lande vi skal rekruttere fra. 16

mening en god model for, hvordan vi kan sikre os arbejdskraft på helt reelle betingelser for både os og indvandrerne. Forslaget gik bl.a. ud på, at de virksomheder, som søger, skulle være omfattet af kollektive overenskomster, og at arbejdsmarkedets parter skulle være med til at indstille mangelområder og lande, der skulle tages initiativer i forhold til. Men regeringen og DF sagde nej til forslaget. Forslaget var især godt set i lyset af behovet for kontrolleret indvandring. I dag estimeres, at der findes ca. 29.000 arbejdere uden orden i papirerne i Danmark. Selv om det er få i sammenligning med andre europæiske lande, er det alt for mange. Det er bydende nødvendigt, at vi får kontrol med den illegale indvandring i hele Europa. Arbejdsformidlingen bør ikke overlades til tilfældige private mellemmænd, der optræder som en anden mafia. Som det fremgår af flere af bogens interviews, er mange af indvandrerne forgældede, fordi de har skullet betale ågerpriser til mellemmænd og menneskesmuglere for at komme til et andet land.

INDVANDRING ØGER VELSTAND Rapport efter rapport slår fast, at den moderne indvandring øger vores velstand. Mit ærinde er ikke at sikre arbejdsgiverne billig arbejdskraft eller familierne billig børnepasning. Tværtimod. Arbejdet med denne bog har gjort det tydeligt, hvor fremragende det er, at vi her i Danmark har den danske arbejdsmarkedsmodel, en stærk fagbevægelse og enighed om, at den udenlandske arbejdskraft er omfattet af de samme vilkår som den øvrige arbejdskraft i Dan-

Danmark har potentialet til at skabe et samfund, hvor fremmede kan være og arbejde, udvikle sig og tjene penge samtidig med, at de er med til at sikre vores velstand og velfærd.

mark, og at ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår. Det skal vi holde fast i. Vi skal ikke, som bogen viser i eksemplet med Portugal, skabe en god lovgivning og opleve, at arbejdsgiverne alligevel udnytter indvandrerne.

FÅ DEM, DER KOMMER, TIL AT BLIVE Som det fremgår af interviewene i bogen udnytter vi ikke indvandrernes kompetencer godt nok i Europa. Ifølge EU-Kommissionen er gennemsnittet af indvandrerne i Europa i dag bedre uddannede end vi selv, men samtidig er deres jobindhold på et langt lavere niveau. Der er brug for en bedre integrationsindsats, så de, der kommer, også bliver. Det er hul i hovedet at bruge en halv million på at rekruttere en udenlandsk ingeniør, lære ham at tale dansk, få ham installeret og i gang med arbejdet for så at se ham rejse videre til USA, fordi ægtefællen ikke kan få job, eller fordi børnene bliver mobbet i et alt for uvenligt Danmark. Og lige så dumt at se en polsk hjemmehjælper forsvinde, efter hun har lært ”sine” gamle at kende. I 2006 forlod 42 ingeniører, 12 læger, 21 it-specialister, 35 økonomer samt 23 med en naturvidenskabelig uddannelse Danmark til fordel for først og fremmest Sverige, Storbritannien og USA. Men også hjemlande som Pakistan og Tyrkiet var blandt de foretrukne, viste en undersøgelse, Danmarks Statistik udarbejdede for Politiken juni 2008.

ANDRE LANDE GØR DET MODSATTE af OS Lidt sat på spidsen gør andre EU-lande det modsatte af, hvad vi gør i Danmark i forhold til indvandrere. De har set skriften på væggen, som vi kan se i eksem-

plet med fx Irland. Lad os lære af de gode eksempler. Lad os tage godt imod fremmede, lære dem dansk, lære deres børn noget. Det er også med til at skabe en helt nødvendig vækst og velstand, hvor de kommer fra. For de rejser jo ikke ud af ren eventyrlyst. Langt de fleste ville ikke have drømt om at rejse, hvis de kunne skaffe sig et udkomme derhjemme. Mange sender en stor del af deres løn tilbage til familien, andre sparer op, rejser hjem, når de har nok – og skaber ny udvikling derhjemme, baseret på lønnen og den viden, de har fået. Danmark skal ikke udnytte andre mennesker. Danmark har potentialet til at skabe et samfund, hvor fremmede kan være og arbejde, udvikle sig og tjene penge samtidig med, at de er med til at sikre vores velstand og velfærd. Det kræver, at vi vil det.

LO og DA har i februar 2007 foreslået regeringen at indføre et supplement til Jobkort- og GreenCard-ordningerne, så man lettere og mere ubureaukratisk kan rekruttere medarbejdere fra tredjelande, som Danmark har hårdt brug for: Et fast track. Men regeringen sagde nej. LO og DA understregede i forslaget, at det alene tog sigte på at aflaste den sagsbehandling, der finder sted i de regionale beskæftigelsesråd ved for et år ad gangen at tage stilling til, om der er mangel på arbejdskraft inden for bestemte stillingskategorier i Danmark. Ordningen var især tænkt rettet mod EU-kandidatlandene Ukraine og Kroatien, og DA og LO’s forslag var en konkret model, der bygger på:

•

At der på områder med konstateret mangel på arbejdskraft etableres en enkel og ubureaukratisk procedure for adgang til at få arbejdstilladelse for tredjelandsborgere fra lande, som Danmark har indgået aftale med

•

At ordningen kun kan etableres for stillingskategorier,

der indgår i Arbejdsmarkedsstyrelsens arbejdsmarkedsbalancemodel inden for gruppen med ”Rigtig gode beskæftigelsesmuligheder” •

At der fastlægges en årlig kvote for adgangen via den enkle og ubureaukratiske ordning efter indstilling fra 3-partsudvalget. De første 12 måneder udgør kvoten 1.000 personer

•

At opholdstilladelsen/arbejdstilladelsen gives for 1 år ad gangen med mulighed for forlængelser efter en enkel procedure

•

At virksomheden er omfattet af en eller flere kollektive overenskomster, der dækker det pågældende arbejde indgået som minimum med en lokal afdeling af en landsdækkende lønmodtagerorganisation

•

At et udvalg med deltagelse af arbejdsmarkedets parter og beskæftigelsesministeren drøfter og indstiller mangelområder og lande, der skal tages initiativer overfor.

•

Ordningen indføres som en forsøgsordning for en 3årig periode, hvorefter den evalueres.

EU får brug for mindst 40 mio. indvandrere inden 2050 TAGER DET ARBEJDE, LANDETS INDBYGGERE IKKE SELV VIL HAVE Mange europæiske lande, specielt sydeuropæiske, har oplevet en massiv indvandring i de seneste 10-15 år. Indvandrere har overtaget de jobs, landenes egne indbyggere ikke længere selv vil have. De arbejder inden for landbrug, byggeri og serviceerhverv. De arbejder i turistsektoren med lav løn og sæsonbetonet arbejde, og de passer de børn og gamle, som den offentlige sektor ikke har tilstrækkelige tilbud til. Vores behov for deres indsats vil stige, og finanskrisen her i efteråret 2008 – med faldende behov for arbejdskraft i hele Europa – giver os kun respit. På lidt længere sigt, når de store årgange for alvor forlader arbejdsmarkedet, vil der blive brug for indvandring igen. Allerede i 2015 vil der være flere europæere, der dør, end der fødes, og i 2060 vil der kun være to arbejdende for hver pensionist, viser fremskrivninger fra EU’s statistiske kontor EuroStat. EU-Kommissionen forudsiger, at med den aldrende befolkning og det lave fødselstal vil EU få brug for mindst 40 millioner indvandrere i løbet af de næste fire årtier bare for at opretholde den nuværende arbejdsstyrke. – Den lange levealder bliver en af de største udfordringer for Europas økonomi og sociale systemer i fremtiden, siger EU-Kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Joaquín Almuania. Befolkningstallet falder ikke jævnt i alle europæiske lande. Det største fald vil ske i Østeuropa. I Danmark bliver vi ifølge befolkningsprognoser ikke færre mennesker før 2042, men til gengæld vil vi opleve en anderledes alderssammensætning. Der kommer færre og færre i den erhvervsaktive alder. Antallet af borgere i Danmark over 65 år vil vokse med 78 pct. indtil 2042.

FRA ØST MOD VEST I 1990’ERNE Efter Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud og det deraf følgende økonomiske kollaps søgte mange millioner østeuropæere mod vest i 1990’erne. Denne store indvandring til EU-lande gik uden om Danmark. Med optagelsen af de 10 nye lande i EU 1. maj 2004 blev vi igen vidne til en stor vandring fra især Polen og de baltiske lande til fortrinsvis Storbritannien og Irland, som havde åbnet grænserne uden restriktioner for de nye EU-borgere. Den nye udvandringsbølge er kendetegnet ved, at det er de bedst uddannede, som rejser ud, og at de fleste finder jobs langt under deres kvalifikationsniveau. Fx tog mange ingeniører fra Østblokken til Sydeuropa, og 40 pct. af de 200.000 polakker, der nu er i Irland, har en universitetsgrad. Denne udvandring skaber store problemer i dag, hvor de østeuropæiske lande mangler arbejdskraft. Polen har i dag rekorden i Europa, når det handler om at skabe nye jobs. I 2. kvartal af 2008 blev der skabt 37.822 nye jobs i Polen mod til sammenligning 700 i Spanien og 650 i Danmark. Det har fået nogle, men langt fra alle polakker til at strømme hjem, men vi ser i hele Europa, at tilgangen af arbejdskraft fra Polen er toppet, og der bliver givet langt færre arbejdstilladelser nu end for bare et år siden. Og hvad gør Polen så? De importerer arbejdskraft fra fortrinsvis Kina og Vietnam.

FORDELE FOR EUROPA Indvandrerne har allerede nu mærkbart bidraget til den økonomiske vækst i mange af EU’s medlemslande. I en tale i Europa-Parlamentet sagde den span-

Allerede i 2015 vil der være flere europæere, der dør, end der fødes, og i 2060 vil der kun være to arbejdende for hver pensionist, viser fremskrivninger fra EU’s statistiske kontor EuroStat. ske statsminister José Zapatero, at havde det ikke været for indvandrerne, havde Spaniens økonomi ikke boomet, som vi har set de seneste år. Irerne hævder samstemmende, at indvandringen har været en forudsætning for det økonomiske mirakel, der har fået Irland med i superligaen af rige lande i EU. I Danmark understreger økonomerne, at uden arbejdskraft udefra havde vi ikke haft den økonomiske styrke, vi har. En sideeffekt af den moderne indvandring har været, at mange af yderområderne – som de unge har forladt for at få uddannelse og mere kvalificerede jobs – har tiltrukket indvandrere, som har givet områderne nyt liv og ikke mindst et økonomisk løft. Den ukrainske ingeniør, der tog job i smedeværkstedet i den lille portugisiske landsby, har tilført stedet ny viden, som igen har ført til bedre økonomi for området. Vi kender det også herhjemme: I bogens sidste afsnit kan du læse om Vesthimmerlands Kommune, hvor indvandrere har vendt 15 års tilbagegang.

DE FLESTE INDVANDRERE ER KVINDER – OG DE ER DE MEST SÅRBARE Når vi hører om indvandring i medierne, er der ofte fokus på illegale indvandreres farefulde færd i synkende skuder til det forjættede land. Det giver indtryk af, at det enten fuldstændig ukontrolleret vrimler ind med folk, eller at det rige vesten på egoistisk vis forskanser sig mod den fattige verden. Sådan er det langt fra for den store majoritet af både legale og illegale indvandrere. Den typiske indvandrer kommer ikke med livet som indsats. Hun kommer med enten turistvisum eller falske papirer, og hun kommer med fly, bil eller tog over de almindelige landegrænser.

Den nye udvandringsbølge er kendetegnet ved, at det er de bedst uddannede, som rejser ud, og at de fleste finder jobs langt under deres kvalifikationsniveau. Fx tog mange ingeniører fra Østblokken til Sydeuropa, og 40 pct. af de 200.000 polakker, der nu er i Irland, har en universitetsgrad. Når jeg skriver “Hun” er det ikke tilfældigt: De fleste i den moderne indvandring er kvinder. Det hænger sammen med, at mange af de jobs, som er til rådighed, er typiske kvindejobs. Alene i Italien arbejder 600.000 udenlandske kvinder, fortrinsvis fra Ukraine, som husassistenter. Kvinderne er en sårbar gruppe, faktisk den mest sårbare befolkningsgruppe i Europa, har vi slået fast i en betænkning om kvindelige immigranter i Europa-Parlamentet. Mange bliver groft udnyttet og oplever voldelige og seksuelle overgreb.

MELLEM 4,5 OG 8 MIO. ILLEGALE Indvandrere påtager sig arbejde, som lokalbefolkningen ikke ønsker, og samtidig kan de ikke selv bestemme, om de vil arbejde på legale vilkår eller ej. Det er klart, at indvandreren selv har størst interesse i at have lovligt ophold, men arbejdsgiveren bestemmer vilkårene, og han kan spare meget ved at ansætte sort. Det betyder, at indvandreren ikke bliver ansat under ordentlige løn- og arbejdsforhold og samtidig afskærer sig retten til sociale ydelser som dagpenge, adgang til sundhedsvæsenet, skoler og familiesammenføring, alt sammen rettigheder, som følger med opholdstilladelsen, og hun må hele tiden leve med angsten for at blive deporteret. Derfor er det også vigtigt at slå ned på de arbejdsgivere, som ansætter folk ulovligt. Mange af de indvandrere, der er kommet til Europa disse seneste 10 år, er kommet illegalt gennem netværk af menneskesmuglere, som tog sig godt betalt. I starten lukkede landenes regeringer øjnene for problemet, men efterhån-

Kvinderne er en sårbar gruppe, faktisk den mest sårbare befolkningsgruppe i Europa, har vi slået fast i en betænkning om kvindelige immigranter i Europa-Parlamentet. Mange bliver groft udnyttet og oplever voldelige og seksuelle overgreb. den, som antallet løb op i hundreder af tusinder, begyndte landene at gennemføre legaliseringskampagner, “give amnestier“ som det hedder på europæisk. Det indebar, at myndighederne bekendtgjorde, at de nu i løbet af en måned ville give opholdstilladelse til alle, der havde opholdt sig en vis årrække i landet, og som havde fast arbejde. Med andre ord belønnede man dermed både arbejdsgivere, indvandrere og menneskesmuglere. Senest i 2005 gav Spanien opholdstilladelse til 900.000 mennesker på denne måde. Ønsket var selvfølgelig at komme det sorte arbejde og menneskesmuglingen til livs, men også at få sikret sig de skattekroner og arbejdsgiverafgifter, som staten ellers gik glip ad. Amnestierne løste dog ikke problemet. Tværtimod blev de betragtet som en gulerod hen imod at få legal status, for behovet for arbejdskraft steg, og det sorte arbejdsmarked i Europa virkede som et fluepapir på indvandrerne. I erkendelse af, at behovet for arbejdskraft kun vil vokse, fordi de store årgange afløses af de små, begyndte mange landes regeringer for nogle år siden at åbne for legal indvandring. De giver indvandrere ansættelses- og arbejdsvilkår i overensstemmelse med lovgivningen, og i forbindelse med opholdstilladelsen får indvandrere nu samme sociale rettigheder som landenes befolkninger. Desværre er det ikke lykkedes at komme den illegale immigration til livs. EU-Kommissionen anslår, at der i 2008 arbejder mellem 4,5 og 8 millioner illegale indvandrere i Europa. Og som de sagde til mig på det internationale immigrationskontor i Portugal: – Det bliver ikke lettere af, at mange af indvandrerne end ikke selv ved, de er her illegalt.

Mange indvandrere siger selv, der ikke er tale om “brain drain”, men om ”brain cirkulation”. For det, de lærer, tager de med hjem igen.

KUN FÅ DIREKTIVER – OG DEM ER DANMARK UDENFOR I mange år har man i EU talt om muligheden for en fælles indvandrer- og flygtningepolitik, men indtil nu er det kun blevet til nogle få direktiver om rammerne for tredjelandes statsborgeres retsstilling, når de opholder sig i EU. Det er dels et direktiv om retten til familiesammenføring med ægtefæller over 21 år, dels et direktiv, der giver ret til permanent ophold i et EU-land efter 5 års lovligt og uafbrudt ophold, hvis man kan forsørge sig selv. I 2008 har vi i Europa-Parlamentet stemt om hjemsendelsesdirektivet, som angiver rammerne for illegale indvandreres retsstilling. Danmark er på grund af de retlige forbehold ikke omfattet af disse direktiver. Danmark er kun omfattet af reglerne for fri bevægelighed af arbejdskraft inden for lovgivningen om det indre marked, som vi tilsluttede os i 1986 ved folkeafstemningen om den såkaldte EF-pakke. Et par af de tal, der vakte opsigt i debatten i Europa-Parlamentet, er, at kun 5,5 pct. af de højt kvalificerede fra Marokko, Algeriet og Tunesien, der rejser ud, tager til EU, mens 54 pct. tager til USA eller Canada. Det er et meget stort problem, at forskere fra fx Kina foretrækker USA eller Japan frem for Europa, for kan vi ikke tiltrække forskere, vil vi se, at virksomhederne flytter deres forskningsafdelinger til de steder, forskerne er. Allerede nu arbejder 400.000 europæiske forskere i USA, og der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at de planlægger at vende hjem.

LANGE UDSIGTER FOR FÆLLES POLITIK På topmødet i efteråret 2008 fremlagde det franske formandskab en såkaldt im-

I Frankrig så vi en strejke i sommeren 2008, hvor arbejdsgiverne i restaurationsbranchen gik i aktion sammen med ansatte, der arbejdede på falske papirer. Sloganet lød “Illegale og arbejdsgivere, samme kamp“. Mange af de illegale havde trods falske papirer været så legale, at de havde betalt skat i årevis – og arbejdsgiverne kunne ikke få anden arbejdskraft til branchen, som kun betaler mindstelønnen. Den franske fagbevægelse gik ind i sagen og bad myndighederne gennemgå ansøgningerne om opholdstilladelse endnu engang. Det gjorde de, og mange fik lov til at blive. 28

migrationspagt, som er blevet underskrevet af statsministrene. Der er ikke tale om et juridisk bindende dokument, det er snarere en køreplan for den fremtidige indvandringspolitik, som nationalstaterne indtil nu selv har lovgivet om. Pagten indeholder 5 prioriterede områder og foreslår bl.a., at EU-landene skal hjælpe udviklingslandene med at begrænse udvandring samt bidrage til at sikre, at færre mennesker får brug for at forlade deres land. Der er også et ønske om, at udlændinge skal få mulighed for at tage sæsonbetonet arbejde i EU for at dække behovet for arbejdskraft inden for visse sektorer, uden at indvandrerne slår sig ned permanent. Jeg vurderer, det har lange udsigter med en fælles europæisk indvandringspolitik, selv om der er enighed på en lang række områder. Landene har forskellige forhold og forskellig politik, afhængig af den politiske farve. Mens fx den spanske socialistregering førte valgkamp for ordentlige forhold for indvandrerne, lovede Berlusconi italienerne, at han ville slå hårdt ned på indvandrere uden papirer og sætte dem i fængsel. Spanien har indgået aftaler med en lang række afrikanske lande, herunder Marokko og Senegal, om kontrolleret import af arbejdskraft mod, at disse lande hjælper med at kontrollere de illegale indvandrere. Italien har ikke haft samme succes med at indgå aftaler med Libyen, som nu er blevet det nye transitland for afrikanere, der håber på en fremtid i Europa. De udfordringer, landene står overfor i forhold til integrationsindsats, er meget forskellige. Det er ulig lettere at integrere en sydamerikansk indvandrer i Spanien end en pakistaner i Danmark. Men det er positivt, at man nu fra EU’s side er opmærksom på, at med indvandring følger også en integrations-

Vi gør det hele i den omvendte rækkefølge. Først finder vi ud af, hvordan vi kan afvise folk, så finder vi ud af, hvordan vi kan tiltrække de velkvalificerede, og først til sidst finder vi ud af, hvordan vi skal forholde os til alle dem, som er her ulovligt. Giusto Catania, (GUE/NGL, IT) i en kommentar til EU’s hidtidige indsats på integrationsområdet, september 2007.

indsats, som landene må tage alvorligt med både pligter og rettigheder. En integrationsindsats, som også skal give indvandrerne bedre muligheder for at bruge deres kompetencer. I dag er indvandrernes gennemsnitlige uddannelsesniveau højere end europæernes, men alligevel udfører de generelt arbejde på et lavere niveau. Det kan være acceptabelt til en start, men det er vigtigt, at der gives mulighed for, at man kan bevæge sig socialt. Ellers ender vi med at skabe en ny underklasse bestående af indvandrere, som er fastlåste i den position. I dagens London findes der nærmest ingen englænder, der arbejder inden for hotel- og restaurationsbranchen. Den er fyldt med indvandrere, men mange bruger samtidig fritiden til at studere, og det lykkes for mange af dem at finde bedre jobs efter endt uddannelse. Mange argumenterer mod indvandring med, at vi dræner de lande, de kommer fra, for hjerner. Mange indvandrere siger selv, der ikke er tale om ”brain drain“, men om ”brain cirkulation”. For det, de lærer, tager de med hjem igen. Jeg håber og tror, vi kan løse denne store udfordring med at skaffe den nødvendige arbejdskraft her i Europa i en balance, så både vi europæere, indvandrerne og deres hjemlande vinder ved det. Lad os starte med at bruge indvandrernes kompetencer i Europa og ikke spilde ressourcerne, til skade for os alle.

Mobile arbejdstagere fra de lande, der kom med i EU i 2004 og 2007, har haft en positiv virkning på medlemsstaternes økonomier: De har afhjulpet manglen på arbejdskraft uden i væsentlig grad at have fortrængt den lokale arbejdskraft eller presset lønningerne ned. Det slår EuropaKommissionen fast i en rapport, offentliggjort i november 2008. Størstedelen af de vandrende arbejdstagerne fra de nye medlemslande, fortrinsvis fra Polen, rejste til Irland og England, mens Spanien og Italien har været hovedmålet for rumænerne. Bortset fra Irland er strømmen af arbejdstagere fra de nye til de gamle medlemsstater efter udvidelsen dog talmæssigt langt overgået af den senere tids indvandring af ikkeEU-statsborgere. Mange af de vandrende EU-arbejdstagere rejser kun midlertidigt til en anden medlemsstat og har ikke til hensigt at slå sig ned der. Den nylige økonomiske afmatning i visse lande har allerede betydet et væsentligt fald i tilgangen, og samtidig ses stigende tilbagevenden til hjemlandet. Det ses som et tegn på, at arbejdskraftens frie bevægelighed regulerer sig selv og giver den fornødne fleksibilitet i begge retninger: Arbejdstagerne rejser derhen, hvor der er efterspørgsel efter arbejdskraft, og mange rejser derfra igen, når beskæftigelsessituationen bliver mindre gunstig. Rapportens titel er ”Rapport om første fase af overgangsordningerne for EU-8”.

Foto: Morten Bjarnhof/Wonderful Copenhagen

danmark

Flygtninge er én ting – indvandrere en anden URETFÆRDIG SAMMENLIGNING I europæiske sammenligninger kommer Danmark ud som et af de lande, der er dårligst til at integrere udlændinge på arbejdsmarkedet. Det er uretfærdigt. Sammenligningsgrundlaget er ikke i orden. Indvandringen i Danmark er nemlig helt anderledes end i de fleste andre vestlige lande: Danmark har modtaget forholdsvis mange flygtninge og få indvandrere, og de fleste indvandrere, vi fik hertil i 1960’erne, havde ingen uddannelse. Vi var sidst ude og måtte konstatere, at sydeuropæerne, som det måske havde været lettere at integrere, var rejst andre steder hen. Efter indvandrerstoppet i 1973 og indtil 2002 kom der, ud over borgere fra EU og Skandinavien, meget få egentlige indvandrere til Danmark. Derimod betød konflikter rundt omkring i verden, at mange flygtninge i den periode søgte til både Danmark og andre vestlige lande. De kom især fra lande som Libanon, Irak, Vietnam, Somalia, Sri Lanka og Bosnien. De, der fik asyl, har Ifølge FN’s flygtningekonvention ret til familiesammenføring, og det øgede antallet af udlændinge betragteligt. En stor udfordring for et land uden den store erfaring med integration af udlændinge fra fjerne og fremmedartede egne.

FLYGTNINGENE KOM I TID MED STOR ARBEJDSLØSHED Flygtningene kom til Danmark i en situation, hvor der var stor arbejdsløshed. Derfor havde både flygtninge med gode uddannelser fra hjemlandet, eller som gennemførte uddannelser i Danmark, svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. Hvis de endeligt fik arbejde, var det som regel langt under det niveau, de var kvalificeret til. Derfor ser vi selv i dag, at udenlandske ingeniører ernærer sig som fx taxachauffører eller grønthandlere. Mange andre var hen-

vist til at leve af overførselsindkomst. Der vokser en holdning frem om, at udlændinge nærmest pr. definition er en udgift for samfundet, og at vi under ingen omstændigheder skal importere arbejdskraft, da de vil ligge samfundet til last. Denne opfattelse kommer også til udtryk, da EU’s udvidelse med 10 nye lande skal træde i kraft. Der er en heftig diskussion i Danmark om, hvordan man kan forhindre, at de nye EU-borgere vil hæve offentlige ydelser. Underforstået at det gør udlændinge. Diskussionen kører i pressen, og til sidst bliver det den polske ambassadør for meget. – Ingen polakker i hele Europa har hævet offentlige ydelser, siger hun. Men ængstelsen lever endnu, og kan vi ikke overvinde den, ender vi i store problemer, ikke mindst i sundheds- og plejesektoren. Tager vi ikke imod hjælp udefra, får vi en kæmpestor generation af gamle fra de store årgange, der skal passes og forsørges af en langt, langt mindre generation af unge fra de små årgange.

STOR FORSKEL PÅ FLYGTNINGE OG INDVANDRERE I den danske debat og integrationsindsats har vi ikke skelnet mellem flygtninge og indvandrere. Internationale undersøgelser viser imidlertid, at der er stor forskel på flygtninges og indvandreres adfærd på arbejdsmarkedet og deres behov for støtte i integrationsindsatsen. Flygtninge kan være traumatiserede på grund af tortur og usikre på, om de kan vende hjem igen. De er påvirkede af krigssituationer i deres hjemlande, eller de har dårligt helbred. Faktorer, som påvirker deres tilknytning til arbejdsmarkedet. De tænker først og fremmest på at opnå beskyttelse, og mange har en forventning om at vende hjem igen, når situationen i hjemlandet bliver stabiliseret.

Den manglende skelnen mellem gruppen af indvandrere og flygtninge har medført, at vi er havnet i en situation, hvor det hedder dem og os. Vi har endog opfundet ét ord, som omfatter begge kategorier af udlændinge, nemlig ”flygtningeindvandrere.” Indvandrere kommer, fordi der er brug for deres arbejdskraft. De kommer for at knokle, give børnene en uddannelse, spare op til noget jord eller en lastbil derhjemme. Andre har en ambition om social opstigning i det land, de er kommet til. Den manglende skelnen mellem gruppen af indvandrere og flygtninge har medført, at vi er havnet i en situation, hvor det hedder dem og os. Vi har endog opfundet ét ord, som omfatter begge kategorier af udlændinge, nemlig ”flygtningeindvandrere.” En udlænding er en udlænding, og avisoverskrifter som ”Udenlandske kvinder mangler D-vitamin”, hvor alle bliver opfattet som tilhørende én ensartet gruppe, er symptomatisk i den danske udlændingedebat. Det er et sprogbrug, der har været med til at cementere opfattelsen af dem og os. Til stor irritation for mange indvandrere i Danmark. Det er meget uheldigt, at ikke engang Udlændingestyrelsens statistikker skelner. Når man fx ser kriminalitetsstatistikken, kan man ikke se, hvem der er indvandrere, og hvem der er flygtninge. Når vi ind imellem grupperer udlændinge, er det som regel i forhold til religiøse kategorier. Hvem er muslimer, og hvem er kristne? – som om det havde en indflydelse på arbejdsmarkedstilknytningen! Sagen er nemlig ifølge Integrationsministeriets tal, at af samtlige grupper af udlændinge fra ikke-vestlige lande har tyrkiske og pakistanske mænd størst tilknytning til arbejdsmarkedet på linje med polakker, mens irakere, libanesere og somaliere ligger lavest. Rockwoolfondens undersøgelser viser også, at tyrkernes beskæftigelsesfrekvens afhænger af konjunkturen på arbejdsmarkedet, mens det fx ikke gør sig gældende for libanesere.

Når der er veluddannede og motiverede filippinske au pairs, som gerne vil arbejde her, ja så kunne man vel tilbyde dem jobbet i stedet for at se dem drage videre til fx Canada, som mange gør. Vort samfunds ældre og svage har fortjent en ordentlig pasning. STRAMMERE REGLER – FLERE INDVANDRERE EFTER 2001 Efter regeringsskiftet i 2001 indførte Folketinget en ny udlændingepolitik, som skulle begrænse tilstrømningen af flygtninge og familiesammenførte. Det indebar en strammere asylpolitik, 24-års reglen og tilknytningskravet. Det sidstnævnte giver kun borgere med ophold i Danmark i mere end 28 år automatisk ret til familiesammenføring, hvis de opfylder visse økonomiske krav. Sideløbende hermed startes en ny indvandringsbølge, og der kommer flere indvandrere end nogensinde før. Statsministeren fremhævede da også i sin tale på Venstres landsmøde i november 2008, at alene i 2007 er givet 52.000 opholdstilladelser til at arbejde og studere, mens tallet i 2001 kun var 16.000. Og, betonede han, det er de rigtige indvandrere, der kommer nu. De, der bidrager til Danmarks rigdom, og ikke som de, der kom tidligere, og, underforstået, udnyttede vores velfærdssystem. Ikke et ord om flygtninge under vanskelige vilkår på et arbejdsmarked med arbejdsløshed eller usikkerhed fra mange arbejdsgivere over for at ansætte uddannede udlændinge. Det, der har præget perioden mest, har været åbningen mod øst. Danmark har specielt tiltrukket polske indvandrere, dog slet ikke i samme omfang som fx Irland og Storbritannien. I dag har 18.506 polakker opholdstilladelse i Danmark. Samtidig er der mange, som kun kommer for at arbejde i nogle uger ad gangen, så de kan drage fordel af skattereglerne ved dobbelt husførelse og transport. Når der er åbnet for indvandring igen, hænger det sammen med, at der er mangel på arbejdskraft, både i visse dele af landet og inden for bestemte erhverv. Således er der kommet en del specialister, som arbejder i de store ITvirksomheder. Mange af dem er kinesere, indere og polakker. De er kendeteg-

net ved en høj grad af mobilitet. De bliver kun i Danmark i en kortere periode, inden de forflyttes til et nyt sted. Et andet eksempel er de filippinske kvinder, der kommer som au pairs, altså det der i gamle dage hed ”ung pige i huset” under den specielle au pairordning, som kun giver dem mulighed for at opholde sig i Danmark i op til 18 måneder. De har ofte en god uddannelse. I dag er der 6236 filippinere i Danmark. Familiesammenføring mellem danske mænd og kvinder fra Thailand er hovedårsagen til, at antallet af indvandrere fra Thailand er vokset, så der i dag opholder sig 7786 i Danmark, hvoraf hovedparten er kvinder. Samme fænomen gør sig gældende for ukrainere, i dag er der 4847 her i Danmark.

FOA ØNSKER SoSU-FAGET PÅ POSITIVLISTEN Lige nu – december 2008 – stiger ledigheden i en række fag, men ikke i alle. Fx er der hårdt brug for arbejdskraft i sundheds- og plejesektoren, sygeplejersker, speciallæger og ikke mindst sosu’er. Sosu’erne er blandt de mest efterspurgte lønmodtagergrupper og optræder på flaskehalslisterne i samtlige fire beskæftigelsesregioner. Men ingen af dem står på Udlændingeservices Positivliste over erhverv med mangel på arbejdskraft. I Århus er der nu 75 ledige stillinger som sosu-assistent, og FOA i Århus har bedt Integrationsministeriet sætte faget på positivlisten. Situationen leder jo uvægerligt hen på tanken om, at når der er veluddannede og motiverede filippinske au pairs, som gerne vil arbejde her, ja så kunne man vel tilbyde dem jobbet i stedet for at se dem drage videre til fx Canada, som mange gør. Vort samfunds ældre og svage har fortjent en ordentlig pasning.

KONTROLLERET INDVANDRING Danmark vil i de kommende år få behov for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men samtidig spiller antallet af udlændinge en rolle for integrationen. Socialdemokraterne og SF er derfor enige om, at en kontrolleret indvandringspolitik er nødvendig. På den ene side er det nødvendigt sammen med arbejdsmarkedets parter at fjerne barrierer for kvalificerede udenlandske lønmodtagere i den eksisterende lovgivning. På den anden side videreføres de gældende regler for familiesammenføring, herunder 24-årsreglen og tilknytningskravet, efter et regeringsskifte. Fra S og SF’s fælles udspil ”Plads til alle, der vil”. August 2008 39

I dag er Danmark ikke længere novice i forhold til indvandring som i 60’erne, da de første indvandrere kom til landet. Vi har gjort vores erfaringer. En af dem er, at nogle af de udlændinge, der kommer hertil, bidrager til at skabe jobs til de danskere, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Den indsats må ikke svigtes, de arbejdsduelige danskere skal hjælpes i gang på arbejdsmarkedet. Danmark ØNSKER VELUDDANNEDE OG IKKE BRED IMMIGRATION Danmark i dag er meget selektiv i sin udvælgelse af immigranter: Danske immigrationsregler er generelt målrettet mod at tiltrække veluddannet arbejdskraft og ikke mod bred immigration. Borgere fra de ”gamle” EU-lande og Norden kan arbejde i Danmark uden en arbejdstilladelse, borgere fra Øst kommer ind efter Østaftalen, hvorimod andre får kun opholds- og arbejdstilladelser i særlige tilfælde og inden for områder, hvor det er svært at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Det store problem er, at områder med stort behov for arbejdskraft ikke er med på listerne, fx sosu-området. Det kunne løses, hvis regeringen fulgte LO og DA’s forslag om et fast track. Selvom en udlænding får opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, har han eller hun ikke krav på at få sin familie med til Danmark. Kun hvis opholdstilladelsen forlænges til mere end tre år, kan man søge om at få ægtefælle, registreret partner, samlever eller mindreårige børn med til Danmark.

STRATEGI FOR FREMTIDEN To afgørende nye ting i den moderne indvandring er, at det er toppen af samfundet – de bedst uddannede og stærkeste – der først rejser ud, og at de rejser til steder, de måske aldrig har hørt om, men som andre hjemmefra eller måske menneskesmuglere har fundet en rute til. Det er disse stærke indvandrere, vi skal tiltrække nu. Mennesker, der går

derhen, hvor de kan tjene penge til sig selv og deres, og hvor de samtidig styrker det danske velfærdssamfund. Der er ingen tvivl om, at der er mistænksomhed og diskrimination i Danmark, ofte ubevidst, som har fået de dygtigste af udlændingene til at søge andre steder hen. Vanskelighederne ved at komme i arbejde kan også være demotiverende for dem, der allerede er her. Hvorfor færdiggøre en universitetsuddannelse, når man alligevel ender med at køre taxa? Hvorfor knokle på den tekniske skole, når man kan se, man er dygtigere end Jens, men at han får lærepladsen, bare fordi man selv hedder Muhammed. Vi har brug for indvandrere. Vi har brug for at skabe et samfund, der tager godt imod dem, og som anerkender den værdi, de tilfører vores samfund. Vi skal skabe systemer, der sikrer imod illegal indvandring, fx ved selv at etablere arbejdsformidlinger ude i verden, så menneskesmuglerne bliver arbejdsløse. Vi må skelne mellem indvandrere og flygtningene. Vi må forstå, at flygtninge er en sag helt for sig selv, forstå deres særlige vilkår og behov. Der kommer langt færre flygtninge i dag end tidligere til Europa, tallet er det laveste i 25 år. De, der kommer, skal vi tage imod og hjælpe, men vi må ikke tælle deres særlige problemer med, når vi drøfter behovet for arbejdskraft. For så bliver den danske debat lige så uretfærdig, som det er at sige, at Danmark er en af de dårligste i Europa til at integrere udlændinge.

JURA OM ANSÆTTELSEN Det er den udenlandske borgers ansvar at sørge for at have en arbejdstilladelse i Danmark, inden arbejdet påbegyndes. Hvis en udenlandsk borger arbejder i Danmark uden arbejdstilladelse, kan vedkommende udvises af landet. Derudover kan både arbejdsgiver og udlænding straffes med enten bøde eller fængsel. Det er også en betingelse, at ansættelsen foregår på danske vilkår, så ansættelsen er på danske løn- og ansættelsesvilkår eller under danske overenskomstforhold. Hvis ikke alle de ting er i orden, kan der ikke opnås opholds- og arbejdstilladelse. REGLER FOR ØST-INDVANDRERE En væsentlig årsag til stigningen i antallet af udlændinge, der får arbejdstilladelser i Danmark, er tilstrømningen af arbejdskraft fra de nye østeuropæiske EU-lande. Normalt er der fri bevægelighed på arbejdsmarkedet i EU, så EUborgere kan arbejde i hvilket som helst andet EU-land, de ønsker. Men for de 10 nye lande, Polen, Rumænien, Slovakiet, Litauen, Bulgarien, Estland, Letland, Slovenien, Ungarn og Tjekkiet, lavede man en overgangsordning, som gælder indtil 1. maj 2009.

JOBKORTORDNING Et af de tiltag, der er indført for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, er Jobkortordningen fra 2002. Den er hovedsagelig henvendt til veluddannet arbejdskraft, som også har en høj indkomst, og den gælder hovedsagligt inden for sektorer, hvor der ikke er tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Der er udarbejdet en særlig positivliste over brancher, der mangler arbejdskraft, det er fx ingeniører og IT-specialister. Derudover kan en udlænding også få arbejds- og opholdstilladelse, hvis vedkommende har et jobtilbud med en årsløn på minimum 375.000 kr. GREEN CARD Fra efteråret 2007 har det været muligt for udlændinge at få opholdstilladelse i Danmark i seks måneder, så de kan søge arbejde, den såkaldte Green Card-ordning. Den er hovedsageligt rettet mod veluddannede akademikere. En udlænding kan få opholdstilladelse efter Green Cardordningen ud fra en individuel vurdering af, om myndighederne anser det for sandsynligt, at vedkommende får et arbejde i løbet af seks måneder. Vurderingen beror særligt på, at udlændingen skal samle et bestemt antal point. Disse point gives efter erhvervserfaring, sprogkundskaber og uddannelsesniveau. 43

Desværre er mine vinger meget små

Filippinske Phamela Hoffmann, 29 år, kom som au pair og hjælper nu andre hertil, så de kan undgå at komme i kløerne på de dyre agenter. Hendes hjem er blevet et tilholdssted for både kvinder, der klarer sig strålende, og kvinder i klemme. Lige nu har hun tre boende, en af dem er på flugt fra manden derhjemme og svigerinden i Danmark. 45

Hun gjorde rent tre timer om ugen hos den familie, der ansatte hende proforma som tak for den tjeneste. Så gjorde hun rent hos svigerinden som betaling for husly og mad, og så havde hun hver dag to eller tre jobs á 3-5 timer.

PÅ FLUGT FRA TRUSLER Én har arbejdet på et sjællandsk gods, en anden endte i Sydeuropa, da konen i hendes værtsfamilie flyttede fra Danmark med børnene, og den tredje er netop nu på flugt fra trusler fra manden derhjemme og svigerinden her i Danmark. De vil have, hun skal rejse hjem igen, men hun vil blive, indtil hun har sparet op til at købe sig et hus og noget jord. Hun er bange, for de har meget at true med. Svigerindens danske mand arbejder i et ministerium, og svigerinden siger, han kan få hendes opholdstilladelse annulleret. Og så har hun arbejdet ulovligt, det har de også på hende. Konstruktionen var, at hendes svigerinde fik nogle til at ansætte hende proforma, og at hun så skulle tjene penge på rengøringsarbejde, som svigerinden skaffede hende. Og hun har gjort rent og rent. Hun gjorde rent tre timer om ugen hos den familie, der ansatte hende proforma som tak for den tjeneste. Så gjorde hun rent hos svigerinden som betaling for husly og mad, og så havde hun hver dag to eller tre jobs á 3-5 timer. Fire dage om ugen startede hun klokken 6, men det var intet problem. Hun gik tidligt i seng, måtte ikke gå ud om aftenen, sagde svigerinden. Det eneste, hun måtte gå til, var kirkegangen om søndagen. Hun var glad for sine jobs, overalt var folk søde mod hende. – Jeg er så glad for Danmark, siger hun igen og igen. Men da hun stak af fra svigerindens hjem, holdt hun også op med sine rengøringsjobs. Hun tør ikke komme mere, tør ikke prøve at give en forklaring. – Jeg ved jo ikke, hvad de tror, og måske kommer politiet og henter mig, hvis jeg viser mig.

VELUDDANNEDE – MEN UDDANNELSEN DUR IKKE TIL NOGET HER Jeg møder hende og de andre kvinder hos Phamela Hoffmann, der selv er kommet til Danmark som au pair fra Filippinerne. Phamela og hendes danske mand Bo Hoffmann åbner deres hjem for de mange filippinske kvinder i området, og ofte er de 20 på en almindelig aften. – Bo synes heldigvis, det er hyggeligt, og han betaler al maden. De andre har jo ingen penge, siger Phamela. Bo og Phamela har startet et firma, som hjælper filippinske kvinder til Danmark, og desuden har Phamela rengøringsarbejde. Hun er uddannet lærer, en af de andre har en bachelor i landbrugsteknik, en er programmør, men de uddannelser kan ikke bruges hverken her eller andre steder uden for Filippinerne. – Vil vi til udlandet, kan vi gøre rent og gøre rent og gøre rent, siger de. Og det har de villet, for hjemme har de set, hvordan mennesker, der rejste ud, kom rige tilbage og kunne hjælpe familien. – Hos os giver vi 90 pct. af det, vi tjener, til familien, siger Phamela. Og selv om lønnen som au pair almindeligvis kun er nogle få tusinder om måneden, bliver det til langt mere, end de kunne have tjent hjemme. HAR GÆLD DER SKAL BETALES Leonora er 29, har en universitetsuddannelse som programmør, men slog til, da hendes fætter foreslog hende at komme til Singapore som au pair for en kinesisk familie. Hun blev optaget i familien som et ekstra barn, og da hendes mor fik kræft, betalte familien for lægehjælpen. Da hun havde været hos dem i 6 år, betalte de også for en uddannelse som hjemmehjælper, og da en af lærerne

Den ferie, mange filippinske kvinder får, består jo nok i at være på et luksushotel, men det er ikke ferie for os. De har taget os med, fordi de har et arbejde, vi skal gøre.

spurgte, om hun ville arbejde i Danmark, sagde hun ja. Uheldigvis blev det ægtepar, hun kom til, skilt efter meget kort tid, og konen flyttede til Sydeuropa med Leonora og børnene på halvandet og tre år. Leonora elskede børnene, passede dem og huset hver eneste dag til klokken 23, når den ældste var i seng og alting klar til næste dag. Men da hun blev syg, og lægen sagde, hun skulle holde sig i ro – og alligevel skulle passe børnene – blev det for meget. Hun havde også oplevet at blive råbt ad, det havde hun aldrig været udsat for før, så med Phamela og Bos hjælp kom hun tilbage til Danmark, hvor hun nu søger at finde en ny værtsfamilie. I hvert fald skal hun ikke hjem, før hendes opholdstilladelse udløber. Hendes mål er at tjene nok til at købe et hus og starte en restaurant. Hun har også en gæld, der skal afvikles først: Phamela og Leonora er veninder fra barndommen, så da familien ikke ville betale hendes billet til Danmark, lagde Phamela pengene ud, og hun skylder også for billetten fra Sydeuropa, hvis ikke fagforeningen FOA kan hjælpe hende. Det håber de, det tror de. For Jakob i FOA gør så meget for dem. HÅBER JAKOB I FOA KAN HJÆLPE For øjeblikket prøver han fx at sikre Isabel på 22 år nogle penge. Hun har haft et rengørings/plejejob hos et ældre ægtepar på et gods, har arbejdet hver dag fra klokken 7 til 19. Meningen var, hun skulle holde fri om eftermiddagen mellem 14 og 17, men der var altid noget, der skulle gøres. Hunden skulle luftes, i weekenden skulle hestene også passes og konen masseres to timer, der skulle tælles piller op og laves mad. Og så skulle der gøres rent, en syssel,

Meningen var, hun skulle holde fri om eftermiddagen mellem 14 og 17, men der var altid noget, der skulle gøres. Hunden skulle luftes, i weekenden skulle hestene også passes og konen masseres to timer, der skulle tælles piller op og laves mad. Og så skulle der gøres rent. både manden og konen var så optaget af, at de fulgte efter de to au pair-piger under arbejdet og bl.a. sikrede sig, at også ledningerne under loftet blev tørret af. Isabels forgænger var blevet en måned, fandt hun ud af. Selv blev hun godt et år. Men så kunne hun heller ikke mere, hun var stresset, var blevet en streg i luften, kunne aldrig sove ordentligt. Men hun har ikke opgivet håbet om at få endnu et job i Danmark, hun er faktisk nødt til det. Hun har måttet låne de 14.000 kr., det kostede at få arbejdstilladelsen i Danmark, og selv om det er familiemedlemmer, der har lånt hende pengene, er renten tårnhøj. Så hun skal ha’ tjent nogle penge. Hvis da ikke Jakob kan hjælpe .. Sammenlignet med de andre har hun nemlig tjent en meget høj løn, 17.000 kr. Til gengæld har familien fået en del af pengene hjem igen: Hver måned trak de 7.000 kr. for mad og husleje. FOA siger, det er ulovligt, så måske er der hjælp at hente. Men Isabel vil meget gerne et nyt sted hen, og mange prøver at hjælpe hende. Bo og Phamela selvfølgelig, men også den søde danske familie, hendes søster arbejder for, og som hjælper dem begge to. GIVER GAVER OG FORVENTER TAKNEMMELIGHED OG EKSTRA INDSATS – Isabel og Leonoras historier er ret typiske, siger Phamela. De mennesker, der har ansat dem, synes, de er meget large, betaler dem godt og giver dem gaver, så de forventer taknemmelighed og en ekstra indsats. De ved, vi kommer fra et fattigt liv med 16-18 timers arbejde om dagen for 1.200 danske kroner om måneden, men jeg synes, de udnytter det urimeligt. For fx den ferie, mange filippinske kvinder får, består jo nok i at være på et luksushotel, men det er ikke

ferie for os. De har taget os med, fordi de har et arbejde, vi skal gøre. Phamela er 29 år. Hendes mor var skoleinspektør på en folkeskole, hendes far var i bygningsindustrien og bl.a. i Saudi Arabien en del år. Hun så, hvordan folk tjente mange penge i udlandet, og fra hun var purung, sparede hun op til billetten og de 14.000 kr., agenten skulle have. Hun fik to børn, men blev ikke gift – hendes mor mente ikke, hendes kæreste var den rigtige for hende – og børnene, der nu er 4 og 9 år gamle, bor hos den kvinde, der passede Phamela som barn. Det er besværligt at få dem til Danmark, men håbet er, at både de og deres barnepige kommer til Danmark næste år. – Så kan hun også få et godt job og komme i skole heroppe, siger Phamela. Hendes håb er, at hun kan hjælpe mange filippinske kvinder herop uden om agenterne og deres store honorarer. – Bo og jeg har lavet websiden www. filipinaaupairs.com, vi har et se-nummer, og politiet har været her og bekræftet, at alt er i orden med vores virksomhed. Men det er ikke enkelt, og alene telefonudgifterne er så store. Jeg flyver med meget små vinger, men heldigvis hjælper Jakob og FOA og kommunen. Vi har lige fået hjælp til at starte et danskkursus. Der er undervisning hver søndag, og den bliver obligatorisk for de filippinske kvinder, vi får hertil. Jeg har spurgt Jakob, om de kan hjælpe med en Hotline, og der er også brug for et “Run away house,” som de har i mange andre lande. Men foreløbig har vi heldigvis vores hjem, og heldigvis synes Bo, det er i orden med 20 kvinder, der spiser hans mad og synger karokee. Men vi må skabe et lidt bedre system. Mine vinger er små, somme tider synes jeg næsten ikke, de er der. Og du kan godt se, nogen må jo hjælpe, ikke?

Formålet med et au pair-ophold er, at udlændingen skal bo hos en værtsfamilie ’på lige vilkår’ for, at han/hun kan forbedre sine sproglige og evt. faglige kundskaber samt sit kendskab til opholdslandet. Som modydelse deltager au pair-personen i huslige pligter (fx rengøring, tøjvask, madlavning, børnepasning) i værtsfamilien i maksimum 5 timer om dagen, maksimalt 6 dage om ugen. Hvis au pair-personen udfører arbejde ud over disse tidsgrænser, udfører andet arbejde end huslige opgaver, eller udfører opgaver for andre end værtsfamilien, så arbejder han/hun ulovligt i Danmark. 52

En au pair-person gives opholdstilladelse for 18 måneder, dog ikke ud over au pair-kontraktens gyldighed. I særlige tilfælde kan opholdstilladelsen forlænges med yderligere seks måneder til i alt 24 måneders samlet ophold. Udlændingeservice har en restriktiv praksis for forlængelse af en opholdstilladelse som au pair, hvorfor ansøgere og værtsfamilier som altovervejende hovedregel ikke skal regne med, at en opholdstilladelse vil kunne forlænges ud over 18 måneder.

Fra Udlændingestyrelsens hjemmeside 53

Tjekke bringer dansk kræftforskning i verdensklassen

Jiri Bartek, 54 år, flyttede til Danmark med et helt forskerhold fra Østeuropa i 1992. Han har fået tilbud om jobs i udlandet, andre ville have solgt deres bedstemor for at få, men er blevet i Danmark. Det ville koste år at bygge nyt op – og måske også magien i laboratoriet. Han råder andre til at komme hertil, fortæller dem, danskerne er venlige. Uvenlighed, det er kun noget, han læser om i avisen. 55

Havde hans kone ikke kunnet få arbejde i Danmark, var det ikke blevet den fest, det blev. Både fordi det er det, de kan sammen, der skaber deres succes. Men også fordi hun blev glad for at være her. KÆMPESKRIDT FOR KVINDER MED BRYSTKRÆFT TV2 kommer lidt før planlagt, så Jiri Bartek inviterer mig til at lytte med, da han bliver interviewet. Til at høre om, hvordan han og hans hold har fundet en metode til at vise, om en kvinde med brystkræft har glæde af kemoterapi. Det er der mange, der ikke har – på verdensplan flere hundrede tusinde hvert år – men indtil nu har man ikke kunnet finde dem. Ikke før det var for sent, og de havde fået den voldsomme behandling, tabt alt håret, haft alle bivirkninger. Og værst af alt, også øget deres risiko for at dø af sygdommen. Jiri Bartek er glad, men også lidt træt. Han flyver og farer, holder foredrag, underviser, og netop i dag er den nye epokegørende opdagelse offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics. At publicere i tidsskrifter som det er toppen, og de allerdygtigste forskere oplever det et par gange i livet. Jiri Bartek og holdet fra Kræftens Bekæmpelse oplever det næsten hvert år. Jiri Bartek er blevet den danske forsker på sit område, der oftest er citeret i verdens videnskabelige tidsskrifter de sidste 15 år. Han er glad for sit liv i Danmark, for de muligheder han har fået, og som han end ikke havde turdet drømme om, da han som ung levede bag jerntæppet, i Tjekkoslovakiet. Men så faldt muren, og allerede i efteråret 1992 kom Jiri Bartek og hans kone til Kræftens Bekæmpelse i Danmark. De var del af en gruppe, bestående af Jiris tidligere chef, Michael Strauss, der var østtysker, og kollegaen Jiri Lukas, som var på Barteks forskerhold i Prag. – Østeuropæiske discountforskere, mumlede danske forskere dengang. Det fortrød de. For østeuropæerne bragte dansk forskning i verdensklassen.

FORSKNING I VERDENSKLASSE HAR SIN PRIS Det har en pris. Prisen er ikke de lange, lange arbejdsdage, for det har ikke været et problem. – Vi har ikke bil, så vi har haft råd til at have et mikroskop derhjemme. Et rigtig godt et, så vi har kunnet arbejde, når børnene var lagt i seng. Det har heller ikke været svært med familien. – Alle opfordrede os til at tage af sted, udnytte vores chance. Og i dag kommer svigermor og bor hos os 2-3 måneder to gange om året, min mor lidt sjældnere. Prisen er haven. – Det er godt, min svigerinde kommer på besøg i dag fra Tjekkiet. Den trænger til, at hun tager en tørn. Jiri elsker sin have. Her er der ingen, der snakker. Her er den stilhed, der aldrig er på laboratoriet eller under møderne. Hans have ligner ingen andre danske haver. Han har bygget et stenlandskab til alpeplanterne, der er hans lidenskab. – Det er meget almindeligt med alpeplanter i Tjekkiet, men det var først, da jeg kom hertil, at jeg blev interesseret. Da jeg startede, købte jeg 16 tons tufsten, som kom på en kæmpelastvogn. Den fyldte hele vejen, og det tog flere år, før jeg havde fået det hele på plads. Men lige nu ser det ikke rigtig godt ud i haven. Han er for lidt hjemme. UDEN JIRINA VAR DET IKKE BLEVET DEN FEST, DET BLEV Jiri Bartek er læge, gift med Jirina Bartkova, der også er læge. Han er helt klar over, at havde hans kone ikke kunnet få arbejde i Danmark, var det ikke blevet den fest, det blev. Både fordi hendes ekspertise ligger i forlængelse af hans, og fordi det er det, de kan sammen, der skaber deres succes.

Men også fordi hun blev glad for at være her. Børnene blev danske på få uger. Sønnen Jiri hjalp de danske børn med lektierne, og han er den, der indtil nu har fået det højeste gennemsnit på gymnasiet i Greve, fortæller hans far stolt. I dag er han 26, læser medicin og er blevet global, siger hans far. Simona, der er 22, læser biologi på universitet i Long Island i USA og har fået amerikanske stipendier, fordi hun er en fremragende basketballspiller. Ligesom hendes far i øvrigt var. Han spillede på det tjekkoslovakiske juniorhold, Simona er på det danske landshold. TJEKKERNE SYNES JO, JEG ER DERES Jiri Bartek er ikke meget optaget af, om han er dansk eller tjekke. Der er ti nationaliteter i hans afdeling, ingen tænker så meget på det. Men hvad tænker han om, at et fattigt land, som Tjekkoslovakiet var dengang, har uddannet ham for så at miste hans arbejdsindsats? For det første ville han aldrig have kunnet udrette det derhjemme, han har kunnet i Danmark. For det andet har han løbende 2-3 studerende hjemmefra i sit laboratorium. De lærer en masse, som de tager hjem og giver videre, så der er balance. – Og tjekkerne synes jo, jeg er deres. De er stolte af, at jeg er den tjekke, der gennem de sidste 25 år har været mest citeret i videnskabelige tidsskrifter. DANMARK – RESULTAT AF MANGE BEVIDSTE VALG – Men hvorfor Danmark? Det var tilfældigt, det blev Danmark, men i dag er

På forskningsområdet kunne Danmark lære af bl.a. Storbritannien og sikre økonomien. Vi bruger alt for lang tid på at skaffe penge herhjemme, tid vi kunne have brugt meget bedre på forskning. Kræftens Bekæmpelse og Danmark resultatet af mange bevidste valg. – Jeg har fået tilbud fra hele verden, men er blevet. Et af tilbuddene lød på, at jeg kunne tage hele mit hold med til Cambridge – det ville nogle forskere ha’ solgt deres bedstemor for – men jeg kunne ikke få alle med, og vi skulle derfor på mange måder starte forfra. Vi ville miste den magi, vi har i laboratorierne her, hvor så meget lykkes. Vi ville være sat ét til to år tilbage, det har jeg ikke råd til. – Men havde du ikke fået langt bedre forhold? – Jo, bl.a. havde vi i Storbritannien haft sikkerhed for forskningspenge. Det har vi ikke her. Vi må bruge megen tid på at søge, og vi er altid lidt usikre. Ville Danmark gøre noget virkelig godt for forskningen og tiltrække talenterne, skulle de kopiere den ide. Kræftens Bekæmpelse betaler halvdelen af al kræftforskning i Danmark, tænk dig en privat forening!, og Danmark opfylder end ikke det mål, der er sat for, hvor meget der skal bruges til forskning. Det er ikke fremsynet. – Og du havde vel også fået en helt anden løn? – Det ved jeg ikke. Vi forskere arbejder jo ikke for lønnen. Gjorde vi det, lavede vi noget andet. Min kone kunne tjene fire gange så meget ved at arbejde som læge, det kunne jeg vel også. Og industrien gav formentligt endnu mere, det ved jeg ikke. Vi har det godt. Vi har nok. Egentlig arbejder vi jo ikke. Det er vores hobby. TROR, I HAR LÆRT AF GRUNDTVIG – Er der noget, Danmark kunne lære af Tjekkiet? – Da vi kom hertil, var jeg overrasket over, at folkeskolen var så afslappet.

Vi forskere arbejder ikke for lønnen. Gjorde vi det, lavede vi noget andet. Min kone kunne tjene fire gange så meget ved at arbejde som læge, det kunne jeg vel også. Og industrien gav formentligt endnu mere, det ved jeg ikke. Vi har det godt. Vi har nok. Egentlig arbejder vi jo ikke. Det er vores hobby.

Det er vist det, de arbejder på at ændre nu. Det tror jeg er godt. Og så ville det være bedre for samfundet, hvis danske unge, som de tjekkiske, gjorde deres studium færdigt og ikke rejste to år til Australien og to til USA. – Og noget, tjekkerne kunne lære af os? – Jeg kan godt lide, at vi her i Danmark snakker om tingene, måske endda noget højlydt, for når vi bliver enige, arbejder vi efter den plan, der er lagt. Det gør vi ikke i Tjekkiet. Jeg tror, det er noget, I har lært af Grundtvig. – Foreslår du udlændinge at komme til Danmark? – Ja, tit. Jeg fortæller, danskerne er venlige. Det er et godt land, alle taler engelsk. Det betyder noget for folk, der tænker sig at skulle være her 3-5 år. De behøver ikke lære sig dette svære sprog. Og jeg møder aldrig uvenlighed. Det er faktisk kun noget, jeg læser om i avisen.

FAKTA OM ÆGTEFÆLLER ”Familierne skal med til Danmark. Ellers bliver hovedet tilbage i Tyskland, Det er helt afgørende, at familierne falder til i Danmark. Ellers kan vi ikke holde på de nye kræfter. Derfor hjælper vi med at finde boliger, institutioner, skoler og arbejde til ægtefællen.” Anders K. Kristensen, der er rådgiver i Region Midt og arbejder på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Politiken 7. juni 2008

“Det koster rigtig mange penge at få dem herop. Vi har tidligere hvervet læger i Tyskland, men over halvdelen af dem rejste hjem efter to år. Vi håber, at det bliver lidt bedre nu, når vi sætter mere fokus på problemet og får ægtefællen med herop.” Seniorprojektleder Jakob Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut. Politiken 7. juni 2008. 61

Nu skal børnene have den uddannelse, hun ikke fik

Asiye Uzundal skulle selv have haft den uddannelse, hendes forældre ikke fik. Men det lykkedes ikke. Hun giftede sig mod forældrenes vilje og fik et liv med tørklæde, masser af regler og en svigerfar, der sagde, at piger ikke skal gå i skole. Men nu er hun skilt, bestemmer selv og er mentor for sine 3F-kolleger på MalacoLeaf i Slagelse. 63

Mor elskede sin mand, han holdt altid, hvad han lovede, og når han lovede hende et godt liv i Danmark, stolede hun på det. Han fik ret, selv om det blev et arbejdsomt liv.

Asiye Uzundals forældre gjorde alt for, at hun skulle få et godt liv i Danmark. Hun skulle have den uddannelse, de ikke fik, hun skulle have et godt arbejde, et frit liv. Derfor var de også fortvivlede, da hun 18 år gammel kom og sagde, hun ville giftes. De kendte hendes kærestes familie og vidste, de var meget traditionelle og gammeldags. Men Asiye ville giftes og fik et liv med tørklæde, masser af regler og en svigerfar, der sagde, at piger ikke skal gå i skole. – Piger skal ikke være til glæde for arbejdslivet. De skal være til glæde for deres mand, mente han. Hun fik gennemført 10. klasse, men fik ikke den studentereksamen og uddannelse, resten af hendes søskende fik. – Jeg blev fabriksarbejder, min søster er pædagog, mine brødre har egne virksomheder eller ledende stillinger. Asiye fik tre børn, der nu er 8, 14 og 18 år, før hun blev skilt, og nu er det hendes ambition, at de skal have den uddannelse, hun ikke fik. – Min ældste søn vil være politibetjent, men han kan først søge ind, når han er 21, så derfor tager han en uddannelse som murer nu. Han er godt begavet, men vil langt hellere bruge sin krop end hovedet. De små er mere boglige, så vi får se. De må selv vælge, og jeg vil støtte dem det, jeg kan, siger hun. Og Asiye Uzundal, 40 år, har meget at støtte med. Hun har et godt job som maskinoperatør på slikfabrikken MalacoLeaf i Slagelse, hun er aktiv i 3F og mentor på arbejdspladsen. Hun videreuddanner sig hele tiden, hun er aktiv. Og først og fremmest er hun i dag en fri fugl, en kvinde, der selv bestemmer over sit liv. KOM TIL EN HELT TOM LEJLIGHED Hendes far rejste til Danmark, da hun var lille. Der var ingen muligheder i Si-

Far hentede os i en blå Ford, og vi kørte i dagevis. Vi havde to kufferter, det var alt, vi havde med os, og da vi kom frem, var det til en helt tom lejlighed. Vi sov på gulvet, og naboerne hjalp os med at finde ting i genbrugsforretninger.

vas i Anatolien, hvor han kom fra. Meningen var, han skulle tjene nogle penge og så vende tilbage, men han endte med at hente sin kone og børnene hertil. – Han kunne se, vi børn kunne få helt andre muligheder her. Asiye husker ikke, at hendes mor var ked af at rejse hertil. Hun elskede sin mand, han holdt altid, hvad han lovede, og når han lovede hende et godt liv i Danmark, stolede hun på det. Han fik ret, selv om det blev et arbejdsomt liv. Han arbejdede på et værft og senere i en trælasthandel, moderen vaskede op på Storebæltsfærgerne og gjorde senere rent på sygehuset. Asiye husker ikke selv, om hun var ked af at forlade Tyrkiet. – Jeg var seks år og glad for at skulle bo med far. Han var en meget klog mand, og han elskede mor og os. Han hentede os i en blå Ford, og vi kørte i dagevis. Vi havde to kufferter, det var alt, vi havde med os, og da vi kom frem, var det til en helt tom lejlighed. Vi sov på gulvet, og naboerne hjalp os med at finde ting i genbrugsforretninger. Da vi fik fjernsyn, det var brugt og sort-hvidt, var lykken total. Men skolen, det var hårdt. Vi forstod ingenting. Men det kom hurtigt, og det blev os, der lærte far og mor dansk. MENTOR – STØTTE FOR BÅDE ARBEJDSGIVER OG KOLLEGER Den dag, jeg møder Asiye på MalacoLeaf i Slagelse, burde hun ha’ ligget i sin seng. Hun er forkølet og dårlig tilpas, men i dag har hun og tillidsmanden Lykke Landgren mødt aftenholdet og fortalt om, hvordan Asiye kan hjælpe dem som mentor. I morgen skal de møde natholdet klokken 6, men Asiye har aftalt med sin chef, at efter mødet går hun hjem og bliver rask.

Der er omkring 400 medarbejdere på fabrikken, og mentoren er virksomhedens tilbud til dem om støtte. – Vi skubber de svage i gang, siger Asiye. Hun ser sig selv som en støtte for både arbejdsgiveren og kollegerne, og ordningen finansieres sådan, at arbejdspladsen betaler den tid, hun bruger på kurser og mentorarbejdet, og 3F betaler kurserne. Hun har bl.a. været til kurser i LO’s ligestillingsudvalg i Vordingborg og diskuteret mobning, vold og misbrug. Indtil nu har kollegerne ikke brugt mentorordningen i særligt omfang, men efter turen rundt i virksomheden er alle i hvert fald opmærksomme på, at der er hjælp at hente. – Måske er behovet ikke så stort, siger hun. Virksomheden forlanger, at alle ansatte skal tale og skrive dansk. Det er meget fornuftigt, der er en masse papirarbejde, men det betyder måske, at alle er så velintegrerede, at de klarer de fleste af deres problemer selv. Selv har hun klaret sig godt på det danske arbejdsmarked. Hendes første job var som pædagogmedhjælp, senere blev hun ansat i Magasin til at lave chokolade. Efter halvanden dag blev hun kaldt til Tyrkiet, hvor hendes forældre var på ferie: Hendes mor var meget, meget syg. Hun tog straks af sted med en melding fra chefen om at komme tilbage, når hun var i Danmark igen. – Dig giver jeg ikke slip på, sagde han. ALDRIG OPLEVET NOGET UBEHAGELIGT I DANMARK Asiye siger, at hun aldrig har oplevet noget ubehageligt i Danmark. Jeg spørger en ekstra gang for at være sikker på, jeg har forstået det rigtigt. Det har jeg. – Jeg har aldrig oplevet uvenlighed, det tror jeg heller ikke, børnene har.

Husk på, vi kom i 70’erne som gæstearbejdere, og arbejdsmarkedet havde brug for os. Der var ikke noget med, at vi skulle lære dansk og bestå prøver. Vi skulle arbejde. Vi faldt til. Vi søskende er meget danske, børnene endnu mere. Og deres børn igen, ingen vil kunne se forskel på dem og de andre danske børn. Vi lever på dansk, men jeg prøver at holde børnenes tyrkisk ved lige ved at tale tyrkisk med dem. Det er vist typisk, at den lille svarer på dansk. Vi går til fester og fødselsdage og fodbold som de andre. Men vi lever også på tyrkisk, i og med jeg er muslim og lever som muslim. Nogle muslimer synes, det er nok, at de er “rene i hjertet”. Jeg mener, der skal mere til. Vi skal fx hjælpe de fattige, og er der en fattig, der vil studere, hjælper alle til. Ikke kun familien. Vi skal også være tålmodige, vi skal vise respekt. Det er gode leveregler, og jeg oplever ikke, de gør det svært at leve på dansk. Faktisk synes jeg, mange flere skulle følge dem. Alt for mange børn har ingen respekt for deres lærere og for de ældre. Det har mine. Jeg kan da godt savne Tyrkiet. Da jeg var barn, tilbragte vi alle somre dernede i det hus, mine forældre beholdt, og indimellem ønsker jeg “Gid jeg var hjemme” – og det er altså ikke Slagelse. Men det er kun et øjeblik. Jeg er meget glad for mit liv i Slagelse. Jeg er tryg, man har det godt. Danmark er et lille land, det hele er perfekt! Min søster bor i Tyskland, og der er så mange mennesker, så mange nationaliteter. Her er ikke så mange, og det er meget ensartet, fordi næsten alle er danske. Ikke at jeg har noget imod indvandrere, slet ikke, men det er rart, vi er så ens.

Danmark er et lille land, det hele er perfekt! Min søster bor i Tyskland, og der er så mange mennesker, så mange nationaliteter. Her er ikke så mange, og det er meget ensartet, fordi næsten alle er danske. Ikke at jeg har noget imod indvandrere, slet ikke, men det er rart, vi er så ens. 69

Hvorfor udnytter Danmark ikke det, vi kan?

Halyna Karpova Christiansen kæmper med at blive bedre til dansk, hun taler engelsk, russisk, ukrainsk og forstår alle slaviske sprog. Hun har været leder, hun har styret økonomi, hun har lavet stort set alt inden for turisme og synes, hun kunne have gjort meget mere nytte i Danmark end som parkeringsvagt. Men ingen har været interesseret, ikke endnu i hvert fald. 71

I har et ord, der hedder “sagsbehandler” – vi har intet ord for det på ukrainsk – og min mand sagde, det betyder folk, der hjælper dig. Jeg synes, det betyder folk, der ser på mig i et mikroskop. Tænk hvis min sagsbehandler havde sagt: Hvordan kan vi bedst bruge det, du kan? DEN UKRAINSKE STYRKE ER PILLET AF HENDE Halyna Karpova Christiansen havde lige sagt til sin mand “Godt jeg er sådan en stærk ukrainer. Jeg kan klare det hele uden psykolog”, da hun brød sammen. Hun var parkeringsvagt i København og havde løbende haft ubehagelige oplevelser, men pludselig kom de i en stime. En flok teenagere smed æg på hende, unge i store biler kørte op på fortovet efter hende, en kvinde slog hendes pc-udstyr i stykker og kvæstede hendes hånd. Det var den sidste episode, der slog hende ud. Det gjorde ondt, hun var forskrækket, der havde været for meget. Hun græd, da hun sad på politistationen på Amager for at anmelde sagen. Betjenten var utålmodig og kun optaget af, om kvinden havde sagt noget livstruende. Det havde hun ikke, og sagen blev afvist. – Halyna var hysterisk, noterede han som begrundelse. Hun går nu til psykolog, og psykologen siger, hun skal finde sig et andet arbejde. Hendes ukrainske styrke er pillet af hende. PERESTROJKAEN VENDTE OP OG NED PÅ ALTING Ingen havde forestillet sig, Halyna skulle ende som parkeringsvagt i København, da hun blev født i Ukraine for 54 år siden. Hun levede et privilegeret liv, hendes far var prorektor ved universitet i Lvov. Selv fik hun en uddannelse inden for turisme i Leningrad, og alt gik strygende, indtil Gorbatjov startede sin perestrojka midt i 80’erne. Vi i Vesten var lykkelige på russernes vegne, nu skulle de kunne ytre sig, statsstyringen skulle afløses af langt mere frihed til den enkelte. Men for Halyna betød det starten på en total forandring. – Alt blev vendt op og ned. Inflationen var enorm, jeg kunne kun klare mig, fordi gode

venner ansatte mig sort, siger hun. En af de opgaver, hun fik, var at guide en gruppe mennesker, der skulle se Brøndby spille fodbold mod Kiev. En af dem, en af Brøndbys sponsorer, var særlig interesseret, og mens de andre danskere drak og sov, viste hun ham Saint-Sophia Katedralen, der er på FN’s liste over verdens fælles arv. – Da han skulle hjem, gav han mig sit telefonnummer, men jeg sagde, at jeg ikke havde råd til at ringe. Så fik han mit og ringede hver dag. Det var meget romantisk og endte med, vi blev gift efter halvandet år. SET PÅ GENNEM MIKROSKOP Jeg havde selv en masse ideer om, hvad jeg skulle lave her i Danmark. Jeg kunne undervise i russisk – i min uddannelse indgik pædagogik – og vi undersøgte også mulighederne for at skabe kontakt mellem nogle af de mange ensomme danske mænd og gode, ukrainske kvinder og for at få ukrainske turister til Danmark. Turismeplanerne faldt på grund af de stramme, danske visumregler, og min mand havde ikke kræfterne til at starte et firma, turde ikke rigtig, og så blev jeg parkeringsvagt. Desværre har Danmark ikke været interesseret i at bruge det, jeg kan. Jeg taler engelsk, russisk, ukrainsk, og jeg forstår alle slaviske sprog. Jeg har været leder, jeg har styret økonomi, jeg har lavet stort set alt inden for turisme. Jeg kunne være blevet til mere nytte for Danmark, end jeg blev som parkeringsvagt. Hvorfor udnytter Danmark os ikke bedre? Hvorfor kalder de os ikke til samtale og finder ud af, om vi kunne gi’ Danmark mere end ufaglært arbejde? Jeg føler mig som et halvt menneske, det er ubehageligt. Rusland blev

Hverken hun eller hendes venner hjemmefra vil udnytte det danske system. Langt de fleste har ufaglĂŚrte jobs, rigtig mange gĂ¸r rent, men der er ogsĂĽ nogle, der har haft heldet med sig. 74

stort under Peter den Store, fordi han tilkaldte mennesker med kundskaber fra mange lande, også mange her fra Danmark. – Du ved godt, at Vitus Bering fra Horsens gjorde en stor indsats i Rusland, ikke? I har et ord, der hedder “sagsbehandler” – vi har intet ord for det på ukrainsk – og min mand sagde, det betyder folk, der hjælper dig. Jeg synes, det betyder folk, der ser på mig i et mikroskop. Tænk hvis min sagsbehandler havde sagt: Hvordan kan vi bedst bruge det, du kan? BLANDEDE ÆGTESKABER HAR SVÆRE VILKÅR Ægteskabet holdt i fem år. – Blandede ægteskaber har svære vilkår, siger Halyna. Hun overvejede at vende hjem igen, til sin datter og barnebarnet på 11, til sin mor, sin storebror, der er prorektor på Det statistiske Universitet i Kiev, til svigerinden og nevøen. Men så mødte hun Michael, som hun blev gift med i sommer. De bor i hans barndomshjem i Ballerup, han har børn og siger selv, at hans familie er hans klan. – Det har jeg vidst helt fra begyndelsen, sådan er det, men jeg siger tit til ham, at jeg ville være den gladeste i verden, hvis han ville med til Ukraine. Jeg er 200 pct. bymenneske. Jeg elsker at være i Kiev med teater, ballet og opera. Der er ikke noget med at bestille måneder forud, man kan bestemme sig om eftermiddagen og få plads. Og de er så talentfulde. VIL IKKE udnytte DET DANSKE SYSTEM Halyna leder nu efter et nyt arbejde. Hun skal tjene penge, vil kunne bidrage til husholdningen, vil kunne tage hjem til Ukraine, når det er muligt, og hun vil

også kunne have gaver med til alle. – Sådan er det i vores kultur. Hverken hun eller hendes venner hjemmefra vil udnytte det danske system, siger hun. Langt de fleste har ufaglærte jobs, rigtig mange gør rent, men der er også nogle, der har haft heldet med sig. Hendes veninde fx, som oven i købet er to år ældre end Halyna, har skiftet et rengøringsjob ud med et IT-job i Energiministeriet. Hun er uddannet programmør hjemmefra og lykkelig for at bruge sin uddannelse sammen med “fantastiske kolleger”. Men Halyna møder også mennesker, der blot er kommet hertil for at udnytte systemet. – Derfor kan jeg godt forstå de danske politikere, som strammer reglerne for indvandring. Det er rigtigt at kræve, at vi bidrager. Men når politikerne strammer, bør de også tænke på kvinderne. Mændene er tit slemme ved deres koner. De har brug for en langt bedre beskyttelse, end de får nu. Når Halyna tænker fremtid, håber hun på et job, hvor hun kan hjælpe nogle af de kvinder, der er kommet i klemme, og også de mange prostituerede fra Østlandene. – Min egen fagforening FOA og 3F gør meget for at hjælpe kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk. Jeg ved ikke, hvad jeg finder ud af, men noget vil lykkes. Det skal det.

Jeg kan godt forstå de danske politikere, som strammer reglerne for indvandring. Det er rigtigt at kræve, at vi bidrager. Men når politikerne strammer, bør de også tænke på kvinderne. Mændene er tit slemme ved deres koner. 77

PORTUGAL

Foto: Turismo de Lisboa â&#x20AC;&#x201C; www.visitlisboa.com

Lovgivning i top, men arbejdsgiverne er ikke DET STØRSTE PROBLEM ER UKRAINERNE, DER REJSER Det største indvandrer-problem i Portugal lige nu er ikke de indvandrere, der kommer. Det er, at indvandrerne fra Ukraine forlader landet i tusindvis. For de er veluddannede, alle har gået mindst 9 år i skole, 5 år længere end de fleste ældre portugisere. Mange har en universitetsuddannelse, mange er ingeniører, og de har fået nok af at arbejde i ufaglærte jobs til minimumsløn og med dårlige arbejdsvilkår. De portugisiske myndigheder ved godt, hvorfor de ressourcestærke indvandrere forlader landet igen: Portugal har en lovgivning i top, men realiteten er, at arbejdsgivere alligevel udnytter indvandrerne. Mange arbejder på andre vilkår, end deres kontrakt dikterer, en del arbejder for mindstelønnen på ca. 3.000 kr. månedligt, og nogle arbejdsgivere vil slet ikke lave kontrakter og kun ansætte sort arbejdskraft. Og uden kontrakt kan indvandreren ikke få opholdstilladelse og dermed adgang til sociale rettigheder som fx understøttelse og bistandshjælp. Regeringen har nu sat et arbejde i gang om, hvordan man kan få ukrainerne til at blive. Portugal har ikke råd til at miste dem, selv om ledigheden stiger for øjeblikket. For tabet af ukrainerne skaber ikke balance. Det skaber problemer.

HJÆLP MED ALTING ÉT STED Seks procent af Portugals knap 11 mio. indbyggere er indvandrere. Et af de tiltag, der er sat i gang, og som også er efterlyst i Danmark, er at skabe én instans, hvor indvandrerne kan komme med alle problemer. Her kan de få råd

om, hvad de skal gøre, hvis de vil starte egen virksomhed, eller hvis de ønsker at få deres familie til landet. Her kan de også få hjælp, hvis de har sociale problemer, er syge eller føler sig udnyttede af arbejdsgiveren. Servicecentret i centrum af Lissabon er ikke det mest charmerende sted, man kan forestille sig, tværtimod. Folk står i kø helt ude på gaden, og de grønmalede vægge har ikke set maling i mange år. Men det virker, har en evaluering lige vist. Indvandrerne får den hjælp, de har brug for, og for Portugal er kontoret én brik af mange i bestræbelserne på at fastholde den arbejdskraft, landet har brug for. Der er et tilsvarende kontor i Porto i Nordportugal, og spredt over landet er der modtagecentre, hvor der tilbydes sprogundervisning. En undersøgelse lavet i 2007 af British Council viste, at Portugal næst efter Sverige er det land i EU, der er bedst til at integrere udlændinge.

ARBEJDSMARKEDETS BEHOV AFGØR, HVOR MANGE DER ÅBNES FOR Det er forskelligt fra år til år, hvor mange opholdstilladelser Portugal giver til udlændinge, der kommer fra lande uden for EU, og kvoterne fastlægges, så de passer til arbejdsmarkedets behov. Kvoterne er ikke nedskrevet i den portugisiske immigrationslovgivning, men bruges alligevel i praksis. I det hele taget tager immigrationspolitikken i høj grad hensyn til arbejdsmarkedets behov, og det er hovedsageligt arbejdsgivere og fagforeninger, der høres, når der skal udformes lovgivning på området. Denne pragmatiske tilgang, koblet med en god integration, har medført, at Portugal, ifølge Demetrios Papademetriou, der leder den Washington-baserede tænketank Migration Policy Institute, har skabt ”en sjældent velfungerende

Der er fortsat menneskesmuglere, og der er arbejdsgivere, der ansætter sort. Mange indvandrere ved end ikke, at de er her illegalt.

immigrationspolitik, der burde være til inspiration for mange andre lande.” Fagforeningerne ser generelt indvandrerne som et positivt bidrag i hvert fald endnu, hvor indvandrerne i meget høj grad fylder de jobs ud, som portugiserne selv er flygtet fra i landbruget, i industrien, i turisme- og servicesektoren og som hushjælp. Specielt det sidste er der brug for i et land, hvor det offentlige har begrænsede tilbud inden for ældrepleje og børnepasning.

REGERINGENS SATSNINGSOMRÅDE Den socialdemokratisk ledede regering i Portugal har gennemført en meget fleksibel immigrationslovgivning, baseret på tre hovedprincipper: 1) Lovlig immigration, som passer til efterspørgslen af arbejdskraft på

arbejdsmarkedet

2) “En realistisk immigrationspolitik”. Ræsonnementet er, at det er ure

alistisk at være restriktive, når arbejdsmarkedet har brug for kvalifi-

ceret arbejdskraft. Det ville bare opfordre til mere illegal indvandring

3) En god integration. Kampen mod illegal immigration er en hjørnesten i landets immigrationspolitik. Det handler selvfølgeligt om at få gjort op med et sort arbejdsmarked med folk, som ikke er ansat på ordentlige vilkår, og hvor der ikke betales skat og arbejdsgiverafgifter. Men det handler også om at få menneskesmuglerne – der mod ublu betaling lever af at få indvandrere ind i Portugal – gjort arbejdsløse. Det er ikke lykkedes endnu.

I det hele taget tager immigrationspolitikken i høj grad hensyn til arbejdsmarkedets behov, og det er hovedsageligt arbejdsgivere og fagforeninger, der høres, når der skal udformes lovgivning på området. 83

Fagforeningerne ser generelt indvandrerne som et positivt bidrag i hvert fald endnu, hvor indvandrerne i meget høj grad fylder de jobs ud, som portugiserne selv er flygtet fra i landbruget, i industrien, i turisme- og servicesektoren og som hushjælp. Specielt det sidste er der brug for i et land, hvor det offentlige har begrænsede tilbud inden for ældrepleje og børnepasning. 84

I stedet for at se immigrationen som en ulempe fejrer mange lokale samfund i Portugal landets store diversitet ved festligheder.

– Der er fortsat menneskesmuglere og arbejdsgivere, der ansætter sort. Mange indvandrere ved end ikke, at de er her illegalt, siger Maria Abranches fra Den internationale organisation for Immigration i Lissabon.

INDVANDRER– OG UDVANDRERLAND De fleste af Portugals indvandrere kommer fra Brasilien og Kap Verde, mens ukrainere udgør landets tredjestørste indvandrergruppe. På et tidspunkt var der op mod 150.000 ukrainere i landet, men tallet falder nu hastigt. Portugal er både et indvandrer– og et udvandrerland. Landets status som tidligere kolonimagt gennem næsten 500 år har sat sit tydelige præg på befolkningssammensætningen, og gennem århundreder er portugiserne emigreret til tidligere kolonier som Brasilien, Kap Verde og Angola. I 1950’erne og 1960’erne ændrede en del af emigranterne imidlertid retning og rejste som følge af den store efterspørgsel på arbejdskraft i Vesteuropa i stedet mod nord til Frankrig og Benelux-landene. I dag udgør portugiserne eksempelvis den største gruppe af indvandrere i Frankrig. I løbet af 1970’erne skete der et skift: 48 års diktatur blev ophævet, kolonierne opnåede selvstændighed, og mange ”retornados” fra kolonierne flyttede hjem til Portugal. Senere, i 1990’erne, kom der økonomisk vækst og mangel på arbejdskraft, hvilket resulterede i yderligere indvandring, denne gang særligt fra Ukraine, Moldova, Rumænien og Rusland. De nye immigrantgrupper fra Østeuropa bosætter sig ikke i ghettoer som indvandrerne fra kolonierne. Tværtimod spreder de sig over hele landet og skaber en meget velkommen vækst i små landsbyer, hvor der efterhånden

ellers kun bor ældre. De har ikke samme fællesskab i deres fortid og forståelse for landet, kulturelt og historisk, som indvandrere fra de tidligere portugisiske kolonilande, og de taler ikke portugisisk, når de kommer. Men det letter integrationen, at de er veluddannede og har let ved at lære sproget. Ofte har de store problemer med at få anerkendt deres uddannelse. Deres eksamensbeviser skal oversættes, det skal de selv betale, og det er dyrt, siger Maria Abranches fra Den internationale organisation for Immigration. Ønsker myndighederne en hurtig anerkendelse af indvandrernes uddannelser, kan det dog lade sig gøre. For et par år siden, hvor der var massivt brug for læger og sygeplejersker, lavede man fx et særligt program og fik indvandrernes uddannelser anerkendt meget hurtigt.

SNIGENDE DISKRIMINATION Den nye store immigrationsbølge i 1990’erne har skabt fornyet debat. Accepten af, at Portugal er et multikulturelt land, er grundfæstet, og i stedet for at se immigrationen som en ulempe fejrer mange lokale samfund i Portugal landets store diversitet ved festligheder. Der er dog problemer med en snigende diskrimination. Det er ikke noget, der fylder voldsomt i den portugisiske offentlighed, men enkelte gange har der været beskyldninger fremme om, at kriminaliteten er større blandt indvandrere end blandt portugiserne. Det afvises både af statistikkerne og af organisationen for Immigration i Lissabon. Og spørger man portugiserne om deres holdning til indvandrere, er et helt almindeligt svar: De eneste, vi har problemer med, er sigøjnerne – og de har været portugisiske statsborgere i flere hundrede år.

Udlændinge, der ønsker at arbejde og opholde sig i Portugal, har som udgangspunkt to muligheder: De, der blot ønsker at arbejde i Portugal for en kortere periode, kan søge om en arbejdstilladelse, der er relativt nemt at opnå. En arbejdstilladelse gælder for et år og kan fornyes op til to gange. Udlændinge, der ønsker at bo og arbejde i Portugal for en længere periode, skal have en særlig opholdstilladelse, der kan fornyes løbende i perioder af tre år. Hvis immigranten senere ønsker at blive portugisisk statsborger, afhænger reglerne af, hvilket land vedkommende kommer fra. Udlændinge, der kommer fra de tidligere portugisiske kolonier, kan søge om statsborgerskab, når de har opholdt sig i Portugal i fem år. Alle andre skal have opholdt sig i Portugal i seks år, før de kan søge om statsborgerskab. De, der er gift med – eller lever sammen med – en portugiser, kan søge efter kun tre år. 87

Jeg er den lykkeligste …

Alina Dudcó, 40 år, stammer fra Moldova. Hun var i gang med et ph.d.-studium, da hun forlod mand og søn og et lærerjob i Moldova for at leve et bedre liv i Europa. Livet slog en kolbøtte, og hun har prøvet at blive smidt af bussen midt på en spansk vej, hun er blevet tilbudt job som prostitueret, har passet børn og demente. I dag er familien samlet igen, hun har fast arbejde på et advokatkontor og læser jura på 3. år. 89

Fætteren havde ganske rigtigt et job. Et meget velbetalt job, der kunne give 9.000 kr. om måneden. – Jeg sagde: Giv det job til din mor. Jeg skal ha’ et ærligt arbejde. Jeg har en søn, der skal kunne være stolt af mig. 90

SORT I SORT I MOLDOVA En dag i august for ti år siden sagde Alina Dudcó til sin mand: Nu gør jeg det. Og så fik hun svigermor til at passe deres dreng på 8 år, skaffede sig et visum til Portugal og en busbillet til Lissabon. Egentlig havde hun villet til Spanien, fordi hun underviste på det spanske gymnasium i Chişinău i Moldova, men da det var 70 kr. billigere at købe billet til Lissabon, blev det Portugal. Det illegale visum kostede 22.500 kr. Billetten kostede næsten 3.000 kr. Det var mange penge for en lærer, der tjente 2.625 kr. om måneden, og med en civilingeniørmand, der havde mistet sit arbejde som leder i en stor byggevirksomhed. Hun satte sig på en bus sammen med 50 andre moldovere, fire kvinder, resten mænd. På samme tid sikker på, hun havde taget en rigtig beslutning, og meget urolig. Hun havde dårlig samvittighed over at have forladt sit barn, hun havde ingen til at tage imod sig, ingen til at hjælpe sig. Men i Moldova var det sort i sort. Økonomien var i bund, ingen kunne føle sig sikre. Hun vidste ikke præcist, hvor hun ville hen, var parat til at stå af overalt på vejen, hvis noget viste sig. Men det gjorde der ikke. Ganske langsomt steg de andre af bussen på den ugelange tur gennem Europa, hvor hver eneste grænse betød uro og ængstelse. Til sidst var de kun ti igen, og pludseligt, 20 km fra Madrid, stoppede chaufføren bilen og beordrede alle ud. Det kunne ikke betale sig for ham at køre længere. Han ville hjem og hente et læs til. Der stod de, midt på vejen. En af de andre kvinder var på vej til sin fætter i Lissabon, og hun sagde til Alina: Han vil også hjælpe dig.

Hendes mand kom også til Portugal, men sønnen blev hos svigermor. – Jeg var så forslidt, at jeg end ikke tænkte på at få ham til Portugal.

Så de fortsatte sammen alle ti, og det lykkedes dem at komme til Lissabon. – Vi spillede turister i toget. Vi var gode skuespillere på den tur. GIV DET JOB TIL DIN MOR. JEG SKAL HA’ ET ÆRLIGT ARBEJDE Fætteren havde ganske rigtigt et job. Et meget velbetalt job, der kunne give 9.000 kr. om måneden. – Jeg sagde: Giv det job til din mor. Jeg skal ha’ et ærligt arbejde. Jeg har en søn, der skal kunne være stolt af mig. Alligevel hjalp både han og den kvinde, han boede til leje hos, Alina, og efter en uge havde hun job hos et ældre ægtepar i Matosinhos i Nordportugal. Konen var syg, havde problemer med balancesystemet og vaklede rundt, men insisterede alligevel på at køre bil. Efter to måneder kørte hun galt med Alina i bilen, og mirakuløst reddede de begge livet. Alina forlod ægteparret, turde ikke være der længere, og de næste år passede hun først børn og senere demente. Hendes mand kom også til Portugal og fik arbejde som ufaglært bygningsarbejder 40 km. fra hende, men sønnen blev hos svigermor. – Jeg var så forslidt, at jeg end ikke tænkte på at få ham hertil, siger hun. Familieliv var der ikke meget af. Begge arbejdede så meget, at de kun så hinanden mellem kl. 14 og 17 om søndagen. MIN HJERNE VAR HELT DØD – JEG HAVDE IKKE BRUGT DEN I SÅ MANGE ÅR I 2001 kom loven, der gav de illegale indvandrere mulighed for at få opholdstilladelse. Det fik først hun, og senere han, og det mirakel blev fulgt af endnu et: Hendes mands interesse for rugby førte til, at de kom til at kende klubbens

Familieliv var der ikke meget af. Begge arbejdede så meget, at de kun så hinanden mellem kl. 14 og 17 om søndagen.

præsident. Da han hørte, at hendes mand var civilingeniør og havde været leder af en stor virksomhed, hyrede han ham. I dag har han et lederjob i virksomheden. En anden i rugbymiljøet ansatte hende på cafeen i en sportsklub, og da en af spillerne hørte om hendes uddannelse som dirigent, den ph.d., hun havde været i gang med, og at hun var cand. mag. i pædagogik og psykologi, sagde han: Vi må finde et andet job til dig. Han foreslog Alina at skrive til domstolene og tilbyde sig som tolk, og det hjalp han hende med. Det lykkedes, hun fik mange tolkeopgaver, og for tre år siden begyndte hun at læse jura om aftenen. For et år siden blev hun ansat fuld tid på et advokatkontor. – Jeg har altid gerne villet læse jura, men mine forældre sagde nej. De mente, det var et arbejde for mænd, og at jeg ville komme til at bruge hjernen for meget. Og de havde ret så langt, at hun virkelig bruger hjernen. – Jeg er begyndt at udvikle mig igen. Jeg lærer nye ting at kende. Min hjerne var helt død. Jeg havde ikke brugt den i så mange år. Det er, som hvis man har været sulten i mange år og så pludselig kan spise alt det, man vil. MIN MAND HJÆLPER MIG IKKE, MEN HAN STOPPER MIG HELLER IKKE Alina Dudcó fylder meget i et rum. Hun gestikulerer, ler, laver små skuespil, taler meget højt. Alt sammen meget uportugisisk. Her er den sociale kontrol stor, og folk, der passerer, kigger nysgerrigt. Men hendes stemme bliver spag, når hun fortæller om de stærke følelser, udvandringen har skabt. Om årene,

– Jeg er begyndt at udvikle mig igen. Jeg lærer nye ting at kende. Min hjerne var helt død. Jeg havde ikke brugt den i så mange år. Det er, som hvis man har været sulten i mange år og så pludselig kan spise alt det, man vil. 94

hvor hendes hjerne helt tørrede ud, om det fantastiske i at bruge den igen. Om hendes mand, der ikke hjælper hende, men som heller ikke stopper hende og er stolt af, at hun har nået så meget. Om sønnen, der kom for tre år siden, som nu er ved at slutte gymnasiet og vil studere handel. Om Moldova, hvor situationen fortsat er svær for borgerne. Om folk hjemme, der ikke kunne skaffe pengene, eller nogen til at beskytte sig, og som derfor blev tilbage og nu er misundelige. Om hvordan det var for en måned siden at komme til Santa Apolóniabanegården i Lissabon igen og blive hentet af nogen. Nogen, der ventede på hende, fordi hun skulle holde et foredrag ved en international konference om moldovere i Europa. Om ansøgningen om at blive portugisisk statsborger, om formandskabet i klubben for østeuropæere i Porto. – Skulle jeg skrive en kærlighedsroman, skulle 2. kapitel handle om Portugal, siger hun, og da hun pludseligt ser en mønt ligge på gulvet, på en fredag den 13.– en lykkemønt på en ulykkesdag – viser det hende igen det, hun er sig så bevidst om: Hun er den lykkeligste ..

Moldoverne er den sjettestørste indvandrergruppe i Portugal, og mere end halvdelen af dem er velintegrerede. En del er taget hjem igen, efter at have tjent nok til en traktor eller et stykke jord, og andre er på vej til at blive godt integrerede. De retssager, Alina Dudcó tolker, er ofte familiesager: Skilsmisser, forældremyndighedssager, vold i hjemmet. For at hjælpe både jurister og sagsøgte er hun ved at oversætte både den ukrainske og moldoviske familieret til portugisisk.

FAKTA OM KVINDER I dag er 54 pct. af indvandrerne i Europa kvinder. Kvinder, der immigrerer til EU, bliver dobbelt-diskrimineret, fordi de både er fremmede og kvinder. Det arbejde, de får, er ofte midlertidigt og dårligt betalt. Mange af kvinderne har en høj uddannelse, som kvalificerer dem til helt andre arbejdsopgaver end dem, de almindeligvis får her. Fra EU-Parlamentets resolution om kvindelige immigranter (2006/2010)

Mor var den modige – nu er drømmen at give hende et ordentligt liv

Olga Kyrylyuk, 23 år, håber at kunne starte eget firma og ansætte sin mor, give hende den tryghed, hun aldrig fandt i Europa. For rejsen fra Ukraine til Portugal bragte hende i bundløs gæld til menneskesmuglere, og de vellønnede jobs, de havde lovet, fandtes ikke. Men Olga har chancen, og den skal bruges til også at give hendes mor en chance. 99

Der er stadig bagmænd, stadig menneskesmuglere, der forsyner det portugisiske arbejdsmarked med dårligt betalte og meget veluddannede mennesker. Alle kommer med mindst ni års skolegang, mange har universitetsuddannelser.

BEDRE OG BEDRE OG BEDRE Olga Kyrylyuk stiller mindst ét krav til den mand, hun engang skal giftes med. Han skal ville, virkelig ville, at de får det bedre og bedre og bedre. Det vil hun selv, den kun 23-årige ukrainer, der har haft alt for megen ustabilitet i sit liv. Hun har levet alene med oldemor nogle år, efter mor flyttede til Portugal. Hun har set sin mor komme i bundløs gæld til mellemmænd, og hun har nu erkendt, at skal hendes mor have en chance i Portugal, må Olga starte sit eget firma og ansætte hende. Og Olga har chancen. Hun er i gang med at uddanne sig som revisor. Olgas historie i Portugal starter den dag i 2000, hvor hendes mor Iryna, 38 år og fraskilt, sætter sig på Kiev-Portugal-bussen. Hun er uddannet civilingeniør, men har ikke brugt sin uddannelse i flere år. Inflationen efter Ukraines selvstændighed fra Rusland i 1991 gør det umuligt at leve af en civilingeniørløn. Derfor har hun først levet af at skaffe telefon til folk, hun havde gode forbindelser i det statslige telefonselskab, senere levede hun af at udleje boliger. Men hun opgav: Korruptionen var så voldsom, at hun besluttede sig for at prøve at skabe et liv i Portugal. Olga forstod hende, forstod at hendes drøm var et bedre liv for både sig selv og hende. Men let var det ikke. Hun var 15, alene tilbage med oldemoren på 80 år, der var flyttet ind hos dem, fordi hun ikke længere kunne klare sig selv. Men det gik. Olga købte ind, lavede mad, tog sin studentereksamen, passede oldemor og sig selv. Blev voksen alt for tidligt.

100

MELLEMMÆND SATTE MOR I BUNDLØS GÆLD Helst ville hendes mor have været til Spanien, men da hun opdagede, at Spanien i modsætning til Portugal dengang ikke legaliserede illegale indvandrere, valgte hun i stedet Portugal. Det var ret let: Agenter havde åbnet et kontor i Kiev, og de hjalp med et schengen-visum, godt nok kun for syv dage, og et job på en fiskenetfabrik i Portugal. Det var dyrt, meget dyrt, men de kunne låne hende pengene, og forude lokkede vellønnede jobs, lovede de. Det holdt ikke stik. Der var kun jobs til minimumslønnen på ca. 3.000 kr., så i dag sidder Iryna stadig i gæld. Den trafik fortsætter, ved Olga. Der er stadig bagmænd, stadig menneskesmuglere, der forsyner det portugisiske arbejdsmarked med dårligt betalte og meget veluddannede mennesker. Alle kommer med mindst ni års skolegang, mange har universitetsuddannelser. BOEDE PÅ VÆRELSE MED 10 ANDRE Iryna tog direkte til den fabrik, hun skulle arbejde på, gik i gang med det samme og boede på et værelse, fabrikken ejede, sammen med ti andre. Det gik. Hun fik sin arbejds- og opholdstilladelse, betalte af på den enorme gæld til mellemhandlerne og sendte penge hjem til Olga og oldemor. Hun har skiftet fra job til job i alle årene i Portugal. Hun har arbejdet på fabrik, hun har været husassistent, hun har også arbejdet med planlægning og kvalitetskontrol, men altid til en mindsteløn. Og nu er hun uden arbejde. Det sidste sted, hun var – på en tidsbestemt kontrakt – forlængede de hende ikke. Det forstår Olga sådan set godt. Hendes mor kunne med sin uddannelse se, at en række opgaver

101

blev løst for dårligt, og sagde det til ledelsen. Det skal man ikke i Portugal. Hun blev også mobbet af portugiserne. De kunne ikke tage alvorligt, at hun som civilingeniør gik til mindsteløn sammen med kolleger, hvoraf de fleste kun havde fire års skolegang. I dag er hun portugisisk statsborger, og hun får dagpenge, men det var jo ikke det, der var meningen. Statsborgerskabet betyder, at hele det europæiske arbejdsmarked står åbent for hende, så hun flytter nu. Tager en ny chance. Hun har portugisiske venner i London, som er glade for at være der og vil hjælpe hende i gang med en ny tilværelse. UDDANnELSE FOR EGEN REGNING Olga, der kom hertil som 18-årig, bliver i Porto, skal gøre sin uddannelse som revisor færdig. Det har været svært for hende at få fodfæste, for først gik der otte måneder med at få tilladelse til at gå i skole. Så brugte hun et år på at lære portugisisk, og så ville myndighederne ikke anerkende hendes studentereksamen. Hun skulle tage 3. g en gang til, og det brugte hun to år på, fordi hun hele tiden havde fuldtidsarbejde. Nu er hun ved at afslutte andet år på Handelshøjskolen og er nu så privilegeret, at hendes sparekasse har givet hende et lån. Hun kan ikke både passe studiet fuldtid – der er mange timer med mødepligt – og et fuldtidsjob. Og hun er nødt til at låne, for kun portugisiske unge kan få SU. Hun kan heller ikke komme på udveksling i Erasmus-systemet, det kan kun unge fra EU. Men hun slider, skal have en god eksamen for at få dette bedre og bedre og bedre liv.

102

På Handelshøjskolen er jeg blevet klar over, hvor groft jeg er blevet udnyttet. Her har jeg lært, at det er ulovligt at arbejde uden kontrakt, som jeg altid har gjort, og jeg har lært, at arbejder man over 40 timer og i weekender skal man have overtidsbetaling. Det har jeg heller ikke fået. 103

LÆRER HVORDAN HUN ER BLEVET UDNYTTET Hun er glad for at bo og leve i Portugal. Glad for havet, det er det bedste! Hun er glad for sine portugisiske venner, det er dem, der har hjulpet hende til det liv, hun har i dag. Men hun har ikke været glad for at arbejde i Portugal, har haft det svært med det portugisiske hierarki på arbejdspladsen, fordi hun kommer fra et samfund med en mere ligeværdig kultur. – På Handelshøjskolen er jeg blevet klar over, hvor groft jeg er blevet udnyttet. Her har jeg lært, at det er ulovligt at arbejde uden kontrakt, som jeg altid har gjort, og jeg har lært, at arbejder man over 40 timer og i weekender, skal man have overtidsbetaling. Det har jeg heller ikke fået. Jeg har fået minimumsbetalingen på 3.000 kr. uanset hvad. Nu står den på studier, på en fremtid i Europa. Snart kan hun søge om portugisisk statsborgerskab, og næste år bliver hun bachelor. Derefter tager hun en mastergrad, så skal hun have et par år i et firma og få nogen erfaring. Og så starter hun sit eget revisionsfirma og ansætter mor. – Det var mor, der var den modige. Hende der tog af sted til et meget usikkert liv. Derfor håber jeg, jeg kan give hende den sikkerhed, hun aldrig har fået. Hun er 47 år nu, det er ikke let for hende at få arbejde længere. Men hun bliver en succes, det ved jeg. Hun kan det, der kræves i en globaliseret verden. Hun kan veje tingene mod hinanden, flytte, når det er nødvendigt, skifte fra at være civilingeniør til at gøre rent, når det er nødvendigt. Det kan portugiserne ikke, de er meget mere tryghedssøgende. Så vi klarer os. Vi får det rigtig godt.

104

Der er i disse år en stor udvandring af ukrainere fra Portugal. Det bekymrer regeringen, der nu undersøger, hvorfor de rejser. For netop ukrainerne vil de nødigt undvære, fordi de er så veluddannede. Ser man på flyveruterne ud af København, går mange ruter til Tyrkiet, Pakistan og de andre lande, der er stor indvandring fra. Ser man på flyruterne fra Lissabon, går ingen til Ukraine, ingen til Moldova. Med 3.000 kr. om måneden er der ikke råd til at besøge familien derhjemme. 105

106

Flyttede af kærlighed – blev del af det portugisiske tekstileventyr

Anette Lybro Dias kom til Portugal som guide, forelskede sig, fik børn og arbejde. Hun ser, det bliver sværere for de mange indvandrere. For selv om portugiserne ikke selv vil have de jobs, indvandrerne har, er der alligevel en mumlen om, hvorfor man åbner for så mange. Men det er helt sikkert bedre at være fremmed i Portugal end i Danmark. 107

GLAD FOR SIT LIV Anette Lybro Dias kom til Portugal som guide for Tjæreborg for mere end 15 år siden, men blev i landet af en af de almindeligste grunde for dansk udvandring i nyere tid: Kærlighed. I Portugal har hun arbejdet sammen med indvandrere og været en del af tekstileventyret – de få år, det varede. De år, der gik, fra virksomhederne flyttede produktionen til Portugal, til lønningerne blev så høje her, at de flyttede videre. Til Østeuropa, til Kina og derfra videre til Sydafrika, Namibia, Ghana. I dag er hun med på det hold, der hjælper danskere i Portugal. Hun er ansat på ambassaden som konsularmedarbejder og er glad for sit liv, selv om hun på et tidspunkt mistede modet så meget, at hun tog feriejob i Danmark og brugte sin uddannelse som lægesekretær. – Heldigvis fandt jeg igen job i Portugal. Det ville have været besværligt med mand og børn hernede og et job hjemme, siger hun. GUIDE FOR TJÆREBORG Anette Lybro Dias, der nu er 44, mødte sin mand, da hun var guide i Portugal, men slog sig ikke ned med det samme. Hun var guide i Miami en periode, men vendte tilbage, blev gift, studerede sproget og fik først Alexandra, der nu er 15, og senere Daniel, der er syv. Hendes mand er politibetjent, de lever et liv meget lig danske familiers. De har ingen hushjælp, som mange ellers har. – Skulle vi have en, skulle hun være forsikret. Så dansk er jeg, der skal være ordentlige forhold, og så bliver det pludselig dyrt. Men vi klarer det også sagtens selv. Min mand laver næsten

108

Fagforeningerne kom på fabrikken, da det i 2002 blev meddelt, den ville lukke. Politikerne pressede også på, men forgæves. På tekstilarbejdsmarkedet var større kræfter i spil, end fagforeningerne kunne hamle op med. 109

På hendes kontrakt stod, at hun tjente 3.650 kr. Reelt fik hun udbetalt 5.450 kr. Men ville hun have arbejdet, måtte hun acceptere vilkårene, for derved sparede virksomheden en del af skatten og de sociale ydelser al maden, og jeg gør resten. Men der har været lange arbejdsdage. Hendes første job var som sælger i et investeringsfirma, som viste sig at være ren svindel. Men da var hun heldigvis væk, også fra de 3.750 kr. om måneden, lidt over mindstelønnen, og fra de “grønne kvitteringer” – en ansættelsesform, hvor hun principielt havde sit eget firma, selv betalte sociale ydelser, skat og den slags, selv om hun kun var tilknyttet dette ene firma i et heltidsjob. I virksomheden Kansas, som fik hende væk fra investeringsfirmaet, var der ordentlige forhold. Kansas – fra Odense – havde netop startet en ny systue i Lissabon med ca. 250 ansatte, og hun blev ansat til at hjælpe den danske leder, der ikke talte portugisisk og kun meget lidt engelsk. Og hendes engelsk var ikke til stor nytte: Der var ikke én af portugiserne på fabrikken, der talte sproget. Efter en tid lukkede Kansas virksomheden og tilbød hende ansættelse på dens noget større systue i byen. Men så lukkede også den afdeling, og produktionen flyttede til Østeuropa. DE DANSKE EJERE OPFØRTE SIG ORDENTLIGT De danske ejere opførte sig ordentligt over for alle ansatte, selv om det blev dyrt for dem. Alle fik en månedsløn for hvert år, de havde arbejdet i virksomheden, også selv om det var andre, der oprindeligt havde startet fabrikken, og mange havde arbejdet der i mere end 20 år. Det sikrede dem, at de kunne få arbejdsløshedsunderstøttelse, og for mange var det meget vigtigt. De, der var over 40 år, kom ikke i arbejde igen. Tekstiljobbene var på vej væk, så fra nu af var det ledighed.

110

Og de tidligere ansatte mistede meget. Kansas havde ikke bare sikret dem en månedsløn, men også drevet vuggestue og børnehave for deres børn, og hver dag kom en læge og sygeplejerske på fabrikken. – Det var meget usædvanligt. Selvfølgelig var det godt for de ansatte, men også for fabrikken. Hvis lægen for eksempel ikke syntes, at en kvinde var syg, blev hun sendt tilbage til symaskinen. Jeg tror, det var en god ordning for begge parter. Hun husker, hvordan fagforeningerne kom på fabrikken, da det i 2002 blev meddelt, den ville lukke. Politikerne pressede også på, men forgæves. På tekstilarbejdsmarkedet var større kræfter i spil, end fagforeningerne kunne hamle op med. ÉN LØN PÅ KONTRAKTEN – EN ANDEN I VIRKELIGHEDEN Selv gik hun hjemme i ca. halvandet år, før hun igen fik arbejde. Det var i et restaureringsfirma, og da gik det første gang op for hende, hvor mange ”nye” indvandrere, der var kommet til Portugal, foruden de mange fra de gamle kolonier Angola og Mocambique. I virksomheden var både nogle malere og en tømrer fra Ukraine ansat. Alle var som Anette ansat på kontrakt, og på hendes stod, at hun tjente 3.650 kr. Reelt fik hun udbetalt 5.450 kr. Det samme gjaldt for ukrainerne, og det blev først et problem, hvis de mistede arbejdet og skulle have dagpenge, for så blev det beregnet af det beløb, der stod på kontrakten. – Men ville vi have arbejdet, måtte vi acceptere vilkårene, for derved sparede virksomheden en del af skatten og de sociale ydelser. Men så fik hun jobbet på ambassaden. – Jeg havde sendt mit CV ind 5-6

111

Hun er dansk, fĂ¸ler sig dansk, men trives med sin portugisiske familie. Har endda vĂŚnnet sig til, at svigermor somme tider kommer og overnatter, selv om ingen har spurgt, om det passer hende.

112

gange og tænkte, at nu var de vist grundigt trætte af mig. Men pludseligt lykkedes det, og jeg er meget glad for at være her. Det, at alt er i orden her, motiverer mig til at yde en bedre service. Det tænker jeg tit over. Det er en god følelse. STØRRE ÅBENHED END I DANMARK Hun er dansk, føler sig dansk, men trives med sin portugisiske familie. Har endda vænnet sig til, at svigermor somme tider kommer og overnatter, selv om ingen har spurgt, om det passer hende. Anette har vænnet sig til ikke at bebrejde sin mand noget som helst, mens svigermor hører på det. “Hvis jeg gør, lægger hun mig på is i dagevis, han er jo hendes dreng,” og hun er også ved at vænne sig til, at få emner er for intime til at kunne drøftes i hele familiens kreds. – Den åbenhed tror jeg ikke, vi oplever i Danmark. Vi har den i hvert fald ikke i min familie, siger hun. Anette har det godt, er sig det bevidst, for hun kan se, indvandrerne får det sværere i disse år, hvor ledigheden stiger. – Selv om portugiserne ikke selv vil have de jobs, indvandrerne almindeligvis har, er der alligevel en mumlen om, hvorfor man åbner for så mange, når vi selv har problemer. Men jeg tror alligevel, det er rarere at være indvandrer her, end det er i Danmark. Den tone, der er i Danmark, har vi slet ikke hernede.

113

114

irland

Foto: Irland / Dublin Tourism

115

Reagerer på krise ved at åbne for endnu flere indvandrere DE UUNDVÆRLIGE UDLÆNDINGE Irland er fyldt med udlændinge. 11 procent af landets godt fire millioner indbyggere er udlændinge, og 15 ud af hver 100 ansatte har ikke irsk pas. De er overalt. De serverer på restauranterne, de bygger boliger, de arbejder i landbruget. De er læger, tandlæger og receptionister, de er i gaderne og på pubberne. De er unge, veluddannede og velklædte, og de er ikke ængstelige for fremtiden, selv om mange års irsk vækst nu ser ud til at løje af. Og myndighedernes reaktion på dårlige tider er da heller ikke at stoppe indvandringen. Tværtimod. Den irske regering mener, at det irske samfund sagtens kan rumme 15-18 procent indvandrere, og den er nu i gang med en ny immigrationslov, der skal gøre det endnu mere attraktivt for dygtige indvandrere at flytte til Irland. Blandt andet skal det gøres lettere at få sin familie til landet, hvis man har fået arbejde.

STOR ACCEPT AF INDVANDRERNE Fremmede har det godt i Irland. Der er stor accept af indvandrerne i det irske samfund, for irerne ved godt, at de kan takke de mange indvandrere for, at det er gået så godt så længe, og at den irske økonomi har kunnet blomstre. En undersøgelse har vist, at næsten halvdelen af væksten i bruttonationalproduktet alene skyldes immigranterne. – Uden dem var hotellet lukket, fortæller de i én landsby. – Uden dem var vores store kødindustri gået ned, og husene havde ligget øde nu, siger de i en anden landsby. De mange udlændinge har taget de jobs, irerne ikke selv ville have, og

116

I 2007 blev 90 procent af alle nye stillinger besat af udlændinge, først og fremmest unge fra Polen, Rumænien og de baltiske lande.

relativt stærke fagforeninger har sikret dem lønninger og forhold, så udlændingene har klaret sig godt. Mindstelønnen er på ca. 60 kr. i timen, i byggeindustrien er timelønnen lige knapt 115 kr.

LIBERAL INDVANDRINGSPOLITIK Irland er i løbet af de sidste 15 år gået fra at være et traditionelt udvandrerland til at være det land i EU, der har størst indvandring. I 2007 blev 90 procent af alle nye stillinger besat af udlændinge, først og fremmest unge fra Polen, Rumænien og de baltiske lande. Men Irland har også været i bund med arbejdskraft, og først for få år siden lykkedes det igen at få befolkningstallet op på de fire millioner, som Irland lå på før kartoffelpesten i 1840’erne, der indledte den første udvandringsbølge. Irland har nogle af de mest liberale immigrationsregler i EU. Landet var eksempelvis sammen med Storbritannien og Sverige de eneste, der åbnede helt for indvandring af arbejdskraft fra de 10 nye medlemslande i forbindelse med udvidelsen af EU 1. maj 2004. Åbningen mod øst tiltrak mange flere, end den irske regering havde ventet. Alene fra maj til juli 2004 blev der givet arbejdstilladelse til 23.000 indvandrere fra Polen, Tjekkiet og Litauen. Mange af disse var dog udelukkende et administrativt problem for myndighederne: De boede og arbejdede allerede i Irland, nu kunne de blot skifte et illegalt liv ud med et legalt. Indtil da var antallet af arbejdstilladelser til borgere uden for EU allerede eksploderet med en stigning på over 700 procent fra 1999, hvor der blev udstedt 5.750 arbejdstilladelser, til 47.707 tilladelser i 2003.

117

Er der en EU-borger, der kan og vil påtage sig et job, kan en ikke-EU-borger ikke få jobbet. Dog giver den nye Green Cardordning ubegrænset arbejdstilladelse til folk, som enten er højtlønnede eller i arbejde inden for flaskehalsområder, uanset hvor de kommer fra. I 2004, hvor de mange tusinder østeuropæerne kom, indså regeringen, at dens ad hoc-prægede immigrationspolitik ikke var tilstrækkelig til at håndtere den massive indvandring. Irland er derfor ligesom de fleste andre EU lande blevet meget selektiv med, hvem der kan få arbejds- og opholdstilladelse. Er der en EU-borger, der kan og vil påtage sig et job, kan en ikke-EU-borger ikke få jobbet. Dog giver den nye Green Card-ordning ubegrænset arbejdstilladelse til folk, som enten er højtlønnede eller i arbejde inden for flaskehalsområder, uanset hvor de kommer fra.

MOBIL OG VELUDDANNET Efter en årrække med vækstrater på helt op mod ti procent er boomet i den irske tigerøkonomi imidlertid stilnet af. Myndighedernes bud er, at væksten i 2008 bliver på én procent, måske endda minus én procent. 45.000 jobs er nedlagt på få måneder, og der kommer færre indvandrere til landet. I det første kvartal af 2007 fik 8.000 et irsk socialsikringsnummer svarende til det danske cpr-nummer. I 2008 var tallet i samme periode faldet til 3.500. Spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske, hvis den økonomiske tilbagegang bider sig fast. Faldende vækst og færre jobmuligheder er ikke nødvendigvis et problem for de unge østeuropæere. For de har to fordele: De er veluddannede med et uddannelsesniveau, der langt overgår det irske gennemsnit, og de er mobile. Så når den irske byggeindustri skranter, kan den berømte polske blikkenslager bare tage til London, hvor man mangler hænder til at forberede byen på OL i 2012. Eller han kan rejse tilbage til Polen, hvor der mangler en million håndværkere, og hvor jobvæksten lige nu er størst i hele Europa.

118

Regeringen har netop vedtaget et nationalt skoleudbygningsprogram med det argument, at det kan fastholde de dygtige udlĂŚndinge. Landet har ikke rĂĽd til at miste alle de gode hjerner, mener den.

119

Men hvad sker der, når de bedst uddannede og de, der ligner irerne mest, rejser, og de dårligst uddannede og mindst mobile bliver tilbage?

Polske rekrutteringsfirmaer har åbnet kontorer både i Dublin og London for at få polakkerne til at rejse hjem og udfylde de ledige jobs. Universitetet i Lodz har åbnet en afdeling i Dublin, så polakker kan studere og forberede sig på at vende hjem, mens de arbejder i Irland. Lønningerne i Irland er dog stadig dobbelt så høje som i Østeuropa, og det ser ud til, at mange vil blive længst muligt i de vellønnede jobs, inden de rejser hjem. Det er irerne glade for. Regeringen har netop vedtaget et nationalt skoleudbygningsprogram med det argument, at det kan fastholde de dygtige udlændinge. Landet har ikke råd til at miste alle de gode hjerner, mener den. Irland var indtil for nyligt et landbrugsland uden stolte traditioner inden for håndværk og industri, og de østeuropæiske håndværkere nyder stor respekt.

TILTRÆKKER HØJTUDDANNEDE FRA KINA OG INDIEN Andre problemer truer også i horisonten. Det er nemlig ikke kun veluddannede østeuropæere, der er kommet til landet i de senere år. Den irske regering og ikke mindst uddannelses-institutionerne har de sidste ti år gjort en effektiv indsats for at tiltrække studerende og højtuddannede inden for IT-branchen og sundhedssektoren fra både Kina og Indien. De kinesiske studerende har tilladelse til at arbejde på deltid sideløbende med studierne, og de fleste er beskæftiget inden for de dårligst betalte jobs i fx fastfoodbranchen. Samtidig er der inden for de senere år kommet en gruppe på mere end 16.000 nigerianerne til Irland, heraf er 73 pct. asylansøgere.

120

Den irske regering mener, at det irske samfund sagtens kan rumme 15-18 procent indvandrere, og den er nu i gang med en ny immigrationslov, der skal gøre det endnu mere attraktivt for dygtige indvandrere at flytte til Irland. Det økonomiske boom har altså tiltrukket tusindvis fra hele verden, mange har arbejdet i de ringeste job og klaret sig, som det nu er relativt let at klare sig, når økonomien buldrer derudad. Men hvad sker der, når de bedst uddannede og de, der ligner irerne mest, rejser, og de dårligst uddannede og mindst mobile bliver tilbage? Udlændinge, der mister deres arbejde, kan få hjælp fra det offentlige, hvis de har været i arbejde i mere end to år, og de irske socialkontorer er begyndt at se udlændinge. Det er dog så få, at den stigning på 120 pct. i forhold til sidste år, myndighederne har registreret sommeren 2008, ikke bekymrer.

TEGN PÅ SNIGENDE RACISME En afmatning i økonomien kan også få andre konsekvenser. Generelt er irerne gæstfrie og åbne over for fremmede, og politisk er der bred enighed om, at indvandringen er positiv og nødvendig for Irland. På det seneste har der imidlertid været flere episoder, der af mange er blevet tolket som racistiske, bl.a. mærker man afstandtagen til nigerianerne, fordi mange af dem er asylansøgere på overførselsindkomst. Irlands største fagforening Siptu har et stigende antal sager, hvor arbejdsgivere har forbudt ansatte at tale polsk på arbejdspladsen, og i marts blev to unge polakker stukket ihjel af en flok irske teenagere. Irsk politi afviser, at der var tale om et racistisk motiveret overfald – ”De var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,“ siger de – men flere udtrykker bekymring for, at frustrationer over arbejdsløshed og mangel på jobmuligheder i fremtiden vil resultere i en stigende fjendtlighed mod udlændinge.

121

Irland har gjort sig mange både positive og negative erfaringer. Den liberale indvandringspolitik med arbejdstilladelser til både uddannet og ufaglært arbejdskraft har gjort, at Irland er sluppet for mange flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet. Indvandringspolitikken har også været medvirkende årsag til, at Irland har kunnet tiltrække mange multinationale selskaber, som her var sikret både adgang til EU’s markeder, en lav selskabsskat og ikke mindst den fornødne arbejdskraft. Den store indvandring over en kort tid har gjort integrationsindsatsen svær: Myndighederne har haft svært ved at følge med. Det betyder, at Irland ikke har formået at udnytte de ressourcer, 122

som mange af indvandrerne kan byde på. Mange af immigranterne er bedre uddannet end irerne selv, men alligevel er de dårligere lønnede og har i højere grad jobs, der ligger under deres uddannelsesniveau. Det udbredte system med at ansætte udlændinge via vikarbureauer kan også vise sig som et problem. For godt nok skal de såkaldte agency workers have en overenskomstmæssig løn som deres irske kolleger, men ofte får de ikke den samme bonus, hvilket gør dem billigere og dermed mere attraktive for arbejdsgiverne. Den situation har været accepteret, også af de irske fagforeninger, men med udsigt til fyringsrunder har det skabt uro og frygt for, at irske arbejdere fyres først. 123

124

Fulgte med sin kone – fik egen karriere og landede i Paradis

Der er langt fra Grækenland til Irland. Her er næsten ingen museer, og her drikker folk, til de falder under bordet – men Philip Giatrakis har fundet et godt job og har sammen med sin kone muligheder, de aldrig havde haft derhjemme. Men det irske samfund fungerer ikke godt. Da de tjente mange penge, gjorde regeringen ingenting ved sundhedssystemet fx, og Philip frygter, det hele falder fra hinanden nu, hvor krisen kradser. 125

Det sværeste er måske ikke at tage ud, men at skulle hjem igen. Man forandrer sig. Når vi taler om, hvor vi skal blive gamle, taler vi ikke om Grækenland, men om Italien, Sydfrankrig eller måske Spanien. USÆDVANLIG MAND Philip Giatrakis er en usædvanlig mand. 47-årig græker, som syntes, det var OK, da hans kone flyttede et år til Danmark for at tage sin ph.d., som senere fulgte hende til Irland, da hun fik et godt job, og som selv endte med at blive del af det irske IT-boom. Prisen har været et liv i en helt anden kultur end den, han kommer fra. Et liv i et land, hvor der kun er få museer, hvor børnene ikke lærer om, hvad billedhuggerne vil med deres kunst, og hvor bygherrerne bare får lov til at bygge, selv om de finder oldtidsminder i jorden. Et land, hvor folk drikker, til de falder under bordet. Ikke ved en fejl. Det er meningen. De ikke vil kunne huske noget som helst morgenen efter. Men det er blevet et godt liv. – Det sværeste er måske ikke at tage ud, men at skulle hjem igen. Man forandrer sig. Når vi taler om, hvor vi skal blive gamle, taler vi ikke om Grækenland, men om Italien, Sydfrankrig eller måske Spanien, siger han. EFTER UNIVERSITEteT GJORDE HAN COMPUTERE RENE Philip Giatrakis er universitetsuddannet som biolog, ikke fordi han ville være biolog, men fordi det dengang i 1980’erne var en indgang til at arbejde med IT. I det første IT-job, han fik, skulle han gøre computere rene. Ikke lige det, han havde drømt om, men ledigheden var stor i Athen. Efter nogle måneder fik han lov til at installere software og undervise som supplement til rengøringen, senere fik han kurser i bl.a. USA og England og lærte en masse.

126

Det var i de år, hans kone tog sin ph.d. på Aalborg Universitet – ikke bare støttet af ham, men også af både hendes og hans forældre – og i de år, der virkelig var travlt. Han havde fået et godt arbejde på Børsen i Athen, god løn og spændende udfordringer, god forsikring og flextid, men også meget hektisk og med meget overarbejde. Så da hans kone i 1997 på næsten samme tid blev gravid og fik tilbudt job i Dublin, endte han med at bede om orlov og tage med. – Min kone tjente så mange penge, vi aldrig havde forestillet os, vi kunne komme til, og jeg havde aldrig prøvet at holde lidt fri. Jeg tænkte, det ville være dejligt at prøve. Det var det ikke. Efter fire måneder kedede han sig frygteligt og sendte sit CV til en privat arbejdsformidling. Han var ikke specielt optimistisk, men det viste sig, at der var stort behov for folk som ham. Efter 1-2 uger var han i job. Det ville have været helt uhørt i Grækenland, hvor det ville have taget måneder at få alle formalia på plads, og lønnen var dobbelt så høj som i Grækenland, 15.750 kr. Han erkendte hurtigt, det ikke var drømmejobbet, så han sendte sit CV afsted igen, og efter tre uger landede han med egne ord i Paradis: Bank of Ireland. Lønforhøjelse igen og nu organiseret i fagforeningen for den finansielle sektor. Han havde ikke været i fagforening i Grækenland. Det tillod arbejdsgiverne normalt ikke. Han er meget tilfreds med sin fagforening. Den går ind, når der er problemer i forbindelse med afskedigelser eller store ændringer, alt andet klarer arbejdstager og arbejdsgiver normalt selv. For fire år siden blev bankens IT-afdeling udliciteret til amerikanske Hew-

127

lett-Packard. Det har ikke givet problemer for Philip, men endnu en lønforhøjelse, så han nu tjener 27.000 kr. efter skatter og sociale udgifter på i alt 9.750 kr. FRYGTER DET HELE FALDER FRA HINANDEN NU – Er 9.750 kr. fair, spørger jeg og får klar besked. Det er det ikke. Folkepensionen er på mellem 750 og 800 kr. om ugen, og sundhedssystemet er meget kritisabelt. Går man til tandlæge med en dundrende tandpine, får man en tid om en måned. Irerne har vænnet sig til det, de må spise en masse smertestillende piller, mener Philip. I mange år, hvor pengene er strømmet til øen fra EU, og økonomien har boomet, har irerne ikke brugt penge på sundhedssystemet eller på en velfungerende social sektor. Der er for få børnehaver og vuggestuer, og de er alt for dyre. – Da de tjente mange penge, gjorde regeringen ingenting. Jeg frygter, det hele falder fra hinanden nu, hvor der er begyndende krise, siger han. Men irerne tager det, som det kommer. – De har en stor tiltro til, at alle gør alting så godt, de kan. Sådan ville det ikke være i Grækenland, siger Philip. PÅTAGER SIG DET PRIMÆRE ANSVAR FOR BØRNENE Han og hans kone har nu to børn, Anna på 10 og Jason på 3 ½. Han har det primære ansvar for dem, siger nej til møder efter kl. 17, sørger for de kommer til sport og på sommerlejr og alt det, børn gør. Indtil for nylig har Anna gået i græsk skole om lørdagen, men det blev for meget for hende, syntes han, så nu er hun taget ud og har i stedet fået en græsk lærer på sin internationale skole. Hun skal lære sproget ordentligt, har fortsat

128

Lønforhøjelse igen og nu organiseret i fagforeningen for den finansielle sektor. Han havde ikke været i fagforening i Grækenland. Det tillod arbejdsgiverne normalt ikke. Han er meget tilfreds med sin fagforening. Den går ind, når der er problemer i forbindelse med afskedigelser eller store ændringer, alt andet klarer arbejdstager og arbejdsgiver normalt selv. 129

Irerne er ved at blive bange for, at udlændingene skal tage deres job, men jeg tror ikke, det får betydning for os. Men jeg tror, mange af østeuropæerne vil tage af sted igen, det er i hvert fald, hvad vores rengøringshjælp siger.

130

sin mormor hjemme i Grækenland, og de skal kunne tale sammen. Hun skal også lære det, andre græske børn lærer om, hvad billedhuggerne vil udtrykke. Hun skal have det bedste fra de to verdener, hun lever i. GODT TAGET IMOD, MEN IKKE INTEGRERET Er han blevet integreret i Irland? Nej, egentlig ikke. Det er et lukket samfund, men irerne har taget godt imod ham og familien. Men kl. 21 er han træt, der er travlt på arbejde og masser af se til med de to børn, så der er ingen kræfter til megen selskabelighed. Hans kone rejser meget og har ofte lange arbejdsdage, men i weekenden ser de somme tider nogle venner fra arbejdet eller Jasons børnehave. Det er et godt liv. Han er ikke bekymret for fremtiden i Irland. – Irerne er ved at blive bange for, at udlændingene skal tage deres job, men jeg tror ikke, det får betydning for os. Men jeg tror, mange af østeuropæerne vil tage af sted igen, det er i hvert fald, hvad vores rengøringshjælp siger. De er unge, de er kommet for at tjene penge, og kan de ikke tjene penge her, finder de et andet sted, hvor de kan. Det virker ikke, som om det er problematisk – der ser ud til at være arbejde nok i Europa i disse år.

131

132

Jeg går til en irsk læge, hvis der ikke er en polsk – irerne ville ikke gå til en polsk

Marta Starek, 27 år, er veluddannet og ambitiøs. Hun lever på 2. år i Dublin, er receptionist, men bruger sin universitetsuddannelse til at undervise i engelsk på et polsk universitet i Irland. Hun har ikke én irsk veninde, men roser irerne for deres åbenhed og venlighed – og hun tvivler på, at polakkerne kunne have rummet så mange indvandrere, som irerne gør. 133

Skulle hun tage noget irsk med hjem til Polen, ville det være den irske venlighed og åbenhed.

BEDSTEFORÆLDRENE HAR KØBT GRAVSTED – DET KUNNE IRERNE IKKE FINDE PÅ Marta Stareks bedsteforældre har købt det gravsted hjemme i Polen, hvor de vil begraves. Det kunne ingen irsk familie finde på, mener Marta. Hun hører om unge irere, der bruger over 2.000 kr. på en festlig aften i byen. Det kunne ingen ung polak finde på. De sparer op og køber hus, irerne bor til leje. Men egentlig ligner de hinanden, polakkerne og irerne. Begge lande er overvejende katolske, og religionen spiller fortsat en stor rolle i samfundet. Begge lande har været fattige, begge har været undertrykte. Irerne har måttet udvandre gennem mere end 100 år. Nu er det polakkerne, der rejser til Irland, og som i disse år fylder så meget, at de har egne forretninger, egne restauranter, egne læger og tandlæger, egen avis, eget universitet. Irerne har taget rigtig godt imod de mange udlændinge, men helt accepterede er de ikke. – Vi går til en irsk læge, hvis der ikke er en polsk i området. Jeg tror ikke, irerne ville gå til en polsk læge, siger Marta Starek. Hun synes ikke, man kan tale om, at polakkerne lever i et parallel-samfund, og så alligevel. Hun har ikke én irsk ven eller veninde, og det er ikke, fordi irerne er uvenlige. Tværtimod. Måske er det mest polakkerne, der holder sig for sig selv. Kommer man ind i en forretning her, er det en helt anden oplevelse end at handle i Polen. Her tager de mod en som en kær gæst. I Polen er de ansatte i butikkerne små konger. Det hænger ved fra dengang, der var så få varer, at de ansatte kunne bestemme, hvem der måtte få og hvem ikke. Skulle hun tage noget irsk med hjem til Polen, ville det være den irske venlighed og

134

åbenhed. Det, at de ser på én, når man passerer dem på gaden, og de hilser. Det gør man ikke hjemme. PLADS TIL FORBEDRINGER Marta er typisk for tusindvis af indvandrerne i Dublin i disse år. Hun er ung, 27 år, hun er veluddannet og ambitiøs. Der er “plads til forbedringer i hendes liv”, som hun udtrykker sig. Først og fremmest vil hun gerne have et job, hvor hun kan bruge sin universitetsuddannelse i engelsk, og hun vil også gerne have en arbejdsplads, hvor de taler om noget. Som det er nu, bliver det mest til “Hvor kommer du fra?“, ikke så meget om, hvorvidt Christopher Marlowe var en bedre forfatter end Shakespeare – det var han, ubetinget, er vi enige om – eller om den kunst og kultur, hun er så forvænt med gennem sine år i Krakow. FINANSIEREDE STUDIUM VED AT ARBEJDE ILLEGALT I LONDON Marta er født i Opole Lubelskie i det sydlige Polen. Hendes mor er sygeplejerske, hendes far projektleder i byggeindustrien. Både hun selv og hendes brødre har en universitetsuddannelse. Hun finansierede sin, dels ved at arbejde illegalt i London om sommeren, dels ved at tage lån. Og selv om det er rentefrit, skal hun betale afdrag i endnu 5 år. Det er en del af forklaringen på, at hun nu lever i Dublin, hvor det regnede 59 dage i træk sidste sommer i stedet for Krakow, hvor man oplever årstidernes skiften med kolde vintre og varme somre. Hun kan tjene mere end dobbelt så meget her som hjemme, selv om hun ikke bruger sin uddannelse, men arbejder som receptionist. Hun får udbetalt 12.000 kr. efter skat, forsikring etc. af det vikarbureau,

135

Marta savner sin mor og far, hun savner Krakow, hun savner Polen. â&#x20AC;&#x201C; I en periode ringede jeg hjem hver anden aften, fordi jeg savnede min mor sĂĽ meget.

136

hun arbejder for. I Irland er det udbredt, at man finder job gennem vikarbureauer og private arbejdsformidlinger. Rent fysisk sidder hun i EU-Kommissionens kontor i Dublin, og her har hun set, at der er muligheder for at avancere: Personalechefen, der også er indvandrer, vist fra Sverige, startede også i receptionen. Hver anden weekend underviser hun polske studerende i engelsk på Wyzsza Szkola Ekonomiczno-Humanistyczna z Lodzi – en afdeling, universitetet i Lotz har placeret i Dublin, så de unge polakker kan uddanne sig sideløbende med, at de tjener deres penge i ufaglærte jobs. Desuden har hun private elever et par aftener efter arbejdstid, polakker, der håber at kunne finde bedre jobs, når deres engelsk er bedre. Hun lever enkelt, bor rimeligt billigt i et hus sammen med fire andre 40 minutter i bus fra Dublins centrum, har et godt stort værelse, som hun har lejet møbleret, er godt tilfreds. KOM TIL IRLAND SOM STEWARDESSE Marta kom til Dublin for et par år siden, lidt tilfældigt. Hun havde i en polsk avis fundet et job som stewardesse, og i annoncen stod, at der var muligheder for at få en grunduddannelse i Tyskland, Italien eller Dublin. Hun er glad for, det blev Dublin. Den italienske kultur ville have været for fremmedartet, og Tyskland kan hun ikke lide. – Har du set Auschwitz?, spørger hun blot, da jeg spørger hende hvorfor. Hun arbejdede for Ryanair indtil for kort tid siden. Det var ikke et drømmejob. Folk var tit ubehagelige, og hun skulle smile og smile. En typisk dag fløj de to eller tre returture – opholdet ude varede 25 minutter, og i den tid skulle hun gøre flyet rent, hvorefter hun smurte smilet på igen og bød nye passagerer

137

ombord. I et par rigtig travle måneder tjente hun 14.250 kr., normalt fik hun 12.000 kr., som hun også tjener nu. Marta savner sin mor og far, hun savner Krakow, hun savner Polen. – I en periode ringede jeg hjem hver anden aften, fordi jeg savnede min mor så meget. Men nu har livet taget en anden drejning. Hun har mødt Stefan, der er fra Nordirland. Han er også fremmed i Dublin, oplever som Marta, at folk spørger, hvorfor han ikke tager hjem igen, hvis han siger det mindste kritiske om Irland. – Der er der kun én ting, man kan skælde ud over uimodsagt: Vejret. Det er alle enige om at skælde ud over. Marta forstår godt, at irerne ikke vil have, at udlændingene siger noget negativt om deres land. – Det havde jeg heller ikke villet finde mig i. Vi er virkeligt mange fremmede her. Jeg tror ikke, vi havde kunnet rumme så mange hjemme i Polen. VED IKKE, HVOR HUN ENDER Og foran ligger en tydelig trussel for både irere og indvandrere: Et stort økonomisk tilbageskridt. Mange indvandrere er rejst igen, og mulighederne er mange. London har brug for bygningsarbejdere før OL i 2012, og Polen har brug for sine egne dygtige folk. Marta ved ikke, hvor hun ender, er lidt træt af “alt det Polen her i Irland”. Her er alt på polsk, bare ikke det, der virkeligt betyder noget: Hendes familie. Stefan er åben for at rejse med til Krakow, men alt er usikkert. – Jeg håber bare, jeg bliver lykkelig. Sådan helt enkelt, får et godt liv, et godt arbejde, et godt ægteskab. Mine bedsteforældre holder stadigvæk hinanden i hånden, når de sidder ved siden af hinanden. Min mor synes, det er fjollet, men jeg håber, vi også får det sådan. Men hvor det bliver, det ved jeg ikke.

138

Jeg forstĂĽr godt, at irerne ikke vil have, at udlĂŚndingene siger noget negativt om deres land. Det havde jeg heller ikke villet finde mig i.

139

140

Ring efter 21, før er jeg nok ikke hjemme

Jesper Søby har haft lyst til at rejse, lige siden hans forældre sommer efter sommer tog ham med på tur til Sydeuropa i campingvognen. Lige nu er han udstationeret i München, men han skal tilbage igen, til Irland, som han har set udvikle sig fra at være et af Vesteuropas fattigste lande til at være blandt de rigeste. Og irerne har taget godt imod indvandrerne, som bragte en masse gode ting med: Økonomi, udvikling, jobs og faglighed. 141

Han har set, hvordan velstanden vandrede ind sammen med flere hundrede tusinde mennesker fra først og fremmest Østeuropa.

LANGE DAGE ET VILKÅR Skal man i kontakt med Jesper Søby, skal man ringe efter klokken 21. Før er han ikke hjemme fra arbejde. Og det er ikke, fordi han arbejder forskudt. Det er helt almindeligt, at han møder mellem 8 og 9 om morgenen og først er hjemme 12 timer senere. – Vil man gøre karriere i min branche, er lange dage et vilkår, siger han. Jesper Søby piber ikke. Han er glad for sit liv i Dublin, for sin irske kone Andrea, de to børn, vennerne og arbejdet som produktspecialist i et italiensk investeringsselskab. Jobbet giver mange muligheder, der er afdelinger i 25 lande med 2200 medarbejdere, og lige nu er Jesper og hans familie på en udstationering i München i Tyskland. Men de skal tilbage igen, til Dublin altså. Der er ikke megen snak i den familie om et liv i Danmark. Ikke nu i hvert fald. Ikke at livet i Dublin er så meget anderledes end livet i Danmark. Irsk og dansk kultur og livsstil ligner på mange måder hinanden. Men karrieremulighederne er gode, og når Jesper rejser til Dublin igen, er det til en mere ansvarsfuld stilling, end han har i dag. VELSTANDEN KOM MED INDVANDRERNE Jesper Søby, 35 år, har været vidne til det økonomiske boom i Irland. Han har set, hvordan velstanden vandrede ind sammen med flere hundrede tusinde mennesker fra først og fremmest Østeuropa. Irerne tog godt imod dem. De så, at indvandrerne holdt liv i en masse virksomheder, og de ved, hvor vigtigt det

142

er at blive godt taget imod i det fremmede: I generationer er de selv vandret ud for at overleve. På det sidste har man dog kunnet læse om tilfælde af overfald på indvandrere og flygtninge fra Nigeria, heldigvis ikke grove, men Jesper frygter, at det kan blive værre. Nogle er sure over, at den legendariske Moore Street, som er kernen af det typisk irske i hovedstaden, nu er overtaget af kinesiske, russiske og afrikanske handlende og tyske Aldi. Det er også problematisk, at nogle rumænere lever af overførselsindkomst samtidig med, at de tigger på gaden. ALTID HAFT LYST TIL AT SE VERDEN Jesper Søby har altid haft lyst til at rejse ud, se verden. Han er født i Dianalund på Sjælland og rejste ud, straks han havde fået sin højere handelseksamen. I Tyskland blev han kæreste med Andrea, og de holdt sammen, efter han rejste hjem igen og studerede HA i Århus. Allerede efter to år tog han til Innsbruck i Østrig, og senere læste han overbygning på CBS i København i International handel og kom i løbet af studiet også på et ophold i Cape Town i Sydafrika. Efter nogle års studier kunne han endelig flytte sammen med kæresten. Andrea var taget hjem til Irland, og i 2000 fulgte Jesper efter. Den keltiske tiger boomede, og det var let at finde arbejde. Unge var meget eftertragtede, specielt hvis de havde en uddannelse. DE STÅR IKKE PÅ PUBBEN AFTEN EFTER AFTEN Jesper faldt let til i Irland og trivedes i sit job. I begyndelsen tjente han mindre, end han havde kunnet i Danmark, men der var gode karrieremuligheder.

143

Skulle han vælge, ville han foretrække et dansk system med en noget højere skat og bedre velfærd. Men det var – og er – sjovt at være ung i Dublin.

144

– Irland er et fantastisk land for unge mennesker med et godt helbred. Det er sværere for ældre, for pensionister og arbejdsløse, siger han. Skulle han vælge, ville han foretrække et dansk system med en noget højere skat og bedre velfærd. Men det var – og er – sjovt at være ung i Dublin. Jesper afmonterer det, vi alle sammen ved om irerne. De står ikke på pubben med en pint aften efter aften og lytter til glad folkemusik, mens konen passer børnene derhjemme. Livet er blevet mere strømlinet. Arbejdet kræver meget mere, og det gør konerne formentligt også, i og med de i stor stil er kommet ud på arbejdsmarkedet. Jespers kone Andrea har studeret hoteldrift og arbejdet i branchen i mange år, men har valgt at arbejde hjemme en periode. Dels vil hun gerne se børnene vokse op det første år, i Irland har man kun 5 måneders barselsorlov, dels er børnepasningsmulighederne få og dyre. – Alt det, jeg kunne tjene, kunne jeg bære lige hen i institutionerne, siger Andrea. Benjamin er i vuggestue den halve dag, det koster omkring 6.000 kr. Men når børnene bliver lidt større, vil hun tilbage på arbejdsmarkedet. Hun overvejer at satse på en anden uddannelse: Hoteldrift, små børn og en travl mand er en dårlig cocktail. HAR TO HJEM, IRLAND OG DANMARK – Men foretrækker Jesper et liv i Irland frem for et liv i Danmark? – Havde jeg ikke mødt Andrea, var jeg nok ikke rejst til Irland, men jeg ved ikke, om jeg var blevet i Danmark. Jeg har altid haft trang til at arbejde i et internationalt miljø. Min søster har det ligesådan. Hun bor i New York og

145

arbejder med markedsføring. Selvfølgelig ville mine forældre gerne have haft os lidt tættere på – ligesom jeg tit gerne ville have været tættere på dem – men det er jo dem, der har gjort os interesserede i verden uden for Danmark. Fra jeg var tre år, har de hver sommer taget os med ud i Europa i campingvognen i tre uger, så jeg kender Sydeuropa bedre, end jeg kender Jylland. Han ved ikke, hvor familien ender. “Som det er strikket sammen nu, har vi to hjem, Irland og Danmark”, og på hans arbejdsplads er der folk fra 17 nationaliteter. Udviklingen i Irland betyder ikke så meget for ham, det er den globale udvikling, der betyder noget. Han kan forsørge sin familie, så hans kone ikke behøver at arbejde, mens børnene er små, han ser, lærer og oplever. – Men har Irland givet ham muligheder, han ikke kunne have fået i Danmark? – Jeg har i hvert fald fået andre oplevelser. Jeg har set, hvordan Irland har udviklet sig fra at være et af Vesteuropas fattigste lande til at være blandt de rigeste. Vi har en tendens til at tro, at Europa er Europa, og at vi alle har den samme økonomiske baggrund. Det har vi ikke. Man glemmer hurtigt, at Irland tidligere på nogle fronter var betragtet som et udviklingsland og på meget kort tid har indhentet mange af de ting, vi tager for givet. Og det har været let at komme hertil. Irerne har taget godt imod os, de har oplevet, at vi bragte en masse gode ting med os: Økonomi, udvikling, jobs og faglighed.

146

Vi har en tendens til at tro, at Europa er Europa, og at vi alle har den samme Ă¸konomiske baggrund. Det har vi ikke. Man glemmer hurtigt, at Irland tidligere pĂĽ nogle fronter var betragtet som et udviklingsland og pĂĽ meget kort tid har indhentet mange af de ting, vi tager for givet. 147

Den gode historie

148

Foto: Lantmännen Danpo A/S

Fjerkræslagteriet Danpo i Aars er en af de virksomheder, der har trukket mange udlændinge til Vesthimmerland. Der er ca. 420 timelønnede, knap halvdelen er fra Polen. Hjemme kunne de149 tjene et par tusinde om måneden, her får de næsten 18.000 kr.

Indvandrerne har vendt kurven – 15 års tilbagegang afløst af vækst LANG POSITIVLISTE I Vesthimmerland – oppe ved Limfjorden – kan de opstille en lang positivliste over, hvad indvandrerne har betydet: De har vendt kurven, så 15 års tilbagegang er stoppet og afløst af befolkningstilvækst De flytter ind i de huse, der var begyndt at stå tomme De udfører det arbejde, virksomhederne ikke kan få danskere til, og det er påvist, at for hver faglært indvandrer, der er kommet, er der skabt arbejdspladser til ufaglærte danskere De har gjort, at bloktilskuddet fra staten er øget med omkring 20 mio. kr. alene for 2007. Og hvad er der på negativlisten? Sådan set ingenting. – Det er mennesker, der ligner os selv, der slår sig ned her. De passer haven og går og maler deres hus i weekenden, som vi gør, siger én. – Det er bedre at få udlændinge hertil og bevare arbejdspladserne her, end hvis virksomhederne ikke kunne få folk, og opgaverne blev lagt et andet sted, siger en anden.

VÆKSTHIMMERLAND Umiddelbart efter kommunesammenlægningen lød dystre toner fra Vesthimmerlands Kommune. Selv om mange tjente mere, og stort set alle var i arbejde, var fraflytningen så stor, at kommunens indtægter kun gik én vej: Nedad.

150

Men så begyndte udviklingen at vende i en sådan grad, at de lokale aviser opfandt udtrykket “Væksthimmerland”. Fra nytår 2006 til nytår 2007 steg indbyggerantallet med 496 til 37.841. 1. januar 2008 var tallet vokset til 38.277 og i sommeren 2008 til 38.515, stik mod Danmarks Statistik’s forventninger. Mange af de nye er kommet fra Østeuropa, mange er faglærte og ansat i højt specialiserede jobs, andre har taget de jobs, det har været svært, ja umuligt, at få dansk arbejdskraft til. Udviklingen ser ud til at fortsætte: Mange virksomheder går simpelthen ned til de ansatte, når de kan se, de kommer til at mangle folk, og inden 14 dage er de på plads. Og det er dygtige folk, de får herop.

BEHANDLES, SOM SKULLE DE BLIVE ALTID Vesthimmerlands Kommune har været – og er – meget aktiv i arbejdet på at integrere dem. De tager imod hver eneste, som skulle de blive her altid. De opfatter dem som borgere på lige fod med alle andre. De skal lære dansk, de skal have den hjælp, alle andre i kommunen tilbydes. De skal ikke slides ned og komme til at udgøre et særligt problem, hvis de vælger at blive gamle her. Og alle får jo mindst mindstelønnen. – Vi har fået skabt et godt system her i Danmark, hvor alle arbejder på danske vilkår, og indvandrerne ikke er løntrykkere, siger Vesthimmerlands Kommunes jobcenterchef Jakob Drue Laursen. – Er man her, er man her med alle rettigheder. Det er ikke som fx i Tyskland, hvor de lader indvandrere arbejde på tålt ophold og dermed indirekte accepterer, at de arbejder sort i et parallelsamfund. Må nogle af forskellige grunde ikke være i Danmark, gør staten en aktiv indsats for at sende dem ud igen. Der er ingen mellemløsninger, men rene linjer.

151

Det er virksomhederne, der har fået de mange indvandrere hertil. Det var deres eneste alternativ til at sige nej til ordrer, for de kunne ikke få arbejdskraft i området. Ledigheden er under 2 pct. Men de har arbejdet tæt sammen med Vesthimmerlands Kommune om at sikre en god integration. Jobcenterchef Jakob Drue Laursen, med en fortid som afdelingsleder i Dansk Flygtningehjælp, ser danskundervisningen som helt centralt. – Folk, der ikke taler dansk, er udenfor. Derfor har kommunen hevet fat i indvandrerne, straks de kom hertil med en arbejdstilladelse, oven i købet har kommunen ofte selv betalt for undervisningen. Staten betaler først, når der er givet opholdstilladelse, og det gik i sneglefart i Udlændingestyrelsen. Nu har statsamtet heldigvis overtaget det arbejde, og nu går det som smurt i olie, lyder det anerkendende. For indvandrerne skal i gang med det samme. Det er danskundervisningen, der skal sikre, de kommer til at høre til og bliver. Sprogskolen Vesthimmerland er ansvarlig for undervisningen, og lige nu er der 150 elever, hvis modersmål bl.a. er polsk, russisk, engelsk, tysk og thai.

SPROGUNDERVISNINGEN KNYTTET TIL ARBEJDSPLADSEN Jakob Drue Laursen mener, danskundervisningen skal være en del af at være på en arbejdsplads i Danmark. Afgørende faktorer har været, at kommunen lidt usædvanligt har bedt kursisterne skrive under på, at sprogskolen må kontakte arbejdspladsen undervisningen i stort omfang er lagt ude på arbejdspladserne og tilpasset arbejdstiderne og at undervisningen tager udgangspunkt i arbejdet, så man har talt om

152

Takket være faglærte indvandrere er flere ufaglærte kommet i arbejde i Vesthimmerland. De har sikret, at arbejdspladserne har fået den arbejdskraft, der skal til, og at tomme huse nu bliver beboet igen. Vesthimmerlands Kommune tager imod hver eneste, som skulle de blive her altid. De opfatter dem som borgere på lige fod med alle andre. De skal lære dansk, de skal have den hjælp, alle andre i kommunen tilbydes. De skal ikke slides ned og komme til at udgøre et særligt problem, hvis de vælger at blive gamle her. 153

Det er virksomhederne, der har fået de mange indvandrere hertil. Det var deres eneste alternativ til at sige nej til ordrer, for de kunne ikke få arbejdskraft i området.

vindueskarme og beslag på vinduesfabrikken og om specialiserede metaludtryk på den store metalvarevirksomhed. – Vores mulighed for at kontakte arbejdsgiveren har betydet mindre frafald: Dels har arbejdsgiverne hjulpet med at få medarbejderne af sted, dels har de fx lagt overarbejde på de dage, der ikke er undervisning. Det er også sket, at vi har indstillet undervisningen en periode, fordi der var travlt på virksomheden. Det har fungeret godt, siger han. Alle tilbydes 6 timers undervisning om ugen, mere er urealistisk, og når kursisterne har lært fagudtrykkene, fortsætter de med tekster om det danske samfund, familiemønstre, rettigheder og pligter etc. Indtil nu har sprogskolen særligt arbejdet på at give sprogtilbuddet til medarbejdere på de større virksomheder, men nu vil jobcentret opsøge virksomheder med 1-2-3-4 udenlandske ansatte og prøve at få dem med også. – Vores gode argument over for arbejdsgiveren er, at det er langt mere sandsynligt, de bliver, hvis de lærer dansk, siger Jakob Drue Laursen. På bedding er også et system, hvor jobcentret spørger en virksomhed, der ikke har kunnet få besat et job via jobnet, om de kunne tage en med løntilskud i stedet. Er dét ikke en mulighed, vil centret tilbyde at slå jobbet op på en portal, der rekrutterer udenlandsk arbejdskraft. De vil også tale med de lokale landmænd om, at de måske skulle begynde at interessere sig for ansatte fra EU i stedet for fx de mange praktikanter fra Ukraine, der kun må blive ét til to år. Endelig er man ved at arrangere fem temamøder om skat, bolig, hvordan man kan få konen med herop etc. – og det ligger fast, der vil blive tolket til mange sprog.

154

Arbejdsgiverne har hjulpet med at få medarbejderne af sted, fx ved at lægge overarbejde på de dage, der ikke er undervisning. Det er også sket, at vi har indstillet undervisningen en periode, fordi der var travlt på virksomheden. VI SKAL STILLE KRAV – DE SKAL STILLE KRAV Jakob Drue Laursen understreger, at vi skal stille krav til indvandrerne, ligesom de skal stille krav til os. Det kan være med til at forebygge de misforståelser, der af og til skaber problemer. Og så skal vi danskere åbne os lidt mere, hvis vi skal kunne fastholde den hjælp, indvandrerne er. – I Dansk Flygtningehjælp arbejdede jeg med to grupper: En gruppe fra Somalia, højtuddannede, mange med universitetsuddannelse og efteruddannelse fra Italien, og en gruppe fra Bosnien. Bosnierne kom fra de samme bjergområder, de var faktisk overhovedet ikke uddannede, og når de sagde, de var tømrere, havde de engang lagt et tag på deres onkels hus. Men det var langt lettest at integrere bosnierne. De ligner os. De kom med på fodboldholdet, og børnene kom med på sommerlejr. Jeg talte med en arbejdsgiver om at ansætte en af somalierne, men “Sådan en sort én ville han ikke ha’.” Så sagde jeg, du har da Muhammed ansat, han er også sort, men nej, det var ikke det samme. Det var jo Muhammed. Jeg har familie i Canada. Der siger de: En somalier, der har kunnet komme hertil, han må være fantastisk. Ham må jeg have fat i. Jeg håber, vi også får den åbenhed. Vores udfordring er at tage imod dem på en ordentlig måde samtidig med, at vi bevarer vores kultur. Og når jeg ser, hvor gode de er til det ude i landsbyerne, tror jeg på, det vil lykkes. Vi har brug for dem, hvis vi skal kunne klare os. Så enkelt er det.

155

Kilder Den danske stamme – en befolkningshistorie af Hans Kornø Rasmussen, 2008 Indvandrerne og arbejdsmarkedet – mødet med det danske velfærdssamfund af Gunnar Viby Mogensen og Poul Chr. Matthiessen, Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2002 Dimensão Económica e Demográfica das Migrações na Europa Multicultural af Anne de Rugy, 2000 20 år i Danmark – En undersøgelse af nydanskeres situation og erfaringer af Garbi Schmidt og Vibeke Jakobsen, Socialforskningsinstituttet, 2000 Tal og fakta – befolkningsstatistik om udlændinge 2008, Udlændingeservice Tal og fakta – udlændinges tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, Udlændingeservice, 2007 Årbog om udlændinge i Danmark 2003 – Status og udvikling, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 2003 Kommunale nøgletal om udlændinge 2003, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 2003 Arbejdsmarkedsrapport 2007 - Mangel på arbejdskraft, DA Au pair i Danmark: billig arbejdskraft eller kulturel udveksling, Helle Stenum, 2008

156

Forskningsnotatet Østaftalen – individuelle østarbejdere af Klaus Pedersen og Søren Kaj Andersen for FAOS, Sociologisk Institut, Københavns Universitet, oktober 2007. Internationalisering, multiniveauregulering og den danske model, FAOS’s årbog 2007, Københavns Universitet. Danmarks Nationalbanks Kvartalsoversigt 3. Kvartal 2008: Vækst, offentlige finanser og indvandring af Erik Haller Pedersen og Johanne Dinesen Riishøj, Økonomisk Afdeling OECD’s rapport for 2008: international migration outlook: sopemi - 2008 LO’s Ugebrevet A4 DI Business BusinessWeek Migrationonline.cz Migration Policy Institutes nyhedsbrev Kvinfo@kvinfo.dk’s side Den usynlige succes med 16 beretninger om kvinder, der er flyttet til Danmark, og som har klaret sig godt. En er sosuassistent, andre er bl.a. kantineleder, læge, musiker, farmaceut, journalist og sygeplejerske.

157

tak Tak for interviews med:

Irland: European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions, Dublin: Direktør Jorma Karppinen Forskningschef, Dr. Stavroula Demetriades Forskningsdirektør Jean-Michel Miller

Immigrant Council of Ireland Adm. direktør Denise Charlton,

Portugal: IOM / International Organization for Migration, Lissabon Projektleder Maria Abranches

Instituto Piaget (www.ipiaget.org) Projektleder José Carlos Bronze

158

APDES - Agência Piaget para o Desenvolvimento (www.apdes.net) Koordinator José Queiroz

Danmark: 3Fs næstformand Jane Korczak EU-konsulent i LO Preben Foldberg Chefkonsulent Henning Gade, Dansk Arbejdsgiverforening

Tak for råd fra Poul Nyrup Rasmussen, Bent Sørensen, European Training Foundation i Torino, ph.d. Helle Stenum, Aalborg Universitet, lektor Leif Bloch Rasmussen, Copenhagen Business School, cand. jur. Azad Cacmak, Københavns Kommune, konsulent Eskild Dahl, Københavns Kommune, direktør Torben Møller-Hansen, Foreningen Nydansker, projektleder Helga Pindstrup, AMU Nordjylland, Maiken Leitão, forfatter Hans Kornø Rasmussen, deltagere på Fagbevægelsens interne uddannelse, Socialdemokrater i 3. Kreds København og mange kolleger i Europa-Parlamentet.

Tak til mine dedikerede medarbejdere Anders Jørgensen, Jonas Bjørn Jensen og Anne Gram, og ikke mindst tak til jobcenterchef Jakob Drue Laursen, Vesthimmerlands Kommune, og de 10 indvandrere, der er interviewet i bogen.

159

Efter syv fede år er vi på vej ind i en nedgangsperiode. Mange har mistet deres arbejde de seneste måneder, andre frygter at blive ledige. Derfor vil nogle nok synes, det er utidigt nu at tale om, at vi skal have indvandrere hertil. Jeg synes, at det vil være utidigt at tie, for uden indvandring på længere sigt kan vi ikke fastholde vores velfærdssystem, vores offentlige service og den lighed, som de fleste danskere mener skal bære vores samfund. Finanskrise og ledighed lige nu ændrer ikke på det helt grundlæggende faktum, der gør indvandring nødvendig: De store årgange forlader arbejdsmarkedet og afløses af de små. To tal taler deres tydelige sprog: I 1946 blev der født flest, 96.111, i 1984 blev der født færrest med 49.414 i Danmark.